Indlæg om global opvarmning

Pausebilleder XVIII – Slow Life

25. marts 2014


.
Denne time lapse-video fra korallernes verden giver et fascinerende indblik i deres liv – i deres levende natur. For samtidig med, at koralrevene er fundament for i titusindvis af atoller, så er de set som i denne video: Slow Life levende, sårbare, tentakel-taktile, levende væsener med en forunderlig rigdom af former og farver i deres fremtræden.

Korallernes stadige bevægelser er i høj grad til for at sikre, at de ikke overdækkes med snavl og sedimenter, men hele tiden er fuldt eksponeret for sollyset og det strømmende vand.

Koralrevene bliver ofte kaldt verdenshavenes regnskove – omkring disse rev har der gennem tiderne udviklet sig en kolossal artsrigdom. Men alt dette er vi ved at sætte over styr. Ikke bare truer havstigningerne med at skylle atolrigerne på revenes top i havet, så der igen vil gå nogle tusinde år, før revene når op over overfladen og giver basis for nye bosættelser. Samtidig gør opvarmningen af verdenshavene, at korallerne mange steder mistrives og står falmede og afblegede.

De store mængder af CO2, som vi siden industrialiseringens begyndelse har lukket ud i atmosfæren, ender for en stor del i verdenshavene – en afbalancerende feedback-mekanisme, som sådan isoleret set fra landjorden er heldig, fordi vi ellers allerede ville have haft en betydeligt voldsommere global opvarmning. Men CO2 er syredannende i havvandet, og oceanernes forsuring er gradvis øgende dertil, at det angriber ikke bare korallerne, men alle mulige havdyr, som har svært ved at følge med syreætsningen i den langsomme gradvise dannelse af deres kalkbaserede beskyttende skaller og strukturer. Denne forsuring er langsomt ved at omdanne verdenshavene til et syrebad, og hvis ikke udviklingen vendes meget hurtigt, så tegner alt til, at verdenshavens fødekæder står overfor kollaps.

Tilbage til Slow Life, så ligger der ifølge filmens skaber Daniel Stoupin 150.000 billeder bag de blot 3½ minutters video. Normalt ville dybdeskarpheden for sådanne makrobilleder være meget lille. Men hvert enkeltbillede i videoen (hver frame) er sammensat af 3-12 enkeltbilleder med forskellig fokusdybde, som efterfølgende er kørt sammen til et enkelt billede med fuld dybdeskarphed. Så der ligger endeløse timer i skabelsen – ligesom der ligger årtusinder i udviklingen af koralrevenes forunderlige verden.

Og hvis denne video giver appetit på mere, så har Stoupin tidligere lavet en anden betagende video: The hidden life in pond water, hvor man kommer tæt på vandlopper, dafnier, myggelarver, vandpolypper og andre næsten mikroskopiske skabninger. Begge er tilgængelige i HD-kvalitet, så de står skarpt selv ved visning i fuldskærm.

Daniel Stoupin: Slow Life, Dreamworlds Photography 23.03.2014.

Daniel Stoupin: Fluorescent colors of the reef – why corals need colors, Dreamworlds Photography 16.06.2012.

Daniel Stoupin: My new video: The hidden life in pond water, Dreamworlds Photography 23.01.2013.

 

Share

Første del af IPCCs AR5 klimarapport nu på dansk

10. februar 2014

Illustrationseksempel fra DMIs netop udgivne danske oversættelse af det executive summary for første del af IPCCs nye AR5 klimastatusrapport. Kun rapportens mest radikale reduktions-scenario RCP2.6 giver håb om havis på Nordpolen i 2. halvdels af det 21. århundrede.

Den korte udgave af første del af IPCCs nye statusrapport over klodens klimatilstand findes nu oversat til dansk – jeg linkede til det på Facebook og fik skrevet denne kommentar med på vejen, som fortjente også at blive fastholdt her på bloggen. Det er koncentreret stof, for det sammenfatter flere tusind siders rapport, som igen sammenfatter mange tusinde klimaforskeres arbejde siden sidste statusrapport for syv år siden.

Det burde være obligatorisk læsning for alle, som på den ene eller anden måde træffer dispositioner for vores fælles fremtid – og jeg kan på det stærkeste opfordre alle til at forholde sig til den. I forhold til den første rå udgave i efteråret er den mere poleret i sproget, og ikke mindst væsentligt bedre illustreret.

Den del, som omhandler CO2-budgettet (pp. 25-26) er næsten blevet for teknisk anonym, og selve ordet CO2-budget, som ellers var en nyskabelse i denne femte udgave af IPCCs rapport, forekommer slet ikke. Her var ellers ansatser til, at videnskaben sagde til menneskeheden: Her er en grænse I ikke bare må forstå, men overholde: Hvis verden skal holde den 2°C-målsætning, som blev vedtaget i København på COP15 i 2009 (hvis der skal være hhv. 33% 50% og 66% chance for, at det lykkes), så kan vi samlet set kun tillade os at lukke yderligere så og så meget yderligere CO2 ud i al fremtid.

Læs mere »

Share

Gensvar til James Hansen fra 311 miljøorganisationer om A-kraft

10. januar 2014

Siden James Hansen sammen med Ken Caldeira, Kerry Emanuel og Tom Wigley i et åbent brev To those influencing environmental policy but opposed to nuclear power,¹ for to måneder siden markerede, at verden – og ikke mindst dens mange miljøforkæmpere – burde tage A-kraften til sig som en nødvendig del af den stadig mere hastende klimaindsats, har jeg samlet materiale til en slags modsvar. For selvom jeg har en kolossal respekt for Hansens klimaperspektiv, måtte jeg sande, at her var en grænse for, hvor jeg kunne følge ham.

Ikke mindst Fukushima-katastrofen, som stadig tre år efter er langt fra er under kontrol, og som bliver ved med som ringe i vandet at brede sig ud i alle afkroge af det japanske samfund og videre ud i verdenssamfundet, har gjort det klart for mig, at A-kraften er noget af det, som ikke fører noget godt med sig, og som mennesket havde været bedre stillet uden.

Men nu er en gruppe på 311 miljøorganisationer kommet mig i forkøbet. De afleverede tidligere på ugen et fælles gensvar² til James Hansen og hans tre medforfattere, hvor de tager til gensvar – sobert, men nogenlunde til benet. Så uden at have opgivet min egen dialog med James Hansens A-kraft-perspektiv, som synes ude af trit med dén vedvarende energi-virkelighed, som hastigt er ved at forme sig, så er her i første omgang den fælles henvendelse fra de 311 miljøorganisationer, hvoraf de fleste er amerikanske.

January 6, 2014

Gentlemen,

Although we greatly respect your work on climate and lending it a much higher profile in public dialogue than would otherwise be the case, we read your letter of November 3, 2013 urging the environmental community to support nuclear power as a solution to climate change with concern. We respectfully disagree with your analysis that nuclear power can safely and affordably mitigate climate change.

Nuclear power is not a financially viable option. Since its inception it has required taxpayer subsidies and publically financed indemnity against accidents. New construction requires billions in public subsidies to attract private capital and, once under construction, severe cost overruns are all but inevitable. As for operational safety, the history of nuclear power plants in the US is fraught with near misses, as documented by the Union of Concerned Scientists, and creates another financial and safety quagmire – high-level nuclear waste. Internationally, we’ve experienced two catastrophic accidents for a technology deemed to be virtually ‘failsafe’.

Læs mere »

Share

Bodil – århundredets stormflod?

6. december 2013

Refshalevej under vand, 6. december 2013 – foto: Nils Vest.

Da regnen 2. juli for godt to år siden stod ned over København med en i hvert fald for disse breddegrader hidtil uset kraft, var meteorologerne ikke sene til at kalde det en hundredeårsregn, enkelte kaldte det endda en femhundredeårsregn – forstået på den led, at det var en så udsædvanligt voldsom regnhændelse, at den kun ville optræde én gang hvert 100. eller hvert 500. år. Eller sådan havde det i hvert fald været indtil nu. For de klimaforandringer, som vi så småt er ved at mærke de første tegn på også i Danmark, vil gøre, at regnskyl med en sådan voldsomhed fremover vil forekomme langt hyppigere, måske hvert 30.-40. år, og på lidt længere sigt så tit, at det bliver noget naturligt - den nye normal.

Tilsvarende med det stormvejr, som det sidste halvandet døgn har raset over Danmark, som ikke har været nogen rekordstorm, når det gælder vindhastigheder. Men til gengæld har den nordvestlige storm – af uransagelige grunde kaldet Bodil – i skrivende stund haft en så uophørlig vedholdenhed, at den har nået at stuve store vandmasser op i de indre farvande. Uden at vi endnu kender de fulde data for Bodil, er “hun” derfor allerede kategoriseret som en hundredeårshændelse.

Fra mine unge dage, hvor jeg sejlede meget i de indre farvande, husker jeg Havnelodsens ofte næsten u-trolige angivelser af, hvor meget ekstra højvande, der kunne være under særlige vindforhold. Sine steder kendte man til vindstuvninger på 1½-2 meter for særlige vindretninger. For eksempel i havnen i Løgstør var der en stor pæl, hvor højvander gennem tiderne var markeret. Men der ser ud til, at Bodil mange steder har formået at slå disse rekorder. Ikke bare steder som Limfjorden og Vadehavet, hvor vindstuvningen traditionelt er stor, men denne gang også Roskilde Fjord, hvor vindstuvningen flere steder har nået to meter.

Selvom der er tale om en hundredeårshændelse i forståelsen stormvejr af en styrke, som vi hidtil hun har set én gang i hvert århundrede, så bliver det næsten med garanti ikke århundredets stormflod – overskriften havde mere korrekt været århundredets første stormflod. For med den stadig mere omsiggribende afbrænding af fossile brændsler har vi lagt så meget i kakkelovnen, at vi i løbet af det 21. århundrede vil se den globale opvarmning accelerere. Det vil give både hyppigere og voldsommere vejrfænomener i takt med at den globale opvarmning ‘lader’ atmosfæren med mere fugt og varme, så vi vil se stadig nye rekorder for største, hurtigste, længste, varmeste, vådeste, voldsomste storm-, regn-, snevejr osv. Dels vil verdenshavene stige, så udgangspunktet for en storm som Bodil gradvist løfter dens virkning længere ind på land.

Læs mere »

Share

James Hansen et al.: 2°C-målsætningen helt utilstrækkelig

4. december 2013

Et tværfagligt team af klimaforskere med James Hansen i spidsen fastslår i det netop publicerede studie: Assessing “Dangerous Climate Change”: Required Reduction of Carbon Emissions to Protect Young People, Future Generations and Nature, at den nuværende klimamålsætning om at holde den gennemsnitlige globale klimamålsætning under 2°C og atmosfærens koncentration af CO2 under 450 ppm er helt utilstrækkelig.

Faktisk bruger studiet ordene ‘distastrous consequences’ om 2°C-målsætningen, så den er ikke bare helt utilstrækkelig, den vil få katastrofale følger.

2°C / 450 ppm målsætningen indebærer en række langsommere klimapåvirkninger som isafsmeltninger, forsuring af verdenshavene og frisættelse af metan som nu er bundet i permafrosten, som på bare lidt længere sigt vil føre til en opvarmning på 3-4°C. Kort sagt er 2°C / 450 ppm målsætningen ikke nogen stabilisering af klimaudviklingen.

Således er der ifølge Hansen et al. ikke er nogen vej uden om at stramme klimamålsætningen til 350 ppm / 1°C, hvis vi skal genskabe den globale energibalance og undgå alvorlige klimaforandringer for vores efterkommere.

Det svarer til den vurdering, som blev fremlagt allerede i 2008 i artiklen Target Atmospheric CO2: Where Should Humanity Aim? som gav anledning til etableringen af 350-bevægelsen.

James Hansen skriver om hensigten med dette paper, at det var skrevet for at: “provide the scientific basis for legal actions against federal and state governments, in the United States and other nations, for not doing their job of protecting the rights of young people. The legal actions being filed by Our Children’s Trust ask the courts to require the government to provide a plan for how they will reduce fossil fuel emissions consistent with stabilizing climate.”

Teamet bag undersøgelsen erkender, at et reduktionsmål på 350 ppm / 1°C vil være vanskeligt, men at det ikke er deres opgave at afdække, hvad der politisk set er komfortabelt, men hvad der videnskabeligt set er nødvendigt:

“It is distressing that, despite the clarity and imminence of the danger of continued high fossil fuel emissions, governments continue to allow and even encourage pursuit of ever more fossil fuels. Recognition of this reality and perceptions of what is “politically feasible” may partially account for acceptance of targets for global warming and carbon emissions that are well into the range of “dangerous human-made interference” with climate. Although there is merit in simply chronicling what is happening, there is still opportunity for humanity to exercise free will. Thus our objective is to define what the science indicates is needed, not to assess political feasibility. Further, it is not obvious to us that there are physical or economic limitations that prohibit fossil fuel emission targets far lower than 1000 GtC, even targets closer to 500 GtC. Indeed, we suggest that rapid transition off fossil fuels would have numerous near-term and long-term social benefits, including improved human health and outstanding potential for job creation.”

Og dermed er IPCCs netop fremlagte carbon budget ganske alvorligt udfordret.

Læs mere »

Share

COP19: Donald Brown – Equity og IPCCs carbon budget

25. november 2013

Her op til COP19 har Donald Brown, professor i Sustainability Ethics and Law ved Widener University School of Law, som i de senere år har søgt at sætte fokus på klimaudfordringens etiske dimensioner, lavet et en serie på tre papers.

0) Ethical and Justice Issues In Contention At the Warsaw Climate Negotiations
1) Equity and National GHG Emissions Reductions Commitments in the Short-Term
2) Equity and National GHG Emissions Reductions Commitments in the Medium to Long-Term
3) Ethical Responsibilities for Loss and Damages (se de fulde henvisninger nedenfor).

I det tredje paper, om medium to long-term reduktionsmål stiller han et spørgsmål, som det er værd at dvæle ved: “One might ask why the budget prepared by IPCC was not based upon achieving the 2 degrees C with much higher levels of certainty, a question which is not discussed in the IPCC report, yet one might speculate that IPCC’s failure to discuss a budget that would assure 100% certainty that the 2 degree C warming limit would not be exceeded was because it would leave no remaining budget for additional ghg emissions.” Og han svarer umiddelbart efter, at: “The international community has already emitted so much CO2 that limiting warming to 2 degrees C with very high levels of certainty would mean that future emissions must be negative emissions, that is activities which remove ghg from the atmosphere while immediately ceasing ghg emissions activities.”¹

På et lidt fladere dansk ville man – hvis man skulle lave et carbon budget, som øgede sandsynligheden for, at vi lykkedes med at holde den globale temperaturstigning under 2ºC med en større sikkerhedsmargin end de 66%, som IPCC har beregnet sit carbon budget ud fra – hurtigt indse, at det allerede ville være for sent, idet vi havde allerede havde overskredet det. IPCC har også lavet et carbon budget for 33% og 50% (se blog-indlægget IPCC ordinerer stramt CO2-budget), men man kan med rimelighed spørge, hvorfor de overhovedet er medtaget, for man kan jo dårligt tale om at holde en målsætning, hvis risikoen ved en given indsats for, at det ikke lykkes, er 50% eller større.

Selv med det carbon budget, som giver 66% sandsynlighed for at holde 2ºC-målsætningen, viser det sig, hvis man prøver at dele budgettet ud på de enkelte lande, at de industrialiserede lande allerede har brugt langt over deres andel. USA nåede som det første land grænsen for sin del af budgettet allerede i 1936, England i 1945 og Tyskland i 1963, mens et sent industrialiseret land som Japan se ud til at nå sin grænse i år og ifølge Ding Zhongli fra Chinese Academy of Science peger prognoserne på, at Kina og Indien har opbrugt deres carbon budget i hhv. 2047 og efter 2050. Men hvis det kommer dertil, så har verden – fordi de industrialiserede lande har brændt så meget fossilt brændsel af så længe – for længst overskredet sit samlede carbon budget. Ding Zhongli mener, at den eneste løsning, på baggrund af en sådan udmåling af historiske emissioner, vil være, at de rige lande betaler en form for økonomisk kompensation for de lande, som aldrig fik mulighed for at bruge deres del af dette carbon budget.²

Læs mere »

Share

COP19: Optegnelser for 23. november – slutspillet

23. november 2013

Første lange del af dette indlæg er skrevet i løbet af eftermiddagen mens forhandlingerne i Warszawa stadig stod på, så som med klimaforhandlngerne er der i allerhøjeste grad tale om work in progress. Forhandlingerne findes i en række webcasts, som der er link til umiddelbart nedenfor.

Kl. 13:45 bad lederen af Venezuelas klimadelegation, Claudia Salerno, om ordet for at påpege, at forhandlingerne nu havde været i gang i 30 timer uden pause, uden søvn. At det ikke kan fortsætte i en uendelighed, vi forhandlere er ikke maskiner. Hvornår er der pause? Hvor længe vil det stå på? Vil meget gerne kunne bidrage, men denne måde at føre forhandlinger på sætter små lande med små delegationer i en umulig situation.

Da jeg slukkede for forbindelsen til Warszawa kl. 3 i nat blev mødet midlertidig suspenderet til kl. 5 for at der kunne forberedes nye kompromis-tekster. “2(b) og not 2(b)” har været det helt store stridsspørgsmål, og mange har i løbet af natten muntret sig over, at forhandlingerne på denne måde er blevet litterære. Lige nu er der tre forskellige ændringsforslag til nogle få paragraffer, men det er svært at komme frem til at diskutere disse, fordi lande bliver ved med indledende at få ordet.

Slutspillet er ikke noget kønt syn, fronterne er trukket hårdt op. Ting som syntes at være kommet videre i de seneste år, er tilbage i gamle skyttegrave. Hvis man træder et skridt tilbage, så er det fordi U-landene oplever, at I-landene har svigtet totalt. Adskillige industrilande har helt opgivet deres hjemlige klimaindsats, og finansieringsdelen går meget trægt. På den baggrund er store udviklingslande som Indien og Kina tilbage til ikke at ville bidrage med noget, ikke at ville indgå i bindende aftaler, og ikke forud for Paris at ville fremlægge planer om klimaindsats overhovedet. Så forhandlingerne bombet tilbage til før Doha, hvor det blev vedtaget, at der skulle etableres en aftale, hvor alle bidrog efter evne.

Kl. 14:16 bliver der sendt til frokost og informelle diskussioner af, om der er en løsning – ellers må forhandlingslederne (Mr. Co-Chair) konkludere, at det ikke lykkedes at nå til enighed – så direkte siger han det ikke, men “if you don’t resolve in a half an hour we take it to the next step”. De tre ændringsforslag er fra henholdsvis Indien, Singapore og Filippinerne.

De tre tekster, som afventer endelig godkendelse – og hvor stridighederne i første omgang gælder ADP-teksten, som giver køreplanen for etableringen af en global klimaaftale ved COP21 i Paris i 2015 –  ser lige nu sådanher ud:

Læs mere »

Share

COP19: Optegnelser for 22. november

22. november 2013

Som det forlød sent natten mellem torsdag og fredag er der gode nyheder på REDD+fronten. Så her er der (som forud forventet) idet mindste ét område, hvor man nåede til konkrete resultater. Der følger endda en vis finansiering med projektet, først og fremmest fra Norge og England REDD+ har til formål én gang at sikre verdens skove mod fældning og binde større mængder af CO2 i dem. I en pressemeddelelse fra UNFCCC i dag kan man læse:

Governments at the UN Climate Change Conference in Warsaw on Friday agreed a set of decisions on ways to reduce greenhouse gas emissions from deforestation and the degradation of forests.

The agreement on the so-called REDD+ initiative is backed by pledges of 280 million dollars in financing from the US, Norway and the UK.

President of the conference Marcin Korolec said: “I am proud of this concrete accomplishment. We are all aware of the central role that forests play as carbon sinks, climate stabilizers and biodiversity havens. We know the destructive impact that forest fires and deforestation have on peoples and economies. Through our negotiations, we have made a significant contribution to forest preservation and sustainable use which will benefit the people who live in and around them and humanity and the planet as a whole.”

The decisions adopted provide guidance for ensuring environmental integrity and pave the way towards the full implementation of REDD+ activities on the ground. The package also provides a foundation for transparency and integrity of REDD+ action, clarifies ways to finance relevant activities and how to improve coordination of support.” 

I hovedforhandlingssporet, hvor der gerne skulle ligge en helt klar arbejdsplan for den globale klimaaftale, som skal være klar til underskrift i Paris i slutningen af 2015, har det helt store problem i løbet af dagen været det banale, hvornår de enkelte lande skal fremlægge sine reduktionsmål for perioden 2020-30, så man kan nå at vurdere, om de nu er rimelige.

Læs mere »

Share

COP19: Optegnelser for 21. november

21. november 2013

I Warszawa er tingene ved at spidse til, størstedelen af de to uger er allerede gået, og der er alt for meget at skulle nå. De sædvanlige modsætninger er denne gang primært kommet til udbrud omkring forslaget om etableringen af en loss and damage-instans. Og når det gælder denne rundes hovedformål, at få præciseret det videre arbejde med den aftale, som skal ligge klar til COP21 i Paris om bare to år, så er der ikke megen ambition at spore, og der er rygter i omløb om, at Polen (der som vært har til opgave at søge at sammenfatte, hvad man er nået/kan nå til enighed om) i højere grad søger at varetage sine interesser som kulland end den fælles globale interesse i at få en tilstrækkelig retfærdig og bindende aftale på benene i allerallernærmeste fremtid.

Ifølge RTCC er det også lande som Kina, Indien, Brasílien og Venezuela, som søger at blokere forhandlingerne. De tre første sandsynligvis ud fra en næsten reflektorisk modvilje mod at binde sig til noget som helst, Venezuela mere ud fra principielle indvendinger overfor, at verdens fælles klimaløsning i så høj grad, som der er lagt op til, bliver en kapitalistisk legeplads med kvotekurser, kvotespekulanter kvoteauktioner osv. Igen ifølge RTCC er seneste udkast til den videre køreplan af Christiana Figueres blevet kaldt “terrible”, mens Connie Hedegaard har fordømt den som “weak”. Ifølge en talsmand fra EU så søger EU lige nu i samarbejde med lande som Columbia, Chile, Mexico og Marshalløerne at få skærpet teksten, så den har i hvert fald et mindstemål af ambition.

Hvis man ser på udkastet (link her), så er der stadig tale om “emission pathways consistent with having a likely chance of holding the increase in global average temperature below 2°C or 1½°C above pre-industrial levels”. Så målsætningen er i behold. Men problemet er i al sin enkelhed, at man ikke tager de fornødne skridt til at leve op til målsætningen. For så godt som ingen lande lever lige nu op til deres del af, at en sådan målsætning holdes åben.

EU har nu meldt ud, at man vil offentliggøre sin målsætning for 2030 allerede 22. januar 2030 og har insisteret på at de øvrige lande følger trop. Men mange siger at de tidligst kan have det klar i 2016, og det bliver lidt underligt at lave en stor bindende aftale i Paris i 2015, hvis man ikke har nogle konkrete reduktionsmål på bordet. Det synes lige nu som om at rigtig mange raden rundt dukker sig, og det tegner overhovedet ikke godt for muligheden for at få stabiliseret klimaet under 2°C for ikke at tale om 1½°C.

Efter at 132 lande i går udvandrede - hvilket flere har udlagt som værende nærmere en lidt opgivende, nu har vi siddet oppe den halve nat, og vi kommer ikke videre før i morgen-agtigt, så var der i dag en stribe NGOer, som tog konsekvensen af den manglende evne og vilje til at skabe resultater og er rejst hjem. Det drejser sig om Aksyon Klima PilipinasActionAidBolivian Platform on Climate ChangeConstruyendo Puentes (Latin America), Friends of the Earth (Europe), GreenpeaceIbon InternationalInternational Trade Union ConfederationLDC WatchOxfam InternationalPan African Climate Justice AlliancePeoples’ Movement on Climate Change (Philippines) samt WWF.

WWF skriver under overskriften Enough is enough, at:

“The Warsaw Climate Conference, which should have been an important step in the just transition to a sustainable future, is on track to deliver virtually nothing. In fact, the actions of many rich countries here in Warsaw are directly undermining the UNFCCC itself, which is an important multilateral process that must succeed if we are to fix the global climate crisis.

Læs mere »

Share

COP19: Optegnelser for 20. november

20. november 2013

Allerede inden weekenden talte de afrikanske lande om at gøre det, men i dag skete det. Samtlige G77-lande plus Kina – i alt 132 lande og dermed to tredjedele af verdens lande - udvandrede fra klimaforhandlingerne i protest over de rige landes udmeldinger. Sådan hed det sig i hvert fald i mange nyhedsmedier først på onsdagen.

Det skete efter at både EU, Australien, USA og andre af de industrialiserede lande havde meldt ud, at spørgsmålet om loss and damage – hvordan man kunne kompensere for det basale forhold, at de fleste klimakatastrofer i dag sker i lande, som dels ikke har råd til at komme på fode igen (endsige råd til at beskytte sig mod, at det sker igen næste gang), dels ikke har noget ansvar for, at klimaforandringerne er opstået – at loss and damage-problematikken først kunne komme på tale at forhandle om efter aftalen i Paris var på plads. Oveni har flere og flere af de gamle industrialiserede lande som det naturligste meldt ud, at de ikke i den nuværende situation kan reducere deres udledninger, eller kan tage sig af at de stiger. Canada, Rusland, Australien, USA er stadig småjusteringer, og nu senest Japan. Så de fattige lande føler sig dybt provokerede. Selv EU, som ynder at se sig selv som klimaduks, kræver igen og igen ambition og konsekvens fra andre, men kan ikke finde ud af at stille sig selv en klimamålsætning for 2020, som er bare det mindste ambitiøs. Det ville koste så lidt at sætte den op til 30%. Ud over at det ville være det rigtige signal, som blot skulle være sendt for længst, så ville det rent faktisk være en håndstrækning til os selv, for ikke bare vores overlevelse på lang sigt, men vores økonomiske overlevelse på den korte og den mellemlange bane afhænger i høj grad af, at vi er ledende på klima- og miljøområdet.

Men her kl. 4 morgen flød bægeret over. Efter hvad der beskrives som mange timers konstruktive forhandlinger, forlangte Australien bare, at alt det, som var kommet frem til, blev sat i parentes (hvilket indikerer at man ikke accepterer det). Om det så var en udvandring, eller blot en nu er det nok for i nat er der lidt forskellige forklaringer på.

David Jolly skriver i New York Times det nok nærmeste, man kommer sandheden derom: “A Western diplomat who was at the talks said that it was an exaggeration to characterize the break in negotiations on Wednesday morning — which took place after 4 a.m., when delegates were exhausted from a long day — as “a walkout.” While the talks did end in discord, the diplomat said, speaking on the condition of anonymity, everyone agreed to leave together with expectations that talks would resume later.”

Efter tre timer blev mødet da også genoptaget, og det siges, at luften var blevet renset.

Connie Hedegaard sagde efterfølgende, at “The EU understands that the issue is incredibly important for developing countries. But they should be careful about … creating a new institution. This is not [what] this process needs.” Men visionen, som den blev fremlagt først fra Brasílien og siden som et fælles G77-forslag, er præcist, at der fremover skal være et tredje spor, hvor det ene tager sig af mitigation – indsatsen for at bringe koncentrationen af drivhusgasser i atmosfæren ned, så akkumuleringen af varme i det globale system bringes til ophør – det andet af adaptation – den klimatilpasning, som gør at vi kan trives også på de forandrede klimavilkår, at vores byer, skov- og landbrug stadig fungerer, og vores kyster ikke rendes over ende af kombinationen af stigende verdenshave og voldsommere storme – mens et nyt tredje ben skulle tage sig af loss and damage – finansieringen af oprydningen efter de stadig flere katastrofer, som opstår som konsekvens af den globale opvarmning.

Her foreslog Brasílien så, at man skulle lave en form for metrics, som klarlagde, hvor meget hvert land havde brugt af sit carbon budget, og – ikke så direkte sagt, men alligevel hermed – afgøre hvor stor en andel af de nuværende klimaforandringer, pågældende land havde. Brasílien foreslog her, at man bad IPCC om at lave denne nøgle.

Læs mere »

Share