Fukushima-katastrofen 11. marts 2011 vendte op og ned på det japanske samfund. Ikke bare lagde den store områder øde og drev mange mennesker fra deres hjem på uvis tid. Nok så meget gjorde den basale ting i dagligdagen usikre – var der stråling i maden, teen, luften, på børnenes legeplads?
Indhyllet i en næsten opiat ‘safety myth’ blev Japan i den grad taget på sengen – Fukushima-katastrofen var katastrofen, som ikke kunne ske, og som man derfor både praktisk og mentalt var fuldstændig uforberedt overfor. I tiden efter blev samtlige Japans 54 reaktorer en efter en standset for løbende årlige eftersyn, og 5. maj i år stod Japan, som inden Fukushima-katastrofen havde planer om at udbygge sin A-kraft fra 30% til 50% af energiforsyningen, uden A-kraft for første gang i næsten et halvt århundrede. Kort efter blev to reaktorer dog nødstartet for at sikre elforsyningen i den værste sommervarme. Men de øvrige afventer etableringen af helt nye sikkerheds- og beredskabsforanstaltninger. Og stod det til store dele af befolkningen, blev reaktorerne aldrig startet igen.
Fukushima-katastrofen har fået konsekvenser ud i alle afkroge af det japanske samfund, og det er fundamentalt interessant, hvordan et samfund reagerer overfor en sådan udfordring. Er det begyndelsen til noget radikalt nyt, formår man at tage ved lære, at se den del af katastrofen, som kunne have været undgået, hvis man havde taget risikoen alvorligt? Eller skal man blot hurtigst muligt tilbage til business as usual?
Fukushima-katastrofen har rejst et folkeligt krav om forandring. Man vil bort fra A-kraften og ønsker et Japan i pagt med naturen, på vedvarende energi. Omvendt er der i bureaukratiet og erhvervslivet meget stærke kræfter, som søger at trække Japan tilbage på sin hidtidige kurs. Men med skyggerne fra atombomberne over Hiroshima og Nagasaki stærkt prentet i den nationale psyke er det givet, at ikke alt bare bliver som før (se blog-indlægget Mellem Hiroshima og Fukushima).
Siden begyndelsen af juni 2012 har jeg lavet næsten daglige optegnelser omkring re-definitionen af A-kraften og Japans energipolitik. Sådanne optegnelser vil uundgåeligt føre til gentagelser, og der vil blive åbnet temaer, som måske viste sig som blindspor. Det var oprindelig planen at følge udviklingen fra den måned, hvor Japan var uden A-kraft over genstarten af de to reaktorer ved Oi-værket frem til etableringen af en ny energiplan og en ny energipolitik. Men tingene har udviklet sig meget anderledes siden da. De to Oi-reaktorer er igen standset. Arbejdet med en ny visionær energiplan gik i stå, og med regeringsmagten tilbage til LDP, som igennem årene har stået bag Japans massive udbygning af A-kraften, har man en meget uklar situation med en premierminister og en regering, som går stærkt ind for A-kraften, mens det folkelige ønske om afvikling er massivt.
Disse optegnelser er holdt månedsvis – se tilsvarende optegnelser for juni, juli, august, september, oktober, november og december 2012, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november og december 2013 samt januar, februar og marts 2014.
• Selvom mange A-kraft-fortalere i juli havde set frem til hurtig genstart, når først NRAs nye regelsæt var på banen, så er der efterhånden ikke noget, som tyder på, at der kommer reaktorer i gang inden nytår. Lige nu er der sagsbehandling på 7 reaktorer, og yderligere to ved Kashiwazaki-Kariwa-værket synes så småt at være kommet i gang, selvom det er endnu et af de værker, hvor der skal yderligere undersøgelser af undergrunden til.
Det går langsomt, det går trægt, der er modstand over alt i det japanske samfund, hvor et flertal stadig efter mere end 2½ års stram energiforsyning helst så Japan slå om på en kurs, hvor A-kraften blev udfaset.
Der var så meget, man kunne gøre i stedet, sol og vind og geotermisk varme, og måske allervigtigst systematiske energibesparelser. Der sker da også rigtig meget på snart sagt alle fronter. Lavenergihuse med egen energibackup, masser af sol- og vindprojekter. Men det sker uden styring, og det sker i blinde, og det er klart, at der i den grad mangler en egentlig energiplanlægning – i høj grad fordi den Abe-regering, som skulle lave den, trækker den længst muligt i håbet om at få mest mulig A-kraft med.
Det er med til at også Japans klimamålsætning sejler, og det er et åbent spørgsmål, om den kritik, Japan fik ved det netop opståede klimatopmøde i Warszawa var så massiv, at man indser, at man ikke bare uden videre kan nulstille Japans globale forpligtelser.
Permierminister Abe har på det seneste fået en stadig mere massiv kritik fra egne rækker, ikke mindst fra hans mentor, forhenveærende premierminister Koizumi, som meget direkte udfordrer Abes A-kraft-plolitik. Koizumi er gået efter affaldshåndteringen, at det er absurd at søge genstarten og fortsætte udbygningen, når de foreløbige lagre rundt omkring på A-kraftværkerne er ved at være fyldte, og landet stadig ikke efter 50 års A-kraft har fået taget hul på at løse sit lagringsproblem. Han siger meget ligeud, at det ikke er muligt med den jordskælvsplagede japanske undergrund.
Koizumi går skridtet videre og siger til Abe, at han (Abe) er personen, som kan samle Japan om en kurs, hvor A-kraften udfases, og at det ville formå at samle Japan og give en kolossal følelese af fælles mål og retning, som ville frisætte enorme kræfter, hvis Abe indkorporerede omstillingen af Japan til vedvarende energi i sin økonomiske politik, kaldet Abenomics.
Abe har i første omgang blot afvist Koizumis ærinde som uansvarligt, men det har han fået lige i hovedet igen, at det er dybt uansvarligt at fortsætte udbygningen, så længe man ikke har fået hul på affaldsproblematikken (når det har været skubbet foran er det også fordi man i snart tre årtier har forsøgt sig med oparbejdningsanlæg og fast-breeder-reaktorer, så man kan bruge den fulde brændselsværdi og ikke som nu kun omkring 1%, men trods gigantiske investeringer er der endnu ikke noget, som tyder på, at dette lykkes). Spørgsmålet her op under jul er det stadig mere påtrængende, om Abe kan fortsætte med at sidde denne kritik fra egne rækker overhørig.
Jeg har sat paper.li-siden Fukushima Blues op, så den opdateres hver morgen kl. 8 dansk tid med nyhedsartikler, videoer mv. om om Fukushima-katastrofen og dens udfoldelse i det japanske samfund. Der dukker indimellem regulære skæverter op, men omvendt kommer Fukushima Blues langt omkring i informationsstrømmen omkring Fukushima Daiichi.
Se samtlige blog-indlæg tagged Fukushima-katastrofen.
Se Fukushima links år 1, Fukushima links år 2, Fukushima links år 3 – første halvår samt Fukushima links år 3 – andet halvår.
Optegnelser december 2013
2. december – Indkøringsproblemer for ALPS-systemet
3. december – Oparbejdningsanlægget ved Rokkasho 200 mia. yen dyrere
3. december – TEPCO: Kashiwazaki-Kariwa fuldt i gang fra foråret 2016
3. december – Omfattende retssager mod Oi-værket
4. december – Nuclear-free Japan is a reality, not a political slogan
4. december – IAEA: Hæld det i Stillehavet *
5. december – Hemmeligholdt Chernobyl-rapport om evakuering *
6. december – A-kraften ‘vigtig’ for Japan *
6. december – Frankrig opgiver A-kraft i USA
7. december – NRA inspicerer undergrunden ved Mihama-værket
8. december – Rekordstråling omkring Fukushima-værket
9. december – Abe lander ny sikkerhedslov (lille politisk update)
10. december – fire atomaffaldspladser på vej
10. december – TEPCO-farce på NRA-møde: Saving money coming first
11. december – Væg til væg-asfaltering af Fukushima Daiichi
11. december – Sydkorea skruer ned for A-kraften
11. december – NRA accepterer genstart af oparbejdningsanlægget ved Tokai
13. december – Naoto Kan: LDP-modstandere mod A-kraften må stå frem
14. december – TEPCO: kernenedsmeltning skyldes tidligt tab af køling
16. december – Konturerne af den ny energiplan *
17. december – Undergrunden ved Tsuruga-værket genundersøges
17. december – Amerikanske søfolk sagsøger TEPCO
18. december – TEPCO opgiver reaktor 5 og 6 ved Fukushima Daiichi
18. december – NRA etablerer nye sikkerhedsregler for oparbejdningsanlæg
18. december – Handelsunderskud for november vokset 35%
19. december – Pressekonference: øget kræftforekomst blandt Fukushimas børn
19. december – IAEA tidlig formodning om fuld kernenedsmeltning
20. december – Forhøjet risiko for ødelæggende jordskælv i Tokyo-området *
20. december – Hamaoka-værket gør sig klar
20. december – Onagawa-værket gør sig klar til opstart
21. december – TEPCO vil lave særlig dekommissioneringsafdeling
21. december – ikke alle kan regne med at komme tilbage *
21. december – Igen forhøjet stråling ved Fukushima Daiichi *
23. december – Dekontamieringen af Fukushima-området stærkt forsinket *
25. december – Den luftbårne radioaktivitet faldende
27. december – Fukushima-fisk stadig forurenede
29. december – Horrible forhold for løsarbejdere ved Fukushima Daiichi *
30. december – Den indre opposition
30. december – LDP-forslag om et Japan uden A-kraft *
31. december – Status for genstart
Se Fukushima links for december 2013.
Læs mere »
Den franske regering har i den situation fået udarbejdet en yderst interessant undersøgelse, som viser, at en omstilling fra den nuværende forsyning med en overvægt af A-kraft til en 95% el-forsyning fra vedvarende energikilder vil kunne gøres til en billigere energipris end i dag, og at selv en 100% forsyning med vedvarende energikilder kun vil føre til en prisstigning fra 117 € pr. MWh til 119 MWh – eller stort set samme pris.
I Frankrig har man vedtaget en målsætning om at halvere brugen af pesticider i perioden 2008-18 og har foreløbig i de første to år nået en 4% reduktion. Det er noget bedre end de danske bønder, som trods målsætninger om at mindske antallet af sprøjtninger år for år ender med stigende anvendelser – se tidligere blog-indlæg: 
Efter Fukushima-ulykken i Japan 11. marts 2011 har diskussionen om atomkraften og dens rolle i fremtidens energiforsyning fået ny næring verden rundt. I Tyskland tog man den indlysende konsekvens omgående at lukke otte af de ældste reaktorer – når det kunne ske i Japan, kunne det ske hvor som helst i verden. Og videre har man taget den energipolitiske konsekvens af Fukushima-ulykken, at A-kraften bliver fuldt udfaset i Tyskland, og at landet fremover skal være drevet fuldt ud af vedvarende energi.
Men hvad har cykelløb med bæredygtighed at gøre, kunne man spørge? Og svaret er ingenting, absolut ingenting.
