Indlæg tagged med 1½°C

Klimaforandringer i Bangladesh

27. november 2016


.
Climate Change in Bangladesh – A film by Yann Arthus-Bertrand and Anastasia Mikova (26:26 min.)

I Paris for snart et år siden blev verdens lande enige om at søge at begrænse den globale temperaturstigning til  well below 2°C og om muligt begrænse den til 1,5°C. Forskellen på 1,5°C og 2°C kan synes begrænset, men for en række steder i verden vil det være forskellen på liv og død.

Det er selvindlysende for verdens atolriger, hvoraf mange maksimalt stikker 2 m over havoverfladen. Her har allerede de nuværende få decimeter havstigning mange steder gjort tilværelsen meget usikker. Med den nuværende klimaindsats står atolrigerne overfor at forsvinde i havet, og der er ikke noget at sige til, at de presser på for at få den rige industrialiserede del af verden til at lægge om til vedvarende energi, hurtigt.

Samme skrøbelighed er at finde i alle verdens deltaer. De er så at sige skabt af de sedimenter, som floderne bringer med sig fra de bagvedliggende landskaber. Og når havet fra den ene side trænger sig på, mens afsmeltningen fra Himalayas ismassiver er voksende, som det er situationen i Bangladesh, så fører det til en markant øget brutalitet overfor deltaets skrøbelige levevilkår. Samtidig er vejrsystemerne under forandring, så de erfaringer i at leve på stedet, som er opbygget gennem talløse generationer, kommer nu til kort. Oversvømmelser, som måske tidligere skete en eller to gange i et liv, sker hele tiden nu, mens havets saltvand langsomt trænger det dyrkbare område tilbage.

Hvor vi måske i København kan finde ud af at etablere sluser ved Nordhavn og Sydhavn for at sikre vandstanden i det historiske København, så er den slags ingeniørløsninger utænkelige i et delta som Bangladesh, hvor tre store floder med tilsammen mere vand end alle Europas vandløb tilsammen fletter arme og ben på de sidste få hundrede kilometer ud i havet.

Climate Change in Bangladesh har overjordisk smukke billeder af Yann Arthus-Bertrand. Han bringer os tæt på en måde at leve med, af og på stedet, som har været forfinet gennem tiderne, men med klimaforandringene står overfor nye udfordringer. Hovedstaden Dhaka får hver dag 5.000 nye indbyggere, hvoraf mange har måttet opgive livet i deltaet, fordi livsgrundlaget fortsatte videre ud i havet.

Se blog-indlæg tagged 1,5°C.

 

 

Share

1,5°C mulig hvis vi gør disse ting indenfor de næste 10 år

24. november 2016

I forbindelse med det netop overståede COP22 i Marrakech har klimaforskerne Bill Hare og Niklas Höhne fremlagt et tankevækkende arbejde, hvori de ser på, hvilke indsatser der skal til i de enkelte sektorer inden for de førstkommende ti år, hvis vi skal være i stand til at holde Paris-aftalens bestræbelse på en gennemsnitlig global temperaturstigning på maksimalt 1,5°C.  

I blog-indlægget Hvad skal der til på kort sigt for at holde 1,5°C-målsætningen? kan man se mine noter fra deres fremlæggelse på COP22, nederst i dette indlæg er der link til rapporten i sin helhed, og herunder følger Bill Hare og Niklas Höhnes introducerende artikel, som oprindeligt er offentliggjort på The Conversation. Artiklen er her gengivet ifølge en Creative Commons-aftale.

We can limit global warming to 1.5°C if we do these things in the next ten years

By Bill Hare and Niklas Höhne.

After the climate talks in Marrakech, our climate mission remains the same as what was set out in the 2015 Paris Agreeement: to eliminate all carbon dioxide emissions by the middle of this century.

While the long-term focus is on 2050 or 2100, what matters now is the next ten years. If we miss bending the rising emissions curve downward by around 2020, we may well miss the chance to avoid the worst climate damage.

Læs mere »

Share

COP22: The CVF Marrakech Communique

18. november 2016

Mere end 40 af verdens mest sårbare nationer har slået sig sammen i CVF, Climate Vulnerable Forum. Her søger man at fremme forståelsen for nødvendigheden af ikke bare at sigte efter Paris-aftalens 2°C-målsætning, men at forfølge muligheden for at bremse temperaturudviklingen inden 1,5°C. Ud over generelt at arbejde for øget klimaambition har CVFs medlemslande således for eksempel forpligtet sig til at nå 100% vedvarende energi mellem 2030 og 2050.

På et High Level Meeting i dag ved COP22 vedtog Climate Vulnerable Forum en handlingsplan for medlemslandene, The Marrakech Vision. Den har fem hovedpunkter:

Det første indebærer opbakning til de initiativer for luftfart, skibsfart og HFC-gasser og generelt øget vægt på klimaindsatser forud for 2020. Det andet fremhæver indsatsen for hurtigt at nå 100% vedvarende energi. Det tredje fremhæver nødvendigheden af den nødvendige klimatilpasning for de særligt sårbare lande selv ved 1,5°C. Den fjerde belyser synergien mellem klimaindsatsen og de nye mål for bæredygtig udvikling, mens det femte punkt fremhæver nødvendigheden af økonomisk vækst for denne gruppe lande, som ud over at høre til verdens mest sårbare lande uretfærdigvis også i stor udstrækning tilhører verdens fattigste lande, samtidig med, at fossile subsidier osv. udfases.

Al Gore har i dag udsendt en rosende kommentar om CVFs initiativ: “Today’s commitment by the member countries of the Climate Vulnerable Forum to move toward powering their economies entirely with renewable energy is a bold vision that sets the pace for the world’s efforts to implement the Paris Agreement and move even more quickly to solve the climate crisis. These ambitious and inspiring commitments show the path forward for others and give us all renewed optimism that we are going to meet the challenge before us and meet it in time.”

CVF vedtog samtidig et Marrakech Communique. Jeg har medtaget teksten i sin helhed herunder, da den fint indfanger den stemning af uomgængelig nødvendighed, som klimaudfordringen andre steder i verden er omfattet af.

Som baggrundsrapport for CVF-initiativet har UNDP udarbejdet en rapport, som viser, at hvis vi er i stand til at holde 1,5C-målsætningen, kan det være medvirkende til at undgå klima-relaterede tab i størrelsesordenen 12 trillioner $ eller omkring 10% af GDP i 2050. Se:

Elena Kosolapova: UNDP, CVF Report: Reaching 1.5°C Temperature Goal Will Help Avoid US$12 Trillion in Losses, IISD 22.11.2016.

Se øvrige blog-indlæg tagged COP22: Strøtanker om COP22 i Marrakech 7.-18. novemberRoad to COP22 – en videorapport fra MarokkoHvad skal der til på kort sigt for at holde 1,5°C-målsætningen?UNEP Emissions Gap Report: Hvad skal der til for at holde 1,5°C?COP22: Marrakech Action Proclamation, og Klimabilleder og klimakommunikation.

Se blog-indlæg tagged COP18COP19COP21.

The Marrakech Communique (0,1 Mb pdf)

THE MARRAKECH COMMUNIQUE

Outcome document of the CVF High Level Meeting at UNFCCC COP22 on Friday 18 November 2016.

We stand united

We, Ministers and High Level representatives, members of the Climate Vulnerable Forum, representing a significant number of nations most vulnerable to the dangers of global climate change.

We will survive and thrive

Expressing solidarity with our fellow member, Haiti, devastated by Hurricane Matthew, a humanitarian catastrophe amplified by capability constraints clearly overwhelming any capacity to adapt in a now all-too familiar repetition of disaster.

The people must know

Having committed to ensure our people are informed about the risks of climate change and are empowered as communicators to pursue solutions to address it.

Læs mere »

Share

UNEP Emissions Gap Report: Hvad skal der til for at holde 1,5°C?

17. november 2016

.
I begyndelsen af oktober fremlagde FNs miljøagentur UNEP sin årlige Emissions Gap Report. I konsekvens af Paris-aftalen, som fastsatte et mål om at holde den gennemsnitlige globale temperaturstigning well below 2°C og aspirere til at den blev på kun 1,5°C er der denne gang fokus på, hvad det vil kræve at nå 1,5°C med bare 50% sandsynlighed.

I videoen herover kan man høre UNEPs leder Jacqueline McGlade fortælle herom. De seneste tre år er verdens samlede udledninger kun steget med en ubetydelighed. Hvis vi skal holde 1,5°C, så kræver det, at verdens samlede udledninger kulminerer og begynder at falde inden 2020, og at de herefter falder meget hurtigt.

Forskellen mellem 1,5°C og 2°C kan forkomme ubetydelig. Men i virkelighedens verden synes denne lille forskel at afspejle drastiske forskelle i, hvor voldsomt fremtidens levevilkår vil blive påvirket negativt af klimaforandringerne. Det er bogstaveligt liv eller død for mange af verdens lavtliggende atolsamfund og deltaområder. Det er forskellen på, om Saharas ørkendannelse breder sig også nord for Middelhavet, det er et nyt niveau af voldsomhed i storme, oversvømmelser og skovbrande, og det er på lidt længere markante forskelle i havstigninger, som kan tvinge verden til at måtte relokalisere de mange nuværende kystbyer.

Samtidig synes mange verdens økosystemer blot med 2°C at blive så forstyrrede, at der kan blive tale om, hvad man har kaldt “the sixth extinction”, en proces drevet dels af menneskets stadig mere omsiggribende ødelæggelse af oprindelige biotoper, dels af det forhold, at den tilpasningskraft, som naturen har, og som igennem årmillioner har drevet evolutionen, slet ikke formår at følge med den hast, hvormed de menneskeskabte forandringer foregår.

Ud fra alle humane, etiske, biodiversitetsmæssige osv. synspunkter er 1,5°C derfor den indlysende rigtige målsætning. Problemet er blot, at det stiller meget skarpe krav til, hvor hurtigt vi må afvikle den nuværende brug af fossile brændsler.

Indtil nu har en stor del af klimavidenskaben fokuseret på 2°C. Men med Paris-aftalens målsætning, som igen afspejler de seneste års begyndende erkendelse af, at selv 2°C vil føre til omfattende ødelæggelser og forstyrrelser, er der ved at komme nyt fous på 1,5°C temperaturudvikling som tærskel. Dette afspejles også i, at IPCC, som i de seneste årtier har forestået en række store sammenfatninger af hvad vi ved om klimavidenskaben, er gået i gang med at forberede en særlig rapport om 1,5°C.

Se også det forudgående blog-indlæg: Hvad skal der til på kort sigt for at holde 1,5°C-målsætningen?

Se øvrige blog-indlæg tagged COP22: Strøtanker om COP22 i Marrakech 7.-18. novemberRoad to COP22 – en videorapport fra MarokkoCOP22: The CVF Marrakech CommuniqueCOP22: Marrakech Action Proclamation, og Klimabilleder og klimakommunikation.

Se blog-indlæg tagged COP18COP19COP21.

Richard Betts: What will the world actually look like at 1.5°C of warming? The Conversation 18.11.2016.

Leo Hickman: UNEP chief scientist on 1.5C climate goal and Donald Trump, Carbon Brief 17.11.2016.

‘Dramatic’ action needed to cut emissions, slow rise in global temperature – UN Environment report, UN News Centre 03.11.2016.

Simon Evans: Only three years to save 1.5C climate target, says UNEP, Carbon Brief 03.10.2016.

James Whitmore & Michael Hopkin: Keeping global warming to 1.5C, not 2C, will make a crucial difference to Australia, report says, The Conversation 24.08.2016.

Fred Pearce: What would a global warming increase of 1.5C be like? The Guardian 16.06.2016.

John Vidal: World’s scientists to join forces on major 1.5C climate change report, The Guardian 14.04.2016.

Artur Neslen: Europe’s climate change goals ‘need profound lifestyle changes’, The Guardian 15.02.2016.

http://www.1point5degrees.org.uk/conference-outputs

Share

Hvad skal der til på kort sigt for at holde 1,5°C-målsætningen?

16. november 2016

(under udarbejdelse) På FNs klimakonferencer er der hver dag et omfattende program af side events, og mange forskere fremlægger deres resultater enten umiddelbart op til eller i løbet af en klimakonference. En af de mere tankevækkende rapporter, stammer fra en gruppe af klimapolitiske analytikere bag hjemmesiden Climate Action Tracker, som til stadighed søger at holde regnskab med, i hor høj grad verdens samlede klimaplaner er i overensstemmelse med Paris-aftalen.

Så godt som ingen lande har ændret deres klimaplaner i forhold til de indberetninger, som blev foretaget op til klimatopmødet i Paris i december, så verdens samlede klimaindsats er stadig, ifølge Climate Action Tracker, på vej mod 2,7°C – eller alarmerende meget mere end de 1,5-2°C, som Paris-aftalen satte som mål. Verdens lande har da også fået som hjemmearbejde at gøre dette meget bedre senest inden COP24 i 2018.

En målsætning på 1,5-2°C er en for de fleste – også beslutningstagere – endog meget abstrakty størrelse. Derfor har denne lille gruppe af forskere sat sig for at sige, hvad indebærer en 1,5C-målsætning sektor for sektor af handlinger inden for de nærmeste 10 år for at være på rette vej til en klode, hvor temperaturen kun steg med 1,5°C efter menneskehedens nok til dato største fejltagelse, da vi begyndte at afbrænde fossile brændsler.

Resultaterne blev tidligere i dag fremlagt på en pressekonference af Nicholas Höhne fra New Climate Insittute samt Bill Hare og xx fra Climate Analytics. Det var umiddelbart et meget spændende arbejde, og jeg vil gerne gå meget mere i dybden hermed. Men her kommer i første omgang mine rå noter og et link til den bagvedliggende rapport. Pressekonferencens video kan desværre ikke umiddelbart indlejres, men den kan ses via UNFCCCs on demand-service fra COP22 (20 min.).

Læs mere »

Share

Paris-noter II – anden uges forhandlinger

7. december 2015

Gå direkte til noter for 07., 08., 09., 10., 11. og 12. december, eller til link-sektionen, som ud over at dække anden uge af forhandlingerne i Paris omfatter et bredt udvalg af reaktioner på resultatet af COP21. 

Så er der taget hul på anden uge i Paris, hvor det efter at det lørdag over middag i ADP2-forhandlingssporet lykkedes forhandlingsdelegationerne at blive enige om et oplæg til de afsluttende forhandlinger, er den videre politiske proces, som står i centrum. Der er stadig mange ting at afklare, og stort set samtlige de ’store’ problemer er endnu uafklarede. Men hvor forhandlingsteksten ved starten af første uge havde mere end 1.600 kantede parenteser, som hver især indikerer ord, sætninger eller tekstdele, som der er flere forslag til, så er der nu ‘kun’ 937 af disse kantede parenteser tilbage. Og de vigtigste problemer er så at sige blevet filtret så meget ud af hinanden, at de, selvom de hænger tæt sammen, endda meningsfuldt kan behandles, forhandles og besluttes hver for sig.

Sammen med dette tekstoplæg er ledelsen af forhandlingerne her i anden uge overgået til det franske værtskab, så fra nu af er den fanske udenrigsminister Laurent Fabius, som står i spidsen for forhandlingerne. I løbet af den første uge har jeg oplevet flere sessions, hvor han har deltaget, og man må sige, at COP21 med Christiana Figueres, Laurence Tubiana, Ségolène Royal og Laurent Fabius er i virkelig gode hænder. I forhold til hvad vi så i København i 2009, så har de en enestående procesbevidsthed og et meget klart billede af, hvad det er for en aftale, som fremtiden har brug for – og en så stærk procesbevidsthed at det, som skete i København ikke kommer til at gentage sig, at en lille gruppe lande så at sige ‘kuppede’ processen med et forslag, som var forberedt i kulissen en snæver kreds. Det kan man måske slippe godt fra i det politiske spil omkring en finanslov i Folketinget, men ikke i en aftale som denne, som skal guide verdens 195 lande gennem en stor og svær proces, som kommer til at tage det meste af det 21. århundrede. Så samtidig med, at Fabius (ligesom Figueres) synes at bære en naturlig autoritet omkring sig og ikke lægger skjul på, at han har ambitioner om en stor og ambitiøs aftale, så kan han ydmygt sige, at han har brugt ugen på at lytte – at gå fra gruppering til gruppering og tune sig ind på, hvilke forestillinger, der rundt i krogene er om det endelige resultat, og hvordan der kan bygges bro til en fælles aftale, som ikke bare er et kompromis, men en god aftale.

På en pressekonference i lørdags sagde Fabius meget betegnende, at succeskriteriet for ham ikke bare var en aftale, og ikke bare en god aftale. For selvfølgelig var aftalen central – den skulle på plads. Men der hvor processen for alvor blev forløst – konferencens tipping point – var først dér, hvor alle de mange non-state aktører, byer, regioner, virksomheder, organisationer og NGOer, var fuldt involveret i det videre arbejde. For løsningen af klimaudfordringen krævede, at ikke bare alle lande var med, men at alle dele af samfundet var med.

Med dette indlæg vil jeg søge i de kommende dage at fastholde en række elementer og stadier i forhandlingerne frem mod den endelige klimaaftale.

Læs mere »

Share

Optakt til COP21 i Paris

24. november 2015

Nu er det nu!

Mandag den 30. november gå det løs i Paris med to ugers klimakonference, som efter det kuldsejlede forsøg i København i 2009 af mange er blevet betragtet som et sidste udkald. Faktisk er forhandlerne indkaldt til formøde allerede søndag kl. 17, hvor der er Opening Plenary i ADP-sporet, det forhandlingsspor, hvor selve forhandlingerne om hovedteksten til klimaaftalen i løbet af de næste to uger skal føre dertil, hvor alle uenigheder er afklaret. Der ligger her et kolossalt pres på forhandlere og politikere om at barsle med om ikke en 100-års klimaaftale, som fastlægger alt i detaljer, så en aftale, som kan samordne udviklingen for verdens 195 lande i de kommende årtier og har indbygget de opstramnings- og forbedringsmekanismer, som gør, at vi samlet kan lykkes med at vende klimaudviklingen. Derfor ser vi også hver dag i mediefladen håndfulde af nye analyser og kommentarer til situationen, ligesom der kommer et væld af rapporter og undersøgelser, som er timet til at kunne give sit besyv med.

Dette blog-indlæg er først og fremmest et forsøg på at opsamle et udvalg af disse analyser og profetier, dels for at spore sig ind på konferencens mulighedsfelt: Hvor er barriererne, modsætningerne, åbningerne? – hvad er det for en aftale, vi kan gøre os forhåbninger om, hvis situationen lander optimalt? Dels et forsøg på at fastholde denne forudgående forståelse for bagefter at kunne se, i hvor høj grad de mange iagttagere og iagttagelser reelt formår at lodde situationen og de mange ofte modstridende signaler forud, eller om de forståelsesbilleder, som hele tiden dannes og fortoner sig i hastig følge, mest af alt bliver til i en form for mediets selvreference.

Hvis man skal dømme efter seneste samling i Bonn sidst i oktober, så viste begejstringen forud over, i hvor høj grad det var lykkedes for Ahmed Djoghlaf og Daniel Reifsnyder – de to formænd for ADP2-forhandlingssporet, som får en helt central rolle her i de kommende to uger – at få teksten kortet ned til noget overskueligt, sig at være noget malplaceret. For på førstedagen var der mest af alt mytteristemning.

Ed King fra Climate Home havde måske set det komme, da han få dage inden varslede Bonn set for fireworks, men ellers havde de fleste kommentatorer stirret sig blinde på den eksemplariske korthed (18 sider) uden at registrere, at en lang række for mange parter helt vitale elementer blot var forsvundet, så aftalens karakter var helt forandret.

Det var først og fremmest de fattigste og mest sårbare lande, som førte an i kritikken, og som følte, at klimaindsatsen med det foreliggende var skrumpet fra en bred indsats, som samtidig tog hånd om de tilhørende tilpasnings- og udviklingsproblemer, til en snæver mitigation-aftale, som kun kunne være i de rige landes interesse. Men der var bred enighed om, at forkortelsen var alvorligt forfejlet.

Land efter land rejste sig og sagde ganske kategorisk, at dette ikke kunne være noget grundlag for en klimaaftale. Så man måtte åbne for genindføjelser. Hele 65 dokumenter med  forslag om genindføjelse var der indleveret forud, og teksten svulmede igen op. Så stort set alle de modsætninger, der måtte være mellem de 195 landes synspunkter, er således igen fuldt repræsenteret, og den tekst, som blev sendt videre til den politiske behandling, var fuld af parenteser – dvs. ord og tekstfragmenter, som der endnu ikke er enighed om (se blog-indlægget Klimamøde i Bonn, to minutter i Paris). I den fulde udgave af den tekst, forhandlerne tager hul på i Paris er der lige nu 1.618 kantede parenteser! Men garvede forhandlere er fortrøstningsfulde, for hvor forhandlingsoplægget forud for COP15 i København var 200 sider langt, så er den genudvidede tekst denne gang ‘kun’ på 54 sider. Og selvom man kunne have ønsket sig, at det var sket endnu tidligere, så har vi for det gode i de seneste par måneder fået de (forhåbentligt) væsentligste af disse modsætninger frem i lyset – modsætninger, som nødvendigvis må overkommes, hvis COP21 skal ende med en stærk og fremadrettet aftale.

Derfor virker det rigtigt, som de franske værter har presset på med, at de politiske ledere som noget nyt denne gang ved COP21 er med fra starten af og ikke først kommer dumpende først eller midt i den anden uge. For forhandlerne har i denne fase i allerhøjeste grad brug for løbende at kunne konsultere med politikerne for at kunne få ryddet ud i alle disse større og minde modsætninger. Og de udmeldinger – og ikke mindst de erklæringer om ekstra støtte og nye initiativer, som statslederne ofte har med – vil kunne give forhandlingerne et boost.

Læs mere »

Share

2-graders-målsætningen

16. november 2015

Denne graf stammer fra Carbon Brief og giver et godt rids af 2°C-målsætningens historie.

2-graders målsætningen – dette at den gennemsnitlige globale temperaturstigning siden industrialiseringens begyndelse ikke må overstige 2 grader Celsius – blev introduceret tilbage i 1975, hvor klimavidenskaben var i sin allerførste vorden. Her blev den i en artikel af William Nordhaus forsøgsvist antydet som en mulig tærskel for, hvornår klimaforandringer ville blive katastrofale. Siden er den gadvist blevet del af en standard-målsætning, som i adskillige år var dobbelt, at vi skulle sikre en målsætning, som bremsede temperaturudviklingen før 2°C / 450 ppm, hvor de 450 ppm angiver den maksimalt acceptable koncentration af CO2 i atmosfæren.

Ved den klimaaftale, som endte med ikke at blive vedtaget i København i 2009, var målsætningen således defineret som 2°C / 450 ppm. Men dels var de synlige virkninger af klimaforandringerne på den tid ved at markere sig, selvom den globale temperaturstigning stadig kun var under 1°C. Dels var der stadig klarere tegn i de fremskrivninger, klimavidenskaben gjorde, på, at en stabilisering af det globale klima på 2°C / 450 ppm ikke ville være nogen stabilisering, men tværtimod på langt sigt ville føre til voldsomme klimaforandringer og på meget lang sigt muligvis fuld afsmeltning af alle klodens ismassiver – med havstigninger på op til 60 meter eller mere til følge. I 2008 fastlagde James Hansen et al. fra NASA således argumentation for, at en langtidsstabilisering af det globale klimasystem krævede en koncentration af CO2 i atmosfæren på max 350 ppm  (den var omkring på 280 ppm før industrialiseringens begyndelse), så allerede i København i 2009 var der mere end 100 lande bag et krav om en målsætning på max 1½C og max 350 ppm. Denne skærpede målsætning for klimaindsatsen er direkte indfældet i navnet på 350.org, den klimabevægelse, som Bill McKibben var med til at grundlægge.

Læs mere »

Share

1.5 STAY ALIVE – En film om nødvendigheden af en 1½°C-løsning

13. november 2015

.
Denne film tager os rundt på opdagelsesrejse i Caribien – ikke det eksotiske Caribien, men det Caribien, som med udsigten til accelererende klimaforandringer står overfor en vanskelig fremtid med hensygnende koralrev og atolsamfund, som forsvinder under havets overflade.

1.5 Stay Alive er en caribisk uddannelses-, musik- og kampagnefilm lavet for at underbygge og understrege nødvendigheden af en klimamålsætning på max 1½°C ved de forestående klimaforhandlinger i Paris. Det er dog ikke nogen ‘tør’ dokumentarfilm, men en mosaik af levnedsskildringer og vidnesbyrd kædet sammen med masser af tilbagelænet caribisk musik.

Air-Clim skriver i sin introduktion til filmen: “The campaign film highlights the threat of global warming for coastal zones and especially for the second largest coral reef in the world, the Mesoamerican and Caribbean coral reef system, which stretches from Florida to Trinidad Tobago. The IPCC concluded in its fifth assessment report in 2013/2014 that the world’s coral reef ecosystems will be one of the first global ecosystems that will disappear with a global temperature increase of more than 1–2 degrees C. Several research articles published recently in “Science” and “Nature” have confirmed this very large threat.”

I denne lille 3 min. video-introduktion kan man høre Tilman Altenburg fra Deutsche Institut für Entwicklungspolitik fortælle om baggrunden for 1.5 Stay Alive.

“1.5 to stay alive.”

Se tidligere blog-indlæg: Hvor store CO2-reduktioner skal der til?CO2-koncentrationen når 400 ppm2,3 m havstigning for hver grad global temperaturstigningJames Hansen et al.: 2°C-målsætningen helt utilstrækkeligJames Hansen: Store havstigninger i vente selv ved 2°C og Er 1½°C-målsætningen stadig mulig?

Zadie Neufville: Against the Odds, Caribbean Doubles Down for 1.5 Degree Deal in Paris, IPS 23.11.2015.

Petre Williams-Raynor: Countdown to COP21: Caribbean climate change campaign gets Jamaican endorsement, The Cleaner 04.11.2015.

Reinhold Pape: Film:1.5 Stay Alive, Acid News 01.11.2015.

Caribbean formatting climate change strategy for Paris meeting, Jamaica Observer 03.08.2015.

1.5 – Stay Alive | Interview with Tilman Altenburg, (3:22 min video) Deutsche Institut für Entwicklungspolitik 22.05.2015.

Links om 1,5°C-målsætningen generelt

John Upton: The forgotten U.N. climate goal: 1.5°C, RenewEconomy 20.11.2015.

Giles Parkinsson: Australia open to 1.5 °C climate target, “carbon neutral” in 2050, RenewEconomy 17.11.2015.

Climate-threatened nations seek tougher temperature goal in Paris deal, Reuters 12.11.2015.

Ed King: Climate vulnerable governments urge all countries to make tough CO2 cuts, Climate Home 11.11.2015.

Sophie Vorrath: Greens call for 1.5°C global warming target, ahead of Paris talks, RenewEconomy 10.11.2015.

Jennie Z. Rose: What is COP21 & Does it Matter? medium.com 06.11.2015.

Oliver Milman: Pacific islands make last-ditch plea to world before Paris climate change talks, The Guardian 01.11.2015.

Carl-Friedrich Schleussner, Michiel Schaeffer & Bill Hare: 1.5°C target adequate for Paris agreement, Acid News 01.11.2015.

Reinhold Pape: The road from Paris, (leder) Acid News 01.11.2015.

103 nations and civil society urge warming to be kept below 1.5°C, Blue & Green Tomorrow 23.10.2015.

Joe Solomon: The Rise, Fall, and Return of 1.5°C in the Global Climate Negotiations, Common Dreams 21.10.2015.

Simon Lee: Before the Flood—1.5 to stay alive, Guardian (Trinidad & Tobago) 20.08.2015.

Brenton Henry: Antigua: 1.5 to stay alive, The Daily Observer 21.07.2015.

Thoriq Ibrahim: Warming above 1.5C will overwhelm islands, says Maldives minister, Climate Home 30.06.2015.

Small Islands propose “below 1.5˚C” global goal for Paris Agreement, AOSIS 08.06.2015.

Simon Evans: IEA: China should shoulder greatest burden in raising climate ambition, Carbon Brief 17.06.2015.

Sophie Yeo: In-depth: Is the 1.5C global warming goal politically possible? Carbon Brief 15.06.2015.

Ed King: Governments silenced over UN climate change target, RTCC 11.06.2015.

Megan Darby: China, India reject calls for tougher climate goal at UN talks, RTCC 10.06.2015.

Roz Pidcock & Rosamund Pearce: Six years worth of current emissions would blow the carbon budget for 1.5 degrees, Carbon Brief 13.11.2014.

Share

Nu INDC for 90% af verdens udledninger – flot men langt fra nok

30. oktober 2015


.
Ovenstående video som på nær de første 2 minutter er på engelsk, stammer fra en pressekonference i dag i forbindelse med lanceringen af UNFCCCs synteserapport, som analyserer og sammenfatter de 146 INDC (nationale klimaplaner), som var indleveret pr. 1. oktober i år. På én gang en stor dag, hvor verdens samlede klimaindsats frem mod 2030 blev gjort op, og en dag, som det er svært at fejre, fordi de indmeldte klimamålsætninger tilsammen langt fra formår at løfte den fælles målsætning at holde den gennemsnitlige globale temperaturstigning under 2°C.  

Da der 1. oktober var der deadline for indlevering af klimaplaner forud for COP21 klimakonferencen i Paris, havde 146 af verdens 196 lande indleveret deres INDC, Intended Nationally Determined Contributions, som de enkelte landes klimaplaner kaldes i FN-jargonen – et navn som understreger det frivillige i de enkelte landes indsats og den bottom up-tilgang, som ikke er ideel, fordi den er svær at styre i forhold til en samlet målsætning, men som man ikke desto mindre har valgt, fordi det er det, man har kunnet formå at enes om på tværs af alle forskelle landene imellem. I mellemtiden er der indleveret flere INDC, så der nu er fra 156 lande, som tilsammen dækker omkring 90% af verdens samlede CO2-udledninger, og der skal nok nå at komme en håndfuld mere inden Paris, for der arbejdes stadig mange steder på at få klimaplaner klar inden COP21 skydes i gang om blot fire uger.

Inden vi forfalder til desperation over, hvor utilstrækkelige disse klimaplaner er i forhold til, hvad der er brug for, er det værd at hæfte sig ved det positive, at hvor Kyoto-aftalen kun dækkede omkring 15% af verdens udledninger, så er der nu reelt tale om en global aftale. Alle de største udlederlande har indgivet deres bud på en klimaindsats frem mod 2030, og samtlige disse landes statschefer har meldt deres ankomst i Paris ved konferencens begyndelse – hvilket er en nyskabelse, som Francois Hollande har insisteret på, da statslederne ved de forudgående klimatopmøder først har indfundet sig i den anden uge. På den måde er der lagt op til to uger, hvor det ikke bare er embedsmænd med bundne agendaer, men med mulighed for reelle politiske forhandlinger.

Det var ikke forud forventet, at alle lande ville udarbejde klimaaftaler. Tidligere på året udtrykte lederen af FNs klimaforhandlinger Christiana Figueres håb om, at der ville komme INDC, som dækkede mindst 60% af verdens samlede udledninger. Men selv for det afrikanske kontinent, hvor man finder verdens aller fattigste lande, som aldrig tidligere har haft klimaplaner udarbejdet, har man i stor udstrækning bidraget, og det endda med et ambitionsniveau, som sætter størstedelen af de industrialiserede landes og de rige udviklingslandes klimaindsats i et skammeligt perspektiv. Så der foreligger i skrivende stund 46 afrikanske INDC ud af 54 mulige, og der er gode chancer for, at endnu 2-3 afrikanske lande når at få deres INDC på plads inden Paris (se blog-indlægget Paris 2015 – En række afrikanske INDC). Så uanset hvad resultatet bliver i Paris her om blot en måned, så er denne del allerede lykkedes over al forventning.

Nøgletallet i dagens synteserapport kendte vi allerede fra Climate Action Trackers løbende analyse af de indkomne INDC: Med de indgivne INDC står verden til ved udgangen af dette århundrede at have en gennemsnitlig global temperaturstigning på 2,7°C. Det er faktisk betragteligt lavere end de 4-5°C, som der har været udsigt til, hvis vi blot uantastet fortsatte den fossile afbrænding business as usual. Men det er langt fra den 2°C-løsning, som hele konferencen er bygget op om at sikre. Og med vi ved i dag om klimaforandringernes omfang og styrke slev ved 2°C, så ville en 1½°C være en mere rimelig målsætning. For på bare lidt længere sigt (ud over år 2100) må vi forvente omkring 3 m havstigninger for hver grad temperaturstigning. Så hvis vi varigt accepterer at lade den globale gennemsnitstemperatur øge med 2°C, vil mere eller mindre samtlige verdens atolriger og deltaer på sigt forsvinde i havet.

Af samme grund er der to størrelser, som er blevet endnu mere vigtige i klimakonferencen: For det første er det selvindlysende, at vi ikke bare kan cementere verdens klimaindsats frem til 2030 vel vidende, at vi til den tid har forpasset alle chancer for en 2°C-løsning – tværtimod skal der etableres en mekanisme, hvor de enkelte landes indsatser løbende strammes op. For det andet at verdens rige lande tilvejebringer en finansiering, som kan understøtte ikke bare en tidlig mitigation, så verdens fattigere lande tidligt bliver sporet ind på en fossilfri udvikling, men fuldt så meget etablerer midler til adaptation og loss and damage. Ved den seneste forhandlingsrunde i Bonn for blot en uge siden, blev dette sagt så udtrykkeligt fra G77-gruppen af lande, som omfatter to tredjedele af verdens lande, at der overhovedet ikke kunne blive tale om nogen aftale, hvis ikke der som en del af aftalen var indbygget den finansiering på 100 mia. $ pr. år fra 2020, som de fattige lande i årevis er blevet stillet i udsigt, og som verdens rigere lande igen og igen er gledet af på (se blog-indlægget Klimamøde i Bonn, to minutter i Paris). Det sagt skal der nok komme en klimaaftale i Paris. Men det vil skabe et virkelig dårligt nord-syd-klima, hvis den industrialiserede verden, som har påført verdens fattigste dette klimaproblem, endnu engang fornægter sit medansvar.

Tilbage til dagens synteserapport, så omfatter den ud over den ganske teknisk betonede analyse en grafisk sammenfatning af situationen, som så at sige fortæller det hele i et enkelt billede:

Læs mere »

Share