Indlæg om sundhed

Repeal and replace

27. juni 2017

På nederste linje står der med småt, at der på verdensplan årligt dør 1.775 mennesker ved terrorangreb, mens der ifølge beregninger fra Harvard Medical School og Cambridge Health Alliance alene i USA dør 45.000 mennesker om året på grund af manglende health care.

Det helt store tema i Washington lige nu er afviklingen af Obamacare og Medicaid, de to centrale initiativer, som Obama og demokraterne fik gennemført i 2010, som formåede at bringe sundhedsforsikring til 25 mio. flere amerikanere. Det har siden været en rød klud i ansigtet på de mange republikanere og højreradikale, for hvem staten er jo mindre jo bedre. Og nu, hvor republikanerne har magten både i Senatet, i Repræsentanternes Hus og i Det Hvide Hus, var der lagt op til en storstilet tilbagerulning af Obamas sundhedsreform, efter at Obama igen og igen måtte benytte sin vetoret for at beskytte mod republikanske krav om repeal and replace.

Det paradoksale er, at Obama valgte en model, der var udtænkt af en republikansk tænketank, hvor man bevarede det eksisterende system, der bygger på private forsikringsforhold, og supplerede det med ordninger, der gjorde det muligt for langt flere at få sundhedsforsikring. Eller rettere det er ikke så paradoksalt, når man ser, hvordan Obama forstod, at der måtte være enighed om noget så fundamentalt som hvordan et land varetager sine indbyggeres sundhed, hvis det skal blive en varig ændring.

Så selvom det nok havde været mere i Det Demokratiske Partis ånd at søge at gennemføre en skattefinansieret løsning, som det kendes fra de fleste andre af verdens velstående lande – hvad man i USA kalder et single payer-system – og selvom en sådan løsning hvis man sammenligner fra land til land i praksis viser sig at kunne levere et velfungerende sundhedssystem for en langt mindre del af bruttonationalproduktet end The American Way, så var der i en sådan single payer-organisering så mange kameler at sluge, at det ikke havde nogen chance for at blive realiseret tilbage i 2009. Måske i dag, efter at Bernie Sanders igennem et år kørte en valgkampagne, hvor skattefinansieret sundhed og uddannelse var centrale punkter. Men i USA har man traditionelt haft væsentligt lavere skattetryk, og man har ikke samme tradition for omfordeling via skatterne, som vi kender det fra Skandinavien. Samtidig synes en betydelig del af de republikanske ideologer (og vælgere) ikke at tage det for givet, at sundhedsforvaltning er noget, man har ret til som borger – noget der står klar, når ulykken rammer. Tværtimod er det noget, man må gøre sig fortjent til ved selv at betale enten direkte for de ydelser, man får, eller ved at tegne en forsikring – ligesom enhver kan påkalde sig sin ret til ikke at forsikre sig.

I modsætning til de hospitalsvæsener, vi kender i Skandinavien, har USA private hospitaler, private pleje- og alderdomshjem, private fængsler, fødsels- og afvænningsklinikker osv., og de fleste med faste ordentligt betalte jobs har deres sundhedsforsikring organiseret som en del af deres ansættelsesforhold. For de republikanere, der lige nu er ved at repeale og replace Obamacare og Medicaid er det et tilbagevendende argument, at konkurrencemomentet med Obamas reformer blev mindre. I mange stater er der kun en enkelt forsikringsudbyder tilbage, hvilket i republikansk optik er en katastrofe. For der skal ‘nødvendigvis’ være et valg, både mellem foreskellige udbydere af samme forsikring og mellem forskellige forsikringsniveauer. Når der er to eller flere konkurrerende forsikringsselskaber, vil der automatisk være indbygget en mekanisme, der skærper prisdannelsen – fremhæver ideologerne sammen med hele den række af argumenter, som i de seneste årtier har ført til privatiseringen af store dele af den offentlige sektor i mange lande.

Det viser sig blot, at det ikke virker efter hensigten på sundhedsområdet. I praksis er det amerikanske sundhedsvæsen verdens i særklasse dyreste. USA bruger næsten dobbelt så stor en andel af landets bruttonationalprodukt på sundhedsforvaltning end vi gør i Danmark, samtidig med at mange millioner mennesker er holdt uden for. Det misforhold er der mange grunde til. Men for overhovedet at kunne nå frem til at vedtage Medicaid og Obamacare blev der i 2010 indføjet et stort antal tilføjelser i lovkomplekset. For eksempel er det ikke er muligt at forhandle om priserne på medicin. Så stordriftsfordelene er totalt demonterede, medicinalindustrien er en gigantisk parasit på det amerikanske samfund, og qua de prislister for ydelser og materialer, der styrer afregningen mellem de mange forskellige økonomiske enheder i det amerikanske system, betaler amerikanerne voldsomt meget mere for deres medicin end vi gør i andre lande.

Selvom vi kan synes, at vores hjemlige system er bureaukratisk, så er det utroligt enkelt i forhold til når alle de enkelte instanser hele tiden skal agere og fungere som selvstændige forretningsenheder. Samtidig giver det forhold, at (sygdom og) sundhed i det statsfinansierede hosptal ikke er fuldt reduceret til en købmandsvare, en etisk renfærdighed.

Læs mere »

Share

Trump i klimafornægternes net?

18. maj 2017

Forholdet mellem Trump og Putin er nok ikke helt så entydigt som på dette vægmaleri. Men til Trumps store fortrydelse har det altoverskyggende emne i Trumps første 117 dage som præsident været, i hvilken udstrækning, russernes manipulation af det amerikanske valg skete med Trump-kampagnens viden og medvirken – og de ofte grotesk klumsige forsøg på at dække over tingene fra Trump og Det Hvide Hus. Trods flertal både i Senatet og i Repræsentanternes Hus fremstår Trump-administrationen stadig mere handlingslammet, og det virker lige nu usandsynligt, at Trump holder samtlige fire år.  

I går var det sådan ret præcist 117 dage siden Trump overtog Det Hvide Hus. Og selvom Verden står endnu, har der siden da fra Trumps side været næsten daglige attentater på den hidtidige verdensorden. Det er som et gigantisk absurd teater, hvor tåbeligheden, grådigheden, selvoptagetheden og uformåenheden tilsyneladende ikke kender nogen grænser. For hundredesyttende gang har man undret sig over, hvordan et så grundlæggende usympatisk menneske så fundamentalt uegnet til at løfte hvervet som præsident for USA kunne ende i Det Hvide Hus? Hvordan noget så gement kunne ende med at få til opgave at føre arven videre fra Obama, som omvendt har været et af de mest ædle væsener, der har stået i spidsen for USA og igennem otte år har formået at lede USA uden et eneste personligt fejltrin. Det er absurd teater. Og man kunne blot læne sig tilbage og nyde forestillingen, hvis ikke det var fordi det, der sker i USA i disse måneder, hvor det er lykkedes professionelle klimafornægtere at infiltrere betydelige dele af Trumps administration, potentielt har ganske alvorlige konsekvenser ikke bare for det amerikanske samfund, men globalt for vores fælles fremtid.

Det er stadig for tidligt at afgøre, i hvor høj grad den klimaindsats, som præsident Barack Obama fik påbegyndt, vil overleve. Der er lavet mange proklamationer i den modsatte retning, og en række af de tilbagerulninger, der var enklest at gennemføre, er allerede iværksat. Men meget står endnu, og uanset hvad Trump & co. finder på, er der efter otte år med Obama igangsat en omstillingsproces, som ikke lige lader sig standse. Uanset Trump bliver der i hvert fald foreløbig rejst vindmøller og sat solcelleanlæg op som aldrig før. Samtidig har man i de seneste uger kunnet se, hvordan Trump og hans nærmeste er i fuld gang med at vikle sig ind i et stadig mere snærende og belastende spin af småløgne og søforklaringer, som blot gør det i forvejen anstrengte forhold til pressen og offentligheden endnu mere betændt, og som dag for dag gør det stadig sværere for ‘normale’ republikanere at fortsætte at støtte op om ham.

Trump er en historisk upopulær præsident blandt vælgerne så tidligt i embedsperioden med approval rates på 35-38% i de seneste målinger, hvor den typisk ligger på to tredjedele for præsidenter så tidligt i forløbet. Ved valget i november sikrede republikanerne sig et komfortabelt flertal i Repræsentanternes Hus. Men allerede efter blot tre måneder med Trump peger prognoserne på, at demokraterne ved midtvejsvalgene i 2018 vil være i stand til at genvinde flertallet. Og selvom demokraterne indtil nu – godt hjulpet af Trump-administrationens amatørisme og manglende evne til at aflæse spillet i Washington samt den kogende vrede i befolkningen, der har bragt mennesker på gaden i titusindvis – har haft stort held med at bremse Trumps fremfærd, så vil det i længden kun være et genvundet demokratisk flertal i Senatet og i Repræsentanternes Hus, der for alvor ville kunne bremse Trumps bestræbelser på at aflive velfærdsstaten og det multikulturelle USA, og at få afsporet den begyndende amerikanske klimaindsats. Samtidig er der jo ikke bare brug for at bevare det igangsatte, men tværtimod for at accelerere og videreudvikle den amerikanske omstilling.

Man kan finde trøst i, at det inden for de første hundrede dage ikke lykkedes Trump at gennemføre en eneste egentlig lovhandling. Dertil har han stadig alt for lidt føling med det omfattende forarbejde og det samarbejde, der skal til med begge kamre i Kongressen, for at det kan lykkes. Han har udstedt en masse executive orders, og han gør meget ud af at time dem, så der hele tiden er godbidder til pressen og hans gamle kernevælgere. Men det er som om han stadig mest af alt fører valgkamp. Hans tiltag er stort set uforberedte og utilpassede, og mange af dem er mest af alt proklamatoriske af natur, hvilket Bill Maher på et tidspunkt særdeles rammende karakteriserede som underskrevne tweets.

Læs mere »

Share

The fear of GMOs is a rational fear

14. september 2015

Ofte støder man på artikler og holdninger, at frygten for genmanipulerede organismer GMO bliver ubegrundede og bunder i uvidenhed – og at det er sådan lidt bagstræberisk frygt for udviklingen-agtigt, næsten maskinstormeragtigt. Og jeg må da helt ærligt indrømme, at jeg har en god portion skepsis både principielt overfor fænomenet og for den måde, en række store virksomheder i praksis efterfølger GMO-organismernes forretningspotentiale, samtidig med at de griber problematisk (manipulatorisk) ind i den frie videns- og meningsdannelse omkring fænomenet og støtter op om et utidssvarende og stærkt ubæredygtigt landbrugsparadigme.

For hvor menneskeheden indtil nu i sin forældning af planteverdenen gennem podninger, krydsformeringer og målrettet fremelsken af særlige egenskaber har arbejdet inden for naturens eget regelsæt –  vi har så at sige arbejdet med naturen i naturen på naturens præmisser – så ligger der i gensplejsningen, hvor man krydsklipper genetiske stumper fra én organisme ind i en anden, en radikal overtrædelse af naturens spilleregler, en træden uden for naturens orden, som jeg grundlæggende mener, vi skal holde os langt væk fra. For vi kommer meget let til at gøre noget, vi ikke har fuldt overblik over, og selvom det umiddelbart løse et problem eller et kompleks af problemer, vi har sat os for at løse, så vil det næsten uundgåeligt føre til uventede, uforudsigelige bivirkninger, hvoraf nogle i værste fald ville kunne have skæbnesvangre konsekvenser for klodens levende økosystemer.

Som jeg for nogen tid siden i forbindelse med introduktionen af artiklen Scotland Announces Total Ban on GM Crops skrev på Facebook: “Indtil vi lærer at tage bivirkningerne af det vi gør fuldt i betragtning, er GMO en rigtig dårlig idé. Og den dag vi lærer det, vil det nok vise sig stadig at være en rigtig dårlig idé.” Hvis man nøgternt iagttager, i hvor høj grad de seneste århundreders udvikling er et resultat af en stadig forsøg på at dæmme op for bivirkninger ved tidligere beslutninger og nye teknologier, så er det alt andet end betryggende at åbne for genteknologiens klippe-klistren i naturens genetiske koder på en måde, som naturen ikke gør det, og ikke igennem sine 3,8 mia. år har haft nogen chance for – eller brug for – at udvikle modtræk eller feed back-mekanismer overfor.

Derfor vækker det øjeblikkelig genklang, når Nathanael Johnson i artiklen Dealing with the rational fear about GMOs and global catastrophe i Grist i sidste uge fastslår, at: “The fear of GMOs leading to global ruin isn’t crazy. It is a rational fear.”

Artiklen er en præsentation af et paper, The Precautionary Principle (with Application to the Genetic Modification of Organisms) (2014), som Johnson har skrevet sammen med fire andre fra  School of Engineering ved New York University.

“The idea is that natural reproduction and evolution is safe because, if something goes wrong, it will go wrong only locally and nature will stamp it out. They argue that the co-evolutionary process – the give and take between species in a local ecosystem – insures that disasters happen early, and at a small scale. The authors are saying that naturally occurring monsters with the potential to catastrophically destabilize the environment will wipe themselves out before they have the potential to cause global catastrophe”, skriver Johnson i sin artikel: “People (myself included) tend to have a powerful intuition that nature is balanced and nurturing. And in a sense that’s true: Every fiber of my being was shaped to fit into this beautiful ecosystem that we know and love. But if you look back into deep time, my beloved ecosystem looks like a momentary blip.”

Læs mere »

Share

Skifergasboringen i Vendsyssel opgivet

17. august 2015

Her til aften har Energistyrelsen meddelt, at det franske energiselskab Total opgiver prøveboringen i Vendsyssel, da skifergaslaget har vist sig for tyndt til at det giver mening at fortsætte eftersøgning og udvinding i området.

Samtidig kan energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt oplyse, at der er oprettet midlertidigt stop for nye ansøgninger om skifergas, så nye ansøgninger ikke vil komme i betragtning for nuværende. Total opgav tidligere på sommeren at boere efter skifergas i den del af koncessionsområdet, som strækker sig under Nordsjælland. Så faren for, at et skifergaseventyr kommer til at vansire de danske landskaber, er i dag skrumpet betragteligt.

Det er glædelige nyheder, for i den nuværende situation giver det ikke mening at hive flere fossile brændstoffer op at den danske undergrund – vi har for længst brugt mere end vores andel, og hvis den basale indsigt, at to tredjedele af alle kendte fossile brændstoffer skal forblive under jorden for at vi kan holde 2°C-målsætningen, så må vi først som sidst indse absurditeten i et efterforske yderligere forekomster.

Der har været protestlejr foran prøveboringen i over et år nu, og protestbevægelsen mod skifergas var ved at komme op i gear ikke kun i de daglige markeringer, men også i forfølgelsen af de mange politiske og juridiske protestmuligheder, som åbnede sig. Man kan derfor håbe, at de kræfter har mod på at sætte et mere eftertrykkeligt punktum for sagen. For den eneste rigtige konklusion på det seneste års hovsa-proces må være, at Danmark får etableret et fuldt moratorium for al videre efterforskning og udvinding af fossile brændstoffer på dansk territorium. Det må meget gerne udstrække sig til det arktiske område.

I første omgang er det vigtigt at sikre sig, at Total ikke foretager nye boringer andre steder i området, for principielt har Total ret til at gennemføre yderligere prøveboringer frem til 2016, og Totals projektleder Henrik Nicolaisen siger til Nordjyske, at: “Der bliver altså ikke tale om nogen form for fracking ved Dybvad. Men det betyder ikke, at vi helt har opgivet jagten på skifergas i Vendsyssel. Nu går vi i tænkeboks og overvejer næste skridt, siger Totals projektleder.”

En ansøgning om fornyet eftersøgning vil i givet fald skulle foreligge inden 5. juni 2016, hvor licensaftalen udløber. Det virker dog ikke umiddelbart realistisk, at det vil ske, dels fordi man sandsynligvis har boret i Dybvad fordi det her var sandsynligt, at det var her, man skulle finde de tykkeste gasførende lag. Dels vil den politiske situation ved en eventuelt ny godkendelse vil være meget anderledes. Hvor det har kunnet lade sig gøre at gennemføre første prøveboring fordi Danmark er blevet godt og grundigt taget på sengen, så vil en fornyet miljøgodkendelse blive langt vanskeligere at hive hjem.

Herover ses et eksempel på et fracking-ramt landskab i Texas – det ville være fortvivlende, hvis Total var kommet af sted med en tilsvarende ødelæggelse af Vendsyssels smukke landskaber. Måske nogle få tjener på skifergassen, men udvindingen giver øget forekomst af jordskælv, store risici i forhold til vores grundvand og ganske alvorlige sundhedsproblemer. Samtidig undslipper der ofte så megen gas uden om rørsystemerne, at den klimagevinst, som der i udgangspunktet kunne være i forhold til kul og olie, forsvinder i den blå luft. 

Man kan spørge sig selv, om der ikke burde køres en form for principiel retssag omkring hele den gennemført luskede måde, hvorpå Danmark er blevet narret ind i en situation, hvor vi pludselig havde solgt retten til at udvinde skifergas mv. i en stor del af landet – uden at nogen vidste, at det var sket. Det burde ikke kunne ske i et demokrati. Og selvom der siges at det er sket af hensyn til koncessionstagerne, så må man sige, at der er taget en lang række forkerte hensyn, mens omvendt en lang række hensyn, som burde være taget og en lang række instanser som burde have været informeret, systematisk har været holdt udenfor. Lykke Friis som dengang var en nøgleperson i forhandlingerne, hævder, at end ikke hun vidste, at hun var ved at give et fransk firma tilladelse til at udvinde skifergas.

Totals skifegasefterforskning har foreløbig kostet 350 mio. kr., og havde der været bare lidt mere gas, så det havde kunnet betale sig at hente den op, så kunne den danske stat meget let have endt med at måtte tilbagebetale en betydeligt større beløb for at kunne købe koncessionsrettighederne tilbage. Så der bør være en lille gruppe mennesker, som har endog meget røde ører over det makværk, de har lavet ved i al hemmelighed at give Total den tilladelse, de gjorde.

Læs mere »

Share

Obama: 32% reduktion af energisektorens udledninger inden 2030

3. august 2015

.
I dag fremlagde Obama sin klimaplan i sin endelige form. I den forbindelse lagde Det Hvide Hus i går denne video ud, hvor Obama selv præsenterer sin klimapakke og inviterer alle amerikanere til at medvirke til at løse klimaudfordringen.

“Power plants are the single biggest source of harmful carbon pollution that contributes to climate change,” kan man her indledende høre Obama fastslå: “But until now, there have been no federal limits to the amount of that pollution those plants can dump into the air. Think about that. We limit the amount of toxic chemicals like mercury and sulfur and arsenic in our air and water, and we’re better off for it. But existing power plants can still dump unlimited amounts of harmful carbon pollution into the air we breathe. For the sake of our kids, for the health and safety of all Americans, that’s about to change.”

Planen sætter ind overfor de amerikanske kraftværker, og udstikker stat for stat retningslinjer for, hvor store reduktioner kraftværkssektoren skal gennemføre inden 2030, med belønninger for dem som kan klare det hurtigere. Denne indsats overfor kraftværkerne er grundstenen i den klimaindsats, som Obama fremlagde i 2013 og detaljerede i 2014 – og udgør den største enkelte post i den reduktion af de amerikanske udledninger på 26-28% i forhold til 2005, som Obama har forpligtiget USA til inden 2025.

Samlet er der for USAs energisektor tale om reduktioner som over en 15-årig periode vil udgøre 32% i forhold til 2005, hvilket er mere, end der hidtil har været lagt op til, ud over at reduktionerne i højere grad vil blive løst med vedvarende energi og mindre med indfasning af gas. Der er ikke tale om, at alle værker over én kam blot skal reducere det samme, tværtimod er der lavet forskellige reduktionsmål for hver af USAs stater (bortset fra Vermont og Washington BC, som ikke har nogen fossilt fyrede kraftværker), ligesom der er givet en stor frihed til at hver enkel stat inden for disse rammer frit kan sammensætte sin optimale energimix. Til gengæld er der lagt yderligere to år ind i tidslinjen for at have den nødvendige tid til at opnå de foreskrevne reduktioner – og til forud at udarbejde meningsfulde planer, for hvad der skal ske med de enkelte enheder, og hvilke vedvarende energikilder man regionalt vil prioritere.

Det hvide hus har lavet et fact sheet, som resumerer de vigtigste aspekter af Obamas Clean Power Plan, herunder et uddrag af første del:

The Clean Power Plan establishes the first-ever national standards to limit carbon pollution from power plants. We already set limits that protect public health by reducing soot and other toxic emissions, but until now, existing power plants, the largest source of carbon emissions in the United States, could release as much carbon pollution as they wanted. 

The final Clean Power Plan sets flexible and achievable standards to reduce carbon dioxide emissions by 32 percent from 2005 levels by 2030, 9 percent more ambitious than the proposal. By setting carbon pollution reduction goals for power plants and enabling states to develop tailored implementation plans to meet those goals, the Clean Power Plan is a strong, flexible framework that will:

  • Provide significant public health benefits – The Clean Power Plan, and other policies put in place to drive a cleaner energy sector, will reduce premature deaths from power plant emissions by nearly 90 percent in 2030 compared to 2005 and decrease the pollutants that contribute to the soot and smog and can lead to more asthma attacks in kids by more than 70 percent. The Clean Power Plan will also avoid up to 3,600 premature deaths, lead to 90,000 fewer asthma attacks in children, and prevent 300,000 missed work and school days.
  • Create tens of thousands of jobs while ensuring grid reliability;
  • Drive more aggressive investment in clean energy technologies than the proposed rule, resulting in 30 percent more renewable energy generation in 2030 and continuing to lower the costs of renewable energy.
  • Save the average American family nearly $85 on their annual energy bill in 2030, reducing enough energy to power 30 million homes, and save consumers a total of $155 billion from 2020-2030;
  • Give a head start to wind and solar deployment and prioritize the deployment of energy efficiency improvements in low-income communities that need it most early in the program through a Clean Energy Incentive Program; and
  • Continue American leadership on climate change by keeping us on track to meet the economy-wide emissions targets we have set, including the goal of reducing emissions to 17 percent below 2005 levels by 2020 and to 26-28 percent below 2005 levels by 2025.

Med planen er det lykkedes at skabe en situation, hvor der sandsynligvis ikke bliver opført flere kulkraftværker i USA, i det mindste ikke før der er udviklet en effektiv CCS-teknologi. Så den igangværende stime af lukninger af kulkraftværker må forventes at fortsætte. Da Sierra Clubs omfattende kampagne Beyond Coal startede i 2010, havde USA 519 kulfyrede kraftværker. For få dage siden stod det klart, at USA siden da var nået til udfasningen af kulkraftværk nr. 200. Så når der indimellem fra republikansk side bliver talt om “The War on Coal”, er det måske ikke helt forkert. Kulkraftens dage er talte i USA, omend udfasningen kommer til at ske i et tempo, så den vedvarende energi kan følge med. Beyond Coal behøver ikke i sin kampagne at trække på den store idealisme, for i dagens USA er sol- og vindenergien i de fleste situationer blevet billigere end kulkraften. Størstedelen af den nye energikapacitet, som tilføjes, er således i dag fra vedvarende energikilder.

Læs mere »

Share

En eldreven 40-ton lastbil

11. juli 2015

Ofte forbindes el-biler med små fluevægtere, som kan snige sig ind på parkeringspladser, hvor ingen ‘normal’ benzinbil ville kunne kante sig ind. Men på personbilsområdet har Tesla med Tesla Leaf nu lavet, hvad man kunne kalde den elektriske version af Mercedes’en eller BMVen – biler med samme kørekomfort og rå accelerationskraft. Og nu har tyske BMW og SCHERM etableret sig med en 100% eldrevet lastbil med en fragtkapacitet på 40 ton. Ellastbilen er udviklet af det hollandske firma Terberg Benschops, som fremstiller special-køretøjer.

Stadig er rækkevidden begrænset. Fuldt lastet kan den køre 100 km, før den skal oplades, hvilket tager 3-4 timer. Den er i første omgang udviklet til at transportere bildele mellem to fabrikker i München med 3 km afstand op til 8 gange om dagen. Og den slags transportarbejde vil den sagtens kunne klare. Fordelen i den urbane sammenhæng er den indlysende, at den til forskel fra sine dieseldrevne kolleger er lydløs og stort set forureningsfri. Og BMW og SCHERM har beregnet, at den med det tilsigtede brug vil reducere udledningerne med 10,8 ton CO2 pr. år.

Læs mere »

Share

Abundance within planetary boundaries

16. marts 2015


.
I denne video fra en forelæsning i Wien 12. marts i år giver Johan Rockström en præsentation af opdateret udgave af det fortsatte arbejde ved Stockholm Recilience Centre med at definere vores Planetary Boundaries. Rockström er en eminent præsentator, og vi står her med noget, som der i den grad er mangel på, et samlet perspektiv for de rammer, vores samlede menneskelige akrivitet må holde sig inden for, hvis ikke vi skal forøde vores fælles livsgrundlag. Og ikke kun for klimaet eller for bidiversiteten eller for andre hver isædr vigtige parametre, men for det samlede hele som udgør vores livsgrundlag.

Stadig i dag forfølger stort set alle parter og partier i stort alle lande en udvikling, hvor vi kan vokse og konkurrere os ud af den nuværende krise uden blik for, at vi allerede er langt inde i et overforbrug af begrænsede ressourcer, som ikke kan fortsætte, og slet ikke udvides. Selv når det dæmrer, at vi er nødt til at lade størstedelen af de kendte forssile reserver forblive i jorden, uafbrændte, så leder det ikke til besindelse, men til et fornyet kapløb om, hvem som kan nå at pumpe mest op og kapitalisere reserverne, inden det bliver reguleret.

Der er således brug for, at indsigten om planetary boundaries i allerallernærmeste fremtid bliver fælles forståelse. og man kunne ønske sig at en forelæsning som denne var obligatorisk stof for alle politikere, virksomhedsledere og embedsmænd verden over indtil det stod så klart for os, at formåede at handle efter det og kurvene igen begyndte at vende rigtigt.

Rockströms slides kan ses her (pdf).

Se tidligere blog-indlæg: Velfærd uden vækst? og Grænser for vækst 2.0.

 

Share

I Graven med en partikelmåler

9. juni 2014

Lyder dødeligt, og ja, der er i disse år alt for mange, som dør for tidligt af partikelforureningen. Men teksten i det følgende er blot en række optegnelser fra en rundtur i dag for at se på partikelforureningsniveauet i Banegraven ved Vesterport Station her på en 2. pinsedag, hvor de fleste holder fri, mens solen stråler fra en skyfri himmel og temperaturen mange steder i gaderummene kom godt op over 25ºC. Baggrunden er, at jeg pt. er ved at gennemføre et større projekt, Byens grønne lunger, om byvegetationens muligheder for at mindske luftforureningen, hvor et af kapitlerne indebærer beplantningsforslag dels for Torvegade, dels for Banegraven. Tanken er så i løbet af den kommende uge at tage en tilsvarende runde omkring Banegraven og se på niveauerne på en hverdag, hvor trafikken i området er langt mere massiv – og samtidig gerne også en dag, hvor det blæser lidt mindre end i dag.

Jeg satte partikelmåleren i gang hjemmefra, og niveauet var faktisk overraskende højt – ud af et vindue mod Larslejsstræde, hvor trafikken på en dag som i dag er meget begrænset, lå niveauet og svingede mellem 14-16.000, og hvis jeg prøvede til gårdsiden, var der tale om 18-19.000. Da jeg kom ned i gadeplan og om hjørnet til Sankt Peders Stræde, steg niveauet til 20-22.000, stadig med ganske få køretøjer, ingen bagerdufte, parfumer, tobak eller bålrøg, så baggrundsniveauet i dag måtte være ganske højt. En enkelt 3×34 varevogn passerede, tydeligvis uden partikelfilter, for niveauet steg kortvarigt over 50.000.

Disse tal kan være lidt abstrakte, men den partikelmåler, jeg har lånt af Miljøpunkt Indre By-Christianshavn, måler én gang i sekundet antallet af ultrafine partikler pr. cm³ i størrelsesordenen 0,02-1,0 µm – eller den størrelse af partikler, som mere og mere tyder på er de allerværste for vores sundhed, fordi partikler i den størrelse ikke bare når ud i de allerfineste afkroge af vores lunger, men herfra kan bevæge sig videre ind i blodbanerne, hvor de afstedkommer fri radikal-beskadigelse, som igen kan føre til alvorlige helbredsproblemer og i værste fald kræft og hjerte-kar-problemer med dødelig udgang. Alligevel har man endnu ikke etableret egentlige grænseværdier for de ultrafine partikler – det findes der endnu kun for de fine partikler (under 2,5 µm), og her opgøres den ikke i antal partikler, men i µg pr. m³.

Det Økologiske Råd har foreslået grænseværdier for ultrafine partikler, hvor årsgennemsnittet ikke må overstige 7.000 partikler pr. cm3, mens timeniveauet 20 dage om året maksimalt må overstige 20.000 partikler pr. cm3, for at give plads til vejarbejdsdage og dage med ekstraordinære forhold.¹

Det ville pynte alvorligt på partikelforureningens dødsstatistik, men forudsætter en markant stramning af miljøzone-reglerne, som der i et uheldigt deadlock mellem stat og kommune ikke synes at være mulighed for. Men lad os fortsætte rundturen.

Læs mere »

Share

Chernobyl – 25 år efter

11. januar 2014

26. april 1986 indtraf der en ulykke på atomkraftværket ved Chernobyl, hvor én af værkets fire reaktorer kom definitivt ud af kontrol, og indtil Fukushima-katastrofen i 2011 blev Chernobyl regnet som den i særklasse værste atomkraft-ulykke i verdenshistorien – i hvert fald hvad angår fredelig udnyttelse. Reaktortypen i Chernobyl var uden egentlig beskyttelse af reaktorkernen, så ved den kernenedsmeltning, som fandt sted i reaktor 4, blev der frigivet meget store mængder af radioaktiv forurening. En ganske stor del af dette faldt over Hviderusland, men vinden førte radioaktiviteten ud over store dele af Europa, og i alt omkring 600 mio. mennesker har fået en snert af partikelforureningen fra Chernobyl.

Danmark blev kun meget let ramt af radioaktivt nedfald, men en vindfane trak en bræmme ind over det midterste Sverige og Norge, hvor man stadig i dag har betydelige efterveer derefter, i særlig grad på højfjeldet, hvor den biologiske aktivitet er særdeles langsom. Således måtte man for eksempel i Sverige kassere 80% af alt rensdyrkød, som blev slagtet i 1986, og i Norge måtte man hæve grænseværden for acceptabelt strålingsniveau for rensdyrkød med en faktor 10 for ikke at måtte kassere det hele, fra 600 til 6.000 becquerel/kg, hvilket er 60 gange over den grænseværdi, man i dag bruger i Japan i forbindelse med Fukushima-katastrofen.

Mere end 350.000 mennesker blev evakueret, og til forskel fra situationen i Japan har man ved Chernobyl ikke søgt at dekontaminere landskaberne, men simpelthen fastholdt evakueringerne og de afspærrede zoner, hvor koncentrationerne var for høje. Omkring 500.000 mennesker har været involveret i det efterfølgende oprydningsarbejde, som mundede ud i at man indkapslede den nedsmeltede reaktor i en stor sarkofag – som allerede i dag har vist sig at have så store mangler, at den bør udskiftes. Det officielle dødstal som følge af ulykken er sat til 31, mens andre vurderinger taler om op imod 1 mio. ofre for strålingsforureningen. Der er meget store økonomiske og politiske interesser forbundet med verdens atomkraftværker, og efterfølgende har der været gjort en stor indsats for at bagatellisere konsekvenserne for ikke at få A-kraften til at fremstå skræmmende. Samtidig kan det være vanskeligt at få et fuldt overblik over sundhedskonsekvenserne, fordi de udspiller sig over meget lang tid. Men til 25-årsdagen blev der lavet et forsøg på sammenfatning af sundhedskonsekvenserne af Chernobyl, Health Effects of Chernobyl, 25 Years After the Reactor Catastrophe – jeg har kopieret det fulde Executive Summary ind nedenfor.

Heri konkluderes det, at der efter 25 år er omkring 750.000 mennesker, som er blevet invaliderede som følge af Chernobyl-katastrofen og 112-125.000 som er døde pr. 2005 (efter 20 år), heraf omkring 5.000 børn (en undersøgelse på foranledning af partiet Die Grünen i kom i 2006 til 30-60.000, mens en Greenpeace-rapport nåede til et estimat på 200.000, og russiske forskere har vurderet, at op imod 1 mio. kræfttilfælde verden rundt ville kunne tilskrives Chernobyl).

Mange kræftformer har – særlig ved lavere strålingsdoser – en inkubationstid på 25-30 år, så det er først nu vi begynder at se de fulde konsekvenser af første generation, og den bestråling, som har fundet sted, vil fortsætte med at give misdannelser og sundhedskomplikationer flere generationer frem.

Læs mere »

Share

Anden del af IPCCs store klimastatus lækket

8. november 2013

Figur SPM 1 samt øverst temperaturudviklingen for business as usual-scenariet (RCP8.5) for år 2100 fra den netop lækkede, foreløbige udgave af anden del af IPCCs klimastatus.

Forud for udgivelsen af første del af AR5, IPCCs store klimastatus over det globale klima, blev der lækket adskillige versioner af foreløbige udgaver af rapporten. Nu er også anden del af AR5 via No Frakking Consensus blevet lækket – eller i hvert fald er selve det Summary for Policymakers, som nok er det, som de fleste får læst, da de fire hovedrapporter hver i sær kan være flere tusinde sider lange, blevet lagt ud.¹ Allerede tidligt på sommeren blev en tidligere udgave lækket.

Om det så er godt – IPCC beder så mindeligt om ikke at videregive rapporten, før man er færdig med den interne konsensusproces – er et åbent spørgsmål. Hvis man som New York Times synes at det ikke skulle være sket, så lad være med at downloade filen. Men nu har en af IPCCs faste kritikere, klimaskeptikeren Donna Laframboise, lagt den frem på No Frakking Consensus, for at verden skal have mulighed for at få indblik i, hvordan og hvor meget rapporten – eller rettere dens konkluderende Summary for Policymakers – ændrer sig i den sidste del af konsensusprocessen, hvor politikerne også kommer ind over:

“I think the public has a right to examine it. It’s important to be able to compare what IPCC personnel have written in this draft to what the final, non-draft version will say when it’s released to much fanfare next March,” hvilket Laframboise for så vidt kan have ret i.

Men hvis man skal dømme efter processen omkring første del af AR5 her for nylig, så sker der ikke de store ændringer. Men omvendt var der i de sidste dage i Stockholm et massivt pres fra en række lande for at få udvandet eller helt fjernet den del, som omhandlede opstillingen af et carbon budget – hvilket endte med ikke at blive tilfældet. Det blev diskuteret hele natten, og det krævede en virkelig stædig hovedforfatter på rapporten at fastholde vigtigheden af, at det var inkluderet. Ellers var der primært tale om at få ting uddybet og præciseret – denne gang særlig om den “forsinkelse” af opvarmningen, som ligger i, at en tilsyneladende større del af det globale varmeoverskud i de seneste år er akkumuleret i verdenshavenes dybere lag (se blog-indlægget  Stocker og Rosling introducerer IPCCs klimarapport i Stockholm).

Anden del af IPCCs AR5 fra Arbejdsgruppe II ser på følgerne af klimaforandringer, på bestræbelserne på at imødegå virkningerne, og på sårbarheden i de menneskelige og biologiske systemer. Flere fejlslagne afgrøder, mere hungersnød, flere hedebølger og hedeslag, flere oversvømmelser og sygdomme, accelererende stress af økosystemerne osv. Rapporten kortlægger de risici, de omkostninger og den mere eller mindre ubodelige skade på biodiversiteten og vores livsbetingelser, som vi påfører fremtiden ved vores fortsatte afbrænding af fossile brændstoffer. Og den gør det måske mere klart end nogensinde, at der er så meget at tabe ved at nøle med klimaindsatsen, og så meget at vinde – så mange klimakonsekvenser at undgå og afbøde – ved at tage klimaudfordringen alvorligt og sætte målrettet ind nu.

Følgende er uddrag fra climatenexus.org, som giver disse hovedpunkter fra Arbejdsgruppe IIs rapport:

Climate change is now everywhere. Impacts have been found on every continent. Both the human and natural worlds are feeling the effects, which are consequential and growing. Emphasis on currently occurring impacts has increased since the AR4, which only said that impacts are “emerging”.

People everywhere are vulnerable to extreme climate events. The devastating impacts of recent extreme events and extreme weather disasters show that our level of adaptation remains low. The strength and immediacy of this statement has increased since the AR4, which emphasized impacts in the far future more than current impacts.

Læs mere »

Share