Strøtanker om bæredygtighed

Danmarks kystlinje er ved lov friholdt fra bebyggelse i en 300 m zone. Det kan synes restriktivt, men det har sikret en fantastisk natur- og oplevelsesrigdom i de danske landskaber. Og når man ser, hvordan turismens mangfoldige indretninger har udviklet sig langs kysterne mange andre steder i verden, må man sige, at der ligger megen visdom i denne fredning. Ikke bare giver det smukke landskaber og fælles adgang til havet. Det giver også den hårdt trængte danske natur en vigtig zone. For her på kanten af det dyrkbare har en stor mangfoldighed af dyr og planter tilpasset sig de ofte omskiftelige forhold på overgangen mellem land og vand. Foto fra Janne Klerk: Danmarks kyster.  

I den pakke af indsatser, som den blå regering har varslet for at få gang i økonomien i de danske landdistrikter, ligger et opgør med de planlovsbestemmelser, som lige nu gør, at det er umuligt at bygge i en 300 m bred zone langs de danske kyster. Der er dels det ideologiske, at det forbud fra central hold næsten pr. definition er at onde. Dels kan det fra lokalt hold være svært at se, hvorfor man ikke bare lige kan lave en lille ting her hos os – det ville kunne give en masse omsætning.

Under alt dette ligger nogle ret så udokumenterede påstande om, at turister i Danmark rent faktisk efterspørger turistanlæg, liggestolslandskaber, tavernaer, stranddiskoteker, underholdning og aktivitetsmuligheder. Dansk sommer er alligevel ikke til middelhavsagtige ferier, dertil er vejret endnu for ustadigt, koldt og blæsende. Selvfølgelig vil der altid kunne finde nogen, som kunne bruge disse tilbud, eller ville leje sig ind i ferieboliger, hvis de var anlagt med balkoner med udsigt direkte til strandlivet. Men når først vi har fået det, så forsvinder det ikke bare igen. Og hvis det bliver med privat ejerskab, så står sådanne lejligheder let tomme 10 måneder om året. Så det boost, det måtte give lokalområdet, giver måske stor travlhed i ferietiden, men der er ikke ret meget helårsbeskæftigelse deri, og man får let ret spøgelsesagtige bebyggelser i de øverige ni-ti måneder.

Allerede i 2014 blev der åbnet for en forsøgsordning, hvor der kunne blive tale om et etablere et begrænset antal projekter. Billedet herunder stammer fra en artikel i Berlingske Tidende, hvor man i online-udgaven kan klikke på hver af de projekter, som der er til overvejelse i denne forsøgsordning. Ved at klikke kommer der et lille billede frem samt link til yderligere projektbeskrivelser.

Læs mere »

Hvert fjerde år bliver Københavns Kommunes (KK) Agenda 21-plan fornyet, og her hen over sommeren har den kommende Agenda 21-plan for 2012-15 er lagt ud til høring.¹

Med Agenda 21 og Rio+20-konferencen i frisk erindring synes ambitionerne og virkemidlerne i den foreliggende Agenda 21-plan set i forhold til udfordringens monumentale karakter og omfang at være lidt famlende, og mere grundlæggende at savne det store samlede perspektiv for bæredygtig omstilling, som Agenda 21 lægger op til.

I løbet af juli blev jeg indstillet på at lave et høringssvar og har løbende reflekteret over Agenda 21s rolle i byens udviklings- og omstillingsproces. Men efterhånden som deadline for aflevering nærmede sig, bevægede teksten sig gradvist så langt fra at være et høringssvar, at det ikke gav me­ning at færdiggøre og aflevere som høringssvar. Nu lægger jeg det i stedet ud i en fore­løbig form, hvor lange passager stadig kun er stikord. jeg hører meget gerne synspunkter på det foreliggende og håber på et tidspunkt at kunne vende tilbage med en mere afklaret udgave, se:

København som bæredygtigt ligevægtssamfund – refleksioner omkring Københavns Agenda 21-plan, foreløbig udgave pr. 31.08.2012 (pdf).

Ved deadline i går var der indløbet 18 høringssvar, se link nedenfor², så kun et mindretal af byens lokaludvalg og miljøpunkter har vurderet det meningsfuldt at forholde sig til den. Det viser med stor tydelighed, hvor lille en rolle Agenda 21 og det overordnede miljøperspektiv har i afklaringen af byens udvikling.

Et af de 18 bidrag (fra Lars Barfred) påpeger ligefrem det meningsløse i at lave sådanne store planer, når de alligevel ikke bliver fulgt. Og et andet (fra Rådet for Bæredygtig Trafik) erklærer sig enig heri.

Men siden 2004 har det været lovpligtigt for kommunerne at lave disse firårige Agenda 21-planer for at sikre integritet og sammenhængskraft i kommunernes bæredygtige udvikling. Så der var alt mulig grund til at stille sig spørgsmålet, hvad er det vi skal og vil med Københavns Agenda 21-planer?

Måske et større studiekredsarbejde i god tid inden næste gang? Måske et systematisk arbejde med scenariet, et fælles scenario for ikke bare den by vi ønsker – men for den by og de livsrum vi ønsker inden for de klima- og bæredygtigheds-mæssige rammer, som findes.

Det er her, Agenda 21 har sin styrke, sin berettigelse og sin nødvendighed.

For lige nu forbruger vi, som havde vi fire-fem kloder til rådighed og er hastigt i gang med at forøde kommende generationers livsgrundlag. Hvordan ser vores ønskeby ud, hvis vi skulle skabe en byvision på baggrund af, hvad Mathis Wackernagel kaldte One Planet Budgeting?

Det er præcist udviklingen af denne bæredygtige by, en Agenda 21-plan skulle sikre.

Se tidligere blog-indlæg: One Planet Budgeting: Making sustainability real with the ecological footprint.

Se rækken af blog-indlæg om Rio+20.

Agenda 21-plan ´Grøn hverdag og Livskvalitet´ 2012-2015, kk.dk.¹

Grøn hverdag og livskvalitet, Agenda 21-plan for 2012-2015, Københavns Kommune juni 2012 (pdf).¹

Høring: Grøn hverdag og livskvalitet, kk.dk.²

15. juli havde økonom Jesper Jespersen et tankevækkende indlæg i Information, hvor han gør op med den tvangsforestilling, som rider verdens samfund, at økonomisk vækst er løsningen på alt – jo mere af den, jo bedre. Og 20. juli følger Vibeke Sperling op i Politiken med at foreslå en Folkebevægelse mod vækst.

Jespersen skriver (og Sperling citerer), at “da dansen omkring guldkalven blev indledt, var der ingen, som gjorde sig tanker om, hvorledes dansen kunne bringes til ophør. For det økonomiske præsteskabs identitet knytter sig til vækst i pengeøkonomien. Men det glemmes, at hverken social gæld endsige miljøgæld kan tilbagebetales med guldmønter.”

Jeg skal ikke her genfortælle de to indlæg, som hver især er særdeles læseværdige, blot istemme klagesangen, at den medicin og løsen på alle vores problemer, som økonomer og politikere kloden rundt foreskriver og efterstræber, er den rene gift for klodens bæredygtighed og duelighed som fremtidigt leverum.

Fortsat materiel vækst gør os ikke lykkeligere, men ødelægger kloden.

Fortsat vækst i et lukket system er ikke mulig.

Hvor svært kan det være?

Ifølge de seneste opgørelser af verdens landes økologiske fodaftryk, så forbruger vi i Danmark efterhånden, så det svarer til, at vi havde fem kloder til rådighed. Mathis Wackernagel fra Global Footprint Network taler heroverfor om nødvendigheden af “One Planet Budgeting”, at vi planlægger vores fremtid ud fra den fundamentale indsigt, at vi kun har én klode.

Dét kunne fremtvinge min respekt for økonomerne.

Se tidligere blog-indlæg: Vækst vækst vækst, Nøjsomhedssamfundet, Klimaløsning: Forbrug som i 1969, One Planet Budgeting: Making sustainability real with the ecological footprint og Velfærd uden vækst?

Jesper Jespersen: Vækst på hjernen, Information 15.07.2012.

Vibeke Sperling: Lad os skabe Folkebevægelsen mod Vækst, Politiken 20.07.2012.

I Politiken kan man i dag læse ti bud på forandringer, som skal bringe København helt i front. Budene kommer fra en lille arbejdsgruppe af nuværende og forhenværende virksomhedsledere, som Københavns overborgmester Frank Jensen har nedsat. Men det er dybt bekymrende, at der i en sådan udviklingspakke er meget lidt, som understøtter Københavns aspirationer om at blive verdens miljømetropol, endsige Københavns klimaplan og klimatilpasningsplan. Selv de noget udefinerlige visioner om “grøn vækst” er ikke specielt hjulpet af de ti forslag. Det er stort set konventionel væksttænkning fostret i en tid et sted i verden, hvor man burde kunne gøre det langt bedre.

De ti forslag er opgjort nedenfor sammen med en let diskussion af, om det vil føre til et mere eller mindre bæredygtigt København.

..
Man kan nok ikke tage tingene én ad gangen på en så forsimplet måde.

Men sammenfattende er der meget lidt i de ti bud på forandringer, som understøtter en bæredygtig udvikling. Og det passer ind i billedet af en by, som har store planer, men ikke lader de mange løbende beslutninger være med til at støtte op om, at vi får en bæredygtig udvikling, og at vi bliver det klimaforbillede for verden, som der er lagt op til med klimaplan og klimatilpasningsplan.

1) Kommunen skal have en ambition om også at være blandt de 10 laveste på grundskyld og dækningsafgift (virksomhedsbeskatningen sættes ned).

I sig selv neutralt, men i forhold til, at gradvist al beskatning burde afspejle miljø, klima og bæredygtighedsproblematikken er det en forældet vækststrategi.

2) at det skal være muligt at eksaminere på engelsk i folkeskolen.

I sig selv neutralt, men formålet er at øge den internationale samhandel yderligere, hvilket vil føre til, at flere mennesker, produkter og ydelser flyttes længere rundt på kloden.

Læs mere »

På denne søndag, hvor det centrale København har været hvirvlet ind i den definitive trædemølle, hvor mennesker i tusindvis, godt hjulpet af tilskuere langs hele den 42 km lange rute, frivilligt har pint sig selv til det yderste blot for at komme i mål samme sted, hvor de startede, er det befriende at læse Jørgen Steen Nielsens artikel i Information, Ørstrøm Møllers fornemmelse for planeten.¹

Befriende, fordi vi med Jørgen Ørstrøm Møller, som primært virker fra Singapore, har en dansk økonom, som ser problemerne med – for ikke at sige umuligheden i – at fortsætte den nuværende kurs. Vi står overfor at blive overhalet inden om af Østens økonomier. Østens folk forstår bedre de begrænsede ressourcers dynamik.

I sin seneste bog How Asia can shape the World. From the Era of Plenty to the Era of Scarcities, trækker Ørstrøm Møller konsekvenserne op og introducerer knaphedsøkonomien. Står vi ligefrem i en overgangssituation fra velfærdssamfundet til nøjsomhedssamfundet, hvor vi efter ikke at kunne glæde os over det meget vi havde, må glæde os over det lidt, som er til rådighed fremover.

Befriende på baggrund af, at vi her op under et folketingsvalg må indse, at stort set hele det danske politiske kompas taler om vækst som vejen frem – om end til en vis grad om ‘grøn vækst’. En absurditet indtil den dag, vækst er afkoblet fra materie og indsporet på bevidsthedsniveau. Kunne vi kalde det ‘hvid vækst’?

Men … endnu en perle fra Jørgen Steen Nielsen.

Jørgen Steen Nielsen: Ørstrøm Møllers fornemmelse for planeten, Information 19.05.2011.¹

How Asia can shape the World. From the Era of Plenty to the Era of Scarcities (de indledende dele) i pdf-format.

14. oktober kommer Tim Jackson fra britiske regerings Sustainable Development Commission til København, hvor han giver forelæsningen: ”Vækstens dilemma, klimabalance, retfærdighed og velfærd uden økonomisk vækst?” som optakt til en debat om vækstens grænser. Her vil Tim Jackson sammen med to fremtrædende danske opponenter, professor Peter Birch Sørensen og centerleder og klimaøkonom Kirsten Halsnæs, bringe spørgsmålet om vækstens grænser i centrum af klimadebatten forud for COP15.

Jackson barslede for nylig med rapporten Prosperity without growth, hvori han stiller en række yderst begavede spørgsmålstegn ved hele den vækstmyte, som bærer vores nuværende samfund Så der er lagt op til et virkelig spændende møde.

Man kunne ønske sig, at vores Klima- og Energiminister hørte med – ifølge Jacksons beregninger skal der langt mere til end at afkoble økonomiske vækst og CO₂-udledninger. For at der er plads til velfærd til alle i 2050 skal vi afhængig af scenario ned på 2-5% af de nuværende CO₂-udledninger pr. dollar – se tidligere blog-indlæg om Jacksons rapport: Velfærd uden vækst?.

Sted: Copenhagen Business School (CBS), København.

Tidspunktet er endnu ikke fastlagt. Der åbnes for tilmelding efter sommerferien. Flere informationer følger.

Tim Jackson: Prosperity without growth? The transition to a sustainable economy, Sustainable Development Commission, marts 2009 (pdf).

Tim Jackson fra den engelske regerings Sustainable Development Commission har netop udgivet rapporten Prosperity without growth? Denne analyse af forholdet mellem velfærd og vækst – og spørgsmålet, om det er muligt at skabe velfærd uden vækst – er noget af det mest klarsynede, jeg længe har læst. Jackson fastslår indledende, at alle kulturer lever på en myte, og at den vestlige verdens nuværende myte er myten om vækst – økonomisk vækst. Den har i det sidste halve århundrede globalt set været det vigtigste politiske mål. Verdensøkonomien er i dag fem gange større end for 50 år siden, og år 2050 vil den med en tilsvarende vækstrate være blevet 80 gange større end for 50 år siden.

Fornuftsmæssigt ved vi, at væksten ikke kan fortsætte, der er begrænsede mængder af stort set alt vi forbruger i vores økonomiske system, samtidig med at vi bliver flere og flere til at deles om det der er. Alligevel hæger vi os til muligheden for vækst – behovet for vækst, velsignelsen ved vækst, muligheden for vækst, nødvendigheden ved vækst – og lukker øjnene for den stadig mere omsiggribende nedbrydning af klodens naturkapital. Meget få politikere tør i dag åbent erkende, at der er grænser for vækst, at det er nødvendigt at sætte meget præcise grænser for vækst.

Men vi er nødt til at stille spørgsmålstegn ved væksten, påpeger Jackson: “Myten om vækst er slået fejl. Den har fejlet for 2 mia. mennesker, som stadig lever for under 2 $ pr. dag. Den har svigtet for de sårbare økosystemer, som vores overlevelse er afhængig af. Den har i fejlet … overfor at kunne give økonomisk stabilitet og at sikre menneskers levevilkår.”

I Jacksons perspektiv er den nuværende finanskrise en enestående mulighed for at gentænke de økonomiske målsætninger. En blind fortsættelse er ikke nogen mulighed. En velfærd for de få, som bygger på en økologisk ødelæggelse og sociale uretfærdigheder, er ikke noget grundlag for et civiliseret samfund. “Velfærd består i vores evne til at blomstre som mennesker – inden for en økologiske rammer på en begrænset planet. Udfordringen for vores samfund er at skabe de betingelser, hvorunder dette er muligt,” skriver Jackson i forordet.

Læs mere »

Vi tænker måske ikke over det i det daglige, men år for år går der stadig flere ressourcer på vores dagligdag, større huse og biler, mere elektronik, flere ferierejser, mere hospitalsudstyr, modetøj og eksotisk mad bragt ind fra hele kloden.

Mere er bedre – lyder mantraet, amerikanske huse er rundt regnet dobbelt så store i dag som i 1969, danske lystbåde synes dobbelt så mange og store som dengang og meget få mennesker har problemer med at finde noget at bruge deres penge til. Mere vil have mere – selvom man en gang imellem fornemmer, at nu ønsker vi os endelig mere i fritid frem for mere i løn, så er fritiden også blevet konsumtid. Det er som om at vi selv ikke i et velfærdsmæssigt smørhul som Danmark har nået et materielt mætningspunkt – og med den omfattende reklameindustri, hvis eneste mål er at generere behov, er det et åbent spørgsmål, om der overhovedet findes noget materielt mætningspunkt.

Få økonomer og politikere tør tale om nulvækst, endsige om muligheden af at opretholde den livskvalitet vi har med mindre ressourceforbrug. Men der findes økonomer – og andre mennesker – som er begyndt at tænke, at mere ikke nødvendigvis er bedre. Den indsigt vil kunne have verdensforvandlende magt.

Tim Johnson påpeger i en tankevækkende artikel i dag, at vi alene ved at skrue tiden tilbage til 1969 – og til det forbrug, vi havde dengang – ville kunne halvere vores ressourceforbrug, og dermed stort set også halvere vores CO₂-udslip.

Læs mere »

Jørgen Nørgaard, professor emeritus fra DTU, har i dag en yderst læsværdig kommentar på Information.dk, hvor han fremdrager det paradoksale i, at regeringen har nedsat en klimakommission, samtidig med at denne klimakommission ikke åbent må undersøge, hvordan man bedst kan løse situationen, men skal gøre det ud fra en målsætning om at at fastholde høj økonomisk vækst.

Samtidig med at vores høje produktion og forbrug er de grundlæggende årsager til problemerne, er det i direkte modstrid med den danske befolknings udtalte ønske om at have mere fritid frem for flere penge til forbrug. Vi må, som Nørgaard konkluderer sin kommentar, gøre velværet bæredygtigt.

Det er som om det ikke rigtig er sivet ind, at selvom vi får bragt CO₂-udledningerne ned, bruger hver dansker i dag løs, som om der var tre kloder at tage af. Ud over CO₂-udledningerne er der lang række andre parametre, som skal nedjusteres kraftigt, for at nå frem til et bæredygtigt Danmark. Hvis vi håndterer klimaudfordringen rigtigt, kan det blive et stort skridt i den rigtige retning. Men det ville hjælpe, hvis vi blev bedre til at skelne mellem livskvalitet og livskvantitet.

Jørgen Stig Nørgaard, Gør velværet bæredygtigt, Information 11.03.2008.

Energi Industrien, en afdeling af Dansk Industri, har netop barslet med publikationen Bright Green Danish technologies for sustainable growth, som præsenterer dansk industris vision og formåen forud for COP15, det store klimatopmøde i København i 2009, hvor videreførelsen af Kyoto-protokollen skal vedtages, forhåbentlig til den tid med deltagelse af både Kina og USA.

Rapporten er engelsksproget, men letlæst. Anden halvdel af rapporten består af godt 40 helsides præsentationer af danske virksomheder, som tilsammen giver et godt rids af den danske formåen indenfor energi-sektoren.

“Bright Green is a modern trend in international environmentalism, combining economic growth and sustainable technology. With the development of sustainable energy solutions, Danish industry is an international role model for Bright Green, and will continue its efforts to spread the mindset before, during and after the United Nations’ 15th Climate Change Conference in Copenhagen 2009,” kan man læse på forsiden.

Bright Green – et lysende intelligent grønt – lyder umiddelbart helt rigtigt. Bright Green er Bright Business, hedder det videre på den side, hvorfra man kan downloade publikationen.

Læs mere »