Fukushima – en lærestreg for menneskeheden

7. august 2011

Kvart over fire i går lokal tid var det 66 år siden, at amerikanerne som en del af 2. verdenskrigs slutspil i Østasien sprængte en atombombe over Hiroshima. Efter endnu en bombe over Nagasaki få dage efter gav Japan op. Disse bomber har stærkt præget det moderne Japan, som blev et af de få lande i verden, som ville have haft råd til et militær, men aldrig fik det.

6. august markeres hvert år en med stor ceremoni i fredsmindeparken i Hiroshima, hvor en liste med navnene på ofrene for atombomben indgår. Listen er nu oppe på +275.000 navne, og siden sidste år er den blevet 5.800 navne længere. Det er det uhyggelige ved strålingen – ødelæggelsen er ikke kun den øjeblikkelige, årtier efter bliver der ved med at være mennesker, som bukker under, og mange generationer frem vil genetiske skader kunne blive ved med at dukke op.

Ceremonien i år blev anderledes. Japan har siden 60erne taget A-kraften til sig, ved begyndelsen af året havde landet 54 reaktorer, som dækkede omkring 30% af landets el-forsyning, og der var planer om at udbygge A-kraften, så den leverede 50% af el-forsyningen for på én gang at nå klimamål og en mere ’sikker’ energiforsyning.

Men med jordskælvet i det nordlige Japan 11. marts i år udløste en tsunami, som sine steder nåede 40 m højde. Og vandmuren udløste en katastrofe ved Fukushima-værket, hvor samtlige sikkerhedssystemer omkring fire reaktorer satte ud.

I starten blev omfanget markant undervurderet (læs: underrapporteret), men efterhånden blev omfanget vurderet til værste kategori A-kraft-ulykke, på linje med Chernobyl. Og gradvist står det klart, at tre af værkets fire reaktorer inden for de første døgn havde kerne-nedsmeltninger.

Prof. Kadoma fra Tokyo University vurderede ved en nylig høring, at der var sluppet op imod 30 gange mere radioaktivt materiale ud end ved A-bomben over Hiroshima (se blog-indlægget: Fukushima – What are you doing?).

Ingen ved endnu, hvor galt det er fat. Men flere hundrede tusinde mennesker er stadig evakueret, hver dag er der nyt om kampen for at genvinde herredømmet over reaktorerne (som vil vare årtier), alle har lært et nyt ord: mikrosievert, og selvom de mange informationer er givet for at skabe tryghed, så sniger utrygheden sig ind, om man nogensinde kan flytte tilbage, om man kan spise afgrøderne og de fisk og muslinger, som fanges langs kysterne, om børnene må lege ude, om det man spiser nu er sundt at spise. For dagligt er der i nyhedsstrømmen beretninger om, at fødevarer må destrueres, at fødevarer ikke kan eksporteres, at turisterne bliver væk af skræk … ulykken har virkelig ramt Japan i mellemgulvet.

Kort efter Fukushima blev endnu et A-kraftværk lukket, da det jordskælvsmæssigt nærmest var så vandvittigt placeret, som det kunne være. Og gradvist er flere og flere værker blevet lukket ned. Så i dag er det kun 14 af de oprindeligt 56 reaktorer, som kører. Værkerne bliver rutinemæssigt standset for tilsyn, hvorefter ingen tør tage ansvaret for at genstarte dem. Og efter lang tids usikkerhed har man indført en serie “stress-tests”, som skal simulere tilsvarende ‘utænkelige’ hændelser som ved Fukushima Daiichi, så Fukushima-katastrofen har stort set lukket den japanske A-kraft.

Derfor sveder Japan bravt i disse dage. Den japanske sommervarme kan være kvælende på denne tid af året med temperaturer op til 35-40° C og en fugtighedsprocent som nærmer sig 100 %, og normalt ville airconditoningen køre på fuldt tryk. Men der er lagt op til, at der skal vises samfundssind. Alle skal spare, og alle større el-brugere har fået besked om at bruge mindst 15% under normalt. Alene i juni blev der importeret og solgt mere end 2 millioner ventilatorer. Alle ved, at det kræver en indsats fra alle, hvis der skal være strøm nok og man skal undgå, at strømmen på skift lukkes ned én bydel ad gangen (med alle de ødelæggelser og besværligheder det medfører). Og det enestående er, at der i Japan er samfundssind til at det sandsynligvis ikke bliver nødvendigt at

A-kraft-industrien havde ellers i Japan fået opbygget et billede af A-kraften som en fuldt kontrolleret, stabil og moderne energikilde – jeg husker stadig til min undren, da jeg med ”Atomkraft nej tak” og Jomfru Ane Teaterets ørehænger-omkvæd ”plutooonium, millirem millirem, plutooonium, milllirem millirem” i bagagen første gang var i Japan i 1984-85, at man i Tokyo Gas-bygningens eksperimentarium kunne opleve, hvordan det var at stå inde i kernen af et A-kraftværk, og nærmest røre ved brændselslegemerne – altså bortset fra at de blot var hvidmalede attrapper. Men med Fukushima-ulykken er dette image af bekvem teknisk perfektion fuldstændigt krakeleret, og tilliden til A-kraften kan ligge på et meget lille sted i befolkningen.

Bag japansernes stoiske fremtræden findes en sitrende vrede over det svigt og den misbrug af tilliden, som forsyningsvirksomhederne har præsteret, og den japanske premierminister Kan har annonceret en total revurdering af A-kraftens placering i den japanske energiforsyning. Ved mindehøjtideligheden i Hiroshima sagde Kan, at: Fukushima skal ses som en lærestreg (lesson) for menneskeheden. Vi må få fuld klarhed over, hvordan det kunne ske, og må stræbe mod et Japan, som ikke er afhængig af A-kraften.

Op til G8-mødet i Japan i 2008 vedtog Japan en for den tid ganske radikal klimahandlingsplan med en målsætning på 80% CO2-reduktion inden 2050. Det er siden smuldret betragteligt – Japan skifter i disse år regeringer, som andre skifter karklude. Men Fukushima synes at have givet den definitive tilskyndelse til, at Japan går forrest i udviklingen af de fossilfrie samfund.

Se tidligere blog-indlæg: Fukushima – What are you doing?, Fukushima – nye grænseværdier, We Are All Fukushima, Japan vedtager handlingsplan for 80% CO2-reduktion i 2050 og Cool Biz.

indlæg oprettet af Jens Hvass

Eric Johnston: Fukushima nuke crisis invoked at Hiroshima event, Japan Times 07.06.2011.

Winifred Bird: Powering Japan’s future, Japan Times 24.07.2011.

Share