Indlæg om agenda 21 og deep ecology

Time Magazine: President of the Divided States of America

7. december 2016

Billedet herover viser to forsider af Time Magazine. Den til venstre stammer fra 1938, hvor man udnævnte Adolf Hitler til årets person, mens det til højre, som viser den kommende udgivelse, hvor man har udnævnt Donald Trump til Person of the Year. I den svært læselige hvide tekst står der “Donald Trump. President of The Divided States of America.”

Modstillingen stammer fra Slate, hvor Ben Mathis-Lilley i dag fastslår, at vi så fremover må kalde den “Time’s Hitler of the Year Award”. Stalin har også i sin tid været udpeget, så vel som Mahatma Gandhi og Ayatullah Khomeini. Mathis-Lilley gør det således med en dybt ironisk distance til den diskussion, som han nu ser rejse sig.

Der er for så vidt ikke noget besynderligt i udnævnelsen. Obama fik den både i 2008 og 2012, og før ham var Bush årets mand i år 2000 og 2004. Time Magazine skriver i dag, at udnævnelsen går til “the person or persons who most affected the news and our lives, for good or ill, and embodied what was important about the year, for better or for worse.” Derfor kan Time sagtens udnævne en person til at være årets vigtigste uden det på nogen måde er en lovprisning af det, pågældende person står for – hvilket også fremgår af det distancerende “President of The Divided States of America”.

Trump medgav da også her til morgen i NBCs Today Show, at han var beæret over udnævnelsen, omend mindre tilfreds med forsidekommentaren, og han har allerede været ude i pressen med, at han ikke har ‘divided’ amerikanerne.

Det viser med frygtindgydende tydelighed, hvor lidt den mand fatter af, hvordan han opfattes i vide (liberale) kredse, hvilken indflydelse han har på sine omgivelser, eller hvilke processer, han har igangsat og fortsætter med at opildne. Det uanset at han hele valgkampen igennem har talt om et dem og et os, winners and losers, indvandrere og rigtige (hvide) amerikanere, og har excelleret i at udpege syndebukke.

Selvom han ikke er den direkte årsag til det hele, så har han været både talerør og katalysator for et stigende racehad, og en stigende forfølgelse af muslimer og minoriteter. Den fossile industri, som under Obama gradvist har været tvunget i tilbagetog, ser med Trump muligheden for en ny gylden periode, selvom det må stå klart for de fleste, at det har fremtidens levevilkår som indsats. Hvide supremacister og Ku Klux Klan-ekstremister ser Trump som chancen for deres genkomst. Før Trump overhovedet har gennemført sit første direktiv, er USA allerede i dag et mindre trygt sted for landets mange indvandrere og minoriteter, end det var for blot et år siden. Og han har i løbet af det seneste år serveret så mange løgne i så tæt følge, at det politiske rum og den demokratiske debat synes nærmest uafhjælpeligt afsporet.

Kort sagt har Trump formået at samle og vitalisere alle landets mest primitive kræfter. Man kunne kalde ham skyggepræsidenten Han har fundet sin politiske kraft ved at appellere til USAs ikke ubetydelige skyggesider.

Læs mere »

Share

Tilgivelsesceremoni ved Standing Rock

6. december 2016

U.S. 7th. Cavalry angriber Black Kettle’s Village 27.11.1868 – og skyder løs blandt kvinder og børn.

Dagen efter sejren ved Standing Rock, hvor op imod 2.000 veteraner fra den amerikanske hær i tolvte time var kommet indianere og miljøaktivister i protestlejren ved Standing Rock til undsætning for at afbøde politistyrkernes helt urimelige brutalitet og standse olieindustriens forsøg på at pløje en olieledning gennem gammelt indiansk territorium, afholdt indianere og veteraner i går en tilgivelsesceremoni, som mange ville kunne lære meget af.

Her deltog blandt andet for veteranerne Wes Clark Jr., der er søn af forhenværende øverstkommanderende i NATO, Wes Clark Sr.

Ifølge Huffington Post sagde Wes Jr. i sin tilgivelsestale:

Many of us, me particularly, are from the units that have hurt you over the many years. We came. We fought you. We took your land. We signed treaties that we broke. We stole minerals from your sacred hills. We blasted the faced of our presidents onto your sacred mountain. When we took still more land and then we took your children and then we tried to make your language and we tried to eliminate your language that God gave you, and the Creator gave you. We didn’t respect you, we polluted your Earth, we’ve hurt you in so many ways but we’ve come to say that we are sorry. We are at your service and we beg for your forgiveness.

Høvding Leonard Crow Dog tilgav og opfordrede til fred i verden – og sagde efterfølgende, at:

We do not own the land, the land owns us.

Leonard Crow Dog bad herefter om tilgivelse for slaget ved Big Horn, hvor Sioux-krigere dræbte 268 amerikanske soldater.

Jeg blev så rørt over at læse disse ord, at jeg måtte dele dem her.

I blog-indlægget Dakota Access-olieledningen bremset ved Standing Rock er der mere om Sioux-indianernes forsøg på at beskytte deres landskaber og deres drikkevand mod en stor rørledning fra Bakken-feltet i North Dakota til en transitstation i Illinois.

Jenna Amatulli: Forgiveness Ceremony Unites Veterans And Natives At Standing Rock Casino, Huffington Post 05.12.2016.

Tom Cahill: A group of veterans just did an incredibly moving thing at Standing Rock, U.S. Uncut 05.12.2016.

 

Share

Dakota Access-olieledningen bremset ved Standing Rock

5. december 2016

Der bliver fejret i protestlejren ved Sacred Stone efter at det stod klart, at månedlange protester har båret frugt: Den amerikanske hærs ingeniørkorps meddelte i går Sioux-indianernes høvding Dave Archambault II, at man ikke ville give tilladelse til at føre en rørledning under Missouri-floden ved Standing Rock-reservatet. Det kommer i forlængelse af, at Obama i september standsede det videre arbejde med opførelsen af olieledningen.

I foråret etablerede Sioux-indianerne ved Standing Rock-reservatet en lejr for gennem bøn og fredelig demonstration at protestere mod DAPL, The Dakota Access Pipeline, som skulle føre olie fra Bakkenfeltet i North Dakota til en terminal i Illinois, hvorfra skiferolien efter planerne vil blive transporteret videre via jernbane og eksisterende rørledninger.

Man var ikke protesters, men Water Protectors. Sioux-indianerne var imod, at man havde valgt en føring af rørledningen, så den dels ville skære tværs igennem en gammel Sioux begravelsesplads, dels skulle krydse Missouri-floden under Lake Oahe med risiko for at ødelægge Sioux-indianernes vandforsyning.

Gradvist har Sioux-indianerne vundet opbakning fra mere end 300 andre indianerstammer og en bred vifte af miljøorganisationer, så det skønnes, at der på det seneste har været op imod 10.000 mennesker i lejren. I dag forlyder det, at der er omkring 15.000 samlet i lejren.

Men demonstranterne er blevet mødt med alt andet end fredelige midler. I de seneste uger er mere end 300 mennesker blevet såret af politiets gummikugler, tåregas og peberspray samt brug af bidende hunde og vandkanoner, som i frostvejr er et ganske voldsomt middel. “Less lethal” har man kaldt virkemidlerne, uanset at en demonstrant har fået knust sin arm af en “ikke dødelig” granattype.

Det var blevet så brutalt, at en gruppe veteraner havde samlet ressourcer til at komme til Scared Stone for at beskytte de demonstrerende mod den eskalerende politivold. Alle frygtede, hvad der ville ske i dag, som fra myndighedsside var sat som sidste dag for at rømme lejren. Det så meget grimt ud udefra, politiet har ført sig frem med en brutalitet, som ingen steder hører hjemme, og som man ikke var sluppet af sted med overfor hvide amerikanere. Veteraner fra den amerikanske hær havde direkte samlet ind til at kunne etablere en beskyttelses”hær”, og i løbet af weekenden ankom omkring 2.000 veteraner fra den amerikanske hær for at beskytte de demonstrerende.

Der var således forud for 5. december som fra myndighedsside var sat som en sidste frist for at rydde lejren, lagt op til et episk ‘slag’ mellem brutaliserede politistyrker (som dog havde forpligtet sig til at deeskalere), pacifistiske (men insisterende) demonstrerende, og en fredsbevarende styrke af (ubevæbnede men kamptrænede) veteraner fra den amerikanske hær.

Området har allerede en tid været sneklædt, og der har været bekymring for de mange mennesker i lejren, hvoraf mange bore i tepee, når vejret i denne uge skulle blive endnu koldere, ned til -20°C. Men nu kan de mange demonstrerende drage hjem – i hvert fald for en tid. Mange synes dog så mistroiske overfor, at projektet ikke bare bliver presset igennem alligevel, at de er indstillet på at blive på stedet.

Læs mere »

Share

Livet mellem stenene

12. september 2016

Her til aften var der frist for indgivelse af høringssvar i forbindelse med Københavns Kommunes ønske om mod betaling at overtage lugningen af byens fortovsarealer. I høringsbrevet blev ukrudt direkte omtalt som utryghedsskabende! Hen over sommeren har jeg derfor haft kameraet med rundt for at indsamle en række af de mange fine små oplevelser, som bynaturen giver os. Det er blevet til billedessayet ‘Livet mellem stenene’, som jeg håber kan bringe lidt klarsyn til den kommunale forvaltning.

De i alt 321 sider er blevet til en lidt tung fil, men man kan til en begyndelse downloade den introducerende tekst.

Livet mellem stenene, høringssvar 12.09.2016 (100 Mb pdf).
Livet mellem stenene, den introducerende tekst pp. 1-14, 12.09.2016 (6 Mb pdf).

Livet mellem stenene er tilegnet de medlemmer af Teknik- og Miljøudvalget, som 10. oktober skal behandle sagen. Det er fremsendt direkte til samtlige medlemmer af udvalget med følgende hilsen:

 

Kære medlem af Teknik- og Miljøudvalget

I slutningen af juni fik jeg sammen med mange andre af byens borgere tilsendt en partshøring i forbindelse med, at Københavns Kommune mod betaling ønsker at overtage opgaven at luge byens fortove. Det har hen over sommeren ført til en række dialoger, refleksioner og registreringer, som er mundet ud i billedessayet Livet mellem stenene.

Livet mellem stenene er tilegnet de medlemmer af Teknik- og Miljøudvalget, som står overfor at skulle træffe en afgørelse om byens fremtidige lugepolitik. Det kan downloades fra denne adresse: www.jenshvass.com/livet_mellem_stenene.pdf (100 Mb pdf)

Normalt haster vi blot hen over byens gader og pladser. Men hvis vi giver os tid og for et øjeblik sænker blikket, åbner der sig en mangfoldighed af oplevelser. Og vi vil erfare, at byens befæstede arealer udgør en vigtig del af bynaturen og af vore bymiljøers oplevelsesrigdom. Billedessayet Livet mellem stenene er visuel byvandring på byens befæstede arealer, som ud over at være byens største billede udgør byens største biotop.

Der er masser af liv over alt i byens sprækker, og hele den måde, hvorpå vi behandler byens befæstede arealer, har stor betydning for opretholdelsen af bynaturen. Med lugningen af byens pladser og fortove er der således tale om et spørgsmål, som ikke kun kan behandles som et renholdelsesproblem eller et spørgsmål om, hvem som skal betale. Jeg håber derfor, at Forvaltningen i det videre arbejde med sagen vil inddrage de synspunkter, det perspektiv og den billeddokumentation, som er lagt frem med Livet mellem stenene.

Undervejs i processen har jeg været i dialog med og involveret lokaludvalgene for Indre By og Christianshavn samt Miljøpunkt Indre By-Christianshavn. Danmarks Naturfredningsforenings Københavnsafdeling ville også gerne have bidraget, men det kunne ikke lade sig gøre på grund af tidsfristen.

Med venlig hilsen,
Jens Hvass

 

Share

Optakt til COP21 i Paris

24. november 2015

Nu er det nu!

Mandag den 30. november gå det løs i Paris med to ugers klimakonference, som efter det kuldsejlede forsøg i København i 2009 af mange er blevet betragtet som et sidste udkald. Faktisk er forhandlerne indkaldt til formøde allerede søndag kl. 17, hvor der er Opening Plenary i ADP-sporet, det forhandlingsspor, hvor selve forhandlingerne om hovedteksten til klimaaftalen i løbet af de næste to uger skal føre dertil, hvor alle uenigheder er afklaret. Der ligger her et kolossalt pres på forhandlere og politikere om at barsle med om ikke en 100-års klimaaftale, som fastlægger alt i detaljer, så en aftale, som kan samordne udviklingen for verdens 195 lande i de kommende årtier og har indbygget de opstramnings- og forbedringsmekanismer, som gør, at vi samlet kan lykkes med at vende klimaudviklingen. Derfor ser vi også hver dag i mediefladen håndfulde af nye analyser og kommentarer til situationen, ligesom der kommer et væld af rapporter og undersøgelser, som er timet til at kunne give sit besyv med.

Dette blog-indlæg er først og fremmest et forsøg på at opsamle et udvalg af disse analyser og profetier, dels for at spore sig ind på konferencens mulighedsfelt: Hvor er barriererne, modsætningerne, åbningerne? – hvad er det for en aftale, vi kan gøre os forhåbninger om, hvis situationen lander optimalt? Dels et forsøg på at fastholde denne forudgående forståelse for bagefter at kunne se, i hvor høj grad de mange iagttagere og iagttagelser reelt formår at lodde situationen og de mange ofte modstridende signaler forud, eller om de forståelsesbilleder, som hele tiden dannes og fortoner sig i hastig følge, mest af alt bliver til i en form for mediets selvreference.

Hvis man skal dømme efter seneste samling i Bonn sidst i oktober, så viste begejstringen forud over, i hvor høj grad det var lykkedes for Ahmed Djoghlaf og Daniel Reifsnyder – de to formænd for ADP2-forhandlingssporet, som får en helt central rolle her i de kommende to uger – at få teksten kortet ned til noget overskueligt, sig at være noget malplaceret. For på førstedagen var der mest af alt mytteristemning.

Ed King fra Climate Home havde måske set det komme, da han få dage inden varslede Bonn set for fireworks, men ellers havde de fleste kommentatorer stirret sig blinde på den eksemplariske korthed (18 sider) uden at registrere, at en lang række for mange parter helt vitale elementer blot var forsvundet, så aftalens karakter var helt forandret.

Det var først og fremmest de fattigste og mest sårbare lande, som førte an i kritikken, og som følte, at klimaindsatsen med det foreliggende var skrumpet fra en bred indsats, som samtidig tog hånd om de tilhørende tilpasnings- og udviklingsproblemer, til en snæver mitigation-aftale, som kun kunne være i de rige landes interesse. Men der var bred enighed om, at forkortelsen var alvorligt forfejlet.

Land efter land rejste sig og sagde ganske kategorisk, at dette ikke kunne være noget grundlag for en klimaaftale. Så man måtte åbne for genindføjelser. Hele 65 dokumenter med  forslag om genindføjelse var der indleveret forud, og teksten svulmede igen op. Så stort set alle de modsætninger, der måtte være mellem de 195 landes synspunkter, er således igen fuldt repræsenteret, og den tekst, som blev sendt videre til den politiske behandling, var fuld af parenteser – dvs. ord og tekstfragmenter, som der endnu ikke er enighed om (se blog-indlægget Klimamøde i Bonn, to minutter i Paris). I den fulde udgave af den tekst, forhandlerne tager hul på i Paris er der lige nu 1.618 kantede parenteser! Men garvede forhandlere er fortrøstningsfulde, for hvor forhandlingsoplægget forud for COP15 i København var 200 sider langt, så er den genudvidede tekst denne gang ‘kun’ på 54 sider. Og selvom man kunne have ønsket sig, at det var sket endnu tidligere, så har vi for det gode i de seneste par måneder fået de (forhåbentligt) væsentligste af disse modsætninger frem i lyset – modsætninger, som nødvendigvis må overkommes, hvis COP21 skal ende med en stærk og fremadrettet aftale.

Derfor virker det rigtigt, som de franske værter har presset på med, at de politiske ledere som noget nyt denne gang ved COP21 er med fra starten af og ikke først kommer dumpende først eller midt i den anden uge. For forhandlerne har i denne fase i allerhøjeste grad brug for løbende at kunne konsultere med politikerne for at kunne få ryddet ud i alle disse større og minde modsætninger. Og de udmeldinger – og ikke mindst de erklæringer om ekstra støtte og nye initiativer, som statslederne ofte har med – vil kunne give forhandlingerne et boost.

Læs mere »

Share

Hvad skulle aldrig være opfundet?

5. november 2015

Scene fra filmatiseringen af Umberto Ecos roman Rosens Navn (1980/86), hvis dramatiske labyrint udfolder modsætningen mellem middelalderuniversets selvindelukkethed og oplysningstidens ubåndlagte vidensdannelse, som leder i lige linje frem til vor tid.

I gårsdagens udgave af The Atlantic stiller Robinson Meyer spørgsmålet: What Technology Should Be Un-Invented? Nu kan man ikke bare spole tiden tilbage, så det fremkalder det næste spørgsmål, om – og i givet fald hvordan – vi kunne blive bedre til at sortere måske på kort sigt smarte, fiffige, tilsyneladende gode løsninger fra, inden deres katastrofale følge- og bivirkninger breder sig ud i hele verden?

Artiklen vakte minder om en bogtrilogi af Jacques Bergier & Louis Pauwels, Den fantastiske virkelighed, som stod i mit barndomshjems reol med en fantastisk samling af skæve og esoteriske indsigter og betragtninger på grænsen af, hvad vi ved – og hvad videnskaben vil vide af.

Det er nok 35 år siden, jeg har læst dem, så meget er forsvundet i glemslens tåger, men der var deri en lille fortælling fra et arkadisk Indien, hvor verdens indsigt var samlet i en lille lukket cirkel af indsigtsfulde, hvorfra den kun blev lukket ud blandt mennesker, i den udstrækning, tiden og menneskeheden var moden. En kættersk tanke i en nutid, som i den grad er båret af oplysningstidens vision om den rene videns frie udfoldelse. Og temaet fik senere med Umberto Ecos roman Rosens Navn (1980) sin europæiske pendant – omend med modsat fortegn – hvor en munk ender med at brænde biblioteket af for ikke at den enorme fond af viden kan (vil) føre udviklingen på afveje gennem at blive brugt i den forkerte intention.

I dag har vi accepteret oplysningstidens dyrkelse af en verden og en videnskab som er fri af tabuer. Vi dyrker innovation og tilvejebringelse af ny viden, vi producerer videnskabelige forklaringer på snart sagt alt mellem himmel og jord – og ingen stiller for alvor spørgsmålstegn herved. Der sidder her og der nogle forskningsråd og nogle institutplanlæggere, som søger at skabe en eller anden retning og sammenhæng i den viden, som genereres. Og der er elementer af en både personlig og videnskabelig etik, som i en vis udstrækning er styrende. Men er der, når det kommer til stykket, for alvor noget, som holder os (videnskaben) tilbage?

Hvis nysgerrigheden er der, eller hvis forventningen om, at en given indsigt kan give givne muligheder for en person, en nation, en virksomhed, er der så noget, som kan holde den videnskabelige videbegærlighed tilbage? Er der overhovedet brug for det, eller vil det blot bringe vores viden ind i et åndsfængsel, som den var i den tidligt kristne æra?

Og det helt kætterske næste spørgsmål: Har den moderne videnskab og dens rationalitet skabt et nyt sæt af dogmer, som fastholder en særlig, stærkt fragmenteret verdensopfattelse, som ensidigt favoriserer en maskulin fornuft og er en væsentlig medvirken årsag til, at vi har så vanskeligt ved at tackle klima-og bæredygtighedsudfordringen til trods for at vi forstår problemerne bedre end vi måske har forstået noget andet problem, som menneskeheden forud har stået overfor.

I hvert fald har det religiøse tabu, som før oplysningstiden sikrede – eller forsøgte at sikre – at den viden, som blev tilvejebragt, passede ind i de religiøst afstukne verdensforklaring, mistet sin kraft.

Tilbage til artiklen i The Atlantic, så har man spurgt 101 forskere, om der var noget, som man set i bakspejlet ville un-invente? og det er der. Flest peger på selfie-stangen og på atombomben (eller rettere krigsmaskineri i bredere forstand: krudt, landminer, drones osv.). Hvor den ene er harmløs og sikkert snart går af mode, så har den anden givet os en destruktiv, nogle ville sige nærmest dæmonisk kraft, som gør det rimeligt på dette sted i historien at gentænke den uhæmmede vidensproduktion og hittepåsomhed.

Selv den såkaldt ‘fredelige udnyttelse’ i atomkraften har en dæmonisk undertone. Den virker i nutiden som et fluepapir på magthavere, fordi man gennem de ‘fredelige’ atomreaktorer for adgang til den plutonium, som kan videreforarbejdes til bomber, og den videregiver et affaldsopbavaringsprojekt til vores efterkommere, som rækker mange gange længere frem i historien end nogen civilisation endnu har fungeret.

Læs mere »

Share

The fear of GMOs is a rational fear

14. september 2015

Ofte støder man på artikler og holdninger, at frygten for genmanipulerede organismer GMO bliver ubegrundede og bunder i uvidenhed – og at det er sådan lidt bagstræberisk frygt for udviklingen-agtigt, næsten maskinstormeragtigt. Og jeg må da helt ærligt indrømme, at jeg har en god portion skepsis både principielt overfor fænomenet og for den måde, en række store virksomheder i praksis efterfølger GMO-organismernes forretningspotentiale, samtidig med at de griber problematisk (manipulatorisk) ind i den frie videns- og meningsdannelse omkring fænomenet og støtter op om et utidssvarende og stærkt ubæredygtigt landbrugsparadigme.

For hvor menneskeheden indtil nu i sin forældning af planteverdenen gennem podninger, krydsformeringer og målrettet fremelsken af særlige egenskaber har arbejdet inden for naturens eget regelsæt –  vi har så at sige arbejdet med naturen i naturen på naturens præmisser – så ligger der i gensplejsningen, hvor man krydsklipper genetiske stumper fra én organisme ind i en anden, en radikal overtrædelse af naturens spilleregler, en træden uden for naturens orden, som jeg grundlæggende mener, vi skal holde os langt væk fra. For vi kommer meget let til at gøre noget, vi ikke har fuldt overblik over, og selvom det umiddelbart løse et problem eller et kompleks af problemer, vi har sat os for at løse, så vil det næsten uundgåeligt føre til uventede, uforudsigelige bivirkninger, hvoraf nogle i værste fald ville kunne have skæbnesvangre konsekvenser for klodens levende økosystemer.

Som jeg for nogen tid siden i forbindelse med introduktionen af artiklen Scotland Announces Total Ban on GM Crops skrev på Facebook: “Indtil vi lærer at tage bivirkningerne af det vi gør fuldt i betragtning, er GMO en rigtig dårlig idé. Og den dag vi lærer det, vil det nok vise sig stadig at være en rigtig dårlig idé.” Hvis man nøgternt iagttager, i hvor høj grad de seneste århundreders udvikling er et resultat af en stadig forsøg på at dæmme op for bivirkninger ved tidligere beslutninger og nye teknologier, så er det alt andet end betryggende at åbne for genteknologiens klippe-klistren i naturens genetiske koder på en måde, som naturen ikke gør det, og ikke igennem sine 3,8 mia. år har haft nogen chance for – eller brug for – at udvikle modtræk eller feed back-mekanismer overfor.

Derfor vækker det øjeblikkelig genklang, når Nathanael Johnson i artiklen Dealing with the rational fear about GMOs and global catastrophe i Grist i sidste uge fastslår, at: “The fear of GMOs leading to global ruin isn’t crazy. It is a rational fear.”

Artiklen er en præsentation af et paper, The Precautionary Principle (with Application to the Genetic Modification of Organisms) (2014), som Johnson har skrevet sammen med fire andre fra  School of Engineering ved New York University.

“The idea is that natural reproduction and evolution is safe because, if something goes wrong, it will go wrong only locally and nature will stamp it out. They argue that the co-evolutionary process – the give and take between species in a local ecosystem – insures that disasters happen early, and at a small scale. The authors are saying that naturally occurring monsters with the potential to catastrophically destabilize the environment will wipe themselves out before they have the potential to cause global catastrophe”, skriver Johnson i sin artikel: “People (myself included) tend to have a powerful intuition that nature is balanced and nurturing. And in a sense that’s true: Every fiber of my being was shaped to fit into this beautiful ecosystem that we know and love. But if you look back into deep time, my beloved ecosystem looks like a momentary blip.”

Læs mere »

Share

OFF+ON: The Climate Movement and the Road Through Paris

11. september 2015

.
Off and On: The Climate Movement and the Road Through Paris, Brooklyn Academy of Music, New York 10.09.2015.

I nat kunne man online følge multimedieshowet OFF+ON om klimakrisen, med Bill McKibben (forfatter, 350.org co-founder), Naomi Klein (forfatter), Cynthia Org (klimaaktivist fra Borneo), Lennox Yearwood (præst, Hip Hop Caucus) og en lang række andre på scenen. Det er klart det fossile misbrug, som skal turnes OFF, og den vedvarende energi, som skal turnes ON.

Det imponerende er, at en sådan aften ikke bare er en grædetur over, hvor galt det er, og hvor synd og uretfærdigt det er, men hvor mange sejre, hvor muligt og indlysende det er, hvor mange steder klimabevidstheden vokser, og hvor mange sejre, der er kommet de senere år – men også hvor meget det haster. Så vi ser lige nu de fossile interesser få et massivt og kvalificeret modspil verden rundt. Ikke bare Keystone XL, men standsede kulkraftværker i Indonesien, en i hvert fald foreløbigt standset kulmine i Australien, som hvis den blev iværksat ville betyde CO2-udledninger svarende til 5% af resten af vores carbon budget.

Under vejs er der musikalske indslag, og de fire hovedpersoner supplerer hinanden ganske godt, omend det et par steder virker lidt løst i timingen. Men der er nerve og urgency, der er indblik og udsyn. Mod slutningen giver May Boeve, som nu er 350.orgs executive director, et rids af de mange arrangementer op til og under COP21 i Paris sammen med en opfordring til at bringe så mange nye divestment-tilsagn med til Paris, som overhovedet muligt.

Jeg havde mulighed for at se store dele af den og må sige at det var en god oplevelse. I løbet af de godt to timer får vi ud over et fantastisk indblik i, hvad der sker verden rundt, et fantastisk perspektiv på klimakampen, som den udfolder sig lige nu – som breder klimaindsatsen ud til at omfatte indsatsen for en mere lige og retfærdig verden.

Antonique Smith rundede af med at synge “Here comes the sun …”

Læs mere »

Share

ʻĀINA: That Which Feeds Us

6. september 2015


.
ʻĀINA: That Which Feeds Us, 22:55 min. dokumentar af Josh Thome (2015).

ʻĀina er et hawaiiansk ord for That Which Feeds Us. Det er en betagende dokumentarfilm om forholdet mellem vi mennesker og vores Jord – om forholdet mellem på den ene side en traditionel livsvisdom og dyrkning af jorden, som bygger på den fundamentale forestilling, at man må give noget for at kunne tage noget, og på den anden side det moderne industrielle landbrug, som i sin manglende visdom tager og tager og tager uden at give noget tilbage.

ʻĀINA: That Which Feeds Us er optaget på Kauai, som med 1.456,4 km2 er Hawaiis fjerdestørste ø. Kauai er Hawaiis naturparadis. Mere end halvdelen af øen er uberørt natur, kun en tredjedel er beboet og opdyrket, så landskaberne er eksotisk anderledes end vores hjemlige danske, men hele modsætningen mellem en oprindelig forståelse af, hvordan man må og kan og bør være til stede på kloden i et stadigt – ærbødigt og bæredygtigt – giv-og-tag-forhold, har et stærkt dialogbudskab overfor situationen i Danmark, hvor det danske landbrug er i fuld gang med at ruinere vores landskaber, vores muld og vores omgivende natur, netop fordi man tager og tager og tager uden blik for, hvad man må give, for at ikke bare markerne, men også den omgivende natur, bliver givet godt videre til kommende tider og generationer.

Kauai County udgør den den nordlige del af staten Hawaii og består af øerne Kauai, Niihau, Lehua og Kaula. I 2010 havde Kauai County ~67.000 indbyggere. Kauai bliver brugt af fire af verdens største GMO-virksomheder som udviklings- og eksperimentalsted for nye GMO-afgrøder og ikke mindst brugen af forskellige ‘matchende’ pesticider. Kontrasten mellem dette højindustrielle landbrug, som bedst kan beskrives som kemisk krigsførsel, og en oprindelig viden om, hvordan vi lever ikke bare med – men som en del af – vores levende omgivelser, gør ʻĀINA: That Which Feeds Us til en vigtig, smuk og billedmættet fortælling.

Så jeg kan varmt anbefale at se den, lade dens fortælling sive ind og give den plads til overvejelse.

Læs mere »

Share

Christiana Figueres – The Woman Who Could Stop Climate Change

19. august 2015

Dette er ikke noget egentligt indlæg, blot en introduktion til en artikel i seneste udgave af The New Yorker, hvor Elizabeth Kolbert under overskriften The Weight of the World har lavet et fint portræt af lederen af FNs klimaforhandlinger Christiana Figueres – det menneske, som måske lige nu mere end noget andet sidder med verdens fremtid i sine hænder.

Det er ikke noget let job hun har, at skulle samle alle kræfter på denne klode om at nå til enighed om en global klimaaftale i Paris til december, men hun har en sjælden myndighed i sin måde at tage for givet, at alle leverer deres, og en måde at kunne inkludere alle i folden, selv når der er uartige ‘børn’, som synes at svigte den fælles bestræbelse. Hun har også i langt højere grad formået at inkludere civilsamfundet og NGOerne, ikke som pligt eller politisk korrekthed, men som en nødvendig opretholden af det stadige krav om forandring, som gør at vi ikke bare fortsætter i samme umulige spor.

Selvom Figueres grundlæggende kompasset rundt synes utrolig vellidt og respekteret, så får hun tit bebrejdelser, som her på det seneste, hvor hun har prøvet at ægge de fossile selskaber til at komme med deres bud på, hvad deres bidrag til omstillingen kunne være, og har krævet, at de ophører helt med deres mangeårige uvane med at sponsorere klimafornægtelse. Det er på en måde rigtigt at hun gør det, og fra at olieselskaberne fremstod som en massiv forhindring for den nødvendige omstillingsproces, er der er i disse måneder opløftende tegn på, at olieselskaberne har selvransagelsesprocesser, og at i hvert fald de store europæiske olieselskaber aktivt overvejer deres rolle i udviklingen af et post-fossilt samfund (se blog-indlægget Seks europæiske olieselskaber melder klar til klimaindsats). Her har hun så straks NGOerne på barrikaderne, for efter flere årtiers obstruktion af klimaindsatsen kan tilliden til, at olieselskaberne rent faktisk er indstillet på forandring ligge på et meget lille sted – ikke mindst når man trods de nye signaler blot fortsætter ufortrødent med de klima- og miljømæssigt set vanvittige tar sands-projekter og olieudvindingen i det arktiske område. Så Figueres måtte for nylig bede NGOerne om ikke blot reflektorisk at stigmatisere olieselskaberne, samtidig med at hun har givet olieselskaberne hjemmearbejde, inden COP21 at fremlægge seriøse planer for, hvordan de kan og vil bidrage til omstillingen til det postfossile verdenssamfund.

Kolberts artikel er lang og grundig, og samtidig med at man får et godt rids af klimaforhandlingernes udfordringer siden kollapset i København i 2009, kommer Kolbert virkelig godt omkring personen Figueres. Vi møder et gennem-sympatisk menneske med et ledelsesperspektiv, som på trods af – eller måske netop i kraft af – FN-organisationens stive system formår at navigere og lede og lytte, og så pludselig kan bryde ud i dans. Vi hører i artiklen om, hvordan hun må skifte dress code og vokabularium for at kunne begå sig i og kommunikere med oliestaterne – og med største selvfølgelighed gør det. Her kunne vores hjemlige ytringsfrihedsfundamentalisme lære noget.

Figueres siger under vejs i artiklen, at det er hendes klare fornemmelse, at der lige nu i alle lande arbejdes oprigtigt på at kunne lykkes at få en global klimaaftale i hus i Paris. At den kommer i hus vil også være en sejr for Figueres og hendes inklusive ledelse. Hvor aftalen i København blandt andet gik i vasken på grund af, at der blev lavet rigtigt kedelige manøvrer i korridorerne, hvor mange med rimelighed kunne føle sig holdt udenfor – og vi må med skam melde, at vores nuværende statsminister var en del af det spil – dér synes Figueres i de mellemliggende år gradvist at have formået at genskabe den nødvendige tillid, som skal til, og skabe den transparens og inklusivitet omkring processen, som gør, at næsten 200 lande til december kan enes om at sige ja til samme ene aftale. Samtidig er der i forhold til 2009 en langt stærkere erkendelse af, at klimaindsatsen haster og at den må ske i alle lande, så med de frivillige reduktionsmål, som de enkelte lande selv har stillet sig, er det umiddelbart blevet sværere at være imod. Det hjælper også på processen, at de vedvarende energikilder år for år bliver billigere, så det økonomiske incentive til fortsat brug af fossile brændsler svinder ind. Omstillingen kræver investeringer, men tjener sig ind i løbet af få årtier. Hvis processen i Paris endda ender med at strande, er det sandsynligvis på grund af en en kombination af to årsager, dels en utilfredshed med den manglende finansiering af omstillingen og klimatilpasningen i de fattigste lande, dels en protest mod den manglende ambition i klimaindsatsen ikke mindst fra en række af verdens rige industrinationer som Japan, Canada og Australien, hvis klimamålsætninger lige nu må siges at være patetisk utilstrækkelige.

Figueres er selv helt på det rene med, at Paris ikke når en aftale, som sikrer 2°C-målsætningen – dertil er der for mange lande, hvor klimakursen stadig er slingrende. Men er aftalen og systemet først sat op, kan det opjusteres gennem løbende fornyelser. Og som tingene udvikler sig i disse år, kan det meget vel vise sig at afviklingen af det fossile samfund kommer til at gå langt hurtigere end politikerne og deres embedsmænd lige nu byder ind med. Som for eksempel har premierminister Abbott ud fra økonomiske argumenter indberettet en ganske uambitiøs klimamålsætning for Australien, hvor det økonomisk set ville være billigere at lave en langt hurtigere omstilling (se update 18.08. i blog-indlægget Paris 2015 – Australiens INDC).

Figueres har det sidste ord i Kolberts stærkt anbefalelsesværdige artikel: “You know, I think that this whole climate thing is a very interesting learning ground for humanity. I’m an anthropologist, so I look at the history of mankind. And where we are now is that we see that nations are interlinked, inextricably, and that what one does has an impact on the others. And I think this agreement in Paris is going to be the first time that nations come together in that realization. It’s not going to be the last, because as we proceed into the twenty-first century there are going to be more and more challenges that need that planetary awareness. But this is the first, and it’s actually very exciting. So I look at all of this and I go, This is so cool – to be alive right now!”

Se tidligere blog-indlæg: Interview med Christiana Figueres.

Elizabeth Kolbert: The Weight of the World, The New Yorker, 24.08.2015.

Leo Hickman: The Carbon Brief Interview: Christiana Figueres, Carbon Brief 11.06.2015.

John Vidal: The Figueres family led Costa Rica’s revolution, and now it’s green revolution, The Guardian 14.05.2012.

 

Share