Indlæg tagged med COP17

COP18 noter XI – fortsatte forhandlinger

7. december 2012

Fre. 07.12. – har været ude af byen hele dagen og prøver på her at skrive mig ind på dagens hændelser. I aftenens TV-avis blev det blot lakonisk konstateret, at COP18 i Doha var endt uden resultat – og at Kyoto-aftalen ikke var blevet forlænget!

Men i Doha forhandles der stadig, selvom klokken i Doha har passeret midnat. Martin Lidegaard skrev her til aften, at “forhandlingerne går ind i den afsluttende fase ved midnat. Danmarks forslag om at gå efter at lukke hullet til de to grader i 2014 lever stadig! Nu støttet af EU, de fattigste ulande, østaterne, USA m.fl. Men der er stadig lang vej igen, og intet er givet.”

Her kl. 22.50 dansk tid er forhandlingerne netop blevet indstillet, for at konferencens præsident kan rådføre sig med de rådgivende ministre (dem som har haft ansvaret for at søge at sammenfatte hver af konferencens spor), og for at de mange delegerede har tid til en bid mad inden mødet bliver genoptaget kl. 2 midnat lokal tid. Så der arbejdets tilsyneladende på højtryk for at komme til en eller anden grad af afklaring. En række ministre har udskudt hjemrejsen til i morgen aften, og Dohas shuttle-busser har forlænget deres køreplan til i morgen kl. 22, så det ser ud til, at man prøver at give forhandlingerne endnu et døgn.

De videre forhandlinger kan følges herfra fra kl. 00 midnat dansk tid.

Ved tretiden skriver Martin Lidegaard igen: “Forhandlinger i Doha afbrudt og genoptages i morgen tidlig – hvad det sådan set allerede er… Trætte forhandlere, kold kaffe og alt for mange firkantede parenteser. Det bliver ikke let, når vi mødes igen om små fire timer.”

Og UNFCCC skriver på Facebook: “Informal plenary to start at 7:30 a.m. Saturday, in Plenary 1: (Presentation of outcomes and next steps towards closure) Get some sleep everybody!!”

Læs mere »

Share

Optakt til COP18

3. oktober 2012

Selvom klimaudfordringen er vor tids måske største udfordring – og set i sammenhæng med bæredygtigheds- og biodiversitetsudfordringen uomtvisteligt er det - så fylder den foruroligende lidt i vores bevidsthed og dagligdag. Måske fordi det ikke er rart at tumle med ting, som er svære at få til at gå op, måske fordi vi er trætte af at høre om uafvendelige katastrofer, måske fordi vi ikke helt er til sinds at slippe de mange flyrejser og røde bøffer og det materielle forbrug (når der er så mange ting som er et større problem). Måske fordi vi ikke har tillid til, at de institutioner, som skulle tage de store beslutninger, rent faktisk tager den – eller bare prøver på det. Måske … allermest bare fordi vi ikke får ordentlig besked.

Dette indlæg er først og fremmest en linkside for at råde bod på klimaspørgsmålets alarmerende usynlighed i de danske medier, at vi om mindre end to måneder tager hul på næste runde i verdenssamfundets klimaforhandlinger, COP 18 i Doha, Quatar.

For ikke at løbe med halve vinde lavede jeg her primo oktober en søgning på politiken.dk. Her var der kun en enkelt artikel, som overhovedet nævner COP18 – i en opremsning i en artikel om madspild af Selina Juul (som er ekstern skribent). Berlingske har bragt et enkelt telegram fra BNB i februar, mens BT ud over samme BNB-telegram tilbage i december bragte en egentlig artikel om alliancen mellem EU og de fattigste ulande, som var med til at repolarisere forhandlingerne ved COP17. Ingeniøren har intet om COP18. Også Ekstrabladets søgemaskine melder pas, men spørger håbefuldt, om jeg mente COP15?

Information er i en klasse for sig med hele fem artikler, hvori COP18 er nævnt, heraf to fra i år. Begge af Jørgen Steen Nielsen, som om nogen holder fanen højt, når det gælder lødig, solid, perspektiverende information om klimaudfordringen.

Man kan forledes til at tro, at der kun sker noget én gang om året. Men positionerne flytter sig sjældent på konferencerne, og hvis de gør, skal der oftest repareres og redefineres efterfølgende, så det vigtigste sker i høj grad mellem de store konferencer. Siden sidste større runde af klimaforhandlingerne, COP17 i Durban, har forhandlerne været samlet først i Bonn og siden i Bangkok – hvilket heller ikke på nogen måde dominerer i de danske medier.

I tiden frem til COP18 vil jeg derfor på dette sted løbende samle links ind til artikler om COP18 og de problemfelter, alliancer, forhåbninger, sympatier og antipatier, som udfolder sig omkring næste store runde i klimaforhandlingerne, som indledes 26. november i Doha, Qatar.

I bedste fald har vi inden COP18 en genvalgt Obama, som har både flertal og vilje til at gennemføre en amerikansk klimalovgivning, et EU, som er villig til at stramme sin klimaudfordring, som nu er så slap, at vi kommer i mål med målsætningen om 20% reduktion inden 2020 længe før tid – 30% ville være overkommeligt, og 40% ville kalde på opfindsomheden – og et EU, som vil lave de opstramninger af kvotesystemet, som gør, at det rent faktisk gør en forskel.

I Doha skal Kyoto-aftalen forlænges, klimaindsatser verden rundt finansieres, skibsfart og luftfart indrulleres, og den store globale klimaaftale, som blev skitseret i Durban, hvor alle yder efter evne, skal lægges i langt fastere rammer, samtidig med at tiden inden dens iværksættelse ikke må gå til spilde. I bedste fald er de store BASIC-lande med de svulmende økonomier og drivhusgasudledninger klar til at tage deres del. Så der er masser af vitale temaer på højkant.

Og hvis du støder på en god artikel om COP18, så send gerne linket.

Se blog-indlægget Klimaforhandlinger i Bonn - links.
Se blog-indlæg tagged COP17 / COP18.

Se UNFCCCs side om Doha Climate Change Conference – November 2012.

PS: her 25. november, dagen inden COP18 starter, gentog jeg søgningerne. Der var nu tilkommet yderligere 2 artikler på politiken (23.11. og 25.11) og hele 5 yderligere på Information her i november. Berlingske har yderligere tre artikler, heraf én om situationen i Syrien, én hvor Morten Messerschmidt mener COP18 er ligegyldig, og én hvor klimaministeren siger, at det endda giver mening at afholde COP18. Så her er klimadækningen tilbage i klassisk pro et contra helt uden detaljer om de reelle problemstillinger. Ekstrabladets søgemaskine spørger stadig håbefuldt, om det var COP15, jeg mente?

Fiona Harvey: Doha climate talks: what to expect? The Guardian 25.11.2012.

Climate offender Qatar hosts the world, Deutsche Welle 25.11.2012.

Jørgen Steen Nielsen: ’Tanken om at være kommet for sent er ubærlig’, Information 25.11.2012.

Alister Doyle & Reagan Doherty: UN talks seen falling short despite climate change fears, Reuters 25.11.2012.

Wu Wencong & Lan Lan: China urges turning climate talks into action, China Daily 25.11.2012.

Matt McGratt: Doha climate talks: Will ‘hot air’ derail the process? BBC News 25.11.2012.

Heike Schroeder: Is it time to modernise UNFCCC? RTCC 25.11.2012.

Geoffrey Lean: Doha climate talks; a Gulf between need and action, 25.11.2012.

Karl Ritter: 2012 UN Climate Talks In Doha, Qatar Face Multiple Challenges, (AP) Huffington Post 25.11.2012.

John Vidal: Time is running out: the Doha climate talks must put an end to excuses, The Guardian 25.11.2012.

Abdullah Bin Hamad Al Attiyah: Climate change is Qatar’s biggest long-term challenge, RTCC 25.11.2012.

Ahmed Yonis: Arab nations must lead on ambition in Doha, RTCC 25.11.2012.

Michael Rothenborg: Klimatopmøde begynder med dommedagsrapporter i bagagen, Politiken 25.11.2012.

Læs mere »

Share

Danmark i mål med Kyoto-aftalen

30. september 2012

Som resultat af COP3 klimatopmødet i Kyoto indgik verdens rigeste lande i 1997 verdens hidtil første og eneste bindende aftale om reduktion af udledninger af drivhusgasser. I den forbindelse bandt Danmark sig til at reducere sine udledninger med 21% inden udgangen af 2012, hvor gennemsnittet af de lande, som indskrev sig med forpligtigelser, var en reduktion på blot 6%. Men det forlyder nu, at Danmark er i hus.

Ifølge Kyoto-aftalen må vores samlede nationale udledninger i 2012 maksimalt udgøre 54,8 mio. ton CO2. De ligger dog stadig på 59,7 mio. ton CO2, men differencen udlignes gennem køb af kreditter, hvor Danmark betaler for en reduktion svarende til differencen i forskellige tredjeverdenslande. Dette kvotesystem kan man mene meget om, men det var et af grundelementerne ved Kyoto-aftalen – et stort anlagt forsøg på at få markedets simple logik til at spille med i klimaindsatsen. Det er ikke slået fuldstændigt fejl, men prisen for at udlede 1 ton CO2 på det europæiske kvotemarked er så lav, at det på ingen måde ansporer til at reducere ved kilden.

Kyoto-aftalen var langt fra nogen perfekt aftale, da den blev indgået, og det af flere  grunde. Men det var dengang det bedste, man kunne blive enige om – en form for begyndelse, vedtaget på COP3 blot 6 år efter at man i Rio i 1992 havde lovet hinanden at arbejde frem mod en klimaaftale til beskyttelsen af det globale klima.

For det første omfattede aftalen kun de ‘gamle’ industrilande – eller rettere var det kun dem, som havde bindende reduktionsmål. Og da USA verdens den gang største udleder af drivhusgasser sprang fra, var virkningen allerede reduceret. Så USAs udledninger ligger i dag omkring 30% over landets udledninger i 1990. For nylig meddelte Canada, at man ville udtræde af Kyoto-aftalen, efter at man i nogle år havde opgivet klimaaftalen og set landets udledninger eksplodere i forbindelse med udviklingen af tar sand i Alberta-området, hvilket i sig selv er en tikkende bombe under klodens klimaindsats. Og vi vil nok se, at Japan står til heller ikke at klare sine forpligtelser efter at man har haft samtlige sine A-kraftværker sat på stand by i forlængelse af Fukushima-katastrofen.

Læs mere »

Share

CO2-koncentrationen nu over 400 ppm

1. juni 2012

I dene seneste tid er der indløbet meldinger fra målestationer på den nordligste del af jordkloden, Alaska, Grønland, Island, Norge, Mongoliet og Japan, at atmosfærens indhold af CO2 nu er over 400 ppm (parts per million). Det er første gang i mere end 800.000 år, at niveauet er så højt.

CO2-kurven er i disse år stejlt stigende, men hvis man zoomer ind, ser man, at den svinger lidt op og ned i løbet af året. Det hænger sammen med, at der er mere landmasse og dermed mere vegetation på den nordlige halvkugle end på den sydlige. Så i løbet af sommeren (på den nordlige halvkugle) vil vegetationen absorbere lidt af CO2en og få niveauet til midlertidigt at dale. Niveauet vil derfor endnu et år eller to periodevist kunne nå under 400 ppm. Men CO2-koncentrationen vokser i disse år med 2,3 ppm pr. år, så hvis ikke dette ændres radikalt, vil vi på blot godt 20 år nå det maksimum på 450 ppm, som verdenssamfundet har sat som målsætning – og som ifølge klimatologernes modeller giver en 50% sandsynlighed for, at den globale temperaturstigning siden industrialiseringens begyndelse holder sig under 2ºC i dette århundrede.

Ved industrialiseringens begyndelse var koncentrationen omkring 280 ppm, og når man kigger tilbage i tiden har koncentrationen i de forudgående 800.000 år svinget i et relativt snævert interval på 180-280 ppm. Sidst jordkloden havde en CO2-koncentration på 450 ppm gennem længere tid, var kloden isfri, og verdenshavene var 70-75 m højere end i dag. Det er derfor vigtigt at notere sig, at 450 ppm kun kan være et foreløbigt mål. Hvis vi skal langtidsstabilisere det globale klima, må CO2-koncentrationen hurtigst muligt bringes tilbage under 350 ppm (se tidligere blog-indlæg: Hvor store CO2-reduktioner skal der til?).

IEA, det internationale energiagentur, har meldt klart ud, at det er ved at være allersidste udkald. Hvis det skal lykkes at bremse udledningerne, så CO2-kurven topper før 450 ppm, burde alle lande nu være i gang med systematiske omstillingsprocesser. På den baggrund er den seneste udvikling i klimaforhandlingerne i Bonn rent ud sagt katastrofal. Her kunne man knapt nok enes om at igangsætte arbejdet med den globale klimaaftale, som man ved COP17 i Durban i december aftalte  skulle ligge klar senest i 2015 og iværksættes senest i 2020. Fremtidens klima har ikke råd til, at størstedelen af verden kører på fossilt frihjul otte år mere.

Læs mere »

Share

Klimaforhandlinger i Bonn – løbende opdateret linksamling

14. maj 2012

I dag indledes en ny runde af FNs klimaforhandlinger i Bonn 14.-25. maj 2012. Her skal de spæde spirer fra Durban-aftalen i december stå deres første prøve, om verden vitterligt er på vej mod sin første samlede klimaaftale, som ifølge planerne skulle træde i kraft i 2020 men ligge klar fra 2015. Hvorfor der ikke skal ske noget i disse år er uforståeligt og dybt uforsvarligt – og hvert års tøven kommer til at koste.

Det bliver også denne gang, at en ny runde af Kyoto-aftalen skal fastlægges. Med store lande som USA, Canada og Rusland ude af Kyoto-aftalen kommer anden fase kun til at dække omkring 15% af verdens samlede udledninger. Det har således fuldt så stor betydning som signalpolitik – at der er rige industrilande, som rent faktisk vil gå foran, og som herigennem vil give de virksomheder, som arbejder for at udvikle grøn teknologi og grønne produkter, ordentlige rammebetingelser for at fortsætte deres udviklingsarbejde.

Men dette lille indlæg er først og fremmest tænkt som en løbende linkopsamling. Pressedækningen er forsvindende lille – søgninger på politiken.dk og information.dk viser stort set ingen omtale af de forestående klimaforhandlinger i Bonn. Det handler jo også kun om vores fælles fremtid, og det er der ikke noget nyt i.

Via UNFCCs hjemmeside kan man følge med i de vigtigste forhandlinger i Bonn (se on demand webcast), ligesom præsentationer og forhandlingsdokumenter løbende gøres tilgængelige.

På Twitter finder man løbende opdateringer for eksempel via @UN_ClimateTalks og @CFigueres.

Bob Berwin: Global warming: Inching ahead at Bonn climate talks, Summit County Citzens Voice 27.05.2012.

Little Progress Made at Bonn Climate Negotiations, Union of Concerned Scientists 25.05.2012.

Fiona Harvey: Bonn climate talks end in discord and disappointment, The Guardian 25.05.2012.

Nathan Witkop: Bonn climate talks end in squabbling, Deutsche Welle 25.05.2012.

Karl Ritter: Is China poor? Key question at climate talks, Bloomberg 25.05.2012.

Connie Hedegård: Statement, 25.05.2012.

Richard Balk: Climate talks stall with nations ‘wasting time’, BBC News 25.05.2012.

Bonn Climate Talks Close in Disappointment; World Leaders Whistle Towards Disaster, Common Dreams 25.05.2012.

Credibility and will can move climate talks forward, Can Europe 25.05.2012.

Jesper Løvenbalk: Klimaaftalen fra Durban hænger i en tynd tråd, Information 25.05.2012.

Alex Morales: Climate Deadlock Breaks as Slow UN Talks Frustrate U.S., EU, Bloomberg 25.05.2012.

Clancy Moore: Australia: new negotiator, new opportunities? Adopt a Negotiator Project 25.05.2012.

Stephen Leahy: Global Temperatures Rising on a Devastating Trajectory, IPS News 25.05.2012.

Bonn UN Climate Change meeting delivers progress on key issues, (pressemeddelelse) UNFCCC 25.05.2012.

Bonn Climate Change Conference – May 2012, Press Briefing, (EU) (video) UNFCCC 25.05.2012.

Bonn Climate Change Conference – May 2012, Press Briefing, (Christiana Figueres) (video) UNFCCC 25.05.2012.

Chris Lang: REDD discussions at the UN climate meeting in Bonn: “The only thing negotiators did here was produce more things to disagree on”, Redd Monitor 25.05.2012.

Michelle Kovacevic: One of Indonesia’s top REDD+ experts discusses logging moratorium progress, Forests News 25.05.2012.

Alexander Besant: Climate talks in Bonn end in disappointment, Global Post 25.05.2012.

Mariette la Roux: Climate pact process stumbles as countries bicker, AFP 25.05.2012.

China says it holds fast to Durban outcome, Xinhua 25.05.2012.

US, Europe and Australia trying to evade climate commitments: climate, AFP 25.05.2012.

Nina Chestney: Deadlock breaks at UN climate talks, mistrust remains, Reuters 25.05.2012.

Warming could exceed 3.5C, say climate scientists, The News (Pakistan) 25.05.2012.

China to spend $27bn on energy efficiency and renewables, (Reuters) The Guardian 25.05.2012.

U.N. climate talks stall over rich-poor divisions, (AP) San Fanciso Chronicle 25.05.2012.

Climate scientists say warming could exceed 3.5 C, AFP 24.05.2012.

Michel Rose: Global CO2 emissions hit record in 2011 led by China: IEA, Reuters 24.05.2012.

Mariette la Roux: China hits back at claims it is blocking climate talks, AFP 24.05.2012.

Nina Chestney: Countries doing too little on warming: researchers, Reuters 24.05.2012.

Nina Chestney: U.N. Doha climate talks risk sinking ‘like Titanic’, (Reuters) moneycontrol.com 24.05.2012.

Alex Morales: Greenhouse Gas Gap Grows as Climate Pledges Fall Short, Bloomberg 24.05.2012.

Nina Chestney: CO2 Cut Review Could Raise Kyoto Ambition – EU, Reuters 24.05.2012.

Mark Bonner: Agreement on draft text for CCS in the CDM, Global CSS Institute 24.05.2012.

Anthony Lucas & Mariette le Rou: UN climate talks ‘stalled’, Kyoto architect tells AFP, AFP 23.05.2012.

EU warns climate talks at risk of floundering, AFP 23.05.2012.

Vananda Shiva: Eco warriors, arise! The Asian Age 23.05.2012.

James Murray: G8 pledges climate action as Bonn talks stall, Business Green 23.05.2012.

Læs mere »

Share

Carbon Bubbles

29. marts 2012

Der udvikles hele tiden nye billeder til forståelse af klimaudfordringen – i de senere år ofte med fokus på udvindingen frem for afbrændingen. For eksempel påpegede Revkin & Rosentahl i november i New York Times i en række artikler, hvor de “prøvede at se virkeligheden fra atmosfæren”,¹ det paradoksale – for ikke at sige det fundamentalt uholdbare – i, at et land som Norge har fine planer om selv at blive CO2-neutral samtidig med, at man pumper enorme mængder fossile brændstoffer op af sin fastlandssokkel for at finansiere ikke bare sin omlægning, men fuldt så meget sit fortsatte konsumsamfund.

Tilsvarende har de seneste års store fokus på Keystone XL olieledningen fra de store tar sand-forekomster i Alberta, hvis udvinding ikke bare vil totalrasere store oprindelige landskaber, men samtidig ved afbrændingen medføre lige så store CO2-udledninger, som vi på verdensplan har udledt fra industrialiseringens begyndelse frem til i dag, sat fokus på, om det overhovedet er forsvarligt at udvinde forekomsterne – og at gøre os bevidste om, at det at gøre det er en 100% garanti for at vores internationale klimamål ikke vil kunne holdes – se tidligere blog-indlæg om Keystone XL.

Og klarest har lederen af NASAs klimaforskningsafdeling James Hansen måske sagt det, med sin krystalklare iagttagelse, at “coal is best left in the ground“.

Senest har The Carbon Tracker Initiative med den prisvindende rapport Unburnable Carbon set på, hvor meget fossilt brændstof, som er opregnet som assets på børsnoterede firmaer for de enkelte aktiebørser. Illustrationen herover er figur 4 herfra, og man får her et billede af potentielle konfliktsituationer mellem lande, som i en lang årrække frem har mere energi, end de behøver, og lande, som vil være henvist til at skulle ud at købe energi – underforstået indtil de tager sig sammen og omlægger til vedvarende energi.

Men som det ligger i titlen på Carbon Trackers rapport: Unburnable Carbon - Are the world’s financial markets carrying a carbon bubble? så er vi i en situation, hvor vi kun kan tillade os at afbrænde 20% af de kendte fossile brændstoffer, hvis vi vil holde den målsætning om at holde den gennemsnitlige globale opvarmning siden industrialiseringens begyndelse på under 2ºC, som verdens ledere nu har vedtaget på tre klimakonferencer i træk – COP15, 16 og 17. Og hvis målsætningen bliver strammet til 1½ºC, hvilket meget taler for, så er det en endnu mindre del af klodens fossile reserver, som det nogensinde bliver aktuelt at brænde af – i hvert fald indtil vi har etableret effektive CCS-teknologier.

På den baggrund taler rapporten ligefrem om en “Carbon Bubble”, hvor børsnoterede firmaer verden rundt kalkulerer med svimlende værdisætninger af kendte, men endnu ikke opgravede eller oppumpede fossile brændstofreserver. Men har disse brændstoffer nogen realværdi, når vi ikke kan tillade os at afbrænde dem? Og hvad vil der ske, hvis verdens kul-, olie- og gasselskaber må afskrive 80% af deres “kapital” af endnu ikke udnyttede reserver af hensyn til fremtidens klima? Det er interessant, at den lille rapport rejser dette spørgsmål.

Læs mere »

Share

Republikanske afveje

14. januar 2012

George Monbiot sendte i dag via Twitter link rundt til en artikel af Mike Lofgren, som ifølge Monbiot “explains a host of mysteries, including the decline of rational problem-solving in America”.

Efter et langt livs sandsynligvis tavshedsbelagt arbejde som embedsmand i Det Hvide Hus system tager Lofgren bladet fra munden og giver sig lov til at fortælle. Det er ikke rar læsning, Både Republikanerne og Demokraterne er alvorligt i lommen på de store virksomheders særinteresser, systemet gør de to partier pilrådne, men de er ifølge Lofgren rådne på forskellig måde. Han karakteriserer direkte den republikanske oppositionsstrategi som “political terrorism” – og vi har måske efter seneste valg oplevet en snert af det samme herhjemme – hvor oppositionen fra at agere som en loyal opposition, som støtter op om de parlamentariske grundprincipper og spiller ind hvor muligt, ser sin rolle som tvivlssætter, som destruktiv. Selvom det vil få enorme omkostninger for den amerikanske økonomi og for amerikanernes tillid til den politiske ledelse, så er det blevet et mål i sig selv at udstille Obamas magtesløshed og sikre, at han ikke får lavet noget som helst fornuftigt.

Ifølge Lofgren har særligt det republikanske parti i de senere år udviklet sig mod det ekstreme:

It should have been evident to clear-eyed observers that the Republican Party is becoming less and less like a traditional political party in a representative democracy and becoming more like an apocalyptic cult, or one of the intensely ideological authoritarian parties of 20th century Europe. This trend has several implications, none of them pleasant.¹

A couple of years ago, a Republican committee staff director told me candidly (and proudly) what the method was to all this obstruction and disruption. Should Republicans succeed in obstructing the Senate from doing its job, it would further lower Congress’s generic favorability rating among the American people. By sabotaging the reputation of an institution of government, the party that is programmatically against government would come out the relative winner.¹

To små smagsprøver fra indledningen til en meget lang og tankevækkende artikel, hvor Lofgren påpeger det paradoksale og direkte skizofrene i, at et parti, som ser sig som systemets og konstitutionens vogter, agerer så destruktivt, at det meget vel kan føre til langtidsskader på den amerikanske befolknings tillid til den amerikanske konstitution og ledelse.

Videre i artiklen fokuserer Lofgren (som ikke er Obama-fan) mest på republikanerne under tre overskrifter: 1. The GOP cares solely and exclusively about its rich contributors, 2. They worship at the altar of Mars, og 3. Give me that old time religion.

Jeg vil ikke på dette sted gå videre ind på Lofgrens analyse, men blot pege på artiklens eksistens - søger i disse dage ikke at hvirvle Strøtanker for stærkt ind i den amerikanske valgkamp. Men omvendt er samtlige kandidater i det republikanske primærvalg er klimafornægtere. Vi står således i en situation, hvor det amerikanske valgcirkus kan føre til, at vi om et år har en præsident for verdens største økonomi, som er totalt afvisende overfor at gøre noget ved klima- og bæredygtighedsudfordringerne. At dette vil køre USA helt bagud som økonomiske stormagt er én ting, men hvis en Tea Party-styret præsident kommer i Det Hvide Hus, er det yderst vanskeligt at forestille sig gennemførelsen af en global klimaindsats, som den blev ridset op på det nyligt afsluttede klimatopmøde i Durban.

Mike Lofgren: Goodbye to All That: Reflections of a GOP Operative Who Left the Cult, Truthout 03.09.2011.¹

 

Share

Mens vi venter på den store klimaaftale

13. januar 2012

Den nyligt afsluttede klimakonference i Durban gav verden en køreplan for en fælles klimaindsats, som efterlader et svimlende op imod ti års hul i verdens klimaindsats, når det gælder kerneproblemet, at få mindsket CO2-udledningerne og få vendt den stadig stigende CO2-kurve. Dette ovenpå, at IEA i måneden op til COP17 i Durban havde fremlagt tal, som viste, at det var ved at være allersidste udkald, hvis vi skulle have en chance for at knække CO2-kurven under 450 ppm (se blog-indlægget IEA: Fem år til at vende udviklingen). I de mellemliggende 9-10 år, indtil verden i sin helhed kommer i gang med bindende reduktionsstrategier, er vi derfor i høj grad nødt til at tænke og handle “out of the box”: Hvad kan gøres for at vinde tid? Hvilke muligheder findes der, som kan iværksættes, mens vi venter på Durban-aftalen.

I dag bringer i Science Magazine en artikel skrevet af forskere fra en lang række ledende forskningsinstitutioner,¹ som opregner 14 indsatsområder for at mindske udledning af metan og sodpartikler, som ud over på kort at have en markant positiv indvirkning overfor den globale opvarmning, har væsentlige positive konsekvenser for vores sundhed og fødevaresikkerhed. I en kommentar skriver Richard A. Kerr, at den foreslåede vifte af indsatser ud over sin klimavirkning har en virkning på vores sundhed og øgede fødevareproduktion, som mere end opvejer udgifterne ved indsatsen.² Desværre er hverken artikel eller kommentar frit tilgængelige i fuld udstrækning, men der er uddybende informationer at finde i et podcast, hvor artiklens hovedforfatter, Drew Shindell fra NASAs klimaforskningsafdeling, bliver interviewet af to Science-medarbejdere.³

Abstract’et lyder sådan her i sin fulde udstrækning:

Tropospheric ozone and black carbon (BC) contribute to both degraded air quality and global warming. We considered ~400 emission control measures to reduce these pollutants by using current technology and experience. We identified 14 measures targeting methane and BC emissions that reduce projected global mean warming ~0.5°C by 2050. This strategy avoids 0.7 to 4.7 million annual premature deaths from outdoor air pollution and increases annual crop yields by 30 to 135 million metric tons due to ozone reductions in 2030 and beyond. Benefits of methane emissions reductions are valued at $700 to $5000 per metric ton, which is well above typical marginal abatement costs (less than $250). The selected controls target different sources and influence climate on shorter time scales than those of carbon dioxide–reduction measures. Implementing both substantially reduces the risks of crossing the 2°C threshold.¹

Der er tale om en stor vifte af indsatser, som på én gang omfatter diesel-udledninger, afgasninger fra oversvømmede rismarker, rutiner i vores håndtering af affald og husdyr, I-landenes kulkraftværker og U-landenes madlavning over ofte meget primitive ildsteder. Hver af dem med sine komplikationer af implementere. Men det interessante er, at de alle hver i sær er koblet til sundhedsfordele og ikke blot refererer til indgriben i et diffust varmende klima.

Læs mere »

Share

Canadas klimasvigt

13. december 2011

I tiden op til klimaforhandlingerne i Durban har Canada stået til store verbale hug. Kyoto-protokollen pålagde Canada og de øvrige deltagende I-lande en reduktion af sine CO2-udledninger på 6% i forhold til 1990, hvilket ikke er meget, men dog noget, som ikke kommer af sig selv i en verden styret af mere større hurtigere. Men canadierne har blot sovet grundigt i timen, og de canadiske CO2-udledninger er i mellemtiden vokset med omkring en tredjedel. “Løsningen”, blev det derfor antydet af canadierne, ville derfor være at Canada trak sig ud af Kyoto-aftalen.

Canada har holdt lav profil i slutspillet i Durban – hvis muligt skulle man ikke have flere ridser i sit image i denne omgang. Men knapt var delegationerne nået hjem, før Canadas miljøminister Peter Kent offentligt bekendtgjorde, at Canada trækker sig ud af Kyoto-protokollen.

Canada stod til en gigantisk bøde på omkring 60 mia. kr. for ikke at have opfyldt sine forpligtelser i forhold til Kyoto-aftalen – eller det beløb, som det ville koste at købe CO2-kvoter for mankoen. Det svarer til næsten 10.000 kr. pr. canadisk familie. Den “bøde” slipper Canada nu for. Og hermed har et af verdens rigeste lande totalt svigtet klimaudfordringen.

Undskyldningerne er så mange, så tynde og så kortsigtet selvretfærdige, at jeg end ikke vil bruge plads på dem her – der er præcist den type argumentation, som har gjort det umuligt at nå til enighed om den nødvendige klimaaftale. Hvis det skal lykkes, er lande som USA og Canada nødt til at erkende, at de historisk set har ledt markant mere CO2 ud i atmosfæren end de nu hurtigt voksende udviklingslande. Rundt regnet tre fjerdedele af den CO2, som er pumpet ud i atmosfæren siden industrialiseringens begyndelse, er udledt af de industrialiserede lande. For eksempel har USA samlet udledt omkring 3½ gange mere CO2 end Kina, selvom Kina i dag har større udledninger end USA. Omvendt er udviklingslandene nødt til at se argumentationen om, at de har ret til samme (i bakspejlet vanvittige) udvikling som I-landene. Vi er nødt til at omdefinere denne ret til, at de har ret til en tilsvarende udvikling uden samme umådeholdne tilførsel af fossil energi, og at de rige lande har en forpligtigelse i at sikre, at levestandarden i disse lande sikres, samtidig med, at klimaudfordringen håndteres bedst muligt.

Læs mere »

Share

Durban tømmermænd – hvad kan man gøre for at lukke hullet?

12. december 2011

Den netop vedtagne Durban-pakkes store problem er tidslinjen. Verden som sådan kommer ikke i gang med egentlige bindende reduktioner før i 2020, og det er adskillige år for sent i forhold til indsatsen for at knække CO2-kurven i tide. Ifølge klimavidenskaben er vi meget tæt på at forpasse chancen for at igangsætte en udvikling tidsnok til, at det kan lykkes at holde atmosfærens koncentration af CO2 under 450 ppm og den samlede globale temperaturstigning under 2° C. Den eneste ansvarlige aftale i Durban havde derfor vedtaget en lang række indsatser, som kunne iværksættes umiddelbart. Afhængig af, hvor ambitiøse klimamål man inden for de næste par år kan definere fra 2020, mangler vi således 5-10 år.

For at lukke dette hul er man nødt til at se på en række andre indsatsområder, som kan give hurtige resultater og i bedste fald give os de nødvendige 10 års respit. Dette er ikke tidspunktet at gå i detaljer dermed, men det er omvendt godt lige at ridse de alternative muligheder op, for at kunne få placeret Durban-pakken et tåleligt sted.

En oplagt beslutning ville være at lave obligatoriske støvfiltre på samtlige kulkraftværker. En af grundene til, at gletsjerne og de arktiske vidder smelter hurtigere, er, at den snavsede is og sne sender mindre af sollyset tilbage ud ad verdensrummet. Det vil være en overkommelig operation, og det vil samtidig være en gave til folkesundheden (se tidligere blog-indlæg: Kølende hvidt og Kulstøv øger isafsmeltningen).

Et helt centralt område at sætte ind vil være forskellige tiltag til at øge CO2-bindingen i biosfæren. Det kan ske dels ved skovbevarelse, som samtidig er vigtig for bevarelsen af biodiversiteten og klodens nedbørssystemer. Og det kan ske ved systematisk skovplantning, som i den rette skala ville det samtidig kunne være med til at bremse op for ørkendannelsen de mange steder i verden, hvor den er på fremmarch.

Læs mere »

Share