Strøtanker om bæredygtighed

Oceanerne udgør en af klodens største ‘carbon sinks’ eller CO₂-depoter, og omkring en fjerdedel af de store mængder CO₂, som vores afbrænding af fossile brændstoffer har udledt i atmosfæren, er gradvist blevet absorberet i havet. CO₂ indgår i plankton-dannelsen i havenes øvre vandlag, og når planktonet henfalder, synker de mineralske rester langsomt mod havbunden. CO₂ danner kulsyre, når det opløses i vand. Kulsyre er en relativt svag syre, men endda har man over tid kunnet iagttage, at havet gradvist bliver mere surt langs oceanernes bund.

For et par uger siden kom de første varsler om, at havet er ved at nå en kritisk grænse (se tidligere blog-indlæg sure oceaner). Siden da er der fremkommet en hel stribe artikler med forskellige aspekter af samme problem.

Ved det australske Hobart Laboratory har man konstateret, at vægten af de beskyttende skaller for pteropods, bittesmå fritsvømmende snegle, som har en vigtig rolle i fødekæden i havet mellem Australien og Antarktis, på få år er faldet til det halve. Dette er et klart billede på, at vandet hurtigt kan blive så surt, at mange af havets organismer kan få vanskeligheder ved at opbygge deres beskyttende kalkskaller.¹

Oceanernes pH-værdi er faldet med 0,1 siden CO₂-udledningerne begyndte at stige voldsomt på grund af afbrændingen af fossil brændsel. Og Selina Ward fra University of Queensland forudsiger, at hvis den nuværende udvikling fortsætter, vil vi ikke have rejer i 2070. Vandet vil til den tid være så surt, at krebse- og skaldyr ikke vil kunne danne deres beskyttende skjold, og der er risiko for, at hele fødekædesystemer bryder sammen i oceanerne.²

Læs mere »

Japan er netop i disse dage ved at hæve sine reduktionsmål for CO₂-udledninger fra 60% til 80%, og det er reduktioner i samme størrelsesorden, som verdenssamfundet under ledelse af UNFCCC stræber mod at gennemføre på verdensplan i den afløser for Kyoto-aftalen, som efter planerne skal være klar til endelig underskrivelse i København næste år.

Men på et seminar i Tokyo fortalte lederen af Earth Policy Institute Lester Brown fredag, at en 80% reduktion af CO₂-udledningerne i 2050 er alt for slapt. Ifølge Brown er vi nødt til at nå en 80% reduktion af CO₂-udledningerne allerede i 2020, og dette vil kræve en langt mere helhjertet og systematisk indsats, end det der nu bliver præsteret.

Hvorfor udnytter Japan, som har så store geotermiske ressourcer, slet ikke den geotermiske energi, spurgte han dernæst forsamlingen på Sophia-universitetet? På Island opvarmer man i dag 90% af boligerne med termisk energi. Japan, som i dag er dybt afhængig af olien, ville let kunne dække halvdelen af sit energiforbrug ved at udnytte den termiske varme i undergrunden – og på sigt størstedelen af sit energiforbrug gennem systematisk udnyttelse af geotermisk energi.

Tilbage i 1978 grundlagde Lester Brown Worldwatch Institute, som løbende leverer vital information til forståelsen af den globale udvikling. I 2001 grundlagde han Earth Policy Institute, som arbejder for at fremme overgangen til en bæredygtig fremtid. Brown er en af verdens indflydelsesrige tænkere, han har medvirket til omkring 50 bøger om miljø og miljøpolitik og bliver indimellem kaldt ‘miljøbevægelsens guru’.

Nedenfor er der tre videoer med Lester Brown. Øverst en blot 4 min. introduktion fra Aspen Environmental Forum. Dernæst en forelæsning fra Berkeley, hvor han fortæller om sin nylige bog Plan B, og nederst findes en video fra serien GoogleTalks, hvor han ser nærmere på Kinas rolle i de kommende års økonomiske udvikling.

Læs mere »

Torsdag var det World Environment Day, og i den anledning havde New York en oplevelse lidt ud over det sædvanlige. En mand kravlede hele vejen op ad New York Times’ 52 etager høje facade. På vej op satte han på 17. etage et lysegrønt banner op med teksten: “Global warming kills more people than a 9/11 every week.”

Baggrunden for Alain Roberts aktion er en WHO-rapport, som anslår, at omkring 200.000 mennesker årligt mister livet som følge af den globale opvarmnings klimaforandringer – flere om ugen end ved terrorangrebet mod World Trade Center 11. september. 

Alain Robert, bedre kendt som Spiderman, har efterhånden besteget 80 bygningsværker, heriblandt Empire State Building, Golden Gate Bridge, Utzons operahus i Sydney, Chicago’s Sears Tower og Petronas Towers i Kuala Lumpur. The New York Times Building var et oplagt valg. Dels var han sikker på stor mediedækning, dels er bygningens vandrette facadegitter nærmest som en stige for den rutinerede klatrer – ifølge Roberts til 1 på en sværhedsskala fra 1 til 10. Og så havde han valgt denne bygning, fordi den bliver betragtet som en ‘grøn’ bygning.

Efter den 40 minutter lange klatretur blev han på toppen modtaget af politiet og arresteret. Imens blev der nede på gadeplan delt foldere ud om global opvarming.

Læs mere »

I 2005 indførte Kina nye regler for støtte til vedvarende energi. Allerede samme år voksede den samlede installerede vindkraftkapacitet i Kina med 60%. Året efter blev den igen fordoblet, og tilsvarende i 2007. Den samlede kapacitet nåede hermed op på 5 GW, hvilket man havde planlagt at skulle nå i 2010. Tilsvarende regner man nu med, at målet om 30 GW vindkraftkapacitet i 2020 vil blive nået allerede i 2012, og at man med den nuværende udvikling vil runde 100 MW i 2020. Kina er således lige nu et af de mest dynamiske steder for udbygningen af vindraft.

Hvis samme tendens ses i de øvrige sektorer, kan den vedvarende energis andel af Kinas samlede energiforbrug i 2020 nå markant højere end de nu planlagte 12-16% og 30% i 2050.

Udviklingen er i høj grad igangsat ved import af udenlandske møller. Blandt andet har danske Vestas leveret mere end 1.000 møller til det kinesiske marked og indrettet en produktionsenhed i Tianjin. Men Kinas egen vindmølleindustri er i rivende udvikling. Man regner således med næste år at have en 3 MWh mølle klar til testkørsel (møllerne på Middelgrunden er 2 MW), og man sigter på fra omkring 2012 at blive nettoeksportør af vindmøller.

Junfeng Li, leder af China Renewable Energy Industries Association (CREIA) har sammen med World Watch Institute lavet en rapport om den vedvarende energis rolle for den kinesiske energiforsyning. Han slutter en lille introducerende artikel sådan:

Læs mere »

Luftfartsselskaberne har ryggen mod muren. Dels bliver det stadig sværere at dække over, at flyvning er en af de værste kilder til udledning af drivhusgasser, dels giver de hastigt stigende brændstofpriser et gigantisk pres på luftfartselskabernes økonomi – ikke mindst nu, hvor der som led i UNFCCCs forhandlinger i Bonn i disse dage er optræk til at luftfarten bliver lagt ind under en form for CO₂-kvotesystem.¹

På den baggrund er det kærkomment, at Airbus og ACARE (the Advisory Council for Aeronautics Research in Europe) sat sig det ambitiøse mål at reducere energiforbruget med 30% og CO₂-udledningerne med 50% inden 2020 set i forhold til år 2000, og man har i den forbindelse øget forsknings- og udviklingsbudgettet markant. Man vil:

• reducere CO₂ med 50% pr. passager-kilometer
• reducere NO_x-udledningerne med 80%
• reducere den oplevede støj til det halve af de nuværende gennemsnitlige niveauer, samt
• minimere påvirkninger fra fremstilling, vedligeholdelse, eftersyn, reparation og ophugning.

Airbus har i livscyklusundersøgelser vurderet, at man vil kunne komme op på at recirkulere 85% af alle dele i et fly.

Læs mere »

Det lille atol-rige Kiribati med blot 93.000 indbyggere har brugt 5. juni, som af FN er udråbt til at være World Environment Day, til at gøre opmærksom på ørigets kritiske situation udløst af klimaforandringerne. Allerede nu gør den stigende vandstand i oceanerne, at havets erosion er betragtelig hver fjortende dag, når højvandet når højest. Oversvømmelser hører til dagligdagen, og flere steder har man i de senere år måttet opgive at dyrke jorden på grund af havets hærgen. Med de nuværende udviklingsmønstre regner man således med, at ø-gruppen om senest 50 år være skyllet i havet. Kiribatis præsident Anote Tong har derfor været på besøg ved New Zealands premierminister for at anmode om hjælp til at kunne migrere befolkningen i tide – inden de bliver klima-flygtninge.

Kiribati består af 33 atoller spredt ud over et 5 mio. km² stort område i Mikronesien, omtrent midt mellem Fiji-øerne og Hawaii. De lave øer, som er dannet af koralrev, stikker typisk ikke mere end 2 meter over havoverfladen, så allerede en FN-rapport fra 1989 forudså, at samfund som Kiribati ville være de første til at mærke katastrofale følger af klimaforandringerne.

[nggallery id=123]

.
I 2006 blev et marinereservat oprettet i området, som er truet af ikke bare klimaforandringer, men også overfiskning. Tidligere i år er marinereservatet udvidet, så det i dag er verdens største marinereservat, næsten ti gange større end Danmark. Koralrevene har udviklet en enestående biodiversitet, og med The Phoenix Islands Protected Area (PIPA) er et af verdens sidste intakte koralø-økosystemer bevaret, med otte koraløer og to koralrev i en næsten ubeboet område.

Paradis på jord, er Kiribati blevet kaldt. Det er næsten ikke til at fatte – eller bære – at havstigningerne efter afbrændingen af fossile brændstoffer i løbet af få år vil vaske Kiribati bort.

Leader of disappearing island nation says climate change an issue of survival, not economics, Herald Tribune 05.06.2008.

Endangered Pacific islet facing mass relocation, (med video & audio) ABC News 05.06.2008.

World’s Largest Marine Protected Area Created in Pacific Ocean, Conservation International 14.02.2008.

Gregory Stone: On the healthy reefs of the Phoenix Islands, scientists find new species and clues to preserving paradise, National Geographic Magazine februar 2004.

The Phoenix Islands Protected Area (PIPA) factsheet, (første fase)Phoenixislands.org 2006 (pdf).

Katharine Sandersen: “Too late” to save Pacific island nation from submersion, Nature 06.06.2008.

Emma Brindal: Climate change refugees the forgotten people, The Age 18.06.2008.

Rob Taylor & David Fogarty: Kiribati looks for climate help from Australia, Reuters 20.06.2008.

Kiribati, Wikipedia.org.

Brugen af terrassevarmere foran engelske pubber og restauranter er øget til det tidobbelte siden man sidste år indførte rygeforbud. På den baggrund var den engelske klimaminister Phil Whoolas i dag fremme med riven: “The official line to take is, when outside, wear a jumper.”¹

Det er klar tale. Debatten om disse ‘patio heaters’, som helt bogstaveligt fyrer for fuglene, er ganske ophedet i England med krav om forbud. Man regner med, at antallet er fordoblet på blot et år, og allerede sidste år blev CO₂-udledningerne fra de engelske terrassevarmere anslået til 1 mio. ton.²

Det forlyder da også, at der på EU-plan er flertal for et forbud mod disse udendørs varmere. De er blot et af mange eksempler på, at selvom vi måske lærer at vaske ved lidt lavere temperaturer og efterhånden får skiftet ud til sparepærer, så kommer der hele tiden nye muligheder for forbrug. Noget man knapt vidste eksisterede for blot få år siden, er på kort tid sneget sig ind i dagligdagen. Ordet terrassevarmere giver 52.000 sider på Google, mens patio heater giver 630.000 sider.

De skyder op som paddehatte i det københavnske bybillede – og givet er det et aktiv for omsætningen at kunne opretholde skorteærmetemperatur i de københavnske gaderum en stor del af året, men det er kort og godt hasard med fremtiden. Man kunne derfor ønske sig, at en forening som Danmarks Restauranter & Cafeer påtog sig sin del af ansvaret for, at det ikke blev standard ved al udendørs servering. Men når man læser et indlæg som EU-farce om terassevarmere af DRCs informationschef Carsten Kruuse, må man indse, er der ikke meget andet at gøre end et forbud.³

Indtil forbuddet er på plads, kan jeg kun opfordre alle til systematisk at vælge serveringssteder med terrassevarmere fra, så det om noget bliver en negativ konkurrenceparameter at udstille sin foragt for verdens klima- og energisituation på den måde.

Andy Bloxham: Calls for ban on ‘polluting’ patio heaters, Telegraph 04.06.2008.¹

Paul Eccleston: Patio heaters targeted over CO₂ emissions, Telegraph 25.07.2007.²

Carsten Kruuse: EU-farce om terassevarmere, DRC 27.02.2008.³

Frede Madsen: Forbud mod varmelamper vil koste restauranter millioner, Erhvervsbladet.dk 29.02.2008.

Niels Bygballe Christiansen: Behov for terrassevarmer? Jyllandsposten 13.02.2008.

I går meddelte Tyrkiets regering, at den var rede til at underskrive Kyoto-aftalen. Efterhånden har mere end 170 lande underskrevet Kyoto-aftalen, hvoraf dog kun 37 industrialiserede lande har forpligtet sig til bindende reduktioner.

Tyrkiet har længe vægret sig mod at skrive under, og har forbeholdt sig sin ret til at blive gennemindustrialiseret, inden der kan være tale om nogen form for CO₂-reduktioner, så det er en glædelig udvikling, som gør det endnu mere sandsynligt, at vi får en bred samling om afløseren af Kyoto-aftalen klar til underskrift i København næste år i december.

Tyrkiet vil i første omgang ikke blive pålagt CO₂-reduktioner. Hvor de danske CO₂-udledninger ligger på over 10 ton CO₂ pr. indbygger, ligger de tyrkiske udledninger fra fossile brændstoffer på blot 4,1 ton CO₂ pr. indbygger, og landet har et stort endnu ikke udnyttet vandkraftpotentiale.

Turkish government decides to approve Kyoto Protocol, Reuters 02.06.2008.

Yonca Poyraz Dogan: Ministry working on proposal to ratify Kyoto Protocol, Today’s Zaman 03.06.2008.

Yonca Poyraz Dogan: Turkey set to gain from carbon trading, Today’s Zaman 04.06.2008.

Teknologien findes: Gigantiske CO₂-støvsugere, som møjsommeligt suger atmosfærens luft igennem sig og filtrerer CO₂-en fra. Professor ved Columbia University Klaus Lackner har i mange år arbejdet med mulighederne, og i samarbejde med GRT, Global Research Technologies. Den her viste prototype skulle kunne absorbere omkring 90.000 ton pr. år. Der skal således 500-600 af slagsen til at opsuge bare den danske CO₂-udledning.

I en radioudsendelse fra NPR fortæller Klaus Lackner, at en filterflade på størrelse med en dør vil kunne absorbere en amerikaners nuværende CO₂-udledning på omkring 20 ton pr. år. Men selve filtreringsteknologien er ikke det svære. Ved at lade luften passere forbi filtre med bestemte stoffer, kan man absorbere op imod 30% af luftens CO₂-indhold. Problemerne kommer, når CO₂en skal samles, kondenseres, transporteres til og deponeres i egnede lagre. Det vil kræve ganske meget energi og teknologi at få den indsamlede CO₂ vel begravet langt under jordens overflade. Ifølge Lackner vil de store støvsugertårne kun udgøre omkring 20% af omkostningerne. Hvis man ellers beslutter sig for sådanne CO₂-støvsugere, vil de ikke blot poppe op overalt. Den sandsynlige placering vil være i store CO₂-farme i ørkener, hvor der dels er gode vindforhold, dels er gode lagringsmuligheder i områdets undergrund.¹

Stadig vil det ifølge Lackner bedre kunne svare sig at filtrere CO₂-produktionen ved kraftværker direkte ved kilden. Men for de store mængder CO₂, som produceres i små spredte enheder som biler, giver det god mening at absorbere direkte fra luften. Og først må vi først standse stigningerne i udledningerne, før vi kan begynde at sænke CO₂-koncentrationen. For at en teknologi som denne overhovedet vil blive realiseret, er vi ifølge Lackner nødt til at få en pris på CO₂. CO₂-støvsugerne er endnu på prototype-stadiet, men han forventer, at et systematisk udviklingsarbejde, hvor håndteringen af den indsamlede CO₂ kommer til at foregå med vedvarende energikilder, vil kunne få omkostningerne ned på 30$ pr. indsamlet og deponeret ton CO₂.¹ Ligesom vindmøllerne vil CO₂-støvsugerne gradvist vokse sig større, og 250.000 af disse enheder med en absorber-flade på 50×60 meter skulle kunne høste CO₂ svarende til den nuværende globale udledning på omkring 22 mia. ton pr. år.²

Læs mere »

I dag indfører Kina et forbud mod brug af gratis plasticposer i detailhandlen. Samtidig er der udstedt et forbud mod salg og brug af ultratynde (0,025 mm) plasticposer, bortset fra særlige situationer, hvor det er nødvendigt for fødevarehygiejnen. Fremover vil det stadig være tilladt at fremstille og sælge kraftigere poser af nedbrydeligt plastic, som kan bruges igen og igen. Men i et dokument offentliggjort på en statslig hjemmeside omkring nytår, taler man om det ønskelige i at vende tilbage til en udstrakt brug af stofposer og indkøbskurve.

Plasticposer har fået en voldsom udbredelse i Kina i de sidste 15 år, og Kina bruger årligt 5 mio. ton (37 mio. tønder) råolie til plasticposer.¹ Plastic udgør således ifølge Men Xiaowei fra det kinesiske handelsministerium 3-5 % af det samlede affald, hvoraf langt det meste er plasticposer. “It is a ‘habit revolution,'” siger Men: “It will no doubt bring some inconveniences. However, to limit the use of plastic bags is to protect our entire environment.”²

Kampagnen for udfasningen af engangs-plasticposen kommer i forlængelse af et forbud sidste år mod engangs skumbakker, som blandt andet i stor udstrækning bruges til take away-mad. Og overtrædelser vil blive fulgt op med markante bøder.³

I et dansk supermarked kan man snart ikke købe ferskvarer uden både plasticovertræk og skumbakke. Noget af det har klart hygiejniske hensyn. Men kunne vi gennemføre noget tilsvarende i Danmark? Ikke uden en utrolig masse piveri og risiko for vælgerflugt på grund af upopulære beslutninger. På den led er kineserne en del tættere på en holdbar fremtid, end vi er.

Alex Pasternack: China Launches Crackdown on Plastic Bags, Treehugger.com 09.01.2008.¹

Ban on plastic bags draws mixed reaction, China Daily 30.05.2008.²

Retailers face big fines for violating plastic ban, China Daily 10.04.2008.³

Mark Magnier: Poking holes in China’s plan to ban plastic bags, Los Angeles Times 26.01.2008.

China bans free plastic shopping bags, International Herald Tribune 09.01.2008.

Wang Jingqiong: Bye to plastic bag full of trouble, China Daily 02.06.2008.

Li Jing: Daily lives getting greener, China Daily 10.11.2008.