Strøtanker om bæredygtighed

I det seneste oplæg til aftaleteksten til den kommende klimaaftale i København har man indarbejdet biochar som et af virkemidlerne.¹ Biochar har et potentiale at kunne styrke landbrugsjordens evne til at binde vand, næringsstoffer og mikroorganismer, og forsøg viser markant større udbytter, hvor man har jordforbedret med biochar. Samtidig består biochar stort set af kulstof, som planterne gennem deres fotosyntese har trukket ud af atmosfæren. Billederne her stammer således fra et paper fra UNCCD, United Nations Convention to Combat Desertification, som blev præsenteret ved COP14 i Poznan.²

I store dele af verden laver familier hver dag ild med brænde, som er indsamlet i området. Det afbrændes typisk på en meget uhensigtsmæssig måde med luftforurening og en meget lille virkningsgrad. UNCCDs paper anslår, at der hver dag er 2,4 mia. mennesker, hvis mad er tilberedt over åben ild.

Alene ved at udvikle en tredjegenerations komfurtype som på billederne til højre kan man således spare store mængder brænde, mindske menneskers eksponering for usunde røggasser og afbrænde det organiske materiale, så man ikke står tilbage med aske, men med trækul, som enten kan sælges som brændselskilde eller bruges til en jordforbedring, som vil kunne mangedoble høstudbyttet, samtidig med at det gradvist vil binde markante mængder af CO₂ i jorden.

Alt efter beskaffenhed og størrelse har trækullenes lagring af CO₂ en halveringstid på en tidshorisont fra årtier til århundreder og årtusinder. I Amazon-bækkenet har man således fundet områder med terra preta, ‘sort jord’, som har været kultiveret med trækul tilbage før 1600-tallet, som stadig i dag har langt højere frugtbarhed. Se blog-indlægget: BBC dokumentar: The Secret of El Dorado.

Biochar repræsenterer således en måde, hvor mennesker over hele verden på en enkel måde kan være med til at trække CO₂ ud af atmosfæren samtidig med, at de øger frugtbarheden omkring sig.

Se tidligere blog-indlæg: The Promise of Biochar, Hvor meget biochar … ?, Klimapolitikkens Atkins-kure og ‘flat-earthers’, Klimaløsning: Bioengineering & Biochar og The Soil Carbon Manifesto.

May 2009 Update: Biochar Included in Draft Copenhagen Text, www.biochar-international.org.¹

Robert Flanagan & Dr. Stephen Joseph: Mobilising rural households to store carbon, reduce harmful emissions and improve soil fertility: introduction of third generation stoves, UNCCD 2008 (pdf).²

Indoor Air Pollution Kills 46,000 People in Bangladesh Every Year, Xinhua 15.06.2009.

Over alt i troperne fældes der hver dag store regnskovsområder for at tilfredsstille et umætteligt globalt behov for eksotiske træsorter og nye arealer til dyrkning. På én måde forståeligt, men det har store konsekvenser for biodiversiteten, og tabet af regnskov fører til store udledninger af drivhusgasser til atmosfæren. Det tragiske er, at jorden under de frodige regnskove viser sig bedrøveligt næringsfattig, hvorfor dyrkningen af de ryddede jorder ofte må opgives efter kort tid på grund af manglende frugtbarhed. Men i urskovsområderne finder man indimellem steder med terra preta, en ‘sort jord’ skabt af indfødte, som langt tilbage i tiden har kendt til en teknik med at blande trækul i det øverste jordlag. Dette hjælper med at holde på jordens fugtighed mikroorganismer og næringsstoffer, og på disse jorder har man år efter år kunnet dyrke med stort udbytte.

Samtidig binder trækullene store mængder af den CO₂, som planterne gennem fotosyntesen hiver ud af atmosfæren, så fremstilling af trækul, eller biochar, har i lyset af klimaudfordringen fået en ny opmærksomhed: Kan de være med til at løse både problemerne med de for store mængder af drivhusgasser i atmosfæren og det industrielle landbrugs udpinte jorder.

I morges havde jeg en yderst interessant samtale med to mennesker fra Carbon Diversion Inc., som står med en færdigudviklet teknologi til fremstilling af biochar: Hvad er trækullenes rolle i at hive CO₂ ud af atmosfæren, få CO₂ tilbage i landbrugsjorden og gøre jorden mere frugtbar. Hvor passer biochar ind i billedet? Hvornår skal der komposteres, hvornår skal der afleveres til forbrændingsanstalten (og vores fjernvarme), og hvornår er det relevant at lave biochar? Kunne man forestille sig, at der i fremtidens affaldssystem blev kildesorteret, så noget gik til biochar, andet til formuldning?

Forkulningsprocessen kan udføres i alle skalaer, fra små gryder og tønder til store industrielle anlæg. Kunne vi få den situation, at kviste og blade fra byens gadetræer og facadeplanter gik tilbage til landbrugsjorden som biochar, og byvegetationen dermed var med til at trække CO₂ ud af atmosfæren og styrke landbrugsarealernes frugtbarhed? Så ville der være endnu en god grund til at styrke vegetationen over alt i det urbane landskab.

Vi nåede ikke til nogen endelig afklaring, men jeg vil meget gerne være med til at etablere forsøg med biochar som del af byens affaldshåndtering. Som jeg ser det, bør så meget som muligt af vores organiske affald, som er egnet dertil, principielt vende tilbage på markerne som kompost. Men i virkeligheden er der en masse af vores organiske affald, som er pesticidramt, som har risiko for snyltekredsløb og smittefare, har let ved at give lugtgener osv. Her kunne forkulningsprocessen dels være en helt relevant renselsesproces, dels gøre den videre transport langt enklere. Så jeg hører meget gerne overvejelser om, hvordan biochar er rigtigst indplaceret i byens kredsløb med naturen.

Ifølge Wikipedia kan biochar binde CO₂ i jorden i tusindvis af år. Moderne biochar fremstilles ved pyrolyse, en opvarmning af biomasse i iltfattige omgivelser. Dette kan kombineres med produktionen af biobrændstof i en proces, som er exotermisk (netto energiproducerende) – giver 3-9 gange mere energi end der er tilført – samtidig med at den er CO₂-negativ. Derfor ser klimaforskere biochar som en del af løsningen, hvis vi ikke blot skal mindske stigningen af CO₂-koncentrationerne i atmosfæren, men reducere den til på bare lidt længere sigt førindustrielle niveauer.¹

Nedenfor er der en video om biochar produceret af International Biochar Initiative til COP14 i Poznan december 2008. Læs mere »

For nylig var George Monbiot ude med riven efter de mange, som efter hans mening var endt i, at biochar var løsningen på alt. Det kunne, som han ræsonnerede, ikke nytte at brænde kloden af for at redde den – se tidligere blog-indlæg: Klimapolitikkens Atkins-kure og ‘flat-earthers’.

I forlængelse heraf stillede Robert Alcock sig på bioenergylists.org spørgsmålet, hvor meget biochar skulle der egentlig til for at redde klodens klima?¹

Alcocks beregninger har nogle ganske interessante tal. For hver m² jordoverflade er vægten af atmosfæren ovenover 10 ton. Den nuværende koncentration af CO₂ er 385 ppm. Hvis man ved at binde CO₂ fra atmosfæren i biochar skulle bringe atmosfærens CO₂-koncentration tilbage til et førindustrielt niveau på omkring 284 ppm, vil det kræve biochar i mængder, som ville svare til et lag på i gennemsnit 2 mm over hele klodens landareal. Imidlertid udgør den dyrkbare del kun 2,7% af jordens landareal. Alcock har mange flere mellemregninger, men for at fjerne 100 ppm vil der skulle produceres 17 kg trækul pr. m² dyrkbart areal, eller et lag på 8 cm.

Det er meget biochar – rigtig meget. Og det vil kræve, at alle, som har jord, i en årrække systematisk laver trækul af en stor del af deres planteaffald. Det nytter dog ikke ret meget, hvis ikke vi samtidig får stoppet udledningerne fra afbrændingen af fossile brændstoffer. Og så er der lige det forhold, at havene tålmodigt har akkumuleret store dele af den CO2, vi har forpestet atmosfæren med. Hvis atmosfærens koncentration af CO₂ igen begynder at falde, vil verdenshavene begynde at dele ud af deres akkumulerede overskud. Det vil koralrevene og skaldyrene sætte stor pris på, men det gør, at der over tid skal mere end den dobbelte mængde biochar til en reduktion på 100 ppm.

Og der findes tilsvarende muligheder for CO₂-absorption i teknosfæren. Vi kan bygge massive træhuse, vi kan benytte nye materialer som Calera-cementen, som har absorberet store mængder CO₂ i sig (se: Klimaløsning: Lav beton af kraftværkernes CO₂), og vi kan lægge nogle af trækullene tilbage i de mange tomme mineskakte, som rundt omkring på kloden minder om et sort (omend kort) kapitel i menneskehedens historie, den fossile æra.

Robert Alcock: Covering the earth with charcoal? bioenergy.org.¹

Ingeniørforeningen, IDA, kastede i dag en spændende ny ‘bombe’ ind i den danske klimadebat: Det kan faktisk lade sig gøre at skære vores CO₂-udledning med hele 90% til 2050 – og samtidig spare milliarder af kr. Det er nemlig en af hovedkonklusionerne i IDA’s nye udgivelse, “Klimaplan 2050”, der præsenteres for offentligheden i dag. IDA skriver endvidere:

“Planen er … en beskrivelse af, hvordan investeringer i teknologi og infrastruktur kan udvikle Danmark til et moderne samfund baseret på vedvarende energikilder og effektiv udnyttelse af alle tilgængelige ressourcer. Et samfund, hvor vækst i erhverv og velfærd kan ske i samspil med et bæredygtigt miljø.

Samfundsøkonomiske beregninger viser, at en omlægning af energiforsyningen vil medføre besparelser på 13 milliarder kr. allerede i år 2015. Herefter vil besparelserne stige frem til 2050 så de når op på 25 milliarder kr. årligt.

IDAs Klimaplan 2050 indeholder ni centrale anbefalinger, der skal føre frem til målet om 90 procents reduktion af udledningen af drivhusgasser.

Anbefalingerne er udtryk for en offensiv strategi, hvor samfundet via store investeringer omstiller og fremtidssikrer den danske energi- og infrastruktur. Planen er baseret på en række forskellige virkemidler med fokus på skærpede krav, innovation og markedsudvikling samt vidensopbygning.”
…

Klimaplan 2050’s ni centrale anbefalinger

1) National energispareaftale

2) Oprettelse af en koordineret energisparefond

3) Innovationsmarkeder og feed-in tariffer til fremme af vedvarende energi

4) Innovation baseret på forskning, udvikling og demonstration

5) Infrastrukturomlægning

6) Omlægning af gods og udbygning af banetransporten

7) Klimaoptimeret produktion og forbrug af fødevarer og biomasse

8) Dansk klimatilpasningsstrategi

9) Danmark bør arbejde for en ambitiøs internationale klimaaftale og gå foran via konkret handling.
…

Du kan læse mere om IDA’s klimaplan her:

Seks siders pdf-dokument med resumeer fra hver af hovedrapportens seks kapitler. Resumeerne indeholder konkrete forslag til, hvordan CO₂-udslippet skæres ned med 90% inden 2050.

Klimaplan 2050 – hovedrapport.

Klimaplan 2050 – baggrundsrapport.

Bemærk i øvrigt at rapporten, som den foreligger p.t., er en kladde, som er lagt ud til debat. Indtil 21. maj er det muligt at kommentere den fagligt ved at sende en mail til sekretariatet bag klimaplanen.

Indlæg ved Ulrik Kristiansen.

Tim Jackson fra den engelske regerings Sustainable Development Commission har netop udgivet rapporten Prosperity without growth? Denne analyse af forholdet mellem velfærd og vækst – og spørgsmålet, om det er muligt at skabe velfærd uden vækst – er noget af det mest klarsynede, jeg længe har læst. Jackson fastslår indledende, at alle kulturer lever på en myte, og at den vestlige verdens nuværende myte er myten om vækst – økonomisk vækst. Den har i det sidste halve århundrede globalt set været det vigtigste politiske mål. Verdensøkonomien er i dag fem gange større end for 50 år siden, og år 2050 vil den med en tilsvarende vækstrate være blevet 80 gange større end for 50 år siden.

Fornuftsmæssigt ved vi, at væksten ikke kan fortsætte, der er begrænsede mængder af stort set alt vi forbruger i vores økonomiske system, samtidig med at vi bliver flere og flere til at deles om det der er. Alligevel hæger vi os til muligheden for vækst – behovet for vækst, velsignelsen ved vækst, muligheden for vækst, nødvendigheden ved vækst – og lukker øjnene for den stadig mere omsiggribende nedbrydning af klodens naturkapital. Meget få politikere tør i dag åbent erkende, at der er grænser for vækst, at det er nødvendigt at sætte meget præcise grænser for vækst.

Men vi er nødt til at stille spørgsmålstegn ved væksten, påpeger Jackson: “Myten om vækst er slået fejl. Den har fejlet for 2 mia. mennesker, som stadig lever for under 2 $ pr. dag. Den har svigtet for de sårbare økosystemer, som vores overlevelse er afhængig af. Den har i fejlet … overfor at kunne give økonomisk stabilitet og at sikre menneskers levevilkår.”

I Jacksons perspektiv er den nuværende finanskrise en enestående mulighed for at gentænke de økonomiske målsætninger. En blind fortsættelse er ikke nogen mulighed. En velfærd for de få, som bygger på en økologisk ødelæggelse og sociale uretfærdigheder, er ikke noget grundlag for et civiliseret samfund. “Velfærd består i vores evne til at blomstre som mennesker – inden for en økologiske rammer på en begrænset planet. Udfordringen for vores samfund er at skabe de betingelser, hvorunder dette er muligt,” skriver Jackson i forordet.

Læs mere »

Det seneste års meldinger fra klimaforskerne siger med stor entydighed, at hvis vi vil stabilisere klimaet før klodens ismassiver smelter og klimaforandringerne bliver selvaccelererende, er det bydende nødvendigt, at vi inden for få årtier ikke blot får reduceret de nuværende CO₂-udledninger drastisk, men påbegynder arbejdet med at fjerne CO₂ og andre drivhusgasser fra atmosfæren, så koncentrationen af CO₂ når tilbage under 350 ppm – og på sigt tilbage til før-industrielle koncentrationer på omkring 280 ppm.

Ikke mindst er den stadig eskalerende afbrænding af kul et problem. Kulafbrændingen producerer langt mere CO₂ end olie og gas for hver energienhed vi får, og Jordens kulreserver er så store, at hvis vi brænder alle i dag kendte kulreserver af inden vi omlægger til vedvarende energikilder, har vi en 100% sikkerhed for en klimakatastrofe.

Dette er baggrunden for det krav om et moratorium for udbygning af kulkraft, som de seneste år har lydt med stadig stærkere stemme, ikke mindst fra lederen af NASAs klimaforskning, James E. Hansen (se tidligere blog-indlæg: Hvor store CO₂-reduktioner skal der til?, James Hansen: Kulkraftværker er dødsfabrikker og James Hansen: “Coal is best left in the ground”).

Men koncentrationen af CO₂ i atmosfæren er i dag oppe på 387 ppm og stiger med 2 ppm pr. år, så selv hvis det lykkes at bremse og standse udledningerne af drivhusgasser til atmosfæren, står vi med spørgsmålene om, hvordan vi får nogle af dem fjernet fra atmosfæren. Mange steder i verden prøver man derfor at udvikle CCS-teknologi (carbon capture storage) til at fjerne CO₂-udledningerne og de mange andre giftigheder fra kulafbrændingen, inden de når atmosfæren. Men hidtil er det kun lykkedes i meget lille skala, og det er foreløbig så energikrævende at gøre, at det i bedste fald vil kræve en fjerdedel mere kul at nå samme energimængde. Man regner med mindst 20 år, før man har de første brugbare løsninger, og endnu er der ikke noget, som tyder på, at vi når en 100% effektiv teknologi.

Læs mere »

I går var der igen nyt fra James E. Hansen, som rundsendte sin præsentation for en ‘Ways and Means’ (virkemiddel-) kommission i Det Hvide Hus. Den rummer en tankevækkende analyse af det kvotesystem, vi er ved at indføre som mekanisme for at nedbringe verdens samlede CO₂-udledninger. Foreløbig er resultaterne svære at begejstres for, hvis ikke lige man er markedsfundamentalist. Kvotesystemet fastholder virksomhederne i banal kassetænkning uden at formå at styre udviklingen, og lidt sat på spidsen har det europæiske kvotesystem foreløbig mest af alt haft karakter af erhvervsstøtte.

Carbon Tax & 100% Dividend vs. Tax & Trade, Testimony of James E. Hansen to Committee on Ways and Means United States House of Representatives 25.02.2009 (pdf).

Hansen, som gennem en menneskealder har været leder af Goddard-instituttet ved NASA er en af de klimaforskere, som klarest har markeret, at menneskeheden med sin nuværende afbrænding af fossile brændstoffer med usvigelig sikkerhed bevæger sig mod klimakatastrofen. Han har rejst verden rundt for at tydeliggøre nødvendigheden af et moratorium for udbygningen af kulkraft. Han er fadder til 350-bevægelsen, som arbejder for at få en CO₂-koncentration på 350 ppm gjort til det globale klimamål (hvor det nu er 450 ppm). Og i det her foreliggende paper diskuterer han kvotesystemets problemer set i forhold til en CO₂-skat, som vel at mærke betales 100 % tilbage. Et sådant system vil på ganske enkel vis gøre CO₂-tunge produkter og aktiviteter dyrere end CO₂-neutrale, samtidig med at det bevarer købekraften. Kvotesystemet har heroverfor store problemer på en lang række områder, og dets logik vil betyde, at et land som Danmark typisk vil købe sig fra at rydde op i egen baggård. Det største problem er dog ifølge Hansen, at det ikke løser klimaproblemet.

Hansen deltager i Københavns Universitets klimakonference 10.-12. marts. I den forbindelse har vi fået mulighed for at arrangere, at han møder Folketingets Energipolitiske Nævn og giver interviews med en række af de danske nyhedsmedier, så i den kommende tid vil vi komme til at høre meget mere til Hansen på vores hjemlige breddegrader.

Nedenfor følger Hansens mail – det er tankevækkende, at der i Washington nu er fire klima-lobbyister for hver parlamentariker. Så klimaet er på godt og ondt kommet på den amerikanske dagsorden.

Se tidligere blog-indlæg tagged med James Hansen.

Læs mere »

Det var for nyligt fremme, at en væsentlig grund til at Grønlands ismasser smelter hurtigere end hidtil beregnet er store mængder af kulstøv fra kulafbrændingen – og at dermed at en filtrering af verdens kulafbændinger står højt på listen over øjeblikkelige indgreb. Kulstøvet fra i høj grad kinesiske kulkraftværker medfører, at de udstrakte hvide flader i de polare egne ikke mere er helt så hvide som tidligere, hvilket medfører, at isen reflekterer mindre af solens lys – hvilket igen fører til, at isen opvarmes mere (se tidligere blog-indlæg: Kulstøv øger isafsmeltningen).

Parallelt hermed fremfører Hashem Akbari fra Berkeley, at hvis vi i stor udstrækning malede vores byer hvide – ikke mindst de tagflader, kørebaner og fortove, som vender mod himlen – ville det kunne reflektere så meget mere sollys end de nu ofte mørke flader, at det kunne hjælpe med at køle ikke bare huset, men den globale temperatur. Gader og tagflader dækker mere end halvdelen af verdens byområder, som tilsammen udgør 2,4% af verdens areal.

Et mørkt tag reflekterer kun 10-20% af sollyset, mens en hvid flade typisk reflekterer mere end halvdelen af solindstrålingen. Hvis disse flader blev hvide, ville det øge den del af den samlede solindstråling, som bliver reflekteret, med 0,03%, og dette skulle kunne kompensere for en opvarmning forårsaget af 44 mia. ton CO₂. Effekten er større længere sydpå, hvor solindstrålingen og behovet for bygningsafkøling i sommerperiode er større end herhjemme, men ifølge Akbari vil man for hver 10 m², man maler hvide, i gennemsnit kunne kompensere for 1 ton CO₂.¹

Hvis verdens 100 største byer ændrede deres tagflader og befæstede arealer til lysreflekterende flader, ville det kompensere for 44 gigaton CO₂ – eller mere end den samlede udledning fra alle lande.² Så den hvide by har et kolossalt potentiale.

Se også det forudgående blog-indlæg: Kølende grønt.

David Adam: Paint it white, The Guardian 16.01.2009.¹

Hashem Akbari: Urban Surfaces and Heat Island Mitigation Potentials, Lawrence Berkeley National Laboratory 2008 (pdf).¹

Hashem Akbari et al.: Global Cooling: Effect of Urban Albedo on Global Temperature, Lawrence Berkeley National Laboratory 2008 (pdf).¹

Hashem Akbari: Global Cooling: Increasing World-wide Urban Albedos to Offset CO₂, (præsentation) sept 2008 (pdf).

Margot Rosewelt: New anti-warming tool: white roofs, Los Angeles Times 10.09.2008.²

Margot Rosewelt: To slow global warming, install white roofs, Los Angeles Times 10.09.2008.

Andy Ridgewell fra University of Boston står i spidsen for et team af forskere, som netop i tidsskriftet Current Biology har offentliggjort en artikel, som påviser, at man ved at vælge afgrøder, som i højere grad reflekterer lyset, ville kunne skabe en kølende effekt, som i visse områder ville kunne være på op imod 1ºC i sommerperioden. Over en 100-årig periode ville det kunne modsvare udledninger af 192 mia. ton CO₂, eller 2 mia. ton pr. år.¹ Hele EU producerer 4 mia. ton CO₂ pr. år, og verdens to største udledere Kina og USA producerer hver især omkring 6 mia. ton CO₂, så der er tale om et betydeligt potentiale ved at vælge blankere afgrøder.

Se også følgende blog-indlæg: Kølende hvidt.

Alok Jha: Could new varieties of wheat and barley save the planet from climate change? The Guardian 15.01.2009.

Andy Ridgewell et al.: Tackling Regional Climate Change By Leaf Albedo Bio-geoengineering, Current Biology 15.01.2009.¹

Catherinne Brahic: A high-albedo diet will chill the planet, New Scientist 15.01.2009.

Michael Kahn: Sun-reflecting crops could ease global warming, Reuters 15.01.2009.

Oliver Morton: Crops that cool, Science 15.01.2009.

Richard Black: Farms to take heat out of warming, BBC News 15.01.2009.

Henry Fountain: More-Reflective Crops May Have Cooling Effect , New York Times 19.01.2009.

7 gram CO₂ skulle en enkelt Google-søgning producere, skriver Sunday Times på baggrund af en undersøgelse af Alexander Wissner-Gross, professor ved Harvard University.¹ Det bliver til meget, hvis man som mig og rigtig mange andre er forbi Google mange gange om dagen hver eneste dag året rundt, og historien har da også det seneste døgn været bragt i medier over hele kloden.

Men der må være gået noget alvorligt galt i de beregninger. Google selv mener da også, at tallet nærmere er 0,2 g CO₂.² Derudover er Google de senere år i stor grad gået ind i vedvarende energiforsyning til sine store servere. Det viser sig da også, at Wissner-Gross ved siden af sit professorat er i færd med at opbygge en CO₂-kompensationsforretning for virksomheder og måske derfor er kommet til at skrue rigeligt op for forudsætningerne.³

Endda er det godt at huske på, at hver gang ens PC hjemme bruger 1 kWt, er der i runde tal et forbrug på yderligere 0,5 kWt på servere rundt omkring i verden.¹º Ligesom der til hvert eneste TV-program vi lader defilere hen over skærmen derhjemme er gået ofte ganske store ressourcer i filmstudierne. Så selvom den digitale virkelighed er immateriel i afleveringssituationen er den på ingen måde 100% ressourceneutral.

Omvendt vil en Google-søgning ofte føre til, at man sparer et biblioteksbesøg eller finder et digitalt varekatalog, så man qua sin søgning sparer at ringe op og få et trykt katalog tilsendt. Så billedet er ganske komplekst. Og … selvom det er sagt, at verdens samlede elektronikpark udleder lige så meget CO₂ som luftfarten, så er der, hvis man står med valget mellem at spare på sine Google-søgninger og sine flyrejser, noget mere CO₂-besparelse at hente på flysiden.

UPDATE I – Det viser sig da også sent mandag, at Sunday Times har sat en kædereaktion i gang helt uden bund i virkeligheden. Wissner-Gross har slet ikke omtalt Google i sin artikel, det er journalisterne, som har ‘pyntet’ på historien. Ifølge hans beregninger går der kun 20 mg (tusindedele gram) CO₂ på en visningen af en internetside.¹¹

UPDATE II – Sunday Times Online har ifølge The Guardian samlet op på fadæsen ved at skrive, at der var tale om en hel serie af søgninger for at finde en bestemt information.¹²

Alexander Wissner-Gross: How you can help reduce the footprint of the Web, Sunday Times 11.01.2009.¹

Urs Hölzle: Powering a Google Search, The Official Google Blog 11.01.2009.²

Leo Hickmann: The carbon cost of Googling, The Guardian 12.01.2009.³

Søren Astrup: Selv din Googlesøgning forurener, Politiken 12.01.2009.

Andreas Sune-Hansen: Professor: En søgning på Google udleder 7 gram CO₂, Ingeniøren 12.01.2009.

Thomas Hoffmann: Internettet truer miljøet, Videnskab.dk 02.01.2009.¹º

Renay San Miguel: Harvard Physicist Sets Record Straight on Internet Carbon Study, TechNewsWorld 12.01.2009.¹¹

Ben Dowell: Sunday Times clarifies figures in Google carbon emissions debate, The Guardian 16.01.2009.¹²

Søren Kildebogaard: Google opruster på vedvarende energi-projekter, Version2 28.10.2008.