Paris 2015 – OPEC-landenes INDC

19. oktober 2015

Lande som har lagt hele deres fremtid i produktion og salg af olie, står overfor radikale omstillingsprocesser, og som man kan se det herover, har et land som Saudi-Arabien har taget hul på etableringen af et energisystem baseret på vedvarende energi. For en dag inden længe er det slut med at hente olien op, fordi det ødelægger klodens klima. Med store ørkenområder med eminente solenergiforhold er der intet i vejen for, at ørkenlande bliver solenergieksporterne fuldstændig som man nu eksporterer råolie. Men det vil blive en krævende proces, hvor det indimellem kan være fristende at se, om det liiiiige går et årti mere, inden man lukker helt ned for oliehanerne.

Pr. 1. oktober ved udløbet af fristen for indlevering af INDC forud for COP21 klimakonferencen i Paris her om 1½ måned har omkring 150 af verdens 196 lande indleveret deres INDC, Intended Nationally Determined Contributions, som de enkelte landes klimaplaner kaldes i FN-jargonen. De dækker tilsammen 86% af verdens samlede CO2-udledninger, og det er allerede over det succes-kriterium, som UNFCCC havde stillet sig.

FN er ikke nogen børnehave, og der er med den nuværende aftalestruktur lagt op til, at de enkelte landes bidrag er frivillige, så strengt taget kunne man indlevere en INDC, som sagde, at man ikke ville gøre noget (nogle landes klimaplaner er betænkeligt tæt på dette). Det er ikke UNFCCCs ansvar at inddrive de sidste INDC, og der er ingen formelle sanktionsmuligheder, hvis ikke man indleverer, kun den diplomatiske kulde, som følger af at svigte fællesskabet. Men endda bliver der i disse dage ringet rundt fra de franske værter for klimatopmødet for at høre, om der er tekniske vanskeligheder, ligesom der bliver lagt et betydeligt diplomatisk pres på så vidt det overhovedet er muligt at få de sidste lande med. Blandt andet har FNs generalsekretær Ban Ki-moon påtaget sig at skrive til samtlige de lande, som endnu ikke har indleveret deres INDC.

Blandt de resterende lande finder man en lang række små lande, hvis klimabelastning er nærmest negligerbar i det samlede billede, hvor udledningen pr. indbygger kan ligge helt nede omkring 1 ton pr. år – her havde man ikke på forhånd forventet, at alle ville eller kunne bidrage. Men målt udledningsmæssigt er der blandt de lande, som endnu ikke har indleveret, en gruppe af olieeksporterende lande i Afrika, Latinamerika og Mellemøsten, hvor den tanke er nærliggende – og har været ytret – at de ikke var til sinds at indlevere deres klimaplaner. Således havde kun 2 af de 13 OPEC-lande (Organization of Petroleum Exporting Countries) afleveret deres INDC ved fristens udløb 1. oktober.

Vi mangler endnu at se, om det er en samlet boykot eller at blot er et udtryk for, at det for disse lande, hvis primære indtægter kommer fra olieeksporten, kræver særlig megen fantasi og visionskraft at etablere et scenario for eksistensen 10, 20, 30 og 40 år frem i tiden, hvis olieindtægterne skrumper, samtidig med at man indenlands må ophøre med sit ofte ødsle forhold til energi og omlægge sin egen energiforsyning til vedvarende kilder.

Generalsekretæren for OPEC, Abdalla Salem El-Badri, fremførte da også for en uges tid siden overfor Climate Home, at man ikke kunne bebrejde de olieeksporterende lande for manglende INDC, og at de olieeksporterende lande kun behøvede at indgive deres INDC, hvis der var tale om en win-win-situation – et lidt besynderligt udsagn, i betragtning af, at de længe har levet af klodens fordærv. Men hvis man ser ud over dette, så står disse lande nok med de allervanskeligste omstillingsprocesser, som ikke bliver lettere af de nuværende lave oliepriser, som meget vel kan vise sig at være en kronisk tilstand qua de stadig større andele af vedvarende energikilder.

Herunder ses en liste over de 10 lande med de største udledninger blandt dem, som ikke havde indleveret deres INDC pr. 1. oktober. Tallet i parentes angiver deres andel af verdens samlede udledninger. 7 ud af disse (markeret med *) er olieproducerende lande. Så det ligner et mønster.

  1. Bolivia (1,19%)*(afleveret 12.10.)
  2. Iran (1,05%)* OPEC (afleveret 21.11.)
  3. Saudi-Arabien (1,05%)* OPEC (afleveret 10.11.)
  4. Sudan (0,94%)(afleveret 10.11.)
  5. Pakistan (0,71%) (afleveret 12.11.)
  6. Nigeria (0,57%)* OPEC (afleveret 28.11.)
  7. Egypten (0,56%) (afleveret 11.11.)
  8. Venezuela (0,54%)* OPEC (afleveret 12.12.)
  9. Malaysia (0,53%) (afleveret 27.11.)
  10. De forenede Arabiske Emirater (0,39%)* OPEC (afleveret 22.10.)

Siden 1. oktober har så godt som alle disse 10 lande indleveret deres INDC, pr. 28.11. er det kun Venezuela, som mangler. Jeg har ikke kunnet finde nogen indikation på, at Venezuela har nogen INDC under forberedelse, men det ville være underligt, hvis et land, som gennem årene har været så involveret i de internationale klimaforhandlinger, valgte ikke at lave nogen INDC, og mere sandsynligt, at den bliver afleveret i Paris i forbindelse med et eller andet dramatisk optrin (Venezuela proklamerede sin aflevering 12.12. på aftenen hvor Paris-aftalen blev vedtaget).

Den franske klimaambassadør Laurence Tubiana har ifølge Climate Home haft ringet til Saudi-Arabien og har fået bekræftet, at der inden klimatopmødet Paris vil foreligge en INDC. Yderligere synes Saudi-Arabien som de øvrige at vedkende sig det overordnede 2°C-målsætning og (som de fleste andre INDC hævde at) gøre sit til at denne målsætning kan overholdes. Ved en klima-event i London svarede Tubiana direkte adspurgt, at hun forventede INDC fra samtlige Golf-landene.

Så grunden til at man endnu ikke har afleveret, er – ud over at markere en lille modstand – sandsynligvis den simple, at man ved, at ens klimamålsætninger ambitionsmæssigt set vil fremstå som helt utilstrækkelige, og at man derfor trækker offentliggørelsen indtil det er så sent, at det er for sent at lave dem om inden Paris. Dette er således endnu en grund til at udforme den kommende klimaaftale, så der med blot 5 års intervaller bliver lavet runder, hvor de enkelte lande ikke reviderer, men opjusterer deres klimaplaner.

Som man kan fornemme af grafen øverst, har et land som Saudi-Arabien taget de første spadestik til et samfund drevet på vedvarende energi. Men andre oliestater er ikke så langt fremme, og der synes stadig at mange samlede scenarier for processen.

Venezuela kunne være et land som ud fra politisk analyse fraskrev sig noget medansvar – eller landet kan blot føle sig så presset af de nuværende lave oliepriser, at der ikke er ressourcer til at tænke klimaindsats. Man budgetterer pt. med en råoliepris på 40$, samtidig med at man søger at vinde opbakning bandt de olieproducerende lande til at effektuere en mindstepris på 70 $.

Egyptens miljøminister Khaled Fahmy siger til Al-Monitor, at: “Based on Egypt’s aspirations [to increase] economic development, the government’s stance in the international negotiations on climate change tends to focus on solutions to adapt to the climate change impact, while not committing to the decisions and actions to reduce CO2 emissions”. Det fremgår af samme artikel i Al-Monitor, at man knapt har de grundlæggende klima- og emissionsdata, som gør det muligt at udarbejde en egentlig klimaplan. Hvis der overhovedet kommer en egyptisk INDC, vil det således nok ikke være en fuld klimaplan, men først og fremmest en klimatilpasningsplan (note: Egypten har 10.11. indleveret sin INDC).

Mange af de øvrige lande, som endnu ikke har afleveret deres INDC, vil stå i samme situation som Egypten, at man ikke har det fornødne datamateriale til at kunne udarbejde en fuld INDC – og at det kunne være en del af forklaringen på forsinkelserne, at man på den ene eller anden måde søger at etablere dette. Så ud af hele denne INDC-proces kunne der for en lang række lande tegne sig et billede af et behov for støtte til at etablere de grunddata og den metodik, som gjorde, at man overhovedet kunne monitorere udviklingen. Som vi har set det med Kina, har der flere gange i år været tale om, at nye analyser af hvilke kultyper man brugte hvor meget af osv. gav markant forskellige tal for, hvor store de kinesiske udledninger er.

Se samtlige blog-indlæg tagged INDC.

Se en grafisk evaluering af de enkelte landes indsats på Climate Action Tracker.
Se oversigt over samtlige indgivne INDC på Carbon Pulse INDC Tracker.
Se indgivne INDC på UNFCCCs hjemmeside.


Update 20.10.
– Tirsdag afleverede den første Golf-stat, Oman, sin INDC. Den indebærer en målsætning om at reducere de samlede udledninger med 2% i forhold til business as usual i 2030, hvilket må siges at være meget beskedent. Ifølge Carbon Pulse giver det plads til at Oman frem til 2030 kan øge sine udledninger med 23%. Faktisk er det så uambitiøst, at det nærmest må betragtes som respektløst overfor processen – og man kan kun håbe, at andre olielande tager situationen mere alvorligt.

Oman har 3,3 mio. indbyggere, som målt pr. indbygger er rigere end Frankrig, England og Japan. Endda fremgår det af den indleverede klimaplan, som man kan se det herover, at man ville kunne gennemføre yderligere klimaindsatser, men at det vil kræve støtte fra UNFCCC.

Sultanate of Oman. Ministry of Environment and Climate Affairs. Submission on Intended Nationally Determined Contributions (lNDCs), UNFCCC oktober 2015 (pdf).

Update 22.10. – Så kom der en INDC fra De Forenede Emirater. Den indebærer blandt andet en indsat for at øge andelen af vedvarende energi fra 0,2% i 2014 til 24% i 2021, hvilket indebærer en betydelig udbygningstakt.

Derudover er der beskrevet en række tiltag for at mindske udledningerne fra den gas- og olieindustri, som er med til at give De Forenede Emirater ikke bare emiraternes velstand, men også en meget stor del af deres klimabelastning.

Intended Nationally Determined Contribution of the United Arab Emirates, UNFCCC 22.10.2015 (pdf).

Klimaplanen er på blot 5 sider, og der tales ikke om klimatilpasning bortset fra en enkelt sætning, hvor der overordnet nævnes indsatser, som kombinerer mitigation og adaptation. Ligeledes er der ikke nogen målsætning for 2025 eller 2030, som det var meningen, ingen opgørelser af, hvad indsatserne kan betyde for de samlede udledninger. Så det ligner noget, man først er gået meget sent i gang med at lave.

Med Emiraternes enorme olieindtægter hører landet til blandt verdens rigeste. Men man har endnu til gode at se nogen form for klimabistand fra De Forenede Emirater. Til forskel fra stort set alle andre planer er der heller ikke nogen direkte reference til 2°C-målsætningen – måske en indirekte måde at sige, at man ikke har tænkt sig at gøre sit til at holde den.

Iran har nu meddelt, at man regner med at have sin INDC færdig midt i november, en virkelig gennemarbejdet af slagsen, siger Irans chefforhandler Majid Shafie-Pour til Bloomberg. Den vil indeholde to scenarier. Dels hvad landet selv kan gøre på de nuværende vilkår. Dels vil der blive afleveret et scenario med tre-fire gange større reduktioner, som er mulige, hvis de nuværende sanktioner ophæves.

Saudi-Arabiens delegationschef Khalid Abuleif oplyser ligeledes til Bloomberg, at landets INDC er tæt på at være klar til aflevering. Så med dagens INDC fra De Forenede Emirater må alle antagelser om, at OPEC- og/eller Gulf-landene ville afstå fra at indgive klimaplaner forud for Paris, siges at være fejlagtige.

Noget helt andet er, at planer som disse er aldeles utilstrækkelige til at løse klimaudfordringerne. Og de olieeksporterende lande bliver nødt til at vende perspektivet fra, at udviklingen er synd for dem til, at det er synd for verdens fremtid, at de har været med til at drive så mange fossiler frem fra undergrunden. Og at det derfor må ophøre hurtigst muligt.

Wael Hmaidan, som leder Climate Action Network International og har fulgt udviklingen af klimapolitikken i den arabiske verden siger i dag til E&E Publishing (link), at alle landene omkring Den Arabiske Golf har udarbejdet INDC, men at de blot endnu ikke har indsendt dem. Så det tegner til, at selv de olieproducerende lande, hvor der en overgang har været frygt for at de ville boykotte klimaaftalen, vil komme med deres bidrag.

Update 10.11. – I dag indleverede Saudi-Arabien sin INDC. Det er en noget løs snak uden ret mange præcise målsætninger. Så den vil givet blive mødt med (berettiget) kritik. Der står dog i det indledende executive summary, at: “The actions and plans outlined in this submission seek to achieve mitigation co-benefits ambitions of up to 130 million tons of CO2eq avoided by 2030 annually through contributions to economic diversification and adaptation.” Dette svarer til omkring 25% af de nuværende udledninger. Den efterfølgende opregning af, hvilke indsatser, man agter at gennemføre, har blot ikke den præcision, som gør at man på nogen måde kan afgøre, om planen holder.

The Intended Nationally Determined Contribution of the Kingdom of Saudi Arabia under the UNFCCC, UNFCCC november 2015 (pdf).

Med indtil for nylig 80-90% af landets indtægter kommende fra olien er Saudi-Arabien lige nu stærkt presset af svigtende olieindtægter, hvor råolieprisen er under det halve af, hvad den var for blot et år siden. Men midt i skuffelsen over, hvor upræcis den indleverede klimaplan er, er det værd at huske, at det er en stor indrømmelse fra Saudi-Arabiens siden overhovedet at have afleveret en INDC. For som Andrew Freedman skriver i dagens Mashable, er det første gang Saudi-Arabien har forpligtet sig til en klimaindsats.

Den kommer som den sidste blandt de 20 OECD-landene blot få dage før den forestående OECD-samling i Tyrkiet, hvor klimaet og den forestående konference i Paris står højt på dagsordenen.

Tilbage i 2012 fremlagde Saudi-Arabien planer om at etablere vedvarende energianlæg, først og fremmest solcelleanlæg, svarende til en tredjedel af landets energiforbrug inden 2032. Tidslinjen er senere blevet strukket og opstarten forsinket af den nuværende priskrig.

Tilbage i maj i år sagde Saudi Arabiens olieminister Ali Al-Naimi i forbindelse med en konference om business & climate, at: “In Saudi Arabia, we recognise that eventually, one of these days, we are not going to need fossil fuels, I don’t know when, in 2040, 2050… so we have embarked on a program to develop solar energy.” “Hopefully, one of these days, instead of exporting fossil fuels, we will be exporting gigawatts, electric ones. Does that sound good?” (se blog-indlægget Ophørsudsalg i Saudi-Arabien?).

Det sker som en del af en bestræbelse på at udvide (diversify) landets aktiviteter og energiforsyning. Den vision var det værd at skubbe på for at få realiseret.

Ifølge klimaplanen agter Saudi-Arabien at etablere verdens største CSS-anlæg. Men det kan meget vel vise sig at være en blindgyde, for selv hvis det viser sig at kunne lade sig gøre, vil det sandsynligvis være så besværligt og så omkostningstungt, at solcellestrømmen løber med det længste strå. Så Al-Naimi har set rigtigt: “one of these days, instead of exporting fossil fuels, we will be exporting gigawatts, electric ones.”

Bill Hare fra Climate Analytics siger ifølge AP, at Saudi-Arabien med den foreliggende INDC: “may be sending a very first tentative signal that they’re preparing for a post-oil economy, which will clearly be a challenge for them more than any others.”

Saudi-Arabien har enorme oliereserver, og snævert købmandsregningsmæsssigt er let at forstå, hvorfor landet har klamret sig til muligheden for at pushe olie til verdens sultne motorer yderligere nogle tiår – Saudi-Arabien har da også indtil nu været blandt de mest kontrære kræfter ved de fortsatte klimaforhandlinger. Men nøgternt set står Saudi-Arabien til at tabe stort, hvis verdenssamfundet ikke formår at få bugt med klimaforandringerne. En i forvejen varm og tør del af verden vil blive endnu mere sviende med temperaturer omkring 50°C stadig mere almindelige, samtidig med at store kyststrækninger vil blive oversvømmet. Så erkendelsen af fælles udfordring synes gradvis at synke ind verden rundt.

Det var derfor også godt at se det saudi-arabiske olieselskab Saudi Aramco være medunderskriver af en erklæring midt i oktober, hvor 10 store olieselskaber lover at bakke op om en klimaaftale i Paris, med det mål at holde den globale temperaturudvikling under 2°C.

Update 12.10. – I går var der INDC fra Egypten, som er et olieland, men ikke et OPEC-land. Og i dag var der INDC fra både Irak og Pakistan. Så der tegner sig efter denne uge et billede af, at vi også vil se INDC fra et flertal af OPEC-landene. Iraks INDC foreligger foreløbigt kun på arabisk – så jeg har benyttet anledningen til at bringe lidt arabisk tekst her på bloggen – der er forsideteksten, man ser herover. Næsten uanset hvad den indebærer, er det imponerende at se, at et land så hærget af interne og internationale stridigheder har haft kræfterne til at sammenfatte en klimaplan.

Med dens lidt tynde målsætninger, har der siden offentliggørelsen i forgårs været stillet spørgsmålstegn ved, hvor megen klimaindsats, der egentlig lå i Saudi-Arabiens INDC. Men der er efterfølgende sendt ganske markante politiske signaler både fra regeringsside og fra det nationale olieselskab Saudi Aramco (som sammen med ni andre olieselskaber for nylig bakkede op om en 2°C-løsning).

Saudi-Arabien har yderligere opdateret sin COP hjemmeside, ksa-cop.com, hvor man blandt andet præsenterer landets forhandlings-team og en række side events ved den kommende COP21 i Paris.

“Saudi Arabia has a tendency to increase their PR exposure ahead of COPs – over the past year they’ve made some positive and negative contributions to the climate talks,” siger Liz Gallagher fra E3G i dag til Climate Home: “This recent example demonstrates they understand that the Paris moment and agreement will profoundly alter their economy.”

Qatars hovedstad Doha set fra oven – ifølge Qatars INDC står 18,2% af landets areal og 96% af landets befolkning overfor at blive oversvømmet ved blot 5 m havstigning. Alligevel Qatar med verdens højeste indkomst pr. indbygger og verdens højeste drivhusbelastning pr. indbygger i dag at indlevere en klimaplan helt uden nogen form for klimamål.

Update 20.11. – I dag er der indløbet INDC fra Qatar – en lille ting på 6 sider, som man helst havde været fri for. For den en af de meget få af de indleverede INDC – måske den eneste – som ikke synes at tage opgaven og situationen alvorligt, og som ikke formår at udpege den indsats, som er god både for Qatar og for det fremtidige globale klima.

Den er struktureret omkring 7 indsatsområder, men er kort sagt en gang udenomssnak uden en eneste konkret CO2-reducerende aktivitet eller kvantificeret målsætning.

Kapitel 2 har overskriften “Economic Diversification with Mitigation Co-benefits”, og man nævner indledende, at man indirekte har bidraget til den globale klimaindsats ved at eksportere “Liquefied Natural Gas as a Clean Energy”. Her finder man dog bestræbelser på at udvikle desalineringsanlæg (afsaltning af havvand), som indarbejder vedvarende energi. Et afsnit om transport nævner ikke el-biler overhovedet – det klimavenlige er her tilsyneladende ud over at stramme emissionskravene til (importerede) køretøjer at forbedre trafikkens flow!

Tilbage i 1992 blev Qatar klassificeret som udviklingsland, men med de enorme olie- og gasrigdomme har Qatar verdens højeste per capita indtægt på 140.000 $. Endda tillader Qatar sig i sin INDC med henvisning til sin status som udviklingsland at forvente økonomisk støtte til sin omstillingsproces.

Hvor Saudi-Arabien i sin INDC fremlægger en regulær 25% reduktion, så synes Qatar mest optaget af at have ret til hjælp for at beskytte sig mod verdens klimabestræbelser. Og hvor Saudi-Arabiens manglende konkretiseringer måske mest af alt udspringer af tvivl om, hvor hurtigt en sådan omstilling kan gå – i FN-lingo kaldet diversification: det at finde noget bæredygtigt at leve af i stedet for at pushe gas og olie til hele verden – så synes Qatars INDC at være ren fornægtelse af situationen, og ikke mindst landets medansvar for situationens løsning. Det kan være svært at fatte på baggrund af, at klimaforandringerne vil gøre de grundlæggende levevilkår i regionen endnu mere ekstreme.

Qatars INDC fastslår indledende, at “Qatar is extremely vulnerable to sea level rise as it is liable to inland flooding of 18.2% of its land area, at less than 5m rise in sea level, along with the associated adverse impacts on the population as 96% are living on the coastal areas. Furthermore, climate change would cause the extinction of species such as whales, dolphins and turtles in addition to causing coral bleaching and other several impacts on the migration of some marine species and sea birds.”

Qatar var vært for COP18 for tre år siden, og landet er nok det første, for hvem det ikke har sat noget blivende aftryk. COP15 blev et før-efter i Danmark, stadig mange år efter Kyoto-protokollens underskrift i Kyoto, har byen Kyoto en fra af klimabevidsthed i og omkring sig. Hvor de årlige COP-konferencer har bevæget sig, har de ført til store skrift frem klimamæssigt – blot ikke i Qatar. Alle forventede af forhandlingernes leder Al Attiyar, at han i løbet af processen ville deklamere et eller andet, som viste, at landet havde klimaambitioner – og ikke bare ambitioner om et være vært og om muligt forhale den dag, der globalt var aftalt en afgift på CO2-udledninger.

Her på bloggen blev der rapporteret ganske grundigt fra Doha (se blog-indlæg tagged COP18), og jeg skrev dengang introducerende om stedet:

“[M]ange har peget på det absurde i, at man har valgt netop Doha som vært for COP18. Qatar er på mange måder noget af det mest artificielle, man kan finde. Al maden er bragt hertil fra mere frugtbare egne, alt vand er desalineret havvand, og det lille emirat Qatar har ikke bare en af verdens højeste indkomster pr. indbygger, men med 44 ton CO2 pr. indbygger pr. år også verdensrekord i CO2-udledninger pr. indbygger. En del heraf kommer fra olieudvindingen, men i Doha er elektriciteten gratis, vand er gratis og telefon er gratis for landets faste beboere, så energi er klart noget, man bare har nok af. Mange NGOer fik det da også alvorligt galt i halsen, da Qatars tidligere olieminister Abdullah bin Hamad al-Attiyah, som nu er forhandlingsleder ved COP18, ved en konference i London for et par uger siden priste skifergassen med ordene: “Gas will give the world 300 years of security”. Her har al-Attiyah klart ikke fået luget ud i sin grundanalyse fra OPEC-tiden” (se indlæg).

Det er nok stadig tilfældet, og man må sige, at Qatar med dagens INDC har svigtet fundamentalt ved ikke at skrive det mindste om, hvad der skal ske med de nuværende drivhusgasudledninger på 44 ton CO2 pr. indbygger. Og mon ikke Qatar skal få al den hjælp i form af international kritik som der skal til at lave et bedre bud. Landet har akkumuleret ufattelige rigdomme gennem eksporten af sine olie- og gasforekomster, og det vil fra stort set alle lejre blive lagt et betydeligt pres ikke bare for at Qatar får sig en solid klimaindsats, men at man også bidrager seriøst til finansieringen af de mange alvorlige bivirkninger ved afbrændingen af den olie og gas, Qatar har skabt sine rigdomme ved.

Og det var på ingen måde forgæves at placere COP18 i Qatar – det gav tværtimod et tiltrængt boost for klimabevidstheden i store dele af den arabiske verden, blot ikke rigtigt i Qatar.

State of Qatar. Ministry of Environment. Intended Nationally Determined Contributions (INDCs) Report, UNFCCC 19.11.2011 (pdf).

Update 21.10. – (endnu kun påbegyndt) Her til morgen har UNFCCC også lagt en INDC ud fra Iran. Til forskel fra Qatars INDC anerkender Irans fuldt ud klimaproblemerne. Planen omfatter reduktioner i forhold til business as usual på 12% fordelt med 8% på conditional (med behov for finansiel støtte) og en 4% unconditional klimaindsats. Det er på én måde ikke det store, på den anden side er Irans situation stadig så uafklaret i en tid, hvor ganske omfattende økonomiske sanktioner kun er lige ved at være ophævet og krigen hærger ved den sydlige grænse, at det kan være vanskeligt at planlægge.

Knyttet sammen med ophævelse af sanktioner, A-kraft, under adaptation rids af situationen, med svigtende vandressourcer og 1½C stigning frem mod 2030, og et deraf følgende stort behov for “Modern and eco-friendly and climate smart agricultural technology and practices for scattered local communities in 2/3 of the country’s area”.

Med Irans INDC er vi oppe på at have INDC fra 170 af verdens lande, ligesom 7 af 12 OPEC-lande nu har afleveret. Så om end et par af OPEC-klimaplanerne klimaambitionsmæssigt set lader meget tilbage at ønske, så er der nu ikke basis for nogen antagelser om en samlet OPEC-boykot af

Department of Environment. Islamic Republic of Iran. Intended Nationally Determined Contribution, UNFCCC 19.11.2015 (pdf).

Update 24.11. – I dag blev der indleveret INDC fra Mikronesien, Bahrain og Kuwait, så endnu to Golf-stater, hvoraf den ene er med i OPEC. Med Kuwait har 8 af de 12 OPEC-lande afleveret INDC, og det står definitivt klart, at der ikke er tale om nogen boykot. Kuwaits INDC foreligger stadig kun på arabisk, så det må vente med at se nærmere på indholdet.

Situationen er vanskelig for OPEC-landene, som alle bløder økonomisk fra de lave oliepriser. Man har derfor i den seneste tid kunnet se Venezuela nærmest trygle OPEC-landene om i fællesskab at skrue ned for produktionen, så olieprisen igen retter sig – hvilket kan vise sig vanskeligt, også fordi Iran nu står klar til at pumpe endnu flere tønder råolie på verdensmarkedet. Lande som Venezuela, Angola Nigeria og Libyen – de sidste OPEC-lande, som ikke har afleveret INDC –  har slet ikke samme reserver at trække på som de arabiske oliestater i den nuværende priskrig, hvor råolieprisen på mindre end et år er faldet fra 114$ til 42$, og Venezuela gysende har profeteret, at priserne kan falde helt ned til omkring 25$. I den situation er det givet svært at love ret meget om fremtiden.

OPEC er i denne sammenhæng mest Saudi-Arabien, og ligesom det var Saudi-Arabien som nu for snart et år siden begyndte at pumpe mere olie på verdensmarkedet, så er det Saudi-Arabien, som er nøglen til at rette op på den nuværende situation. Saudi-Arabiens olieminister Ail al-Naimi meddelte da også i går, at Saudi-Arabien nu var indstillet på at samarbejdet med OPEC og de øvrige olieproducerende lande om at stabilisere råolieprisen. Det er dog usandsynligt, at der sker noget før tidligst på et OPEC-møde 3. december.

Update 24.11. – I dag er der også en artikel fra det nigerianske nyhedsbureau NAN, hvori Nigerias miljøminister Hajiya Amina Mohammed ved en nyhedskonference i dag medgiver, at Nigeria endnu ikke har indleveret sin INDC. Men der er tydeligvis ikke nogen form for protest deri. Det er tværtimod tale om et dybt seriøst forsøg på at lave den bedst mulige klimaplan, og hun bad om forståelse for, at Nigerias INDC var forsinket, fordi man søgte at lave den bedst muligt.

“To prepare an INDC requires an incredible amount of expertise and seriousness,” siger hun: “What we are putting there … has to be put together in a sensible way that will generate the partnership that we get outside to implement it.”

En af Nigerias forventninger til klimaaftalen i Paris er, at den formår at holde den gennemsnitlige globale temperaturstigning under 2C. “If it doesn’t keep it below that, certainly the planet will be in jeopardy for us, the planet will survive without us but we will not survive without it,” siger Mohammed: “So, below two degrees negotiation are incredibly important.”

Men intet specifikt om indholdet i Nigerias INDC. En UNEP-artikel tidligere på måneden: Nigeria to source 50% energy from renewables, peger på, at der er tale om ambitiøs omstilling til vedvarende energi.

Update 28.11. – Så kom der INDC fra Nigeria. Det er ganske rigtigt en for et land på dette stadie ganske ambitiøs klimaplan. For hvor Business As Usual (BAU) rundt regnet vil medføre en fordobling af udledningerne i 2030, fra godt 400 mio. ton CO2 pr. år til omkring 850 ton CO2 pr. år, så vil klimaplane fuldt gennemført føre til, at udledningerne er stabile fra 2025 med en udledning på blot 2 mio. ton CO2 pr. indbygger i 2030 ()svarende til i dag, hvor vi har set den kinesiske udvikling passere 7 ton og snart også 8 ton CO2 pr. indbygger.

Hvis både conditional (25%) og unconditional (20%) tiltag gennemføres – i alt 45% i forhold til BAU – vil reduktionerne i forhold til 2030 være i størrelsesordenen:

Economy-wide energy efficiency:     179 mio. ton CO2 pr. år.
Efficient gas power stations:            102 mio. ton CO2 pr. år.
Work toward ending of gas flaring:   64 mio. ton CO2 pr. år.
Climate smart agriculture:               74 mio. ton CO2 pr. år.
Reduce transmission losses:             26 mio. ton CO2 pr. år.
Renewable energy:                          31 mio. ton CO2 pr. år.

Tidligere i denne måned faldt det på plads, at Developer Access Infra Africa og Quaint Global Energy Solutions tilsammen investerer 100 mio. $ i etableringen af Nigerias første store solcelleanlæg, et 50MW anlæg i staten Kaduna. Nigerias energiforsyningsselskaber har for kort siden i forbindelse med etableringen af en feed-in-tarif-ordning fået besked på, at energiforsyningen skal omlægges, så mindst halvdelen fremover kommer fra vedvarende energikilder. Og når man ser omtaler i Nigeria af processen omkring indleveringen af landets INDC, så er der store forventninger til den støtte og den eksterne finansiering, som klimaplanen kan være med til at fremme.

Update 29.11. – I dag – sent søndag eftermiddag – var der INDC fra Angola.

Update 12.12. – I kommentarrunden efter vedtagelsen af Parisaftalen kunne Venezuelas chefforhandler Claudia Salerno meddele, at Venezuela havde indgivet sin INDC.

Med Venezuela har 11 af de 12 OPEC-lande afleveret: Algeriet, Angola, Ecuador, Irak, Iran, Kuwait, Nigeria, Saudi-Arabien, De Forenede Emirater, Venezuela og Qatar. Der mangler således kun fra Libyen, som måske er et af de lande, man kunne forvente, der ikke kom nogen INDC fra.

Venezuelas INDC er på spansk, og jeg har kun kunnet se en Google-oversættelse. Der er ikke nogen tvivl om, at det er en omfattende plan uddannelse, folkefabrikker, agioøkologi, biodiversitet – det er 38 tekstfyldte sider, men det er langt mere en udviklingsplan end en klimaplan. I hvert fald er der ingen kvantificering af de enkelte indsatsers reduktionspotentiale. Men figuren herover stammer fra side 7 i Venezuelas INDC og indikerer, at der samlet vil kunne nås en reduktion på 20% (den røde linje) i forhold til business as usual (den blå linje). I og med at business as usual er fremskrevet som en eksponentialkurve, så svarer de 20% i forhold hertil stort set til, at man fastholder den nuværende stigningstakt frem mod 2030. Havde man i stedet lagt en lige linje ind fra midten af 1970erne og frem – hvilket passer bedre med den visuelle fremtræden – så ville business as usual-scenariet i 2030 ligge så meget lavere, at den indikerede reduktion nærmer sig nul. Ydermere er de 20% gjort afhængig af hjælp fra de udviklede lande med finance, technology transfer og capacity building, som er de tilbagevendende terme i FN-klimasproget. Men der er tale om prognoser, og ingen kender på den led fremtiden.

Omkring 70% af Venezuelas el-produktion kommer fra vandkraft, så der er ikke umiddelbart samme reduktionsmuligheder i energiproduktionen som i mange andre lande. Endda ligger CO2-udledningen per capita omkring 7 ton pr. år, eller næsten lige så højt som de danske, men er for opadgående, hvor de danske udledninger er for nedadgående. Og en stor del af disse udledninger er ikke bundet på den personlige adfærd, men er tæt forbundet med den betydelige venezuelanske olieproduktion.

I en tid, hvor vedvarende løsninger nærmer sig samme pris som fossile løsninger, virker det ikke rigtigt at lave en klimaplan, hvor et udledningsniveau på 7 ton pr. person pr. år som noget naturligt skal have lov til at stige til 10-11 ton pr. person pr. år. Det kan man fastholde er retfærdigt, når andre lande har gjort tilsvarende. Men jeg både tror og håber på, at denne tankegang bliver overhalet af en udvikling, hvor vi naturligt rækker ud efter en helt anden type løsninger frem for at gentage de på alle leder graverende fejl, som er indbygget i den vestlige udviklingsmodel.

Update 18.01. (2016) – I forgårs sendte UEAs leder HH Sheik Mohammed  bin Rashid Al Maktoum tre tweets efter hinanden (her i let tilrettet Bing-oversættelse):

“Brødre og søstre. Vi har besluttet at afholde en udvidet ministeriel retræte i de kommende uger, med deltagelse af lokale regeringer og økonomer for at diskutere UAEs økonomi efter olien”.

“Vi vil fejre vores sidste tønde olie, sagde bror Mohammed bin Zayed og begynde at udvikle et omfattende nationalt program for at opnå dette at se starten på en bæredygtig økonomi for de kommende generationer”.

“I dag er 70% af den nationale økonomi uafhængig af olien. Vores mål er at opbygge en ny tilstand (ligning) for vores økonomi, som ikke er afhængig af olie eller underlagt markedets volatilitet”.

Med blot 30% af økonomien direkte oliebaseret er UEA, De Forenede Emirater, således langt mindre afhængige af olieindtægterne end andre af Golfstaterne, og i en langt mere gunstig udgangsposition for sin omstilling end et land som Saudi-Arabien, hvor op imod 90% af økonomien (i hvert fald frem til olieprisernes sammenbrud) har været bundet op på olieeksporten.

Hvor bekymringerne i mange oliestater reaktivt synes at at have været, hvor langt man kunne forhale situationen og hvor meget, man ville kunne satse på CCS-teknologi, som ville kunne fortsætte olieafbrændingen, så synes der nu i hvert fald fra De Forenede Emiraters side at være tale om at tage udfordringen om at nå frem til den sidste tønde råolie fuldt alvorligt. Der er perspektiv i og format over at indkalde samtlige ministre og en række økonomer til over nogle uger at udvikle en ny vision og en ny plan for De Forenede Emirater efter olieæraen (borgerinddragelse er nok for meget at forlange). Og man kan håbe, at der herved opstår erfaringer, som kan fremskynde processen for samtlige de lande, som nu er afhængige af deres olieindtægter.

Råolieprisen er nu set nede under 30$ pr. tønde (momentant 28$), og pessimisterne, som meget vel kan risikere at få ret, taler om at den en overgang kan ende så lavt som 20$.

Om det er godt eller skidt må historien vise – men blot for få år siden havde de færreste forestillet sig, at vi ville stå med disse rablende energipriser som følge af en overforsyning. For det gode, har det bremset en lang række tar sands-udviklingsprojekter, og med lidt held bliver der sat en endelig prop i ‘vanvittige’ eftersøgninger i det arktiske område. Indtil nu synes det ikke at have formået at lægge nogen dæmper på den videre udbygning med vedvarende energi, tværtimod blev 2015 endnu et rekordår for den vedvarende energi. Men også her må man formode, at forventninger om lavere energipriser i en række situationer vil dæmpe investeringslysten.

Sheik Mohammeds udmeldinger kommer i forbindelse med, at Abu Dhabi har været vært for en stor IRENA-konference (International Renewable Energy Agency) hen over weekenden. Her har konklusionen helt overskriftsmæssigt været, at en fordobling af den vedvarende energi globalt set inden 2030 dels vil formå at holde verden på kurs til at holde Paris-aftalens målsætning om well below 2°C, dels vil bidrage til verdens velstand.

Sheik Mohammeds yderligere tweets her i weekenden, som lægger op til at De Forenede Emirater bør gå ind og hjælpe med at lukke det nuværende hul på 15 mia. $ i udgifter til internationale humanitær bistand, vil også blive hilst velkommen fra det internationale samfund.

Scott Shuey: Ministerial retreat to focus on an economy beyond oil, Gulf News 16.01.2016.

Megan Darby: Sheikh Mohammed eyes oil-free future for UAE, Climate Home 18.01.2016.

Venezuela Submits its Climate Action Plan Ahead of 2015 Paris Agreement, UNFCCC 12.12.2015.

Contribuciones Previstas Nacionalmente Determinadas de la República Bolivariana de Venezuela para la lucha contra el Cambio Climático y sus efectos, UNFCCC novembre 2015 (pdf).

Nigeria’s Intended Nationally Determined Contribution, UNFCCC november 2015 (pdf).

Nigeria’s Intended Nationally Determined Contribution, (Summary) UNFCCC november 2015 (pdf)

Kuwait Submits its Climate Action Plan Ahead of 2015 Paris Agreement, UNFCCC 24.11.2015.

Johnson Eyiangho: Nigeria yet to submit its intended contribution to Climate Agreement- Minister, NAN News Nigeria 24.11.2015.

Mark Shenk: Oil Trades Near $42 as Saudi Arabia Says It’s Ready to Cooperate, Bloomberg 23.11.2015.

Anthony Dipaola & Golnar Motevalli: Venezuela Sees Crude in Mid-$20s If OPEC Doesn’t Act, Bloomberg 22.11.2015.

Yaacov Benmeleh & Daria Solovieva: Saudi Stocks Lead Mideast Advance as OPEC Pledges Oil Stability, Bloomberg 22.11.2015.

Qatar Submits its Climate Action Plan Ahead of 2015 Paris Agreement, UNFCCC 20.11.2015.

Alex Pashley: Super-rich Qatar delivers target-free UN climate pledge, Climate Home 20.11.2015.

Thani Al Zeyoudi: The UAE is committed to climate change talks, Gulf News 18.11.2015.

Iran aims to boost oil exports without OPEC’s blessing – minister, RT 18.11.2015.

Conn Hallinan: Saudi Arabia: a Kingdom Stumbles, CounterPunch 13.11.2015.

Iraq Submits its Climate Action Plan Ahead of 2015 Paris Agreement, UNFCCC 12.11.2015.

Ed King: Saudi Arabia launches climate change PR drive, Climate Home 12.11.2015.

Tim Profeta: The Climate Post: Saudi Arabia Joins Climate Change Effort, Huffington Post 12.11.2015.

COP21 The Paris Climate Conference and what it means for Saudi Arabia, the world, MENA FN 12.11.2015.

Alex Pashley: Egypt targets fossil fuel subsidy phase-out in UN climate pledge, Climate Home 11.11.1014.

Andrew Freeman: For the first time, Saudi Arabia, oil empire, commits to fixing climate change, Mashable 10.11.2015.

Alister Doyle & Reem Shamseddine: Saudi Arabia says will diversify oil economy to slow climate change, Reuters 10.11.2015.

Karl Ritter: Saudi Arabia presents climate pledge ahead of Paris summit, (AP) Herald & Review 10.11.2015.

Joshua Cain: Saudi Arabia will diversify oil-driven economy to meet U.N. goals on climate change, FuelFix 10.11.2015.

Alex Pashley: Saudi Arabia submits climate pledge to UN deal, Climate Home 10.11.2015.

Jessica Shankelman: Saudi Arabia delivers belated climate action plan ahead of Paris Summit, Business Green 10.11.2015.

Stian Reklev & Mike Szabo: Saudi Arabia pledges to avoid 130 mtCO2e/yr by 2030, Carbon Pulse 10.11.2015.

Saudi Arabia Submits its Climate Action Plan Ahead of 2015 Paris Agreement, UNFCCC 10.11.2015.

The Intended Nationally Determined Contribution of the Kingdom of Saudi Arabia under the UNFCCC, UNFCCC november 2015 (pdf).

Alex Pashley: What can OPEC bring to a Paris climate deal? Climate Home 09.11.2015.

Oil-rich Saudi Arabia insists fossil fuels still needed despite global warming fears, (AFP) The Raw Story 04.11.2015.

Nigeria to source 50% energy from renewables, UNEP Climate Action 04.11.2015.

Saudi Arabia could be bankrupt within five years, IMF predicts, Saudi Daily Record 25.10.2015.

Jocelyn Timperley: Latecomers submit Paris Summit climate action plans to UN, Business Green 23.10.2015.

Megan Darby: United Arab Emirates submits renewables goal to UN, Climate Home 22.10.2015.

Peter Sinclair: Can Tar Sands Survive Saudi Oil Price Wars? Can the Saudis? Climatecrooks 21.10.2015.

Oman Submits its Climate Action Plan Ahead of 2015 Paris Agreement, UNFCCC 21.10.2015.

Oman, Antigua submit INDC pledges as UN talks resume, Carbon Pulse 19.10.2015.

Sultanate of Oman. Ministry of Environment and Climate Affairs. Submission on Intended Nationally Determinded Contributions (lNDCs), UNFCCC oktober 2015 (pdf).

OPEC chief defends members over missing climate pledges, Guardian (Nigeria) 19.10.2015.

Alex Lawler & Rania El Gamal: OPEC, non-OPEC experts to talk, but unlikely to cooperate on cuts, Reuters 19.10.2015.

Group of Big Oil companies pledge support on climate change initiative, (Bloomberg) FuelFix 16.10.2015.

Alex Pashley: Saudis to deliver climate plan by Paris, says Tubiana, Climate Home 15.10.2015.

Ed King: UN to quiz Saudi Arabia, Qatar over missing climate plans, Climate Home 14.10.2015. 

Saudi Arabia to host carbon sequestration event, Trade Arabia 14.10.2015.

Artur Neslen: 150 countries pledge to curb carbon emissions, The Guardian 13.10.2015.

Ayah Aman: Could climate change send Egypt ’sinking into the sea’? Al-Monitor 11.10.2015.

Alex Pashley: OPEC chief defends members over missing climate pledges, Climate Home 07.10.2015.

Alex Pashley: Hall of shame: Who hasn’t pledged yet to UN climate pact? Climate Home 02.10.2015.

Shahzad Anwar: Climate change: Pakistan aims to reduce emissions by five per cent, Express Tribune 13.09.2015.

Megan Darby: Saudi Arabia’s failed oil gamble and the climate, Climate Home 10.08.2015.

Travis Hoium: Energy Revolution? OPEC Countries Become the Biggest Fans of Solar Energy, The Motley Fool 18.07.2015.

Jan Piotrowski: Saudi Arabia blocks drive to tighten global warming cap, SciDevNet 16.06.2015.

Ed King: Saudi Arabia solar power exports ‘absolutely realistic’, Climate Home 31.05.2015.

Gerard Wynn: Saudi Arabia to expand solar capacity, says oil minister, Climate Home 05.03.2015.

Greg Muttitt: The Saudi Succession and Climate Change, Oil Change International 23.01.2015.

Sophie Yeo: Ed Davey: Oil-rich states should diversify their economies, Climate Home 09.12.2014.

Shamsiah Ali-Oettinger: The solar catalyst, PV Magazine no. 4 2013, pp. 34-38.

 

Share