Strøtanker om bæredygtighed

Mark Rothko (1903-70): Orange, Red, Yellow, oil on canvas 1961.

I den serie af pausebilleder, som gradvist er opstået her på bloggen, har det indtil nu været konstellationer af billede og lyd, som har tegnet billedet. Men i dag er det i al sin enkelhed et billede.

Et billede så enkelt, at alle ville kunne se med uden forudsætninger. Et billede uden budskab – intet at forstå og analysere, blot ren flade og kontur: orange, rød og gul. Og så endda så komplekst i sin opløsning af fladen, at det er værd at dvæle en stund ved. Et billede man kan fortabe sig i, forsvinde ind i, vende tilbage fra efter at have badet i det vidunderliste solorange. Måske også et billede, som salig Rindal ville kunne have fået galt i halsen, ikke mindst hvis han fik at vide, at han stod overfor verdens dyreste maleri. For dette billede er netop i dag på Christie’s handlet til 496 mio. dollar, eller 2,5 mia. danske kroner.

Rothko malede ofte i meget store formater, og den vibrerende fornemmelse af uudgrundelige dybder i hans farveflader, som er skabt med lag på lag på lag af semitransparente strøg, kommer kun næsten til sin ret i kunstbøgernes og computerskærmenes raster-virkelighed.

Rothko er en af mine yndlingsmalere, og Orange, Red, Yellow er fra hans glansperiode, hvor den abstraktionens rejse, som var startet i tiden lige efter 2. verdenskrigs afslutning havde fundet sit modne udtryk, og mesterværkerne faldt tæt. I en stor Rothko-bog, jeg har, med 200 værker, er Orange, Red, Yellow således slet ikke med, og alene fra årene omkring 1960 er der 10-15 billeder, jeg resonerer bedre med. For ikke at tale om de billeder, han lavede mod slutningen af sit liv, hvor kræfterne ikke rakte til at arbejde i de store olieformater, og han derfor fortsatte i mindre skala på papir. Her nåede abstraktionen nye niveauer.

For dem, som ikke synes et still-billede er et rigtigt pausebillede, kommer der her en række video-links. Men jeg har ikke kunnet finde nogen lyd-billed-konstellation, som gav Rothkos billeder noget, de ikke havde i forvejen. Så det blev ved still-billedet, og udvalget her er mere i det dokumentariske felt: Rothko (med Simon Schama intenst indlevet om Rothko), Rothko exhibition in London, Mark Rothko – Ein Portrait I, Mark Rothko – Ein Portrait II, Kate Rothko: about my father Mark I, Kate Rothko: about my father Mark II og What Mark Rothko thinks about modern art & people, som er et lille uddrag fra BBC-dokumentaren “The Power of Art – Mark Rothko”, hvor Rothko siger:

“When I was a younger man, art was a lonely thing. No galleries, no collectors, no critics, no money. Yet, it was an golden age, for we all had nothing to lose, and the vision, the gain. Today is not quite the same. It is a time of tons of verbiage, activity, consumption. Which condition is better for the world at large I will not venture to discuss. But I do know that many of those who were driven to this life are desperately searching for those pockets of silence where we can root and grow. We must all hope we find them.”

Steffen Boesen: Moderne kunst sætter rekorder på stribe i New York, Politiken 09.05.2012.

.
Sammen med udgivelsen af sin CD Genius Loci lavde Thomas Agergaard i 2009 en video med billeder og kort fra grønlandske landskaber, som i disse år hastigt transformeres af den globale opvarmning.

Det er uudgrundeligt smukke, krystallinsk transparente lyduniverser, som møder umådeligt smukke is- og snelandskaber.

Men frem for at skrive yderligere, vil jeg invitere til en stille stund i godt selskab og give ordet til Thomas, som i går aftes skrev nedenstående introduktion på Facebook:

Se tidligere pausebilleder og indlæg om indlandsisen og gletsjere.

This music is dedicated to our ability to listen, and to the Arctic. It does not follow set patterns, like Danish forestry, but flows by its own momentum. To me, it feels natural – like moving through a landscape shaped by time, wind and weather.

I have filled it with shimmers of darkness and light. Some is dry. Much is wet.

We must learn to listen to the warnings flowing from nature. We must learn to listen deep within ourselves, and to each other. We have been born with the keenest senses, which can develop in all directions. With this we have been charged with the responsibility, to develop our empathy, and make room for the multiplicity, of which we are a part.

Our survival depends on our ability to listen to Nature within ourselves. Nature will always survive. We are only part of it. Experts have warned us for decades, and today, it is clearer than ever. Nature is rising up, and may end up sweeping us away.

What we do to it, we do to ourselves. What we pour into it will return to ourselves.

Diversity is the wealth of this planet, and our place at the top of the food chain places in our lap the responsibility to maintain that, which is the foundation of our own existence.

Listening makes the journey more beautiful.

Thomas Agergaard

CDen Genius Loci kan erhverves via thomasagergaard.com.

Billedfrisen herover var der pludselig, på Twitter, hvor jeg for første gang havde vovet mig ind, kun tekstet på japansk, så jeg ved end ikke hvor den stammer fra. Men den kunne meget vel være japansk, for månen har en meget stærk placering i det japanske bevidsthedsunivers.

Det er vidunderlige, ekliptiske billedlege i dén særlige fuldmånestund, hvor Jorden for et øjeblik rammer nøjagtigt ind på linjen mellem sol og måne, før himmellegemerne drives videre i deres stadige, elliptiske mønstre.

Dag og nat, mand og kvinde, sommer og vinter, udvidende og sammentrækkende, skabende og modtagende, initierende og responderende, lys og mørk – de stadigt skiftende konstellationer af ur-polariteten Sol og Måne har til alle tider fascineret og styret menneskenes liv.

Havde først tænkt, at dette skulle være et lydløst pausebillede. Men hvis harddiskens sagte snurren bliver for påtrængende, kan man passende med et klik her åbne for en video med en live-udgave af to sange fra Pink Floyds mesterlige album Dark Side of the Moon, hvoraf den sidste, Eclipse, efter element for element at bringe alle tilværelsens dele i harmonisk samklang lader månen ind over og næsten koan-agtigt kryptisk slutter:

There is no dark side of the moon, really
Matter of fact it’s all dark.

Den fulde tekst til Eclipse kan ses nederst.

Læs mere »

.
Hvis billederne i denne 7. minutter lange og meget smukke video, The Great Bell Chant (The End of Suffering), virker bekendte, så er det fordi de er lånt fra film som Home, Earth og Baraka. Når jeg i dag bringer den som pausebillede, er det fordi dens indledende klokke i et flash bragte mig tilbage til nytåret 1984-85, som jeg fejrede i Kyoto.

Ved nytår lyder Kyotos mange tempelklokker hver 108 gange, som en rituel renselse for de 108 bono (煩悩), former for begær og passion, som fastholder mennesket i genfødsel efter genfødsel. De store bronzeklokker anslås med en stor ophængt træstamme, som slynges mod klokken med et reb – for de største klokker kræver det mange for at svinge stammen.

Klangen er stor og dyb, uudgrundeligt verdensfjern og langsomt udviklende, og gradvist bringes kroppens klangsøjle i svingninger. Efterklangen bliver stående meget meget længe, så der er god tid til at en ny gruppe mennesker gør klar til at slå det næste af de 108 slag.

Lyden høres vidt omkring og blander sig med de øvrige tempelklokker. Byen Kyoto ligger i en skål, omgivet på tre sider af lave bjerge, og med mere end 3.000 buddhistiske templer er det som om hele byen gradvist bliver en anslået klangsøjle, hvori alt vibrerer.

Joya no kane (除夜の鐘), som traditionen med at samles om de 108 klokkeslag hedder på japansk, er et festligt andægtigt øjeblik, som samler mennesker i alle aldre – og en af de mange genkommende begivenheder, som japanerne fejrer i en stadig rituel markering af årets og livets cykli.

Hvilken kontrast til nytårsbraget her i Indre By, hvor svovlstanken, tømmermændene og stanken af pis stadig hænger i gaderne.

Se alle indlæg i serien af pausebilleder.

Godt nytår

Vil gerne sige varmt tak for 2011 og ønske alle et fantastisk 2012, hvor vi bliver bedre til at passe på os selv og hinanden og den omverden, vi giver videre til de kommende generationer.

Med sin nøgterne stenbukkeenergi er nytårstiden en god tid at se tilbage og at se frem, for at kunne slippe det overflødige og at give plads for det essentielle i os selv og hinanden.

Her på Strøtanker vil den løbende indsats for gradvist bedre at forstå klima- og bæredygtighedsudfordringen – dens omfang og konsekvenser og hvordan vi overhovedet kan håndtere den og bevidsthedsmæssigt leve med den – også stå i centrum i det kommende år.

Hermed mine ønsker om et livgivende, lysende og lykkebringende 2012.

.
Dette er anden del af en todelt lyd-billedkomposition af Pitch Bend, “7 More Hours in 77 Million Paintings“. Den er nærmere introduceret på det forudgående blog-indlæg, Pausebilleder VI, som rummer første del.

Lydsiden, “Dusk Bells”, er skabt af Mark Harrop over alogritmiske strukturer – se mere derom under introduktionen på Vimeo.

Hvis man nyde billedsiden i dens fulde kompleksitet (og har en internetforbindelse, som kan følge med), så kan det anbefales at se videoen i HD-opløsning (1.280 x 780 pixel). Dette kan kun gøres  direkte fra placeringen på Vimeo (klik her). Vælg fuldskærmsvisning med pixelratio 1:1 og glæd dig til 77 millioner billeder.

Se alle indlæg i serien af pausebilleder.

.
Tidligere på året bragte jeg her på bloggen en række pausebilleder, dels for et øjeblik at kunne dvæle ved en flig af intetheden, dels for at lufte nogle overvejelser over pausens natur og dens uundværlighed, ikke bare i arbejdslivet, skriften, musikken og tilværelsen, men også i større skala. Vi kunne i den grad bruge en global timeout, hvor vi fik oplyst klimafornægterne, ikke så meget om det med klimaet, som om, at de nødvendige forandringer også ville være til stor inspiration i deres tilværelse, hvor vi overflødiggjort militæret, fik os vænnet af med at styrte byen rundt, landet rundt, kloden rundt på jagt efter os selv. Selv naturen har sine indbyggede pauser.

Så nu, hvor jeg stødte jeg ind i denne vidunderlige lyd-billedkomposition fra 2008, tænkte jeg, at ovenpå reaktornedsmeltninger og fremstormende klimafornægtere var der brug for en solid time-out. Pitch Bends 7 Hours in 77 Million Paintings varer ikke 7 timer, som man umiddelbart skulle tro, men er komprimeret 12 gange, så på bare 37 minutter får man set 77 millioner billeder. De er genereret af en billedgenerator så viseligt indrettet, at den aldrig laver samme billede to gange. Så vi møder en dobbelt virkelighed af uendelig variation og stadig genkendelighed, idet vante elementer toner frem i stadig nye sammenhænge.

Lydsiden, “Porthemor Evening”, er skabt af Mark Harrop over alogritmiske strukturer - se mere derom under introduktionen på Vimeo.

Hvis man nyde billedsiden i dens fulde kompleksitet (og har en internetforbindelse, som kan følge med), så kan det anbefales at se videoen i HD-opløsning (1.280 x 780 pixel). Dette kan kun gøres  direkte fra placeringen på Vimeo (klik her). Vælg fuldskærmsvisning med pixelratio 1:1 og glæd dig til 77 millioner billeder.

Dette er del ét af to – anden del følger i det kommende blog-indlæg, Pausebilleder VII.

Se alle indlæg i serien af pausebilleder.

.

“Still Return” indfanget af martvids.

“Still Return” stammer fra CDen The Pearl, som sammen med Plateaux of Mirror blandt de af Brian Enos lydflader, som jeg gennem årene har lyttet og arbejdet mest til. I mødet med Harold Budd får Enos musik en særlig æterisk sanselighed og transparens – et kan man sige transcendent nærvær.

Dagens pausebillede blot som et øjebliks modvægt til den krigsretorik, som i disse timer fylder over alt i medierne, ikke i blot dækningen af de blodige begivenheder i Syrien og Libanon, men fuldt så meget i dækningen af weekendens mange sportsbegivenheder og den så småt igangskudte valgkamp.

Se flere pausebilleder.

.
Liquid Variation III er en billedsekvens af Raphael Dubois – en undersøgelse af det flydendes natur.

Vand har en enestående evne til at rumme modsatrettede mønstre uden at lade dem brydes.

Musikken stammer fra CDen The Shutov Assembly (1992) – en samling modernistisk-abstrakte lydlandskaber af Brian Eno fra en tid, hvor han gæstede København ved flere lejligheder.

Hvis nogen undrer sig over pausebilleder på en blog om bæredygtighed, så er den korte forklaring, at jeg har været tvunget til at standse op for en tid, den lidt længere, at stilstand, kontemplation og introspektion, sindsudtømning, åndedræt og reflektion har en central betydning for en reelt bæredygtig levemåde. Det er banalt sagt ikke vores eksistens og indadskuen, som er ved at formøble klodens naturkapital, men vores utæmmelige handlekraft.

Se flere pausebilleder.

First Light en metamorfosisk afsøgning af elementet lufts bevægelsesnatur, hvor Raphael Dubois har søgt at skildre en flues oplevelse af at flyve i cigaretrøg.

Musikken til First Light stammer fra CDen Plateaux of Mirror (1980) - en af mine absolutte ambient-CD-favoritter skabt af Brian Eno og Harold Budd.

Rygerne har i dag svære tider – og må de fleste steder i dag se sig sat uden for døren. Med det vi ved om de helbredsmæssige konsekvenser af rygning er der al mulig grund til at lade være, og fra at være forbundet med smartness og stil er rygningen godt på vej til at blive et taber-symbol. Men i en tid, hvor vi bliver stadig dårligere til at holde pauser under vejs er der noget, som er værd at lære fra rygerne: Kultiveringen af pausen. Den lille dvælen inden påbegyndelsen, det lille stop under vejs, den lille markering af vel udført arbejde er vigtige tankestreger for vores psyke. Hvordan giver vi os selv og hinanden disse øjeblikke uden en cigaret mellem fingrene?

Se flere pausebilleder.

.
Ovenpå klimatilpasningsplanens stigende vandmasser må det være på tide med endnu et pausebillede – her et møde mellem bjergets stoiske ro og vandets afgrundsdybe uudgrundelighed, indfanget af martvids.

“Lost in the Humming Air” stammer fra CDen The Pearl – måske den af Brian Enos CDer, jeg gennem årene har lyttet og arbejdet mest til. I mødet med Harold Budd får Enos musik en særlig æterisk sanselighed og transparens – et kan man sige transcendent nærvær.

Ambient musik er eksistentiel slow food. På ét plan er noget af de mest klimavenlige, vi kan gøre, ikke at gøre noget.

Se flere pausebilleder.