Strøtanker om bæredygtighed

Fukushima-katastrofen 11. marts 2011 vendte op og ned på det japanske samfund. Ikke bare lagde den store områder øde og drev mange mennesker fra deres hjem på uvis tid. Nok så meget gjorde den basale ting i dagligdagen usikre – var der stråling i maden, teen, luften, på børnenes legeplads?

Indhyllet i en næsten opiat ‘safety myth’ blev Japan i den grad taget på sengen – Fukushima-katastrofen var katastrofen, som ikke kunne ske, og som man derfor både praktisk og mentalt var fuldstændig uforberedt overfor. I tiden efter blev samtlige Japans 54 reaktorer en efter en standset for løbende årlige eftersyn, og 5. maj i år stod Japan, som inden Fukushima-katastrofen havde planer om at udbygge sin A-kraft fra 30% til 50% af energiforsyningen, uden A-kraft for første gang i næsten et halvt århundrede. Kort efter blev to reaktorer dog nødstartet for at sikre elforsyningen i den værste sommervarme. Men de øvrige afventer etableringen af helt nye sikkerheds- og beredskabsforanstaltninger. Og stod det til store dele af befolkningen, blev reaktorerne aldrig startet igen.

Fukushima-katastrofen har fået konsekvenser ud i alle afkroge af det japanske samfund, og det er fundamentalt interessant, hvordan et samfund reagerer overfor en sådan udfordring. Er det begyndelsen til noget radikalt nyt, formår man at tage ved lære, at se den del af katastrofen, som kunne have været undgået, hvis man havde taget risikoen alvorligt? Eller skal man blot hurtigst muligt tilbage til business as usual?

Fukushima-katastrofen har rejst et folkeligt krav om forandring. Man vil bort fra A-kraften og ønsker et Japan i pagt med naturen, på vedvarende energi. Omvendt er der i bureaukratiet og erhvervslivet meget stærke kræfter, som søger at trække Japan tilbage på sin hidtidige kurs. Men med skyggerne fra atombomberne over Hiroshima og Nagasaki stærkt prentet i den nationale psyke er det givet, at ikke alt bare bliver som før (se blog-indlægget Mellem Hiroshima og Fukushima).

Siden begyndelsen af juni 2012 har jeg lavet næsten daglige optegnelser omkring re-definitionen af A-kraften og Japans energipolitik. Sådanne optegnelser vil uundgåeligt føre til gentagelser, og der vil blive åbnet temaer, som måske viste sig som blindspor. Men foreløbig er planen at følge udviklingen fra den måned, hvor Japan var uden A-kraft over genstarten af de to reaktorer ved Oi-værket frem til etableringen af en ny energiplan og en ny energipolitik.

Disse optegnelser er holdt månedsvis – se tilsvarende optegnelser for juni, juli, august, september, oktober, november og december 2012, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november og december 2013 samt januar, februar og marts 2014.

• I maj vil Abe og regeringspartiet LDP vil sandsynligvis vise klarere signaler om deres A-kraft-politik. NRA vil komme nærmere de endelige krav for genstart, og måske komme ud i de første situationer, hvor man ‘er nødt til’ at erklære en reaktor for uegnet til videre brug på grund af jordskælvsmæssigt uheldig placering.

Jeg har sat paper.li-siden Fukushima Blues op, så den opdateres hver morgen kl. 8 dansk tid med nyhedsartikler, videoer mv. om om Fukushima-katastrofen og dens udfoldelse i det japanske samfund. Der dukker indimellem regulære skæverter op, men omvendt kommer Fukushima Blues langt omkring i informationsstrømmen omkring Fukushima Daiichi.

Se samtlige blog-indlæg tagged Fukushima-katastrofen.

Se Fukushima links år 1, Fukushima links år 2, Fukushima links år 3 – første halvår samt Fukushima links år 3 – andet halvår.

Optegnelser maj 2013

1. maj – Forsyningsselskaberne står med gigantiske underskud 
2. maj – Igen tid for ‘Cool Biz’ 
3. maj – NRA indleder ny undersøgelse af Fukushima-katastrofens første fase 
4. maj – Risplantning igen efter to års moratorium 
5. maj – Abe underskriver aftale om levering af tyrkisk A-kraftværk 

6. maj – Mafiaen lukrerer på oprydningsarbejdet 
7. maj – Japansk fiflen med klimaindsatsen 
8. maj – Eksperterne langt gladere for A-kraft end lægfolk 
9. maj – TEPCO vil lede radioaktivt vand i Stillehavet 
11. maj – 500 shanghaiet til at arbejde på Fukushima Daiichi 

12. maj – NRA kræver fornyede undersøgelser ved Oi-værket 
12. maj – LDP melder klart ud om reaktorstart forud for valget 
13. maj – Den vedvarende energiudfordring 
13. maj – Ferskvandsmiljøet også radioaktivt forurenet 
14. maj – Hamaoka-værket i gabestokken 

15. maj – Reaktor ved Tsuruga-værket i gabestokken 
15. maj – Monju-reaktoren i gabestokken 
16. maj – Tohukus kyster indstøbt i beton
18. maj – KEPCO på skolebænken 
19. maj – Abes industriministerium involveret i astroturfing 

20. maj – tæt på plutonium-ulykke i Hamburg 
21. maj – JAPC indkalder egne eksperter
22. maj – Cæsium i alle plankton-prøver
22. maj – Cool Biz 2013 
23. maj – Kulkraftværk på tegnebordet

24. maj – Panel: 70% chance of Nankai Trough quake by 2040s 
25. maj – Alvorligt uheld på japansk atomforskningsanlæg 
25. maj – Fukko nationalpark langs Tohukus østkyst 
26. maj – Abe: Reaktor-start vigtig for japansk økonomi 
27. maj – FN-udvalg: Kun få sundhedskonsekvenser fra Fukushima-katastrofen

28. maj – Ikke kun i Japan
29. maj – Nankai-strategi: Ikke forudsigelser men forberedelser
30. maj – Fire forsyningsselskaber i kø for genstart af reaktorer
31. maj – TEPCO beordret til at mindske mængden af radioaktivt vand

Se Fukushima links for maj 2013.

Læs mere »

Fukushima-katastrofen 11. marts 2011 vendte op og ned på det japanske samfund. Ikke bare lagde den store områder øde og drev mange mennesker fra deres hjem på uvis tid. Nok så meget gjorde den basale ting i dagligdagen usikre – var der stråling i maden, teen, luften, på børnenes legeplads?

Indlullet i en næsten opiat ‘safety myth’ blev Japan i den grad taget på sengen – Fukushima-katastrofen var katastrofen, som ikke kunne ske, og som man derfor både praktisk og mentalt var fuldstændig uforberedt overfor. I tiden efter blev samtlige Japans 54 reaktorer en efter en standset for løbende årlige eftersyn, og 5. maj i år stod Japan, som inden Fukushima-katastrofen havde planer om at udbygge sin A-kraft fra 30% til 50% af energiforsyningen, uden A-kraft for første gang i næsten et halvt århundrede. Kort efter blev to reaktorer dog nødstartet for at sikre elforsyningen i den værste sommervarme. Men de øvrige afventer etableringen af helt nye sikkerheds- og beredskabsforanstaltninger. Og stod det til store dele af befolkningen, blev reaktorerne aldrig startet igen.

Fukushima-katastrofen har fået konsekvenser ud i alle afkroge af det japanske samfund, og det er fundamentalt interessant, hvordan et samfund reagerer overfor en sådan udfordring. Er det begyndelsen til noget radikalt nyt, formår man at tage ved lære, at se den del af katastrofen, som kunne have været undgået, hvis man havde taget risikoen alvorligt? Eller skal man blot hurtigst muligt tilbage til business as usual?

Fukushima-katastrofen har rejst et folkeligt krav om forandring. Man vil bort fra A-kraften og ønsker et Japan i pagt med naturen, på vedvarende energi. Omvendt er der i bureaukratiet og erhvervslivet meget stærke kræfter, som søger at trække Japan tilbage på sin hidtidige kurs. Men med skyggerne fra atombomberne over Hiroshima og Nagasaki stærkt prentet i den nationale psyke er det givet, at ikke alt bare bliver som før (se blog-indlægget Mellem Hiroshima og Fukushima).

Siden begyndelsen af juni har jeg lavet næsten daglige optegnelser omkring re-definitionen af A-kraften og Japans energipolitik. Sådanne optegnelser vil uundgåeligt føre til gentagelser, og der vil blive åbnet temaer, som måske viste sig som blindspor. Men foreløbig er planen at følge udviklingen fra den måned, hvor Japan var uden A-kraft over genstarten af de to reaktorer ved Oi-værket frem til etableringen af en ny energiplan og en ny energipolitik.

Disse optegnelser er holdt månedsvis – se tilsvarende optegnelser for juni, juli, august, september, oktober, november og december 2012, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november og december 2013 samt januar, februar og marts 2014.

• I løbet af oktober har vi allerede set genoptagelsen af bygningen af det første A-kraftværk efter Fukushima-katastrofen satte alt på standby … vil vi måske se A-kraft-spørgsmålet klinge ud dels på grund af en medieudmattelse, dels en græsrodsudmattelse, og så det forhold, at territorialkonflikterne med Korea, Kina og Taiwan i høj grad har indtaget forsiderne. Oktober bragte også en vis afklaring af, hvor usammenhændende en energiplan, man har fået vedtaget, og hvor tynd en tråd, den hænger i. Presset på Nodas regering om at udskrive valg er massivt – et valg som vil kunne få et valg blive udskrevet og måske få en afklaring, om visionen om et Japan på vedvarende energi lige så stille glider ud.

Jeg har sat paper.li-siden Fukushima Blues op, så den opdateres hver morgen kl. 8 dansk tid med nyhedsartikler, videoer mv. om om Fukushima-katastrofen og dens udfoldelse i det japanske samfund. Der dukker indimellem regulære skæverter op, men omvendt kommer Fukushima Blues langt omkring i informationsstrømmen omkring Fukushima Daiichi.

Se samtlige blog-indlæg tagged Fukushima-katastrofen.

Se Fukushima links år 1, Fukushima links år 2, Fukushima links år 3 – første halvår samt Fukushima links år 3 – andet halvår.

Optegnelser oktober 2012

1. oktober – Noda præsenterer ny regering
2. oktober – Byggeriet af A-kraftværk ved Oma genoptaget
3. oktober – Den japanske atomkommission nedlægger sig selv
4. oktober – En politisk afgørelse, hvilke reaktorer, som skal genstartes
4. oktober – Omfattende sikkerhedsproblemer også på europæiske A-kraftværker

5. oktober – Kaminoseki-værket stoppet
6. oktober – Maehara om genstarten af Japans reaktorer
7. oktober – TEPCO frigiver flere videoer
8. oktober – Noda besøger Fukushima-værket
8. oktober – Ampere Down, en radikal el-sparebevægelse – blog-indlæg.

9. oktober – Japan topper i klimafornægtelse
10. oktober – Nye regler for igangsættelse af reaktorer klar juli 2013
11. oktober – Radioaktiv risdyrkning
11. oktober – inspektion af reaktor 1
12. oktober – TEPCO vedgår at Fukushima-katastrofen var undgåelig

13. oktober – Asahi Shimbun kræver Oi-reaktorerne standset
14. oktober – Asahi nærbillede af de første døgn efter 11. marts
14. oktober – Energi til at komme gennem vinteren
15. oktober – Noda varsler en grøn revolution til erstatning af A-kraften
15. oktober – Afstemning i Litauen stiller opførelsen af atomkraftværk i bero

21. oktober – Fuld gang i japanske solcelleprojekter
22. oktober – Nodas popularitet når nyt lavpunkt
23. oktober – Italienske forskere dømt for ikke at forudsige jordskælv
24. oktober – NRA på vej med nye evakueringsregler
24. oktober – Intet udbytte til elværkernes aktionærer i år

26. oktober – Fukushima-fisk stadig strålingsramte
27. oktober – Japan på slingrende kurs omkring atomtruslen
29. oktober – Noda i modvind

Fukushima links for oktober 2012.

Læs mere »

Den japanske bonde Takao Furuno har på sin risfarm på Kyushu dyrket økologisk siden 1978, og igennem 25 år har han eksperimenteret med at holde ænder sammen med risene.

Ænderne rører ikke risplanterne, men deres snadren i de overrislede rismarker holder ukrudt og skadedyr nede, samtidig med at det ilter vandet og mindsker det lys, som når bunden. Så når ællingerne udsættes på det rigtige tidspunkt, kan man klare sig uden at luge, og helt uden pesticider. Ændernes ekskrementer udgør samtidig den perfekte gødning, hvor mængden vokser med planterne, så ved at kombinere risdyrkning med ande-hold kan man op imod fordoble risudbyttet samtidig med at udgifterne til den kemiske bekæmpelse af ukrudt og skadedyr bortfalder.

Mae-wan Ho beretter fra et besøg hos Takao Furuno: “The ducks are not the only inhabitants of the paddy field. The aquatic fern, Azolla, or duckweed, which harbours a blue-green bacterium as symbiont, is also grown on the surface of the water. The azolla is very efficient in fixing nitrogen, attracting insects for the ducks and is also food for the ducks. The plant is very prolific, doubling itself every three days, so it can be harvested for cattle-feed as well. In addition, the plants spread out to cover the surface of the water, providing hiding places for another inhabitant, the roach [skaller], and protecting them from the ducks. In fact, the roach grows so well in the paddy that Mr. Furuno has not bothered to count them. What do the fish feed on? They feed on duck feces, on daphnia and other worms, which in turn feed on the plankton. The fish and ducks provide manure to fertilise the rice plants all through the growing season. The rice plants in turn provides shelter for the ducks.

The paddy field with ducks and all is really a complex, well-balanced, self-maintaining, self-propagating ecosystem. The only external input is the small amount of waste grain for the ducks, and the output? A delicious, nutritious harvest of organic rice, duck and roach. It is amazingly productive.”¹

Læs mere »

Sidste søndag bragte Japan Times en interessant artikelrække af Winifred Bird, som er værd at overveje i forhold til danske forhold. Den følger tre japanske risbønder, som har taget hver sin konsekvens af situationen, Atsuo Aoki, Chiharu Tezuka og Masahiro Hokoi.¹

Indtil for nylig har det japanske landbrug været holdt næsten frilandsmuseumsagtigt, godt hjulpet på vej af solide tilskud og toldmure. Men Japan forhandler lige nu om at træde ind i TPP, Trans-Pacific Partnership – en beslutning, som i givet fald vil betyde, at de japanske risbønder inden for få år vil komme til at skulle konkurrere med risbønder fra andre lande i TPP, som har radikalt lavere leveudgifter og som sine steder kan høste både to og tre gange om året, eller som i USA kan dyrke ris på langt større flader end i Japan, som muliggør brugen af store landbrugsmaskiner. Skal man i den situation blot lade det frie marked afgøre, at der fremover ikke skal dyrkes ris i et land som Japan? Skal man lade kulturlandskaber, som er opbygget gennem årtusinder, forfalde, blot fordi de fossile brændstoffer er alt for billige, så vi ikke betaler den reelle pris for transporten mellem landene.

Det er en svær beslutning at træffe – risen står helt central i japansk selvforståelse og har været hovedafgrøde i flere tusinde år. Og når man ser det japanske landskab, så er det overalt modelleret, så risen nogle måneder hvert år kan stå med fødderne i vand. De stærke fællesskaber, det har krævet at opbygge og vedligeholde disse overrislingssystemer, har præget den japanske folkesjæl, og hvert år forestår den japanske kejser stadigvæk rituelle markeringer af risudplantningen og rishøsten.

Læs mere »

Noget helt gennemgående i alle Japan-farendes oplevelser er de kolossale kontraster, vi møder, ­blandinger af nyt og gammelt, forfinet og råt, stort og småt – livsrum, der hvis vi skulle fylde dem ville vol­de os store problemer. Vores måde at søge integritet, sammenhæng, retning og entydighed i vore liv ville kom­me på en hård prøve – stress og psyko­so­ma­ti­ske billeder ville florere.

Men mange af disse kontraster rummer ikke samme an­spændt­hed for japaneren – hans m/k identifikationspunkt lig­ger bag dagligdagens mange iscenesættelser, og gør det mere utvungent at bevæge sig fra helt traditionsbundne sfærer til golfklublivet, arbejdspladsens ritualer og familielivet.

Også i det religiøst-filosofiske bagtæppe møder man kon­stant modsætningen – den komplementære modsætning som grundlæggende enhed.

Det filosofiske system overtaget fra Kina er en toled­det størrelse. Konfucianismens verden af form og orden udtrykkende samfundets og menneskets stræben og pligt til i sine aktiviteter at føje sig ind i naturens orden står overfor Taoismens ka­­os, formløshed, anarki og op­løsning er ofte formuleret y­derst polemisk para­doksalt.

I buddhismens udbredelse gennem Kina til Japan opsuges store dele af det taoistiske begrebsapparat og udtryks­måde, og specielt zen-buddhismen rendyrker denne para­doksets form.

I zen er hellige skrifter og omstændige ritualer skræl­let bort – den levende dialog mellem mester og adept, oplyst og søgen­de, står helt centralt. Den får ofte form af en koan – et tilsyneladende paradoksalt udsagn, der peger imod en ultimativ virkelighed, og via intens bearbejdning skal hjælpe adepten frem til klarhedsople­velsen, Satori. Vi kender for eksempel lyden af to hænder, der klapper, men hvad er lyden af én hånd, der klap­per?

Jeg vil gerne her slutte med en lille personlig oplevel­se: På det vestlige Shikoku, langt fra det travle moderne Ja­pan fandt jeg via en smal sti vej fra dalen op til Fuku­oka-sans bjerghytte. Fukuoka-san er bonde, filosof og vis­mand i grænselandet mellem taoismen og buddhismen.

Ingen var hjemme, men jeg var helt gennemblødt af den ved­holdende regn, og gik ind for at få tøjet tørret. I det mørke indre var alt gennemtrukket af røg fra det åbne ildsted, gulvets tatami-måtter var frønnede og møre som resten af huset – ingen vand, telefon eller elektricitet var ført op fra dalen, og e­ne­ste møbel var en lille skrivepult.

Læs mere »

Ved et besøg i Berlin sidste år blev det klart for mig, at den japanske risbonde og filosof Masanobu Fukuoka (1913-2008) havde tilhængere langt udenfor Japan, og at han stod som inspirationskilde for en række af de urban farming-initiativer, som skyder frem mellem Berlins boligblokke. En efterfølgende Google-søgning gjorde det klart, at hans tilgang til det at dyrke jorden stod som sindbillede og forbillede mange steder i verden.

Fukuoka-san har med bogen The One-Straw Revolution (1972) sammenfattet sine erfaringer med at dyrke ris – som en fundamental erfaring, som en erkendelsesvej, som måde at overkomme den fundamentale splittelse og dualitet i ens oplevelse af og tilstedeværelse i verden og nå frem til ens oprindelige natur. Hans dyrknings-attitude, som man vel bedst kan karakterisere det, har en stærk taoistisk inklination.

Tilbage i 1984 besøgte jeg Fukuoka-san (se det følgende blog-indlæg: wu wei). Min erfaring med dette univers er stor nok til ikke at skulle søge at forstå og udfolde det. Dér findes der ultimativt kun én vej at gå, selv at gå i marken og blive ét med risdyrkningen. Men Fukuoka-sans bog findes fuldt tilgægngelig online (se link nedenfor). Og som smagsprøve har jeg klippet en række af hans zen-taoistisk funderede dyrkings-anvisninger.

If you try to do something, your efforts will never achieve the desired result.

An object seen in isolation from the whole is not the real thing.

Food is life, and life must not step away from nature.

Læs mere »

.
Joy and Daniel Davis: The One Straw Revolution by Masanobu Fukuoka, 9:08 min. video.

Wu wei er et taoistisk-kinesisk begreb, som er helt centralt for forståelsen af Masanobu Fukuokas integrerede dyrkningsmetode og livsattitude. Wu wei oversættes på engelsk ofte til no work. Det giver en noget håndfast tolkning, betydningen er rettere uden hensigt eller uden intention. Det kan således godt være arbejde, men arbejde uden forventinger eller forestillinger om dets resultat.

Se mere om Fukuoka-san i de efterfølgende blog-indlæg: The One Straw Revolution, Wu Wei og 3 scenarier for japansk risdyrkning.