Indlæg om affald og produktion

Oceaner af plastic

4. september 2015

Et nyligt studie anslår, at der i dag flyder 269.000 ton plastic rundt i verdenshavene. Heraf er 92% småstykker af størrelse som et riskorn eller mindre, så man regner med, at der i alt svæver 5¼ trillioner stykker uendeligt langsomt nedbrydeligt plastic rundt i verdenshavene – eller rundt regnet 200 for hvert menneske på hele kloden. Disse enorme mængder af plastic er ikke blot spredt rundt i oceanerne, de findes tværtimod i og nær overfladen og har en tendens til at samle sig i store spiralformede affaldsøer på de steder i oceanerne – i de subtropiske bånd – hvor havstrømmene danner store spiraler.

På kortet herover kan man således se, at koncentrationerne (de hvide områder) er størst dels langs kyster med store befolkningskoncentrationer, dels i to bælter nord og syd for ækvator, hvor havstrømmene samler dem i store såkaldte garbage patches. Den største, The Great Pacific Garbage Patch, er at finde i Det Nordlige Stillehav. Forskere ved University of Columbia har vurderet, at dens udstrækning er omkring 8 mio. km2 eller næsten det dobbelte af EU, og at de fem største garbage patches tilsammen omfatter næsten 16 mio. km2.

Rundt regnet 80% af plastic-affaldet kommer fra land, mens 20% stammer fra skibsfart og fiskeri. Mange plastictyper er meget langsomt nedbrydelige, i havet er det først og fremmest lyset der nedbryder, og det tager typisk 4-500 år. Så inden for vores normale tidsperspektiv er det rigtigt at sige, at plasticen blot forbliver unedbrudt i miljøet – og blot nedbrydes mekanisk i stadig mindre stumper.

Disse plasticstumper findes ikke bare i disse kæmpestore plasticspiraler, men optræder over alt i fødekæden. Således har allerede i dag op imod 90% af alle havfugle plasticrester i organismen, og nylige fremskrivninger viser, at der i år 2050 vil være plasticrester i 99% af alle havfugle. Tilsvarende bevæger de mange mikroplasticstumper sig gennem havens fødekæder, hvor de ender tilbage på vores tallerkener. På billedet herover at af Chris Jordans skræmmende billeder af døde albatrosser, hvis indre er fulde af plasticrester (se flere af hans billeder her).

Det blev derfor nærmest hilst med begejstring, da en hollandsk ung mand, Boyan Slat, i 2012 fremlagde en idé til et pasticopsamlingsaggregat, som kunne genopsamle i hvert fald en del af disse kolossale plasticmængder. Han fik da også Best Technical Design award 2012 ved TU Delft for projektet. Efterfølgende samlede han en gruppe af frivillige i et udviklingsteam og crowdsourcede 100.000 $ til det første eksperiment, at etablere en solcelledrevet opsamlingsenhed som på billedet herunder foreløbig med et 40 m ‘vingefang’. Den har været afprøvet ud for Azorerne siden marts sidste år.

På baggrund heraf kunne The Ocean Cleanup-gruppen konkludere, at en enkelt enhed med et 100 km vingefang over en 10’årig periode ville kunne fjerne halvdelen af den pastic, som i dag roterer i den største af plastic-spiralerne, The Pacific Garbage Patch. Ydermere kan den opsamlede plastic genanvendes. Lige nu er et nyt forsøg under forberedelse for 2016 ud for Japans Stillehavskyst, og gruppen sigter på at kunne være klar til den fulde version med 100 km vingefang i 2020.

Læs mere »

Share

Olieselskaber på skrump

27. juli 2015

På billedet herover forlader to fartøjer, som Shell har specialudviklet til eftersøgning og udvinding af olie i det arktiske område, i 2012 Seattle på vej mod farvandet nord for Alaska. På trods af gigantiske investeringer taler meget nu for, at sådanne projekter bringes til ophør.  

Den nuværende oliepris, som er dikteret af hvad der ligner et saudi-arabisk ophørsudsalg, presser ikke kun den vedvarende energisektor. Mange fossile forekomster er meget vanskelige at udnytte med en pris på råolien som den nuværende på omkring 55 $ pr. tønde. Selv rentabiliteten i allerede etablerede udvindinger er presset. På den baggrund har olieselskaberne i et forsøg på at undgå røde tal alene i år aflyst nye projekter for 200 mia. $, heraf omkring en fjerdedel i den canadiske tar sands-udvinding. Så Saudi-Arabiens prisdumpning synes effektivt at lægge en bremse på klima- og miljømæssigt set mere ‘vanvittige’ udvindingsprojekter.

Når selv olieselskaberne således melder sig i divestment-bevægelsen og afholder sig fra at investere i nye udvindingsprojekter, er det et tegn på, at noget i den globale energisektor er begyndt at gå i den rigtige retning. Der er selvfølgelig en regression i den kinesiske økonomi til mere normale vækstrater, men verden rundt installeres der solceller og vindmøller som aldrig før, mens effektiviseringer og teknologiudviklingen gør, at vi både konkret og billedligt kommer længere på literen. Så vi står på tærsklen til en tid, hvor forbruget af fossile brændsler vil være markant faldende – og nødvendigvis må være det.

Lige præcis Shells olieeftersøgning i de arktiske egne synes man dog at have ikke planer om at udsætte, og for få dage siden gav præsident Obama endelig Shell tilladelse til at foretage yderligere to undersøgelsesboringer i det arktiske område, hvilket har givet anledning til megen harme i NGO-kredse. Man fornemmer, at Shell her efter at have investeret så massivt i så mange år, er så tæt på realiseringen af det arktiske olieeventyr, at man ikke ‘har råd til’ at standse nu, hvor man omvendt ud fra et klima- og miljøperspektiv kun kan komme til den modsatte konklusion, at det i en situation, at udforskning og udvinding af olie i de arktiske egne dybt ubegavet og hasard med fremtidens levevilkår.

Den franske præsident Hollande meldte for få dage siden ud, at 80% af alle kendte fossile reserver er nødt til at forblive uudnyttede, hvis vi skal have en chance for at holde verdenssamfundets målsætning om at begrænse den gennemsnitlige globale opvarmning til max 2°C. Det er den kontekst, der skal forhandles i frem mod COP21 i Paris. Så det er i yderste øjeblik, at verden standser op. Og bortset lige fra arktis olieselskaberne har set rigtigt: Der er ikke brug for nye eftersøgninger, og det giver i den nuværende situation ingen mening at indlede udvindingen af de blot lidt mere omkostningstunge, risikable og miljømæssigt problematiske forekomster.

Læs mere »

Share

Fukushima update II

16. juli 2014

Demonstration mod genstart af Sendai-reaktorerne på Kyushu i juni.

Så kom dagen, hvor NRA kunne sige god for genstarten af to reaktorer ved Sendai-værket på det sydvestligste Kyushu. De to reaktorer biver ikke genstartet øjeblikkeligt, tværtimod vil der i den kommende måned være offentlige høringer i lokalområdet. Ud over NRAs godkendelse forudsætter en genstart også formel accept fra det lokalpolitiske niveau, dels fra Kagoshima Amt, dels fra de kommuner, som ligger inden for 30 km afstand fra Sendai-værket. Mange andre steder i Japan ville dette indebære næsten uoverstigelige problemer, fordi ikke bare den folkelige modstand er massiv, men nok så meget modstanden er manifest i det lokalpolitiske system, men her på Kyushu er modstanden langt mere spredt og den lokalpolitiske accept bliver taget som noget nogenlunde givet. Var de første reaktorgenstarter strandet på lokal modvilje, som det meget vel kan ske flere andre steder i Japan, så havde det måske standset genstartsprocessen før den overhovedet kom i gang. Det er derfor ikke nogen tilfældighed, at man som de første har valgt to reaktorer her langt fra de største bykoncentrationer, selvom det nøgternt set ville have givet langt mere mening at få styrket energiforsyningen i Kansai-området, hvor A-kraften forud for Fukushima-katastrofen stod for halvdelen af energiforsyningen og fraværet af A-kraft derfor har været et langt større problem.

1. juli var det et år siden, at NRAs nye regelsæt for reaktorsikkerhed blev søsat, og den gang var der stadig en fornemmelse af, at de første reaktorer kunne være i gang inden årets udgang. Nu kommer de to reaktorer ved Sendai-værket sandynligvis i gang i løbet af efteråret. Måske det lykkes at få yderliger en eller to reaktorer klar til start inden årets udgang, men med de sagsbehandlingstider, vi har set, kan det meget vel vise sig, at det kun var Sendai-reaktorerne, som kom i gang i år.

For processen har vist sig særdeles langsommelig. Mange har kritiseret NRA for langsommelighed, og centraladministrationen, som stadig mere utvetydigt klemmer på for genstarter, har været lige ved at lave utidig indblanding, men har endda begrænset det til at en af de nyudnævnte kommissærer til NRAs ledelse er en klart pro-nuclear skikkelse, som har fået betydelige midler til sin forskning fra de energiselskaber, som ejer atomkraftværkerne. Han hævder selv, at det ikke har nogen betydning, men det at man udskifter en atomkraft-skeptisk kommissær, som har formået at stille nogle særdeles relevante spørgsmålstegn ved den hidtidige sikringsniveau i forhold til den stadige jordskælvsrisiko, med en mand, fra den nuclear village, hvis gensidige beskyttelse og bekræftelse af at intet kunne gå galt er den direkte grund til, at tingene kunne gå så galt som de gjorde, er dybt problematisk og vil være stærkt svækkende overfor NRAs egentlige mål, at sikre, at den japanske befolkning genvinder sin tillid til A-kraften.

Længe var NRA blot tavs overfor kritikken af den langsommelige sagsbehandling. Men gradvist har man stadig mere utvetydigt markeret, at når det går så langsomt, som det gør, så hænger det først og fremmest sammen med, at det indleverede materiale er aldeles utilstrækkeligt, og at forsyningsselskaberne ikke har taget processen omkring sikkerhedsgodkendelsen seriøst, hvorfor arbejdet igen og igen er blevet forsinket. Men nu er de første to reaktorer meldt klar, og en snart 3½ år lang proces omkring hvordan man fremover skal håndtere sikkerheden omkring landets mange standsede reaktorer, begynder endelig at nærme sig en konkretisering.

Ud over de to Sendai-reaktorer er ansøgerfeltet ved NRA er efterhånden oppe på 17 reaktorer, hvoraf sagsbehandlingen er indledt for de 12. Ansøgerfeltet omfatter nu ikke bare, hvad man kunne forvente var ‘sikre’ genstarter, men indtil flere reaktorer, hvor der er stor sandsynlighed for, at NRA ender med at måtte sige, at det ikke kan komme på tale på grund af undergrundens konstitution, eller at de nødvendige opgraderinger for de ganske mange ældre reaktorer ender med at blive så bekostelige, at de ikke kan tjene sig hjem på den forventede resterende driftstid.

Læs mere »

Share

Fukushima update I

3. juni 2014

Det er nu to måneder siden jeg ophørte med de næsten daglige optegnelser omkring Fukushima-katastrofens udfoldelse i det japanske samfund, samlet i månedlige indlæg: Japan igen på A-kraft. Så jeg tænkte, at det var på tide med et lille rids af situationen.

Måske der er noget sundt ved på den måde at træde lidt mere på afstand, for hvor situationen i dag for dag-perspektiv let bliver fyldt med alle de små hovsaer og småkonflikter, så tegner der sig, set i et bare lidt længere tidsperspektiv et klart billede af, at situationen ved Fukushima Daiichi langsomt men sikkert stabiliseres, og der er håb om, at den konstante blødning af betydelige mængder af radioaktivitet, som har stået på i mere end tre år nu, inden for det næste år til halvandet vil kunne reduceres markant. Men stadig er man ikke kommet ret meget nærmere, hvor løsdelene fra de nedsmeltede reaktorkerner rent faktisk befinder sig.

Der har i de seneste to måneder været en fase med medieudmattelse, hvor selv engelsksprogede japanske aviser som Mainichi, Japan Times og Asahi Shimbun, som ellers i mere end tre år har fulgt udviklingen tæt, har haft perioder med op til flere dage i træk, hvor A-kraft-spørgsmålet slet ikke blev nævnt. Til dels fordi der ikke var så meget nyt at nævne, men også i høj grad fordi en række andre politiske sager har fyldt meget, først og fremmest premierminister Abes ønske om at ændre konstitutionen, så Japans militære rådighedsrum bliver større end i den nuværende pascifistiske post 2. verdenskrigsprægede konstitution. Men nu er Asahi Shimbun tilbage med endnu en runde af sin Prometheus Trap-serie, og kombinationen af afgørelsen om Oi-værket og igangsættelsen af den store frostmur har igen gjort situationen omkring Fukushima til dagligt avisstof.

Abe-regeringen har også barslet med en ny udgave af energiplanen, som var tæt på at sprænge regeringen, da den omend meget indirekte udtrykker industriens ønske om at få flest mulige reaktorer i gang hurtigst muligt – hvilket er i modstrid med synspunkterne for en betydelig fraktion inden for regeringspartiet samt koalitionspartneren Komeito. Så hvor den foregående regering efter store folkehøringer endte med en energiplan, hvor A-kraften senest i løbet af 2030erne skulle udfases helt, så er A-kraften i den nye plan lusket ind i varmen igen gennem at være defineret som en vigtig base load energikilde, og der står nu blot lidt forblommet, at Japan skal gøre sig mest mulig uafhængig af A-kraft. Men hele planen er så floffy i sin formulering og så eklatant manglende tal og proportioner, at det er uklart, om dette skal opnås gennem energibesparelser og satsninger på vedvarende energi, eller gennem genstarten så mange reaktorer, at man ikke er afhængig af, om en enkelt reaktor skulle komme i vanskeligheder. Nøgternt sent synes Abe-administrationen at presse massivt på for at komme ud af afhængigheden gennem en sådan rigelighed. Men det foregår forsøgsvist meget diskret, for der er stadig en endog meget stærk modstand mod A-kraften i den japanske befolkning.

Det er nok en af de vigtigste grunde til, at det går så langsomt, som det går med genstarterne – det kræver et vist politisk mod at være med til at sige ja til genstarterne, så alt bliver vendt og drejet forud. På et tidspunkt tegnede det til, at der (fra forsyningsselskabernes perspektiv) i bedste fald kunne komme op til 10-12 reaktorer i gang i løbet af i år. Men foreløbig er det ikke lykkedes at få en eneste klar til start, og forløbet her de seneste måneder tegner snarere til at tyder det nærmere til at det maksimalt lykkes at få 4-5 reaktorer inden udgangen af året. Måske nogen har håbet på, at når først der gik hul på genstarterne, så kom de i en lind strøm. Men lige nu tegner det til at gå så langsomt, at modstanden er maksimal for hver enkelt.

Bypass-operation for grundvandet ved Fukushima Daiichi

På selve Fukushima Daiichi-værket er det efter mange og lange forhandlinger lykkedes at få kystfiskernes accept af en gigantisk bypass-operation, hvor man opsamler vand oven for de nedsmeltede reaktorer, så mængden af indstrømmende grundvand fremover vil kunne reduceres. Det bliver ikke pumpet direkte i havet, men opsamles først i store tanke, hvor strålingsniveauet måles. På nær en enkelt tank har niveauet kunnet holde sig unde de forud fastsatte grænseværdier. Principielt er det ikke nogen god løsning, men hver dag strømmer der omkring 400 ton sandsynligvis stærkt forurenet grundvand ud, så hvis man ad denne vej kan mindske ikke bare den mængde vand, som siver ind i de havarerede reaktorers kældre og fundamenter, men også en del af denne udstrømning, så er det et godt bytte for fiskerne.

Ingen kender det præcise omfang af denne grundvandstrøm, eller hvor stærkt dette grundvand er forurenet, for her mere end tre år efter ved ingen endnu præcist, hvor voldsomt de tre nedsmeltede reaktorer er nedsmeltet, og dermed, hvor store mængder af reaktorkernemateriale, som er i direkte kontakt med grundvandet og til stadighed vaskes ud i grundvandet.

Den store frostmur

Denne udvaskning vil fortsætte en rum tid endnu. Men i går var endnu en milepæl i oprydningsarbejdet, for da tog man første spadestik til den gigantiske 1,5 km lange frostmur, hvormed man vil indkapsle de fire havarerede reaktorer. Der har været en del diskussion, om det nu var en sikker løsning, om man i virkeligheden destabiliserede de i forvejen af jordskælvet hårdt medtagne reaktorbygninger yderligere. Men I sidste uge kom NRAs godkendelse af byggeplanerne, så man i går endelig tog fat.

Læs mere »

Share

Japan igen på A-kraft XXII – optegnelser marts 2014

1. marts 2014

Fukushima-katastrofen 11. marts 2011 vendte op og ned på det japanske samfund. Ikke bare lagde den store områder øde og drev mange mennesker fra deres hjem på uvis tid. Nok så meget gjorde den basale ting i dagligdagen usikre – var der stråling i maden, teen, luften, på børnenes legeplads?

Indhyllet i en næsten opiat ‘safety myth’ blev Japan i den grad taget på sengen – Fukushima-katastrofen var katastrofen, som ikke kunne ske, og som man derfor både praktisk og mentalt var fuldstændig uforberedt overfor. I tiden efter blev samtlige Japans 54 reaktorer en efter en standset for løbende årlige eftersyn, og 5. maj i år stod Japan, som inden Fukushima-katastrofen havde planer om at udbygge sin A-kraft fra 30% til 50% af energiforsyningen, uden A-kraft for første gang i næsten et halvt århundrede. Kort efter blev to reaktorer dog nødstartet for at sikre elforsyningen i den værste sommervarme. Men de øvrige afventer etableringen af helt nye sikkerheds- og beredskabsforanstaltninger. Og stod det til store dele af befolkningen, blev reaktorerne aldrig startet igen.

Fukushima-katastrofen har fået konsekvenser ud i alle afkroge af det japanske samfund, og det er fundamentalt interessant, hvordan et samfund reagerer overfor en sådan udfordring. Er det begyndelsen til noget radikalt nyt, formår man at tage ved lære, at se den del af katastrofen, som kunne have været undgået, hvis man havde taget risikoen alvorligt? Eller skal man blot hurtigst muligt tilbage til business as usual?

Fukushima-katastrofen har rejst et folkeligt krav om forandring. Man vil bort fra A-kraften og ønsker et Japan i pagt med naturen, på vedvarende energi. Omvendt er der i bureaukratiet og erhvervslivet meget stærke kræfter, som søger at trække Japan tilbage på sin hidtidige kurs. Men med skyggerne fra atombomberne over Hiroshima og Nagasaki stærkt prentet i den nationale psyke er det givet, at ikke alt bare bliver som før (se blog-indlægget Mellem Hiroshima og Fukushima).

Siden begyndelsen af juni 2012 har jeg lavet næsten daglige optegnelser omkring re-definitionen af A-kraften og Japans energipolitik. Sådanne optegnelser vil uundgåeligt føre til gentagelser, og der vil blive åbnet temaer, som måske viste sig som blindspor. Det var oprindelig planen at følge udviklingen fra den måned, hvor Japan var uden A-kraft over genstarten af de to reaktorer ved Oi-værket frem til etableringen af en ny energiplan og en ny energipolitik. Men tingene har udviklet sig meget anderledes siden da. De to Oi-reaktorer er igen standset. Arbejdet med en ny visionær energiplan gik i stå, og med regeringsmagten tilbage til LDP, som igennem årene har stået bag Japans massive udbygning af A-kraften, har man en meget uklar situation med en premierminister og en regering, som går stærkt ind for A-kraften, mens det folkelige ønske om afvikling er massivt.

Disse optegnelser er holdt månedsvis – se tilsvarende optegnelser for juni, juli, august, september, oktober, november og december 2012, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november og december 2013 samt januar, februar og marts 2014.

Her tre år efter er pendulet på forunderligt-foruroligende vis tilbage til tiden før Fukushima-katastrofens begyndelse for tre år siden. Presset fra regering og erhvervsliv for at få hurtige genstarter er massivt, og selvom man godt ved, at man skal fare med lempe, hvis man vil undgå igen at vække den massive folkestemning, så er kursen lige nu lagt målrettet mod genstarter inden sommervarmen for alvor tager ved, jo flere og jo hurtigere, jo bedre.  

Endda kommer det ikke til at gå særlig hurtigt, ikke mindst fordi den nye sikkerhedsinstans, som man har etableret, NRA, ser foreløbig ud til at tage sin opgave alvorligt, at genskabe sikkerheden omkring de japanske atomreaktorer, så en katastrofe som Fukushima Daiichi aldrig igen vil kunne finde sted. På den led synes det en indlysende ting, at NRAs leder Shunichi Tanaka stammer fra Fukushima, for mens det øvrige Japan her tre år efter Fukushima-katastrofens begyndelse så småt synes at glemme, så vil han stadig vide, hvilke lidelser Fukushima har været igennem, og at sdtadig her tre år efter, at de fleste af dem som i sin tid blev evakueret, stadig har lange udsigter i forhold til at kunne vende tilbage. Og selvom den politiske modstand mod genstarten kan synes helt paralyseret i og med Abe-regeringens komfortable flertal i begge kamre, så bliver tingene ikke bare som før. Men omvendt tegner det lige nu til, at Fukushima ikke blev det vendepunkt, som kunne have givet smerten og lidelsen en retning, et håb, en forklaring, en forløsning. 

Der tegnede sig en overgang en vision om at gøre Fukushima-katastrofen til springbræt for en ny æra, som vendepunkt for et postindustrielt Japan, som var drevet på vedvarende energi og som igen formåede at høste sine fornødenheder bæredygtigt af sit naturgrundlag og leve i harmoni med sine omgivelser. Selvom pendulet lige nu synes på vej tilbage – at Fukushima søges gjort til en ubetydelig parentes i historien – så forfølger man stadig i Fukushima Amt dette mål om at lægge fuldt om til vedvarende energi, hvorfor man har insisteret på ikke bare at få standest genstarten af de to funktionsduelige reaktorer ved Fukushima daiichi – hvilket TEPCO efter pres fra centraladministrationen har accepteret – men også TEPCOs fire reaktorer ved Fukushima Daini. Og visionen om dette fremtidens Japan har været så stærkt fremme, og har tilhængere så langt ind i selv premierministerAbes regeringsparti, at det kun er et spørgsmål om, hvornår pendulet igen svinger fremad.

For snart to år siden indledte jeg disse optegnelser for at følge processen fem til genstarten af de første reaktorer. Der kom ret hurtigt derefter en midlertidig genstart af to reaktorer ved Oi-værket, men processen, hvor Japan som noget nyt havde store offentlige høringer, hvor man på forskellige måder spurgte og inddrog den japanske befolkning lovede godt for, at der ville komme noget konstruktivt ud af hele situationen. Men så blev alt forkludret. Den nu forhenværende regering fik ikke rigtig samlet konklusionerne i en bindende energiplan, men blot som et uforpligtende hensigtserklæring, og sådan lidt på afstand så var der trods mange sympatiske synspunkter også en politisk uformåenhed, ikke mindst overfor embedsværket. Selvom det til dels var Fukushima-katastrofen, som tog alle kræfterne og satte alt på standby, så nåede DPJ-regeringen at demonstrere, at vejen fra lovende valgløfter til realpolitiske forandringer er endog meget lang, og at det japanske statsbureaukrati ikke bare lige er sådan at ændre kurs på. 

NRA har stillet i udsigt, at man her i løbet af marts vil fremlægge en prioriteret liste over den eller de atomreaktorer, hvor sagsbehandlingen er så fremskredet, at man kan gå videre til den videre afklaring. Fra regeringsside er det magtpåliggende, at der kommer reaktorer i gang inden midten af juli sommervarmen for alvor sætter ind – ikke fordi Japan ikke vil kunne klare sig igennem, for det er gået fint de forudgående somre, og der er de seneste to år opført så mange solcelleanlæg i Japan, at det i sommerspidsbelastningsperioden svarer til 4-5-6 nye atomkraftværker. Derfor udhules argumentet om de snarlige genstarters uomgængelige nødvendighed, hvis ikke de kommer i gang nu. Men NRA har tilsyneladende ikke tænkt sig at lade sig kyse af administrativ utålmodighed. Tværtimod kører man ganske grundt og principielt frem – og gør til forskel fra de fleste andre aktører det eneste rigtige, hvis det skal lykkes at genskabe tilliden til de japanske reaktorer. Endda bliver det nok kun lige med lodder og trisser, hvis det skal lykkes at få de første reaktorer i gang til den tid – og sandsynligvis bliver det reaktorer på Kyushu eller på Shikoku, der som de første vil kunne genstartes efter NRAs nye sikkerhedsregler. For til forskel fra rigtig mange andre steder i Japan, hvor den lokale modstand så massiv, at der vil kunne gå ikke bare måneder, men år, før den lokale accept af genstarterne er faldet på plads, så vil det for værkerne på Skikoku og Kyushu være muligt at forhandle den lokale accept på plads relativt hurtigt efter at NRA har givet sin godkendelse.

Udviklingen er således nu kommet ind i en fase, hvor visionerne kommer i tredje række, hvor diskussionerne om den samlede vision er lagt på hylden, hvor økonomien dominerer over sikkerheden, hvor spørgsmålet om Japans fremtidige energipolitik frem for visioner og klarhed er styret af et utal af små lokale positionskampe. Det kan blive en lang kamp, og af samme grund er jeg indstillet på at lukke ned for disse optegnelser. Mere end 700 er det blevet til, og måske det på et tidspunt var interessant at vende tilbage og sammenfatte. Men nu er der i første omgang søgt fastholdt en proces, hvor Fukushima-katastrofen en overgang så ud til at kunne blive definerende for en større omlægning af det japanske samfund.

Muligheden for at gøre Fukushima Daiichi til et stort og flot om end smertefuldt vendepunkt var der, men blev forpasset – i hvert fald i denne omgang. Som det så viseligt stod i Japan Times den anden dag: mens halveringstiden for plutonium er skræmmende lang (24.100 år), så er halveringstiden for den menneskelige hukommelse foruroligende kort.  

Jeg har sat paper.li-siden Fukushima Blues op, så den opdateres hver morgen kl. 8 dansk tid med nyhedsartikler, videoer mv. om Fukushima-katastrofen og dens udfoldelse i det japanske samfund. Der dukker indimellem regulære skæverter op, men omvendt kommer Fukushima Blues langt omkring i informationsstrømmen omkring Fukushima Daiichi.

Se samtlige blog-indlæg tagged Fukushima-katastrofen.

Se Fukushima links år 1, Fukushima links år 2, Fukushima links år 3 – første halvår samt Fukushima links år 3 – andet halvår.

Optegnelser marts 2014

1. marts – I dag 60 år siden prøvesprængningerne ved Bikiniøerne
1. marts – Depressionsramte kyster
2. marts – Massive udfordringer forude for at vinde lokal accept af genstarter
2. marts – Antiatomkraft-demo i Tokyo
3. marts – NRA udvider sin stab markant

4. marts – Asahi-serie: Three Years After
5. marts – Fukushima sagsanlæg opgivet
6. marts – stadig mange uafklarede spørgsmål
7. marts – 74% af de frivilligt evakuerede vender aldrig tilbage
8. marts – TEPCO-arbejderes familier dæmoniserede

8. marts – Stort forretningsperspektiv i dekommissioneringsekspertise
9. marts – Antiatomkraft-demonstrationer over hele Japan
9. marts – Revision af skolemateriale om Fukushima-katastrofen
9. marts – TEPCO lader dagligt store mængder vand sive i jorden
10. marts – 80% ønsker atomreaktorer afviklet

10. marts – Asahi leder: NRAs sikkerhedsregelsæt har alvorlige mangler
11. marts – Den svære genopbygning
12. marts – Asahi Shimbun om reaktor-genstarter
13. marts – Noam Chomsky om Fukushima-katastrofen
13. marts – Naoto Kan om Fukushima-katastrofen

13. marts – To amerikanske eksperter om Fukushima-situationen 3 år efter
15. marts – NRA: To reaktorer ved Sendai-værket først i køen for genstart
15. marts – Gregory Jaczko: eneste sikre løsning er ikke at genstarte
16. marts – Pres på japanske forskere
17. marts – Transportsække ved at være møre

17. marts – Demonstrationer på Kyushu
18. marts – Massiv modstand mod genstart af atomreaktorer
19. marts – Bunmei Ibuki om ‘the ultimate goal of phasing out nuclear power’
20. marts – Pandoras Promise was a lie (blog-indlæg)
20. marts – NRA revser TEPCO

21. marts – Træerne nedbrydning gået i stå omkring Chernobyl

Stadig under udarbejdelse …

Se Fukushima links for marts 2014.

Læs mere »

Share

Japan igen på A-kraft XXI – optegnelser februar 2014

1. februar 2014

Fukushima-katastrofen 11. marts 2011 vendte op og ned på det japanske samfund. Ikke bare lagde den store områder øde og drev mange mennesker fra deres hjem på uvis tid. Nok så meget gjorde den basale ting i dagligdagen usikre – var der stråling i maden, teen, luften, på børnenes legeplads?

Indhyllet i en næsten opiat ‘safety myth’ blev Japan i den grad taget på sengen – Fukushima-katastrofen var katastrofen, som ikke kunne ske, og som man derfor både praktisk og mentalt var fuldstændig uforberedt overfor. I tiden efter blev samtlige Japans 54 reaktorer en efter en standset for løbende årlige eftersyn, og 5. maj i år stod Japan, som inden Fukushima-katastrofen havde planer om at udbygge sin A-kraft fra 30% til 50% af energiforsyningen, uden A-kraft for første gang i næsten et halvt århundrede. Kort efter blev to reaktorer dog nødstartet for at sikre elforsyningen i den værste sommervarme. Men de øvrige afventer etableringen af helt nye sikkerheds- og beredskabsforanstaltninger. Og stod det til store dele af befolkningen, blev reaktorerne aldrig startet igen.

Fukushima-katastrofen har fået konsekvenser ud i alle afkroge af det japanske samfund, og det er fundamentalt interessant, hvordan et samfund reagerer overfor en sådan udfordring. Er det begyndelsen til noget radikalt nyt, formår man at tage ved lære, at se den del af katastrofen, som kunne have været undgået, hvis man havde taget risikoen alvorligt? Eller skal man blot hurtigst muligt tilbage til business as usual?

Fukushima-katastrofen har rejst et folkeligt krav om forandring. Man vil bort fra A-kraften og ønsker et Japan i pagt med naturen, på vedvarende energi. Omvendt er der i bureaukratiet og erhvervslivet meget stærke kræfter, som søger at trække Japan tilbage på sin hidtidige kurs. Men med skyggerne fra atombomberne over Hiroshima og Nagasaki stærkt prentet i den nationale psyke er det givet, at ikke alt bare bliver som før (se blog-indlægget Mellem Hiroshima og Fukushima).

Siden begyndelsen af juni 2012 har jeg lavet næsten daglige optegnelser omkring re-definitionen af A-kraften og Japans energipolitik. Sådanne optegnelser vil uundgåeligt føre til gentagelser, og der vil blive åbnet temaer, som måske viste sig som blindspor. Det var oprindelig planen at følge udviklingen fra den måned, hvor Japan var uden A-kraft over genstarten af de to reaktorer ved Oi-værket frem til etableringen af en ny energiplan og en ny energipolitik. Men tingene har udviklet sig meget anderledes siden da. De to Oi-reaktorer er igen standset. Arbejdet med en ny visionær energiplan gik i stå, og med regeringsmagten tilbage til LDP, som igennem årene har stået bag Japans massive udbygning af A-kraften, har man en meget uklar situation med en premierminister og en regering, som går stærkt ind for A-kraften, mens det folkelige ønske om afvikling er massivt.

Disse optegnelser er holdt månedsvis – se tilsvarende optegnelser for juni, juli, august, september, oktober, november og december 2012, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november og december 2013 samt januar, februar og marts 2014.

Det kan synes som om, at Abe og LDP med valgsejrene til både over- og underhuset trods den massive modstand i befolkningen fik det definitive overtag i bestræbelserne på at reetablere et Japan, som var Fukushima-katastrofen aldrig sket. Men på det lokalpolitiske område er tingene mindre definitivt afklaret, og når to forhenværende premierministre, Morihiro Hosokawa og Junichiro Koizumi, som det skete her sidst i januar trådte ind i Tokyos guvernørvalg, som afgøres her 9. februar, så er det måske sidste chance for at få A-kraften og Japans fremtidige energi-scenario på dagsordenen som andet end et mere eller mindre skjult og forudsigeligt udvalgsarbejde internt i regeringen.

Tiden må vise, om Hosokawa med Koizumi i ryggen vil kunne vinde guvernørvalget – tiden har været meget meget kort, og den LDP-støttede kandidat Yoichi Masuzoe, men det har afsløret, hvordan Abe-administrationen virkelig søger at styre informationsstrømmen og sikre sig, at A-kraft-problematikken fylder mindre i medierne.

Hvis det – hvilket det lige nu ikke tyder på – lykkes Hosokawa at vinde, vil det givet repolarisere hele genstartsproblematikken og genåbne spørgsmålet om Japans energimæssige fremtid. For hvad gør TEPCO, hvis deres største kunde og en af de største aktionærer beder om at få udfaset A-kraften og begynder en lang række partnerskabsaftaler med de omgivende provinser om at lavere vedvarende energi?

Selv hvis det ender med, at det bliver Masuzoe, som vinder, så har han måttet stå frem og sige, at han skam også ønsker et Japan mindre afhængig af A-kraften, og man har set den nuværende premierminister Abes mentor, Koizumi, åbent udfordre sin politiske darling.

Allerede sidst på måneden er der tilsvarende amtsvalg i Yamaguchi Amt, hvor energisituationen tilsvarende meget vel kunne blive et centralt valgspørgsmål, om ikke det centrale. Og med forestående valg i amter som Shiga og Niigata, hvor guvernørerne lige nu er meget udtalte i deres kritik af Abe-administrationens back to business-politik, kan det meget vel vise sig, at den politiske modstand mod genstarterne bider sig fast på det amtslige og det kommunale niveau.

NRA har i skrivende stund ansøgning om genstart for 16 ud af landets officielt 48 reaktorer, og sandsynligvis vil vi her i løbet af februar se ansøgninger også fra flere af de mere kontroversielle, som ved Hamaoka-værket, som hvis man var i stand til at spole filmen tilbage nok skulle have været placeret et helt andet sted. For det er beliggende umiddelbart over brudzonerne mellem tre store tektoniske plader, så risikoen for ekstra voldsomme jordskælv er her særligt høj. Her kommer NRA for alvor på prøve. For har de, når det kommer til stykket, den politiske frihed til at konkludere, at et helt værk er sikkerhedsmæssigt uforsvarligt? Eller bliver det ligesom med klimaudfordringen spørgsmålet om at finde en passende politisk grimasse, som samtidig med at man på et uforpligtende plan vedkender sig problemerne ikke tager de nødvendige konsekvenser deraf.

NRA har allerede taget hul på behandlingen af to reaktorer ved TEPCOs Kashiwazaki-Kariwa-værk, som med syv reaktorer er verdens største. Her er der et stort antal foldelinjer umiddelbart under og omkring reaktorerne, og værket har tidligere stået stille igennem længere tid på grund af beskadigelser efter jordskælv. Men Kashiwazaki-Kariwa er i den nuværende situation TEPCOs eneste chance for at få reaktorer i gang igen, for de seks reaktorer ved Fukushima Daiichi og de fire ved Fukushima Dainichi kommer aldrig i gang igen. Men kan man forestille sig, at NRA når frem til den konklusion, at det er uforsvarligt at drive atomreaktorer på dette sted, når den sådan beslutning med et pennestrøg et vil lægge Japans største forsyningsselskab i graven? Kan et videnskabeligt baseret ekspertudsagn stå så frit af, hvilke økonomiske omkostninger, det vil indebære? NRAs leder Shunichi Tanaka har gentagne gange understreget, at NRA vil varetage opgaven uden nogen skelen til de økonomiske implikationer. Men det skal han sige, for NRAs forgænger var præcist det modsatte. Her var sikkerhedsinstansen fuldstændig i lommen på forsyningsselskaberne og A-kraft-industrien. Så på den led er det ikke noget godt tegn, at så godt som samtlige, som arbejdede i NRAs forgænger, i dag er ansat i NRA.

Tidligere kunne man være så godt som sikker på, at mere eller mindre samtlige af Kyodos telegrammer om A-kraft-situationen og situationen ved Fukushima var at finde i mindst én større afvis dagen efter. Om det er en følge af den seneste tids signaler fra Abe-administrationen om at skrue ned for dækningen eller almindelig udmattelse blandt læserne, skal være usagt. Men her i det nye år er tingene blevet meget anderledes. Hvor tidligere stort og småt ved Fukushima Daiichi har været vendt i den japanske dagspresse, så må man indse, at filtret for, hvad der er interessant, har ændret sig. Selv når TEPCO laver udtalte flovsere, så skal man til små lytteposter som Fukushima Dairy, Simply Info og EXSKF for at få det fulde billede af, at ikke er ret meget har ændret sig til det bedre. Tværtimod bliver der opdaget stadig større mængder af udsivende radioaktiv forurening, og TEPCO fortsætter sit under- og misrapporteringscirkus. Alt synes derfor efterhånden at tyde på, at den samlede strålingsforurening fra Fukushima-katastrofen allerede har overhalet de samlede strålingsforurening fra Chernobyl. Og den stadige ‘blødning’ i Stillehavet er på ingen måde standset, snarere tværtimod. Men ligesom pressen har fået en form for frivillig mundkurv på, så synes japanske forskere at have fået strenge pålæg om ikke at beskæftige sig med sammenligninger mellem Fukushima og Chernobyl. Det er ligeledes påfaldende, hvor få studier af strålingsforureningens indvirkning på de biologiske systemer, som der er lavet. Der findes viden, som det er komfortabelt ikke at have.

Skal man glæde sig over bare lidt, så er det, at fjernelsen af brændselslegemerne fra der beskadigede kølebassin ved reaktor 4, som af mange har været udpeget som den største risiko for fornyet katastrofe, synes at skride planmæssigt frem. Man er nu oppe på at have fået fjernet omkring 15% af de mere end 1.500 brændselslegemer. Samtidig bliver der her i starten af februar taget første spadestik til den frostmur omkring alle fire havarerede reaktorer, som lige nu synes at være det bedste bud på at få standset de enorme mængder radioaktivt grundvand, som hver dag ender i Stillehavet.

Jeg har sat paper.li-siden Fukushima Blues op, så den opdateres hver morgen kl. 8 dansk tid med nyhedsartikler, videoer mv. om Fukushima-katastrofen og dens udfoldelse i det japanske samfund. Der dukker indimellem regulære skæverter op, men omvendt kommer Fukushima Blues langt omkring i informationsstrømmen omkring Fukushima Daiichi.

Se samtlige blog-indlæg tagged Fukushima-katastrofen.

Se Fukushima links år 1, Fukushima links år 2, Fukushima links år 3 – første halvår samt Fukushima links år 3 – andet halvår.

Optegnelser februar 2014

1. februar – TEPCO viser overskud for de første tre kvartaler af 2013
1. februar – Tredje update om Tokyo som A-kraft-valg
3. februar – NHK-dokumentar om grundvandsproblemerne ved Fukushima
4. februar – Regeringen spørger fiskerne om Fukushima grundvands-bypass
5. februar – Geotermiske anlæg på vej

6. februar – IAEA-rapport: Den strukturelle risiko størst
7. februar – TEPCOs målinger af strontium I grundvandet alt for lave
7. februar – Monju-reaktoren på vej til at blive opgivet?
8. februar – Fjerde update om Tokyo som A-kraft-valg
8. februar – Igangsættelsen af reaktor 3 ved Tomari-værket udskudt

8. februar – Lille status over de japanske reaktorer
9. februar – Masuzoe vinder valget i Tokyo
10. februar – NRAs sikkerhedsgodkendelser: Flaskehalsen peger på …
10. februar – Tokyo-valget vil fremme hurtig genstart af atomreaktorerne
12. februar – NRA: Foldelinje under Oi-værket ikke aktiv

12. februar – Ny bog om Fukushima fra Union of Concerned Scientists
13. februar – LDP-parlamentarikere: A-kraften må være ‘transitional’
14. februar – Ansøgning til NRA om reaktor 4 ved Hamaoka-værket
15. februar – Stærke reaktioner mod genstart af Hamaoka-værket
16. februar – Interview med 281 Anti Nuke

17. februar – NRA på inspektion ved Kashiwazaki-Kariwa
18. februar – tålmodighed med NRA
21. februar – nergiplan fastlagt
22. februar -100 ton højradioaktivt vand løbet over ‘ved et uheld’
24. februar -Kølingen af reaktor 4 ved Fukushima Daiichi svigter

25. februar – TEPCO agter ikke at betale mere for tabte arbejdsindtægter
26. februar – Flere vilde dyr i de evakuerede områder
26. februar – Dekontamineringen for Fukushima Daiichis opland forsinket
28. februar – ikke 100 men 201 og nok over 1.000 fejl på Fukushima Daiichi
28. februar – ALPS-systemet igen i problemer

Se Fukushima links for februar 2014.

Læs mere »

Share

Japan igen på A-kraft XX – optegnelser januar 2014

1. januar 2014

Fukushima-katastrofen 11. marts 2011 vendte op og ned på det japanske samfund. Ikke bare lagde den store områder øde og drev mange mennesker fra deres hjem på uvis tid. Nok så meget gjorde den basale ting i dagligdagen usikre – var der stråling i maden, teen, luften, på børnenes legeplads?

Indhyllet i en næsten opiat ‘safety myth’ blev Japan i den grad taget på sengen – Fukushima-katastrofen var katastrofen, som ikke kunne ske, og som man derfor både praktisk og mentalt var fuldstændig uforberedt overfor. I tiden efter blev samtlige Japans 54 reaktorer en efter en standset for løbende årlige eftersyn, og 5. maj i år stod Japan, som inden Fukushima-katastrofen havde planer om at udbygge sin A-kraft fra 30% til 50% af energiforsyningen, uden A-kraft for første gang i næsten et halvt århundrede. Kort efter blev to reaktorer dog nødstartet for at sikre elforsyningen i den værste sommervarme. Men de øvrige afventer etableringen af helt nye sikkerheds- og beredskabsforanstaltninger. Og stod det til store dele af befolkningen, blev reaktorerne aldrig startet igen.

Fukushima-katastrofen har fået konsekvenser ud i alle afkroge af det japanske samfund, og det er fundamentalt interessant, hvordan et samfund reagerer overfor en sådan udfordring. Er det begyndelsen til noget radikalt nyt, formår man at tage ved lære, at se den del af katastrofen, som kunne have været undgået, hvis man havde taget risikoen alvorligt? Eller skal man blot hurtigst muligt tilbage til business as usual?

Fukushima-katastrofen har rejst et folkeligt krav om forandring. Man vil bort fra A-kraften og ønsker et Japan i pagt med naturen, på vedvarende energi. Omvendt er der i bureaukratiet og erhvervslivet meget stærke kræfter, som søger at trække Japan tilbage på sin hidtidige kurs. Men med skyggerne fra atombomberne over Hiroshima og Nagasaki stærkt prentet i den nationale psyke er det givet, at ikke alt bare bliver som før (se blog-indlægget Mellem Hiroshima og Fukushima).

Siden begyndelsen af juni 2012 har jeg lavet næsten daglige optegnelser omkring re-definitionen af A-kraften og Japans energipolitik. Sådanne optegnelser vil uundgåeligt føre til gentagelser, og der vil blive åbnet temaer, som måske viste sig som blindspor. Det var oprindelig planen at følge udviklingen fra den måned, hvor Japan var uden A-kraft over genstarten af de to reaktorer ved Oi-værket frem til etableringen af en ny energiplan og en ny energipolitik. Men tingene har udviklet sig meget anderledes siden da. De to Oi-reaktorer er igen standset. Arbejdet med en ny visionær energiplan gik i stå, og med regeringsmagten tilbage til LDP, som igennem årene har stået bag Japans massive udbygning af A-kraften, har man en meget uklar situation med en premierminister og en regering, som går stærkt ind for A-kraften, mens det folkelige ønske om afvikling er massivt.

Disse optegnelser er holdt månedsvis – se tilsvarende optegnelser for juni, juli, august, september, oktober, november og december 2012, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november og december 2013 samt januar, februar og marts 2014.

Her ved starten af 2014 er det snart tre år siden, at Fukushima Daiichi-katastrofen brød ud. I forhold til for et år siden synes oprydningsarbejdet om muligt endnu større. På selve det havarerede værk har der igennem store dele af 2013 været stadige problemer med håndteringen af de stadig større mængder af radioaktivt forurenet vand, og det ALPS-anlæg, som skulle filtrere størstedelen af den radioaktive forurening fra dette radioaktive spildevand, er endnu ikke kommet til at fungere tilfredsstillende. Samtidig sprang TEPCO i juli den bombe, at der siden katastrofens begyndelse dagligt er sivet 400 m³ radioaktivt forurenet grundvand direkte ud i Stillehavet. Så selvom der ikke findes officielle opgørelser, så ser det ud til, at der allerede på nuværende tidspunkt samlet er frigivet mere radioaktiv forurening til omgivelserne end ved Chernobyl, og at vendingen “den største atomulykke siden Chernobyl” blot kan betegnes som historiens største atomulykke til dato – med den yderligere krølle, at situationen stadig er så labil omkring det beskadigede kølebassin ved reaktor 4, at et voldsomt jordskælv under Fukushima Daiichi i worst case ville kunne føre til nye løbskkørte kerneprocesser.  

Selvom NRA i starten af juli barslede med nye sikkerhedsforskrifter og umiddelbart derefter gik i gang med sagsbehandlingen af den første gruppe af ansøgere, hvoriblandt en række af de reaktorer, som der skulle være størst chance for gik glat igennem, så er der stadig her et halvt år senere ikke kommet nogen reaktorer i gang igen. Sandsynligvis vil vi i løbet af 2014 se de første reaktorer genstartet, men ikke uden protester, og kun for meget få af de nu omkring 50 standsede reaktorer vil den efterfølgende godkendelsesproces ved de lokale myndigheder forløbe enkelt. Her omkring nytår har vi set anden runde af ansøgere, og blandt dem findes reaktorer, som der vil være en endog særdeles voldsom modstand mod genstarten af, så det er svært at spå, men min fornemmelse er, at der i løbet af 2014 kommer 5-10 af de 50 i dag standsede funktionsduelige reaktorer i gang.

Den store joker i genstartsprocessen er NRAs skærpede krav til undergrunden. Er det realistisk at forestille sig – som reglerne foreskriver det – at hvis en reaktor erklæres bygget umiddelbart over en aktiv foldelinje (hvorved forstås at den har bevæget sig inden for de seneste cirka 130.000 år), så vil den ikke kunne få tilladelse til genstart. Ved de syv værker, hvor der foreløbig er ansøgninger fra, er der iværksat yderligere undersøgelser af undergrunden ved et flertal, og foreløbig har NRA i et enkelt tilfælde vendt tommelfingeren nedad og sagt, at her er det ikke forsvarligt at drive atomkraftværk. Men værkets ejer er i total fornægtelsesmode, og har foreløbig fået lov til at søge yderligere dokumentation. Hvis disse undersøgelser ender med, at reaktorerne ikke kan genstartes, så vil det for værkerne betyde kolossale tab og i værste tilfælde, at de går konkurs. Og vi vil sandsynligvis allerede i løbet af januar se flere af disse undergrundssager nærme sig en afgørelse. For man kan holde dem svævende længe, men det er nødvendigt at nå til en endelig afklaring før en tilladelse kan gives.

Modstanden mod A-kraften i den japanske befolkning har vist sig ikke bare at klinge af – tværtimod synes den mere indædt, mere urokkelig end nogensinde. Samtidig har der langt ind i premierminister Abes egne rækker i den seneste tid været manifesteret en betydelig modstand mod den videre udbygning af atomkraften, ikke mindst italesat af Abes mentor Koizumi, som meget direkte har opfordret Abe til at lægge kursen om og igangsætte Japans omlægning til et samfund drevet på vedvarende energi. Faktisk har seks forhenværende premierministre meldt ganske klart ud, at hvis det var dem, som havde stået i spidsen, så ville de have arbejdet for et Japan uden atomkraft.

For de mange, som stadig er evakueret, ser situationen alt andet end lys ud, og dels har regeringen på det seneste signaleret, at dekontamineringsarbejdet bliver betydeligt forsinket, dels har man direkte sagt, at en række områder om ikke aldrig, så kun på meget langt sigt bliver klar til at rykke tilbage til. Så man står med en massiv trussel mod videreførelsen af de evakuerede samfund, hvis medlemmer blev spredt for alle vinde. Mange ved, at de aldrig kommer tilbage, mange med børn ved, at de ikke vil byde deres børn at flytte tilbage, så man risikerer den dag der er klar til at rykke tilbage, at det kun er folk i pensionsalderen som ikke i mellemtiden har etableret sig andre steder i landet – og dermed at man står med en demografi, som ikke kan opretholde et lokalsamfunds hverdag.

Skal man se på det positive, så synes situationen ved Fukushima Daiichi gradvist at være lidt mere stabil. Men der går omkring to år før det store frostvægsprojekt omkring de fire havarerede reaktorer står færdig og i bedste fald får stoppet den massive udstrømning af radioaktivt forurenet grundvand, der går ligeledes et års tid før de omkring 1.500 brændselslegemer fra reaktor 4s kølebassin er bragt i sikkerhed, og der går tilsvarende 1½-2 år fra ALPS-systemet kommer til at fungere korrekt til at man har fået tømt de mere end 1.000 store vandtanke, som efterhånden er sat op på området.

Til den tid er de mest umiddelbare risici fjernet, og man kan begynde at koncentrere sig mere om hovedopgaven, at lokalisere og fjerne de tre nedsmeltede reaktorkerner. Der spekuleres meget i, hvor de befinder sig, men ingen ved i dag med sikkerhed, om de har brændt sig hele vejen gennem reaktorbeholderens tykke jernbeton. Og det er ikke sådan lige at afgøre, for strålingen er så intens, at det er dødeligt at nærme sig.

Jeg har sat paper.li-siden Fukushima Blues op, så den opdateres hver morgen kl. 8 dansk tid med nyhedsartikler, videoer mv. om Fukushima-katastrofen og dens udfoldelse i det japanske samfund. Der dukker indimellem regulære skæverter op, men omvendt kommer Fukushima Blues langt omkring i informationsstrømmen omkring Fukushima Daiichi.

Se samtlige blog-indlæg tagged Fukushima-katastrofen.

Se Fukushima links år 1, Fukushima links år 2, Fukushima links år 3 – første halvår samt Fukushima links år 3 – andet halvår.

Optegnelser januar 2014

1. januar – Reaktor 3 ikke ved at eksplodere
3. januar – Flugten videre
4. januar – Adelstein om den japanske atomkraft i 2014
5. januar – Man kommer langt med gaffatape (utætte vandtanke)
6. januar – Underskriftindsamling: Shimane Amt som atomkraftfri zone

6. januar – Solfangere med underskov
7. januar – Rokkasho oparbejdningsanlæg søger NRA om genstart
7. januar – Tyrkisk-japansk (A-kraft) samarbejdsaftale i støbeskeen
7. januar – Vagtskifte i TEPCO
8. januar – Mainichi: Evakueringsplaner på plads før reaktorstart

8. januar – Iran beder om japansk hjælp til at opføre atomkraftværker
9. januar – Divestment: Hollandsk pensionsfond blacklister TEPCO
9. januar – Ny spænding om valget til Tokyos guvernør
9. januar – Kernenedsmeltningseksperiment
9. januar – Endnu en TEPCO

10. januar – Fukushima nu på højde med Chernobyl
10. januar – ALPS og forhøjede strålingsniveauer ved Fukushima Daiichi
10. januar – Gensvar til James Hansen – blog-indlæg
11. januar – Regeringens endelige energiplan udskudt
11. januar – Flere strålingsramte fisk

11. januar – Justeringer i feed-in-tariffen
11. januar – A-kraft, sundhed og misinformation (USA)
11. januar – Chernobyl – 25 år efter – blog-indlæg
12. januar – Koizumi: De løj for os om A-kraften
12. januar – Frankrig på vej mod mindsket afhængighed af A-kraft

13. januar – Haruki Madarame interview i 7 dele
14. januar – 10% af brændselslegemerne nu fjernet fra Reaktor 3
14. januar – Evakueringsstudie for 30 km-zonerne
14. januar – Hosokawa stiller op i Tokyos guvernørvalg
15. januar – Ingen taxa til A-kraft-modstandere

16. januar – Izumida til TEPCO – ikke så hurtigt med Kashiwazaki-Kariwa
17. januar – Tohuku Electric: Undergrunden ved Higashidori OK
17. januar – Tegn på ustabil undergrund ved Kashiwazaki-Kariwa-værket
18. januar – Hosokawa: Ingen A-kraft fra 2020
18. januar – Hakodate lægger sag mod Oma-værket

19. januar – Asahi: Mange lokalmyndigheder ønsker A-kraften afviklet
21. januar – Tre mulige atomaffaldspladser udpeget i Miyagi
21. januar – LDP har store problemer i lokalvalgene
22. januar – Hosokawa erklærer sit kandidatur
22. januar – Nogle A-kraftværker særligt udsatte for vulkanudbrud

23. januar – Kendt TV-vært fået besked om at tie om A-kraft til efter valget
24. januar – Energiplan under finafpudsning
25. januar – En første update om Tokyo som A-kraft-valg
26. januar – Mojo og Mujo: Brad Glosserman om situationen i Japan (video)
27. januar – Anden update om Tokyo som A-kraft-valg

29. januar – Første spadestik for den frosne jordmur
30. januar – NHK forbyder omtale af A-kraft
31. januar – Retssag mod producenterne bag de havarerede reaktorer
31. januar – Japan nu officielt nede på 48 reaktorer

Se Fukushima links for januar 2014.

Læs mere »

Share

Japan igen på A-kraft XVIII – optegnelser november 2013

1. november 2013

Fukushima-katastrofen 11. marts 2011 vendte op og ned på det japanske samfund. Ikke bare lagde den store områder øde og drev mange mennesker fra deres hjem på uvis tid. Nok så meget gjorde den basale ting i dagligdagen usikre – var der stråling i maden, teen, luften, på børnenes legeplads?

Indhyllet i en næsten opiat ‘safety myth’ blev Japan i den grad taget på sengen – Fukushima-katastrofen var katastrofen, som ikke kunne ske, og som man derfor både praktisk og mentalt var fuldstændig uforberedt overfor. I tiden efter blev samtlige Japans 54 reaktorer en efter en standset for løbende årlige eftersyn, og 5. maj i år stod Japan, som inden Fukushima-katastrofen havde planer om at udbygge sin A-kraft fra 30% til 50% af energiforsyningen, uden A-kraft for første gang i næsten et halvt århundrede. Kort efter blev to reaktorer dog nødstartet for at sikre elforsyningen i den værste sommervarme. Men de øvrige afventer etableringen af helt nye sikkerheds- og beredskabsforanstaltninger. Og stod det til store dele af befolkningen, blev reaktorerne aldrig startet igen.

Fukushima-katastrofen har fået konsekvenser ud i alle afkroge af det japanske samfund, og det er fundamentalt interessant, hvordan et samfund reagerer overfor en sådan udfordring. Er det begyndelsen til noget radikalt nyt, formår man at tage ved lære, at se den del af katastrofen, som kunne have været undgået, hvis man havde taget risikoen alvorligt? Eller skal man blot hurtigst muligt tilbage til business as usual?

Fukushima-katastrofen har rejst et folkeligt krav om forandring. Man vil bort fra A-kraften og ønsker et Japan i pagt med naturen, på vedvarende energi. Omvendt er der i bureaukratiet og erhvervslivet meget stærke kræfter, som søger at trække Japan tilbage på sin hidtidige kurs. Men med skyggerne fra atombomberne over Hiroshima og Nagasaki stærkt prentet i den nationale psyke er det givet, at ikke alt bare bliver som før (se blog-indlægget Mellem Hiroshima og Fukushima).

Siden begyndelsen af juni 2012 har jeg lavet næsten daglige optegnelser omkring re-definitionen af A-kraften og Japans energipolitik. Sådanne optegnelser vil uundgåeligt føre til gentagelser, og der vil blive åbnet temaer, som måske viste sig som blindspor. Det var oprindelig planen at følge udviklingen fra den måned, hvor Japan var uden A-kraft over genstarten af de to reaktorer ved Oi-værket frem til etableringen af en ny energiplan og en ny energipolitik. Men tingene har udviklet sig meget anderledes siden da. De to Oi-reaktorer er igen standset. Arbejdet med en ny visionær energiplan gik i stå, og med regeringsmagten tilbage til LDP, som igennem årene har stået bag Japans massive udbygning af A-kraften, har man en meget uklar situation med en premierminister og en regering, som går stærkt ind for A-kraften, mens det folkelige ønske om afvikling er massivt.

Disse optegnelser er holdt månedsvis – se tilsvarende optegnelser for juni, juli, august, september, oktober, november og december 2012, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november og december 2013 samt januar, februar og marts 2014.

Tilsyneladende er der ingen, som er indstillt på at aflive TEPCO – tværtimod har det fået lov til at fifle så meget med regnskaberne og undlade at betale så stor en del af sine dekommissioneringsforpligtelser, at man her ved starten af måneden kunne fremvise et regnskab uden røde tal. Men der teger sig gradvist konturerne af en løsning, hvor det nuværende TEPCO bliver splittet op, så den overlevede enhed får lov at koncentrere sig om at levere energi, mens en anden del, sandsynligvis statsligt ledet, overtager dekommissioneringsarbejdet ved Fukushima Daiichi.

November vil sandsynligvis vise konturerne af en ny lovgivning, som også vil adskille forsyningsnettet fra energiproducenterne for at få åbnet for en stærkt tiltrængt konkurrence på det japanske energimarked. Det vil også gøre det mere sandsynligt, at forsyningsnettet bliver ekspanderet og rekalibreret, så det for alvor er klar til at håndtere stadig større bidrag fra den vedvarende energi.

Siden Japan sidste sommer indførte en feed-in-tarifordning – Naoto Kans betingelse for at træde tilbage! – har Japan set en eksplosiv vækst i udbygningen af vedvarende energi. Og Japan står til i 2013 at blive verdens største marked for installation af solceller. Men det er et åbent spørgsmål, om denne udvikling får liv at fortsætte, for lige så indlysende rigtig den er, lige så stor en trussel er den for nødvendigheden af genstart af reaktorerne, for ikke at tale om fortsættelsen af alle dele af det japanske atomprogram, inklusive opførelse af nye reaktorer.

Og i november vil vi se, om Japan får så røde ører ved FNs klimaforhandlinger i Warszawa, at man gentænker sin helt horrible plan om at ændre klimamålsætningen fra en reduktion i 2020 på 25% i forhold til 1990 til Abe-regeringens hån mod fremtiden med en målsætning på en stigning på 3%. Det kan ingen beskylde for at være ambitiøst. Og det er et langt større tilbageskridt end hvis samtlige 50 funktionsduelige reaktorer stadig ikke er taget i brug i 2020 berettiger til.

NRAs godkendelsesproces af de første 14 reaktorer snegler sig af sted, og det står allerede nu klart, at ingen reaktorer kommer i gang i år. Mange af ansøgerne har sagt, at de ikke kan have det nødvendige materiale klar før december, så måske der vil være stille å den front. NRAs leder har gradvist været mere og mere præcis overfor TEPCO med, at de måtte prioritere arbejdet ved Fukushima Daiichi og ikke regne med at få gang i godkendelsen af Kashiwazaki-Kariwa-værkets reaktorer, før der var langt mere styr på situationen ved Fukushima Daiichi.

Denne situation ændrer sig, hvis TEPCO fratages ansvaret for oprydningsarbejdet ved Fukushima Daiichi. Dette er således endenu en grund til, at planerne om at frisætte TEPCO fra oprydningsarbejdet har stor sandsynlighed for at blive realiseret. For det står oven på de seneste månederes endeløse rækker af små og store fejl og fortielser klart, at man ikke magter opgaven og ikke tager den alvorligt. Man magter knapt nok at bede om den tilstrækkelige hjælp.

I november vil vi også se påbegyndelsen af fjernelsen af mere end 1500 brændselslegemer fra det beskadigede kølebassin ved reaktor 4. Efter planen er arbejdet færdigt inden udgangen af 2014. Og den dag er den mest kritiske situation ved Fukushima Daiichi demonteret. Det vil blive fulgt med stor spænding, for intet må gå galt. For der er i de 1530 brændselslegemer radioaktivt materiale svarende til omkring 700 Hiroshima-bomber.

Jeg har sat paper.li-siden Fukushima Blues op, så den opdateres hver morgen kl. 8 dansk tid med nyhedsartikler, videoer mv. om om Fukushima-katastrofen og dens udfoldelse i det japanske samfund. Der dukker indimellem regulære skæverter op, men omvendt kommer Fukushima Blues langt omkring i informationsstrømmen omkring Fukushima Daiichi.

Se samtlige blog-indlæg tagged Fukushima-katastrofen.

Se Fukushima links år 1, Fukushima links år 2, Fukushima links år 3 – første halvår samt Fukushima links år 3 – andet halvår.

Optegnelser november 2013

2. november – Koreansk tvivl om A-kraften
4. november – David Suzuki om Fukushima-situationen
5. november – Til genmæle overfor pro-nucleare klimaeksperter
6. november – Den kejserlige virkelighed
6. november – NRA: Ingen Kashiwazaki-Kariwa før der er styr på Fukushima

7. november – Reaktor 4: Med hjertet i halsen
7. november – TEPCO-animation om operationen ved Fukushima Daiichi
8. november – Bedre arbejdsforhold på Fukushima Daiichi på vej
8. november – TEPCO lufter planer om radikale omstruktureringer
9. november – Mainichi: Japan must get rid of all nuke plants

9. november – Flydende havvindmøller
10. november – Cyberangreb på japanske antiatomkraft-grupper
11. november – Bunden gået ud af japansk klimapolitik
12. november – Koizumi udfordrer Abe på atomkraften
12. november – Stærkt strålingsramte områder opgives

13. november – NRA indleder sag om Kashiwazaki-Kariwa-værket
13. november – Energiselskabernes monopol i opbrud
14. november – Japansk solenergi op med 350% på et år
15. november – Japan alvorligt skoset på COP19
18. november – endelig … borttagning af brændselslegemer i gang

20. november – Hirose: Fukushima en advarsel til verden
20. november – Klein: Det radioaktive vand vil ende i Stillehavet
21. november – Første hold brændselslegemer “fjernet”
24. november – Stadig stærkt radioaktive fisk ud for Fukushima Daiichi
24. november – TEPCO: To nye kulkraftværker inden 2020

25. november – Kritik af japansk klimaindsats efter COP19
25. november – Kun en tredjedel af de evakuerede ønsker sig tilbage
27. november – Stilhed efter storm i mediedækningen af Fukushima Daiichi
28. november – General Electrics’ oprindelige reaktordesign uforsvarligt
28. november – NRA vil undersøge undergrunden ved Kashiwazaki-Kariwa

29. november – Japan Times: Japan må tage sin klimaindsats alvorligt
30. november – Mafiøse arbejdsforhold

Se Fukushima links for november 2013.

Læs mere »

Share

Japan igen på A-kraft XVII – optegnelser oktober 2013

1. oktober 2013

Fukushima-katastrofen 11. marts 2011 vendte op og ned på det japanske samfund. Ikke bare lagde den store områder øde og drev mange mennesker fra deres hjem på uvis tid. Nok så meget gjorde den basale ting i dagligdagen usikre – var der stråling i maden, teen, luften, på børnenes legeplads?

Indhyllet i en næsten opiat ‘safety myth’ blev Japan i den grad taget på sengen – Fukushima-katastrofen var katastrofen, som ikke kunne ske, og som man derfor både praktisk og mentalt var fuldstændig uforberedt overfor. I tiden efter blev samtlige Japans 54 reaktorer en efter en standset for løbende årlige eftersyn, og 5. maj i år stod Japan, som inden Fukushima-katastrofen havde planer om at udbygge sin A-kraft fra 30% til 50% af energiforsyningen, uden A-kraft for første gang i næsten et halvt århundrede. Kort efter blev to reaktorer dog nødstartet for at sikre elforsyningen i den værste sommervarme. Men de øvrige afventer etableringen af helt nye sikkerheds- og beredskabsforanstaltninger. Og stod det til store dele af befolkningen, blev reaktorerne aldrig startet igen.

Fukushima-katastrofen har fået konsekvenser ud i alle afkroge af det japanske samfund, og det er fundamentalt interessant, hvordan et samfund reagerer overfor en sådan udfordring. Er det begyndelsen til noget radikalt nyt, formår man at tage ved lære, at se den del af katastrofen, som kunne have været undgået, hvis man havde taget risikoen alvorligt? Eller skal man blot hurtigst muligt tilbage til business as usual?

Fukushima-katastrofen har rejst et folkeligt krav om forandring. Man vil bort fra A-kraften og ønsker et Japan i pagt med naturen, på vedvarende energi. Omvendt er der i bureaukratiet og erhvervslivet meget stærke kræfter, som søger at trække Japan tilbage på sin hidtidige kurs. Men med skyggerne fra atombomberne over Hiroshima og Nagasaki stærkt prentet i den nationale psyke er det givet, at ikke alt bare bliver som før (se blog-indlægget Mellem Hiroshima og Fukushima).

Siden begyndelsen af juni 2012 har jeg lavet næsten daglige optegnelser omkring re-definitionen af A-kraften og Japans energipolitik. Sådanne optegnelser vil uundgåeligt føre til gentagelser, og der vil blive åbnet temaer, som måske viste sig som blindspor. Det var oprindelig planen at følge udviklingen fra den måned, hvor Japan var uden A-kraft over genstarten af de to reaktorer ved Oi-værket frem til etableringen af en ny energiplan og en ny energipolitik. Men tingene har udviklet sig meget anderledes siden da. De to Oi-reaktorer er igen standset. Arbejdet med en ny visionær energiplan gik i stå, og med regeringsmagten tilbage til LDP, som igennem årene har stået bag Japans massive udbygning af A-kraften, har man en meget uklar situation med en premierminister og en regering, som går stærkt ind for A-kraften, mens det folkelige ønske om afvikling er massivt.

Disse optegnelser er holdt månedsvis – se tilsvarende optegnelser for juni, juli, august, september, oktober, november og december 2012, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november og december 2013 samt januar, februar og marts 2014.

Hvis man troede, at TEPCO hen over sommeren havde nået bunden, når det gælder misrøgt og misinformation, så må man sige, at virksomheden stadig formår at overraske. Det var meget tæt på at TEPCO blev likvideret, og der er stærke stemmer for at underdele TEPCO, så én del primært tager sig af erstatningssager, en anden del primært af oprydningsarbejdet, og så – måske – en del får lov at genstarte reaktorer Kashiwazaki Kariwa-værket.

I forhold til oprydnings- og dekommissioneringsarbejdet synes der gradvist at ske det, at mens TEPCO forbliver som stråmandsudførende, så vil flere og flere af de overordnede beslutninger omkring oprydningsarbejdet, som vel at mærke er en kolossalt vanskelig opgave, som ingen nogensinde før har stået overfor noget tilsvarende, bliver varetaget af NRA og statslige instanser, suppleret af internationale kræfter.

Opgaven er simpelthen for stor og for vigtig for verdenssamfundet til at kunne overlades en sønderslået, kriseramt virksomhed, som mest af alt drømmer om at få genstartet Kashiwazaki Kariwa-værket for at slippe af med de mange røde tal i regnskabet og fred fra sine aktionærer. 

Efter overhusvalget i juli har premierminister Abe ført sig meget åbenlyst pronucleart frem, både i forhold til genstarter og i forhold til mulige eksportordrer til japanske firmaer. Men der er en ganske betydelig gruppe i hans eget parti, LDP, som ikke er nær så forhippede på at få gang i A-kraften – hverken så hurtigt eller i så stort omfang som Abe. Langt ind i regeringspartiet er der en massiv modstand mod blot blindt at trykke på alle knapper for genstart og eksport og nye japanske reaktorer. Og det fornemmes som om, at hvis ikke Abe i den kommende tid holder sig lidt mere tilbage, så vil regeringsgrundlaget begynde at knirke.

I slutspurten for at vinde værtskabet for De Olympiske Lege i 2020 følge Abe sig presset til overfor verden at bedyre, at situationen ved Fukushima Daiichi var fuldt under kontrol, og  forureningen afgrænset til det lille havnebassin foran. Ønsketænkning eller hvid løgn? – i hvert fald har regeringen hermed forpligtet sig langt mere direkte til at gøre noget ved situationen, som i bedste fald er labil.

Med foreløbig 14 reaktorer til ‘eksamen’, vil NRA med stor sandsynlighed komme til at stå i en række svære afklaring. Et det for eksempel sådan, at uanset hvor sikkerhedsopdateret Kashiwazaki-Kariwa-værkets reaktorer er blevet, så vil man ræsonnere, at TEPCO hellere skulle bruge kræfterne på at få situationen under kontrol ved Fukushima Daiichi? Og vil man overhovedet acceptere en ansøgning om reaktorstart fra Hamaoka-værket, som er Japans nok mest eklatant fejlplacerede atomkraftværk

 

Jeg har sat paper.li-siden Fukushima Blues op, så den opdateres hver morgen kl. 8 dansk tid med nyhedsartikler, videoer mv. om om Fukushima-katastrofen og dens udfoldelse i det japanske samfund. Der dukker indimellem regulære skæverter op, men omvendt kommer Fukushima Blues langt omkring i informationsstrømmen omkring Fukushima Daiichi.

Se samtlige blog-indlæg tagged Fukushima-katastrofen.

Se Fukushima links år 1, Fukushima links år 2, Fukushima links år 3 – første halvår samt Fukushima links år 3 – andet halvår.

Optegnelser oktober 2013

1. oktober – Motegi: nedlæg Fukushima Daini
2. oktober – Genstart af Kashiwazaki Kariwa betinget af Fukushima Daiichi
3. oktober – Koizumi efterlyser et Japan uden A-kraft
4. oktober – NRA kræver plan for håndteringen af det radioaktive vand
5. oktober – ALPS-systemet igen i vanskeligheder

6. oktober – Ny klimamålsætning pinagtigt uambitiøs
7. oktober – Caldicott om A-kraft og klimaforandringer
8. oktober – Gundersen om situationen ved Fukushima Daiichi
10. oktober – Fukushima lessons for New York
11. oktober – ALPS og den frosne jordmur ‘sidste udvej’

12. oktober – Fukushima-arbejderes strålingsbelastning undervurderet
13. oktober – Titusindvis demonstrerer mod genstart af reaktorer
14. oktober – Øvelse gør mester (evakueringsøvelse)
14. oktober – NRAs sikkerhedsgodkendelse en langvarig proces
15. oktober – Anonym whistleblower-udgivelse vækker undren

15. oktober – Japans foruroligende mangel på energipolitik
16. oktober – Måske alligevel retssag mod TEPCO-ledelse
16. oktober – NRA: Situationen ved Fukushima Daiichi må først under kontrol
17. oktober – Planløshedens afveje
18. oktober – Fukushima vs. Chernobyl

19. oktober – Dekontamineringsarbejdet i krybesporet
22. oktober – Flere frostspærre-projekter ved Fukushima Daiichi på vej
23. oktober – Forslag om at samle alle japanske A-kraftværker i ét selskab
23. oktober – Abe fortsætter i sit parallelunivers
24. oktober – England vedtager første A-kraftværk i årtier

25. oktober – ‘Günter Wallraff’ på Fukushima Daiichi
25. oktober – Energisammensætning fastsættes om tre år
26. oktober – NRA udvides
27. oktober – Abe: En afvikling af A-kraften vil være uansvarlig
28. oktober – Tids at fjerne af brændselslegemer ved reaktor 4

30. oktober – TEPCO afviser at betale for dekontamineringsarbejdet
30. oktober – Ikke alle Fukushima-evakuerede kommer tilbage
30. oktober – Forslag om at dele TEPCO i to
31. oktober – Japansk A-kraft-eksport til Tyrkiet
31. oktober – Kontrollen af A-kraftsektoren bør væk fra industriministeriet

31. oktober – International hjælp på vej

Se Fukushima links for september 2013.

Læs mere »

Share

Japan igen på A-kraft XVI – optegnelser september 2013

1. september 2013

Fukushima-katastrofen 11. marts 2011 vendte op og ned på det japanske samfund. Ikke bare lagde den store områder øde og drev mange mennesker fra deres hjem på uvis tid. Nok så meget gjorde den basale ting i dagligdagen usikre – var der stråling i maden, teen, luften, på børnenes legeplads?

Indhyllet i en næsten opiat ‘safety myth’ blev Japan i den grad taget på sengen – Fukushima-katastrofen var katastrofen, som ikke kunne ske, og som man derfor både praktisk og mentalt var fuldstændig uforberedt overfor. I tiden efter blev samtlige Japans 54 reaktorer en efter en standset for løbende årlige eftersyn, og 5. maj i år stod Japan, som inden Fukushima-katastrofen havde planer om at udbygge sin A-kraft fra 30% til 50% af energiforsyningen, uden A-kraft for første gang i næsten et halvt århundrede. Kort efter blev to reaktorer dog nødstartet for at sikre elforsyningen i den værste sommervarme. Men de øvrige afventer etableringen af helt nye sikkerheds- og beredskabsforanstaltninger. Og stod det til store dele af befolkningen, blev reaktorerne aldrig startet igen.

Fukushima-katastrofen har fået konsekvenser ud i alle afkroge af det japanske samfund, og det er fundamentalt interessant, hvordan et samfund reagerer overfor en sådan udfordring. Er det begyndelsen til noget radikalt nyt, formår man at tage ved lære, at se den del af katastrofen, som kunne have været undgået, hvis man havde taget risikoen alvorligt? Eller skal man blot hurtigst muligt tilbage til business as usual?

Fukushima-katastrofen har rejst et folkeligt krav om forandring. Man vil bort fra A-kraften og ønsker et Japan i pagt med naturen, på vedvarende energi. Omvendt er der i bureaukratiet og erhvervslivet meget stærke kræfter, som søger at trække Japan tilbage på sin hidtidige kurs. Men med skyggerne fra atombomberne over Hiroshima og Nagasaki stærkt prentet i den nationale psyke er det givet, at ikke alt bare bliver som før (se blog-indlægget Mellem Hiroshima og Fukushima).

Siden begyndelsen af juni 2012 har jeg lavet næsten daglige optegnelser omkring re-definitionen af A-kraften og Japans energipolitik. Sådanne optegnelser vil uundgåeligt føre til gentagelser, og der vil blive åbnet temaer, som måske viste sig som blindspor. Men foreløbig er planen at følge udviklingen fra den måned, hvor Japan var uden A-kraft over genstarten af de to reaktorer ved Oi-værket frem til etableringen af en ny energiplan og en ny energipolitik.

Disse optegnelser er holdt månedsvis – se tilsvarende optegnelser for juni, juli, august, september, oktober, november og december 2012, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november og december 2013 samt januar, februar og marts 2014.

De seneste uger har TEPCO demonstreret en så fatalt manglende evne til ikke bare at informere om, men nok så væsentligt at håndtere, situationen omkring Fukushima Daiichi, at der er en proces i gang hvor det videre forløb i dekommissioneringsarbejdet bliver med en høj grad af ført hånd. Hvor nogle af de tidligere fortielser har været uskyldige, så har TEPCO med de seneste afdækninger af, at man har vidst – men undladt at informere om – at der dagligt lækkede omkring 300 ton radioaktivt forurenet vand ud i Stillehavet forsinket håndteringen af en miljøkatastrofe med potentielt globale konsekvenser i foreløbigt mer end to år. Og vi vil sandsynligvis snart se beregninger, som viser, at Fukushima-katastrofen ikke er den værste atomulykke siden Chernobyl, men er godt til at blive den værse atomulykke i menneskehedens historie.

I løbet af september bliver de to eneste igangværende reaktorer, reaktor 3 og 4 ved Oi-værket standset for det årlige rutinemæssige sikkerhedseftersyn. Normalt ville de blive genstartet efter en lille måned, men denne gang vil der skulle ligge en godkendelse fra den nye sikkerhedsinstans NRA, baseret på et nyt og skærpet sæt sikkerhedsfirskrifter, som blev vedtaget i juli, hvorefter der skal gives en lokal politisk godkendelse. Ingen ved, hvor hurtigt disse godkendelser kan forløbe, men et sandsynligt scenario – hvis ikke premierminister Abe i sin utålmodighed efter at få reaktorerne genstartet griber politisk ind – er, at de første reaktorgenstarter bliver i det vestligste Japan, på Shikoku eller Kyushu, hvor den lokale modstand mod reaktorerne er mindre end i andre dele.

TEPCO har indtil nu ikke kunnet få lov at søge om sikkerhedsgodkendelse for sine reatorer ved Kashiwazaki-Kariwa-værket, da Niigatas guvernør Hirohiko Izumida har blokeret for dette ud fra, at man stadig langt fra er kommet til bunds i, hvad der gik galt ved Fukushima Daiichi, og endnu mindre i, hvordan denne viden kan omsættes i forandrede sikkerhedsprocedurer, hvorfor den nuværende jagen efter hurtig genstart er dybt problematisk – og et simpelt udslag af, at man sætter økonomi over sikkerhed. Der er milliardbeløb på højkant i tabte provenuer, så situationen får givet ikke lov til at stå uløst i evigheder.

Dette kunne være en situation, hvor Abe følte sig kaldet til et politisk indgreb. I det hele taget vil vi i den kommende tid se hele atomspørgsmålet indhente Abe. 

Jeg har sat paper.li-siden Fukushima Blues op, så den opdateres hver morgen kl. 8 dansk tid med nyhedsartikler, videoer mv. om om Fukushima-katastrofen og dens udfoldelse i det japanske samfund. Der dukker indimellem regulære skæverter op, men omvendt kommer Fukushima Blues langt omkring i informationsstrømmen omkring Fukushima Daiichi.

Se samtlige blog-indlæg tagged Fukushima-katastrofen.

Se Fukushima links år 1, Fukushima links år 2, Fukushima links år 3 – første halvår samt Fukushima links år 3 – andet halvår.

Se samtlige blog-indlæg tagged Fukushima-katastrofen.

Optegnelser september 2013

1. september – Naoto Kan om sin politiske karriere
1. september – Kingston om tingenes tilstand
2. september – Reaktor 3 ved Oi-værket standset
2. september – Flere utætheder ved Fukushima Daiichi
2. september – NRA frikender Oi-værkets undergrund

3. september – Reaktor 4 sunket op til 57 cm
3. september – Den japanske regering bevilliger 500 mio. $ til frossen jordvæg
4. september – NRA: Undergrunden under Higashidori-værket er ustabil
4. september – Hele Stillehavet?
5. september – Tokyos olympiske kandidatur svækket af Fukushima

6. september – Opgivende fiskere blokerer for udledning af radioaktivt vand
6. september – Nukleare akademikere: Hæld tritium i havet
7. september – Tokai-muras borgmester: Stop for eksport af A-kraft
7. september – Sydkorea udvider stop for import af japanske fiskeprodukter
7. september – Fukushima Daiichis havnebassin utæt som en si

8. september – Utætheder med rekordhøj stråling – og absurd TEPCO-fiflen
8. september – Føste forsøg med frossen jordmur igangsat
8. september – PBS News: What if the Fukushima Ice Wall Defrosts?
8. september – Klimamæssigt dobbeltspil
9. september – Dødstallet efter Fukushima-katastrofen nu over 1.600

9. september – Abe talte usandt om Fukushima i OL 2020 slutspillet
10. september – A-kraften overlever kun på svigtende risikovurdering
10. september – TEPCO: Lækager nået grundvandet
11. september – A-kraft på retur
12. september – Arnie Gundersen interviewer Amory Lovins

12. september – Satire nej tak
13. september – Radioaktive lækager når havet
13. september – Igen damp fra reaktor 3
14. september – Det evakuerede areal skrumper
15. september – Nu 10 GW solceller installeret i Japan

15. september – Japan igen uden A-kraft
15. september – Igen store anti-atomkraft-demonstrationer
16. september – Sydkorea overvejer sagsanlæg mod Japan
16. september – TEPCO lukker let radioaktivt forurenet vand i havet
16. september – Fukushima Daiichi web-cam flyttet

17. september – Man-ji afbrød Monju-værkets overvågningssystem
17. september – Motegi: Japan skal være mindre afhængig af A-kraft
18. september – Fukushimas bønder fortæller om at producere radioaktiv mad
18. september – TEPCO havde planer om en frostmur allerede i 2011
18. september – Infografik fra Asahi Shimbun

19. september – NRA étårs fødselsdag
19. september – Abe beder TEPCO om at dekommissionere to reaktorer
21. september – NRAs præsentation ved IAEA
21. september – Planer om at dele TEPCO i to
25. september – Jaczko: verden må genoverveje sin afhængighed af A-kraft

26. september – Ansøgning om reaktorgenstart ved Hamaoka-værket på vej
27. september – 400 ton radioaktivt grundvand siver i havet dagligt
28. september – TEPCO søger om genstart af Kashiwazaki-Kariwa

Se Fukushima links for september 2013.

Læs mere »

Share