Indlæg tagged med COP15

Første del af IPCCs AR5 klimarapport nu på dansk

10. februar 2014

Illustrationseksempel fra DMIs netop udgivne danske oversættelse af det executive summary for første del af IPCCs nye AR5 klimastatusrapport. Kun rapportens mest radikale reduktions-scenario RCP2.6 giver håb om havis på Nordpolen i 2. halvdels af det 21. århundrede.

Den korte udgave af første del af IPCCs nye statusrapport over klodens klimatilstand findes nu oversat til dansk – jeg linkede til det på Facebook og fik skrevet denne kommentar med på vejen, som fortjente også at blive fastholdt her på bloggen. Det er koncentreret stof, for det sammenfatter flere tusind siders rapport, som igen sammenfatter mange tusinde klimaforskeres arbejde siden sidste statusrapport for syv år siden.

Det burde være obligatorisk læsning for alle, som på den ene eller anden måde træffer dispositioner for vores fælles fremtid – og jeg kan på det stærkeste opfordre alle til at forholde sig til den. I forhold til den første rå udgave i efteråret er den mere poleret i sproget, og ikke mindst væsentligt bedre illustreret.

Den del, som omhandler CO2-budgettet (pp. 25-26) er næsten blevet for teknisk anonym, og selve ordet CO2-budget, som ellers var en nyskabelse i denne femte udgave af IPCCs rapport, forekommer slet ikke. Her var ellers ansatser til, at videnskaben sagde til menneskeheden: Her er en grænse I ikke bare må forstå, men overholde: Hvis verden skal holde den 2°C-målsætning, som blev vedtaget i København på COP15 i 2009 (hvis der skal være hhv. 33% 50% og 66% chance for, at det lykkes), så kan vi samlet set kun tillade os at lukke yderligere så og så meget yderligere CO2 ud i al fremtid.

Læs mere »

Share

CO2-koncentrationen når 400 ppm

16. maj 2013

I den forgangne uge listede atmosfærens koncentration af CO2 sig over 400 ppm. Det er ifølge iskerneboringerne det højeste niveau siden pilocæn-perioden, som ligger 3,2 og 5 millioner år tilbage. I pliocæn var verdenshavene 20-40 m højere end i dag. Det kommer ikke fra dag til dag, men vi står med udsigten til havstigninger på 1 meter eller mere i løbet af det 21. århundrede – og har allerede lagt i kakkelovnen til endnu mere. Havstigningerne blot vil accelerere i de kommende århundreder, hvis ikke den nuværende udvikling ændres allersnarest.

Havde det været rente-, kurs- eller gældsudviklingen, havde de 400 ppm været et glødende rødt tal, som ville give anledning til drastiske indgreb på stedet.

Nu er det “bare” klimaet, og med den nuværende handlingslammelse er der ikke megen oplevelse af sagens alvor at spore. Tværtimod søger man stadig verden rundt at anspore til mere vækst og udvikling – i enkelte tilfælde som grøn vækst, men ikke desto mindre en vækst, som stadig forfølger forestillingen om, at vi fortsat kan vokse og skaffe os mere materiel velstand.

Før industrialiseringen har atmosfærens koncentration af CO2 igennem det meste af menneskets udviklingshistorie ligget på omkring 280 ppm. Den har svinget lidt op og ned, og klodens selvregulerende systemer har kunnet holde koncentrationen på omtrentligt dette niveau gennem lang lang tid. Men menneskets afbrænding af fossile brændstoffer har hastigt ændret på dette. Set med historiens briller har koncentrationen været stort set konstant for siden industrialiseringens start at stige voldsomt. Det meste af det 20. århundrede har vi vidst, at den var gal – at det som lignede et kæmpe skridt frem for menneskeheden, var dybt problematisk, og på bare lidt længere sigt truede vores eksistensvilkår. Siden 70erne har ansvarlige politikere vidst, at den var alvorligt gal, og der har været forsøg på tiltag til at rette op på situationen – som den fossile industri dog indtil nu har haft held til at forpurre.

Læs mere »

Share

COP18 noter I – Klimastatus, 2ºC og USA

26. november 2012

Ma. 26.11. – Så er COP18 skudt i gang – og umiddelbart er ikke meget ændret siden klimaforhandlerne sidst mødtes til COP17 i Durban for snart et år siden. Klimaudfordringen er om noget blevet større siden sidst, som understreget af en række forskningsresultater, som er fremlagt i de seneste måneder:

1) En undersøgelse fra NASA viser, at den øgede forekomst af ekstremvejr i de seneste årtier direkte kan tilskrives klimaforandringer, og at det som for blot får årtier siden måtte betragtes som usædvanligt, er blevet det nye normalvejr (se blog-indlægget Terningerne er kastet).

2) Det internationale Energiagentur IEA kunne for nylig konstatere, at verdens udledninger igen var markant stigende efter at have været lidt vigende omkring den økonomiske krise i 2008-09 – og det i en situation, hvor det står klart, at verdens samlede udledninger skal kulminere inden for 2-3 år og herefter falde hurtigt, hvis vi skal have en chance for at holde de samlede globale temperaturstigning under 2ºC, som verdenssamfundet vedtog ved COP15 i København for tre år siden (se blog-indlægget IEA: Verdens CO2-udledninger steg 2,5% i 2011).

3) Men en undersøgelse fra Verdensbanken påpeger, at vi med den nuværende indsats er hastigt på vej til globale temperaturstigninger på 4ºC eller mere – og karakteriserer 4ºC som den ultimative katastrofegrænse, hvor verdens kystbyer oversvømmes, fødevareproduktionen er truet, verdenshavenes forsuring når et punkt, hvor de nuværende fødekæder kollapser, mens vejrfænomener som tørke, varme og storme vil blive endnu mere ekstreme (se blog-indlægget Verdensbanken: “Skru ned for varmen”).

4) PricewaterhouseCoopers laver årligt en ganske tankevækkende beregning af, hvor meget, vi må sænke vores carbon intensity, for at holde so under 2ºC – her er vi alvorligt bagefter (se blog-indlægget ‘Carbon Intensity’ skal reduceres 6 gange hurtigere end i dag).

Læs mere »

Share

Mohamed Nasheeds tale ved Klimaforum 2009

8. februar 2012


.
President Nasheed: “We refuse to be quiet”, 11:32 min. YouTube video. 

I denne video fra Klimaforum i København 2009 kan man høre Maldivernes nu første folkevalgte expræsident Mohamed Nasheed fortælle først om kampen for frihed fra det militærregime, som tog over efter kolonitiden, derefter om kampen for at redde Maldiverne fra klimaforandringerne – en kamp som kun kan vindes ved at stå sammen som verdenssamfund, og som kræver stærke klimamålsætninger. Nasheed har en vigtig rolle i, at forståelsen af nødvendigheden en målsætning på 350 ppm på blot 1½ år blev en del af et flertal af verdens landes klimamålsætninger. Uheldigvis ikke de rigeste. Så selvom omkring to tredjedele af verdens lande ønskede en målsætning på 350 ppm indskrevet i The Copenhagen Accord, så endte det med 450 ppm og 2ºC – og efterfølgende ikke-bindende tilsagn om en klimaindsats, som er fuldstændig utilstrækkelige i forhold til målsætningen.

I en situation, hvor politikere verden rundt udviser total mangel på konsekvens overfor klimaudfordringen, stod Nasheed i marts 2009 frem med planer for at gøre Maldiverne CO2-neutral over en 10-årig periode og en insisteren på, at alle lande kunne og måtte tage et tilsvarende ansvar.

Nasheed blev i går af militærfolk tvunget til at trække sig tilbage som præsident. Og Maldiverne, som i forvejen er et af verdens lavestliggende lande, er hermed sunket endnu lavere.

350.org er der en underskriftsindsamling: Help President Nasheed of the Maldives. Jeg kan kun opfordre til at istemme.

Se mere om situationen på Maldiverne i det følgende blog-indlæg: Maldivernes præsident truet til at trække sig.

Se tidligere blog-indlæg om: 350 ppm.

 

Share

Klimaerklæring fra Klimabundmødet i 2009

7. december 2011

Her op under slutningen af klimaforhandlingen i Durban var jeg tilbage at se, hvad vi nåede frem til som konklusion på Klimabundmødet – Windows of Hope, hvor mennesker fra hele verden i to uger var samlet i København parallelt med Klimatopmødet COP15.

Her mødtes repræsentanter fra oprindelige folk, spirituelle samfund, økolandsbyer og ’urban tribes’ med forskere og andre eksperter, politikere, præster og åndelige ledere, kunstnere og lægfolk fra hele verden til en fortsat dialog og udveksling af erfaringer og visioner for en mere bæredygtig fremtid for vores planet.

Klimabundmødet blev en kolossal kreativ manifestation af mennesker verden rundt, som i lokal skala allerede er i fuld gang med den omstillingsproces, som verden står overfor. Hvor klimatopmøderne er meget teknisk-politiske, da var klimabundmødet en mangerettet afsøgning af det værdisæt og den globale bevidsthed, som ikke bare muliggør, men naturliggør de store omstillingsprocesser, som alle verdens lande, rig som fattig, står overfor.

Den konkluderende tekst, et Klimabundmøde-manifest, er således i meget høj grad en eksistentiel tekst: Hvordan kan vi være mennesker på Jorden i pagt med naturen og de naturgivne vilkår? Og frem for at blande den op med de mere klimatekniske aspekter lavede vi et supplerende klima-manifest.

Indledningen herfra opsummerer et rids af den nødvendige klimaaftale:  

Klima-erklæring

Med stadigt mere omfattende klimaforandringer over alt i verden står vi i dag  over for kolossale  udfordringer, som kræver en hurtig, konsekvent, målrettet og velkoordineret handling fra verdenssamfundet.  En tilstrækkelig klimaaftale må indeholde:

- et øjeblikkeligt stop for udbygning af kulkraften
- en reduktion i udledningen af drivhusgasser på 40% i 2020 (i forhold til 1990)
- en fuld afvikling af det industrielle landbrug
- en kraftig nedregulering af skibsfarten og luftfarten
- en fuld udfasning af fossile brændstoffer inden 2050
- en målsætning om at holde den globale temperaturstigning under 1,5ºC
- en målsætning om at holde atmosfærens CO2-indhold under 450 ppm (parts per million)
- en langsigtet målsætning om at nå tilbage på under 350 ppm

Dette indebærer:

- et opgør med vækstfilosofien
- en revurdering af kvotehandelen og markedsmekanismernes evne til at beskytte klimaet
- en revurdering af forbrugersamfundets og den globale frihandels hensigtsmæssighed
- en fælles stræben mod bæredygtige byer, landbrug og skovbrug
- en sikring af al grøn teknologi som globalt fælleseje
- en målrettet udvikling af CO2-negative samfund verden over
- et fornyet fokus på fællesskabets og lokalsamfundets rolle i en bæredygtig udvikling
- et opgør med forståelsesmodeller, hvor mennesket er hævet over naturen
- en indsats for bevarelsen af oprindelige folks levevilkår
- udviklingen af en fuld global bevidsthed

Klimaerklæringen citerer Barack Obama, som i sin tale under COP15 til verdens ledere meget præcist udtalte: “Spørgsmålet er ikke udfordringens natur, men vores evne til at møde den.” Måske det sværeste at have skullet forholde sig til siden da er den systematiske støjkampagne af klimafornægtere, som i stor grad er finansieret og okestreret af kortsigtede fossile interesser. Obama kom med en aura af håb, for et bedre USA i en bedre verden. Men hans karisma og veltalenhed er kommet til kort overfor den forbenede amerikanske virkelighed, som i uhyggelig grad er styret af kortsigtede profit-interesser.

Læs mere »

Share

Climategate 2.0

6. december 2011

Med udsøgt sans for timing blev der, få dage før klimaforhandlingerne skulle i gang i Durban, offentliggjort endnu en runde af hackede mails fra University of East Anglia. En tilsvarende vrimmel af hackede mails blev sendt i luften få dage før COP15  gik i gang i København og skabte den gang stor furore.

Tilsyneladende er der ikke noget nyt i disse mails. De er fra samme periode som for to år siden, samme forskere diskuterer samme emner, som de mails, som blev hacket og offentliggjort umiddelbart før København. Sandsynligvis er de blot frasorteret i første gang, fordi der ikke rigtigt er noget at komme efter. Men læst som fanden læser biblen – helt ude af kontekst – kan man med lidt god vilje finde noget at så tvivl om. Og luftet mindre end en uge inden COP17 kan de i det mindste støje.

Læst i deres sammenhæng giver disse mails mest af alt et lille indblik i, hvilket hårdt arbejde det er at skulle agere som videnskab udspændt mellem klimaudfordring, politikere og skeptikere – på én gang at skulle optræde som enig videnskab, så langt konklusionerne rækker (og nogle gange måske lidt længere i en verden som efterspørger entydige svar og ikke forstår 90% sandsynlighed), og så samtidig at opretholde frirummet for den stadige videnskabelige afklaringsproces.

Skal man sige noget godt om Climategate 2.0, så er det, at hele situationen bortset fra den allerførste omtale har fået yderst lidt plads i pressen. Ingen tager det rigtigt alvorligt denne gang. Jeg havde også tænkt at lade det forbigå i tavshed, men har samlet en række links derom for at kunne vende tilbage til problemstillingen senere. Det mest interessante ved Climategate 2.0 er måske i virkeligheden, hvordan man som medie skal forholde sig til sådanne præcist plantede misinformationer. For pressen bliver i den grad (mis)brugt i kampen om bevidsthedsrummet, at man nogle gange tager sig i at tænke, at verden var bedre stedt uden globale massemedier.

Bryan Walsh: Climategate: Are Police Closing in on the Email Hacker? Time Magazine 03.01.2012.

Leslie Kaufmann: Police Inquiry Prompts New Speculation on Who Leaked Climate-Change E-Mails, New York Times 01.01.2012.

A poor sequel, (leder) Nature 30.11.2011.

Leo Hickmann: Help us find clues in climate email hacker’s message, The Guardian 25.11.2011.

Juliette Jowitt: The leaked climate science emails - and what they mean, The Guardian 24.11.2011.

Kate Sheppard: Climategate 2.0: Will the Media Do Its Job This Time? Mother Jones 23.11.2011.

Juliette Jowit & Leo Hickman: Climate scientists defend work in wake of new leak of hacked emails, The Guardian 23.11.2011.

Stephan Lewandowsky: Attacks on climate scientists are the real ‘climategate’, The Guardian 23.11.2011.

Damian Carrington: Failure to catch climate email hacker is the real scandal, The Guardian 23.11.2011.

John Abraham: We are smarter this time around, Climate Daily 23.11.2011.

Scott Mandia: Snippets of stolen e-mails cannot make the Earth flat, Climate Daily 23.11.2011.

Richard Black: Climate emails: Storm or yawn? BBC News 22.11.2011.

Leo Hickmann: Fresh round of hacked climate science emails leaked online, The Guardian 22.11.2011.

Share

Dagens begravelse: The American Dream

1. november 2011

Under Klimabundmødet – Windows of Hope var mennesker fra hele verden samlet i København i fjorten dage. Hver dag havde et tema og en dagens begravelse. For andendagen var temaet “Verdensbillede, Kultur og Spiritualitet (værdier)”, og den dag begravede vi Den Amerikanske Drøm. Den lille tilhørende tekst findes herunder – de øvrige begravelsestekster findes tilgængelige i et lille teksthæfte sammen med Klimabundmødets manifest og klima-erklæring, som kan downloades herunder.¹

En ny måde at leve på kloden på, som kan redde klimaet, biodiversiteten og kommende generationers livsbetingelser, kræver mere end blot tilføjelsen af nye grønne elementer til det eksisterende. Derfor havde hver af Bundmødets 14 dage sin begravelse. For eksempel den dag, hvor temaet var forskning og uddannelse, blev den lineære tankegang begravet.

Det betyder ikke, at vi aldrig nogensinde mere vil have behov for lineær tænkning. Men vi bliver nødt til at stille spørgsmålstegn ved den lineære tankegang, vi bliver nødt til at sætte den i et passende perspektiv. Vi bliver nødt til at forhindre den i at ødelægge vores levende miljø såvel som vores virkelighedsperspektiv.

Begravelserne skal ikke forstås bogstaveligt, men som perspektiverende sindbilleder. De 14 begravelser indrammer centrale træk fra den industrielle æra, som vi er nødt til at gentænke og lægge bag os for at nå frem til en menneskehed i god balance med sit livsgrundlag. Og i anledning af verdensborger nr. 7 milliard skulle være ankommet præcis i disse dage, kom jeg til at tænke på begravelsen af den amerikanske drøm.

Den Amerikanske Drøm

Stort hus, stor græsplane, garage med to-tre store biler, stor familie med job og stor uddannelse, store stuer, som vender ud til en have med swimmingpool … alt sammen vores eget, og alt sammen noget, vi har tjent til gennem hårdt slid, mens vi arbejdede os op til en lysende plads i samfundet.

The American Dream trives i bedste velgående verden over, næret af talløse film, medier og reklamer. Men hele den forbrugerisme, som er hægtet op på den amerikanske drøm, kan ikke fortsættes. Kloden kan simpelthen ikke holde til, at den fortsættes, og … hånden på hjertet … det er måske ikke den drøm at udleve The American Dream, som vi troede. Isoleret i store tomme kasser i en gabende kedsommelig forstad.

Forstæderne, the urban sprawl, har op igennem det 20. århundrede bredt sig ud over mange af de områder, hvor vi tidligere fandt vores mest frugtbare jorder. Forestillingen om den ideelle tilværelse i parcelhuskvarteret har bragt mennesker til at acceptere stadig større adskillelse mellem hjem og arbejde. Sammen med The American Dream må vi derfor begrave de villakvarterer og de sovebyer, hvorfra det moderne menneske får stadig længere til sit arbejde, og får stadig færre af sine reelle behov dækket.

The American Dream blev formuleret i 1931 af Truslow Adam i bogen The Epic of America. Her står blandt andet, at The American Dream er drømmen om et land, hvor livet er bedre for alle. Hvor enhver har chancen for at udnytte sine talenter optimalt. Det er ikke blot en drøm om biler eller høje lønninger, men en drøm om social retfærdighed, som tillader enhver mand eller kvinde uanset herkomst at opnå det fulde udbytte af deres evner.

Med sit entydige udgangspunkt i individet og dets frie udfoldelsesmuligheder er The American Dream en farlig drøm. Dels mangler den en konkret medansvarlighed for medmennesket, dels driver den verden over samfund, som hastigt er i færd med at ødelægge vores fælles naturgrundlag. The American Dream ser verden som et kolossalt tag selv-bord og savner fuldstændig forståelsen af, at den må udfolde sig inden for vores økologiske råderum. Vi har været gode til at give vores drømme – og vores formåen – konkrete udtryk i vores materielle besiddelser. Og vi har fået bundet vores identitet meget stærkt op på materielle symboler. Ved afskeden med The American Dream må vi højere grad vende os imod fællesskabet, mødes om immaterielle ting og lære i langt højere grad end nu at forbinde vores identitet, formåen og udvikling med immaterielle værdier.

Den dag vi lærer os dette, kan The American Dream leve videre.

Klimabundmødet – Windows of Hope, 5.-18. december 2009, pp. 19-20 (18 Mb pdf).¹

 

Share

Bill McKibben: Making a Life on a Tough New Planet

24. oktober 2010


.
Bill McKibben: EAARTH: Making a Life on a Tough New Planet – en 90 min. forelæsning ved Dominican University, Leadership Lecture Series, 22.04.2010.
.
De indledende kommentarer og introduktioner tager tid, men man kan uden at gå glip af det store klikke sig frem til 14:00, hvor Bill McKibben får ordet. Herfra kan man over en time opleve ham udfolde et enestende perspektiv på klimaudfordringens monumentalitet.

Ifølge McKibben må vi drosle ned og skabe samfund og økonomier, som kan indskrænke sig og fokusere på det essentielle. Forandring – fundamentale forandringer – er vores bedste håb for en planet, som er pludseligt og voldsomt ude af balance.

Vi ser her McKibben med sin søgende, malende, fortælleform, når den er bedst. Under vejs får man et virkelig godt indblik i, hvilken indsats, som ligger bag 350-bevægelsens tilblivelse og processen frem mod klimatopmødet i 2009 i København.

Se tidligere indlæg tagged Bill McKibben.

 

Share

Copenhagen Accord i støbeskeen

2. februar 2010

Den tresiders aftale, som klimatopmødet i København mundede ud i, The Copenhagen Accord, rummede en opfordring til at alle verdens lande inden udgangen af januar meldte ind med deres CO2-reduktioner frem mod år 2020. I mellemtiden har det været meldt ud, at der var tale om en ‘soft deadline’ – at alle bud til enhver tid ville vær velkomne. Endda har UNFCCC, som står for klimaforhandlingerne, gjort status. Og pr. 01.02.2010 har 55 ud af verdens lande, som repræsenterer i alt 78% af verdens nuværende emissioner, meldt tilbage.

Set i forhold til Kyoto-aftalen, som kun havde bindende reduktioner for en lille håndfuld industrialiserede lande, er det et kolossalt fremskridt – alene af den grund, at verdens to største udledere af drivhusgasser, USA og Kina, begge er med. Og man kan håbe, at endnu flere lande i de kommende måneder slutter op.

Men set i forhold til, hvilke reduktioner, der skal til, hvis vi skal undgå opvarmning af kloden over 2° C (for slet ikke at tale om over 1½° C), er det nu fremlagte imidlertid aldeles utilstrækkeligt. Ifølge The Climate Scoreboard vil de nu fremlagte reduktioner give en temperaturforøgelse i år 2100 på 3,9° C.

Indmeldingerne fra de 55 lande svarer til en samlet reduktion på verdensplan på 11-19% frem mod 2020. For eksempel Australien tilbyder 5%, 15% eller 25% afhængig af, hvad andre lande byder ind med. Hvis vi skal holde os under 2° C, er der brug for reduktioner i I-landene på omkring 40% – og i U-landene på 15-30%, som i høj grad må finansieres af I-landene. Men der er fortvivlende langt mellem udmeldingerne om 40% bindende reduktion – der er faktisk ikke nogen.

Man kan se de enkelte landes CO2-løfter på to lister på UNFCCS hjemmeside:

Appendix I – Quantified economy-wide emissions targets for 2020.
Appendix II – Nationally appropriate mitigation actions of developing country Parties.

Læs mere »

Share

Spirende håb under Klimabundmødet

22. januar 2010

Et plantekim har i sig al den saft og kraft, der skal til for at bryde op af den mørke jord og ud i lyset, hvor den folder sig ud til en stærk og livgivende organisme. En lignende kraftfuldhed kunne man opleve under Klimabundmødet 14 dage fra 5.-18. december. Her kom mennesker fra alle dele af verden for at dele deres erfaringer med at håndtere klimaudfordringerne. Én efter én åbnede de op for nye muligheder for alle os, som lagde vejen forbi Klimabundmødet på Vartov-pladsen ved Miljøpunkt Indre By-Christianshavn.

Klimatopmødets 192 deltagerlande magtede ikke at nå den verdensomspændende klimakontrakt, som langtidsstabiliserer klimaet, og det kan derfor være fristende at barrikadere sig i sofaen og afvente det næste klimamøde i Mexico, der skal redde os alle ud af suppedasen, eller til det efterfølgende COP17, 19, 19, 20 … . På den baggrund var det under klimabundmødet sprudlende håbefuldt at møde de vitalitetssitrende erfaringer, råd og visioner rodfæstet i allerede eksisterende levemåder.

Det blev to uger spækket med nærværende talere, som mødte tilhørerne i øjenhøjde i et lille intenst samtaleforum, hvor døren altid stod åben for endnu en gæst. Resultatet blev en mangfoldig buket, som bugnede af eksempler på bæredygtige leve- og tankemåder. Hvert møde fremstod som enkeltstående inspiration, samtidig med at de mange ‘blomster’ føjede sig sammen til en vidtløftig og håndgribelig vision, som vækker håb om en fremtid, hvor mennesket er sundere til stede på planeten.

Taler-buketten bød på repræsentanter fra mange forskellige fællesskaber – for eksempel organisationer, myndigheder, uddannelsecentre, videnskaber og landsbyer – som alle kunne bevidne, at det moderne menneske kan leve med stor livskvalitet uden at splitte kloden ad.

Læs mere »

Share