Strøtanker om bæredygtighed

Hidtil har de tidligste spor efter menneskers agerbrug været omkring 12-000 år gamle, men nye fund fra området omkring Geneserat Sø peger på, at jæger-samlere her har etableret bopladser, hvor man allerede for 23.000 år side har kultiveret jorden. Her har man i velbevarede sedimentlag fundet frø fra 13 forskellige arter af ukrudtsplanter sammen med vild byg, flyvehavre samt vild emmer (en af de ældste hvede-sorter) – en sammensætning af frø, som kun ville kunne forekomme som følge af en en årligt tilbagevendende kultivering. Samtidig er der på bopladserne fundet rester efter 140 vilde planter, som har været indsamlet. Så overgangen mellem jæger-samler-kulturer og agerbrugskulturer har nok aldrig været så definitiv som folkeskolens historiebøger skildrede det.

I 2013 fremlagde forskere fund fra området omkring Den Gule Flod i Kina, som tilsvarende rækker 19.500-23.000 år tilbage, mens den seneste istid kulminerede. Her har man fundet malesten, brugt til at male mel af frø. Analysen af frørester i malestenens overflade viser, at mennesker her har malet græs, bønner, vild hirse, yams og slange-græskar – eller de samme typer af fødevarer, som man ved mennesker i dette område mange tusind år senere kultiverede som del af grundlaget for etableringen af det kinesiske rige. Omkring Den Gule Flod er der fra 11.000 år tilbage fundet spor efter, at mennesket begyndte at dyrke jorden tæmme husdyr.

Tilsvarende undersøgelser af stivelsesrester fra malesten fundet på tre europæiske lokaliteter – Italien, Rusland og Tjekkoslovakiet – viser, at mennesker i Europa for mindst 30.000 år siden har malet bregner og dunhammere, som kunne danne udgangspunkt for at bage fladbrød på varme sten. Hvor palæodiæten ofte antages at være stærkt animalsk, kan den meget vel vise sig for en betydelig del at være plantebaseret.

Sandsynligvis er der således tale om en meget lang overgangsfase fra det omstrejfende jæger-samler-menneske til den fastboende agerbruger. Og Kains hårde dom, at måtte arbejde med jorden “i sit ansigts sved”, må rykkes adskillige tusinde år tilbage.

Se tidligere blog-indlæg: Manhattan anno 1609 og Økologiske produktivkræfter, homøostase- og HOT-model.

Jacqueline Howard: Farming May Have Started Way Earlier Than Scientists Thought, Huffington Post 25.07.2015.

TAU Among International Researchers to Discover First Evidence of Farming in Mideast, Tel Aviv University 22.07.2015.

Li Liu et al.: Paleolithic human exploitation of plant foods during the last glacial maximum in North China, Proceedings of the National Academy of Sciences vol. 110 no. 14 2013, pp. 5380–85

Stanford-led research pushes back origins of agriculture in China by 12,000 years, Heritage Daily 03.05.2015.

Bjorn Carey: Stanford-led research pushes back origins of agriculture in China by 12,000 years, Stanford News 02.05.2013.

Bob Yirka: Study of grinding stones suggests adaption to ice age may have led to birth of agriculture in China, phys.org 20.03.2013.

Jennifer Viegas: Cavemen Ground Flour, Prepped Veggies, Discovery 27.11.2012.

Prehistoric man ate flatbread 30,000 years ago: study, phys.org 19.10.2010.

Brenda Goh: Bread was around 30,000 years ago: study, Reuters 18.10.2010.

Den amerikanske landskabsøkolog Eric Sanderson fra Wildlife Conservation Society har sat sig for at kortlægge Manhattans fremtræden i 1609 i anledningen af, at det 12. september næste år er 400-år siden, at Henry Hudson steg i land på Manhattan.

Det Manhattan, Hudson kom til, var en ø med en frodig blandet løvskov præget af store egetræer og valnøddetræer, strandenge, ålegræsbanker, småsøer og stenede vandløb.

Lenni Lenape-folket, som allerede beboede området, dyrkede majs og bønner, solsikker og squash på marker, som de ryddede gennem kontrolleret afbrænding. De fangede rådyr, vild kalkun, fisk og skaldyr, og samlede vilde planter, nødder og bær. Alt i alt en radikalt anden brug af landskabet end newyorkeren i dag.

The Mannahatta Project har til formål at tydeliggøre landskabets transformationer fra Lenni Lenape-folkets jæger-samlerkultur og svedjebrug helt frem til i dag. Som man kan fornemme af billedet ovenfor, er Manhattan vokset siden da, ikke mindst ved sydspidsen, hvor man i dag finder den højeste skyline. Den lille sø til højre lå, hvor man i dag finder Foley Square. Som man kan se af billedet til højre, var landskabet præget af en blandet løvskov med stor artsrigdom.

Der langt flere informationer tilgængelig online inklusive et lille slideshow om The Mannahatta Project, som stadig er under udarbejdelse.

Store dele af det danske landskab har haft en tilsvarende fremtræden før vi gradvist fik det hele fældet til opdyrkning, med store løvskove, som ofte var domineret af lindetræer. I et sådant landskab er der bundet ganske store mængder CO₂. Man kunne derfor stille som et mål for den CO₂-neutrale storby, at den lod sig genindvokse i skoven.

Ikke bogstaveligt, men ved at vi i langt højere grad end nu benyttede os af muligheden for taghaver, facadebeplantninger og gadetræer som integrerede dele af byrummet – i en form for kultiveret urban urskov. Det ville indebære en hel vifte af miljøforbedringer.

Eric W. Sanderson and Marianne Brown: Mannahatta: An Ecological First Look at the Manhattan Landscape Prior to Henry Hudson, Notheastern Naturalist vol. 14 no. 4 pp. 545–70 2007 (pdf).

Nick Paumgarten: Mapping Mannahatta, The New Yorker 01.10.2007.

Den måde, hvorpå mennesket gennem tiderne har indvundet og anvendt energi, er et grundlæggende kultur-karakteristika. Samtidig med at brugen af fossil energi som kul, olie, gas og uran muliggjorde udviklingen af det industrielle samfund, er mange af de problemer med økologi og bæredygtighed, som vi står overfor i dag, direkte forbundet med den måde, hvorpå vi bruger energi.

I bogen Økologiske produktivkræfter (1977) analyserer Jesper Hoffmeyer, hvordan markante skift i kulturernes homøostase gennem tiderne modsvares af ændringer i den måde, hvorpå vi har brugt energi. Homøostase er et begreb fra den moderne systembiologi. Det betegner en form for fastholdt ligevægt i et økosystem, hvor de enkelte arter gennem feedback-mekanismer opretholder en slags balance. Balancen kan forskubbe sig gennem en række ændringer i systemets stimuli og vilkår, men systemet har en iboende dynamik frem (eller tilbage) mod en given homøostatisk balance.

Hoffmeyer sammenfatter analysen i en slags bjerglandskab, hvor der i hver dal hersker en given balance mellem fundamentale kulturelle størrelser. Udviklingen gennem tid er betegnet ved et tog, som under store anstrengelser strider sig op ad bjergsiden for, når det kommer til toppen, at få en kolossal acceleration, når det starter turen ind (ned) i næste dal. For hver ny dal er det ikke bare den teknologi, hvormed mennesket udvinder og bruger energi, som ændrer sig. Samtidig ændres vores organisationsmåde, vores bevidsthed og verdensforståelse – i en homøostatisk reorganisering. Når først toget er vel nede i næste dal, har disse størrelser en tendens til at fastholde hinanden i en form for homøostatisk balance.

Planter omsætter solenergi gennem fotosyntesen i bladenes grønkorn og fungerer herved som naturens solfangere. Dette er basis for alt dyreliv, ligesom det er forudsætningen for menneskets eksistens. Ifølge Hoffmeyer er der tale om en kvantespringsagtig udvikling af homøostasen fra jæger-samler-samfundets beroen på, hvad naturen af sig selv frembyder, over nomadefolkenes organiserede husdyrhold til agersamfundenes systematiske underlæggen sig økosystemerne, som gav basis for byudvikling omkring handelspladserne og en langt mere kompleks samfundsorganisation. Vores bevidsthed og verdensforståelse har ændret sig sideløbende.

Læs mere »