Fukushima – patienten i bedring
18. oktober 2011
Her er det udsigten fra Nordhavn Station på en krystalklar oktoberdag, hvor udsigten til en af Middelgrundens folkeejede møller lunede (de laver min elektricitet :-), mens Barsebäcks silhuet fik det til at isne til marv og ben.
Måske ikke nogen velvalgt illustration til en lille Fukushima update, men det er mig stadig en gåde, at et land som Sverige med sine kæmpestore tyndt befolkede områder kunne ende med at vælge at placere et A-kraftværk med Øresundsudsigt, midt i hvad der må være Skandinaviens største befolkningskoncentration. Endnu mere uforståeligt er det, at man ikke er blevet tvunget til at lukke værket ned for længst.
For ulykker sker, og de sker selv for de bedste i situationer, hvor man havde regnet ud, at det stort set ikke kunne forekomme.
Nu er det mere end et halvt år siden at Fukushima Daiichi-værket forulykkede efter en gigantisk tsunami. Det har fyldt meget i det internationale nyhedsbillede, omend det som alt andet for længst var veget for andre brændpunkter. Men i de japanske medier har det fyldt nyhedsdækningen hver dag lige siden. Så da jeg i går aftes klikkede ind på Japan Times og ikke så noget nyt om hverken kernenedsmeltninger, strålingsproblemer eller personlige vinkler på eftervirkningerne af jordskælv, stråling og tsunami, var det et lettelsens tegn – et land, som for et øjeblik er i stand til at kigge op fra katastrofen og give sig lov til at dvæle ved noget andet, omend det andet så i høj grad var andres ulykke: oversvømmelser i Thailand, ufred i den arabiske verden, trusler om nedsmeltninger i Euro-zonen.
Til morgen var der så telegram fra Planet Ark (Reuters’ miljønyheder), at strålingen fra Fukushima-værkets tre nedsmeltede reaktorer inden for den seneste måned var halveret.¹ Glædeligt, omend der stadig er lang vej igen til dagligdagen er genoprettet for flere hundredetusinde mennesker, hvis liv 11. marts blev rykket op med rode. Men det er ikke publiceret et eneste sted i danske medier og kun ganske få steder verden rundt. Der sker glædelige ting hver dag i hele verden, men gode nyheder fylder uendeligt lidt i vores nyhedsstrøm. Her er den typiske gode nyhed faktisk dårligt nyt, om svindel og bedrag, mord og lemlæstelse, krig og katastrofer. Det er faktisk hovedgrunden til at jeg har levet uden fjernsyn i 40 år. I en avis kan man selv styre doseringen, men i TV-mediet er der ingen vej udenom at skulle gennem en verden af uhyrligheder for at finde ud af, om solen skinner i morgen.
Er vi mennesker, som dårligt kan tage vare på problemerne umiddelbart omkring os, skabt til på den måde at have hel verdens fortrædeligheder serveret i stuealteret?
Jeg kommer til stadighed i tvivl derom. Efter det forfejlede COP15 klimatopmøde har der været en voksende erkendelse af, at mediernes akopalyptiske dækning af klima-udfordringen er en stærkt medvirkende faktor i udviklingen af en ‘klimalede’. Vi får problemerne serveret på en måde, så vi ikke har nogen jordisk chance for at gribe ind, og det ,vi gør eller ikke gør, ikke har nogen som helst sammenhæng med tingenes tilstand globalt set.
Hermed dagens overvejelser.
Der er flere refleksioner i skyggen af Fukushima-Dai-ichi-ulykken i tidligere blog-indlæg: We Are All Fukushima, Fukushima – nye grænseværdier, Fukushima – What are you doing?, Fukushima – en lærestreg for menneskeheden og Fukushima – stress tests.
Shinichi Saoshiro: Tepco: Radiation From Fukushima Plant Declines Further, Reuters 18.10.2011.¹
T. Morsing: A-kraft: Barsebäck skal næppe væk, Ingeniøren 03.07.1998.
23. oktober 2011 kl. 14:41
Hej.
Låget ryger altid på ved atomulykker og udslip. I bedste fald hører vi en stærkt nedtonet version af sandheden. Ulykker kan ikke bare ske, de er skam sket. Også på Barsebäck, hvor der i 92 var et ikke ubetydeligt udslip. Der skal graves lidt, men man kan faktisk finde fakta om det på nettet.
Det samme gælder Fukushima, hvor man ganske vist har hørt en del om det i pressen, men slet ikke om det reelle omfang af katastrofen. De fleste går i den tro at det er noget som er sket på den anden side af jorden og slet ikke har nogen konsekvenser for os her i Europa. Men faktum er at enorme mængder radioaktivt materiale er spredt ud i atmosfæren over hele den nordlige halvkugle, og at nedfaldet over feks. Danmark, tyskland og Frankrig udgør en ikke ubetydelig fare. Det forholder sig langt værre end den måling som blev offentliggjort i marts, hvor de få dage efter ulykken sporede de første såkaldt ufarlige mængder i danmark. Bemærk at der ikke er blevet offentliggjort en eneste måling herhjemme siden, og at man heller ikke har kunnet få adgang til flere. Ved indtag enten gennem levnedsmidler, eller indånding, skal der faktisk næsten ingenting til før det vitterligt er farligt, Franske Chiirad har udsendt en rapport som er blevet forbigået i al stilhed som viser målinger af radioaktivitet i mælk, fritgående dyr, samt grøntsager, som klart påpeger at udslippet fra Fukushima kommer til at betyde stribevis af kræfttilfælde i europa og især i de ovennævnte lande, som har fået den største dosis.
I Amerika har man fået så store mængder at det trodser enhver beskrivelse. Hele vestkysten derovre burde have været akut evakueret. Målinger på luftfiltre i biler og airconditioning anlæg derovre viser store mængder såkaldte hot particles (fuelflies), hvilket svarer til at man gennemsnitligt har indåndet 5 af slagsen om dagen derovre det meste af foråret og sommeren. Hvis det er noget du har indblik i ved du at det kun kræver indånding af en for at medføre lungekræft indenfor 5 – 16 år. Ligeledes finder de groteske mængder radioaktivt materiale i mælk, drikkevand, grøntsager etc. Vi kommer til at se dem droppe som fluer derovre i de kommende år, og vi vil også se en forhøjet kræftstatistik i Europa.
Selvom det er også er væltet ned i Europa, skal vi især være obs på at undgå fødevarer fra hele området, og landende omkring japan, og også feks fra Californien, hvor vi får ret så mange ting fra.
I følge videnskabsfolk skal der kun et halvt kilo plutonium jævnt fordelt i atmosfæren til at skabe en global kræft epidemi (bemærk jævnt fordelt). Hver af reaktorerne i Fukushima indeholdt 250kg. Tre af reaktorerne er med sikkerhed nedsmeltet, og der er en del rapporter, som dog mangler endelig bekræftigelse om at 4’eren også er. De tre er slemme nok da masser af radioaktivt materiale er blevet spredt både ved ekslosioner og brande, men 4’eren påstås at være den værste da det skulle være den hvor de især har eksperimenteret med mox. Der er en del usikkerhedspunkter, men uanset hvordan man end regner på, så ser det rigtig skidt ud.
På feks. Youtube kan man finde målinger og spredningskort fra udenlandske målestationer, som folk har hapset og lagt ind, inden man lukkede for adgang til dem. De viser for perioden fra marts og frem til hen i Maj, hvor låget røg på med et brag grundet de forøgede udslip som skete i perioden fra maj til hen i juni, hvor de store brande fandt sted dernede, og spredte groteske mængder. De tilgængelige kort, viser dog allerede et uhyggeligt billede af spredningen.
Det her er ved at udvikle sig til en roman, hvilket ikke var tiltænkt, så jeg vil stoppe her.
Vil slutte af med at sige at du roligt kan fortsætte stilen med ikke at se tv, for der får man aldrig sandheden. Find den på nettet, selvom de efterhånden også er begyndt at dæmme op for den der.
Med venlig hilsen
Jens.
23. oktober 2011 kl. 16:07
Kære Jens
Tak for din kommentar. Siden marts har jeg løbende fulgt situationen omkring Fukushima, også fordi Japan er mit andet fædreland, så jeg har en næsten personlig smerte ved det, som udfolder sig. Jeg har boet i alt fire år i landet, undervist, forsket, undersøgt, ladet mig inspirere af Kyotos enestående zen- og te-æstetik. Og det virker så uforståeligt, at samme land, som lagde krop til bomberne over Hiroshima og Nagasaki nu også må bære de menneskelige omkostninger ved konsekvenserne af kernenedsmeltninger – eller rettere de fleste omkostninger.
For du har ret, det er ikke bare et japansk problem. Selvom der i de kommende år vil være flest dødsofre omkring Fukushima, er det med til globalt at øge dødeligheden efter kræft. Men ligesom med partikelforueningen er det blot svært at vise præcist, hvad der forårsager hvad.
Mit håb – det der gør, at det giver mening, at det var i Japan, at det skete – er, at det at det kunne ske i et af de mest velorganiserede og teknologiske avancerede lande i verden, med en af de mest disciplineret-pligtopfyldende befolkninger, kan være med til at gøre det klart for alle, at A-kraft aldrig nogensinde bliver sikker. At det selv i en situation, hvor vi desperat har brug for en klimavenlig energiforsyning, er nødt til at lade A-kraften ligge.
Jeg tror det er stærkt medvirkende til, at Fukushima-ulykken kan få et land som Tyskland til at genoverveje sin A-kraftpolitik dertil, at der er udsigt til at den bliver helt afviklet.
Derfor kan jeg blive så harm, når fortalere for videre udbygning af A-kraften dels påpeger, at der ikke har været dødsofre for Fukushima-ulykken. For vi vil først kende dødstallet efter adskillige generationer, hvis vi nogensinde kommer til at kunne sætte det fulde tal. Vi kender endnu ikke det samlede omfang af strålingsudslippet fra Fukushima-ulykken. Men det har været vurderet til at ligge op imod 30 gange højere end efter Hiroshima-bomben, hvor man efterhånden nået over 275.000 dødsofre, og ved den årlige mindehøjtidelighed blev der tilføjet 5.800 navne til listen.
En anden absurditet er, at A-kraften stadig omtales som en billig energikilde. For ingen kender endnu prisen for – eller besværet ved – at rydde op efter værkerne. Ja det er alt for billigt at producere energi, når værkerne kører. Men værkerne bliver kun nyopført med store statstilskud (tilsvarende tilskud til den vedvarende enregi ville gøre dem definitivt konkurrendedygtige), og når uheldet er ude, som nu med Fukushima-dai-ichi-værket, så er værkets ejer TEPCO nødt til at bede staten om at betale broderparten af oprydningsarbejdet.
Men selv hvis pengene dertil er der, så er der ting man ikke kan betale sig fra: ødelagte landskaber, ødelagte livsvilkår, ødelagte liv. Vi er nødttil at indse, at A-kraft er en dyr energikilde, som når uheldet er ude vil koste en ubetalelig pris.
I går aftes var der over NHK (den nationale japanske TV-kanal – jeg følger faktisk lidt med hér) reportage fra et villakvarter fra evakueringszonen, hvor man endelig var gået i gang med at dekontaminere. Alle bygningsdele blev højtryksspulet, al overfladejord blev skrællet af med gravemaskine, og al vegetation totalt fjernet. Hvis det har været belastende at bo i flygtningelejr, hvordan er det så at komme tilbage til et sådant totalraseret miljø, som ikke er rent, men med lidt held er kommet under grænseværdierne. Blot endnu et billede af de mange uhyrligheder i kølvandet på Fukushima-ulykken. Tør man lade sine børn lege ude? Tør man dyrke lidt grøntsager mellem husene – eller blot høste lidt krydderuter? Bliver der overhovedet plantet frugttræer?
Og hele brugen af grænseværdier er, som du er inde på, problematisk, for der findes ikke nogen nedre grænse for, hvornår stråling er uskadelig. Det er, som du er inde på, blot et spørgsmål om en enkelt ødelæggende proces. Der er kun ét at gøre, at holde sig fra A-kraften.
Jeg har ikke undersøgt det tilstrækkeligt, men der tales om en form for fjerdegenerations reaktorer, som dels kan bruge verdens arsenal af kernevåben som brændstof, dels opererer med en type spaltningsprocesser, som skulle have radikalt lavere strålingsniveau og risikoprofil. Det scenario, at verdens kernevåben gradvist blev til civil energiforsyning på en forsvarlig måde, har en vis appel. Men kan man det? Og igen, var kræfterne nok bedre brugt på at lære at tappe de vedvarende enrgikilder, som der er så rigeligt af omkring os.
Nu fik jeg også påbegyndt en roman.
Varme hilsener,
Jens
24. oktober 2011 kl. 07:26
Hej Jens.
Tak for dit svar. Det er rart med respons fra en som også har fulgt med og har en fornemmelse af hvor skidt situationen er. Mit svar ender nok som endnu en roman.
Vi er enige om at selvom det her rammer hele verden, så rammer det dog det japanske folk hårdest, og måden som situationen er blevet håndteret på af den japanske regering og Tepco, minder i uhyggelig grad om måden russerne håndterede Chernobyl ulykken på. Fra en start af har man direkte løjet og nedtonet faren for den japanske befolkning, og for resten af verden for den sags skyld. Du erindrer sikkert rådet om at ånde gennem et vådt håndklæde. Det reducerer ganske vist mængden af radioaktivt materiale som indåndes en lille smule, men det man skulle have gjort var at iværksætte en øjeblikkelig evakuering. Man lod i stedet befolkningen forblive i området alt for længe, og man lader fortsat folk leve i radioaktive hot spots som ligger langt uden for sikkerhedszonen, som er alt for lille, og den reelle situation taget i betragtning burde omfatte hele Japan.
Dem som er blevet evakueret fra det værste, lever under kummerlige forhold, og har ingen udsigt til en bedring i situationen. Man har i stor udstrækning brugt hjemløse til oprydningsarbejdet omkring værket, uden at give dem et minimum af sikkerhedsudstyr, og ligeledes er de blevet tvunget til at skrive under på at de ikke kan fremsætte nogen krav om erstatning eller andet ved efterfølgende sygdom efter arbejdet. Desværre kan jeg remse en alen lang liste af tilsvarende uhyrligheder op. Der er på alle måder tale om et totalt svigt overfor befolkningen dernede.
Måden som arbejdet med at få kontrol over værket er blevet håndteret på viser med al tydelighed at man slet ikke har styr på tingene dernede, og famler i blinde. Og alt for meget peger på at vi nok stadig har det værste tilgode endnu. Der har været mange rapporter om at jorden slår revner omkring værket, og at det vælter ud med radioaktiv damp fra disse revner. Dette er en kraftig indikation af at et regulært “Kinasyndrom kan være i gang”. Man har hidtil benægtet at dette fandt sted, men nu lyder den officielle melding (som det eneste nye man kan finde) at dampudstrømningen er stoppet, og at man forventer at kunne foretage en såkaldt kold nedlukning af værket inden årets udløb. Altså en bekræftigelse af at det har fundet sted, (hvilket det sikkert stadig gør). Og hvordan foretager man en kold nedlukning af et værk hvor en total nedsmeltning har fundet sted i tre, måske fire reaktorer? Jeg spørger bare.
Grundet ovenstående har jeg skrevet til samtlige politiske partier herhjemme for at anmode om at de prøver at gøre brug af deres diplomatiske og politiske forbindelser til at få sat en samlet international indsats i værk som kan hjælpe den japanske befolkning, samt bidrage med eksperthjælp, så værket måske kan komme under kontrol. Måske ikke det mest opfindsomme, men de har jo forbindelser og muligheder som vi andre ikke har, så jeg mente at det var forsøget værd selvom jeg ikke gjorde mig det store håb. Som forventet har jeg modtaget svar fra et enkelt af partierne, som kom med et kort lallet svar om at de havde tiltro til den japanske regering, og det var så det. Ligeledes har jeg lavet en video som jeg har lagt på Youtube hvor i jeg kort redegør for den fare Fukushima udgør, og opfordrer folk verden over til også at rende deres regeringer på dørene med samme appel. Dog gør jeg mig heller ikke de store forventninger om at det vil gøre en forskel, men forsøget er da så i hvertfald gjort.
Jeg har ligesom dig fulgt med fra begyndelsen i marts, og jeg har virkelig gravet dybt for at få bedst mulig indsigt i tingene. Nettet har været en kilde til en masse teknisk information om atomenergi, og om udviklingen dernede (alt det som ikke er blevet vist i pressen). Dog vil jeg ikke kede dig med en masse detaljer. Det vil også gøre romanen helt uoverskuelig. Jeg vil i stedet henvise til tekstfeltet under den video jeg har liggende på Youtube, da den rummer en liste over links som jeg synes du skal se. Blandt andet er der link til en video med Dr. Helen Caldicott som meget detaljeret beskriver hvorfor atomkraft er alt andet end ren miljøvenlig energi. Ligeledes er der link til en nyhedsudsendelse på RT News der som er den station som rapporterede om situationen længst, omhandlende indikationerne af et igangværende Kinasyndrom. Hvis du surfer videre på Youtube vil du finde et væld af information. Desværre er det blevet sværere at få detaljerne bekræftet da man den sidste måneds tid har været meget effektiv til at stoppe informationsstrømmen på nettet. Tidligere var der en del videnskabsfolk som havde blogs og hjemmesider hvor de ud fra foreliggende fakta redegjorde for konsekvenserne af udslippet. Disse sider er blevet lukket ned. Ligeledes har man tidligere via streaming kunnet aflæse geigertællere og andet måleudstyr rundt om i verden. Især i USA. Men de sider blev lukket ned i maj, nogenlunde samtidig med at nogle af de værste målinger for spredning begyndte at dukke op på Youtube. En del af de videoer er også blevet fjernet. Det lyder måske lidt paranoidt, men prøv selv at google “Fukushima”. Der er nogle af overskrifterne tilbage, men prøver du at følge linkene, vil du konstatere at de er “døde”. Jeg må indrømme at selvom jeg har set og læst mange skræmmende ting, så finder jeg det faktisk endnu mere skræmmende at man nu så effektivt lukker af for informationerne. Især med tanke på den udvikling som uhyggeligt meget tyder på er i gang dernede.
Med tanke på din tilknytning til Japan, vil jeg fraråde at tage derned igen. Trods forsøg på oprydning vil Japan nok nærmest være tabt område i de næste 1000 år. Ligeledes bør du opfordre bekendte dernede til at forlade landet. Det lyder måske lidt voldsomt udtrykt på den måde, men det er særdeles alvorligt og vel ment. Mange har sammenlignet Fukushima med Chernobyl, og man kan også ud fra Chernobyl ulykken danne sig et indtryk. Dog skal man gange det mange gange for at begynde at forstå omfanget af Fukushima katastrofen. I sammenligning var Chernobyl en lille uskyldig prut, selvom det måske skurer lidt i ørene når man tænker på de lidelser som det medførte og fortsat medfører. Selvom de Ukrainske myndigheder har forsøgt at bilde befolkningen ind at det er sikkert at flytte ind i området igen, er det faktum at området ikke vil være beboeligt for mennesker i generationer frem, hvis det nogensinde bliver det i den tid mennesker befolker jorden, og reaktoren derovre er fortsat en tikkende bombe. Når det kommer til radioaktivitet er 25 år ingenting. Det kunne ligeså godt være sket for en time siden. For bedre indblik kan jeg varmt anbefale at se denne side: elenafilatova.com. Der er meget materiale at komme igennem, men tro mig, det er tiden værd.
Tilhængere af atomenergi gør også mig harm. Der findes to slags. Dem som har en økonomisk interesse kombineret med tilstrækkelig samvittighedsløshed, og dem som ikke aner en dyt og blindt tror på førstnævntes udmeldinger. Desværre har de en magt som med garanti vil betyde at Merkels ønsker om afvikling af den tyske atomindustri nok skal blive fejet af bordet.
Selvom det med fjerdegenerations reaktorer klinger smukt, bør du ikke tage det for pålydende. Vi kan ikke i længden kontrollere det vi har skabt her. Det kan ikke indkaples, opbevares eller bruges på en måde som vil være forsvarligt i længden. Alt hvad du kan indkapsle det i nedbrydes i løbet af en brøkdel af den tid det udgør en fare. Reelt er det mest sikre vi kan gøre, at sende det ud i rummet. Men selv det er langt fra uden risiko.
Vi står med et problem som er langt større end de fleste kan forestille sig, men samtidig står vi også overfor et problem som der reelt ikke er blevet forsket tilstrækkeligt i at finde en løsning på. Det har ikke været rentabelt, og derfor har det været nemmere bare at sige at det kan man ikke gøre noget ved, og så grave skidtet ned.
Min personlige tro er at der kan findes en løsning inden det ender med at udslette os fuldstændigt, men modsat frygter jeg den nuværende udvikling får lov at fortsætte da ingen reagerer, og der er så kolosale økonomiske kræfter bag.
Jeg er lige kommet til at se på klokken, og er nødt til at skynde mig at afslutte nu, da jeg skal have lidt søvn inden jeg skal på arbejde.
Jeg vil runde romanen af med endnu engang at sige tak for dit svar, og at jeg krydser fingre for japanerne og resten af verden.
Med mange venlige hilsner.
Jens.
http://www.youtube.com/watch?v=J0GZsVDKsuw
4. november 2011 kl. 21:24
Hej igen.
Har lige en lille tilføjelse til ovenstående.
Den tohovede kat i Norge, og den tohovede hugorm herhjemme, er nu ikke den sensation man gerne vil gøre det til. For os der har fulgt med og er klar over omfanget af nedfald fra Fukushima som er væltet ned over os i løbet af foråret og sommeren, ses det blot som en naturlig følgevirkning. Man kan endnu ikke beviseligt sammenkæde de to ting, men hold øje med hvad der ellers dukker op af interessante eksistenser i den kommende tid.
Sygehusvæsenet bør forberede sig på en næsten uoverkommelig opgave når kræfttilfældende begynder at vælte ind.
Med venlig hilsen
Jens.