Strøtanker om bæredygtighed

.
Denne 15 min. video viser en gruppe kvinder fra det strålingsplagede Fukushima-område, som 28. december drog til Tokyo for at markere deres desperation og utilfredshed overfor Tepco, Tokyo Electric Power Company – det firma, som ejer Fukushima-værket og dermed er direkte ansvarlig for A-kraft-ulykken. Tepco har en meget lille stjerne i dagens Japan. Ikke bare på grund af den sløsethed, som overhovedet har muliggjort, at uheldet kunne ske, men fuldt så meget på grund af den i manges øjne helt utilstrækkelige måde, man efterfølgende har håndteret situationen på.

Under vejs (2:40 ff.) giver den i Japan ganske kendte skuespiller Toru Yamamoto, som har dedikeret sig til kampen for et Japan på vedvarende energi, sit besyv med. Det er meget intenst-kontrollerede artikulationer af meget stærke følelser, og ladningen bliver ikke mindre af, at de 40 kvinder ikke får lov at komme ind i Tepcos hovedkvarter, men må præsentere deres ærinde foran bygningen.

Teksten fra de to sidste indlæg kan ses herunder.

Hvis ikke de engelske undertekster vises automatisk, kan de hentes frem ved at klikke CC under video-billedet.

.

Association to Strive for Nuclear Power Phase-Out Together with TEPCO

I’m Azumai from “Association to Strive for Nuclear Power Phase-Out Together with TEPCO” and I will submit the first letter of requests:

“December 28, 2011. To Mr. Toshio Nishizawa, President of Tokyo Electric Power Company.

On the occasion of the Great East Japan Earthquake on March 11, you caused a global-scale fatal crime called ‘a nuclear earthquake disaster.’ This is an unprecedented event with multiple simultaneous severe accidents, and it will take an overwhelmingly long time until the nature is restored. On the other hand, life of the victims will run out much more quickly.

Already 9 months have passed since the start of the accident, but a horrible, unforgivable situation still continues where many victims, whose future course of life was suddenly severed, cannot obtain a foundation of their future lives and their compensation unless they damage their own eyes, ears, mouths, hands and feet, and their own savings. Above all, you have never once apologized as a perpetrator of this accident that your explanations to the local communities, “Nuclear plants are safe; They can withstand an earthquake,” was all lies and false.

The top management and everyone under them always only repeat a set phrase, “We are causing you great trouble and anxiety,” as if this were an affair of other people. You must immediately apologize genuinely, make substantial and effective compensation for our damages, not just with words, and take actions to prevent further sufferings and damages from occurring.”
.

Requests from Fukushima Women Who Don’t Want Nuclear Plants

I’ll read the requests from “Fukushima Women Who Don’t Want Nuclear Plants”.

‘Letter of Requests for Immediate Abolition of Nuclear Power Plants and Complete Compensation to the Victims.’

On March 11, 2011, the accident of Tokyo Electric Power Company’s Fukushima Daiichi Nuclear Power Plant occurred on the occasion of the Great East Japan Earthquake, and it has changed the Japanese society completely. The safety myth of nuclear plants has been shattered and a large amount of radioactive materials has been spread throughout the world, causing huge environmental contamination.

In Fukushima, many people are still forced to live their daily lives in high level of radioactive contamination unparalleled in human history. There is no rebirth of Fukushima without the good health of people who bring it about. There is no rebirth when the residents are forced to be exposed to radiation.

The accident of Fukushima Daiichi Nuclear Power Plant has revealed the human race cannot coexist with nuclear power. An energy that destroys human health is not needed. We strongly want the transition to a society based on alternative energies that can coexist with human life, and we request as follows. We expect your sincere answers in writing to this letter of requests…”
.

En fuld transscription af vidoens engelske oversættelse kan ses på: 放射能メモ.

.
Denne 20 min. video er fra en friluftskoncert i Kyoto, hvor Frying Dutchman afleverer human ERROR, en sang, et anklageskrift, som er blevet til i kølvandet på A-kraft-ulykken i Japan.

Tindrende vredesudladninger frit svævende på en ubekymret tilbagelænet musikalsk bund. Økonomien, teknologien, magten, energiselskaberne, A-kraft-mafiaen, forløjetheden, de efterplaprende medier, den moderne afsporethed, sanseløshed, forstillelse og kollektive bedøvethed – alt får en tur i Frying Dutchman’s rablende vridemaskine. Det nærmeste jeg kan komme dette udslag af vredens klarsyn er: lysende begavet civilisationskritik.

Og så fremmanes der faktisk gradvist en plan for Japans overgang til et post-fossilt samfund.

Human ERROR er nu kommet med engelske undertekster, så giv dig 20 minutter på briksen. Det handler om meget mere end Fukushima Dai-ichi.

Frying Dutchman indkalder til markeringer over hele verden op til etårsdagen for den tredobbelte katastrofe i Japan 11. marts 2011. Jeg har kopieret opfordringen ind nedenfor.

Se tidligere blog-indlæg om A-kraft-ulykkens efterdønninger i Japan: Global Conference for a Nuclear Power Free World, Fukushima – Helen Caldicott om sundhed og radioaktiv stråling, Fukushima – otte måneder i tvivl, Fukushima – links, Fukushima – No Nukes Art Project, Murakami: Vi må bygge en verden af “urealistiske drømmere”, Fukushima – stress tests, Fukushima – en lærestreg for menneskeheden, Fukushima – What are you doing?, Fukushima – nye grænseværdier og We Are All Fukushima.

www.fryingdutchman.jp.

Læs mere »

.
NASA har udgivet denne blot 26 sekunder lange video,¹ som år for år viser den globale temperatur tilbage fra 1880, hvor man begyndte at foretage systematiske temperaturmålinger. Billedsekvensen giver bedst mening, hvis man inden hæfter sig ved farveskalaen, hvor de blålige nuancer er koldere end nulpunktet (1945), mens de varme nuancer er varmere.

Kurven herunder har sammenfattet den globale temperaturstigning for samme periode. Den angivne gennemsnitlige stigning i global temperatur siden 2. verdenskrig er på 0,51 °C. Selvom der er variationer fra år til år, er tendensen ganske klar, at der frem til midten af det 20. århundrede er tale om en kun svagt stigende tendens, som til gengæld har accelereret markant de sidste 30-40 år.

Hvis man ser på videoen, er denne temperaturstigning ikke jævnt fordel, men tværtimod markant højere over land end over vand, og typisk højere over de nordligste landmassiver. Selvom den gennemsnitlige temperaturstigning siden industrialiseringens begyndelse har været på omkring 0,7 °C er stigningen mange steder i de arktiske egne således allerede over 2 °C.

En række faktorer påvirker den globale temperaturstigning, men langt den vigtigste enkeltfaktor er de stigende koncentrationer af drivhusgasser i atmosfæren. Hvor koncentrationen af CO₂ i 1880 var 280 ppm (parts per million) er den i dag 390 ppm og stigende med ~2 ppm pr. år. I blog-indlægget Visualisering af CO₂-udviklingen findes en tilsvarende visualisering fra NOAA af udviklingen af atmosfærens koncentration af drivhusgasser.

Se tidligere blog-indlæg: Det 21. århundredes dårligste idé, IEA: Fem år til at vende udviklingen, Klimaministeren efter Durban: 6º varmere en reel risiko, NASA-forskere varsler havstigninger på op til 75 meter, James Hansen: Sidste udkald, Gambling med vores fælles fremtid, Klima-scenario med blot 1º temperaturstigning, Rajendra Pachauri støtter op om en målsætning på 350 ppm, Hvor store CO₂-reduktioner skal der til? og Skeptikerne i gabestokken.

NASA Finds 2011 Ninth-Warmest Year on Record, NASA 19.01.2012.¹

.

I 1920-21 anlagde man ved Gudenåen Danmarks største vandkraftværk, Tangeværket. Opdæmningen skabte Tange Sø – en langstrakt 6 km² stor sø, som er 10 m dyb på det dybeste sted. Og kraftværkets bygninger huser i dag Energimuseet, et kulturhistorisk specialmuseum omkring temaet energi, og hvordan vi gennem tiderne har produceret elektricitet.

Men opstemningen af Gudenåen har også skabt en hel række miljøproblemer. Så i en situation, hvor værkets koncession udløber i 2014 og skal genforhandles (efter i 2007 kun at have fået 6 år mere), har det direkte været på tale at nedlægge søen og tilbageføre landskabet til den oprindelige ådal. Men dels er der kulturhistoriske interesser i at bevare anlægget, dels er der ganske store rekreative interesser i at bevare søen. Og hvis man valgte at tilbageføre åen til sit oprindelige landskab, ville man skulle finde måder at fjerne 150 ton fosfor årligt – en del af udvaskningerne fra det intensive landbrug i Gudenåens ganske store afstrømningsområde – som nu absorberes af søens økosystem.

Derfor er det sandsynlige resultat, at man ender med at bevare Tange Sø, men prøver at bedre passagemulighederne for åens fauna. Der er anlagt fisketrapper omkring opstemningen, men de virker tilsyneladende ikke optimalt. Gudenå-laksen er borte, og for eksempel har det vist sig, at den i dag udryddelsestruede ål har meget svære kår omkring Tangeværket.

I en nylig undersøgelse fortetaget af DTU Aqua udsatte man 46 blankål, som var mærkede med radiosendere, i Gudenåen et godt stykke ovenfor Tangeværket.¹ Blankål er betegnelsen for modne ål, som er rede til at søge nedstrøms og hele vejen de 6.500 km tilbage til Sargassohavet, hvor de i tidernes morgen selv blev til. Og hvor ålene til at begynde med hurtigt søger nedstrøms, så viser Tangeværkets opdæmning sig at være en næsten uovervindelig barriere, og kun én ud af fire af de udsatte ål nåede til Gudenåens udmunding i Randers Fjord. Og endda er prøvelserne ikke ovre. En tidligere undersøgelse viste nemlig, at 60% af blankålene ikke kommer helskindet gennem Randers Fjord, men ender i fiskernes ruser.² Måske ikke noget at sige til, at ålen i disse år er hårdt truet.

I min tidlige barndom havde min morfar ruser ved Langerak, det langsmalle stykke af Limfjorden mellem Aalborg og Hals. Situationen var da så overflodsagtig, at mormor insisterede på kun at få ål én gang om ugen. I dag er det nærmest politisk ukorrekt at spise ål. Det er svært fatteligt, at det er kommet dertil, og at det er gået så hurtigt. Men det – og den lille historie om Tangeværket – viser blot, hvor svært det er for os mennesker at forstå vores fulde indgriben i vores omgivelser. Og at vi, når vi først én gang er begyndt at gribe ind i landskabernes komplekse økosystemer, må indse, at der er tale om en dynamisk balance, som kræver stadige finjusteringer på baggrund af stadig monitorering.

Tangeværket producerer strøm som en mellemstor vindmølle, så selvom det ud fra at kunne stabilisere en vedvarende energiforsyning ville være ønskværdigt med mere vandkraft i den danske energipalet, så er der slet ikke vand i de danske åer til at blive energibuffer, selv hvis vi valgte at se stort på alle naturomkostningerne derved. 

Se tidligere blogindlæg: Stor klimapåvirkning fra tropisk vandkraft, Indlandsisen vådrer, Misbrug af CO₂–kvotemidler? og Havstigninger maskeret af dæmninger.

Niels Jepsen: Ål overlever ikke Gudenåen, DTU Aqua 13.01.2012.¹

Bjørn Godske: Tangeværket slår over halvdelen af Gudenåens ål ihjel, Ingeniøren 19.01.2012.²

Mads Nyvold: Politikere giver Tangeværket seks år mere, Ingeniøren 28.06.2007.

Mads Nyvold: COWI-rapport giver dødsstød til Danmarks største vandkraftværk, Ingeniøren 23.04.2007.

www.tangesoe.dk.

Ved slutningen af det 20. århundrede lavede Time Magazine en liste over det 20. århundredes 100 værste ideer. Og i gårsdagens Washington Post udpeger Bill McKibben i artiklen Burning America’s future den forestilling, at vi skal (eller kan) udvinde og afbrænde al tilgængelig fossile brændstoffer, som topkandidat til det 21. århundredes værste idé – som McKibben sammenfatter som en burn ‘em if you got ‘em-strategi.¹

Hvis USA, som den nuværende energiforsyningspolitik lægger op til, udvandt og afbrændte alle sine kendte fossile reserver, vil det føre til et bidrag på yderligere 1.837 trillioner ton CO₂ i atmosfæren. Samtidig har klimatologer beregnet, at vi samlet på verdensplan kan udlede max. yderligere 650 trillioner ton CO₂, hvis vi skal holde den globale temperaturstigning på under 2° C – og dermed undgå de værste konsekvenser. Så alene USA har planer om det tredobbelte. Canada har med sine tar sand ressourcer en potentiel tilførsel af CO₂ til atmosfæren på ligeså meget yderligere, som de udledninger, olieafbrændingen på verdensplan har medført siden industrialiseringens begyndelse. McKibben har forhørt sig hos NASAs James Hansen: Den fulde afbrænding af de amerikanske og canadiske fossile ressourcer vil medføre, at atmosfærens koncentration af CO₂ vil vokse fra de nuværende 392 ppm til omkring 650 ppm.¹ Og så er der alle de andre milliarder af mennesker – hvis ikke rige lande som USA og Canada målrettet arbejder på at reducere deres CO₂-udledninger, så vil udviklingingslandens motivation for at gøre kunne ligge på et meget lille sted.

Ikke bare er en sådan ureflekteret burn ‘em if you got ‘em-strategi således totalt ødelæggende for fremtidens levevilkår. Det kunne jo også være, at verden i det 24. århundrede havde brug for råolie til andre af de mange fine ting, som olien kan bruges til ud over at afbrænde den.

Og har vi først forstået umuligheden i at brænde alle verdens fossile brændstoffer af, er det oplagt at genoverveje, hvilke fossile forekomster, som det er oplagt at lade ligge, hvor de nu ligger. Det gælder ikke bare de fleste af kullene, men også de dirty oil-forekomster, tar sand og oil shale, hvis udvinding medfører kolossale landskabsødelæggelser. Og det ville gøre, at vi kunne indstille eftersøgningen efter olie i regnskovsområder, på dybt vand og i de arktiske egne, hvor miljøkonsekvenserne og risikoen for og ved miljøkatastrofer er særligt store – fordi der alligevel ikke er plads i atmosfæren til al den CO₂. Tænk alle de enestående landskaber, vi kunne bevare for fremtiden.

Vi er her inde ved kernebetydningen af kampen mod Keystone XL rørledningen. Og selvom det lige nu ser ud til at Obama-administrationen udskyder afgørelsen om Keystone XL af administrative grunde, så har den endnu til gode at vise, at den formår at handle i et mere fremsynet fremtidsperspektiv.

Se tidligere blog-indlæg: James Hansen: “Coal is best left in the ground”.

Se blogindlæg tagged Bill McKibben, Keystone XL, 350 ppm og James Hansen.

Bill McKibben: Burning America’s future, Los Angeles Times 18.01.2012.¹

I weekenden var mere end 10.000 mennesker samlet i Yokohama til to dages Global Conference for a Nuclear Power Free World, mens yderligere 30.000 fulgte med via online transmissioner.

I skyggen af Fukushima-ulykken, hvis konsekvenser vi endnu kun har set begyndelsen af, står A-kraften et sted, hvor verden af mange grunde burde fravælge den. Der har igen og igen været argumenteret med, at det er et slag for klimaet. Men rent faktisk kan man for de samme investerede midler få langt mere energi langt hurtigere, sikrere og sundere ved at investere i vedvarende energi end ved at satse på A-kraft. Som Fukushima-ulykken har tydeliggjort, er A-kraften hverken sikker, ren eller billig. Og når det  som i Fukushima for snart et år siden går alvorligt galt, har det omfattende konsekvenser ud i de yderste afkroge af et helt samfund.

På konferencens hjemmeside www.npfree.jp er de to dages aktiviteter dokumenteret på video. Jeg vil her blot rette opmærksomheden på konferencens deklarationstekst. Den kan downloades i pdf-format nedenfor.

. 

Yokohama Declaration for a Nuclear Power Free World

The 11 March 2011 earthquake, tsunami and related melt down at the Fukushima Daiichi nuclear power plant has led to great suffering for the people of Japan and has increased radioactive contamination across the globe. It has also sounded a warning bell throughout the world about the long-term health, environmental and economic risks of nuclear power.

As with Three Mile Island and Chernobyl, the accident at Fukushima has reminded us once again that nuclear technology is unforgiving and accidents cannot be contained. The situation is not under control as declared by the Japanese Government. The nuclear power plant is still unstable and workers continue to work under life-threatening conditions.

Radioactive contamination is spreading. This is a regional and global emergency. People are either forced to flee with their children or live with unacceptable health dangers and prolonged radiation exposure. In Fukushima prefecture, evidence of radioactive material has been found in the breast milk of mothers and the urine of children. Lives are threatened, including those of future generations. The regional economy has been destroyed.

Læs mere »

George Monbiot sendte i dag via Twitter link rundt til en artikel af Mike Lofgren, som ifølge Monbiot “explains a host of mysteries, including the decline of rational problem-solving in America”.

Efter et langt livs sandsynligvis tavshedsbelagt arbejde som embedsmand i Det Hvide Hus system tager Lofgren bladet fra munden og giver sig lov til at fortælle. Det er ikke rar læsning, Både Republikanerne og Demokraterne er alvorligt i lommen på de store virksomheders særinteresser, systemet gør de to partier pilrådne, men de er ifølge Lofgren rådne på forskellig måde. Han karakteriserer direkte den republikanske oppositionsstrategi som “political terrorism” – og vi har måske efter seneste valg oplevet en snert af det samme herhjemme – hvor oppositionen fra at agere som en loyal opposition, som støtter op om de parlamentariske grundprincipper og spiller ind hvor muligt, ser sin rolle som tvivlssætter, som destruktiv. Selvom det vil få enorme omkostninger for den amerikanske økonomi og for amerikanernes tillid til den politiske ledelse, så er det blevet et mål i sig selv at udstille Obamas magtesløshed og sikre, at han ikke får lavet noget som helst fornuftigt.

Ifølge Lofgren har særligt det republikanske parti i de senere år udviklet sig mod det ekstreme:

It should have been evident to clear-eyed observers that the Republican Party is becoming less and less like a traditional political party in a representative democracy and becoming more like an apocalyptic cult, or one of the intensely ideological authoritarian parties of 20th century Europe. This trend has several implications, none of them pleasant.¹

A couple of years ago, a Republican committee staff director told me candidly (and proudly) what the method was to all this obstruction and disruption. Should Republicans succeed in obstructing the Senate from doing its job, it would further lower Congress’s generic favorability rating among the American people. By sabotaging the reputation of an institution of government, the party that is programmatically against government would come out the relative winner.¹

To små smagsprøver fra indledningen til en meget lang og tankevækkende artikel, hvor Lofgren påpeger det paradoksale og direkte skizofrene i, at et parti, som ser sig som systemets og konstitutionens vogter, agerer så destruktivt, at det meget vel kan føre til langtidsskader på den amerikanske befolknings tillid til den amerikanske konstitution og ledelse.

Videre i artiklen fokuserer Lofgren (som ikke er Obama-fan) mest på republikanerne under tre overskrifter: 1. The GOP cares solely and exclusively about its rich contributors, 2. They worship at the altar of Mars, og 3. Give me that old time religion.

Jeg vil ikke på dette sted gå videre ind på Lofgrens analyse, men blot pege på artiklens eksistens - søger i disse dage ikke at hvirvle Strøtanker for stærkt ind i den amerikanske valgkamp. Men omvendt er samtlige kandidater i det republikanske primærvalg er klimafornægtere. Vi står således i en situation, hvor det amerikanske valgcirkus kan føre til, at vi om et år har en præsident for verdens største økonomi, som er totalt afvisende overfor at gøre noget ved klima- og bæredygtighedsudfordringerne. At dette vil køre USA helt bagud som økonomiske stormagt er én ting, men hvis en Tea Party-styret præsident kommer i Det Hvide Hus, er det yderst vanskeligt at forestille sig gennemførelsen af en global klimaindsats, som den blev ridset op på det nyligt afsluttede klimatopmøde i Durban.

Mike Lofgren: Goodbye to All That: Reflections of a GOP Operative Who Left the Cult, Truthout 03.09.2011.¹

Den nyligt afsluttede klimakonference i Durban gav verden en køreplan for en fælles klimaindsats, som efterlader et svimlende op imod ti års hul i verdens klimaindsats, når det gælder kerneproblemet, at få mindsket CO₂-udledningerne og få vendt den stadig stigende CO₂-kurve. Dette ovenpå, at IEA i måneden op til COP17 i Durban havde fremlagt tal, som viste, at det var ved at være allersidste udkald, hvis vi skulle have en chance for at knække CO₂-kurven under 450 ppm (se blog-indlægget IEA: Fem år til at vende udviklingen). I de mellemliggende 9-10 år, indtil verden i sin helhed kommer i gang med bindende reduktionsstrategier, er vi derfor i høj grad nødt til at tænke og handle “out of the box”: Hvad kan gøres for at vinde tid? Hvilke muligheder findes der, som kan iværksættes, mens vi venter på Durban-aftalen.

I dag bringer i Science Magazine en artikel skrevet af forskere fra en lang række ledende forskningsinstitutioner,¹ som opregner 14 indsatsområder for at mindske udledning af metan og sodpartikler, som ud over på kort at have en markant positiv indvirkning overfor den globale opvarmning, har væsentlige positive konsekvenser for vores sundhed og fødevaresikkerhed. I en kommentar skriver Richard A. Kerr, at den foreslåede vifte af indsatser ud over sin klimavirkning har en virkning på vores sundhed og øgede fødevareproduktion, som mere end opvejer udgifterne ved indsatsen.² Desværre er hverken artikel eller kommentar frit tilgængelige i fuld udstrækning, men der er uddybende informationer at finde i et podcast, hvor artiklens hovedforfatter, Drew Shindell fra NASAs klimaforskningsafdeling, bliver interviewet af to Science-medarbejdere.³

Abstract’et lyder sådan her i sin fulde udstrækning:

Tropospheric ozone and black carbon (BC) contribute to both degraded air quality and global warming. We considered ~400 emission control measures to reduce these pollutants by using current technology and experience. We identified 14 measures targeting methane and BC emissions that reduce projected global mean warming ~0.5°C by 2050. This strategy avoids 0.7 to 4.7 million annual premature deaths from outdoor air pollution and increases annual crop yields by 30 to 135 million metric tons due to ozone reductions in 2030 and beyond. Benefits of methane emissions reductions are valued at $700 to $5000 per metric ton, which is well above typical marginal abatement costs (less than $250). The selected controls target different sources and influence climate on shorter time scales than those of carbon dioxide–reduction measures. Implementing both substantially reduces the risks of crossing the 2°C threshold.¹

Der er tale om en stor vifte af indsatser, som på én gang omfatter diesel-udledninger, afgasninger fra oversvømmede rismarker, rutiner i vores håndtering af affald og husdyr, I-landenes kulkraftværker og U-landenes madlavning over ofte meget primitive ildsteder. Hver af dem med sine komplikationer af implementere. Men det interessante er, at de alle hver i sær er koblet til sundhedsfordele og ikke blot refererer til indgriben i et diffust varmende klima.

Læs mere »

Under et besøg i USA fortalte den kinesiske chef-klimaforhandler Su Wei i dag, at Kina planlægger at indføre en afgift på CO₂ for at mindske forbruget af fossile brændstoffer, først og fremmest kul.

Der er tale om en afgift på i første omgang 10 yuan pr. ton CO₂, som man påregner at indføre i løbet af de næste tre år. Og der er planer om dels gradvist at øge afgiften, dels at udvide til andre forureningskilder som SO_x. Modsat EU er der ikke tale om et markedssystem med kvotetilladelser, som kan handles, men om en regulær afgift som først og fremmest lægges på producenter og større enheder. Der er således tale om et meget simplere system, som ikke på samme måde lægger op til spekulation.

“I think that the carbon tax is one of the instruments that can be used in order to direct (the economy) to low-carbon development,” sagde Su Wei under et besøg ved tænketanken World Resources Institute.¹ Su fortalte yderligere, at man overvejede en frivillig mærkning af produkter med lav CO₂-intensitet for at stimulere virksomhedernes klimaindsats. Og i talen om de nyligt afholdte klimaforhandlinger i Durban understregede han, at princippet om, at verdens lande historisk havde forskellige forpligtigelser, og dermed at den nuværende opdeling i U-lande og I-lande ville fortsætte.¹

10 yuan svarer til godt 9 kr., hvilket er endnu lavere end den nuværende alt for lave kvotepris på det europæiske marked og under 10% af den afgift man er ved at indføre i Australien.² Men inden man laver sådanne 1:1-sammenligninger, burde man overveje at anerkende det vigtige i, at Kina overhovedet tager sådanne skridt. Og generelt er det kinesiske prisniveau markant lavere end i de industrialiserede lande, så måske det endda kan gøre en forskel i Kina.

Det må være underligt for amerikanerne, som i årevis har måttet høre undskyldninger om, at det kun gav mening for amerikanerne at gøre noget ved klimaudfordringen den dag store udledere som Kina også gjorde noget. Nu står USA til også på dette område overhalet indenom.

Se tidligere blog-indlæg om Kina og omkring klimaforhandlingerne i Durban.

Shaun Tandon: China looks at carbon tax, official says in US, AFP 12.01.2012.¹

Sarah-Jane Tasker: China’s carbon tax price a worry, National Affairs 09.01.2012.²

Wei Tian: Officials weighing green benefits of carbon taxation, China Daily 06.01.2012.

Tan Yingzi: Think tank develops low-carbon city models in China, China Daily 12.01.2012.

Dette blog-indlæg er en meget nedredigeret genudgivelse, idet de indlejrede, meget smukke videoer nu kun kan ses fra Vimeo samt fra Extreme Ice Surveys hjemmeside.

Siden 2007 har folkene bag Extreme Ice Survey arbejdet målrettet på at dokumentere verdens gletsjere. De har i stor udstrækning brugt time lapse optagelser, hvor man for eksempel tager ét billede i timen for derefter at afspille dem i video-sekvenser. På den måde har formået at tydeliggøre, at klodens store ismassiver er langt mere bevægelige og plastiske – og truede af klimaforandringer – end man umiddelbart kan erfare på stedet eller fra det enkelte billede, og at det gennemgående billede er, at afsmeltningen er langt større end tilvæksten.

Columbia Glacier i Alaska, time lapse-optagelser 2007-10, 1:29 min. Vimeo video.
Columbia Glacier i Alaska, time lapse-optagelser 2007-11, 0:55 min. Vimeo video.

Disse to time lapse videoer (sim indtil for få dage siden var indjejret i dette blog-indlæg) viser Columbia-gletsjerens bevægelse fra to forskellige kamera-positioner igennem henholdsvis tre og fire år. Columbia er en mangearmet gletsjer med en udstrækning på omkring 1.100 km², som tømmer sine ismassiver ud i Prince William-sundet i det sydlige Alaska. I årene 1957-74 holdt den en stort set fast størrelse, med små variationer i forhold til årstiden. Men efter den tid har gletsjeren været i stadig tilbagetrækning, og siden 1981 har gletsjerens forkant trukket sig 16 km tilbage, og tykkelsen er aftaget med omkring 500 m. Inden for de næste par årtier forventes Colombia-gletsjeren at trækker sig yderligere 15 km tilbage, så  forkanten rykker op på land.¹

Extreme Ice Survey har tilsvarende lavet time lapse-videoer over gletsjere fra Grønland og Island samt fra Alperne og Himalaya-bjergene. Det er bevægende billeder,  og det bedste overblik over de tilgængelige videoer får man fra Extreme Ice Surveys hjemmeside.

Se tidligere blog-indlæg: Grønlands indlandsis i fare for kollaps, Indlandsisen vådrer, Isafsmeltning nu vigtigste bidrag til havstigninger, Storbyhimle, Vatnajökull smelter, Kulstøv øger isafsmeltningen, Grønland: Håndgribelige klimaforandringer, Bolivia hårdt ramt af vigende gletsjere og Gletsjere smelter med rekordhastighed.

Columbia Glacier, Alaska, USGS.¹

Columbia Glacier (Alaska), Wikipedia.¹