Strøtanker om bæredygtighed

Som resultat af COP3 klimatopmødet i Kyoto indgik verdens rigeste lande i 1997 verdens hidtil første og eneste bindende aftale om reduktion af udledninger af drivhusgasser. I den forbindelse bandt Danmark sig til at reducere sine udledninger med 21% inden udgangen af 2012, hvor gennemsnittet af de lande, som indskrev sig med forpligtigelser, var en reduktion på blot 6%. Men det forlyder nu, at Danmark er i hus.

Ifølge Kyoto-aftalen må vores samlede nationale udledninger i 2012 maksimalt udgøre 54,8 mio. ton CO₂. De ligger dog stadig på 59,7 mio. ton CO₂, men differencen udlignes gennem køb af kreditter, hvor Danmark betaler for en reduktion svarende til differencen i forskellige tredjeverdenslande. Dette kvotesystem kan man mene meget om, men det var et af grundelementerne ved Kyoto-aftalen – et stort anlagt forsøg på at få markedets simple logik til at spille med i klimaindsatsen. Det er ikke slået fuldstændigt fejl, men prisen for at udlede 1 ton CO₂ på det europæiske kvotemarked er så lav, at det på ingen måde ansporer til at reducere ved kilden.

Kyoto-aftalen var langt fra nogen perfekt aftale, da den blev indgået, og det af flere  grunde. Men det var dengang det bedste, man kunne blive enige om – en form for begyndelse, vedtaget på COP3 blot 6 år efter at man i Rio i 1992 havde lovet hinanden at arbejde frem mod en klimaaftale til beskyttelsen af det globale klima.

For det første omfattede aftalen kun de ‘gamle’ industrilande – eller rettere var det kun dem, som havde bindende reduktionsmål. Og da USA verdens den gang største udleder af drivhusgasser sprang fra, var virkningen allerede reduceret. Så USAs udledninger ligger i dag omkring 30% over landets udledninger i 1990. For nylig meddelte Canada, at man ville udtræde af Kyoto-aftalen, efter at man i nogle år havde opgivet klimaaftalen og set landets udledninger eksplodere i forbindelse med udviklingen af tar sand i Alberta-området, hvilket i sig selv er en tikkende bombe under klodens klimaindsats. Og vi vil nok se, at Japan står til heller ikke at klare sine forpligtelser efter at man har haft samtlige sine A-kraftværker sat på stand by i forlængelse af Fukushima-katastrofen.

Læs mere »

EU nåede her sidst i september en milepæl med 100 GW vindmøllekapacitet installeret. Det kan måske være en svær størrelse at forholde sig til. Men Middelgrundens 20 møller er hver 2 MW, så der går 25 gange hele Middelgrundens 20 møller blot på en enkelt GW, og dermed 2.500 Middelgrunde på de 100 GW – eller 50.000 møller af samme størrelse som møllerne på middelgrunden.

Hvor det tog 20 år at nå de første 10 GW, så har det kun taget 13 år at nå de næste 90 GW, og alene i 2011 blev der installeret 9,6 GW, så det er et område i voldsom udvikling, selvom tingene herhjemme blev sat næsten i stå i ganske mange år under VK-regeringen.

PÅ EU-plan er vindkraftsektoren vokset med 15% om året siden 1995, og siden 2009 er det på EU-basis den energiform, som står for den største tilvækst/fornyelse af energiproduktionen, mere end kul, olie og A-kraft.

De 100 GW vindmøller producerer på årsplan energi svarende til produktionen fra ~40 A-kraft-værker eller ~60 kulkraftværker, så vindkraften fylder efterhånden godt i det samlede regnskab. Stadig stod vindkraften i 2011 kun for 6,3% af EUs elektricitetsforsyning, så der er endnu plads til markant mere vind i den europæiske energipalet.

I Danmark har vi en markant højere andel af vind og et mål om at vindkraften i 2020 skal står for 50% af vores elektricitetsforsyning. Allerede i dag, producerer vi mere elektricitet, end vi kan bruge, når det virkelig blæser. Så hvis vindkraften skal ende med at blive den primære energikilde – hvilket der er mange gode grunde til – er det vigtigt, at vi får udviklet gode billige måder at lagre energien på.

Batterier ville være nærliggende, men i praksis skal der kolossalt mange til. Måske man kunne forestille sig hydrolyse, hvor man spalter vand i ilt og brint, som så kan brændes (rent), når møllerne står stille, eller man kan pumpe vandet ud af et stort kar og lade det løbe tilbage (og drive generatorer), når vinden stilner af. Der findes faktisk en stor palet af muligheder for at lagre energi, men de har alle det tilfælles, at der sker et energitab, så de økonomisk set ikke er rentable, og dermed i den markedsvirkelighed, vi lever i, ikke bliver udviklet, fordi det stadig er billigere (og legalt) at brænde kul og olie af. Og i den markedsvirkelighed, vi lever i, bliver optimeringen af distributionen gennem udbygningen af el-nettet og udviklingen af smart grids vigtigere.

Men år for år bliver møllerne større og større. Hvor Middelgrundens 2 GW møller i 1998 var store møller, så er en stor mølle i dag 6 GW, og udviklingen synes at gå imod endnu større møller, ikke mindst til havs. I høringsmaterialet omkring afklaringen af opstillingen af kystnære vindmøller er der lavet undersøgelser af den visuelle påvirkning af landskaberne ved opstilling af vindmøller på op til 7-8 MW, hvor øverste vingespids når 180 m over havet. Den dag man finder det rigtige princip, så en vindmølle kan lagre energien fra et flere dages stormvejr i sit skaft og så efterfølgende afgive den over en uges tid, ville vindkraften kunne vokse til at dække størstedelen af EUs energibehov. Måske endda lagringen skete i den enkelte mølle – alene mølleskaftet er i dag et kæmpe hus.

Indtil da må vi høre folk genere sig over, at prisen på vindstrøm falder, når det virkelig blæser. Nogle få gange om året går den nærmest i nul. Men så er det godt at huske på, at en gratis kWh klimamæssigt fortrænger lige så meget CO₂ som en højt betalt.

Se tidligere blog-indlæg: Høring om kystnære havvindmøller, Østerild på vingerne, DONG rejser verdens største havmøllepark på rekordtid og DONG på bedre veje.

EU reaches 100 GW wind power milestone, European Wind Energy Association 27.09.2012.

Barbara Lewis: EU wind capacity hits 100 gigawatt mark: industry, (Reuters) Planet Ark 28.09.2012.

Denne video stammer fra præsentationen af den anden udgave af Climate Vulnerability Monitor 2012. Det skete ved en event i New York 26. september forestået af Asia Society. Under vejs i den 62:22 min. lange video kan man opleve Bangladesh premierminister Sheikh Hasina og Maldivernes præsident Mohamed Waheed tale. Den giver en god fornemmelse af den klimaindsatsrapport, som er belyst i det forudgående blog-indlæg, Climate Vulnerability Monitor 2012.

Mr. José Maria Figueres (tidligere præsident fra Costa Rica) prøver indledende (andet indlæg 8:20 ff.) at sætte det perspektiv ind, at verden i omkring 15 år frem til 2007 oplevede økonomisk vækst, ikke bare i USA og Europa, men i Asien, i Afrika og i Latinamerika, med årlige vækstrater på 5-6-7%.

Ifølge den nye Climate Vulnerability Monitor 2012 står vi med klimaudfordringen med udsigter til negativ vækst, hvis ikke vi sætter målrettet ind. Hvor en klimaindsats ofte bliver gjort til en hindring for økonomisk vækst er det således ifølge Climate Vulnerability Monitor 2012 en forudsætning. Selv den stærkeste indsats vil give øget vækst, hvorimod en laden stå til vil føre til svækkelser, som i dag er blot 1-2% om året, men som i løbet af århundredet vil stige til 7-8%.

HVis rapportens centrale konklusion kunne trænge igennem, at klimaindsatsen ikke bare betaler sig, men er en nødvendig forudsætning for videre vækst, var der måske større chancer for at få vedtaget en stærk global klimaplan.

Climate Change: Views from the Climate Vulnerability Monitor launch, (69 min. video) Asia Society 26.09.2012.

Denne rapport, Climate Vulnerability Monitor, som er planlagt til at udkomme årligt, er nu kommet for andet år i træk. Den opstiller en cost-benefit syntese af klima- og klimatilpasnings-udfordringen, og uden at gå i detaljer med den ganske omfattende rapport, så er dens hovedkonklusion, at klimaforandringer allerede udgør en betydelig omkostning for verdens økonomi, og at manglende indsats i de kommende to årtier vil betyde store omkostninger – og ikke mindst store menneskelige omkostninger. Vores nuværende CO2-intensive energisystem vil frem mod 2030 medføre omkring 0,4 mio. årlige dødsfald fra klimaforandringer og hele 4,5 mio. årlige dødsfald fra forureningen.

Den gode konklusion, som fremgår af tabellen herunder, er, at det rent faktisk kan betale sig at gøre noget ved problemerne. Rapporten opererer med tre forskellige niveauer af klimaindsats, moderate action, high action & highest action, og for alle tre indsatser er der en nettogevinst på omkring 1% af verdens bruttonationalprodukt.

Problemet ved denne form for opstillinger – og ved at få sådanne klimaindsatser iværksat – er blot, at de mennesker, som skal have penge op ad lommerne, ikke umiddelbart selv høster fortjenesten. Så det kræver en stærk samlet politisk indsats fra verdenssamfundet, og det kræver en fælles forståelse af, at det nytter.

Derfor er det også interessant at se, at selvom verden er så uretfærdig, at de største omkostninger ved klimaforandringerne falder i de fattige udviklingslande, som har mindst andel i at have udløst klimaforandringerne, så er der faktisk for alle regioner enten en netto-fordel, eller der er en netto balance. Store nølerlande som USA, Rusland, Kina og Indien står alle til at vinde ved en stor samlet klimaindsats. EU og Japan, hvor nettovirkningen frem mod 2030 er nul, er forståelsen af nødvendigheden til gengæld til stede, så en sådan tabel giver et vist håb om, at verden vil kunne komme til at se sin fordel ved en fælles indsats – og derefter vælger at gøre noget systematisk ved det.

Læs mere »

Op til det amerikanske præsidentvalg opdaterer Huffington Post løbende dette Election Dashboard. Det er skabt på baggrund af hundredvis af enkeltmålinger. Det amerikanske valg afgøres stat for stat, og den kandidat som kan samle mindst 270 valgmandsstemmer, bliver præsident. Man kan således godt blive præsident uden at have flertal af befolkningen bag sig, hvis man blot vinder flertallet af valgmændene.

Mange stater er hhv. sikre republikanske stater (de mørkerøde) og sikre demokratiske stater (de mørkeblå), og man vil se, at Obama og Romney her i slutspurten op til valget den 6. november vil fokusere deres indsats præcist i de områder, hvor de er nødt til at sikre en lille fordel, som når Demokraterne lægger deres konvent i North Carolina (den gule, som lige nu er helt åben). Kortet opdateres løbende, og man kan abonnere på de seneste opdateringer via et RSS-feed. Som man kan se til højre, har North Carolina inden for det seneste døgn skiftet kategori to gange. Under selve kortet kan man stat for stat se, hvem som vandt ved de seneste tre præsidentvalg.

Som det ser ud nu, står Obama til et vinde komfortabelt – her 6 uger inden valgdagen står Obama til at vinde 332 valgmænd overfor Romneys 191. Men meget kan endnu ske frem mod valgdagen. Hvis blot en stat som Florida glipper (den største af de lyseblå blokke på den øverste sammentællingslinje) – og republikanerne har gjort hvad de kunne for at besværliggøre valget for typiske Obama-vælgergrupper i Florida – så er situationen allerede langt mere åben. Så vælgerne i disse svingstater vil i de kommende uger blive tæppebombet med reklamer, systemariske opringninger osv.

Læs mere »

Når vi er ved klima-dimensionen ved det amerikanske valg, så er der på climatesilence.org lavet en fin oversigt over, hvad de to præsidentkandidater Obama og Romney gennem tiderne har sagt om klimaudfordringen, dens natur og vigtighed.

Det er lavet på en lang tidslinje, som spænder fra 2007 til i dag. Illustrationen herover er et lille udsnit fra midten af 2011 til begyndelsen af 2012. Fra hvert af de enkelte udsagn kan man klikke til dets fulde sammenhæng, og hvert udsagn er vertikalt ordnet efter en skala som øverst har “action”, og længere nede af skalaen har undgåelse, fornægtelse og modarbejdelse.

Og lade det stå klart, der sker langt mest under den stiplede linje – også for Obamas vedkommende. Før valget i 2008 svingede Obama sig op til at love at møde vor tids vigtigste udfordring. Men efter hans indsættelse er det blevet ved løfterne – kun en enkelt “action” er det blevet til (krav om højere  brændstof-effektivitetskrav i 2009). Romneys kurve ligger gennemgående lavere. Tilbage i 2007-08 var han ved flere lejligheder oppe over den stiplede linje, i det affirmative felt, men med Tea Party-bevægelsens dominans i det republikanske parti er det blevet sådan, at ingen republikaner tør vedkende sig klimaudfordringen.

Så selvom Obama foreløbig i manges øjne har “spildt” fire års muligheder, og har skuffet mange, fordi han forud for valget talte så klart og direkte om udfordringen og direkte lovede at bremse havenes stigning, så er der klimamæssigt set mere at håbe på med Obama i Det Hvide Hus end hvis Romney tager over. Og hvad man ikke ser af diagrammet er, at demokraterne i tiden omkring Obamas valg som præsident arbejdede systematisk med at få en klimaplan igennem, som sigtede mod en 80% CO2-reduktion i 2050 (se blog-indlægget: Amerikansk lovforslag om 80% CO₂-reduktion på vej).

Det lykkedes som bekendt ikke, og efter midtvejsvalget hvor republikanerne genvandt en del mandater, var der politisk set lukket for den videre udvikling. Men klimaplanen havde også modstand i demokraternes egne rækker ikke mindst fra stater, som i dag har en betydelig kulproduktion.

På en data-side er udsagnene samlet i mere udførlig form. Det første udsagn fra Obama er fra en høring om Kyoto-protokollen i 2005, da han stadig var senator i Illinois, hvor han fastslår, at klimaudfordringen og videnskaben bag ikke står til diskussion, og han efterlyser handling og lederskab. Han slutter her med at sige: “And I hope that our primary response as a country is not simply to try to study the problem more to death or to think that voluntary initiatives by the private sector alone are somehow going to achieve the important goals that need to be achieved.”

climatesilence.org.

Goldenbergs artikel i The Guardian (skrevet fem uger efter dette blog-indlæg) afdækker ganske præcist Obama-admnistrationens valg ikke at nævne klimaudfordringen:

Suzanne Goldenberg: Revealed: the day Obama chose a strategy of silence on climate change, The Guardian 01.11.2012.

En ny rapport fra Det Europæiske Miljøagentur, som har til huse på Kongens Nytorv i København, fastslår, at luftforureningen er det største enkelte miljøproblem i Europa. Den korter i gennemsnit den europæiske levealder med 8 måneder og i byområderne med hele to år. Der er således al mulig grund til at se på, hvordan man kan komme den til livs.

Rapporten er meget systematisk bygget op, ser på de enkelte komponenter i luftforureningen: PM_2,5 (ultrafine partikler), PM₁₀ (fine partikler), O₃ (Ozon), NO₂ (Kvælstof), BaP (benzo(a)pyren), SO₂ (svovldioxid), CO (kulilte), Pb (bly) og C₆H₆ (benzen). I tabellen nedenfor viser den første farvede søjle, hvor stor en del af Europas bybefolkning, som er udsat for et luftforureningsniveau over EUs grænseværdier, og søjlen til højre, hvor mange, som er udsat for et luftforureningsniveau over WHOs grænseværdier.

Blandt andet på den baggrund vurderer rapporten, som det fremgår af oversigtstabellen herunder, at de største problemer i luftforureningen stammer fra BaP (benzo(a)pyren), ozon (O₃) og den ultrafine partikelforurening (PM_2,5), hvor mere end 90% af alle beboere i EU i 2008-10 lå over WHOs grænseværdier. Heraf fremhæves den ultrafine partikelforurening (PM_2,5) som det klart største problem for europæernes helbred.

Læs mere »

På hjemmesiden global-opvarmning.com har klimadebat.dks redaktør Jeppe Branner lavet en yderst læseværdig redegørelse for, hvordan vores forståelse af vores påvirkning af klimaet historisk set har udviklet sig og vi langsomt er ved at vågne til klimaudfordringen.

I den formidling af klimastoffet, som vi typisk får gennem medierne, bliver alt præsenteret som nyheder – skelsættende enkeltstående nyheder, som om menneskeheden pludselig står overfor en stor ny udfordring. Det er “et ritual, hvor alle indtager de samme roller, og hvor alle siger de samme ord, år efter år, i visheden om, at befolkningen sikkert har glemt alt i mellemtiden og skal have det hele at vide på ny”, skriver Branner.¹ Næsten akopalyptiske billeder manes frem for hurtigt efter at glide i baggrunden for nye nyheder af mere håndgribelig karakter. Hvor vores nyhedsmedier i udgangspunktet oftest kun interesserer sig for nyhedsværdien, er der når det gælder klimaet tværtimod oftest tale om små nuanceringer af en konsensus, som er etableret over lang tid.

Med sin artikel Global opvarmning. En forunderlig rejse tilbage i tiden tager Branner os derfor med på en tidsrejse tilbage i tiden. Vi ser et nyt mønster af en gradvist og møjsommeligt opbygget klimaviden, men også en næsten uoverstigelig videnskløft til de politikere, som må finde modet, styrken og klarheden til at tage konsekvensen af denne viden og skabe et betingelsessæt, som hurtigt og sikkert fører menneskeheden ud af den fossile æra på trods af de alt for mange, som har interesse i liiiige at vente lidt endnu med kursomlægningen.

Allerede Svante Arrhenius, som troner på frimærket herover, sandsynliggjorde i en artikel i Philosophical Magazine i 1896, at de stadig større udledninger af CO₂ i atmosfæren ville påvirke klimaet. Og han skønnede, at vi ville stå overfor en 5-6 °C global temperaturstigning, hvis CO₂-indholdet i atmosfæren fordobledes i forhold til koncentrationen før industrialiseringens begyndelse, en stigning, som han i 1906 nedjusterede lidt, så hans estimater lagde sig forbløffende tæt op ad nutidens klimamodeller. Han mente også, at det nok ville tage 3.000 år at fordoble CO₂-koncentrationen – og havde han blot haft ret i det. Med den nuværende udvikling hvor koncentrationen øges med omkring 1 ppm pr. år, vil CO₂-koncentrationen være fordoblet omkring midten af dette århundrede.

Nu sprang jeg meget direkte tilbage til Arrhenius, men i Branners forunderlige rejse tilbage i tiden bliver der spolet meget mere gradvist tilbage med mange stop under vejs.

Vi hører Margaret Thatcher understrege nødvendigheden af en klimaindsats allerede i 1990. Vi hører NASAs James E. Hansen vidne for den amerikanske kongres i 1988, med en forståelse af den dynamik, som tegner klimaudfordringen, som måske stadig dengang var ung, men som i store træk holder til i dag. Og vi får at vide, at termen global opvarmning er kendt på dansk siden 1987.

Læs mere »

.
Et video-hold har fulgt den netop fremlagte undersøgelse igennem to år.

(Et stadig helt ufærdigt indlæg) Normalt laver man kun rotteforsøg over tre måneder. Men franske forskere har nu lavet forsøg, hvor man har fulgt et kuld rotter, som man i forskellige doseringer har fodret med GMO-modificeret majs og Roundup-forurenet vand over et helt livsforløb – 2 år. Og her tegner sig et noget andet billede. Forskerne fandt, at 50% af hannerne og 70% af hunnerne døde for tidligt, sammenlignet med kun 30% og 20% i kontrolgruppen.

Og den koncentration af Roundup-forurening, som er brugt, 1 ppb, er så lav, at den er regnet som uskadelig – under grænseværdien for rent vand. Samtidig kunne man for nylig konstatere, at Roundup finder vej i stadig flere af vores drikkevandsboringer.

Undersøgelsens abstract lyder:

“The health effects of a Roundup-tolerant genetically modified maize (from 11% in the diet), cultivated with or without Roundup, and Roundup alone (from 0.1 ppb in water), were studied 2 years in rats. In females, all treated groups died 2–3 times more than controls, and more rapidly. This difference was visible in 3 male groups fed GMOs. All results were hormone and sex dependent, and the pathological profiles were comparable. Females developed large mammary tumors almost always more often than and before controls, the pituitary was the second most disabled organ; the sex hormonal balance was modified by GMO and Roundup treatments. In treated males, liver congestions and necrosis were 2.5–5.5 times higher. This pathology was confirmed by optic and transmission electron microscopy. Marked and severe kidney nephropathies were also generally 1.3–2.3 greater. Males presented 4 times more large palpable tumors than controls which occurred up to 600 days earlier. Biochemistry data confirmed very significant kidney chronic deficiencies; for all treatments and both sexes, 76% of the altered parameters were kidney related. These results can be explained by the non linear endocrine-disrupting effects of Roundup, but also by the overexpression of the transgene in the GMO and its metabolic consequences.”

Læs mere »

Så skete det, som har ligget i kortene i nogle måneder – Japan har i dag vedtaget en plan for fuld udfasning af sin A-kraft. Det sker 18 måneder efter at et voldsomt jordskælv ud for Tohukus østkyst udløste en gigantisk tsunami som rullede sine ødelæggende vandmasser langt ind over kysterne og satte Fukushima Daiichi-værket alvorligt ud af funktion, så man i dagene efter måtte se kernenedsmeltninger i tre af værkets seks reaktorer. Indtil for 18 måneder siden havde Japan planer om at udbygge A-kraftens andel fra cirka 30% til 50%, så der er tale om en radikal omlægning, som vil kræve en stor og målrettet indsats at gennemføre.

Japan tager dermed samme konsekvens af Fukushima-katastrofen som lande som Schweiz og Tyskland, som efterhånden som Fukushima-katastrofens omfang og uhåndterlighed udfoldede sig gjorde sig klart, at intet ansvarligt samfund kunne stille sin regering eller sine borgere  i denne situation. Selv Frankrig, som med 80% af sin energi fra A-kraft er det land i verden, som har den største andel af A-kraft i sin energiforsyning, har meddelt, at man frem mod 2025 vil satse på en markant udbygning af den vedvarende energi og reducere sin andel af A-kraft til 50%.

Der er ikke tale nogen detaljeret plan, som den japanske regering har fremlagt, men snarere om en fastlæggelse af de overordnede principper, som skal styre udfasningen:

1) ingen reaktor kommer til at køre ud over 40 år.
2) der bygges ingen nye reaktorer (men tre reaktorer under opførelse færdiggøres)
3) kun reaktorer som erklæres for helt sikre, bliver genstartet
4) oparbejdningsprojektet fortsættes
5) den vedvarende energi udbygges (fra nu 10%) til 30% i 2030

Offentliggørelsen har været udsat i flere omgange, dels på grund af nylige skærmydsler med Kina og Korea om territorialrettigheder til nogle små øer i de mellemliggende farvande, men mest fordi spørgsmålet om A-kraftens fremtidige rolle har været en stor og svær beslutning, som der i det japanske samfund er meget forskelligrettede og meget stærke meninger om. I blog-serien Japan igen på A-kraft har jeg i de sidste godt tre måneder fulgt situationen tæt med næsten daglige opdateringer.

Læs mere »