Strøtanker om bæredygtighed

.
Hvis billederne i denne 7. minutter lange og meget smukke video, The Great Bell Chant (The End of Suffering), virker bekendte, så er det fordi de er lånt fra film som Home, Earth og Baraka. Når jeg i dag bringer den som pausebillede, er det fordi dens indledende klokke i et flash bragte mig tilbage til nytåret 1984-85, som jeg fejrede i Kyoto.

Ved nytår lyder Kyotos mange tempelklokker hver 108 gange, som en rituel renselse for de 108 bono (煩悩), former for begær og passion, som fastholder mennesket i genfødsel efter genfødsel. De store bronzeklokker anslås med en stor ophængt træstamme, som slynges mod klokken med et reb – for de største klokker kræver det mange for at svinge stammen.

Klangen er stor og dyb, uudgrundeligt verdensfjern og langsomt udviklende, og gradvist bringes kroppens klangsøjle i svingninger. Efterklangen bliver stående meget meget længe, så der er god tid til at en ny gruppe mennesker gør klar til at slå det næste af de 108 slag.

Lyden høres vidt omkring og blander sig med de øvrige tempelklokker. Byen Kyoto ligger i en skål, omgivet på tre sider af lave bjerge, og med mere end 3.000 buddhistiske templer er det som om hele byen gradvist bliver en anslået klangsøjle, hvori alt vibrerer.

Joya no kane (除夜の鐘), som traditionen med at samles om de 108 klokkeslag hedder på japansk, er et festligt andægtigt øjeblik, som samler mennesker i alle aldre – og en af de mange genkommende begivenheder, som japanerne fejrer i en stadig rituel markering af årets og livets cykli.

Hvilken kontrast til nytårsbraget her i Indre By, hvor svovlstanken, tømmermændene og stanken af pis stadig hænger i gaderne.

Se alle indlæg i serien af pausebilleder.

Godt nytår

Vil gerne sige varmt tak for 2011 og ønske alle et fantastisk 2012, hvor vi bliver bedre til at passe på os selv og hinanden og den omverden, vi giver videre til de kommende generationer.

Med sin nøgterne stenbukkeenergi er nytårstiden en god tid at se tilbage og at se frem, for at kunne slippe det overflødige og at give plads for det essentielle i os selv og hinanden.

Her på Strøtanker vil den løbende indsats for gradvist bedre at forstå klima- og bæredygtighedsudfordringen – dens omfang og konsekvenser og hvordan vi overhovedet kan håndtere den og bevidsthedsmæssigt leve med den – også stå i centrum i det kommende år.

Hermed mine ønsker om et livgivende, lysende og lykkebringende 2012.

Så har Københavns Fødevarefællesskab åbent en afdeling i Indre By. Hvis lokalt dyrkede grøntsager i biodynamisk og økologisk kvalitet til priser, som vi alle kan være med til, er noget du kan bruge, så er Fødevarefællesskabet lige noget for dig.

Konceptet er ganske enkelt. Man bestiller forud en pose à 6-8 kg,  hvorefter man næste onsdag kan lægge vejen forbi og får sin pose. På den måde er det helt friske varer, og helt uden spild. Et medlemskab koster 100 kr. og en pose koster 100 kr.

Arbejdet med de praktiske opgaver i forbindelse med indkøb, pakning, udlevering, information og indskrivning af nye medlemmer varetages i fællesskab, så omkring en gang om måneden melder man sig til en vagt. På den måde bliver udgifterne fra jord til bord meget små.

Der er mere information på KBHffs hjemmeside www.kbhff.dk / KBHff Indre By. Men læg vejen forbi den gamle brandstation i Skindergade 12 på onsdage 16-19.00 og hør mere. Hvis du kommer tidligt, er der måske endda en ekstra pose at få med det samme.

Jeg har foreløbig haft den glæde at spise mig igennem to poser. Og det er en udsøgt fornøjelse. Gule gulerødder med en aroma, som man ikke troede muligt at liste ned i en rod. Orange gulerødder så tætte i smag og farve, at jeg ikke har set magen, ræddiker og bolsjebeder til fest i salatskålen, kål som kål skal smage - det er blot svært bagefter at vende tilbage til supermarkedets hylder ;-).

Niras lavede tidligere på året beregning, som viste at borgere i Hovedstadsområdet i snit havde et klimafodaftryk på 19,3 ton CO₂ pr. år. Heraf stammede hele 4,2 ton CO₂ fra vores fødevareforsyning. Hvis vi skal gøre det mindre, er flere gode lokalt producerede grøntsager et rigtig godt sted at bruge.

Næste uges pose (for 14.12.) vil indeholde:

Birkemosegaard: 650 g Holsteiner Cox æbler
Birkemosegaard: 1 kg Desiree kartofler
Birkemosegaard: 4 stk. porre
Kiselgården: 1 stk. hvidkål
Kiselgården: 1 kg farvede gulerødder
Søris: 1 kg bolsjebeder
Søris: 1 kg persillerod
Kiselgården: 400 g grønkål

Se KBHffs hjemmeside under ugens pose for indholdet for den kommende uge. Det vil variere efter årstidens udbud.

To gange om året er nat og dag præcist lige lange over hele verden, og i dag er det efterårs-equinox – eller efterårsjævndøgn. I den japanske buddhisme har disse dage traditionelt haft stærk symbolsk betydning, og for eksempel i Daitoku-ji, det zen-tempel i Kyoto, hvor jeg boede i forbindelse med udarbejdelsen af et case-studium til min phd, var der ved forårs- og efterårsjævndøgn store ceremonier, hvor processioner fra alle 23 subtempler tidligt om morgenen samledes ved den store centrale akse, for i denne temporære balancetilstand at åbne tempelporten. Som i parentes bemærket er en rent symbolsk bygning – en port til universet. På alle årets øvrige dage går man udenom.

Tankerne i dag går til Japan, til de mange, som stadig lever i sorg og uvished efter tsunamien 11. marts og i frygt og usikkerhed efter A-kraft-ulykken ved Fukushima Dai-ichi-værket, hvor det efterhånden står klart, at der har været tale om hele tre reaktornedsmeltninger. Jeg vil derfor gerne markere denne dag ved at give ordet til den japanske forfatter Haruki Murakami, som ved modtagelsen af den catalanske bogpris i juni i år holdt en meget indsigtsfuld tale om tingenes tilstand i Japan, hvorefter han dedikerede prisen til ofrene for tsunamien og Fukushima-ulykken. Murakamis tale er efterfølgende blevet oversat af et team af oversættere.

Murakamis tale kulminerer med ønsket om at bygge “a house of ‘unrealistic dreamers’ and forge a ‘community of spirit’ that would transcend both country and culture.”

As an Unrealistic Dreamer

Haruki Murakami’s acceptance speech on receiving the Catalunya International Prize 2011

The last time I visited Barcelona was in spring two years ago. I took part in a book-signing event, and was surprised at how many readers queued up for my autograph. It took more than one and a half hours to sign for all of them, because many of my female readers wanted to kiss me. It all took quite some time.

I’ve taken part in book-signing events in many other cities throughout the world, but only in Barcelona were there women who wanted to kiss me. If only for this reason, it struck me that Barcelona was a quite extraordinary place. I’m very glad to be back here in this beautiful city, which has such a rich history and wonderful culture.

But I’m sorry to say that today, I must talk about something more serious than kisses.

As you surely know, at 2:46 pm on March 11, a massive earthquake struck the northeast area of Japan. The force of this quake was so great that the earth spun faster on its axis, and the day was shortened by 1.8 millionth of a second.

Læs mere »

I den forgangne uge har sakura – kirsebærblomstringen – foldet deres rosahvide poetiske blomsterhav ud over Tohuku, den jordskælvsplagede nord-ende af den japanske hovedø Honshu. Kirsebærblomstringen starter i sidste halvdel af marts på det sydlige Kyushu og bevæger sig i de kommende uger nordover det langstrakte japanske ørige for at nå ten nordlige Hokkaido omkring begyndelsen af maj. Under vejs bliver sakura fejret, beundret og hilst velkommen som den store forårsåbenbarer.

Fra de titusindvis af blomsterklaser brister til kronbladene hvirvles videre med vinden går der kun få dage. Men det er fundamentalt betagende, det taler til mennesker i alle aldre – og på et normalt år vil alle japanere være af huse for at glæde sig over blomstringen sammen med familie, venner og kolleger. I år har man dog aflyst en række af de mere spektakulære fejringer, måske for at spare på strømmen – de flotteste træer er ofte lyssat om natten – måske fordi det er svært midt i smerten efter jordskælv og tsunami og den nagende uvished omkring ustyrlige atomreaktorer at skulle glæde sig. Men endda bliver sakura hilst velkommen. Den læger ikke sårene, genfinder ikke de døde, men vinterkulden er ovre, og den ustoppelige, overdådige blomstring minder os stilfærdigt om, at livet går videre, at nyt vil vokse frem.

Det, at man året igennem tager sig tid til at fejre og markere naturens cyklus, er noget af det smukkeste jeg har med hjem fra mine i alt fire år i Japan. Det starter med blommeblomstringen, efter sakura kommer azaleaerne i maj, risplantning og rishøst har sine fejringer, og året rundes af med momiji – betragtning af efterårsløvet, som i Japan får næsten uvirkeligt stærke farver. Tilsvarende er det japanske køkken bygget op over årstiden, tempura af forårets fremspirende skovurter, de første bambusskud, yuzu-saft og sansho-blade i sommerens miso-suppe, matsudake-svampe og ginkgo-nødder for blot at nævne nogle få. I april kan man få risene serveret med saltmarinerede kirsebærblomster iblandet.

I København står vi overfor i de kommende år at skulle plante 100.000 træer som del af, at byen skal være bedre klimatilpasset, og at de grønne enklaver skal hænge bedre sammen for at sikre byens biodiversitet. Men ud over sådanne praktisk-funktionelle overvejelser, må vi på de steder, hvor det overhovedet er muligt, tænke i sanselighed, skønhed og spiselighed. Hvorfor ikke plante 10.000 sakura-træer langs Søerne, masser af magnoliaer, mirabeller, moreller, hasselnødder og andre delikatesser, så der er rigeligt til alle københavnere? Og hvor gaderummene er for snævre til, at træerne kan blive store, så lad os plante 1.000 blåregn, så vi hvert år i maj er ved at overvældes af duften fra det blåviolette blomsterflor.

Vi har et par steder i København, har man kan få en fornemmelse af kirsebærblomstringen, se blog-indlæggene: Forårstegn XII – sakura på Langelinje, samt Forårstegn XI – sakura i Kongens Have. Den kommer lidt senere end sædvanligt i år, men med blot få gode dage som nu er det lige om hjørnet.

Nedenfor har jeg indlejret en række små YouTube videoer fra den japanske kirsebærblomstringen.

Læs mere »

Siden jeg den anden dag kom til at se time lapse-videoer, har jeg været på jagt efter små billedsekvenser, som transponerer tid – et år på to minutter – eller som herover en video på 4 minutter og 19 sekunder, som giver ét års koncentrat af samme ene skovportræt set gennem et solariseringsfilter.

Videoen er skabt af entropius88. Musikken er af Brian Eno – en af mine absolutte musiker-favoritter, når det gælder ambient-musik.

Se flere pausebilleder.

Debatmøde om, hvordan København bliver en grønnere by

Debatmødet 22. marts indledes med et oplæg om ‘Københavns Grønne Visioner’ af Jon Pape, Centerchef for Park og Natur i Københavns Kommune. Mie Kongstad Søgaard fra Københavns Madhus viser eksempler på byforgrønnelse, skolehaver, storbyhaver og generationshaver, som samtidig fungerer som sociale fællesskaber, hvor borgerne i et område kan mødes på tværs af generationer og kulturer.

“Med borgermødet håber vi at få en debat om, hvordan Lokaludvalgene og Miljøpunkterne bedst kan støtte borgere, der ønsker en grønnere by, siger Bent Lohmann, der er formand for Indre By Lokaludvalg. Sammen med Miljøpunkterne kan vi hjælpe med at skabe kontakt mellem byens forskellige netværk og borgergrupper, og vi kan formidle borgernes ønsker til Københavns Kommune. Flere grønne rum i byen går godt i spænd med borgernes ønsker om en sundere by med bedre vilkår for cyklister og gående, færre biler og mindre luftforurening. Mange steder optager bilerne områder i byen, som i stedet kunne være oaser og åndehuller for byens borgere.”

Carolyn Steels oplæg 1. marts handlede om, hvordan Københavns byudvikling er formet af, at byens voksende befolkning skulle forsynes med mad fra oplandet. Friske fødevarer blev fragtet i kærrer ind ad Københavns porte og ad kanalerne til byens torve. I dag sker indkøbene fortrinsvis i supermarkeder og kurvene fyldes af en overvægt af industrielt forarbejdede madvarer. Markederne havde også en social funktion i byen på samme måde, som måltidet har det i familien. Det er her, vi udveksler historier og sladder om vigtige begivenheder i nærområdet. Derfor har storbyerne brug for flere sociale mødesteder om mad, var Carolyn Steels budskab.

I Berlin og London og andre storbyer er der opstået fællesskaber om at dyrke frugt og grønt, som giver borgerne mulighed for at møde hinanden på tværs af kulturer og generationer. Også København har brug for byhaver, som kan formidle fortællingerne om, hvordan tomater smager, når de har fået den rette mængde sol og vand, og hvordan friske ærter fra bælgen er mere sprøde end dem på frost.

Besøger du Indre Bys gamle haver i høsttiden, kan du finde solmodne ferskner i Kunstindustrimuseets gård, vindruer i Konsistoriegården og figner i Bispegården. Kun ganske lidt plads kræver de små intense oplevelsesrum, der ånder lys og duft og smag, afskærmet fra byens tumult.

Debatmøde 22. marts i Rundetaarn kl. 19.15 – 21.00

Deltagelse er gratis, men tilmelding på www.rundetaarn.dk.

Der er mulighed for at se udstillingen efter debatmødet.

Find detaljeret program på www.hungryplanet.dk.

Indlæg ved Helene Hjort Knudsen.

Karsten Ifversens: Arkitekt: Det er måltidet, der civiliserer os, Politiken  06.03.2011.

Sidste år annoncerede jeg sidst i marts her på bloggen med Charmerende bosted billigt til leje i hjertet af København for solsorte¹, og fluks var der indflytning. Men igen i år har der været bedrøveligt stille – en enkelt strejfer har været forbi et par gange, men det er alt. Området omkring Sankt Petri er godt nok efterhånden lidt pauvert naturmæssigt set, og børnehavens kæmpestore lindetræer har været skåret helt tilbage. Men helt ueffent burde det ikke være for en solsortefamilie. Gennem alle årene har der da også været den lifligste solsortesang på denne tid af året – når man vågnede, og når lyset klingede ud. Solsortelegene formår på forunderlig vis at løfte byens lydkuppel mod himlen.

Jeg var så småt indstillet på, at det var den lange vinter, som havde været hård ved solsortene, og at det fuglesangsmæssigt ville blive et stille år. Men tirsdag i sidste uge stod jeg hen under aften med Thorleif i Krebsegaarden, blot to karreer herfra. Solsorten fløjtede lifligt – omend helt andre triller, så det var ikke nogen af “mine” solsorte. Det lyder næsten voldsomt i de snævre rum mellem for- og baghuse – man er inde i klangen lidt ligesom med akustikken i Radiohusets nye koncertsal. I øjeblikkets betagelse mindede Thorleif mig om blog-indlægget fra sidste år.

Jeg fløjtede så tilbage til solsorten – har et lille Frans af Assisi-syndrom, bilder mig ind, at jeg har en dialog kørende med solsortene ;-) – at den gerne måtte lade gå videre, at der i år var to solsorte-revirer ledige lige om hjørnet. Jungletrommerne må have virket, for allerede torsdag morgen, på Kristi Himmelfarts dag, var en solsort i gang med at fylde rummet med sine trillerier.

Har ikke turdet nævne det, for hvis nu det var en strejfer – eller endnu værre en halu. Men nu har der i fem dage dagligt været den vidunderligste solsortesang.

Så alle er glade.

Se tidligere blog-indlæg: Charmerende bosted billigt til leje i hjertet af København.¹

Satoyama er et japansk ord, som betegner overgangszonen mellem det kultiverede landskab med dets horisontale rismarker og de vertikale skovklædte bjerge. Semantisk set betegner sato det dyrkbare land, men yama betyder bjerg. Og satoyama betegner på én gang det landskab, som opstår hvor menneskets kultivering møder den omgivende natur, og den kultur og levemåde, som gennem tiderne har udviklet sig i denne landskabelige situation.

Det japanske landskab er for langt den største del er præget af lave skovklædte bjerge gennemskåret af snævre dale. Satoyama er således en gennemgående situation i det japanske landskab, og ordet bruges ofte generelt om det traditionelle japanske bondelandskab.

Her ved bjergets fod, ved overgangen mellem skoven og det dyrkbare, lagde risbønderne så vidt muligt deres huse. For op igennem historien har hver eneste kvadratmeter, som kunne overrisles og dermed bruges til risdyrkning, været vigtig. Placeringen gav overblik over markerne, og let adgang til den skovklædte bagvæg. Skoven bag blev en form for kulturskov, hvor man samlede brænde, svampe, bær og frugter. I satoyama har der med tiden udviklet sig en stærk symbiose mellem menneske og natur, som er dybt forbundet med japansk folkekultur.

Læs mere »

I samarbejde med det nationale japanske TV-selskab NHK lavede David Attenborough for ti år siden filmen Satoyama: Japan’s Secret Watergarden (se nedenfor). Det er en smuk skildring af livet i en lille landsby nord for Biwa-søen, som ligger umiddelbart øst for Kyoto. Gennem skildringen af den 83-årige fisker Sangoro Tanaka får vi i Attenboroughs film et fornemt indblik i, hvor harmonisk og kultiveret mennesker kan leve med naturen, i naturen.

Semantisk set betegner satoyama overgangen mellem det kultiverede landskab og de skovklædte bjerge, men det bruges som her ofte bredere, som en betegnelse for den kultur, som traditionen har udviklet i zonen mellem det dyrkede og det udyrkede (se mere om satoyama i det efterfølgende blog-indlæg: Satoyama – et fællesrum mellem menneske og natur).

Før jeg i 1980 flyttede til København for at starte på Arkitektskolen, boede jeg nogle år i et landkollektiv i Himmerland. Her havde indtil begyndelsen af det 20. århundrede været et udstrakt hedelandskab afbrudt her og der af vådområder og dyrkede arealer. De husmandsbrug, man eablerede omkring 1. verdenskrig ved at pløje allaget op, var stort set opgivet, gårdene var blevt store og specialiserede, og markerne blev pløjet, harvet, sprøjtet, høstet og brændt af med en næsten militant præcision. For mig, som var vokset op i et godt tilgroet parcelhuskvarter, var det en stor skuffelse at erfare, at biodiversiteten i det moderne bondeland var uhyggeligt meget mindre end hvor jeg kom fra. Og jeg husker stadig glæden over en dag at finde 3½ m² lyng på en skrænt, hvor maskinerne ikke kunne komme til. Ellers var alt roeørkener, kornørkener, græsørkener. Fred og fuglesang … nej fra morgen til aften kunne man høre store maskiner kværne, og bonden havde fået høreværn med indbygget P3. Menneskets evige kamp for overlevelse og udbytte var vundet så definitivt, at vi havde tabt alt.

Satoyama er heroverfor en fortælling om menneskets tilstedeværelse i landskabet på en helt anderledes lydhør måde. Læs mere »

Vi lever på en kompetent planet, omgivet af genialitet – naturens genialitet – vi er en del af en brilliant planet, som formår at organisere gigantiske projekter år efter år, uden management-skoler og top-down styring, med masser af kærlighed … åbner Janine Benyus sit seneste bidrag til TED-konferencen fra juli i år: Biomimicry in Action.

Biomimicry er i mine øjne et af de vigtigste nye vidensområder. Biomimicry er en møjsommelig systematisk aflæsning af naturens funktionalitet og organisationsmåder udviklet gennem millioner af år, koblet med vores måde at gøre ting på i den tekniske verden – med en udtalt (systemisk) sans for helheden. Hvor naturen ikke mindst i de seneste århundreder er blevet formet af teknologien, ser vi her teknologien tage form og inspiration fra naturen. En dybt nødvendig proces, hvis vi skal blive bare lidt bedre til at efterleve Agenda 21s bud om at dele ikke bare med vores næste, men også med klodens øvrige skabninger, så vel som klodens kommende generationer.

Benyus har i denne video et meget klart budskab: Hvis du står overfor et designproblem, så studer hvordan naturen har håndteret den tilsvarende situation. Naturen har inspiration til stort set alt mellem Himmel og Jord. Og hvis ikke det er tilfældet, var det måske værd at spørge sig, om ens projekt overhovedet fortjener at blive løst – om man har stillet sit spørgsmål rigtigt, om man er i gang med at udvikle et fænomen, som ikke passer ind i biosfærens lovmæssigheder og når det kommer til stykket ikke gør os mennesker virkeligt lykkelige?

Benyus arbejder pt. på en bog om 100 designideer fra naturen, og hun løfter i denne video sløret for en række af dem. Hvor mange af menneskehedens opfindelser har vist sig på sigt at have fejl med graverende konsekvenser, så har naturen qua sin erfaringsbank, som er opbygget over millioner af år, en tradition for holdbare løsninger, som fungerer uden reagensglas, uden tag over hovedet, uden tilførsel af fossil energi, og ikke mindst uden alle de bivirkninger af snævert set fornuftige løsninger, som i disse år er ved at fordærve kloden.

Så nyd 17 begavede minutter med Janine Benyus.

Læs mere »