Strøtanker om bæredygtighed

.
Carol Turley fra Plymouth Marine Laboratory fortæller her om problemrne med, at verdenshavene absorberer en stor del af den CO₂, som vi lukker ud i atmosfæren – ellers ville koncentrationen i dag have været omkring dobbelt så høj. Så verdenshavene har i høj grad fungeret som en stabiliserende buffer.

Men de enorme mængder af CO₂ bliver til kulsyre i havet, og det har gjort, at verdenshavene gradvist bliver surere. Processen har accelereret dertil, at koralrevene, som biodiversitetsmæssigt er havenes regnskove, er truet, og en række af de små skaldyr, som er vitale for havenes fødekæder, døjer med at kunne danne deres beskyttende kalkskaller, fordi de ætses bort på ydersiden lige så hurtigt som de kan dannes indefra.

Turley fortæller, at man i de senerer år har gjort mange forsøg, og omkring halvdelen af alle havets skabninger har problemer med at trives i det sure vand. Samtidig er opvarmningen en betydelig stressfaktor for havmiljøerne, så (også) for at sikre verdenshavene er en hurtig klimaindsats uomgængeligt vigtig.

I dag er er fisk fra havet den primære proteinkilde for omkring 1 mia. mennesker, og øget inddragelse af havbrug står til at være en af vores muligheder for at brødføde en hastigt voksende befolkning. Men hvis ikke vi vender udviklingen, kan der ifølge Turley være tipping points i verdenshavene blot 10-15 år fremme – med katastrofale følger for vores levevilkår.

Se blog-indlæg tagged: sure oceaner.

Se indlæg tagged COP18 video, COP18 noter, COP18 links, COP18, COP17, COP16, COP15.

Strong action needed in Doha as world’s oceans reach tipping point, RTCC 29.11.2012.

Triple Trouble – Ocean Under Stress, Plymuth Marine Laboratory 2012.

.
Et netop udgivet studie peger på 4ºC som den definitive katastrofe-tærskel, hvor fødevareproduktionen mange steder i verden vil bryde sammen. Det er Verdensbanken som står bag udgivelsen, og det er det anerkendte Potsdam Institute for Climate Impact Research and Climate Analytics, som har udarbejdet rapporten.

Stiger temperaturen med fire grader, får det meget negative – ja direkte katastrofale – følger over hele kloden, selv om regioner og verdensdele bliver ramt meget forskelligt, fremgår det af Verdensbankens analyse. I forordet kan man læse:

“The 4°C scenarios are devastating: the inundation of coastal cities; increasing risks for food production potentially leading to higher malnutrition rates; many dry regions becoming dryer, wet regions wetter; unprecedented heat waves in many regions, especially in the tropics; substantially  exacerbated water scarcity in many regions; increased frequency of high-intensity tropical cyclones; and irreversible loss of biodiversity, including coral reef systems.”

Men med den nuværende utilstrækkelighed og manglende konsekvens i den globale klimaindsats, er et 4°C scenario en realistisk mulighed. Efter COP17 i Durban iværksatte vores klimaminister undersøgelser af konsekvenserne ved en 6°C stigning, som må forventes, hvis verden endte med ikke at kunne blive enige om at spare på de fossile brændstoffer.

Verdensbankens leder Jim Yong Kim understreger på den baggrund, at det er uomgængeligt vigtigt, at verdenssamfundet tackler klimaudfordringen langt mere direkte end i dag og beslutter sig for de nødvendige forandringer for at kunne holde de globale temperaturstigninger under 2ºC.

Læs mere »

Samtidig med vedtagelsen af Agenda 21 lagde man i 1992 i Rio også grundstenen til et arbejde for at bevare klodens biodiversitet. I de mellemliggende år har vi fået en langt større indsigt i problemernes omfang, men det er på ingen måde lykkedes at mindste tabet af  biodiversitet, vel knapt nok at mindske hastigheden, hvormed det foregår.

Så vi står i dag med regnskovsområder, som fældes for at give plads for  foderafgrøder for vores stadig flere husdyr og biobrændstof-afgrøder for vores stadig flere biler – det er ikke kun mennesker, der bliver flere af. Og vi står med verdenshave, som stiger, som bliver varmere og mere sure dertil, at koralrevene, som er havenes tropiske regnskove, er truet, samtidig med at industrfiskeriet efterhånden har nedfisket de fleste af klodens fiskebestande.

På denne side har jeg samlet seks pressekonferencer fra Rio+20 om verdens biodiversitet, oceaner og skove. De fortjener alle en lille intro, men her er de i første omgang lagt op.

Læs mere »

Oceans – Sustainable Development Dialogues 10, Rio+20, 19.06.2012.

Som del af Rio+20-konferencenen afholdes der i dagene 16.-19. juni en meget spændende serie af Sustainable Development Dialogues, som prøver at nå ind til benet af begrebet bæredygtig udvikling.
.

Participants

Mr. Philippe Cousteau – CNN
Mr. Arthur Bogason – President, Icelandic National Association of Small Boat Owner
Ms Asha de Vos – Marine biologist, Western Australia University
Dr. Biliana Cicin-Sain – President, Global Ocean Forum, Director,
Gerard J. Mangone Center for Marine Policy, School of Marine Science and Policy, College of Earth, Ocean and Environment, University of Delaware
Dr. Jean-Michel Cousteau – President, Ocean Futures Society
Ms. Margareth Nakato – World Fishermen Forum
Dr. Robin Mahon – Professor, University of West Indies
Dr. Segen Farid Estefen – Professor, COPPE, UFRJ
Mr. Shaj Thayil – Vice-President, Technical Services and Ship Management
Dr. Sylvia Earle – Founder, Mission Blue Foundation
Dr. Ussif Rashid Sumaila – Director, Fisheries Centre and Fisheries Economics
Research Unit, British Columbia University
.

Top 10 Recommendations

For hver af de 10 dialoger er der forud opstillet 10 anbefalinger, hvor dialogerne har til formål at indskrænke antallet til tre. Den ene anbefaling fastlægges ved online afstemning med inddragelse af de virtuelle deltagere (typisk mere end 1 mio. afgivne stemmer), den anden fastlægges af panelet ved dialogernes afslutning, den tredje afgøres ligeledes ved afstemning fra salen.

De 10 anbefalinger er:

Læs mere »

.
NASA har frigivet en video-visualisering, Perpetual Ocean, som fornemt illustrerer det stadige flow af de havstrømme, som flyder gennem verdenshavene. Den 3 minutter lange visualisering modsvarer en 30-måneders periode, fra juni 2005 til december 2007.

Blot til et øjebliks betagelse af den uudgrundelige skønhed i vandets stadigt flydende bevægelsesmønstre.

Range: NASA Makes Earth’s Oceans Look like Van Gogh’s Starry Night, NASA 26.03.2012.

Det er blot få år siden jeg første gang hørte om verdenshavenes forsuring, og den gang som et næsten hypoteseagtigt worst case scenario, som måske i en fjern fremtid ville kunne ske. Men i et indlæg i går på Yale Environment 360 (som i parentes bemærket er en yderst læseværdig blog), beretter Elizabeth Grossmann, hvordan forsuringen af havmiljøet på særlige steder langs den amerikanske Stillehavskyst allerede i dag er en realitet.¹

Verdenshavene har i de sidste 200 år optaget omkring halvdelen af den CO₂, som vi har ledt ud i atmosfæren. Havene har således været en stabilisator, som har mindsket – eller i hvert fald forsinket – drivhuseffekten betragteligt. Men selvom kulsyre (CO₂) er en svag syre, så påvirker ophobningen af CO₂ gradvist havenes surhedsgrad dertil, at skaldyr og krebsedyr har svært ved at danne deres kalkbaserede beskyttelsesstrukturer. De opløses simpelthen hurtigere af det forsurede bundvand, end organismerne kan danne deres skjolde.

Havenes CO₂ optages af små encellede organismer, som synker til bunds, hvor CO₂-koncentrationen er større. Og indtil for få år siden forestillede man sig, at man kunne lagre CO₂ blot ved at pumpe det ned på havbunden. Men flere steder langs den amerikanske Stillehavskyst har man kunnet iagttage det stærkt CO₂-holdige bundvand skylle op over fastlandssoklen (se det tidligere blog-indlæg Sure oceaner I), og i Netarts Bay i Oregon har man ifølge Elizabeth Grossmann nu syv år i træk kunnet konstatere, at vandet er så CO₂-holdigt, at østerserne ikke har kunnet formere sig. Vandet er så CO₂-holdigt, at østerslarverne har svært ved at overleve de tidlige stadier og overhovedet at komme i gang med at danne de første stadier til den beskyttende østersskal.

Oceanernes strømningsmønstre er så langsomme, at det stærkt CO₂-holdige vand, som nu skyller op langs Stillehavskysten rummer CO₂, ifølge Grossmann kan være optaget ved overfladen 30-50 år tilbage. Vi står derfor med disse ‘sure opstød’ fra verdenshavens bund overfor de første forvarsler om en situation, som på sigt kan give store forstyrrelser i verdenshavenes fødekæder.

I et indlæg på Yale Environment 360 sidste år berettede Carl Zimmerman om, at forsuringen af verdenshavene i dag sker ti gange hurtigere end da det for 55 mio. år siden førte til masseudryddelser af de havenes dyreliv.²

Se hele striben af blog-indlæg om Sure oceaner.

Elizabeth Grossmann: Northwest Oyster Die-offs Show Ocean Acidification Has Arrived, Yale Environment 360 21.11.2011.¹

A Sea of Change. Ocean Acidification Threatening Coastal Waters, NOAA.

Carl Zimmer: An Ominous Warning on the Effects of Ocean Acidification, Yale Environment 360 15.02.2010.²

Sammen med Manchester International Festival har The Guardian her i weekenden haft samlet et internationalt panel af klimaeksperter i Manchester, hvor de har fremlagt og diskuteret tyve radikale klimaløsninger. De tyve projekter vil blive samlet i en The Manchester Report, som vil blive fremlagt forud for COP15 i København.

Mange af forslagene kredser omkring vedvarende energi – hvilket selvsagt er uomgængeligt vigtigt for at kunne erstatte den nuværende afbrænding af fossile brændstoffer. Men hvis vi skal have atmosfærens CO₂-koncentration tilbage under 350 ppm – den er nu 389 ppm og stiger med 2 ppm pr. år – er det ikke nok at mindske udledningerne. Det kræver, at vi udvikler teknikker, som kan trække CO₂ ud af atmosfæren og lagre CO₂. Der spekuleres derfor i disse år i udviklingen af CCS-teknologier – Carbon Capture Storage.

Ikke mindst er der store forhåbninger til CCS-projekter, som gør os i stand til at videreføre kulafbrændingen uden at sætte klodens klimabalance over styr. Men lige nu virker det ikke sandsynligt, at vi bliver i stand til noget, som bare minder derom inden for de første to årtier. De eneste pålidelige CCS-teknologier, som vi lige nu har til rådighed, er systematisk at øge vegetationsmængden og muldjordskvaliteten over alt på kloden.

Blandt forslagene fra Manchester er der flere såkaldte geoengineering-projekter, som for eksempel at lade i hundredvis af skibe konstant sejle rundt på verdenshavene for at sprede skyer at fint forstøvet havvand. Det skulle øge skydannelsen dertil, at det kunne køle kloden.

Et andet af forslagene kommer fra Tim Kruger, som har fået den idé, at man ved at putte brændt kalk i havet kan løse to problemer samtidig. Cquestrate kalder han det, og Kruger har pli nok til at præsentere sin idé som open source – at det ikke er noget, som en gruppe aktionærer skal være milliardærer på.

Læs mere »

Selv efter at det er blevet klart, at havenes surhedsgrad er voksende på grund af den stadig voksende absorption af CO₂ fra den stadig højere koncentration af CO₂ i atmosfæren – og det i en grad, så koralrevene blegner og skaldyr står overfor at have problemer med at danne deres beskyttende skaller, mens forskere taler om stor risiko for, at havenes fødekæder kan bryde sammen – fortsætter forskere tilsyneladende uantastet med at undersøge, hvordan man ved at tilsætte bestemte stoffer som jern kan øge havens CO₂-optagelse og dermed reducere atmosfærens CO₂-koncentration.

Således er et tysk forskningsskib i 7. januar sat ud fra Cape Town med kurs mod Den Antarktiske Halvø for at sprede 20 ton jernspåner i havet omkring. Herefter vil ekspeditionen med videnskabsmænd fra Tyskland, Indien, Italien, Spanien, Chile og England i de kommende otte uger følge, hvordan algevæksten vil øges i farvandet. Jern er mange steder den begrænsende faktor, og håbet blandt forskerne er, at man ad denne vej kan stimulere den biologiske aktivitet i havet og derigennem øge havets absorption af CO₂ fra atmosfæren i og med, at den CO₂, som via fotosyntesen bindes i algerne, synker til bunds, når algerne dør.

Forskerne bag forsøget anslår, at man ved systematisk at ‘gøde’ havene med jern ville kunne få havene til at absorbere al den CO₂, vi lukker ud i de næste ti år. Men hvad så derefter? Vi har inden for det seneste år set, at CO₂‘en ikke bare forbliver i de dybere vandlag, men blandes op med højereliggende vand og påvirker vandets surhedsgrad også nær kysterne. De ligner derfor mest af alt, at vi er ved aktivt at igangsætte tilsvarende processer i verdenshavene, som landbrugets kvælstof- og nitrattilførslerne har påført mere lukkede farvande som Østersøen, hvor det har medført bundvendinger, død og ødelæggelse af alle højere livsformer.

Beslutningen om at gennemføre disse forsøge kommer på trods af, at 191 lande sidste år i Bonn vedtog et moratorium for forehavender som disse, af frygt for at igangsætte ukontrollerbare indvirkninger i de marine økosystemer (se tidligere blog-indlæg: FN moratorium om gødning af oceanerne).

Menneskets dårskab kender tilsyneladende ingen grænser.

Se tidligere blog-indlæg om Sure oceaner.

Bobby Jordan: Rogue ship sails into storm over experiment, Sunday Times 11.01.2009.

Quirin Schiermeyer: Ocean fertilization experiment draws fire, Nature 11.01.2009.

Catherine Brahic: ‘Climate fix’ ship sets sail with plan to dump iron, 09.11.2009.

Kent Krøyer: Jernsulfat dumpes i Polarhavet for at fjerne drivhusgas fra luften, Ingeniøren 12.01.2009.

Climate: Germany blasts geo-engineering scheme in Atlantic, Terra Wire 14.01.

Information bragte i sidste uge en tankevækkende artikel om havens forsuring med overskriften Det vil tage 100.000 år at rette op på 150 års skade.¹

Verdenshavene rummer store mængder CO₂, og der sker løbende udvekslinger mellem havene og atmosfæren. I takt med at atmosfærens koncentration af CO₂ siden industrialiseringens begyndelse er steget fra omkring 280 ppm til i dag 387 ppm har havene optaget omkring halvdelen af den ekstra CO₂. Hvis ikke oceanerne var trådt ind som buffer, havde koncentrationen af CO₂ i atmosfæren i dag været langt højere. Men sammen med den globale opvarmning medfører de øgede mængder CO₂ dels, at verdenshavene indeholder mindre fri ilt, dels at der gradvist sker en forsuring af verdenshavene. Det er således kommet dertil, at australske forskere har advaret om, at det nærmer sig det punkt, hvor skaldyr ikke kan danne deres beskyttende skaller (se tidligere blog-indlæg: Sure Oceaner og Sure oceaner II).

Samtidig advarer en forsker fra Chicago ifølge artiklen i Information om, at oceanerne ‘udmattes’, og at vi ikke bare kan regne med, at de fortsætter med at absorbere jo mere CO₂, jo mere vi slipper ud i atmosfæren. I givet fald har vi endnu mere travlt med at få afviklet det fossile samfund.

Det vil tage 100.000 år at rette op på 150 års skade, Information 03.12.2008.¹

Guy Rogers: Acid ocean could start kicking out CO₂, says expert, Port Elizabeth Herald 21.10.2008.

David Adam: CO₂ curbs may be too late for reefs, study warns, The Guardian 27.10.2008.

David Adam: Climate change ‘making seas more salty’, The Guardian 27.10.2008.

Louise Gray: Salt levels in the ocean reflect human-induced climate change, Telegraph 24.10.2008.

Sammen med en artikel i Voice of America i går var der en 3-minutters video, som giver et fint rids af, hvordan kombinationen af voksende forsuring og varmere temperaturer i verdenshavene, som begge er forårsaget af øgede CO₂-koncentrationer i atmosfæren, i disse år er en stor trussel overfor koralrevene, som allerede flere steder står afblegede og livløse.

En ny rapport fra det amerikanske havforskningsinstitut NOAA, National Oceanic and Atmospheric Administration, anslår således, at 30% af verdens koralrev allerede er døde.

Man har kaldt koralrevene for verdenshavenes urskove, og på det seneste har den afsøgning af stoffer, som kan få medicinsk betydning, som i mange år har fokuseret på urskovene, kastet sit søgelys på koralrevene. Disse verdens største levende organismer rummer en meget stor del af den marine biodiversitet, og det siges at der lever flere fisk langs revene end i resten af verdenshavene.

Læs mere »