Strøtanker om bæredygtighed

Det amerikanske valg er afgjort, og Donald Trump er i disse dage ved at gøre klar til at kunne rykke ind i Det Hvide Hus 20. januar. Det er ikke så meget flyttekasser, det drejer sig om, som at finde bemandingen til de kommende fire års administration. For i USA er det præsidenten, som stiller med ministrene og en lang række af statsadministrationens topembedsmænd.

Det er også i denne fase, at han skal forberede en række policies, ikke mindst i forhold til det, han har lovet at ville gøre inden for de første hundrede dage som præsident. Det er et gyseligt attentat på den amerikanske multikulturelle velfærdsstat, som han har i tankerne. Jeg vil i dette blog-indlæg ikke komme ind på hele viften af uhyrligheder, men søge at klargøre, hvad han har i sinde på klima- og miljøområdet.

I løbet af valgkampen har han lovet, at han vil afvikle Paris-aftalen eller trække USA ud af den. Han har lovet at ville skrotte Obamas klimaindsats, herunder den Clean Power Plan, som var rygraden i Obamas klimaindsats, som hvis alt blev implementeret ville føre USA på kurs af en 26-28% CO₂-reduktion i 2025 set i forhold til 2005.  Han har lovet at fjerne alle hindringer for den fossile udvinding og al støtte til vedvarende energi. Keystone XL-rørledningen, som endte med at blive opgivet efter fire års kamp, vil han søge at få igangsat, ligesom han har lovet af få gang i de amerikanske kulminer.

Vi ved endnu ikke hvor meget af dette, han ender med at søge at realisere. Han har allerede på en lang række områder trukket i land i forhold til nogle af de mere absurde projekter. Men Trump er begynder som politiker, så det vil i høj grad afhænge af de mennesker, som han knytter til sig i administrationen. Og det tegner ikke godt. Selvom de fleste udpegelser endnu ikke er faldet endeligt på plads, så peger kandidatlisten i retningen af, at de mennesker, som kommer til i de kommende fire år at tegne USAs klima- og energipolitik, er oliemilliardærer og klimafornægtere.

Selv hvis Trump søger at at effektuere hele dette program, så tyder meget på, at det ikke kommer til at gå sådan. For udviklingen i løbet af de seneste otte år under Obama er i USA nået dertil, at kullene er på vej ud, og at fracking-gassen og de vedvarende energikilder er billigere end kullene.

Læs mere »

.
Denne 25 min. udsendelse fra Al Jazeera ser på den amerikanske klimafornægtelse i lyset af den netop fremlagte undersøgelse af artikler om klimavidenskab, som viser, at der blandt videnskabsmændene m/k er tale om en endog meget høj grad af konsensus om, at klimaforandringer er menneskeskabte. Ud af næsten 12.000 artikler, som blev undersøgt, var der faktisk kun 12, som afviste, at den globale opvarming var menneskeskab (se gårsdagens blog-indlæg: En overvældende klimakonsensus).

I udsendelsen får man et rids af den amerikanske klimasituation – og det paradoksale, at befolkningen trods den videnskabelige konsensus i stor udstrækning tvivler derpå.  Studievært Shihab Rattansi har en række fremtrædende gæster i studiet, klimaforskeren Manfred Mann, Dana Nuccitelli fra Skeptical Science og Rick Piltz fra Climate Science Watch. Så alt i alt en yderst seværdig udsendelse.

Mod slutningen drejer samtalen sig im geoengineering – og Mann siger meget rammende, at vi allerede er i fuld gang med et storstilet geoengineering-projekt, som er ved at vise sig at have graverende bivirkninger, nemlig det at lukke store mængder CO₂ ud i atmosfæren.

Al Jazeera udspringer fra Qatar og associerer måske til noget meget arabisk, men Al Jazeera er i gang med at etablere en amerikansk afdeling. Man overtog fra nytår Al Gores kanal Current TV, som leverer billeder til 40 mio amerikanske hjem, og synes indstillet på at etablere et højkvalitets nyhedsprodukt til det amerikanske marked.

Uden at kende det fulde udbud af amerikanske TV-stationer er det mit indtryk, at Al Jazeera i hvert fald på klima-området giver en langt mere seriøs dækning end nogen anden amerikansk kanal.   

Det har været gentaget til hudløshed, at der er forskel på vejr og klima. Og da Al Gore for blot to måneder siden lancerede sit Climate Reality Project, var en tilbagevendende kritik, at han i sit velmente forsøg på at tydeliggøre de forestående klimaforandringer for hr. og fru Hansen, trak de stadig flere og større klimakatastrofer omkring os alt for kraftigt op. Man kunne ikke slutte så direkte mellem det, at der var mere tørke, voldsommere storme, flere skybrud og oversvømmelser og så den globale opvarmning. Men en række nylige resultater understreger, at Gore havde ret.

For blot en uge siden rundsendte James Hansen et paper,¹ hvori han viser, at nylige ekstreme vejrsituationer som dette års sommervarme i Texas med meget stor sandsynlighed ikke ville have forekommet uden global opvarmning. Og i dag barslede IPCC med Special Report on Managing the Risks of Extreme Events and Disasters to Advance Climate Change Adaptation (SREX).

Eller rettere, det er stadig kun et 29 sider langt Summary for Policymakers, som bliver lanceret her, hvor der stadig er tid til at få det læst grundigt inden COP17 i Durban. Hovedrapporten, som er et samarbejde mellem 220 klimaforskere fra 62 lande, vil forelægge i sin fulde udstrækning til februar. Og – her er det med at holde tungen lige i munden – man kan stadig ikke sige, at præcist den og den oversvømmelse, storm, tørke, hedebølge osv. skete på grund af global opvarmning. Men man kan sige med stor sikkerhed, at hyppigheden af, hvad vi i dag betragter som ekstreme vejrsituationer, vil være langt større i årene fremover på grund af den globale opvarmning. Som med det voldsomme regnfald over København denne sommer, som blev karakteriseret som det voldsomste i 500 år, og samtidig vi kunne forvente fremover hvert tyvende år.

Lederen af IPCC, Rajendra Pachauri, siger i en pressemeddelelse: “This summary for policymakers provides insights into how disaster risk management and adaptation may assist vulnerable communities to better cope with a changing climate in a world of inequalities”. Og han fortsætter: “It also underlines the complexity and the diversity of factors that are shaping human vulnerability to extremes – why for some communities and countries these can become disasters whereas for others they can be less severe.”²

Læs mere »

14. september søsatte Al Gore med sit Climate Reality Project en omfattende serie af events kloden rundt. Hvis man ikke lige stod klar til at følge begivenhederne 7 PM i hver af verdens tidszoner, så er det muligt efterfølgende at se dem – eller blot at se highlights fra dem – fra denne side.

Det giver ikke mening at høre samme præsentation 24 gange, og det har givet heller ikke været Al Gores mening. Men der er noget fantastisk i på denne måde at understrege, at dette er et globalt problem, som kalder på en global løsning. Men efter hver af præsentationerne, som varer omkring 40 min., følger en cirka 20 min. sekvens, hvor en lille gruppe taler om klimaforandringer ud fra forskellige erfaringer rundt omkring i verden. Her får man forskelligheden og kompleksiteten i projektet forærende. Og for hvert af de 24 steder verden rundt er der lavet en lille 4-5 min. sekvens med highlights fra præsentation og efterfølgende samtale.

Indimellem er det meget stærke udsagn, som komme frem, som da Rodne Galicha, som stod for præsentationen fra Solomon-øerne, i den efterfølgende samtale giver denne indtrængende hilsen til de rige lande: “Her fra Det Sydlige Stillehav, [på vegne af] verdens sydlande: Vi behøver ikke jeres penge. Hvad vi behøver, er retfærdighed – at I reducerer jeres [CO₂-]udledninger.”

I en introducerende video siger Al Gore: “Across the globe, cataclysmic weather events are occurring with such regularity that it is being called a ‘new normal.’ But there is nothing normal about it.” Det er denne nye virkelighed, Gore søger at trække op i 24 Hours of Reality. Om det lykkes er en anden sag, men han ønsker at markere, at klimaspørgsmålet er afgjort. At der finder en global opvarmning sted, og at der ikke er nogen videnskabelig tvivl om, at den er et resultat af menneskets aktiviteter, herunder først og fremmest den stadig mere omfattende afbrænding af fossile brændstoffer. Hver dag ledes der 90 mio. ton CO₂ ud i atmosfæren. Det er måske naivt at forestille sig, at det ikke i længden vil have nogen indflydelse.

Læs mere »

24 Presenters. 24 Time Zones. 13 Languages. 1 Message. 24 Hours of Reality is a worldwide event to broadcast the reality of the climate crisis. It will consist of a new multimedia presentation created by Al Gore and delivered once per hour for 24 hours, representing every time zone around the globe.

Via Climate Reality Project kalder Al Gore nu til 24-timers handling 14. september. For hver af døgnets 24 timer vil der på denne dag kl. 7 PM lokal tid være præsentationer i Jakarta, Seoul, Islamabad, Dubai, Istanbul, London, Ilulissat, Kap Verde, Rio de Janeiro, New York, Mexico City, Fransk Polynesien, Hawaii blandt mange andre – fra dette kort kan man se hele perlerækken af events kloden rundt.

Der er lagt op til, at man verden rundt samles og ser disse events og på én gang deler og italesætter den klima-virkelighed, som verdens politikere synes i færd med at fortrænge, her hvor de for alvor burde være ved at finde arbejdstøjet frem. Fra denne side kan man oprette Wieving Events eller finde og tilmelde sig andre.

Al Gores præsentationer plejer at være højest seværdige, så det kan stærkt anbefales at koble sig på en sådan global klima-skoledag. Og skulle man miste begyndelsen, kan man klikke sig videre til en ny udgave af samme præsentation kl. 7 PM i næste tidszone.

Se den 1½ min lange introduktionsvideo her.

Der er mere om projektet i et senere blog-indlæg: Al Gore: Climate Reality Project.

Først på måneden tog grundlæggeren af 350-bevægelsen Bill McKibben bladet fra munden i en frontal kritik af Barack Obamas klimaindsats.¹

Da Obama kom til magten, stod det for mange som det store håb for klodens fremtid. Han forstod, at noget måtte gøres, han havde begavelsen til at vende det fossile amerikanske samfund, han talte om “a planet in peril”, han ansatte folk omkring sig som John Holdren, som forstod klimavidenskaben og nødvendigheden at en hurtig radikal indsats, han lovede at råde bod på forgængernes fornægtelse af klimaproblematikken og gøre en indsats for at tæmme de stigende verdenshave. Han talte om håb og om forandring.

I stedet har han åbnet for nye tikkende miljøkatastrofer med øget dybhavs olieeftersøgninger, han har stimuleret yderligere amerikansk kuludvinding og er i gang med at lægge forsyningsrør til den nok mest beskidte olie-forekomst, de store tar sand-reserver fra Alberta-regionen i Canada. Alt sammen et resultat af den lobbyist-befængte situation i Washington, som han ville rense ud i. Nu nåede han kun at støtte atomkraft-industrien med store lånepakker, før han måtte opgive yderligere klima-lovgivning. Kul- og olieindustriens massive lobbyisme og misinformationskampagner har effektivt blokeret for enhver begavet udvikling i USA. Og den “New Green Deal”, som en overgang var lige ved at tegne sig,

I dag har Al Gore så taget bladet fra munden med en stor artikel i Rolling Stone, Climate of Denial,² som samtidig er sendt ud over AP³ og tilgængelig i hundredvis af medier kloden over. Hvor mange har mon ikke læst artiklen, når den udkommer på tryk 7. juli?

“Obama has never presented to the American people the magnitude of the climate crisis,” skriver Al Gore: “He has not defended the science against the ongoing withering and dishonest attacks. Nor has he provided a presidential venue for the scientific community … to bring the reality of the science before the public.”³

Gore slutter sin artikel sådanher: “The climate crisis, in reality, is a struggle for the soul of America. It is about whether or not we are still capable – given the ill health of our democracy and the current dominance of wealth over reason – of perceiving important and complex realities clearly enough to promote and protect the sustainable well-being of the many. What hangs in the balance is the future of civilization as we know it.”²

Læs mere »

Fra i dag er der World Business Summit on Climate Change i København, hvor omkring 700 af verdens forretningsledere mødes i Bella Centeret for at drøfte erhvervslivets bidrag til den transformation fra fossilt baseret samfund til et samfund på vedvarende energi. Deltagelse kræver invitation, men fra copenhagenclimatecouncil.com kan man være med via webcast.

På dagens program kan man opleve Al Gore kl. 14.00-14:25; og 16.30-16.45 kan man opleve IPCCs leder, Rajendra Pachauri. I løbet af konferencens tre dage er der serier af workshops og paneldiskussioner inden for forskellige sektorer som skibsfart og luftfart. Se Summit Brochure (pdf) og Summit Program (pdf).

Connie Hedegaard deltager i dagens paneldiskussion med temaet ‘Getting to Copenhagen’ kl. 17.00-18.00. I en netop udsendt pressemeddelelse fra Klima- og Energiministeriet hedder det: “‘Den store tilslutning til erhvervstopmødet er et klart signal om, at klimasagen ikke bare er en politisk sag eller en ‘feel-good’-sag. Det er benhård business – og et afgørende marked at være i front på’, siger klima- og energiminister Connie Hedegaard: ‘Vi har længe talt om visioner. Erhvervslivet har i de kommende dage en enestående mulighed for at komme med deres bidrag til, hvordan vi når frem til at realisere visionerne.’

De politiske klimaforhandlinger, der foregår i FN-regi, kulminerer i COP15 i december i år. Klimaaftalen skal levere den politiske platform for en fremadrettet håndtering af klimaforandringerne. Men politikerne har også brug for erhvervslivet og for at erhvervslivet integrerer udfordringerne ved klimaforandringerne i deres forretningsplaner: ‘Erhvervsledernes aktive involvering og lederskab er alfa og omega for klimasagens forankring i verdensøkonomien’, siger Connie Hedegaard.”

Læs mere »

Miljøpunkt Indre By-Christianshavn markerer Sluk Lyset Dagen den 28. marts ved at invitere til forevisning af filmen En Ubekvem Sandhed (An Inconvenient Truth) og efterfølgende samtale i stearinlysenes skær.

Klimadebatten foregår for det meste i mediernes rampelys, på politikernes bonede gulve eller blandt klimafagfolk på højt niveau – og ikke sjældent i højt tempo.Vi vil gerne give mulighed for at alle der bekymrer sig om klimaet kan komme forbi og snakke om hvad vi kan gøre sammen, på en måde der giver mere plads til nærvær, eftertanke og – ikke mindst – til nye tanker.

Derfor viser vi først ’klimaklassikeren’ En Ubekvem Sandhed, og får dermed genopfrisket hvad klimaudfordringen består i fra en mand, Al Gore, der om noget har kæmpet for at verden både tager problemet alvorligt og samtidig for at bevare håbet om at vi kan løse det.

Selv hvis man har set den før, kan filmen derfor blive en kærkommen lejlighed til at få genopfrisket ‘det store overblik’ over klimaudfordringen, såvel som lyst og inspiration til at handle.

Efter filmen slukkes de elektriske lys og de levende lys bliver tændt. Vi giver kaffe og te og frem for alt en alternativ mulighed for at dele med hinanden, hvordan vi hver især oplever klimaproblematikken – som en udfordring eller trussel eller måske lidt af begge dele.

Der vil ikke være nogen særlige regler eller retningslinier, foredragsholdere, agendaer eller politikker som skal tages hensyn til. Vi inviterer til et anderledes, mere frit og mere stilfærdigt møde om klimasagen. Vi kan lære hinanden bedre at kende, dele vores håb eller frygt for fremtiden – såvel som gamle som nye ideer til hvordan vi bedst forbereder os på den. Ordet er frit for alle.

Lad os slukke lyset og tænde for nærværet kl. 18.30-21.30 d. 28. marts 2009 i Miljøpunkts lokaler på Rådhuspladsen 77, stuen tv.

Hvis du regner med at komme, så send os venligst en mail på miljopunkt@a21.dk. Så ved vi bedre hvor meget kaffe og te, såvel som borde og stole, som vi skal have klar. På forhånd tak.

Læs mere »

Dette indlæg er nr. 400 på Strøtanker om bæredygtighed siden starten i januar. Det havde jeg tænkt at fejre ved at dvæle et øjeblik ved det glædelige, at Obama er blevet præsident. I løbet af valgkampen er det blevet stadig klarere, at valget mellem kandidaterne ikke blot var et spørgsmål om pest eller kolera. Tværtimod har Obama i den afsluttende fase nærmest stået som lotusblomsten, jo mere mudret og beskidt der blev omkring ham, jo mere lysende hvid og klar udfoldede han sin vision for en ny og bedre verden.

Ofte kommer den slags menneskelig forfinelse til kort i mødet med den politiske virkelighed. Der har da også været prøvet lidt af hvert – for eksempel er der næsten 1 mio. Google opslag med Obama Antichrist, og både race- og socialistkortene har været flittigt spillet. Endda står Obama efter næsten to års valgkamp som sejrherre. Og han er nået dertil med en etik og en klarhed sit værdigrundlag, som har skabt håb og forventninger ikke bare i store dele af det amerikanske samfund, men verden rundt. Her var den karismatiske skikkelse, som kunne lede USA ud af mørket, her var begyndelsen til et USA som konstruktiv kraft, som deltager i verdenssamfundet.

Obama står således over for tårnhøje forventninger, ikke mindst på baggrund af de ganske dystre perspektiver for den amerikanske økonomi, hvor rigtig meget lige nu peger alvorligt nedad. Men det synes som om Obama har perspektivet, begavelsen og de rette rådgivere til at forløse situationen og gøre den økonomiske redningsplan til startskuddet til et nyt USA. Og selvom klima og bæredygtighed har haft en underlig veg placering både i primærvalgene og i kapløbet mellem Obama og McCain – som var det politisk set for farligt for alle kampagner at binde sig for direkte op på klimaspørgsmålet – så står vi med valget af Obama med det klart bedste valg for planetens fremtid. Han har klart givet udtryk for, at bilindustrien ikke bare skal have penge til at fortsætte som hidtil, men meget præcist til at lave en ny generation køretøjer, som kan frigøre USA fra den nuværende afhængighed af olie. Han synes at have erkendt, at USAs problemer, som var store nok før finanskrisen, ikke kan løses uden at løse det fossile samfunds grundproblemer.

Læs mere »

17. juli holdt Al Gore en tale for den amerikanske kongres. Han gav her indledende et rids af en hensygnende økonomi, en svigtende sikkerhedspolitisk stabilitet og et globalt miljø på randen af sammenbrud – som alt peger på samme en problem: det amerikanske samfunds totale afhængighed af store mængder af fossile brændstoffer.

Han opruller herefter det forslag, at hele det amerikanske strømforbrug indenfor en tiårig periode skal komme fra vedvarende energikilder, først og fremmest solenergi – og udfordrer de kommende to præsidentkandidater til at løfte opgaven, som gjaldt det om at få den første mand på månen.

Han understreger under vejs, at USA ikke (som Bush-administrationen har praktiseret) skal vente og gøre sine forandringer afhængige af andre landes, men må gå foran – også for sin egen skyld.

Vi kunne i den grad bruge politikere i Danmark, som turde se de store udfordringer i øjnene og gøde jorden for de gennemgribende forandringer i de industrialiserede samfunds energiforsyning og ressourceforbrug, som er nødvendige for at komme videre.

“We should tax what we burn, not what we earn” er blot en af Gores mange fyndige udsagn under vejs. Han opfordrer afsluttende alle til at slutte op om We can solve it-kampagnen på wecansolveit.org: “We’re committed to changing not just light bulbs, but laws.”

Talen, som var en lille halv time, findes nedenfor på video samt som manuskript.

Læs mere »