Indlæg om Fukushima

Paris 2015 – Japans INDC i støbeskeen

24. april 2015

Forud for COP21 i Paris i december i år var det planen, at alle lande skulle indgive deres klimamålsætninger for årene 2020-30, de såkaldte INDC eller Intended Nationally Determined Contributions. Men ved deadline for indlevering af klimamålsætninger til december var der bedrøveligt få lande, som havde indleveret, og af de 35-40 lande som har, er de fleste stadig EU-lande. I skrivende stund omfatter de indgivne INDC 29% af verdens samlede CO2-udledninger, ud over EU drejer det sig om Schweiz, Norge, Mexico, USA Rusland Gabon og Liechtenstein. Det betyder ikke, at der ikke kommer flere – for mange udviklingslande er det første gang, og i lande med lille eller manglende tradition for langtidsplanlægning kan det opbyde næsten uoverkommelige udfordringer at gennemføre en sådan planlægning af en klimaindsats, som ligger 5-10-15 år ud i fremtiden. Men for en række industrialiserede lande er der mere tale om strategisk pokerspil, ofte koblet med den situation, at der politisk set er alt andet end enighed om klimaindsatsen i det pågældende land.

Japan, som ellers med Kyoto-aftalen var vært for etableringen af den første klimaaftale, som kun omfattede de industrialiserede lande, har været et af de lande, som har dukket sig alvorligt. Officielt har undskyldningen været, at det i den nuværende situation, hvor stadig mere end fire år efter Fukushima-katastrofens begyndelse landets betydelige flåde af atomreaktorer står stille, er umuligt at lave en klimaplan. Det har da også været vanskeligt for det japanske samfund at hæve blikket over den nuværende situation og skue fremad.

Men nu foreligger de japanske INDC – eller rettere der foreligger et første officielt udspil. Men det viser, at en klimamålsætning i Japansk tankegang mere bliver forstået som hvad udviklingen nok mere eller mindre vil blive af sig selv, end som et mål man ud fra en samlet forståelse definerer for derefter at udvikle og gennemføre de nødvendige tiltag. Og det dækker over, at Japan selv før Fukushima-katastrofens udbrud ikke havde nogen klar, sammenhængende, instrumental energiplan – endsige klimaplan.

De japanske INDC er endnu ikke officielt indgivet og forventes først at blive endelig fastlagt forud for G7-mødet i juni. Men det fremlagte indebærer for nuværende en reduktion i 2030 på 25%, hvor der tidligere har cirkuleret rygter om, at man ville ende med blot 20%. Yderligere er der ikke tale om 1990 som udgangspunkt, men 2005, så netto er der tale om endnu mindre reduktioner. Set i forhold til, hvad man med rimelighed kunne forvente af et af verdens rigeste lande, er det pinagtigt uambitiøst, og set i forhold til, at det står stadig mere klart, at vi må lave fuld udfasning af fossile brændstoffer inden 2050, er det fuldstændig utilstrækkeligt. Stadig her 17½ år efter vedtagelsen af Kyoto-aftalen i 1997 har Japan endnu ikke fået en egentlig klimalovgivning på plads. Og den nuværende regering er om ikke erklæret klimaskeptisk så tilsyneladende ret så ligeglad. Før Fukushima var Japan på linje med mange af verdens øvrige I-lande er nået til den erkendelse, at det var slut med at bygge nye kulkraftværker. Selvom det ikke var noget forbud, så satte miljøkrav i praksis stopper for nye kulkraftværker. Men i skyggen af Fukushima-katastrofen har Japan (eller rettere Japans energiforsyningsselskaber) påbegyndt opførelsen af en hel stribe af kulkraftværker. I alt 43 projekter er underforberedelse, så Japans kulfyrede kapacitet frem mod 2025 vil stige til 7,26 GW, rundt regnet svarende til 7 mellemstore reaktorer.

Læs mere »

Share

Fukushima Update VI

19. marts 2015

Skiltet herover præger indkørslen til Okuma, den ene af de to små byer, som er værtssamfund for Fukushima-værket, og som flere årtier frem må regne med at skulle leve i eksil. Skiltet taler om “Nuclear power the energy of a promising future“ – og så længe det gik godt, regnede det da også med guld fra værket. Hele det lille samfunds økonomi var baseret på dets eksistens. Men nu vil man fjerne skiltet. Teksten blev i sin tid lavet af Yuji Onuma, som den gang gik i 6. klasse og vandt en konkurrence derom. Men han har stærkt modsat sig fjernelsen, og på billedet herover kan man se ham protestere, for som han siger: “The signboards should be preserved as a negative legacy and used to pass on to future generations the stupidity of human beings.”

Det har været 11. marts 2015 og dermed fire år siden Fukushima-katastrofen tog sin begyndelse. Og for første gang har man mærket en afmatning i mediedækningen. Det er ikke fordi der ikke stadig er problemer, tværtimod. Men det er svært for medierne at blive ved med at fremtrylle nye vinkler på samme redelighed.

Stadig her fire år efter katastrofens begyndelse er 120.000 mennesker evakueret, og genopbygningen går umådeligt langsomt. Det er ikke på grund af økonomisk smalhals, tværtimod er det et stort problem, at en meget stor del af de projekter, som bliver forberedt, ikke bliver realiseret, fordi der ikke er nogen firmaer, som byder ind på at løse dem. Og de samfund, hvor man er begyndt at rykke tilbage, står man med et problem, som kun vil blive større, jo længere tid der går. At ganske mange ikke vil tilbage, og stort set jo yngre man er, jo mindre tilbøjelig er man til at søge tilbage. Børnefamilierne har allerede måttet transplantere deres børn én gang og er meget utilbøjelige til at flytte dem endnu en gang, også fordi det kun er meget snævre områder, som er dekontamineret. Hvis bare lige man løber over mellem de nærmeste træer, så er der ikke renset op, og bliver det heller ikke. Her er der kun at vente på, at cæsium-forureningen i løbet af tre-fire-fem årtier klinger så meget af, at det igen betragtes som sundhedsmæssigt forsvarligt at færdes der. De mest driftige mennesker har jo også for længst skabt dem nye tilværelser andre steder, så det er de svage, de gamle de forsørgelseskrævende, som rykker tilbage, og dermed meget skævt sammensatte samfund. Så selv med den nødvendige infrastruktur på plads igen forestår der kolossale udfordringer med at få disse samfund til at fungere. En nylig rundspørge viste, at kun mellem 10-20% af de evakuerede ønskede sig tilbage.

De nedsmeltede reaktorer lækker stadig, TEPCO er for nylig blevet afsløret i endnu en alvorlig fortielse, hvor man i trekvart år har kendt til, at radioaktivt vand sivede direkte fra reaktorruinerne i havet uden forsøg på at opsamle det, hvilket endnu en gang har bragt værket på kollisionskurs med fiskerne, som ellers har været tæt på at acceptere, at TEPCO ledte det oprensede vand ud i havet. Så alt er ved det gamle, og hvis TEPCO skal gøre sig håb om gennem sin opførsel at gøre sig fortjent til at kunne genstarte sit store Kashiwazaki-Kariwa-værk med 7 reaktorer ved Niigata, så har man endnu engang gjort alt det forkerte. Det er faktisk tragisk, hvor svært det synes at være for en så stor enhed at ændre adfærd på dette område selvom det må stå klart for alle, at den del er uomgængeligt nødvendig at få med, hvis det nogensinde skal lykkes at genskabe tilliden i den japanske befolkning til A-kraften. Trods massive anstrengelser for at lægge låg på kritikken og en kriminalisering af mere dybdegående journalistik er der stadig her fire år efter Fukushima et stærkt ønske i den japanske befolkning om at få afviklet A-kraften hurtigst muligt. Og efter fire år, hvor det er gået fint uden A-kraften er det stadig sværere at forstå, hvorfor den er så nødvendig.

Læs mere »

Share

Fukushima update V – grønt lys for Sendai-reaktorerne

9. november 2014

Igennem næsten to år førte jeg her på bloggen under overskriften Japan igen på A-kraft næsten daglige optegnelser omkring situationen i Japan i kølvandet på Fukushima-katastrofen. For samtidig med, at situationen var tragisk – en strålingskatastrofe som den ved i Fukushima Daiichi giver chokbølger ud i alle afkroge af det japanske samfund – var der et stærkt element af håb og forventning til, at denne katastrofe ville føre til, at det gennem flere årtier skrantende japanske samfund skiftede spor og lagde kursen ind mod et bæredygtigt ligevægtssamfund drevet af vedvarende energikilder.

Men sådan er det ikke gået, og som det ser ud nu, kommer det heller ikke til at gå sådan, i hvert fald på den korte bane. For der blev ganske rigtigt mobiliseret et stort momentum for forandring – og hvis man spurgte den japanske befolkning, hvad den ønskede, så er det helt klart, at et overvældende flertal ønsker A-kraften afviklet. Størstedelen heraf så endog helst, at man aldrig mere genstartede reaktorerne. Men dels havde man ikke de duelige politiske kræfter, som kunne føre en sådan proces igennem. Dels har industrien og konservatismen og pengeinteresserne i fællesskab fået sat en solid kæp i hjulet for den udvikling. Så her 3½ år efter Fukushima-katastrofens begyndelse er alt på vej tilbage til situationen før.

For de mange, hvis liv stadig leves i evakueringscentre, og de endnu flere, for hvem frygten for den usynlige fare i maden teen, legepladsen er dagligdag, er Fukushima-katastrofen her 3½ år stadig levende, så man kan ikke bare fortrænge Fukushima. Men frem for at gøre det til springbræt til en ny æra kan man gøre det til en lille hændelse, en ubetydelighed, en svag rystelse i business as usual. Og for de kræfter, som ønsker dette ske, er det en lettelse, at det endelig her 3½ år efter tegner til, at de første to reaktorer ved Sendai-værket på Kyushu kommer i gang igen. Efter mange omveje, demonstrationer og knubbede ord er Japan snart igen på A-kraft.

I foråret blev de to reaktorer ved Sendai-værket sat på fast track i NRAs behandling af sikkerheden ved de to reaktorer. På den baggrund er det ikke gået specielt hurtigt, men i september kom NRAs godkendelse af igangsættelsen på baggrund af op imod 40.000 sider dokumentation. Herefter fulgte en høringsfase forud for indhentelsen af den lokale accept af genstarten, som skal gives dels af det lille bysamfund, som er værtskommune for Sendai-værket, dels af Kagoshima Amt, hvor reaktorerne er beliggende. Den amtslige godkendelse kom for et par uger siden, mens den lokale accept kom på plads fredag i denne uge.

Stadig bliver de to reaktorer ikke bare prompte sat i gang, for der er stadig papirarbejde, som skal på plads, og en række (mindre) tekniske udbedringer, som skal være på plads, inden det endelige startskud. Men i princippet er der grønt lys for, at Japan igen er på A-kraft, sandsynligvis fra en gang først i det nye år.

Læs mere »

Share

Fukushima update IV

2. oktober 2014

I denne uge viste Japans undergrund vist tænder, da Ontake-bjerget i Nagano-provinsen uden varsel udspyede store mængder af vulkansk materiale. Ontake-san er et populært mål for bjergbestigere, så dødstallet nærmer sig i skrivende stund 50 med yderligere 20 mennesker savnet. Det har aktualiseret diskussionen om det rimelige i at genstarte de to reaktorer ved Sendai-værket på Kyushu, som omend langt fra Ontake-bjerget er placeret midt i Japans mest vulkansk aktive område. Så kritikken af genstarten, som for nylig fik NRAs blåstempling, har fået nye voldsomhed. NRAs leder Shunichi Tanaka har derfor været ude med et budskab om, at risikoen (for Sendai-værket) er overdrevet, at man ikke kan sammenligne de to situationer, og at man, hvis der er udsigt til et større udbrud nær Sendai-værket, forud vil fjerne alt det radioaktive brændselsmateriale. Dette har blot ført til endnu mere hovedrysten, for vulkanudbrud har det med at komme med vulkansk uforudsigelighed, og det vil nærmere tage år end måneder at fjerne alle brændselslegemer fra Sendai-værket. For eksemepl vil man først skulle til at fremstille de massive jernbeholdere, som transporterne i givet fald skulle foregå med.

De seneste uger har således vist, at selv det som for trekvart år siden blev betragtet som en af de lette genstarter, på ingen måde er nogen let proces. Her 3½ år efter Fukushima-katastrofens begyndelse er modstanden mod genstarterne i befolkningen usvækket, og de mange i statsadministrationen og A-kraft-industrien, som synes at have klynget sig til håbet om, at modviljen var midlertidig og båret af en irrationel frygt, som ville fordampe, efterhånden som tingene kom lidt på afstand og ‘fornuften’ genindfandt sig, må se i øjnene, at modstanden er mere fastgroet – og mere velinformeret og om man vil fornuftsbetonet – end på noget tidligere tidspunkt.

Man kan så sige, at statsadministrationen og TEPCO (som forestår arbejdet med at rydde op efter de kernenedsmeltede reaktorer) i hele den måde, man har håndteret situationen på, ret konsekvent har gjort alt det forkerte, hvis man ønskede at genskabe tilliden til A-kraften i den japanske befolkning. Der er i de mellemliggende 3½ år lavet så mange løgne fortielser og afledningsmanøvrer og så mange banale fodfejl i kommunikationen, at ingen idag har tillid til informationer fra TEPCO, og ingen tror på, at statens monitorering af situationen giver noget bare tilnærmelsesvist sandt billede af tingenes tilstand.

Læs mere »

Share

Fukushima update III

15. august 2014

Til højre normalt udviklet, til venstre strålingsforkrøblet sommerfugl fra landskaberne omkring de nedsmeltede Fukushima-reaktorer.

Her i den forgangne uge har det været 69-års dag for A-bomberne over Hiroshima og Nagasaki – og til forskel fra de seneste tre år har koblingen mellem den ‘fredelige’ og den militære anvendelse af atomkraften i år været næsten fraværende. På den led er A-kraft-industrien så småt ved at få fred fra pressen. Hvor selv banale småproblemer i TEPCOs håndtering af Fukushima-katastrofen og oprydningsarbejdet længe fremkaldte artikler verden over, så bliver tilsyneladende nu selv store problemer med håndteringen af oprydningsarbejdet efterhånden kun små krusninger i verdenspressen.

Selv i blogosfæren er der tegn på udmattelse. Så den japanske industri og regering, som siden premierminister Abe for 1½ år siden kom til magten stadig mere utilsløret har presset på for en hurtig genstart af de nu på fjerde år standsede reaktorer, har fået lidt mere arbejdsro til deres forehavende. Men alligevel går det uendeligt langsomt. Og helt fred får de ikke. I en artikel i dag fra det japanske nyhedsbureau KYODO, som ellers er nøgternheden og soberheden selv, bliver Fukushima-værket præsenteret sådan her: “The poorly protected and maintained Fukushima plant, operated by Tokyo Electric Power Co., was extensively damaged by tsunami spawned by the Great East Japan Earthquake in March 2011 and suffered a blackout after losing its cooling systems.” Dårligt beskyttede og dårligt vedligeholdte … så vi ikke glemmer, at det var en menneskeskabt, og dermed undgåelig katastrofe.

Selvom NRA nu for mere end et år siden fremlagde reglerne for de sikkerhedsgodkendelser, som skulle bringe Japans reaktorer sikkert i gang igen, så mangler vi stadig at se en første genstart. Og med den nuværende hastighed i godkendelsesprocesserne tegner det til, at den definitive aldersgrænse for reaktorer på 40 år bliver en reel faktor, som kommer til at sortere ganske mange reaktorer fra, som fordi de er af ældre årgang vil koste så meget, som skal forrentes på så kort sig, at økonomien ikke hænger sammen. Så jo længere tid der går, jo større er sandsynligheden for, at under halvdelen af de 54 reaktorer, som var i gang før 11. marts 2011, nåede frem til start efter NRAs opdaterede sikkerhedsregler. Og trods Abes og industriens massive pres for genstarter kan det meget vel ende nede omkring en tredjedel.

Sendai-værkets genstart forsinket

I marts blev to reaktorer ved Sendai-værket på det sydligste Kyushu ‘fast-tracked’, for i det mindste at få nogle få klar inden den japanske sommervarme for alvor satte ind sidst i juli. De to reaktorer har fået NRAs godkendelse, men der tilbagestår et stort papirarbejde, så de seneste signaler fra Sendai-værkets ejere går på, at de ikke kommer i gang i år.

Sendai-værket blev ellers valgt fordi der her ville være mindst mulig risiko for, at den efterfølgende lokale godkendelse kørte fast – modstanden mod A-kraften er gennemgående jo mindre, jo længere man kommer fra de store bykoncentrationer omkring Tokyo, Nagoya og Osaka – men selv her synes det langt fra at gå af sig selv.

NRAs godkendelse har været kritiseret for ikke i tilstrækkelig grad at tage højde for de mange vulkaner omkring Sendai-værket. NRA har svaret tilbage, at sandsynligheden var forsvindende, men blot for at understrege, at muligheden foreligger, har en nærliggende vulkan på det seneste lettet på låget – ikke noget stort, men nok til lige at minde alle om, at undergrunden under Kyushu er … vulkansk.

Læs mere »

Share

Fukushima update II

16. juli 2014

Demonstration mod genstart af Sendai-reaktorerne på Kyushu i juni.

Så kom dagen, hvor NRA kunne sige god for genstarten af to reaktorer ved Sendai-værket på det sydvestligste Kyushu. De to reaktorer biver ikke genstartet øjeblikkeligt, tværtimod vil der i den kommende måned være offentlige høringer i lokalområdet. Ud over NRAs godkendelse forudsætter en genstart også formel accept fra det lokalpolitiske niveau, dels fra Kagoshima Amt, dels fra de kommuner, som ligger inden for 30 km afstand fra Sendai-værket. Mange andre steder i Japan ville dette indebære næsten uoverstigelige problemer, fordi ikke bare den folkelige modstand er massiv, men nok så meget modstanden er manifest i det lokalpolitiske system, men her på Kyushu er modstanden langt mere spredt og den lokalpolitiske accept bliver taget som noget nogenlunde givet. Var de første reaktorgenstarter strandet på lokal modvilje, som det meget vel kan ske flere andre steder i Japan, så havde det måske standset genstartsprocessen før den overhovedet kom i gang. Det er derfor ikke nogen tilfældighed, at man som de første har valgt to reaktorer her langt fra de største bykoncentrationer, selvom det nøgternt set ville have givet langt mere mening at få styrket energiforsyningen i Kansai-området, hvor A-kraften forud for Fukushima-katastrofen stod for halvdelen af energiforsyningen og fraværet af A-kraft derfor har været et langt større problem.

1. juli var det et år siden, at NRAs nye regelsæt for reaktorsikkerhed blev søsat, og den gang var der stadig en fornemmelse af, at de første reaktorer kunne være i gang inden årets udgang. Nu kommer de to reaktorer ved Sendai-værket sandynligvis i gang i løbet af efteråret. Måske det lykkes at få yderliger en eller to reaktorer klar til start inden årets udgang, men med de sagsbehandlingstider, vi har set, kan det meget vel vise sig, at det kun var Sendai-reaktorerne, som kom i gang i år.

For processen har vist sig særdeles langsommelig. Mange har kritiseret NRA for langsommelighed, og centraladministrationen, som stadig mere utvetydigt klemmer på for genstarter, har været lige ved at lave utidig indblanding, men har endda begrænset det til at en af de nyudnævnte kommissærer til NRAs ledelse er en klart pro-nuclear skikkelse, som har fået betydelige midler til sin forskning fra de energiselskaber, som ejer atomkraftværkerne. Han hævder selv, at det ikke har nogen betydning, men det at man udskifter en atomkraft-skeptisk kommissær, som har formået at stille nogle særdeles relevante spørgsmålstegn ved den hidtidige sikringsniveau i forhold til den stadige jordskælvsrisiko, med en mand, fra den nuclear village, hvis gensidige beskyttelse og bekræftelse af at intet kunne gå galt er den direkte grund til, at tingene kunne gå så galt som de gjorde, er dybt problematisk og vil være stærkt svækkende overfor NRAs egentlige mål, at sikre, at den japanske befolkning genvinder sin tillid til A-kraften.

Længe var NRA blot tavs overfor kritikken af den langsommelige sagsbehandling. Men gradvist har man stadig mere utvetydigt markeret, at når det går så langsomt, som det gør, så hænger det først og fremmest sammen med, at det indleverede materiale er aldeles utilstrækkeligt, og at forsyningsselskaberne ikke har taget processen omkring sikkerhedsgodkendelsen seriøst, hvorfor arbejdet igen og igen er blevet forsinket. Men nu er de første to reaktorer meldt klar, og en snart 3½ år lang proces omkring hvordan man fremover skal håndtere sikkerheden omkring landets mange standsede reaktorer, begynder endelig at nærme sig en konkretisering.

Ud over de to Sendai-reaktorer er ansøgerfeltet ved NRA er efterhånden oppe på 17 reaktorer, hvoraf sagsbehandlingen er indledt for de 12. Ansøgerfeltet omfatter nu ikke bare, hvad man kunne forvente var ‘sikre’ genstarter, men indtil flere reaktorer, hvor der er stor sandsynlighed for, at NRA ender med at måtte sige, at det ikke kan komme på tale på grund af undergrundens konstitution, eller at de nødvendige opgraderinger for de ganske mange ældre reaktorer ender med at blive så bekostelige, at de ikke kan tjene sig hjem på den forventede resterende driftstid.

Læs mere »

Share

Pandora’s Promise Was A Lie – Fukushima Documentary 2014

20. marts 2014


.
Denne video er ikke for sarte sjæle, og den er lang, ret præcist tre timer, men under vejs får man al mulig grund til ikke at ønske sig A-kraft, ikke i sin egen baghave og selv ikke for sine værste fjender. Til trods for titlen er det ikke Fukushima-katastrofe hele vejen igennem, faktisk hander den første lange del om efterveerne af Chernobyl, som tydeligt foregriber, hvad vi må vente os udfolde sig i de kommende årtier som konsekvens af Fukushima. Sidste del er på den led dobbelt opløftende i sin afsøgning af, hvordan vi på en anden og langt enklere måde kan høste den energi, vi behøver.

Hvis man som visse ‘rationalister’ formår at fortrænge A-kraftens affaldsopbevarings-problemer titusindvis af år frem og dens skræmmende forstyrrelser af livets grundlæggende mekanismer, så kan der måske ligge et vis drenget fascinationskraft ved at kunne varme vand på en så diabolsk kompliceret måde. Når A-kraften stadig er i fremdrift og har en næsten uimodståelig appel i en række nye økonomier, så er det ofte dette præstatoriske element, det at kunne sidestille sig med kærnekræfterne og – så længe som det går godt – have dem i sin magt.

Og hvis man undlader at indregne alle de eksternaliserede omkostninger, som ikke er lige nu, og som hvis uheldet skulle være ude alligevel er så astronomiske, at staten alligevel først som sidst må træde til, så er det måske stadig marginalt billigere at varme vand med atomkraftværker. Men der er noget molbo over det, og prisen når det går galt er ikke bare astronomisk, den er ubetalelig.

Her tre år efter Fukushima-katastrofens udbrud, hvor tiden for genstarten af de mange japanske reaktorer, som har været standset i de mellemliggende år, gradvist nærmer sig, er, at genstart betyder ja til, at der kan komme en ny Fukushima. Man kan søge på alle mulige måder at gardere sig, men der er ikke noget som hedder 100% sikkerhed. Den eneste sikre atomreaktor er en atomreaktor taget ud af drift og tømt for sine brugte brændselslegemer.

Pandora’s Promise Was A Lie 2.0 er en revideret udgave en dokumentar, som blev frigivet 11. marts i år, på treårsdagen for katastrofens udbrud ved Fukushima Daiichi. Jeg har kopieret producenternes introduktion ind nedenfor.

Summary: Following the unprecedented triple meltdown at the Fukushima Daiichi nuclear power plant after Japan’s 3/11 earthquake and tsunami, a myriad of far reaching questions has arisen…

Læs mere »

Share

Japan igen på A-kraft XXII – optegnelser marts 2014

1. marts 2014

Fukushima-katastrofen 11. marts 2011 vendte op og ned på det japanske samfund. Ikke bare lagde den store områder øde og drev mange mennesker fra deres hjem på uvis tid. Nok så meget gjorde den basale ting i dagligdagen usikre – var der stråling i maden, teen, luften, på børnenes legeplads?

Indhyllet i en næsten opiat ‘safety myth’ blev Japan i den grad taget på sengen – Fukushima-katastrofen var katastrofen, som ikke kunne ske, og som man derfor både praktisk og mentalt var fuldstændig uforberedt overfor. I tiden efter blev samtlige Japans 54 reaktorer en efter en standset for løbende årlige eftersyn, og 5. maj i år stod Japan, som inden Fukushima-katastrofen havde planer om at udbygge sin A-kraft fra 30% til 50% af energiforsyningen, uden A-kraft for første gang i næsten et halvt århundrede. Kort efter blev to reaktorer dog nødstartet for at sikre elforsyningen i den værste sommervarme. Men de øvrige afventer etableringen af helt nye sikkerheds- og beredskabsforanstaltninger. Og stod det til store dele af befolkningen, blev reaktorerne aldrig startet igen.

Fukushima-katastrofen har fået konsekvenser ud i alle afkroge af det japanske samfund, og det er fundamentalt interessant, hvordan et samfund reagerer overfor en sådan udfordring. Er det begyndelsen til noget radikalt nyt, formår man at tage ved lære, at se den del af katastrofen, som kunne have været undgået, hvis man havde taget risikoen alvorligt? Eller skal man blot hurtigst muligt tilbage til business as usual?

Fukushima-katastrofen har rejst et folkeligt krav om forandring. Man vil bort fra A-kraften og ønsker et Japan i pagt med naturen, på vedvarende energi. Omvendt er der i bureaukratiet og erhvervslivet meget stærke kræfter, som søger at trække Japan tilbage på sin hidtidige kurs. Men med skyggerne fra atombomberne over Hiroshima og Nagasaki stærkt prentet i den nationale psyke er det givet, at ikke alt bare bliver som før (se blog-indlægget Mellem Hiroshima og Fukushima).

Siden begyndelsen af juni 2012 har jeg lavet næsten daglige optegnelser omkring re-definitionen af A-kraften og Japans energipolitik. Sådanne optegnelser vil uundgåeligt føre til gentagelser, og der vil blive åbnet temaer, som måske viste sig som blindspor. Det var oprindelig planen at følge udviklingen fra den måned, hvor Japan var uden A-kraft over genstarten af de to reaktorer ved Oi-værket frem til etableringen af en ny energiplan og en ny energipolitik. Men tingene har udviklet sig meget anderledes siden da. De to Oi-reaktorer er igen standset. Arbejdet med en ny visionær energiplan gik i stå, og med regeringsmagten tilbage til LDP, som igennem årene har stået bag Japans massive udbygning af A-kraften, har man en meget uklar situation med en premierminister og en regering, som går stærkt ind for A-kraften, mens det folkelige ønske om afvikling er massivt.

Disse optegnelser er holdt månedsvis – se tilsvarende optegnelser for juni, juli, august, september, oktober, november og december 2012, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november og december 2013 samt januar, februar og marts 2014.

Her tre år efter er pendulet på forunderligt-foruroligende vis tilbage til tiden før Fukushima-katastrofens begyndelse for tre år siden. Presset fra regering og erhvervsliv for at få hurtige genstarter er massivt, og selvom man godt ved, at man skal fare med lempe, hvis man vil undgå igen at vække den massive folkestemning, så er kursen lige nu lagt målrettet mod genstarter inden sommervarmen for alvor tager ved, jo flere og jo hurtigere, jo bedre.  

Endda kommer det ikke til at gå særlig hurtigt, ikke mindst fordi den nye sikkerhedsinstans, som man har etableret, NRA, ser foreløbig ud til at tage sin opgave alvorligt, at genskabe sikkerheden omkring de japanske atomreaktorer, så en katastrofe som Fukushima Daiichi aldrig igen vil kunne finde sted. På den led synes det en indlysende ting, at NRAs leder Shunichi Tanaka stammer fra Fukushima, for mens det øvrige Japan her tre år efter Fukushima-katastrofens begyndelse så småt synes at glemme, så vil han stadig vide, hvilke lidelser Fukushima har været igennem, og at sdtadig her tre år efter, at de fleste af dem som i sin tid blev evakueret, stadig har lange udsigter i forhold til at kunne vende tilbage. Og selvom den politiske modstand mod genstarten kan synes helt paralyseret i og med Abe-regeringens komfortable flertal i begge kamre, så bliver tingene ikke bare som før. Men omvendt tegner det lige nu til, at Fukushima ikke blev det vendepunkt, som kunne have givet smerten og lidelsen en retning, et håb, en forklaring, en forløsning. 

Der tegnede sig en overgang en vision om at gøre Fukushima-katastrofen til springbræt for en ny æra, som vendepunkt for et postindustrielt Japan, som var drevet på vedvarende energi og som igen formåede at høste sine fornødenheder bæredygtigt af sit naturgrundlag og leve i harmoni med sine omgivelser. Selvom pendulet lige nu synes på vej tilbage – at Fukushima søges gjort til en ubetydelig parentes i historien – så forfølger man stadig i Fukushima Amt dette mål om at lægge fuldt om til vedvarende energi, hvorfor man har insisteret på ikke bare at få standest genstarten af de to funktionsduelige reaktorer ved Fukushima daiichi – hvilket TEPCO efter pres fra centraladministrationen har accepteret – men også TEPCOs fire reaktorer ved Fukushima Daini. Og visionen om dette fremtidens Japan har været så stærkt fremme, og har tilhængere så langt ind i selv premierministerAbes regeringsparti, at det kun er et spørgsmål om, hvornår pendulet igen svinger fremad.

For snart to år siden indledte jeg disse optegnelser for at følge processen fem til genstarten af de første reaktorer. Der kom ret hurtigt derefter en midlertidig genstart af to reaktorer ved Oi-værket, men processen, hvor Japan som noget nyt havde store offentlige høringer, hvor man på forskellige måder spurgte og inddrog den japanske befolkning lovede godt for, at der ville komme noget konstruktivt ud af hele situationen. Men så blev alt forkludret. Den nu forhenværende regering fik ikke rigtig samlet konklusionerne i en bindende energiplan, men blot som et uforpligtende hensigtserklæring, og sådan lidt på afstand så var der trods mange sympatiske synspunkter også en politisk uformåenhed, ikke mindst overfor embedsværket. Selvom det til dels var Fukushima-katastrofen, som tog alle kræfterne og satte alt på standby, så nåede DPJ-regeringen at demonstrere, at vejen fra lovende valgløfter til realpolitiske forandringer er endog meget lang, og at det japanske statsbureaukrati ikke bare lige er sådan at ændre kurs på. 

NRA har stillet i udsigt, at man her i løbet af marts vil fremlægge en prioriteret liste over den eller de atomreaktorer, hvor sagsbehandlingen er så fremskredet, at man kan gå videre til den videre afklaring. Fra regeringsside er det magtpåliggende, at der kommer reaktorer i gang inden midten af juli sommervarmen for alvor sætter ind – ikke fordi Japan ikke vil kunne klare sig igennem, for det er gået fint de forudgående somre, og der er de seneste to år opført så mange solcelleanlæg i Japan, at det i sommerspidsbelastningsperioden svarer til 4-5-6 nye atomkraftværker. Derfor udhules argumentet om de snarlige genstarters uomgængelige nødvendighed, hvis ikke de kommer i gang nu. Men NRA har tilsyneladende ikke tænkt sig at lade sig kyse af administrativ utålmodighed. Tværtimod kører man ganske grundt og principielt frem – og gør til forskel fra de fleste andre aktører det eneste rigtige, hvis det skal lykkes at genskabe tilliden til de japanske reaktorer. Endda bliver det nok kun lige med lodder og trisser, hvis det skal lykkes at få de første reaktorer i gang til den tid – og sandsynligvis bliver det reaktorer på Kyushu eller på Shikoku, der som de første vil kunne genstartes efter NRAs nye sikkerhedsregler. For til forskel fra rigtig mange andre steder i Japan, hvor den lokale modstand så massiv, at der vil kunne gå ikke bare måneder, men år, før den lokale accept af genstarterne er faldet på plads, så vil det for værkerne på Skikoku og Kyushu være muligt at forhandle den lokale accept på plads relativt hurtigt efter at NRA har givet sin godkendelse.

Udviklingen er således nu kommet ind i en fase, hvor visionerne kommer i tredje række, hvor diskussionerne om den samlede vision er lagt på hylden, hvor økonomien dominerer over sikkerheden, hvor spørgsmålet om Japans fremtidige energipolitik frem for visioner og klarhed er styret af et utal af små lokale positionskampe. Det kan blive en lang kamp, og af samme grund er jeg indstillet på at lukke ned for disse optegnelser. Mere end 700 er det blevet til, og måske det på et tidspunt var interessant at vende tilbage og sammenfatte. Men nu er der i første omgang søgt fastholdt en proces, hvor Fukushima-katastrofen en overgang så ud til at kunne blive definerende for en større omlægning af det japanske samfund.

Muligheden for at gøre Fukushima Daiichi til et stort og flot om end smertefuldt vendepunkt var der, men blev forpasset – i hvert fald i denne omgang. Som det så viseligt stod i Japan Times den anden dag: mens halveringstiden for plutonium er skræmmende lang (24.100 år), så er halveringstiden for den menneskelige hukommelse foruroligende kort.  

Jeg har sat paper.li-siden Fukushima Blues op, så den opdateres hver morgen kl. 8 dansk tid med nyhedsartikler, videoer mv. om Fukushima-katastrofen og dens udfoldelse i det japanske samfund. Der dukker indimellem regulære skæverter op, men omvendt kommer Fukushima Blues langt omkring i informationsstrømmen omkring Fukushima Daiichi.

Se samtlige blog-indlæg tagged Fukushima-katastrofen.

Se Fukushima links år 1, Fukushima links år 2, Fukushima links år 3 – første halvår samt Fukushima links år 3 – andet halvår.

Optegnelser marts 2014

1. marts – I dag 60 år siden prøvesprængningerne ved Bikiniøerne
1. marts – Depressionsramte kyster
2. marts – Massive udfordringer forude for at vinde lokal accept af genstarter
2. marts – Antiatomkraft-demo i Tokyo
3. marts – NRA udvider sin stab markant

4. marts – Asahi-serie: Three Years After
5. marts – Fukushima sagsanlæg opgivet
6. marts – stadig mange uafklarede spørgsmål
7. marts – 74% af de frivilligt evakuerede vender aldrig tilbage
8. marts – TEPCO-arbejderes familier dæmoniserede

8. marts – Stort forretningsperspektiv i dekommissioneringsekspertise
9. marts – Antiatomkraft-demonstrationer over hele Japan
9. marts – Revision af skolemateriale om Fukushima-katastrofen
9. marts – TEPCO lader dagligt store mængder vand sive i jorden
10. marts – 80% ønsker atomreaktorer afviklet

10. marts – Asahi leder: NRAs sikkerhedsregelsæt har alvorlige mangler
11. marts – Den svære genopbygning
12. marts – Asahi Shimbun om reaktor-genstarter
13. marts – Noam Chomsky om Fukushima-katastrofen
13. marts – Naoto Kan om Fukushima-katastrofen

13. marts – To amerikanske eksperter om Fukushima-situationen 3 år efter
15. marts – NRA: To reaktorer ved Sendai-værket først i køen for genstart
15. marts – Gregory Jaczko: eneste sikre løsning er ikke at genstarte
16. marts – Pres på japanske forskere
17. marts – Transportsække ved at være møre

17. marts – Demonstrationer på Kyushu
18. marts – Massiv modstand mod genstart af atomreaktorer
19. marts – Bunmei Ibuki om ‘the ultimate goal of phasing out nuclear power’
20. marts – Pandoras Promise was a lie (blog-indlæg)
20. marts – NRA revser TEPCO

21. marts – Træerne nedbrydning gået i stå omkring Chernobyl

Stadig under udarbejdelse …

Se Fukushima links for marts 2014.

Læs mere »

Share

Chernobyl – 25 år efter

11. januar 2014

26. april 1986 indtraf der en ulykke på atomkraftværket ved Chernobyl, hvor én af værkets fire reaktorer kom definitivt ud af kontrol, og indtil Fukushima-katastrofen i 2011 blev Chernobyl regnet som den i særklasse værste atomkraft-ulykke i verdenshistorien – i hvert fald hvad angår fredelig udnyttelse. Reaktortypen i Chernobyl var uden egentlig beskyttelse af reaktorkernen, så ved den kernenedsmeltning, som fandt sted i reaktor 4, blev der frigivet meget store mængder af radioaktiv forurening. En ganske stor del af dette faldt over Hviderusland, men vinden førte radioaktiviteten ud over store dele af Europa, og i alt omkring 600 mio. mennesker har fået en snert af partikelforureningen fra Chernobyl.

Danmark blev kun meget let ramt af radioaktivt nedfald, men en vindfane trak en bræmme ind over det midterste Sverige og Norge, hvor man stadig i dag har betydelige efterveer derefter, i særlig grad på højfjeldet, hvor den biologiske aktivitet er særdeles langsom. Således måtte man for eksempel i Sverige kassere 80% af alt rensdyrkød, som blev slagtet i 1986, og i Norge måtte man hæve grænseværden for acceptabelt strålingsniveau for rensdyrkød med en faktor 10 for ikke at måtte kassere det hele, fra 600 til 6.000 becquerel/kg, hvilket er 60 gange over den grænseværdi, man i dag bruger i Japan i forbindelse med Fukushima-katastrofen.

Mere end 350.000 mennesker blev evakueret, og til forskel fra situationen i Japan har man ved Chernobyl ikke søgt at dekontaminere landskaberne, men simpelthen fastholdt evakueringerne og de afspærrede zoner, hvor koncentrationerne var for høje. Omkring 500.000 mennesker har været involveret i det efterfølgende oprydningsarbejde, som mundede ud i at man indkapslede den nedsmeltede reaktor i en stor sarkofag – som allerede i dag har vist sig at have så store mangler, at den bør udskiftes. Det officielle dødstal som følge af ulykken er sat til 31, mens andre vurderinger taler om op imod 1 mio. ofre for strålingsforureningen. Der er meget store økonomiske og politiske interesser forbundet med verdens atomkraftværker, og efterfølgende har der været gjort en stor indsats for at bagatellisere konsekvenserne for ikke at få A-kraften til at fremstå skræmmende. Samtidig kan det være vanskeligt at få et fuldt overblik over sundhedskonsekvenserne, fordi de udspiller sig over meget lang tid. Men til 25-årsdagen blev der lavet et forsøg på sammenfatning af sundhedskonsekvenserne af Chernobyl, Health Effects of Chernobyl, 25 Years After the Reactor Catastrophe – jeg har kopieret det fulde Executive Summary ind nedenfor.

Heri konkluderes det, at der efter 25 år er omkring 750.000 mennesker, som er blevet invaliderede som følge af Chernobyl-katastrofen og 112-125.000 som er døde pr. 2005 (efter 20 år), heraf omkring 5.000 børn (en undersøgelse på foranledning af partiet Die Grünen i kom i 2006 til 30-60.000, mens en Greenpeace-rapport nåede til et estimat på 200.000, og russiske forskere har vurderet, at op imod 1 mio. kræfttilfælde verden rundt ville kunne tilskrives Chernobyl).

Mange kræftformer har – særlig ved lavere strålingsdoser – en inkubationstid på 25-30 år, så det er først nu vi begynder at se de fulde konsekvenser af første generation, og den bestråling, som har fundet sted, vil fortsætte med at give misdannelser og sundhedskomplikationer flere generationer frem.

Læs mere »

Share

Japan igen på A-kraft XX – optegnelser januar 2014

1. januar 2014

Fukushima-katastrofen 11. marts 2011 vendte op og ned på det japanske samfund. Ikke bare lagde den store områder øde og drev mange mennesker fra deres hjem på uvis tid. Nok så meget gjorde den basale ting i dagligdagen usikre – var der stråling i maden, teen, luften, på børnenes legeplads?

Indhyllet i en næsten opiat ‘safety myth’ blev Japan i den grad taget på sengen – Fukushima-katastrofen var katastrofen, som ikke kunne ske, og som man derfor både praktisk og mentalt var fuldstændig uforberedt overfor. I tiden efter blev samtlige Japans 54 reaktorer en efter en standset for løbende årlige eftersyn, og 5. maj i år stod Japan, som inden Fukushima-katastrofen havde planer om at udbygge sin A-kraft fra 30% til 50% af energiforsyningen, uden A-kraft for første gang i næsten et halvt århundrede. Kort efter blev to reaktorer dog nødstartet for at sikre elforsyningen i den værste sommervarme. Men de øvrige afventer etableringen af helt nye sikkerheds- og beredskabsforanstaltninger. Og stod det til store dele af befolkningen, blev reaktorerne aldrig startet igen.

Fukushima-katastrofen har fået konsekvenser ud i alle afkroge af det japanske samfund, og det er fundamentalt interessant, hvordan et samfund reagerer overfor en sådan udfordring. Er det begyndelsen til noget radikalt nyt, formår man at tage ved lære, at se den del af katastrofen, som kunne have været undgået, hvis man havde taget risikoen alvorligt? Eller skal man blot hurtigst muligt tilbage til business as usual?

Fukushima-katastrofen har rejst et folkeligt krav om forandring. Man vil bort fra A-kraften og ønsker et Japan i pagt med naturen, på vedvarende energi. Omvendt er der i bureaukratiet og erhvervslivet meget stærke kræfter, som søger at trække Japan tilbage på sin hidtidige kurs. Men med skyggerne fra atombomberne over Hiroshima og Nagasaki stærkt prentet i den nationale psyke er det givet, at ikke alt bare bliver som før (se blog-indlægget Mellem Hiroshima og Fukushima).

Siden begyndelsen af juni 2012 har jeg lavet næsten daglige optegnelser omkring re-definitionen af A-kraften og Japans energipolitik. Sådanne optegnelser vil uundgåeligt føre til gentagelser, og der vil blive åbnet temaer, som måske viste sig som blindspor. Det var oprindelig planen at følge udviklingen fra den måned, hvor Japan var uden A-kraft over genstarten af de to reaktorer ved Oi-værket frem til etableringen af en ny energiplan og en ny energipolitik. Men tingene har udviklet sig meget anderledes siden da. De to Oi-reaktorer er igen standset. Arbejdet med en ny visionær energiplan gik i stå, og med regeringsmagten tilbage til LDP, som igennem årene har stået bag Japans massive udbygning af A-kraften, har man en meget uklar situation med en premierminister og en regering, som går stærkt ind for A-kraften, mens det folkelige ønske om afvikling er massivt.

Disse optegnelser er holdt månedsvis – se tilsvarende optegnelser for juni, juli, august, september, oktober, november og december 2012, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november og december 2013 samt januar, februar og marts 2014.

Her ved starten af 2014 er det snart tre år siden, at Fukushima Daiichi-katastrofen brød ud. I forhold til for et år siden synes oprydningsarbejdet om muligt endnu større. På selve det havarerede værk har der igennem store dele af 2013 været stadige problemer med håndteringen af de stadig større mængder af radioaktivt forurenet vand, og det ALPS-anlæg, som skulle filtrere størstedelen af den radioaktive forurening fra dette radioaktive spildevand, er endnu ikke kommet til at fungere tilfredsstillende. Samtidig sprang TEPCO i juli den bombe, at der siden katastrofens begyndelse dagligt er sivet 400 m³ radioaktivt forurenet grundvand direkte ud i Stillehavet. Så selvom der ikke findes officielle opgørelser, så ser det ud til, at der allerede på nuværende tidspunkt samlet er frigivet mere radioaktiv forurening til omgivelserne end ved Chernobyl, og at vendingen “den største atomulykke siden Chernobyl” blot kan betegnes som historiens største atomulykke til dato – med den yderligere krølle, at situationen stadig er så labil omkring det beskadigede kølebassin ved reaktor 4, at et voldsomt jordskælv under Fukushima Daiichi i worst case ville kunne føre til nye løbskkørte kerneprocesser.  

Selvom NRA i starten af juli barslede med nye sikkerhedsforskrifter og umiddelbart derefter gik i gang med sagsbehandlingen af den første gruppe af ansøgere, hvoriblandt en række af de reaktorer, som der skulle være størst chance for gik glat igennem, så er der stadig her et halvt år senere ikke kommet nogen reaktorer i gang igen. Sandsynligvis vil vi i løbet af 2014 se de første reaktorer genstartet, men ikke uden protester, og kun for meget få af de nu omkring 50 standsede reaktorer vil den efterfølgende godkendelsesproces ved de lokale myndigheder forløbe enkelt. Her omkring nytår har vi set anden runde af ansøgere, og blandt dem findes reaktorer, som der vil være en endog særdeles voldsom modstand mod genstarten af, så det er svært at spå, men min fornemmelse er, at der i løbet af 2014 kommer 5-10 af de 50 i dag standsede funktionsduelige reaktorer i gang.

Den store joker i genstartsprocessen er NRAs skærpede krav til undergrunden. Er det realistisk at forestille sig – som reglerne foreskriver det – at hvis en reaktor erklæres bygget umiddelbart over en aktiv foldelinje (hvorved forstås at den har bevæget sig inden for de seneste cirka 130.000 år), så vil den ikke kunne få tilladelse til genstart. Ved de syv værker, hvor der foreløbig er ansøgninger fra, er der iværksat yderligere undersøgelser af undergrunden ved et flertal, og foreløbig har NRA i et enkelt tilfælde vendt tommelfingeren nedad og sagt, at her er det ikke forsvarligt at drive atomkraftværk. Men værkets ejer er i total fornægtelsesmode, og har foreløbig fået lov til at søge yderligere dokumentation. Hvis disse undersøgelser ender med, at reaktorerne ikke kan genstartes, så vil det for værkerne betyde kolossale tab og i værste tilfælde, at de går konkurs. Og vi vil sandsynligvis allerede i løbet af januar se flere af disse undergrundssager nærme sig en afgørelse. For man kan holde dem svævende længe, men det er nødvendigt at nå til en endelig afklaring før en tilladelse kan gives.

Modstanden mod A-kraften i den japanske befolkning har vist sig ikke bare at klinge af – tværtimod synes den mere indædt, mere urokkelig end nogensinde. Samtidig har der langt ind i premierminister Abes egne rækker i den seneste tid været manifesteret en betydelig modstand mod den videre udbygning af atomkraften, ikke mindst italesat af Abes mentor Koizumi, som meget direkte har opfordret Abe til at lægge kursen om og igangsætte Japans omlægning til et samfund drevet på vedvarende energi. Faktisk har seks forhenværende premierministre meldt ganske klart ud, at hvis det var dem, som havde stået i spidsen, så ville de have arbejdet for et Japan uden atomkraft.

For de mange, som stadig er evakueret, ser situationen alt andet end lys ud, og dels har regeringen på det seneste signaleret, at dekontamineringsarbejdet bliver betydeligt forsinket, dels har man direkte sagt, at en række områder om ikke aldrig, så kun på meget langt sigt bliver klar til at rykke tilbage til. Så man står med en massiv trussel mod videreførelsen af de evakuerede samfund, hvis medlemmer blev spredt for alle vinde. Mange ved, at de aldrig kommer tilbage, mange med børn ved, at de ikke vil byde deres børn at flytte tilbage, så man risikerer den dag der er klar til at rykke tilbage, at det kun er folk i pensionsalderen som ikke i mellemtiden har etableret sig andre steder i landet – og dermed at man står med en demografi, som ikke kan opretholde et lokalsamfunds hverdag.

Skal man se på det positive, så synes situationen ved Fukushima Daiichi gradvist at være lidt mere stabil. Men der går omkring to år før det store frostvægsprojekt omkring de fire havarerede reaktorer står færdig og i bedste fald får stoppet den massive udstrømning af radioaktivt forurenet grundvand, der går ligeledes et års tid før de omkring 1.500 brændselslegemer fra reaktor 4s kølebassin er bragt i sikkerhed, og der går tilsvarende 1½-2 år fra ALPS-systemet kommer til at fungere korrekt til at man har fået tømt de mere end 1.000 store vandtanke, som efterhånden er sat op på området.

Til den tid er de mest umiddelbare risici fjernet, og man kan begynde at koncentrere sig mere om hovedopgaven, at lokalisere og fjerne de tre nedsmeltede reaktorkerner. Der spekuleres meget i, hvor de befinder sig, men ingen ved i dag med sikkerhed, om de har brændt sig hele vejen gennem reaktorbeholderens tykke jernbeton. Og det er ikke sådan lige at afgøre, for strålingen er så intens, at det er dødeligt at nærme sig.

Jeg har sat paper.li-siden Fukushima Blues op, så den opdateres hver morgen kl. 8 dansk tid med nyhedsartikler, videoer mv. om Fukushima-katastrofen og dens udfoldelse i det japanske samfund. Der dukker indimellem regulære skæverter op, men omvendt kommer Fukushima Blues langt omkring i informationsstrømmen omkring Fukushima Daiichi.

Se samtlige blog-indlæg tagged Fukushima-katastrofen.

Se Fukushima links år 1, Fukushima links år 2, Fukushima links år 3 – første halvår samt Fukushima links år 3 – andet halvår.

Optegnelser januar 2014

1. januar – Reaktor 3 ikke ved at eksplodere
3. januar – Flugten videre
4. januar – Adelstein om den japanske atomkraft i 2014
5. januar – Man kommer langt med gaffatape (utætte vandtanke)
6. januar – Underskriftindsamling: Shimane Amt som atomkraftfri zone

6. januar – Solfangere med underskov
7. januar – Rokkasho oparbejdningsanlæg søger NRA om genstart
7. januar – Tyrkisk-japansk (A-kraft) samarbejdsaftale i støbeskeen
7. januar – Vagtskifte i TEPCO
8. januar – Mainichi: Evakueringsplaner på plads før reaktorstart

8. januar – Iran beder om japansk hjælp til at opføre atomkraftværker
9. januar – Divestment: Hollandsk pensionsfond blacklister TEPCO
9. januar – Ny spænding om valget til Tokyos guvernør
9. januar – Kernenedsmeltningseksperiment
9. januar – Endnu en TEPCO

10. januar – Fukushima nu på højde med Chernobyl
10. januar – ALPS og forhøjede strålingsniveauer ved Fukushima Daiichi
10. januar – Gensvar til James Hansen – blog-indlæg
11. januar – Regeringens endelige energiplan udskudt
11. januar – Flere strålingsramte fisk

11. januar – Justeringer i feed-in-tariffen
11. januar – A-kraft, sundhed og misinformation (USA)
11. januar – Chernobyl – 25 år efter – blog-indlæg
12. januar – Koizumi: De løj for os om A-kraften
12. januar – Frankrig på vej mod mindsket afhængighed af A-kraft

13. januar – Haruki Madarame interview i 7 dele
14. januar – 10% af brændselslegemerne nu fjernet fra Reaktor 3
14. januar – Evakueringsstudie for 30 km-zonerne
14. januar – Hosokawa stiller op i Tokyos guvernørvalg
15. januar – Ingen taxa til A-kraft-modstandere

16. januar – Izumida til TEPCO – ikke så hurtigt med Kashiwazaki-Kariwa
17. januar – Tohuku Electric: Undergrunden ved Higashidori OK
17. januar – Tegn på ustabil undergrund ved Kashiwazaki-Kariwa-værket
18. januar – Hosokawa: Ingen A-kraft fra 2020
18. januar – Hakodate lægger sag mod Oma-værket

19. januar – Asahi: Mange lokalmyndigheder ønsker A-kraften afviklet
21. januar – Tre mulige atomaffaldspladser udpeget i Miyagi
21. januar – LDP har store problemer i lokalvalgene
22. januar – Hosokawa erklærer sit kandidatur
22. januar – Nogle A-kraftværker særligt udsatte for vulkanudbrud

23. januar – Kendt TV-vært fået besked om at tie om A-kraft til efter valget
24. januar – Energiplan under finafpudsning
25. januar – En første update om Tokyo som A-kraft-valg
26. januar – Mojo og Mujo: Brad Glosserman om situationen i Japan (video)
27. januar – Anden update om Tokyo som A-kraft-valg

29. januar – Første spadestik for den frosne jordmur
30. januar – NHK forbyder omtale af A-kraft
31. januar – Retssag mod producenterne bag de havarerede reaktorer
31. januar – Japan nu officielt nede på 48 reaktorer

Se Fukushima links for januar 2014.

Læs mere »

Share