Indlæg om arkitektur & byrum

Janine Benyus: Cities that Function Like Forests

9. august 2014

Introduktion på trapperne af denne enestående video af Janine Benyus … 64:12 min.

Se tidligere blog-indlæg med Janine Benyus, heraf mange med videoer: Janine Benyus: 12 sustainable design ideas from nature, Janine Benyus: Naturen som designmanual, Janine Benyus: Brainstorming with Belugas og Janine Benyus: Biomimicry in Action.

Cities that Function Like Forests: Biomimicry Maps a Sustainable Future, E 380, 2014.

 

Share

Antoni Gaudi: Min klient har ikke travlt

15. oktober 2013

Det forlyder nu, at La Sagrada Familia, Antoni Guadis enestående kirkeprojekt i Barcelona, vil kunne stå færdig til Gaudis 100-års dødsdag i 2026. Med dens himmelstræbende filigran-spir har La Sagrada Familia længe stået som symbol for det ufuldendte, for det uopnåelige – måske lidt misvisende, for der har hele vejen igennem været bygget på kirken, møjsommeligt én sten ad gangen én støttepille ad gangen, i lange perioder udelukkende finansieret gennem det, som i dag må henregnes under croud funding: talløse små donationer i søndagenes kirkebøsser.

Selvom der stadig mangler omkring to tredjedele af byggeriet, før det står helt færdigt, blev La Sagrada Familia blev indviet i 2010 af selveste paven. Gaudi selv forventede, at færdiggørelsen ville tage 200 år, og skulle med reference til Gud have sagt at: “Min klient har ikke travlt”.

Det er for sent at spørge Gaudi selv, men han havde nok hellere set La Sagrada Familia blive færdigt i adstadigt tempo, møjsommeligt bygget med hånd og hjerte, end at den nu bliver søgt færdiggjort til hans egen 100-års dødsdag med moderne byggekraner, som måske nok fremskynder færdiggørelsen, men også demonterer den vertikale udfordring og præstation – fuldendelsen af den bevidsthedsmæsige katedral.

I forhold til et menneskeliv er 200 år endog meget længe. Ikke ret meget af det vi bevidst beskæftiger os med har en sådan tidshorisont, og vores hukommelse synes mere og mere kortsigtet. Bønderne tænker i næste termin snarere end at frugtbargøre slægtsgårdens muld for børnebørnene. Bilisterne tænker i øjeblikkets fremkommelighed, selvom det koster fremtidens klima. Ikke bare øjeblikkets nødvendighed, men også dets forfængelighed og lidenskabelighed fjerner os fra det lange tidsperspektiv. Hvor det guddommelige med dets evige udstrækning før oplysningstiden udgjorde verdens ubestridelige centrum, da har vi i takt med et stadig mere sekulariseret perspektiv placeret os selv og vores kortfristethed som verdens centrum.

Den kommunistiske utopi lå uvirkeligt langt fremme, men formåede endda at definere retning i menneskers liv og indsats, den socialistiske og socialdemokratiske solidaritet formåede at tænke ud over sig selv, ikke bare den som livet havde vært mindre gavmildt overfor end en selv, men også bedre vilkår for de kommende generationer, mens den liberalistiske vision i høj grad blev fortællingen om den umiddelbare personlige ret til at tage for sig af retterne efter evne.

I forhold til evigheden er 200 år som et split-sekund. Og hvis vi ser os omkring, så er meget af det, som vi gør, faktisk indlejret i størrelser med en tidsligt stor udstrækning. Næste gang København fejrer rund fødselsdag, er det 1.000 år, og udgravningerne i forbindelse med Metro-byggeriet (som er lige ved at tage for lang tid til at vi accepterer irritationerne under vejs) peger på, at her var en bymæssig beboelse også før Absalons København. Landskaberne formes gradvist af vind og vand, og de biologiske systemer udvikler sig næsten uopfatteligt langsomt imod en tilstand af stadig højere og mere kompleks orden.

I en tid, hvor vi har gjort os til de største forandrere af vores omgivelser, både når vi fælder, kultiverer, inddæmmer og udgraver, er det blot svært at opfatte disse stadige udviklinger – for mange er Darwins udviklingslære stadig sværere at fatte end bibelhistoriens skabelsesberetning. Og selv når vi gennem vores afbrænding af kul og olie kommer til at forandre atmosfæren dertil, at de levende ordenssystemer, vi er indlejret i, bringes mod sammenbrud, er det svært af se billedet og agere i forhold til det tidsligt store billede. Så argumentationen for klimahandlingens nødvendighed placeres hellere i et felt mellem den umiddelbare personlige vinding og hensynet til vores børnebørn end i det forhold, at vores fælles København 1.000 år frem for længst har måttet opgive kampen mod havet efter i det 22. århundrede en overgang at have profileret sig som Nordens Venedig, fordi vi ikke i tide kunne vriste os ud af besættelsen af at have egen bil, eget oliefyr og flyve og fare verden rundt.

Læs mere »

Share

Langs vandet …

15. august 2013

I de varme julidage, som allerede nu synes langt borte, gik jeg en del langs havnen og kanalerne for at prøve mit nye kamera af i forhold til at fotografere vand – en gammel skade, som , så da jeg pludselig så, at lokaludvalgene for Indre By og Christianshavn efterlyste ideer til havnens udvikling, tog jeg hul på en af de mest oplagte svipsere på Indre By-siden, at der ikke er nogen samlet passage til fods langs vandet. Det går fint fra Langebro til Sydhavn og fra Kvæsthusbroen til Langelinje, men på midterstykket, uden om Slotsholmen, er der ikke meget promenade over situationen, og et enkelt sted kommer man simpelthen bare til et vejskilt med fodgængere forbudt. Yderligere er Realdania ved at opføre sit nye domicil på bryghusgrunden, hvor man har fået lov at bygge helt ud til vandkanten. Så i det bidrag, jeg endte med at lave til idékonkurrencen, Langs vandet …, har jeg i udgangspunktet foreslået at anlægge to lave flydebroer, så man samtidig med, at man kommer helt tæt på vandet, får mulighed for at passere de to nu mest ufremkommelige steder.

Problemet er opstået, fordi man i bilismens hellige navn har haft en firesporet vej ført igennem langs vandet – det bliver vistnok ikke mere kaldt Ring 2, men ikke desto mindre er det Ring 2, som man stadig søger at presse igennem mellem bykernen og havnen, og som ved Børsen og Knippelsbro klemmer så meget, at der ikke er blevet plads til fodgængerne langs vandet. I mellemtiden har man nedlagt de to spor foran Chr. IVs Bryghus og forbi Den Sorte Diamant, og under Knippelsbro har man blot gjort den ene af de to vognbaner til cykelsti. Men der er ikke brug for en 4 m bred cykelsti på stedet, så hvis man blot omfordelte den eksisterende plads, er der plads nok til at føre fodgængerne forbi på dette sted.

Når det ikke er sket for længst, er det også fordi København aldrig har fået etableret nogen egentlig fodgængerstrategi, som har kunnet identificere de største hindringer for fodgængerstrømmene og etablere nogle samlede målsætninger som fuld passage langs vandet og et sammenhængende system af gågader fra Vesterbro Torv til Langelinje og fra Dronning Louises Bro til Amagerbro. Selv de planer om en trafikal fredeliggørelse af Middelalderbyen, som for 10 år siden var fremme, er lige så stille blevet presset tilbage. Det er en stor skam, for hvis vi skal etablere et attraktivt alternativ til privatbilismen, så er det ikke nok at fremme cyklismen og den kollektive trafik. Så må man også styrke mobiliteten til fods og sikre, at det er forbundet med en god oplevelse at bevæge sig rundt i byen til fods. Hver gang man har gjort det natulrigt at gå 100 m længere uden at længes efter en bus, en bil eller bare en cykel, så har man taget noget af presset af trafikken.

Læs mere »

Share

Pausebillede XVI – Naturen i buret

23. maj 2013

Dagens billede fra Reuters’ Planet Ark sporede mig ind på denne installation i Nanjing, hvor ifølge China News seks gigantiske fuglebure … var udstillet for at promovere naturen, miljøbeskyttelse og en grøn levevis.

Et tankevækkende tableau, som tydeliggør vores bevidstheds uafladelige trang til at adskille, rigtigt og forkert, stort og småt, menneske-natur … selvom det umiddelbart er naturen, som er buret inde i de store fuglebure, er det i virkeligheden den omvendte situation, at vi har låst os ude fra naturen og har mistet forbindelsen til den natur, som trives på begge sider af tremmerne?

Læs mere »

Share

Refleksioner over Københavns Agenda 21-plan

31. august 2012

Hvert fjerde år bliver Københavns Kommunes (KK) Agenda 21-plan fornyet, og her hen over sommeren har den kommende Agenda 21-plan for 2012-15 er lagt ud til høring.¹

Med Agenda 21 og Rio+20-konferencen i frisk erindring synes ambitionerne og virkemidlerne i den foreliggende Agenda 21-plan set i forhold til udfordringens monumentale karakter og omfang at være lidt famlende, og mere grundlæggende at savne det store samlede perspektiv for bæredygtig omstilling, som Agenda 21 lægger op til.

I løbet af juli blev jeg indstillet på at lave et høringssvar og har løbende reflekteret over Agenda 21s rolle i byens udviklings- og omstillingsproces. Men efterhånden som deadline for aflevering nærmede sig, bevægede teksten sig gradvist så langt fra at være et høringssvar, at det ikke gav me­ning at færdiggøre og aflevere som høringssvar. Nu lægger jeg det i stedet ud i en fore­løbig form, hvor lange passager stadig kun er stikord. jeg hører meget gerne synspunkter på det foreliggende og håber på et tidspunkt at kunne vende tilbage med en mere afklaret udgave, se:

København som bæredygtigt ligevægtssamfund – refleksioner omkring Københavns Agenda 21-plan, foreløbig udgave pr. 31.08.2012 (pdf).

Ved deadline i går var der indløbet 18 høringssvar, se link nedenfor², så kun et mindretal af byens lokaludvalg og miljøpunkter har vurderet det meningsfuldt at forholde sig til den. Det viser med stor tydelighed, hvor lille en rolle Agenda 21 og det overordnede miljøperspektiv har i afklaringen af byens udvikling.

Et af de 18 bidrag (fra Lars Barfred) påpeger ligefrem det meningsløse i at lave sådanne store planer, når de alligevel ikke bliver fulgt. Og et andet (fra Rådet for Bæredygtig Trafik) erklærer sig enig heri.

Men siden 2004 har det været lovpligtigt for kommunerne at lave disse firårige Agenda 21-planer for at sikre integritet og sammenhængskraft i kommunernes bæredygtige udvikling. Så der var alt mulig grund til at stille sig spørgsmålet, hvad er det vi skal og vil med Københavns Agenda 21-planer?

Måske et større studiekredsarbejde i god tid inden næste gang? Måske et systematisk arbejde med scenariet, et fælles scenario for ikke bare den by vi ønsker – men for den by og de livsrum vi ønsker inden for de klima- og bæredygtigheds-mæssige rammer, som findes.

Det er her, Agenda 21 har sin styrke, sin berettigelse og sin nødvendighed.

For lige nu forbruger vi, som havde vi fire-fem kloder til rådighed og er hastigt i gang med at forøde kommende generationers livsgrundlag. Hvordan ser vores ønskeby ud, hvis vi skulle skabe en byvision på baggrund af, hvad Mathis Wackernagel kaldte One Planet Budgeting?

Det er præcist udviklingen af denne bæredygtige by, en Agenda 21-plan skulle sikre.

Se tidligere blog-indlæg: One Planet Budgeting: Making sustainability real with the ecological footprint.

Se rækken af blog-indlæg om Rio+20.

Agenda 21-plan ´Grøn hverdag og Livskvalitet´ 2012-2015, kk.dk.¹

Grøn hverdag og livskvalitet, Agenda 21-plan for 2012-2015, Københavns Kommune juni 2012 (pdf).¹

Høring: Grøn hverdag og livskvalitet, kk.dk.²

 

Share

Strøget 50 år

30. august 2012

Strøget anno 1962, billeder fra Politiken: Se Strøget før og nu.
.

Strøget anno 2012, billeder fra Politiken: Se Strøget før og nu.

I anledning af Strøgets 50-års fødselsdag bringer Politiken i dag en munter fødselsdagshilsen, hvor billeder taget fra stort set samme øjepunkt viser den indimellem ganske omfattende transformation over 50 år. Til forskel fra her på bloggen, kan man på Politikens hjemmeside se billederne over hinanden og med en skyder flyde mellem det ene og det andet billede.

De to billeder herover fra hjørnet af Vimmelskaftet og Skovbogade giver meget direkte forskellen – 60ernes biler har måttet lade pladsen for cykler, caféliv og et træ. Butikkerne har langt større omsætning end dengang – Strøget er i mellemtiden blevet verdenskendt som verdens længste fodgængergade.

Man kunne også have fundet et billede med musikanter og gadeteater, for Strøget er i den grad blevet et gadeteater, hvor det efterhånden kan synes som om, at flere dresser up for at blive set, end når vi skal i Det Kongelige Teater.

Politikens lille artikel: Fotoleg: Se Strøget før og nu har i alt seks billedsæt. Man fornemmer tydligt, at hvor husene stort set er de samme, så er det i høj grad de kommercielle signaler, som er skiftet. Jeg har efterhånden fulgt med i mere end 30 år, og de fleste butikshjørner har nået at skiftet ham adskillige gange under vejs. De høje huslejer gør sit til, at alle butikker, som ikke til stadighed oppebærer en stor omsætning, ganske hurtigt bliver luket ned. Så i dag er der ingen pornobutikker, ingen isenkræmmere, (snart) ingen banker, mobiltelefoner og ganske meget andet. Man græmmes, når Rosentahl må lukke og vige pladsen for endnu et legeland eller en vej selv-slikbutik, eller den kongelige hofleverandør-bager må vige.

Men kan man regne med, at modebutikkerne, souvenir-butikkerne, frugtboderne, pølsevognene, karaoke- og schawarma-baren, Shanghai, Georg Jensen, Nørgaard på Strøget, H&M, FONA og de store varehuse, som i dag synes helt selvfølgelige på strøget, også er der om 50 år?

Nok ikke ikke dem alle sammen. For selv efter 50 år er Strøget et yderst dynamisk rum. 

Selvom Strøget i sin tid havde mange modstandere – det går aaaaaldrig godt og den sædvanlige med at alle kunderne kommer kørende i bil, parkerer lige foran butikken og køber for en million – så kan vi nok regne med, at Strøget også ligger der om 50 år.

Måske endda det er forlænget, så der er sammenhængende gågade fra Vesterbro Torv til Den Lille Havfrue.

Politiken efterspørger den perfekte gave til fødselaren, som har alt. En sådan udvidelse af byens fodgængerzone ville bringe Strøget ind i en ny æra.

Fotoleg: Se Strøget før og nu, Politiken 30.08.2012.

Birgitte Kjær: Fremtidsforsker: Strøgets identitet risikerer at gå i opløsning, Politiken 01.09.2012.

 

Share

Minka

23. juli 2012


.
Minka er det japanske ord for folkehus, eller måske rettere folke-hjem. Ordet er sammensat af to skrifttegn, min, som betegner menneske/folk, og ka/ke, som på én gang betegner to i hvert fald indtil for nyligt uadskillelige: bygningen og familien. Og det bruges stort set som det danske ord bondehus.

Den japanske minka har gennem tiderne udviklet sig meget forskelligt fra egn til egn. Forskellene afspejler meget nøje de lokale forskelligheder i klimaet og de forhåndenværende materialer. Ikke mindst tagenes udformning afslører, om en egn har voldsomme taifuner, kraftig nedbør i regntiden eller meterdyb, tung tøsne om vinteren. Da jeg i 1984-85 var i Japan første gang, rejste jeg derfor meget rundt i det langstrakte rige for at erfare, hvordan den lokale byggetradition igen og igen havde formået at få noget smukt, holdbart og beskyttende – og fundamentalt naturligt – ud af de på stedet særlige vilkår.

Denne 15 min. lange film kredser om genopførelsen af en minka fra 1700-tallet, som skulle rives ned, men som to mennesker beslutter sig for at give et nyt liv. I første omgang får de bygningen forsigtigt skilt af. Herefter går jagten på det rigtige sted at genopføre minkaen.

Under vejs er der mange fine betragtninger om det at bo og bygge, som da filmens fortæller Yoshihiro Takishita peger på en bunke træ, resterne af en sammenpakket minka i skovbrynet, og med en vis tilfredshed konstaterer, at den dag, minkaen ikke kan mere, bliver den atter til skov. Kunne vi blot sige det samme om vores moderne byer.

Læs mere »

Share

Tyrkiske vandlege

11. juli 2012

En af de tidligste drivmidler for den industrielle revolution var vandkraft. Men vandhjulet har været brugt helt tilbage til grækernes og romernes dage, og man finder tilsvarende brug af vandhjulet i Kina tilbage til 200 år f. Kr.

I moderne tid har vandkraften fået en ny rolle. Ved at opstemme vandet og lade det drive en turbine, som producerer elektricitet, kan man adskille det sted, energien produceres, og det sted, hvor energien forbruges. Derfor er flere og flere af verdens vandløb i løbet af de 20. århundrede blevet opstemmet for at hamle op med vores stadig større forbrug af elektricitet. I mange tilfælde er det et stort plus. Men i takt med at anlæggene er blevet stadig større, er de miljømæssige omkostninger og ødelæggelsen af flodlandskaberne, som ofte har været dyrket og beboet gennem årtusinder, nogle gange endog meget omfattende.

I Tyrkiet har man som del af et stort regionalt udviklingsprojekt for landets sydøstlige del, GAP-projektet, indledt en stor satsning på vandkraft, som indebærer i alt 22 dæmningsanlæg. Visionen om at inddæmme og opsamle energien fra Eufrats og Tigris’ øvre løb går tilbage til 30erne, men de nuværende projekter er udtænkt i 70erne. De 22 dæmninger vil tilsammen producere omkring 7,5 GW strøm.

Én af dem er Ilisu-dæmningen, som opstemmer Tigris-floden kort før den løber ind i Irak. Den dag, den står færdig, vil turbinerne fra den 135 m høje og 1.820 m brede dæmning producere omkring 1,2 GW – eller rundt regnet som et moderne A-kraftværk. Men den mere end 150 km lange og 313 km2 store opstemningssø vil også tære på vandforsyningen nedenstrøms, den vil kræve relokalisering af mellem 40-65.000 mennesker, og den vil sætte den historiske by Hasankeyf under vand.

Læs mere »

Share

Rio+20: Erfaringer fra økosamfundene

16. juni 2012

.

Ecovillage – en 6:47 min. video om et irsk økofællesskab i Cloughjordan.

Da vi i 2009 afholdt Klimabundmøde parallelt med Klimatopmødet i København, var det blandt andet i samarbejde med LØS, Landsforeningen for Økosamfund, GEN, Global Ecovillage Network. Med indrejsende fra økosamfund i alle dele af verden blev et tilbagevendende tema igennem de to uger, hvordan vi kunne gøre brug af erfaringerne fra disse små idealsamfund i storbyernes ofte mere uoverskuelige og umedgørlige virkelighed. For i økosamfundene fandt man mennesker, som på mange måder havde indrettet sig som RIO+20-konferencen efterspørger for hele verden, med en høj grad af livskvalitet og harmoni med omgivelserne samtidig med, at man havde en klimabelastning og et økologisk fodaftryk, som kloden kunne bære … måske ikke fuldt ud i alle henseender, men i fuld gang med at skabe fremtiden. Der ligger i økosamfundene en vital fond af viden om, hvordan vi fremover kunne indrette os.

Derfor var det glædeligt at se, at mange af de video-eksempler, som man har medtaget på hjemmesiden The Future We Want – som er lavet for at alle verden over kan være med til forud for Rio+20 at formulere den verden, de ønsker – beskriver tilværelsen i økofællesskaberne. En anden kategori af videoerne beskriver forskellige aspekter af Urban Farming og transformationerne af bymiljøerne. Gennem at bringe livet tilbage på landet og fødevare-produktionen og det nære samfund ind til byen giver de tilsammen en fin introduktion til nye måder og muligheder på by-land-aksen.

Jeg har samlet et udvalg af videoerne herunder.
.
Læs mere »

Share

Den nye rådhusplads

26. maj 2012

I april udskrev Politiken en idékonkurrence om en ny indretning af Rådhuspladsen, som i disse år henligger som én stor byggeplads i forbindelse med etableringen af en metrostation under pladsens nordlige ende. Igennem flere år har jeg dagligt haft min gang hen over Rådhuspladsen og skuet ud over et hjørne af den, så selvom jeg i udgangspunktet ikke havde planer om at bidrage til konkurrencen, nedfældede jeg på et tidspunkt de mange løse tanker gennem årene om denne let umulige plads, hvis vigtigste egenskab var at den var stor og central og svær at komme udenom. Selv på ferie i Tyrkiet dukkede der et par gange fragmenter op til en ny rådhusplads, så vel hjemme igen satte jeg mig et par dage før deadline for at prøve at skrive delene sammen – ikke til et samlet billede, men i det mindste som en sammenhængende tilgang til, hvordan man kunne nærme sig problematikken på denne alt andet en velfungerende plads.

For at teste hovedanslaget som andet og mere end tankebilleder og sproglige vidtløftigheder lavede jeg endog en tegning. Og selvom det store cirkelanslag umiddelbart passer godt til pladsen, så afslører en sådan tegnining samtidig nådesløst, hvor meget, der ikke er løst eller redegjort for – som føringen af cykelruterne langs H.C. Andersens Boulevard, buspladsen og hvordan selve cirklen møbleres, så den er på én gang grøn og frodig, intim og siddevenlig, smuk og flytbar, passerbar og klart derfineret. Når jeg alligevel endte med overhovedet at indsende forslaget, er det fordi jeg havde en god fornemmelse af, at mange sådanne delproblemer lod sig løse uden at kompromittere hovedgrebet.

Der er indkommet i alt 184 forslag – de vindende forslag er omtalt i dagens Politiken.

Karsten R.S. Ifversen: Politikens læsere har vilde visioner for Rådhuspladsen, Politiken 26.05.2012.

Karsten R. S. Ifversen: Læsernes Rådhuspladsen: En ordentlig fremvisning af fantasi, Politiken 26.05.2012.

Læsernes Rådhuspladsen: De præmierede forslag, Politiken 26.05.2012.

Karsten R. S. Ifversen: Idékonkurrencens baggrund, Politiken 26.05.2012.

Kjeld Hybel: Frank Jensen vil ikke lave rådhuspladsen om til en stor vandseng, Politiken 27.05.2012.
.

Den nye Rådhusplads

et bidrag til Politikens idékonkurrence om en ny udformning af Rådhuspladsen

Det foreliggende er tænkt ikke som et detaljeret forslag, men som et forsøg på i essayistisk form at indkredse et hovedanslag for Rådhuspladsen, som ikke bare giver en god plads, men som får byen til at hænge bedre sammen på stedet, og som kan gøre pladsen til et udtryk for København i det 21. århundrede: En by med store klima-ambitioner og stærke aspira­tioner om at være Verdens Miljømetropol.

Forsænkning af H.C. Andersens Boulevard

I dag er H.C. Andersens Boulevard Rådhuspladsens helt store problem, det gælder både støjmæssigt, luftforureningsmæssigt og intimitetsmæssigt. Ved at lægge H.C. Andersens Boulevard under jorden, opnår man flere virkelig gode ting: Strøget (1) med dets funktion som rygrad i byens forgængerstruktur kan fortsættes ubrudt over pladsen og videre ad Vesterbrogade. I første omgang må­ske blot hen forbi Axeltorv og Hovedbanegården, men på sigt gerne en sammenhængende gågadeakse fra Vesterbro Torv til Den lille Havfrue, med talrige sideben, som knytter byen sammen for den gående trafik.

Metropolzonen er i dag adskilt fra Middelalderbyen. Her vil overdækningen af H.C. Andersens Boulevard mod syd frem til Dantes Plads og Glyptoteket skabe denne forbindelse, ligesom det vil styrke den såkaldte museumsakse mellem Slotsholmen og Glyptoteket. Samtidig vil det placere Rådhuset flot på en sammenhængende urban flade og give bedre forbindelse til Rådhushaven (2), som nu henligger underligt utilgængelig.

I den modsatte ende holdes H.C. Andersens Boulevard under jorden frem til på den anden side af Studiestræde. På stykket mellem Jernbanegade og Studiestræde (3) kan der anlægges busstation i to planer, tæt ved både Rådhuspladsens nye metrostation (4) og Vesterport Station.

Først og fremmest får pladsen med nedgravningen af H.C. Andersens Boulevard en sammenhængende fodgængerflade, som er veldefineret og møblerbar (uden gennemkørende trafik) hele vejen langs periferien.

Læs mere »

Share