Strøtanker om bæredygtighed

Her til aften var der frist for indgivelse af høringssvar i forbindelse med Københavns Kommunes ønske om mod betaling at overtage lugningen af byens fortovsarealer. I høringsbrevet blev ukrudt direkte omtalt som utryghedsskabende! Hen over sommeren har jeg derfor haft kameraet med rundt for at indsamle en række af de mange fine små oplevelser, som bynaturen giver os. Det er blevet til billedessayet ‘Livet mellem stenene’, som jeg håber kan bringe lidt klarsyn til den kommunale forvaltning.

De i alt 321 sider er blevet til en lidt tung fil, men man kan til en begyndelse downloade den introducerende tekst.

Livet mellem stenene, høringssvar 12.09.2016 (100 Mb pdf).
Livet mellem stenene, den introducerende tekst pp. 1-14, 12.09.2016 (6 Mb pdf).

Livet mellem stenene er tilegnet de medlemmer af Teknik- og Miljøudvalget, som 10. oktober skal behandle sagen. Det er fremsendt direkte til samtlige medlemmer af udvalget med følgende hilsen:

Kære medlem af Teknik- og Miljøudvalget

I slutningen af juni fik jeg sammen med mange andre af byens borgere tilsendt en partshøring i forbindelse med, at Københavns Kommune mod betaling ønsker at overtage opgaven at luge byens fortove. Det har hen over sommeren ført til en række dialoger, refleksioner og registreringer, som er mundet ud i billedessayet Livet mellem stenene.

Livet mellem stenene er tilegnet de medlemmer af Teknik- og Miljøudvalget, som står overfor at skulle træffe en afgørelse om byens fremtidige lugepolitik. Det kan downloades fra denne adresse: www.jenshvass.com/livet_mellem_stenene.pdf (100 Mb pdf)

Normalt haster vi blot hen over byens gader og pladser. Men hvis vi giver os tid og for et øjeblik sænker blikket, åbner der sig en mangfoldighed af oplevelser. Og vi vil erfare, at byens befæstede arealer udgør en vigtig del af bynaturen og af vore bymiljøers oplevelsesrigdom. Billedessayet Livet mellem stenene er visuel byvandring på byens befæstede arealer, som ud over at være byens største billede udgør byens største biotop.

Der er masser af liv over alt i byens sprækker, og hele den måde, hvorpå vi behandler byens befæstede arealer, har stor betydning for opretholdelsen af bynaturen. Med lugningen af byens pladser og fortove er der således tale om et spørgsmål, som ikke kun kan behandles som et renholdelsesproblem eller et spørgsmål om, hvem som skal betale. Jeg håber derfor, at Forvaltningen i det videre arbejde med sagen vil inddrage de synspunkter, det perspektiv og den billeddokumentation, som er lagt frem med Livet mellem stenene.

Undervejs i processen har jeg været i dialog med og involveret lokaludvalgene for Indre By og Christianshavn samt Miljøpunkt Indre By-Christianshavn. Danmarks Naturfredningsforenings Københavnsafdeling ville også gerne have bidraget, men det kunne ikke lade sig gøre på grund af tidsfristen.

Med venlig hilsen,
Jens Hvass

Her til aften er der sat en petition op, København benzin- & dieselfri by 2025, stilet til Københavns Kommunes miljø- og overborgmestre Ayfer Baykal og Frank Jensen. Det er en rigtig god idé, for omlægningen af trafikken til bæredygtige former og drivmidler går selv med optimistiske øjne alt for langsomt. Opråbet, som jeg meget stærkt vil opfordre til at støtte op om, lyder:

Københavns Kommune har sat som mål at blive Europas reneste by når det kommer til affald. Vi synes også at begrebet ren bør indbefatte en reduktion i de benzin- og dieselpartikler, vi dagligt går og indånder, og som har et negativt bidrag til vores sundhed i form af astma, eksem og lignende, og ligeledes forkorter vores liv med mere end 5 år. Derfor håber vi, at I vil skrive under og bidrage til, at vi får politikerne til at prioritere mere og bedre forhold for cyklister, metro, S-tog, busser, letbane, el-biler og lignende.

Du kan give din underskrift og være med til at udbrede underskrift-indsamlingen herfra.

Luftforureningen er i dag storbyens største enkelte miljøproblem. En netop udgivet rapport fra Det Europæiske Miljøagentur anslår, at EUs befolkning i gennemsnit lever 8 måneder kortere end hvis luften ikke havde været forurenet, og at levetiden for den del af befolkningen, som lever i byområder er forkortet med 2 år. Dette dækker over store forskelle i byerne, hvor dødeligheden er markant højere langs de store trafikkorridorer.  (rapporten er introduceret i blog-indlægget: EEA: Luftforureningen Europas største miljøproblem).

Der ligger i det kun at give el-drevne køretøjer (cykler og fodgængere) adgang til de centrale bydele et fantastisk redskab til udover at fremskynde København som benzin- & dieselfri by i 2025 kan mindske trængslen og øge livskvaliteten i den tæt bebyggede by, hvis sparsomme friarealer stadig mange steder er totalt domineret af den kørende trafik.

Blot må vi midt i omlægningsiveren ikke glemme, at el-bilerne skal køre på vedvarende energi, for ellers står kraftværkerne blot og pulser lige uden for byen, så luftforureningen fortsætter samtidig med, at klimagevinsten ved omlægningen går fløjten.

Faktisk kunne man hævde, at et CO₂-neutralt København i 2025 er lidt af en tilsnigelse, hvis ikke vi inden da har fået trafikken over på vedvarende energi.

En sådan omlægning kalder på opfindsomhed – der ligger i overgangen en god anledning til at forsøge ikke blot at erstatte alle personbiler, varebiler, taxier og busser, som nu fræser rundt på fossile brændstoffer, med tilsvarende køretøjer, som kører på el. Men at vi tænker os om og prøver at mindske det samlede transportbehov gennem en lang vifte af tiltag som hjemmearbejde, bedre offentlig transport, bedre forhold for gående og cyklister, intelligent varedistribution og en fase, hvor vi får skovlen under den nuværende samfundsdynamik, som synes at fordoble sit transport”behov” på blot omkring 30 år.

Du kan give din underskrift for København som benzin- & dieselfri by 2025 her.

Ved årets begyndelse skrev jeg i blog-indlægget Københavns affaldsparadigme anerkendende, at der var format og perspektiv over beslutningen om at opgive den Amager Bakke, som BIG arkitekterne havde moduleret over planerne om en på alle måder overdimensioneret ny forbrændingsanstalt.

Men nu har man tilsyneladende alligevel indgået en aftale om at bygge dette overdimensionerede vartegn over en forbrugersamfundets æra, som vi var mange, som håbede, København var ved at have vokset sig ud af.

Der er allerede skrevet meget grimt om denne på alle leder tåbelige og deprimerende beslutning, som jeg ikke vil videregive. Man får lyst til at sende hele den kommunale administration og styrelse på kursus i konsekvens og helhedstænkning. Hvis man i den grad vil bryste sig af sin klimaindsats og aspirere til at være Verdens Miljøhovedstad, så forpligter det. Og hvis vi skal nå i land med den klimaplan, som alle slutter op om, så bliver vi nødt til at udvise et vist mål af konsekvens i alle kommunale beslutninger.

Men allermest må vi lære os at leve gode storbyliv uden det i dag meget omfattende materielle forbrug, hvoraf alt for meget ender direkte i flammerne. Frem for et overdimensioneret anlæg, som tigger om mere affald, ville det være passende med et anlæg med en kapacitet så lille, at vi gav os en reel udfordring: dels at få kildesorteret langt mere end i dag, dels at skulle spare lidt på energiforbruget, selv når det er ‘billig’ fjernvarme.  

Sanne Wittrup: Benhård talkrig om fremtidens affald, Ingeniøren 25.08.2012.

Marie Kristensen: Hemmelige forhandlinger: Amager får kæmpe forbrændingsanlæg, dr.dk 03.09.2012.

Jørgen Steen Nielsen: Kovending om kæmpe forbrændingsanlæg, Information 04.09.2012.

Magnus Bredsdorff: & Sanne Wittrup: Hemmelige forhandlinger: Amager får sit kæmpe-anlæg til at brænde affald, Ingeniøren 03.09.2012.

Magnus Bredsdorff: København får kritiseret kæmpe-forbrænding – overborgmesteren jubler, Ingeniøren 04.09.2012.

Aftale på plads: København får nyt stort forbrændingsanlæg, (Ritzau) Politiken 04.09.2012.

Nicholas Krøjer Blok: Stop bålet på Amager, 04.09.2012.

Birgitte Kjær: Ide om skibakke på Amager lever stadig, Politiken 05.09.2012.

Brandærgerlig aftale om Amagerforbrændingen, Danmarks Naturfredningsforening 05.09.2012.

Magnus Bredsdorff & Sanne Wittrup: Københavnerne betaler en milliard for meget for nyt Amager-anlæg, Ingeniøren 07.09.2012.

Magnus Bredsdorff & Sanne Wittrup: Dyrt kæmpeværk på Amager slår regionalt affaldssamarbejde ihjel, Ingeniøren 07.09.2012.

Magnus Bredsdorff: Så meget billigere kunne det gøres, Ingeniøren 07.09.2012.

Magnus Bredsdorff & Sanne Wittrup: Energieksperter: Stort forbrændingsanlæg passer dårligt til fremtidens energisystem, Ingeniøren 08.09.2012.

Magnus Bredsdorff: Borgmester om hundedyrt affaldsanlæg: »Jeg fik så meget andet«, (interview med Ayfer Baykal) Ingeniøren 10.09.2012.

Magnus Bredsdorff: Vred politiker om dyr Amagerforbrænding: Trist, fjollet og ærgerligt, Ingeniøren 10.09.2012.

Magnus Bredsdorff: Ny Amagerforbrænding åbner ladeport for at fyre med træflis, Ingeniøren 11.09.2012.

Magnus Bredsdorff: Vestforbrænding: Tallene bag nyt kæmpe-anlæg holder ikke en meter, Ingeniøren 11.09.2012.

Sanne Wittrup: Amagerforbrænding giver klimaplanen et hak i tuden, Ingeniøren 13.09.2012.

Sanne Wittrup: Hemmeligt notat: Muligt at spare mere end 2 mia. kr. på Amagerforbrænding, Ingeniøren 24.09.2012.

Sanne Wittrup: Københavns Energi: Vi skrev fortroligt på notat om Amagerforbrænding, Ingeniøren 24.09.2012.

Sanne Wittrup: Direktør erkender: Jeg skjulte hemmeligt notat om Amagerforbrænding, Ingeniøren 25.09.2012.

Sanne Wittrup: Politikere om skjult notat: ‘Dumt’, ‘uforståeligt’ og ‘kritisabelt’, Ingeniøren 26.09.2012.

Magnus Bredsdorff: Affald – de lavthængende frugter rådner på træet, (leder) Ingeniøren 28.09.2012.

Sanne Wittrup: 4 mia. kroner: Teknik- og miljøudvalg giver grønt lys for ny Amagerforbrænding, Ingeniøren 28.09.2012.

Magnus Bredsdorff: Teknikere og økonomer i åben krig om Amagerforbrænding, Ingeniøren 01.10.2012.

Magnus Bredsdorff: Miljøminister: Amagers affaldsovne er overdimensionerede, Ingeniøren 11.10.2012.

Hvert fjerde år bliver Københavns Kommunes (KK) Agenda 21-plan fornyet, og her hen over sommeren har den kommende Agenda 21-plan for 2012-15 er lagt ud til høring.¹

Med Agenda 21 og Rio+20-konferencen i frisk erindring synes ambitionerne og virkemidlerne i den foreliggende Agenda 21-plan set i forhold til udfordringens monumentale karakter og omfang at være lidt famlende, og mere grundlæggende at savne det store samlede perspektiv for bæredygtig omstilling, som Agenda 21 lægger op til.

I løbet af juli blev jeg indstillet på at lave et høringssvar og har løbende reflekteret over Agenda 21s rolle i byens udviklings- og omstillingsproces. Men efterhånden som deadline for aflevering nærmede sig, bevægede teksten sig gradvist så langt fra at være et høringssvar, at det ikke gav me­ning at færdiggøre og aflevere som høringssvar. Nu lægger jeg det i stedet ud i en fore­løbig form, hvor lange passager stadig kun er stikord. jeg hører meget gerne synspunkter på det foreliggende og håber på et tidspunkt at kunne vende tilbage med en mere afklaret udgave, se:

København som bæredygtigt ligevægtssamfund – refleksioner omkring Københavns Agenda 21-plan, foreløbig udgave pr. 31.08.2012 (pdf).

Ved deadline i går var der indløbet 18 høringssvar, se link nedenfor², så kun et mindretal af byens lokaludvalg og miljøpunkter har vurderet det meningsfuldt at forholde sig til den. Det viser med stor tydelighed, hvor lille en rolle Agenda 21 og det overordnede miljøperspektiv har i afklaringen af byens udvikling.

Et af de 18 bidrag (fra Lars Barfred) påpeger ligefrem det meningsløse i at lave sådanne store planer, når de alligevel ikke bliver fulgt. Og et andet (fra Rådet for Bæredygtig Trafik) erklærer sig enig heri.

Men siden 2004 har det været lovpligtigt for kommunerne at lave disse firårige Agenda 21-planer for at sikre integritet og sammenhængskraft i kommunernes bæredygtige udvikling. Så der var alt mulig grund til at stille sig spørgsmålet, hvad er det vi skal og vil med Københavns Agenda 21-planer?

Måske et større studiekredsarbejde i god tid inden næste gang? Måske et systematisk arbejde med scenariet, et fælles scenario for ikke bare den by vi ønsker – men for den by og de livsrum vi ønsker inden for de klima- og bæredygtigheds-mæssige rammer, som findes.

Det er her, Agenda 21 har sin styrke, sin berettigelse og sin nødvendighed.

For lige nu forbruger vi, som havde vi fire-fem kloder til rådighed og er hastigt i gang med at forøde kommende generationers livsgrundlag. Hvordan ser vores ønskeby ud, hvis vi skulle skabe en byvision på baggrund af, hvad Mathis Wackernagel kaldte One Planet Budgeting?

Det er præcist udviklingen af denne bæredygtige by, en Agenda 21-plan skulle sikre.

Se tidligere blog-indlæg: One Planet Budgeting: Making sustainability real with the ecological footprint.

Se rækken af blog-indlæg om Rio+20.

Agenda 21-plan ´Grøn hverdag og Livskvalitet´ 2012-2015, kk.dk.¹

Grøn hverdag og livskvalitet, Agenda 21-plan for 2012-2015, Københavns Kommune juni 2012 (pdf).¹

Høring: Grøn hverdag og livskvalitet, kk.dk.²

I går fremlagde Københavns Kommune sin handlingsplan for opnåelse af CO₂-neutralitet i 2025: KBH 2025 klimaplanen.¹ “Ambitiøst, men realistisk” hed det i overskriften til forgængeren for figuren ovenfor, som illustrerer størrelsesordenen af de indsatser, som handlingsplanen omfatter. Planen er nu sendt til politisk behandling forud for, at den kommer til behandling i Borgerrepræsentationen 23. august. Og mon ikke, at der stadig er flertal for planen – ved principvedtagelsen i august 2009 var der opbakning fra alle partier. Selvom den fremlagte plan er både privatøkonomisk, samfundsøkonomisk og kommunal-økonomisk set er en fordel, så koster det fremlagte i størrelsesordenen 2,7 mia. kr., så det kræver en vilje til at prioritere indsatsen. Og som man kan se af grafen til højre, er der stadig plads til – og brug for – yderligere initiativer, hvis planen skal helt i hus.

For blot få dage siden kom det frem, at reduktionsmålene for 2015 – en 20% reduktion i forhold til 2005 – allerede var opnået og at det var kommet i hus ved en omlægning af Amagerværkets blok 3 til biobrændsel. Jo mere vi nærmer os nul-udledningerne i 2025, jo færre vil der være af sådanne lette, lavthængende frugter. Der udledes CO₂ i forbindelse med stort set alt, vi foretager os, og billedet vil snarere være, at man over flere runder må igennem alle byens aktiviteter for at finde yderligere reduktionsmuligheder.

De to store reduktionsområder (i grafen herover) er vindmøller og el produceret på biomasse (ny VE-baseret kraftvarmeproduktion). Vindmøllerne er blot et spørgsmål om at komme i gang med at sætte dem op, og så at huske at give god tid til at møllerne bliver ejet i fællesskab af byens borgere og virksomheder. Der bliver fremover tale om en langt mere udstrakt brug af biomasse, og det har været diskuteret, i hvilken udstrækning biomasse overhovedet kan betragtes som CO₂-neutral. Men det er klart et punkt, som kan løses.

Den øverste tredjedel af grafen rummer en lang række af forskellige indsatser, som hver især hører med til at gøre byen CO₂-neutral. Her er det tankevækkende, at udsorteringen af plast fra affaldet er den største af disse “mindre bidrag” – og vejer tungere end indsatserne for cykelområdet, den kollektive trafik, indførelsen af solceller energibesparelser og en klimaoptimering af kommunens drift. Så vidt jeg ved, er planerne langt fremme om at iværksætte kampagner for, at borgere og virksomheder i langt højere grad end i dag kildesorterer deres affald. Indtil for nylig betragtedes affald blot som CO₂-neutralt. Men det viste sig, at der var ganske store andele af plastic i affaldet, og i CO₂-beregninger kommer det dermed til at figurere som fossilt brændsel. Og ting går ikke hurtigt. Allerede i en revision i 2002 af Københavns Kommunes klimaplan for 1990-2010 var det anbefalet at skærpe indsatsen på dette område.

Man kan i dag lave bygninger, som er energineutrale eller ligefrem energipositive, men bygningsmassen i en by som København udskiftes kun langsomt, og vi er ikke så gode til frivilligt at energirenovere systematisk, når vi renoverer, selv hvor tilbagebetalingstiden ville gøre det til en god forretning, så det er en proces, som vil stå på i det meste af det 21. århundrede. Og hvis vi først lærer at høste masser af vedvarende energi billigt, så kan man jo også vurdere, om det er i orden at vores bygningsarv bruger lidt mere energi end nybyggeriet. Tilsvarende er det tungt med omstillingen af trafikken til vedvarende energikilder, og selvom man laver en målrettet indsats på disse områder, må vi nok regne med at fossilt drevne køretøjer i København og stor trængsel i gaderummene også efter 2025.

Indsatserne peger den rigtige vej. I et lidt mere overordnet klimaperspektiv er målet dog ikke bare CO₂-neutralitet, men at vi efterhånden udvikler CO₂-negative byer, som netto absorberer en stor del af den CO₂, som er lukket ud i atmosfæren i de siden industrialiseringens begyndelse. CO₂-neutralitet i 2025 er således ikke noget slutmål men en første milepæl i en transformationsproces, som kommer til at fortsætte århundredet igennem.

Læs mere »

Dette indlæg om Københavns Kommunes planer om ved skybrud at lede spildevand i Kastelsgraven er i dag indsendt som høringssvar. Det søger at fremdrage det principielt problematiske i, at vi (mis)bruger vores sparsomme bynatur ved i skybrudssituationer af lukke store mængder gadevand ud i grønne oaser som Brønshøjparken og Kastelsgraven – i det mindste uden forud at klarlægge konsekvenserne undersøge, om der findes løsninger, som giver bedre bymiljø og er mere i tråd med Københavns overordnede klimatilpasningsstrategi.
.

Kastelsgraven som recipient

Med stigende globale temperaturer står København som andre byer verden rundt overfor en klimatilpasningsproces, som i de kommende år vil nødvendiggøre betydelige justeringer, og som med den nuværende tøven  i det internationale samfund overfor den nødvendige klimaindsats på lidt længere sigt vil ændre vores bygningers og byrums fremtræden markant.

På den korte bane vil en vigtig del af denne klimatilpasning være hele den måde, vi forholder os til regnvandet på. Med den styrtregn, som ramte København 2. juli 2011, fik vi en forsmag på, hvad vi har i vente. På få timer faldt der 150 mm regn over det centrale København. Det blev karakteriseret som en 500-års-regn – og samtidig som noget, vi måske fremover snarere vil opleve hvert tiende eller tyvende år.

Meteorologerne taler således ikke bare om varmere vejr og vådere vintre, men om mere ekstreme regnhændelser med op til 30% voldsommere nedbør, end vi kender i dag.

Det gode er, at det kan løses – rundt omkring i verden er der masser af eksempler på, at man har formået at indrette sig med langt større nedbørsmængder. Men det vil kræve markante ændringer i vores nuværende måde at håndtere regnvandet på.

To strategier

Der åbner sig groft sagt to strategier, som det er vigtigt at gøre sig klar i den nuværende situation – to måder at møde udfordringen på:

1) det nuværende kloak- og vandafledningssystem udbygges, så det kan tage selv de voldsomste regnskyl, eller

2) den nuværende måde at håndtere regnvandet på, hvor stort set alt det vand, som rammer byens flader, ledes direkte i kloakken, forlades. I stedet tilstræber man i langt højere grad end nu en vifte af såkaldte LAR-løsninger – en Lokal Afledning af Regnvandet hvor regnvandet opsuges, tilbage­holdes, nedsives eller forsinkes.

Allerede i baggrundsrapporten til afsnittet om klimatilpasning i Københavns Kommunes (KKs) klimaplan kunne man i 2009 læse, at merudgiften ved at skulle opgradere kloaksy­ste­met til at kunne håndtere 30% større regnmængder (strategi 1) ville ligge i størrelsesordenen 10 mia. kr. Der er således mange penge at spare, hvis man gennem en serie af koordinerede til­tag sikrede sig, at KKs nuværende kloakkapacitet også fremover vil være til­strækkelig.

Udgifterne til gennemførelsen af strategi 2 er så vidt vides ikke opgjort. Men med mere vegetation, flere grønne tage og en større grad af lokal opsamling og anvendelse af regnvandet er der heller ikke blot tale om en udgift. Her får vi samtidig en masse bykvalitet forærende, en sundere og grønnere by med mere fuglesang, større biodiversitet og frodighed. Samtidig vil det større vegetationsvolumen i byen vil være med til at køle byen. Og blot få år længere fremme vil et andet aspekt af klimatilpasningen blive mere påtrængende, at vores huse og byrum bliver ubehageligt varme om sommeren, hvis ikke vi køler og skygger dem med vegetation. Her vil strategi 1-løsningen tilsvarende være at installere aircondition­ing i store del af vores byg­ningsmasse med et stærkt øget energiforbrug til følge. Strategi 2 er således langt mere fremtidssikret, bæredygtig og i overensstemmelse med byens intentioner om at være Verdens Miljømetropol og at nå CO₂-neutralitet i 2025.

Som det fremgår både af Klimatilpasningsplanen og af LAR Metode­hånd­bogen har KK da også prisværdigt lagt op til en klimatilpasningsstrategi, hvor man i høj grad søger at imødegå de øgede nedbørsmængder gennem en øget lokal anvendelse, nedsivning eller forsinkelse af regnvandet. På den baggrund virker Tillæg nr. 1 til spildevandsplanen,¹ som nu er sendt til høring, noget overraskende.

Her fremlægges ni tiltag til overløbsløsninger ved ekstremregn, som alle må henregnes til strategi 1. Fire af forslagene vedrører Indre By, og i tre af disse tilfælde vil man lede overfla­devand direkte i havnen. Det giver måske mening, da man ellers kunne være nødsaget til at lede urenset kloakvand i havnen, i og med at havne­bassinet må betragtes som en relativt stor og robust recipient. Men det fjerde og miljømæssigt set mest problematiske tiltag er et ønske om at kunne lukke vejvandet fra Esplanaden og Grønningen ud i Kastelsgraven i tilfælde af ekstrem­regn.

Læs mere »

I min tid som centerleder ved Miljøpunkt har jeg gentagne gange mødt forestillingen om, at Københavns Kommunes systematiske afbrænding af byens affald ikke bare var en let og praktisk løsning, men noget man måtte vise frem for hele verden. Det giver billig fjernvarme, forbrændingen udelukker problemer med organisk smitte, og hvis man fik ingeniørerne til at måle på den rigtige måde, var det også nærmest en klimavenlig løsning. Og det har været komfortabelt, fordi man så ikke behøvede at genere borgere og virksomheder med at skulle kildesortere deres affald, men faktisk havde brug for det brændbare i affaldet. Historier har da også floreret, at selv hvis man frasorterede brugt avispapir, så ville det ryge i samme forbrænding – hvilket dog ikke er korrekt. Men det viser, hvor komfortabelt det har været for os blot at kunne smide væk. Af mange forskellige grunde er vi derfor gradvist faldet alvorligt bag af dansen i forhold til vores nabolande, når det gælder kildesortering af affaldet.

Men positionerne er gradvist ved at flytte sig. Det står i dag klart, at afbrænding af affald langt fra er CO₂-neutral, at afbrændingen af de stadig større mængder af plastic i affaldet nærmest er at sammenligne med afbrændingen af olie (som plasticen er lavet af). For nylig blev de samlede danske CO₂-udledninger justeret 1,5 mio. ton opad (ganske meget i forhold til det samlede officielle tal på ~50 mio. ton), fordi man havde konstateret markant mere plastic i affaldet end hidtil antaget. Så i København vil vi fra i år til at se kampagner udrullet for at indsamle den hårde plast. Og gradvist kommer vi til at indse, at vi må recirkulere og genanvende alle dele af vores affald. For de dele, som er sværest at indsamle og genbruge, komme vi til at finde nye råmaterialer, produktionsmåder og brugsmønstre.

En særlig udfordring ligger i det organiske affald – på sigt er der ingen vej uden om, at det skal  komposteres. I første omgang kan det give ren jord de mange steder i byen, hvor jorden er forgiftet efter den industrielle æras processer og blive til ny madjord, men på sigt skal en del af det tilbage på markerne, hvor der lige nu tilføres store mængder fosfor for ikke at udpine jorden.

I en verden, hvor vi er stadig flere om at dele de samme knappe ressourcer og det står klart, at det i globalt perspektiv fuldstændigt utilstedelige ressourcefrådseri, som har fundet sted i de industrialiserede lande siden 2. verdenskrig, ikke kan fortsætte, ikke bare fordi det er moralsk forkasteligt, men fordi der snart ikke er mere af forbruge og smide væk af. Og vi står overfor fuldstændigt at måtte reprogrammere vores affaldsparadigme.

Derfor er det glædeligt, at man her inden jul afviste et forslag til ny udformning af Amagerforbrændingen, hvor det kolossale bygningsvolumen udformet som en kæmpe skibakke. Dels bør der fremover slet ikke være brug for en så stor forbrændingsanstalt. Dels virker det at forme en skibakke ud af en forbrændingsanstalt alt andet end indlysende. Måske blot et udslag af BIG og Bjarke Ingels’ humor, måske ligefrem en koan – et zen-paradoks, vi alle kan gå at fundere over. Men indimellem er det som om, at bare det at det er stort i anslaget, gør det interessant.

Når vi er ved udformning af affaldsstationer, så er der lige nu en udstilling på Dansk Arkitekturcenter af Michael Singer: Arkitektur og natur i fornyende balance (indtil 28.01.). Blandt de udstillede projekter er der et ret fantastisk oplæg til en tilsvarende situation i New York, hvor procesvarmen bruges til opvarmning af væksthuse til fremdrift af planter til New Yorks byforgrønnelse.

Læs mere »

I tiden efter vedtagelsen af Agenda 21 i Rio de Janeiro i 1992 udspillede der sig et spændende arbejde med at definere, hvordan byer og bysamfund kunne få en central rolle i en bæredygtig udvikling. Arbejdet var forestået af ICLEI, og resultatet blev et Charter for Sustainable Cities and Towns, som i 1994 blev  vedtaget i Aalborg – og derfor ofte kaldes Aalborg-charteret. Det er en ganske visionær tekst, som søger at placere byen i en systemisk forståelsesramme. Måske også derfor at for eksempel København på et tidspunkt forlod Aalborg-charteret og etablerede sit eget Dogme-samarbejde.

Dogme-principperne var få og enkle og lette at formidle, men de repræsenterer som bæredygtighedsmæssig vision et kolossalt bevidsthedstab. Måske der var ting i Aalborg-charteret, som var svære at læse, som ikke lige lod sig passe ind i de nuværende forvaltninger og forståelser af miljøproblemet. Men der var en fremadsynethed og en insisteren på at tænke i komplekse sammenhænge, som gradvist gled ud med Dogme-samarbejdet, og som gjorde det naturligt for Københavns Kommune i 2009 at gennemtvinge, at byens otte Agenda 21-centre fremover skulle hedde miljøpunkter. Argumentet var markedsføringsmæssigt – at Agenda 21 var for svært at formidle!

Tilbage til ICLEI, som i de seneste år tilsvarende har forestået et udviklingsarbejde omkring klimatilpasning af byer og et forum for erfaringsudveksling derfor. Det har ført til, at man i Durban i forbindelse med et stort møde for verdens bysamfund lancerede “The Durban Charter on Adaptatation”.

David P. Ball skriver i artiklen Canada ‘fiddles while planet burns’, at: “The ICLEI will spend the next several days drafting the Durban Charter on Adaptation, a template for global municipal partnerships envisioning a ‘climate smart’ world – one which tackles inequality and climate injustice. The Charter will be presented to the United Nations climate conference, COP17.”

“‘Here in Durban,’ Cadman told the Vancouver Observer by email, ‘we are once again pulling together cities from around the world to adopt the Durban Charter on Adaptation.'”¹

Læs mere »

Så foreligger endnu et bud på brugen af Krøyers Plads – denne gang af Vilhelm Lauritzen og COBE arkitekter samt GHB landskabsarkitekter. Denne gang ikke noget højhusprojekt, og denne gang udformet på baggrund af serier af borgermøder, hvor de mest kritiske røster har fået lov at tage del i processen. Så det skal blive spændende om de til forskel fra tidligere forslag får lov at lande på stedet.

Sådan helt flygtigt set respekterer bygningerne også stedet med to store bygningskroppe liggende som i sin tid pakhusene, med gavlene mod havnen. Men de har intet af pakhusenes krop og tyngde, ingen skalamæssig artikulation, intet taktilt-materialemæssigt til fælles med det omgivende. Så at påstå, at de passer til stedet, er at slide på sproget. Én ting er, at de ikke passer med det gamle – intet tagelement, ingen forsøg på at gå i dialog med stedets væsen. Men de går heller ikke i dialog med Operaen og Skuespilhuset, to andre nytilkomne, som deres forskellighed til trods endda har fælles træk: den store tagflade gennembrudt af scenetårnet.

Hånden på hjertet, hvad skal bygninger med et sådant udtryk på et sådant sted? Hvad skal byen med huse, som ikke evner at føje sig ind og styrke det allerede eksisterende? Hvad skal byen med den slags se mig hør mig?

Læs mere »

I dag er det præcist ét år siden, at Københavns Miljøpunkter blev slagtet som del af budgetforliget for 2011. Helt slagtet blev de nu ikke, men et i forvejen lavt driftstilskud blev halveret samtidig med, at Miljøpunkterne blev lagt ind under Lokaludvalgene. Hermed blev det lokale miljøarbejde overflyttet fra Teknik- og Miljøforvaltningen til Økonomiforvaltningen. Der var efterfølgende en bred erkendelse af, at det var en problematisk beslutning, men endda turde man ikke åbne op for budgetforliget.

I den efterfølgende udredningsfase blev der blødt lidt op på vilkårene, så det er lykkedes videreføre fire af de oprindelige Miljøpunkter, mens andre fire blev nedlagt her inden skæringsdatoen for den nye ordning 1. juli 2011. Men det kolossale udredningsarbejde efter den ganske uklare beslutning har medført, at der vil gå adskillige år, før den forventede økonomiske gevinst kan høstes, og endnu længere før sårene er læget i det lokale miljøarbejde.

Miljøpunkt Indre By-Christianshavn er et af de Miljøpunkter, hvor det er lykkedes at finde en måde at videreføre den oprindelige fondskonstruktion og bevare Miljøpunktet som en selvstændig enhed. Men vilkårene for arbejdet er blevet så uklare, miljøperspektivet og forståelsen af miljøarbejdets natur så indskrænket, og den kommunale respekt for den enestående frivillige arbejdsindsats, som er lagt i etableringen af Miljøpunkterne, så ikke-tilstedeværende, at jeg har måttet indse, at jeg ikke fremover skal være centerleder.

Nedenstående tekst om Miljøpunkternes særkende blev til i de hektiske dage efter budgetforliget sidste år, da der stadig var et håb om, at politikerne ville besinde sig. Den prøver at trække konturerne op af to meget forskellige kulturer og er ret interessant at genlæse på baggrund af udviklingen i det mellemliggende år. Set i bakspejlet skulle vi i overlevelseskamen have fokuseret fuldt så meget på videreførelsen af arbejdsrummet og bevidsthedsrummet som på de økonomiske vilkår.

Jeg tror for så vidt, at man kunne have fundet en god form for samarbejde, hvis det var sket i forlængelse af en omfattende, åben og lige dialog om, hvordan det lokalpolitiske arbejde og det lokale miljøarbejde bedst muligt understøtter hinanden. I min optik kunne man med stor fordel have defineret det lokalpolitiske arbejde i Agenda 21-perspektiv og herigennem have opnået ikke bare en fælles platform for arbejdet, men også en styrkelse af sammenhængskraften i den lokalpolitiske indsats. Men i det nuværende hastværk er idealerne og perspektiverne helt fortrængt af et administrativt grundperspektiv, som vil få særdeles vanskeligt ved at videreføre det lokale miljøarbejde.

…

Miljøpunkternes særkende

Da de første Miljøpunkter blev oprettet tilbage i 2003, skete det i en form som selvejende fonde, som ved første øjekast kan undre. Men der ligger i denne konstruktion megen fremsynethed og indsigt i det lokale miljøarbejdes natur og afhængighed af mødet med og deltagelsen fra de frivillige kræfter. Fondskonstruktionen har muliggjort etableringen af en række Miljøpunkter, som gennem deres levetid har vist sig særdeles fleksible, tilpasningsdygtige og kreative i deres håndtering af de lokale kræfter og opgaver. Og merinvesteringen i forhold til den forudgående Grøn Guide-ordning er kommet mangefold igen i form af et fremadrettet lokalt forankret miljø-arbejde, som på én gang er konkret-anskuelige og rummer stor præcision i bevidstheds- og holdningsdimensionen.

Miljøpunkternes forskellighed afspejler meget nøje de forskelligheder, som karakteriserer de forskellige bydele og deres forskellige frivillige kræfter. Der ligger således også i valget af denne konstruktion et politisk mod og klarsyn, som man må tage hatten af for. Man har etableret enheder, som så at sige havde det ene ben inden for den kommunale cirkel, og det andet ben placeret mellem borgerne.

Læs mere »