Indlæg om klimatopmøder

Paris 2015 – Islands INDC

1. juli 2015

Hvis man ellers kan se ud over den klima- og miljømæssige elendighed i den danske andedam, så har det i de seneste dage nærmest vrimlet med gode klimanyheder, dels på den juridiske front, hvor en række retssager giver håb om at juraen kan bruges, hvor stater svigter i forhold til at gennemføre den nødvendige omstillingspolitik. Dels har en række lande indgivet deres klimamålsætninger forud for COP21 i Paris. 30. juni fik vi således også Islands klimamålsætning for 2030.

Island har gjort som Norge og taget EU-blokkens klimamålsætning om en CO2-reduktion i 2030 på 40% i forhold til 1990 til sin. Og man understreger, at det primært vil ske gennem indenlandske aktiviteter – altså ikke gennem at købe sig ind i forskellige CO2-reduktionsprojekter andre steder i verden. Samtidig er Island tilknyttet det europæiske kvotemarked, så man ville kunne gøre brug af dette.

Islands samlede udledninger ligger i dag noget højere end i 1990 (5,2 mio. ton CO2e i 2012 overfor 4,7 mio. ton CO2e i 1990), så det vil kræve en betydelig indsats at nå de 40%. Set i forhold til indbyggertallet lå de islandske udledninger i 2012 på 13, 9 ton CO2e pr. person. Det fremgår da også, at der der ligger et omfattende tværministerielt forarbejde til grund for gårsdagens indberetning af de islandske klimamålsætninger.

I den indberettede INDC (pdf) kan man under afsnittet afsnittet Additional clarifications on emissions from Iceland læse, at:

In determining Iceland‘s efforts for climate mitigation, and assessing their ambition level and fairness, it is useful to look at Iceland‘s circumstances regarding size and the proportional impact of relatively large single projects, the high percentage of renewable energy, and Iceland‘s high level of integration into European carbon markets, notably through participation in the EU-ETS and Iceland‘s participation in joint commitment under the second commitment period of the Kyoto Protocol. These factors are briefly explained here below.

Iceland‘s electricity production and heating comes almost 100% from renewable energy, with minimal emissions. This was mostly achieved before 1990. This means that Iceland must look to other sectors for mitigation options, including transport, agriculture, fisheries, industrial processes, waste and LULUCF. Iceland considers the utilization of its renewable energy sources to have global benefits from a climate change mitigation perspective.

Men den tætte integration med klimaindsatsen i resten af Europa kan man derfor meget vel forestille sig, at Island og Norge føler det naturligt at følge med, hvis EU for eksempel løfter sin 2030-målsætning til 45% eller 50% som del af en generel opjustering af de enkelte landes klimamålsætning. Og det bliver der brug for, for med indberetningerne i går også fra Kina er der nu klimamålsætninger for 2030 for mere end halvdelen af verdens lande. De gør en betydelig forskel i forhold til business as usual, men der skal stadig væsentligt kraftigere reduktioner til for at holde 2°C-målsætningen. Og 1½°C-målsætningen kræver lige nu et mirakel.

Se en grafisk evaluering af de enkelte landes indsats på Climate Action Tracker.
Se oversigt over samtlige indgivne INDC på Carbon Pulse INDC Tracker.
Se indgivne INDC på UNFCCCs hjemmeside.

Se tidligere blog-indlg: Vatnajökull smelter.
Se samtlige blog-indlæg tagged INDC.

Iceland Submits its Climate Action Plan Ahead of 2015 Paris Agreement, UNFCCC 30.06.2015.

Ben Garside: Serbia, Iceland lean towards EU to meet UN climate pledges, Carbon Pulse 30.06.2015.

Iceland to submit climate plans for UN global deal, Climate Action 30.06.2015.

 

 

 

 

Share

Er 1½°C-målsætningen stadig mulig?

17. juni 2015

I et af forhandlingssporene ved de nylige klimaforhandlinger i Bonn var det meningen, at den overordnede målsætning for klimaindsatsen, som blev vedtaget i Købehavn i 2009, om at holde den gennemsnitlige globale temperaturstigning under 2°C skulle reevalueres. I det mellemliggende år er det blevet tydeligt, at klimafølsomheden er så stor, at selv den nuværende temperaturstigning på 0,85°C i forhold til det førindustrielle niveau medfører en betydelig intensivering af en lang række klimaekstremer, så storme og stormfloder, tørker og oversvømmelser bliver voldsommere. Stadig flere lande og videnskabsfolk finder det derfor nødvendigt at stramme målsætningen til en 1½°C-målsætning, hvis vi skal afbøde de værste klimaforandringer. Det har således været besluttet, at 2°C-målsætningen skulle evalueres forud for COP21 i Paris. Derfor var der til det seneste klimaforhandlingsrunde i Bonn udarbejdet en rapport, som har været forberedt over en to-årig periode af en gruppe på 70 videnskabsmænd m/k. Denne rapport klargjorde, at der ville være betydelige forskelle mellem 1½°C og 2°C, hvor 2°C-udviklingen ville indebære flere ekstreme vejrhændelser og større risiko for at nå tipping points, hvorfra klimaforandringerne vil være selvaccelererende. Rapporten påpeger, at der ikke umiddelbart er forskel på virkemidlerne for de to udviklinger, kun i den hastighed hvormed de må gennemføres og dermed forskelle i de umiddelbare omkostninger derved. Omvendt synes man ikke at have forsøgt at afklare besparelserne ved en 1½°C-indsats i form af færre klimatilpasningsudgifter, færre ødelæggelser efter orkaner, tørker og oversvømmelser, færre ødelagte og skævvredne økosystemer osv. – blandt andet fordi den nuværende viden derom er utilstrækkelig.

Men ved forhandlingerne blokerede ikke mindst Saudi-Arabien for overhovedet at drøfte dette – støttet af blandt andet Kina, som fremhævede, at man i den nuværende situation ikke kunne håndtere flere variable inden Paris. Så uden at noget er blevet endeligt vedtaget, tyder det på, at man ender med i Paris-aftalen at skubbe 1½°C-målsætningen ud og til gengæld stramme op om formuleringen af 2°C-målsætningen, så det ikke er et sigtepunkt, men en yderste grænse, som man bør holde udviklingen komfortabelt inden for.

Andreas Fischlin, den ene af processens to facilitatorer, som har været med til at sammenfatte rapporten, udtrykket det overfor Carbon Brief således: “2C is the really very last retreat that we defend at all costs, and the goal is actually to keep global warming as low as possible.”

I de senere år har der indimellem været rejst tvivl også om 2°C-målsætningen, om det overhovedet var realistisk at nå den, så man kan med rimelighed spørge, om en 1½°C-målsætning stadig er en mulighed? Her er den ovenstående graf god at blive klog på. Den viser, hvor mange år, vi vil kunne fortsætte med det nuværende forbrug, før vi har opbrugt det carbon budget, som IPCC med sin seneste rapport definerede, for henholdsvis 1½°C, 2°C og 3°C. For hver af disse temperaturer er der vist tre budgetter, henholdsvis for hvis vi skal have 33%, 50% eller 66% chance for at overholde målet.

50% sikkerhed er jo ikke meget – faktisk betyder en 50% chance for 2°C at der er 50% chance for at det ikke lykkes. Hvis man virkelig mente noget med sin klimaindsats, skulle man sigte mod en større sikkerhed. Men lad os for enkelhedens skyld sammenligne tidslinjen for at have 50% sikkerhed for at holde den gennemsnitlige globale temperaturudvikling under henholdsvis 1½°C, 2°C og 3°C. Det svarer til 9,8 år, 28,4 år og 65,6 år. Hvis dernæst vi forestiller os, at det er muligt at lave en lineær afvikling, så vi i procent reducerede lige meget om året fra i dag til alle udledninger var bragt i nul, så har vi det dobbelte antal år at gøre godt med, så tiden til rådighed for de tre eksempler er henholdsvis 19,6 år, 56,8 år og 131,2 år. Så under forudsætning af, at vi begyndte i morgen, kræver en 1½°C-målsætning en lineær udfasning til nul i år 2035, mens 2°C-målsætningen kræver en lineær udfasning til nul i år 2035 og 3°C-målsætningen (som aldrig har været nævnt som målsætning) kræver en lineær udfasning til nul i år 2145.

Så ja, det er principielt muligt at lave en fuld udfasning i løbet af 20 år, det svarer til at høvle 5% af udledningerne pr. år. Men hvis man kigger verden rundt, så er der ingen lande, som har planer om reduktioner, som kommer bare i nærheden deraf. Faktisk er de reduktionsrater, som indtil nu er indberettet som INDC forud for COP21 i Paris alle under 3%. Og verdens største udlederland Kina med omkring 30% af verdens samlede udledninger, forventes at love, at deres udledninger ophører med at stige i 2030. Så vi kommer ikke i gang i morgen. Selv hvis de rige lande reducerede i dobbelt tempo, kan det ikke mere kompensere for, hvis udledningerne af retfærdighedsgrunde skal have lov til at fortsætte med at stige mange årtier frem.

Læs mere »

Share

Interview med Christiana Figueres

14. juni 2015


.
Herover ses et af mange små videoklip fra Carbon Briefs interview med Christiana Figueres, hvor hun svarer på, om det stadig er muligt for verden at begrænse den globale opvarmning til 1½°C.

På Carbon Brief har man i efterhånden nogen måneder kørt en serie med interviews med centrale personer i klimaindsatsen, og for et par dage siden var turen kommet til UNFCCCs generalsekretær Christiana Figueres (link her), som siden Yvo de Boer lagde op efter COP15 i København har stået i spidsen for verdenssamfundets bestræbelser på at nå til enighed om en klimaindsats. Her har hun i mine øjne gjort et enestående arbejde, og uanset hvor umulige elever der har været i klassen altid formået at fastholde en positivt fremadrettet attitude.

Disse forhandlinger kan virke umådeligt langsommelige og bureaukratiske, og det system af forhandlinger, man har fået sat op, kan virke som en mastodont, hvis konstruktion nærmest umuliggør noget klart og entydigt resultat. Men når man åbner op for, hvor mange aspekter, der er af klimaproblematikken, hvor mange stater og interessenter, som skal bringes til at spille sammen, for at det lykkes, og hvor foranderlig en situation, der er tale om, så er det indlysende, at det er alt andet end enkelt. Som verden er skruet sammen, kan man ikke bare pålægge alle at lukke for hanerne. Alt må udspille sig i frivillighed, så det er en kæmpe pædagogisk opgave, som handler om uendeligt meget mere end at få sat en pris på CO2, så den globale opvarmning kan holdes under 2°C – eller som stadig mere tyder på, må holdes under 1½°C for at undgå de værste klimaforandringer.

Interviewet med Christiana Figueres på Carbon Brief giver et godt indblik i denne kompleksitet, og i det perspektiv, Figueres er i stand til at fastholde, så alle har en rolle at spille. For Figueres er det ikke noget, som blot kan ske som dekret fra forhandlingerne. Tværtimod er forhandlingernes fremdrift og resultater helt afhængige af, at der hele tiden er byer, virksomheder, regeringer, grupper af mennesker, som viser vejen, og at der er et civilsamfund, som repræsenterer de oprindelige folkeslag, biodiversiteten, retfærdigheden, ungdommen, fremtidens levevilkår og de i forhold til klimaforandringerne mest sårbare nationer, som ofte er dem som har haft mindst at gøre med at skabe problemet og har færrest midler til at imødegå klimaforandringerne, så konsekvenserne her bliver så meget større. Så det er ikke kun at få vænnet verden fra de fossile brændstoffer. Det er et spørgsmål om at etablere samfund verden over, som lever i en helt anden økologisk balance med deres omgivelser end i dag.

Læs mere »

Share

G7: Max 2°C og fuld udfasning af fossile brændstoffer

8. juni 2015

I går og i dag har G7-landene været samlet til det årlige topmøde i det sydligste Bayern ved Schloss Elmau ved foden af alperne.

Dagen i dag kunne meget vel ende med at gå over i historiebøgerne som en skelsættende dag, for G7-landene – England, Tyskland, Frankrig, Italien, Canada, USA og Japan – endte ved topmødet i Schloss Elmau med at vedtage en fuld udfasning af de fossile brændstoffer inden udgangen af det 21. århundrede, samt at målsætningen om max 2°C global opvarmning måtte fastholdes. Yderligere lovede de 7 lande inden 2020 at have sikret en klimafinansiering på 100 mia. $ samt inden 2050 at have gjort deres energiforsyning CO2-neutral.

Disse udmeldinger kommer på et fantastisk vigtigt tidspunkt, netop hvor klimadelegationer fra hele verden er samlet i Bonn for at transformere den endnu meget lange og mangerettede klimaaftale, som skal være klar til Paris til december, til en præcis køreplan for, hvordan menneskeheden løser sin til dato største fælles udfordring, at få bremset den globale opvarmning.

Selv Greenpeace har været ude med roserne i dag. Awaaz skriver i et communique, at “Merkel’s G7 says ‘Auf Wiedersehen’ (farewell) to fossil fuels.” Vi må så håbe, at det bliver et ‘farvel’ og ikke et ‘på gensyn’. Og Common Dreams, som for få dage siden erklærede 2°C-målsætningen tæt på at afgå ved forhandlingsdøden, beretter i dag fra Schloss Elmau med reference til E3Gs Ruth Davis, at G7 Climate Goal Will ‘Send Shivers Down the Spine’ of Fossil Fuel Industry.

Man kunne nøgternt set have ønsket sig flere mål på den korte bane og på mellemdistancen, for spørgsmålet om vi kan holde 2°C-målsætningen handler næsten mere om, hvor hurtigt vi kommer i gang med radikale reduktioner, end præcist hvornår udledningerne går i nul. Ifølge G7-deklarationen skal de samlede udledninger i 2050 være reduceret med 40-70% i forhold til 2010 (så vidt muligt 70%), hvilket langt fra tilstrækkelige til at sikre 2°C-målsætningen. Men stadig ligger der en fantastisk signalværdi i, at denne gruppe af lande melder så klart ud, at fremtiden bliver uden fossile brændstoffer.

Angela Merkel havde forud presset på for at de syv lande også stadfæstede bindende reduktionsmål, hvilket havde været et vigtigt signal overfor omverdenen. Men her er den realpolitiske situation imod. I USA sker klimaindsatsen stadig på trods af senat og kongres, og hvis en republikaner i 2016 ender med at vinde præsidentvalget efter Obama (hvilket der heldigvis lige nu ikke er meget, som tyder på), er den igangsatte klimaindsats tilbagerullet på dag ét. Og både Canada og Japan har inden for de seneste år opgivet deres udmeldte klimaindsatser, Japan angiveligt på grund af Fukushima-katastrofen, mens Canada har viklet sig ind i et tar sands-projekt, som har kørt udviklingen helt af sporet.

Så G7-landene har fået hjemmearbejde. Faktisk viste en rapport lavet til anledningen, at 5 af 7 G7-lande havde et større kulforbrug nu end for fem år siden, og samlet set er kulforbruget for G7-landene kun faldet med 1,3% siden 1990. Selv i Tyskland har kulforbruget forbigående været stigende i de seneste år, fordi man i skyggen efter Fukushima besluttede sig for at udfase sin atomkraft. Men det har ikke ført til nogen svækkelse af de samlede tyske reduktionsmål.

Det står klart, at Canada og Japan har strittet imod til det sidste og har været under massivt pres fra de øvrige G7-lande for at acceptere ordlyden omkring G7-landenes rolle i at nå frem til en fuld udfasning af fossile brændstoffer. Globe and Mail skriver med henvisning til en kilde, som har været med til at forberede G7-topmødets slutdeklaration, at Japan og Canada undervejs blankt har afvist at inkludere nogen form for bindende reduktionsmål.

Til en begyndelse kunne man med rimelighed forlange, at G7-landene skærpede deres INDC-målsætninger, så de lå inden for det i G7-deklarationen udstukne. Her er ikke mindst Canada og Japan helt ude af trit.

Set i forhold til 2°C-målsætningen er det alt for sent, hvis udfasningen af fossile brændstoffer først sker mod slutningen af det 21. århundrede. Der ville det ikke mindst for de tidligt industrialiserede G7-lande være langt rimeligere, hvis de havde ikke bare energiforsyningen, men deres samlede energiforbrug omlagt til vedvarende energikilder inden 2050. Så fuld afvikling af det fossile samfund er det rigtige mål, men den opridsede tidslinje vil på ingen måde kunne holde klimaudviklingen inden for 2°C-målsætningen.

Yderligere har de seneste år vist, at klimaforandringer ikke bare er noget, som udfolder sig i en distant fremtid, men allerede med under 1°C stigning, som vi har i dag, fører til voldsommere udsving i det globale vejrsystem. Så stadig flere ser max 1½°C som værende den eneste rimelige målsætning, hvilket vil kræve ikke bare endnu hurtigere afviklinger af brugen af fossile brændstoffer, men også, at udviklingslandene hjælpes til en udvikling baseret udelukkende på vedvarende energikilder.

Og … selv en fuld standsning af alle udledninger er ikke slutmålet, men et vigtigt skridt på vejen. På lidt længere sigt skal atmosfæren og verdenshavene renses op for størstedelen af de kolossale CO2-mængder, som er sendt til himmels siden industrialiseringens begyndelse. For først med koncentrationen tilbage omkring 350 ppm har vi for alvor langtidsstabiliseret det globale klima.

Læs mere »

Share

Klimatopmøde i Bonn 1.-11. juni

1. juni 2015

I de kommende tolv dage er klimadelegationer fra hele verden samlet i Bonn for at forhandle en aftale på plads, som meget gerne skulle kunne vedtages endeligt ved COP21 i Paris til december. Samlingsstedet, som man ser på billedet herover, er en arkitektonisk set ret enestående sal i Bonn designet af Günter Behnisch, den nok vigtigste eksponent for den organiske modernisme i 2. halvdel af det 20. århundrede. Behnisch vandt konkurrencen allerede i 1973, men byggeriet blev udsat og forandret og udsat og forandret i én uendelighed (se billeder). Da endelig parlamentsbygningen stod færdig, blev Øst- og Vesttyskland forenet, så der måtte etableres en ny Bundestag i Berlin. Men nu bruges plenarsalen af UNFCCC til de ofte adskillige samlinger mellem de årlige COPer rundt omkring i verden. Med denne bygning satte Behnisch nye standarder for, hvad man kunne kalde demokratisk arkitektur, så det var umiddelbart tragikomisk, at man måtte rykke til anderledes selvhøjtidelige magtsprogs-rammer i Berlin, og dobbelt glædeligt, at disse enestående rammer (jeg besøgte Bundestag Bonn i 1993, da den kun var 99% færdig) nu er med til at føde den første globale klimaaftale.

I dette blog-indlæg bliver der i første omgang samlet kommentarer og nyhedsartikler om den forestående forhandlingsrunde i Bonn. I løbet af de kommende to uger håber jeg på at kunne trække nogle af de store linjer op, om hvad der samler og skiller, om hvad der realistisk set er håb om at opnå i Paris, om kravet 1½°C-målsætningen genfremsættes eller forsvinder ud af forhandlingsteksten, om selv 2°C-målsætningen opgives, om finansieringssiden for verdens fattige lande både på når det gælder den direkte klimaindsats og klimatilpasningen, og hvordan man vil håndtere den i en række situationer nødvendige kritik af de enkelte landes tilsagn om klimaindsats frem mod 2030, som det allerede nu står klart for en række lands vedkommende er præget af et svigtende ambitionsniveau. Men … er det overhovedet tænkeligt, at en sådan konference kan ende med at sende hver af de +190 delegationer hjem med besked om at gøre sit hjemmearbejde bedre – meget bedre?

Umiddelbart er den ydre opgave at få den nuværende forhandlingstekst gjort markant kortere. Den rummer indtil nu alt, hvad alle har budt ind med. Og man kan roligt sige, at hvis man ud af den teksts forskellige muligheder kunne vælge den for fremtidens levevilkår optimale aftale, så kunne det blive en enestående aftale i Paris. Så forståelsen af hvad man kunne kalde den nødvendige aftale er til stede, midt i forhandlingsprocessen.

Læs mere »

Share

Paris 2015 – Canadas INDC

18. maj 2015

CAN Canada (Climate Action Network Canada) udsendte i torsdags en pressemeddelelse på baggrund af offentliggørelsen af Canadas INDC – Canadas Intended Nationally Determined Contributions – forud for FNs klimakonference til december i Paris. Indledningen lyder som følger:

“Canada today announced that it will cut carbon pollution by 30 percent below 2005 levels by 2030. The proposed target would be achieved five years later than the United States, relies on questionable carbon accounting practices in the forestry and land use sectors, includes international offsets to compensate for growing oil sands emissions rather than regulating the country’s fastest growing source of greenhouse gas emissions, and would emphasize regulations of methane and nitrous oxide rather than the primary greenhouse gas, carbon dioxide.”

Canada har ellers i årevis fastholdt, at man ville følge USAs klimapolitik, hvilket var en komfortabel position, så længe der ikke rigtig skete noget i USA. Det passede også med, at hvor Canada da det stod klart, at man ikke kunne overholde den reduktion i udledningerne på 6%, som man ifølge Kyoto-aftalens første del havde forpligtet sig til inden 2012, så meldte man sig bare ud af traktaten og lod udledningerne stige – igen som USA, som aldrig nåede at underskrive Kyoto-aftalen. Men hvor Obama i sin anden præsidentperiode rent faktisk har givet klimaindsatsen høj prioritet, har Canada i mellemtiden forvildet sig ud i et gigantisk tar sands-eventyr, som ikke bare er i fuld gang med at rasere store oprindelige landskaber, men har forplumret Canadas klimapolitik dertil, at Canada har gjort sig til en af den globale klimaindsats’ store bremseklodser.

Yderligere er man, som CAN påpeger, indstillet på at bruge alle beregningsmæssige smuthuller, inklusive at købe sig til reduktioner uden for Canadas grænser, for stadig at have plads til at afbrænde de store mængder af fossil energi, som skal til for at udvinde tar sands-olien. Billederne herover giver et par smagsprøver på udvindingen i Alberta, hvor et område på størrelse med Frankrig potentielt kan ende med at blive endevendt. Så oliesand-udvindingen må betragtes som verdenshistoriens største planlagte landskabsødelæggelse.

Man kunne ønske sig, at det var fornuften, som sejrede, så Canadas politiske ledelse stoppede dette absurde projekt, som James Hansen på et tidspunkt betegnede som ‘game over for the climate’, hvis det blev fuldt udrullet. Den canadiske befolkning ønsker det afviklet, men har endnu ikke formået at trænge igennem. Derfor giver det god mening, at protesterne mod Keystone XL har fået den centrale næsten symbolske rolle, som den har. I snart mange år er det lykkedes at holde en udvikling stangen. Men efterhånden er den mest realistiske grund til, at størstedelen af den canadiske tar sand-olie endte med at forblive uudnyttet, ikke, at politikerne endelig kom til fornuft, men at det med de faldende energipriser, som vi har set de seneste par år, nærmer sig det punkt, hvor det er urentabelt at udvinde tar sands-forekomsterne. For ikke nok med at de har en væsentlig større klimabelastning pr. udvundet energienhed, de er også væsentligt dyrere at udvinde end for eksempel den saudiarabiske olie eller den amerikanske skifergas, samtidig med at de vedvarende energikilder fortsætter med at blive billigere, så selvom det kan være svært at stoppe et projekt med så gigantiske investeringer, så er det stadig vanskeligere at se det økonomiske perspektiv i udvindingen og den dermed følgende ødelæggelse af landskaber og atmosfære. Hvis vi som, det lige nu tegner til, her til december i Paris ender med at få vedtaget en reel pris på CO2-udledninger fra 2020, så ligner det canadiske tar sand-eventyr mere og mere en gigantisk fejlinvestering. Men det er nok for meget at forvente af den nuværende canadiske regering, at den skal kunne erkende dette efter i en årrække at have sat alt, ind på at få gang i udvindingen, kapital, prestige og global lobbyisme.

Læs mere »

Share

Australien 100% på vedvarende energi i 2040

16. maj 2015

Herover ses vejrudsigten for 13.01.2013. Den australske vejrtjeneste måtte ved den lejlighed indføre nye farver for at kunne vise temperaturer over 50ºC. Så trods den nuværende regerings forsøg på klimafornægtelse er klimaforandringerne synlige for alle.

Australien er et solskinsland så tæt på ækvator, at landet har fornemme vilkår for solenergi med løbende højt udbytte – uden de store variationer med årstiden, som præger placeringer nærmere polerne. Ved en konference i Melbourne fremlagde en af Australiens førende vedvarende energieksperter Andrew Blakers torsdag (14.05.) beregninger, som viste, at Australien under de store anstrengelser ville kunne blive 100% forsynet med vedvarende energi blot ved fremover at tilføje 1,9 GW solcellekapacitet og 1,9 GW vindmøllekapacitet om året.

Begge energikilder har ifølge Blakers nået et tipping point, hvor de er konkurrencedygtige uden støtte. Og i hans perspektiv ville specielt solenergien med den nuværende udvikling fortsætte med at blive både billigere og omkring 20-26% mere effektiv inden for de næste 10 år. Solcellerne på det australske marked ville “kill the gas market ‘rather sooner’ than it would kill the fossil-fuelled electricity market, he said, as hot water storage, heat pumps and batteries became significantly cheaper,” forudser Bakers: “The revolution will go far faster than most people think.”

Det australske marked har i dag en differentieret el-pris som betyder, at lagermuligheder som Teslas nye Powerpack-batterier (se blog-indlægget Teslas Powerpack – the missing link?) er særligt rentable, fordi man kan bruge netstrøm, når den er billig, og sende ud, når den er dyr. Men Bakers forventer, at “most commercial-scale energy storage will be “off-river” pumped hydro – using off-the-shelf technology that would add only 1-2c/kWh to cost of PV.”

Problemet i Australien er således ikke, at det ikke kan lade sig gøre, eller at det er dyrt, men at den nuværende regering under ledelse af klimafornægteren Tony Abbott i de seneste år har sat bremserne alvorligt i for denne udvikling. Australien har store kulforekomster og er i dag verdens største kuleksportør. Så situationen er ligesom i Danmark, i Alberta og tusinde andre steder i verden den, at det er meget vanskeligt at beslutte sig for at lade disse fossile forekomster forblive i jorden.

Læs mere »

Share

Paris 2015 – Japans INDC

24. april 2015

Forud for COP21 i Paris i december i år var det planen, at alle lande skulle indgive deres klimamålsætninger for årene 2020-30, de såkaldte INDC eller Intended Nationally Determined Contributions. Men ved deadline for indlevering af klimamålsætninger til december var der bedrøveligt få lande, som havde indleveret, og af de 35-40 lande som har, er de fleste stadig EU-lande. I skrivende stund omfatter de indgivne INDC 29% af verdens samlede CO2-udledninger, ud over EU drejer det sig om Schweiz, Norge, Mexico, USA Rusland Gabon og Liechtenstein. Det betyder ikke, at der ikke kommer flere – for mange udviklingslande er det første gang, og i lande med lille eller manglende tradition for langtidsplanlægning kan det opbyde næsten uoverkommelige udfordringer at gennemføre en sådan planlægning af en klimaindsats, som ligger 5-10-15 år ud i fremtiden. Men for en række industrialiserede lande er der mere tale om strategisk pokerspil, ofte koblet med den situation, at der politisk set er alt andet end enighed om klimaindsatsen i det pågældende land.

Japan, som ellers med Kyoto-aftalen var vært for etableringen af den første klimaaftale, som kun omfattede de industrialiserede lande, har været et af de lande, som har dukket sig alvorligt. Officielt har undskyldningen været, at det i den nuværende situation, hvor stadig mere end fire år efter Fukushima-katastrofens begyndelse landets betydelige flåde af atomreaktorer står stille, er umuligt at lave en klimaplan. Det har da også været vanskeligt for det japanske samfund at hæve blikket over den nuværende situation og skue fremad.

Men nu foreligger de japanske INDC – eller rettere der foreligger et officielt udspil. Men det viser, at en klimamålsætning i Japansk tankegang mere bliver forstået som hvad udviklingen nok mere eller mindre vil blive af sig selv, end som et mål man ud fra en samlet forståelse definerer for derefter at udvikle og gennemføre de nødvendige tiltag. Og det dækker over, at Japan selv før Fukushima-katastrofens udbrud ikke havde nogen klar, sammenhængende, instrumental energiplan – endsige klimaplan.

De japanske INDC er endnu ikke officielt indgivet og forventes først at blive endelig fastlagt forud for G7-mødet i juni. Men det fremlagte indebærer for nuværende en reduktion i 2030 på 25%, hvor der tidligere har cirkuleret rygter om, at man ville ende med blot 20%. Yderligere er der ikke tale om 1990 som udgangspunkt, men 2005, så netto er der tale om endnu mindre reduktioner. Set i forhold til, hvad man med rimelighed kunne forvente af et af verdens rigeste lande, er det pinagtigt uambitiøst, og set i forhold til, at det står stadig mere klart, at vi må lave fuld udfasning af fossile brændstoffer inden 2050, er det fuldstændig utilstrækkeligt. Stadig her 17½ år efter vedtagelsen af Kyoto-aftalen i 1997 har Japan endnu ikke fået en egentlig klimalovgivning på plads. Og den nuværende regering er om ikke erklæret klimaskeptisk så tilsyneladende ret så ligeglad. Før Fukushima var Japan på linje med mange af verdens øvrige I-lande er nået til den erkendelse, at det var slut med at bygge nye kulkraftværker. Selvom det ikke var noget forbud, så satte miljøkrav i praksis stopper for nye kulkraftværker. Men i skyggen af Fukushima-katastrofen har Japan (eller rettere Japans energiforsyningsselskaber) påbegyndt opførelsen af en hel stribe af kulkraftværker. I alt 43 projekter er underforberedelse, så Japans kulfyrede kapacitet frem mod 2025 vil stige til 7,26 GW, rundt regnet svarende til 7 mellemstore reaktorer

Læs mere »

Share

COP19: Donald Brown – Equity og IPCCs carbon budget

25. november 2013

Her op til COP19 har Donald Brown, professor i Sustainability Ethics and Law ved Widener University School of Law, som i de senere år har søgt at sætte fokus på klimaudfordringens etiske dimensioner, lavet et en serie på tre papers.

0) Ethical and Justice Issues In Contention At the Warsaw Climate Negotiations
1) Equity and National GHG Emissions Reductions Commitments in the Short-Term
2) Equity and National GHG Emissions Reductions Commitments in the Medium to Long-Term
3) Ethical Responsibilities for Loss and Damages (se de fulde henvisninger nedenfor).

I det tredje paper, om medium to long-term reduktionsmål stiller han et spørgsmål, som det er værd at dvæle ved: “One might ask why the budget prepared by IPCC was not based upon achieving the 2 degrees C with much higher levels of certainty, a question which is not discussed in the IPCC report, yet one might speculate that IPCC’s failure to discuss a budget that would assure 100% certainty that the 2 degree C warming limit would not be exceeded was because it would leave no remaining budget for additional ghg emissions.” Og han svarer umiddelbart efter, at: “The international community has already emitted so much CO2 that limiting warming to 2 degrees C with very high levels of certainty would mean that future emissions must be negative emissions, that is activities which remove ghg from the atmosphere while immediately ceasing ghg emissions activities.”¹

På et lidt fladere dansk ville man – hvis man skulle lave et carbon budget, som øgede sandsynligheden for, at vi lykkedes med at holde den globale temperaturstigning under 2ºC med en større sikkerhedsmargin end de 66%, som IPCC har beregnet sit carbon budget ud fra – hurtigt indse, at det allerede ville være for sent, idet vi havde allerede havde overskredet det. IPCC har også lavet et carbon budget for 33% og 50% (se blog-indlægget IPCC ordinerer stramt CO2-budget), men man kan med rimelighed spørge, hvorfor de overhovedet er medtaget, for man kan jo dårligt tale om at holde en målsætning, hvis risikoen ved en given indsats for, at det ikke lykkes, er 50% eller større.

Selv med det carbon budget, som giver 66% sandsynlighed for at holde 2ºC-målsætningen, viser det sig, hvis man prøver at dele budgettet ud på de enkelte lande, at de industrialiserede lande allerede har brugt langt over deres andel. USA nåede som det første land grænsen for sin del af budgettet allerede i 1936, England i 1945 og Tyskland i 1963, mens et sent industrialiseret land som Japan se ud til at nå sin grænse i år og ifølge Ding Zhongli fra Chinese Academy of Science peger prognoserne på, at Kina og Indien har opbrugt deres carbon budget i hhv. 2047 og efter 2050. Men hvis det kommer dertil, så har verden – fordi de industrialiserede lande har brændt så meget fossilt brændsel af så længe – for længst overskredet sit samlede carbon budget. Ding Zhongli mener, at den eneste løsning, på baggrund af en sådan udmåling af historiske emissioner, vil være, at de rige lande betaler en form for økonomisk kompensation for de lande, som aldrig fik mulighed for at bruge deres del af dette carbon budget.²

Læs mere »

Share

COP19: Optegnelser for 23. november – slutspillet

23. november 2013

Første lange del af dette indlæg er skrevet i løbet af eftermiddagen mens forhandlingerne i Warszawa stadig stod på, så som med klimaforhandlngerne er der i allerhøjeste grad tale om work in progress. Forhandlingerne findes i en række webcasts, som der er link til umiddelbart nedenfor.

Kl. 13:45 bad lederen af Venezuelas klimadelegation, Claudia Salerno, om ordet for at påpege, at forhandlingerne nu havde været i gang i 30 timer uden pause, uden søvn. At det ikke kan fortsætte i en uendelighed, vi forhandlere er ikke maskiner. Hvornår er der pause? Hvor længe vil det stå på? Vil meget gerne kunne bidrage, men denne måde at føre forhandlinger på sætter små lande med små delegationer i en umulig situation.

Da jeg slukkede for forbindelsen til Warszawa kl. 3 i nat blev mødet midlertidig suspenderet til kl. 5 for at der kunne forberedes nye kompromis-tekster. “2(b) og not 2(b)” har været det helt store stridsspørgsmål, og mange har i løbet af natten muntret sig over, at forhandlingerne på denne måde er blevet litterære. Lige nu er der tre forskellige ændringsforslag til nogle få paragraffer, men det er svært at komme frem til at diskutere disse, fordi lande bliver ved med indledende at få ordet.

Slutspillet er ikke noget kønt syn, fronterne er trukket hårdt op. Ting som syntes at være kommet videre i de seneste år, er tilbage i gamle skyttegrave. Hvis man træder et skridt tilbage, så er det fordi U-landene oplever, at I-landene har svigtet totalt. Adskillige industrilande har helt opgivet deres hjemlige klimaindsats, og finansieringsdelen går meget trægt. På den baggrund er store udviklingslande som Indien og Kina tilbage til ikke at ville bidrage med noget, ikke at ville indgå i bindende aftaler, og ikke forud for Paris at ville fremlægge planer om klimaindsats overhovedet. Så forhandlingerne bombet tilbage til før Doha, hvor det blev vedtaget, at der skulle etableres en aftale, hvor alle bidrog efter evne.

Kl. 14:16 bliver der sendt til frokost og informelle diskussioner af, om der er en løsning – ellers må forhandlingslederne (Mr. Co-Chair) konkludere, at det ikke lykkedes at nå til enighed – så direkte siger han det ikke, men “if you don’t resolve in a half an hour we take it to the next step”. De tre ændringsforslag er fra henholdsvis Indien, Singapore og Filippinerne.

De tre tekster, som afventer endelig godkendelse – og hvor stridighederne i første omgang gælder ADP-teksten, som giver køreplanen for etableringen af en global klimaaftale ved COP21 i Paris i 2015 –  ser lige nu sådanher ud:

Læs mere »

Share