Carbon Bubbles

29. marts 2012

Der udvikles hele tiden nye billeder til forståelse af klimaudfordringen – i de senere år ofte med fokus på udvindingen frem for afbrændingen. For eksempel påpegede Revkin & Rosentahl i november i New York Times i en række artikler, hvor de “prøvede at se virkeligheden fra atmosfæren”,¹ det paradoksale – for ikke at sige det fundamentalt uholdbare – i, at et land som Norge har fine planer om selv at blive CO2-neutral samtidig med, at man pumper enorme mængder fossile brændstoffer op af sin fastlandssokkel for at finansiere ikke bare sin omlægning, men fuldt så meget sit fortsatte konsumsamfund.

Tilsvarende har de seneste års store fokus på Keystone XL olieledningen fra de store tar sand-forekomster i Alberta, hvis udvinding ikke bare vil totalrasere store oprindelige landskaber, men samtidig ved afbrændingen medføre lige så store CO2-udledninger, som vi på verdensplan har udledt fra industrialiseringens begyndelse frem til i dag, sat fokus på, om det overhovedet er forsvarligt at udvinde forekomsterne – og at gøre os bevidste om, at det at gøre det er en 100% garanti for at vores internationale klimamål ikke vil kunne holdes – se tidligere blog-indlæg om Keystone XL.

Og klarest har lederen af NASAs klimaforskningsafdeling James Hansen måske sagt det, med sin krystalklare iagttagelse, at “coal is best left in the ground“.

Senest har The Carbon Tracker Initiative med den prisvindende rapport Unburnable Carbon set på, hvor meget fossilt brændstof, som er opregnet som assets på børsnoterede firmaer for de enkelte aktiebørser. Illustrationen herover er figur 4 herfra, og man får her et billede af potentielle konfliktsituationer mellem lande, som i en lang årrække frem har mere energi, end de behøver, og lande, som vil være henvist til at skulle ud at købe energi – underforstået indtil de tager sig sammen og omlægger til vedvarende energi.

Men som det ligger i titlen på Carbon Trackers rapport: Unburnable Carbon – Are the world’s financial markets carrying a carbon bubble? så er vi i en situation, hvor vi kun kan tillade os at afbrænde 20% af de kendte fossile brændstoffer, hvis vi vil holde den målsætning om at holde den gennemsnitlige globale opvarmning siden industrialiseringens begyndelse på under 2ºC, som verdens ledere nu har vedtaget på tre klimakonferencer i træk – COP15, 16 og 17. Og hvis målsætningen bliver strammet til 1½ºC, hvilket meget taler for, så er det en endnu mindre del af klodens fossile reserver, som det nogensinde bliver aktuelt at brænde af – i hvert fald indtil vi har etableret effektive CCS-teknologier.

På den baggrund taler rapporten ligefrem om en “Carbon Bubble”, hvor børsnoterede firmaer verden rundt kalkulerer med svimlende værdisætninger af kendte, men endnu ikke opgravede eller oppumpede fossile brændstofreserver. Men har disse brændstoffer nogen realværdi, når vi ikke kan tillade os at afbrænde dem? Og hvad vil der ske, hvis verdens kul-, olie- og gasselskaber må afskrive 80% af deres “kapital” af endnu ikke udnyttede reserver af hensyn til fremtidens klima? Det er interessant, at den lille rapport rejser dette spørgsmål.

I den kontekst er det ikke så svært at forstå den fossile industris krumspring for ikke at måtte anerkende klimaforandringerne eller drivhusgassernes betydning derfor.

Potsdam-instituttet har beregnet, at hvis vi vil reducere risikoen for, at den globale opvarmning overstiger 2°C til 20%, så er det samlede “global carbon budget” – den mængde CO2, vi samlet kan udlede på verdensplan – 886 gigaton CO2 i perioden 2000-2050. Men i de første 10 år har vi allerede brugt mere end en tredjedel heraf, så der er kun 565 gigaton CO2 tilbage til de resterende 40 år frem til 2050. Og verdens CO2-udledninger er stadig voksende.

Bliver vi som verdenssamfund nogensinde i stand til at handle rationelt i forhold til klimaudfordringen? Eller er vi stadig så kortsigtet egoistiske, at vi for enhver pris vil brænde alle vores fossile reserver af, inden vi begynder at tænke på omlægning til vedvarende energikilder? Canadas fraskrivning af sine CO2-reduktionsforpligtigelser i forhold til Kyoto-protokollen og uhæmmede forfølgelse af udvindingen af tar sand-ressourcer tyder desværre på, at det bliver meget vanskeligt at vinde gehør for at lade 80% af verdens kendte fossile brændstoffer ligge ubrugte.

Verdenssamfundet har lavet aftaler med Ecuador om, at landet bevarer regnskovsområder og undlader at udvinde de olieforekomster, som ligger under regnskoven, mod at betale en løbende ikke-anvendelsesafgift. Og miljømæssigt kunne det give mening at lave en tilsvarende handel med for eksempel Grønland om ikke at udnytte olien i de arktiske egne. For har vi først indset, at vi ikke kan afbrænde mere end 20% af verdens kendte kul-, olie- og gasressourcer, så er næste logiske skridt at undlade at udvinde dem de steder, hvor det giver den største miljømæssige risiko og de største miljømæssige ødelæggelser – og som James Hansen forholde sig til, hvilke af de fossile brændstoffer, som medfører størst CO2-udledning i forhold til deres effekt.

Det virker blot absurd, hvis det ender med at verdenssamfundet skal betale et stort rigt land som Canada for ikke at udvinde sine tar sand-reserver.

Omvendt kan man sige, at verdenssamfundet kommer til i langt højere grad end i dag at se på udvindingen. Ved de løbende klimaforhandlinger – COP15 i København, COP16 i Cancun og senest COP17 i Durban – søger man stadig først og fremmest at regulere, hvad de enkelte lande må udlede i forbrugssituationen, og lægger ikke begrænsninger på produktionen. Der findes dog begyndende tiltag, som når EU med Connie Hedegaard i spidsen søger at etablere mål for CO2-intensiteten, således at man kan afvise olie udvundet fra tar sands og tilsvarende ukonventionelle kilder, fordi de har for dårligt et CO2-regnskab.

Se tidligere blog-indlæg om klimatopmøder, tar sand, Keystone XL og James Hansen.

Andrew C. Revkin: Can the U.S. and Australia Slake China’s Coal Thirst and Still Claim CO2 Progress? New York Times 19.11.2011.¹

Elisabeth Rosentahl: Should Nations Bankroll Coal Plants Overseas? New York Times 22.11.2010.¹

Elisabeth Rosentahl: Nations That Debate Coal Use Export It to Feed China’s Need, New York Times 21.11.2010.¹

Unburnable Carbon – Are the world’s financial markets carrying a carbon bubble? Investor Watch, juli 2011 (pdf).

 

Share