.
NASA har frigivet en video-visualisering, Perpetual Ocean, som fornemt illustrerer det stadige flow af de havstrømme, som flyder gennem verdenshavene. Den 3 minutter lange visualisering modsvarer en 30-måneders periode, fra juni 2005 til december 2007.
Blot til et øjebliks betagelse af den uudgrundelige skønhed i vandets stadigt flydende bevægelsesmønstre.
Range: NASA Makes Earth’s Oceans Look like Van Gogh’s Starry Night, NASA 26.03.2012.
Det er blot få år siden jeg første gang hørte om verdenshavenes forsuring, og den gang som et næsten hypoteseagtigt worst case scenario, som måske i en fjern fremtid ville kunne ske. Men i et indlæg i går på Yale Environment 360 (som i parentes bemærket er en yderst læseværdig blog), beretter Elizabeth Grossmann, hvordan forsuringen af havmiljøet på særlige steder langs den amerikanske Stillehavskyst allerede i dag er en realitet.¹
Verdenshavene har i de sidste 200 år optaget omkring halvdelen af den CO2, som vi har ledt ud i atmosfæren. Havene har således været en stabilisator, som har mindsket – eller i hvert fald forsinket – drivhuseffekten betragteligt. Men selvom kulsyre (CO2) er en svag syre, så påvirker ophobningen af CO2 gradvist havenes surhedsgrad dertil, at skaldyr og krebsedyr har svært ved at danne deres kalkbaserede beskyttelsesstrukturer. De opløses simpelthen hurtigere af det forsurede bundvand, end organismerne kan danne deres skjolde.
Havenes CO2 optages af små encellede organismer, som synker til bunds, hvor CO2-koncentrationen er større. Og indtil for få år siden forestillede man sig, at man kunne lagre CO2 blot ved at pumpe det ned på havbunden. Men flere steder langs den amerikanske Stillehavskyst har man kunnet iagttage det stærkt CO2-holdige bundvand skylle op over fastlandssoklen (se det tidligere blog-indlæg Sure oceaner I), og i Netarts Bay i Oregon har man ifølge Elizabeth Grossmann nu syv år i træk kunnet konstatere, at vandet er så CO2-holdigt, at østerserne ikke har kunnet formere sig. Vandet er så CO2-holdigt, at østerslarverne har svært ved at overleve de tidlige stadier og overhovedet at komme i gang med at danne de første stadier til den beskyttende østersskal.
Oceanernes strømningsmønstre er så langsomme, at det stærkt CO2-holdige vand, som nu skyller op langs Stillehavskysten rummer CO2, ifølge Grossmann kan være optaget ved overfladen 30-50 år tilbage. Vi står derfor med disse ‘sure opstød’ fra verdenshavens bund overfor de første forvarsler om en situation, som på sigt kan give store forstyrrelser i verdenshavenes fødekæder.
I et indlæg på Yale Environment 360 sidste år berettede Carl Zimmerman om, at forsuringen af verdenshavene i dag sker ti gange hurtigere end da det for 55 mio. år siden førte til masseudryddelser af de havenes dyreliv.²
Se hele striben af blog-indlæg om Sure oceaner.
Elizabeth Grossmann: Northwest Oyster Die-offs Show Ocean Acidification Has Arrived, Yale Environment 360 21.11.2011.¹
A Sea of Change. Ocean Acidification Threatening Coastal Waters, NOAA.
Carl Zimmer: An Ominous Warning on the Effects of Ocean Acidification, Yale Environment 360 15.02.2010.²
Sammen med Manchester International Festival har The Guardian her i weekenden haft samlet et internationalt panel af klimaeksperter i Manchester, hvor de har fremlagt og diskuteret tyve radikale klimaløsninger. De tyve projekter vil blive samlet i en The Manchester Report, som vil blive fremlagt forud for COP15 i København.
Mange af forslagene kredser omkring vedvarende energi – hvilket selvsagt er uomgængeligt vigtigt for at kunne erstatte den nuværende afbrænding af fossile brændstoffer. Men hvis vi skal have atmosfærens CO2-koncentration tilbage under 350 ppm – den er nu 389 ppm og stiger med 2 ppm pr. år – er det ikke nok at mindske udledningerne. Det kræver, at vi udvikler teknikker, som kan trække CO2 ud af atmosfæren og lagre CO2. Der spekuleres derfor i disse år i udviklingen af CCS-teknologier – Carbon Capture Storage.
Ikke mindst er der store forhåbninger til CCS-projekter, som gør os i stand til at videreføre kulafbrændingen uden at sætte klodens klimabalance over styr. Men lige nu virker det ikke sandsynligt, at vi bliver i stand til noget, som bare minder derom inden for de første to årtier. De eneste pålidelige CCS-teknologier, som vi lige nu har til rådighed, er systematisk at øge vegetationsmængden og muldjordskvaliteten over alt på kloden.
Blandt forslagene fra Manchester er der flere såkaldte geoengineering-projekter, som for eksempel at lade i hundredvis af skibe konstant sejle rundt på verdenshavene for at sprede skyer at fint forstøvet havvand. Det skulle øge skydannelsen dertil, at det kunne køle kloden.
Et andet af forslagene kommer fra Tim Kruger, som har fået den idé, at man ved at putte brændt kalk i havet kan løse to problemer samtidig. Cquestrate kalder han det, og Kruger har pli nok til at præsentere sin idé som open source – at det ikke er noget, som en gruppe aktionærer skal være milliardærer på.
Selv efter at det er blevet klart, at havenes surhedsgrad er voksende på grund af den stadig voksende absorption af CO2 fra den stadig højere koncentration af CO2 i atmosfæren – og det i en grad, så koralrevene blegner og skaldyr står overfor at have problemer med at danne deres beskyttende skaller, mens forskere taler om stor risiko for, at havenes fødekæder kan bryde sammen – fortsætter forskere tilsyneladende uantastet med at undersøge, hvordan man ved at tilsætte bestemte stoffer som jern kan øge havens CO2-optagelse og dermed reducere atmosfærens CO2-koncentration.
Således er et tysk forskningsskib i 7. januar sat ud fra Cape Town med kurs mod Den Antarktiske Halvø for at sprede 20 ton jernspåner i havet omkring. Herefter vil ekspeditionen med videnskabsmænd fra Tyskland, Indien, Italien, Spanien, Chile og England i de kommende otte uger følge, hvordan algevæksten vil øges i farvandet. Jern er mange steder den begrænsende faktor, og håbet blandt forskerne er, at man ad denne vej kan stimulere den biologiske aktivitet i havet og derigennem øge havets absorption af CO2 fra atmosfæren i og med, at den CO2, som via fotosyntesen bindes i algerne, synker til bunds, når algerne dør.
Forskerne bag forsøget anslår, at man ved systematisk at ‘gøde’ havene med jern ville kunne få havene til at absorbere al den CO2, vi lukker ud i de næste ti år. Men hvad så derefter? Vi har inden for det seneste år set, at CO2‘en ikke bare forbliver i de dybere vandlag, men blandes op med højereliggende vand og påvirker vandets surhedsgrad også nær kysterne. De ligner derfor mest af alt, at vi er ved aktivt at igangsætte tilsvarende processer i verdenshavene, som landbrugets kvælstof- og nitrattilførslerne har påført mere lukkede farvande som Østersøen, hvor det har medført bundvendinger, død og ødelæggelse af alle højere livsformer.
Beslutningen om at gennemføre disse forsøge kommer på trods af, at 191 lande sidste år i Bonn vedtog et moratorium for forehavender som disse, af frygt for at igangsætte ukontrollerbare indvirkninger i de marine økosystemer (se tidligere blog-indlæg: FN moratorium om gødning af oceanerne).
Menneskets dårskab kender tilsyneladende ingen grænser.
Se tidligere blog-indlæg om Sure oceaner.
Bobby Jordan: Rogue ship sails into storm over experiment, Sunday Times 11.01.2009.
Quirin Schiermeyer: Ocean fertilization experiment draws fire, Nature 11.01.2009.
Catherine Brahic: ‘Climate fix’ ship sets sail with plan to dump iron, 09.11.2009.
Kent Krøyer: Jernsulfat dumpes i Polarhavet for at fjerne drivhusgas fra luften, Ingeniøren 12.01.2009.
Climate: Germany blasts geo-engineering scheme in Atlantic, Terra Wire 14.01.
Information bragte i sidste uge en tankevækkende artikel om havens forsuring med overskriften Det vil tage 100.000 år at rette op på 150 års skade.¹
Verdenshavene rummer store mængder CO2, og der sker løbende udvekslinger mellem havene og atmosfæren. I takt med at atmosfærens koncentration af CO2 siden industrialiseringens begyndelse er steget fra omkring 280 ppm til i dag 387 ppm har havene optaget omkring halvdelen af den ekstra CO2. Hvis ikke oceanerne var trådt ind som buffer, havde koncentrationen af CO2 i atmosfæren i dag været langt højere. Men sammen med den globale opvarmning medfører de øgede mængder CO2 dels, at verdenshavene indeholder mindre fri ilt, dels at der gradvist sker en forsuring af verdenshavene. Det er således kommet dertil, at australske forskere har advaret om, at det nærmer sig det punkt, hvor skaldyr ikke kan danne deres beskyttende skaller (se tidligere blog-indlæg: Sure Oceaner og Sure oceaner II).
Samtidig advarer en forsker fra Chicago ifølge artiklen i Information om, at oceanerne ‘udmattes’, og at vi ikke bare kan regne med, at de fortsætter med at absorbere jo mere CO2, jo mere vi slipper ud i atmosfæren. I givet fald har vi endnu mere travlt med at få afviklet det fossile samfund.
Det vil tage 100.000 år at rette op på 150 års skade, Information 03.12.2008.¹
Guy Rogers: Acid ocean could start kicking out CO2, says expert, Port Elizabeth Herald 21.10.2008.
David Adam: CO2 curbs may be too late for reefs, study warns, The Guardian 27.10.2008.
David Adam: Climate change ‘making seas more salty’, The Guardian 27.10.2008.
Louise Gray: Salt levels in the ocean reflect human-induced climate change, Telegraph 24.10.2008.
Sammen med en artikel i Voice of America i går var der en 3-minutters video, som giver et fint rids af, hvordan kombinationen af voksende forsuring og varmere temperaturer i verdenshavene, som begge er forårsaget af øgede CO2-koncentrationer i atmosfæren, i disse år er en stor trussel overfor koralrevene, som allerede flere steder står afblegede og livløse.
En ny rapport fra det amerikanske havforskningsinstitut NOAA, National Oceanic and Atmospheric Administration, anslår således, at 30% af verdens koralrev allerede er døde.
Man har kaldt koralrevene for verdenshavenes urskove, og på det seneste har den afsøgning af stoffer, som kan få medicinsk betydning, som i mange år har fokuseret på urskovene, kastet sit søgelys på koralrevene. Disse verdens største levende organismer rummer en meget stor del af den marine biodiversitet, og det siges at der lever flere fisk langs revene end i resten af verdenshavene.
Forskere har netop offentliggjort undersøgelser fra Kap Verde, som viser, at havene optager visse drivhusgasser fra atmosfæren langt hurtigere, end man hidtil har antaget. Særlig ozon trækkes hurtigere ud af atmosfæren, og det medfører, at metan også optages i øgede mængder. Begge luftarter virker ligesom CO2 som drivhusgasser, og øgede koncentrationer vil lede til øget global opvarming. Baggrunden er ifølge forskerne bag undersøgelsen, at overfladen ofte er pisket op af bølger og skum, hvilket øger udvekslingen mellem atmosfæren og havet markant. Undersøgelsen viser, at ozonkoncentrationen relativt hurtigt falder fra 50 ppm over land til 10 ppm over havet.
Det kan umiddelbart lyde som en god nyhed. Men man ved i dag ikke, i hvilket omfang de øgede mængder ozon og metan i længden vil virke forstyrrende ind på verdenshavenes biologiske systemer. Og en af forskerne bag forsøget, Alastair Lewis, siger, at resultatet bør tilskynde til at reducere udledningerne af disse drivhusgasser, netop fordi de absorberes relativt hurtigt.¹ Resultaterne vil under alle omstændigheder indgå i den stadige finjustering af de klimamodeller, man benytter til at forudsige sammenhængen mellem drivhusgasser og global opvarmning. For hvis metan og ozon nedbrydes hurtigere end hidtil antaget, må det også betyde, at der er produceret mere af disse gasser end hidtil antaget.²
På det seneste har vi fået alarmerende meldinger fra havbiologerne om, at forsuringen af oceanerne på grund af havenes optagelse af CO2 nu skrider så hurtigt frem, at det udbyder en markant risiko for, at fødekæder kan kollapser, i og med at forsuringen nærmer sig et niveau, hvor koralrevene er truet og skaldyr (som udgør vitale led i fødekæden), har problemer med at kunne danne deres beskyttende skaller (se tidligere blog-indlæg: Sure oceaner I, Sure oceaner II og Sure oceaner III).
Ian Sample: Oceans clearing greenhouse gases faster than expected, Telegraph 26.06.2008.¹
Michael Kahn: Study Highlights Need to Adjust Climate Models, Reuters 26.06.2008.²
Katie A. read et al.: Extensive halogen-mediated ozone destruction over the tropical Atlantic Ocean, (abstract) Nature 02.07.2008.
Acidifying oceans add urgency to CO2 cuts, Science Codex (blog), Reuters 03.07.2008.
Ocean Chemistry: The Lost Issue Of Greenhouse Gas Concerns, Scientific Blogging, Reuters 04.07.2008.
I går var der i The Guardian en artikel, hvor Wallace Broecker – ledende forsker ved Lamont-Doherty Earth Observatory ved Columbia University i New York og den som i sin tid skabte begrebet global opvarmning – slog til lyd for, at vi bliver nødt til at iværksætte eksperimenter med CO2-deponering i oceanerne. Eksperter har længe været af den formening, at CO2-deponering ville være en enkel, billig og effektiv løsning. Når først CO2en var deponeret tilstrækkeligt dybt, ville den blive nede ved bunden i adskillige århundreder.¹
Men en sådan CO2-udledning vil ikke bare udslette livet på bunden af de berørte oceaner. Sidste år oplevede man flere steder langs den amerikanske Stillehavskyst, at vand med meget lav ph-værdi fra oceanernes bund strømmede op over kontinentalsoklen (se tidligere blog-indlæg: Sure oceaner).
Forsuringen af havene er allerede en fremskreden proces, og der er risiko for, at skaldyr som er vitale for havenes fødekæder, inden for få årtier ikke vil være i stand til at danne deres beskyttende kalkskjolde. Dette ledte for nylig til et moratorium overfor alle yderligere eksperimenter med at øge havenes CO2-optagelse gennem forskellige former for gødning (se tidligere blog-indlæg: Sure oceaner II og FN moratorium om gødning af oceanerne).
The Guardian bringer samme dag en meget læseværdig respons, hvor Bill Hare fra Greenpeace går stærkt i rette med Wallace Broecker og gør opmærksom på, at CO2-deponeringer i oceanerne vil føre til uoverskuelige miljøødelæggelser, samtidig med, at en betydelig del af den deponerede CO2 på sigt ville vende tilbage til atmosfæren.²
Oceanerne udgør en af klodens største ‘carbon sinks’ eller CO2-depoter, og omkring en fjerdedel af de store mængder CO2, som vores afbrænding af fossile brændstoffer har udledt i atmosfæren, er gradvist blevet absorberet i havet. CO2 indgår i plankton-dannelsen i havenes øvre vandlag, og når planktonet henfalder, synker de mineralske rester langsomt mod havbunden. CO2 danner kulsyre, når det opløses i vand. Kulsyre er en relativt svag syre, men endda har man over tid kunnet iagttage, at havet gradvist bliver mere surt langs oceanernes bund.
For et par uger siden kom de første varsler om, at havet er ved at nå en kritisk grænse (se tidligere blog-indlæg sure oceaner). Siden da er der fremkommet en hel stribe artikler med forskellige aspekter af samme problem.
Ved det australske Hobart Laboratory har man konstateret, at vægten af de beskyttende skaller for pteropods, bittesmå fritsvømmende snegle, som har en vigtig rolle i fødekæden i havet mellem Australien og Antarktis, på få år er faldet til det halve. Dette er et klart billede på, at vandet hurtigt kan blive så surt, at mange af havets organismer kan få vanskeligheder ved at opbygge deres beskyttende kalkskaller.¹
Oceanernes pH-værdi er faldet med 0,1 siden CO2-udledningerne begyndte at stige voldsomt på grund af afbrændingen af fossil brændsel. Og Selina Ward fra University of Queensland forudsiger, at hvis den nuværende udvikling fortsætter, vil vi ikke have rejer i 2070. Vandet vil til den tid være så surt, at krebse- og skaldyr ikke vil kunne danne deres beskyttende skjold, og der er risiko for, at hele fødekædesystemer bryder sammen i oceanerne.²
I forbindelse med FNs konference om biodiversitet i den forløbne uge i Bonn, vedtog 200 lande i går et moratorium om ikke at fortsætte eksperimenter med at øge CO2-aborptionen i oceanerne ved at tilsætte næringsstoffer.
Man har ellers været ganske langt fremme med at pode oceanerne med jern, for derigennem at øge væksten af phytoplankton og dermed CO2-optagelsen. Firmaer har således været meget tæt på at tilbyde CO2-kvoteprojekter (se tidligere blog-indlæg: Jerntilskud kan fremme havenes CO2-absorption).
Hidtil har man lidt naivt antaget, at den CO2, som havene absorberer, blot ville synke til bunds og blive der – og gennem årene er der lavet adskillige rapporter om havene som CO2-recipienter. Formodningen har været, at hvis man blot førte et rør tilstrækkeligt langt ned under havets overflade, ville trykket blive så stort, at CO2en blev til en væske tungere end vand, som derefter ville synke ned på havets bund – og blive der.
Men en nyligt offentliggjort undersøgelse af den amerikanske Stillehavskyst viser, at vand fra oceanernes dyb med en CO2-påvirkning og dermed surhedsgrad så lav, at den er ætsende over for skaldyr og koralrev, ved flere lejligheder i undersøgelsesperioden i 2007 vældede op over fastlandssoklen med potentielle risici for det kystnære havs økologi og biodiversitet (se tidligere blog-indlæg: Sure oceaner).
Når man tænker på, hvor store problemer, der har været med iltsvind i danske farvande på grund af det industrielle landbrugs udvaskning af store mængder af næringssalte fra overforbrug af kunstgødning, er FNs moratorium en klog beslutning, som man må hilse varmt velkommen.
Ved præsentationen af beslutningen sagde den tyske miljøminister, Sigmar Gabriel til en gruppe journalister: “It’s a very strange idea that technology can solve everything. It’s very risky and shows what humans are ready to do. I’m glad we came to a de facto moratorium.”¹
Madeline Chambers: U.N. talks halt plans for oceans absorb CO2, Reuters 30.05.2008.¹
UN biodiversity talks sketch a deal on protecting ecosystems, AFP 30.05.2008.
World Leaders Commit to Conserve Diversity of Life on Earth, Environment News Service 29.05.2008.
Michele Ma: Corrosive Sea Water Surprises Scientists, Curry Coastal Pilot 30.05.2008.
