marts 2013 arkiv

Glimt fra spirebakken

26. marts 2013

[nggallery id=163]
.
Dette handler på ingen måde om, hvordan man dyrker spirer – det har Miriam Sommer gjort så meget bedre med sin bog¹ og hjemmeside Friske Spirer. Men her de sidste par måneder har jeg til min store fornøjelse fået gang i en spirebakke. Har foreløbig prøvet kræfter med rapsfrø, bukkehornsfrø, mungbønner, belugalinser, radise- og broccolifrø, og har mod på at prøve kræfter med mange flere forskellige frø. Men allerede nu er én ting sikkert, at jeg aldrig mere kommer til at købe spirer i skumbakker.

Dels er spirerne udsøgt lækre, når de er helt friske. Selv en standardspire som mungbønnen, som er lidt grænsekedelig fra supermarkedernes kølediske, bliver en udsøgt spise.

Dels bliver friske spirer, som ligger højt på klimaspisepyramiden fordi den måde industrien laver spirer på er ganske energikrævende, tværtimod en proces, som nok kræver løbende opmærksomhed – de små spirer skal helst skylles to-tre gange om dagen – men som har et nærmest umåleligt lavt klimafodaftryk.

Og så er det en stor fornøjelse af følge spirerne udfolde sig. I spirebakken er man på nærmeste hold vidne til de første døgns forunderlige forvandlingsprocesser fra indtørret frø til kompleks skabning med himmelstræbende kimblade og jordsøgende rødder. Det vækker minder om Goethes lille perle af en bog om planternes metamorfose,² som afsøger den morfologiske relation mellem urplanten, alle planters fælles ophav, og det udfoldede univers’ uendelige mangfoldighed af form – vel at mærke beslægtet form. Midt i naturens endeløse formvariation er der nemlig et helt register af former, som man aldrig ser i naturen – som skarpe kanter, spejlsymmetri og rette linjer, som paradoksalt er højt skattet af menneskelige ordenssans.

Bukkehornsfrø-spirerne blev min første favorit – ikke bare på grund af deres distinkte smag, men også fordi disse spirer har en underfundighed i deres måde at træde ind i verden på. I deres livs første strækken sig mod lyset har de nærmest en pose eller sæk over hovedet (frøskallen), som de pludselig formår at skyde af. Har de i virkeligheden et instant satori i dette øjeblik? I hvert fald synes de meget klare over deres livs retning.

Men billederne herover er fra min seneste spirebakke-aha-oplevelse: røde radisefrø – og som man kan se af billederne, har der sneget sig et par frø ind, hvis første kimblade nærmere er lysende gulgrønne. Ikke bare er det en forunderlig transformation, som udspiller sig på nærmeste hold i løbet af de første dage – der er fire døgn mellem de første og de sidste billeder i serien herover. Samtidig har radisespirerne en ret så markant smag, som udvikler sig til noget næsten ræddike-skarpt, men stadig delikat, når de i det sidste døgn kommer fra spirebakken op i vindueskarmen for at få mere lys.

Det gør også, at farverne udvikler sig til en meget intens næsten sortrød – som er resultatet af den oprindelige rødmen plus de grønkorn, som dannes i lyset.

Når man som jeg bor i en lille lejlighed i en lille ejendom med en lillebitte gård på blot 5 m², som vi er fem lejligheder til at dele, så er der ikke plads til nogen grøntsagshave. Men med en sådan femetages spirebakke (15×15 cm) har man det lækreste tilskud til de daglige måltider.

Nu blev det radisespirerne, som først kaldte kameraet frem, også fordi vi de seneste dage for alvor har fået lys på himlen. Men jeg vender snart tilbage med flere glimt fra spirebakken.

indlæg oprettet af Jens Hvass

Miriam Sasha Sommer: Friske Spirer – en guide til spiring, Forlaget Friske Spirer 2010.¹

Johan Wolfgang von Goethe: Versuch die Metamorphose der Pflanzen zu erklären, Ettingersche Buchhandlung, Gotha 1790.²

 

 

Share

Laguna Blanca – landskabelige tryllerier

21. marts 2013


.
I denne 20:38 min. video kan man følge etableringen af Campo Laguna Bianca – som er et 3.000 hektar økologisk landbrug i Argentina etableret på et område, hvor forhen det konventionelle landbrugs kemiske krig hærgede, med store problemer med jorderosion til følge.

Derfor er en vigtig del af omlægningen at få terrasseret og artikuleret området, så alle bevægelser med plov og harve sker langs højdekurverne. Så det er lykkedes at standse udvaskningen af muld og næringsstoffer – og meget mere end det.

Transformationen af landskabet er forunderlig. For at sikre mod ødelæggelser fra skadedyr er der en stadig veksling mellem forskellige afgrøder, frugtlunde er med til øge variationen, og halvdelen er området er overgivet til den vilde natur, så stedet også har en mangfoldighed af vilde dyr.

Og så fornemmer man noget så sjældent som en æstetisk nerve – markerne skal være smukke også set fra luften – hvor der opstår de forunderligste billeder af de bølgende skifter mellem afgrøder, som lydhørt følger landskabets konturer. Selv bygningerne har en vis rodfæstethed i landskabet.

En betagende smuk video om en transformation af landskabet, som man kunne ønske sig bevæge sig hen over det danske landskab. Spørgsmålet hvordan tilsvarende principper ville udfolde sig under markant andre danske vilkår er godt at stille sig. Havde jeg kendt til dette projekt, da vi lavede udstillingen Hungry Planet, havde der definitivt været en planche med om Laguna Bianca.

Hvem står bag? – ikke en hvilken som helst økofreak, men et ægtepar, som har grundlagt store tøjfirmaer som Northface, Esprit og Patagonia, og som er de største private ejere af naturbevarelsesarealer i verden (se Thompkins Conservation). De står bag udgivelsen af Arne Næss’ samlede værker – Arne Næss som fostrede begrebet deep ecology – og er angiveligt gode venner med lederen af Kansas Institute, som forsker i reetablering af polykultur-dyrkning af den amerikanske prærie. Så perspektivet er i orden, og finansieringsmulighederne også.

Campo Laguna Blanca, Thompkins Conservation.

Bernward Geyer: Only a beautiful farm is a good farm, (interview med Doug Tompkins) Textile Exchange 2013.

 

Share

NHK-interview om Fukushima Daiichi-værkets tilstand

18. marts 2013

Nedenstående interview stammer fra den nationale japanske fjernsynskanal NHK 4. marts i år.¹ Når jeg ikke bare introducerer interviewet og linker til det, er det fordi NHK normalt kun lader sine ting ligge fremme på sine hjemmesider i kort tid. Imidlertid giver interviewet et så klart samlet billede af, hvordan TEPCO ser situationen ved Fukushima Daiichi-værket, at det fortjener at forblive tilgængeligt.

Ofte, og ikke mindst når det gælder reaktor 4, bliver der udtrykt stor bekymring om Fukushima Daiichi-værkets tilstand som en tikkende bombe, som ville kunne udløses ved et nyt voldsomt jordskælv, en ny stor tsunami eller ved simpel terror. Det er derfor betryggende at erfare, at TEPCO har lavet en understøbning af det delvist beskadigede opbevaringsbassin for brugte brændselslegemer, som har styrket det med 20% mod jordskælv. Akira Kawano, som er General Manager ved TEPCO for Nuclear International Relations and Strategy Group, siger i interviewet, at Fukushima Daiichi-værket i dag er i stand til at modstå et jordskæv af samme styrke og en tsunami af samme højde som 11. marts for to år siden løb værket over ende.

Det er mindre betryggende at erfare, at man seriøst overvejer at lede radioaktivt vand i havet frem for at rense det, og at man stadig her to år efter endnu ikke ved præcist, hvad der er sket omkring de tre nedsmeltede reaktorkerner og dermed er adskillige år fra at kunne begynde at fjerne det mest højradioaktive materiale. Og selv denne statusrapport, som Kawano giver, som må formodes at være det mest positive billede man kan etablere af situationen, er ikke specielt betryggende. Der er endog meget lang vej til, at Fukushima Daiichi-katastrofen er fuldt indkapslet.

Hvor sårbar situationen stadig er, fremgår af, at TEPCO i skrivende stund har haft strømsvigt på reaktor 1, 2 og 3 i mere end 12 timer uden at have været i stand til at genoprette situationen. Det ‘beroligende’ er, at nedkølingen nu er så langt under de 100ºC, at der kan gå 4-5 døgn uden vandkøling, uden at temperaturen stiger problematisk (over 65ºC).² Så der er stadig et reelt tidsrum til at få fejlen genoprettet. Men det mindre beroligende er, at det sker. Stadig her to år efter er der ganske mange ting, som billedligt talt er holdt sammen med gaffa-tape. Og kølingen af de havarerede reaktorer producerer stadig her to år efter 400 ton radioaktivt forurenet vand hver dag – når den ellers virker.

Update 19.03. – et døgn efter at strømsvigtet opstod, er fejlen fundet, et sammenbrud i en strømtavle, og kølingen reetableret ved foreløbig to af de fire enheder.³ 

Interviewet fra NHK følger nedenfor.

indlæg oprettet af Jens Hvass

Interview: Manager of TEPCO, Akira Kawano, NHK Newsline 04.03.2013.¹

Power trouble leads to suspension of cooling operations at Fukushima plant, Japan Times 19.03.2013.²

Crippled Japanese nuclear plant suffers blackout, (AP) Asahi Shimbun 19.03.2013.²

Update: Cooling systems restart for 2 spent fuel pools at Fukushima nuclear plant, Asahi Shimbun 19.03.2013.³

Fukushima plant’s spent fuel pool cooling system partially restored, (Kyodo) Mainichi 19.03.2013.³

Læs mere »

Share

Fukushima – to år senere

11. marts 2013

I dag kl. 14:46 japansk tid (6:46 dansk tid) var det to år siden et gigantisk jordskælv ud for Tohukus nordøstlige kyst udløste en gigantisk tsunami, som tilsammen spredte død og ødelæggelse op langs kysten.

I en artikel i Japan Times lørdag skrev Roger Pulvers, at der efter 3/11 katastrofen er tale om tre forskellige Tohuku-zoner: 1) den zone langs kysten, som blev raseret af tsunamiens frådende vandmasser, 2) den zone, som efterfølgende måtte evakueres på grund af radioaktiv forurening fra tre kernenedsmeltninger, som blev udløst af jordskælv og tsunami, og 3) de store dele af Tohuku, som selvom de ikke blev direkte berørt af tsunamiens og strålingens ødelæggelser, alligevel har fået hverdagen alvorligt forandret af en katastrofe, som synes at sprede sine afledte virkninger ud i den yderste afkrog af det japanske rige og ind i de mest intime bevidsthedsrum – og har påvirket ikke bare hele Japan, men langt ud over landets grænser.

Der er et lille stræk langs kysten, som både blev raseret af tsunamien og så hårdt ramt af radioaktiv forurening fra de fire havarerede reaktorer på Fukushima Daiichi-værket og derfor hører til i både zone 1 og 2, men i store træk holder hans inddeling, og den tydeliggør, at der stadig her to år efter er tale om en katastrofe med mange ansigter, som på den ene eller anden måde griber ind i de fleste japaneres dagligdag.

Tsunamiens voldsomme raseren var med 18.500 døde og savnede de mest håndgribelige. Mange steder var tsunamien 15 m høj, men hvor den blev stuvet sammen i tragtformede fjorde og mundinger har den enkelte steder kunnet nå over 40 m højde, så sine steder nåede de frådende vandmsser op til 10 km ind og ødelagde stort set alt menneskeskabt. Men her kan fornyelsesarbejdet tage fat, så snart vandet har trukket sigtilbage, og selvom det tager tid at rekonstruere et helt samfund forfra, så er man flere steder langs kysten godt i gang.

Læs mere »

Share

Energirenoveringer betaler sig

7. marts 2013

Når vi tænker på energiomlægninger, er der næsten altid mere fokus på, hvordan vi kan skifte olien og kullene, the bad guys, ud med vedvarende energikilder som sol og vind og forbrænding af biomasse the good guys. Men frem for blot at se på hvor mange kilowatt fra the bad guys vi kan erstatte med kilowatt fra the good guys er det mindst lige så vigtigt at se på energibesparelser – hvad nogen har døbt negawatts.

For hver gang vi har sparet x kilowatt, har vi mindsket behovet for x kilowatt fra sol og vind og biomasse. Det er måske ikke så spektakulært at pege på, at man har efterisoleret, varmeoptimeret, skiftet lyskilder, sat skodder op eller blot skruet lidt ned for termostaten, som hvis man har sat solfangere op på bygningerne og været med til at stille vindmøller op i det danske landskab, men der er i den måde vi igennem de seneste halve århundrede har indrettet os på, et kolossalt potentiale at høste i energirenoveringer – ikke mindst i vores bygningsmasse.

Og det gode er, at energirenoveringer betaler sig – det kræver lidt omtanke, det kræver professionel hjælp fra energikonsulenter og håndværkere, men når først det er gjort, kan livet gå videre som hidtil ofte med blot det halve energiforbrug – eller mindre.

Nu senest har Århus Kommune igangsat en energirenovering af samtlige sine bygninger som del af kommunens bestræbelser for at bliver CO2-neutral i 2030. I det CO2-regnskab står bygningerne i dag for 35% af de samlede udledninger. Karen Margrethe Høj Madsen, der er projektleder i Bygningsafdelingen i Aarhus Kommune, siger til Ritzau, at vi: “søger at spare så meget energi, som vi overhovedet kan i hver eneste bygning inden for de økonomiske rammer. Derefter supplerer vi op med solceller, hvor det er muligt fysisk, æstetisk og økonomisk.”

Læs mere »

Share

Hvorfor verdens dyreste sundhedssystem ikke er verdens bedste

5. marts 2013

Undskylder for reklamen forud, men denne 7 min. video rummer en samtale på NBC News’ Hardball med Steven Brill fra Time Magazine, som har lavet en ret enestående artikel om det amerikanske sundhedssystem, Bitter Pill. Videoens dialog giver et godt billede af, hvor parasit-agtigt det amerikanske sundhedssystem har udviklet sig. Og Brill påpeger, at man i den Obama-care, som Obama efter drabelige slag fik indført, i alt for stor udstrækning har koncentreret sig om spørgsmålet hvem som skulle betale, og stort set er gået uden om spørgsmålet, hvor meget man bør betale. Det er der ikke noget underligt i – hvis man havde søgt at nedbringe de exorbitant høje profitter i det amerikanske sundhedssystem, var man sandsynligvis ikke kommet igennem med omlægningen, som til gengæld opnåede at næsten 50 mio. amerikanere, som har stået uden sundhedsforsikring, nu kan blive syge uden at måtte gå fra hus og hjem.

Og her giver Steven Brill en 3½ min. video-introduktion på Time Magazines hjemmeside. Hvis videoerne giver mod på mere, er Brills artikel et lysende eksempel på kritisk journalistik, når den er bedst. Artiklen er lang, 28 sider, og ikke umiddelbart frit tilgængelig fra Time Magazine, men linket nedenfor skulle virke.

indlæg oprettet af Jens Hvass

Steven Brill: Bitter Pill: Why Medical Bills Are Killing Us, Time Magazine 20.02.2013 (pdf).

Kevin Drum: We Pay a Lot More For Healthcare Than Other Countries, Mother Jones 02.06.2013.

 

Share

Jeremy Rifkin om hvorfor A-kraftens tid er omme

2. marts 2013


.
I denne 4:12 min. video kan man høre Jeremy Rifkin, leder af Foundation on Economic Trends, efter en præsentation ved et russisk seminar med temaet delivering sustainable value svare på et spørgsmål om hans syn på atomkraftens fremtid. Han svarer først meget kort, at han ikke mener, at den ud fra et forretningsperspektiv ikke har nogen fremtid, dernæst giver han faktisk en meget klar analyse af hvorfor.

Vi så med Chernobyl og Three Mile Island, at A-kraften ikke var ufarlig. Når den alligevel blev overvejet videre, er det som en del af omlægningen til en CO2-fri energiproduktion. Og skal A-kraften batte noget i klimaudfordringen, skal vi fra at A-kraften i dag yder omkring 6% af verdens energiforsyning op på mindst 20% inden for en overkommelig fremtid. Vi har i dag på verdensplan 400 reaktorer, men mange af dem er ved at være udtjente, så vil det ud over fornyelsen af de 400 eksisterende reaktorer kræve opførelsen af omkring 1.600 nye, eller 3 om måneden i de næste 40 år, siger Rifkin – og det kan han på ingen måde se ske. Han vil være overrasket, hvis der bliver bygget mere end 100 (til erstatning af de eksisterende).

Det hænger sammen med, at flere af de lande, som allerede har A-kraft, er ved at opgive den eller nedskrive den rolle i den samlede energiforsyning, og at de få værker som rent faktisk er blevet opført i dette årtusinde har vist sig at blive voldsomt meget dyrere – så dyerere, at de dårligt lader sig opføre uden enorme statslige støttebeløb. Og selv hvis vi blot fornyede de nu omkring 400 reaktorer på verdensplan, så ville vi allerede omkring 2020-25 begynde at mangle uran, hvorfor priserne vil gå op.

Han kommer ikke ind på de mange problemer med at håndtere strålingen, når ulykken er sket, men nævner med en vis bekymring, at bortset fra Sverige og Finland, har ingen lande efter 70 år med A-kraft løst deres atomaffaldsproblem. For ham er A-kraft “centralized power”, som ikke passer ind i fremtidens energisystemer.

Rifkin er forfatter til bøger som The End of Work og The European Dream, og han får på de blot fire minutter givet et godt og konsistent svar, som hermed er videregivet.

Se tidligere blog-indlæg: The Empathic Civilisation – med en tegnet introduktion til Rifkins bog af samme navn.

 

Share

Japan igen på A-kraft X – optegnelser marts 2013

1. marts 2013

Fukushima-katastrofen 11. marts 2011 vendte op og ned på det japanske samfund. Ikke bare lagde den store områder øde og drev mange mennesker fra deres hjem på uvis tid. Nok så meget gjorde den basale ting i dagligdagen usikre – var der stråling i maden, teen, luften, på børnenes legeplads?

Indhyllet i en næsten opiat ‘safety myth’ blev Japan i den grad taget på sengen – Fukushima-katastrofen var katastrofen, som ikke kunne ske, og som man derfor både praktisk og mentalt var fuldstændig uforberedt overfor. I tiden efter blev samtlige Japans 54 reaktorer en efter en standset for løbende årlige eftersyn, og 5. maj i år stod Japan, som inden Fukushima-katastrofen havde planer om at udbygge sin A-kraft fra 30% til 50% af energiforsyningen, uden A-kraft for første gang i næsten et halvt århundrede. Kort efter blev to reaktorer dog nødstartet for at sikre elforsyningen i den værste sommervarme. Men de øvrige afventer etableringen af helt nye sikkerheds- og beredskabsforanstaltninger. Og stod det til store dele af befolkningen, blev reaktorerne aldrig startet igen.

Fukushima-katastrofen har fået konsekvenser ud i alle afkroge af det japanske samfund, og det er fundamentalt interessant, hvordan et samfund reagerer overfor en sådan udfordring. Er det begyndelsen til noget radikalt nyt, formår man at tage ved lære, at se den del af katastrofen, som kunne have været undgået, hvis man havde taget risikoen alvorligt? Eller skal man blot hurtigst muligt tilbage til business as usual?

Fukushima-katastrofen har rejst et folkeligt krav om forandring. Man vil bort fra A-kraften og ønsker et Japan i pagt med naturen, på vedvarende energi. Omvendt er der i bureaukratiet og erhvervslivet meget stærke kræfter, som søger at trække Japan tilbage på sin hidtidige kurs. Men med skyggerne fra atombomberne over Hiroshima og Nagasaki stærkt prentet i den nationale psyke er det givet, at ikke alt bare bliver som før (se blog-indlægget Mellem Hiroshima og Fukushima).

Siden begyndelsen af juni 2012 har jeg lavet næsten daglige optegnelser omkring re-definitionen af A-kraften og Japans energipolitik. Sådanne optegnelser vil uundgåeligt føre til gentagelser, og der vil blive åbnet temaer, som måske viste sig som blindspor. Men foreløbig er planen at følge udviklingen fra den måned, hvor Japan var uden A-kraft over genstarten af de to reaktorer ved Oi-værket frem til etableringen af en ny energiplan og en ny energipolitik.

Disse optegnelser er holdt månedsvis – se tilsvarende optegnelser for juni, juli, august, september, oktober, november og december 2012, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november og december 2013 samt januar, februar og marts 2014.

I marts er det 2 år siden Fukushima Daiichi-værket havde tre reaktornedsmeltninger på stribe i hvad der efterhånden ligner verdens alvorligste atomkraftulykke. Det er svært ikke at sammenligne med Chernobyl, og selvom Fukushima-katastrofen i den grad tog Japan på sengen, har den efterfølgende håndtering af krisen gjort, at man sandsynligvis ender med væsentligt færre dødsfald. Men oprydningsarbejdet er kolossalt – og dårligt nok kommet i gang her to år efter.

I tiden efter nytår har man kunne opleve en afmatning i, hvor meget der blev skrevet om Fukushima-problematikken – og i løbet af februar har der for første gang været dage, hvor der ikke var skrevet nævneværdigt om problemerne i den engelsksprogede presse – eller hvor det kun var nyhedstelegrammernes råtekster, som blev lagt ud. Så den nye premierminister Shinzo Abe har langt hen ad vejen fået den stilhed om situationen, som han kunne ønske sig, så han kan gentage sit valgkup i december og også opnå et flertal ved i valget til overhuset i juli. Men her omkring toårsdagen vil der igen komme en lang række markeringer, og spørgsmålet er, om det herefter vil klinge ud? Sandsynligvis ikke, for Fukushima-katastrofen lægger stadig sin tunge skygge ind over det japanske samfund og vil gøre det mange år frem.

Den nye sikkerhedsinstans NRA gør tilsyneladende et stort og flot arbejde med at få lavet den sikkerhedsopgradering af landets 50 reaktorer som giver den størst mulige sikkerhed for, at Japan aldrig igen vil stå med en tilsvarende situation. Men er man villig til at betale regningen? Er landet kar til at gå igennem endnu en sommer med blot to reaktorer i gang, og hvad vil der ske, når de to nu startede reaktorer ved Oi-værket lidt ud på sommeren skal standses for det årlige gennemsyn? Vil man så turde genstarte dem? Hvad vil man gøre ved de konkurstruede forsyningsselskaber? Og hvor meget vil Abe ændre i den energiplan, som blev fastlagt i efteråret under indtryk af en stor national høringsrunde?

Sådanne spørgsmål vil sandsynligvis komme op at vende i løbet af marts.    

Jeg har sat paper.li-siden Fukushima Blues op, så den opdateres hver morgen kl. 8 dansk tid med nyhedsartikler, videoer mv. om om Fukushima-katastrofen og dens udfoldelse i det japanske samfund. Der dukker indimellem regulære skæverter op, men omvendt kommer Fukushima Blues langt omkring i informationsstrømmen omkring Fukushima Daiichi.

Se samtlige blog-indlæg tagged Fukushima-katastrofen.

Se Fukushima links år 1, Fukushima links år 2, Fukushima links år 3 – første halvår samt Fukushima links år 3 – andet halvår.

Optegnelser marts 2013

1. marts – Edano: Energiplanen må fastholdes 
2. marts – Jeremy Rifkin om hvorfor A-kraftens tid er omme – blog-indlæg
2. marts – Amerikansk pres på Japan for ikke at afvikle A-kraften 
3. marts – Strålingen aftagende i landskaberne omkring Fukushima 
4. marts – A Tale of Two Forests

5. marts – Abe sætter klima- og miljøfolk på porten 
6. marts – Rygter om genstart af flere A-kraftværker 
6. marts – TEPCO ønsker at lede radioaktivt vand i havet 
6. marts – Stadig høje strålingsdoser i vild mad 
7. marts – Stor online 3/11-database åbner

8. marts – Asahi Shimbun om bedste sikring mod atom-terror 
9. marts – Sikkerhedskultur – eller mangel på samme 
9. marts – Futaba i Prometheus’ fælde 
9. marts – Allerede jordskælvet satte Fukushima-værket skakmat 
10. marts – Sikkerhedsmæssige opstramninger 

10. marts – Store antiatomkraft-demonstrationer forud for toårsdagen
11. marts – TEPCO ‘nødt til’ at genstarte reaktorer 
11. marts – En stribe før-efter-billeder
11. marts – Fukushima – 2 år senere – blog-indlæg
11. marts – Helen Caldicott om sundhedskonsekvenserne 

12. marts – 1.650 anlægger sag mod stat og TEPCO 
13. marts – Japan løber fra sine klimamålsætninger 
13. marts – Radioaktivitet fra Fukushima i fisk fra Østersøen 
13. marts – Naoto Kan: Den sikreste A-kraft er ingen A-kraft
13. marts – Chernobyl vs. Fukushima 

14. marts – Setsuden-varsel for den kommende sommer 
14. marts – Nye dyrkningsmetoder i Fukushima 
15. marts – Gigantiske mængder af affald skyllet i havet efter 3/11
16. marts – Kyoto-forsker om Fukushima-katastrofens udfoldelse 
16. marts – A-kraft-modstandere stort set fjernet fra energiudvalg 

17. marts – Greenpeace ønsker producenterne stillet til regnskab 
18. marts – NHK-interview om Fukushima Daiichi-værkets tilstand – blog-indlæg
19. marts – Sammenbrud af vandkølingen ved Fukushima Daiichi
19. marts – Oi-værket får lov at køre indtil september
19. marts – Mainichi-leder: Japan kan ikke bare løbe fra sine klimaforpligtelser

20. marts – Nankai-jorsdskælv kan koste op til 40% af Japans BNP 
21. marts – Tredje strålingsrekord i år for Fukushima-fisk 
22. marts – Dekontaminering et Sisyfos-arbejde 
24. marts – 7.000 demonsterende kræver Fukushima uden A-kraft 
25. marts – TEPCO taget i falsk folkelighed 

25. marts – Abe gør genstart af reaktorer til forudsætning for genopbygning 
28. marts – Not in my backyard 
28. marts – Kyushu Electric Power Company taget i falsk folkelighed 
28. marts – NRA vil undersøge Fukushima-katastrofen 
29. marts – Google Streetview “for ikke at glemme Fukushima” 

29. marts – Det daglige brød, den daglige frygt 
30. marts – Etårsdag for anti-A-kraftdemonstrationer foran premierministeren

Se Fukushima links for 1.-11. marts 2013 / 11.-31. marts 2013.

Læs mere »

Share