Indlæg tagged med Marokko

Road to COP22 – en videorapport fra Marokko

7. november 2016


.
Road to Cop22: Green Tourism in Marrakech (Episode 1)

Dette blog-indlæg består i al sin enkelhed af en serie af små korte videoer, som Euronews har udarbejdet forud for FNs klimatopmøde COP22 i Marrakech, som starter i dag. De seks videoer, hver omkring 3 min. i længden, giver tilsammen et godt billede af klimaindsatsen og klimaforandringerne i et land som Marokko, hvor ørkenen trænger sig på sydfra mens et stigende hav graver langs kysterne mod nord og vest. Jeg har i første omgang ladet Euronews’ små engelske introduktionstekster blive stående.

The Moroccan city of Marrakech, which is hosting the COP22 climate change summit in November, has dedicated itself to eco-tourism. Marrakech, where culture and history merge in an ambitious vision for the future, has created a number of sustainable development initiatives.

The city which is nicknamed “ochre city” is developing into a green city that encourages eco-tourism. More than 30 hotels carry the prestigious Green Key, the Eco label awarded to tourism establishments for ecological commitment and environmental responsibility.

Tourism is the second source of income in the kingdom – it makes up 12 percent of its GDP. In 2015 more than ten million tourists visited Morocco. The country’s national tourism office integrates environmental protection programmes into the tourism sector.

Læs mere »

Share

Strøtanker om COP22 i Marrakech 7.-18. november

4. november 2016

I dag var dagen, hvor Paris-aftalen trådte i kraft. Det skete 30 dage efter, at mindst 55 lande med mindst 55% af verdens samlede udledninger havde ratificeret den aftale, som blev indgået ved COP21 i Paris i december 2015. I dette øjeblik har mere end 100 lande med tilsammen 73% af verdens udledninger ratificeret. Dette var den perfekte optakt til COP22 i Marrakech, hvor verdens klimaforhandlingsdelegationer fra førstkommende mandag er samlet til to ugers forhandlinger.

Jeg har haft det klimapolitiske lidt på afstand og har sat mig for i forbindelse med COP22 at søge at samle lidt op på, hvad der er sket i det år, som allerede snart er gået siden klimaaftalen kom i hus i Paris. Derfor vil dette blog-indlæg tage form af løbende optegnelser i løbet af de to uger i Marrakech, og nederst vil der være en artikeloversigt, som dels ser på, hvad der verden rundt bliver skrevet om COP22, dels prøver at give et billede af udviklingen i det år, der snart er gået siden vedtagelsen af Paris-aftalen.

Var der blot tale om højstemt festtale-retorik, som vil vise sig at være tomme løfter, eller har vi for alvor fattet, at Paris-aftalen kun var en første begyndelse, en rammeaftale, som skriger på at blive taget alvorligt og blive fulgt op af handling, konsekvent handling? Har de politikere og virksomheder, som hver dag verden rundt træffer beslutninger med klimaimplikationer mange år frem i tiden, reelt fattet, at der ikke er tid til at vælge forkert. Er det sunket ind, at der ikke er noget, der hedder at udsætte, hvis vi som verdenssamfund skal lykkes med at forløse Paris-aftalens målsætning om at sikre at den gennemsnitlige globale temperaturstigning holder sig godt under 2°C med en aspiration om at kunne holde den på blot 1,5°C?

22. april, på Moder Jords Dag, nåede Paris-aftalen det andet af tre faser i godkendelsen (se blog-indlægget: Paris-aftalen underskrevet). Og gradvist er der i løbet af året indløbet så mange ratifikationer, at Paris-aftalen fra i dag, 4. november, er trådt i kraft. Den proces, som i 1992 startede med etableringen af FNs klimasekretariat UNFCCC, og som første frugt havde Kyoto-aftalen, som pålagde de rige lande at reducere deres udledninger, førte i december sidste år til vedtagelsen af en klimaaftale i Paris, som omfatter samtlige verdens lande. Et kvart århundrede tog det at skabe den aftale, som hvis alle gør deres del kan føre menneskeheden og dens levevilkår godt videre fra den fossile æra.

I maj takkede Christiana Figueres af som leder af FNs klimasekretariat UNFCCC efter en enestående indsats. Hun overtog posten efter Yvo de Boer, som her i København under COP15 brød grædende sammen over den manglende vilje til det fælles bedste, og den svigtende erkendelse af nødvendigheden af at handle i fællesskab, som gjorde, at man i 2009 måtte opgive at indgå en egentlig aftale. Figueres kan med rette være stolt af de mellemliggende 5½ år, som ledte frem til Paris-aftalen. For hun formåede at løfte en umulig opgave ud af mørket. Hun har skiftevis lokket, tryglet, irettesat, danset og løftet – nok mest løftet. Hun skabte den nødvendige gensidige tillid og bragte så mange parter sammen, at det lykkedes at lave en aftale, hvortil alle bidrager efter evne.

På COP22 kan vi således for første gang for alvor opleve Figueres’ afløser, Patricia Espinosa. Vi vil også se den marokkanske vært Hakima el Haite, som synes at have et vidunderligt systemisk-rummeligt perspektiv på klimaproblematikken og den franske klimaambassadør Laurence Tubiana. FNs klimaforhandlinger er i disse år betydeligt omfang drevet af kvinder.

PÅ UNFCCCCs hjemmeside skriver Espinosa som optakt til COP22 i Marrakech:

“The UN Climate Change Conference in Marrakech is the crucial next step for governments looking to operationalize the Paris Climate Change Agreement adopted last year. While the Paris Agreement gave clear pathways and a final destination in respect to decisive action on climate change, many of the details regarding how to move forward as one global community in that common direction still need to be resolved. With the entry into force of the Agreement happening on 4 November – just days before COP 22 – the dialogue and decisions in Marrakech hold immense potential to accelerate and amplify the immediate response to the challenge recognized in the Paris Agreement. This meeting is therefore incredibly important.

I encourage governments of the world to come to COP 22 ready to work together in the same spirit that produced such success over recent years. I also encourage leaders of public and private sectors and every citizen to follow the Marrakech Conference proceedings to further understand how you can take action and contribute to the mounting momentum to meet the interlinked global challenges of climate change and sustainable development.”

Læs mere »

Share

Paris 2015 – En række afrikanske INDC

21. oktober 2015

Disse to kort er måske ikke umiddelbart så forskellige. Men hvis man zoomer ind på kortet til højre, som er en 1.000-års-fremskrivning af det afrikanske kontinent, så ser man effekten af de to voldsomste klimaforandringer for det afrikanske kontinent: Ørkenerne er vokset betragteligt, mens de stigende have har ædt de lavtliggende flodsenge, så for eksempel hele det i dag beboede egyptiske Nildelta er fuldstændig væk.

I tiden op til COP21 i Paris er der her på strøtanker efterhånden lavet adskillige indlæg om enkeltlandes klimamålsætninger, INDC, som udgør fundamentet for klimaaftalen, Kina, Island, Indien, Brasílien, New Zealand, Japan, Canada, Australien, Indonesien og OPEC-landenes INDC. Det er på ingen måde tanken at gøre dette for samtlige verdens lande. Men igennem det meste af året har jeg samlet artikler om klimasituationen i Afrika – ikke systematisk, men løbende når jeg er faldet over dem for gradvist at søge at få en fornemmelse af, hvordan klimaindsatsen håndteres i denne del af verden, hvor klimaforandringerne står til at ramme voldsomst. Så dette blog-indlæg består af flere dele. Øverst en lille intro om de afrikanske INDC, som slutter med et par små videoer. Derunder først links til artikler som generelt belyser klima- og bæredygtighedsudfordringen på det afrikanske kontinent. Derefter følger en række links til artikler om de enkelte landes klimaplaner og klimaindsats, som er organiseret alfabetisk efter landenavn. For hvert land findes der et ultrakort resume af pågældende lands INDC, som stammer fra Panafrican Climate Justice Alliance.

Der har ikke været noget uomtvisteligt krav om, at alle lande indleverede INDC, og Christiana Figueres sagde en gang i sommers i et video-interview, at hun fandt det realistisk at håbe på, at der forud for Paris ville være klimaplaner, som dækkede to tredjedele af verdens samlede udledninger. Afrika har her nok været et kontinent, hvor man ikke har taget det for givet, at der forud for Paris blev udarbejdet klimaplaner. De gennemsnitlige udledninger for hele det afrikanske kontinent er blot 1,1 ton COpr. indbygger pr. år, og en lang række lande har udledninger helt nede omkring 0,1 ton CO2 pr. indbygger pr. år.

Der er da også stadig lande, som endnu ikke har afleveret – i nogle situationer er en medvirkende grund den banale, at man ikke kender landets samlede klimaregnskab og ikke har det datagrundlag, som skal til for at lave en egentlig klimaplan. Men allerede i marts kom den første afrikanske klimaplan på banen, og her omkring deadline 1. oktober, hvis man ville være rettidig i forhold til den analyse af verdens klimaplaner, som UNFCCCs sekretariat lige nu er i gang med, kom der en hel sværm af afrikanske klimaplaner. Ifølge PACJA er der pr. 1. oktober indkommet INDC fra 44 af 54 lande, og siden er der kommet fra både Malawi og Uganda, så der i skivende stund kun mangler otte. Men sandsynligvis kommer vi op omkring INDC fra omkring 50 afrikanske lande inden Paris.

I foråret blev der forelagt en form for skabelon for, hvordan INDC kunne udarbejdes, og mange lande har fulgt den et langt stykke af vejen, så de er ikke så forskellige som man kunne frygte. Og en række af de allerfatigste lande har fået proceshjælp fra instanser som Climate Analytics og UNEP til udarbejdelsen af deres INDC.

Blandt de lande, som endnu ikke har afleveret INDC, finder man Egypten. Egyptens miljøminister Khaled Fahmy siger 10.11. til Al-Monitor, at “Egypt did not have a major role in the negative environmental impact, as it contributes to only 0.5% of the world total carbon dioxide [C02] emissions. Nevertheless, it is among the countries that are most at risk of sinking into the Mediterranean Sea.” Fahmy tilføjer på den baggrund, at: “Based on Egypt’s aspirations [to increase] economic development, the government’s stance in the international negotiations on climate change tends to focus on solutions to adapt to the climate change impact, while not committing to the decisions and actions to reduce CO2 emissions”. Det fremgår af samme artikel i Al-Monitor, at man knapt har de grundlæggende klima- og emissionsdata, som gør det muligt at udarbejde en egentlig klimaplan. Hvis der således overhovedet kommer en egyptisk INDC, vil det nok primært være en plan for en stærkt påtrængende klimatilpasning.

Klimaforandringerne er i dag mere fremskredne over det afrikanske kontinent end mange andre steder i verden, og livsbetingelserne er mange steder over det store kontinent så sårbare, at selv marginale forandringer kan have voldsomme konsekvenser for levevilkårene. Det er tydeligt ved læsningen af de afrikanske INDC, at man gennemgående er gået meget seriøst til arbejdet og har brugt situationen til at gøre status over situationen – ikke blot, hvad man kan gøre for at mindske nogle ofte forsvindende små udledninger, men nok så meget hvordan man kan klimatilpasse og inden for rammerne heraf sikre en bæredygtig udvikling. Så det er ikke for meget at sige, at der i mange af de afrikanske klimaplaner er betydeligt mere klimaambition og vilje til forandring end i de mere velsituerede landes INDC.

Blot for at give et par eksempler har Etiopien fremlagt en INDC, som indebærer en reduktion med to tredjedele i 2030 (i forhold til BAU), mens højdespringeren er lande som Comorerne – den lille øgruppe nord for Madagaskar – som i sin INDC regner med at kunne reducere sine udledninger med 85% i 2030, og Namibia, som planlægger en 89% reduktion i 2030, primært gennem bedret skovbrug.

Men ligesom Afrika er et stort kontinent med meget forskellige lande, er klimaplanerne særdeles forskelligartede. Der er lande med forsvindende små klimafodaftryk og lande med rivende udvikling. Mens omkring halvdelen af de afrikanske lande har udledninger på 0,1 ton CO2 pr. indbygger pr. år eller mindre, og an anden stor gruppe ligger under 1 ton så er de tilsvarende tal for Equatorial Guinea 7,7 ton, Libyen 7,7 ton, Sydafrika 9,5 ton og Sechyellerne 14,1 ton – typisk fordi disse lande har en i forhold til deres størrelse betydelig olie- og gasproduktion. Til sammenligning er EUs samlede per capita-udledninger på 7,2 ton CO2. Kontinentets største klimapåvirkning kommer fra Sydafrika, som alene står for mere end 40% af Afrikas samlede udledninger. Her har man som del af sin INDC lovet at standse stigningerne i 2025 for så fra 2035 at lade udledningerne falde. Og planerne her er gradvist at erstatte den ganske opfattende kulafbrænding med A-kraft og vedvarende energi.

For langt de fleste landes vedkommende er der tale om, at den i INDCerne beskrevne klimaindsats rækker ud over den snævre mitigation. Der er lagt op til en indsats, som kombinerer mitigationadaptation og økonomisk udvikling i hvad der ofte beskrives som climate-smart development, hvor en bæredygtig udvikling i et holistisk perspektiv er søgt kombineret med både klimaindsats og klimatilpasning.

De afrikanske landes INDCer viser gennemgående en dybt seriøs tilgang til klimaindsatsen, hvor selv de fattigste lande med de mindste per capita-udledninger har stillet sig det dobbelte spørgsmål, hvor langt man kan komme med egne ressourcer, og hvad man derudover ville kunne gøre under forudsætning af den fornødne finansielle hjælp. Langt de fleste afrikanske landes klimaplaner opererer således med to kategorier af indsatser, en unconditional, som man vil gennemføre under alle omstændigheder, og en unconditional, som man gerne ser gennemført under forudsætningen af finansiel og teknologisk støtte (se grafen nedenfor).

Hvis man ser Climate Action Trackers oversigt, så er der kun ét land, Bhutan, hvis klimaindsats bliver karakteriseret som role model, men tre landes INDC er klassificeret som sufficient, heriblandt Marokko og Etiopien. De øvrige landes klimaplaner er placeret i enten medium eller inadequate, som kan oversættes til noget i retning af fra noget utilstrækkelig og helt utilstrækkelig til at imødekomme 2°C-målsætningen. Her er Sydafrikas klimaindsats karakteriseret som inadequate. De øvrige afrikanske lande er simpelthen ikke medtaget, fordi deres udledninger i det store billede er forsvindende små.

Læs mere »

Share