Indlæg om Fukushima

Fukushima syv år senere

11. marts 2018

Stadig under udarbejdelse … Her til morgen japansk tid er det syv år siden at et stort jordskælv ud for Tokukus Stillehavskyst rejste en tsunami, der førte til store ødelæggelser flere km ind i landet. Huse, træer, broer, alt blev rykket op med rode og kastet rundt, som var det en modeljernbane. Mange nåede at flygte til højereliggende steder, men næsten 20.000 mennesker mistede livet.

Et sted på kysten ramte tsunamien et atomkraftværk med seks reaktorer, hvis kølesystem blev sat ud af kraft, samtidig med at strømforsyningen udefra gik tabt. Det førte i de kommende døgn til nedsmeltningen af tre reaktorkerner, og her syv år efter er det klart, at Japan står med en atomkatastrofe som i skala og alvorlighed kun kan sammenlignes med verdens hidtil værste katastrofe i Chernobyl, der fik mange lande til at opgive drømmen om en fuldt nuclear energiforsyning.

Når man ser kystlandskabet ovenfra, er det imponerende, hvor langt man er kommet med oprydningen. Kystlinjen sank op til adskillige decimeter ved jordskælvet, så mange steder stod de lavestliggende marker under vand efter tsunamien havde trukket sig tilbage. Men i dag er 80% af markerne igen dyrkbare, og genopbygningen af havne og infrastruktur, institutioner og boliger, er mange steder så langt, at livet så småt begynder at minde om noget man kendte før tsunamien.

Altså lige bortset fra landskaberne omkring Fukushima Daiichi-værket. Her går tingene umådeligt langsomt, for her må man ud over tsunamiens rasen kæmpe med en usynlig fjende, strålingen, der i et område på størrelse med Fyn får geigertællerne til at gå i selvsving. Man havde lidt naivt regnet med at kunne dekontaminere størstedelen af området på et år eller to. Men det har vist sig ganske vanskeligt. Og kuren er brutal. Oprensningen indebærer ikke bare højtryksspuling af alle byggede flader, men at al vegetation fjernes og den øverste topjord over alt skrælles af. Alt dette affaldsamles i store sorte plasticsække, der står som halmballer i landskabet og gradvist samles i store midlertidige depoter. Den radioaktive forurening, der har bredt sig ud over landskaberne, har overvejende biotoper med relativt hurtig halveringstid. Men blot at finde de 5-6 km², hvor man kunne anlægge et midlertidigt depot over 30 år, har taget adskillige år, for oven på den katastrofe ved Fukushima Daiichi-værket, som ingen troede kunne ske, har ingen rigtigt tillid til, at et sådant depot bliver fjernet igen efter 30 år, eller at området ikke derefter er ødelagt for evigt. Og ingen ønsker at have et sådant depot i deres baghave.

Læs mere »

Share

Retsligt opgør om Fukushima Daiichi

1. juli 2017

En 23 m høj tsunami-sikring foran Hamaoka-værket ved Shizuoka er her under opførelse i håb om at kunne opnå tilladelse til genstart, efter at værkets reaktorer har stået stille siden 2011. Med en sådan mur kunne Fukushima-katastrofen have været undgået. Men Fukushima-værkets ejer, TEPCO, søgte at krybe uden om udgifterne ved en sådan tsunami-sikring til trods for, at det var blevet klarlagt, at der var en risiko for at værket kunne blive oversvømmet af tsunamier. i 2009 søgte Fukushima-værkets leder om accept af udvidelsen af værkets sikkerhedsforanstaltninger , men ledelsen afviste, og der er nu rejst tiltale mod den tids ledelse.  

11. marts 2011 udløste et stort jordskælv i havbunden ud for den japanske nordøstkyst en stor tsunami, der med stor kraft ramte Tohukus østkyst og sine steder pressede de ødelæggede vandmasser adskillige kilometer ind i landet.

Tsunamien ramte også Fukushima Daiichi-værket, hvilket udløste det moderne Japans største krise. Det lykkedes at lukke to af værkets seks reaktorer korrekt ned. Men for tre af reaktorerne blev det en fatal hændelse. Strømforsyningen udefra blev klippet ved jordskælvet, og nødstrømsgeneratorerne var så tankeløst placeret i kælderniveau, at de blev sat ud af kraft af de indtrængende vandmasser. Derfor svigtede kølingen dertil, at der skete en omfattende nedsmeltning af tre af reaktorkernerne. Udsivende gas fra de overophedede reaktorkerner førte til eksplosioner, der raserede flere af reaktorbygningerne. Den sidste reaktor var midlertidigt standset og brændselslegemerne fjernet, da tsunamien ramte. Så her var problemet ‘kun’, at den ydre bygning eksploderede. Store mængder af radioaktiv forurening spredte sig i de kommende uger fra det havarerede værk, og selvom vindretningen var ‘heldig’ i den forstand, at størstedelen af radioaktiviteten fra døgnene umiddelbart efter nedsmeltningerne blæste ud over havet, måtte man efterfølgende evakuere omkring 200.000 mennesker, hvoraf et fåtal indtil nu har kunnet vende tilbage til trods for en enorm oprensningsindsats.

Fukushima-katastrofen udløste det moderne Japans største krise, med implikationer ud i de fjerneste afkroge af det japanske samfund. Endda så det længe ud til, at Fukushima-katastrofen ikke ville få nogle retslige konsekvenser. To gange tidligere er offentlige anklagere kommet til det resultat, at der ikke var basis for at gøre nogen fra værkets ejer TEPCOs ledelse personligt ansvarlig for katastrofen, ligesom der heller ikke i retslig forstand syntes at være tale om svigt fra myndighedsside – uanset at man efterfølgende nedlagde den hidtidige sikkerhedsinstans for at bygge en ny op fra bunden.

Dette kom ikke som nogen overraskelse for den japanske befolkning, der var vant til at energiselskaber kørte med klatten. Men endda udfordrede det retsbevidstheden. For hvordan kunne konklusionen på Fukushima-katastrofen – som en af de tre undersøgelseskomissioner karakteriserede som “Made in Japan” for at understrege, at det ikke blot var en naturkatastrofe, men at der tværtimod omvendt var tale om, at en serie af menneskelige valg og undladelser tilsammen havde udløst en katastrofe, der i udgangspunktet var fuldt undgåelig – ende med blive, at ingen havde gjort noget galt?

Men så viste der sig en åbning, hvor borgere kunne initiere en anklage. Borgergrupper fra Fukushima har systematisk forfulgt dette spor. Og her mere end seks år senere blev der i går indledt en retslig proces, hvor den forhenværende TEPCO-formand Tsunehisa Katsumata sammen med hans to tidligere vicepræsidenter Ichiro Takekuro og Sakae Muto står anklaget for at have undladt at tage de nødvendige sikkerhedsmæssige konsekvenser efter at det stod klart, at en tsunami så stor som den, der ramte i 2011, var en mulighed. Yderligere indgår det i anklagen, at der på Fukushima-værket blev udarbejdet tiltag for imødegåelsen af denne risiko, der hvis gennemført ville kunne have forhindret katastrofen. Men at TEPCOs centrale ledelse (TEPCO havde indtil 2011 17 reaktorer i drift) havde modsat sig implementeringen heraf.

På den første dag i retten erklærede de tre tidligere TEPCO-ledere sig uskyldige, fordi ingen ville kunne have forudset en tsunami eller katastrofe af dette omfang. Hoverfor fremhævede anklageren, at de alle tre var blevet forelagt beregninger, der præcist viste, at tsunamier af den størrelse ville kunne forekomme på denne del af kysten, og at det ville kunne føre til svigtende strømforsyning.

“They continued running the reactors without taking any measures whatsoever,” fremførte anklageren. “If they had fulfilled their safety responsibilities, the accident would never have occurred.”

Læs mere »

Share

Sydkorea udfaser atomkraften

3. juni 2017

Står det til Sydkoreas nyvalgte præsident, Moon Jae-in, vil den sydkoreanske A-kraft blive udfaset i takt med, at landets 25 reaktorer når skelsår.

Sydkorea har i dag 25 fungerende atomreaktorer, der tilsammen tilvejebringer omkring 35% af landets energiforbrug. Landet har egen atomkraftindustri, og man har løbende udvidet kapaciteten med nye reaktorer, så Sydkorea i dag har omkring 25 igangværende traktorer og flere under opførelse. Forventningerne var i 2035 at nå op på en andel af atomkraft på 60%.

Men atomkraften har været en stadig kilde til utilfredshed i den koreanske befolkningen. Ikke mindst efter Fukushima-katastrofen i 2011 og omfattende skandalesager i 2013, hvor så mange reaktorer måtte lukke på grund af systematisk svindel med sikkerhedscertifikater, at energiforsyningen var tæt på at bryde sammen, er presset fra befolkningen på at afvikle atomkraften vokset. I 2013 blev der således fremlagt fornyede planer, hvor der blev skruet markant ned for fornyelsen af den sydkoreanske reaktorflåde, så A-kraften i 2035 skulle udgøre 29% – eller under halvdelen af de oprindelige planer.

I begyndelsen af maj 2017 fik Sydkorea ny præsident, Moon Jae-in. Han vandt på et program, hvor udfasningen af den koreanske atomkraft havde en markant plads. Står det til Moon, har Sydkorea bygget sin sidste reaktor på koreansk grund. 4 reaktorbyggerier, der er næsten færdige, får lov at blive færdiggjort og taget i brug. Reaktorer derimod, som stadig er i planlægningsfasen, bliver skrottet. Selv reaktor 5 og 6 ved Kori-værket, som nu er 28% færdigbyggede, ønsker Moon at bremse. Og fremover får ingen reaktor lov at fungere ud over de 40 år, de oprindeligt er konstrueret til at kunne holde. Dermed vil Sydkorea lukke sin sidste reaktor omkring 2060.

Sydkorea bruger i dag en betydelig mængde kul, men planen er i den samme 40-års periode at sikre en så massiv udbygning af den vedvarende energi, at energiforsyningen i 2035 primært er baseret på vedvarende kilder suppleret med naturgas. Hvis sydkoreanerne gør dette rigtigt, ville man gradvist kunne gøre selv gasdelen CO2-neutral og bruge den ikke bare som backup-del, men som lagringsmedie.

Læs mere »

Share

Afstemning om udfasning af den schweiziske A-kraft

21. maj 2017

I dag holder schweizerne afstemning om A-kraftens fremtid i landet. Schweiz var et af de lande, der reagerede kraftigt på Fukushima-katastrofen, så i tiden efter blev det i princippet besluttet, at den schweiziske A-kraft gradvist skulle udfases, og tre nye atomreaktorer under forberedelse blev efterfølgende opgivet. Sidste efterår vedtog det schweiziske parlament en Energistrategi 2015, men det højreorienterede Schweiziske Folkeparti krævede energiplanen sat til afstemning (hvilket er ganske almindeligt i Schweiz). Derfor kunne schweizerne i dag give deres mening til kende om regeringens energistrategi.

Forslaget fra den schweiziske centrum-højre-regering indebærer, at der ikke kan bygges nye atomkraftværker i Schweiz, og at de udfases i takt med, at de når grænsen for den teknisk forsvarlige driftsperiode. Planen sigter således på inden 2035 at kunne klare sig helt uden A-kraft.

Energiforsyningen i Schweiz er betydeligt anderledes sammensat end den danske. I dag kommer blot 5% fra vedvarende energikilder som sol og vind, mens A-kraften leverer 35% og hele 60% stammer fra vandkraft. Opgaven er således inden 2035 at etablere, hvad der svarer til en tredjedel af det nuværende energiforbrug, enten gennem indfasning af vedvarende energikilder som sol og vind eller gennem energibesparelser. Det forslag der i dag er til afstemning, rummer en betydelig energibesparelsesindsats. Således vil man gennem en bred vifte af initiativer søge at få den enkelte schweizers energiforbrug nedbragt med omkring 43% i 2035 i forhold til i dag – en prioritering, man må tage hatten af for.

Med den store andel af vandkraft har schweizerne ikke samme problemer med de vedvarende energikilders svingende natur som mange andre lande. For de enorme vandmasser, der findes opstuvet bag landets mange vandkraftreservoirer, er som et gigantisk batteri. Faktisk kunne man mene, at Schweiz burde sammentænke sin energistrategi med de omgivende regioner, så man forenklet sagt kunne trække på billig vindstrøm fra fladere landskaber når det stormede over havene, mod at dele af sine vandreserver, når møllevingerne stod stille. Men med de store vandkraft-ressourcer landet har alle muligheder for at lave en ultrastabil energiforsyning.

Læs mere »

Share

Japan skruer igen op for A-kraften VII – Oi-værket

24. februar 2017

NRAs behandling af sikkerhedsforholdene for de to nyeste reaktorer ved Oi-værket (de to til venstre i billedet) er nu kommet dertil, at de forventes inden længe at kunne opnå endelig godkendelse.

Den japanske atomsikkerhedsinstans NRA har netop godkendt en foreløbig rapport, som åbner for genstart af Kansai Electrics (KEPCOs) Reaktor 3 og 4 ved Oi-værket. Rapporten bliver nu sendt i høring. Men uanset i tusindvis af kommentarer og indsigelser er erfaringerne indtil nu, at der ikke sker ændringer i denne fase. Det forventes derfor, at reaktorerne vil kunne være klar til opstart allerede i løbet af dette efterår.

Forud skal der indhentes tilladelse fra amt og værtskommune. Disse tilladelser er der ikke grund til at formode, at der bliver problemer med for Oi-værkets vedkommende. Men reaktorerne ligger tæt ved store befolkningskoncentrationer, som ved katastrofer som den ved Fukushima Daiichi-værket vil være stærkt berørt, men ikke har nogen indflydelse på genstarterne – op på vilkårene derfor. Så der vil fra anden side være stort pres for at sikre en bredere indflydelse på genstartsprocesserne. Og der er i de nærliggende Shiga og Kyoto Amter en betydelig modstand mod genstarten af hele den stribe af reaktorer, som ligger placeret langs Fukuis kystlinje.

Kansai-området var forud for Fukushima-katastrofen det område i Japan, hvor man havde den højeste grad af A-kraft, med omkring 50% af strømmen stammende fra atomreaktorer. Derfor var problemerne her også størst, da atomreaktorerne i månederne efter Fukushima-katastrofens begyndelse en efter en blev lukket ned uden at blive genstartet. Derfor blev det gennemtrumfet fra central-administrationen, at de to reaktorer ved Oi-værket blev midlertidig genstartet forud for sommeren 2012 for at undgå strømnedbrud på særligt varme sommerdage, hvor beregningerne viste, at behovet kunne være større end hvad man havde af backup-energimuligheder. Det japanske energisystem er så ubegavet udformet, at der kun kan overføres relativt begrænsede mængder af energi mellem de enkelte forsyningsområder, så det hjalp ikke meget at man i de tilstødende forsyningsområder havde energioverskud.

Nu viste det sig, at disse beregninger ikke holdt. For selv på de allervarmeste sommerdage var der ingen problemer – og havde der ikke været problemer selv hvis man havde undladt at genstarte de to Oi-reaktorer. Dette var stærkt medvirkende til, at den tids premierminister Yoshihiko Noda kom i unåde og DPJ-regeringen ved efterårsvalget led et knusende valgnederlag, selvom det paradoksalt betød, at man genindsatte en pronuclear regering.

Læs mere »

Share

Japan skruer igen op for A-kraften VI – Genkai-værket

27. januar 2017

Herover ses Genkai-værket, hvor Kyushu Electric nu har opnået godkendelse af genstart af de to nyeste af værkets fire reaktorer fra den japanske sikkerhedsinstans NRA. Der mangler endnu godkendelse fra lokalpolitisk side, men Kyushu Electric håber på at kunne få de to reaktorer i gang i løbet af andet halvår 2017.

Den japanske atomsikkerhedsinstans NRA godkendte i sidste uge genstarten af to reaktorer ved Genkai-værket, det andet af Kyushu Electrics’ to atomkraftværker. Kyushu Electric forventer, at de to reaktorer kan blive klar til genstart i løbet af andet halvår i år. Men de lokale godkendelser er endnu ikke faldet på plads, og som man har set det med andre genstartsprocesser, må man forvente, at NRAs afgørelse udløser en vifte af protester og forsøg på at få bremset genstarterne via domstolene.

Godkendelsen kommer ikke som en overraskelse, da NRA i november godkendte en foreløbig udgave. Men siden da har sagen været i høring. Og NRA har ikke i de 4.200 indsigelser, som er indgivet, hvoraf en stor del må formodes at være bekymrede ønsker om, at de aldrig måtte bliver genstartet, fundet basis for at ændre afgørelsen.

Med godkendelsen af de to reaktorer ved Genkai-værket har NRA givet grønt lys for genstart af i alt 10 reaktorer. Men endda er der pt. kun to reaktorer, som er i drift. En tredje er midlertidigt standset, og vil komme i gang igen i løbet af få uger. Men flere af tilladelserne kræver så omfattende forbedringer, at de først forventes klar til igangsætning i 2020 (se indlæg om levetidsforlængelser), mens andre er bremset af afgørelser ved de japanske domstole (se indlæg om Takahama-værket). Før Fukushima-katastrofen i 2011 havde Japan 54 aktive atomreaktorer. Så reaktiveringen af de japanske atomreaktorer skrider forbløffende langsomt frem.

Forud for Fukushima-katastrofen i 2011 havde Genkai-værket fire reaktorer i gang. Men Kyushu Electric har kun søgt genstart for de to nyeste reaktorer, som er hhv. 18 og 22 år gamle, og dermed har en regulær driftsperiode foran sig (den normerede driftsperiode er 40 år). Kyushu Electric har allerede besluttet, at Reaktor 1 aldrig mere kommer i gang, og Reaktor 2, som blev taget i brug for 35 år siden, vil sandsynligvis heller ikke nogensinde mere komme til at producere strøm. Så det er kun et spørgsmål om tid, før den også bliver sendt til dekommissionering.

Kyushu har fornemme forhold for solenergi, og Fukushima-katastrofen udløste ikke mindst på Kyushu et veritabelt boom i etableringen af solcelleanlæg. Det gik så hurtigt med etableringen af nye solcelleanlæg, at Kyushu Electric allerede efter godt et år måtte slå bremsen i, for ikke at de da endnu ikke genstartede reaktorer ved Sendai-værket og Genkai-værket skulle fremstå som værende fuldstændig overflødige. Og det er i dag kun muligt at tilslutte små husstandsanlæg på Kyushu.

Læs mere »

Share

Japan skruer igen op for A-kraften V – længere reaktorlevetid

10. oktober 2016

Herover ses Mihama-værket, hvor de to ældste reaktorer vil blive sendt på pension, mens Reaktor 3 netop har fået bevilliget en forlængelse af driftsperioden fra 40 år til 60 år af den japanske sikkerhedsinstans NRA.

Den nye sikkerhedstjeneste, NRA, som blev etableret som konsekvens af Fukushima-katastrofen for at skabe en reel kontrolinstans, efter at forgængerne NISA havde svigtet eklatant, har på mange måder været kommet godt fra start. Det er lykkedes for NRA at skabe et betydeligt mål af respekt om arbejdet med at højne sikkerheden. I den første tid var der betydelig kritik fra energiselskaberne, som havde været vant til at få det, som de ville have det og nu blot ville have så mange reaktorer i gang igen så hurtigt som muligt. De synes dog med tiden at have accepteret, at der er kommet andre boller på suppen, og at genstarten af Japans reaktorflåde er en møjsommelig proces, som kommer til at tage det meste af et årti.

Foreløbig er det kun lykkedes at få tre af de 54 reaktorer, som Japan havde i gang før marts 2011, genstartet. heraf blev den ene endda for få dage blevet standset for ekstraordinære sikkerhedscheck året ud, mens en anden vil følge trop medio december. Således vil Japan ved årsskiftet 2016-17 igen kun have en enkelt reaktor i gang. Yderligere to reaktorer har fået godkendelse og var netop blevet genstartet, da de blev beordret standset af retskendelser.

Derudover har NRA i foreløbigt to tilfælde givet tilladelse til at forlænge driftsperioden for reaktorer fra 40 til 60 år. I foråret var der tale om Reaktor 1 og 2 ved Takahama-værket. I den forgangne uge var det endnu en af KEPCOs reaktorer, Reaktor 3 ved Mihama-værket, som fik NRAs godkendelse til at udvide driftsperioden fra 40 til 60 år.

I det politiske grundlag for NRA blev det fastslået, at en reaktors levetid maksimalt var 40 år – hvilket stemmer ovenens med, at reaktorer opført i 1970erne og 1980erne typisk var designet til at kunne holde i 30 eller 40 år. Der blev dog i samme tekst åbnet op for, at der undtagelsesvis ville kunne gives tilladelser til en enkelt udvidelse af driftsperioden fra 40 til 60 år. Undtagelsesvis!

Men nu har NRA foreløbig givet tilladelse til levetidsforlængelse for tre reaktorer – og  har endda givet behandlingen af disse forkørselsret, for at godkendelsesprocessen skulle kunne nå at finde sted inden de pågældende reaktorer faldt for 40-årsgrænsen.

Disse tilladelser har for første gang sat spørgsmålstegn ved NRAs evne til at være den vagthund overfor atomindustrien, som var tilsigtet, da man i skyggerne efter Fukushima-katastrofen fuldstændig skrottede den hidtidige sikkerhedsinstans for at skabe en ny fra grunden, som kunne sikre, at en katastrofe som den ved Fukushima-værket aldrig igen ville kunne ske.

Læs mere »

Share

Japan skruer igen op for A-kraften IV – Kashiwazaki-Kariwa-værket

25. august 2016

Med syv reaktorer med en samlet effekt på 8 GW er Kashiwazaki-Kariwa-værket i Niigata Amt verdens største atomkraftværk. Som ved alle andre værker i Japan blev de igangværende reaktorer i tiden efter Fukushima-katastrofen i 11. marts 2011 en efter en taget ud af drift i takt med, at de skulle standses for det årlige driftseftersyn og udskiftningen af brændselslegemer. For efterfølgende ville ingen tage ansvaret for genstarten.

Kashiwazaki-Kariwa-værket er ejet og drevet af samme energiselskab, TEPCO, som driver Fukushima Daiichi-værket. TEPCO, som leverer strøm til Tokyo-området, har et tredje atomkraftværk, Fukushima Daini med fire reaktorer, som ligger blot få km fra Fukushima Daiichi. Og selvom det lykkedes at lukke Daini-værket korrekt ned ved tsunamien i 2011, har Fukushima Amt siden fået tilsagn om, at der ikke bliver genstartet reaktorer i Fukushima Amt, der til gengæld gerne vil være foregangsamt når det gælder udviklingen af vedvarende energi.

TEPCO står derfor i den situation, at ud af de sytten reaktorer, man havde før Fukushima-katastrofen, kommer de ti reaktorer i Fukushima Amt aldrig i gang igen. Yderligere er planerne om at opføre endnu et atomkraftværk i Fukushima Amt nær Fukushima Daiichi og Fukushima Daini blevet opgivet i erkendelse af, at den nuværende situation ville umuliggøre nogensinde at få et nyt atomkraftværk i gang på dette sted. Derfor har TEPCO længe ønsket sig at genstarte i hvert fald et par af de syv reaktorer ved Kashiwazaki-Kariwa-værket, og på sigt gerne dem alle. Det ville give et kærkomment tilskud til den ekstremt anstrengte økonomi efter katastrofen, hvor oprydningsarbejdet ikke bare på selve kraftværket, men også i de omgivende landskaber, vil strække sig ind i anden halvdel af dette århundrede.

Men guvernøren i Niigata Amt, Hirohiko Izumida, er ikke bare imod atomkraft, han er imod at TEPCO nogensinde kommer til at drive atomkraftværker igen. Og han taler af erfaring, for forud for Fukushima-katastrofen havde der i årevis været problemer med den måde, hvorpå TEPCO drev Kashiwazaki-Kariwa-værket. Ved flere lejligheder har man kunnet se TEPCOs øverste leder Naomi Hirose helt rød i hovedet af raseri, når Izumida fremførte, at TEPCO ved hele tiden at presse på med hurtig genstart af Kashiwazaki-Kariwa blot satte økonomien over sikkerheden.

Nu er der dog tegn på, at godkendelsesprocessen for to af reaktorene ved Kashiwazaki-Kariwa-værket er så langt, at den kan være afsluttet til marts næste år. Dette er udtrykkeligt ikke ensbetydende med, at reaktorerne kommer i gang umiddelbart efter. For i Niigata har der gennem mange år været en massiv lokal modstand mod værkerne. Blandt andet har en borgergruppe med henvisning dels til det havarerede Fukushima Daiichi, som langt hen af vejen var en driftsfejl, dels til de mange eksempler på fejl i drift og indrapporteringer ved Kashiwazaki-Kariwa lagt sag an mod TEPCO med den påstand, at man er uegnet til at drive atomkraftværker.

Dette blog-indlæg vil med løbende opdateringer søge at følge processen omkring genstarten af Kashiwazaki-Kariwa værket, som qua den massive lokale modstand sandsynligvis vil trække ud i årevis. Og uanset at TEPCO allerede har investeret milliardbeløb i at forberede genstarterne, er det langt fra givet, at det nogensinde igen kommer dertil.

Der er etableret tilsvarende blog-indlæg for reaktorer ved de tre atomkraftværker, hvor opstartsprocesserne er længst fremskredne, ved Sendai-værket, ved Ikata-værket, hvor en reaktor lige nu er ved at blive tilsluttet, og ved Takahama-værket, hvor to reaktorer blev standset umiddelbart efter opstarten efter påbud fra retten. Stadig her fem et halvt år efter Fukushima-katastrofen har Japan kun fået genstartet tre reaktorer.

Læs mere »

Share

Radioaktive skove

19. juli 2016

.
NHK Documentary: Radioactive Forests, 49:39 min. video juli 2016.

Den nationale japanske TV-station NHK har lavet en dokumentar om radioaktiviteten i det evakuerede område omkring Fukushima Daiichi atomkraftværket, hvor tre reaktorer i marts 2011 kom ud af kontrol og nedsmeltede, med en ganske alvorlig radioaktiv forurening til følge.

I den første tid efter katastrofens begyndelse, hvor langt den største del af den radioaktive forurening blev frigivet, var vindforholdene sådan, at det radioaktive nedfald var størst ud over Stillehavet. Men omkring 30% bevægede sig ind over land, og en stribe af forurenede landskaber strækker sig 40-50 km mod nordvest, langt ud over den 20 km evakueringszone omkring Fukushima Daiichi.

I de mennesketomme landskaber har naturen fået sin renaissance – skolegårdene har meterhøj vegetation, fugle og dyr huserer anderledes frit. Så umiddelbart er der, som det af dem som ønsker at bagatellisere problemerne ved A-kraft udtrykker det, kommet et naturreservat ud af miseren. Men det er et strålingsramt naturreservat. Strålingsniveauet for området som helhed er i dag under halvdelen af, hvad det var umiddelbart efter katstrofen. Men sine steder er det stadig 250 gange højere end hvad man kan måle i Tokyo, blot 200 km længere sydpå. Og hvor nogle strålingsskader kommer umiddelbart til udtryk, så lever andre videre som genetiske fejl, som kan manifestere sig mange generationer frem.

Dokumentaren følger japanske videnskabsmænds arbejde med at forstå omfanget og konsekvenserne af strålingen, først og fremmest i Fukushimas skovområder. Man ser billeder af, hvordan strålingspartikler stadig er spredt rundt i bark og nåle, fugle og pattedyr, insekter og fisk. I dokumentaren ser man, hvordan erfaringer fra Chernobyl har vist, at strålingen blandt andet fører til deformering af træernes vækst, mens fugle har abnormale fjerdannelser (form og pigmentering) samt langt højere forekomster af abnormale sædceller. Meget mangler endnu at blive undersøgt i evakueringsområdet omkring Fukushima, men der synes at være tale om de samme tendenser. En russisk forsker, som har undersøgt strålingspåvirkningen omkring Chernobyl, har således fundet tilsvarende misdannelser af fyrretræers skud omkring Fukushima. I mange tilfælde mangler topskuddet simpelthen (i områder med markant stråling i op til halvdelen af tilfældene), hvilket skovbrugsmæssigt vil det give alvorlige komplikationer.

Læs mere »

Share

Fukushima blues – tre år efter NRAs nye sikkerhedsregler

8. juli 2016

Herover ses Sendai-værket, hvis to reaktorer er de eneste som er kommet i gang her tre år efter at den japanske sikkerhedsinstans NRAs nye regler for reaktorsikkerheden trådte i kraft.

Forud for Fukushima-katastrofen(s begyndelse) 11. marts 2011 havde Japan 54 aktive atomreaktorer, som producerede tæt på 30% af landets energiforbrug, og man havde planer om at udbygge reaktorflåden, så man i løbet af en årrække ville komme op på 50%. Men efterfølgende blev alle reaktorerne én for én taget ud af drift, efterhånden som de blev standset for det årlige driftseftersyn og udskiftning af brændselslegemer. For ingen havde mod på at give tilladelse til genstarten.

Selvom det mest blev sagt indirekte, så var det indlysende, at det ikke kun var Fukushima Daiichi-værkets ejer, TEPCO, som var skyld i, at en katastrofe som denne kunne ske. Det var hele det sikkerhedsapparat, som var sat op for at sådanne katastrofer kunne undgås, som havde svigtet. Alle havde sovet i timen, for ingen troede at det nogensinde skulle komme dertil, at den slags skete, i hvert fald i Japan. Umiddelbart kan det ligne en naturkatastrofe: et stort jordskælv giver en stor tsunami, som sætter atomkraftværkets nødsystemer ud af kraft. Men rent faktisk havde TEPCOs ingeniører få år forinden beregnet, at en katastrofe præcist som den der skete, kunne ske. I stedet for at øge tsunami-sikringen eller blot løfte nødgeneratorerne op i en højde, hvor de ikke kunne oversvømmes (blot en af disse foranstaltninger kunne have modvirket katastrofen), fik man besnakket sikkerhedsmyndighederne til, at man blot skulle at lave endnu en rapport. I befolkningen var tilliden til hele denne sammenspiste “nuclear village” således på nulpunktet, og et markant flertal så helst at atomreaktorerne aldrig mere blev taget i brug, eller hvis det ville give for store huller i energiforsyningen, at man i en overgangsfase genstartede nogle få for lige netop at have energi til at holde hjulene i gang.

På den baggrund blev hele det hidtidige sikkerhedsapparat skrottet, og man søgte fra bunden af  at bygge et nyt op, som kunne forestå sikkerheden ved den fremtidige drift af de japanske atomreaktorer og hermed genskabe befolkningens tillid til A-kraften. Første opgave for NRA (Nuclear Regulation Authority), som den nye sikkerhedsinstans kaldes, var derfor at definere et regelsæt, så man efterfølgende ville stå med verdens skrappeste sikkerhedsregler.

NRA brugte herefter laaaang tid på at forberede disse regler. Men 8. juli 2013 trådte de officielt i kraft. Herefter kunne de forsyningsselskaber, som ejer og driver de japanske atomkraftværker, sende ansøgninger ind om genstart af deres reaktorer. Og her på treårsdagen er det på plads med en status.

NRA har til dato modtaget ansøgninger om genstart af i alt 26 reaktorer ved 16 forskellige værker. Sagsbehandlingen er meget tidskrævende, og forud for hver godkendelse er der udarbejdet et dokumentationsmateriale på i titusindvis af sider og gennemført omfattende inspektioner og testes. Så foreløbig er det lykkedes at færdiggøre sagsbehandlingen for 7 reaktorer, som har fået genstartstilladelse.

Men endnu er der kun kommet to reaktorer i gang ved Sendai-værket på det sydlige Kyushu (se blog-indlæg om opstarten af Sendai-værket). To andre reaktorer ved Takahama-værket opnåede starttilladelse i februar og blev igangsat umiddelbart efter. Men der viste sig tekniske problemer med den ene. Og kort efter genstarten tvang en retskendelse KEPCO til at lukke den anden af de to reaktorer (se blog-indlæg om opstarten af Takahama-værket). Den næste reaktor, som forventes at komme i gang, er Reaktor 3 ved Ikata-værket. Dens tilladelse kom på plads i november 2015, og nu er de fornødne sikkerhedsopgraderinger og tests gennemført, så selve opstarten begynder en af de allernærmeste dage (se blog-indlæg om opstarten af Ikata-værket).

NRA har yderligere givet en tilladelse til en levetidsforlængelse fra 40 til 60 år for Reaktor 1 og Reaktor 2 ved Takahama-værket. Men her forestår så omfattende udbedringer, før de kan genstartes, at de først forventes klart til opstart i 2019.

Så umiddelbart er det let at gøre status: Efter tre år er der endnu kun kommet to reaktorer i gang. Det er straks mere vanskeligt at spå om, hvor mange flere, der vil blive genstartet i de kommende år.

Læs mere »

Share