Fukushima Update VI

19. marts 2015

Skiltet herover præger indkørslen til Okuma, den ene af de to små byer, som er værtssamfund for Fukushima-værket, og som flere årtier frem må regne med at skulle leve i eksil. Skiltet taler om “Nuclear power the energy of a promising future“ – og så længe det gik godt, regnede det da også med guld fra værket. Hele det lille samfunds økonomi var baseret på dets eksistens. Men nu vil man fjerne skiltet. Teksten blev i sin tid lavet af Yuji Onuma, som den gang gik i 6. klasse og vandt en konkurrence derom. Men han har stærkt modsat sig fjernelsen, og på billedet herover kan man se ham protestere, for som han siger: “The signboards should be preserved as a negative legacy and used to pass on to future generations the stupidity of human beings.”

Det har været 11. marts 2015 og dermed fire år siden Fukushima-katastrofen tog sin begyndelse. Og for første gang har man mærket en afmatning i mediedækningen. Det er ikke fordi der ikke stadig er problemer, tværtimod. Men det er svært for medierne at blive ved med at fremtrylle nye vinkler på samme redelighed.

Stadig her fire år efter katastrofens begyndelse er 120.000 mennesker evakueret, og genopbygningen går umådeligt langsomt. Det er ikke på grund af økonomisk smalhals, tværtimod er det et stort problem, at en meget stor del af de projekter, som bliver forberedt, ikke bliver realiseret, fordi der ikke er nogen firmaer, som byder ind på at løse dem. Og de samfund, hvor man er begyndt at rykke tilbage, står man med et problem, som kun vil blive større, jo længere tid der går. At ganske mange ikke vil tilbage, og stort set jo yngre man er, jo mindre tilbøjelig er man til at søge tilbage. Børnefamilierne har allerede måttet transplantere deres børn én gang og er meget utilbøjelige til at flytte dem endnu en gang, også fordi det kun er meget snævre områder, som er dekontamineret. Hvis bare lige man løber over mellem de nærmeste træer, så er der ikke renset op, og bliver det heller ikke. Her er der kun at vente på, at cæsium-forureningen i løbet af tre-fire-fem årtier klinger så meget af, at det igen betragtes som sundhedsmæssigt forsvarligt at færdes der. De mest driftige mennesker har jo også for længst skabt dem nye tilværelser andre steder, så det er de svage, de gamle de forsørgelseskrævende, som rykker tilbage, og dermed meget skævt sammensatte samfund. Så selv med den nødvendige infrastruktur på plads igen forestår der kolossale udfordringer med at få disse samfund til at fungere. En nylig rundspørge viste, at kun mellem 10-20% af de evakuerede ønskede sig tilbage.

De nedsmeltede reaktorer lækker stadig, TEPCO er for nylig blevet afsløret i endnu en alvorlig fortielse, hvor man i trekvart år har kendt til, at radioaktivt vand sivede direkte fra reaktorruinerne i havet uden forsøg på at opsamle det, hvilket endnu en gang har bragt værket på kollisionskurs med fiskerne, som ellers har været tæt på at acceptere, at TEPCO ledte det oprensede vand ud i havet. Så alt er ved det gamle, og hvis TEPCO skal gøre sig håb om gennem sin opførsel at gøre sig fortjent til at kunne genstarte sit store Kashiwazaki-Kariwa-værk med 7 reaktorer ved Niigata, så har man endnu engang gjort alt det forkerte. Det er faktisk tragisk, hvor svært det synes at være for en så stor enhed at ændre adfærd på dette område selvom det må stå klart for alle, at den del er uomgængeligt nødvendig at få med, hvis det nogensinde skal lykkes at genskabe tilliden i den japanske befolkning til A-kraften. Trods massive anstrengelser for at lægge låg på kritikken og en kriminalisering af mere dybdegående journalistik er der stadig her fire år efter Fukushima et stærkt ønske i den japanske befolkning om at få afviklet A-kraften hurtigst muligt. Og efter fire år, hvor det er gået fint uden A-kraften er det stadig sværere at forstå, hvorfor den er så nødvendig.

“Nuclear power [is] the energy of a promising future“

Der har været meget fokus på, hvordan det ville lykkes at få reaktorer i gang igen. Og premierminister Abe har i nu to år sat et massivt pres ind for at få det til at ske hurtigt. Så da man i starten af 2014 satte to reaktorer ved Sendai-værket i fast track – hvor den nye sikkerhedsinstans NRA skulle fremme sagsbehandlingen for disse reaktorer mest muligt for hurtigst muligt at komme dertil, hvor i det mindste nogen reaktorer var i gang igen, havde ingen forestillet sig, at de ikke kom i gang i løbet af året. Nu synes de mere optimistiske stemmer at regne med at de første reaktorer kommer i gang i løbet af sommeren 2015, og NRAs godkendelsesproces har vist sig så omfattende, at det er svært at forestille sig, at de næste 20-30 reaktorer efterfølgende blot kommer smuttende på stribe. Tværtimod kan det have meget lange udsigter. Så det tegner til maksimalt fem i år sandsynligvis færre. For hvor den lokalpolitiske godkendelse var nogenlunde givet med Sendai-reaktorerne, så bliver de næste reaktorer, som vil blive forsøgt genstartet, sandsynligvis i Kansai-området, hvor dækningen med A-kraft før 2011 var størst, og hullet derfor har været størst. Her er den politiske situation langt mere uklar, fordi en katastrofe tilsvarende den ved Fukushima-værket potentielt ved påvirke et område med en endog meget stor befolkning, så mange politiske enheder, som indtil nu ikke har haft noget at skulle have sagt overfor genstarterne, har krævet at få et ord med. Derfor kan man kan meget vel forestille sig, at reaktorerne ikke bare kommer til start selv efter at NRAs godkendelsesproces er fuldt afsluttet.

Efterhånden som det begynder at stå klart, hvor meget der skal til at opfylde NRAs nye sikkerhedskrav, er der også så småt kommet hul på den anden del af spillet om atomkraftens fremtid i Japan: Spørgsmålet om, hvilke reaktorer, som ikke skal i gang igen. Flere har her været nævnt, og i løbet af de seneste to uger er det blevet endeligt klart, at foreløbig fem reaktorer ikke vil blev forsøgt genstartet. Det er typisk reaktorer fra A-kraftens første år, som kun har omkring en produktionskapacitet på omkring tredjedel af det typiske for en nyere reaktor, og med de forbedringer, som må forventes at blive krævet efter de nye regler, vil det simpelthen ikke være rentabelt at søge at få dem i gang igen. Oven i de fem skal der lægges de seks ved Fukushima Daiichi, så af de 54 reaktorer som var i gang før 11. marts 2011, er det nu maksimalt 43, som det kommer på tale at genstarte. Men tallet ender nok nærmere på godt det halve, og det er kun et spørgsmål om tid, før tilsvarende beslutninger vil blive taget for yderligere en række reaktorer.

Før 11. marts 2011 havde de fleste forsyningsselskaber nok taget det for nogenlunde givet, at man efter de første 40 år fik tilladelse til yderligere 20 år, så ingen har rigtigt tænkt klart over, hvordan man rent praktisk skulle gøre, den dag, reaktorerne skulle på pension. Spørgsmålene om, hvad man rent praktisk skal gøre med de mange radioaktivt forurenede rester fra de dekommissionerede værker, melder sig derfor med fornyet styrke. Og selvom forsyningsselskaberne under vejs har spundet guld på A-kraften, så synes henlæggelserne til dekommissioneringsprocesserne i mange tilfælde at være utilstrækkelige. Det er stærkt medvirkende til, at forsyningsselskaberne har været meget sene til at træffe disse beslutninger (og systematisk går i fornægtelsesmode, hvis der rejses spørgsmål, om der er problemer med jordskæv, hvor man har opført sine reaktorer), for selv når der er tale om værker, som bliver planmæssigt nedlukket som følge af alder, er dekommissioneringen en særdeles kostbar og tidskrævende proces.

Sidst i februar lykkedes det til gengæld at finde en løsning for et foreløbigt lager for lavradioaktivt affald fra dekontamineringsarbejdet omkring Fukushima-værket. Der er tale om et i alt 16 km² stort område mellem Futaba og Okuma – i nærheden af Fukushima-værket – hvor man i op til 30 år har accepteret at lagre affald, som er skrabet sammen fra andre dele af det radioaktivt forurenede område. Området er i forvejen så medtaget, at det ville tage mange år at få det klar til tilbageflytning, men med denne aftale har man sandsynligvis sikret sig, at der ikke genetableres beboelse før i anden halvdel af århundredet.

Japans energifremtid bliver igen diskuteret. Hvor A-kraften før Fukushima-katastrofens begyndelse tegnede sig for knapt 30% med planer om at udbygge den til 50%, vedtog DPJ-regeringen i skyggen af Fukushima-katastrofen en plan om at udfase A-kraften senest i løbet af 2030erne, hvilket stort set svarede til, at man genstartede de sikreste A-kraftværker og gav dem den forsvarlige levetid, max. 40 år, men ikke igangsatte nye værker. Men Abe-regeringen, som gik til valg på at nedbringe afhængigheden af A-kraften mest muligt, selvom alle ved at det betyder at få A-kraft-industrien bedst mulig i gang igen, lægger nu op til, at A-kraften i 2030 skal dække 15-20% af energiforbruget. Sandsynligvis er det lige nok til, at det er nødvendigt fortsat at bygge nye anlæg – og dermed har man strakt sig så langt som man kan i forhold til befolkningens stærke ønske om at slippe for A-kraften.

Målsætningen for den vedvarende energi lander nok på 20%, hvilket er ganske lavt, når man ser hvor hurtigt omstillingen foregår mange steder i verden – og ikke mindst så. hvor hurtigt det kunne gå, hvis blot man gav udviklingen fri, som det en overgang skete efter Fukushima-katastrofen. Men den nuværende regering er meget utilbøjelig til at støtte den vedvarende energi – tværtimod kan man igen og igen se regeringen undlade at skride ind, når forsyningsselskaberne lægger hindringer ud for den vedvarende energi. Et politisk udvalg foreslog for få uger siden at reducere støtten til solenergien for ikke at gøre den for fordelagtig.

Så den massive interesse i at etablere vedvarende energi, som kom ud af Fukushima-katastrofen, og som hvis regeringen havde grebet det rigtigt and kunne have betydet, at private stort set havde sørget for energianlæggene, hvis blot staten havde etableret det nødvendige forsyningssystem, er stort set kvalt. Det er lykkedes forsyningsselskaberne at forhindre, at store mængder af vedvarende energi tilflyder systemet men henvisning til at det ikke kan bære. Og tilskyndelsen til at gøre det mere egnet til at kunne håndtere den vedvarende energi kan ligge på et meget lille sted, da det ville gøre argumentet om ‘nødvendigheden’ af A-kraften endnu mere hult.

Med hele dette morads af slet skjulte særinteresser har det indtil nu ifølge Abe-regeringen været umuligt at definere nogen klimamålsætning for Japan. Så med COP21 og en global klimaaftale på kimingen står Japan til at blive slået i hartkorn med verdens største klimanølere, Canada og Australien – og til fuldstændig at miste grebet om sin grønne fremtid, fordi A-kraft-industriens særinteresser i den grad får lov til teknologisk at holde den japanske udvikling stangen. I dette perspektiv vil Abe-æraen i historiens tilbageblik komme til at stå som en på alle leder sort tid.

 

Share