Indlæg tagged med James Hansen

Bataan – historien om Filippinernes hvide elefant

28. april 2016

Opførelsen af det filippinske atomkraftværk Bataan blev efter mange års tilløb påbegyndt i 1977. Det stod klar til ibrugtagning i 1986, men har endnu ikke produceret en eneste kilowatttime.

Snarere end et H.C. Andersensk eventyr, hvor alt mod slutningen forløses på et højere plan, må fortællingen om Bataan, Filippinernes første og hidtil eneste atomkraftværk regnes som en klassisk tragedie – et på mange planer dybt tragisk forløb. Men i en tid, hvor der igen bliver talt meget om nødvendigheden af at udbrede atomkraften til hele verden for at tackle klimaudfordringen, er den værd at genlæse. For en udbredelse af atomkraften til det store flertal af verdens lande, som endnu ikke har nogen atomkraft og indtil nu ikke haft nogen planer derom, vil stå overfor mange af de samme udfordringer som på Filippinerne.

Ligesom alle moderne stater skulle Filippinerne i årene efter 2. verdenskrig også have atomkraft, så i 1961 grundlagde man PAEC – The Philippine Atomic Energy Commission – for at forberede Filippinerne til at træde ind i atomalderen. For det kræver viden og personale og infrastruktur at bygge og drive et atomkraftværk, hvis det skal fungere efter hensigten. Forud havde Filippinerne i 1955 (samme år vi i Danmark grundlagde prøvestation Risø) underskrevet en aftale med USA om fredelig udnyttelse af atomenergien, ligesom Filippinerne i 1956 blev medlem af det internationale atomenergiagentur IAEA. Allerede i 1957 udarbejdede et amerikansk konsulentfirma en første vurdering af mulighederne for at etablere atomkraft på Filippinerne. Konklusionen var dog, at det var for tidligt i og med, at hele den infrastrukturelle sammenhæng manglede, men at det kunne blive relevant i 1970erne. I 1958 grundlægges PNRI, The Philippine Nuclear Research Institute, og med støtte fra FNs program for fredelig udnyttelse af atomkraften fik man i 1963 en lille 1 MW forskningsreaktor i gang.

I 1963 igangsætter PAEC i samarbejde med IAEA en ny pre-investment-analyse, som i 1965 anbefaler Filippinernes regering dels seriøst at overveje atomkraft i energiforsyningen af hovedøen Luzon fra først i 70erne, dels at forberede hele det lovkompleks, som skal til for at kunne igangsætte og drive et atomkraftværk – Luzon er omkring 2½ gange Danmarks størrelse og har en befolkning på omkring 50 mio. På den baggrund bliver der i 1967 indhentet tilbud om en reaktor på 300-500 MW, som skal stå færdig i 1975. Der sker dog ikke rigtigt mere i dette spor. Men i 1968 vedtages en lovgivning, som muliggør atomkraft i landet, og allerede måneden efter indgås der en rammeaftale med den amerikanske regering om udarbejdelsen af to reaktorer samt leveringen af det nødvendige brændsel dertil.

I 1971 autoriserer præsident Ferdinand Marcos det nationale energiforsyningsselskab NPC til at forestå udarbejdelsen af atomkraftværker. Og samtidig med at Filippinerne bliver erklæret i undtagelsestilstand, som varede fra 1972-81 og gjorde det muligt for ham at fortsætte som præsident trods den stærkt voksende modstand, går IAEA i 1972 i gang med endnu et feasibility-studie, som i 1973 konkluderer, at en 600 MW-reaktor på hovedøen ville være teknisk mulig, og at det var muligt at finde egnede placeringer.  Præsident Marcos proklamerer herefter med landet i undtagelsessituation sine planer om at opføre to 600 MW reaktorer.

Læs mere »

Share

Paris-noter I – den første uges forhandlinger

30. november 2015

Eiffel-tårnet har fået en prominent rolle i billeddannelsen omkring COP21 med stadig skiftende budskaber om 100% vedvarende energi, træplantning eller som her den kærlighed til vores fælles klode, som må vende den nu ødelæggende kurs.

Gå direkte til noter for 29., 30. nov., 01., 02., 03., 04., 05. dec. eller til link-sektionen.

Så er klimakonferencen i Paris skudt i gang, og i de næste to uger vil klimaet fylde medierne verden rundt. Allerede på dag 1 vil der være op imod 150 statsledere, hvilket er med til at gøre, at der er 6.000 journalister, som har søgt om akkreditering, hvor der er gjort plads til 3.000. Der er 2.800 politifolk til at passe på selve konferencestedet, mens 30.000 er indkaldt til at varetage sikkerheden i Paris og andre 8.000 til at øge kontrollen langs grænserne. Selve konferencen har omkring 20.000 registrerede deltagere, men der er sandsynligvis langt flere lobbyister, NGOer og frivillige omkring de mange sideløbende events. Så der er tale om et gigantisk system.

Jeg vil på dette sted om ikke dagligt, så løbende under vejs i de kommende to uger fastholde noter, egne og ikke mindst andres refleksioner over ’slagets’ gang – og søge at undgå militaristisk billedsprog, for alt efter udfaldet bliver vi alle vindere – eller alle tabere. Så under vejs vil indlægget have karakter af byggeplads.

I blog-indlægget Optakt til COP21 i Paris har jeg søgt at samle en række af de mange tråde, som væver sig sammen omkring COP21-konferencen, som står overfor den store opgave at skulle samle alle verdens lande om en samlet indsats om at tackle verdens klimaproblemer. Nederst i dette indlæg er der information om nogen af de mange muligheder der er for at følge med via webcasts, Twitter-feeds osv. samt en linksamling, som dagligt suppleres op. Hvor dette indlæg følger konferencen i Paris igennem den første uge, er processen tilsvarende fulgt i den afsluttende uge i blog-indlægget Paris noter II.

Læs mere »

Share

2-graders-målsætningen

16. november 2015

Denne graf stammer fra Carbon Brief og giver et godt rids af 2°C-målsætningens historie.

2-graders målsætningen – dette at den gennemsnitlige globale temperaturstigning siden industrialiseringens begyndelse ikke må overstige 2 grader Celsius – blev introduceret tilbage i 1975, hvor klimavidenskaben var i sin allerførste vorden. Her blev den i en artikel af William Nordhaus forsøgsvist antydet som en mulig tærskel for, hvornår klimaforandringer ville blive katastrofale. Siden er den gadvist blevet del af en standard-målsætning, som i adskillige år var dobbelt, at vi skulle sikre en målsætning, som bremsede temperaturudviklingen før 2°C / 450 ppm, hvor de 450 ppm angiver den maksimalt acceptable koncentration af CO2 i atmosfæren.

Ved den klimaaftale, som endte med ikke at blive vedtaget i København i 2009, var målsætningen således defineret som 2°C / 450 ppm. Men dels var de synlige virkninger af klimaforandringerne på den tid ved at markere sig, selvom den globale temperaturstigning stadig kun var under 1°C. Dels var der stadig klarere tegn i de fremskrivninger, klimavidenskaben gjorde, på, at en stabilisering af det globale klima på 2°C / 450 ppm ikke ville være nogen stabilisering, men tværtimod på langt sigt ville føre til voldsomme klimaforandringer og på meget lang sigt muligvis fuld afsmeltning af alle klodens ismassiver – med havstigninger på op til 60 meter eller mere til følge. I 2008 fastlagde James Hansen et al. fra NASA således argumentation for, at en langtidsstabilisering af det globale klimasystem krævede en koncentration af CO2 i atmosfæren på max 350 ppm  (den var omkring på 280 ppm før industrialiseringens begyndelse), så allerede i København i 2009 var der mere end 100 lande bag et krav om en målsætning på max 1½C og max 350 ppm. Denne skærpede målsætning for klimaindsatsen er direkte indfældet i navnet på 350.org, den klimabevægelse, som Bill McKibben var med til at grundlægge.

Læs mere »

Share

James Hansen: Store havstigninger i vente selv ved 2°C

28. juli 2015

Stadig blot små citater til sammenskrivning …

Hansen: More than eight years later, we are publishing a paper describing these studies. We are publishing the paper in an open-access “Discussion” journal, which allows the paper to become public while undergoing peer-review (a pdf of the paper with figures imbedded in the text for easier reading is available here). I will get to the reasons for that in a moment, but first let me mention some curious numerology to get you thinking about scientific reticence.

Romm: As an important aside, Hansen and his 16 co-authors continue to be criticized for publicizing this paper prior to peer review. While I probably would have framed the paper’s launch somewhat differently — as an expert opinion and discussion piece coming from one or more major scientific institutions — I think this particular criticism is overblown.

Romm: The fact that 2°C total warming locks us in to sea level rise of 10 feet or more has been obvious for a while now. Heck, the National Science Foundation (NSF) issued a news release back in March 2012 on paleoclimate research with the large-type headline, “Global Sea Level Likely to Rise as Much as 70 Feet in Future Generations.” The lead author of that study explained, “The natural state of the Earth with present carbon dioxide levels is one with sea levels about 70 feet higher than now.”

Romm: They also warn that even with the less than 1°C of warming we already have, ice sheet melt appears to be putting sea level rise on an exponential growth path that would bring 10 feet of sea level rise sooner, rather than later — even if we stabilize at 2°C total warming.

Romm: I also think Hansen is pushing the speculative possibility of 10 feet of sea level rise this century harder than he needs to. Yes, there are many experts who consider that a real possibility now, so it would be imprudent to ignore the warning. But the fact is, on our current emissions path, we now appear to be headed toward the ballpark of 4-6 feet of sea level rise in 2100 — with seas rising up to one foot per decade after that — which should be more than enough of a “beyond adaptation” catastrophe to warrant strongest of action ASAP.

James Hansen et al.: Ice Melt, Sea Level Rise and Superstorms: Evidence from Paleoclimate Data, Climate Modeling, and Modern Observations that 2°C Global Warming is Highly Dangerous, xxxx (pdf).

James Hansen et al.: Ice melt, sea level rise and superstorms: evidence from paleoclimate data, climate modeling, and modern observations that 2C global warming is highly dangerous, Atmospheric Chemistry and Physics Discussions 23.07.2015.

Brian Palmer: When Are We Going Underwater? onEarth 29.07.2015.

James Hansen: Darn!! Sea Level Disaster Ahead! In 200-900 Years. When?? Climate Science, Awareness and Solutions 27.07.2015.

Joe Romm: James Hansen Spells Out Climate Danger Of The ‘Hyper-Anthropocene’ Age, Climate Progress 27.07.2015.

James Hansen: Disastrous Sea Level Rise Is an Issue for Today’s Public – Not Next Millennium’s, Huffington Post 26.07.2015.

Dr. James Hansen gives his idea to curb climate change on Fareed Zakaria GPS, CNN 26.07.2015.

Andrew C. Revkin: A Rocky First Review for a Climate Paper Warning of a Stormy Coastal Crisis, New York Times 25.07.2015.

James Hansen: Ice Melt, Sea Level Rise and Superstorms, Climate Science, Awareness and Solutions 23.07.2015.

Ben Adler: James Hansen’s new climate study is terrifying, but he still has hope, Grist 22.07.2015.

John Queally: World’s Oceans Could Rise Higher, Sooner, Faster Than Most Thought Possible, Common Dreams 21.07.2015.

Mark Hertsgard: Climate Seer James Hansen Issues His Direst Forecast Yet, The Daily Beast 20.07.2015.

Chris Mooney: The world’s most famous climate scientist just outlined an alarming scenario for our planet’s future, Washington Post 20.07.2015.

 

Share

ExxonMobil på langtidsfornægtelse

9. juli 2015

Allerede i 1981 var det amerikanske olieselskab Exxon klar over, at en fortsat udvinding og afbrænding af fossile brændstoffer ville føre til klimaforandringer. Dette er netop kommet for dagen via en email fra Lenny Bernstein, som inhouse klimaspecialisthos Exxon og Mobile igennem tre årtier. Alligevel har ExxonMobil systematisk fortrængt denne indsats og har ifølge opgørelser fra Greenpeace gennem årene bidraget med mere end 30 mio. $ til tænketanke og forskere, som producerede klimafornægtelse.

Tidligere i år stod det klart, at Rockefeller-familien, som i sin tid grundlagde Exxon, allerede i 2004 forsøgte at overtale ExxonMobil til at lægge sin klimafornægtelse bag sig og afsøge, hvordan man kunne blive en konstruktiv del af løsningen på klodens klimaproblemer. Endda fortsatte ExxonMobil i fornægtelsessporet, og var på den tid blandt de største sponsorer af klimafornægtende aktiviteter.

Exxon og Mobil blev i 1999 lagt sammen til ExxonMobil, verdens i dag fjerdestørste olieselskab. Siden 2008 har ExxonMobil officielt ikke støtte klimafornægtende aktiviteter, men alligevel har man i det skjulte fortsat med at støtte mere diskret klimafornægtelse som for eksempel klimaforskeren Willie Soon.

Så sent som i sidste uge måtte Figueres udsende en skarp reprimande til olieselskaberne om at indstille deres fortsatte finansiering af klimafornægtelsen.

Læs mere »

Share

Gensvar til James Hansen fra 311 miljøorganisationer om A-kraft

10. januar 2014

Siden James Hansen sammen med Ken Caldeira, Kerry Emanuel og Tom Wigley i et åbent brev To those influencing environmental policy but opposed to nuclear power,¹ for to måneder siden markerede, at verden – og ikke mindst dens mange miljøforkæmpere – burde tage A-kraften til sig som en nødvendig del af den stadig mere hastende klimaindsats, har jeg samlet materiale til en slags modsvar. For selvom jeg har en kolossal respekt for Hansens klimaperspektiv, måtte jeg sande, at her var en grænse for, hvor jeg kunne følge ham.

Ikke mindst Fukushima-katastrofen, som stadig tre år efter er langt fra er under kontrol, og som bliver ved med som ringe i vandet at brede sig ud i alle afkroge af det japanske samfund og videre ud i verdenssamfundet, har gjort det klart for mig, at A-kraften er noget af det, som ikke fører noget godt med sig, og som mennesket havde været bedre stillet uden.

Men nu er en gruppe på 311 miljøorganisationer kommet mig i forkøbet. De afleverede tidligere på ugen et fælles gensvar² til James Hansen og hans tre medforfattere, hvor de tager til gensvar – sobert, men nogenlunde til benet. Så uden at have opgivet min egen dialog med James Hansens A-kraft-perspektiv, som synes ude af trit med dén vedvarende energi-virkelighed, som hastigt er ved at forme sig, så er her i første omgang den fælles henvendelse fra de 311 miljøorganisationer, hvoraf de fleste er amerikanske.

January 6, 2014

Gentlemen,

Although we greatly respect your work on climate and lending it a much higher profile in public dialogue than would otherwise be the case, we read your letter of November 3, 2013 urging the environmental community to support nuclear power as a solution to climate change with concern. We respectfully disagree with your analysis that nuclear power can safely and affordably mitigate climate change.

Nuclear power is not a financially viable option. Since its inception it has required taxpayer subsidies and publically financed indemnity against accidents. New construction requires billions in public subsidies to attract private capital and, once under construction, severe cost overruns are all but inevitable. As for operational safety, the history of nuclear power plants in the US is fraught with near misses, as documented by the Union of Concerned Scientists, and creates another financial and safety quagmire – high-level nuclear waste. Internationally, we’ve experienced two catastrophic accidents for a technology deemed to be virtually ‘failsafe’.

Læs mere »

Share

Bodil – århundredets stormflod?

6. december 2013

Refshalevej under vand, 6. december 2013 – foto: Nils Vest.

Da regnen 2. juli for godt to år siden stod ned over København med en i hvert fald for disse breddegrader hidtil uset kraft, var meteorologerne ikke sene til at kalde det en hundredeårsregn, enkelte kaldte det endda en femhundredeårsregn – forstået på den led, at det var en så udsædvanligt voldsom regnhændelse, at den kun ville optræde én gang hvert 100. eller hvert 500. år. Eller sådan havde det i hvert fald været indtil nu. For de klimaforandringer, som vi så småt er ved at mærke de første tegn på også i Danmark, vil gøre, at regnskyl med en sådan voldsomhed fremover vil forekomme langt hyppigere, måske hvert 30.-40. år, og på lidt længere sigt så tit, at det bliver noget naturligt – den nye normal.

Tilsvarende med det stormvejr, som det sidste halvandet døgn har raset over Danmark, som ikke har været nogen rekordstorm, når det gælder vindhastigheder. Men til gengæld har den nordvestlige storm – af uransagelige grunde kaldet Bodil – i skrivende stund haft en så uophørlig vedholdenhed, at den har nået at stuve store vandmasser op i de indre farvande. Uden at vi endnu kender de fulde data for Bodil, er “hun” derfor allerede kategoriseret som en hundredeårshændelse.

Fra mine unge dage, hvor jeg sejlede meget i de indre farvande, husker jeg Havnelodsens ofte næsten u-trolige angivelser af, hvor meget ekstra højvande, der kunne være under særlige vindforhold. Sine steder kendte man til vindstuvninger på 1½-2 meter for særlige vindretninger. For eksempel i havnen i Løgstør var der en stor pæl, hvor højvander gennem tiderne var markeret. Men der ser ud til, at Bodil mange steder har formået at slå disse rekorder. Ikke bare steder som Limfjorden og Vadehavet, hvor vindstuvningen traditionelt er stor, men denne gang også Roskilde Fjord, hvor vindstuvningen flere steder har nået to meter.

Selvom der er tale om en hundredeårshændelse i forståelsen stormvejr af en styrke, som vi hidtil hun har set én gang i hvert århundrede, så bliver det næsten med garanti ikke århundredets stormflod – overskriften havde mere korrekt været århundredets første stormflod. For med den stadig mere omsiggribende afbrænding af fossile brændsler har vi lagt så meget i kakkelovnen, at vi i løbet af det 21. århundrede vil se den globale opvarmning accelerere. Det vil give både hyppigere og voldsommere vejrfænomener i takt med at den globale opvarmning ‘lader’ atmosfæren med mere fugt og varme, så vi vil se stadig nye rekorder for største, hurtigste, længste, varmeste, vådeste, voldsomste storm-, regn-, snevejr osv. Dels vil verdenshavene stige, så udgangspunktet for en storm som Bodil gradvist løfter dens virkning længere ind på land.

Læs mere »

Share

James Hansen et al.: 2°C-målsætningen helt utilstrækkelig

4. december 2013

Et tværfagligt team af klimaforskere med James Hansen i spidsen fastslår i det netop publicerede studie: Assessing “Dangerous Climate Change”: Required Reduction of Carbon Emissions to Protect Young People, Future Generations and Nature, at den nuværende klimamålsætning om at holde den gennemsnitlige globale klimamålsætning under 2°C og atmosfærens koncentration af CO2 under 450 ppm er helt utilstrækkelig.

Faktisk bruger studiet ordene ‘distastrous consequences’ om 2°C-målsætningen, så den er ikke bare helt utilstrækkelig, den vil få katastrofale følger.

2°C / 450 ppm målsætningen indebærer en række langsommere klimapåvirkninger som isafsmeltninger, forsuring af verdenshavene og frisættelse af metan som nu er bundet i permafrosten, som på bare lidt længere sigt vil føre til en opvarmning på 3-4°C. Kort sagt er 2°C / 450 ppm målsætningen ikke nogen stabilisering af klimaudviklingen.

Således er der ifølge Hansen et al. ikke er nogen vej uden om at stramme klimamålsætningen til 350 ppm / 1°C, hvis vi skal genskabe den globale energibalance og undgå alvorlige klimaforandringer for vores efterkommere.

Det svarer til den vurdering, som blev fremlagt allerede i 2008 i artiklen Target Atmospheric CO2: Where Should Humanity Aim? som gav anledning til etableringen af 350-bevægelsen.

James Hansen skriver om hensigten med dette paper, at det var skrevet for at: “provide the scientific basis for legal actions against federal and state governments, in the United States and other nations, for not doing their job of protecting the rights of young people. The legal actions being filed by Our Children’s Trust ask the courts to require the government to provide a plan for how they will reduce fossil fuel emissions consistent with stabilizing climate.”

Teamet bag undersøgelsen erkender, at et reduktionsmål på 350 ppm / 1°C vil være vanskeligt, men at det ikke er deres opgave at afdække, hvad der politisk set er komfortabelt, men hvad der videnskabeligt set er nødvendigt:

“It is distressing that, despite the clarity and imminence of the danger of continued high fossil fuel emissions, governments continue to allow and even encourage pursuit of ever more fossil fuels. Recognition of this reality and perceptions of what is “politically feasible” may partially account for acceptance of targets for global warming and carbon emissions that are well into the range of “dangerous human-made interference” with climate. Although there is merit in simply chronicling what is happening, there is still opportunity for humanity to exercise free will. Thus our objective is to define what the science indicates is needed, not to assess political feasibility. Further, it is not obvious to us that there are physical or economic limitations that prohibit fossil fuel emission targets far lower than 1000 GtC, even targets closer to 500 GtC. Indeed, we suggest that rapid transition off fossil fuels would have numerous near-term and long-term social benefits, including improved human health and outstanding potential for job creation.”

Og dermed er IPCCs netop fremlagte carbon budget ganske alvorligt udfordret.

Læs mere »

Share

COP19: Slut med konventionelle kulkraftværker

18. november 2013

Samtidig med, at kul-ugen er sat ind i Warszawa – hvilket har givet anledning til mange protester fra NGO-side – så har 27 klimavidenskabsmænd m/k fra alle dele af verden fremlagt en rapport, New unabated coal is not compatible with keeping global warming below 2°C (pdf). Den gør i al sin enkelhed op med forestillingen om, at det er muligt at fortsætte med den nuværende afbrænding af kul, hvis vi skal være i stand til at overholde den målsætning om at holde den globale temperaturstigning under 2ºC, som blev vedtaget i København i 2009. Konsekvensen af 2ºC-målsætningen er simpelthen, at det er slut med flere kulkraftværker. Dem, som overhovedet kan undværes, må udfases hurtigst muligt, og for dem, som i en overgangsfase får lov at fortsætte, skal hurtigst muligt udrustes med effektiv filtrering og CCS-teknologi.

Rapporten er bygget op over 6 statements, hvor det første meget direkte imødegår den seneste tids forsøg på at brande kul som clean coal og low carbon – hvilket er notorisk nonsens indtil den dag, hvor det lykkes at udvikle en effektiv CCS-teknologi:

  1. Unabated coal is not a “low carbon” technology
  2. Avoiding dangerous climate change requires that the majority of fossil fuel reserves need to stay underground
  3. Current trends in coal use are harbouring catastrophic climate change
  4. To keep global warming to less than 2°c above pre-industrial, use of unabated coal has to go down in absolute terms from now on
  5. Alternatives are available and affordable
  6. Public financing institutions and regulatory agencies are reining in unabated coal, but more is needed

Jeg vil ikke her gennemgå rapporten i sine enkeltheder, men blot præsentere nogle af dens figurer som en appetitvækker til selve rapporten (fra statement 1,2 og 5). Så håber jeg, at der stadig  efterfølgende er appetit til at læse den blot 8 sider lange rapport.

For twitter-entusiaster er der i rapporten angivet et hashtag: #NoCoal2C.

Selvom det er blevet sagt, at det af IPPC for nylig fremlagte carbon budget ikke bliver direkte indarbejdet i grundlaget for den klimaaftale, som de i disse dage sveder over i Warszawa, og som efter planerne skal ligge klar til vedtagelse ved COP21 i Paris om blot to år, så er det interessant at se, at det allerede præger hele forståelsen omkring klimaforhandlingerne. På den led nærmer vi os den nødvendige forståelse for, at der er definitive rammer for vores ageren i det globale klima- og økosystem – og at vi er i færd med at overtræde dem så eftertrykkeligt, at der i allernærmeste fremtid skal en radikal omlægning til for ikke at vælte systemet mere varigt.

Læs mere »

Share

Japan igen på A-kraft XVIII – optegnelser november 2013

1. november 2013

Fukushima-katastrofen 11. marts 2011 vendte op og ned på det japanske samfund. Ikke bare lagde den store områder øde og drev mange mennesker fra deres hjem på uvis tid. Nok så meget gjorde den basale ting i dagligdagen usikre – var der stråling i maden, teen, luften, på børnenes legeplads?

Indhyllet i en næsten opiat ’safety myth’ blev Japan i den grad taget på sengen – Fukushima-katastrofen var katastrofen, som ikke kunne ske, og som man derfor både praktisk og mentalt var fuldstændig uforberedt overfor. I tiden efter blev samtlige Japans 54 reaktorer en efter en standset for løbende årlige eftersyn, og 5. maj i år stod Japan, som inden Fukushima-katastrofen havde planer om at udbygge sin A-kraft fra 30% til 50% af energiforsyningen, uden A-kraft for første gang i næsten et halvt århundrede. Kort efter blev to reaktorer dog nødstartet for at sikre elforsyningen i den værste sommervarme. Men de øvrige afventer etableringen af helt nye sikkerheds- og beredskabsforanstaltninger. Og stod det til store dele af befolkningen, blev reaktorerne aldrig startet igen.

Fukushima-katastrofen har fået konsekvenser ud i alle afkroge af det japanske samfund, og det er fundamentalt interessant, hvordan et samfund reagerer overfor en sådan udfordring. Er det begyndelsen til noget radikalt nyt, formår man at tage ved lære, at se den del af katastrofen, som kunne have været undgået, hvis man havde taget risikoen alvorligt? Eller skal man blot hurtigst muligt tilbage til business as usual?

Fukushima-katastrofen har rejst et folkeligt krav om forandring. Man vil bort fra A-kraften og ønsker et Japan i pagt med naturen, på vedvarende energi. Omvendt er der i bureaukratiet og erhvervslivet meget stærke kræfter, som søger at trække Japan tilbage på sin hidtidige kurs. Men med skyggerne fra atombomberne over Hiroshima og Nagasaki stærkt prentet i den nationale psyke er det givet, at ikke alt bare bliver som før (se blog-indlægget Mellem Hiroshima og Fukushima).

Siden begyndelsen af juni 2012 har jeg lavet næsten daglige optegnelser omkring re-definitionen af A-kraften og Japans energipolitik. Sådanne optegnelser vil uundgåeligt føre til gentagelser, og der vil blive åbnet temaer, som måske viste sig som blindspor. Det var oprindelig planen at følge udviklingen fra den måned, hvor Japan var uden A-kraft over genstarten af de to reaktorer ved Oi-værket frem til etableringen af en ny energiplan og en ny energipolitik. Men tingene har udviklet sig meget anderledes siden da. De to Oi-reaktorer er igen standset. Arbejdet med en ny visionær energiplan gik i stå, og med regeringsmagten tilbage til LDP, som igennem årene har stået bag Japans massive udbygning af A-kraften, har man en meget uklar situation med en premierminister og en regering, som går stærkt ind for A-kraften, mens det folkelige ønske om afvikling er massivt.

Disse optegnelser er holdt månedsvis – se tilsvarende optegnelser for juni, juli, august, september, oktober, november og december 2012, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november og december 2013 samt januar, februar og marts 2014.

Tilsyneladende er der ingen, som er indstillt på at aflive TEPCO – tværtimod har det fået lov til at fifle så meget med regnskaberne og undlade at betale så stor en del af sine dekommissioneringsforpligtelser, at man her ved starten af måneden kunne fremvise et regnskab uden røde tal. Men der teger sig gradvist konturerne af en løsning, hvor det nuværende TEPCO bliver splittet op, så den overlevede enhed får lov at koncentrere sig om at levere energi, mens en anden del, sandsynligvis statsligt ledet, overtager dekommissioneringsarbejdet ved Fukushima Daiichi.

November vil sandsynligvis vise konturerne af en ny lovgivning, som også vil adskille forsyningsnettet fra energiproducenterne for at få åbnet for en stærkt tiltrængt konkurrence på det japanske energimarked. Det vil også gøre det mere sandsynligt, at forsyningsnettet bliver ekspanderet og rekalibreret, så det for alvor er klar til at håndtere stadig større bidrag fra den vedvarende energi.

Siden Japan sidste sommer indførte en feed-in-tarifordning – Naoto Kans betingelse for at træde tilbage! – har Japan set en eksplosiv vækst i udbygningen af vedvarende energi. Og Japan står til i 2013 at blive verdens største marked for installation af solceller. Men det er et åbent spørgsmål, om denne udvikling får liv at fortsætte, for lige så indlysende rigtig den er, lige så stor en trussel er den for nødvendigheden af genstart af reaktorerne, for ikke at tale om fortsættelsen af alle dele af det japanske atomprogram, inklusive opførelse af nye reaktorer.

Og i november vil vi se, om Japan får så røde ører ved FNs klimaforhandlinger i Warszawa, at man gentænker sin helt horrible plan om at ændre klimamålsætningen fra en reduktion i 2020 på 25% i forhold til 1990 til Abe-regeringens hån mod fremtiden med en målsætning på en stigning på 3%. Det kan ingen beskylde for at være ambitiøst. Og det er et langt større tilbageskridt end hvis samtlige 50 funktionsduelige reaktorer stadig ikke er taget i brug i 2020 berettiger til.

NRAs godkendelsesproces af de første 14 reaktorer snegler sig af sted, og det står allerede nu klart, at ingen reaktorer kommer i gang i år. Mange af ansøgerne har sagt, at de ikke kan have det nødvendige materiale klar før december, så måske der vil være stille å den front. NRAs leder har gradvist været mere og mere præcis overfor TEPCO med, at de måtte prioritere arbejdet ved Fukushima Daiichi og ikke regne med at få gang i godkendelsen af Kashiwazaki-Kariwa-værkets reaktorer, før der var langt mere styr på situationen ved Fukushima Daiichi.

Denne situation ændrer sig, hvis TEPCO fratages ansvaret for oprydningsarbejdet ved Fukushima Daiichi. Dette er således endenu en grund til, at planerne om at frisætte TEPCO fra oprydningsarbejdet har stor sandsynlighed for at blive realiseret. For det står oven på de seneste månederes endeløse rækker af små og store fejl og fortielser klart, at man ikke magter opgaven og ikke tager den alvorligt. Man magter knapt nok at bede om den tilstrækkelige hjælp.

I november vil vi også se påbegyndelsen af fjernelsen af mere end 1500 brændselslegemer fra det beskadigede kølebassin ved reaktor 4. Efter planen er arbejdet færdigt inden udgangen af 2014. Og den dag er den mest kritiske situation ved Fukushima Daiichi demonteret. Det vil blive fulgt med stor spænding, for intet må gå galt. For der er i de 1530 brændselslegemer radioaktivt materiale svarende til omkring 700 Hiroshima-bomber.

Jeg har sat paper.li-siden Fukushima Blues op, så den opdateres hver morgen kl. 8 dansk tid med nyhedsartikler, videoer mv. om om Fukushima-katastrofen og dens udfoldelse i det japanske samfund. Der dukker indimellem regulære skæverter op, men omvendt kommer Fukushima Blues langt omkring i informationsstrømmen omkring Fukushima Daiichi.

Se samtlige blog-indlæg tagged Fukushima-katastrofen.

Se Fukushima links år 1, Fukushima links år 2, Fukushima links år 3 – første halvår samt Fukushima links år 3 – andet halvår.

Optegnelser november 2013

2. november – Koreansk tvivl om A-kraften
4. november – David Suzuki om Fukushima-situationen
5. november – Til genmæle overfor pro-nucleare klimaeksperter
6. november – Den kejserlige virkelighed
6. november – NRA: Ingen Kashiwazaki-Kariwa før der er styr på Fukushima

7. november – Reaktor 4: Med hjertet i halsen
7. november – TEPCO-animation om operationen ved Fukushima Daiichi
8. november – Bedre arbejdsforhold på Fukushima Daiichi på vej
8. november – TEPCO lufter planer om radikale omstruktureringer
9. november – Mainichi: Japan must get rid of all nuke plants

9. november – Flydende havvindmøller
10. november – Cyberangreb på japanske antiatomkraft-grupper
11. november – Bunden gået ud af japansk klimapolitik
12. november – Koizumi udfordrer Abe på atomkraften
12. november – Stærkt strålingsramte områder opgives

13. november – NRA indleder sag om Kashiwazaki-Kariwa-værket
13. november – Energiselskabernes monopol i opbrud
14. november – Japansk solenergi op med 350% på et år
15. november – Japan alvorligt skoset på COP19
18. november – endelig … borttagning af brændselslegemer i gang

20. november – Hirose: Fukushima en advarsel til verden
20. november – Klein: Det radioaktive vand vil ende i Stillehavet
21. november – Første hold brændselslegemer “fjernet”
24. november – Stadig stærkt radioaktive fisk ud for Fukushima Daiichi
24. november – TEPCO: To nye kulkraftværker inden 2020

25. november – Kritik af japansk klimaindsats efter COP19
25. november – Kun en tredjedel af de evakuerede ønsker sig tilbage
27. november – Stilhed efter storm i mediedækningen af Fukushima Daiichi
28. november – General Electrics’ oprindelige reaktordesign uforsvarligt
28. november – NRA vil undersøge undergrunden ved Kashiwazaki-Kariwa

29. november – Japan Times: Japan må tage sin klimaindsats alvorligt
30. november – Mafiøse arbejdsforhold

Se Fukushima links for november 2013.

Læs mere »

Share