Pausebillede XIV – Vandlyde
5. oktober 2012..
Dagens pausebillede er et lydbillede – eller rettere fire lydbilleder, af vand fra det japanske K-MusicLife: Ét med vandlyde fra en strand åben til det store ocean, ét fra vandlyde fra rismarkernes overrislingskanaler, ét fra en drypvåd japansk skov, hvor fuglestemmer stemmer i, og ét hvor det regner i lotusdammen.
..
Efter en hel dag med konstant larmende vejarbejde lige neden for mine vinduer voksede en gammel længsel om et hus med en have med et rislende vandløb igennem frem igennem de voksende nakkespændinger, og jeg gik på jagt efter vandlyde for om muligt at finde et opblødende, distancerende, beroligende udglattende, rummeligt lydfilter.
For lyden af vand er måske det mest beroligende der findes. I hvert fald er det noget af det mest beroligende, jeg kender. Selvom jeg er vokset op i byen, har jeg haft havet i øret helt tilbage fra min barndoms sommerhus på kanten af Kattegat, bogstaveligt så tæt at det er ved at skylle i havet. Her vågnede man til havet, levede med havet, dets langsomme hæven og sænken i pagt med månen, som tidvist lod store sandrevler dukke frem, og man slumrede ind i havets uudgrundelighed. Mange somre rundt i de skandinaviske farvande har jeg haft den beroligende lytten til bølgeslagets uendeligt langsomt ændrende rytme, om det er dovent slikkende store sten, voldsomt brusende materialepolering, langsom tilbagerislen, eller skramlen med havstokkens skaller eller klukken i bådskrogets klinkbordlægning. Og på det seneste er jeg kommet til at holde af regnen i byen, fordi den lukker af for så utroligt mange lyde og gengiver os stilheden eller næsten-stilheden – det at vi ikke i vores bevidste eller underbevidste konstant skal forholde os til titusinde irrelevante ting i vores omgivelser.
..
..
Kom i dag også forbi hjemmesiden Friends of Silence, som stiller det helt centrale spørgsmål: Is there enough silence for the World to be heard?
Hører vi naturen, dens stille smerte og desperation her midt i at mennesket i sin dominans er godt på vej til at halvere biodiversiteten? Sanser vi vores marker og husdyr, og den brutalitet, hvormed vi påfører naturens forunderligt komplekse orden vores primitive ordenssans? Hører vi os selv, hinanden, vores hjerte og puls? Hassan, min lærer på Akademiet, kredsede tilbagevendende om, at naturen vånder sig under vores bevidstløse tugten vores omgivelser, men at vi ikke ænser det – at vi i forhold til naturfolkene havde mistet evnen til at høre det.
Tværimod har vi brug for langt mere lydhørhed, hvis vi skal lykkes at være 7, 8, 9 milliarder mennesker musikalsk til stede på samme ene klode.
Her kl. 19.30 er vejarbejderne taget hjem – ingen kan bebrejde dem for vi er alle glade for velfungerende gader, lidt ligesom man kan lære at holde af sin tandlæge. Men om lidt rykker branderterne ind og holder primalskrigsøvelser til den lyse morgen, hvis ikke regnen lægger sin velsignede sordin ud ud over partyzonen.
Som den schweiziske filosof Max Picard sagde: “Intet har forandret menneskets natur så meget som tabet af stilhed.”
De fire lydbilleder stammer fra K-MusicLife, et Japansk ChillOut-initiativ. Der er mange flere lydflader via K-MusicLifes YouTube Channel.
Se flere pausebilleder.
K-MUSICLIFE Nature sound and chillout, YouTube Channel.
