Indlæg tagged med præsidentvalg 2016

Trump i Putins net?

10. december 2016

Dette blog-indlæg handler ikke direkte om klimaindsats, men kan endda få endog meget stor betydning for det storpolitiske klima, hvori den globale klima-indsats i de kommende år må udfoldes. Siden september har der været forlydender om, at Rusland ikke bare gjorde forsøg på at blande sig i det amerikanske valg, hvilket kunne være med til at udstille det vestlige demokrati som forkvaklet, men målrettet har støttet den ene af to kandidater, Donald Trump. Dermed har Rusland, uden at det måske har været den direkte mål dermed, været med til at sikre, at en klimafornægter rykker ind i Det Hvide Hus med følge af en sværm af klimafornægtere fra den fossile industri.

På det seneste er kravene vokset om at få undersøgt i hvor høj grad og af hvem, det amerikanske valg er er blevet forsøgt manipuleret. Samtidig er Obama lige nu ifølge The Guardian lagt under betydeligt pres for at frigive nu hemmeligtstemplede dokumenter om, i hvor høj grad der har været tale om russisk indblanden. Der har tydeligvis været forsøgt at vente med disse ganske prekære spørgsmål indtil valget var kommet lidt på afstand. Måske man har givet Trump en måned til at forme sit kabinet før man tog hul på problematikken i det offentlige rum, men nu ser der ud til at der sker noget.

I går morges amerikansk tid meddelte Lisa Monaco, der er Homeland Security Advisor i Det Hvide Hus, at Obama havde taget initiativ til et ‘full review’, for at få belyst, i hvor høj grad russiske interesser har forsøgt ikke bare at forstyrre og diskreditere det amerikanske valg, men også at påvirke valgets udfald ved at søge at styrke den ene kandidat og svække den anden gemmen hacking-aktiviteter, manipulation af valgsystem og stemmemaskiner, produktion og udbredelse af fake news osv. Rapporten vil ikke foreligge før i Obamas allersidste dage – Trump overtager Det Hvide Hus 20. januar – og rapporten kan meget vel ende med også for betydelige deles vedkommende at blive fortroligtstemplet. Monaco sagde, at det vil være op til de amerikanske efterretningstjenester at vurdere hvilke dele af rapporten, som kunne frigives. Men selv de ikke offentliggjorte dele vil kunne informere det politiske system, som skal tage eventuelle konsekvenser af situationen.

Samtidig står det via et læk fra de amerikanske efterretningstjenester til Washington Post klart, at CIA er rimeligt sikker på, at russerne ikke bare hackede Det Demokratiske Partis mailserver og Hillary Clintons kampagneleder John Podestas mailserver, men også hackede Det Republikanske Partis mail-server, men blot overfor republikanerne undlod at videregive informationerne.

Julian Assange har pure afvist, at Wikileaks har fået de hackede mails fra russerne, men igen siger de amerikanske efterretningstjenester, at der er tale om russke hacks, og at man via mellemmænd har givet disse mails til Wikileaks, hvorfra man så har forsøgt at skade Hillarys kampagne mest muligt ved dagligt over en måned at dryppe nye portioner af lækkede mails, så der hver dag var til nye afsløringer, som i højre-republikanske medier kunne bidrage til at befæste det billede af Hillary som højkriminel og værende uden for lov og ret, som man gennem årene har investeret så meget i at opbygge.

Læs mere »

Share

Time Magazine: President of the Divided States of America

7. december 2016

Billedet herover viser to forsider af Time Magazine. Den til venstre stammer fra 1938, hvor man udnævnte Adolf Hitler til årets person, mens det til højre, som viser den kommende udgivelse, hvor man har udnævnt Donald Trump til Person of the Year. I den svært læselige hvide tekst står der “Donald Trump. President of The Divided States of America.”

Modstillingen stammer fra Slate, hvor Ben Mathis-Lilley i dag fastslår, at vi så fremover må kalde den “Time’s Hitler of the Year Award”. Stalin har også i sin tid været udpeget, så vel som Mahatma Gandhi og Ayatullah Khomeini. Mathis-Lilley gør det således med en dybt ironisk distance til den diskussion, som han nu ser rejse sig.

Der er for så vidt ikke noget besynderligt i udnævnelsen. Obama fik den både i 2008 og 2012, og før ham var Bush årets mand i år 2000 og 2004. Time Magazine skriver i dag, at udnævnelsen går til “the person or persons who most affected the news and our lives, for good or ill, and embodied what was important about the year, for better or for worse.” Derfor kan Time sagtens udnævne en person til at være årets vigtigste uden det på nogen måde er en lovprisning af det, pågældende person står for – hvilket også fremgår af det distancerende “President of The Divided States of America”.

Trump medgav da også her til morgen i NBCs Today Show, at han var beæret over udnævnelsen, omend mindre tilfreds med forsidekommentaren, og han har allerede været ude i pressen med, at han ikke har ‘divided’ amerikanerne.

Det viser med frygtindgydende tydelighed, hvor lidt den mand fatter af, hvordan han opfattes i vide (liberale) kredse, hvilken indflydelse han har på sine omgivelser, eller hvilke processer, han har igangsat og fortsætter med at opildne. Det uanset at han hele valgkampen igennem har talt om et dem og et os, winners and losers, indvandrere og rigtige (hvide) amerikanere, og har excelleret i at udpege syndebukke.

Selvom han ikke er den direkte årsag til det hele, så har han været både talerør og katalysator for et stigende racehad, og en stigende forfølgelse af muslimer og minoriteter. Den fossile industri, som under Obama gradvist har været tvunget i tilbagetog, ser med Trump muligheden for en ny gylden periode, selvom det må stå klart for de fleste, at det har fremtidens levevilkår som indsats. Hvide supremacister og Ku Klux Klan-ekstremister ser Trump som chancen for deres genkomst. Før Trump overhovedet har gennemført sit første direktiv, er USA allerede i dag et mindre trygt sted for landets mange indvandrere og minoriteter, end det var for blot et år siden. Og han har i løbet af det seneste år serveret så mange løgne i så tæt følge, at det politiske rum og den demokratiske debat synes nærmest uafhjælpeligt afsporet.

Kort sagt har Trump formået at samle og vitalisere alle landets mest primitive kræfter. Man kunne kalde ham skyggepræsidenten Han har fundet sin politiske kraft ved at appellere til USAs ikke ubetydelige skyggesider.

Læs mere »

Share

Trumps klimapolitik i støbeskeen

19. november 2016

Det amerikanske valg er afgjort, og Donald Trump er i disse dage ved at gøre klar til at kunne rykke ind i Det Hvide Hus 20. januar. Det er ikke så meget flyttekasser, det drejer sig om, som at finde bemandingen til de kommende fire års administration. For i USA er det præsidenten, som stiller med ministrene og en lang række af statsadministrationens topembedsmænd.

Det er også i denne fase, at han skal forberede en række policies, ikke mindst i forhold til det, han har lovet at ville gøre inden for de første hundrede dage som præsident. Det er et gyseligt attentat på den amerikanske multikulturelle velfærdsstat, som han har i tankerne. Jeg vil i dette blog-indlæg ikke komme ind på hele viften af uhyrligheder, men søge at klargøre, hvad han har i sinde på klima- og miljøområdet.

I løbet af valgkampen har han lovet, at han vil afvikle Paris-aftalen eller trække USA ud af den. Han har lovet at ville skrotte Obamas klimaindsats, herunder den Clean Power Plan, som var rygraden i Obamas klimaindsats, som hvis alt blev implementeret ville føre USA på kurs af en 26-28% CO2-reduktion i 2025 set i forhold til 2005.  Han har lovet at fjerne alle hindringer for den fossile udvinding og al støtte til vedvarende energi. Keystone XL-rørledningen, som endte med at blive opgivet efter fire års kamp, vil han søge at få igangsat, ligesom han har lovet af få gang i de amerikanske kulminer.

Vi ved endnu ikke hvor meget af dette, han ender med at søge at realisere. Han har allerede på en lang række områder trukket i land i forhold til nogle af de mere absurde projekter. Men Trump er begynder som politiker, så det vil i høj grad afhænge af de mennesker, som han knytter til sig i administrationen. Og det tegner ikke godt. Selvom de fleste udpegelser endnu ikke er faldet endeligt på plads, så peger kandidatlisten i retningen af, at de mennesker, som kommer til i de kommende fire år at tegne USAs klima- og energipolitik, er oliemilliardærer og klimafornægtere.

Selv hvis Trump søger at at effektuere hele dette program, så tyder meget på, at det ikke kommer til at gå sådan. For udviklingen i løbet af de seneste otte år under Obama er i USA nået dertil, at kullene er på vej ud, og at fracking-gassen og de vedvarende energikilder er billigere end kullene.

Læs mere »

Share

Utopi vs. dystopi – USA på valg

8. november 2016

Donald Trump og Hillary Clinton forud for den første præsidentdebat 26. september 2016, hvor stemningen stadig var om ikke hjertelig, så stadig høflig. Ved de efterfølgende debatter gav de end ikke hånd.

I dag stemmer USA. I dag forløses en mere end halvandet år lang valgkamp, som på godt og ondt har blottet de kræfter og modsætninger, som former det amerikanske samfund. Efter to lange primærvalg endte de to store partier med i juli måned at vælge to historisk upopulære skikkelser som deres præsidentkandidat: Hillary Clinton for Det Demokratiske Parti og Donald Trump for Det Republikanske Parti.

Deres visioner for USAs fremtid kan dårligt være mere forskellige: Den ene ønsker at styrke fællesskabet, klimaindsatsen, statens rolle i transformationen til postfossilt samfund og USA som et inklusivt samfund med plads og lige muligheder til alle, uanset race, køn og seksuel observans. Den anden ønsker at lukke grænserne, tilbagerulle alle klimatiltag, genåbne kulminerne og deportere mexicanere og muslimer. Den ene har malet et storladent billede af de store idealers og rige muligheders USA. Den anden har fremmanet en dystopi og gjort en dyd af skatteunddragelser, klimafornægtelse, sexisme og racisme i et forsøg på at genskabe et den hvide mands USA, som aldrig var. For USA har altid været multikulturelt.

Rationelt set burde det være et enkelt valg, ikke mindst i et land med USAs historie. Men endda er der historisk mange vælgere, som stadig er i tvivl. Når Donald Trumps dystopi har fået så stor en tiltrækningskraft, er det fordi han for mange forsmåede vælgere, hvis levevilkår er eroderet igennem årtier, fremstår som den forløsende bombe, som kan smadre det magtelitens Washington, som i de senere år har tilranet sig al velstanden, mens efterkrigstidens industrielle USA i stor udstrækning er udskibet til Kina og andre lande, hvor arbejdslønnen er langt mindre. Så omverden er fra at have været basis for USAs velstand blevet en trussel for USAs eksistens – i hvert fald i den trumpske dystopi. Når det er lykkedes at fastholde billedet af en gennemkorrupt, uautentisk Hillary, kan det i høj grad tilskrives medierne, som i årtier har søgt at skildre Clinton-klanen som bundløst vederhæftig. Hendes ene retssag om (mis)brug af en privat emailserver i hendes tid som udenrigsminister, hvor hun er frifundet (omend med reprimande), har fyldt langt mere i pressen end Trumps mere end 3.400 retssager, som tilsammen tegner et billede af en endog meget usympatisk mand, som tryner sine modstandere, ikke betaler sine regninger og ikke skyr noget middel for at få sin vilje.

Læs mere »

Share

FBIs October Surprise

29. oktober 2016

I amerikansk politik taler man om October Surprises, om hændelser som i de sidste uger af en halvanden år lang valgkamp kan forskyde et sandsynligt valgresultat i en situation, hvor de fleste vælgere ellers forlængst har besluttet sig. En sådan October Surprise fik den amerikanske valgkamp i går eftermiddags, da FBIs øverste leder James Comey sendte en mail til medlemmer af det udvalg i Kongressen, som har stået for høringen i forbindelse med den sag om Hillary Clintons brug af en privat mailserver, som ellers blev afsluttet i juli, da FBI nok fandt, at Hillary havde håndteret sikkerhedsklassificeret materiale særdeles uforsigtigt, men omvendt måtte konkludere, at der ikke var basis for at rejse nogen sag mod hende.

I denne mail meddeler Comey uden at give ret mange detaljer, at der på en computer som er undersøgt i anden forbindelse er dukket nye emails op, som måske kan kaste nyt lys over sagen, hvorfor han agter at fortsætte undersøgelserne.

Dette er en veritabel bombe i et valg, hvor det i den seneste måneds tid var blevet mere og mere sikkert, at Hillary ville vinde kampen om Det Hvide Hus. Der var kommet en begrundet optimisme om, at demokraterne ville kunne genvinde flertallet i Senatet, og at republikanernes nu betydelige forspring i Repræsentanternes Hus kunne om ikke helt indhentes, så blive stærkt decimeret. Hvis dette billede skulle ændres, måtte det være en eller anden October Surprise – og nu kom den, elleve dage før valgdagen den 8. november.

Lige nu er det således mindre sikkert, at det bliver Hillary, som overtager Det Hvide Hus efter Obama. Dermed er den amerikanske klimaindsats, som Obama har indledt, og som også på globalt plan er uomgængeligt nødvendig, hvis vi skal kunne imødegå klimaudfordringen, pludselig igen i farezonen. For hvor Hillary er indstillet på at fortsætte og udbygge den, har Trump omvendt lovet at skrotte hele klimaindsatsen, trække USA ud af Paris-aftalen og få gang i de amerikanske kulminer igen.

Comey siger, at man endnu ikke ved, om disse mails vil kunne kaste nyt lys over sagen. Så der er ikke tale om nogen fornyet anklage, kun en information om, at der i anden sammenhæng er fundet nyt materiale, som bør granskes. Situationen kan derfor meget vel være den, at der ikke kommer noget nyt for dagen.

Uanset hvor lidt, man ved efter Comeys første udmelding, har det bragt Trump og republikanerne op af stolene. Trump siger direkte på sine kampagnemøder, at når FBI har valgt at meddele dette nu, må det være fordi det er noget virkelig alvorligt, og fataserer, at baggrunden må være en revolte i FBI. Og tilråbene om, at Hillary skal i spjældet, som i månedsvis har præget Trumps kampagne – lock her up, lock her up – har taget til i styrke.

Comey er republikaner, og paradoksalt Obamas opfindelse. Comey var et af hans forsøg på at række over midten – en gestus, som ikke dengang blev gengældt, og nu risikerer at gøre det endnu sværere at lave inkluderende aftaler. Og uanset hvilke begrundelser, Comey måtte have haft for at redde sit skind, så ligner det lige nu mest af alt et på alle måder upassende indblanding i valgkampen fra en instans som per definition burde holde sig højt hævet over det partipolitiske.

Læs mere »

Share

Den amerikanske valgkamps klimatavshed

20. oktober 2016

Der var tegn i sol og måne på, at det denne gang skulle blive anderledes, og at klimaudfordringen efter at have været helt fraværende i de amerikanske valgkampe i 2008 og 2012 ville få den plads, den fortjente, som den største udfordring til USAs og resten af verdens videre velfærd.

Bernie Sanders byggede sin kampagne op omkring klimaudfordringen og forbandt den fornemt med sociale, økonomiske og retfærdighedsmæssige aspekter. På den led var klimaudfordringen en tæt integreret del af hele problempakken – og løsningen deraf. Hillary Clinton ville ikke stå tilbage herfor, og præsenterede i løbet af primærvalgsprocessen en stadig skarpere klimaprofil. Nu blev det Hillary, som endte som demokraternes kandidat, men der havde været en så massiv opbakning bag klimaspørgsmålet, at den demokratiske valgplatform, som blev udarbejdet hen over sommeren 2016, ikke mindst på klimafronten endte med at blive den mest progressive og fremsynede nogensinde.

Meningsmålingerne viste, at de republikanske politikere, som i det store hele afviser klimaudfordringen eller henviser den til småtingsafdelingen, var mere enige med deres sponsorer fra de fossile energiselskaber end fra deres vælgere, som i en ganske betydelig grad havde forståelse for, at der må gøres noget for at imødegå klimaudfordringen. Samtidig har Obama i løbet af sin anden præsidentperiode gjort klimaspørgsmålet til det vigtigste indsatsområde med en række indsatser, som tilsammen har igangsat en klimaindsats på stort set alle områder. Og frem for at blive straffet for det, har Obama gradvist kunne iagttage voksende popularitetstal. På den baggrund var der lagt op til, at klimaspørgsmålet endelig i 2016 kom til at stå centralt.

Men så kom Trump. Hans reality-TV medieshow tog fusen på medierne og de øvrige republikanske præsidentkandidater, så han endte med at blive det republikanske partis præsidentkandidat, hvilket må overgå til historien som en af det moderne demokratis store gåder: Hvordan kunne en mand, som kan så lidt, som har et så formørket udsyn og et så usympatisk livssyn, nå så langt i den politiske proces.

Trumps klimavision kan koges ind til, at klimaudfordringen er en hoax opfundet af kineserne for at skade den amerikanske industri. Hvis han kommer til magten, har han lovet at tilbagerulle hele den klimaindsats, Obama har igangsat, han har lovet igen at få gang i kulminerne og fjerne al støtte til omstilling. Han vil klimamæssigt set være en katastrofe.

Det er svært at finde noget spørgsmål, som skiller de to kampagner mere end klimaudfordringen og hvad man skal gøre derved. Endda har det ikke været taget op i en eneste af de tre præsidentdebatter, som har været afholdt forud for valget. Hvis man søger i den fulde transskription af den halvanden time lange debat i Las Vegas i nat, bruger Hillary ordet “‘climate’ en enkelt gang, mens ord som ’solar’ og ‘wind’ ikke forekommer overhovedet, det uanset at Hillary har et ganske enestående program for at få alle amerikanere til at være energiproducenter ved at montere solcelleanlæg over alt, hvor der er mulighed for det.

Læs mere »

Share

Demokraternes konvent i Philadelphia

25. juli 2016

Oven på Det Republikanske Partis konvent i Cleveland i sidste uge, hvor Donald Trump blev nomineret til præsidentkandidat, er det i denne uge demokraternes tur med fire dage i Philadelphia nær det sted, hvor USAs forfatning i sin tid blev til. Det kommer oven på et langt primærvalg, som efter et tæt kapløb er endt med, at Bernie Sanders i forrige uge endorsed Hillary Clinton og dermed erkendt, at det bliver hende, som bliver demokraternes kandidat til at efterfølge Obama i Det Hvide Hus. Endda har Sanders ikke trukket sin kampagne, men har med betydelig succes søgt at påvirke forberedelserne af Det Demokratiske Partis politiske program for det kommende valg. Og jeg vil her i de kommende dage følge udviklingen med særligt fokus på klimapolitikken.

I et indimellem næsten desperat forsøg på at appellere til Bernie Sanders’ vælgere har Hillary i løbet af valgkampen gjort stadig flere af Bernies klimasynspunkter til sine. Først et nej til Keystone XL, så et nej til arktisk olieeftersøgning. Skridt for skridt har hun tilegnet sig betydelige dele af Sanders’ klimaagenda.

Denne proces er forsat i de seneste ugers arbejde med at forberede det valgprogram, som skal vedtages i denne uge. Hvor den demokratiske klimapolitik den tidlige fase af det demokratiske primærvalg er belyst i løbende opdateringer af blog-indlægget Hillarys klima, da er den videre udvikling i selve primærvalgsprocessen og den efterfølgende forberedelse af demokraternes valgprogram belyst i blog-indlægget Bernies klima. Klimapolitisk set er der stadig uenigheder omkring fracking, men alt tyder lige nu på, at Demokraterne i løbet af denne uge vedtager et særdeles progressivt program, hvor klimaindsatsen bliver håndteret med den nødvendige urgency. Således kom der i seneste forberedelsesrunde en passus om, at samtlige policy-initiativer på alle områder fremover skal klimagranskes og ikke må være hindrende for omstillingsprocessen.

Efter det republikanske reality show i Cleveland har det givet været en ambition at få demokraternes konvent til at fremstå som enigt, værdigt og politisk visionært. Men sent fredag blev der detoneret en bombe: Via Julian Assange og WikiLeaks blev der frigivet 19.252 e-mails, som er hacket fra Det Demokratiske Partis mailserver. Disse mails stiller Det Demokratiske Partis ledelse i et endog meget problematisk lys. For her bliver det, som Sanders-kampagnen hele vejen igennem har hævdet, uafviseligt klart, at partiledelsen ikke har set det som sin opgave at sikre en fair demokratisk proces, men tværtimod i det skjulte har søgt at favorisere Clintons kampagne og bagtale Sanders’. Det er ny benzin på et bål, som ellers var lige ved at være brændt ud. og det vil givet gøre det endnu vanskeligere for en del af Bernies folk at slutte op om Hillary.

Gateway Pundits har lavet en liste med links til nogle af de mere betændte mails, som nu ligger på WikiLeaks. (link)

Læs mere »

Share

Wall Street Journals klimafornægtelse italesat

16. juni 2016

Denne annonce er den første af en serie på 12, som i de kommende uger vil blive indrykket i Wall Street Journal på prominent plads, lige overfor lederpladsen, hvorfra der løbende udgydes en massiv klimafornægtelse. Gennem årene er det således blevet til mere end 200 ledere om klimaspørgsmålet, alle med et mere eller mindre utilsløret klimafornægtende synspunkter, hvilket ikke er så mærkeligt, da vi her står med et af Murdoch-koncernens mere forkromede talerør.

Det kan derfor umiddelbart virke underligt, at Wall Street Journal overhovedet har valgt at sige ja til en annonce, som direkte sætter spørgsmålstegn ved Wall Street Journals vedholdende klimafornægtelse. Partnership for Responsible Growth, som har indrykket annoncen, har da også måttet betale for det. Wall Street Journal synes at have en fuld pris-kategori, som meget sjældent bliver brugt, som er beregnet for de annoncer og annoncører, man ikke sympatiserer med, så man ikke må afvise, men at disse annoncører blot får lov til at gribe dybere i lommerne.

“We’re not really trying to convert or attack the paper,” siger George Frampton, som står bag initiativet til Washington Post: “We’re trying to reach out to a business audience in a medium that never tells them the the science is basically settled and that this is a national-security and economic problem . . . I’d say if the Journal won’t cover it, we’ll pay to have them cover it.”

Læs mere »

Share

Donalds klima

28. maj 2016

Nu hvor det ligger i kortene, at republikanernes kandidat til Obamas efterfølger i Det Hvide Hus bliver Donald Trump, synes det på plads at lave et indlæg om Donalds klima, ligesom man kan finde indlæg om Hillarys klima og Bernies klima. Umiddelbart bliver det noget lettere at lave, for klimapolitikken har indtil nu været til at overse i Donalds politiske cirkus. Tilbage i marts sagde han i et interview med Washington Post, at han ikke troede så meget på det med klimaforandringer – og har flere gange hævdet, at der var tale om et kinesisk plot for at svække den amerikanske økonomi. Som oftest bliver det blot til ultrakorte statements – at det er en hoax, bullshit eller a con job. Og med størstedelen af det republikanske parti sponsoreret af fossile interesser for at opretholde klimafornægtelsen er Trump ikke i løbet af primærprocessen blevet modsagt på dette område.

I det hele taget er han i foruroligende lille grad blevet modsagt. Tværtimod har de amerikanske medier villigt ladet sig reducere til mikrofonholdere for hans absurde teater i stedet for at holde ham til ansvar for den eklatante mangel på politiske substans, hans mangel på basal udenrigspolitisk forståelse, hans chauvinisme, hans demagogi og leflen for laveste fællesnævner, hans utilslørede racisme og skingrende islamofobi. Når endelig der er nogen, som har ymtet uenighed, har han jordet sine modstandere så brutalt og i så høj grad ved at gå efter personen frem for bolden, at der med ganske få undtagelser har været tale om en udtalt berøringsangst.

Både medierne og hans republikanske politiske modstandere må derfor i denne tid se sig dybt i spejlet, hvordan de har kunnet lade en sådan gøgeunge udruge i den republikanske primær-rede og fuldstændigt lade ham afspore den politiske diskurs.

Hvis således – Gud forbyde det – hele denne næsten halvandet år lange valgproces i verdens største økonomi ender med, at Donald flytter ind i Det Hvide Hus med sin Playboy-politik, er det en katastrofe ikke bare for USA, men for verdenssamfundet og for verdens videre udvikling. Og det at et menneske med en sådan sans for trætterier og konspirationsteorier, en sådan manglende sans for, at der findes en verden uden for hans amerikanske hvid mand-univers og decideret fladpandede politiske program, kan finde vejen gennem primærvalgenes politiske nåleøje, stiller alvorlige spørgsmål ved, hvordan demokratiet håndteres i verdens rigeste land.

Læs mere »

Share

Bernies klima

15. april 2016

Bernie Sanders har i sin kampagne for at blive den demokratiske kandidat til præsidentvalget i USA til november givet klimaindsatsen en central placering – og ikke kun ved at ønske sig lidt flere solceller, vindmøller, elbiler og smart technology. Han har tværtimod sat klimapolitikken ind i et stort anlagt politisk og socialt perspektiv, hvor han samtidig adresserer retfærdighedsaspektet, det intergenerationelle, den morale forpligtelse og de eksisterende magtstrukturer, som foreløbig er lykkedes med at forsinke den nødvendige klimaindsats med adskillige årtier. 

Tilbage i juli sidste år skrev jeg et indlæg om Hillary Clintons klimapolitiske linje – Hillarys klima – som forsøgte at indkredse, i hvilken udstrækning man ville kunne forvente, at hun, hvis hun blev Obamas efterfølger, videreførte hans påbegyndte klimapolitik. I mellemtiden er Bernie Sanders kommet på banen som udfordrer til nomineringen som demokraternes præsidentkandidat. Bernie har i høj grad formået at udfordre Hillary, ikke mindst på klimaområdet, hvilket også afspejler sig i, at flere og flere af de løbende opdateringer i blog-indlægget om Hillarys klimapolitik handlede lige så meget om Bernies klima. For med Bernie på banen har hun været nødt til løbende at skærpe sin klimaposition for om muligt at vinde lidt af Bernies indhug i de unges stemmer tilbage. Så nu, hvor der om mindre end en uge er primærvalg i New York, hvor klima og miljø ser ud til at få en vis rolle, var det på plads at lave en pendant om Bernies klima og se på, hvordan han har været med til at sætte klimadagsordenen i det demokratiske primærvalg og i hvilken grad, de to demokratiske kandidaters klimaperspektiv er forskelligt.

Som oftest er det demokratiske primærvalg for længst afgjort, når det når til New York. Men i år er det anderledes. En sejr – eller i hvert fald et godt resultat i New York nu 19. april – er uomgængeligt vigtig for begge de tilbageværende kandidater. I en række primærvalg i det sydlige USA, som traditionelt er ganske konservativt, vandt Hillary stort tidligere på foråret, ikke mindst takket være en massiv opbakning fra de afro-amerikanske vælgere. Så hun vil med en en stor sejr i New York om ikke lukke ballet endeligt, så gøre det endnu mere usandsynligt, at Bernie kan nå at indhente hende. For Hillary er New York hjemmebane. Hun har været senator for staten New York i to fireårsperioder, så alle kender hende. Hun er da også storfavorit til at vinde nu på tirsdag, og hvis Bernie skulle gå hen og vinde i New York eller bare komme tæt på, så vil det psykologisk set være en gigantisk lussing, efter at hun for blot en måned siden var urørligt foran. For Bernie er New York tilsvarende vigtig, hvis han skal gøre sig håb om at stå med flest forpligtede delegerede, når primærvalgende er ovre. Han har indhentet noget på det seneste, men er stadig mere end 200 bagefter.

Læs mere »

Share