Indlæg tagged med Shinzo Abe

Japan skruer igen op for A-kraften IV – Kashiwazaki-Kariwa-værket

25. august 2016

Med syv reaktorer med en samlet effekt på 8 GW er Kashiwazaki-Kariwa-værket i Niigata Amt verdens største atomkraftværk. Som ved alle andre værker i Japan blev de igangværende reaktorer i tiden efter Fukushima-katastrofen i 11. marts 2011 en efter en taget ud af drift i takt med, at de skulle standses for det årlige driftseftersyn og udskiftningen af brændselslegemer. For efterfølgende ville ingen tage ansvaret for genstarten.

Kashiwazaki-Kariwa-værket er ejet og drevet af samme energiselskab, TEPCO, som driver Fukushima Daiichi-værket. TEPCO, som leverer strøm til Tokyo-området, har et tredje atomkraftværk, Fukushima Daini med fire reaktorer, som ligger blot få km fra Fukushima Daiichi. Og selvom det lykkedes at lukke Daini-værket korrekt ned ved tsunamien i 2011, har Fukushima Amt siden fået tilsagn om, at der ikke bliver genstartet reaktorer i Fukushima Amt, der til gengæld gerne vil være foregangsamt når det gælder udviklingen af vedvarende energi.

TEPCO står derfor i den situation, at ud af de sytten reaktorer, man havde før Fukushima-katastrofen, kommer de ti reaktorer i Fukushima Amt aldrig i gang igen. Yderligere er planerne om at opføre endnu et atomkraftværk i Fukushima Amt nær Fukushima Daiichi og Fukushima Daini blevet opgivet i erkendelse af, at den nuværende situation ville umuliggøre nogensinde at få et nyt atomkraftværk i gang på dette sted. Derfor har TEPCO længe ønsket sig at genstarte i hvert fald et par af de syv reaktorer ved Kashiwazaki-Kariwa-værket, og på sigt gerne dem alle. Det ville give et kærkomment tilskud til den ekstremt anstrengte økonomi efter katastrofen, hvor oprydningsarbejdet ikke bare på selve kraftværket, men også i de omgivende landskaber, vil strække sig ind i anden halvdel af dette århundrede.

Men guvernøren i Niigata Amt, Hirohiko Izumida, er ikke bare imod atomkraft, han er imod at TEPCO nogensinde kommer til at drive atomkraftværker igen. Og han taler af erfaring, for forud for Fukushima-katastrofen havde der i årevis været problemer med den måde, hvorpå TEPCO drev Kashiwazaki-Kariwa-værket. Ved flere lejligheder har man kunnet se TEPCOs øverste leder Naomi Hirose helt rød i hovedet af raseri, når Izumida fremførte, at TEPCO ved hele tiden at presse på med hurtig genstart af Kashiwazaki-Kariwa blot satte økonomien over sikkerheden.

Nu er der dog tegn på, at godkendelsesprocessen for to af reaktorene ved Kashiwazaki-Kariwa-værket er så langt, at den kan være afsluttet til marts næste år. Dette er udtrykkeligt ikke ensbetydende med, at reaktorerne kommer i gang umiddelbart efter. For i Niigata har der gennem mange år været en massiv lokal modstand mod værkerne. Blandt andet har en borgergruppe med henvisning dels til det havarerede Fukushima Daiichi, som langt hen af vejen var en driftsfejl, dels til de mange eksempler på fejl i drift og indrapporteringer ved Kashiwazaki-Kariwa lagt sag an mod TEPCO med den påstand, at man er uegnet til at drive atomkraftværker.

Dette blog-indlæg vil med løbende opdateringer søge at følge processen omkring genstarten af Kashiwazaki-Kariwa værket, som qua den massive lokale modstand sandsynligvis vil trække ud i årevis. Og uanset at TEPCO allerede har investeret milliardbeløb i at forberede genstarterne, er det langt fra givet, at det nogensinde igen kommer dertil.

Der er etableret tilsvarende blog-indlæg for reaktorer ved de tre atomkraftværker, hvor opstartsprocesserne er længst fremskredne, ved Sendai-værket, ved Ikata-værket, hvor en reaktor lige nu er ved at blive tilsluttet, og ved Takahama-værket, hvor to reaktorer blev standset umiddelbart efter opstarten efter påbud fra retten. Stadig her fem et halvt år efter Fukushima-katastrofen har Japan kun fået genstartet tre reaktorer.

Læs mere »

Share

Paris 2015 – Japans INDC

18. juli 2015

Afklaringen af den japanske klimamålsætning har længe afventet afklaringen af energisammensætningen i årene fremover. For den energiplan, som styrede udviklingen før Fukushima-katastrofen, hvor A-kraften var planlagt til gradvist at skulle dække størstedelen af energiforsyningen, blev helt opgivet, og DPJ-regeringen fastlagde en plan, hvor Japan i løbet af 2030erne skulle have A-kraften fuldt udfaset, samtidig med at den vedvarende energi skulle udbygges markant. Herefter overtog LDP i december 2012 regeringsmagten, og selvom premierminister Abe i sin valgkamp lovede at mindske den japanske afhængighed af A-kraften mest muligt, så har han siden sin indsættelse arbejdet målrettet for at revitalisere den japanske A-kraft både indenlands og på eksportmarkedet.

Torsdag fastlagde et ekspertpanel så endeligt efter lang tids forhandlinger sammensætningen i den japanske energiforsyning frem til 2030. Den blev allerede luftet for nogle måneder siden (se blog-indlægget Paris 2015 – Japans INDC i støbeskeen). Og selvom den siden har været udsat for massiv kritik – indenlands mest for på ingen måde at leve op til premierminister Abes valgløfte om at gøre Japan mest muligt uafhængig af A-kraften, og internationalt for, at Japan fuldstændig svigter sin internationale klimamålsætning – er der ikke ændret noget ved fordelingen.

Efter planerne skal A-kraften således i 2030 levere 20-22% af energien og den vedvarende energi 22-24%, mens LNG (liquefied (flydende) gas) og kulkraft står for henholdsvis 27% og 26% af energiforsyningen.

En af delmålsætningerne heri kommer fra forsyningsselskaberne, som har sat den frivillige målsætning i perioden 2013 til 2030 at nedbringe CO2-udledningerne pr. kWh med 35% til max 370 g pr. kWh. Til sammenligning ligger CO2-indholdet i den danske energiforsyning allerede nu typisk mellem 50-100 g pr. kWh afhængig af forsyningerne fra sol og vind samt sammensætningen i den energi, vi importerer.

Før Fukushima-katastrofen i 2011 var Japan stort set ophørt med at bygge nye kulkraftværker. Men med deres reaktorer standset på ubestemt tid har forsyningsselskaberne i stor stil grebet til at bygge nye kulkraftværker, så lige nu er de i gang med at etablere 45 nye kulfyrede enheder – umiddelbart for at sikre forsyningerne trods A-kraften. Men det har vist sig, at at Japan har energi nok selv efter flere år helt uden strøm fra reaktorerne, så hvis man både får genstartet en god del af reaktorerne, og fortsætter udbygningen med vedvarende energi, som blev kickstartet med en feed-in-tarif-ordning efter Fukushima-katastrofen, så har man slet ikke brug for disse nye kulkraftværker. De bliver udelukkende til for at forsyningsselskaberne ikke helt mister grebet om energimarkedet.

Læs mere »

Share

Japansk reaktorgenstart i sigte

7. juli 2015

Protester foran Sendai-værket på Kyushu i dag i anledning af, at genstartsprocessen nu er så langt, at 157 nye brændselslegemer er ved at blive indsat i reaktoren. Herefter skal der køres en lang serie af sikkerhedscheck, så den første reaktor forventes opstartet i første halvdel af august for herefter i løbet af et par døgn at kunne levere strøm til det japanske elnet. Den anden af de de to godkendte reaktorer ved Sendai-værket forventes at være i gang fra midt i oktober.

Det har været en lang og slynget vej for den japanske A-kraft siden Fukushima-katastrofen, og en lang tid lignede det, at den ville blive lukket helt ned, for diskussionen gik mest på, hvor hurtigt man ville kunne udfase den – bortset fra de ganske mange, som helst så, at reaktorerne aldrig nogensinde kom igang igen. Men så valgte man i slutningen af 2012 en anden regering. Og til trods for at dens leder, nu premierminister Shinzo Abe i valgkampen lovede at nedbringe den japanske afhængighed af A-kraften mest muligt, har man gradvist – i den første tid på listesko – talt stadig mere åbent og direkte om nødvendigheden af at få de japanske reaktorer i gang igen.

Senest har man som del af indberetningen til FN af de japanske klimamålsætninger måttet offentliggøre en form for energiplan, som ud over klimamæssigt at være pinagtigt lav, forudsætter, at den japanske atomkraft i 2030 producerer 20-22% af energien, mens den vedvarende energi ‘kun’ skal dække 22-24%. Det vil kræve et næsten umenneskeligt pres for at få A-kraften igennem i et land, som helst så den pakket ned for evigt, og det vil kræve systematisk chikane af den vedvarende energi, hvor der ligger realiseringsklare projekter til den store energirevolution, hvis blot man ville give den lov. Og det er lige præcis situationen i dagens Japan, de vedvarende kilder holdes nede, mens A-kraften forceres frem på trods af alt.

Med nedsmeltningen af tre reaktorer ved Fukushima-værket blev hele den hidtidige sikkerheds- og forvaltningsstruktur omkring den japanske A-kraft skrottet og etableret forfra, og der blev defineret et nyt sæt sikkerhedsregler, som skulle kunne genskabe sikkerheden til A-kraften. Disse regler var på plads i sommeren 2012, men behandlingstiden har været overraskende lang. Der er tale om i titusindvis af dokumenter, og forsyningsselskaberne har tydeligvis ikke været vant til i den grad at skulle kunne redegøre for alt. Så endelig i september 2014 fik de første to reaktorer deres godkendelse fra den nye sikkerhedsinstans NRA.

Selv derefter skulle der tilvejebringes yderligere dokumentation, og der skulle ikke mindst indhentes lokal accept af genstarten, dels på værtskommuneniveau, dels på amtsniveau. Det har der nu været overraskende få problemer med i denne situation, og man har givet valgt Sendai-reaktorerne fordi man her trods den anspændte situation omkring A-kraften kunne regne med at det lokalpoltiske ikke ville udgøre nogen uoverkommelig barriere, hvilket langt fra er tilfældet i andre dele af Japan.

Der har da også været protesteret foran Sendai-reaktorerne, borgergrupper har anlagt retssager med forsøg på at bremse genstarterne, men ikke mere end hvad der har kunnet imødegås med en lidt tålmodig fast hånd. Men i løbet af de kommende fire dage vil de 157 brændselslegemer være på plads, og efter fire år med stort set ingen A-kraft i el-nettet, ser det nu ud til at de første to reaktorer kommer i gang i løbet af august måned. I hvert fald synes der ikke mere at være noget administrativt-politisk-juridisk træk, som vil kunne skabe yderligere forsinkelser af genstarten af de første to reaktorer, som er godkendt på baggrund af den nye sikkerhedsinstans NRAs regler efter Fukushima.

Før Fukushima-katastrofen havde Japan 54 reaktorer og flere på vej. Ingen ved endnu, hvor mange, der kommer i gang igen. For ved de fleste andre reaktorer er det politiske spil omkring genstarterne langt mere anspændt. For nylig spurgte jeg en god ven, som bor lige uden for det evakuerede område omkring Fukushima og efterfølgende flyttede sin familie til den anden ende af landet, om hvor mange af de 54 reaktorer, han forventede  kom i gang igen. Han tænkte sig lidt om og sagde så to måske tre – og så efter en lang pause måske yderligere et par stykker.

Læs mere »

Share

Paris 2015 – Japans INDC i støbeskeen

24. april 2015

Forud for COP21 i Paris i december i år var det planen, at alle lande skulle indgive deres klimamålsætninger for årene 2020-30, de såkaldte INDC eller Intended Nationally Determined Contributions. Men ved deadline for indlevering af klimamålsætninger til december var der bedrøveligt få lande, som havde indleveret, og af de 35-40 lande som har, er de fleste stadig EU-lande. I skrivende stund omfatter de indgivne INDC 29% af verdens samlede CO2-udledninger, ud over EU drejer det sig om Schweiz, Norge, Mexico, USA Rusland Gabon og Liechtenstein. Det betyder ikke, at der ikke kommer flere – for mange udviklingslande er det første gang, og i lande med lille eller manglende tradition for langtidsplanlægning kan det opbyde næsten uoverkommelige udfordringer at gennemføre en sådan planlægning af en klimaindsats, som ligger 5-10-15 år ud i fremtiden. Men for en række industrialiserede lande er der mere tale om strategisk pokerspil, ofte koblet med den situation, at der politisk set er alt andet end enighed om klimaindsatsen i det pågældende land.

Japan, som ellers med Kyoto-aftalen var vært for etableringen af den første klimaaftale, som kun omfattede de industrialiserede lande, har været et af de lande, som har dukket sig alvorligt. Officielt har undskyldningen været, at det i den nuværende situation, hvor stadig mere end fire år efter Fukushima-katastrofens begyndelse landets betydelige flåde af atomreaktorer står stille, er umuligt at lave en klimaplan. Det har da også været vanskeligt for det japanske samfund at hæve blikket over den nuværende situation og skue fremad.

Men nu foreligger de japanske INDC – eller rettere der foreligger et første officielt udspil. Men det viser, at en klimamålsætning i Japansk tankegang mere bliver forstået som hvad udviklingen nok mere eller mindre vil blive af sig selv, end som et mål man ud fra en samlet forståelse definerer for derefter at udvikle og gennemføre de nødvendige tiltag. Og det dækker over, at Japan selv før Fukushima-katastrofens udbrud ikke havde nogen klar, sammenhængende, instrumental energiplan – endsige klimaplan.

De japanske INDC er endnu ikke officielt indgivet og forventes først at blive endelig fastlagt forud for G7-mødet i juni. Men det fremlagte indebærer for nuværende en reduktion i 2030 på 25%, hvor der tidligere har cirkuleret rygter om, at man ville ende med blot 20%. Yderligere er der ikke tale om 1990 som udgangspunkt, men 2005, så netto er der tale om endnu mindre reduktioner. Set i forhold til, hvad man med rimelighed kunne forvente af et af verdens rigeste lande, er det pinagtigt uambitiøst, og set i forhold til, at det står stadig mere klart, at vi må lave fuld udfasning af fossile brændstoffer inden 2050, er det fuldstændig utilstrækkeligt. Stadig her 17½ år efter vedtagelsen af Kyoto-aftalen i 1997 har Japan endnu ikke fået en egentlig klimalovgivning på plads. Og den nuværende regering er om ikke erklæret klimaskeptisk så tilsyneladende ret så ligeglad. Før Fukushima var Japan på linje med mange af verdens øvrige I-lande er nået til den erkendelse, at det var slut med at bygge nye kulkraftværker. Selvom det ikke var noget forbud, så satte miljøkrav i praksis stopper for nye kulkraftværker. Men i skyggen af Fukushima-katastrofen har Japan (eller rettere Japans energiforsyningsselskaber) påbegyndt opførelsen af en hel stribe af kulkraftværker. I alt 43 projekter er underforberedelse, så Japans kulfyrede kapacitet frem mod 2025 vil stige til 7,26 GW, rundt regnet svarende til 7 mellemstore reaktorer.

Læs mere »

Share

Fukushima Update VI

19. marts 2015

Skiltet herover præger indkørslen til Okuma, den ene af de to små byer, som er værtssamfund for Fukushima-værket, og som flere årtier frem må regne med at skulle leve i eksil. Skiltet taler om “Nuclear power the energy of a promising future“ – og så længe det gik godt, regnede det da også med guld fra værket. Hele det lille samfunds økonomi var baseret på dets eksistens. Men nu vil man fjerne skiltet. Teksten blev i sin tid lavet af Yuji Onuma, som den gang gik i 6. klasse og vandt en konkurrence derom. Men han har stærkt modsat sig fjernelsen, og på billedet herover kan man se ham protestere, for som han siger: “The signboards should be preserved as a negative legacy and used to pass on to future generations the stupidity of human beings.”

Det har været 11. marts 2015 og dermed fire år siden Fukushima-katastrofen tog sin begyndelse. Og for første gang har man mærket en afmatning i mediedækningen. Det er ikke fordi der ikke stadig er problemer, tværtimod. Men det er svært for medierne at blive ved med at fremtrylle nye vinkler på samme redelighed.

Stadig her fire år efter katastrofens begyndelse er 120.000 mennesker evakueret, og genopbygningen går umådeligt langsomt. Det er ikke på grund af økonomisk smalhals, tværtimod er det et stort problem, at en meget stor del af de projekter, som bliver forberedt, ikke bliver realiseret, fordi der ikke er nogen firmaer, som byder ind på at løse dem. Og de samfund, hvor man er begyndt at rykke tilbage, står man med et problem, som kun vil blive større, jo længere tid der går. At ganske mange ikke vil tilbage, og stort set jo yngre man er, jo mindre tilbøjelig er man til at søge tilbage. Børnefamilierne har allerede måttet transplantere deres børn én gang og er meget utilbøjelige til at flytte dem endnu en gang, også fordi det kun er meget snævre områder, som er dekontamineret. Hvis bare lige man løber over mellem de nærmeste træer, så er der ikke renset op, og bliver det heller ikke. Her er der kun at vente på, at cæsium-forureningen i løbet af tre-fire-fem årtier klinger så meget af, at det igen betragtes som sundhedsmæssigt forsvarligt at færdes der. De mest driftige mennesker har jo også for længst skabt dem nye tilværelser andre steder, så det er de svage, de gamle de forsørgelseskrævende, som rykker tilbage, og dermed meget skævt sammensatte samfund. Så selv med den nødvendige infrastruktur på plads igen forestår der kolossale udfordringer med at få disse samfund til at fungere. En nylig rundspørge viste, at kun mellem 10-20% af de evakuerede ønskede sig tilbage.

De nedsmeltede reaktorer lækker stadig, TEPCO er for nylig blevet afsløret i endnu en alvorlig fortielse, hvor man i trekvart år har kendt til, at radioaktivt vand sivede direkte fra reaktorruinerne i havet uden forsøg på at opsamle det, hvilket endnu en gang har bragt værket på kollisionskurs med fiskerne, som ellers har været tæt på at acceptere, at TEPCO ledte det oprensede vand ud i havet. Så alt er ved det gamle, og hvis TEPCO skal gøre sig håb om gennem sin opførsel at gøre sig fortjent til at kunne genstarte sit store Kashiwazaki-Kariwa-værk med 7 reaktorer ved Niigata, så har man endnu engang gjort alt det forkerte. Det er faktisk tragisk, hvor svært det synes at være for en så stor enhed at ændre adfærd på dette område selvom det må stå klart for alle, at den del er uomgængeligt nødvendig at få med, hvis det nogensinde skal lykkes at genskabe tilliden i den japanske befolkning til A-kraften. Trods massive anstrengelser for at lægge låg på kritikken og en kriminalisering af mere dybdegående journalistik er der stadig her fire år efter Fukushima et stærkt ønske i den japanske befolkning om at få afviklet A-kraften hurtigst muligt. Og efter fire år, hvor det er gået fint uden A-kraften er det stadig sværere at forstå, hvorfor den er så nødvendig.

Læs mere »

Share

Japan igen på A-kraft XI – optegnelser april 2013

1. april 2013

Fukushima-katastrofen 11. marts 2011 vendte op og ned på det japanske samfund. Ikke bare lagde den store områder øde og drev mange mennesker fra deres hjem på uvis tid. Nok så meget gjorde den basale ting i dagligdagen usikre – var der stråling i maden, teen, luften, på børnenes legeplads?

Indhyllet i en næsten opiat ‘safety myth’ blev Japan i den grad taget på sengen – Fukushima-katastrofen var katastrofen, som ikke kunne ske, og som man derfor både praktisk og mentalt var fuldstændig uforberedt overfor. I tiden efter blev samtlige Japans 54 reaktorer en efter en standset for løbende årlige eftersyn, og 5. maj i år stod Japan, som inden Fukushima-katastrofen havde planer om at udbygge sin A-kraft fra 30% til 50% af energiforsyningen, uden A-kraft for første gang i næsten et halvt århundrede. Kort efter blev to reaktorer dog nødstartet for at sikre elforsyningen i den værste sommervarme. Men de øvrige afventer etableringen af helt nye sikkerheds- og beredskabsforanstaltninger. Og stod det til store dele af befolkningen, blev reaktorerne aldrig startet igen.

Fukushima-katastrofen har fået konsekvenser ud i alle afkroge af det japanske samfund, og det er fundamentalt interessant, hvordan et samfund reagerer overfor en sådan udfordring. Er det begyndelsen til noget radikalt nyt, formår man at tage ved lære, at se den del af katastrofen, som kunne have været undgået, hvis man havde taget risikoen alvorligt? Eller skal man blot hurtigst muligt tilbage til business as usual?

Fukushima-katastrofen har rejst et folkeligt krav om forandring. Man vil bort fra A-kraften og ønsker et Japan i pagt med naturen, på vedvarende energi. Omvendt er der i bureaukratiet og erhvervslivet meget stærke kræfter, som søger at trække Japan tilbage på sin hidtidige kurs. Men med skyggerne fra atombomberne over Hiroshima og Nagasaki stærkt prentet i den nationale psyke er det givet, at ikke alt bare bliver som før (se blog-indlægget Mellem Hiroshima og Fukushima).

Siden begyndelsen af juni 2012 har jeg lavet næsten daglige optegnelser omkring re-definitionen af A-kraften og Japans energipolitik. Sådanne optegnelser vil uundgåeligt føre til gentagelser, og der vil blive åbnet temaer, som måske viste sig som blindspor. Men foreløbig er planen at følge udviklingen fra den måned, hvor Japan var uden A-kraft over genstarten af de to reaktorer ved Oi-værket frem til etableringen af en ny energiplan og en ny energipolitik.

Disse optegnelser er holdt månedsvis – se tilsvarende optegnelser for juni, juli, august, september, oktober, november og december 2012, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november og december 2013 samt januar, februar og marts 2014.

I april … er det svært at vide, hvad som vil ske. Vil Abe-regeringen turde presse på for reaktor-genstarter forud for sommervarmen? Vil forsyningsselskabernes økonomi tvinge dem ud af den stratgiske stilhed? Vil NRAs krav til sikkehedsopdateringer vise sig så strenge, at der kommer politisk indgreb? Vil vi se flere kedelige afsløringer af svindel og bedrag og løntrykkeri i dekontamineringsarbejdet? Vil TEPCO endelig komme i gang med at få de mange brugte brændselslegemer væk fra Fukushima Daiichi-værket? – og … hvor er væk?

Jeg har sat paper.li-siden Fukushima Blues op, så den opdateres hver morgen kl. 8 dansk tid med nyhedsartikler, videoer mv. om om Fukushima-katastrofen og dens udfoldelse i det japanske samfund. Der dukker indimellem regulære skæverter op, men omvendt kommer Fukushima Blues langt omkring i informationsstrømmen omkring Fukushima Daiichi.

Se samtlige blog-indlæg tagged Fukushima-katastrofen.

Se Fukushima links år 1, Fukushima links år 2, Fukushima links år 3 – første halvår samt Fukushima links år 3 – andet halvår.

Optegnelser april 2013

1. april – Marubeni går ind i geotermiske projekter
2. april – 170 km sakura
3. april – 150.000 km² af Stillehavet med forhøjet radioaktivitet
4. april – NRA: Max ét større uheld pr. reaktor pr. million år 
6. april – Abe: Fukushima Daini meget vanskelig at få genstartet 

7. april – TEPCOs endeløse stime af “småproblemer” 
7. april – Sakura på grænsen 
8. april – Kurokawa: Fukushima-krisen langt fra under kontrol 
8. april – LDPs generalsekretær om A-kraftens nødvendighed 
9. april – Demonstranternes teltlejr under pres 

9. april – 21 projekter med geotermisk varme på vej 
10. april – Energi nok til sommervarmen 
11. april – TEPCO undskylder 
11. april – 99% af Fukushima-boerne uden spor af radioaktivitet 
11. april – Jaczko: Alle amerikanske reaktorer har sikkerhedsproblemer

11. april – NRAs nye sikkerhedsregler vil give langsom opstart
15. april – TEPCO holdt plutonium-holdige prøver skjult i ni måneder 
16. april – Domstol: OK at Oi-reaktorerne kører 
19. april – Aktive foldelinjer under Kashiwazaki-Kariwa-værket
21. april – TEPCO nægter at betale

22. april – IAEA pålægger TEPCO at stramme op i oprydningsarbejdet 
22. april – Fornyet politisk modstand overfor Hamaoka-værket 
24. april – Tohuku Electric sagsøger TEPCO 
26. april – TEPCO vil lave eget sikkerhedsudstyr 
26. april – Fukushima Daiichi klarede sig ‘overraskende godt’ 

27. april – Prometheus Trap – ny artikelserie om dyrenes Fukushima-krise

 

Se Fukushima links for  april 2013.

Læs mere »

Share

Japan igen på A-kraft VIII – optegnelser januar 2013

1. januar 2013

Fukushima-katastrofen 11. marts 2011 vendte op og ned på det japanske samfund. Ikke bare lagde den store områder øde og drev mange mennesker fra deres hjem på uvis tid. Nok så meget gjorde den basale ting i dagligdagen usikre – var der stråling i maden, teen, luften, på børnenes legeplads?

Indhyllet i en næsten opiat ‘safety myth’ blev Japan i den grad taget på sengen – Fukushima-katastrofen var katastrofen, som ikke kunne ske, og som man derfor både praktisk og mentalt var fuldstændig uforberedt overfor. I tiden efter blev samtlige Japans 54 reaktorer en efter en standset for løbende årlige eftersyn, og 5. maj i år stod Japan, som inden Fukushima-katastrofen havde planer om at udbygge sin A-kraft fra 30% til 50% af energiforsyningen, uden A-kraft for første gang i næsten et halvt århundrede. Kort efter blev to reaktorer dog nødstartet for at sikre elforsyningen i den værste sommervarme. Men de øvrige afventer etableringen af helt nye sikkerheds- og beredskabsforanstaltninger. Og stod det til store dele af befolkningen, blev reaktorerne aldrig startet igen.

Fukushima-katastrofen har fået konsekvenser ud i alle afkroge af det japanske samfund, og det er fundamentalt interessant, hvordan et samfund reagerer overfor en sådan udfordring. Er det begyndelsen til noget radikalt nyt, formår man at tage ved lære, at se den del af katastrofen, som kunne have været undgået, hvis man havde taget risikoen alvorligt? Eller skal man blot hurtigst muligt tilbage til business as usual?

Fukushima-katastrofen har rejst et folkeligt krav om forandring. Man vil bort fra A-kraften og ønsker et Japan i pagt med naturen, på vedvarende energi. Omvendt er der i bureaukratiet og erhvervslivet meget stærke kræfter, som søger at trække Japan tilbage på sin hidtidige kurs. Men med skyggerne fra atombomberne over Hiroshima og Nagasaki stærkt prentet i den nationale psyke er det givet, at ikke alt bare bliver som før (se blog-indlægget Mellem Hiroshima og Fukushima).

Siden begyndelsen af juni 2012 har jeg lavet næsten daglige optegnelser omkring re-definitionen af A-kraften og Japans energipolitik. Sådanne optegnelser vil uundgåeligt føre til gentagelser, og der vil blive åbnet temaer, som måske viste sig som blindspor. Men foreløbig er planen at følge udviklingen fra den måned, hvor Japan var uden A-kraft over genstarten af de to reaktorer ved Oi-værket frem til etableringen af en ny energiplan og en ny energipolitik.

Disse optegnelser er holdt månedsvis – se tilsvarende optegnelser for juni, juli, august, september, oktober, november og december 2012, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november og december 2013 samt januar, februar og marts 2014.

 I løbet af januar vil der sandsynligvis gradvist vise sig et billede af, hvor forsigtigt, Abe efter en række prøveballoner vil fare frem på energiområdet. Med et valg til overhuset til juli er det mest sandsynlige, at han vil holde lav profil i det mindste indtil efter den tid, for om muligt at gøre kunsttykket fra valget i december efter, at bive valgt ind som A-krafttilhænger af en befolkning, hvor et stort flertal ønsker A-krafteen afviklet. Og vi vil se den i efteråret stiftede sikkerhedsinstans NRA barsle med skitser til stadig flere af de retningslinjer for genstart af Japans nu standsede reaktorer, som efter køreplanen skal lægges endeligt fast senest 1. juli.

Jeg har sat paper.li-siden Fukushima Blues op, så den opdateres hver morgen kl. 8 dansk tid med nyhedsartikler, videoer mv. om om Fukushima-katastrofen og dens udfoldelse i det japanske samfund. Der dukker indimellem regulære skæverter op, men omvendt kommer Fukushima Blues langt omkring i informationsstrømmen omkring Fukushima Daiichi.

Se samtlige blog-indlæg tagged Fukushima-katastrofen.

Se Fukushima links år 1, Fukushima links år 2, Fukushima links år 3 – første halvår samt Fukushima links år 3 – andet halvår.

Optegnelser januar 2013

1. januar – Abes energipolitik “extremely regrettable”
4. januar – Snyd med dekontamineringsarbejdet
6. januar – Fukushima-stråling stammer fra den kolde krig
7. januar – Den japanske A-kraft-affaldshåndtering stadig ikke løst
11. januar – Mirai Nihon Project – et fremtidens hus

15. januar – TEPCO slår sig på kul
17. januar – Fukushima får verdens største havvindmøllepark
18. januar – Sikkerhedskrav vil forsinke genstart af 26 af Japans reaktorer
19. januar – Fukushima-fisk fanget med 2.500 gange for høj stråling
24. januar – Nye videoer frigivet fra TEPCO

25. januar – Japan dropper sin klimamålsætning
26. januar – Naoto Kan om Fukushima-krisen
27. januar: Women of Fukushima – blog-indlæg.
28. januar – Prometheus Trap: Asahi Shimbun-serie om USA-Japan e. 11.03.
29. januar – NRA sender Tsuruga-værket til tælling 

30. januar – Abe tavs om Fukushima

Fukushima links for januar 2013.

Læs mere »

Share

Japan igen på A-kraft VII – optegnelser december 2012

1. december 2012

Fukushima-katastrofen 11. marts 2011 vendte op og ned på det japanske samfund. Ikke bare lagde den store områder øde og drev mange mennesker fra deres hjem på uvis tid. Nok så meget gjorde den basale ting i dagligdagen usikre – var der stråling i maden, teen, luften, på børnenes legeplads?

Indhyllet i en næsten opiat ‘safety myth’ blev Japan i den grad taget på sengen – Fukushima-katastrofen var katastrofen, som ikke kunne ske, og som man derfor både praktisk og mentalt var fuldstændig uforberedt overfor. I tiden efter blev samtlige Japans 54 reaktorer en efter en standset for løbende årlige eftersyn, og 5. maj i år stod Japan, som inden Fukushima-katastrofen havde planer om at udbygge sin A-kraft fra 30% til 50% af energiforsyningen, uden A-kraft for første gang i næsten et halvt århundrede. Kort efter blev to reaktorer dog nødstartet for at sikre elforsyningen i den værste sommervarme. Men de øvrige afventer etableringen af helt nye sikkerheds- og beredskabsforanstaltninger. Og stod det til store dele af befolkningen, blev reaktorerne aldrig startet igen.

Fukushima-katastrofen har fået konsekvenser ud i alle afkroge af det japanske samfund, og det er fundamentalt interessant, hvordan et samfund reagerer overfor en sådan udfordring. Er det begyndelsen til noget radikalt nyt, formår man at tage ved lære, at se den del af katastrofen, som kunne have været undgået, hvis man havde taget risikoen alvorligt? Eller skal man blot hurtigst muligt tilbage til business as usual?

Fukushima-katastrofen har rejst et folkeligt krav om forandring. Man vil bort fra A-kraften og ønsker et Japan i pagt med naturen, på vedvarende energi. Omvendt er der i bureaukratiet og erhvervslivet meget stærke kræfter, som søger at trække Japan tilbage på sin hidtidige kurs. Men med skyggerne fra atombomberne over Hiroshima og Nagasaki stærkt prentet i den nationale psyke er det givet, at ikke alt bare bliver som før (se blog-indlægget Mellem Hiroshima og Fukushima).

Siden begyndelsen af juni har jeg lavet næsten daglige optegnelser omkring re-definitionen af A-kraften og Japans energipolitik. Sådanne optegnelser vil uundgåeligt føre til gentagelser, og der vil blive åbnet temaer, som måske viste sig som blindspor. Men foreløbig er planen at følge udviklingen fra den måned, hvor Japan var uden A-kraft over genstarten af de to reaktorer ved Oi-værket frem til etableringen af en ny energiplan og en ny energipolitik.

Disse optegnelser er holdt månedsvis – se tilsvarende optegnelser for juni, juli, august, september, oktober, november og december 2012, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november og december 2013 samt januar, februar og marts 2014.

I løbet af december vil der blive afholdt valg, og det vil stå klart, om planerne for en omlægning af Japans energiforsyning til primært vedvarende energi, hvor A-kraften er udfaset, har støtte til videre implementering, eller om det japanske maskineri trods rystelsen efter Fukushima-katastrofen ryster sig tilbage på det gamle spor.

Jeg har sat paper.li-siden Fukushima Blues op, så den opdateres hver morgen kl. 8 dansk tid med nyhedsartikler, videoer mv. om om Fukushima-katastrofen og dens udfoldelse i det japanske samfund. Der dukker indimellem regulære skæverter op, men omvendt kommer Fukushima Blues langt omkring i informationsstrømmen omkring Fukushima Daiichi.

Se samtlige blog-indlæg tagged Fukushima-katastrofen.

Se Fukushima links år 1, Fukushima links år 2, Fukushima links år 3 – første halvår samt Fukushima links år 3 – andet halvår.

Optegnelser december 2012

1. december – Hashimoto-Ishihara-fusion
2. december – Nye optagelser frigivet fra TEPCO
3. december – Forhøjet risiko for vulkanudbrud
3. december – Undersøgelser ved Tsuruga-værket stadig uafklarede
3. december – Voksende ønske om at udfase A-kraften

5. december – Japan og Kyoto II
7. december – “Graduating form Nuclear”
8. december – Jordskælv og Fukushima Daiichi-værkets reaktor 4
10. december – Om hvorfor Fukushima som vendepunkt glider af hænde
11. december – Aktiv foldelinje direkte under Tsuruga-værket

13. december – Dagens valgflæsk: energipriser 36% højere uden A-kraft
14. december – 2 døgn før valget
15. december – Endnu et A-kraftværk med problematisk undergrund
16. december – Kæmpe valgsejr til LDP
17. december – Efter valget: Udfasning af A-kraften har lange udsigter

17. december – Dagen derpå
18. december – 11. marts-jordskælvet udløst af tyngdekræfter fra sol og måne
19. december – NRA skærper tonen
20. december – NRA: Foldelinjer ved Higashidori-værket sandsynligvis aktive 
20. december – Forskere: Foldelinje ved Rokkasho-værket sandsynligvis aktiv

20. december – Tysklands udfasning af A-kraften i 2022 går planlagt 
20. december – Termisk varme kan erstatte 25 reaktorer 
21. december – Status over reaktortilstanden ved Fukushima Daiichi
22. december – Skilled Veterans Corps for Fukushima Daiichi 
22. december – The Wall 

22. december – Abe vil igangsætte flere nye reaktorer 
27. december – A-kraftens udfasning i 2030erne under aflysning 
27. december – Mirei no To i skilsmisseforhandlinger 
28. december – Amerikanske søfolk rejser sag mod TEPCO
28. december – Abe ved roret 

29. december – NRA indleder nye undersøgelser ved Oi-værket
30. december – LDP tilbage i A-kraft-sporet
31. december – Amerikansk realtime kortlægning af strålingen ikke brugt

Fukushima links for december 2012.

Læs mere »

Share

Japan igen på A-kraft VI – optegnelser november 2012

1. november 2012

Fukushima-katastrofen 11. marts 2011 vendte op og ned på det japanske samfund. Ikke bare lagde den store områder øde og drev mange mennesker fra deres hjem på uvis tid. Nok så meget gjorde den basale ting i dagligdagen usikre – var der stråling i maden, teen, luften, på børnenes legeplads?

Indhyllet i en næsten opiat ‘safety myth’ blev Japan i den grad taget på sengen – Fukushima-katastrofen var katastrofen, som ikke kunne ske, og som man derfor både praktisk og mentalt var fuldstændig uforberedt overfor. I tiden efter blev samtlige Japans 54 reaktorer en efter en standset for løbende årlige eftersyn, og 5. maj i år stod Japan, som inden Fukushima-katastrofen havde planer om at udbygge sin A-kraft fra 30% til 50% af energiforsyningen, uden A-kraft for første gang i næsten et halvt århundrede. Kort efter blev to reaktorer dog nødstartet for at sikre elforsyningen i den værste sommervarme. Men de øvrige afventer etableringen af helt nye sikkerheds- og beredskabsforanstaltninger. Og stod det til store dele af befolkningen, blev reaktorerne aldrig startet igen.

Fukushima-katastrofen har fået konsekvenser ud i alle afkroge af det japanske samfund, og det er fundamentalt interessant, hvordan et samfund reagerer overfor en sådan udfordring. Er det begyndelsen til noget radikalt nyt, formår man at tage ved lære, at se den del af katastrofen, som kunne have været undgået, hvis man havde taget risikoen alvorligt? Eller skal man blot hurtigst muligt tilbage til business as usual?

Fukushima-katastrofen har rejst et folkeligt krav om forandring. Man vil bort fra A-kraften og ønsker et Japan i pagt med naturen, på vedvarende energi. Omvendt er der i bureaukratiet og erhvervslivet meget stærke kræfter, som søger at trække Japan tilbage på sin hidtidige kurs. Men med skyggerne fra atombomberne over Hiroshima og Nagasaki stærkt prentet i den nationale psyke er det givet, at ikke alt bare bliver som før (se blog-indlægget Mellem Hiroshima og Fukushima).

Siden begyndelsen af juni har jeg lavet næsten daglige optegnelser omkring re-definitionen af A-kraften og Japans energipolitik. Sådanne optegnelser vil uundgåeligt føre til gentagelser, og der vil blive åbnet temaer, som måske viste sig som blindspor. Men foreløbig er planen at følge udviklingen fra den måned, hvor Japan var uden A-kraft over genstarten af de to reaktorer ved Oi-værket frem til etableringen af en ny energiplan og en ny energipolitik.

Disse optegnelser er holdt månedsvis – se tilsvarende optegnelser for juni, juli, august, september, oktober, november og december 2012, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november og december 2013 samt januar, februar og marts 2014.

I løbet af november vil det sandsynligvis blive tydeligere, om den energiplan, som er vedtaget, reelt bliver starten på en ny æra, eller om det blot er en skinmanøvre for at aflede den folkelige vilje, og at alt bag facaderne lige så stille vil vænde tilbage til status quo og en A-kraft-baseret energipolitik, som før Fukushima-katastrofen. Det afhænger i høj grad af Nodas ageren – han har i høj grad fået malet sig selv og det politiske system op i et hjørne, hvor strategiske dag til dag-spilfægterier fylder langt mere end fremadrettet sammenhængende visionsskabelse.

Jeg har sat paper.li-siden Fukushima Blues op, så den opdateres hver morgen kl. 8 dansk tid med nyhedsartikler, videoer mv. om om Fukushima-katastrofen og dens udfoldelse i det japanske samfund. Der dukker indimellem regulære skæverter op, men omvendt kommer Fukushima Blues langt omkring i informationsstrømmen omkring Fukushima Daiichi.

Se samtlige blog-indlæg tagged Fukushima-katastrofen.

Se Fukushima links år 1, Fukushima links år 2, Fukushima links år 3 – første halvår samt Fukushima links år 3 – andet halvår.

Optegnelser november 2012

1. november – Energiplanen efter valget
2. november – Retsligt efterspil
3. november – Sol som i Tyskland
4. november – NRA undersøger foldelinjer under Oi-værket
5. november – NRAs ledelse lønnet af forsyningselskaberne

8. november – 43% af Fukushimas børn har forandringer i skjoldbruskkirtlen
9. november – Selv lave strålingsdoser kan give leukæmi
9. november – Demonstration omkring parlamentet nægtet tilladelse
10. november – TEPCOs ansatte skal i marken at rydde op
10. november – TEPCO tilbyder grøn energi fra 2014

11. november – Taimatsu Akashi festival
12. november – Noda signalerer valg forude
14. november – Noda: Valg 16. december (hvis og hvis)
16. november – Valg udskrevet
16. november – Mitsubishi udvikler strålingskamera

17. november – Ørred fra Niida-floden 100 gange mere radioaktiv end tilladt
17. november – Noda haler ind på LDP
18. november – Japans nye energistrategi?
19. november – Fukushima-katastrofens samlede omkostninger?
20. november – Gang i den vedvarende energi

20. november – Asahi: Klare udmeldinger om A-kraften
21. november – Strålingsramte svampe 200 km fra Fukushima Daiichi
26. november – ‘nuclear addiction’
27. november – Nyt antiatomkraft-parti på trapperne
28. november – Japan vedstår sit klimaløfte om 25% i 2020

30. november – To sagsanlæg for at få Oi-værket nedlagt

Fukushima links for november 2012.

Læs mere »

Share

Japan igen på A-kraft IV – september 2012

1. september 2012

Fukushima-katastrofen 11. marts 2011 vendte op og ned på det japanske samfund. Ikke bare lagde den store områder øde og drev mange mennesker fra deres hjem på uvis tid. Nok så meget gjorde den basale ting i dagligdagen usikre – var der stråling i maden, teen, luften, på børnenes legeplads?

Indlullet i en næsten opiat ‘safety myth’ blev Japan i den grad taget på sengen – Fukushima-katastrofen var katastrofen, som ikke kunne ske, og som man derfor både praktisk og mentalt var fuldstændig uforberedt overfor. I tiden efter blev samtlige Japans 54 reaktorer en efter en standset for løbende årlige eftersyn, og 5. maj i år stod Japan, som inden Fukushima-katastrofen havde planer om at udbygge sin A-kraft fra 30% til 50% af energiforsyningen, uden A-kraft for første gang i næsten et halvt århundrede. Kort efter blev to reaktorer dog nødstartet for at sikre elforsyningen i den værste sommervarme. Men de øvrige afventer etableringen af helt nye sikkerheds- og beredskabsforanstaltninger. Og stod det til store dele af befolkningen, blev reaktorerne aldrig startet igen.

Fukushima-katastrofen har fået konsekvenser ud i alle afkroge af det japanske samfund, og det er fundamentalt interessant, hvordan et samfund reagerer overfor en sådan udfordring. Er det begyndelsen til noget radikalt nyt, formår man at tage ved lære, at se den del af katastrofen, som kunne have været undgået, hvis man havde taget risikoen alvorligt? Eller skal man blot hurtigst muligt tilbage til business as usual?

Fukushima-katastrofen har rejst et folkeligt krav om forandring. Man vil bort fra A-kraften og ønsker et Japan i pagt med naturen, på vedvarende energi. Omvendt er der i bureaukratiet og erhvervslivet meget stærke kræfter, som søger at trække Japan tilbage på sin hidtidige kurs. Men med skyggerne fra atombomberne over Hiroshima og Nagasaki stærkt prentet i den nationale psyke er det givet, at ikke alt bare bliver som før (se blog-indlægget Mellem Hiroshima og Fukushima).

Siden begyndelsen af juni har jeg lavet næsten daglige optegnelser omkring re-definitionen af A-kraften og Japans energipolitik. Sådanne optegnelser vil uundgåeligt føre til gentagelser, og der vil blive åbnet temaer, som måske viste sig som blindspor. Men foreløbig er planen at følge udviklingen fra den måned, hvor Japan var uden A-kraft over genstarten af de to reaktorer ved Oi-værket frem til etableringen af en ny energiplan og en ny energipolitik.

Disse optegnelser er holdt månedsvis – se tilsvarende optegnelser for juni, juli, august, september, oktober, november og december 2012, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november og december 2013 samt januar, februar og marts 2014.

I løbet af september bliver situationen omkring vedtagelsen af energiplanen endnu mere forplumret, og nu ikke bare af den indenrigspolitiske situation, som jeg har lavet en del optegenser om i disse optegnelser, hvor Noda gradvist får sig malet op i et hjørne, men nok så meget i eskalerende skærmydsler med Japans naboer Taiwan, Kina og Sydkorea over nogle små øer, som givr luft til (ultra)nationalistiske følelser i alle de involverede lande. Fra at det lignede at det politiske system ville tage konsekvensen af energiplan-høringernes meget klare markeringer fra den japanske befolkning af, at man ønskede A-kraften afviklet, endte det (foreløbig) med en meget valen udfasningsplan for A-kraften, som synes så tyndt konstrueret og så fuld af selvmodsigelser, at det endnu er for tidligt at sige med sikkerhed, om Japan som konsekvens af Fukushima-katastrofen fik taget solidt hul på omlægningen til vedvarende energi.

Jeg har sat paper.li-siden Fukushima Blues op, så den opdateres hver morgen kl. 8 dansk tid med nyhedsartikler, videoer mv. om om Fukushima-katastrofen og dens udfoldelse i det japanske samfund. Der dukker indimellem regulære skæverter op, men omvendt kommer Fukushima Blues langt omkring i informationsstrømmen omkring Fukushima Daiichi.

Se samtlige blog-indlæg tagged Fukushima-katastrofen.

Se Fukushima links år 1, Fukushima links år 2, Fukushima links år 3 – første halvår samt Fukushima links år 3 – andet halvår.

 

Optegnelser september 2012

2. september – Kashiwazaki Turkish Culture Village og A-kraftens psykologi
3. september – DPJ fremlægger energiplan uden A-kraft
6. september – Hvor svært kan det være?
7. september – 30 km sikkerhedsafstand
7. september – TEPCO blander sig i energidebatten

7. september – Påbudte energibesparelser ophævet
8. september – Genstarten af Oi-reaktorerne var unødvendig III
8. september – Lederskifte i både LPD og DPJ?
9. september – Nippon Ishin no Kai stiftet
10. september – Energiplan udskudt

14. september – Japan vedtager plan for fuld udfasning af A-kraft – blog-indlæg
19. september – NRA etableret
21. september – Afstemning om Hamaoka-værket på vej
21. september – Noda genvalgt som leder af DPJ
26. september – Abe i spidsen for LDP

26. september – Edano opforder til at droppe alle nye A-kraft-projekter
28. september – Edano foreslår at nationalisere A-kraftværkerne

Fukushima links for september 2012.

Læs mere »

Share