december 2011 arkiv

Klimaministeren efter Durban: 6º varmere en reel risiko

29. december 2011

I konsekvens af klimaforhandlingerne i Durban bad klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard lige før jul DMI om at udarbejde scenarier for konsekvenserne ikke bare af en global temperaturstigning på 2ºC, som er den nuværende globale målsætning, men også for 6ºC.

“Vi er selv en lavtliggende østat, så det kan få ganske alvorlige konsekvenser, hvis det går mod seks grader i dette århundrede,” siger han til Ritzau: “Det er nogle ekstreme scenarier, som ikke er særligt rare at tænke på. Men som verdens gang er, synes jeg, vi er nødt til at forberede os på, at det kan blive virkelighed.”¹

Mens videnskabsfolk diskuterer, om verden kan tåle 2ºC eller blot 1½ºC i global opvarmning, hvis man vil undgå kollaps i økosystemerne og sikre sig mod at klimaudviklingen når såkaldte tipping points, hvorfra den globale opvarmning bliver en selvaccelererende proces, da er sandsynligheden for at vi får den nødvendige klimaaftale så ringe i den nuværende politiske situation, at det virker rimeligt at undersøge konsekvenserne af 6ºC, som må siges at være en realistisk mulighed – i hvert fald hvis man ser på den vilje til konkrete tiltag i forhold til at mindske atmosfærens udledninger af klimagasser, som kunne frembydes i Durban.

Hvad vil det betyde for Danmark? – skal vi til at have airconditioning i store dele af vores bygningsmasse for at holde sommervarmen ude? – vil landbruget dyrke helt andre afgrøder ved slutningen af dette århundrede, vil kombinationen af kraftigere storme og stigende verdenshave ændre på de danske kystlinjer, som historisk set har været meget foranderlige? Et worst case scenario for 6ºC vil sandsynligvis indebære, at afsmeltningen af den grønlandske indlandsis er uafvendelig (hvilket alene indebærer en havstigning på omkring 7 m), og at tundraegnenes store indefrosne metandepoter er under optøning.

Det er både modigt og rigtigt af Martin Lidegaard at forestå en sådan udredning. Vi er nødt til at have konsekvenserne af den nuværende uansvarlighed trukket langt mere præcist op end den er i dag. Men spørgsmålet er på den ene side, om det kan føre til fornyet pres på etableringen af ikke bare en global aftale, men nok så meget en konsekvent global indsats; på den anden side, om det overhovedet er muligt lokalt at beskytte Danmark mod en sådan udvikling, eller om man først som sidst må i gang med at undersøge “store” løsninger ala fælles kystsikring for hele den baltiske region? (se blog-indlægget Østersøen inddæmmet).

Konklusionen vil sandsynligvis være, at man kun et stykke hen ad vejen kan klimatilpasse sig, og at det bliver astronomisk dyrt – markant dyrere end hvis alle verden rundt satte systematisk ind på at mindske klimabelastningen. Men den globale situation efter Durban er sådan, at langt de fleste af verdens største udledere ikke i den nuværende situation er indstillet på at reducere deres udledninger. Og hvis ikke Obama genvinder magten i både senat og kongres, får vi heller ikke nogen global aftale i 2020.

Se tidligere blog-indlæg: Martin Lidegaard: Vi taler klimaet ihjel, En temperaturstigning på 2-3º betyder at … og Gambling med vores fælles fremtid.

Minister gør Danmark klar til klimakollaps, (Ritzau) Information 23.12.2011.¹

Birgitte Marfelt: Minister efter håbløs klimaaftale: Nu ruster vi os mod en seks graders stigning, Ingeniøren 23.12.2011.

Poul-Henning Kemp: Kurven Lidegaard frygter, Ingeniøren 31.12.2011.

Mathew Stutz: A real sea change, Scientific American 23.12.2011.

Share

Naomi Klein: Kapitalismen versus Klimaet

21. december 2011

Naomi Klein er journalist og forfatter til to bøger, der har vundet verdensry: No Logo og The Shock Doctrine. Hun er konstant på farten, fordi der hele tiden er bud efter hende. Efter bøgerne om de multinationale firmaers magt og deres strategier for at skabe profit gennem kriser, har hun, ikke overraskende, erklæret klimakampen som vor (frem)tids vigtigste spørgsmål.

I den artikel, som du nu står over for at tage hul på, udfolder hun dette tema. Ikke som den kølige iagttager, men som den passionerede anbefaler af enhed mellem alle kræfter, som støtter kampen for civilisationens fortsættelse og dens forudsætning: den nødvendige kamp mod de korporative kræfters overtagelse af samfundsøkonomien. Hun forsvarer de lokale samfund, den folkelige magt over produktionens formål og organisering, og naturen som altings grundlag.

Hendes hovedtese er, at vi ikke har hverken tid eller råd til en overenskomst med den fossile industri og dem, der er afhængige af den, hvis vi skal nå at redde verden fra den klimakatastrofe, som trænger sig ind på os fra alle sider og bruges af de selvsamme korporative magter i et forsøg på at slavebinde verdens befolkning, uanset omkostningerne. Hun peger på mange alternative veje, vi kan vælge, og hendes konklusion er krystalklar: Der er ingen mulighed for et kompromis mellem på den ene side kampen for at redde civilisationen og på den anden side de store firmaers interesser. Det er enten eller.

Det er klart, at denne konklusion, for mange, synes meget drastisk. Jeg synes, at man skal lade tvivlen komme Naomi Klein til gode, og læse artiklen. Nedenfor er der oceaner af plads til at diskutere, om hun har ret. God læselyst og et varmt ønske om en frugtbar debat. Især kunne det være interessant at høre fra dem, som føler sig udfordret at artiklen.

Niels-Holger Nielsen

 

Kapitalismen vs. klimaet

af Naomi Klein

Herren på fjerde række har et spørgsmål.

Han præsenterer sig som Richard Rotchild, og fortæller forsamlingen, at han stillede op til valget til lokalrådet i Marylands Carroll County, fordi han var kommet til den konklusion, at politikker til bekæmpelse af global opvarmning faktisk var ‘et angreb på amerikansk middelklassekapitalisme.’ Hans spørgsmål til panelet, som sidst i juni måned var forsamlet på et Marriott-hotel i Washington, DC, lød således ‘I hvilken udstrækning er hele denne bevægelse simpelthen en grøn trojansk hest med maven fyldt af marxistiske socioøkonomiske doktriner?”

Her på Heartland Institutes(1) 6. internationale konference om klimaforandring, den fremmeste forsamling af ‘de, der er dedikeret til benægtelsen af den overvældende videnskabelige konsensus om den menneskelige virksomheds opvarmning af planeten’, er dette spørgsmål retorisk. Det er som at spørge en forsamling af tyske centralbankfolk hvorvidt Grækenland er upålideligt. Paneldeltagerne lader sig naturligvis ikke fragå en sådan lejlighed til at fortælle spørgeren, hvor evigt ret han har.

Chris Horner, et seniormedlem ved Competitive Enterprise Institute(2); han excellerer i at forulempe klimavidenskabsfolk med sagsanlæg og forsøg på fiskeri i oprørte vande angående ‘Frihed til Information’(3) bemægtiger sig mikrofonen. ‘Man kunne tro, at dette handler om klimaet’, siger han dystert, ‘og det er der da også mange, der gør, men det er ikke en fornuftig antagelse.’ Horner, hvis tidligt grånede sølvhår får ham til at ligne en højrefløjsudgave af Anderson Cooper(4) ynder, at tage Saul Alinsky(5) til indtægt: “Sagen er ikke sagen”. Sagen er helt klart at “intet frit land ville gøre imod sig selv, hvad denne agenda foreskriver…. Ifølge den er det første skridt at fjerne vores påtrængende frihedsrettigheder, som til stadighed står i vejen.”

At hævde, at klimaændringer er en sammensværgelse for at stjæle amerikanske frihedsrettigheder er temmelig tamt i forhold til Heartland-standarden. I løbet af denne todages konference vil jeg lære, at Obamas kampagneløfte om at støtte lokalt ejede biodiselfabrikker i virkeligheden handlede om “grøn kommunitarisme” sammenlignelig med “maoist”planen om, at der skulle være en “højovn” i enhver baghave” (Cato-instituttets Patrick Michaels(6)). At klimaændringer er et skalkeskjul for Nationalsocialisme (tidligere senator for republikanerne og pensioneret astronaut Harrison Schmitt). Og at miljøforkæmpere er som aztekekerpræster, der ofrer utallige mennesker for at formilde guderne til at ændre vejret (Marc Morano, udgiver af benægternes nøgle-website, ClimateDepot.com).

Først og fremmest vil jeg komme til at høre forskellige versioner af den holdning, som udtryktes af lokalrådspolitikeren på fjerde række: At klimaændringer er en trojansk hest skabt til at afskaffe kapitalismen og erstatte den med en eller anden form for økosocialisme. Som konferencetaler Larry Bell rammende udtrykte det i sin nye bog ‘Korruptionens Klima': klimaforandring “har ikke meget at gøre med miljøets tilstand, men derimod meget at gøre med at baste kapitalismen og ændre den amerikanske livsform til fordel for en global omfordeling af velstand.”

Læs mere »

Share

Hovedet i busken

20. december 2011

Dette er ikke et egentligt blog-indlæg, men blot en henvisning til en artikel af Coral Davenport i National Journal: Heads in the Sand, som giver en meget præcis gennemgang af republikanernes skingert populistiske klima- og videnskabsfornægtelse.

Både kvotesystem, grønne afgifter og offentlige investeringer er centrale virkemidler i stort set alle forsøg på at instrumentalisere den forestående klimaindsats, og det er hver især tre særdeles svære størrelser at sluge for republikanerne, som med Tea Party-strømningen for en tid er holdt fast i fundamentalistiske minimalstatsdogmer.

Den amerikanske klimafornægtelse er massiv. Og som Davenport indledende beskriver i sin artikel, har fornuften i disse tider svære kår i det republikanske parti. Men på baggrund af en undersøgelse, som viste at den globale opvarmning for 59% af alle amerikanere er en realitet, slutter han nøgternt med at konkludere, at hvor klimafornægtelsen kan vinde primærvalg, vil den meget vel vise sig at tabe kampen om præsidentposten.

Coral Davenport: Heads in the Sand, National Journal 03.12.2011.

Andrew Restuccia: Sen. Boxer to climate-change deniers: ‘You are endangering humankind’, The Hill 07.12.2011.

 

Share

Noam Chomsky om klimafornægtelsens dynamik

19. december 2011


.
I denne video taler Noam Chomsky, professor i lingvistik ved MIT, om den amerikanske klimafornægtelse og hvordan den blandt andet hjulpet af mediernes ryggesløse ‘for og imod, så kan du selv vælge’-formidling har kunnet vokse sig så stor, at USA lige nu står overfor kollektivt at afvise den videnskabelige konsensus som den menneskabte globale opvarmning som “a liberal hoax”.

Videoen stammer fra en serie fra The Nation over temaet “Peak Oil og klimaforandringer”, som har mange andre fine bidrag fra blandt andet Bill McKibben, Lester Brown og Richard Heinberg.¹

Peak Oil and a Changing Climate, The Nation 05.01.2011.¹

Kathy Seal: Why Isn’t Climate Change on More Lips? Miller-McCune 15.12.2011.

www.chomsky.info.

Share

Betalingsring 2.0

18. december 2011

Vores nye regering var lige ved aldrig at være blevet valgt, da diskussionen om planerne om en betalingsring omkring København  i ugerne op til det seneste valg brød ud. Betalingsring lyder af noget med tvang og afgifter, og at vi ikke bare kan fortsætte med at fræse rundt som vi plejer – og en gryende erkendelse af, at vi ikke bare kan fortsætte med at bygge flere gennemfartsveje, omfartsveje, havnetunneler osv. for at få plads til en stadig større strøm af biler. Og lidt er der om det (med tvangen). Det er et ganske håndfast forsøg på at få flere til hver dag at gå, tage cyklen eller bussen frem for at tage privatbilen, nødvendiggjort af, at vi i den nuværende situation er så utilbøjelige til at lade privatbilen stå.

En betalingsring vil samtidig afhjælpe en bred vifte af problemer. Den vil være med til at mindske trængslen på vejene omkring Københavns centrum, som i dag er fyldt til bristepunktet. Størstedelen dele af Indre Bys smalle gader og stræder er indrettet, så parkeringskapaciteten er den størst mulige, og en endog meget stor del af de sparsomme friarealer inde på karreerne er udlagt som parkering. Her burde være opholdsplads, legeplads, små grønne enklaver og frodighed, frem for opbevaring af biler.

Afgifterne ved betalingsringen vil kunne finansiere udbygningen af den kollektive transport, som hvis den fik en mere permanent basis af brugere ville kunne sigte efter flere “store” løsninger med metro og letbaner, som kommer hurtigere frem end i dag.

Samtidig vil betalingsringen være en hjælp til at få os afvænnet fra det at betragte det som en selvfølgelighed at slæbe sin bil med sig rundt, lige meget hvor man skal hen i verden. Det kan klodens klima ikke holde til, det giver en dødelig luftforurening, og det gør, at det centrale Københavns sparsomme friarealer i alt for høj grad er okkuperet af biler.

Og så er det en vigtig del af, at det lykkes at gøre København CO2-neutral i 2025.  Måske det ikke helt er gået op for os, men på trafikområdet er en betalingsring kun en begyndelse. Hvis København skal være bare tilnærmelsesvist CO2-neutral i 2025, så står vi over for en radikal omlægning af hele den måde, hvorpå vi transporterer os selv, hinanden og alt det, vi forbruger og smider væk. Og med den seneste klimakonference i Durban er det vigtigere end nogensinde, at byerne går foran og viser, at det kan lade sig gøre at skabe CO2-neutrale byer med stor livskvalitet.

Læs mere »

Share

The Story of Broke

15. december 2011


.
I denne 8 min. video, The Story of Broke, med undertitlen “Hvorfor der stadig er masser af penge til at bygge en bedre fremtid”, stiller Annie Leonard skarpt på vores skattepenge – og hvad de går til. Den bygger klart på amerikanske forhold, men kan fint overføres på dansk virkelighed. Hvorfor er så mange af vores skattepenge bundet op på udgifter og støtte til ting, vi ikke ønsker os? Hvorfor støtter vi, i en tid, hvor vi ved, at der skal omstilles til vedvarende energi, stadig den fossile industri i stedet for at inddrage det fulde skatteprovenu og få den til at betale de mange nu eksternaliserede klima-, miljø- og sundhedsomkostninger?

Annie Leonard lavede tilbage i 2007 filmen The Story of Stuff, som gennem sin stærke analyse og større varighed (20 min.) kommer mere til benet af problemstillingen end i The Story of Broke. Men efterfølgende er det blevet til en hel serie kortere (8-10 min.) videoer: The Story of Cap & Trade (2009), The Story of Bottled Water (2010), The Story of Cosmetics (2010), The Story of Electronics (2010), The Story of Citizens United v. FEC (2011) samt nu senest The Story of Broke (2011), som netop er lanceret.

Herover en frame fra The Story of Broke, hvor hun på et splitsekund får det amerikanske samfund omstillet til bæredygtig energi for skatteydernes penge.

Det er et enestående fortællesprog, som hun har udviklet med disse “Stories of …”. Hun formår virkelig at formidle, og Los Angeles Times vurderede i juli 2010, at alene The Story of Stuff var set af mere end 12 mio. mennesker. Det er godt gået af en tegneseriedokumentar. Man får rigtig meget at vide på en underholdende men aldrig pjattet måde, og skulle man have lyst til at checke detaljerne, så findes der til Story of Stuff en 15-siders pdf-fil med samtlige referencer.¹ Og … karakteristisk for det amerikanske medieunivers, hvor man mere og mere utilsløret køber sig til sandheden, er der på YouTube lavet modvideoer, som fuldstændig på linje med klimafornægtelse modsiger alt og erklærer det for venstreorienteret propaganda.

The Story of Broke må være det indtil nu i særklasse bedste bidrag til den amerikanske valgkampagne.

Se tidligere blog-indlæg: The Story of Stuff.¹

Margot Roosevelt: Teaching ‘stuff’ about ecology, Los Angeles Times 13.10.2010.

Share

VM i partikelmålinger

14. december 2011

VM i partikelmåling, som i parentes bemærket var det sidste projekt jeg var med til at lave for Miljøpunkt Indre By-Christianshavn, er nu på gaden. I forbindelse med VM i landevejscykling i september 2011 blev store dele af det centrale København lukket for trafik, og det var oplagt at undersøge, hvilken indflydelse det ville have på byens luftkvalitet. Vi målte derfor på en lang række punkter i byen langs et snit fra Søtorvet til Christianshavn for at give en form for overblik over luftforureningen i det centrale København, samt på H.C. Andersens Boulevard, hvor man helt ekstraordinært havde fået lov til at bruge Danmarks mest befærdede gade til målfelt for cykelløbene. Og samlet viste undersøgelsen, at niveauet på trafikerede gader under VM lå 30% under niveauet før og efter.

Dette dækker over markante forskelle. Hvor der for målesteder som Torvegade og Knippelsbro var tale om næsten en halvering af koncentrationen af ultrafine partikler, så viste Bremerholm ikke noget fald. Selvom den samlede trafikmængde var radikalt lavere, så viste en optælling i Bremerholm, at der under VM-afspærringen faktisk passerede flere dieselkøretøjer i VM-perioden end før-efter (det var stadig muligt at køre ind i den afspærrede zone med varebiler).

Undersøgelsen understreger således, at det ikke kun handler om at mindske trafikken generelt, men nok så meget om at sætte målrettet ind overfor de køretøjer, hvis bidrag til partikelforureningen er størst. Alene ved at skærpe kravene til miljøzonen, så den kom til at omfatte samtlige dieselbiler, ville man fra dag til dag kunne bedre luftkvaliteten radikalt.

Målingerne på H.C. Andersens Boulevard måtte vi holde ude af beregningerne. For hvor partikelniveauet faldt til næsten en tredjedel af det normale i de første dage efter etableringen af afspærringerne (se figuren til højre), så voksede niveauet til mere end det dobbelte af det normale, da først cykelløbene satte i gang. Det var klart ikke cyklisterne selv, som leverede partikelforureningen, men de mange TV-stationers dieselgeneratorer i målfeltet til at sikre, at millioner af mennesker verden rundt kunne følge med.

Læs mere »

Share

Canadas klimasvigt

13. december 2011

I tiden op til klimaforhandlingerne i Durban har Canada stået til store verbale hug. Kyoto-protokollen pålagde Canada og de øvrige deltagende I-lande en reduktion af sine CO2-udledninger på 6% i forhold til 1990, hvilket ikke er meget, men dog noget, som ikke kommer af sig selv i en verden styret af mere større hurtigere. Men canadierne har blot sovet grundigt i timen, og de canadiske CO2-udledninger er i mellemtiden vokset med omkring en tredjedel. “Løsningen”, blev det derfor antydet af canadierne, ville derfor være at Canada trak sig ud af Kyoto-aftalen.

Canada har holdt lav profil i slutspillet i Durban – hvis muligt skulle man ikke have flere ridser i sit image i denne omgang. Men knapt var delegationerne nået hjem, før Canadas miljøminister Peter Kent offentligt bekendtgjorde, at Canada trækker sig ud af Kyoto-protokollen.

Canada stod til en gigantisk bøde på omkring 60 mia. kr. for ikke at have opfyldt sine forpligtelser i forhold til Kyoto-aftalen – eller det beløb, som det ville koste at købe CO2-kvoter for mankoen. Det svarer til næsten 10.000 kr. pr. canadisk familie. Den “bøde” slipper Canada nu for. Og hermed har et af verdens rigeste lande totalt svigtet klimaudfordringen.

Undskyldningerne er så mange, så tynde og så kortsigtet selvretfærdige, at jeg end ikke vil bruge plads på dem her – der er præcist den type argumentation, som har gjort det umuligt at nå til enighed om den nødvendige klimaaftale. Hvis det skal lykkes, er lande som USA og Canada nødt til at erkende, at de historisk set har ledt markant mere CO2 ud i atmosfæren end de nu hurtigt voksende udviklingslande. Rundt regnet tre fjerdedele af den CO2, som er pumpet ud i atmosfæren siden industrialiseringens begyndelse, er udledt af de industrialiserede lande. For eksempel har USA samlet udledt omkring 3½ gange mere CO2 end Kina, selvom Kina i dag har større udledninger end USA. Omvendt er udviklingslandene nødt til at se argumentationen om, at de har ret til samme (i bakspejlet vanvittige) udvikling som I-landene. Vi er nødt til at omdefinere denne ret til, at de har ret til en tilsvarende udvikling uden samme umådeholdne tilførsel af fossil energi, og at de rige lande har en forpligtigelse i at sikre, at levestandarden i disse lande sikres, samtidig med, at klimaudfordringen håndteres bedst muligt.

Læs mere »

Share

Københavns Fødevarefællesskab åbnet i Indre By

12. december 2011

Så har Københavns Fødevarefællesskab åbent en afdeling i Indre By. Hvis lokalt dyrkede grøntsager i biodynamisk og økologisk kvalitet til priser, som vi alle kan være med til, er noget du kan bruge, så er Fødevarefællesskabet lige noget for dig.

Konceptet er ganske enkelt. Man bestiller forud en pose à 6-8 kg,  hvorefter man næste onsdag kan lægge vejen forbi og får sin pose. På den måde er det helt friske varer, og helt uden spild. Et medlemskab koster 100 kr. og en pose koster 100 kr.

Arbejdet med de praktiske opgaver i forbindelse med indkøb, pakning, udlevering, information og indskrivning af nye medlemmer varetages i fællesskab, så omkring en gang om måneden melder man sig til en vagt. På den måde bliver udgifterne fra jord til bord meget små.

Der er mere information på KBHffs hjemmeside www.kbhff.dk / KBHff Indre By. Men læg vejen forbi den gamle brandstation i Skindergade 12 på onsdage 16-19.00 og hør mere. Hvis du kommer tidligt, er der måske endda en ekstra pose at få med det samme.

Jeg har foreløbig haft den glæde at spise mig igennem to poser. Og det er en udsøgt fornøjelse. Gule gulerødder med en aroma, som man ikke troede muligt at liste ned i en rod. Orange gulerødder så tætte i smag og farve, at jeg ikke har set magen, ræddiker og bolsjebeder til fest i salatskålen, kål som kål skal smage – det er blot svært bagefter at vende tilbage til supermarkedets hylder ;-).

Niras lavede tidligere på året beregning, som viste at borgere i Hovedstadsområdet i snit havde et klimafodaftryk på 19,3 ton CO2 pr. år. Heraf stammede hele 4,2 ton CO2 fra vores fødevareforsyning. Hvis vi skal gøre det mindre, er flere gode lokalt producerede grøntsager et rigtig godt sted at bruge.

Næste uges pose (for 14.12.) vil indeholde:

Birkemosegaard: 650 g Holsteiner Cox æbler
Birkemosegaard: 1 kg Desiree kartofler
Birkemosegaard: 4 stk. porre
Kiselgården: 1 stk. hvidkål
Kiselgården: 1 kg farvede gulerødder
Søris: 1 kg bolsjebeder
Søris: 1 kg persillerod
Kiselgården: 400 g grønkål

Se KBHffs hjemmeside under ugens pose for indholdet for den kommende uge. Det vil variere efter årstidens udbud.

Share

Durban tømmermænd – hvad kan man gøre for at lukke hullet?

12. december 2011

Den netop vedtagne Durban-pakkes store problem er tidslinjen. Verden som sådan kommer ikke i gang med egentlige bindende reduktioner før i 2020, og det er adskillige år for sent i forhold til indsatsen for at knække CO2-kurven i tide. Ifølge klimavidenskaben er vi meget tæt på at forpasse chancen for at igangsætte en udvikling tidsnok til, at det kan lykkes at holde atmosfærens koncentration af CO2 under 450 ppm og den samlede globale temperaturstigning under 2° C. Den eneste ansvarlige aftale i Durban havde derfor vedtaget en lang række indsatser, som kunne iværksættes umiddelbart. Afhængig af, hvor ambitiøse klimamål man inden for de næste par år kan definere fra 2020, mangler vi således 5-10 år.

For at lukke dette hul er man nødt til at se på en række andre indsatsområder, som kan give hurtige resultater og i bedste fald give os de nødvendige 10 års respit. Dette er ikke tidspunktet at gå i detaljer dermed, men det er omvendt godt lige at ridse de alternative muligheder op, for at kunne få placeret Durban-pakken et tåleligt sted.

En oplagt beslutning ville være at lave obligatoriske støvfiltre på samtlige kulkraftværker. En af grundene til, at gletsjerne og de arktiske vidder smelter hurtigere, er, at den snavsede is og sne sender mindre af sollyset tilbage ud ad verdensrummet. Det vil være en overkommelig operation, og det vil samtidig være en gave til folkesundheden (se tidligere blog-indlæg: Kølende hvidt og Kulstøv øger isafsmeltningen).

Et helt centralt område at sætte ind vil være forskellige tiltag til at øge CO2-bindingen i biosfæren. Det kan ske dels ved skovbevarelse, som samtidig er vigtig for bevarelsen af biodiversiteten og klodens nedbørssystemer. Og det kan ske ved systematisk skovplantning, som i den rette skala ville det samtidig kunne være med til at bremse op for ørkendannelsen de mange steder i verden, hvor den er på fremmarch.

Læs mere »

Share