Indlæg om biodiversitet

Olieudvinding i Yasuní

13. oktober 2016

Ecuador er et fattigt land med stor udenlandsgæld. Samtidig har Ecuador en natur med en nærmest overvældende artsrigdom, og ingen steder i var den større end i et område kaldet Yasuni ITT. Der var blot det dilemma, at der i jorden under dette nærmest overjordiske paradis på jord var fundet olie – endda store mængder af olie.

Samtidig var der nogle få år ind i dette årtusinde en spirende forståelse af, at verden ikke bare kunne brænde alle sine kendte fossile forekomster af, hvis man ville undgå at ødelægge levevilkårene for fremtiden. På den baggrund opstod der i 2007 planer om at søge at bevare Yasuní ITT, som man regner med har verdens højeste biodiversitet, som naturreservat, hvilket samtidig kunne sikre levevilkårene for nogle af verdens sidste ukontaktede naturfolk, som levede i dette område. Til gengæld skulle Ecuador have en eller anden kompensation for at bevare Yasuní urørt, så landet endda kunne få et vist mål af udvikling.

I udgangspunktet var det en stor og stærk idé, et vigtigt greb. Jeg har derfor gennem årene tilbagevendende skrevet om Yasuní her på bloggen og skal ikke genfortælle historien i detaljer (se blog-indlæg tagged Yasuní). Håndteringen af Yasuní kunne være blevet en vigtig model for, hvordan vi organiserer det vigtige (og stadig ubesvarede) spørgsmål, hvilke af de kendte fossile reserver, som skal forblive ubrugte, og hvilke som skal bruges i den korte fase, hvor det globale samfund skifter til vedvarende energi. Men fra at der i begyndelsen var en vis interesse for projektet, viste det sig endda uoverkommeligt vanskeligt at få de tilstrækkelige beløb på bordet.

Måske prisen var for høj – da den videre forfølgelse af projektet blev afblæst, var der kun givet tilsagn om 4% af de 3,5 mia. $, som projektet var sat til at skulle koste. Men sandsynligvis var den vægtigste grund, at der forelå efterretninger, som viste, at Ecuadors præsident Rafael Correa, samtidig med at han søgte denne form for finansiering af en bevaring af Yasuní, var i fuld gang med at anlægge veje i området – dvs. forberede det til olieudvinding og ‘civilisering’ – og havde forhandlinger kørende med kineserne om at overtage retten til olieudvindingen for at kunne betale landets efterhånden omfattende udlandsgæld.

Projektets videre skæbne blev forseglet, da Correa i 2013 aflyste al videre fundraising for Yasuní-projektet og satte oliekoncessionerne i området på auktion. Det førte til store folkelige protester, og der blev igangsat en underskriftsindsamling, som krævede en folkeafstemning om bevarelsen af Yasuní ITT. Men det fik Correa forpurret med en række ret bananstatsagtige indgreb. Yasuní overlevede auktionen for så vidt, at ingen ved den efterfølgende auktion bød på den blok, som havde været betragtet som central for Yasuní ITT-parken. Præsident Correa kunne herefter have valgt at holde hånden over området. Men han replicerede tværtimod, at Ecuador så blot selv kunne hive olien op. Og her i løbet af sommeren 2016 har det nationale olieselskab, Petroamazonas, indledt udvindingen.

Ifølge Petroamazonas’ hjemmeside forventer man for 2016 indtægter på 100 mio. $ fra de nye boringer og for 2017 indtægter på 750-800 mio. $. Det anslås, at 41% af Ecuadors oliereserver er at finde i denne blok 43. Man er startet i den nordligste udkant af området. Foreløbig er der etableret fire ud af 40 planlagte boringer langs den anlagte olieledning. Men det er planerne gradvist i de kommende årtier at etablere olieudvinding i hele området.

Omkring halvdelen af Ecuadors indtægter stammer fra olien. Sammen med en række andre olieproducerende lande er Ecuador derfor hårdt presset af de seneste års lave oliepriser. Men denne olie kan udvindes for under 12$ pr. tønde, så selv med de nuværende oliepriser er der en vis økonomi i udvindingen.

Læs mere »

Share

Livet mellem stenene

12. september 2016

Her til aften var der frist for indgivelse af høringssvar i forbindelse med Københavns Kommunes ønske om mod betaling at overtage lugningen af byens fortovsarealer. I høringsbrevet blev ukrudt direkte omtalt som utryghedsskabende! Hen over sommeren har jeg derfor haft kameraet med rundt for at indsamle en række af de mange fine små oplevelser, som bynaturen giver os. Det er blevet til billedessayet ‘Livet mellem stenene’, som jeg håber kan bringe lidt klarsyn til den kommunale forvaltning.

De i alt 321 sider er blevet til en lidt tung fil, men man kan til en begyndelse downloade den introducerende tekst.

Livet mellem stenene, høringssvar 12.09.2016 (100 Mb pdf).
Livet mellem stenene, den introducerende tekst pp. 1-14, 12.09.2016 (6 Mb pdf).

Livet mellem stenene er tilegnet de medlemmer af Teknik- og Miljøudvalget, som 10. oktober skal behandle sagen. Det er fremsendt direkte til samtlige medlemmer af udvalget med følgende hilsen:

 

Kære medlem af Teknik- og Miljøudvalget

I slutningen af juni fik jeg sammen med mange andre af byens borgere tilsendt en partshøring i forbindelse med, at Københavns Kommune mod betaling ønsker at overtage opgaven at luge byens fortove. Det har hen over sommeren ført til en række dialoger, refleksioner og registreringer, som er mundet ud i billedessayet Livet mellem stenene.

Livet mellem stenene er tilegnet de medlemmer af Teknik- og Miljøudvalget, som står overfor at skulle træffe en afgørelse om byens fremtidige lugepolitik. Det kan downloades fra denne adresse: www.jenshvass.com/livet_mellem_stenene.pdf (100 Mb pdf)

Normalt haster vi blot hen over byens gader og pladser. Men hvis vi giver os tid og for et øjeblik sænker blikket, åbner der sig en mangfoldighed af oplevelser. Og vi vil erfare, at byens befæstede arealer udgør en vigtig del af bynaturen og af vore bymiljøers oplevelsesrigdom. Billedessayet Livet mellem stenene er visuel byvandring på byens befæstede arealer, som ud over at være byens største billede udgør byens største biotop.

Der er masser af liv over alt i byens sprækker, og hele den måde, hvorpå vi behandler byens befæstede arealer, har stor betydning for opretholdelsen af bynaturen. Med lugningen af byens pladser og fortove er der således tale om et spørgsmål, som ikke kun kan behandles som et renholdelsesproblem eller et spørgsmål om, hvem som skal betale. Jeg håber derfor, at Forvaltningen i det videre arbejde med sagen vil inddrage de synspunkter, det perspektiv og den billeddokumentation, som er lagt frem med Livet mellem stenene.

Undervejs i processen har jeg været i dialog med og involveret lokaludvalgene for Indre By og Christianshavn samt Miljøpunkt Indre By-Christianshavn. Danmarks Naturfredningsforenings Københavnsafdeling ville også gerne have bidraget, men det kunne ikke lade sig gøre på grund af tidsfristen.

Med venlig hilsen,
Jens Hvass

 

Share

Radioaktive skove

19. juli 2016

.
NHK Documentary: Radioactive Forests, 49:39 min. video juli 2016.

Den nationale japanske TV-station NHK har lavet en dokumentar om radioaktiviteten i det evakuerede område omkring Fukushima Daiichi atomkraftværket, hvor tre reaktorer i marts 2011 kom ud af kontrol og nedsmeltede, med en ganske alvorlig radioaktiv forurening til følge.

I den første tid efter katastrofens begyndelse, hvor langt den største del af den radioaktive forurening blev frigivet, var vindforholdene sådan, at det radioaktive nedfald var størst ud over Stillehavet. Men omkring 30% bevægede sig ind over land, og en stribe af forurenede landskaber strækker sig 40-50 km mod nordvest, langt ud over den 20 km evakueringszone omkring Fukushima Daiichi.

I de mennesketomme landskaber har naturen fået sin renaissance – skolegårdene har meterhøj vegetation, fugle og dyr huserer anderledes frit. Så umiddelbart er der, som det af dem som ønsker at bagatellisere problemerne ved A-kraft udtrykker det, kommet et naturreservat ud af miseren. Men det er et strålingsramt naturreservat. Strålingsniveauet for området som helhed er i dag under halvdelen af, hvad det var umiddelbart efter katstrofen. Men sine steder er det stadig 250 gange højere end hvad man kan måle i Tokyo, blot 200 km længere sydpå. Og hvor nogle strålingsskader kommer umiddelbart til udtryk, så lever andre videre som genetiske fejl, som kan manifestere sig mange generationer frem.

Dokumentaren følger japanske videnskabsmænds arbejde med at forstå omfanget og konsekvenserne af strålingen, først og fremmest i Fukushimas skovområder. Man ser billeder af, hvordan strålingspartikler stadig er spredt rundt i bark og nåle, fugle og pattedyr, insekter og fisk. I dokumentaren ser man, hvordan erfaringer fra Chernobyl har vist, at strålingen blandt andet fører til deformering af træernes vækst, mens fugle har abnormale fjerdannelser (form og pigmentering) samt langt højere forekomster af abnormale sædceller. Meget mangler endnu at blive undersøgt i evakueringsområdet omkring Fukushima, men der synes at være tale om de samme tendenser. En russisk forsker, som har undersøgt strålingspåvirkningen omkring Chernobyl, har således fundet tilsvarende misdannelser af fyrretræers skud omkring Fukushima. I mange tilfælde mangler topskuddet simpelthen (i områder med markant stråling i op til halvdelen af tilfældene), hvilket skovbrugsmæssigt vil det give alvorlige komplikationer.

Læs mere »

Share

Optakt til COP21 i Paris

24. november 2015

Nu er det nu!

Mandag den 30. november gå det løs i Paris med to ugers klimakonference, som efter det kuldsejlede forsøg i København i 2009 af mange er blevet betragtet som et sidste udkald. Faktisk er forhandlerne indkaldt til formøde allerede søndag kl. 17, hvor der er Opening Plenary i ADP-sporet, det forhandlingsspor, hvor selve forhandlingerne om hovedteksten til klimaaftalen i løbet af de næste to uger skal føre dertil, hvor alle uenigheder er afklaret. Der ligger her et kolossalt pres på forhandlere og politikere om at barsle med om ikke en 100-års klimaaftale, som fastlægger alt i detaljer, så en aftale, som kan samordne udviklingen for verdens 195 lande i de kommende årtier og har indbygget de opstramnings- og forbedringsmekanismer, som gør, at vi samlet kan lykkes med at vende klimaudviklingen. Derfor ser vi også hver dag i mediefladen håndfulde af nye analyser og kommentarer til situationen, ligesom der kommer et væld af rapporter og undersøgelser, som er timet til at kunne give sit besyv med.

Dette blog-indlæg er først og fremmest et forsøg på at opsamle et udvalg af disse analyser og profetier, dels for at spore sig ind på konferencens mulighedsfelt: Hvor er barriererne, modsætningerne, åbningerne? – hvad er det for en aftale, vi kan gøre os forhåbninger om, hvis situationen lander optimalt? Dels et forsøg på at fastholde denne forudgående forståelse for bagefter at kunne se, i hvor høj grad de mange iagttagere og iagttagelser reelt formår at lodde situationen og de mange ofte modstridende signaler forud, eller om de forståelsesbilleder, som hele tiden dannes og fortoner sig i hastig følge, mest af alt bliver til i en form for mediets selvreference.

Hvis man skal dømme efter seneste samling i Bonn sidst i oktober, så viste begejstringen forud over, i hvor høj grad det var lykkedes for Ahmed Djoghlaf og Daniel Reifsnyder – de to formænd for ADP2-forhandlingssporet, som får en helt central rolle her i de kommende to uger – at få teksten kortet ned til noget overskueligt, sig at være noget malplaceret. For på førstedagen var der mest af alt mytteristemning.

Ed King fra Climate Home havde måske set det komme, da han få dage inden varslede Bonn set for fireworks, men ellers havde de fleste kommentatorer stirret sig blinde på den eksemplariske korthed (18 sider) uden at registrere, at en lang række for mange parter helt vitale elementer blot var forsvundet, så aftalens karakter var helt forandret.

Det var først og fremmest de fattigste og mest sårbare lande, som førte an i kritikken, og som følte, at klimaindsatsen med det foreliggende var skrumpet fra en bred indsats, som samtidig tog hånd om de tilhørende tilpasnings- og udviklingsproblemer, til en snæver mitigation-aftale, som kun kunne være i de rige landes interesse. Men der var bred enighed om, at forkortelsen var alvorligt forfejlet.

Land efter land rejste sig og sagde ganske kategorisk, at dette ikke kunne være noget grundlag for en klimaaftale. Så man måtte åbne for genindføjelser. Hele 65 dokumenter med  forslag om genindføjelse var der indleveret forud, og teksten svulmede igen op. Så stort set alle de modsætninger, der måtte være mellem de 195 landes synspunkter, er således igen fuldt repræsenteret, og den tekst, som blev sendt videre til den politiske behandling, var fuld af parenteser – dvs. ord og tekstfragmenter, som der endnu ikke er enighed om (se blog-indlægget Klimamøde i Bonn, to minutter i Paris). I den fulde udgave af den tekst, forhandlerne tager hul på i Paris er der lige nu 1.618 kantede parenteser! Men garvede forhandlere er fortrøstningsfulde, for hvor forhandlingsoplægget forud for COP15 i København var 200 sider langt, så er den genudvidede tekst denne gang ‘kun’ på 54 sider. Og selvom man kunne have ønsket sig, at det var sket endnu tidligere, så har vi for det gode i de seneste par måneder fået de (forhåbentligt) væsentligste af disse modsætninger frem i lyset – modsætninger, som nødvendigvis må overkommes, hvis COP21 skal ende med en stærk og fremadrettet aftale.

Derfor virker det rigtigt, som de franske værter har presset på med, at de politiske ledere som noget nyt denne gang ved COP21 er med fra starten af og ikke først kommer dumpende først eller midt i den anden uge. For forhandlerne har i denne fase i allerhøjeste grad brug for løbende at kunne konsultere med politikerne for at kunne få ryddet ud i alle disse større og minde modsætninger. Og de udmeldinger – og ikke mindst de erklæringer om ekstra støtte og nye initiativer, som statslederne ofte har med – vil kunne give forhandlingerne et boost.

Læs mere »

Share

Hvad skulle aldrig være opfundet?

5. november 2015

Scene fra filmatiseringen af Umberto Ecos roman Rosens Navn (1980/86), hvis dramatiske labyrint udfolder modsætningen mellem middelalderuniversets selvindelukkethed og oplysningstidens ubåndlagte vidensdannelse, som leder i lige linje frem til vor tid.

I gårsdagens udgave af The Atlantic stiller Robinson Meyer spørgsmålet: What Technology Should Be Un-Invented? Nu kan man ikke bare spole tiden tilbage, så det fremkalder det næste spørgsmål, om – og i givet fald hvordan – vi kunne blive bedre til at sortere måske på kort sigt smarte, fiffige, tilsyneladende gode løsninger fra, inden deres katastrofale følge- og bivirkninger breder sig ud i hele verden?

Artiklen vakte minder om en bogtrilogi af Jacques Bergier & Louis Pauwels, Den fantastiske virkelighed, som stod i mit barndomshjems reol med en fantastisk samling af skæve og esoteriske indsigter og betragtninger på grænsen af, hvad vi ved – og hvad videnskaben vil vide af.

Det er nok 35 år siden, jeg har læst dem, så meget er forsvundet i glemslens tåger, men der var deri en lille fortælling fra et arkadisk Indien, hvor verdens indsigt var samlet i en lille lukket cirkel af indsigtsfulde, hvorfra den kun blev lukket ud blandt mennesker, i den udstrækning, tiden og menneskeheden var moden. En kættersk tanke i en nutid, som i den grad er båret af oplysningstidens vision om den rene videns frie udfoldelse. Og temaet fik senere med Umberto Ecos roman Rosens Navn (1980) sin europæiske pendant – omend med modsat fortegn – hvor en munk ender med at brænde biblioteket af for ikke at den enorme fond af viden kan (vil) føre udviklingen på afveje gennem at blive brugt i den forkerte intention.

I dag har vi accepteret oplysningstidens dyrkelse af en verden og en videnskab som er fri af tabuer. Vi dyrker innovation og tilvejebringelse af ny viden, vi producerer videnskabelige forklaringer på snart sagt alt mellem himmel og jord – og ingen stiller for alvor spørgsmålstegn herved. Der sidder her og der nogle forskningsråd og nogle institutplanlæggere, som søger at skabe en eller anden retning og sammenhæng i den viden, som genereres. Og der er elementer af en både personlig og videnskabelig etik, som i en vis udstrækning er styrende. Men er der, når det kommer til stykket, for alvor noget, som holder os (videnskaben) tilbage?

Hvis nysgerrigheden er der, eller hvis forventningen om, at en given indsigt kan give givne muligheder for en person, en nation, en virksomhed, er der så noget, som kan holde den videnskabelige videbegærlighed tilbage? Er der overhovedet brug for det, eller vil det blot bringe vores viden ind i et åndsfængsel, som den var i den tidligt kristne æra?

Og det helt kætterske næste spørgsmål: Har den moderne videnskab og dens rationalitet skabt et nyt sæt af dogmer, som fastholder en særlig, stærkt fragmenteret verdensopfattelse, som ensidigt favoriserer en maskulin fornuft og er en væsentlig medvirken årsag til, at vi har så vanskeligt ved at tackle klima-og bæredygtighedsudfordringen til trods for at vi forstår problemerne bedre end vi måske har forstået noget andet problem, som menneskeheden forud har stået overfor.

I hvert fald har det religiøse tabu, som før oplysningstiden sikrede – eller forsøgte at sikre – at den viden, som blev tilvejebragt, passede ind i de religiøst afstukne verdensforklaring, mistet sin kraft.

Tilbage til artiklen i The Atlantic, så har man spurgt 101 forskere, om der var noget, som man set i bakspejlet ville un-invente? og det er der. Flest peger på selfie-stangen og på atombomben (eller rettere krigsmaskineri i bredere forstand: krudt, landminer, drones osv.). Hvor den ene er harmløs og sikkert snart går af mode, så har den anden givet os en destruktiv, nogle ville sige nærmest dæmonisk kraft, som gør det rimeligt på dette sted i historien at gentænke den uhæmmede vidensproduktion og hittepåsomhed.

Selv den såkaldt ‘fredelige udnyttelse’ i atomkraften har en dæmonisk undertone. Den virker i nutiden som et fluepapir på magthavere, fordi man gennem de ‘fredelige’ atomreaktorer for adgang til den plutonium, som kan videreforarbejdes til bomber, og den videregiver et affaldsopbavaringsprojekt til vores efterkommere, som rækker mange gange længere frem i historien end nogen civilisation endnu har fungeret.

Læs mere »

Share

The fear of GMOs is a rational fear

14. september 2015

Ofte støder man på artikler og holdninger, at frygten for genmanipulerede organismer GMO bliver ubegrundede og bunder i uvidenhed – og at det er sådan lidt bagstræberisk frygt for udviklingen-agtigt, næsten maskinstormeragtigt. Og jeg må da helt ærligt indrømme, at jeg har en god portion skepsis både principielt overfor fænomenet og for den måde, en række store virksomheder i praksis efterfølger GMO-organismernes forretningspotentiale, samtidig med at de griber problematisk (manipulatorisk) ind i den frie videns- og meningsdannelse omkring fænomenet og støtter op om et utidssvarende og stærkt ubæredygtigt landbrugsparadigme.

For hvor menneskeheden indtil nu i sin forældning af planteverdenen gennem podninger, krydsformeringer og målrettet fremelsken af særlige egenskaber har arbejdet inden for naturens eget regelsæt –  vi har så at sige arbejdet med naturen i naturen på naturens præmisser – så ligger der i gensplejsningen, hvor man krydsklipper genetiske stumper fra én organisme ind i en anden, en radikal overtrædelse af naturens spilleregler, en træden uden for naturens orden, som jeg grundlæggende mener, vi skal holde os langt væk fra. For vi kommer meget let til at gøre noget, vi ikke har fuldt overblik over, og selvom det umiddelbart løse et problem eller et kompleks af problemer, vi har sat os for at løse, så vil det næsten uundgåeligt føre til uventede, uforudsigelige bivirkninger, hvoraf nogle i værste fald ville kunne have skæbnesvangre konsekvenser for klodens levende økosystemer.

Som jeg for nogen tid siden i forbindelse med introduktionen af artiklen Scotland Announces Total Ban on GM Crops skrev på Facebook: “Indtil vi lærer at tage bivirkningerne af det vi gør fuldt i betragtning, er GMO en rigtig dårlig idé. Og den dag vi lærer det, vil det nok vise sig stadig at være en rigtig dårlig idé.” Hvis man nøgternt iagttager, i hvor høj grad de seneste århundreders udvikling er et resultat af en stadig forsøg på at dæmme op for bivirkninger ved tidligere beslutninger og nye teknologier, så er det alt andet end betryggende at åbne for genteknologiens klippe-klistren i naturens genetiske koder på en måde, som naturen ikke gør det, og ikke igennem sine 3,8 mia. år har haft nogen chance for – eller brug for – at udvikle modtræk eller feed back-mekanismer overfor.

Derfor vækker det øjeblikkelig genklang, når Nathanael Johnson i artiklen Dealing with the rational fear about GMOs and global catastrophe i Grist i sidste uge fastslår, at: “The fear of GMOs leading to global ruin isn’t crazy. It is a rational fear.”

Artiklen er en præsentation af et paper, The Precautionary Principle (with Application to the Genetic Modification of Organisms) (2014), som Johnson har skrevet sammen med fire andre fra  School of Engineering ved New York University.

“The idea is that natural reproduction and evolution is safe because, if something goes wrong, it will go wrong only locally and nature will stamp it out. They argue that the co-evolutionary process – the give and take between species in a local ecosystem – insures that disasters happen early, and at a small scale. The authors are saying that naturally occurring monsters with the potential to catastrophically destabilize the environment will wipe themselves out before they have the potential to cause global catastrophe”, skriver Johnson i sin artikel: “People (myself included) tend to have a powerful intuition that nature is balanced and nurturing. And in a sense that’s true: Every fiber of my being was shaped to fit into this beautiful ecosystem that we know and love. But if you look back into deep time, my beloved ecosystem looks like a momentary blip.”

Læs mere »

Share

ʻĀINA: That Which Feeds Us

6. september 2015


.
ʻĀINA: That Which Feeds Us, 22:55 min. dokumentar af Josh Thome (2015).

ʻĀina er et hawaiiansk ord for That Which Feeds Us. Det er en betagende dokumentarfilm om forholdet mellem vi mennesker og vores Jord – om forholdet mellem på den ene side en traditionel livsvisdom og dyrkning af jorden, som bygger på den fundamentale forestilling, at man må give noget for at kunne tage noget, og på den anden side det moderne industrielle landbrug, som i sin manglende visdom tager og tager og tager uden at give noget tilbage.

ʻĀINA: That Which Feeds Us er optaget på Kauai, som med 1.456,4 km2 er Hawaiis fjerdestørste ø. Kauai er Hawaiis naturparadis. Mere end halvdelen af øen er uberørt natur, kun en tredjedel er beboet og opdyrket, så landskaberne er eksotisk anderledes end vores hjemlige danske, men hele modsætningen mellem en oprindelig forståelse af, hvordan man må og kan og bør være til stede på kloden i et stadigt – ærbødigt og bæredygtigt – giv-og-tag-forhold, har et stærkt dialogbudskab overfor situationen i Danmark, hvor det danske landbrug er i fuld gang med at ruinere vores landskaber, vores muld og vores omgivende natur, netop fordi man tager og tager og tager uden blik for, hvad man må give, for at ikke bare markerne, men også den omgivende natur, bliver givet godt videre til kommende tider og generationer.

Kauai County udgør den den nordlige del af staten Hawaii og består af øerne Kauai, Niihau, Lehua og Kaula. I 2010 havde Kauai County ~67.000 indbyggere. Kauai bliver brugt af fire af verdens største GMO-virksomheder som udviklings- og eksperimentalsted for nye GMO-afgrøder og ikke mindst brugen af forskellige ‘matchende’ pesticider. Kontrasten mellem dette højindustrielle landbrug, som bedst kan beskrives som kemisk krigsførsel, og en oprindelig viden om, hvordan vi lever ikke bare med – men som en del af – vores levende omgivelser, gør ʻĀINA: That Which Feeds Us til en vigtig, smuk og billedmættet fortælling.

Så jeg kan varmt anbefale at se den, lade dens fortælling sive ind og give den plads til overvejelse.

Læs mere »

Share

Oceaner af plastic

4. september 2015

Et nyligt studie anslår, at der i dag flyder 269.000 ton plastic rundt i verdenshavene. Heraf er 92% småstykker af størrelse som et riskorn eller mindre, så man regner med, at der i alt svæver 5¼ trillioner stykker uendeligt langsomt nedbrydeligt plastic rundt i verdenshavene – eller rundt regnet 200 for hvert menneske på hele kloden. Disse enorme mængder af plastic er ikke blot spredt rundt i oceanerne, de findes tværtimod i og nær overfladen og har en tendens til at samle sig i store spiralformede affaldsøer på de steder i oceanerne – i de subtropiske bånd – hvor havstrømmene danner store spiraler.

På kortet herover kan man således se, at koncentrationerne (de hvide områder) er størst dels langs kyster med store befolkningskoncentrationer, dels i to bælter nord og syd for ækvator, hvor havstrømmene samler dem i store såkaldte garbage patches. Den største, The Great Pacific Garbage Patch, er at finde i Det Nordlige Stillehav. Forskere ved University of Columbia har vurderet, at dens udstrækning er omkring 8 mio. km2 eller næsten det dobbelte af EU, og at de fem største garbage patches tilsammen omfatter næsten 16 mio. km2.

Rundt regnet 80% af plastic-affaldet kommer fra land, mens 20% stammer fra skibsfart og fiskeri. Mange plastictyper er meget langsomt nedbrydelige, i havet er det først og fremmest lyset der nedbryder, og det tager typisk 4-500 år. Så inden for vores normale tidsperspektiv er det rigtigt at sige, at plasticen blot forbliver unedbrudt i miljøet – og blot nedbrydes mekanisk i stadig mindre stumper.

Disse plasticstumper findes ikke bare i disse kæmpestore plasticspiraler, men optræder over alt i fødekæden. Således har allerede i dag op imod 90% af alle havfugle plasticrester i organismen, og nylige fremskrivninger viser, at der i år 2050 vil være plasticrester i 99% af alle havfugle. Tilsvarende bevæger de mange mikroplasticstumper sig gennem havens fødekæder, hvor de ender tilbage på vores tallerkener. På billedet herover at af Chris Jordans skræmmende billeder af døde albatrosser, hvis indre er fulde af plasticrester (se flere af hans billeder her).

Det blev derfor nærmest hilst med begejstring, da en hollandsk ung mand, Boyan Slat, i 2012 fremlagde en idé til et pasticopsamlingsaggregat, som kunne genopsamle i hvert fald en del af disse kolossale plasticmængder. Han fik da også Best Technical Design award 2012 ved TU Delft for projektet. Efterfølgende samlede han en gruppe af frivillige i et udviklingsteam og crowdsourcede 100.000 $ til det første eksperiment, at etablere en solcelledrevet opsamlingsenhed som på billedet herunder foreløbig med et 40 m ‘vingefang’. Den har været afprøvet ud for Azorerne siden marts sidste år.

På baggrund heraf kunne The Ocean Cleanup-gruppen konkludere, at en enkelt enhed med et 100 km vingefang over en 10’årig periode ville kunne fjerne halvdelen af den pastic, som i dag roterer i den største af plastic-spiralerne, The Pacific Garbage Patch. Ydermere kan den opsamlede plastic genanvendes. Lige nu er et nyt forsøg under forberedelse for 2016 ud for Japans Stillehavskyst, og gruppen sigter på at kunne være klar til den fulde version med 100 km vingefang i 2020.

Læs mere »

Share

Blå kyster

24. august 2015

Danmarks kystlinje er ved lov friholdt fra bebyggelse i en 300 m zone. Det kan synes restriktivt, men det har sikret en fantastisk natur- og oplevelsesrigdom i de danske landskaber. Og når man ser, hvordan turismens mangfoldige indretninger har udviklet sig langs kysterne mange andre steder i verden, må man sige, at der ligger megen visdom i denne fredning. Ikke bare giver det smukke landskaber og fælles adgang til havet. Det giver også den hårdt trængte danske natur en vigtig zone. For her på kanten af det dyrkbare har en stor mangfoldighed af dyr og planter tilpasset sig de ofte omskiftelige forhold på overgangen mellem land og vand. Foto fra Janne Klerk: Danmarks kyster.  

I den pakke af indsatser, som den blå regering har varslet for at få gang i økonomien i de danske landdistrikter, ligger et opgør med de planlovsbestemmelser, som lige nu gør, at det er umuligt at bygge i en 300 m bred zone langs de danske kyster. Der er dels det ideologiske, at det forbud fra central hold næsten pr. definition er at onde. Dels kan det fra lokalt hold være svært at se, hvorfor man ikke bare lige kan lave en lille ting her hos os – det ville kunne give en masse omsætning.

Under alt dette ligger nogle ret så udokumenterede påstande om, at turister i Danmark rent faktisk efterspørger turistanlæg, liggestolslandskaber, tavernaer, stranddiskoteker, underholdning og aktivitetsmuligheder. Dansk sommer er alligevel ikke til middelhavsagtige ferier, dertil er vejret endnu for ustadigt, koldt og blæsende. Selvfølgelig vil der altid kunne finde nogen, som kunne bruge disse tilbud, eller ville leje sig ind i ferieboliger, hvis de var anlagt med balkoner med udsigt direkte til strandlivet. Men når først vi har fået det, så forsvinder det ikke bare igen. Og hvis det bliver med privat ejerskab, så står sådanne lejligheder let tomme 10 måneder om året. Så det boost, det måtte give lokalområdet, giver måske stor travlhed i ferietiden, men der er ikke ret meget helårsbeskæftigelse deri, og man får let ret spøgelsesagtige bebyggelser i de øverige ni-ti måneder.

Allerede i 2014 blev der åbnet for en forsøgsordning, hvor der kunne blive tale om et etablere et begrænset antal projekter. Billedet herunder stammer fra en artikel i Berlingske Tidende, hvor man i online-udgaven kan klikke på hver af de projekter, som der er til overvejelse i denne forsøgsordning. Ved at klikke kommer der et lille billede frem samt link til yderligere projektbeskrivelser.

Læs mere »

Share

Blå landskaber

22. august 2015

Mols Bjerge, udsnit af foto fra Janne Klerks netop udkomne to-binds værk ‘Danmarks Kyster’, som skildrer den enestående landskabelige skat, Danmark har med sine 7.000 km kystlinje.   

Da VK-regeringen tiltrådte i november 2001, var det med en reformiver, som jeg ikke mindes eller tror kongeriget har set på noget tidligere tidspunkt (det skulle da lige være Struense). Værdikamp blev det døbt, og inden for de første få måneder blev en lang række af de instanser og udvalg, som karakteriserede det moderne danske velfærdssamfund og dets fundament af indsigt, slagtet. Men kampen gik langt videre. Det velfærdssamfund, som efterkrigstiden møjsommeligt havde udviklet på basis af en solidaritet og et samfundssind, som spændte over hele det politiske spekter, blev næsten brutalt søgt nedrevet. Selvfølgelig skulle vi stadig have hospitaler, men hvis de var private, ville de med en næsten fundamentalistisk markedslogik blive både billigere og bedre, samtidig med at mere var overgivet til det frie initiativ, og tilsvarende blev flere og flere at de funktioner, som prægede en moderne samfund, privatiseret. Ligeledes med postvæsen, kollektiv transport, kommunikation osv. – alt ville blive bedre, hvis det privatiseret, så den frie konkurrence kunne sikre den til enhver tid bedste pris.

Med den nuværende mindretalsregerings spinkle parlamentariske grundlag er det lidt sværere blot at svinge sværdet, men man fornemmer en tilsvarende intens, næsten vredesbetonet vilje til at dæmme op for københavneriets tyranni af landdistrikterne – en indestængt rasen over naturbeskyttelsens ‘urimelige’ barrierer for at dansk landbrug (som underforstået er verdens bedste) kan blive rentabelt. Så hvor det i år 2000 var kultureliten, som stod for, så er det denne gang naturen og det åbne landskab, som må stå for (altså ud over flygtninge og indvandrere, som Dansk Folkeparti på beskæmmende vis har formået at gøre til blå bloks hadeobjekt).

Står det til blå blok, skal planlovs- og fredningsbestemmelserne langs kysterne ryddes af vejen, så ‘Vandkantsdanmark’ friere kan opdyrke kystlandskabernes turistpotentiale. Og i det åbne landskab skal alle hindringer for danske landmænd ryddes af vejen. Væk med randzoner, væk med krav om vinterafgrøder, væk med begrænsninger på gødningsmængder og husdyrhold, kort sagt væk med al regulering, som står i vejen for landbrugets indtjeningspotentiale. Herunder de umiddelbart uproduktive natur- og randzoneområder, som skal kapitaliseres i et absurd regnestykke, hvor nogle få kroners indtægter til de gældsplagede landbrug i et pinagtigt forsimplet regnestykke gøres vigtigere end biodiversitet og sammenhængende naturområder, naturoplevelser, rent drikkevand også til vores efterkommere, og danske farvande, hvor vi ikke hver sommer må høre om bundvendinger og fiskedød.

“Grøn realisme” kaldes det med en forvrængning af gængs sprogbrug på højde med det konventionelle landbrugs forening ‘Bæredygtigt Landbrug’, hvor man med samme sans for sproglig terror ensidigt fokuserer på den økonomiske bæredygtighed. For i den grønne realisme tager man gerne miljøhensyn – tydeligvis har der i formuleringen af regeringsgrundlaget siddet en kommunikationsansat og klippet en masse uforpligtende grønne besværgelser ind i teksten – bare ikke det koster noget eller er til besvær for nogen. Dansk landbrug vil skam gerne være miljøvenlig, bare det ikke går ud over indtjeningen og konkurrenceevnen.

Læs mere »

Share