Exit Brexit

29. juni 2016

Den 23. juni var der folkeafstemning i Storbritannien om briternes videre tilknytningsforhold til EU. Resultatet blev, at 51,9% af de vælgerne, som stemte, satte kryds ved Brexit, som det i løbet af valgkampen kom til at hedde: At Storbritannien skulle forlade EU.

På valgdagen stemte 17,4 mio. briter for Brexit, mens 16,1 mio. briter markerede, at de ønskede at forblive i EU. Men stemmeprocenten var historisk lav, kun 72% af vælgerne stemte. Dermed var det kun 37,4% af de stemmeberettigede, som stemte for Brexit. Umiddelbart er dette et meget lille flertal, når det gælder afgørelsen noget så centralt som et 40-årigt ægteskab med det europæiske fællesskab, og i mange andre situationer kræver sådanne konstitutionelle afgørelser to tredjedeles flertal i to på hinanden følgende afstemninger.

Mange synes da også at være vågnet med alvorlige tømmermænd oven på en nærmest bizar valgkamp. Allerede morgenen efter stod det klart, at meget lidt af det, som Brexit-kampagnen havde stillet i udsigt, kunne lade sig gøre. Og hvis der havde eksisteret en fortrydelsespille for uoverlagt stemmeafgivning, tyder meget på, at afgørelsen ville være blevet en helt anden. For en underskriftsindsamling med det mål at få en ny afstemning, hvori der skal et flertal på mindst 60% af stemmerne, hvis valgdeltagelsen er under 75%, har efterfølgende fået en kolossal tilslutning.

Blot fem døgn efter Brexit-afgørelsen var en realitet, rundede kampagnen mere end 4 mio. underskrifter, og tallet er stadig stigende. (link) Disse underskrifter må først og fremmest formodes at komme fra mennesker, som enten ikke fik stemt eller har stemt Brexit, selvom de ‘kun’ ønskede at markere en utilfredshed, men på ingen måde ønskede, at Storbritannien forlod EU, eller havde forestillet sig, at det kunne blive konsekvensen.

Talløse læserbreve synes at bekræfte dette mønster, og i det første døgn efter afstemningen kunne man se en voldsom stigning i Google-søgninger på “What is EU” og “What is Brexit”. Lidt sent kunne man mene, men måske er vi kun næsten modne til den slags afstemninger. Og måske skulle man have formuleret afstemningen om det meget komplekse spørgsmål helt anderledes, så politikerne havde haft noget konkret at gå videre med og opbygge deres kampagner omkring. Ikke mindst synes det i en moderne medievirkelighed nødvendigt at holde mediedækningen og politikernes kampagner i kortere snor, for valgkampen har ikke gjort det lettere for den almindelige brite at gennemskue det komplekse spørgsmål. Tværtimod har der ikke mindst fra Brexit-side været luftet mange usandheder, og der har været talt til alle mulige former for had og indestængte følelser, selvom det måske havde meget lidt med EU at gøre, når det kom til stykket. Måske var det i virkeligheden mere et nej til den ekstreme ulighed i det britiske samfund, som kun er er uddybet efter årtiers neoliberalisme, end det var et nej til at være med i det europæiske fællesskab.

At Brexit ikke bare var en uskyldig Facebook-afstemning, men en afgørelse med potentielt vidtrækkende konsekvenser for fremtiden blev lysende klart for briterne allerede på valgnatten, for kursen på pundet raslede ned med adskillige procent allerede ved offentliggørelsen af det første byresultat. Det havde så mange nej-stemmer i forhold til prognoserne, at det tydede på, at resultatet ville blive det Brexit, som ingen indtil da rigtig synes at have forestillet sig kunne ske. Det gav øjeblikkelige kursfald for det britiske pund på børserne, og efterfølgende har der været massive kurstab og nervøse trækninger på børser verden rundt. Storbritanniens credit ratings er blevet nedjusteret, post Brexit er den britiske valuta faldet med næsten 10%, direktøren for Bank of England, Mark Carney taler om, at Storbritannien er ramt af “post-traumatic stress disorder”,og en række analytikere har vurderet, at pundet i den kommende tid vil kunne falde med yderligere 10%, og euroen med omkring det halve.

Samlet set har kurstabene i de seneste døgn været større end ved finanskrakket i 2008 – det største nogensinde!

Brexit er nu en realitet, ikke bare for Storbritannien og EU, men for verdenssamfundet. Afhængig af hvordan situationen håndteres, kan den få konsekvenser langt ud over de Britiske Øer. For eksempel kan Brexit gå hen og blive det endelige kollaps for Abenomics, den økonomiske politik, hvormed den japanske premierminister Abe siden 2011 har søgt at reaktivere den henslumrende japanske økonomi. Selv hvis den forestående Brexit-proces bliver voksent håndteret fra britisk side, vil den få gennemgribende konsekvenser på en lang række områder, hvoraf jeg i dette blog-indlæg først og fremmest vil søge at samle op på konsekvenserne for den britiske energipolitik og klimaindsats.

Der er i den nuværende situation stadig voldsomt mange mange ubekendte, og dette blog-indlæg vil i den kommende tid blive løbende opdateret, efterhånden som billedet tegner sig klarere.

Herover ses den petition, som William Oliver Healey har igangsat på den britiske regerings hjemmeside, hvor 100.000 underskrifter for en sag gør, at den skal vendes i parlamentet. På blot 4½ døgn har den fået 4 mio. underskrifter. Der har været ansatser til snyd, for eksempel måtte der fjernes 70.000 underskrifter fra Vatikanet. Men underskriften sker med angivelse af navn og adresse, så en samkøring med folkeregisteret burde kunne Farvekoderne på kortet viser, hvor mange i hver valgkreds, som har underskrevet. Den mørkerøde, som ses i de fleste af Londons valgkredse, svarer til mere end 20.000 vælgere.

De 4 mio. underskrifter svarer til mere end 10% af de afgivne vælgere. Hvis man forestiller sig, at 4 mio. Brexit-vælgere i stedet havde stemt ja til at forblive i EU, havde resultatet været, at 60% ønskede at forblive i EU og kun 40% ønskede Brexit – eller en margin på 20%. Selv hvis kun halvdelen af de 4 mio. underskrifter kom fra mennesker, som fortrød, at de ikke havde stemt remain, og de andre 2 mio. underskrifter er fra mennesker, som ikke stemte, så ville det give en margin på 13% – eller et markant klarere resultat end det nuværende, hvor under halvdelen af vælgerne (37% af samtlige vælgere) stemte for Brexit.

En depraveret valgkamp

Valget var kulminationen på en valgkamp, hvor Brexit-siden systematisk spillede racisme-kortet, og mod slutningen flirtede med nazisme-kortet. Der blev taget meget let på sandheden i bestræbelserne på at dæmonisere EU, og de britiske medier har været alt for villige til at agere megafon frem for at kalde til redelighed. Morgenen efter at sejren var i hus, kunne UKIPs leder Nigel Farage således lidt spagfærdigt svare, at der ikke blev tale om, at de 350 mio. £ om ugen, som EU koster Storbritannien, ville blive sendt til det britiske hospitalsvæsen – det var nok en fejltagelse at det havde fået så meget plads i kampagnen. Det har således ikke manglet på sammenligninger mellem Brexit-kampagnen og Donald Trumps racistisk-xenofobiske højrepopulisme i det amerikanske primærvalg (se blog-indlægget Donalds klima). Brexit var ikke sket uden mediernes medvirken. Og ligesom den amerikanske presse har en meget stor del af ‘æren’ for at fænomenet Trump har kunnet opstå, må den britiske presse stå med særligt alvorlige tømmermænd over at have svigtet deres opgave at hjælpe vælgerne til kvalificeret deltagelse og tværtimod have medvirket til at oppiske en så massiv, blind vrede, at foreløbig 4 mio. briter har skrevet under på, at de ønsker genvalg – og underforstået lod sig forføre til at stemme forkert.

Ledelseskrise i regeringspartiet

Efterfølgende har David Cameron trukket sig tilbage, og har hermed oven i hatten leveret en ledelseskrise, hvor der var allermest brug for lederskab.

Meget tyder lige nu på, at det bliver Boris Johnson, tidligere borgmester for London, som overtager ledelsen. Det var på én måde passende, for han har sammen med Nigel Farage været de ledende Brexit-profiler. Men han har tilsyneladende heller ikke forestillet sig, at det kunne komme dertil, at Storbritannien rent faktisk var på vej ud af EU – i hvert fald synes han ikke at have noget klart billede af, hvad der skal ske i den nuværende situation. Brexit har sandsynligvis for ham først og fremmest været et forsøg på at positionere sig som den næste leder af Det Konservative Parti.

Men lige nu arbejdes der intenst i kulisserne på at finde en anden kandidat. Meget tyder på, at det bliver den nuværende indenrigsminister Theresa May, som bliver ‘stop Boris’-kandidat, så det er alt andet end givet, at det bliver Boris Johnson, som tager over efter Cameron.

Ledelseskrise i Labour

I det andet store parti, Labour, har valgresultatet givet anledning til noget, som mest af alt ligner et kup mod partiets nuværende leder Jeremy Corbyn. Corbyn er stadig ret ny i sadlen.

I september 2015 blev han valgt som formand med 60% af stemmerne fra partiets medlemmer. Og hvor han stadig har en betydelig opbakning blandt partiets medlemmer og aktivister, da har hans bestræbelser på at give Labour et klart venstreprofileret og mindre midtsøgende profilhan aldrig rigtig vækket genklang blandt partiets parlamentarikere.

Den ulmende utilfredshed hermed synes at være den egentlige grund til, at mange i partiet efter Brexit har markeret, at han ikke har gjort nok for at profilere partiets remain-politik og ikke evner at lede partiet.

På den baggrund er to tredjedele af Labours skyggekabinet (I Storbritannien etablerer oppositionen sig med ‘skygge’-ministre som modsvarer regeringens ministerhold) i de seneste døgn trådt tilbage. Og ved et møde i går i Labours parlamentsgruppe stemte 172 for et mistillidsvotum, mens kun 40 støttede op om ham. Når Corbyn endnu ikke er endeligt konfronteret, synes det mest at være fordi Labours parlamentarikere stadig er uafklarede om, hvem man ønsker som Corbyns afløser. Men omvendt har Corbyn givet klart markeret, at han ikke bare agter at træde tilbage, og så længe at han som nu har opbakning fra fagforeningerne og partiets aktivistiske medlemmer, bliver han sandsynligvis siddende.

Så hvor Cameron i sin tid lidt i blinde udskrev EU-afstemningen som et taktisk greb for at lukke munden på de EU-kritiske dele af partiet (hvilket i historiens bakspejl vil stå som et gigantisk fejlgreb), da har Brexit-diskussionen ud over Brexit ført ført til alvorlig ledelseskrise i begge de store partier.

UKIP svarer på mange måder til Dansk Folkeparti. Man vil gerne trække i trådene, men er først og fremmest protestparti og har med sine højrepopulistiske minimalstatsidealer ikke meget at byde på i de forestående forhandlinger om den fremtidige relation mellem Storbritannien og EU. Og på grund af det britiske valgsystem, hvor alt afgøres i enkeltkredse, som kun har en enkelt repræsentant i parlamentet, så har UKIP til trods for 3,8 mio. vælgere kun en enkelt repræsentant i parlamentet.

Corbyn har i høj grad været gjort til prügelknabe for resultatet af afstemningen, hvilket kan synes noget uretfærdigt. For hvor omkring 75% af de vælgere, som ved det seneste parlamentsvalg i 2015 stemte Labour, stemte for at forblive i EU, så var det kun 40% af de vælgere, som i 2015 havde stemt på de konservative, som stemte for at blive.

Den intergenerationelle uretfærdighed

Når man ser på stemmeafgivningen, var der markante forskelle. Således er der fra de unge vælgere, som skal leve et langt liv med afgørelsen, en overvældende flertal for at forblive i EU (omkring 70% af stemmerne), mens der for vælgere over 45 år var et flertal for Brexit. Så der der også et generationsspørgsmål, om et så snævert flertal af ældre kan definere noget så afgørende for de kommende generationer.

I det hele taget er det usædvanligt, at et simpelt 50% flertal i en afstemning som denne kan afgøre et så vitalt, konstitutionelt anliggende som dette.

Storbritanniens enhed på spil

Skotland var for nylig meget tæt på at stemme sig ud af Storbritannien. Længe tydede meningsmålingerne på, at det ville ske, men i sidste øjeblik besindede vælgerne sig og stemte for at forblive. Det var måske en af grundene til, at mange troede at det samme ville ske i Brexit-afstemningen. Men ved afstemningen i torsdags stemte tæt på to tredjedele af den skotske befolkning for at forblive i EU. Og under vejs i valgkampen har det fra skotsk side været fremhævet, at hvis det endte med Brexit, så ville Skotland bryde ud af Storbritannien og søge medlemsskab af EU som selvstændigt land.

I Gibraltar, som er mindste medlem af det britiske rige, ønskede 95% af vælgerne at bevare de åbne grænser til Spanien, som følger med medlemskabet af EU.

Nordirland havde også et klart flertal for at forblive i EU. Her er man noget bekymrede over udsigten til efter 20 års møjsommelig fredsproces at få trukket en grænse mellem EU og ikke-EU hen over øen Irland. Nogle ser da også gerne Nordirland søge udskillelse fra Storbritannien, genforening med Irland og dermed igen medlemsskab af EU.

Byen London havde også et solidt flertal for at forblive i EU, og Londons nye borgmester Sadiq Khan har på den baggrund krævet ikke løsrivelse, men en eller anden form for autonomi, så London kan fortsætte med at være London, samt at byen London bliver direkte repræsenteret i forhandlingerne. For Londons finansverden, som er verdens største, og en vigtig økonomisk motor for briterne, er det helt vitalt, at grænserne til det øvrige EU ikke lukkes. Ellers vil mange af de store finansielle virksomheder være nødt til at flytte ud af London for at kunne gøre deres arbejde.

Det synes lige nu nærmest uundgåeligt, at Brexit vil føre til reaktiveringen af de skotske og irske ønsker om selvstændighed, og Great Britain kan meget vel i sin løsrivelsesproces fra EU ende som Little England.

De forestående udtrædelsesforhandlinger med EU

David Cameron meddelte i går aftes ved et EU-topmøde i Bruxelles, at Storbritannien på baggrund af folkeafstemningen har til hensigt at forlade EU. Men foreløbig er udmeldelsesprocessen ikke igangsat. Det sker først i det øjeblik, det britiske parlament vedtager en såkaldt § 50-henvendelse, hvor man officielt anmoder om at træde ud af EU. Herefter siger reglerne, at alle forhandlinger om, hvordan skilsmissen skal forløbe, må være afsluttet inden for to år.

Principielt er det Storbritannien, som giver startsignalet. Men EUs øvrige medlemslande har allerede meddelt, at man forventer, at Storbritannien agerer hurtigt. For jo kortere tid, der er usikkerhed om, hvordan alting lander efter Brexit, jo bedre for alle. Men Cameron har gjort det klart, at det ikke bliver ham, men hans efterfølger, som igangsætter processen, og vedkommende bliver tidligst valgt til september, måske først oktober. Rygterne går herefter, at der i november vil blive afholdt nyt parlamentsvalg for at give Camerouns efterfølger et klart mandat til forhandlingerne. Så vi når frem omkring årsskiftet, før de egentlige skilsmisseforhandlinger kan igangsættes.

Angela Merkel var tidligt ude med meldinger om, at det var vigtige beslutninger og at det godt måtte tage lidt tid. Men efter at de 27 tilbageværende EU-landes statsledere har talt sammen hedder det blot: Jo hurtigere jo bedre. Samtidig er det kraftigt understreget, at der ikke kommer nogen form for forhandlinger, før § 50 i EU-traktaten er aktiveret. Der ligger fra EUs side en frygt for, at Brexit-afstemningen kan medføre, at andre medlemslande forsøger at gøre det samme: Melde sig ud for derefter at gentilmelde sig præcis de dele af EU, som man umiddelbart har fordele af. Men her har Merkel i en tale i den tyske Bundestag klart markeret, at der ikke kan blive tale om ‘rosin-pilleri’ – man kan ikke bare sidde og pille de lækre rosiner ud af brødet. Hvis man vil have fordelene ved EUs frie marked og andre fælles foranstaltninger, så må man også betale til fællesskabet.

De konservative, som under valgkampen har talt for Brexit, har visualiseret en form for særaftale for Storbritannien, som gav adgang til det frie marked, med de store økonomiske fordele dette giver for Storbritannien, uden at det samtidig indebar arbejdskraftens frie bevægelse (og den nettoindvandring fra de øvrige EU-lande, som synes at være blandt de allervigtigste grunde til, at afstemningen endte, som den gjorde). Men det synes udelukket, at Storbritannien kan forvente at få den slags særforhold forhandlet igennem. Det er i de seneste døgn igen og igen blevet understreget, at EU ikke blot kan betragtes som en kæmpe buffet, hvor man kan nøjes med at vælge sine absolutte livretter. “The 4 freedoms of people, goods, services and capital” er en udelelig pakke. Og enten tager man den fulde pakke, eller også vælger man den fra.

Måske der slet ikke bliver noget Brexit

Endelig er der stadig den mulighed, at Storbritannien forbliver i EU. For afstemningen 23. juni var kun vejledende, og mens der ved afstemningen var et lille flertal for at forlade EU, så er der blandt parlamentarikerene et stort flertal for at blive i EU.

Ingen ønsker lige nu at markere, at de vil stemme mod folket. Men hvis meningsmålingerne i de kommende uger og måneder bekræfter det billede, som synes at tegne sig her i dagene efter afstemningen, at der er stor fortrydelse over at have “stemt forkert” i et øjebliks opildnethed, og stor frustration over, at det billede af Storbritanniens muligheder, som Brexit-kampagnen udfoldede, overhovedet ikke kan lade sig gøre, og prisen er, at Skotland og måske Nordirland forlader Storbritannien, så kunne man måske godt få det at beholde Storbritannien i EU til at fremstå som om ikke en heltegerning, så en samvittighedsgerning. Og 37% af de stemmeberettigede er en meget lille afgørelse på et så fundamentalt spørgsmål.

Nicola Sturgeon, lederen af det skoteske parti SNP, som ved sidste parlamentsvalg vandt samtlige skotske valgkredse, har efter Brexit-afstemningen indledt et lobby-arbejde for om muligt at kunne forblive i EU, hvilket allerede er blevet blankt afvist som mulighed: Det er hele Storbritannien, som ryger ud, og så må man tage den derfra. Sturgeon er samtidig på baggrund af den nye situation, hvor Storbritannien agerer på tværs af Skotlands ønsker, i fuld gang med at få fremtvunget en ny folkeafstemning om skotsk selvstændighed. Og hun har meldt ud, at Skotland kunne blokere for parlamentets vedtagelse af en sådan § 50-beslutning. Det er dog tvivlsomt, om Skotland i denne situation har en egentlig vetoret, men selv et manglende skotsk (og måske nordirsk) samtykke kan vise sig at være en alvorlig hindring. Og udsigten til, at adskillelsen fra EU meget vel kan føre til, at den engang verdensomspændende rige ender som England og Wales, vil givet få mange til at tænke sig om en ekstra gang.

Hvor Brexit-fortalerne i valgkampagnen har taget det for givet, at man kunne finde en for Storbritannien bedre aftale med EU end den nuværende, som havde alle fordelene, kostede mindre, var fri af Bruxelles bureaukrati og overformynderi, så vil virkeligheden vise sig at være en helt anden og langt mindre attraktiv, den dag man begynder at gøre sig klart, hvad man egentlig ønsker sig fremover af EU.

Tværtimod må vi forvente, at EU vil benytte forhandlingerne med Storbritannien til at statuere et eksempel overfor andre lande, som måtte overveje tilsvarende ‘løsninger’. Så EU vil være ganske principiel og ufleksibel og gøre sig betydelige anstrengelser for at demonstrere, at det til enhver tid er mere attraktivt at forblive medlem end at stå udenfor

Nu synes den formelle § 50-igangsættelse af skilsmisseforhandlingerne at ligge mindst et halvt år fremme. Og ved en hastigt sammenkaldt høring tirsdag blev det anbefalet, at Storbritannien først igangsætter processen, når man er helt på det rene med, hvad man ønsker sig af forhandlingerne, og tidligst i 2017. Uden at skulle gøre mig til spåmand, kunne der meget vel inden da udvikle sig en helt anden forståelse af de konsekvenser, som en gennemførelse af Brexit vil kunne få, som gjorde, at Storbritannien aldrig tog den vejledende folkeafstemning til efterretning. Der er i den forgangne uge skrevet adskillige artikler, som udfolder de forskellige scenarier, som kunne føre til, at Storbritannien endte med at forblive i EU. Selv USAs udenrigsminister John Kerry har påpeget, at Brexit på ingen måde var givet af afstemningsresultatet.

En anden mulighed er, at den britiske regering efter at have forhandlet en aftale igennem med EU, lægger forhandlingsresultatet ud til vælgerne: Det var måske ikke det, Brexit-kampagnen lovede, men det var det bedste vi kunne forhandle os frem til. Skal vi virkelig effektuere dette?

Her burde fornuften og eftertanken kunne få væsentligt bedre plads end i den nu afsluttede karikatur af en valgkamp, og det kunne meget vel ende med, at man valgte at forblive fuldgyldigt medlem af EU.

Eller man kunne forestille sig, at forhandlingerne ender uafsluttet, fordi EU står fast på, at den frie bevægelse af varer og tjenesteydeler ikke kan adskilles fra arbejdskraftens frie bevægelse, hvorfor intet af det, som Brexit-fortalerne forestillede sig, vil kunne lade sig gøre.

Her er der blot endnu en detalje at få afklaret, inden processen skydes i gang. For der er blandt de juridiske eksperterne ikke fuld enighed om, om Storbritannien, når først forhandlingsprocessen er sat i gang, kan vælge som konsekvens af forhandlingerne at fortryde sit ønske om udmelding og forblive medlem på hidtidige vilkår.

Men videre til spørgsmålene om Brexits klima- og miljøkonsekvenser.

Storbritanniens rolle i EUs klimaindsats 

Storbritannien har i snart mange år været en af de ledende kræfter i EUs klimaindsats. Under de nylige slutforhandlinger i Paris om den globale klimaaftale var Storbritannien og David Cameron da også at finde i den High Ambition Coalition af lande, som havde held med at fastholde en 1½°C-bestræbelse og en indbygget 5-årig evaluering/stramning af de enkelte landes klimamålsætninger, så man med lidt god vilje kan tale om en ambitiøs klimaaftale.

Sådan har det ikke altid været. Da Storbritannien for 40 år siden trådte ind i EU, var man kendt som Europas Dirty Old Man, og man måtte lægge sig i selen for at leve op til EUs forureningskrav. Men Storbritannien har taget udfordringen op og Storbritannien har klimamæssigt været med til at løfte overlæggeren i EU, ligesom Storbritannien har været en markant del af EUs globale klimalederskab.

Set i forhold til klimaudfordringens alvorlighed har EUs klimaindsats i de senere år været noget sendrægtig. En britisk udtræden vil betyde, at EU mister et af sine klimalokomotiver i forhold til et Østeuropa (og ikke mindst et Polen), som stadig er bundet op på afbrændingen af massive mængder af kul, og et Sydeuropa, hvor den økonomiske udvikling i de senere år nærmest er gået i bakgear. Så det vil kunne svække både EUs og Storbritanniens klimaindsats.

Et Storbritannien uden for EU vil måske nok kunne gennemføre samme klimaindsats, men det bliver vanskeligere, hvis man står uden for EUs energisamarbejde, og Storbritannien uden for EU vil komme til at stå stå langt mere marginaliseret som global spiller.

Paris-aftalen

Det står klart, at Paris-aftalen skal ændres, hvis Storbritannien forlader EU. Det kan løses, men det giver igen forsinkelser og uklarheder i en situation, hvor der ikke er tid til forsinkelser, og de nødvendige investeringer i omstillingen kræver klare rammer for overhovedet at finde sted.

De seneste dage har David Cameron derfor været stærkt opfordret til at sikre, at den britiske ratifikation af Paris-aftalen kommer på plads, inden han trækker sig tilbage, så Brexit-forhandlingerne ikke ender med at blokere EUs ratifikation.

Den nuværende klimaminister Amber Rudd har i de seneste døgn forsikret, at Brexit ikke rokker ved den britiske klimaindsats, men at den vil fortsætte ufortrødent. Men EUs øvrige lande kommer til at skulle levere lidt mere CO2-reduktion for at holde den nuværende 2030-målsætning, da Storbritanniens indsats har ligget over EU-gennemsnittet.

Den britiske klimaindsats

En meget stor del af den nuværende klima- og miljølovgivning er hæftet op på EU-direktiver og EU-vedtagelser, så briterne står overfor at måtte vælge, hvad at alt dette, de vil fortsætte med, og hvad de vil skrotte. Samtidig står både EU og Storbritannien overfor at måtte redefinere deres tilsagn overfor Paris-aftalen.

Selvom der lige nu er stor usikkerhed om, hvordan Storbritannien vil bevæge sig videre, så er der en form for konsensus om, at Brexit vil karakterisere en forringelse på klima- og miljøområdet, for et vigtigt argument for en betydelig del af Brexit-fortalerne har været at få fjernet “unødvendige” klima- og miljøhindringer for britisk produktion.

Mange har umiddelbart taget det som så godt som givet, at det bliver Boris Johnson, som tager over efter Cameron. Og med en skikkelse som ham kan den britiske klimaindsats komme i fare, for selvom han ikke hører til de mest hårdkogte klimafornægtere, så har han samtidig med at han som Londons borgmester har deltaget i den bevægelse af byer, som ønsker at gå forrest med klimaindsatsen, løbende i sin faste klumme i The Independent luftet klimaskeptiske synspunkter. Med ham som premierminister vil verden således miste en af sine sikre klimalokomotiver alene af den grund, at dets styrmand ikke synes at have forstået klimaudfordringens alvor.

Den britiske klimafornægtelse

Storbritannien er hjemsted for den største koncentration af klimafornægtere uden for USA, hvilket hænger tæt sammen med, at man har store fossile selskaber og er et af de økonomiske centre, hvor de fossile selskaber har fundet det vigtigt at finansiere klimafornægtelsen. Der er da også en række klimafornægtere i højre side af salen. Men der er aldrig lykkedes for de fossile interesser at infiltrere Storbritanniens parlamentariske system på samme gennemgribende måde som i USA, hvor man gennem finansieringen af det republikanske parti har formået at forsinke klimatiltag igennem et kvart århundrede (og stadig i stor udstrækning gør det).

Hvis Boris Johnson flirter med klimafornægtelsen, så er hans makker i Brexit-kampagnen, Nigel Farage, mere rendyrket klimafornægter. Han kan hele det register af klimafornægtelses-statements, som uanset hvor mange gange, de bliver tilbagevist som det pure opspind, synes upåvirkelige af videnskabelige fakta. I hans UKIP manifesto 2015 kan man på side 38 læse, at den britiske kulindustri, som i dag er næsten lukket ned, skal i gang igen. Her opregnes række indsats-områder, som giver en fornemmelse af, hvor langt ude i klimafornægtelsens mørke labyrinter, UKIP er:

  • Set up a commission to investigate ways to assist and rejuvenate the coal industry
  • Seek to secure the survival and expansion of our indigenous coal industry in the form of deep, opencast and drift mining
  • Drop all subsidies for wind and solar power, to ensure a level playing field for coal
  • Discontinue the carbon floor tax on the basis that production for coal fired power stations is combined with carbon capture and storage
  • Halt the decline of coal power stations and seek private funding to develop new, efficient plants

Hvor low carbon-industrien i dag har omkring 250.000 ansatte, beskæftiger de sidste få åbne kulminer under 2.000 ansatte, virker denne prioritering noget bizar. De britiske kul kan ikke klare sig i konkurrencen fra gas og vedvarende energi. Men den britiske kulindustris dage talte.

Ifølge UKIP manifesto 2015 skal Storbritannien ud af EUs kvotemarked (ingen afgift på CO2). Alle grønne afgifter skal sløjfes, sammen med alle tilskud til den vedvarende energi. Der skal gang i udvindingen af skifergas. Den britiske klimalovgivning fra 2008, som lægger der overordnede rammer for klimaindsatsen, vil blive annulleret, og en række forskningsmæssige og administrative klimaindsatsenheder skal nedlægges.

Selvom der har været lagt op til, at det i den nuværende situation er de mennesker, som har villet Brexit, som må tage slæbet med at redefinere Storbritannien, så synes dette med ovenstående i tankerne at være en endog meget farlig tankegang. For det vil give klima-tågehorn som Farage alt for megen plads. Spørgsmålet om og i hvilken udstrækning Brexit bliver et tilbageslag for Storbritanniens klima- og miljøpolitik er således i høj grad afhængig af, hvor lille indflydelse Brexit-fortalere som Boris Johnson og Nigel Farage får på Brexit-processen, og i hvor høj grad fornuften og fremsynetheden får lov at lægge kursen fremover. Men mon ikke, at remain-folket efter at have sundet sig en tid oven på afstemnings-chokket kommer så meget til hægterne, at de frem for at fraskrive sig ansvaret går fuldt ind i afklaringen af Storbritanniens fremtid. For selvom det er en deprimerende anledning, så giver det en vis mulighed for at gentænke og redefinere Storbritanniens rammevilkår mange år frem, som det virker endog meget besynderligt ikke at gribe.

Det femte carbon budget

Foreløbig ser det ud til, at vedtagelsen af Storbritanniens femte carbon budget for årene 2028-32, som er til behandling i denne uge, ikke vil blive berørt af Brexit. Det indebærer en reduktion i CO2-udledningerne på 57% i forhold til 1990, hvilket er højere end EUs nuværende målsætning på 40% og skulle sætte Storbritannien på kurs mod en 80% reduktion i 2050.

Tilbage i januar, da Tory-regeringen få uger efter vedtagelsen af klimaaftalen i Paris fremlagde det femte carbon budget, hævdede den britiske klimaminister Amber Rudd, at det ikke behøvede at blive revideret som følge af Paris-aftalen – hvilket er det dybt problematisk udsagn. For de 57% er afledt af et globalt carbon budget, som har 50% chance for at holde 2°C, hvor vi i Paris besluttede at forsøge at ramme væsentligt under 2C. Således er Storbritanniens klimamålsætning, på trods af at den hører til i den mere ambitiøse ende, helt utilstrækkelig i forhold til Paris-aftalen – et problem den har tilfælles med stort set alle landes klimaplaner. Det er faktisk en af de mere alvorlige former for klimafornægtelse, når mennesker og nationer, fører sig frem som (og betragtes som) fremstående klimaledere, samtidig med at de i praksis formulerer og forfølger klimamålsætninger, som er ude af trit med de overordnede målsætninger.

Hvis vi skal holde Paris-aftalens målsætning om en global temperaturstigning på 1½-2°C, så skal de rige industrialiserede lande ramme 100% reduktion allersenest i 2050, og så er EUs nuværende målsætning håbløst utilstrækkelig – den burde nærmere være 60% i 2030, og en række lande må være længere end det, for at hele EU kan nå dertil. Ikke mindst en nation som Storbritannien, som historisk set har afbrændt enorme mængder af fossile brændsler og brugt mere deraf end noget andet land kommer til at kunne, burde stramme ambitionerne. Men hele denne problematik kan meget vel drukne i de kommende års Brexit-overvejelser.

I forbindelse med behandlingen af Storbritanniens femte carbon budget står det klart, at der endnu kun er vedtaget konkrete klimatiltag, som dækker halvdelen af de reduktioner, som den 57% reduktion indebærer. Det kan nås endnu, men den nuværende regering har siden den kom til for snart et år siden skabt megen uklarhed om Storbritanniens fremtidige energiforsyning. Og afklaringen af Brexit-situationen vil givet i en rum tid frem tage al opmærksomheden og skubbe de mere fremadrettet-strategiske omstillingsovervejelser i baggrunden.

Udbygningen med vedvarende energi har ikke mindst været prioriteret i Skotland, hvor man har masser af vindomsuste kystlandskaber. Så her nåede man allerede i 2015 sine 2020-mål for CO2-reduktioner. Men med den nuværende regerings opbremsning i støtten til den vedvarende energi, er der lige nu ikke meget, som tyder på, at Storbritannien når sin del af EUs målsætning om inden 2020 at have mindst 20% af energiforbruget dækket med vedvarende energikilder. Her skulle Storbritannien sikre en vedvarende andel af sit samlede energiforbrug på 15%, hvilket indebar en 30% andel af vedvarende energi i elproduktionen og en 10% andel til opvarmning og transport.

Et lækket brev fra energiminister Amber Rudd i november sidste år viste, at Storbritannien kun ville nå en 11,5% andel af vedvarende energi i det samlede energiforbrug. Og selvom der er tale om bindende reduktionsmål, synes den nuværende regering ikke til sinds at søge at leve op til EUs 2020-målsætning.

Tory’ernes (manglende) klima- og energipolitik

Under Camerons ledelse er Storbritanniens klimaindsats i det seneste års tid bremset ganske kraftigt op. Man har for eksempel opgivet videre forskning i og udvikling af CCS-teknologier, samtidig med at man synes indstillet på at prioritere gas som bridge fuel. Men først og fremmest er der skåret meget kraftigt ned på støtten til sol- og vindenergi. En række mindre sol- og vind-virksomheder har allerede måttet dreje nøglen om. Og den fornyede usikkerhed som følge af Brexit vil givet afholde de fleste fra yderligere investeringer i et i forvejen grænselabilt investeringsfelt.

For eksempel DONG, som er den største britiske vindmølleaktør, har ligeledes meddelt, at man forholder sig afventende, indtil situationen er afklaret. Siemens, som er i færd med at opføre en vindmøllevinge-fabrik med 1.000 ansatte i Hull, har overfor The Guardian meddelt, at man vil forsøge at fortsætte i Hull, men at alle yderligere investeringer vil blive sat på stand by, indtil konsekvenserne af Brexit står klar. I parentes bemærket er fabrikken opført med EU-støtte i en by, som har stemt massivt for Brexit.

Dette peger på et generelt problem. En undersøgelse offentliggjort umiddelbart før afstemningen viste, at hver femte britiske virksomhed har overvejet i konsekvens af Brexit af flytte ud af Storbritannien, og hver tredje virksomhed forventer at investere mindre i Storbritannien, indtil situationen er afklaret. PwC vurderede op til afstemningen, at Brexit kunne koste tæt på 1 mio. britiske arbejdspladser.

Tory-regeringen har endnu ikke offentliggjort nogen revideret klimaplan, og i den nuværende situation er det et åbent spørgsmål, om vi får en sådan, da Brexit blandt meget andet har skabt fornyet usikkerhed om den nye generation af atomreaktorer, som var tiltænkt en væsentlig rolle i den fremtidige britiske energiforsyning. Men det seneste trekvarte år indikerer, at man fra indtil nu at have sigtet på en fremtidig energiforsyning, som primært er baseret på vedvarende energikilder, nu ser en væsentligt mindre rolle for sol og vind og i stedet vil satse på en massiv udbygning af atomkraften suppleret med gas fra fracking.

Den megen tale om nødvendigheden af baseload-energi synes slet ikke at have fanget, at man faktisk kan opnå en endog meget høj dækning med vedvarende energi uden at behøve lagringsmedier, og at EUs indre energimarked er en af de helt store fordele ved et samarbejde som EU. For gennem det indre energimarked kan man i langt højere grad dele sine overskud og underskud af den fluktuerende energi fra sol og vind. Lederen af den nordtyske energiundvekslingsinstans, som pt. er en slags nåleøje i den nordeuropæiske energiudveksling, vurderede således for nylig, at han sagtens kunne håndtere op til 80% vedvarende energiandel uden at få problemer med forsyningssikkerheden.

Man skal ikke ret mange år tilbage, før 5% vedvarende energi blev set som overgrænsen, hvis man skulle have en stabil energiforsyning. Så blev det 20%, og nu er vi i Danmark foreløbig nået op på at have en vindandel i vores elforsyning på over 50% uden at have mødt skyggen af problemer med energiforsyningssikkerheden. Her synes Storbritanniens energiplanlægning slet ikke at være opdateret. Og de yderligere kabelforbindelser til Norge, Danmark og endog Island (hvor man kunne abonnere på geotermisk varme, når vindmøllerne en sjælden vinterdag stod stille), som har været under overvejelse, og som ville gøre det muligt at udbygge fuldt ud med vedvarende energi, vil givet gå i stå, indtil konsekvenserne af Brexit er afklaret.

Prisen for Brexit

Der har været talt en del om, at Storbritannien kunne vælge en norsk model, hvor man forbliver medlem af EUs energimarked. Heri ligger en nøgle til at kunne udbygge stabile systemer med en endog meget høj grad af fluktuerende sol- og vindenergi, fordi over- og underskud kan fordeles over et langt større net. Derfor har alle de store spillere i Storbritanniens energiforsyning talt varmt for at forblive i EUs energisamarbejde.

Men hvis Storbritannien endda ender med at træde ud af EUs energisamarbejde, har den årlige merpris for energien været burderet at blive i omegnen af 500 mio. £, blandt andet fordi og planlagte kabelforbindelser, som muliggør udvekslingen af billig overskudsstrøm står i risiko for ikke at blive realiseret. Og dermed står Storbritannien til at skulle etablere en større grad af lagringsmuligheder osv. for at kunne etablere et selvberoende energisystem baseret på vedvarende energikilder.

Hinkley C og generationsskiftet i den britiske energiforsyning

Det har længe stået klart, at Storbritannien står overfor et omfattende generationsskifte i energiforsyningen. De britiske kulkraftværker er stort set så gamle, at de alle (ifølge EU-regler!) står overfor at skulle lukkes ned senest i 2025. Samtidig er de ganske mange atomkraftværker, som Storbritannien opførte i 1970erne og 1980erne så småt ved at nå skelsår.

Derfor iværksatte premierminister Tony Blair i 2005 et review af den engelske energipolitik, som i sommeren 2006 førte til beslutningen om at etablere ~10-15 nye atomreaktorer til erstatning af de nuværende. Samtidig lægges der i en slags minimalstatsperspektiv op til, at det ikke skal ske gennem offentlige investeringer, men at det tværtimod er den private sektor, som skal “initiate, fund, construct and operate” den nye generation af reaktorer – uden statslige støttemidler.

Spydspidsprojektet var to reaktorer ved det allerede eksisterende atomkraftværk ved Hinkley Point, kaldet Hinkley C – en aftale som efterfølgende ville kunne udbygges med yderligere to reaktorer. Her bød det franske EDF, som er 85% ejet af den franske stat og i dag ejer og driver størstedelen af Storbritanniens nuværende reaktorer, ind. Og EDFs leder Vincent de Rivaz, lovede tilbage i februar 2007, at briterne i julen 2017 ville kunne stege deres julekalkun i strøm fra Hinkley C.

Senere samme år indleverede EDF tegninger af de to reaktorer til godkendelse, og projektet var på skinner – så godt som.

Der var tale om en ny type EPR-reaktor med en effekt på op imod det dobbelt af de hidtidige britiske reaktorer – en tredjegenerations-reaktor, som afspejlede den viden og den frygt for atomare katastrofer, som fulgte efter Chernobyl. EPR-reaktoren har således fire selvstændige kølesystemer, som gør, at en katastrofe som den vi senere så ved Fukushima Daiichi-værket, ikke skulle kunne udvikle sig. Men det har samtidig gjort denne reaktortype ekstremt kostbar og kompliceret at opføre. EDFs to første projekter med denne reaktortype, ved Olkiluoto i Finland og Flamanville i Frankrig, har således udviklet sig til gysere for EDF. De blev påbegyndt i hhv. 2005 og 2007, og skulle efter tidsplanen have været afsluttet i 2009 og 2012. Men nu lyder et optimistisk bud for den finske reaktor, at den måske kan igangsættes i 2018, mens reaktoren i Flamanville har fået konstateret så graverende problemer med reaktorkappens stålkvalitet (og snyd med sikkerhedscertificeringen), så ingen lige nu tør sige, hvornår den komme til at producere strøm. Samtidig er budgetterne eksploderet, og prisen står lige nu til at ende på mere end tre gange det oprindeligt budgetterede.

Dette har tynget EDFs økonomi voldsomt, og det er en stærkt medvirkende årsag til, at det trods mange års forsøg ikke er lykkedes at finde investorer, bortset fra en stor kinesisk virksomhed, hvis direkte interesse i at investere i Hinkley C-reaktorerne er en medfølgende ret til efterfølgende at kunne opføre kinesiske atomkraftværker på britisk grund. Så her 10 år efter principbeslutningen er det endnu ikke lykkedes at få den endelige finansieringsaftale på plads. Og der er pt. meget stærke kræfter inden for EDFs egne vægge imod at binde an med Hinkley C-reaktorerne, før man har kunnet høste erfaringer fra færdige reaktorer ved Olkiluoto og Flamanville, at det lige nu virker mest sandsynligt, at projektet ikke kommer i gang i hvert fald de næste 2-3 år.

Siden 2005 er prisen på sol og vind faldet voldsomt – en udvikling som forventes at fortsætte i de kommende år. I samme periode er prisen for Hinkley C-reaktorerne blevet så voldsomt meget dyrere, at det efterhånden ligner en virkelig dårlig forretning for de britiske forbrugere, som med Hinkley C vil blive stavnsbundet til at aftage verdens dyreste strøm 35 år frem fra fuldendelsen.

Den britiske regering har for længst måttet fravige principperne om, at dette generationsskifte kunne ske uden at skulle tage del i finansieringen, men har måttet lægge støttebeløb og garantier på bordet i milliardklassen. Faktisk har Østrig og en række andre EU-lande anlagt sag mod Storbritannien med påstand om at den planlagte britiske statsstøtte til Hinkley C er i strid med EUs konkurrenceregler og vil forrykke den frie konkurrence mellem de enkelte energiformer i en meget uheldig retning (Østrig er et af de lande, som blev ramt hårdt af Chernobyl-katastrofen og stadig har strålingsforurenede landskaber, hvorfra man ikke kan spise maden). Hele denne farce om Hinkley C-projektet er nærmere belyst i blog-indlægget Hinkley Point – en historisk fejlinvestering?

Hvis Storbritannien qua Brexit ender med at træde ud af EUs energisamarbejde, falder den verserende retssag til jorden, om den britiske støtte til Hinkley C-projektet er imod EUs konkurrenceregler. Men der er fra samtlige aktører i den britiske energiforsyning et massivt pres på, at Storbritannien om muligt også fremover indgår i EUs indre energimarked. I givet fald vil disse forhold stadig være gyldige, samtidig med at Storbritanniens indflydelse på den videre udvikling af EUs energimarked vil være stærkt reduceret.

Én ting er, hvad briterne ender med at gøre, men det har været spekuleret, at det var mindre selvindlysende for EDF den franske regering at finansiere atomkraftværker i England, når landet er på vej ud af EU, og at Brexit kunne give EDF den perfekte anledning til at trække sig fra Hinkley C-aftalen. For hvor den økonomisk set er decideret dårlig for briterne, så er den højrisikabel for EDF.

Hvor Hinkley C-afgørelsen længe har ventet på den endelige afklaring på den franske side, som igennem det seneste halvandet år har fremstået stadig mere kaotisk, så er der med Brexit kommet mindst lige så megen uklarhed på den britiske side af Kanalen. Det synes således helt usandsynligt, at Hinkley C-aftalen bliver endeligt stadfæstet, før Storbritanniens fremtidige relation til EU er forhandlet på plads.

Dermed når den nye generation af reaktorer ikke at komme på banen tidsnok til at atomkraften for alvor kan bære generationsskiftet i den britiske energiforsyning. Og der er stadig stærkere stemmer, som taler for en plan B med langt mere vægt på sol og vind. Der er vel at mærke for nylig kommet et tilbud på bordet om at gøre det billigere end Hinkley C-aftalen, og det med en teknologi, som briterne selv kan styre og finde investorer til.

Omkring halvdelen af de 18 mia. £, som man pt. regner med at Hinkley C-reaktorerne vil koste, vil være importerede ydelser, først og fremmest fra Frankrig. Kursen ligger i dag 16% under dollar- og euro-niveauet for blot et år siden, hvor det seneste estimat blev lavet. Og hvis pundet som følge af Brexit falder yderligere 10%, som en række analytikere forventer, så ligger der alene i disse kursforskydninger en prisforøgelse på et sted mellem 10-12%. Og de øvrige planlagte reaktorbyggerier, som i høj grad afventer resultatet af Hinkley C-processen, vil stå i samme situation.

Hvis Tory’erne ved et kommende valg mister regeringsmagten, eller det bliver Boris Johnson, som kommer til roret, kunne man således meget vel forestille sig, at en revideret energiplan opgav den nye generation af reaktorer, måske levetidsforlængede nogle få af de nuværende reaktorer, og ellers satsede langt stærkere på sol og vind, som ville kunne udbygges præcist i takt med at gamle kul- og atomkraftværker bliver sendt på pension.

Ed King, redaktør på Climate Home, sammenfattede i går i en artikel spørgsmålet om Brexit ville sende hele den britiske klimapolitik på Sankt Hans-bålet i disse tre små spørgsmål:

-Who’s in charge?
-What’s their philosophy?
-How will they collaborate with Europe?

Dermed er vi tilbage i, hvem som kommer til at gennemføre Brexit-forhandlingerne og hvilket klimaperspektiv der kommer til at ligge bag. Og det vil vi først få et klarere billede af, når støvet har lagt sig efter de nuværende lederopgør i Storbritanniens to store regeringsbærende partier.  I den kommende tid vil jeg derfor følge den politiske situation, for at søge at få et billede af, hvem som kommer til at tegne udtrædelsesforhandlingerne, og hvad man klimaperspektivmæssigt kan forvente heraf.

Men uanset hvad, så står Brexit-valget til at skrumpe den britiske økonomi så meget, og gøre en række basale størrelser, maden, energipriserne osv. så meget dyrere, at de økonomiske muskler til at gennemføre omstillingen i de kommende år bliver hårdt presset.

Lettere kynisk betragtet kan Brexit, i den udstrækning det fører til recession og mindskede vækstrater, på kort sigt blive et plus for klimaet. For som vi har set de seneste par år, hvor gassen er gået af den kinesiske økonomi, så har det ført til, at de globale CO2-udledninger for første gang i nyere tid ikke er stigende. Men alene usikkerheden vil givet udskyde en lang række investeringer i grøn teknologi, og recession og krise vil sandsynligvis føre til, at de forestående omstillingsinvesteringer ikke finder sted med den nødvendige kadence.

Den britiske fødevareforsyning

Landbruget har været helt central for EUs virke. På samme måde som vi med den danske indtræden i EU fik udvidet vores spisekammer til at omfatte også det sydlige Europa med hele dets overflødighedshorn af solmættede frugter og grøntsager, har EU været med til at transformere, hvad der serveres i de britiske familier. Det kan måske fortsættes, men hvis EU står fast på, at varernes frie bevægelighed ikke kan skilles fra arbejdskraftens frie bevægelighed, så kan Storbritannien være nødt til at fravælge EUs frie marked i og med at det centrale kritikpunkt i Brexit-kampagnen har været immigrationen. Så de britiske landbrug, som i høj grad har benyttet sig af udenlandsk arbejdskraft til det sæsonbaserede arbejde, forudser store problemer, hvis grænserne lukkes.

I dag går omkring 40% af EUs budget til landbrugssubsidier. De kan ikke bare fjernes fra dag til dag uden at kaste det britiske landbrug ud i en fundamental krise. Hvis landbruget ikke mere har adgang til billig (underbetalt) udenlandsk arbejdskraft og forsyningerne af billige fødevarer fra Sydeuropa bliver mindre tilgængelige, samtidig med at kursen på det britiske pund forbliver svækket, så kan det meget vel komme til udtryk i, at fødevarepriserne post Brexit vil stige markant i Storbritannien, og at landbruget vil vise sig i en overgangsfase at kræve endnu mere statsstøtte, end det fik i EU.

Tilbage i starten af 1980erne producerede briterne 80% af deres egen mad. Men selvforsyningsgraden er faldet støt siden da og er nu nede på 61%. Hele 30% kommer fra de øvrige 27 EU-lande. Allerede de nuværende kursændringer vil gøre den importerede mad dyrere, og hvis ikke deltagelsen i det frie marked opretholdes, vil denne strøm af billige europæiske fødevarer blive underlagt betydelige hindringer. Endda synes fødevaresituationen så godt som ikke at have spillet nogen rolle i debatten op til Brexit-afstemningen.

Vi har stadig til gode at se, om hele den opbremsning i forhold til globaliseringen, som er en del af den højrepopulistiske bølge, vil føre til en erklæret politik om i højere grad at spise lokalt og være selvforsynende. Den del kunne man bifalde, men det synes mere som et nationalistisk projekt. Og hvis den britiske efterspørgsel på Danish Bacon svigtede, så tak for det. For måske det globale fødevaremarked har en vis økonomisk rationalitet, men klima- og bæredygtighedsmæssigt set udvikler det sig mod det stadig mere absurde.

De britiske politikere står overfor udfordringen at skulle gentænke i titusindvis af love og regler på fødevare- og landbrugsområdet, som i dag er EU-baserede. Dette kan ikke lade sig gøre inden for de to år, som der er lagt op til at skilsmisseforhandlingerne maksimalt må vare, og slet ikke fordi den fremtidige tilretning sandsynligvis ikke bare udspiller sig i et frirum, men tværtimod må tilrettes Storbritanniens fremtidige markedsrelationer, herunder ikke mindst hvordan det fremtidige samarbejde med EU bliver formaliseret. Et muligt scenario er derfor, at man i første omgang søger at sikre en form for status quo, hvor man i første omgang så vidt muligt gør EU-lovkomplekset til britisk lov, og derefter i ro og mag kan tilrette dem den britiske situation, efter at man kender den fremtidige strukturelle tilknytning.

I denne proces vil der givet vise sig et massivt pres på at få “ryddet op” i EU-lovene. Brexit-lejren omfatter et ikke ubetydeligt element af klimafornægtelse og mininalstats-tankegang, at jo mindre regulering, jo bedre. Og i samme øjeblik Bruxelles er væk, vil fjendebilledet skifte til centraladministrationen i London. Vi må således i de kommende år forvente talrige forsøg på at bruge overgangsprocessen til at demontere den miljø- og forbrugerbeskyttelse, som i de seneste 40 år primært har været drevet af EU og organiseret gennem EU-lovgivning. Der forestår således et kæmpe arbejde for en bred vifte af NGO-organisationer for at sikre, at den hidtidige forbruger- og miljøbeskyttelse ikke med forsvinder med badevandet.

Samlet set er der er tale om at briterne skal forholde sig til den videre skæbne for omkring 80.000 sider EU-love og -regulativer: Hvor mange af dem opretholdes som del af, at samarbejdet fortsættes blot med Storbritannien som eksternt tilknyttet (ligesom det nu er tilfældet for Norge og Schweiz)? Hvor mange ønsker man at videreføre stort set uændret blot som rent britisk lov, og  hvor mange vil man ændre. Med 80.000 sider kan ingen have det fulde overblik, og der bliver ikke tid til dybtgående diskussioner. Og det virker realistisk at forvente, at disse afklaringer vil fylde så meget i de kommende år, at man vil være tilbøjelig til at udskyde politisk set ‘svære’ spørgsmål som den strategisk fremadrettede energiplanlægning.

Igen, hvis Storbritannien fremover ønsker at være en del af det indre marked og/eller EUs energimarked, så vil der ikke være nogen vej uden om at overholde EUs miljøkrav. For de er lavet for at sikre, at der ikke er nogen som opnår urimelige konkurrencefordele ved at se stort på forurening, klimabelastning, arbejdsmiljø osv.

Derfor bliver briterne nødt til ret tidligt at lægge sig fast på den overordnede struktur i det fremtidige samarbejde med EU. For først når det ligger klar, giver det mening at se på, hvad man gør på en lang række enkeltområder. Og hvis EU står fast på det, man allerede efter få dage meldte ud, at det frie marked og den fire bevægelighed er uløseligt forbundne, og at man ikke kan få det ene uden det andet, så kommer det helt store stridsmål ikke til at stå mellem EU og Storbritannien, men mellem dem, som vil helt ud af EU og dem som for enhver pris ønsker at opretholde de økonomiske fordele forbundet med det frie marked og energimarkedet.

Landbrugets rolle i klimaindsatsen

Efterhånden som omstillingen af energiforsyningen til vedvarende energikilder er ved at være sat på skinner, vil der komme mere fokus på de øvrige store udledningsområder – det er en nødvendig følgeslutning, hvis vi skal leve op til Paris-aftalen. Inden for ganske få år vil bønderne, uanset om de bryder sig om det eller ej, se sig centralt placeret i den globale klimaindsats. For hvor det industrielle landbrug i dag repræsenterer en af vores allerstørste klima- og bæredygtighedsudfordringer, så ligger der i en anden type af naturligt landbrug et kolossalt klimapotentiale, hvor 1) rydning af tropiske regnskovsområder bremses, 2) det nuværende transportforbrug nedbringes radikalt, 3) metan- og lattergasundvikling fra marker og den industrielle kødproduktion standses, mens 4) det gradvist genlagres store mængder af CO2 i muldjorden. Et sådant landbrug vil samtidig betyde et kvantespring frem både for befolkningens og den omgivende naturs sundhed.

Det må derfor forventes, at EUs landsbrugsstøtte, som i dag for en stor dels vedkommende blot er et generelt arealtilskud, uanset hvad den enkelte bonde gør med sin jord, fremover bliver gjort afhængig af, at der sker en omstilling til climate-smart agriculture. Det har man masser af gode erfaringer med i udviklingslandene, det har blot indtil nu været fortrængt, at dette var mindst lige så vigtigt for de industrialiserede landbrug. Men i en situation, hvor de britiske landbrugsorganisationer forudser svære tider for et britisk landbrug uden for EU, er det sandsynligt, at man ikke vil presse på for en tilsvarende klimaindsats for de britiske landmænd.

Miljøbeskyttelsen af de britiske landskaber er i høj grad formet gennem 40 års medlemskab af EU. En vigtig del af Brexit-argumentet har været at komme unødigt bureaukrati og red tape til livs. Alt afhængig af, hvem som kommer til at definere, hvad der er unødigt bureaukrati og red tape kan der ryge rigtig mange naturbeskyttelsesregler ud med badevandet.   

Den britiske naturbeskyttelse

Omkring 70% af den britiske naturbeskyttelse er i dag styret af EU-lovgivning. Det har været en del af den stemning, som har været vendt mod EU – skal de nu i Bruxelles være med til at bestemme, hvad vi gør med vores skove, træer og landskaber? Og det er let at skildre naturbeskyttelsen som bureaukratisk red tape, når man bare vil have lov til at skalte og valte med naturen, som det passer én, jage året rundt, gøde markerne ud fra rent økonomiske maksimeringsparametre osv. Men en nylig undersøgelse viste faktisk, at EUs naturbeskyttelsesregler i det store hele var hensigtsmæssige. Om noget er de utilstrækkelige, ikke mindst i landskabstyper som de danske, hvor det industrielle landbrug forvalter (misbruger) langt over halvdelen af det samlede areal.

Her er problematikken den samme som med med klima- og miljøreguleringen. Der vil i en situation, hvor en nu EU-baseret lovgivning skal gøres britisk, være et massivt pres fra landbrugs- og industriside for at få lempet vilkårene.

Fraktuerede landskaber

Briterne elsker deres landskaber, og den nuværende regerings planer om at igangsætte et omfattende britisk skifergas-eventyr, hvor der kan etableres fracking-boringer selv i fredede landskaber, vil givet føre til stadige kampe i de kommende år.

Det er et af de områder, som (endnu) ikke er reguleret fra EU-side. Men de seneste år har vist, at klima’fordelen’ ved fracking er yderst begrænset, ja nærmest ikke-eksisterende, når man medregner de betydelige mængder af gas, som siver ud fra boringer og rørføringer. Når man dertil lægger en bred vifte af miljøproblemer, herunder risikoen for forurening af grundvandet og forøget forekomst af jordskælv, så virker en britisk satsning på fracking som et omstillingsstrategisk set alvorligt fejlgreb. Ikke mindst fordi man samtidig har standset den videre udvikling af en CCS-teknologi, som ville kunne mindske CO2-udledningerne fra gasafbrænding.

Exit Brexit

Allerede få døgn efter afstemningen står det klart, at igen af af Brexit-kampagnens løfter holdt vand, men at man tværtimod står overfor recession og prisstigninger, virksomhedsflugt til EU og risikoen for, at Skotland og Nordirland i samme proces siger falvel og tak til det britiske fællesskab og søger tilbage i EU.

Ingen synes at være glade for Brexit – det er en tom ideologisk sejr, for et samfundsperspektiv, vi i en global virkelighed bliver nødt til at dissekere. Der er meget få vindere, og de fleste af dem, som har stemt for Brexit, står til at få deres leveforhold forringet.

Med Brexit-visionens lyserøde boble bristet og den sviende indsigt, at en hel befolkning lod sig forføre af en falsk frihedsdrøm kan det i min optik meget vel gå hen og vise sig så skræmmende, hvad Storbritannien har kastet sig ud i, at der i al stilfærdighed viser sig et massivt flertal om at tilbagerulle Brexit og vende om i tide. Det kan man blot endnu ikke stille sig op på en kasse og proklamere. Alle må en tid endnu vise respekt for afgørelsen og arbejde på den bedst mulige Brexit.

Se tidligere blog-indlæg: Storbritanniens CO2-udledninger steget 37% siden 1992Britisk opgør med ‘oliens diktatur’De liberale demokrater: Storbritannien CO2-neutral i 2050Afkobling af vækst og CO2-udledninger en myteEngland lukker sin sidste kulmine og Hinkley Point – en historisk fejlinvestering?.

Update 30.06. – Det har været en begivenhedsrig dag blandt de konservative. Michael Gove meldte sig som kandidat til at efterfølge David Cameron som partileder – i høj grad med den begrundelse, at Boris Johnson, som han ellers har været tro væbner for, ikke var den rette til at bestride opgaven at navigere Storbritannien ud af EU. Inden havde han nået at lokke en række af Boris’ faste støtter over på sin side, hvilket fik Boris til at indse, at han ikke kunne regne med Brexit-siden. Så kort efter meddelte han, at han ikke var kandidat til formandskabet for de konservative.

Boris’ exit har i løbet af dagen fremkaldt mange beske kommentarer om, at han bare stak af fra det syndige rod, han havde lavet. For på mange måder burde det, som nu er endt som Brexit, have været klaret med en duel på bare næver mellem David Cameron og Boris Johnson. I dagens The New Yorker karakteriserer John Cassidy så rammende Brexit-processens fortælleline ovenpå Boris’ exit: “Having started out as a drama and turned into a tragedy, the Brexit story line has now descended into farce.”

Flere andre har meldt sig som kandidater, heriblandt Theresa May og Andrea Leadsom. Leadsom er brexit-hardliner, og hendes ønsker for Storbritanniens fremtidige tilknytning falder klart inden for det, Merkel har kaldt rosin-pilleri – og som ikke rigtigt syne at have nogen vej frem. May er remainer og fremhævede i sin kandidatur-tale, at hun ville have en brexiter som forhandlingsleder og lukkede alle muligheder for at tilbagerulle afstemningsresultatet. May mente ikke, at der var brug for noget yderligere parlamentsvalg, men sagde, at selve 50-igangsættelsen, som markerer den formelle begyndelse på forhandlingerne med EU tidligst kunne blive i starten af de nye år, da der var brug for først at få afklaret, hvad man ville søge at forhandle sig frem til. Alt i alt positioner, som med Boris ude kunne gøre hende til den, som bedst formår at samle partiet.

Da fristen for at melde sit kandidatur til posten som partileder for Det Konservative Parti udløb i dag ved ved middagstid, havde fem kandidater meldt sig: Theresa May, Andrea Leadsom, Michael Gove, Stephen Crabb and Liam Fox.

Men i den kommen tid vil der følge en række afstemningsrunder blandt Tory’ernes parlamentarikere, hvor hver gang den, som får færrest stemmer, falder ud, indtil der kun er to kandidater tilbage. Blandt dem vil der så blive urafstemning i partiet. Meget kan ske i de kommende uger, men bookmakerne har allerede deres favorit, som man kan se af illustrationen herover, og i og med Theresa May er den eneste remain’er og i sit oplæg har søgt at spænde over Brexit-kløften, er det rimeligt at forvente, at hun i hvert fald når frem til finalen.

Alle fem har klart markeret, at de i konsekvens af afstemningsresultatet vil arbejde for en fuld adskillelse med kontrol af indvandringen.

Hos Labour synes Jeremy Corbyn foreløbig at holde fast i sin taburet. De seneste dages kup har været forsøgt iscenesat som en nærmest spontan reaktion på valgresultatet, men meget tyder på, at det i mindst et halvt års tid har været planlagt at konfrontere Corbyn på denne måde ved førstkommende gunstige lejlighed – således ville man have gjort det efter borgmestervalget for London i maj, hvis ikke Labour-manden Sadiq Khan havde vundet. Disse bestræbelser synes at være koordineret af et PR-firma ledet af en tidligere spindoktor for Tony Blair. Så det er en konflikt med mange paralleller til konflikten mellem Bernie Sanders og Hillary Clinton – en venstreliberal og en neokonservativ fløj.

Update 01.07. – Hvor Brexit-kampagnen søgte – og langt hen ad vejen havde held med – at placere ansvaret for alt, som det var galt med, i EU, så prøver et opslag som dette fra Facebook i dag at placere ansvaret for problemerne et helt andet sted, nemlig ved de kræfter i det britiske samfund, som fuldstændig parallelt med, hvad vi har set i Danmark, har privatiseret og solgt ud af fællesskabets aktiver – og gjort målet at de var profitskabende vigtigere end målet at de varetog vores velfærd optimalt.

Update 02.07. – I dag deltog mere end 30.000 mennesker i London i en March for Europe under sloganet: We are the 48%. Nogle af de brugte slogans, som “Fromage not Farage” og  “All EU Need Is Love” er ret opfindsomme. The Guardian har en billedreportage her.

Samtidig med at kupforsøget mod Corbyn synes sig at nærme sig en afklaring af, at det bliver Andrea Eagle, som bliver de mange utilfredse parlamentarikeres kandidat til at efterfølge Corbyn, synes der i disse dage at ske en massiv mobilisering omkring Corbyn – en #KeepCorbin-kampagne. Således har Labour siden Brexit-afstemningen har fået 60.000 nye medlemmer, hvilket er helt ekstraordinært i en tid, hvor partierne har svært at holde på deres medlemmer. Langt den største del er sandsynligvis unge mennesker, som normalt ville involvere sig i bevægelser, men som på denne måde vil forsøge at holde Labour på sin nuværende venstreradikale kurs. Dette er helt på linje med Bernie Sanders’ nylige opfordringer til sine tilhængere om at gå ind i Det Demokratiske Parti og gøre deres stemme gældende dér.

Sammen med det grønne parti synes Corbyn at repræsentere langt det klareste klimaperspektiv på den britiske politiske scene. I august 2015 gør han sig i en artikel i The Ecologist, The green Britain I want to build, til en fortaler for en stærk klima- og miljøindsats og en omfattende naturbeskyttelse:

As Labour leader I would bring together a coalition of the majority, to move on from wasteful, polluting and unequal economic approach to our environment and instead democratise our economy to reduce inequality and promote sustainable development within the Earth’s resource limits.

Our campaign will prioritise our planet and stand for:

  • Britain providing international leadership on climate change and the socialisation of our energy supply leading an end to the era of fossil fuels
  • A modern, green, resource-efficient economy – creating 1 million new climate jobs
  • Ensuring everyone has access to a decent home that is low-carbon and affordable to keep warm
  • Putting people and planet first – tackling the cost of living and climate crisis together
  • Cleaner air – tackling the air pollution crisis in our big cities and committing to full independent public inquiry into levels of air pollution.
  • Protecting our ecosystems, wildlife habitats and a compassionate approach to animal welfare
  • An international approach – support internationally agreed, universal standards of regulation of emissions and pollution.
  • A healthy, safe, environment, where people and nature thrive together

Han ser arbejderbevægelsen og miljøbevægelsen som naturlige allierede, hvilket sandsynligvis kommer ham til gode i den nuværende situation. Han er imod TTIP, og ligesom Sanders i det amerikanske primærvalg understreger han sammenhængen mellem klimaudfordringen og den sociale uretfærdighed. Corbyn ønsker at skrotte den videre udbygning af A-kraften og er imod britisk fracking, men ønsker i stedet at satse fuldt ud på vedvarende energi og energirenoveringer. Han synes indstillet på at lave en britisk parallel til den tyske Energiewende.

Corbyn har tidligere været EU-kritisk (og er det givet stadig), så det har givet været lidt af en kamel for ham at skulle lede et parti med en remain-politik, hvilket har været klart medvirkende til, at han har været så tilbageholdende i Brexit-valgkampen. Og Corbyn er klart en stor mundfuld for det etablerede Labour at kapere, selvom han meget vel kan vise sig at være vejen frem for partiet, fordi han er den, som kan sikre, at de unge kræfter, som i en årrække har søgt uden om de politiske partier for i stedet at lægge deres indsats i klima- og miljøbevægelser, igen deltager aktivt i det politiske proces.

Men med det nuværende kaos i Labour, hvor størstedelen af parlamentsmedlemmerne har vendt ham ryggen og kun ser et midtsøgende Labour som nogen farbar vej frem, er det lige nu svært at se, hvordan Labour og Corbyn har nogen chance for at vinde, hvis der bliver udskrevet valg til efteråret. Får når støvet lægger sig efter Labours post Brexit ledelseskrise, vil der tilbagestå den noget nær uløselige situation, at byernes Labour ønsker en fremtid med åbne forbindelser til EU, mens provinsens Labour-vælgere, som har sat deres kryds vil Brexit, i stort antal vil stemme UKIP, hvis Labour ikke tager deres ønske om at lukke grænserne alvorligt uanset, at et Storbritannien uden for EU vil føre til omfattende lukninger af britiske arbejdspladser, ikke kun i londonernes finansindustri, men i fremstillingsvirksomheder landet over.

Jeremy Corbyns fulde manifest, Protecting our Planet, kan ses her (pdf).

Update 03.07. – Blandt Tory’erne har der tilsyneladende været så meget afsky for den måde, hvorpå Michael Gove stak en kniv i ryggen på Boris Johnson, at han har måttet indse, at han ikke har nogen chance i konkurrencen om at blive Tory’ernes nye leder. For to andre, Liam Fox og Stephen Crabb, har der hellerikke været den store opbakning at finde, så inden for de senste par døgn er kandidatfeltet til at efterfølge David Cameron indskrænket til blot to: Theresa May, som stod for remain, og Andrea Leadsom, som i valgkampagnen har støttet Brexit.

Af de to synes Theresa May, som i de seneste 6 år har været indenrigsminister, lige nu at være den mest oplagte kandidat. May kommer fra bankverdenen, og er kendt som en køligt velovervejet, seriøs skikkelse – Nick Clegg gav hende for nogle år siden øgenavnet The Ice Maiden. Men hun er langt fra nogen visionær lederskikkelse, og det har umiddelbart været svært at finde noget om hendes klima- og miljøperspektiv. Hun kunne sandsynligvis udvikle sig til et fint britisk modstykke til Angela Merkel. Andrea Leadsom kommer også fra bankverdenen, og har kun været i parlamentet siden 2010, så hun fremstår noget uerfaren i forhold til den forestående opgave.

Hvor Tory’erne synes at ville styre uden om både et nyt parlamentsvalg og en yderligere Brexit-afstemning, da skriver den tidligere leder af Det Liberale Parti, Nick Clegg, i The Guardian, at det eneste redelige ville være, når det britiske forhandlingsgrundlag er afklaret, at der bliver gennemført et nyt parlamentsvalg for at sikre det demokratiske mandat før§ 50-processen igangsættes:  “The EU referendum has exploded constitutional, political and economic conventions. Our country is in a tailspin. An election of a new parliament in which MPs act responsibly to manage our historic divorce from the EU is the only way to forge some order out of the present chaos.” Samtidig sætter han spørgsmålstegn ved, om nogen premierminister konstitutionelt set har ret til at aktivere § 50.

Det Liberale Parti mistede en stor del af sin repræsentation ved det seneste valg. Men hvis det ved et kommende valg, hvor EU-spørgsmålet var centralt, kunne stå som et stærkt pro EU samlingspunkt, hvor Tory’erne og Labour er mere splittede, kunne man måske genvinde noget af det tabte.

Update 04.07. – Brexit-farcen fortsætter her til morgen har Nigel Farage meddelt, at han trækker sig som leder af UKIP. Med afstemningsresultatet har han nået sit livs politiske mål, siger han. Så må andre rydde op i det enorme kaos, som er opstået. Hans exit fuldender billedet af, at ingen af dem, som har stået i spidsen for Brexit, har gjort sig reelle forestillinger om, hvordan Brexit reelt skulle udmøntes.

Med både Nigel Farage og Boris Johnson ude af billedet, er den umiddelbare risiko for, at klimaskeptikerne benytter Brexit til at torpedere den britiske klimaindsats, formindsket.

Jeremy Corbyn skrev i gårsdagens Sunday Mirror, at han ikke er til sinds at træde tilbage, og at de Labour parlamentsmedlemmer, som har stemt mod ham, burde respektere demokratiet og de 60% af partiets medlemmer, som har stemt for ham for blot 9 måneder siden: “I am ready to reach out to Labour MPs who didn’t accept my election and oppose my leadership – and work with the whole party to provide the alternative the country needs.”

Før Corbyn kom til, havde Labour lige knapt 200.000 medlemmer. I dag er man tæt på 400.000, hvoraf en stor del sandsynligvis har meldt sig ind for at støtte op om Corbyns opgør med de neoliberale (højresocialdemokratiske) strømninger og den austerity-politik, som har udhulet levevilkårene for Storbritanniens arbejderklasse og sat staten til salg.

Angela Eagle, som synes at blive samlingspunktet for Labour-parlamentarikernes utilfredshed med Corbyn, har her til morgen opfordret Jeremy Corbyn til at trække sig tilbage, da hun ellers vil udfordre ham. Men Corbyn synes ikke at se sit mandat fra partiets bagland svækket. Så det tegner til et kampvalg mellem Eagle og Corbyn – og en afklaring, i hvor høj grad partiet er dets medlemmer eller parlamentsmedlemmer.

Her mandag morgen har både Andrea Leadsom og Liam Fox holdt deres tale, hvorfor de er den rette til at tage over efter Cameron. Men stadig flere synes at hælde til, at det bliver Theresa May, som står overfor at skulle samle både det konservative parti og briternes bud på Brexit.

The Guardian har her i eftermiddag lavet en oversigt over, hvem som støtter op om hvem (link). Her fører Theresa May markant med 111 af Tory’ernes parlamentsmedlemmer, som har erklæret hende sin støtte, hvor Michael Gove og Andrea Leadsom hver har 27, Stephen Crabb 22 og Liam Fox 9.

Til aften har Boris Johnson meldt ud, at han bakker op om Andrea Leadsom.

Update 05.07. – I dag har Det Konservative Parti første valgrunde. Theresa May forventes at have klart den største opbakning, mens Liam Fox er den som først forventes at blive udskilt. Afstemningen er åben frem til 6 PM i aften, men en Sky News-opgørelse ved middagstid viste, at Theresa May med 122 stemmer har flere end de øvrige kandidater tilsammen, hvor nr. 2, Andrea Leadsom har 40. De første udskillelsesrunder sker ved valg mellem Tory’ernes 330 parlamentsmedlemmer, hvor valget mellem de sidste to afgøres blandt partiets medlemmer. Her viser en måling offentliggjort i dag, at hvis det endelige valg står mellem Theresa May og Andrea Leadsom, så står May til at få omkring to tredjedele af stemmerne. I en event i går aftes med de fem kandidater synes der at være bred enighed om, at Theresa May står stærkt i feltet.

Resultatet af første runde af afstemningen blev, at Theresa May fik 165 stemmer, mens Andrea Leadsom på andenpladsen fik 66 og Michael Gove på tredjepladsen fik 48.

Liam Fox var sidst med blot 16 stemmer, hvorfor han udgår. På baggrund af afstemningsresultatet trak Stephen Crabb sig og gav samtidig Theresa May sin helhjertede støtte. Liam Fox sagde også efterfølgende, at Theresa May ville blive en virkelig god premierminister, og at han ville arbejde for at det blev hende. Så meget tyder på, at hun bliver Camerons efterfølger.

Med to ude allerede i første runde vil næste runde blandt parlamentsmedlemmerne her førstkommende torsdag afgøre, hvilke to kandidater, som bliver sendt til afstemning blandt Det Konservative Partis medlemmer.

Bank of England har i dag frigivet en rapport om de forventede konsekvenser af Brexit. På den baggrund har de Liberale Demokrater fremført, at Brexit-kampagnen har løjet overfor den britiske befolkning (om at der ikke ville være nogen negative konsekvenser).

Her et uddrag fra rapportens summary:

There will be a period of uncertainty and adjustment following the result of the referendum. It will take time for the United Kingdom to establish new relationships with the European Union and the rest of the world. Some market and economic volatility is to be expected as this process unfolds.

The degree of uncertainty and nature of adjustment is evident in financial market prices, which have moved sharply following the referendum. Between 23 June and 1 July, the sterling exchange rate index fell by 9% and short-term volatility of sterling against the dollar rose to its highest level in the post-Bretton Woods era. Equity prices of UK banks have fallen on average by 20%, with UK-focused banks experiencing the largest falls. Equity prices of domestically focused companies have fallen by 10%. The ten-year UK government bond yield fell by 52 basis points. These moves reflect an increase in risk premia on UK assets, a perceived weaker growth outlook, and anticipation of some future deterioration in the United Kingdom’s terms of trade and supply capacity.

Kursen på det britiske pund er i mellemtiden faldet yderligere og ligger nu 12% under, hvad den var umiddelbart før Brexit.

En artikel i The Guardian opsummerer den øjeblikkelige situaiton:

The pound has collapsed to a 30-year low and the share prices of banks, estate agents and homebuilders are down sharply amid recession fears since the Brexit vote. A big house price drop seems inevitable, especially in London. The UK’s holdings in RBS alone are down by a third in a week; 9.1bn shares have dropped in value by about 80p a share, so that is a loss of more than £7bn. Add to that a drop of 17p in the value of the 15bn shares in Lloyds Bank the country owns, and, as a starter, Michael Gove, Boris Johnson and the leavers have already cost the country more than £10bn in losses. 

Og fra mange sider vurderes det nu, at Storbritannien vil se negative vækstrater for resten af 2016.

Forud for valget lovede Cameron at udløse §50 umiddelbart efter afgørelsen, hvis der skulle vise sig flertal for Brexit. I stedet trak han sig og overlod det til sin efterfølger at afklare situationen, inden skilsmisseforhandlingerne med EU igangsættes. Så Brexit-processen er allerede forsinket inden den overhovedet er kommet i gang.

Et juridisk udvalg har i dag fremlagt en foreløbig granskning, som når frem til, at §50 kan aktiveres uden parlamentsbeslutning. Og udvalgets formand Oliver Letwin siger, at man kan have en mere tilbundsgående afklaring på plads inden 9. september, hvor sandsynligvis vagtskiftet i Det Konservative Parti finder sted.

Lederen af det grønne parti, Caroline Lucas, har taget initiativ til en aftale mellem Labour, De Grønne, De Liberale Demokrater samt Plaid om at indgå i et valgsamarbejde, så de mindre partier undgår stemmespild i et valgsystem som det britiske, som favoriserer en toparti-struktur. Det er ikke givet, at der kommer et snarligt valg – og Tory’erne vil nok prøve at undgå det. Men i Lucas’ perspektiv burde der udskrives valg inden EU-forhandlingerne indledes for at give forhandlingsgrundlaget og de mennesker, som skal forestå forhandlingerne et mandat dertil fra befolkningen.

The Guardian bringer i dag i en af sine ‘long reads’, How remain failed: the inside story of a doomed campaign, en mere dybgående og ganske læsværdig analyse af, hvordan remain-kampagnen helt synes at have fejlet grebet. Og man fandt aldrig rigtigt noget modsvar til det, Beher kalder: “The leave side’s combination of anti-establishment nihilism and anti-immigration siren-wailing”.

“People had many motives to vote leave, but the most potent elements were resentment of an elite political class, rage at decades of social alienation in large swaths of the country, and a determination to reverse a tide of mass migration. Those forces overwhelmed expert pleas for economic stability,” skriver Behr.

I disse dage er der blandt Labours parlamentarikere fuld gang i kupforsøget mod Corbyn, og selv hvis det lykkes ham at holde sit lederskab, så vil det som parti betragtet være handlingslammet, for i disse døgm er der intet, som formår at bygge bro mellem Corbyn og den for størstedelens vedkommende langt mere højreorienterede gruppe af parlamentarikere.

På den baggrund er det interessant, at Behr stort set frikender Corbyns halvhjertede EU-standpunkt og siger, at det i langt højere grad var den åbenlyse splittelse blandt de konservative, da fremtrædende skikkelser som Boris Johnson og Michael Gove tog teten i Brexit-kampagnen.

Blandt andet også på grund af mediernes medløben over for den emotionelle dimension, hadet, vreden, og i den sidste ende racismen og glimt af antisemitismen, havde det rationelle, nøgterne gensvar ikke nogen gennemslagskraft. Den politiske diskussion havde tabt til et absurd politisk teater, som vi også har set det i USA. Ansvaret herfor må for en ikke ubetydelig del ligge på medierne, som eklatant svigtede borgerne ved at give dem absurd teater, hvor de havde behov for perspektiv og begavet analyse.

I en anden ganske interessant artikel i dagens The Guardian, Media should rethink coverage in wake of Brexit vote, says Justin Webb, skriver John Plunkett, at medierne i lyset (skyggen) af Brexit-kampagnen må se nærmere på, hvordan de håndterer for- og imod-synspunkter og holder mennesker ansvarlige for deres synspunkter. De britiske vælgere kan med rette føle sig ført bag lyset, når mere eller mindre samtlige centrale påstande fra Brexit-kampagnen blev punkteret dagen efter afstemningen.

Problemstillingen har mange paralleller til mediernes dækning af klimaudfordringen, hvor den klassisk konventionelle opskrift: lige meget for og imod rent faktisk gør medierne medskyldige i en omfattende klimafornægtelse.

Af de mere kuriøse Brexit-konsekvenser kan nævnes, at Brexit har givet håb og inspiration til foreløbig mindst fem tilsvarende kampagner i USA: Vexit (Bernie Sanders’ Vermont), Texit (Texas), NHexit (New Hampshire), Calexit / Caleavefornia og Hawexit (Hawaii). Og så har Wall Street Journal bekymret sig over, om Brexit ville kunne bringe den i forvejen noget shaky italienske økonomi i knæ gennem at udløse en i forvejen lurende bankkrise.

Update 06.07. – Det britiske pund fortsætter med at falde, og her til morgen nåede det 15% under kursen op til Brexit-afstemningen, de laveste niveau siden 1985. Og generelt er der i den nuværende situation vigende kurser, faldende efterspørgsel, stor usikkerhed.

Klimaspørgsmålet fylder meget lidt i disse dages post Brexit-proces. Men af de tre tilbageværende kandidater til at overtage ledelsen af De Konservative og dermed posten som premierminster er Theresa May sandsynligvis det mindste onde. For Joe Sander Clarke fra Greenpeace Energy Desk skriver, at Michael Gove i sin tid som uddannelsesminister truede med at fjerne klimaforandringer fra curriculumet for geografi. Andrea Leadsom har tidligere markeret sig med krav om at fjerne støtten til vindmøller og mod Storbritanniens EU-mål om, at 15% af den samlede energiforsyning i 2020 skal komme fra vedvarende energikilder (en bindende målsætning, som Tory-regeringen med sine prioriteringer synes indstillet på  at opgive). Ved sin tiltræden som energiminister i efteråret stillede hun spørgsmålstegn ved, om klimaforandringer var virkelige, men hun har efterfølgende givet udtryk for, at hun nu var fuldt overbevist. Hun er for iværksættelsen af et britisk fracking-eventyr, er gået irette med fracking-modstandernes “scaremongering” og kaldt fracking en “opportunity not to be missed”.

Theresa May synes ikke at have markeret sig på klimaområdet, men at følge partiets generelle linje – som til trods for nogen klimaskepticisme på de bageste rækker indtil nu har været en del af, at Storbritannien rent faktisk har en nogenlunde konsistent klimaindsats.

Men omvendt fortjente Storbritannien en premierminister, som havde et overblik og kunne på dette område, som er altafgørende for opretholdelsen af vores velfærd og levevilkår på bare lidt længere sig.

Vores forståelse af klimaudfordringen og den nødvendige indsats for at holde de globale klimamål gør, at selv positioner, som for blot 5-10 år siden blev betragtet som ambitiøse, i dag fremstår som utilstrækkelige. For at tage et hjemligt eksempel, så er Københavns Kommunes beslutning op til klimatopødet i 2009 om at blive CO2-neutral inden 2025 betragtet som radikalt fremsynet, selvom den qua sin utilstrækkelige systemdefinition i praksis kun forholder sig til en meget lille del af det københavnske bysystems samlede udledninger.

Tilsvarende var den britiske beslutning i 2005 om at igangsætte en massiv udbygning af atomkraften som del af en udfasning af de sidste kulkraftværker og en aldrende fløde af reaktorer fuldt forståelig. For der var ikke rigtig erfaringer, som viste, at vedvarende energi kunne levere en 100% energiforsyning (omend heller ikke noget, som beviste, at det ikke kunne lade sig gøre). Men her 11 år senere, hvor finansieringen af denne nye generation af atomreaktorer har vist sig at være et næsten uoverstigeligt problem og prisen på strømmen fra disse nye reaktorer er eksploderet, samtidig med at prisen på sol og vind er faldet voldsomt, er det tid til at genoverveje, om 2005-planerne er den bedste løsning, eller om de vil fastholde Storbritannien i en energiforsyning, som samtidig med at den er voldsomt kostbar og meget vel kan gå hen og give briterne nogen af verdens dyreste energipriser, står i vejen for, at Storbritannien når fuld CO2-neutralitet omkring midten af århundredeskiftet.

Det ville være så meget sundere for Storbritannien, hvis man i den nuværende situation kunne indse, at planerne fra 2005 var forældede og at de tredejegenrations-reaktorer, som det nu er på tale at opføre 10 eller flere af, er en blindgyde, ikke bare økonomisk, men også energiforsyningsmæssigt. Jeremy Leggett taler ligefrem om The nuclear white elephant that stands in the way of green growth. Her fortjente Storbritannien bedre end Theresa May – her synes det lige nu ag være Jeremy Corbyn, som har det mest fremsynede perspektiv på Storbritanniens energipolitik. Han har forstået, at både fracking-drømmen og reaktor-projekterne er problematiske omveje til et Storbritannien på vedvarende energi. Men med den igangværende ledelseskrise i Labour er der ikke lige nu meget som tyder på, at et sådant perspektiv kommer til at styre Storbritanniens vej videre.

Som Rafael Behr i dag skriver i The Guardian: “As things stand, the reasonable course for Tories would be to choose May as the pragmatic, compromise candidate of administrative sobriety. But if the recent trajectory of politics is sustained, reason will not be the decisive factor.” (link)

FNs nye miljøchef, Erik Solheim, som netop har afløst Achim Steiner i UNEP, har i dag stærkt opfprdret Storbritannien til post Brexit at lægge sig op ad EUs klima- og miljølovgivning:

“The UK can relate to the EU’s climate decisions and be covered by them, just as Norway and Switzerland are. Norway brought its emissions into the Emissions Trading System (ETS) and adopted nearly all of the EU’s environmental law. You can coordinate closely with the EU even if you’re outside it.”

Og på baggrund af at en række Brexit-fortalere har ønsket at skrotte den EU-fastlagte naturfredning, siger Solheim, at: “It is very, very important to defend these regional environmental mechanisms as there is no way we can protect migratory animals like birds in just one habitat. You need global or regional agreements and I’m absolutely confident that the UK will remain committed to this, whatever happens.”

Ifølge The Guardian siger Solheim også opmuntrende til briterne, at “Norway has utilised the space of not being an EU member to pursue peace initiatives in different parts of the world which would probably have been more difficult if it was in the EU. It allows the space to take global leadership on some issues.” (link)

Update 07.07. – I dag bliver det afgjort hvilke to kandidater, som Det Konservative Partis medlemmer skal vælge mellem som Camerons efterfølger. I de seneste dage har mange hældt til, at det blev et valg mellem Theresa May og Andrea Leadsom, mens Michael Gove som den tredje tilbageværende kandidat ville blive straffet for sit karaktermord på Boris Johnson, som selv med britiske standarder var brutalt. Men Leadsom leverede i går aftes en så pauver tale, som var langt mere slogans og retorik end substans og plan for, hvordan Brexit-processen kan gennemføres, at hun måske satte sin chance over styr. Det virker nok også lidt besynderligt for mange, at hun har vist sig så pro Brexit, som hun er, når hun for blot tre år siden erklæerede, at Brexit “would be a disaster for our economy and it would lead to a decade of economic and political uncertainty at a time when the tectonic plates of global success are moving”.

Resultatet forelå blot 20 min efter deadline for afstemningen. Det bliver således Theresa May og Andrea Leadsom, som går videre til den endelige afstemning, og Michael Gove, som er ude af billedet.

Theresa May – 199
Andrea Leadsom – 84
Michael Gove – 46

De fleste af dem som bakkede op om Gove har som Gove peget på Theresa May, så hun har nu sikret sig langt den største tilslutning blandt parlamentarikerne. Det har ført til megen tale om, at Storbritannien nu får den første kvindelige premierminister siden Margaret Thatcher – lad os blot håbe, at de formår at tilføre det britiske politiske system en sundere version af kvindeligheden.

Nu skal May og Leadsom hen over sommeren føre kampagne, hvorefter Det Konservative Partis omkring 150.000 medlemmer skal stemme. Resultatet bliver herefter offentliggjort 9. september, i god tid inden Det Konservative Partis årsmøde 2. oktober, hvor vagtskiftet finder sted. Selve udvælgelsen af de to kandidater kunne i princippet have taget meget længere tid. Så der er en del, som taler om, om det i den noværende situation var muligt at fremrykke afstemningen og vagtskiftet. Men omvendt virker det på sin plads med en tænkepause, for ingen synes endnu for alvor at have noget klart billede af hvad der skal ske, eller hvad der kan ske, hvis også EU skal sige god for det. For de ‘opskrifter’ på fremtidigt britisk tilhørsforhold til EU, som blev luftet under valgkampen, synes alle på forhånd at være udelukket. Og EU har al mulig grund til ikke at være for føjelig.

Fra EUs tidligere leder Herman Van Rompuy lyder det således i dag klokkeklart, at Storbritannien ikke skal forvente nogen adgang til det frie marked, hvis ikke man samtidig holder grænserne åbne for EUs borgere. Han siger samtidig, at det set fra Storbritanniens side vil være dumt at udløse §50 indtil en ny premierminister er på plads.

Og så er der da nogen Brexit-planer, som er umiddelbart gennemførlige. I en kort debatrunde i overhuset i dag talte Oona King for at gentage Brexit-afstemningen med den begrundelse, at:  “Many British people, possibility the majority, were unaware of the far-reaching consequences of the EU referendum … After the dust has settled in the immediate aftermath of the referendum vote, we don’t actually know what we voted for.”

En sådan afstemning ville sandsynligvis med et slag ende alle overvejelserne om Storbritanniens fremtid uden for EU. Men det ville ikke løse briternes fundamentale utilfredshed, som ud over forbedringer i EU vil kræve fundamentale forandringer af det britiske samfund.

På Labour-siden synes oprøret mod Corbyn fra et flertal af parlamentsmedlemmerne at være midlertidigt indstillet for at kunne gennemføre en dialogfase med Corbyn. Angela Eagle siger dog, at hun vil udfordre Corbyns lederskab, når (så snart) den rette tid er kommet. Der er alene siden Brexit-afstemningen kommet 125.000 nye medlemmer i Labour, mod så partiet nu har rundet en halv mio. medlemmer. Man kan antage, at det er Corbyn-støtter, som på den måde søger at fastholde en progressiv ledelse i Labour. Huffington Post skriver dog i dag, at omkring 80% af de nye medlemmer har angivet, at de er blevet medlem for at beskytte Corbyn mod Labour-parlamentarikernes kupforsøg.

I de seneste dage har jeg tænkt en del over det paradoksale i, at et land som Storbritannien, som siden 1500-tallet er draget ud i verden og på ondt og godt har handlet og plyndret og blandet sig – og på et tidspunkt var centrum for verdens største rige – ender med at ville lukke sine grænser. Det må også være underligt for de næsten 5 mio. briter som lever i andre EU-lande, for bliver konsekvensen, at de skal tilbage til Storbritannien? Eller bliver det sådan, at der kommer en dispensation for dem som allerede var flyttet ud, mens de unge, som gerne ville forblive i EU nu må se frem til en fremtid, hvor EU hører til de fremmede lande.

Mere om klima-Brexit-komplikationerne:

Ligesom der er tvivl om, om Storbritannien næste år kan overtage lederskabet i EU samtidig med at man er i forhandlinger om udtrædelse (hvor havde det været meget sundere, hvis briterne i stedet havde sagt, vi vil bruge vores formandskab på at sætte fokus på immigrationen i EU), så var det en brite, Ian Duncan, som var formand for det udvalg, som skulle se på muligheder for at stramme det europæiske kvotesystem op. Men Duncan har netop trukket sig fra posten med den begrundelse, at han ikke regner med at Storbritannien er medlem til arbejdet i dette udvalg er gennemført, så det var rigtigere at skifte nu. Problemet er blot, at det er en polak, som står som næste i rækken til at overtage ledelsen af dette udvalg. Og Polen har indtil nu været den største obstruktør af EUs klimapolitik. Polen er stærkt kulafhængig og insisterer på at ville have lov til at fortsætte med at være det. Det virker på den baggrund endog meget usandsynligt, at EUs kvotesystem får den nødvendige opstramning. Med kvotepriser på 4-5-6 € pr. ton CO2 er der ikke ret meget incentive til at undgå CO2-udledninger. Så i en situation, hvor EUs klimamålsætninger burde strammes gevaldigt for at leve op til Paris-aftalen, så har Brexit foræret Polen yderligere muligheder for at forsinke EUs klimapolitik. Men Duncans ønske om at træde tilbage er endnu ikke godkendt, og det er nu på tale, at han, hvis opfordret, endda vil være indstillet på at fortsætte sit arbejde.

En ny rapport fra Renewables Consulting Group, en London-baseret konsulentvirksomhed, viser, at britisk uafhængighed fra EU med stor sandsynlighed vil medføre, at Storbritannien ikke kan leve op til sine målsætninger om andelen af vedvarende energi i det samlede energiforbrug. Det fulde omfang af Brexit kan være svært at præcisere, men EU har på alle leder har styrket den britiske klimaindsats, skriver Lee Clarke og Steve Freeman i rapporten: “Brexit will have far reaching implications for the UK renewables sector in terms of investment and legislation.”

En anden ny rapport fra CCC godtgør i dag, at planerne om et britisk fracking-eventyr vil umuliggøre overholdelsen af de britiske klimamålsætninger (hvis ikke der iværksættes yderligere reduktioner på andre områder). Samme CCC påviste i juni, at der indtil nu kun var vedtaget klimaindsatser for halvdelen af de nødvendige reduktioner i forhold til det netop vedtagne femte britiske carbon budget.

Doug Parr, fra Greenpeace UK udtrykker det sådanher: “The idea that fracking can be squared with the UK’s climate targets is based on a tower of assumptions, caveats and conditions on which there is zero certainty of delivery. The government now faces a clear choice between promoting this climate-wrecking industry or backing clean, homegrown, reliable renewable energy and smart technologies instead.”

Det er en efterhånden uomtvistelig kendsgerning, at den såkaldte gasbro binder os til strukturelle investeringer, som næsten uomgængeligt vil føre til overskridelsen af det carbon budget, som blev defineret med Paris-aftalen.

Den nuværende regering har søgt at svække mulighederne for, at man lokalt kan vælge at afvise fracking i sit område, og har åbnet op for, at der kan frackes også i fredede naturområder. Men alt tyder på, at modstanden mod fracking er så massiv i den britiske befolkning, at hver eneste prøveboring vil føre til omfattende stridigheder.

Storbritannien har sin dosis af klimafornægtere, som har præget Brexit-kampagnen. Og der er en udbredt frygt for, at de i overgangen fra EU-styrede til britiske lovkomplekser vil sætte massivt ind for at obstruere den nødvendige klimaindsats. Vi fik måske et første billede heraf, da et byråd i et lille samfund nord for Newcastle i dag gav tilladelse til etableringen af en kvadratkilometerstor åben kulmine umiddelbart op til en populær strand i et kendt ferieområde (se opdatering af blog-indlægget: Briterne lukker deres sidste kulmine ). Der har været stor modstand mod igangsættelsen, som dog er blevet overhørt. Men nu risikerer projektet at blive stoppet af centraladministrationen som værende i strid med den generelle klimapolitik, som sigter mod, at afbrænding af kul er fortid senest i 2025. En stor beslutning i det land, som fostrede den industrielle revolution.

DONG er den største operatør af vindmøller i Storbritannien, og på den baggrund er det dobblet interessant, at DONG netop har vundet opgaven at opføre og drive to havvindmølleparker ud for den hollandske kyst. Det sker med en energipris på 72,5 € pr. MWh, hvilket er ny verdensrekord i lav pris for havvindmøllestrøm. Vindmølleindustrien havde sat som mål at kunne levere til under 100 € pr. MWh inden 2020. Og hvis det generelt er muligt at levere havvindmøllestrøm til den pris, så er der rigtig mange energiplaner, som med fordel kan gentænkes verden rundt.

For eksempel den britiske, hvor man lige nu har planer om at opføre 10 eller flere atomreaktorer til afløsning af de nuværende. Her blev prisen for strømmen for et år siden aftalt at skulle være 92,5 £ pr MWh, pristalsreguleret i 35 år. Siden da er kursen for det britiske pund faldet markant, og der er frygt for, at det i den kommendetid vil kunne falde yderligere op til 25%. Selvom EDF bedyrer, at Brexit ikke ændrer ved, at maner indstillet på at opføre reaktorerne ved Hinkley C, så er disse kursfald oven i usikkerheden Storbritanniens fremtidige tilhørsforhold til EU så stor, at de fleste iagttagere ser Brexit som

National Grid, en normalt konservativ instans, har netop offentliggjort en rapport, som siger, at Storbritannien står midt i en energirevolution, og at man meget hurtigere end blot for et år siden ville kunne gennemføre omstillingen ved at satse på sol- og vindenergi i kombination med batterier. Om det vil ske, er noget noget helt andet – De Konservative synes lige nu ikke til sinds at opgive en ny generation af atomkraftværker, og selvom Corbyn er klar til at udfase atomkraften, hvis han kommer til magten, så har den neoliberale pragmatiker/reforistfløj i Labour, som pt. udfordrer ham stærkt, også bakket op om atomkraften.

Jeremy Leggett karakteriserede for et par dage siden ganske rammende disse i et årti planlagte mendnu ikke påbegyndte atomreaktorer som den hvide elefant, som stod i vejen for udbygningen af den vedvarede energi.

Paul Dorfman fra Energy Institute sagde tidligere på ugen at der i det nuværende økonomiske klima er ekstremt lille sandsynlighed for, at EDF vil investere i Hinkley-reaktorerne og ser Brexit som ‘the final nail in the coffin’ for Hinkley Point.

Selvom alt således tegner til, at den nuværende regerings satsning på atomkraft og skifergas og nedprioritering af vedvarende energi både klimamæssigt og økonomisk set er et blindspor, så er det lige nu svært at se, hvorfra forandringen skal komme. De mange nye og presserende problemstillinger omkring Brexit inviterer ikke til refleksion over sådanne problemkomplekser. Men hvis omvendt Brexit-usikkerheden gør, at EDF må melde fra, eller at yderligere prisstigninger på grund af kursforskydningerne gør reaktorernes energipriser helt uspiselige (måske 20% oven i noget, som i forvejen er alt for dyrt), kan man blive tvunget til at gentænke briternes overordnede energiforsyningsstrategi. Selvom det forretningsmæssigt set ville være det eneste rigtige for EDF at udsætte starten nogle år, så man kunne evaluere de første driftserfaringer fra Flamanville- og Olkiluoto-reaktorerne med i bagagen, inden man lavede flere forsøgsreaktorer i 10 mia. €-klassen, så har man endnu ikke turdet sige det til den britiske regering. Men måske der nu, hvor briterne kommer til at stå i Brexit-forhandlinger til halsen, kommer en fælles forståelse af, at den endelige afgørelse ligger bedre 2-3-4 år fremme. Og så skal det nok vise sig, at der er nogen, som finder ud af, at samtlige britiske reaktorer med en håndfuld forbedringer kan levetidsforlæges med 20 år.

Hvis man så i mellemtiden satsede systematisk på at udbygge den vedvarende energi, så man fik lukket hullet efter kullene og ikke behøvede fracking-eventyret. Så ville man få ekstra tid til at få afklaret, om det er muligt at lave 100% vedvarende energisystemer. Det tyder alt på, men det bliver der lige nu (finansieret af den nukleare industri) stillet systematisk spørgsmålstegn ved.

Og man ville med lidt hel have generation 4-reaktorer, som tilhængerne mener vil blive både billigere og sikrere end de nuværende. Så kunne vi lige så stille springe generation 3-reaktorerne over. For når to store økonomier som den franske og den britiske skal bruge ti år på at finansiere blot to af dem, så er de simpelthen for dyre til at verdens mange langt fattigere udviklingslande vil kunne tumle dem i deres langt mere spæde økonomier.

Update 09.07. – Hvor det videre opgør om ledelsen af Det Konservative Parti nu ligger i faste rammer, så kan man overhovedet ikke sige det samme om situationen i Labour. Her har der modstræbende været et par dages ‘våbenhvile’ fra kup-gruppen for at give forhandlinger med Corbyn en chance. Men Corbyn har tilsyneladende holdt fast ved sin position uanset hvad der måtte ske. Så nu står det klart, at Angela Eagle mandag morgen vil udfordre ham på formandskabet. Derudover vil der sandsynligvis vise sig flere, som har ambitionen om at bliver Corbyns efterfølger. Tirsdag vil en særlig komite træde sammen for at afgøre, om Corbyn som Eagle og andre udfordrere skal have 51 parlamentsmedlemmer bag sig for at kunne blive udfordret – hvilket han sandsynligvis ikke vil kunne mønstre lige nu.

Den underskriftindsamling med krav om en yderligere Brexit-afstemning med skærpede flertalskrav, som blev omtalt øverst i dette indlæg, har nået 4,1 mio underskrifter. Men der er nu kommet svar tilbage fra regeringen, at en sådan afstemning ikke kan komme på tale.

I svaret hedder det: “The act [Brexit-afstemningen] was scrutinised and debated in parliament during its passage and agreed by both the House of Commons and the House of Lords. The act set out the terms under which the referendum would take place, including provisions for setting the date, franchise and the question that would appear on the ballot paper. The act did not set a threshold for the result or for minimum turnout.

“The prime minister and government have been clear that this was a once in a generation vote and, as the prime minister has said, the decision must be respected. We must now prepare for the process to exit the EU and the government is committed to ensuring the best possible outcome for the British people in the negotiations.”

Update 11.07. – Nogle gange kan det gå meget hurtigt i politik. Nu synes Andrea Leadsom klar til at trække sig fra kampen om at blive Camerons efterfølger. Sagen rapporteres lige nu live via The Guardian.

Når man hører, hvad politikere rundt omkring i verden slipper af sted med at lukke ud, og tænker tilbage på, hvor mange løgne der er blevet cirkuleret om EU i Brexit-kampagnen, så kan det undre, at det er kommet hertil. Men Leadsom siger til The Telegraph, at hun har været udsat for et ekstremt pres efter at hun fremhævede som et af sine fortrin, at hun (til forskel fra Theresa May) havde været mor. Det er endda sket i et interview hvor hun føler sig gjort til udtryk for præcist det modsatte af, hvad hun mener.

Dette er politik, når det er allerværst. Men så behøver jeg ikke at grave mere i, hvordan Andrea Leadsom har fået betalt rejser til USA af Tea Party-grupper. Og klimapolitisk set er Theresa May måske lidt mindre pest end kolera, for Leadsom var som energiminister i højere grad gift med Tory’ernes nuværende, endnu ikke klart formulerede, (pro-fracking pro-nucleare, anti-støtte til vedvarende energi) klimapolitik.

I sin erklæring siger Leadsom, at hun har opbakning fra mindre end 25% af parlamentarikerne, og at det er for lidt til at drive en stærk regering, hvorimod May har opbakning fra mere end 60%. Så hun frafalder sin kampagne og slutter op om Theresa May. For den nuværende situation kalder på alt andet end en to-måneders valgkamp.

En lang række af Leadsoms støtter har efterfølgende givet deres støtte til May. Selv Boris Johnson har meddelt, at han bakker op om Theresa May som den kommende premierminister. Så på kun blot to uger er det lykkedes Tory’erne at lægge alle indre stridigheder til side og samle sig om en ny kandidat. Blandt partiets mange pro Brexit-medlemmer vil der være en del skepsis, om Theresa May blot vil bruge situationen til at afværge Brexit. Det må tiden vise, men hun har i dag, loyalt overfor afstemningsresultatet, sagt, at Brexit er Brexit.

Uanset hvad er Leadsoms tilbagetrækning et stort nederlag for Tory’ernes EU-skeptiske fløj. UKIPs Nigel Farage har da også beklaget udviklingen, som gør, at alt nu tegner til, at en remainer kommer til at stå i spidsen for Brexit-forhandlingerne.

Labour-siden har Andrea Eagle i dag officielt udfordret Corbyns formandskab. Parlamentarikernes opgør med Corbyn retfærdiggjort med, at partiet ellers vil blive sprængt. Situationen er da heller ikke helt ulig hvis danske SF og højresocialdemokrater skulle fungere i samme parti og højresocialdemokraterne efter at have siddet på magten i 30 år pludselig måtte affinde sig med, at SF-fraktionen afstak kursen. Men det britiske valgsystem favoriserer i den grad en toparti-struktur, at en sådan sprængning er usandsynlig, for det ville være ensbetydende med at sige ja til Tory-styre i mange år frem. Og til forskel fra Tory’erne synes Labour i de kommende mange måneder at ville at ville være viklet ind i ledelsesstridigheder.

David Cameron har varslet afstemning om fortsættelsen af Trident, det britiske atomubådssystem, 18. juli. Det er en sag med komplikationer på mange niveauer. For Trident er måske et af de få tilbageværende symboler på det førhen verdensomspændende britiske imperium, men briterne har ikke mere nogen atomindustri – atomkraftværkerne drives i dag i høj grad af udenlanddske firmaer, som man også regner med skal opføre og drive næste generation af atomkraftværker – hvis det nogensinde bliver til noget. Og det har været spekuleret, at når man trods den stadig mere alarmerende økonomi for etableringen af en ny generation af britiske atomreaktorer holdt fast i disse planer, så var det for ikke helt at miste grebet om Trident-programmet. For så skulle man også ud at tigge om brændstoffet dertil.

Corbyn, som går ind for ensidig militær nedtrapning, er imod Trident, men en stor del af hans modstandere inden for partiet er imod, og man har ved den forestående afstemning valgt at frisætte partiets medlemmer, også for ikke at invitere til mere sprængning, så videreførelsen af Trident vil efter al sandsynlighed finde sted.

Trident-programmet har i dag base i Skotland. Og SNP, det skottiske selvstændighedsparti, som ved valget sidste efterår vandt samtlige skotske valgkredse, er stærkt imod videreførelsen af Trident-programmet. Så afstemningen vil endnu engang nære den skotske utilfredshed. Og med skotterne på vej ud af Storbritannien, hvis Brexit eksekveres, kan “Little England” meget vel inden for får år stå overfor at måtte gentænke Trident endnu en gang.

Cameron forsvarer det, at afstemningen bliver taget lige nu, med, at alle fortjener at have klarhed om den videre udvikling af projektet. Kunne han bare tænke tilsvarende om Storbritanniens ratificering af Paris-aftalen, så det var en given sag, uanset hvilken løsning, de kommende års Brexit-forhandlinger når frem til.

Det ligger nu klart, at Cameron allerede onsdag træder tilbage og overgiver posten til Theresa May. Og der spekuleres lige nu på, i hvor høj grad der bliver rokeret rundt på ministerposterne i den forbindelse, og om der skal oprettes et særligt Brexit-ministerium.

Theresa May holdt til aften en tale, hvor hun takker for tilliden og opslutningen – og David Cameron for sit lederskab. Hun opsummerede opgaven foran sig således: “First, the need for strong, proven leadership to steer us through what will be difficult and uncertain economic and political times, the need, of course, to negotiate the best deal for Britain in leaving the EU, and to forge a new role for ourselves in the world. Second, we are going to unite our country and, third, we need a strong, new positive vision for the future of our country, a vision of a country that works not for the privileged few, but that works for every one of us.”

Hun taler nu ikke bare om, at Brexit må ske (som et uundgåeligt onde), men om at gøre Brexit til en succes. Men hun løfter ikke sløret for, hvordan dette skal kunne lade sig gøre uden at miste Skotland og måske Nordirland, som begge ønsker at forblive i EU.

I hvad The Guardian kalder den mest hårdtslående passage, sagde hun, at: “We need a government that will deliver serious social reform – and make ours a country that truly works for everyone. Because right now, if you’re born poor, you will die on average nine years earlier than others. If you’re black, you’re treated more harshly by the criminal justice system than if you’re white.

If you’re a white working-class boy, you’re less likely than anybody else to go to university. If you’re at a state school, you’re less likely to reach the top professions than if you’re educated privately. If you’re a woman, you still earn less than a man.”

Det peger ind til hendes moralske ståsted og socialt orienterede konservatisme. Og onde tunger vil mene, at hun i en tid, hvor det knager i fugerne hos Labour, fisker alvorligt efter Labour-stemmer. Men i processen siden Brexit-afstemningen har hun fået placeret partiet som midtersøgende centrum-højreparti og fået decimeret indflydelsen fra partiets mere tungt højreorienterede.

Men umiddelbart ikke et ord om klimaudfordringen. Sandsynligvis til dels fordi hun vil lade briternes videre klimaindsats forblive på Amber Rudds bord.

Med udsigten til et post Brexit Storbritannien, som står i alvorlig fare for økonomisk deroute, samtidig med at man skal have viklet trådene ud efter 43 års ægteskab med EU uden at det britiske rigsfællesskab falder helt fra hinanden i processen, bliver det ikke nogen dans på roser. Tværtimod kan Theresa May meget vel ende som den fjerde premierminister i træk, som strandede på relationene til Bruxelles.

James Murray skriver på Busniess Green, at han ville have lavet et indlæg om hvem af May og Ransom, som ville kunne gøre mest for den grønne omstilling – og ville være kommet til konklusionen, at det var Theresa May. Tilbage da den store tværpolitiske klima- og energiaftale blev vedtaget, ….. Men hun er tilsyneladende en så disciplineret politiker, at de hun først som indenrigsminister havde fået sit resortområde, så har hun ikke blandet sig i de øvrige. Forud for deres opbakning har klimaminister Amber Rudd og en gruppe grønne Torier derfor haft kontaktet May for at sikre sig, at hun var på deres bølgelængde.

Crucial policy decisions await May and whoever she selects to head up the government’s green departments,” skriver Murray: “The promised carbon plan will have to be genuinely transformational if it is to provide investor certainty and put the UK back on track to meet its emission targets. In addition, the plan for nature needs to be similarly ambitious, while urgent action is required on waste and recycling, the Hinkley Point deal, airport expansion, clean tech innovation, fracking, and climate resilience if the UK’s disparate and contradictory environmental strategies are to be stitched into an effective green industrial strategy.”

“There is plenty of scope for May to deliver green growth and jobs right across the economy, in keeping with her One Nation pitch to party and country. But then again, a reputation as a political pragmatist cuts both ways. It is easy to envisage a situation where UKIP, the Tory right, and climate-reckless media proprietors engineer scenarios where the path of least political resistance for a still-novice prime minister distracted by Brexit starts to involve Heathrow approval, fast-tracked fracking, austerity cuts for green programmes, axed environmental red tape, and the scrapping of new nuclear projects to be replaced by more gas power and an extended life for coal plants.”

“It is a polluting path forward the new prime minister will have to categorically reject. Instead, the priority should be to resist the temptation to curry favour with climate sceptics, whom David Cameron’s experience with the EU referendum proves can never be satisfied; restore economic confidence throughout the Brexit process by supporting the green industries of tomorrow; reform corporate governance to focus on the long term; and deliver some much needed environmental policy stability – achieve all that, and then Theresa May might just end up being remembered as the green prime minister who led Britain out of environmental and constitutional crisis.”

Update 12.07. – I morgen er det skiftedag i Downing Street 10, og Theresa Mays minissterhold vil blive afsløret. Dermed har briterne igen en funktionsduelig regering. men der kommer til at gå tid med at formulere forhandlingsoplægget. Så hvis §50 bliver aktiveret – hvilket mange giver udtryk for er en nødvendig konsekvens af et demokrati, selvom de personligt ville ønske det ikke skete – så bliver det tidligst omkring nytår. Og det kan meget vel blive en lang proces, for når der er forhandlet færdig med EU, skal den godkendes i samtlige tilbageværende 27 EU-lande. Udenrigsminister Philip Hammond mener således, at processen kan ende med at tage op til 6 år.

Ved et møde i dag afgjorde Labour, at Corbyn som siddende leder ikke behøvede at skaffe en stillerliste på 20% af parlamentsmedlemmerne for at kunne deltage i den dyst om formandskabet, som er på vej. Til gengæld lavede man efterfølgende en regel om, at man skulle have været medlem i mindst et halvt år for at kunne stemme – dog med en undtagelse, at allerede tilmeldte inden for en frist på to døgn ville kunne opgradere deres medlemskab fra 3£ til 25£ og hermed opnå stemmeret.

Umiddelbart er Corbyn favorit til afstemningen, så de mange utilfredse parlamentarikere kommersandsynligvis til at affinde sig med situationen. Men lige nu er der ikke megen enighed gør stærk over Labour. Og en egentlig sprængning er en ikke helt utænkelig udgang på situationen.

PÅ dette kort kan man i originaludgaven på The Independent holde musen hen over hver af de lande, som er angivet med rødt, og få et eksempel på, hvordan Boris Johnson, Storbritanniens nyudnævnte udenrigsminister, i de pågældende lande har fornærmet befolkning og statsledere.

Update 15.07. – Konturerne af Theresa Mays nye ministerhold begynder at tegne sig. Det træk, som umiddelbart har vakt mest opstandelse verden rundt, er, at hun har udpeget Boris Johnson som udenrigsminister. For han har gennem sine ugentlige klummeskriver i xx lagt sig ud med Gud og hvermand. Og nu får han en central position i forhold til at gennemføre den Brexit, som han måske ikke engang selv ønskede sig, og som vil være en katastrofe for hans egen by London.

Hvad der har vakt mindre opmærksomhed, er, at May har nedlagt klimaministeriet og lagt klimaområdet ind under et større industriministerium: Department of Business, Energy and Industrial Strategy. Det minder på mange måder om rationalerne bag den nuværende danske regerings nedlæggelse af miljøministeriet – og vi har allerede på blot et år set, hvor ødelæggende det kan være, når man ikke kan tage ‘rene’ klima- eller miljøperspektiver, men underordner dem (landbrugs)industrielle parametre og reducerer grønne hensyn til indholdstom greenwashing.

Det nye ministerium vil blive ledet af Greg Clark, som har markeret sig som vindmøllemodstander, så alt tyder på, at den konservative regerings nu snart et år gamle kursskifte bort fra de vedvarende energikilder og prioritering af A-kraft og fracking, vil fortsætte.

Når samtidig den tidligere klimaminister Amber Rudd, som i det mindste havde et vist klimaperspektiv, er flyttet over på posten som indenrigsminister, så står klimaindsatsen med Mays regering markant svagere, og mere underlagt industrielle, korttidsøkonomiske rationaler. Nedlæggelsen af klima- og energiministeriet DECC har da også vakt voldsomme protester fra hele det politiske spekter.

Miljøministeriet har til gengæld overlevet, men her er Mays modstander i formandsvalget, Andrea Leadsom, blevet minister. Hun har nået at markere sig som klimanøler, vil genindføre rævejagt, og sælge de britiske statsskove.

Men det korte af det lange er, at Storbritannien igen har en funktionsduelig regering – to måneder før de fleste troede det muligt for bare få dage siden. Så Brexit-processen kan komme i gang.  Theresa May har understreget, at Brexit means Brexit, og at hun vil søge at få noget godt ud af processen, men at næste fase kommer til at tage tid.

Det er en ekstremt kompleks proces, som venter forude. Som Patrick Wintour konstaterer i gårsdagens The Guardian: “It took two seconds for voters to mark a cross alongside leave on the ballot paper. It is increasingly apparent it might take two decades to work through the full consequences.” (link)

Update 19.07. – I går var videreførelsen af Trident atomubåds-programmet til drøftelse i parlamentet. Man kunne her se en regering, som ellers nærmest af princip sparer på hvad som helst, sælger ud og privatiserer i et minimalstatsspor, som ville gøre Anders Fog Rasmussen grøn af misundelse, uden mindste tøven sendte yderligere 200 mia £ efter Trident-projektet. Og man kunne høre Theresa May direkte adspurgt fastslå, at hun ikke et øjeblik ville tøve med at bruge disse våben, hvis det viste sig nødvendigt. Det skotske nationalparti SNP var imod, og man kunne høre Mhairi Black fremføre, at det er en vanvittig beslutning at fortsætte. De midler og de kræfter skulle langt hellere bruges i energisektoren på at bekæmpe klimaforandringer .(video)

Også en del af Corbyns parti var imod. Indtil for nylig har Trident-programmet været Labour-politik, men Corbyn søger i disse måneder at vinde gehør for en ensidig britisk afvikling af atomubådsprogrammet. For, som Corbyn fremførte, ingen af de konflikter vi  har set de seneste år, eller vil få i fremtiden, vil alligevel kunne løses med atomvåben. Men summa summarum blev Trident programmet forlænget med mere end 350 stemmers flertal. Trident er måske noget af det sidste bare lidt stormagtsagtige, briterne har at holde fast ved.

Den internationale valutafond IMF har nu meldt ud, at Brexit vil føre til mindskede vækstrater for Storbritannien og vil bremse opsvinget i den globale økonomi. Det var der ikke nogen som fortalte under Brexit-kampagnen.

Mandag til onsdag er der ledelsesudfordringskapløb mellem Angela Eagle og Owen Smith. Og selvom det har været Eagle, som i de seneste uger mest aggressivt har meldt ud, at hun ville udfordre Corbyn, så tegner det på andendagen her til aften til, at Owen har lige så mange flere stemmer fra parlamentarikerne (90 vs. 72 på nuværende tidspunkt), at det bliver ham, som kommer til at udfordre Corbyn. Hun har lige meddelt at hun vil trække sig og bakke op om Owens bestræbelser på at overtage ledelsen after Corbyn. Efterfølgende har Owen kald Eagle en stjerne og sagt at hun ville blive hans højre hånd i en kommende post-Corbyn-ledelse af Labour.

Men det er et åbent spørgsmål, om det kommer dertil. For en YouGov undersøgelse viser ifølge The Guardians løbende live-rapporteringer, at Corbyn mageligt vil kunne slå begge: “Corbyn has a lead of more than 20 points over both his main rivals, the YouGov poll suggests. In a two-way contest he would beat Angela Eagle by 24 points and Owen Smith by 22 points, the poll suggests. And if all three were on the ballot Corbyn (on 54%) would be 18 points ahead of the combined total of Eagle (21%) and Smith (15%) on first preference votes, the poll suggests.”

Det vil sige en procentvis endnu større opbakning fra partiets medlemmer end i september sidste år, hvor 60% pegede på ham. Det er endda et åbent spørgsmål, om parlamentarikerne efter en sådan afstemning vil anerkende Corbyn som leder, eller om de vil fortsætte det undergravende – og Labour-ødelæggende – arbejde, de har gjort siden han kom til magten i september sidste år.

Valget mellem Owen og Corbyn bliver underligt abstrakt, for hvor Eagle var en klart mere midtersøgende politiker end Corbyn og har stemt for både Irak-krigen og Trident-programmets fortsættelse, så der kunne have været en policy-dimension i valget. Da hører Owen og Corbyn begge til i den ventreradikale side af spekteret, så det bliver først og fremmest et valg mellem to personligheder og ledelsesstile. Og hvor der fra størstedelen af parlamentarikernes side er utilfredshed med den enes, er der larmende uvidenhed om den andens.

Update 20.07. – Brexit-diplomatiet er i gang. Ved et møde i dag mellem Europarådets Donald Tusk l og Teresa May sagde May, at Storbritannien ville opgive sit formandskab for EU, som ellers efter den nuværende rotationsplan ville være et år frem fra næste sommer. May har ligeledes klart sagt, at Storbritannien må være afklaret, før de egentlige forhandlinger iværksættes. så  50 bliver ikke aktiveret i år.

Her til morgen bliver Owen interviewet i BBC. Han siger her, at han, hvis han bliver Labours næste leder vil gøre Corbyn til præsident. Corbyn har været god til slogans, siger han, men Labour må være god til løsninger. Owen ønsker en Labour-regering (og det politiske arbejde, som gør det muligt at genvinde regeringsmagten), ikke blot en politisk bevægelse. Utilfredsheden med Corbyns manglende løbende politiske lederskab er tydeligvis massiv, og han siger med en let truende undertone, at hvis det ender med at Corbyn forsætter som Labours leder, er der større risiko for at partiet splitter definitivt op. Hvis partiet fortsætter som nu, vil det splitte op – det er den centrale årsag til at Owen er gået ind i formandsvalget.

Direkte adspurgt er han for Hinkley C (hvor Corbyn er imod), så det er muligt at finde forskelle mellem de to kandidaters ståsteder.

Update 22.07. – Labour melder nu ud, at man ikke vil fraskrive sig en yderligere Brexit-afstemning – enten om Brexit i det hele taget, eller som en afstemning konkret om det forhandlingsresultat, man er kommet frem til.

Samtidig har Skotland, Wales og Nordirland på baggrund af et fælles møde markeret, at de ikke er til sinds at lade sig køre over af centraladministrationen i London, men kunne kræve en afstemning om vilkårene for Brexit. Hver især har de stærkt markeret, at de ønsker direkte indflydelse på – og medvirken i – de forestående forhandlinger. Den skotske førsteminister Nicola Sturgeon fremførte, at  50 ikke burde udløses før der forelå et forhandlingsoplæg, som samtlige områder – Scotland, Wales, Nordirland og England – kunne sige god for.

Med det fuldstændig anderledes billede af Brexit-virkeligheden, som har formet sig i den måned, som er gået siden afstemningen, synes en sådan afstemning – enten det bliver om oplægget til forhandlingerne eller til resultatet af forhandlingerne – meget vel at kunne føre til, at Storbritannien forbliver i EU.

Det kan undre, at Wales endte med at have flertal for Brexit (52,5%), for Wales har årligt et direkte plus på sit EU-regnskab på 245 mio. £, og det kan i en post-Brexit økonomi være svært at se, hvorfra disse penge skal komme.

Theresa May har på sin EU-runde haft møde med både Angela Merkel og Francois Hollande. Mens Merkel synes nærmest imødekommende over for May: Måske der kan findes en løsning, så Storbritannien forbliver del af det indre marked, da skar Hollande det meget firkantet ud, at hvis Storbritannien fremover skal være del af det indre marked, så er der ingen vej uden om også at vedgå arbejdskraftens frie bevægelighed inden for EU. Og uanset Merkels udtrykte forståelse overfor, at det vil tage tid at klarlægge den britiske forhandlingsposition, så vil hun den dag, forhandlingerne er i gang, sandsynligvis vise sig mindst lige så principiel som Hollande. Denne borgernes (arbejdskraftens) frie bevægelighed synes mere og mere at være stridspunktet, ikke bare mellem EU og Storbritannien, men nok så meget mellem forskellige britiske visioner for EUs og Storbritanniens fremtidige relation. For hvor mange remainere måske kan leve med en ordning, hvor Storbritannien opretholder et vidtgående samarbejde, da vil mange brexitere finde, at hvis prisen for at forblive i det frie marked er fri bevægelighed, så skal Storbritannien ud.

Hvis man skal gøre status over de umiddelbare virkninger efter en måned, så er kursen faldet med 13% over for dollar og euro. Bloomberg kunne 8. juli med en vis gysen proklamere, at det britiske pund nu havde overhalet den argentisnske peso som den valuta, som klarede sig dårligst. Aktieindekset for de 100 største virksomheder har efter et kort dyk stabiliseret sig. Men de har også så stor en del af deres omsætning udenlands, at de har fordel af devalueringen. Der man på de største 250 virksomheder, er en forholdsvis større del af indtjeningen inden for Storbritannien, og her har kurserne endnu ikke stabiliseret sig.

Først ud på efteråret vil der være et klarere billede af virkningen på beskæftigelsen.

Ejendoms- og boligmarkedet synes ikke at være gået i stå. Men samlet set er den britiske økonomi er lige nu i recession og bliver 0,4% mindre pr. kvartal. Ingen tør sige med sikkerhed, hvordan udviklingen bliver på bare lidt længere sigt, og IMF vurderede for få dage siden, at Brexit ville føre til mindskede vækstrater for Storbritannien (nedskrevet fra 2,8% til 1,9%) og vil bremse opsvinget i den globale økonomi.

Selvom DECC er nedlagt, og klimaministeriet lagt ind under et samlet industrielt indsatsområde, så er Nick Hurd nu udpeget som klimaminister. Han synes at være en mand med den rette forståelse, men tiden må vise, om den britiske klimapolitik kom til at stå i stampe under Brexit-processen. Sophie Yeo giver i gårs på Carbon Brief et godt rids af Nick Hurd og den fremtidige organisationelle ramme om den britiske klimaindsats: Nick Hurd confirmed as climate minister in new UK department.

Update 25.07. – Jeremy Corbyn har vundet en lille sejr derhen at en af han tidligere skyggekabinet-ministre, Sarah Champion, som i de hektiske døgn efter Brexit trak sig sammen med de fleste andre, har bedt om at få sin post som skyggeindenrigsminister tilbage. Corbyn har benyttet lejligheden til at invitere andre til at følge trop.

Selvom der ikke mindst fra fransk side bliver markeret meget principielt, at den fremtidige britiske tilknytning er et enten eller, så fremgår det nu, at der forhandles om at kunne give briterne en op til syvårig ekstraordinær bremse på indvandringen. På den måde får man en midlertidig ordning uden at rokke det principielle i sagen. Selvom der principielt ikke bliver forhandlet før § 50 er udløst, så bliver der på et mere uformelt plan tydeligvis ført drøftelser af, hvordan et fremtidigt tilhørsforhold kan tilrettes, så det bliver til alles bedste.

Update 26.07. – Og skulle der mangle politisk substans i valget mellem Corbyn og Owen Smith, så er det ikke noget problem. For Owen har i et forsøg på at brande sig som bærer af traditionelle Labour-værdier været ude med påstande om at Corbyns vision var metropolitan – ment som et skældsord, som noget ude af trit med rigtige Labour-værdier – og at han ikke forstår patriotisme, samtidig med at han har måttet forsvare sin medvirken i et skattely-firma.

Smith lovede at fastholde 2% af GDP i forsvarsbudgettet, hvor Corbyn vil nedruste ensidigt (og bruge midlerne på en energiomstilling af en art, som kan forestås af britiske arbejdere, dvs. vedvarende energi).

En rigmand har anlagt sag mod Labours afgørelse, at Corbyn automatisk var del af valget, med påstand om, at han også skal samle stillere svarende til 20% af parlamentarikerne – her skulle der komme en afgørelse i overmorgen torsdag. Samtidig har de 130.000 medlemmer, som er kommet til Labour i år, og som på grund af nylige valgændringer er udelukket fra at stemme, lagt sag an.

Et lille billede på, hvor vanskeligt, det bliver for Smith at få flertal blandt partimedlemmerne, er, at han har 773.500 følgere på sin Facebook-side, hvor Smith har 6.600 og Eagle 18.900. Corbyn poster typisk 2-3 gange om dagen, og hver post bliver flittigt kommenteret og delt. Så han er i langt mere direkte kontakt med sine vælgere end politikere generelt har været – og mindre afhængig af mediernes ve og vel. Og ligesom Bernie Sanders i USA har han en meget stærk appel til unge mennesker, så selvom det game “New Labour” kvier sig ved at erkende det, så bliver i længden svært at komme uden om fænomenet Corbyn.

Update 27.07. – Owen Smith synes lige nu i fuld gang med at æde sig ind på det, som indtil for nylig har været rene Corbyn-positioner, og fører sig frem med et dag for dag mere venstre-radikalt program. Således har han i dag lovet at gøre en ende på den austerity-politik, som i de senere år har eksploderet uligheden i det britiske ulighed og er i fuld gang med at demontere det britiske velfærdssamfund.

Update 28.07. – Der er nu faldet retslig afgørelse, at det er i orden at Corbyn som siddende formand automatisk deltager i valget, når der er udfordere. Det havde også været en mærkelig situation, hvis Owen Smith pludselig var eneste tilbageværende kandidat, før valget var udskrevet.

En opinionsundersøgelse offentliggjort i dag viser, at den britiske befolkning ville foretrække Smith frem for Corbyn med stemmerne 57% til 43%, hvorimod der blandt dem som forventer at stemme Labour er en overvældende flertal for Corbyn, idet tre fjerdedele af de adspurgte, som forventede at stemme på Labour, fandt Corbyn ville være en bedre partileder og en bedre premierminister end Smith.

Så det ligner en situation, hvor Corbyn får fornyet og forstærket sit mandat fra partiets medlemmer, men hvor der stadig vil være en betydelig uro blandt en stor gruppe parlamentarikere, som oplever at Corbyn med sin vision for Labour placerer Labour et sted, hvor det ikke kan udfordre De Konservative.

Den britiske energipolitik, som længe har svævet i det uvisse, kom i dag et skridt nærmere sin afklaring, da den franske virksomhed EDF her til aften besluttede sig for at ville binde sig for opførelsen af to EPR-reaktorer ved Hinkley Point. Noget andet er, at der er så mange hurdler som skal overvindes i forhold til EUs konkurrenceregler osv. samtidig med, at der på begge sider af Kanalen er så store uklarheder i forhold til aftalen, som, hvis disse reaktorer bliver realiseret, vil binde briterne til noget, som sandsynligvis bliver verdens dyreste strøm.

EDF har haft så store vanskeligheder med de to tilsvarende reaktorer, man har under opførelse i Olkiluoto, Finland og Flamanville i Frankrig, at det lige nu ligner ønsketænkning at få dem færdige til 2025. Så hele det forestående generationsskifte i britisk energiforsyning er stadig præget af store spørgsmålstegn?

Update 05.08. – Blot få timer efter at EDF 28.07. endelig meldte ud, at man var klar til at underskrive den økonomisk bindende aftale om opførelsen af Hinkley C-reaktorerne, meldte Theresa May tilbage, at hun skulle have betænkningstid, og at briterne lige måtte tage en endelig vurderingsrunde. Da var menuen til underskrivelsescermonien allerede lagt og champagnen lagt på køl. EDFs leder måtte aflyse en pressekonference, og det forlyder, at de kinesiske repræsentanter måtte vende om i lufthavnen.

Theresa Mays opbremsning har sendt alvorlige signaler rundt, og mange har reageret meget uforstående og insisteret, at briterne i den nuværende Brexit-situation var nødt til at gøre alt for at demonstrere, at man var en seriøs forretningspartner. Når Theresa May trak i nødbremsen synes det ikke så meget at være den absurd høje pris eller spørgsmålet, om Storbritannien overhovedet behøver atomkraft i sin energiforsyning, men i meget højere grad det sikkerhedspolitiske aspekt af, at kineserne med den foreliggende aftale får en tredjedel af investeringen i Hinkley C og at de er stillet i udsigt at kunne opføre to af deres egne reaktorer. Hvor kineserne umiddelbart var forstående overfor, at May ønskede et par dage mere til lige at gennemse aftalen inden den endelige underskrift, har de meldt meget forurettet tilbage på mistænkeliggørelsen af den kinesiske medvirken. Den attitude kunne true en meget større blok f kinesiske investeringer i Storbritannien.

I den seneste uger er der gradvist faldet lidt ro over post Brexit-felterne. Det står klart, at der ikke bliver udløst nogen § 50 i år, og at Theresa May tilsyneladende arbejder målrettet på realiseringen af Brexit. De Liberale demokrater har løbende insisteret på, at der kommer en ny afstemning, om forhandlingsoplægget, da det helt manglede ved den første Brexit-afstemning, og slår også til lyd for, at det endelige forhandlingsresultat bør lægges ud til afstemning.

Men sommerferieroen synes at have sænket sig. Selv Labours ledelseskrise er blevet normaliseret. Owen Smith har efter meget raslen med sablen om, i hvor høj grad Corbyn risikerer at sprænge partiet fået set sig i spejlet og erkendt, at det måske er ham og hans gruppe af parlamentarikere, som er ude af trit med partiets base. Og han har meldt ud, at han forbliver i Labour selv hvis Corbyn vinder – hvilket alt tegner til, selvom man har forsøgt at begrænse stemmeretten for de senest tilkomne vælgere.

Et af kritikpunkterne har været, at han ikke på sædvanlig politikervis gik ud i medierne og markerede Labour-synspunkter hver eneste gang der var en chance for at gø. Corbyn sagde i et video-interview i The Guardian i går noget nok ganske centralt, som jeg også har været inde på ovenfor, at han havde en intens dialog med sine medlemmer, men via sociale medier (Facebook), hvor man kunne kommunikere direkte, rent. Hvis han derimod gik til pressen, så skrev journalisterne ret systematisk øverst, hvad de selv mente, og brugte så resten af artiklen på at forklare, hvorfor de var uenige med ham. Han erkendte, at det mest var de yngre vælgere.

Owen Smith har i høj grad søgt at gøre det til et ledelses(stils)valg, hvor der kun var marginale forskelle på, hvad de rent politisk ville opnå. Men Corbyn har fremlagt en ti-punkts plan, som blandt andet indebærer en initiativpakke på 500 mia. £.

  1. Full employment and an economy that works for all: based around a £500bn public investment via the planned national investment bank.
  2. A secure homes guarantee: building 1m new homes in five years, at least half of them council homes. Also rent controls and secure tenancies.
  3. Security at work: includes stronger employment rights, an end to zero hours contracts and mandatory collective bargaining for companies with 250 or more employees.
  4. Secure our NHS and social care: end health service privatisation and bring services into a “secure, publicly-provided NHS”.
  5. A national education service: includes universal public childcare, the “progressive restoration” of free education, and quality apprenticeships.
  6. Action to secure our environment: includes keeping to Paris climate agreement, and moving to a “low-carbon economy” and green industries, in part via national investment bank.
  7. Put the public back into our economy and services: includes renationalising railways and bringing private bus, leisure and sports facilities back into local government control.
  8. Cut income and wealth inequality: make a progressive tax system so highest earners are “fairly taxed”, shrink the gap between the highest and lowest paid.
  9. Action to secure an equal society: includes action to combat violence against women, as well as discrimination based on race, sexuality or disability, and defend the Human Rights Act.
  10. Peace and justice at the heart of foreign policy: aims to put conflict resolution and human rights “at the heart of foreign policy”.

Ved en debat i går mellem Smith og Corbyn gik de to på britisk vis ganske hårdt til hinanden. Og da Smith mere eller mindre erklærede sig enig i Corbyns ti punkter, replicerede Corbyn: Hvorfor trak du dig så som skyggeminister?

Smith lovede at støtte en efterfølgende brexit-afstemning, når vilkårene var forhandlet på plads, og udtrykte samtidig mistillid til, at Corbyn ville udfordre De Konservative på dette område på baggrund af Corbyns mangeårige EU-skepsis. Smiths initiativpakke ville mange af de samme tings som Corbyn men var ‘kun’ på 200 mia. £.

Update 08.08. – I går af gjorde high court en sag rejst af fem nye medlemmer af Labour, som var kommet i den situation, at de skulle betale 35 £ yderligere for at kunne stemme i det forestående valg af Labours leder mellem Owen Smith og Jeremy Corbyn. High Court kom frem til, at de 35 £skulle tilbagebetales og at de omkring 125.000 nye medlemmer, som Labours ledelse på et møde for omkring en måned siden besluttede ikke ville have stemmeret, burde have stemmeret. For da de meldte sig ind, havde de en rimelig forventning om at kunne deltage i en sådan afstemning.

Labours ledelse NEC, National Executive Committee, har i dag meddelt, at man vil anke afgørelsen, selvom dommeren ikke fandt, at der var basis for en ankesag.  Ankesagen vil i givet fald blive afgjort i overmorgen torsdag.

Ingen ved, hvor mange af de nye vælgere, som i givet fald vil slutte op om Corbyn. Men det er en almindelig opfattelse, at det i høj grad er medlemmer, som i givet fald vil stemme på Corbyn.

Update 11.08.High court har igen stadfæstet, at de 130.000 nye medlemmer af Labour burde have ret til at stemme i det forestående formandsvalg, som de havde på indmeldelsestidspunktet. NEC fastholder dog heroverfor, at det i sidste ende er deres afgørelse. Men hvis de fastholder, vil det fremstå endnu mere som magtmisbrug i forsøget på at presse Corbyn bort fra formandsposten.

Hvis ikke, er det sandsynligt, at deadline for stemmeafgivelse bliver rykket et par uger for at give partikredsene mulighed for at håndtere de mange ekstra stemmer og give de nyeste medlemmer tid til at afgive deres stemme.

Trods sommerferien kører diskussionen om Labours fremtid for fulde offentlighed med påstande om, at Corbyns fortsatte formandskab vil åbne op for venstrerabiate 1980er-typer. Ordvalget er ikke særlig klædeligt, men en valgstruktur som den britiske inviterer til to-parti-situationer. Og man kan på en måde sammenligne det der nu sker med, hvis samtlige vælgere til venstre for Socialdemokratiet meldte sig ind i Socialdemokratiet for at få det tilbage til en mere klar socilaldemokratisme, før de omfattende privatiseringer, før den midtersøgen og den omfavnelse af store dele af neoliberalismen, som måske på kort sigt har kunne holde vælgerne fra at skifte til mere borgerlige partier, men på sigt har forplumret det socialdemokratiske projekt til ukendelighed. Hvor mange i de senerere årtier har holdt sig uden for de traditionelle partier og lagt deres indsats i bevægelser, klima- og miljøorganisationer, så er der nu en forståelse af, at man ikke kan overlade det til vanetænkerne at drive de politiske partier, hvilket ligger bag et parti som Alternativet, men også bag den kolossale tilstrømning, som skikkelser som Corbyn og Bernie Sanders har opnået.

Corbyn har været med længe nok i Labour til at han har set pendulet svinge voldsomt mod højre – en bevægelse som har været voldsommere end i Danmark, så man i udsalget af fællesskabets værdier og opgaver for eksempel også har nået at få nationaliseret jernbanerne. Nu er bevægelsen den anden vej en realitet blandt vælgerne og blandt partiets medlemmer. Men parlamentarikerne er meget modstræbende overfor at følge med og har fra dag ét modarbejdet Corbyn. Hvor de taler om at han sprænger partiet ved at drive partiet mod venstre, som han nu gør, så har de umiddelbart meget svært ved at se, at det er dem, som ikke er lydhøre overfor deres vælgergrundlag, og dem som er i fuld gang med at sprænge Labour.

De mest besindige i Labour kalder på opslutning og enighed efter valget uanset resultatet. Men de mange parlamentarikere, som godt ved, at det er Corbyn, som vinder afstemningen, gør lige nu alt hvad de kan for at problematisere udviklingen, og fastholder retorikken om at Corbyn sprænger partiet, hvis de er nødt til at gøre det.

Update 15.08. – De gamle tunge drenge i Labour skyder i disse dage med skarpt på Corbyn. Ikke bare med påstande om hans ønske om i det skjulte at lukke trotskister ind ad bagdøren, men nok så meget hans i deres øjne svigtende kampagne for at forblive i EU. Hvor Owen Smith hvis han kommer til fadet vil give briterne endnu en Brexit-afstemning på basis af det forhandlede resultat, er Corbyn indstillet på at lytte til afstemningen og sige, det var det folket ønskede. Corbyn har tidligere været EU-modstander, men accepterede, at Labour havde et flertal for at forblive i EU. Og når han ikke bare drev remain-kampagne i det skingre gear, som valgkampen endte, var det hans forsøg på ikke at få partiet splittet yderligere på spørgsmålet om den videre EU-tilknytning. Han har her i de seneste dage gjort det klart, at det for ham ville være en acceptabel løsning, hvis Storbritannien nåede frem til en aftale, hvor Storbritannien stadig er relativt tæt knyttet til EU.

Theresa May har med den seneste udvikling omkring de første to af en hel generation af atomreaktorer, Hinkley C, som det franske firma EDF efter planerne skal opføre ved Somerset, fået sin først rigtige møgsag. Så det blev taget ilde op, da hun efter at EDFs endelige tilsagn for nylig endeligt kom på banen få timer efter meddelte, at briterne endda var nødt til at se på sagen endnu en gang.

Problemet er dels økonomien. Den pris som er aftalt for to reaktorer, ligger efterhånden betydeligt over, hvad det ville koste at etablere den tilsvarende energimængde ved vedvarnede energi og/eller energibesparelser. Og hvis først man har fået etableret dette høje prisniveau ved aftalen om de første to reaktorer, så bliver det ganske vanskeligt at få prisen for atomkraften væsentligt lavere for de følgende 10 reaktorer.

Planerne går 10 år tilbage, og siden da har forudsætningerne forandret sig meget. Det britiske energiforbrug er faldet markant, og vil kunne falde yderligere. Men ikke mindst er prisen for sol- og vindenergi faldet drastisk, mens atomkraften er blevet dyrere hver gang man har regnet på det. Så hvis aftalen effektueres, står briterne med udsigten til at få verdens dyreste energi.

Mere end prisen er det dog det forhold at EDF har fundet en kinesisk virksomhed som medinvestor i det 18-20 mia. £ dyre projekt. Når kineserne overhovedet er villige, er det ikke på grund af projektets økonomi, men fordi man som en del af aftalen har stillet det kinesiske firma i udsigt, at det efterfølgende vil kunne opføre et atomkraftværk med kinesisk reaktorteknologi i Storbritannien. Og det at få kinesisk teknologi i spil i Europa har gjort det spiseligt at gå ind i Hinkley C-projektet, som ellers snævert forretningsmæssigt har alle chancer for at blive en gyser. To andre projekter med samme reaktortype i Olkiluoto i Finland og Flamanville i Frankrig er tæt på at have EDF i alvorlige problemer. Udgiftene er eksploderet og ligger begge steder omkring tre gange højere end budgetteret, mens tidsplanen er gået helt fløjten.

Der er blot ikke tale om en hvilken som helt kinesisk virksomhed, men om CGN, som er statsejet og har udviklet de kinesiske atomvåben. Og i de seneste dage er det sikkerhedspolitiske aspekt af Hinkley C-projektet igen dukket op fordi der i USA er åbnet en sag om spionage, hvor CGN via et konsulentfirma har trukket hemmeligstemplet reaktorteknologisk knowhow ud af USA.

Theresa May er tydeligvis ikke meget for det kinesiske element i Hinkley C-aftalen. Og modstanden mod projektet er efterhånden så massiv, at hun ud over at skulle gennemføre Brexit-forhandlingerne er nødt til at gentænke den overordnede britiske energiplanlægning. Dette følges nærmere i blog-indlægget Hinkley Point – en historisk fejlinvestering?

Update 17.08. – Signalerne fra Theresa May og Downing Street 10 går nu på, at  § 50 først vil blive udløst i slutningen af 2017, og britisk udtrædelse af EU således sandsynligvis først vil blive sidst i 2019. Det vil givet fra dem som ønsker Brexit aktiveret hurtigst muligt blive læst som et forsøg på at undvige afstemningens resultat. Men problemet er det banale, at man endnu slet ikke har det personale og de institutionelle rammer på plads, som kan varetage det kolossale arbejde det indebærer efter 40 års medlemskab at få filtreret den britiske lovgivning ud af EUs. Det detaljerede arbejde vil jo også først kunne ske på baggrund af de vilkår for udtrædelsen og den fremtidige EU-relation, som man bliver enige om, som kun kan ske ud fra en mere dybgående analyse af, hvad de forskellige muligheder indebærer, hvilket igen afhænger af de politiske forhandlinger, som kræver at briterne forud klargør et forhandlingsoplæg, som har nogen chance for at blive accepteret af EU, så det er en endog meget kompleks omgang hønen og ægget, hvor man endnu knapt har fået fat det rigtige sted.

I Labours formandsvalg har mere end 85% af de lokale partiforeninger givet deres opbakning til Jeremy Corbyn. Det har ikke nogen direkte indflydelse på valget, men det giver et endog meget klart billede af, at Labours ledelseskrise stikker dybt. For det er Corbyn som repræsenterer de lokale kredse, og i takt med at den diskussion, som nu er i gang, bliver taget bredt i partiet, må man formode, at mange af de parlamentarikere, som nu er valgt i kredse, som støtter Corbyn, ikke kan forvente genopstilling ved næste valg. Så uanset at den store gruppe af parlamentarikere er uenige i Corbyns ledelsesstil og manglende midterorientering af Labour, så er det lige nu svært at forestille sig, hvordan de slipper af med ham. Og måske det var bedre i den nuværende situation at slutte op om Corbyns projekt – det er i hvert fald hvad partiets mange medlemmer kommer til at fortælle dem.

Update 27.08. – Her godt to måneder efter Brexit-afstemningen synes der ikke at være nogen afklaring af, hvilken model, man vil forsøge at forfølge, om det bliver en Brexit lite, som mange af remain-folkene ville kunne leve med, hvor Storbritannien stadig deltager i centrale dele af EUs fællesskab, eller om man, som de mere radikale Brexit-stemmer kræver det, ender med at føre kniven gennem mere eller mindre samtlige forbindelsestråde.

Efter en del økonomisk uro i de første dage og uger efter afstemningen, er situationen at dømme efter en række økonomiske parametre igen faldet til ro. Forbrugerindekset har været svagt stigende, så situationen har ikke sendt den britiske befolkning i spare-mode. Og den økonomiske nedsmeltning, som remain-kampagnen varslede, har der endnu ikke været meget af, hvilket for en uge siden fik Larry Elliott til i The Guardian at fremføre, at, Brexit Armageddon was a terrifying vision – but it simply hasn’t happened.

Det fik i går Will Hutton til sammesteds at tage til genmæle: Don’t be fooled. There will be damaging fallout from Brexit. For selvom situationen lige nu kan synes relativt uskadelig, så er der intet siden afstemningen, som modsiger, at det vil får graverende konsekvenser for den britiske økonomi, hvis en fuld Brexit gennemføres. Hutton peger særlig på tre områder: Forsknings- og uddannelses-sektoren, som har haft stor fordel af EU forskningsmider, studieudvekslingsordninger osv. med de øbrige EU-lande. Det britiske landbrug, som lige nu er lige så afhængig af EU-støtte som det danske landbrug, og den finansielle sektor, hvor Londons nuværende førerposition ikke forventes at kunne fortsætte, hvis Storbritannien udtræder af EUs økonomiske samarbejde. Endelig peger Hutton på de mere end 500 multinationale virksomheder, som har har valgt Storbritannien som deres europæiske base og etableret hovedkvarter i London for herigennem at kunne varetage eksporten til hele EU. Denne funktion vil givet svinde bort i takt med at briterne trækker sig fra EU.

Der har været frygt for, at Brexit ville føre til en svækkelse af den britiske miljølovgivning. Og en markant stemme i Brexit-kampagnen kom da også fra hvad man kunne kalde ekstreme reguleringsallergikere. Men når det gælder de britiske landskaber, peger nye undersøgelser på, at briterne om noget ønsker endnu strammere beskyttelse af de britiske landskaber.

Owen Smith ligner efterhånden en, som har accepteret, at han ikke kan vinde det forestående valg mod Corbyn. Men selvom båden han og Corbyn har markeret, at de efterfølgende vil søge enhed i partiet, så virker det usandsynligt, at roen og samarbejdsviljen blot sænker sig over et Labour, hvor Corbyn fortsat står i spidsen, uanset hvor stort et mandat, han får fra partimedlemmerne. Men Smith taler givet på vegne af størstedelen af Labours parlamentarikere, når han siger, at uanset hvilken forhandlingsløsning, der ender med at blive lagt op til, så skal den til fornyet afstemning i den britiske befolkning.

Nicola Sturgeon har i løbet af ugen udpeget Michael Russell til skotsk Brexit-minister for bedre at kunne sikre skotske interesser i Brexit-forhandlingerne. Der synes heri at ligge en erkendelse af, at en ny afstemning om Skotlands tilhørsforhold til Storbritannien ikke ligger lige for. Ligesom der fornemmes en vis fortrydelse i den britiske befolkning overfor at skulle forlade EU – så en fornyet afstemning om det konkrete forhandlingsoplæg eller forhandlingsresultat meget vel kunne ende med, at Storbritannien forblev i EU, så synes der i Skotland at være et flertal for at vente og se, hvilken fremtidig ordning med EU, Brexit-forhandlingerne fører til, før man søger fornyet afstemning om udtrædelse af det britiske fællesskab.

Nedenfor følger en række links om Brexit opdelt i følgende kategorier:

1) Brexit-links om klima- og miljøperspektiverne
2) Brexit-links om mulighederne for at forblive i EU
3) Brexit-links om ledelseskriserne hos Toryerne og De Konservative
4) Brexit-links om autonomi/selvstændighed for London, Skotland og Nordirland
5) Brexit-links generelt

Brexit-links om klima- og miljøperspektiverne

Will Yeates: Pressure is on for the UK to Ratify Paris Climate Deal, But When Will That Happen? Desmog UK 01.09.2016.

Adam Vaughan: Labour urges Theresa May to speed up Paris climate deal ratification, The Guardian 31.08.2016.

Ian Johnston: Brexit: Four in five people back tough wildlife protection laws after UK leaves the EU, The Independent 25.08.2016.

Simon Watson: Britain is only just beginning to exploit its vast resources of offshore wind, The Conversation 18.08.206.

Joseph Dutton: It will take more than giving people a share in shale gas profits to sway public opinion on fracking, The Conversation 16.08.2016.

Christopher Sandom: What would happen if we abandoned Britain’s farms and left them to nature? The Conversation 15.08.2016.

Alex Scrivener: A post-EU agricultural policy for people and planet, The Ecologist 12.08.2016.

Ed King: Why post-Brexit UK can be a climate champion, Climate Home 11.08.2016.

Ian Johnston: Scotland just produced enough wind energy to power it for an entire day, Independent 10.08.2016.

James Luchte: After Brexit – Envisioning New British Landscapes, The Ecologist 10.08.2016.

Ian Johnston: Climate change subsidy slashed by Government days after Brexit vote, The Independent 05.08.2016.

Adam Vaughan: Environment minister accused of conflict of interest over farm subsidies, The Guardian 04.08.2016.

John Vidal: National Trust calls for complete reform of British farm subsidies, The Guardian 04.08.2016.

Graham Readfern: After Brexit, Climate Science Denialists Form New Group to Call for a Clexit, Desmog 03.08.2016.

Damian Carrington: Brexit could herald end to British fruit and veg sales, producers warn, The Guardian 03.08.2016.

Andrew Simms: Britain shouts about immigration but is silent on one of the root causes: climate change, The Guardian 03.08.2016.

Dave Keating: Brexit raises questions on Scotland’s role as environmental champion, Deutsche Welle 02.08.2016.

Stephen Heidari-Robinson: Personal reflections on decarbonization in the UK, LinkedIn 29.07.2016.

Simon Evans: Six charts show UK progress towards low-carbon energy, Carbon Brief 28.07.2016.

Record 46% of UK’s electricity generated by clean energy sources in 2015, (Press Association) The Guardian 28.07.2016.

Britain grabs £8.7 billion of European offshore wind investment – but Brexit will make it harder in future, Scottish Energy News 27.07.2016.

Paul Brown: Could every UK town have a small nuclear reactor? Climate Home 27.07.2016.

Eckart Würzner: Three reasons to repurpose the Energy Union, EurActiv 27.07.2016.

Damian Kahya: What happens after Brexit, Greenpeace Energy Desk 26.07.2016.

Andrew Walker: Brexit will halt large infrastructure projects says National Audit Office chief, Infrastructure Intelligence 25.07.2016.

Adam Vaughan: Solar subsidy cuts lead to loss of 12,000 jobs, The Guardian 25.07.2016.

Emma Bryce: If the government cuts farmers’ subsidies, what does the rest of the UK stand to lose? The Guardian 22.07.2016.

Sophie Yeo: Nick Hurd confirmed as climate minister in new UK department, Carbon Brief 21.07.2016.

Ed King: UK appoints Nick Hurd as new climate change minister, Climate Home 21.07.2016.

Adam Vaughan: Vattenfall commits to £300m UK offshore windfarm despite Brexit, The Guardian 21.07.2016.

Rajeev Syal: Brexit could force multibillion-pound projects to be scrapped, says NAO chief, The Guardian 21.07.2016.

Simon Evans: How UK leaving the EU would increase climate targets for others, Carbon Brief 20.07.2016.

George Monbiot: These Brexiters will grind our environment into the dust, The Guardian 20.07.2016.

Damian Carrington: Treasury cut to carbon capture will cost UK £30bn, says watchdog, The Guardian 20.07.2016.

Victoria Seabrook: Brexit: What Is Going To Happen to UK Climate Change Policy? Desmog UK 20.07.2016.

Fiona Harvey: Former EU fisheries chief brands UK’s post-Brexit plan an ‘illusion’, The Guardian 20.07.2016.

Megan Darby: Carbon capture axe casts shadow over UK energy plans, Climate Home 20.07.2016.

Jessica Shankleman: U.K. Seen Needing $39 Billion More to Tackle Climate Change, Bloomberg 20.07.2016.

Kyla Mandel: Lord Deben Busts Ridley and Lawson’s Climate Science Denial in an Epic Post-Brexit Speech, Desmog UK 20.07.2016.

Rakteem Kakakey: North Sea Field Shutdowns to Climb as Brexit Deepens Oil Gloom, Bloomberg 19.07.2016.

Kyla Mandel: The Koch and Exxon Funded Think Tanks Supporting, and Being Courted by, Britain’s Brexit Campaigners, Desmog UK 19.07.2016.

Matthew Billson: Life after DECC? How climate policy can thrive without a government department, The Conversation 18.07.2016.

Brook Riley: There’s silver lining in Brexit for the EU’s climate and energy plans, EurActic 18.07.2016.

Adam Vaughan: UN criticises UK and Germany for betraying Paris climate deal, The Guardian 18.07.2016.

Samantha Page: The British Climate Department Is Gone – But It Could Have More Power Than Ever, Climate Progress 18.07.2016.

Joe Ware: Will Theresa May’s new heavyweight Department for Business, Energy and Industrial Strategy put climate change centre stage? The Ecologist 17.07.2016.

Roger Harrabin: Countryside faces Brexit anxiety, BBC News 15.07.206.

Nadia Prupis: ‘Shocking,’ ‘Plain Stupid’: Theresa May Shuts Climate Change Office, Common Dreams 15.07.2016.

Ian Johnston: Killing the climate change department could be Theresa May’s first and biggest mistake, The Independent 15.07.2016.

Adam Vaughan: Abolition of Decc ‘major setback for UK’s climate change efforts’, The Guardian 14.07.2016.

India Bourke: The Department of Energy and Climate Change has been scrapped – how scared should we be? New Statesman 14.07.2016.

Ed King: Will sceptics Boris and Priti become UK climate champions? Climate Home 14.07.2016.

Sophie Yeo: Reshuffle: DECC folded into new department headed by Greg Clark, Carbon Brief 14.07.2016.

Terry Macalister: Hinkley Point: new UK chancellor determined to start building, The Guardian 14.07.2016.

John Stone: New Environment Secretary backs fox hunting, selling off forests, and opposes climate change measures, The Independent 14.07.2016.

UK Government Audit Report Warns Of High Cost Of New Nuclear, NucNet 14.07.2016.

Fiona Harvey: Post-Brexit farming subsidies must protect nature, 84 groups say, The Guardian 14.07.2016.

Ed King: UK reshuffle: PM merges climate and business departments, Climate Home 14.07.2016.

Arthur Neslen: Brexit will force EU countries ‘to make deeper, costlier carbon cuts’, The Guardian 14.07.2016.

Ed King: UN energy chief urges UK to maintain climate funds, Climate Home 14.07.2016.

Richard Dawson: Britain needs infrastructure ready for climate change – before it’s too late, The Conversation 14.07.2016.

Fiona Harvey: Theresa May must step up efforts to green the UK’s energy supply, says UN, The Guardian 13.07.2016.

Leo Hickman: Revealed: The time when Theresa May spoke out on climate change, Carbon Brief 12.07.2016.

Dave Keating: Will EU toss environment to a lame-duck Brexit bureaucrat? Deutsche Welle 12.07.2016.

Damian Carrington: UK poorly prepared for climate change impacts, government advisers warn, The Guardian 12.07.2016.

Megan Darby: May warned on climate threats to Brexit Britain, Climate Home 12.07.2016.

Sophie Yeo: UK faces urgent climate change risks, says CCC, Carbon Brief 12.07.2016.

George Ogleby: Brexit’s impact on fracking and carbon storage under spotlight, EurActic 11.07.2016.

James Murray: The inevitable ‘what does Theresa May mean for green businesses’ blog, BUsiness Green 11.07.2016.

Leo Hickman: The Carbon Brief Interview: Jim Skea, Carbon Brief 11.07.2016.

Victoria Seebrook: Fracking not compatible with UK climate targets, say CCC, The Ecologist 08.07.2016.

Jessica Shankleman: Why Brexit May Be Good News for World’s First Tidal Lagoons, Bloomberg 08.07.2016.

Tim Rayner & Brendan Moore: The UK can still lead on climate change – even after Brexit, The Ecologist 08.07.2016.

Michael Le Page: UK will struggle to meet climate target if fracking goes ahead, New Scientist 07.07.2016.

David Hone: The UK 5th Carbon Budget, The Energy Collective 07.07.2016.

Terry Macalister: Estimated cost of Hinkley Point C nuclear plant rises to £37bn, The Guardian 07.07.2016.

Simon Evans & Sophie Yeo: CCC: Fracking would breach UK climate goals without tougher conditions, Carbon Brief 07.07.2016.

Damian Carrington: Fracking will blow UK carbon goals without stricter rules, The Guardian 07.07.2016.

Joe Sandler Clarke: Tory leadership: Everything you need to know about May, Leadsom and Gove, Greenpeace Energy Desk 07.07.2016.

Damina Kahya: Hinkley: Fall in wholesale price adds billions to consumer subsidy, Greenpeace Energy Desk 07.07.2016.

Simon Parkin: The great tide: is Britain really equipped to cope with global warming? The Guardian 07.07.2016.

James Murray: DONG Energy set to smash offshore wind cost-reduction record, BusinessGreen 06.07.2016.

Ed King: UK climate adviser warns of ‘far right’ attacks after Brexit, Climate Home 06.07.2016.

James Murray: Green groups slam ‘short-sighted’ approval of Northumberland opencast coal mine, The Guardian 06.07.2016.

Mixed feelings: Brexit’s impact on EU energy and climate policy, Energy Transition 06.07.2016.

Simon Evans: National Grid sees major boost for solar, electric vehicles and batterie, Carbon Brief 05.07.2016.

Sonja van Renssen: EU Carbon Market Hit by Brexit, But Reform Carries On, Energy Post 04.07.2016.

British Independence from EU likely to curb investment in wind, wave and marine energy, Scottish Energy News 04.07.2016.

Stephanie Linning & Sam Tonkin: Brexit vote is ‘final nail in the coffin’ for £18 billion Hinkley Point nuclear power station plans, says energy expert, Daily Mail 28.06.2016.

Artur Neslen: UN calls for post-Brexit UK to link with EU on environment policy, The Guardian 06.07.2016.

Brexit Offers a Chance to Finally Put an End to the EURATOM Treaty, The Energy Collective 06.07.2016.

Kate Scott & Marco Sakai: UK’s latest ‘carbon budget’ fails the Paris Agreement test, The Ecologist 05.07.2016.

Britain’s likely next PM Theresa May wants urgent vote on Trident renewal, RT 05.07.2016.

Roger Harrabin: Renewable energy: UK expected to miss 2020 targets, BBC News 05.07.2016.

Joanna Mills: UK coal phaseout to prevent thousands of air pollution deaths, Greenpeace Climate Desk 05.07.2016.

David Pratt: UK solar reaches new electricity peak, meeting almost a quarter of domestic demand, PV-tech 04.07.2016.

Bate Felix & Andrew Callus: EDF says has full confidence in Hinkley Point, Brexit no barrier, Reuters 04.07.2016.

Kate Scott & Marco Sakai: After Paris, UK’s latest ‘carbon budget’ just isn’t ambitious enough, The Conversation 04.07.2016.

Tim Rayner & Brendan Moore: How the UK can still lead on climate change – even after Brexit, The Concersation 04.07.2016.

Emma Hovard: Brexit: Renewables to be hit by cut in EU bank funds, Greenpeace Energy Desk 04.07.2016.

Louise Ward: Loud and proud: Beating the drum for renewables and why the UK’s green credentials are worth shouting about, The Ecologist 04.07.2016.

Jeremy Leggett: The nuclear white elephant that stands in the way of green growth, ReCharge 03.07.2016.

Christopher Williams: What does Brexit mean for the key parts of the UK economy? The Telegraph 02.07.2016.

Saqib Huq: How will Brexit affect climate change? Dhaka Tribune 02.07.2016.

Anna Menin & Arthur Neslen: MEPs urge UK to honour new EU deal to halve deaths from air pollution, The Guardian 01.07.2016.

Clare Shakya: Ten ways the UK can maintain international leadership on climate change, IIED 01.07.2016.

Michael Jacobs: Don’t panic, Brexit doesn’t have to spell gloom for the environment, The gUardian 30.06.2016.

UK aims for 57% carbon cut but lacks policies to get there, Carbon Brief 30.06.2016.

What Can We Learn From Brexit About The Way We Talk About Climate Change? Desmog UK 30.06.2016.

Adam Vaughan: UK sets ambitious new 2030s carbon target, The Guardian 30.06.2016.

Simon Evans: Brexit: 94 unanswered questions for climate and energy policy, Carbon Brief 29.06.2016.

Paul Brown: Brexit curse hits nuclear power, new London runway, The Ecologist 29.06.2016.

Adrian Quigley: Could Brexit sink the global climate accord? Christian Science Monitor 29.06.2016.

Paul Brown: Brexit hot air causes climate problems, Climate News Network 29.06.2016.

Ed King: Amber Rudd: UK will be a climate leader post Brexit, Climate Home 29.06.2016.

Andrew Sharpeless: What Brexit Means For The Oceans, Huffington Post 29.06.2016.

Roger Harrabin: Cameron urged to ratify climate deal before quitting as PM, BBC News 29.06.2016.

Adam Vaughan: Leaving EU will make it harder for UK to tackle climate change, says minister, The Guardian 29.06.2016.

Tim Lang: How will leaving the European Union affect our food? The Guardian 29.06.2016.

Laura Paddison: Brexit is not a vote against climate change says UN’s climate chief, The Guardian 28.06.2016.

Ed King: Will Brexit really mean a UK climate policy bonfire? Climate Home 28.06.2016.

Chris Godall: Higher fuel bills, less renewables, an end to nuclear power: Brexit’s energy shakeout, The Ecologist 28.06.2016.

Doubts raised over Hinkley Point after Brexit vote, ITV News 28.06.2016.

Damian Carrington: Leave vote makes UK’s transition to clean energy harder, say experts, The Guardian 28.06.2016.

Zachary Davies Boren: China concerned about Brexit impact on Hinkley, Greenpeace Energy Desk 28.06.2016.

Arthur Neslen: Siemens freezes new UK wind power investment following Brexit vote, The Guardian 28.06.2016.

Adam Vaughan: UK ministers to approve world-leading carbon emissions target, The Guardian 28.06.2016.

Megan Darby: UK leadership contender Boris Johnson ‘not a climate denier’, Climate Home 28.06.2016.

James Crisp: MEPs try to stop emissions trading bill falling into Polish hands after Brexit vote, EurActiv 28.06.2016.

Adam Vaughan & Anna Menin: UN climate chief urges Britain to remain a global warming leader, The Guardian 28.06.2016.

Fiona Harvey: British fishermen warned Brexit will not mean greater catches, The Guardian 28.06.2016.

The Guardian view on Jeremy Corbyn: after the experiment, (leder) The Guardian 28.06.2016.

Joe Romm: What Brexit And Trump’s Rise Mean For The Global Community’s Fight Against Climate Change, Climate Progress 27.06.2016.

Megan Darby: EU climate plans stall as Brexit talks take over, Climate Home 27.06.2016.

Dani Nuccitelli: The inter-generational theft of Brexit and climate change, The Guardian 27.06.2016.

Emilie Mazzacurati: What Brexit Means for Climate, Huffington Post 27.06.2016.

Jessica Morris: Brexit creates fresh wave of uncertainty for Hinkley Point, Brexit creates fresh wave of uncertainty for Hinkley Point, City AM 26.06.2016.

Fiona Harvey: EU out vote puts UK commitment to Paris climate agreement in doubt, The Guardian 25.06.2016.

Craig Bennett: How can we make Brexit work for the environment? The Guardian 25.06.2016.

Chris Mooney: Why an E.U. without Britain is bad news for the fight against climate change, Washington Post 24.06.2016.

Nik Martin: Will the Brexit cut red tape or weaken green laws? Deutsche Welle 24.06.2016.

Geert De Clercq: EDF says committed to Hinkley Point following Brexit vote, Reuters 24.06.2016.

Mathew Beech: Scotland ‘will lead England’ on energy policy post-Brexit, Utility Week 24.06.2016.

Damian Carrington: UK’s out vote is a ‘red alert’ for the environment, The Guardian 24.06.2016.

Michael Greshko: Why Brexit Freaks Out So Many Scientists, National Geographic 24.06.2016.

James Crisp: UN boss: Brexit would mean rewriting Paris Agreement on climate change, Eur Activ 22.06.2016.

Kyla Mandel: What Do Brexit Campaign Groups Have to Say on Energy and Climate Change Policy? Desmogblog 22.06.2016.

Zachary Davies Boren: Brexit could lead to a bonfire of fracking regulations, The Ecologist 21.06.2016.

Wyn Grant: What would Brexit mean for British farms? The Conversation 20.06.2016.

Adam Vaughan: Brexit voters almost twice as likely to disbelieve in manmade climate change, The Guardian 16.06.2016.

Severin Carrell: Scotland beats climate emissions reductions target six years early, The Guardian 14.06.2016.

John McGarrity: Potential “Brexit” raises fears for environment in both Britain and the EU, ChinaDialogue 13.06.2016.

Kyla Mandel: Mapped: The Cosy Climate-Euro Sceptic Bubble Pushing for Brexit and Less Climate Action, Desmog UK 13.06.2016.

Paul Ekins: Brexit backfire? UK actually has more ‘energy sovereignty’ inside the EU than out, The Conversation 09.06.2016.

Arthur Neslen: EU dilutes proposal to halve air pollution deaths after UK lobbying, The Guardian 02.06.2016.

James Crisp: Brexit campaign leadership dominated by climate-sceptics, EurActiv 24.05.2016.

Terry Macalister: British windfarms prove a boom for Danish firm, The Guardian 27.04.2016.

Damian Carrington: Indoor and outdoor air pollution ‘claiming at least 40,000 UK lives a year’, The Guardian 22.02.2016.

John Vidal: Brexit would return Britain to being ‘dirty man of Europe’, The Guardian 03.02.2016.

Fiona Harvey: No need to tighten UK carbon budget in light of Paris deal, say climate advisers, The Guardian 28.01.2016.

Matt Dathan: Boris Johnson attacks ‘disgraceful’ spending on Hinkley – just a month after David Cameron hailed the ‘flagship’ deal, The Independent 20.11.2015.

Raoul Ruprarel: UK on course to miss EU 2020 renewables target, Open Europe 13.11.2015.

Roger Harrabin: Energy Secretary Amber Rudd ‘misled’ MPs on renewables, BBC News 10.11.2015.

Oliver Tickell: Leaked letter: Rudd admits 25% green energy undershoot, misled Parliament, The Ecologist 09.11.2015.

Roger Harrabin: UN scientist Jacquie McGlade raps UK over renewables, BBC News 19.10.2015.

Damian Carrington: Tetchy tweets suggest frayed tempers in UK energy department, The Guardian 13.10.2015.

Steven Swinford & Tom Whitehead: Jeremy Corbyn: Labour could reopen coal mines and nationalise gas and electricity sector, The Indepedent 08.08.2015.

Jeremy Corbyn: The green Britain I want to build, The Ecologist 07.08.2015.

 

Links om jura omkring aktiveringen af §50

Owen Bowcott: Article 50 could be reversed, government may argue in Brexit case, The Guardian 12.11.2016.

Jamie Doward: Two-thirds of voters oppose a ‘blind-date Brexit’, The Guardian 12.11.2016.

Jessica Elgot: Lib Dems ‘will vote against article 50 if there is no new referendum’, The Guardian 11.11.2016.

Tim Farron: What does Brexit mean? Once we know, the people must have a vote on it, The Guardian 11.11.2016.

Libby Brooks & Owen Bowcott: Scottish government to intervene in article 50 case, says Sturgeon, The Guardian 08.11.2016.

Jon Henley, Jennifer Rankin & Philip Oltermann: Article 50 ruling: EU envoys warn Brexit delay ‘unwelcome’, The Guardian 03.11.2016.

 

Brexit-links om mulighederne for at forblive i EU

Brexit is not inevitable, says former civil service chief, (Press Association) The Guardian 27.08.2016.

Daniel Boffy: Jeremy Corbyn rules out second referendum on Brexit, The Guardian 07.08.2016.

Anushka Asthana & Heather Stewart: Tim Farron: Theresa May did nothing to prevent Brexit, The Guardian 26.08.2016.

Toby Helm: Brexit: EU considers migration ‘emergency brake’ for UK for up to seven years, The Guardian 24.07.2016.

Peter Walker: Labour won’t rule out second referendum on European Union, The Guardian 22.07.2016.

Steven Morris: Scotland, Wales and N Ireland could demand vote on Brexit terms, The Guardian 22.07.2016.

Richard Dawkins: A second referendum is the only way to get Britain to back Brexit, New Statesman 16.07.2016.

Tina Burrett: Is Brexit really inevitable? Japan Times 10.07.2016.

Nicola Slawson: Brexit: no second EU referendum despite e-petition, government says, The Guardian 09.07.2016.

Pavlos Eleftheriadis: Second referendum probably legally required, In Facts 06.07.2016.

Patrick Wintertour: Brexit can be started without parliament vote, government lawyers say, The Guardian 05.07.2016.

Rebecca Smithers: Farmers forecast food price rises and job losses in life after the EU, The Guardian 02.07.2016.

David Sanders: Letter to David Cameron – split your party and start a new one to save Britain, The Conversation 01.07.2016.

Terry Macalister: Hinkley Point C critics try to derail it amid Brexit vote turmoil, The Guardian 01.07.2016.

Phil Gordon: How Britain Stays in the EU, Politico 30.06.2016.

Top US diplomat Kerry says Brexit may not happen, AFP 29.06.2016,

Jennifer Rankin: John Kerry: Brexit could be ‘walked back’, The Guardian 29.06.2016.

Sturart McAnulla: Why pro-union campaign in second Scottish referendum might be much weaker than last time, The Conversation 29.06.2016.

Hugo Dixon: How Labour should play EU question, In Facts 29.06.2016.

Patrick Wintour: UK voted for Brexit – but is there a way back? The Guardian 29.06.2016.

Phil Syrpis: Once the UK triggers Article 50 to start Brexit, can it turn back? The Conversation 29.06.2016.

Tom Mendelsohn: Brexit fallout: Hinkley Point C nuclear power station now “extremely unlikely”, Ars Technica 28.06.2016.

David Smith: ‘Stampeding backwards’: US officials in Northern Ireland peace deal decry Brexit, The Guardian 28.06.2016.

Oliver Tickell: Brexit? It’s not over till it’s over. And here’s why it may never happen, The Ecologist 27.06.2016.

Richard Wyn Jones: Why did Wales shoot itself in the foot in this referendum? The Guardian 27.06.2016.

Nich McKerrell: Scotland can’t veto Brexit – but London may be unable to stop indyref2, The Conversation 27.06.2016.

Clive Crook: Will Brexit Actually Happen? Bloomberg 27.06.2016.

John Henley: Will article 50 ever be triggered? The Guardian 26.06.2016.

Tom McTague & Alex Spence: Brexit? Maybe not, after all, Politico 26.06.2016.

Gideon Rachman: I do not believe that Brexit will happen, Financial Times 26.06.2016.

Zach Cartwright: Check Out These Voters Who Already Regret Leaving the EU, U.S. Uncut 25.06.2016.

Richard G. Smith: London after Brexit: independence a non-starter but special status could protect global position, The Conversation 25.06.2016.

Jennifer Rankin, Julian Borger & Mark Rice-Oxley: What is article 50 and why is it so central to the Brexit debate? The Guardian 25.06.2016.

Raphael Satter: How the UK could remain in the EU despite a vote to leave, AP 24.06.2016.

Haroon Sedique: Is the EU referendum legally binding? The Guardian 23.06.2016.

 

Brexit-links om ledelseskriserne hos Labour og De Konservative

Peter Walker: Jeremy Corbyn plans Sanders-style campaign for next general election, The Guardian 29.08.2016.

Peter Walker: Owen Smith to propose end to university fees in bid for youth vote, The Guardian 27.08.2016.

Nick Tyrone: Why a Labour split may be in the interests of both sides, New Statesman 24.08.2016.

Damien Gayle: Labour should continue to fight Brexit, says Owen Smith, The Guardian 24.08.2016.

David Wearing: The “lunatic” incident showed us the real Owen Smith: and it ain’t pretty, New Statesman 24.08.2016.

Dave Hill: Sadiq Khan attacks Jeremy Corbyn but mayors are Labour’s route to power, The Guardian 24.08.2016.

Owen Smith calls Jeremy Corbyn “a lunatic”, New Statesman 23.08.2016.

Jessica Elgot: Smith and Corbyn pledge to hand power back to party members, The Guardian 22.08.2016.

Jessica Elgot: Corbyn might ‘forget’ Labour MPs’ criticisms if he wins leadership race, The Guardian 16.08.2016.

Jessica Elgot: Neil Kinnock condemns Corbyn for ‘silence or ignorance’ over Brexit, The Guardian 15.08.2016.

Jessica Elgot: Labour members will not take leadership vote challenge to supreme court, The Guardian 14.08.2016.

Jessica Elgot: Tom Watson claims proof of far-left planning to infiltrate Labour, The Guardian 14.08.2016.

Heather Stewart: Tom Watson sends Corbyn ‘proof of Trotskyist Labour infiltration’, The Guardian 11.08.2016.

Jamie Grierson & Heather Stewart: Labour must unify after leadership election, says Falconer, The Guardian 11.08.2016.

Polly Toynbee: It’s not the 1980s. Labour must unite to fight the Tories, The Guardian 11.08.2016.

Owen Jones: Jeremy Corbyn’s Labour opponents should accept that their failures created him, The Guardian 10.08.2016.

Haroon Siddique & Heather Stewart: Labour to appeal against high court leadership ballot decision, The Guardian 08.08.2016.

Peter Walker & Rowena Mason: Corbyn sets out 10-point vision for Britain, The Guardian 04.08.2016.

Alica Ross & Rowena Mason: Corbyn and Smith face off in tense Labour leadership hustings, The Guardian 04.08.2016.

Peter Walker & Rowena Mason: Jeremy Corbyn fights off court challenge over Labour leadership ballot, The Guardian 28.07.2016.

Jessica Elgot: Owen Smith pledges to end austerity in radical pitch to Labour’s left, The Guardian 27.07.2016.

Rowena Mason: Smith’s policies are copied from Corbyn, says Labour leader’s team, The Guardian 27.07.2016.

The Guardian view on Owen Smith: six weeks to try before you buy, (leder) The Guardian 27.07.2016.

‘Corbyn doesn’t get patriotism,’ claims Owen Smith … while defending links to tax avoidance firm, RT 26.07.2016.

Anushka Asthana: Labour could reopen leadership nominations if anti-Corbyn court bid succeeds, The Guardian 26.07.2016.

Rowena Mason: Owen Smith: who is the man challenging Corbyn as Labour leader? The Guardian 22.07.2016.

Maya Goodfellow: When will Labour’s tribal warfare come to an end? The Guardian 22.07.2016.

Decca Aitkenhead: Len McCluskey: ‘Who’s going to be the king? Which one’s Corbyn, and which one’s us?’, The Guardian 21.07.2016.

Andrew Sparrow: Jeremy Corbyn’s campaign launch verdict: he was acting like a winner, The Guardian 21.07.2016.

Sean O’Grady: Owen Smith would be so much worse than Jeremy Corbyn as Labour leader – and not just because of his Leadsom-like naivety, The Independent 21.07.2016.

Peter Walker: Corbyn calls for rebel MPs’ support if he is re-elected Labour leader, The Guardian 21.07.2016.

Meet the 180,000: why we paid £25 to vote for the next Labour leader, The Guardian 21.07.2016.

Anushka Asthana & Jessica Elgot: Owen Smith to face Corbyn in Labour leadership challenge, The Guardian 19.07.2016.

Heather Stewart: Corbyn puts Trident to fore as Labour divisions deepen, The Guardian 17.07.2016.

The Observer view on the new government and Labour in opposition, (leder) The Guardian 17.07.2016.

Daniel Boffey & Toby Helm: Labour divisions widen as anti-Corbyn leadership rivals turn on each other, The Guardian 16.07.2016.

Even MacCaskill: Labour grassroots rebel against NEC restrictions on leadership contest, The Guardian 14.07.2016.

Rajeev Syal: New union members barred from voting in Labour leader election, The Guardian 14.07.2016.

Rowena Mason, Peter Walker & Jessica Elgot: Who’s who in Theresa May’s new cabinet, The Guardian 14.07.2016.

Ann Gripper: Theresa May’s first speech as Prime Minister: Full transcript, Daily Mirror 13.07.2016.

Heather Stewart & Rajeev Syal: Labour executive rules Jeremy Corbyn must be on leadership ballot, The Guardian 12.07.2016.

Joe Ware: Fit to rule over us? Theresa May’s response to climate hazard report will be her first big test, The Ecologist 12.07.2016.

Matthew Karnitschnig & Nicholas Vinocur: Theresa, meet Angela, Politico 12.07.2016.

Anushka Asthana, Rowena Mason and Jessica Elgot: Theresa May to become new PM after Tory rival Leadsom withdraws, The Guardian 11.07.2016.

Ed King: UK climate adviser backs Theresa May as new PM, Climate Home 11.07.2016.

Jessica Elgot: What does Britain’s next prime minister Theresa May believe? The Guardian 11.07.2016.

Victoria Honeyman: Meet Theresa May, Britain’s new prime minister, The Conversation 11.07.2016.

Rowena Mason: Who will be in Theresa May’s cabinet? The Guardian 11.07.2016.

Allison Pearson: ‘I’ve been under attack, it’s been shattering’: Andrea Leadsom apologises to Theresa May over motherhood comments and admits furore has left her hurt, The Telegraph 11.07.2016.

Andrew Sparrow: Andrea Leadsom to pull out of Tory leadership race, reports suggest – Politics live, The Guardian 11.07.2016.

Daniel Boffey: Labour in turmoil as Angela Eagle announces leadership bid, The Guardian 09.07.2016.

Jamie Doward: Neocons linked to Tea Party paid for Andrea Leadsom’s flights to US, The Guardian 09.07.2016.

Helen Pidd: ‘No pressure on me’ Jeremy Corbyn tells miners’ gala, as Labour MPs ‘de-invited’, The Guardian 09.07.2016.

Jeremy Corbyn: We can’t leave the negotiations with Europe to the Tories, The Guardian 08.07.2016.

Andrew Sparrow: Neil Kinnock urges people to join Labour to vote against Corbyn, The Guardian 08.07.2016.

Ned Simons: Leaked Audio Reveals Lord Kinnock’s Passionate Speech To Labour MPs Demanding Jeremy Corbyn Quit, Huffington Post 08.07.2016.

150 rebel Labour MPs to defy Corbyn in imminent Trident vote, RT 08.07.2016.

Paul Waugh: Jeremy Corbyn Attracts ‘Huge Surge’ In 100,000 New Labour Party Members, Huffington Post 07.07.2016.

Jessica Elgot: Michael Gove’s future uncertain after exit from Tory leadership race, The Guardian 07.07.2016.

Heather Stewart: Jeremy Corbyn opponents hold off challenge to allow talks, The Guardian 07.07.2016.

Heather Stewart & Rowena Mason: Jeremy Corbyn’s shadow cabinet agrees to Labour peace talks, The Guardian 07.07.2016.

Andrew Sparrow: Andrea Leadsom speech verdict: buy shares in Michael Gove, The Guardian 07.07.2016.

Anushka Asthana, Rowena Mason & Holly Watt: Gove camp accused of trying to rig leadership contest to stop Leadsom, The Guardian 06.07.2016.

Rafael Behr: Theresa May is bad, but the other Tory candidates are worse, The Guardian 06.07.2016.

Anushka Asthana, Rowena & and Peter Walker: May takes big lead as Fox and Crabb drop out, The Guardian 05.07.2016.

Esther Addley & Kate Connolly: May, Sturgeon, Merkel: women rising from the political ashes of men, The Guardian 05.07.2016.

Heather Stewart & Rowena Mason: Jeremy Corbyn’s shadow cabinet agrees to Labour peace talks, The Guardian 05.07.2016.

Erin Cunningham: Conservative politician Theresa May leads race to become Britain’s next prime minister, Washington Post 05.07.2016.

Andrew Sparrow, Claire Phipps & Ben Quinn: Boris Johnson backs Andrea Leadsom for Tory leadership – as it happened, The Guardian 04.07.2016.

Zoe Williams: Labour’s differences don’t justify the party tearing itself apart, The Guardian 04.07.2016.

Mikey Smith: Angela Eagle says she will challenge Jeremy Corbyn if he doesn’t quit ‘soon’, The Mirror 04.07.2016.

Toby Helm: Theresa May and Andrea Leadsom to contend for PM as Gove’s bid fades, The Guardian 03.07.2016.

Naushka Asthana: Michael Gove seen as ‘political serial killer’, says Andrew Marr, The Guardian 03.07.2016.

Nigel Nelson: Jeremy Corbyn to offer rebellious MPs a peace deal in 11th hour survival plan, The Mirror 02.07.2016.

Jeremy Corbyn: Jeremy Corbyn exclusively reveals why he’s offering Labour MPs a peace deal – in his own words, The Mirror 02.07.2016.

Nick Pearce: ‘Labour is caught in a bind between its metropolitan and working-class heartlands’, The Guardian 03.07.2016.

Alan Travis: Theresa May v Michael Gove: personality clash with a long history, The Guardian 02.07.2016.

Elza Filby: What sort of Toryism will emerge from this fractious upheaval? The Guardian 03.07.2016.

Jamie Grierson: Andrea Leadsom says next Tory leader must be Brexit supporter, The Guardian 02.07.2016.

Carlyn Harvey: Our desperate media are now literally inventing stories to slur Corbyn, The Canary 01.07.2016.

Peter Walker: John McDonnell: Brexit will end free movement of people, The Guardian 01.07.2016.

John Cassidy: Boris Johnson and the Crisis of British Leadership, The New Yorker 30.06.2016.

Rowena Mason & Heather Stewart: Gove’s thunderbolt and Boris’s breaking point: a shocking Tory morning, The Guardian 30.06.2016.

Marina Hyde: Bye bye, Boris, the man who wouldn’t clear up his own mess, The Guardian 30.06.2016.

Natalie Latter: Brexit could leave the European Union struggling with its climate targets, 30.06.2016.

Patrick Wintour: Axis of Tory leadership contest has tilted harder to leave, The Guardian 30.06.2016.

Peter Walker: Conservative leadership race: who are the five candidates? The Guardian 30.06.2016.

Boris Johnson rules himself out of Conservative leader race, BBC News 30.06.2016.

John Crace: Boris’s career undone by a Poundland Lord and Lady MacGove, The Guardian 30.06.2016.

Steve Topple: How a PR company manufactured the Labour coup – Part I, The Canary 30.06.2016.

Tom Peck: So much for ‘taking back control’ – it’s clear now there was no plan and Boris Johnson has unleashed anarchy, The Independent 30.06.2016.

Thomas L. Friedman: You Break It, You Own It, New York Times 29.06.2016.

Phillip Inman: Thomas Piketty quits as Jeremy Corbyn adviser over ‘weak’ EU fight, The Guardian 29.06.2016.

Diane Abbott: This is not Labour MPs vs Corbyn. They’re at war with party members, The Guardian 29.06.2016.

Nafeez Ahmed: Blairite PR firm tied to Labour coup knew of “mass resignation pact” six months ago, The Canary 29.06.2016.

Joe Sander Clarke: Where will our next PM stand on fracking and the environment? (It’s not looking good), The Ecologist 28.06.2016.

Daniel Bloom: How did Labour’s no confidence vote work – and what happens now? The coup on Jeremy Corbyn explained, The Mirror 28.06.2016.

Paul Waugh: Jeremy Corbyn Plans ‘Mandatory Reselection Of MPs’ If He Wins Fresh Leadership Mandate, Huffington Post 28.06.2016.

Steve Topple: The truth behind the Labour coup, when it really began and who manufactured it, The Canary 28.06.2016.

Gaby Hinsliff: Labour’s left waited decades for Corbyn. They won’t give up, The Guardian 28.06.2016.

Anushka Asthana, Rajeev Syal & Jessica Elgot: Labour MPs prepare for leadership contest after Corbyn loses confidence vote, The Guardian 28.06.2016.

Peter Walker: Conservative leadership: who wants to be the next prime minister? The Guardian 28.06.2016.

Tom Quinn: Labour leadership contest rules explained, The Conversation 28.06.2016.

Charles Lees: This may be the week that finally breaks the Labour Party, The Conversation 27.06.2016.

Rowena Mason & Heather Stewart: Tories: general election could be avoided with Theresa May as leader, The Guardian 27.06.2016.

Tom McTague: David Cameron on Brexit turmoil: Not my problem, Politico 27.06.2016.

Rowena Mason: Theresa May emerges as ‘Stop Boris’ Tory leadership candidate, The Guardian 25.06.2016.

James Crisp: Tories ‘plan November general election’ to win Brexit government mandate, EurActiv 24.06.2016.

Graeme Deminayk: Boris Johnson Admits Writing Second Telegraph Column Backing ‘Remain’, Huffington Post 23.06.2016.

Charles Lees: Jeremy Corbyn could transform the Brexit debate – but does he want to? The Conversation 14.04.2016.

Graeme Deminayk: EU Referendum: How Boris Johnson Has Changed His Tune On Britain Remaining In The European Union, Huffington Post 21.02.2016.

Doug Bolton: New energy minister Andrea Leadsom asked whether climate change was real when she started the job, The Independent 27.10.2015.

Patrick Wintour & Nicholas Watt: The Corbyn earthquake – how Labour was shaken to its foundations, The Guardian 25.09.2015.

 

Brexit-links om autonomi / selvstændighed for London, Wales, Skotland og Nordirland

Severin Carrell: SNP veteran Michael Russell appointed Scottish Brexit minister, The Guardian 25.08.2016.

Severin Carrell: Nicola Sturgeon to appoint Brexit minister, The Guardian 23.08.2016.

Patrick Wintour: Nick Clegg: parliament must vote on terms of deal to leave EU, The Guardian 27.07.2016.

Severin Carrell: Scottish farms face losing millions in subsidy after Brexit, The Guardian 28.07.2016.

Libby Brooks: Sturgeon: independence may be best for Scotland amid Brexit upheaval, The Guardian 25.07.2016.

Andrew Grainger: The unforeseen cost of Brexit – customs, The Conversation 22.07.2016.

Owen Bowcott: Theresa May does not intend to trigger article 50 this year, court told, The Guardian 19.07.2016.

Larry Elliott: IMF cuts UK growth forecasts following Brexit vote, The Guardian 19.07.2016.

Rowena Mason & Anushka Asthana: Commons votes for Trident renewal by majority of 355, The Guardian 18.07.2016.

Iain Robertson: Scotland is determined to retain its EU status, Japan Times 17.07.2016.

Libby Brooks: Nicola Sturgeon says she would consider 2017 Scottish referendum, The Guardian 17.07.2016.

Sam Shedden: European countries back Scotland in EU – poll, The Scotsman 11.07.2016.

The Guardian view on the Act of Union: time to reimagine the United Kingdom, (leder) The Guardian 10.07.2016.

Libby Brooks & Severin Carrell: Nicola Sturgeon acts to reassure EU nationals living in Scotland, The Guardian 05.07.2016.

Robin Wright: Elizabeth II, the Brexit Queen, The New Yorker 05.07.2016.

Severin Carrell: Scotland’s pro-Brexit fishing federation warns ministers over EU stance, The Guardian 04.07.2016.

Hugh Gusterson: Nuclear Brexit, Bulletin of the Atomic Scientists 30.06.2016.

Jennifer Rankin, Severin Carrell & Philip Oltermann: Nicola Sturgeon’s plea to EU leaders meets with sympathy but little hope, The Guardian 29.06.2016.

Kylie MacLellan: London Mayor Khan demands more autonomy after Brexit vote, Reuters 28.06.2016.

Binoy Kampmark: Brexit and the Neoliberal Revolt Against Jeremy Corbyn, CounterPunch 28.06.2016.

The Guardian view on Scotland and Brexit: Nicola Sturgeon speaks for Britain, (leder) The Guardian 28.06.2016.

Nick McKerrell: Scotland can’t veto Brexit – but London may be unable to stop indyref2, The Conversation 27.06.2016.

Libby Brooks: Nicola Sturgeon: Scottish parliament could block Brexit, The Guardian 26.06.2016.

Richard G. Smith: London after Brexit: independence a non-starter but special status could protect global position, The Conversation 25.06.2016.

Severin Carrell & Jennifer Rankin: Nicola Sturgeon to lobby EU members to support Scotland’s remain bid, The Guardian 25.06.2016.

Craig McAngus: Scottish independence back in play after Brexit shock – with a note of caution, The Conversation 24.06.2016.

Chris Grocutt: Gibraltar voted to remain in the EU, so where next for the Rock? The Conversation 24.06.2016.

Fintan O.Toole: The English have placed a bomb under the Irish peace process, The Guardian 24.06.2016.

Duncan McTavish: If Scotland blocks England from Brexit, what happens next? The Conversation 22.06.2016.

Kathryn Gaw: Northern Ireland’s greatest fear from a Brexit is the return to conflict, The Guardian 21.06.2016.

 

Brexit-links generelt

Cynthia Croet: Brexit vote campaign left too many ‘ill-informed:’ report, Politico 01.09.2016.

Will Hutton: Don’t be fooled. There will be damaging fallout from Brexit, The Guardian 26.08.2016.

Larry Elliott: Brexit Armageddon was a terrifying vision – but it simply hasn’t happened, The Guardian 20.08.2016.

Tom McTague: How Brexit brought UKIP to its knees, Politico 17.08.2016.

Ashifa Kassam: Canada’s trade deal with EU a model for Brexit? Not quite, insiders say, The Guardian 15.08.2016.

Anushka Asthana & Larry Elliott: Brexit damage to UK economy will outweigh wage gains, study finds, The Guardian 15.08.2016.

Katie Allen: London set to bear brunt of post-Brexit vote downturn, say experts, The Guardian 14.08.2016.

Brexit could be delayed to late-2019, (Reuters) EurActiv 14.08.2016.

Hugh Cortazzi: Reappraising Japan-U.K. ties, Japan Times 11.08.2016.

Terry Macalister: Nissan warns future of UK car plant hinges on Brexit talks, The Guardian 05.08.2016.

John Vidal: National Trust calls for complete reform of British farm subsidies, The Guardian 04.08.2016.

Ronan Burtenshaw: How Labour Can Win, Jacobin 02.08.2016.

Peter Walker: EU immigration debate upset more than half of voters, report finds, The Guardian 27.07.2016.

Peter Walker: Theresa May’s scrapping of minister for refugees ‘utterly disgraceful’, The Guardian 25.07.2016.

David Kocieniewski: Becoming a Tax Haven Is Harder Than It Looks, Bloomberg 24.07.2016.

Richard Van Noorden: Brexit watch: UK researchers scramble to save science, Nature 22.07.2016.

Brian Cloughley: Boris Johnson: Britain’s Lying Buffoon, CounterPunch 22.07.2016.

Martin Kettle: Theresa May will soon have to decide which Brexit to take, The Guardian 21.07.2016.

Matt Qvortrup: Why Theresa May should beware Angela Merkel’s honeyed words, The Guardian 21.07.2016.

Martin Belam: One month on, what has been the impact of the Brexit vote so far? The Guardian 22.07.2016.

Rowena Mason: May gets Hollande ultimatum: free trade depends on free movement, The Guardian 21.07.2016.

Kate Connolly: May meets Merkel: historic encounter dominated by Brexit, The Guardian 20.07.2016.

Rowena Mason & Philip Oltermann: Angela Merkel backs Theresa May’s plan not to trigger Brexit this year, The Guardian 20.07.2016.

Patrick Wintour & Rowena Mason: Liberals, celebrities and EU supporters set up progressive movement, The Guardian 19.07.2016.

Marina Hyde: Boris Johnson, David Davis and Liam Fox as the Three Brexiteers? Dream on, The Guardian 16.07.2016.

Luke Harding et al.: The Boris Johnson question: how the UK’s foreign secretary is viewed abroad, The Guardian 14.07.2016.

Patrick Wintour: What’s the best Brexit Theresa May could get for Britain? The Guardian 14.07.2016.

Patrick Wintour: Brexit could take up to six years to complete, says Philip Hammond, The Guardian 12.07.2016.

Maker of bamboo whisks pessimistic after U.K.’s Brexit vote, (AFP-Jiji) Japan Times 11.07.2016.

Tom Gordon: Scots MPs line up against Trident ahead of key vote, Herald Scotland 10.07.2016.

World on cusp of an Asian century as Brexit rattles old order, (AFP-Jiji) Japan Times 10.07.2016.

Trident: MPs to vote on nuclear weapons system this month, BBC News 09.07.2016.

Labour defence review ‘could keep nuclear weapons option’, BBC News 09.07.2016.

Rowena Mason: Philip Hammond: EU leaders happy to hold informal Brexit talks, The Guardian 09.07.2016.

Yoon Young-Kwan: Brexit marks the start of an anti-globalization era, Japan Times 07.07.2016.

Joseph Stiglitz: After the EU vote, it’s time for some clear thinking on trade, The Guardian 06.07.2016.

Pavin Chachavalpongpun: ASEAN and Brexit’s lessons, Japan Times 06.07.2016.

Angela Monaghan: Sterling hits new 31-year low against the dollar, The Guardian 06.07.2016.

Michael Sauga: Perilous Plebiscites: Brexit Vote Underscores Limits of Direct Democracy, Der Spiegel 05.07.2016.

Robert Dover: What Chilcot won’t tell us: the Iraq War crashed the European project, The Ecologist 07.07.2016.

Phillip Inman: Sterling’s collapse is a big problem for a UK living beyond its means, The Guardian 05.07.2016.

Eric Levitz: Brexit Could Trigger the Next Financial Crisis – in Italy, New York Magazine 05.07.2016.

Rafael Behr: How remain failed: the inside story of a doomed campaign, The Guardian 05.07.2016.

John Plunkett: Media should rethink coverage in wake of Brexit vote, says Justin Webb, The Guardian 05.07.2016.

Chris Cooper: Japan Inc. suffers Brexit fallout as resurgent yen threatens profit outlook, (Bloomberg) Japan Times 05.07.2016.

Jennifer Rankin: Nigel Farage and Boris Johnson are unpatriotic quitters, says Juncker, The Guardian 05.07.2016.

David Flanchflower: The Brexit vote will kill austerity, The Guardian 05.07.2016.

Annabelle Timsit: 5 U.S. Independence Movements Inspired by Brexit, Politico 04.07.2016.

Brexit: Set out positives of leaving, Boris Johnson urges, BBC News 04.07.2016.

Nick Clegg: Britain must have a general election before activating article 50, The Guardian 03.07.2016.

Mark Tran: Nick Clegg calls for general election before article 50 is activated, The Guardian 03.07.2016.

Zoe Wood: Will EU exit mean higher food prices and staff shortages? The Guardian 03.07.2016.

Christopher Williams: What does Brexit mean for the key parts of the UK economy? The Telegraph 02.07.2016.

Jana Kasperkevic: Brexit vote could mean US real estate boom as investors look outside London, The Guardian 02.07.2016.

Jonathan Freedland: A warning to Gove and Johnson – we won’t forget what you did, The Guardian 01.07.2016.

Ed Vulliamy: ‘We are the 48%’: tens of thousands march in London for Europe, The Guardian 02.07.2016.

Nick Robins-Early, Alana Horowich Satlin & Charlotte Alfred: The Week Britain’s Brexit ‘Earthquake’ Shook The World, Huffington Post 02.07.2016.

‘Brexit’ supporters need to show flexibility, (leder) Mainichi 01.07.2016.

Tom Miles: A Brexit warning from Switzerland: beware votes on free movement, Reuters 01.07.2016.

Ted Rall: Who’s really to blame for Brexit, Japan Times 01.07.2016.

Nazia Parveen & Harriet Sherwood: Police log fivefold rise in race-hate complaints since Brexit result, The Guardian 30.06.2016.

Benjamin Oreskes: Germany: America’s real special relationship, Politico 30.06.2016.

Pete Dolack: The Brexit con: the exit Britain needs is from neoliberal capitalism, The Ecologist 30.09.2016.

Hugh Gusterson: Nuclear Brexit, Union of Concerned Scientists 30.06.2016.

Gary Younge: Brexit: a disaster decades in the making, The Guardian 30.06.2016.

Katie Allen: Interest rate cut likely after Brexit vote, says Mark Carney, The Guardian 30.06.2016.

Adam Hamdy: How Brexit Has Crippled TTIP, Hufffington Post 29.06.2016.

Jon Henley & Jennifer Rankin: Brexit: EU leaders say UK cannot have ‘à la carte’ single market, The Guardian 29.06.2016.

Christiane Amanpour: Brexit: Truth, myths and media ‘neutrality’, CNN 29.06.2016.

The Guardian view on the UK and Europe: a binary choice, (leder) The Guardian 29.06.2016.

Jess Jackson: What Clinton Should Learn From Brexit, CounterPunch 29.06.2016.

Marina Hyde: Farage is now Britain’s face at the EU: petty, unlovable, essentially terrified, The Guardian 28.06.2016.

Alastair Macdonald: No EU access for Britain without paying bill: Belgium, Reuters 28.06.2016.

Holger Nehring: What Germany wants – as diplomacy over Brexit begins, The Conversation 28.06.2016.

Craig Berry: How austerity took Britain to Brexit, The Conversation 28.06.2016.

Lorne Cook: EU’s most widely use language, English, endangered by Brexit, AP 28.06.2016.

Heather Stewart & Jennifer Rankin: Cameron tells EU leaders they must offer UK more control over immigration, The Guardian 28.06.2016.

Graeme Wearden & Nick Fletcher: Britain credit rating downgraded as markets suffer more Brexit losses – as it happened, The Guardian 27.06.2016.

Mark Thompson & Katie Hunt: Brexit’s broken promises: Health care, immigration and the economy, CNN 27.06.206.

Robert Ackrill: Brexit and immigration: some questions that need answering, The Conversation 27.06.2016.

Alan Travis: The leave campaign made three key promises – are they keeping them? The Guardian 27.06.2016.

Simona Guerra: Brexit: what Europe must do to avoid losing more member states, The Conversation 27.06.2016.

Anastasia Nesvetailova  & Ronen Palan: Brexit impact will be worse than the 2008 crash, The Conversation 27.06.2016.

Jonathon Porritt: The power of redemptive anger, The Ecologist 27.06.2016.

Colin Murray: Brexit: the next legal steps on the road out of Europe, The Conversation 27.06.2016.

Nick Barber, Tom Hickman & Jeff King: Pulling the Article 50 ‘Trigger’: Parliament’s Indispensable Role, UK Constitutional Law Association 27.06.2016.

Johan Galtung: Goodbye UK, Goodbye Great Britain: What Next? CounterPunch 27.06.2016.

Zoe Wood, Jill Treanor & Phillip Inman: Firms plan to quit UK as City braces for more post-Brexit losses, The Guardian 26.06.2016.

Gabriela Baczynska: Britain to become ‘new Norway’ after Brexit: Finland’s Stubb, Reuters 26.06.2016.

Steve Peers: Article 50: can the EU force the pace of Brexit? The Conversation 26.06.2016.

Paul Whiteley & Harold D Clarke: Brexit and immigration: some questions that need answering, The Conversation 25.06.2016.

Charles Grant: How Leave outgunned Remain: The battle of the ‘five Ms’, Centre for European Reform 25.06.2016.

‘Black Friday’: Pound plummets to 1985 low as ‘Leave’ declares victory, RT 24.06.2016.

Paul Webb: Breaking down Brexit: how the UK voted, The Conversation 24.06.2016.

John Pilger: A Blow for Peace and Democracy: Why the British Said No to Europe, CounterPunch 24.06.2016.

Charles Lees: By riding the tiger of populism, the Conservatives may have destroyed the UK, The Conversation 24.06.2016.

Jan Øberg: The Brexit Shock: Now It’s All Up in the Air, CounterPunch 24.06.2016.

Andrew Glencross: Swamped by facts, voters are still going into the EU referendum with an information deficit, The Conversation 18.06.2016.

Gavin Barrett: What is Article 50 – the law that governs exiting the EU – and how does it work? The Conversation 03.06.2016.

J.D. Alois: SyndicateRoom Says Brexit Would Place £2 Trillion of Investment at Risk, CrowdfundInsider 31.05.2016.

Paul James Cardwell & Navajyoti Samanta: What Brexit would mean for relations between India and the UK, The Conversation 02.05.2016.

Matt Dathan: Remain campaign races into record 18-point lead in EU referendum – but voters don’t believe David Cameron’s claims that Brexit would bring war back to Europe, Daily Mail 18.05.2016.

Nigel Nelson: Winston Churchill’s vision was for European unity – he even wanted to merge Britain and France, The Mirror 16.04.2016.

 

Share