Klimabevidste virksomheder

19. juli 2011

Hvordan når man hele vejen rundt, når man vil give sin virksomhed et klimaløft og mindske energiregningerne? www.klimabevidst.dk er et nyt gratis ’klimaværktøj’ der gennem information, vejledning og opfølgning gør det lettere at komme rundt i de grønne muligheder, der gemmer sig i små og mellemstore virksomheder. Med mere end 200 konkrete guides fordelt på forskellige temaer, inviteres virksomhederne til at bruge værktøjet, alt efter hvor de står i klimaindsatsen.

For at gøre det nemmere for alle at tænke og agere grønt er en ny version af www.klimabevidst.dk under udvikling. Fra december bliver siden også målrettet den enkelte borger, så også enkeltpersoner og husstande finder vejen fra tanke til handling afkortet, mindre besværlig og mere attraktiv, når det gælder en indsats for miljø og klima.

www.klimabevidst.dk udspringer af en rapport fra Concito, Danmarks grønne tænketank, som fastslog, at adskillige små og mellemstore virksomheder gerne vil gennemføre ‘grønne’ tiltag, men at mange endnu ikke er kommet igang med tiltagene. På den nye hjemmeside er tiltagene lavet så alle kan være med, så man behøver ikke at være klimaekspert for at gennemføre sine indsatser, og man vælger selv tempo og indsatsområder efter behov. Virksomhederne kan følge sine fremskridt – både de økonomiske gevinster for virksomheden såvel som de miljømæssige effekter. For mange tiltag kan man kan se, hvor hurtigt investeringer er tjent ind igen. Det bliver hurtigt tydeligt, at det er god forretning af gennemføre ‘grønne’ tiltag.

Udgangspunkt i virksomhedernes virkelighed

Der er flere aktører, som arbejder for at støtte virksomheder i at gøre en klimaindsats. Men det kan være vanskeligt at favne indsatsen på en helhedsorienteret måde. Københavns Kommune har etableret Grønne Erhverv og ved Miljøpunkt Indre By-Christianshavn har vi netop gennemført en undersøgelse af bydelen Indre Bys virksomheder. Resultatet viser, at virksomhederne er positivt indstillet over for en klimaindsats, men at mange mangler overblik og muligheder. På a21.dk kan du læse mere om undersøgelsen, som vi håber at kunne arbejde videre med i et projekt, hvor vi kan afprøve nye måder til at støtte virksomhederne i klimaindsatsen. Som også klimabevidsthed.dk har vi fokus på, at en helhedsorienteret indsats er vejen frem.

Med nye tiltag på banen er det vigtigt at høre brugernes mening. Så hvis du som læser af bloggen på klimabevidst.dk vil dele ud af dine klima-erfaringer, sparetips og kommentarer, kan du sende dem til projektleder Andreas Harnisch via andreas@klimabevidst.dk.

Indlæg ved Gazelle Buchholtz.

Share