Indlæg om klimatopmøder

Paris 2015 – Japans INDC

18. juli 2015

Afklaringen af den japanske klimamålsætning har længe afventet afklaringen af energisammensætningen i årene fremover. For den energiplan, som styrede udviklingen før Fukushima-katastrofen, hvor A-kraften var planlagt til gradvist at skulle dække størstedelen af energiforsyningen, blev helt opgivet, og DPJ-regeringen fastlagde en plan, hvor Japan i løbet af 2030erne skulle have A-kraften fuldt udfaset, samtidig med at den vedvarende energi skulle udbygges markant. Herefter overtog LDP i december 2012 regeringsmagten, og selvom premierminister Abe i sin valgkamp lovede at mindske den japanske afhængighed af A-kraften mest muligt, så har han siden sin indsættelse arbejdet målrettet for at revitalisere den japanske A-kraft både indenlands og på eksportmarkedet.

Torsdag fastlagde et ekspertpanel så endeligt efter lang tids forhandlinger sammensætningen i den japanske energiforsyning frem til 2030. Den blev allerede luftet for nogle måneder siden (se blog-indlægget Paris 2015 – Japans INDC i støbeskeen). Og selvom den siden har været udsat for massiv kritik – indenlands mest for på ingen måde at leve op til premierminister Abes valgløfte om at gøre Japan mest muligt uafhængig af A-kraften, og internationalt for, at Japan fuldstændig svigter sin internationale klimamålsætning – er der ikke ændret noget ved fordelingen.

Efter planerne skal A-kraften således i 2030 levere 20-22% af energien og den vedvarende energi 22-24%, mens LNG (liquefied (flydende) gas) og kulkraft står for henholdsvis 27% og 26% af energiforsyningen.

En af delmålsætningerne heri kommer fra forsyningsselskaberne, som har sat den frivillige målsætning i perioden 2013 til 2030 at nedbringe CO2-udledningerne pr. kWh med 35% til max 370 g pr. kWh. Til sammenligning ligger CO2-indholdet i den danske energiforsyning allerede nu typisk mellem 50-100 g pr. kWh afhængig af forsyningerne fra sol og vind samt sammensætningen i den energi, vi importerer.

Før Fukushima-katastrofen i 2011 var Japan stort set ophørt med at bygge nye kulkraftværker. Men med deres reaktorer standset på ubestemt tid har forsyningsselskaberne i stor stil grebet til at bygge nye kulkraftværker, så lige nu er de i gang med at etablere 45 nye kulfyrede enheder – umiddelbart for at sikre forsyningerne trods A-kraften. Men det har vist sig, at at Japan har energi nok selv efter flere år helt uden strøm fra reaktorerne, så hvis man både får genstartet en god del af reaktorerne, og fortsætter udbygningen med vedvarende energi, som blev kickstartet med en feed-in-tarif-ordning efter Fukushima-katastrofen, så har man slet ikke brug for disse nye kulkraftværker. De bliver udelukkende til for at forsyningsselskaberne ikke helt mister grebet om energimarkedet.

Læs mere »

Share

Paris 2015 – New Zealands INDC

15. juli 2015

I sidste uge indgav New Zealand sin klimamålsætning for 2030, de såkaldte INDC, Intended Nationally Decided Contributions. For New Zealands vedkommende kan dog man med fuld rimelighed spørge, om der er tale om contribution? For det ligner mest af alt en forklædning af et ønske om så vidt muligt ikke at gøre nogen form for klimaindsats.

New Zealand’s overordnede målsætning for 2030 er en 30% reduktion i forhold til 2005. Men i og med at man i årene forud lod udledningerne vokse betragteligt, svarer det kun til omkring 11% reduktion i forhold til 1990. Samtidig er der lagt op til, at man for op til 80% vedkommende kan købe sig til reduktionerne gennem kvotekøb, samt at man vil indregne en række CO2-absorptioner i skovarealer mv. gennem en usædvanligt kreativ bogføring, som givet i vide kredse vil blive læst som snyd på vægten. Så realudledningerne vil med den nuværende målsætning i 2030 være betydeligt højere end i 1990, og helt kort sagt er der ingen klimaambition at spore fra New Zealands side.

Bill Hare fra Climate Analytics siger da også lige ud, at New Zealands klimamålsætning er alt andet and ambitiøs og langt fra at påtage sig sin rimelige andel. Hvis andre gjorde tilsvarende, ville verden ikke nå 2°C, men være på vej til 3-4°C, mens oceanerne vil forsures, koralrevene blegne, havene stige markant og mere end 40% af naturens artsrigdom vil forsvinde.

“While most other governments intend cutting emissions, New Zealand appears to be increasing emissions, and hiding this through creative accounting. It may not have to take any action at all to meet either its 2020 or 2030 targets,” siger Bill Hare: “If New Zealand applies the rules it is proposing to use after 2020 to account for its Kyoto surplus and forestry credits, its overall agriculture, energy, waste and industrial greenhouse gas emissions could increase to 11 per cent above 1990 levels by 2030.”

Climate Action Trackers analyse af New Zealands klimamålsætning konkluderer da også, at de nu indgivne INDC vil fastholde New Zealands udledninger pr. indbygger på omkring 17 ton CO2 pr. person pr. år – eller omkring det dobbelt af EU-gennemsnittet, som i 2030 er lovet reduceret fra 20 %til 40% under 1990-niveau, så New Zealands INDC er blandt de allersvageste af de klimamålsætninger, som er indleveret – på linje med de japanske. I denne bagstræberpulje vil man også finde Australien og Canada, hvis INDC har været luftet, men endnu ikke er officeilt indgivne til UNFCCC. Så lige nu er der fire gamle industrinationer, som helt har vendt ryggen til den globale klimaudfordring.

Læs mere »

Share

Paris 2015 – Brasíliens INDC i støbeskeen

5. juli 2015

Brasílien råder over enorme vandkraft-ressourcer. Herover ses området ovenfor Balbina-dæmningen i Amazonas’ regnskovsområde, hvor man lige kan ane det gamle flodleje gennem den øvre tredjedel af billedet. Opstemningen af Uatumã-floden her skabt en omkring 3.000 km2 kunstig sø med 3.500 øer, hvor i titusindvis af døde træer, som man end ikke har orket fjerne, stadig stikker op gennem vandet. 

Under et nyligt besøg i Washington sidst havde Brasíliens præsident Dilma Rousseff og præsident Obama 30. juni en fælles pressekonference i Det Hvide Hus, hvor de proklamerede et fremtidigt klimasamarbejde og en række synspunkter på, hvad den kommende klimaaftale i Paris måtte indebære. Mere specifikt forpligtede begge lande sig til at udfase hydrofluorocarboner samt inden 2030 at have mindst 20% vedvarende energi i den del af energisektoren, som ligger ud over vandkraften (som for Brasíliens vedkommende i 2010 udgjorde 78% af energiforsyningen). For USA indebærer det en tredobling af mængden af vedvarende energi, mens det for Brasílien indebærer godt en fordobling.

Rousseff lovede også ikke bare at bremse den illegale rydning af regnskoven, som gradvist i de senere år er kommet mere under kontrol, men at iværksætte en genplantning af et område på størrelse med England. Yderligere lovede hun inden Paris at fremlægge en ambitiøs klimamålsætning. Men ikke et ord om hvornår den hastigt ekspanderende brasilianske økonomis CO2-udledninger, og i det hele taget fik vi ikke ret meget konkret at vide om Brasíliens kommende klimamålsætning.

I det fælles U.S.-Brazil Joint Statement On Climate Change, bliver vigtigheden af at imødegå klimaudfordringen og viljen til at arbejde for en stærk Paris-aftale, som gør det muligt at holde 2°C-målsætningen fremhævet. Og måske det ikke skal undervurderes, at mere eller mindre samtlige lande forud for Paris har bundet sig op på at ville bidrage til 2°C-målsætningen. For konklusionen på den Synthesis Rapport, som UNFCCC udarbejder i løbet af november på baggrund af de indleverede klimamålsætninger, ved vi allerede nu, at der er et graverende misforhold mellem hvad de enkelte lande har sagt det vil gøre, og hvad der skal til for at holde klimaudviklingen under 2°C. Her kan disse generelle tilsagn blive vigtige i bestræbelserne på at få øget tilsagnene dertil, at klimakursen er sikret. Men omvendt virker det ikke realistisk, at for eksempel et tungt system som EU i løbet af november kan hæve sin 2030-målsætning fra 40% til 50%. Selv for lande som Japan, Canada og Australien, som allerede inden de har indgivet deres INDC har ladet dem sive – og har fået massiv kritik derfor – synes det svært at forestille sig, at der kommer en ny klimapolitik på banen inden Paris, også fordi den forudgående sivning synes at være en del af en ‘mindst muligt hvor man stadig klare sig igennem uden for mange skrammer’-strategi.

Læs mere »

Share

Paris 2015 – Indiens INDC i støbeskeen

4. juli 2015

På det seneste har der været talt en del om Indiens bidrag til den globale klimaaftale. I indisk selvforståelse bliver klimaudfordringen ofte gjort til et problem, som først og fremmest vedrører resten af verden. Ikke at klimaforandringer ikke vil ramme Indien, tværtimod har man lige gennemlevet den værste hedebølge i nyere tid (se blog-indlægget Indien på smeltepunktet). Men der er foreløbig meget lille forståelse for at skrue ned for opførelsen af kulkraftværker eller på anden måde sætte den mindste hindring for udviklingen af den indiske økonomi. Tværtimod forestiller man sig i Delhi at fordoble kapaciteten af de kinesiske kulkraftværker inden for en femårs periode, selvom det måske vil fastholde landet med høje udledninger 40-50 år frem. Målt pr. indbygger er de indiske CO2-udledninger ganske rigtigt små. Igennem to årtiers internationale klimaforhandlinger har Indien derfor været en af de helt store bannerførere for to tæt knyttede begreber, ‘equity’ og ‘ ‘common but differentiated responsibilities’. Men igen lever vi i et lukket system, og der er simpelthen ikke plads i atmosfæren til at alle lande ‘tager sig lov til at udlede lige så meget pr. indbygger, som hvad de mest forurenende af de gamle industrilande historisk har gjort. Hvis Indien endda insisterer på sin ret til udvikling, vil det være stærkt medvirkende til, at 2°C-målsætningen glider verdenssamfundet af hænde.

På den baggrund udtalte Christiana Figueres i starten af juli, at Indens bidrag var helt vitalt: “It is one of the very large developing countries and it will be very important to see what their trajectory on energy is going to be and, in particular, how they are planning to provide energy to 400 million un-electrified people in india.”

30. juni fremlagde Kina sin INDC, Intended Nationally Determined Contributions (se blog-indlægget Paris 2015 – Kinas INDC), hvori det overordnede reduktionsmål dels rummer et mål for decarbonisering pr. økonomienhed, dels før 2030  har lovet at nå det punkt, hvor udledningerne ikke stiger mere samt at bestræbe sig på om muligt at gøre det tidligere. Efterfølgende har den indiske miljøminister Prakash Javadekar følt sig foranlediget til at markere, at der ikke vil indgå et tilsvarende mål for, hvornår senest de Indiske udledninger ville ophøre med at stige. Den form for målsætning er mere for udviklede lande. Samtidig lover han uden at give detaljer, at den indiske klimamålsætning vil være mere ambitiøs, end hvad nogen forud havde forventet.

De indiske INDC forventes at være klar sidst i september. På den måde kan de stadig nå at komme med i UNFCCCs Synthesis Report, som vil foreligge 1. november på basis af alle klimamålsætninger, som er indleveret før 1. oktober.

Det forventes, at den indiske klimamålsætning vil fokusere dels på mulighederne for at få vedvarende energi ud i de ganske mange landegne, som endnu ikke har strøm, dels vil være en kombineret indsats for at bekæmpe CO2 og bekæmpe luftforureningen, som i Indiens storbyer er stærkt sundhedstruende og hvert år har mange millioner af mistede leveår på samvittigheden.

I dag er der stadig omkring 350 mio. indere, som ikke har elektricitet. Selv i byerne, hvor der er strøm, falder spændingen i spidsbelastningsperioder, og blackout på 4-16 timer hører til dagligdagen.   Ved sin tiltræden i 2014 præsenterede premierminister Narendra Modi som del af et løfte om at alle i 2022 skulle have adgang til elektricitet, et mål om, at Indien inden 2022 installerede 100 GW solceller, hvilket svarer til en 30-dobling af den nuværende solcellekapacitet, samt yderligere 75 GW vindkraft. Dette vil kræve massive investeringer, den indiske regering har vurderet omkostningerne ligger i størrelsesordenen 100 mia. $. Dette ligger ud over, hvad Indien selv kan klare, og man ser da også en begyndende udenlandsk interesse for at investere i vedvarende energi på det indiske marked. Men selv med udbygninger i den størrelsesorden vil det ikke automatisk før til færre nye kulkraftværker. Appetitten efter mere energi er i disse år umættelig, så strategien bliver meget let som Obamas ‘all of the above’ – mest muligt af det hele. Og som alle andre steder i verden vil en videre udbygning med vedvarende energikilder kræve nogle ganske omfattende udbygninger af forsyningsnettet, så det kan håndtere energiforsyningen i en fremtid, hvor Indien primært er drevet på vedvarende energi.

Læs mere »

Share

Paris 2015 – Islands INDC

1. juli 2015

Hvis man ellers kan se ud over den klima- og miljømæssige elendighed i den danske andedam, så har det i de seneste dage nærmest vrimlet med gode klimanyheder, dels på den juridiske front, hvor en række retssager giver håb om at juraen kan bruges, hvor stater svigter i forhold til at gennemføre den nødvendige omstillingspolitik. Dels har en række lande indgivet deres klimamålsætninger forud for COP21 i Paris. 30. juni fik vi således også Islands klimamålsætning for 2030.

Island har gjort som Norge og taget EU-blokkens klimamålsætning om en CO2-reduktion i 2030 på 40% i forhold til 1990 til sin. Og man understreger, at det primært vil ske gennem indenlandske aktiviteter – altså ikke gennem at købe sig ind i forskellige CO2-reduktionsprojekter andre steder i verden. Samtidig er Island tilknyttet det europæiske kvotemarked, så man ville kunne gøre brug af dette.

Islands samlede udledninger ligger i dag noget højere end i 1990 (5,2 mio. ton CO2e i 2012 overfor 4,7 mio. ton CO2e i 1990), så det vil kræve en betydelig indsats at nå de 40%. Set i forhold til indbyggertallet lå de islandske udledninger i 2012 på 13, 9 ton CO2e pr. person. Det fremgår da også, at der der ligger et omfattende tværministerielt forarbejde til grund for gårsdagens indberetning af de islandske klimamålsætninger.

I den indberettede INDC (pdf) kan man under afsnittet afsnittet Additional clarifications on emissions from Iceland læse, at:

In determining Iceland‘s efforts for climate mitigation, and assessing their ambition level and fairness, it is useful to look at Iceland‘s circumstances regarding size and the proportional impact of relatively large single projects, the high percentage of renewable energy, and Iceland‘s high level of integration into European carbon markets, notably through participation in the EU-ETS and Iceland‘s participation in joint commitment under the second commitment period of the Kyoto Protocol. These factors are briefly explained here below.

Iceland‘s electricity production and heating comes almost 100% from renewable energy, with minimal emissions. This was mostly achieved before 1990. This means that Iceland must look to other sectors for mitigation options, including transport, agriculture, fisheries, industrial processes, waste and LULUCF. Iceland considers the utilization of its renewable energy sources to have global benefits from a climate change mitigation perspective.

Men den tætte integration med klimaindsatsen i resten af Europa kan man derfor meget vel forestille sig, at Island og Norge føler det naturligt at følge med, hvis EU for eksempel løfter sin 2030-målsætning til 45% eller 50% som del af en generel opjustering af de enkelte landes klimamålsætning. Og det bliver der brug for, for med indberetningerne i går også fra Kina er der nu klimamålsætninger for 2030 for mere end halvdelen af verdens lande. De gør en betydelig forskel i forhold til business as usual, men der skal stadig væsentligt kraftigere reduktioner til for at holde 2°C-målsætningen. Og 1½°C-målsætningen kræver lige nu et mirakel.

Se en grafisk evaluering af de enkelte landes indsats på Climate Action Tracker.
Se oversigt over samtlige indgivne INDC på Carbon Pulse INDC Tracker.
Se indgivne INDC på UNFCCCs hjemmeside.

Se tidligere blog-indlg: Vatnajökull smelter.
Se samtlige blog-indlæg tagged INDC.

Iceland Submits its Climate Action Plan Ahead of 2015 Paris Agreement, UNFCCC 30.06.2015.

Ben Garside: Serbia, Iceland lean towards EU to meet UN climate pledges, Carbon Pulse 30.06.2015.

Iceland to submit climate plans for UN global deal, Climate Action 30.06.2015.

 

Share

Fransk forslag til klimafinansiering

24. juni 2015

Forskere fra Climate Economics Chair ved Dauphine-universitetet har forud for COP21 i Paris fremlagt et forslag til et globalt system til at sikre finansieringen af klimaindsatsen og klimatilpasningen i verdens fattigste lande, som ofte har den mindste andel i årsagerne til klimaforandringerne.

I gennemsnit udledes der i dag på verdensplan omkring 6,8 ton CO2 pr. indbygger pr. år. Dette dækker over store forskelle. Mens for eksempel i Bangladesh kun udleder 0,6 ton pr. person pr. år, ligger udledningerne i en række lande på 15-20 ton CO2 pr. indbygger pr. år.

Forslaget til klimafinansiering bygger herefter i al sin enkelhed på, at de lande, som udleder mere CO2 pr. indbygger end gennemsnittet, betaler til de lande, som udleder mindre end gennemsnitligt. Og jo højere udledninger pr. indbygger, jo højere afgift, mens jo mindre udledninger i den lave ende, jo mere klimafinansiering er der til rådighed.

I starten vil der blot være tale om et beløb pr. ton CO2 svarende til den nuværende (alt for lave) pris i EUs kvotemarked, men tanken er så, at prisen over tid skal stige.

Ifølge forslaget kommer langt den største regning til at gå til USA, mens Indien bliver det største modtagerland. Kinas udledninger pr. indbygger er i dag højere end EUs, så de står til at skulle skulle bidrage med mere til den globale klimafinansiering end EU. Med en startpris på 6 € pr. ton CO2 (svarende til EUs nuværende kvotepris) vil provenuet være omkring de 100 mia. $, som det er aftalt at klimafinansieringen skal nå op på. Heraf vil USA stå til årligt at skulle bidrage med 34 mia. €, mens Kinas bidrag ville være 15 mia. € og EUs 10 mia. €. Indien ville være det største modtagerland med en årlig check på 38 mia. €.

Læs mere »

Share

Er 1½°C-målsætningen stadig mulig?

17. juni 2015

I et af forhandlingssporene ved de nylige klimaforhandlinger i Bonn var det meningen, at den overordnede målsætning for klimaindsatsen, som blev vedtaget i Købehavn i 2009, om at holde den gennemsnitlige globale temperaturstigning under 2°C skulle reevalueres. I det mellemliggende år er det blevet tydeligt, at klimafølsomheden er så stor, at selv den nuværende temperaturstigning på 0,85°C i forhold til det førindustrielle niveau medfører en betydelig intensivering af en lang række klimaekstremer, så storme og stormfloder, tørker og oversvømmelser bliver voldsommere. Stadig flere lande og videnskabsfolk finder det derfor nødvendigt at stramme målsætningen til en 1½°C-målsætning, hvis vi skal afbøde de værste klimaforandringer. Det har således været besluttet, at 2°C-målsætningen skulle evalueres forud for COP21 i Paris. Derfor var der til det seneste klimaforhandlingsrunde i Bonn udarbejdet en rapport, som har været forberedt over en to-årig periode af en gruppe på 70 videnskabsmænd m/k. Denne rapport klargjorde, at der ville være betydelige forskelle mellem 1½°C og 2°C, hvor 2°C-udviklingen ville indebære flere ekstreme vejrhændelser og større risiko for at nå tipping points, hvorfra klimaforandringerne vil være selvaccelererende. Rapporten påpeger, at der ikke umiddelbart er forskel på virkemidlerne for de to udviklinger, kun i den hastighed hvormed de må gennemføres og dermed forskelle i de umiddelbare omkostninger derved. Omvendt synes man ikke at have forsøgt at afklare besparelserne ved en 1½°C-indsats i form af færre klimatilpasningsudgifter, færre ødelæggelser efter orkaner, tørker og oversvømmelser, færre ødelagte og skævvredne økosystemer osv. – blandt andet fordi den nuværende viden derom er utilstrækkelig.

Men ved forhandlingerne blokerede ikke mindst Saudi-Arabien for overhovedet at drøfte dette – støttet af blandt andet Kina, som fremhævede, at man i den nuværende situation ikke kunne håndtere flere variable inden Paris. Så uden at noget er blevet endeligt vedtaget, tyder det på, at man ender med i Paris-aftalen at skubbe 1½°C-målsætningen ud og til gengæld stramme op om formuleringen af 2°C-målsætningen, så det ikke er et sigtepunkt, men en yderste grænse, som man bør holde udviklingen komfortabelt inden for.

Andreas Fischlin, den ene af processens to facilitatorer, som har været med til at sammenfatte rapporten, udtrykket det overfor Carbon Brief således: “2C is the really very last retreat that we defend at all costs, and the goal is actually to keep global warming as low as possible.”

I de senere år har der indimellem været rejst tvivl også om 2°C-målsætningen, om det overhovedet var realistisk at nå den, så man kan med rimelighed spørge, om en 1½°C-målsætning stadig er en mulighed? Her er den ovenstående graf god at blive klog på. Den viser, hvor mange år, vi vil kunne fortsætte med det nuværende forbrug, før vi har opbrugt det carbon budget, som IPCC med sin seneste rapport definerede, for henholdsvis 1½°C, 2°C og 3°C. For hver af disse temperaturer er der vist tre budgetter, henholdsvis for hvis vi skal have 33%, 50% eller 66% chance for at overholde målet.

50% sikkerhed er jo ikke meget – faktisk betyder en 50% chance for 2°C at der er 50% chance for at det ikke lykkes. Hvis man virkelig mente noget med sin klimaindsats, skulle man sigte mod en større sikkerhed. Men lad os for enkelhedens skyld sammenligne tidslinjen for at have 50% sikkerhed for at holde den gennemsnitlige globale temperaturudvikling under henholdsvis 1½°C, 2°C og 3°C. Det svarer til 9,8 år, 28,4 år og 65,6 år. Hvis dernæst vi forestiller os, at det er muligt at lave en lineær afvikling, så vi i procent reducerede lige meget om året fra i dag til alle udledninger var bragt i nul, så har vi det dobbelte antal år at gøre godt med, så tiden til rådighed for de tre eksempler er henholdsvis 19,6 år, 56,8 år og 131,2 år. Så under forudsætning af, at vi begyndte i morgen, kræver en 1½°C-målsætning en lineær udfasning til nul i år 2035, mens 2°C-målsætningen kræver en lineær udfasning til nul i år 2035 og 3°C-målsætningen (som aldrig har været nævnt som målsætning) kræver en lineær udfasning til nul i år 2145.

Så ja, det er principielt muligt at lave en fuld udfasning i løbet af 20 år, det svarer til at høvle 5% af udledningerne pr. år. Men hvis man kigger verden rundt, så er der ingen lande, som har planer om reduktioner, som kommer bare i nærheden deraf. Faktisk er de reduktionsrater, som indtil nu er indberettet som INDC forud for COP21 i Paris alle under 3%. Og verdens største udlederland Kina med omkring 30% af verdens samlede udledninger, forventes at love, at deres udledninger ophører med at stige i 2030. Så vi kommer ikke i gang i morgen. Selv hvis de rige lande reducerede i dobbelt tempo, kan det ikke mere kompensere for, hvis udledningerne af retfærdighedsgrunde skal have lov til at fortsætte med at stige mange årtier frem.

Læs mere »

Share

Interview med Christiana Figueres

14. juni 2015


.
Herover ses et af mange små videoklip fra Carbon Briefs interview med Christiana Figueres, hvor hun svarer på, om det stadig er muligt for verden at begrænse den globale opvarmning til 1½°C.

På Carbon Brief har man i efterhånden nogen måneder kørt en serie med interviews med centrale personer i klimaindsatsen, og for et par dage siden var turen kommet til UNFCCCs generalsekretær Christiana Figueres (link her), som siden Yvo de Boer lagde op efter COP15 i København har stået i spidsen for verdenssamfundets bestræbelser på at nå til enighed om en klimaindsats. Her har hun i mine øjne gjort et enestående arbejde, og uanset hvor umulige elever der har været i klassen altid formået at fastholde en positivt fremadrettet attitude.

Disse forhandlinger kan virke umådeligt langsommelige og bureaukratiske, og det system af forhandlinger, man har fået sat op, kan virke som en mastodont, hvis konstruktion nærmest umuliggør noget klart og entydigt resultat. Men når man åbner op for, hvor mange aspekter, der er af klimaproblematikken, hvor mange stater og interessenter, som skal bringes til at spille sammen, for at det lykkes, og hvor foranderlig en situation, der er tale om, så er det indlysende, at det er alt andet end enkelt. Som verden er skruet sammen, kan man ikke bare pålægge alle at lukke for hanerne. Alt må udspille sig i frivillighed, så det er en kæmpe pædagogisk opgave, som handler om uendeligt meget mere end at få sat en pris på CO2, så den globale opvarmning kan holdes under 2°C – eller som stadig mere tyder på, må holdes under 1½°C for at undgå de værste klimaforandringer.

Interviewet med Christiana Figueres på Carbon Brief giver et godt indblik i denne kompleksitet, og i det perspektiv, Figueres er i stand til at fastholde, så alle har en rolle at spille. For Figueres er det ikke noget, som blot kan ske som dekret fra forhandlingerne. Tværtimod er forhandlingernes fremdrift og resultater helt afhængige af, at der hele tiden er byer, virksomheder, regeringer, grupper af mennesker, som viser vejen, og at der er et civilsamfund, som repræsenterer de oprindelige folkeslag, biodiversiteten, retfærdigheden, ungdommen, fremtidens levevilkår og de i forhold til klimaforandringerne mest sårbare nationer, som ofte er dem som har haft mindst at gøre med at skabe problemet og har færrest midler til at imødegå klimaforandringerne, så konsekvenserne her bliver så meget større. Så det er ikke kun at få vænnet verden fra de fossile brændstoffer. Det er et spørgsmål om at etablere samfund verden over, som lever i en helt anden økologisk balance med deres omgivelser end i dag.

Læs mere »

Share

G7: Max 2°C og fuld udfasning af fossile brændstoffer

8. juni 2015

I går og i dag har G7-landene været samlet til det årlige topmøde i det sydligste Bayern ved Schloss Elmau ved foden af alperne.

Dagen i dag kunne meget vel ende med at gå over i historiebøgerne som en skelsættende dag, for G7-landene – England, Tyskland, Frankrig, Italien, Canada, USA og Japan – endte ved topmødet i Schloss Elmau med at vedtage en fuld udfasning af de fossile brændstoffer inden udgangen af det 21. århundrede, samt at målsætningen om max 2°C global opvarmning måtte fastholdes. Yderligere lovede de 7 lande inden 2020 at have sikret en klimafinansiering på 100 mia. $ samt inden 2050 at have gjort deres energiforsyning CO2-neutral.

Disse udmeldinger kommer på et fantastisk vigtigt tidspunkt, netop hvor klimadelegationer fra hele verden er samlet i Bonn for at transformere den endnu meget lange og mangerettede klimaaftale, som skal være klar til Paris til december, til en præcis køreplan for, hvordan menneskeheden løser sin til dato største fælles udfordring, at få bremset den globale opvarmning.

Selv Greenpeace har været ude med roserne i dag. Awaaz skriver i et communique, at “Merkel’s G7 says ‘Auf Wiedersehen’ (farewell) to fossil fuels.” Vi må så håbe, at det bliver et ‘farvel’ og ikke et ‘på gensyn’. Og Common Dreams, som for få dage siden erklærede 2°C-målsætningen tæt på at afgå ved forhandlingsdøden, beretter i dag fra Schloss Elmau med reference til E3Gs Ruth Davis, at G7 Climate Goal Will ‘Send Shivers Down the Spine’ of Fossil Fuel Industry.

Man kunne nøgternt set have ønsket sig flere mål på den korte bane og på mellemdistancen, for spørgsmålet om vi kan holde 2°C-målsætningen handler næsten mere om, hvor hurtigt vi kommer i gang med radikale reduktioner, end præcist hvornår udledningerne går i nul. Ifølge G7-deklarationen skal de samlede udledninger i 2050 være reduceret med 40-70% i forhold til 2010 (så vidt muligt 70%), hvilket langt fra tilstrækkelige til at sikre 2°C-målsætningen. Men stadig ligger der en fantastisk signalværdi i, at denne gruppe af lande melder så klart ud, at fremtiden bliver uden fossile brændstoffer.

Angela Merkel havde forud presset på for at de syv lande også stadfæstede bindende reduktionsmål, hvilket havde været et vigtigt signal overfor omverdenen. Men her er den realpolitiske situation imod. I USA sker klimaindsatsen stadig på trods af senat og kongres, og hvis en republikaner i 2016 ender med at vinde præsidentvalget efter Obama (hvilket der heldigvis lige nu ikke er meget, som tyder på), er den igangsatte klimaindsats tilbagerullet på dag ét. Og både Canada og Japan har inden for de seneste år opgivet deres udmeldte klimaindsatser, Japan angiveligt på grund af Fukushima-katastrofen, mens Canada har viklet sig ind i et tar sands-projekt, som har kørt udviklingen helt af sporet.

Så G7-landene har fået hjemmearbejde. Faktisk viste en rapport lavet til anledningen, at 5 af 7 G7-lande havde et større kulforbrug nu end for fem år siden, og samlet set er kulforbruget for G7-landene kun faldet med 1,3% siden 1990. Selv i Tyskland har kulforbruget forbigående været stigende i de seneste år, fordi man i skyggen efter Fukushima besluttede sig for at udfase sin atomkraft. Men det har ikke ført til nogen svækkelse af de samlede tyske reduktionsmål.

Det står klart, at Canada og Japan har strittet imod til det sidste og har været under massivt pres fra de øvrige G7-lande for at acceptere ordlyden omkring G7-landenes rolle i at nå frem til en fuld udfasning af fossile brændstoffer. Globe and Mail skriver med henvisning til en kilde, som har været med til at forberede G7-topmødets slutdeklaration, at Japan og Canada undervejs blankt har afvist at inkludere nogen form for bindende reduktionsmål.

Til en begyndelse kunne man med rimelighed forlange, at G7-landene skærpede deres INDC-målsætninger, så de lå inden for det i G7-deklarationen udstukne. Her er ikke mindst Canada og Japan helt ude af trit.

Set i forhold til 2°C-målsætningen er det alt for sent, hvis udfasningen af fossile brændstoffer først sker mod slutningen af det 21. århundrede. Der ville det ikke mindst for de tidligt industrialiserede G7-lande være langt rimeligere, hvis de havde ikke bare energiforsyningen, men deres samlede energiforbrug omlagt til vedvarende energikilder inden 2050. Så fuld afvikling af det fossile samfund er det rigtige mål, men den opridsede tidslinje vil på ingen måde kunne holde klimaudviklingen inden for 2°C-målsætningen.

Yderligere har de seneste år vist, at klimaforandringer ikke bare er noget, som udfolder sig i en distant fremtid, men allerede med under 1°C stigning, som vi har i dag, fører til voldsommere udsving i det globale vejrsystem. Så stadig flere ser max 1½°C som værende den eneste rimelige målsætning, hvilket vil kræve ikke bare endnu hurtigere afviklinger af brugen af fossile brændstoffer, men også, at udviklingslandene hjælpes til en udvikling baseret udelukkende på vedvarende energikilder.

Og … selv en fuld standsning af alle udledninger er ikke slutmålet, men et vigtigt skridt på vejen. På lidt længere sigt skal atmosfæren og verdenshavene renses op for størstedelen af de kolossale CO2-mængder, som er sendt til himmels siden industrialiseringens begyndelse. For først med koncentrationen tilbage omkring 350 ppm har vi for alvor langtidsstabiliseret det globale klima.

Læs mere »

Share

Klimatopmøde i Bonn 1.-11. juni

1. juni 2015

I de kommende tolv dage er klimadelegationer fra hele verden samlet i Bonn for at forhandle en aftale på plads, som meget gerne skulle kunne vedtages endeligt ved COP21 i Paris til december. Samlingsstedet, som man ser på billedet herover, er en arkitektonisk set ret enestående sal i Bonn designet af Günter Behnisch, den nok vigtigste eksponent for den organiske modernisme i 2. halvdel af det 20. århundrede. Behnisch vandt konkurrencen allerede i 1973, men byggeriet blev udsat og forandret og udsat og forandret i én uendelighed (se billeder). Da endelig parlamentsbygningen stod færdig, blev Øst- og Vesttyskland forenet, så der måtte etableres en ny Bundestag i Berlin. Men nu bruges plenarsalen af UNFCCC til de ofte adskillige samlinger mellem de årlige COPer rundt omkring i verden. Med denne bygning satte Behnisch nye standarder for, hvad man kunne kalde demokratisk arkitektur, så det var umiddelbart tragikomisk, at man måtte rykke til anderledes selvhøjtidelige magtsprogs-rammer i Berlin, og dobbelt glædeligt, at disse enestående rammer (jeg besøgte Bundestag Bonn i 1993, da den kun var 99% færdig) nu er med til at føde den første globale klimaaftale.

I dette blog-indlæg bliver der i første omgang samlet kommentarer og nyhedsartikler om den forestående forhandlingsrunde i Bonn. I løbet af de kommende to uger håber jeg på at kunne trække nogle af de store linjer op, om hvad der samler og skiller, om hvad der realistisk set er håb om at opnå i Paris, om kravet 1½°C-målsætningen genfremsættes eller forsvinder ud af forhandlingsteksten, om selv 2°C-målsætningen opgives, om finansieringssiden for verdens fattige lande både på når det gælder den direkte klimaindsats og klimatilpasningen, og hvordan man vil håndtere den i en række situationer nødvendige kritik af de enkelte landes tilsagn om klimaindsats frem mod 2030, som det allerede nu står klart for en række lands vedkommende er præget af et svigtende ambitionsniveau. Men … er det overhovedet tænkeligt, at en sådan konference kan ende med at sende hver af de +190 delegationer hjem med besked om at gøre sit hjemmearbejde bedre – meget bedre?

Umiddelbart er den ydre opgave at få den nuværende forhandlingstekst gjort markant kortere. Den rummer indtil nu alt, hvad alle har budt ind med. Og man kan roligt sige, at hvis man ud af den teksts forskellige muligheder kunne vælge den for fremtidens levevilkår optimale aftale, så kunne det blive en enestående aftale i Paris. Så forståelsen af hvad man kunne kalde den nødvendige aftale er til stede, midt i forhandlingsprocessen.

Læs mere »

Share