Indlæg tagged med Keystone XL

Trumps klimapolitik i støbeskeen

19. november 2016

Det amerikanske valg er afgjort, og Donald Trump er i disse dage ved at gøre klar til at rykke ind i Det Hvide Hus 20. januar. Det er ikke så meget flyttekasser, det drejer sig om, som at finde bemandingen til de kommende fire års administration. For i USA er det præsidenten, som stiller med ministrene og en lang række af statsadministrationens topembedsmænd.

Det er også i denne fase, at han skal forberede en række policies, ikke mindst i forhold til det, han har lovet at ville gøre inden for de første hundrede dage som præsident. Det er et gyseligt attentat på den amerikanske multikulturelle velfærdsstat, som han har i tankerne. Jeg vil i dette blog-indlæg ikke komme ind på hele viften af uhyrligheder, men søge at klargøre, hvad han har i sinde på klima- og miljøområdet.

I løbet af valgkampen har han lovet, at han vil afvikle Paris-aftalen eller trække USA ud af den. Han har lovet at ville skrotte Obamas klimaindsats, herunder den Clean Power Plan, som var rygraden i Obamas klimaindsats, som hvis alt blev implementeret ville føre USA på kurs af en 26-28% CO2-reduktion i 2025 set i forhold til 2005.  Han har lovet at fjerne alle hindringer for den fossile udvinding og al støtte til vedvarende energi. Keystone XL-rørledningen, som endte med at blive opgivet efter fire års kamp, vil han søge at få igangsat, ligesom han har lovet af få gang i de amerikanske kulminer.

Vi ved endnu ikke hvor meget af dette, han ender med at søge at realisere.Han har allerede på en lang række områder trukket i land i forhold til nogle af de mere absurde projekter. Men Trump er begynder som politiker, så det vil i høj grad afhænge af de mennesker, som han knytter til sig i administrationen. Og det tegner ikke godt. Selvom de fleste udpegelser endnu ikke er faldet endeligt på plads, så peger kandidatlisten i retningen af, at de mennesker, som kommer til i de kommende fire år at tegne USAs klima- og energipolitik, er oliemilliardærer og klimafornægtere.

Selv hvis Trump søger at at effektuere hele dette program, så tyder meget på, at det ikke kommer til at gå sådan. For udviklingen i løbet af de seneste otte år under Obama er i USA nået dertil, at kullene er på vej ud, og at fracking-gassen og de vedvarende energikilder er billigere end kullene.

Læs mere »

Share

Donalds klima

28. maj 2016

Nu hvor det ligger i kortene, at republikanernes kandidat til Obamas efterfølger i Det Hvide Hus bliver Donald Trump, synes det på plads at lave et indlæg om Donalds klima, ligesom man kan finde indlæg om Hillarys klima og Bernies klima. Umiddelbart bliver det noget lettere at lave, for klimapolitikken har indtil nu været til at overse i Donalds politiske cirkus. Tilbage i marts sagde han i et interview med Washington Post, at han ikke troede så meget på det med klimaforandringer – og har flere gange hævdet, at der var tale om et kinesisk plot for at svække den amerikanske økonomi. Som oftest bliver det blot til ultrakorte statements – at det er en hoax, bullshit eller a con job. Og med størstedelen af det republikanske parti sponsoreret af fossile interesser for at opretholde klimafornægtelsen er Trump ikke i løbet af primærprocessen blevet modsagt på dette område.

I det hele taget er han i foruroligende lille grad blevet modsagt. Tværtimod har de amerikanske medier villigt ladet sig reducere til mikrofonholdere for hans absurde teater i stedet for at holde ham til ansvar for den eklatante mangel på politiske substans, hans mangel på basal udenrigspolitisk forståelse, hans chauvinisme, hans demagogi og leflen for laveste fællesnævner, hans utilslørede racisme og skingrende islamofobi. Når endelig der er nogen, som har ymtet uenighed, har han jordet sine modstandere så brutalt og i så høj grad ved at gå efter personen frem for bolden, at der med ganske få undtagelser har været tale om en udtalt berøringsangst.

Både medierne og hans republikanske politiske modstandere må derfor i denne tid se sig dybt i spejlet, hvordan de har kunnet lade en sådan gøgeunge udruge i den republikanske primær-rede og fuldstændigt lade ham afspore den politiske diskurs.

Hvis således – Gud forbyde det – hele denne næsten halvandet år lange valgproces i verdens største økonomi ender med, at Donald flytter ind i Det Hvide Hus med sin Playboy-politik, er det en katastrofe ikke bare for USA, men for verdenssamfundet og for verdens videre udvikling. Og det at et menneske med en sådan sans for trætterier og konspirationsteorier, en sådan manglende sans for, at der findes en verden uden for hans amerikanske hvid mand-univers og decideret fladpandede politiske program, kan finde vejen gennem primærvalgenes politiske nåleøje, stiller alvorlige spørgsmål ved, hvordan demokratiet håndteres i verdens rigeste land.

Læs mere »

Share

Optakt til COP21 i Paris

24. november 2015

Nu er det nu!

Mandag den 30. november gå det løs i Paris med to ugers klimakonference, som efter det kuldsejlede forsøg i København i 2009 af mange er blevet betragtet som et sidste udkald. Faktisk er forhandlerne indkaldt til formøde allerede søndag kl. 17, hvor der er Opening Plenary i ADP-sporet, det forhandlingsspor, hvor selve forhandlingerne om hovedteksten til klimaaftalen i løbet af de næste to uger skal føre dertil, hvor alle uenigheder er afklaret. Der ligger her et kolossalt pres på forhandlere og politikere om at barsle med om ikke en 100-års klimaaftale, som fastlægger alt i detaljer, så en aftale, som kan samordne udviklingen for verdens 195 lande i de kommende årtier og har indbygget de opstramnings- og forbedringsmekanismer, som gør, at vi samlet kan lykkes med at vende klimaudviklingen. Derfor ser vi også hver dag i mediefladen håndfulde af nye analyser og kommentarer til situationen, ligesom der kommer et væld af rapporter og undersøgelser, som er timet til at kunne give sit besyv med.

Dette blog-indlæg er først og fremmest et forsøg på at opsamle et udvalg af disse analyser og profetier, dels for at spore sig ind på konferencens mulighedsfelt: Hvor er barriererne, modsætningerne, åbningerne? – hvad er det for en aftale, vi kan gøre os forhåbninger om, hvis situationen lander optimalt? Dels et forsøg på at fastholde denne forudgående forståelse for bagefter at kunne se, i hvor høj grad de mange iagttagere og iagttagelser reelt formår at lodde situationen og de mange ofte modstridende signaler forud, eller om de forståelsesbilleder, som hele tiden dannes og fortoner sig i hastig følge, mest af alt bliver til i en form for mediets selvreference.

Hvis man skal dømme efter seneste samling i Bonn sidst i oktober, så viste begejstringen forud over, i hvor høj grad det var lykkedes for Ahmed Djoghlaf og Daniel Reifsnyder – de to formænd for ADP2-forhandlingssporet, som får en helt central rolle her i de kommende to uger – at få teksten kortet ned til noget overskueligt, sig at være noget malplaceret. For på førstedagen var der mest af alt mytteristemning.

Ed King fra Climate Home havde måske set det komme, da han få dage inden varslede Bonn set for fireworks, men ellers havde de fleste kommentatorer stirret sig blinde på den eksemplariske korthed (18 sider) uden at registrere, at en lang række for mange parter helt vitale elementer blot var forsvundet, så aftalens karakter var helt forandret.

Det var først og fremmest de fattigste og mest sårbare lande, som førte an i kritikken, og som følte, at klimaindsatsen med det foreliggende var skrumpet fra en bred indsats, som samtidig tog hånd om de tilhørende tilpasnings- og udviklingsproblemer, til en snæver mitigation-aftale, som kun kunne være i de rige landes interesse. Men der var bred enighed om, at forkortelsen var alvorligt forfejlet.

Land efter land rejste sig og sagde ganske kategorisk, at dette ikke kunne være noget grundlag for en klimaaftale. Så man måtte åbne for genindføjelser. Hele 65 dokumenter med  forslag om genindføjelse var der indleveret forud, og teksten svulmede igen op. Så stort set alle de modsætninger, der måtte være mellem de 195 landes synspunkter, er således igen fuldt repræsenteret, og den tekst, som blev sendt videre til den politiske behandling, var fuld af parenteser – dvs. ord og tekstfragmenter, som der endnu ikke er enighed om (se blog-indlægget Klimamøde i Bonn, to minutter i Paris). I den fulde udgave af den tekst, forhandlerne tager hul på i Paris er der lige nu 1.618 kantede parenteser! Men garvede forhandlere er fortrøstningsfulde, for hvor forhandlingsoplægget forud for COP15 i København var 200 sider langt, så er den genudvidede tekst denne gang ‘kun’ på 54 sider. Og selvom man kunne have ønsket sig, at det var sket endnu tidligere, så har vi for det gode i de seneste par måneder fået de (forhåbentligt) væsentligste af disse modsætninger frem i lyset – modsætninger, som nødvendigvis må overkommes, hvis COP21 skal ende med en stærk og fremadrettet aftale.

Derfor virker det rigtigt, som de franske værter har presset på med, at de politiske ledere som noget nyt denne gang ved COP21 er med fra starten af og ikke først kommer dumpende først eller midt i den anden uge. For forhandlerne har i denne fase i allerhøjeste grad brug for løbende at kunne konsultere med politikerne for at kunne få ryddet ud i alle disse større og minde modsætninger. Og de udmeldinger – og ikke mindst de erklæringer om ekstra støtte og nye initiativer, som statslederne ofte har med – vil kunne give forhandlingerne et boost.

Læs mere »

Share

Keystone XL afvist !!!

6. november 2015

Her til aften dansk tid har Obama endelig efter 6 års overvejelser givet Keystone XL det definitive nej. Det var også på tide, kunne man mene, og det har efterhånden stået klar for de fleste, at det ville ende dér. Men nu skete det – og strategisk set var der nok heller ikke flere gevinster at få ved at fortsat at udsætte, efter at Canada med Trudeau har fået en ny og mere klimavenlig regering og klimaspørgsmålet stortrives i det demokratiske primærvalg.

Kampen har stået på i syv år nu, og det er en kæmpe sejr til miljøbevægelsen – ikke mindst for 350.org, som med Bill McKibben i spidsen har sat alt ind på at vende en udvikling og med denne sejr har vist, at man med gejst og strategi og en god sag i ryggen kan vinde over selv de allerstørste.

Læs mere »

Share

Koch-brødrene – forbrydelse mod menneskeheden?

6. august 2015

Koch-brødrene – Charles og David Koch – hører til blandt USAs allerrigeste, hver med en formue på omkring 50 mia $. Herover er de indfanget i Victor Juhasz’ streg.

Koch-brødrene har tjent deres formue på olieudvinding og bruger rundhåndet deraf til at finansiere stort set enhver form for klimafornægtelse. De finansierer således et omfattende netværk af lobbyister og tænketanke, og søger målrettet at påvirke de demokratiske processer langt ud over, hvad et demokratisk system burde goutere.

Det amerikanske præsidentvalg finder sted 8. november 2016, men den amerikanske valgkamp er lang, med omfattende primærvalg i hver eneste stat, hvor partierne i det kommende år skal afklare deres kandidat til præsidentvalget – såvel som til en lang række andre samtidige valg. Og forberedelserne hertil er allerede i fuld gang.

Koch-brødrene plejer at være blandt de allerstørste donorer, og i den forbindelse havde de i denne uge samlet 450 velstående mennesker – potentielle politiske donorer – samt en række potentielle kandidater til nomineringen som Det Republikanske Partis kandidat til at afløse Obama i Det Hvide Hus: Marco Rubio, Scott Walker, Carly Fiorina, Jeb Bush og Ted Cruz.

Konteksten er implicit, at den eller de kandidater, som bedst kan sikre de fossile interesser, kan forvente at få gigantiske millionbeløb stillet til rådighed til at føre valgkamp for. En vellykket præsidentkampagne kommer let til at koste et par mia. dollar. Hvis det tidligere hed sig, at ‘uden mad og drikke, duer helten ikke’, så kommer en amerikansk politiker i dag ikke nogen vegne uden enorme beløb at føre valgkamp for. Og den aktivitet, som så godt som alle amerikanske politikere i dag bruger mest tid på, er fundraising.

Koch-brødrene støtter som regel den republikanske præsidentkandidat rundhåndet. Politisk set er de dog ikke republikanere men libertarians – David Koch forsøgte sig ved valget i 1980 som vicepræsidentkandidat for Libertarian Party. Man kunne mene at Anders Fogh da han skrev Minimalstaten, havde skelnet lidt rigeligt til et sådant univers. For Koch-brødrene er staten en kræftsvulst på det frie initiativ: jo mindre stat og jo færre reguleringer, jo bedre. Og Koch-brødrene har i forbindelse med de seneste dages samling i Californien luftet en række ganske rabiate synspunkter.

Colin Taylor skriver på Occupy Democrats, at “Charles Koch just had the sheer nerve to compare his ultra-conservative organization’s efforts to dismantle America’s public institutions and all government regulations to the fight to end slavery and secure equal rights for women and minorities.”

Det er således en nærmest revolutionær indsats at nedbryde vefærdsstaten. Sophia Tesfaye taler i Salon direkte om et frelser-syndrom, ‘Messianistic delusions’.

Det giver en vigtig nøgle til hele den systematiske nedbrydning af de amerikanske ansatser til en velfærdsstat, som trods alt har udviklet sig i USA efter 2. verdenskrig, som republikanerne i de senere år har arbejdet på. Man har systematisk saboteret Obamas politiske muligheder gennem at indskrænke de statslige budgetter, og hele den samtale om, hvordan man kan gøre staten og centraladministrationen bedre ender blidt, fordi det for en betydelig del af den republikanske fløj er et plus, hver gang centraladministrationen demonstrerer sin uformåenhed og uegnethed til at løfte fælles opgaver. For der er ikke noget ønske om at få staten til at fungere bedre, kun at barbere den ned til det minimale, militær, domstole og … og så nok ikke ret meget mere.

I anden sammenhæng har Koch-brødrene været fortalere for helt at afskaffe statsskatten.

Læs mere »

Share

Hillarys klima

30. juli 2015

Søndag løftede Hillary Clinton sløret for første del af sin klimaplan, som gradvist vil blive fremlagt i de kommende måneder. Det står allerede nu fast, at hun, hvis det bliver hende som kommer til at overtage Det Hvide Hus, vil bygge videre på Obamas klimaindsats og fremme omstillingen af det amerikanske samfund til vedvarende energi.

Meget kan ske, før Obamas afløser i Det Hvide Hus er valgt. Men indtil nu synes Hillary Clinton at have stået som det indlysende bud. Blandt republikanerne er der snart flere kandidater, end man kan tælle på hænder og fødder, og med undtagelse af to er de alle erklærede klimafornægtere. Der er variationer i fornægtelsens karakter, men billedet er ret klart, og lige nu er det Donald Trump, som med sit forunderlige mediecirkus leder i opinionsundersøgelserne. Klimafornægtelsen hænger givet sammen med den stærke finansiering fra fossile interesser. Dette skaber samtidig et problem for de republikanske kandidater, for selv blandt de republikanske vælgere er der en stadig større forståelse af klimaudfordringen og nødvendigheden af ikke bare at fornægte tingenes tilstand. Der har da også været talt om, at republikanerne har brug for en exit-strategi – at hvor den interne kamp i primærvalgene sandsynligvis vil se klimafornægtelsen eskalere, så vil der for at en republikansk kandidat har en chance for at vinde Det Hvide Hus, være brug for at bløde op på klimafronten.

På demokraternes side har Hillary mere seriøs modstand, ikke mindst fra Bernie Sanders, som med sin klare og ligefremme venstreorienterede logik har ganske bred appel og i de seneste måneder har halet alvorligt ind på Hillary. For eksempel den amerikanske Noah-gruppe Friends of Earth har således anbefalet at Sanders som præsidentkandidat. Og selvom hans kampagne er nærmest uden økonomi sammenlignet med Hillarys milliarder, så kan man ikke udelukke, at det ender med at blive Sanders, som vinder primærvalgene, for der er omkring ham en uafrystelig begejstring, og gang efter gang samler han store lytterskarer.

Så han vil sandsynligvis bedre end nogen anden kunne samle partiets aktive kræfter. Den stærkt konservative (og i mine øjne meget lidt sympatiske) politiske kommentator Ann Coulter, sagde den anden dag i en dialog med Bill Maher, at Sanders ville blive meget vanskelig at slå, hvis det blev ham, som vandt primærvalgene, netop fordi han i et hidtil uset omfang ville kunne mobilisere partiets menneskelige ressourcer.

Efter to runder med Obama, som trods sin veltalenhed og sin stærkt håbefulde retorik er endt langt inde i normalområdet, kunne demokraterne forfalde til at lade sig repræsentere af en kandidat, som mere rent fremførte en langt mere radikal vifte af synspunkter. Og her trækker Sanders fornemt konturerne op. Knapt har Obama fået sikret sin sundhedsreform, som på den ene side har givet mange millioner mennesker adgang til sundhedsforsikring, før Sanders tordner mod det faktum, at det er en republikansk model, som stadig sætter sundhedssystemet til fals for profitmagere – nej det eneste rigtige er et offentligt finansieret sundhedssystem ala de skandinaviske landes.

De fleste politiske kommentatorer har indtil nu har taget Hillarys vej gennem primærvalgene for givet, og Sanders store fortjeneste kan meget vel ende med at blive, at han i primærvalgene formåede at fremtvinge en vis klarhed og profilering af det demokratiske parti. For eksempel har han igen og igen insisteret på, at Hillary meldte klart ud om hendes holdning til en lang række klima- og miljøforhold som fracking, Keystone XL, olieudvinding i det arktiske område osv.

Indtil nu har Clinton heroverfor været overraskende valen, og man har kunnet være bekymret for, om hun ville formå at løfte Obamas påbegyndte klimapolitik videre? – også fordi hun faktisk har taget betydelige støttebeløb fra de fossile selskaber. Men i søndags (26.07.) lancerede hun en decideret klimapolitik med video og det hele. Den er endnu mere en samling valgkampsegnede statements end en velafbalanceret, helstøbt plan, og man kan givet finde meget at forbedre. Men den giver begrundet håb om, at Hillary ikke bare vil videreføre Obamas klimaindsats – hun siger direkte, at hun vil fastholde hjørnestenen heri, EPAs regulering af kraftværkernes udledning – men give den nye dimensioner og bringe USA et betydeligt ryk videre mod det post-fossile samfund.

Læs mere »

Share

Obamas endelige nej til Keystone XL på trapperne

29. juli 2015

Igennem adskillige år har Keystone XL rørledningen, som skulle bringe den canadiske tar sands-olie fra de store oliefelter i Alberta ned til de store olieraffinaderier i Texas, været centrum i en gigantisk ‘krig’ mellem på den ene side stærke olieinteresser og græsrodsbevægelser, hvor blandt andet Bill McKibben og 350.org så den stærke symbolske kraft i situationen, som i koncentrat rummede hele verdens dårskaber, på den ene side nogle få menneskers kortsynethed og pengegriskhed, på den anden side kolossale naturødelæggelser og miljørisici – den navnkundige klimavidenskabsmand James Hansen sagde på et tidspunkt, at hvis den canadiske tar sands-olie blev fuldt udnyttet, ville det være game over for the climate.

Det har været en stærkt betændt situation, hvor på den ene side stærke olieinteresser så det geniale i at koble de store tar sands-forekomster i nord med Texas’ raffinaderier i syd, hvorfra den raffinerede olie kunne udskibes til hele verden, men nok først og fremmest det europæiske marked. Der har været investeret milliarder i reklamer og politisk lobbyisme, og omvendt har Keystone XL formået at mobilisere meget stærke græsrodskræfter. Nogle gange har fokus måske endda været for voldsomt, for dels er det, selv hvis det skulle lykkes at få forpurret planerne om Keystone XL, ikke ensbetydende med, at de store olieselskaber opgiver udvindingen af tar sands-olien. Tværtimod vil man nok se den forsøgt transporteret via jernbane, ligesom der undervejs i de efterhånden mange års ventetid har været luftet planer om alternative rørføringer til den canadiske øst- eller vestkyst, som så blot ikke kunne trække på Texas’ raffinaderikapacitet og -ekspertise.

Rørledningen krydser grænser, og derfor er beslutningen om en eventuel etablering er i sidste ende Obamas. Men han har i årevis skubbet den som en varm kartoffel og dækket sig ind efter rapport efter rapport. I begyndelsen defensivt, men efterhånden som han i sin anden valgperiode har bevæget klimaudfordringen fra det næsten unævnelige til det nok mest centrale problem i hans indsats, har hans udsættelse nærmere fremstået som en mulighed for at tvinge Canada til at tage klimaudfordringen alvorligt, hvor man kunne frygte, at han endte med at acceptere Keystone XL mod at Canada tog sin del af klimaudfordringen alvorligt, hvilket det lige nu kniber alvorligt med.

I juni 2013 meldte han imidlertid ret klart ud, at Keystone XL ikke kunne komme på tale, hvis den ville medvirke til at øge klimaproblemerne:

“Allowing the Keystone pipeline to be built requires a finding that doing so would be in our nation’s interest. And our national interest will be served only if this project does not significantly exacerbate the problem of carbon pollution. The net effects of the pipeline’s impact on our climate will be absolutely critical to determining whether this project is allowed to go forward” (se blog-indlægget  Obama om Keystone XL).

Siden da Obama har Obama skærpet retorikken, kaldt Keystone for en ‘export pipeline’ som underforstået ikke gjorde noget godt for USA,  og her i foråret karakteriserede han tar sands-olien som ‘extremely dirty’. Så Obama ville ikke kunne godkende rørledningen uden at sætte hele sit klimapolitiske eftermæle over styr. Og nu går rygterne, at Obamas endelige afgørelse kommer her i løbet af august, mens kongressen er på sommerferie. Rygtet blev startet af den republikanske senator og Keystone XL-tilhænger John Hoeven, da han som del af sin tale i den amerikanske kongres i går sagde, at:

“He’ll turn the project down while Congress is not in session to have less push back, less criticism of the decision, make it under the radar,” Hoeven said during his floor speech. “And that timing is understandable because he’s making a political decision rather than a decision based on the merits.”

Hoeven har siden sagt, at han har sin viden fra flere kilder, men har afslået at afsløre hvem. Hoevens udsagn er ikke er blevet hverken be- eller afkræftet af Det Hvide Hus og bliver tilsyneladende taget for gode varer i det politiske system, så meget tyder på, at vi efter 7 års proces står overfor den endelige afvisning af Keystone XL.

Læs mere »

Share

Paris 2015 – Canadas INDC

18. maj 2015

CAN Canada (Climate Action Network Canada) udsendte i torsdags en pressemeddelelse på baggrund af offentliggørelsen af Canadas INDC – Canadas Intended Nationally Determined Contributions – forud for FNs klimakonference til december i Paris. Indledningen lyder som følger:

“Canada today announced that it will cut carbon pollution by 30 percent below 2005 levels by 2030. The proposed target would be achieved five years later than the United States, relies on questionable carbon accounting practices in the forestry and land use sectors, includes international offsets to compensate for growing oil sands emissions rather than regulating the country’s fastest growing source of greenhouse gas emissions, and would emphasize regulations of methane and nitrous oxide rather than the primary greenhouse gas, carbon dioxide.”

Canada har ellers i årevis fastholdt, at man ville følge USAs klimapolitik, hvilket var en komfortabel position, så længe der ikke rigtig skete noget i USA. Det passede også med, at hvor Canada da det stod klart, at man ikke kunne overholde den reduktion i udledningerne på 6%, som man ifølge Kyoto-aftalens første del havde forpligtet sig til inden 2012, så meldte man sig bare ud af traktaten og lod udledningerne stige – igen som USA, som aldrig nåede at underskrive Kyoto-aftalen. Men hvor Obama i sin anden præsidentperiode rent faktisk har givet klimaindsatsen høj prioritet, har Canada i mellemtiden forvildet sig ud i et gigantisk tar sands-eventyr, som ikke bare er i fuld gang med at rasere store oprindelige landskaber, men har forplumret Canadas klimapolitik dertil, at Canada har gjort sig til en af den globale klimaindsats’ store bremseklodser.

Yderligere er man, som CAN påpeger, indstillet på at bruge alle beregningsmæssige smuthuller, inklusive at købe sig til reduktioner uden for Canadas grænser, for stadig at have plads til at afbrænde de store mængder af fossil energi, som skal til for at udvinde tar sands-olien. Billederne herover giver et par smagsprøver på udvindingen i Alberta, hvor et område på størrelse med Frankrig potentielt kan ende med at blive endevendt. Så oliesand-udvindingen må betragtes som verdenshistoriens største planlagte landskabsødelæggelse.

Man kunne ønske sig, at det var fornuften, som sejrede, så Canadas politiske ledelse stoppede dette absurde projekt, som James Hansen på et tidspunkt betegnede som ‘game over for the climate’, hvis det blev fuldt udrullet. Den canadiske befolkning ønsker det afviklet, men har endnu ikke formået at trænge igennem. Derfor giver det god mening, at protesterne mod Keystone XL har fået den centrale næsten symbolske rolle, som den har. I snart mange år er det lykkedes at holde en udvikling stangen. Men efterhånden er den mest realistiske grund til, at størstedelen af den canadiske tar sand-olie endte med at forblive uudnyttet, ikke, at politikerne endelig kom til fornuft, men at det med de faldende energipriser, som vi har set de seneste par år, nærmer sig det punkt, hvor det er urentabelt at udvinde tar sands-forekomsterne. For ikke nok med at de har en væsentlig større klimabelastning pr. udvundet energienhed, de er også væsentligt dyrere at udvinde end for eksempel den saudiarabiske olie eller den amerikanske skifergas, samtidig med at de vedvarende energikilder fortsætter med at blive billigere, så selvom det kan være svært at stoppe et projekt med så gigantiske investeringer, så er det stadig vanskeligere at se det økonomiske perspektiv i udvindingen og den dermed følgende ødelæggelse af landskaber og atmosfære. Hvis vi som, det lige nu tegner til, her til december i Paris ender med at få vedtaget en reel pris på CO2-udledninger fra 2020, så ligner det canadiske tar sand-eventyr mere og mere en gigantisk fejlinvestering. Men det er nok for meget at forvente af den nuværende canadiske regering, at den skal kunne erkende dette efter i en årrække at have sat alt, ind på at få gang i udvindingen, kapital, prestige og global lobbyisme.

Læs mere »

Share

NRCD: Keystone XL øger klimabelastningen markant

25. juli 2013


.
Ved Obamas nylige klimatale var det forventet, at han ville gå uden om spørgsmålet om Keystone XL, som i de seneste år har været et af klimaindsatsens store fokuspunkter. Men tværtimod gjorde han det klart, at det ikke bare var et spørgsmål om arbejdspladser eller sikkerhed i energiforsyningen, men at Keystone XL først og fremmest ville blive vurderet på dens klimapåvirkning og kun ville blive godkendt, hvis det ikke førte til øget klimabelastning (Se tidligere blog-indlæg: Obama om Keystone XL og Obamas klimaplan).

NRCD, Natural Ressources Defence Council, har derfor lavet en analyse af Keystone XLs klimapåvirkning, som i går blev fremlagt ved National Press Club i Washington. Den gør det klart, at Keystone XL over en 50-årig periode vil øge CO2-udledningerne med rundt regnet 1 mia. ton CO2 (0,9-1,2 mia. ton CO2) – hvilket rundt regnet er 20 mio. ton CO2 om året. Heri er ikke indregnet de ganske betydelige udledninger af drivhusgasser fra den totalrydning af oprindelige skovlandsskaber, som går forud for indvindingen af Albertas tar sands olie, og som hvis det står til de canadiske myndigheder over tid kan totalrasere et naturområde på størrelse med Frankrig.

Der er således tale om en betydelig stigning i CO2-udledningerne, som må betyde, at Obama, hvis han står ved hvad han sagde ved sin klimatale, nødvendigvis må afvise Keystone XL.

Den instans under Det Hvide Hus, som står for godkendelsesprocessen, har tidligere fået lavet en redegørelse for Keystone XLs klimapåvirkning, som kom til den konklusion, at rørledningen ikke ville øge klimabelastningen (da olien så blot ville finde andre veje). Den er blevet kritiseret stærkt, ikke mindst efter at det kom frem, at den var udarbejdet af en enhed med nære bånd til de selskaber, som står for udvindingen af den canadiske tar sands-olie.

Virkeligheden er, at tar sands-olien ikke bare er særdeles svinsk at udvinde, men også ganske kostbar, så i en tid, hvor vedvarende energi bliver stadig billigere og USA i stor stil fracker en gas som er langt billigere, så der er en rimelig chance for, at den ikke er rentabel at udvinde, hvis transporten til raffinaderierne i det sydlige USA bliver fordyret.

Samtidig arbejder Connie Hedegaard på en EU-lovgivning som vil hindre tar sands-olien i at komme ind på det europæiske marked på grund af dens høje CO2-niveau. Der er således en udvikling på vej, som med lidt held gør, at det meste af tar sands-olien bliver liggende, hvor den skal, under Albertas udstrakte skovlandskaber.

I videoen kan man høre Susan Casey-Lefkowitz fra NRDC, Bill McKibben fra 350.org; Steven Anderson, som har været militærlogistiker i Irak, Anthony Swift, som er NRDC-advokat samt Kate Colarulli fra Beyond Oil-kampagnen.

Se tidligere blog-indlæg: Obama om Keystone XL, Obamas klimaplan, Klimaforskere: Keystone XL dårlig for klima, miljø og sundhed, James Hansen: Game Over for the Climate, Garth Lenz: The true cost of oil, To the Last Drop – Canada’s Dirty Oil Sands og Landskaber under ødelæggelse.

Se blog-indlæg tagged Keystone XL.

Susan Casey-Lefcowitz: Keystone XL Fails President Obama’s Climate Test, Huffington Post 23.07.2013.

 

Share

Obama om Keystone XL

28. juni 2013

Op til Obamas klimatale i tirsdags var der givet det indtryk, at han på ingen måde ville komme ind på et af de mest centrale sprøgsmål i det seneste års amerikanske klimadebat, om USA skal tillade opførelsen af Keystone XL olieledningen, som vil kunne føre mere end 800.000 tønder tar sand-olie om dagen fra Alberta til Texas, hvor den vil blive raffineret og udskibet til det globale marked. Men i Georgetown talte han faktisk i halvandet minut derom, og nåede så at sige at repolarisere debatten.

Der har i de sidste snart to år været talt meget om Keystone XL i forhold til antallet af arbejdspladser, miljøødelæggelser, energisikkerhed og det vanvittige i på en gang at totalrasre et skovlandskab på størrelse med Frankrig og at medvirke til at gøre verdens mest snavsede olie tilgængelig på verdensmarkedet. Men Obama fik med sin tale præciseret, at det afgørende for hans godkendelse af keystone XL var, om rørledningen øgede klimapåvirkningen markant.

Obamas ord var som følger:

Our energy strategy must be about more than just producing more oil. And, by the way, it’s certainly got to be about more than just building one pipeline.

Now, I know there’s been, for example, a lot of controversy surrounding the proposal to build a pipeline, the Keystone pipeline, that would carry oil from Canadian tar sands down to refineries in the Gulf. And the State Department is going through the final stages of evaluating the proposal. That’s how it’s always been done. But I do want to be clear: Allowing the Keystone pipeline to be built requires a finding that doing so would be in our nation’s interest. And our national interest will be served only if this project does not significantly exacerbate the problem of carbon pollution. The net effects of the pipeline’s impact on our climate will be absolutely critical to determining whether this project is allowed to go forward. It’s relevant.

Jeg hørte det umiddelbart som om, at han hermed sagde, at Keystone XL aldrig bliver til noget – ud fra en forudantagelse af, at Keystone XL er dybt problematisk for den globale klimaindsats, da den muliggør, at enorme forekomster af den mest snavsede (og CO2-holdige) form for olie bliver lukket ud på verdensmarkedet. Men en række iagttagere har hørt det pæcist modsatte, at Obama på den baggrund ville kunne godkende Keystone XL. Der foreligger da også på nuværende tidspunkt en miljøredegørelse, som har været kritiseret sønder og sammen, fordi den slet ikke har fat om problemrnes kerne. Den konkluderer, at klimapåvirkningen ikke vil øges ved anlæggelsen af Keystone XL-rørledningen – men det har efterfølgende vist sig, at den er skrevet af en gruppe mennesker med tæt tilknytning til canadiske olieinteresser og betragtes i dag som kassabel.

Læs mere »

Share