Strøtanker om bæredygtighed

.
Denne time lapse-video fra korallernes verden giver et fascinerende indblik i deres liv – i deres levende natur. For samtidig med, at koralrevene er fundament for i titusindvis af atoller, så er de set som i denne video: Slow Life levende, sårbare, tentakel-taktile, levende væsener med en forunderlig rigdom af former og farver i deres fremtræden.

Korallernes stadige bevægelser er i høj grad til for at sikre, at de ikke overdækkes med snavl og sedimenter, men hele tiden er fuldt eksponeret for sollyset og det strømmende vand.

Koralrevene bliver ofte kaldt verdenshavenes regnskove – omkring disse rev har der gennem tiderne udviklet sig en kolossal artsrigdom. Men alt dette er vi ved at sætte over styr. Ikke bare truer havstigningerne med at skylle atolrigerne på revenes top i havet, så der igen vil gå nogle tusinde år, før revene når op over overfladen og giver basis for nye bosættelser. Samtidig gør opvarmningen af verdenshavene, at korallerne mange steder mistrives og står falmede og afblegede.

De store mængder af CO₂, som vi siden industrialiseringens begyndelse har lukket ud i atmosfæren, ender for en stor del i verdenshavene – en afbalancerende feedback-mekanisme, som sådan isoleret set fra landjorden er heldig, fordi vi ellers allerede ville have haft en betydeligt voldsommere global opvarmning. Men CO₂ er syredannende i havvandet, og oceanernes forsuring er gradvis øgende dertil, at det angriber ikke bare korallerne, men alle mulige havdyr, som har svært ved at følge med syreætsningen i den langsomme gradvise dannelse af deres kalkbaserede beskyttende skaller og strukturer. Denne forsuring er langsomt ved at omdanne verdenshavene til et syrebad, og hvis ikke udviklingen vendes meget hurtigt, så tegner alt til, at verdenshavens fødekæder står overfor kollaps.

Tilbage til Slow Life, så ligger der ifølge filmens skaber Daniel Stoupin 150.000 billeder bag de blot 3½ minutters video. Normalt ville dybdeskarpheden for sådanne makrobilleder være meget lille. Men hvert enkeltbillede i videoen (hver frame) er sammensat af 3-12 enkeltbilleder med forskellig fokusdybde, som efterfølgende er kørt sammen til et enkelt billede med fuld dybdeskarphed. Så der ligger endeløse timer i skabelsen – ligesom der ligger årtusinder i udviklingen af koralrevenes forunderlige verden.

Og hvis denne video giver appetit på mere, så har Stoupin tidligere lavet en anden betagende video: The hidden life in pond water, hvor man kommer tæt på vandlopper, dafnier, myggelarver, vandpolypper og andre næsten mikroskopiske skabninger. Begge er tilgængelige i HD-kvalitet, så de står skarpt selv ved visning i fuldskærm.

Daniel Stoupin: Slow Life, Dreamworlds Photography 23.03.2014.

Daniel Stoupin: Fluorescent colors of the reef – why corals need colors, Dreamworlds Photography 16.06.2012.

Daniel Stoupin: My new video: The hidden life in pond water, Dreamworlds Photography 23.01.2013.

Det er blot få år siden jeg første gang hørte om verdenshavenes forsuring, og den gang som et næsten hypoteseagtigt worst case scenario, som måske i en fjern fremtid ville kunne ske. Men i et indlæg i går på Yale Environment 360 (som i parentes bemærket er en yderst læseværdig blog), beretter Elizabeth Grossmann, hvordan forsuringen af havmiljøet på særlige steder langs den amerikanske Stillehavskyst allerede i dag er en realitet.¹

Verdenshavene har i de sidste 200 år optaget omkring halvdelen af den CO₂, som vi har ledt ud i atmosfæren. Havene har således været en stabilisator, som har mindsket – eller i hvert fald forsinket – drivhuseffekten betragteligt. Men selvom kulsyre (CO₂) er en svag syre, så påvirker ophobningen af CO₂ gradvist havenes surhedsgrad dertil, at skaldyr og krebsedyr har svært ved at danne deres kalkbaserede beskyttelsesstrukturer. De opløses simpelthen hurtigere af det forsurede bundvand, end organismerne kan danne deres skjolde.

Havenes CO₂ optages af små encellede organismer, som synker til bunds, hvor CO₂-koncentrationen er større. Og indtil for få år siden forestillede man sig, at man kunne lagre CO₂ blot ved at pumpe det ned på havbunden. Men flere steder langs den amerikanske Stillehavskyst har man kunnet iagttage det stærkt CO₂-holdige bundvand skylle op over fastlandssoklen (se det tidligere blog-indlæg Sure oceaner I), og i Netarts Bay i Oregon har man ifølge Elizabeth Grossmann nu syv år i træk kunnet konstatere, at vandet er så CO₂-holdigt, at østerserne ikke har kunnet formere sig. Vandet er så CO₂-holdigt, at østerslarverne har svært ved at overleve de tidlige stadier og overhovedet at komme i gang med at danne de første stadier til den beskyttende østersskal.

Oceanernes strømningsmønstre er så langsomme, at det stærkt CO₂-holdige vand, som nu skyller op langs Stillehavskysten rummer CO₂, ifølge Grossmann kan være optaget ved overfladen 30-50 år tilbage. Vi står derfor med disse ‘sure opstød’ fra verdenshavens bund overfor de første forvarsler om en situation, som på sigt kan give store forstyrrelser i verdenshavenes fødekæder.

I et indlæg på Yale Environment 360 sidste år berettede Carl Zimmerman om, at forsuringen af verdenshavene i dag sker ti gange hurtigere end da det for 55 mio. år siden førte til masseudryddelser af de havenes dyreliv.²

Se hele striben af blog-indlæg om Sure oceaner.

Elizabeth Grossmann: Northwest Oyster Die-offs Show Ocean Acidification Has Arrived, Yale Environment 360 21.11.2011.¹

A Sea of Change. Ocean Acidification Threatening Coastal Waters, NOAA.

Carl Zimmer: An Ominous Warning on the Effects of Ocean Acidification, Yale Environment 360 15.02.2010.²

I går var der i The Guardian en artikel, hvor Wallace Broecker – ledende forsker ved Lamont-Doherty Earth Observatory ved Columbia University i New York og den som i sin tid skabte begrebet global opvarmning – slog til lyd for, at vi bliver nødt til at iværksætte eksperimenter med CO₂-deponering i oceanerne. Eksperter har længe været af den formening, at CO₂-deponering ville være en enkel, billig og effektiv løsning. Når først CO₂en var deponeret tilstrækkeligt dybt, ville den blive nede ved bunden i adskillige århundreder.¹

Men en sådan CO₂-udledning vil ikke bare udslette livet på bunden af de berørte oceaner. Sidste år oplevede man flere steder langs den amerikanske Stillehavskyst, at vand med meget lav ph-værdi fra oceanernes bund strømmede op over kontinentalsoklen (se tidligere blog-indlæg: Sure oceaner).

Forsuringen af havene er allerede en fremskreden proces, og der er risiko for, at skaldyr som er vitale for havenes fødekæder, inden for få årtier ikke vil være i stand til at danne deres beskyttende kalkskjolde. Dette ledte for nylig til et moratorium overfor alle yderligere eksperimenter med at øge havenes CO₂-optagelse gennem forskellige former for gødning (se tidligere blog-indlæg: Sure oceaner II og FN moratorium om gødning af oceanerne).

The Guardian bringer samme dag en meget læseværdig respons, hvor Bill Hare fra Greenpeace går stærkt i rette med Wallace Broecker og gør opmærksom på, at CO₂-deponeringer i oceanerne vil føre til uoverskuelige miljøødelæggelser, samtidig med, at en betydelig del af den deponerede CO₂ på sigt ville vende tilbage til atmosfæren.²

Læs mere »

Oceanerne udgør en af klodens største ‘carbon sinks’ eller CO₂-depoter, og omkring en fjerdedel af de store mængder CO₂, som vores afbrænding af fossile brændstoffer har udledt i atmosfæren, er gradvist blevet absorberet i havet. CO₂ indgår i plankton-dannelsen i havenes øvre vandlag, og når planktonet henfalder, synker de mineralske rester langsomt mod havbunden. CO₂ danner kulsyre, når det opløses i vand. Kulsyre er en relativt svag syre, men endda har man over tid kunnet iagttage, at havet gradvist bliver mere surt langs oceanernes bund.

For et par uger siden kom de første varsler om, at havet er ved at nå en kritisk grænse (se tidligere blog-indlæg sure oceaner). Siden da er der fremkommet en hel stribe artikler med forskellige aspekter af samme problem.

Ved det australske Hobart Laboratory har man konstateret, at vægten af de beskyttende skaller for pteropods, bittesmå fritsvømmende snegle, som har en vigtig rolle i fødekæden i havet mellem Australien og Antarktis, på få år er faldet til det halve. Dette er et klart billede på, at vandet hurtigt kan blive så surt, at mange af havets organismer kan få vanskeligheder ved at opbygge deres beskyttende kalkskaller.¹

Oceanernes pH-værdi er faldet med 0,1 siden CO₂-udledningerne begyndte at stige voldsomt på grund af afbrændingen af fossil brændsel. Og Selina Ward fra University of Queensland forudsiger, at hvis den nuværende udvikling fortsætter, vil vi ikke have rejer i 2070. Vandet vil til den tid være så surt, at krebse- og skaldyr ikke vil kunne danne deres beskyttende skjold, og der er risiko for, at hele fødekædesystemer bryder sammen i oceanerne.²

Læs mere »

I klodens CO₂-kredsløb har verdenshavene en vigtig rolle i at afbalancere med atmosfæren, og havene har i løbet af de sidste 200 år optaget mere end 500 milliarder ton CO₂, eller omkring en tredjedel af vores produktion i perioden. Men dette er ikke uproblematisk. CO₂ sænker langsomt havenes ph-værdi, og det er kommet dertil, at det er på grænsen til at ætse koralrev og skaldyrs beskyttende skaller.

Forskere har længe antaget, at den absorberede CO₂ sank ned på dybt vand, men nye undersøgelser foretaget af PMEL (Pacific Marine Environmental Laboratory) langs hele den amerikanske Stillehavskyst viser, at store strømningsmønstre over tid igen fører dette forsurede vand op mod overfladen og ind over kontinentalsoklerne, hvilket kan få radikale følger for havets liv (se kort nedenfor). Selv hvis vi i dag stoppede yderligere CO₂-tilførsler, ville vi i de kommende 50 år se ph-værdien falde langs kysterne, efterhånden som vand fra dybderne cirkulerer forbi.

Læs mere »