Indlæg om klimatopmøder

Paris-noter II – anden uges forhandlinger

7. december 2015

Gå direkte til noter for 07., 08., 09., 10., 11. og 12. december, eller til link-sektionen., som ud over at dække anden uge af forhandlingerne i Paris omfatter et bredt udvalg af reaktioner på resultatet af COP21. 

Så er der taget hul på anden uge i Paris, hvor det efter at det lørdag over middag i ADP2-forhandlingssporet lykkedes forhandlingsdelegationerne at blive enige om et oplæg til de afsluttende forhandlinger, er den videre politiske proces, som står i centrum. Der er stadig mange ting at afklare, og stort set samtlige de ’store’ problemer er endnu uafklarede. Men hvor der ved starten af første uge var mere end 1.600 kantede parenteser i teksten, som hver især indikerer ord, sætninger ellertekstdele, som der er flere forslag til, så er der nu ‘kun’ 937 af disse kantede parenteser tilbage. Og de vigtigste problemer er så at sige blevet filtret så meget ud af hinanden, at de, selvom de hænger tæt sammen, endda meningsfuldt kan behandles, forhandles og besluttes hver for sig.

Sammen med dette tekstoplæg er ledelsen af forhandlingerne her i anden uge overgået til det franske værtskab, så det er den fanske udenrigsminister Laurent Fabius, som nu står i spidsen for forhandlingerne. I løbet af den første uge har jeg oplevet flere sessions, hvor han har deltaget, og man må sige, at COP21 med Christiana Figueres, Laurence Tubiana, Ségolène Royal og Laurent Fabius er i virkelig gode hænder. I forhold til hvad vi så i København i 2009, så har de en enestående procesbevidsthed og et meget klart billede af, hvad det er for en aftale, som fremtiden har brug for – og en så stærk procesbevidsthed at det, som skete i København ikke kommer til at gentage sig, at en lille gruppe lande så at sige ‘kuppede’ processen med et forslag, som var forberedt i kulissen en snæver kreds. Det kan man måske gøre måske i det politiske spil omkring en finanslov i Folketinget, men ikke i en aftale som denne, som skal guide verdens 195 lande gennem en stor og svær proces, som kommer til at tage det meste af det 21. århundrede. Så samtidig med, at Fabius  (som Figueres) synes at have en naturlig autoritet omkring sig og ikke lægger skjul på, at han har ambitioner om en stor og ambitiøs aftale, så kan han ydmygt sige, at han har brugt ugen på at lytte – at går fra gruppering til gruppering og tune sig ind på, hvilke billeder, der rundt i krogene er af det endelige resultat, og hvordan der kan bygges bro til en fælles aftale, som ikke bare er et kompromis, men en god aftale.

På en pressekonference i lørdags sagde Fabius meget betegnende, at succeskriteriet for ham ikke bare var en aftale, og ikke bare en god aftale. For selvfølgelig var aftalen central – den skulle på plads. Men der hvor processen for alvor blev forløst – konferencens tipping point – var dér, hvor alle de mange non-state aktører, byer, regioner, virksomheder, organisationer og NGOer var fuldt involverede i det videre arbejde. For klimaindsatsen krævede, at ikke bare alle lande var med, men at alle dele af samfundet var med.

Og med dette indlæg søge i de kommende dage at fastholde en række elementer og stadier i forhandlingerne frem mod den endelige klimaaftale.

Læs mere »

Share

Paris 2015 – Brandalism

2. december 2015


.
I dagene op til COP21 har Paris’ gader været vidne til en ganske tankevækkende event, #brandalism, hvor 82 kunstnere på en af konsumerismens helligdage, ‘black friday’, satte i alt 600 plakater op i bybilledet på plakatstandere tilsvarende dem, som belemrer det centrale København.

Mange af dem er så gode, at jeg ville ønske at der kom en samlet udgave deraf. Men jeg har forsøgt at samle en række af de bedste herover – de fleste er hentet fra galleri-siden på www.brandalism.org.uk. De tager meget præcist den corporate greenwash ved hornene, som COP21 til overmål er vidne til i disse dage, og udstiller den ved at viderebearbejde virksomhedernes grafiske identiteter til politiske budskaber. Brandalism skriver derom:

“Despite the state of emergency banning any gathering, following the attacks of 13 November in Paris, the Brandalism project, conducted with Parisian activists, has placed throughout the city hundreds of unauthorised artworks. These posters emphasise the links between advertising, consumerism, dependence on fossil fuels and climate change. We take possession of advertising space because we want to denounce the role that advertising plays in promoting an unsustainable consumerism. The advertising industry feeds our desires for products based on the exploitation of fossil fuels, which have a direct impact on climate change. As for the climate negotiations and side events sponsored by large companies, the outdoor advertising allows more rich to ensure that their voice is heard beyond all others.”

 

Læs mere »

Share

Paris-noter I – den første uges forhandlinger

30. november 2015

Eiffel-tårnet har fået en prominent rolle i billeddannelsen omkring COP21 med stadig skiftende budskaber om 100% vedvarende energi, træplantning eller som her den kærlighed til vores fælles klode, som må vende den nu ødelæggende kurs.

Gå direkte til noter for 29., 30. nov., 01., 02., 03., 04., 05. dec. eller til link-sektionen.

Så er klimakonferencen i Paris skudt i gang, og i de næste to uger vil klimaet fylde medierne verden rundt. Allerede på dag 1 vil der være op imod 150 statsledere, hvilket er med til at gøre, at der er 6.000 journalister, som har søgt om akkreditering, hvor der er gjort plads til 3.000. Der er 2.800 politifolk til at passe på selve konferencestedet, mens 30.000 er indkaldt til at varetage sikkerheden i Paris og andre 8.000 til at øge kontrollen langs grænserne. Selve konferencen har omkring 20.000 registrerede deltagere, men der er sandsynligvis langt flere lobbyister, NGOer og frivillige omkring de mange sideløbende events. Så der er tale om et gigantisk system.

Jeg vil på dette sted om ikke dagligt, så løbende under vejs i de kommende to uger fastholde noter, egne og ikke mindst andres refleksioner over ’slagets’ gang – og søge at undgå militaristisk billedsprog, for alt efter udfaldet bliver vi alle vindere – eller alle tabere. Så under vejs vil indlægget have karakter af byggeplads.

I blog-indlægget Optakt til COP21 i Paris har jeg søgt at samle en række af de mange tråde, som væver sig sammen omkring COP21-konferencen, som står overfor den store opgave at skulle samle alle verdens lande om en samlet indsats om at tackle verdens klimaproblemer. Nederst i dette indlæg er der information om nogen af de mange muligheder der er for at følge med via webcasts, Twitter-feeds osv. samt en linksamling, som dagligt suppleres op.

Læs mere »

Share

Optakt til COP21 i Paris

24. november 2015

Nu er det nu!

Mandag den 30. november gå det løs i Paris med to ugers klimakonference, som efter det kuldsejlede forsøg i København i 2009 af mange er blevet betragtet som et sidste udkald. Faktisk er forhandlerne indkaldt til formøde allerede søndag kl. 17, hvor der er Opening Plenary i ADP-sporet, det forhandlingsspor, hvor selve forhandlingerne om hovedteksten til klimaaftalen i løbet af de næste to uger skal føre dertil, hvor alle uenigheder er afklaret. Der ligger her et kolossalt pres på forhandlere og politikere om at barsle med om ikke en 100-års klimaaftale, som fastlægger alt i detaljer, så en aftale, som kan samordne udviklingen for verdens 195 lande i de kommende årtier og har indbygget de opstramnings- og forbedringsmekanismer, som gør, at vi samlet kan lykkes med at vende klimaudviklingen. Derfor ser vi også hver dag i mediefladen håndfulde af nye analyser og kommentarer til situationen, ligesom der kommer et væld af rapporter og undersøgelser, som er timet til at kunne give sit besyv med.

Dette blog-indlæg er først og fremmest et forsøg på at opsamle et udvalg af disse analyser og profetier, dels for at spore sig ind på konferencens mulighedsfelt: Hvor er barriererne, modsætningerne, åbningerne? – hvad er det for en aftale, vi kan gøre os forhåbninger om, hvis situationen lander optimalt? Dels et forsøg på at fastholde denne forudgående forståelse for bagefter at kunne se, i hvor høj grad de mange iagttagere og iagttagelser reelt formår at lodde situationen og de mange ofte modstridende signaler forud, eller om de forståelsesbilleder, som hele tiden dannes og fortoner sig i hastig følge, mest af alt bliver til i en form for mediets selvreference.

Hvis man skal dømme efter seneste samling i Bonn sidst i oktober, så viste begejstringen forud over, i hvor høj grad det var lykkedes for Ahmed Djoghlaf og Daniel Reifsnyder – de to formænd for ADP2-forhandlingssporet, som får en helt central rolle her i de kommende to uger – at få teksten kortet ned til noget overskueligt, sig at være noget malplaceret. For på førstedagen var der mest af alt mytteristemning.

Ed King fra Climate Home havde måske set det komme, da han få dage inden varslede Bonn set for fireworks, men ellers havde de fleste kommentatorer stirret sig blinde på den eksemplariske korthed (18 sider) uden at registrere, at en lang række for mange parter helt vitale elementer blot var forsvundet, så aftalens karakter var helt forandret.

Det var først og fremmest de fattigste og mest sårbare lande, som førte an i kritikken, og som følte, at klimaindsatsen med det foreliggende var skrumpet fra en bred indsats, som samtidig tog hånd om de tilhørende tilpasnings- og udviklingsproblemer, til en snæver mitigation-aftale, som kun kunne være i de rige landes interesse. Men der var bred enighed om, at forkortelsen var alvorligt forfejlet.

Land efter land rejste sig og sagde ganske kategorisk, at dette ikke kunne være noget grundlag for en klimaaftale. Så man måtte åbne for genindføjelser. Hele 65 dokumenter med  forslag om genindføjelse var der indleveret forud, og teksten svulmede igen op. Så stort set alle de modsætninger, der måtte være mellem de 195 landes synspunkter, er således igen fuldt repræsenteret, og den tekst, som blev sendt videre til den politiske behandling, var fuld af parenteser – dvs. ord og tekstfragmenter, som der endnu ikke er enighed om (se blog-indlægget Klimamøde i Bonn, to minutter i Paris). I den fulde udgave af den tekst, forhandlerne tager hul på i Paris er der lige nu 1.618 kantede parenteser! Men garvede forhandlere er fortrøstningsfulde, for hvor forhandlingsoplægget forud for COP15 i København var 200 sider langt, så er den genudvidede tekst denne gang ‘kun’ på 54 sider. Og selvom man kunne have ønsket sig, at det var sket endnu tidligere, så har vi for det gode i de seneste par måneder fået de (forhåbentligt) væsentligste af disse modsætninger frem i lyset – modsætninger, som nødvendigvis må overkommes, hvis COP21 skal ende med en stærk og fremadrettet aftale.

Derfor virker det rigtigt, som de franske værter har presset på med, at de politiske ledere som noget nyt denne gang ved COP21 er med fra starten af og ikke først kommer dumpende først eller midt i den anden uge. For forhandlerne har i denne fase i allerhøjeste grad brug for løbende at kunne konsultere med politikerne for at kunne få ryddet ud i alle disse større og minde modsætninger. Og de udmeldinger – og ikke mindst de erklæringer om ekstra støtte og nye initiativer, som statslederne ofte har med – vil kunne give forhandlingerne et boost.

Læs mere »

Share

2-graders-målsætningen

16. november 2015

Denne graf stammer fra Carbon Brief og giver et godt rids af 2°C-målsætningens historie.

2-graders målsætningen – dette at den gennemsnitlige globale temperaturstigning siden industrialiseringens begyndelse ikke må overstige 2 grader Celsius – blev introduceret tilbage i 1975, hvor klimavidenskaben var i sin allerførste vorden. Her blev den i en artikel af William Nordhaus forsøgsvist antydet som en mulig tærskel for, hvornår klimaforandringer ville blive katastrofale. Siden er den gadvist blevet del af en standard-målsætning, som i adskillige år var dobbelt, at vi skulle sikre en målsætning, som bremsede temperaturudviklingen før 2°C / 450 ppm, hvor de 450 ppm angiver den maksimalt acceptable koncentration af CO2 i atmosfæren.

Ved den klimaaftale, som endte med ikke at blive vedtaget i København i 2009, var målsætningen således defineret som 2°C / 450 ppm. Men dels var de synlige virkninger af klimaforandringerne på den tid ved at markere sig, selvom den globale temperaturstigning stadig kun var under 1°C. Dels var der stadig klarere tegn i de fremskrivninger, klimavidenskaben gjorde, på, at en stabilisering af det globale klima på 2°C / 450 ppm ikke ville være nogen stabilisering, men tværtimod på langt sigt ville føre til voldsomme klimaforandringer og på meget lang sigt muligvis fuld afsmeltning af alle klodens ismassiver – med havstigninger på op til 60 meter eller mere til følge. I 2008 fastlagde James Hansen et al. fra NASA således argumentation for, at en langtidsstabilisering af det globale klimasystem krævede en koncentration af CO2 i atmosfæren på max 350 ppm  (den var omkring på 280 ppm før industrialiseringens begyndelse), så allerede i København i 2009 var der mere end 100 lande bag et krav om en målsætning på max 1½C og max 350 ppm. Denne skærpede målsætning for klimaindsatsen er direkte indfældet i navnet på 350.org, den klimabevægelse, som Bill McKibben var med til at grundlægge.

Læs mere »

Share

Nu INDC for 90% af verdens udledninger – flot men langt fra nok

30. oktober 2015


.
Ovenstående video som på nær de første 2 minutter er på engelsk, stammer fra en pressekonference i dag i forbindelse med lanceringen af UNFCCCs synteserapport, som analyserer og sammenfatter de 146 INDC (nationale klimaplaner), som var indleveret pr. 1. oktober i år. På én gang en stor dag, hvor verdens samlede klimaindsats frem mod 2030 blev gjort op, og en dag, som det er svært at fejre, fordi de indmeldte klimamålsætninger tilsammen langt fra formår at løfte den fælles målsætning at holde den gennemsnitlige globale temperaturstigning under 2°C.  

Da der 1. oktober var der deadline for indlevering af klimaplaner forud for COP21 klimakonferencen i Paris, havde 146 af verdens 196 lande indleveret deres INDC, Intended Nationally Determined Contributions, som de enkelte landes klimaplaner kaldes i FN-jargonen – et navn som understreger det frivillige i de enkelte landes indsats og den bottom up-tilgang, som ikke er ideel, fordi den er svær at styre i forhold til en samlet målsætning, men som man ikke desto mindre har valgt, fordi det er det, man har kunnet formå at enes om på tværs af alle forskelle landene imellem. I mellemtiden er der indleveret flere INDC, så der nu er fra 156 lande, som tilsammen dækker omkring 90% af verdens samlede CO2-udledninger, og der skal nok nå at komme en håndfuld mere inden Paris, for der arbejdes stadig mange steder på at få klimaplaner klar inden COP21 skydes i gang om blot fire uger.

Inden vi forfalder til desperation over, hvor utilstrækkelige disse klimaplaner er i forhold til, hvad der er brug for, er det værd at hæfte sig ved det positive, at hvor Kyoto-aftalen kun dækkede omkring 15% af verdens udledninger, så er der nu reelt tale om en global aftale. Alle de største udlederlande har indgivet deres bud på en klimaindsats frem mod 2030, og samtlige disse landes statschefer har meldt deres ankomst i Paris ved konferencens begyndelse – hvilket er en nyskabelse, som Francois Hollande har insisteret på, da statslederne ved de forudgående klimatopmøder først har indfundet sig i den anden uge. På den måde er der lagt op til to uger, hvor det ikke bare er embedsmænd med bundne agendaer, men med mulighed for reelle politiske forhandlinger.

Det var ikke forud forventet, at alle lande ville udarbejde klimaaftaler. Tidligere på året udtrykte lederen af FNs klimaforhandlinger Christiana Figueres håb om, at der ville komme INDC, som dækkede mindst 60% af verdens samlede udledninger. Men selv for det afrikanske kontinent, hvor man finder verdens aller fattigste lande, som aldrig tidligere har haft klimaplaner udarbejdet, har man i stor udstrækning bidraget, og det endda med et ambitionsniveau, som sætter størstedelen af de industrialiserede landes og de rige udviklingslandes klimaindsats i et skammeligt perspektiv. Så der foreligger i skrivende stund 46 afrikanske INDC ud af 54 mulige, og der er gode chancer for, at endnu 2-3 afrikanske lande når at få deres INDC på plads inden Paris (se blog-indlægget Paris 2015 – En række afrikanske INDC). Så uanset hvad resultatet bliver i Paris her om blot en måned, så er denne del allerede lykkedes over al forventning.

Nøgletallet i dagens synteserapport kendte vi allerede fra Climate Action Trackers løbende analyse af de indkomne INDC: Med de indgivne INDC står verden til ved udgangen af dette århundrede at have en gennemsnitlig global temperaturstigning på 2,7°C. Det er faktisk betragteligt lavere end de 4-5°C, som der har været udsigt til, hvis vi blot uantastet fortsatte den fossile afbrænding business as usual. Men det er langt fra den 2°C-løsning, som hele konferencen er bygget op om at sikre. Og med vi ved i dag om klimaforandringernes omfang og styrke slev ved 2°C, så ville en 1½°C være en mere rimelig målsætning. For på bare lidt længere sigt (ud over år 2100) må vi forvente omkring 3 m havstigninger for hver grad temperaturstigning. Så hvis vi varigt accepterer at lade den globale gennemsnitstemperatur øge med 2°C, vil mere eller mindre samtlige verdens atolriger og deltaer på sigt forsvinde i havet.

Af samme grund er der to størrelser, som er blevet endnu mere vigtige i klimakonferencen: For det første er det selvindlysende, at vi ikke bare kan cementere verdens klimaindsats frem til 2030 vel vidende, at vi til den tid har forpasset alle chancer for en 2°C-løsning – tværtimod skal der etableres en mekanisme, hvor de enkelte landes indsatser løbende strammes op. For det andet at verdens rige lande tilvejebringer en finansiering, som kan understøtte ikke bare en tidlig mitigation, så verdens fattigere lande tidligt bliver sporet ind på en fossilfri udvikling, men fuldt så meget etablerer midler til adaptation og loss and damage. Ved den seneste forhandlingsrunde i Bonn for blot en uge siden, blev dette sagt så udtrykkeligt fra G77-gruppen af lande, som omfatter to tredjedele af verdens lande, at der overhovedet ikke kunne blive tale om nogen aftale, hvis ikke der som en del af aftalen var indbygget den finansiering på 100 mia. $ pr. år fra 2020, som de fattige lande i årevis er blevet stillet i udsigt, og som verdens rigere lande igen og igen er gledet af på (se blog-indlægget Klimamøde i Bonn, to minutter i Paris). Det sagt skal der nok komme en klimaaftale i Paris. Men det vil skabe et virkelig dårligt nord-syd-klima, hvis den industrialiserede verden, som har påført verdens fattigste dette klimaproblem, endnu engang fornægter sit medansvar.

Tilbage til dagens synteserapport, så omfatter den ud over den ganske teknisk betonede analyse en grafisk sammenfatning af situationen, som så at sige fortæller det hele i et enkelt billede:

Læs mere »

Share

2°C-målsætningen: De fleste lande skal fordoble deres klimaindsats

29. oktober 2015

Forud for den forestående Paris-konference får vi i morgen får fremlagt en syntesrapport af de indleverede INDC. Det står allerede nu klart, at summen af de indberettede nationale klimaplaner ikke kommer til at leve op til den 2°C-målsætning. Og selvom vi via IPCC store klimastatusrapport AR5 sidste år fik defineret et carbon budget for en 2°C-løsning, har FNs klimaforhandlinger valgt i første omgang ikke at håndtere det heraf følgende kernespørgsmål, hvem som så må udlede hvor meget, og hvem som skal reducere hvor meget hvor hurtigt for at holde 2°C-målsætningen. I den anledning har jeg hentet nedenstående artikel af Anita Talberg og  Malte Meinshausen fra University of Melbourne fra The Conversation. Her præsenterer de en artikel, som de netop har publiceret i Nature Climate Science, som ser på forskellige fordelingsnøgler for det globale carbon budget, hvis vi samlet set skal kunne holde 2°C-målsætningen. Den manglende diskussion af denne fordelingsnøgle er stærkt medvirkende til, at de fleste lande har indleveret klimaplaner, som anerkender 2°C-målsætningen samtidig med at de er helt utilstrækkelige til opnåelsen af 2°C-målsætningen.

For EU, som ikke behandles særskilt i artiklen, vil der ved en metrisk lige fordeling skulle reduceres med 41% i 2030, og hvis man tager udgangspunkt i en korrigeret nøgle, hvor udviklingslande har ret en forholdsvis større del af carbon budgettet end de industrialiserede lande, står EU til at skulle reducere med 49% i 2030 – begge tal i forhold til 2010. EUs nuværende reduktionsmål er 40% i forhold til 1990, så uanset hvilken fordelingsnøgle, man benytter, er også EUs reduktionsmål helt utilstrækkelige i forhold til 2°C-målsætningen. 

Talberg & Meinshausens artikel Most countries need to at least double their efforts on climate: study er gengivet her ifølge The Conversations vilkår for common licence.  

 

Most countries need to at least double their efforts on climate: study

Developed nations would need to double or triple their current efforts to limit global warming to a “safe” level of 2⁰C. That’s the finding of a study published today in Nature Climate Change assessing countries’ post-2020 climate pledges ahead of December’s international climate summit in Paris.

As an example, Australia would need to reduce emissions 50-66% below 2010 levels to be considered to be doing its fair share (its current target, when converted to 2010, is a 23-25% reduction).

Countries have agreed to limit warming to 2⁰C above pre-industrial levels. But how do we divide up the necessary reductions in emissions fairly?

Developing nations often argue that developed nations need to do more, because they are responsible for more greenhouse gas emissions historically.

This new paper shows that these debates about fairness will inevitably cause us to go beyond 2⁰C, however it also shows a way to fix the problem.

You can read more in a Briefing Note, and all the underlying data is available on a new website.

Are we on track for 2⁰C?

How much the world warms is determined by the total amount of greenhouse gases that go into the atmosphere, what’s known as the “carbon budget”. To have a 66% chance of limiting warming to 2⁰C the Intergovernmental Panel on Climate Change shows that after 2011 we can only emit 1,010 billion tonnes of greenhouse gases.

Converting the budget to yearly emissions is not easy. However, by analysing hundreds of emissions scenarios, the new study found that to meet the carbon budget, global emissions need to be reduced to 1990 levels by 2030.

We are not on track for this.

The same conclusion was reached by a paper published in 2010, and more recently by Climate Action Tracker that projects 2.7⁰C of warming by 2100.

Læs mere »

Share

Paris 2015 – OPEC-landenes INDC

19. oktober 2015

Lande som har lagt hele deres fremtid i produktion og salg af olie, står overfor radikale omstillingsprocesser, og som man kan se det herover, har et land som Saudi-Arabien har taget hul på etableringen af et energisystem baseret på vedvarende energi. For en dag inden længe er det slut med at hente olien op, fordi det ødelægger klodens klima. Med store ørkenområder med eminente solenergiforhold er der intet i vejen for, at ørkenlande bliver solenergieksporterne fuldstændig som man nu eksporterer råolie. Men det vil blive en krævende proces, hvor det indimellem kan være fristende at se, om det liiiiige går et årti mere, inden man lukker helt ned for oliehanerne.

Pr. 1. oktober ved udløbet af fristen for indlevering af INDC forud for COP21 klimakonferencen i Paris her om 1½ måned har omkring 150 af verdens 196 lande indleveret deres INDC, Intended Nationally Determined Contributions, som de enkelte landes klimaplaner kaldes i FN-jargonen. De dækker tilsammen 86% af verdens samlede CO2-udledninger, og det er allerede over det succes-kriterium, som UNFCCC havde stillet sig.

FN er ikke nogen børnehave, og der er med den nuværende aftalestruktur lagt op til, at de enkelte landes bidrag er frivillige, så strengt taget kunne man indlevere en INDC, som sagde, at man ikke ville gøre noget (nogle landes klimaplaner er betænkeligt tæt på dette). Det er ikke UNFCCCs ansvar at inddrive de sidste INDC, og der er ingen formelle sanktionsmuligheder, hvis ikke man indleverer, kun den diplomatiske kulde, som følger af at svigte fællesskabet. Men endda bliver der i disse dage ringet rundt fra de franske værter for klimatopmødet for at høre, om der er tekniske vanskeligheder, ligesom der bliver lagt et betydeligt diplomatisk pres på så vidt det overhovedet er muligt at få de sidste lande med. Blandt andet har FNs generalsekretær Ban Ki-moon påtaget sig at skrive til samtlige de lande, som endnu ikke har indleveret deres INDC.

Blandt de resterende lande finder man en lang række små lande, hvis klimabelastning er nærmest negligerbar i det samlede billede, hvor udledningen pr. indbygger kan ligge helt nede omkring 1 ton pr. år – her havde man ikke på forhånd forventet, at alle ville eller kunne bidrage. Men målt udledningsmæssigt er der blandt de lande, som endnu ikke har indleveret, en gruppe af olieeksporterende lande i Afrika, Latinamerika og Mellemøsten, hvor den tanke er nærliggende – og har været ytret – at de ikke var til sinds at indlevere deres klimaplaner. Således havde kun 2 af de 13 OPEC-lande (Organization of Petroleum Exporting Countries) afleveret deres INDC ved fristens udløb 1. oktober.

Læs mere »

Share

Klimamøde i Bonn, to minutter i Paris

17. oktober 2015

Der er nu blot halvanden måned til, at verdens lande samles til COP21 i Paris for at vedtage en global klimaaftale. Som forberedelse hertil er der i den kommende uge er der sidste officielle samling inden – hvis ikke der viser sig behov for yderligere møder. Dette blog-indlæg rummer et første rids af udfordringerne for den kommende uges forhandlinger og nederst en link-samling, som i løbet af ugen vil blive løbende opdateret. Samtidig er det planen under vejs at lave flere kommentarer og updates. Forhandlingerne vil kunne følges fra UNFCCCs hjemmeside, hvor de centrale sessions både kan ses live og on demand.

Selvom der har været stor anerkendelse af den forkortede tekst, som forelå tidligere på måneden (se blog-indlægget Konturerne af den endelige Paris-aftale), ikke mindst at den havde opnået en nødvendig entydig struktur, så er der også fra mange sider rejst alvorlige spørgsmål til tekstens indhold – herunder ikke mindst hvad der nu mangler i teksten. EUs klimakommissær Miguel Arias Canete har klart meldt ud, at teksten er dårligt afbalanceret og at ambitionsniveauet er for lavt – han efterlyser en aftale, som kan holde hele århundredet – og dermed at aftalen overordnet rummer et rids af den nødvendige udvikling videre fra det fossile samfund.

Indien har været blandt de mest markante kritikere, og der er en vis sandsynlighed for, at vi i den kommende uge vil se Indien ‘larme’ på vegne af udviklingslandene, i hvert fald er der fra indisk side rejst en massiv kritik ikke bare af af den nu foreliggende tekst, men af de rige landes ‘ferie’ fra klimaindsatsen, og der er formuleret minimumskrav for at aftalen overhovedet kan vedgås. Ed King sammenfatter på Climate Home 16.10. fem indiske hovedkritikpunkter:

– Finance: no predictability or adequacy
– Loss and damage: just notes the problem
– Long term goal: no mention of decarbonisation
– Mitigation cycles: when will these happen?
– How binding will the national commitments be?

Fra indisk side vil det givet også blive påpeget, at referencerne til equity og en common but differentiated indsats så godt som er forsvundet fra teksten. Indien synes ikke at tale alene – tværtimod fornemmes det fra hele G77-blokken, som omfatter 134 lande, at aftaleteksten med den nu foreliggende formulering har fået en katastrofal slagside, så der er lagt op til en hektisk uge i Bonn.

Her forud for den (måske) sidste forberedelsesrunde i Bonn er der gjort adskillige forsøg på at sammenfatte de vigtigste punkter. Lad mig herunder bruge fem punkter fra WRIs intro 15.10. og supplere efter behov.

Læs mere »

Share

Konturerne af den endelige Paris-aftale

14. oktober 2015



5. oktober forelå en ny udgave af forhandlingsteksten, som er kogt ned fra 83 sider til blot 20 sider. Som man kan få en fornemmelse af i dette lille udsnit, er der stadig mange ord og passager, som står i kantede parenteser, som indikerer stadig uafklarede steder i teksten. Den fulde udgave kan downloades
her (pdf).  

Ahmed Djoghlaf og Daniel Reifsnyder, de to formænd for det ADP-forhandlingssporet ved UNFCCCs klimaforhandlinger, som forestår forberedelsen og udarbejdelsen af den klimaafale, som skal vedtages i Paris om nu mindre end to måneder, fik ved sidste forhandlingsrunde i Bonn pålagt at koge en stadig mere end 80 sider tekst ned efter at uge efter uge af forhandingsrunder måske nok havde givet et klarere billede af, hvilken tekst man var på vej mod, mens teksten stadig forblev uklar i sin stuktur og mastodontisk lang (se blog-indlægget: Klimamøde i Bonn, fem minutter i Paris). Og de har nu barslet med en udgave, som med blot 20 sider er radikalt kortere.

Teksten har stadig en lang række ting stående i kantede parenteser, hvor først de endelige politiske forhandlinger i Paris vil have det politiske mandat til at kunne vælge den endelige ordlyd. Men den nu foreliggende tekst har præciseret de enkelte landes hjemmearbejde forud for Paris, og den giver gradvist et klarere billede af, hvad vi kan forvente af den aftale, som ender med at blive vedtaget.

Samtidig var der pr. 1. oktober i år, ved fristen for indlevering af INDC, hvis de skal kunne nå at indgå i den UNFCCCs forudgående analyse, kommet nationale klimaplaner fra 146 ud af verdens 195 lande, som i alt dækker omkring 90% af verdens udledninger, samtidig med, at der blandt mange af de resterende lande stadig arbejdes på højtryk for at nå det. Så det står klart, at aftalen vil få en endog meget bred opbakning. Det står til gengæld også klart, at summen af disse nationale klimaindsatser langt fra vil være i stand til at overholde den målsætning om at holde den gennemsnitlige globale opvarmning på under 2°C, som siden København i 2009 har været det centrale pejlemærke for den globale klimaindsats – en række vurderinger synes lige nu at pege på, at verden ved udgangen af det 21. århundrede vil være blevet et sted mellem 2,7°C og 3°C varmere end før industrialiseringen. Så målt på den skala, er Paris ikke nogen fest. Men i forhold til at vi, hvis vi blot havde fortsat som hidtil, nærmere havde set 4-5°C global temperaturstigning ved århundredets slutning, kan man nu endelig sige, at det gør en forskel. Og det er første gang at Climate Action Trackers analyse af de samlede klimaplaners indflydelse på den gennemsnitlige globale opvarmning er kommet under 3°C, så det går den rigtige vej.

Grundlæggende er der al mulig grund til at glæde sig over, at der endelig tegner sig en enighed om at lave en sådan global indsats. Som det så fint er udtrykt – nu er alle kommet på dansegulvet, så må vi finde ud af at skrue op for tempoet. Noget af det vigtigste ved aftalen er således nok også, at Paris-aftalen er en begyndelse – at der er lagt op til ikke bare 5-årige revisioner, men 5-årige stramninger, så verdens lande år for år må blive bedre til at udfase og omstille.

Dette kan lyde naivt, men for rigtig mange af de indleverede klimaplaner ville man meget vel kunne gøre det meget bedre. Blandt de industrialiserede lande ville for eksempel Australiens, New Zealands, Canadas og Japans klimaplaner meget let kunne forbedres – og vil sandsynligvis blive det ved et politisk skifte til regeringer, hvis holdninger og handlinger er mindre købt af den fossile industri. Selv EUs bebudede klimaindsats er forsigtig og defensiv frem for fuldt ud at at favne det mulighedsfelt, som den grønne omstilling rummer. Men udviklingen går lige nu i retningen af, at sol og vind – og i en række situationer også andre vedvarende energikilder – er lige så billige som og billigere end de fossile brændsler, så der også ligger en kortsigtet økonomisk tilskyndelse til at lægge de fossile brændstoffer bagude. Så det virker som andet og mere end ønsketænkning, at verdens lande ikke bare kan stramme sine klimamålsætninger og styrke sin klimaindsats, men rent faktisk vil gøre det. For eksempel Kina har netop annonceret, at man vil stramme sin solcellemålsætning med 30% for 2015 og firedoble sin installerede solcellekapacitet inden 2020.

Læs mere »

Share