maj 2015 arkiv

Indien på smeltepunktet

31. maj 2015

Herhjemme kalder vi det hedebølge, når termometeret nærmer sig 30°C. Men i disse dage er Indien ramt af en massiv hede, hvor store dele af landet når over 40°C og visse områder over 45°C med forventninger om, at de værst ramte områder i de kommende dage vil nå op til 50°C. Yderligere er det en hede, som mange steder akkompagneres af høj fugtighed, så kroppen har sværere ved at komme af med varmen. Dag for dag er de rapporterede dødstal da også vokset, 1.000, 1.100, 1.700, 1.800 og i skrivende stund kommer de første meldinger om mere end 2.000 døde, hvoraf de fleste i Andhra Pradesh og Telangana (på kortet den nordlige del af Andhra Pradesh) i det sydøstlige Indien.

Mange andre steder i verden ville situationen øjeblikkeligt være blevet koblet sammen med klimaforandringerne og den massive luftforurening, som indhyller store dele af Indien i en varmeabsorberende dis. Det skal nok også komme i Indien, men NGO-tætheden og de kritiske briller i det store land er lille, og Modi-regeringen har lagt stort pres på NGO-verdenen om ikke at konstant at stille spørgsmålstegn ved den valgte udvikling og stille landets ledelse i dårligt lys. Presset er lige nu så stort, at 9.000 organisationer har fået inddraget deres tilladelse til at virke i Indien. En organisation som Greenpeace har fået spærret sine konti og et tæt på at måtte lukke ned for sine aktiviteter i landet. Der kører lige nu en retssag, med den påstand fra den indiske stat, at Greenpeace Indien har modtaget økonomisk støtte fra udlandet, som ulovligt bliver brugt til at øve politisk indflydelse i landet, som er skadelig for landets økonomi. Dagbladet Politiken skriver 28. maj, at en hemmelig rapport, som ligger til grund for regeringens indgreb, vurderer, at udenlandske miljø- og menneskerettighedsorgansiationers aktivitet reducerer den økonomiske vækst med 2-3% om året ved at skræmme potentielle investorer bort. De massive miljø- og fattigdomsproblemer, som følger med Indiens industrialisering, løser blot ikke sig selv ved at kvæle kritikken deraf.

Der er da også enkelte referencer til klimaforandringer. For eksempel henviser en artikel i Time til IPCCs seneste rapport, som konstaterer, at hedebølger i Sydøstasien siden 1950 er blevet flere og voldsommere. Den indiske National Disaster Management Authority siger tilsvarende, at hedebølger er stigende på grund af den globale opvarmning, og at de har en “devastating impact on human health”.

“The worst heat wave in living memory sweeping across Telangana and Andhra Pradesh is an “extreme climate event” and if steps are not taken to reduce human-induced warming, summer temperatures could soon rise to 50 degree Celsius in many areas, top climate change experts warned”, skriver Beppa Majumdar 29. maj i Times of India: “‘There is now sufficient evidence to suggest that the increase in temperatures is linked to climate change and we will see more such extreme weather patterns in the near future,’ Nitin Desai, a key member of Prime Minister Narendra Modi’s Climate Panel, told TOI.” Så vi kan forvente, at Indien i den kommende tid vil styrke sit krav om en hurtig og målrettet global klimaindsats ikke mindst fra verdens rige lande.

Læs mere »

Share

Barndommens landskaber

26. maj 2015

Det engelske kunstnerkollektiv Kennardphillipps har herover viderebearbejdet et ganske kendt maleri af Andrew Wyeth: Christina’s World. Det gled først næsten uænset forbi i den evige malstrøm af Facebook-nyheder, men lod sig alligevel ikke bare passere, hang fast på nethinden, og så måtte jeg tilbage at se – og måtte efterfølgende søge det oprindelige landskabsbillede fra 1948 frem.

Pigen på Wyeths billede (eller rettere kvinden, Anna Christina Olson blev født i 1893), var ramt af en polio-agtig sygdom og havde lam underkrop, men kunne med overarmene bevæge sig hen over græsengene. Billedet udstiller en sårbarhed og uformåenhed, men også en nærhed, fortrolighed og overskuelighed. Det vil kræve anstrengelser at nå hjem, men vi er ikke i tvivl om at det kan lade sig gøre.

Læs mere »

Share

Ophørsudsalg i Saudi-Arabien ?

23. maj 2015

Deltagere i en stort anlagt klimakonference i Paris for business-verdenen 21. maj, hvor man i venstre side af billedet ser Saudi-Arabiens olieminister Ali Al-Naimi (den laveste) overfor præsident Hollande.

Når det gælder klima-nyheder er The Daily Climate er en fin nyhedsservice, som jeg besøger næsten dagligt i forbindelse med redigeringen af Agenda 350. I dag var der pludselig en Editor Comment fra PD, hvilket jeg ikke mindes tidligere at have set. PD påpeger for praktiserende, studerende, undervisere og dem som hader eller elsker journalistik (kort sagt os alle), at samme nyhed helt uden problemer kan ende i to diametralt modsatte overskrifter, alt efter hvad man ønsker at fortælle.

Her et screen dump deraf:

Ifølge Reuters har Saudi Arabiens olieminister Ali Al-Naimi ved en konference om business & climate sagt, at: “In Saudi Arabia, we recognise that eventually, one of these days, we are not going to need fossil fuels, I don’t know when, in 2040, 2050… so we have embarked on a program to develop solar energy.” “Hopefully, one of these days, instead of exporting fossil fuels, we will be exporting gigawatts, electric ones. Does that sound good?”

Ifølge Reuters forventede Al-Naimi stadig på kort sigt at verdens energiforsyning ville være præget af de fossile brændstoffer. Men han så solenergien blive billigere end de fossile brændstoffer, og Saudi-Arabien udvikle sig til en “global power in solar and wind energy”, hvilket Wall Street Journal med en vis portion journalistisk håndelag kan få turneret, så overskriften lyder:

Saudi Oil Minister Says World Can’t Abandon Fossil Fuels – måske for ikke at stamlæserne får morgenkaffen ud over slipset. Selve artiklen ligger bag betalingsmur, men man kan af de første linjer lige ane, at det er samme konference i Paris, der er tale om, og at man i brødteksten haler lidt i land ved at modificere, at Al-Naimi på den korte bane stadig ser verden drevet på fossile brændstoffer.

Læs mere »

Share

Domstol bremser reaktor-genstart i Fukui

19. maj 2015

De to reaktorer ved Takahama-værket, som har opnået NRAs sikkerhedsgodkendelse, men som en domstol ved Fukui nu har påbudt ejeren KEPCO ikke at genstarte. 

Presset fra industri og regering for at få genstartet de japanske reaktorer, som alle står inaktive efter at de en for en blev lukket ned i skyggen af Fukushima-katastrofen, har i de seneste to år ændret karakter fra at være diskrete markeringer til et utilsløret og massivt politisk pres bakket op af en systematisk trynen af kritiske røster og en stadig understregning af den økonomiske nødvendighed, hvis den japanske økonomi igen skal komme på fode. Selvom modstanden i befolkningen mod genstarterne er stadig massiv, er de store ugentlige flamboyante demonstrationer mod A-kraften for længst klinget af. På den baggrund er det ganske overraskende og på alle leder et personligt nederlag for premierminister Abe, som har investeret al sin politiske kapital i genstarterne – at det endnu ikke er lykkedes at få en eneste reaktor i gang igen.

I dag fik den femte reaktor godkendelse fra NRA, den sikkerhedskommission, som blev etableret efter Fukushima for at etablere ikke bare nye sikkerhedsforskrifter, men også om muligt en ny sikkerhedskultur. Det drejer sig om en reaktor ved Genkai-værket på Kyushu. Efterfølgende skal der indhentes lokal accept, så man regner først med at den ommer i gang allersidst på året. Selv de to reaktorer ved Sendai-værket på Kyushu, som i juli 2014 var de første til at opnå NRAs godkendelse, er endnu ikke kommet i gang. Man har her opnået den lokale accept af genstarten, men det forventes endda, at reaktorerne tidligst kommer i gang ud på sommeren. På Kyushu og Shikoku kan man endda tage den lokale accept for nogenlunde givet, men mange andre steder er der meldt helt klart ud, at selv med NRAs sikkerhedsgodkendelse kommer der ikke lokalt samtykke til genstarterne. Det gælder for eksempel i Niigata Amt, hvor TEPCO, som står for det havarerede Fukushima Daiichi-værk har måttet lægge alle sine forhåbninger om genstarter i Kashiwazaki-Kariwa-værket, som med syv reaktorer er verdens største.

Fukui-kysten er ofte kaldet “the nuclear alley”, for her ligger med kort afstand reaktor efter reaktor, i alt 13 af Japans tilbageværende 48 reaktorer. Her er situationen den, at de små lokalsamfund, hvis hele eksistens er afhængig af værkernes videreførelse, er meget opsatte på igen at få gang i reaktorerne, mens dem som bor bare lidt længere væk, meget gerne var fri. For de har risikoen for at få landskaber og vandforsyning strålingsødelagte uden at have nogen form for økonomisk fordel. Så her venter et stort og indædt politisk spil om, hvem og hvor mange som skal godkende. Og her har borgergrupper ad rettens vej søgt at bremse genstarterne med henvisning til, at det indebar en unødvendig og urimelig trussel om den brede befolkning, samt af de nu gennemførte ændringer i sikkerhedsforvaltningen omkring reaktorerne var utilstrækkelige. I april skete der således det, som mange troede umuligt, at en lokal domstol i Fukui (på amtsniveau) pålagde KEPCO, forsyningsselskabet for Kansai, at indstille arbejdet med at genstarte de to reaktorer ved Takahama-værket – vel at mærke to af de reaktorer, som NRA allerede havde godkendt genstart for. De var simpelthen ikke forberedt for et større jordskælv, og det var adskillige gange i de senere år sket, at reaktorer var blevet udsat for større belastninger fra jordskælv end de var beregnet til.

Læs mere »

Share

Paris 2015 – Canadas INDC

18. maj 2015

CAN Canada (Climate Action Network Canada) udsendte i torsdags en pressemeddelelse på baggrund af offentliggørelsen af Canadas INDC – Canadas Intended Nationally Determined Contributions – forud for FNs klimakonference til december i Paris. Indledningen lyder som følger:

“Canada today announced that it will cut carbon pollution by 30 percent below 2005 levels by 2030. The proposed target would be achieved five years later than the United States, relies on questionable carbon accounting practices in the forestry and land use sectors, includes international offsets to compensate for growing oil sands emissions rather than regulating the country’s fastest growing source of greenhouse gas emissions, and would emphasize regulations of methane and nitrous oxide rather than the primary greenhouse gas, carbon dioxide.”

Canada har ellers i årevis fastholdt, at man ville følge USAs klimapolitik, hvilket var en komfortabel position, så længe der ikke rigtig skete noget i USA. Det passede også med, at hvor Canada da det stod klart, at man ikke kunne overholde den reduktion i udledningerne på 6%, som man ifølge Kyoto-aftalens første del havde forpligtet sig til inden 2012, så meldte man sig bare ud af traktaten og lod udledningerne stige – igen som USA, som aldrig nåede at underskrive Kyoto-aftalen. Men hvor Obama i sin anden præsidentperiode rent faktisk har givet klimaindsatsen høj prioritet, har Canada i mellemtiden forvildet sig ud i et gigantisk tar sands-eventyr, som ikke bare er i fuld gang med at rasere store oprindelige landskaber, men har forplumret Canadas klimapolitik dertil, at Canada har gjort sig til en af den globale klimaindsats’ store bremseklodser.

Yderligere er man, som CAN påpeger, indstillet på at bruge alle beregningsmæssige smuthuller, inklusive at købe sig til reduktioner uden for Canadas grænser, for stadig at have plads til at afbrænde de store mængder af fossil energi, som skal til for at udvinde tar sands-olien. Billederne herover giver et par smagsprøver på udvindingen i Alberta, hvor et område på størrelse med Frankrig potentielt kan ende med at blive endevendt. Så oliesand-udvindingen må betragtes som verdenshistoriens største planlagte landskabsødelæggelse.

Man kunne ønske sig, at det var fornuften, som sejrede, så Canadas politiske ledelse stoppede dette absurde projekt, som James Hansen på et tidspunkt betegnede som ‘game over for the climate’, hvis det blev fuldt udrullet. Den canadiske befolkning ønsker det afviklet, men har endnu ikke formået at trænge igennem. Derfor giver det god mening, at protesterne mod Keystone XL har fået den centrale næsten symbolske rolle, som den har. I snart mange år er det lykkedes at holde en udvikling stangen. Men efterhånden er den mest realistiske grund til, at størstedelen af den canadiske tar sand-olie endte med at forblive uudnyttet, ikke, at politikerne endelig kom til fornuft, men at det med de faldende energipriser, som vi har set de seneste par år, nærmer sig det punkt, hvor det er urentabelt at udvinde tar sands-forekomsterne. For ikke nok med at de har en væsentlig større klimabelastning pr. udvundet energienhed, de er også væsentligt dyrere at udvinde end for eksempel den saudiarabiske olie eller den amerikanske skifergas, samtidig med at de vedvarende energikilder fortsætter med at blive billigere, så selvom det kan være svært at stoppe et projekt med så gigantiske investeringer, så er det stadig vanskeligere at se det økonomiske perspektiv i udvindingen og den dermed følgende ødelæggelse af landskaber og atmosfære. Hvis vi som, det lige nu tegner til, her til december i Paris ender med at få vedtaget en reel pris på CO2-udledninger fra 2020, så ligner det canadiske tar sand-eventyr mere og mere en gigantisk fejlinvestering. Men det er nok for meget at forvente af den nuværende canadiske regering, at den skal kunne erkende dette efter i en årrække at have sat alt, ind på at få gang i udvindingen, kapital, prestige og global lobbyisme.

Læs mere »

Share

Australien 100% på vedvarende energi i 2040

16. maj 2015

Herover ses vejrudsigten for 13.01.2013. Den australske vejrtjeneste måtte ved den lejlighed indføre nye farver for at kunne vise temperaturer over 50ºC. Så trods den nuværende regerings forsøg på klimafornægtelse er klimaforandringerne synlige for alle.

Australien er et solskinsland så tæt på ækvator, at landet har fornemme vilkår for solenergi med løbende højt udbytte – uden de store variationer med årstiden, som præger placeringer nærmere polerne. Ved en konference i Melbourne fremlagde en af Australiens førende vedvarende energieksperter Andrew Blakers torsdag (14.05.) beregninger, som viste, at Australien under de store anstrengelser ville kunne blive 100% forsynet med vedvarende energi blot ved fremover at tilføje 1,9 GW solcellekapacitet og 1,9 GW vindmøllekapacitet om året.

Begge energikilder har ifølge Blakers nået et tipping point, hvor de er konkurrencedygtige uden støtte. Og i hans perspektiv ville specielt solenergien med den nuværende udvikling fortsætte med at blive både billigere og omkring 20-26% mere effektiv inden for de næste 10 år. Solcellerne på det australske marked ville “kill the gas market ‘rather sooner’ than it would kill the fossil-fuelled electricity market, he said, as hot water storage, heat pumps and batteries became significantly cheaper,” forudser Bakers: “The revolution will go far faster than most people think.”

Det australske marked har i dag en differentieret el-pris som betyder, at lagermuligheder som Teslas nye Powerpack-batterier (se blog-indlægget Teslas Powerpack – the missing link?) er særligt rentable, fordi man kan bruge netstrøm, når den er billig, og sende ud, når den er dyr. Men Bakers forventer, at “most commercial-scale energy storage will be “off-river” pumped hydro – using off-the-shelf technology that would add only 1-2c/kWh to cost of PV.”

Problemet i Australien er således ikke, at det ikke kan lade sig gøre, eller at det er dyrt, men at den nuværende regering under ledelse af klimafornægteren Tony Abbott i de seneste år har sat bremserne alvorligt i for denne udvikling. Australien har store kulforekomster og er i dag verdens største kuleksportør. Så situationen er ligesom i Danmark, i Alberta og tusinde andre steder i verden den, at det er meget vanskeligt at beslutte sig for at lade disse fossile forekomster forblive i jorden.

Læs mere »

Share

Teslas Powerpack – the missing link?

2. maj 2015

.
I går præsenterede Elon Musk, grundlægger af PayPal, SpaceX og Tesla Motors og en af de centrale skikkelser i disse års rivende amerikanske udvikling på green tech-området, Teslas seneste produkt: Powerwall. Powerwall er et backup-batteri, som foreløbig vil blive fremstillet i to størrelser til hjemmebrug med en lagerkapacitet på hhv. 7 kWh og 10 kWh. Men i allernærmeste fremtid vil der blive lanceret tilsvarende batterier kaldet Powerpack, med enheder à 100 kWh, som kan adderes fra 500 kWh og op til industriel skala.

Musk sætter hermed centralt ind overfor en af de store hindringer for, at brugen af vedvarende energi kan nå 100%. For først den dag vi kan lagre energien, har vi strøm når det ikke blæser eller solen er gået ned. Visionen er, at man fremover ikke bare installerer solceller eller små husstandsmøller, men altid har en supplerende energilagringsmulighed.

I den situation vil en Powerwall ikke bare give en forøget sikkerhed, hvis der en sjælden gang er strømnedbrud i nogle timer (hvilket ikke er usædvanligt i USA). Det vil vigtigere betyde, at man kan lagre sin egen solstrøm høstet i dagtimerne og bruge den også efter mørkets frembrud. Men vil således kunne nå langt tættere på en selvforsyning, og man vil selv kunne bruge en langt større del af den energi man selv producerer, og dermed sænke ens energiregning markant, idet den strøm, man selv producerer, typisk er mange gange billigere end den strøm, man køber. Hvis man har elbil, vil man kunne lade med billig hjemmeproduceret solenergi, selvom man først er hjemme til aften. Jeg kender ikke afregningspriserne for solceller, men i de vindmøller, jeg har andele i, får man i dag typisk 20 øre pr. kWh for den strøm, som sendes ud på nettet, men når man et splitsekund senere hiver den ud af stikkontakten, koster den nærmere 2 kroner pr. kWh.

Samtidig med at der for den enkelte ligger en besparelse, vil sådanne kombinationer af decentral produktion og lagring gøre, at der skal flyttes meget mindre energi rundt i store transmissionssystemer, end det er tilfældet i dag. Powerwall-batterierne kommer med en form for internetopkobling, så de kan blive en del af integrerede intelligente netsystemer. Oplysningerne om denne del er endnu sparsomme, men man kunne jo forestille sig, at man på tidspunkter med storm og masser af vindkraft lagde overskudsstrømmen ind på ledig kapacitet i stedet for som nu i ekstreme tilfælde at må betale for at komme af med strømmen.

Indtil nu har batterier som lagerløsning blot været markant dyrere end at etablere nye højspændingskabler. Men en nylig undersøgelse fremlagt i Nature viser, at prisen på lithiumbatterier som dem i Powerwall i snit er faldet med 14% om året siden 2007. Det svarer til en halvering inden for ganske få år. Hvis derfor denne udvikling fortsætter – hvilket er meget sandsynligt – vil prisen på energilagring inden for få år falde dertil, at anvendelsen vil kunne blive massiv.

Læs mere »

Share