Strøtanker om bæredygtighed

.
I dag aflagde Barack Obama præsidentløfte for sin anden periode og gav efterfølgende sin Iauguration Speech. Den kan ses i sin helhed herover, og teksten kan blandt andet findes på The Atlantic Wire. Halvvejs i sin tale kom Obama ind på klimaindsatsen og dens uomgængelighed (se 10:00 min ff.) Han sagde her:

”We, the people, still believe that our obligations as Americans are not just to ourselves, but to all posterity. We will respond to the threat of climate change, knowing that the failure to do so would betray our children and future generations (applause). Some may still deny the overwhelming judgment of science, but none can avoid the devastating impact of raging fires and crippling drought and more powerful storms.

The path towards sustainable energy sources will be long and sometimes difficult. But America cannot resist this transition, we must lead it. We cannot cede to other nations the technology that will power new jobs and new industries, we must claim its promise. That’s how we will maintain our economic vitality and our national treasure – our forests and waterways, our crop lands and snow-capped peaks. That is how we will preserve our planet, commanded to our care by God. That’s what will lend meaning to the creed our fathers once declared.”

Efter års klima-tavshed må dette siges at være en overraskende klar udmelding. Joe Romm fra Climate Progress benævnte ligefrem Obama som “Climate Hawk”. Men vi har stadig til gode at se, hvad det betyder i praksis, om Obama reelt formår at lade den “all of the above”-politik bagude, han præsenterede i valgkampens sidste fase, hvor der ikke var grænser for, hvor meget der skulle frackes, drilles og produceres.

Her i allernærmeste fremtid skal han tage endeligt stilling til Keystone XL rørledningen, som hvis den etableres vil give canadierne fri adgang til deres verdensmarked med den både for deres egne landskaber og for verdens klimaindsats ødelæggende tar sand-olie. Det er en svær afgørelse for Obama – af mange miljøorgansationer set som en lakmustest for, om der er handling bag hans veltalenhed. For forsyningssikkerhedesmæssigt er det fristende at veksle den nuværende afhængighed af arabisk olie til en afhængighed af den canadiske olie. Men nu hvor valget var ovre, er det på tide at få sat nogle principper og standarder. Et amerikansk nej til Keystone XL vil nok ikke i sig selv standse canadiernes vanvidsprojekt (se tidligere blog-indlæg tagged Alberta). Men samtidig er EU tæt på at have sat standarder, som gør at olien ikke kan bruges i Europa. Og USAs nabo mod nord trænger i den grad til en klimamæssig vækkelse.

Klimadiskussionen har i Obamas første præsidentperiode været ganske betændt – på den ene side præget af, at den ultrahøjreorienterede Tea Party-fraktion af det republikanske parti har været ganske højtråbende i sin klimafornægtelse, på den anden side det lidt paradoksale, at Obama efter tilsvarende udmeldinger i sin valgkamp i 2008 tilsyneladende valgte ikke at tage kampen om luftherredømmet op, når det galdt klima-diskussionen, og på et møde i 2009 bad miljøorganisationerne om at holde lav profil. 

Nu er der gang i en omstrukturering af den store maskine af frivillige, som har været med til at sikre, at Obama blev genvalgt. Der er tale om hundredetusindvis af mennesker, som ikke mindst i svingstaterne har gået fra dør til dør igennem store dele af 2012. Hvis hele denne ‘hær’ af informanter i stedet satte ind med policy-information, så ville det kunne styrke forståelsen af nødvendigheden af, at USA går målrettet ind og tager sin del af ansvaret for at få stabiliseret klimaet. Hvis først alle disse mennesker skal ud at tale om nødvendigheden af gun control, dernæst om forestående immigrationslove og nødvendigheden af at fastholde de sundhedsreformer, som Obama endte med at prioritere højere end klimaet i første periode, så er det ikke sikkert, at det det er nok til at få den folkelige forståelse af klimaindsatsens nødvendighed konsolideret én gang for alle. For Obama har ikke bare et flertal i kongressen imod sig – i det mindste i de kommende to år. Han er samtidig oppe mod en massiv misinformationskampagne, som er kynisk finansieret af en amerikansk kul- og olieindustri, som siden 2. verdenskrig har vænnet sig til, at man i den amerikanske lobby- og medievirkelighed kan købe sig til snart sagt hvad som helst.

Men med talen i dag har han i det mindste spillet klart ud med, hvad han – og USA – burde gøre. I den udstrækning, det rent faktisk sker, er den globale klimaaftale, som har så hård en fødsel i FN-regi meget tættere på at kunne blive virkelighed. Selvom Obama i sin tale i dag undlod den hope og change-retorik, som bar ham gennem valget for fire år siden, så er der efter i dag paradoksalt mere grund til håb på klimaets og fremtidens – og USAs fremtids – vegne.  

I øvrigt er Obamas inauguration speech en på mange måder fremragende tale, hvor han får forbundet en række af de nødvendige indsatser og den forestående klimaindsats med fundamentale størrelser i den amerikanske grundlov. Så den er i den grad værd at høre i sin helhed. 

Se tidligere blog-indlæg om den amerikanske klimafornægtelse: Alden Meyer: Union of Panicked Scientists, 99,8% af videnskabelige artikler enige om global opvarmning, Sandy bryder klimatavsheden, Klimaudfordringens fortielse i det amerikanske valg, Donald Brown: Romneys klimafornægtelse, Donald Brown: Forbrydelse mod menneskeheden, Disconnecting the dots, Deepak Chopra om klimaudfordringen, Heartland Institute – i klimafornægtelsens hjerte, Naomi Klein: Capitalism vs. the Climate, Skeptic Arguments sorted by taxonomy og Noam Chomsky om klimafornægtelsens dynamik.

Se tidligere blog-indlæg tagged valgkamp 2012.

Joe Romm: Obama Goes Hawkish: Failure To Respond To Threat Of Climate Change, ‘Would Betray Our Children And Future Generations’, Climate Progress 21.01.2013.

Obama’s Second Inaugural Address: Watch Here, Mother Jones 21.01.2013.

Erica Martinson: Obama promises action on climate change, Politico 21.01.2013.

Andrew Restuccia: Joe Biden to climate activists: ‘Keep the faith’, Politico 21.01.2013.

Patrick Rucker: Obama gives unexpected nod to climate as second term priority, Reuters 21.01.2013.

Matt Spetalnick & Jeff Mason: Confident Obama lays out battle plan as he launches second term, Reuters 21.01.2013.

James Murray: Obama: ‘We will respond to the threat of climate change’, Business Green 21.01.2013.

Suzanne Goldenberg: Climate change moves to forefront in Obama’s second inaugural address, The Guardian 21.01.2013.

Suzanne Goldenberg: Obama under pressure after Nebraska governor signs off on Keystone XL, The Gaurdaian 22.01.2013.

Obama address ties current issues to founding principles, (AP) (Obamas tale) Japan Times 23.01.2013.

Varie Volcovici: Analysis: Obama’s next climate steps apt to be temperate, Reuters 23.01.2013.

Lederen af NASAs klimaforskningsafdeling James Hansen havde i gårsdagens New York Times et indlæg, hvor han opsummerer, hvorfor det er vitalt at få standset ikke bare Keystone XL-rørledningen og tar sand-udvindingen i Alberta, men som verdenssamfund at komme overens med, hvilke fossile reserver, vi giver plads til at udvinde, og hvilke, vi som ansvarligt verdenssamfund lader ligge i jorden.

For omkring fem år siden udtrykte Hansen det i al sin enkelhed: “Coal is best left in the ground”. Siden har højere oliepriser gjort udvinding af en række unconventional olieforkomster, tar sands og tar shale rentable. Og Hansen har måttet udvide sine anbefaling til, at vi klimatologisk set gjorde bedste i at lade kul og en bred vifte af ukonventionelle olieforekomster blive i jorden. Hvis ikke vi gør det, er det ifølge Hansen “Game over for the climate”.

Det er stærke ord, som vi alle burde lade sive ind, for at handle efter dem.

Men er verdenssamfundet overhovedet i stand til at handle rationelt i forhold til en sådan samlet udfordring? Eller vil vi verden rundt se den kortfristede interesse overvokse det fælles bedste? Siden COP15 synes kul- og olieindustriens lobbyisme og støjproduktion at have taget til i en sådan grad, at man har fået rum for at kunne fortsætte uantastet nogle år endnu. Og hvor vi for fire år siden havde et håb om, at Obama ville løfte USA ind i en omstillingsproces på en måde, så det var med til at vise vejen i verdenssamfundet. Så er det svært at finde næring for samme håb om lederskab på klima-området, selv hvis han bliver valgt for en ny fireårs-periode.

James Hansens opinion i New York Times har jeg tilladt mig at gengive i sin helhed herunder:

.

Game Over for the Climate

James Hansen, New York Times 09.05.2012.

GLOBAL warming isn’t a prediction. It is happening. That is why I was so troubled to read a recent interview with President Obama in Rolling Stone in which he said that Canada would exploit the oil in its vast tar sands reserves “regardless of what we do.”

If Canada proceeds, and we do nothing, it will be game over for the climate.

Canada’s tar sands, deposits of sand saturated with bitumen, contain twice the amount of carbon dioxide emitted by global oil use in our entire history. If we were to fully exploit this new oil source, and continue to burn our conventional oil, gas and coal supplies, concentrations of carbon dioxide in the atmosphere eventually would reach levels higher than in the Pliocene era, more than 2.5 million years ago, when sea level was at least 50 feet higher than it is now. That level of heat-trapping gases would assure that the disintegration of the ice sheets would accelerate out of control. Sea levels would rise and destroy coastal cities. Global temperatures would become intolerable. Twenty to 50 percent of the planet’s species would be driven to extinction. Civilization would be at risk.

That is the long-term outlook. But near-term, things will be bad enough. Over the next several decades, the Western United States and the semi-arid region from North Dakota to Texas will develop semi-permanent drought, with rain, when it does come, occurring in extreme events with heavy flooding. Economic losses would be incalculable. More and more of the Midwest would be a dust bowl. California’s Central Valley could no longer be irrigated. Food prices would rise to unprecedented levels.

If this sounds apocalyptic, it is. This is why we need to reduce emissions dramatically. President Obama has the power not only to deny tar sands oil additional access to Gulf Coast refining, which Canada desires in part for export markets, but also to encourage economic incentives to leave tar sands and other dirty fuels in the ground.

Læs mere »

Har lige sendt nedenstående til min pensionskasse – eller rettere ville jeg gøre det. I det lille kontaktvindue på Unipensions hjemmesiden var der kun plads til spørgsmålet i tekstens første del. Kan kun opfordre andre til at markere tilsvarende.
.

Kære Pensionskasse

I går var det International Tar Sands Day verden rundt. Af en opgørelse i den forbindelse fremgik det, at Danmarks fem største pensionsselskaber tilsammen havde investeringer for 2,5 mia. kr. i udvindingen af tar sands i Canada.

Der er tale om virksomheder som Shell, BP, Total (FR), Statoil ASA, Exxon, ConocoPhillips, Suncor, Chevron og Imperial Oil, se: www.klimabevaegelsen.dk/doc/tarsands/Pensionsfonde.pdf.

Det fremgår ikke af denne opgørelse – og heller ikke umiddelbart af Unipensions hjemmeside – om Unipension har tilsvarende investeringer. Jeg vil derfor gerne spørge, om Unipension (min pensionskasse) har økonomiske interesser i udvindingen af den canadiske tjæresand?

Klima- og bæredygtighedsmæssigt står udvindingen af Tar Sand som noget af det dummeste, mennesket i nyere tid har fundet på. Udvindingen medfører kolossale miljøproblemer og ødelæggelser af oprindelige landskaber, og udvindingsprocessen er så energikrævende, at det kun er et resultat af en helt utilstedelig lobby-virksomhed, hvis det nogensinde lykkes for Canada at få olien ind i EU. Samtidig advarer ledende klimatologer om, at hvis vi tager hul på ukonventionelle forekomster som tar sand og oil shale, så er det en bombe under verdenssamfundets målsætning om at holde udviklingen under 450 ppm og 2 C, og kampen for at langtidsstablilisere klimaudviklingen er definitivt har tabt.

I den nuværende situation har Pensionskasserne ikke bare til opgave snævert at sikre optimal forrentning, men fuldt så meget at sikre, at medlemmernes midler varetages på en måde, så den verden vi lader vores børn og børnebørn arve, har sin optimale værdi.

Jeg håber derfor, at Unipension med målsætningen om ”Ansvarlige Investeringer” har holdt sig fri af investeringer i udvindingen af tjæresand – og at man i den udstrækning, at dette ikke er tilfældet, genovervejer sin position og afvikler disse investeringer inden for en kort tidsfrist for at placere midlerne i virksomheder, som aktivt understøtter omstillingen til en bæredygtig fremtid.

Med venlig hilsen,
Jens Hvass

 .
Links til yderligere information:

www.jenshvass.com/blog/2012/04/07/garth-lenz-the-true-cost-of-oil/

www.jenshvass.com/blog/2012/04/06/to-the-last-drop-canadas-dirty-oil-sands/

www.jenshvass.com/blog/2012/02/16/tar-sands-oil-extraction-the-dirty-truth/

www.jenshvass.com/blog/2012/01/19/til-det-21-aarhundredes-daarligste-ide/

www.jenshvass.com/blog/2010/07/31/james-e-hansen-om-norsk-klimapolitik/

.

Igennem 20 år har Garth Lenz skildret verdens miljøproblemer i billeder – mange af de billeder, som kan ses i blog-indlægget fra i forgårs, Landskaber under ødelæggelse, er indfanget med hans linser.

I denne video kan man opleve Garth Lenz på en TED-konference i januar fortælle med en næsten knugende indlevelse om de drastiske konsekvenser af tar sand-udvindingen i Alberta, som i disse år totalskamferer stadig større dele af Canadas oprindelige landskaber samtidig med at det forgifter mennesker og dyr og slår bunden ud af den globale klimaindsats.

Kan kun opfordre til at støtte op om tar sand-arrangementer, som afholdes over alt i verden 5. maj (se event-side på Facebook), som retter sig mod de mange firmaer og instanser, som investerer i uhyrlighederne i Alberta.

Vi må sammen og hver især gøre vores til at mindske efterspørgslen på olie, og vi må ikke mindst sikre, at vores banker, pensionskasser, aktiepuljer osv. ikke er en del af finansieringen af den udvinding af tar sand i Alberta, som har været karakteriseret som vor tids største organiserede naturødelæggelsesprojekt.

Se tidligere blog-indlæg: Keystone XL update, Tar Sands Oil Extraction – The Dirty Truth, Det 21. århundredes dårligste idé, Bill McKibben om kampen for klimaet, James Hansen foran Det Hvide Hus, Bill McKibben om Keystone XL olieledningen, James E. Hansen om norsk klimapolitik og James Hansen: Why I must speak out about climate change.

P.S. Kom til at se, at dette er blog-indlæg nr. 800 – en slags rund dag for Strøtanker om bæredygtighed med et indlæg, som med billedet til hjælp spænder ud mellem det globale og det lokale, det smukke og det grusomme.

.

.
To the Last Drop – Canada’s Dirty Oil Sands er en dokumentarfilm af Niobe Thompson om tar sand-udvindingen i Alberta. Den varer i alt 48 min., men er her delt i to for at kunne ligge på YouTube. To the Last Drop giver et godt billede af de kolossale miljøødelæggelser, som udvindingen af tar sand-forekomsterne i medfører, selvom udvindingen endnu langt fra er oppe på fuldt niveau. Inden for få år regner man med at nå op på 3 mio. tønder pr. dag, og Alberta er hermed en af verdens største olieleverandører.

Hvis ikke denne udvikling bremses, er det en bombe under det internationale samfunds målsætninger om en global temperaturstigning på max 2° C og max 450 ppm. Hvis disse målsætninger skal have en chance, skal Albertas tar sand (og en hel masse mere) blive liggende hvor det er. I dokumentaren siger Monbiot da også (op til COP15), at det ikke er Saudi Arabien, Kina eller USA som er klimaforhandlingernes største obstruktør, men Canada. Så store olieforekomst bogstaveligt liggende for fødderne gør det meget vanskeligt at tænke klart og sige: “Tar Sands are best left in the ground”.

I floder og søer fanger man i dag misdannede fisk nedenfor de igangværende udvindingsområder og i den lokale indianske befolkning har man kunnet konstatere en markant forhøjet forekomst af dødsfald efter kræftformer, som er nært forbundet med olieforurening. De undersøgelser, som skulle sikre miljøet, er betalt for (og indtil for nylig hemmeligholdt) af olieindustrien, så officielt har det blot heddet sig, at der ikke er tale om nogen betydende forurening. Men uafhængige målinger har vist, at udvindingen af tar sand sender markante mængder af tungmetaller som arsenik, kviksølv, bly, beryllium, selen, zink, kobber, nikkel, krom og cadmium ud i miljøet, dels gennem de omfattende afbrændinger, dels gennem stadige sivende lækager fra de store udskilningsdamme. Ingen tror i dag på, at landskaberne nogensinde kommer videre fra det ødeland, som udvindingen efterlader.

Indimellem kunne man ønske sig, at klimaudfordringen blev håndteret i et større, klarere og mere rent klimatologisk-videnskabeligt perspektiv – selv denne dokumentar synes indimellem at miste overblikket i beskrivelserne af de umiddelbare ulykker i Albertas lokalsamfund. Men hele problemkomplekset omkring Albertas tar sand-olie og den Keystone XL rørledning, som skal føre olien til det amerikanske marked og muliggøre videreførelsen af den fossile levevis endnu et årti eller to, som vi strengt taget godt ved det gælder om at få afviklet hurtigst muligt, rejser en række helt centrale spørgsmål for menneskeheden. Om oprindelige folkeslags rettigheder, om naturbevarelse, om kortsigtet-langsigtet, om retten til at ødelægge, til at fortie, forvirre og forvrænge, til at obstruere den nødvendige omstillingsproces, og måske allervigtigst spørgsmålet, om vi er i stand til – selvom vi har teknologien til at udvinde tar sand-olien – at lade den ligge i jorden? Er vi i stand til at lade hensynet til naturen, til fremtiden, til det fælles bedste få plads overfor øjeblikkets grådighed?

Alle ansvarlige virksomheder og myndigheder ved i dag, at de med tar sand-udvindingen står med en gennemført beskidt virksomhed. Alligevel fortsætter de uantastet, alligevel fortsætter bagatelliseringen og bortforklaringerne. I stedet investeres massivt i klimafornægtelse og misinformation.

Særligt én sætning fra dokumentaren bliver hængende, hvor Bill McKibben taler om vi (amerikanerne) som afhængige junkier, som skal have deres fix … koblet med Hilary Clintons resignerende erkendelse af at ja, Albertas tar sand er dirty oil, men i virkeligheden er al olie dirty oil – hvilket ikke er helt forkert. USA har måttet kæmpe adskillige krige for sin olieforsyning fra de arabiske lande.  Kan man forvente rationel adfærd af junkier? Kan de/vi nedtrappe sig selv?

vis slideshow »

.
Disse billeder stammer fra Alberta, Canada, hvor udstrakte oprindelige landskaber i disse år bliver revet op med rode for at få adgang til underliggende lag af tar sand – bitumen- og tjæreholdige sandlag, som man med kolossale kraftanstrengelser kan omdanne til en tyktflydende råolie. Men prisen er voldsom, for ikke at sige ubetalelig.

Dels står et tempereret urskovsområde på 3½ gange Danmarks størrelse overfor at blive totalraseret og vandkredsløbet uhelbredeligt svinet til. Dels er forekomsterne af tar sand i området så omfattende – det vurderes, at der er i alt 169,3 billioner tønder olie i området – at afbrændingen af denne olie vil medføre en fordobling af den mængde CO₂, som mennesket har pumpet ud i atmosfæren siden industrialiseringens begyndelse og dermed gøre det 100% sikkert, at verdens klimamålsætninger ikke kan overholdes, men at vi tværtimod vil se så stor en global opvarmning, at klimaforandringerne bliver selvaccelererende.

Stadig er “kun” et areal på størrelse med det dobbelte af Bornholm blevet raseret som på billederne herover, men tar-sand-forekomsterne strækker sig over 142.000 km² eller et område på størrelse med England.

Tar sand-olien er derfor blevet et af klimapolitikkens vigtigste brændpunkter. Dels har der været fokuseret meget på tåbeligheden af planlagte rørledninger fra Alberta til Stillehavsområdet og Keystone XL rørledningen tværs over kontinentet til de amerikanske raffinaderier ved den amerikanske sydkyst, så olien kan nå frem til forbrugerne. Dels står der lige nu i EU en administrativ kamp for at forbyde tar sand-olien – ikke fordi det er tar sand, men fordi der går langt mere energi til udvindingen af tar sand-forekomsterne end konventionel olie. Af samme grund troede man indtil for få år ikke, at disse forekomster nogensinde ville blive rentable at udvinde.

Læs mere »

I disse døgn udkæmpes en bizar kamp i det amerikanske politiske system om Keystone XL-olieledningen.

Før jul bremsede Obama igangsættelsen efter massivt pres fra klima- og miljøside – ikke fordi alle de gode grunde, der er til aldrig at at anlægge Keystone XL og aldrig at påbegynde udvindingen af Albertas tar sand-olieforekomster, men med henvisning til, at de miljømæssige konsekvenser af at føre en sådan rørledning tværs igennem de amerikanske landskaber fra nord til syd endnu ikke var tilstrækkeligt belyst.

I mellemtiden er der gået valgkamp i den. Republikanerne vil gerne demonstrere, hvor lidt Obama tænker på beskæftigelsen, samtidig med at beskæftigelsespotentialet ud over selve anlæggelsen har vist sig at vil være nul.

I torsdags vedtog Kongressen derfor et lovforslag, hvor igangsættelsen af Keystone XL knyttes til andre lovtiltag – for derigennem at obstruere Obamas ledelse. Dette er en meget usund form for oppositionspolitik, som synes at trives i USA (se Lofgrens analyse i blog-indlægget: Republikanske afveje) – sådan mere vedholdende-bastant-destruktive udgaver af, når Helle Thorning som noget af det første skal svare 20 gange på samme en spørgsmål, som alle forud kender svaret på.

Forslaget er nu til behandling i Senatet, hvor Republikanerne kun har 47 stemmer og derfor skal finde 13 demokrater, som er villige til at gå mod Obama. Det er ret usikkert, om lykkes at finde, men omvendt ser man en del overspringsmekanismer i det amerikanske senat.

Derfor blev der i en Keystone XL-kampagne på et døgn lavet +800.000 mails om at droppe planerne om rørledningen – og efterfølgende en ring til din senator-kampagne. Billedet herover er fra en senators kontor 14.02. , hvor stort set alle telefonhenvendelser – 105 opringninger den dag – insisterede på, at Keystone XL må opgives.

Samtidig nærmer den canadiske tar sand-olie sig en anden vigtig oversøisk beslutning. Sandsynligvis beslutter EU sig i denne uge for et sæt regler for maksimale CO₂-udledninger for brændstoffer – inklusive deres udvinding. Disse vil sætte en stopper for brugen af tar sand-olien i EU. Canadierne har protesteret vildt, men reglerne er udformet, så de ikke specifikt udelukker tar sand, men også vil frasortere for eksempel de mest energikrævende biobrændstoffer.

Det er lige så meget tar sand-olie i Canada, som i verdens hidtil største oliereserver i SaudiArabien, og hvis der kommer hul på olien fra Alberta, vil der efterfølgende være andre tar sand-områder, som bliver økonomisk givtige at udnytte. Det er derfor en ganske principiel situation.

Den fulde afbrænding af Albertas tar sand vil ud over totalødelæggelsen af et landskab tre gange Danmarks størrelse gøre det umuligt at holde verdens klimaindsats under 450 ppm – og 350 ppm, som må være det langsigtede mål for at stabilisere klimaet, synes helt ude af sigte.

Se tidligere blog-indlæg om keystone XL: Tar Sands Oil Extraction – The Dirty Truth, Det 21. århundredes dårligste idé, Canadas klimasvigt, Bill McKibben om kampen for klimaet, James Hansen foran Det Hvide Hus, Bill McKibben om Keystone XL olieledningen, Keystone XL Pipeline – moderne vanvid.  og The Carbon President.

Roberta Rampton: House Passes Keystone Bill, Senate Action Uncertain, Planet Ark (Reuters) 20.02.2012.

Erik Holm: Canada holder vejret: Bliver oliesand dømt ude i Europa? Ingeniøren 17.02.2012.

Ambreen Ali: Keystone Pipeline Finds New Opponents, Roll Call 16.02.2012.

.
For få uger siden lykkedes det efter måneders pres at få Obama-administrationen til at udsætte beslutningen af Keystone XL olieledningen, som skal føre canadisk tar sand olie til amerikanske rederier. Men nu har en række senatorer sat sig for alligevel at presse den igennem. Derfor iværksatte en gruppe klima- og miljøorganisationer i forgårs en aktion, hvor de i løbet af 24 timer lykkedes at mønstre 802.000 mails til senatet om ikke at røre ved beslutningen om udsættelse. Og derfor er i titusindvis af mennesker i disse timer ved at kime senatorerne ned med protester og henstillinger.

Jeg tænkte, at det var en god anledning til at gense denne nu snart et år gamle video om tar sand-olien: The Dirty Truth. Den opruller i al sin gru det, som måske er verdens i dag største organiserede miljøødelæggelsesprojekt. Et skovområde tre gange større end Danmark står i de kommende år til at blive totalt raseret. Udledningen vil føre til, at verdens tredjestørste vandafledningsområde står til at blive uhelbredeligt forurenet. Og samtidig er det beregnet, at CO₂-udledningerne fra tar sand-olien globalt set vil være lige så store, som den mængde CO₂, som der er udledt fra afbrændingen af olie tilbage fra industrialiseringens begyndelse frem til i dag, hvilket vil medføre en forøgelse af den nuværende koncentration af CO₂ på omkring 70 ppm.

Canadas helt store klimasvigt er således ikke, at landet har trukket sig ud af Kyoto-protokollen for at slippe for at betale bøden for ikke at have levet op til sine klimamål, men at landet ved at insistere på at udvinde og sælge tar sand-olien, som indtil for få år siden blev betragtet som for kostbar og for svinsk at udlede, sætter klimaet i kog og hele klodens fremtid på spil.

EU er i disse dage ved at lægge sidste hånd på en lovgivning, som vil gøre det umuligt for Canada at sælge tar sand olien i EU, fordi der er for stort et energiforbrug bundet til udvindingen. Et prisværdigt initiativ fra Connie Hedegaard, og det canadiske lobby-apparat har arbejdet på højtryk for at undgå en sådan stempling af tar sand-olien som klimaskadelig. Men som tingene ser ud lige nu, vil olien nok blive brændt af alligevel, hvis først den for alvor begynder at flyde.

Se tidligere blog-indlæg om tar sand og Keystone XL: Det 21. århundredes dårligste idé, Bill McKibben om kampen for klimaet, Canadas klimasvigt, James Hansen foran Det Hvide Hus, Keystone XL Pipeline - moderne vanvid, James E. Hansen om norsk klimapolitik og Tjæresand.

Damian Carrington: Canada threatens trade war with EU over tar sands, The Guardian 20.02.2012.

Mike de Souza: Pro-oil lobby retreat urges feds to deliver climate-change solutions, Vancouver Sun 12.02.2012.

Damian Carrington: Revealed: Europe’s plan to penalise Canada’s tar sands goes Dutch, The Guardia 16.01.2012.

Damian Carrington: UK secretly helping Canada push its oil sands project, The Guardian 28.11.2011.

Bill McKibben: Britain’s promotion of Canada’s tar sands oil is idiotic, The Guardian 28.11.2011.

Suzanne Goldenberg: Canada looks to China to exploit oil sands rejected by US, The Guardian 14.10.2010.

Terry Macalister: Shell faces shareholder revolt over Canadian tar sands project, The Guardian 18.01.2010.

Ved slutningen af det 20. århundrede lavede Time Magazine en liste over det 20. århundredes 100 værste ideer. Og i gårsdagens Washington Post udpeger Bill McKibben i artiklen Burning America’s future den forestilling, at vi skal (eller kan) udvinde og afbrænde al tilgængelig fossile brændstoffer, som topkandidat til det 21. århundredes værste idé – som McKibben sammenfatter som en burn ‘em if you got ‘em-strategi.¹

Hvis USA, som den nuværende energiforsyningspolitik lægger op til, udvandt og afbrændte alle sine kendte fossile reserver, vil det føre til et bidrag på yderligere 1.837 trillioner ton CO₂ i atmosfæren. Samtidig har klimatologer beregnet, at vi samlet på verdensplan kan udlede max. yderligere 650 trillioner ton CO₂, hvis vi skal holde den globale temperaturstigning på under 2° C – og dermed undgå de værste konsekvenser. Så alene USA har planer om det tredobbelte. Canada har med sine tar sand ressourcer en potentiel tilførsel af CO₂ til atmosfæren på ligeså meget yderligere, som de udledninger, olieafbrændingen på verdensplan har medført siden industrialiseringens begyndelse. McKibben har forhørt sig hos NASAs James Hansen: Den fulde afbrænding af de amerikanske og canadiske fossile ressourcer vil medføre, at atmosfærens koncentration af CO₂ vil vokse fra de nuværende 392 ppm til omkring 650 ppm.¹ Og så er der alle de andre milliarder af mennesker – hvis ikke rige lande som USA og Canada målrettet arbejder på at reducere deres CO₂-udledninger, så vil udviklingingslandens motivation for at gøre kunne ligge på et meget lille sted.

Ikke bare er en sådan ureflekteret burn ‘em if you got ‘em-strategi således totalt ødelæggende for fremtidens levevilkår. Det kunne jo også være, at verden i det 24. århundrede havde brug for råolie til andre af de mange fine ting, som olien kan bruges til ud over at afbrænde den.

Og har vi først forstået umuligheden i at brænde alle verdens fossile brændstoffer af, er det oplagt at genoverveje, hvilke fossile forekomster, som det er oplagt at lade ligge, hvor de nu ligger. Det gælder ikke bare de fleste af kullene, men også de dirty oil-forekomster, tar sand og oil shale, hvis udvinding medfører kolossale landskabsødelæggelser. Og det ville gøre, at vi kunne indstille eftersøgningen efter olie i regnskovsområder, på dybt vand og i de arktiske egne, hvor miljøkonsekvenserne og risikoen for og ved miljøkatastrofer er særligt store – fordi der alligevel ikke er plads i atmosfæren til al den CO₂. Tænk alle de enestående landskaber, vi kunne bevare for fremtiden.

Vi er her inde ved kernebetydningen af kampen mod Keystone XL rørledningen. Og selvom det lige nu ser ud til at Obama-administrationen udskyder afgørelsen om Keystone XL af administrative grunde, så har den endnu til gode at vise, at den formår at handle i et mere fremsynet fremtidsperspektiv.

Se tidligere blog-indlæg: James Hansen: “Coal is best left in the ground”.

Se blogindlæg tagged Bill McKibben, Keystone XL, 350 ppm og James Hansen.

Bill McKibben: Burning America’s future, Los Angeles Times 18.01.2012.¹

I tiden op til klimaforhandlingerne i Durban har Canada stået til store verbale hug. Kyoto-protokollen pålagde Canada og de øvrige deltagende I-lande en reduktion af sine CO₂-udledninger på 6% i forhold til 1990, hvilket ikke er meget, men dog noget, som ikke kommer af sig selv i en verden styret af mere større hurtigere. Men canadierne har blot sovet grundigt i timen, og de canadiske CO₂-udledninger er i mellemtiden vokset med omkring en tredjedel. “Løsningen”, blev det derfor antydet af canadierne, ville derfor være at Canada trak sig ud af Kyoto-aftalen.

Canada har holdt lav profil i slutspillet i Durban – hvis muligt skulle man ikke have flere ridser i sit image i denne omgang. Men knapt var delegationerne nået hjem, før Canadas miljøminister Peter Kent offentligt bekendtgjorde, at Canada trækker sig ud af Kyoto-protokollen.

Canada stod til en gigantisk bøde på omkring 60 mia. kr. for ikke at have opfyldt sine forpligtelser i forhold til Kyoto-aftalen – eller det beløb, som det ville koste at købe CO₂-kvoter for mankoen. Det svarer til næsten 10.000 kr. pr. canadisk familie. Den “bøde” slipper Canada nu for. Og hermed har et af verdens rigeste lande totalt svigtet klimaudfordringen.

Undskyldningerne er så mange, så tynde og så kortsigtet selvretfærdige, at jeg end ikke vil bruge plads på dem her – der er præcist den type argumentation, som har gjort det umuligt at nå til enighed om den nødvendige klimaaftale. Hvis det skal lykkes, er lande som USA og Canada nødt til at erkende, at de historisk set har ledt markant mere CO₂ ud i atmosfæren end de nu hurtigt voksende udviklingslande. Rundt regnet tre fjerdedele af den CO₂, som er pumpet ud i atmosfæren siden industrialiseringens begyndelse, er udledt af de industrialiserede lande. For eksempel har USA samlet udledt omkring 3½ gange mere CO₂ end Kina, selvom Kina i dag har større udledninger end USA. Omvendt er udviklingslandene nødt til at se argumentationen om, at de har ret til samme (i bakspejlet vanvittige) udvikling som I-landene. Vi er nødt til at omdefinere denne ret til, at de har ret til en tilsvarende udvikling uden samme umådeholdne tilførsel af fossil energi, og at de rige lande har en forpligtigelse i at sikre, at levestandarden i disse lande sikres, samtidig med, at klimaudfordringen håndteres bedst muligt.

Læs mere »