juni 2014 arkiv

Ud af vinduet med en partikelmåler

15. juni 2014

Trafikalt set har Larslejsstræde indtil sidste efterår været en af Indre Bys mest stille gader - ingen butikker, ingen værtshuse, ingen erhverv, men en række forskellige uddannelsesinstitutioner

Tekst og målinger stadig under udarbejdelse …

Normalt er Larslejsstræde en yderst stille gade, hvor trafikken kun er hektisk de 15-20 minutter om morgenen, hvor børnene bliver sat af ved min nabo, Sankt Petri Skole, som er privatskole. Men to ændringer, som heldigvis begge er midlertidige, har ført til en markant stigning af trafikken, hvor bilerne tidvist i dagtimerne nærmest kører i gåsegang og må holde i kø for hinanden i Sankt Peders Stræde for fra hver side at komme ud gennem Larslejsstræde. Så nu, hvor jeg igen har lånt Miljøpunkts partikelmåler, har jeg ud af vinduet momentant kunnet konstatere partikelkoncentrationer på helt op til 50.000, hvilket er koncentrationer, man ellers kun forbinder med massiv trafik i større gader. På den baggrund tænkte jeg, at det gav god mening at lave en serie lidt mere organiserede målinger, hvor måleren er i gang en halv time ad gangen ud af mit vindue på 2. sal. Foreløbig er der målt på weekend-dage, og der vil i løbet af den kommende uge komme yderligere målinger til.

De midlertidige trafikændringer

Målingerne er foretaget ud at et åbent vindue på 2. sal i det blå hus, Larslejsstræde 3Den ene af de midlertidige ændringer stammer fra et trafikeksperiment, hvor man for at undgå en evindeligt cirkulerende nattekørsel i Studiestræde-Vestergade har lavet en række tiltag, herunder vendt trafikken i krydset Studiestræde-Larsbjørnsstræde. Det har haft den utilsigtede, omend helt forudsigelige, konsekvens, at trafikken er steget markant i Larslejsstræde. I de tællinger, som Københavns Kommune (KK) laver, hvor man tæller i dagtimerne 9:00-17:00 og så ud fra en standard-fordeling af trafikken har man kunnet konstatere en stigning i trafikken på 50%. Dette er på ingen måde tilfredsstillende, da denne bilstrøm så at sige kører gennem Sankt Petri Skoles skolegårdsareal. Yderligere har vi i Larslejsstræde fået en massiv nattetrafik torsdag-fredag-lørdag nat, hvor alle taxaer ud af kvarteret skal gennem Larslejsstræde. Men dette afspejles ikke i KKs opgørelser, da man ikke måler i aften- og nattetimerne, men blot ekstrapolerer en døgntrafik ud fra tællinger i dagtimerne.

På den baggrund har også vi her fra Larslejsstræde 3 protesteret overfor KK og insisteret på, at man fandt en løsning, som ikke blot forskubbede problemerne, men rent faktisk løste dem. Og det forlyder nu fra Center for Teknik og Miljø, at man af hensyn til skolen er indstillet på ikke at gøre denne del af eksperimentet permanent. Min indsigelse er medtaget nederst i dette blog-indlæg.

Læs mere »

Share

I Graven med en partikelmåler

9. juni 2014

Lyder dødeligt, og ja, der er i disse år alt for mange, som dør for tidligt af partikelforureningen. Men teksten i det følgende er blot en række optegnelser fra en rundtur i dag for at se på partikelforureningsniveauet i Banegraven ved Vesterport Station her på en 2. pinsedag, hvor de fleste holder fri, mens solen stråler fra en skyfri himmel og temperaturen mange steder i gaderummene kom godt op over 25ºC. Baggrunden er, at jeg pt. er ved at gennemføre et større projekt, Byens grønne lunger, om byvegetationens muligheder for at mindske luftforureningen, hvor et af kapitlerne indebærer beplantningsforslag dels for Torvegade, dels for Banegraven. Tanken er så i løbet af den kommende uge at tage en tilsvarende runde omkring Banegraven og se på niveauerne på en hverdag, hvor trafikken i området er langt mere massiv – og samtidig gerne også en dag, hvor det blæser lidt mindre end i dag.

Jeg satte partikelmåleren i gang hjemmefra, og niveauet var faktisk overraskende højt – ud af et vindue mod Larslejsstræde, hvor trafikken på en dag som i dag er meget begrænset, lå niveauet og svingede mellem 14-16.000, og hvis jeg prøvede til gårdsiden, var der tale om 18-19.000. Da jeg kom ned i gadeplan og om hjørnet til Sankt Peders Stræde, steg niveauet til 20-22.000, stadig med ganske få køretøjer, ingen bagerdufte, parfumer, tobak eller bålrøg, så baggrundsniveauet i dag måtte være ganske højt. En enkelt 3×34 varevogn passerede, tydeligvis uden partikelfilter, for niveauet steg kortvarigt over 50.000.

Disse tal kan være lidt abstrakte, men den partikelmåler, jeg har lånt af Miljøpunkt Indre By-Christianshavn, måler én gang i sekundet antallet af ultrafine partikler pr. cm³ i størrelsesordenen 0,02-1,0 µm – eller den størrelse af partikler, som mere og mere tyder på er de allerværste for vores sundhed, fordi partikler i den størrelse ikke bare når ud i de allerfineste afkroge af vores lunger, men herfra kan bevæge sig videre ind i blodbanerne, hvor de afstedkommer fri radikal-beskadigelse, som igen kan føre til alvorlige helbredsproblemer og i værste fald kræft og hjerte-kar-problemer med dødelig udgang. Alligevel har man endnu ikke etableret egentlige grænseværdier for de ultrafine partikler – det findes der endnu kun for de fine partikler (under 2,5 µm), og her opgøres den ikke i antal partikler, men i µg pr. m³.

Det Økologiske Råd har foreslået grænseværdier for ultrafine partikler, hvor årsgennemsnittet ikke må overstige 7.000 partikler pr. cm3, mens timeniveauet 20 dage om året maksimalt må overstige 20.000 partikler pr. cm3, for at give plads til vejarbejdsdage og dage med ekstraordinære forhold.¹

Det ville pynte alvorligt på partikelforureningens dødsstatistik, men forudsætter en markant stramning af miljøzone-reglerne, som der i et uheldigt deadlock mellem stat og kommune ikke synes at være mulighed for. Men lad os fortsætte rundturen.

Læs mere »

Share

Fukushima update I

3. juni 2014

Det er nu to måneder siden jeg ophørte med de næsten daglige optegnelser omkring Fukushima-katastrofens udfoldelse i det japanske samfund, samlet i månedlige indlæg: Japan igen på A-kraft. Så jeg tænkte, at det var på tide med et lille rids af situationen.

Måske der er noget sundt ved på den måde at træde lidt mere på afstand, for hvor situationen i dag for dag-perspektiv let bliver fyldt med alle de små hovsaer og småkonflikter, så tegner der sig, set i et bare lidt længere tidsperspektiv et klart billede af, at situationen ved Fukushima Daiichi langsomt men sikkert stabiliseres, og der er håb om, at den konstante blødning af betydelige mængder af radioaktivitet, som har stået på i mere end tre år nu, inden for det næste år til halvandet vil kunne reduceres markant. Men stadig er man ikke kommet ret meget nærmere, hvor løsdelene fra de nedsmeltede reaktorkerner rent faktisk befinder sig.

Der har i de seneste to måneder været en fase med medieudmattelse, hvor selv engelsksprogede japanske aviser som Mainichi, Japan Times og Asahi Shimbun, som ellers i mere end tre år har fulgt udviklingen tæt, har haft perioder med op til flere dage i træk, hvor A-kraft-spørgsmålet slet ikke blev nævnt. Til dels fordi der ikke var så meget nyt at nævne, men også i høj grad fordi en række andre politiske sager har fyldt meget, først og fremmest premierminister Abes ønske om at ændre konstitutionen, så Japans militære rådighedsrum bliver større end i den nuværende pascifistiske post 2. verdenskrigsprægede konstitution. Men nu er Asahi Shimbun tilbage med endnu en runde af sin Prometheus Trap-serie, og kombinationen af afgørelsen om Oi-værket og igangsættelsen af den store frostmur har igen gjort situationen omkring Fukushima til dagligt avisstof.

Abe-regeringen har også barslet med en ny udgave af energiplanen, som var tæt på at sprænge regeringen, da den omend meget indirekte udtrykker industriens ønske om at få flest mulige reaktorer i gang hurtigst muligt – hvilket er i modstrid med synspunkterne for en betydelig fraktion inden for regeringspartiet samt koalitionspartneren Komeito. Så hvor den foregående regering efter store folkehøringer endte med en energiplan, hvor A-kraften senest i løbet af 2030erne skulle udfases helt, så er A-kraften i den nye plan lusket ind i varmen igen gennem at være defineret som en vigtig base load energikilde, og der står nu blot lidt forblommet, at Japan skal gøre sig mest mulig uafhængig af A-kraft. Men hele planen er så floffy i sin formulering og så eklatant manglende tal og proportioner, at det er uklart, om dette skal opnås gennem energibesparelser og satsninger på vedvarende energi, eller gennem genstarten så mange reaktorer, at man ikke er afhængig af, om en enkelt reaktor skulle komme i vanskeligheder. Nøgternt sent synes Abe-administrationen at presse massivt på for at komme ud af afhængigheden gennem en sådan rigelighed. Men det foregår forsøgsvist meget diskret, for der er stadig en endog meget stærk modstand mod A-kraften i den japanske befolkning.

Det er nok en af de vigtigste grunde til, at det går så langsomt, som det går med genstarterne – det kræver et vist politisk mod at være med til at sige ja til genstarterne, så alt bliver vendt og drejet forud. På et tidspunkt tegnede det til, at der (fra forsyningsselskabernes perspektiv) i bedste fald kunne komme op til 10-12 reaktorer i gang i løbet af i år. Men foreløbig er det ikke lykkedes at få en eneste klar til start, og forløbet her de seneste måneder tegner snarere til at tyder det nærmere til at det maksimalt lykkes at få 4-5 reaktorer inden udgangen af året. Måske nogen har håbet på, at når først der gik hul på genstarterne, så kom de i en lind strøm. Men lige nu tegner det til at gå så langsomt, at modstanden er maksimal for hver enkelt.

Bypass-operation for grundvandet ved Fukushima Daiichi

På selve Fukushima Daiichi-værket er det efter mange og lange forhandlinger lykkedes at få kystfiskernes accept af en gigantisk bypass-operation, hvor man opsamler vand oven for de nedsmeltede reaktorer, så mængden af indstrømmende grundvand fremover vil kunne reduceres. Det bliver ikke pumpet direkte i havet, men opsamles først i store tanke, hvor strålingsniveauet måles. På nær en enkelt tank har niveauet kunnet holde sig unde de forud fastsatte grænseværdier. Principielt er det ikke nogen god løsning, men hver dag strømmer der omkring 400 ton sandsynligvis stærkt forurenet grundvand ud, så hvis man ad denne vej kan mindske ikke bare den mængde vand, som siver ind i de havarerede reaktorers kældre og fundamenter, men også en del af denne udstrømning, så er det et godt bytte for fiskerne.

Ingen kender det præcise omfang af denne grundvandstrøm, eller hvor stærkt dette grundvand er forurenet, for her mere end tre år efter ved ingen endnu præcist, hvor voldsomt de tre nedsmeltede reaktorer er nedsmeltet, og dermed, hvor store mængder af reaktorkernemateriale, som er i direkte kontakt med grundvandet og til stadighed vaskes ud i grundvandet.

Den store frostmur

Denne udvaskning vil fortsætte en rum tid endnu. Men i går var endnu en milepæl i oprydningsarbejdet, for da tog man første spadestik til den gigantiske 1,5 km lange frostmur, hvormed man vil indkapsle de fire havarerede reaktorer. Der har været en del diskussion, om det nu var en sikker løsning, om man i virkeligheden destabiliserede de i forvejen af jordskælvet hårdt medtagne reaktorbygninger yderligere. Men I sidste uge kom NRAs godkendelse af byggeplanerne, så man i går endelig tog fat.

Læs mere »

Share