Havet omkring Danmark

21. oktober 2011

En gruppe forskere ved GEUS har netop i tidsskriftet Boreas fremlagt undersøgelser,¹ som ifølge dem sætter store spørgsmålstegn ved de havstigninger, som IPCC har forudsagt. Faktisk er lederen af projektet Jens Morten Hansen i dag ude at forsikre for, at havstanden i størstedelen af Danmark ikke vil stige, men falde.

Disse konklusioner tager udgangspunkt i undersøgelser af aftegninger af kystlinjer på Læsø, hvor man har et helt system af “åretegninger” af havets skiftende møde med kysten gennem tiderne. I absolutte mål er vandstanden omkring Læsø steget 110 ±14 cm siden år 1300, omend der var en let lavvandet periode i forbindelse med en “lille istid” mellem 1250-1750. I de seneste århundreder har der været en stadig stigning, som har toppet i en 70-års-cyklus omkring år 1790, 1860, 1920–1950 (en dobbelt top) og så i dag.

Desværre er artiklen kun tilgængelig som abstract. Men jeg har tilbragt en stor del af min barndom og ungdom med udsigt over Kattegat og set, hvor voldsomme kræfter, havet rummer – og hvordan havet med samme havstand i situationer med kraftig pålandsvind og vindstuvet højvande kan lægge spor efter havstokken langt inde på land. Så med så små forandringer, som der er tale om, ville jeg være meget forsigtig med at ekstrapolere fra mønstre på Læsø til de globale havstigninger.

Når JM Hansen endda går så skråsikkert ud med sin garanti for, at havet omkring Danmark ikke vil stige, så er det fordi den tektoniske plade, Danmark og Den Skandinaviske Halvø ligger på, stadig har en opadgående bevægelse efter at den var presset ned af vægten af den seneste istids ismassiver. På den baggrund langer JM Hansen ud efter IPCC og siger, at deres fremskrivninger er alt for højt satte.

Kortet øverst i dette indlæg skulle vise størrelsesordenen af landhævningen – de røde linjer viser landhævningen i millimeter pr. år. Man regner modsvarende med, at verdenshavene op igennem det 20. århundrede er steget med 2 mm pr. år og har kunnet konstatere, at stigningstaktensiden srarten af 1990erne nærmere har ligget på 3 mm pr. år. Når samtidig landhævningen i det nordlige Danmark, hvor den er størst, er på 1,5 mm pr. år, mens det sydligste Danmark direkte synker, så kan det dog være svært at se, hvordan JM Hansen kan være så skråsikker i sin sag.

IPCC har ganske rigtigt ikke indregnet lokale forskydninger i undergrunden, men taler kun om den globale havstigning. Og vi kan lokalt glæde os over, at landhævningerne i væsentlige dele af Danmark udgør en forsinkende faktor.

Men mange har påpeget, at IPCCs estimat af de globale havstigninger har været sat alt for lavt. I de første beregninger fra IPCC havde man kun medregnet havstigninger fra vandets udvidelse ved opvarmning (mener at huske den blev estimeret til 18-72 cm i år 2100). Og havstigninger fra en øget afsmeltning af klodens ismassiver på grund af opvarmningen var slet ikke indregnet i IPCCs prognose, selvom det for ikke så længe siden forlød, at det nu var den største kilde til havstigninger. Samtidig har klimaet vist sig mere følsomt overfor ændringer i CO2-koncentrationerne, så der er i mange kredse en bekymring for, at for eksempel afsmeltningen af den grønlandske indlandsis kan accelerere dertil, så vi kan stå med havstigninger, som skal måles i centimeter pr. år.

Kurven herover til højre viser, hvordan havstigningerne igennem det 20. århundrede  har været omkring 2 mm om året, mens kurven til venstre viser fire fremskrivninger af havstigningerne frem til år 2500.

For få dage siden blev en anden undersøgelse af havstigninger fremlagt, denne gang med deltagelse af forskere ved Niels Bohr Institutet.³ Her har man søgt at fremskrive udviklingen ikke bare til år 2100, som vi ofte ser, men til år 2500. Undersøgelsen ser på fire forskellige scenarier, hvor det tager henholdsvis 10, 30, 50 og 70 år at få de stabiliseret de nuværende CO2-udledninger. Hvor 10-års-scenariet svarer til en meget stram klimapolitik – lige nu er der globalt set ikke nogen politisk vilje til at søge af stabilisere udledningerne på 10 år – da betegnes 70-års-scenariet som en business as usual-situation, hvor det ikke lykkes verdenssamfundet at tage de nødvendige beslutninger for at reducere koncentrationen af drivhusgasser i atmosfæren. Selv det mest optimistiske scenario, hvor udledningerne stabiliseres på 10 år, vil give en havstigning på 60 cm i år 2100. Men havstanden vil holde sig under 1 m og blive let faldende fra år 2300. For business as usual-scenariet derimod (den røde linje) vil havstigningen i år 2100 være på omkring 1 m, hvor den i år 2500 vil være på 5,5 m – og stadig stigende.

Da vi i 2009 havde besøg af lederen af NASAs klimaforskning James Hansen i København, sagde han, at sidst Jorden gennem længere tid havde haft en CO2-koncentration på over 450 ppm, havde al isen været afsmeltet og verdenshavene været op imod 75 m højere end i dag. Hvis vi fortsætter den nuværende afbrænding af alle nu kendte fossile brændstoffer, inden vi overgår til vedvarende energikilder, ville det ifølge dén Hansen med så godt som 100% sikkerhed ske igen – ikke i morgen, ikke år 2500, men på sigt. Og hvis ikke vi meget snart får vendt udviklingen, er der ifølge dén Hansen stor risiko for, at vi passerer klimatologiske tipping points, hvorfra klimaforandringerne bliver selvforstærkende. Det er baggrunden for, at han i de senere år har rejst verden rundt for at skaffe forståelse for nødvendigheden af et moratorium for afbrændingen af kul.

James Hansen har i år fremlagt et draft paper,¹º hvori han går i rette med IPCCs fremskrivninger og fremfører, at der ikke er nogen grund til at antage, at afsmeltningen af Grønlands indlandsis vil blot vil ske jævnt og langsomt, men at den meget vel kan vise sig at være ikke-lineær og selv-accelererende, og at vi kan risikere at stå med en fordoblingshastighed på 10 år og dermed en situation, hvor vi vil kunne se havstigninger på op til  5 m allerede i år 2100.¹¹

Aslak Grinsted fra Niels Bohr Institutet er i store træk enig i Hansens problematisering og siger i Robin Engelhardts artikel i Ingeniøren, at vi med de erfaringer, vi har fra tidligere tiders temperaturstiginger og tilhørende havstigninger, sandsynligvis står med en langtidsvirkning på 5-10 m havstigninger for hver grad, temperaturen øges. Vi nærmer os, at temperaturen globalt set er steget 1° C siden industrialiseringens begyndelse, og vi nærmer os det punkt, hvor det kræver meget radikale forandringer over ganske kort tid at holde de globale temperaturstigninger under 2° C – eller omkring 15 m havstand. Som Aslak Grinsted udtrykker det: “Vi har et problem, og det er, at politikerne ikke er klar over det”.¹¹

Hvis vores politikere tog konsekvensen af denne viden, så ville vi få et helt andet perspektiv på bankpakker, eurokrise osv. – og det ville blive selvindlysende, at klimaovervejelser ikke blot er noget, som man gør i et særligt hjørne af de statslige og kommunale administrationer, men at der i en lang omstillingsfase må indgydes et stærkt klimaperspektiv i alle aspekter af samfundet, dets organisation, teknologi og bevidsthedsproduktion.

Se tidligere blog-indlæg: Flere kilder til havstigninger, Østersøen inddæmmetGrønlands indlandsis i fare for kollaps, Grønlands afsmeltning accelererer havstigningen, Isafsmeltning nu vigtigste bidrag til havstigningerStillehavsøer forsvinder i havet, NASA-forskere varsler havstigninger på op til 75 meter, Jordens energibalanceHvor store CO2-reduktioner skal der til? og James Hansen: “Coal is best left in the ground”.

indlæg oprettet af Jens Hvass

Jens Morten Hansen et al.: Absolute sea levels and isostatic changes of the eastern North Sea to central Baltic region during the last 900 years, in Boreas 03.10.2011 (abstract).¹

Birgitte Marfeldt: Statsgeolog beroliger: Danmark hæver sig mere end havet, Ingeniøren 21.10.2011.²

Birgitte Marfeldt: 1.000 års tilbageblik på havniveauet, Ingeniøren 21.10.2011.¹

Birgitte Marfeldt: Statsgeolog: Jeg er ikke en Lomborg, Ingeniøren 21.10.2011.

S. Jevrejeva et al.: “Sea level projections to AD2500 with a new generation of climate change scenarios” in Global and Planetary Change 21.09.2011 (abstract).³

Gertie Skaarup: Havniveauet vil vedblive med at stige i 500 år,  Center for is og klima, Niels Bohr Institutet, Københavns Universitet, 18.10.2011.³

Havet bliver ved at stige de næste 500 år, (Ritzau) Information 18.10.2011.³

James E. Hansen and Makiko Sato: Paleoclimate Implications for Human-Made Climate Change, NASA Goddard Institute for Space Studies 19.01.2011 (pdf).¹º

Robin Engelhardt: Klimaforskere slår alarm: Vi er på vej mod en isfri planet, Ingeniøren 20.01.2011.¹¹

James E. Hansen and Makiko Sato: Paleoclimate Implications for Human-Made Climate Change, NASA Goddard Institute for Space Studies 20.07.2011 (pdf).

James E. Hansen and Makiko Sato: Earth’s Climate History: Implications for Tomorrow, (2-siders populær-udgave af ovenstående paper) NASA Goddard Institute for Space Studies juli 2011 (pdf).

 

Herover er det to figurer fra det paper, Hansen og Sato fremlagde en draft version af i begyndelsen af året (det er siden kommet i en reviewed udgave). TIl ventre ses en kurve for afsmeltningen af det grønlandske ismassiv. Problematiseringen går på, om der som antaget i IPCCs seneste opskrivning af havstigningsprognoserne blot er en lineært (langsom) afsmeltning, eller om der  er tale om en eksponetiel proces. Der er indtegnet kurver for afsmeltning med en fordoblingshastighed på 5 7 0g 10 år. Som man ser på kurven til højre, vil det have stor indflyselse på omfanget af havstigningen fra det grønlanske ismassiv i det 21. århundrede.  Præcise målinger af massetabet er stadig foretaget over for kort et tidsspan til for alvor at kunne afgøre mønstret, så det er stadig for tidligt på denne baggrund at kunne afføre, hvor hurtigt klimaforandringerne udfolder sig. Men inden for 10 år mere skulle disse målinger give et bedre billede af graden af linearitet/eksponentialitet i afsmeltningen..

 

 

Efter sidste istid havde Danmark for cirka 10.000 år siden en markant større udstrækning end i dag, Østersøen var rent faktisk en sø, og Danmark var landfast med både Sverige og England. Men for omkring 6.000 år siden steg havet markant, og Danmark blev væsentlig mindre end i dag. For eksempel Limfjordsegnen var længe et ølandskab, som først gradvist er vokset sammen igen, hjulpet af den stadig igangværende landhævning efter sidste istid (kort fra Nationalmuseet). 
.

Google Maps-billede af kystformationer syd for Læsø.

Share

én kommentar

  1. Jens Hvass kommentarer:

    Der har i dag været en spørgsmål/svar-session på Ingeniøren, hvor Jens Morten Hansen har lejlighed til at fortælle mere om sin forskning. Se:

    Julian Jenlow: Statsgeolog i Q&A: Alle har lov til at tage fejl – også IPCC, Ingeniøren 23.10.2011.

Der er i øjeblikket lukket for kommentarer.