Indlæg om global opvarmning

Australien 100% på vedvarende energi i 2040

16. maj 2015

Herover ses vejrudsigten for 13.01.2013. Den australske vejrtjeneste måtte ved den lejlighed indføre nye farver for at kunne vise temperaturer over 50ºC. Så trods den nuværende regerings forsøg på klimafornægtelse er klimaforandringerne synlige for alle.

Australien er et solskinsland så tæt på ækvator, at landet har fornemme vilkår for solenergi med løbende højt udbytte – uden de store variationer med årstiden, som præger placeringer nærmere polerne. Ved en konference i Melbourne fremlagde en af Australiens førende vedvarende energieksperter Andrew Blakers torsdag (14.05.) beregninger, som viste, at Australien under de store anstrengelser ville kunne blive 100% forsynet med vedvarende energi blot ved fremover at tilføje 1,9 GW solcellekapacitet og 1,9 GW vindmøllekapacitet om året.

Begge energikilder har ifølge Blakers nået et tipping point, hvor de er konkurrencedygtige uden støtte. Og i hans perspektiv ville specielt solenergien med den nuværende udvikling fortsætte med at blive både billigere og omkring 20-26% mere effektiv inden for de næste 10 år. Solcellerne på det australske marked ville “kill the gas market ‘rather sooner’ than it would kill the fossil-fuelled electricity market, he said, as hot water storage, heat pumps and batteries became significantly cheaper,” forudser Bakers: “The revolution will go far faster than most people think.”

Det australske marked har i dag en differentieret el-pris som betyder, at lagermuligheder som Teslas nye Powerpack-batterier (se blog-indlægget Teslas Powerpack – the missing link?) er særligt rentable, fordi man kan bruge netstrøm, når den er billig, og sende ud, når den er dyr. Men Bakers forventer, at “most commercial-scale energy storage will be “off-river” pumped hydro – using off-the-shelf technology that would add only 1-2c/kWh to cost of PV.”

Problemet i Australien er således ikke, at det ikke kan lade sig gøre, eller at det er dyrt, men at den nuværende regering under ledelse af klimafornægteren Tony Abbott i de seneste år har sat bremserne alvorligt i for denne udvikling. Australien har store kulforekomster og er i dag verdens største kuleksportør. Så situationen er ligesom i Danmark, i Alberta og tusinde andre steder i verden den, at det er meget vanskeligt at beslutte sig for at lade disse fossile forekomster forblive i jorden.

Læs mere »

Share

Paris 2015 – Japans INDC

24. april 2015

Forud for COP21 i Paris i december i år var det planen, at alle lande skulle indgive deres klimamålsætninger for årene 2020-30, de såkaldte INDC eller Intended Nationally Determined Contributions. Men ved deadline for indlevering af klimamålsætninger til december var der bedrøveligt få lande, som havde indleveret, og af de 35-40 lande som har, er de fleste stadig EU-lande. I skrivende stund omfatter de indgivne INDC 29% af verdens samlede CO2-udledninger, ud over EU drejer det sig om Schweiz, Norge, Mexico, USA Rusland Gabon og Liechtenstein. Det betyder ikke, at der ikke kommer flere – for mange udviklingslande er det første gang, og i lande med lille eller manglende tradition for langtidsplanlægning kan det opbyde næsten uoverkommelige udfordringer at gennemføre en sådan planlægning af en klimaindsats, som ligger 5-10-15 år ud i fremtiden. Men for en række industrialiserede lande er der mere tale om strategisk pokerspil, ofte koblet med den situation, at der politisk set er alt andet end enighed om klimaindsatsen i det pågældende land.

Japan, som ellers med Kyoto-aftalen var vært for etableringen af den første klimaaftale, som kun omfattede de industrialiserede lande, har været et af de lande, som har dukket sig alvorligt. Officielt har undskyldningen været, at det i den nuværende situation, hvor stadig mere end fire år efter Fukushima-katastrofens begyndelse landets betydelige flåde af atomreaktorer står stille, er umuligt at lave en klimaplan. Det har da også været vanskeligt for det japanske samfund at hæve blikket over den nuværende situation og skue fremad.

Men nu foreligger de japanske INDC – eller rettere der foreligger et officielt udspil. Men det viser, at en klimamålsætning i Japansk tankegang mere bliver forstået som hvad udviklingen nok mere eller mindre vil blive af sig selv, end som et mål man ud fra en samlet forståelse definerer for derefter at udvikle og gennemføre de nødvendige tiltag. Og det dækker over, at Japan selv før Fukushima-katastrofens udbrud ikke havde nogen klar, sammenhængende, instrumental energiplan – endsige klimaplan.

De japanske INDC er endnu ikke officielt indgivet og forventes først at blive endelig fastlagt forud for G7-mødet i juni. Men det fremlagte indebærer for nuværende en reduktion i 2030 på 25%, hvor der tidligere har cirkuleret rygter om, at man ville ende med blot 20%. Yderligere er der ikke tale om 1990 som udgangspunkt, men 2005, så netto er der tale om endnu mindre reduktioner. Set i forhold til, hvad man med rimelighed kunne forvente af et af verdens rigeste lande, er det pinagtigt uambitiøst, og set i forhold til, at det står stadig mere klart, at vi må lave fuld udfasning af fossile brændstoffer inden 2050, er det fuldstændig utilstrækkeligt. Stadig her 17½ år efter vedtagelsen af Kyoto-aftalen i 1997 har Japan endnu ikke fået en egentlig klimalovgivning på plads. Og den nuværende regering er om ikke erklæret klimaskeptisk så tilsyneladende ret så ligeglad. Før Fukushima var Japan på linje med mange af verdens øvrige I-lande er nået til den erkendelse, at det var slut med at bygge nye kulkraftværker. Selvom det ikke var noget forbud, så satte miljøkrav i praksis stopper for nye kulkraftværker. Men i skyggen af Fukushima-katastrofen har Japan (eller rettere Japans energiforsyningsselskaber) påbegyndt opførelsen af en hel stribe af kulkraftværker. I alt 43 projekter er underforberedelse, så Japans kulfyrede kapacitet frem mod 2025 vil stige til 7,26 GW, rundt regnet svarende til 7 mellemstore reaktorer

Læs mere »

Share

Abundance within planetary boundaries

16. marts 2015


.
I denne video fra en forelæsning i Wien 12. marts i år giver Johan Rockström en præsentation af opdateret udgave af det fortsatte arbejde ved Stockholm Recilience Centre med at definere vores Planetary Boundaries. Rockström er en eminent præsentator, og vi står her med noget, som der i den grad er mangel på, et samlet perspektiv for de rammer, vores samlede menneskelige akrivitet må holde sig inden for, hvis ikke vi skal forøde vores fælles livsgrundlag. Og ikke kun for klimaet eller for bidiversiteten eller for andre hver isædr vigtige parametre, men for det samlede hele som udgør vores livsgrundlag.

Stadig i dag forfølger stort set alle parter og partier i stort alle lande en udvikling, hvor vi kan vokse og konkurrere os ud af den nuværende krise uden blik for, at vi allerede er langt inde i et overforbrug af begrænsede ressourcer, som ikke kan fortsætte, og slet ikke udvides. Selv når det dæmrer, at vi er nødt til at lade størstedelen af de kendte forssile reserver forblive i jorden, uafbrændte, så leder det ikke til besindelse, men til et fornyet kapløb om, hvem som kan nå at pumpe mest op og kapitalisere reserverne, inden det bliver reguleret.

Der er således brug for, at indsigten om planetary boundaries i allerallernærmeste fremtid bliver fælles forståelse. og man kunne ønske sig at en forelæsning som denne var obligatorisk stof for alle politikere, virksomhedsledere og embedsmænd verden over indtil det stod så klart for os, at formåede at handle efter det og kurvene igen begyndte at vende rigtigt.

Rockströms slides kan ses her (pdf).

Se tidligere blog-indlæg: Velfærd uden vækst? og Grænser for vækst 2.0.

 

Share

I dag 50 år siden første klima-advarsel i USAs kongres

8. februar 2015

I dag er det 50 år siden, at præsident Johnson som den første i en tale til den amerikanske kongres påpegede farerne ved de stigende CO2-udledninger. “Air pollution is no longer confined to isolated places,” sagde han blot få uger after at han i 1965 var tiltrådt som præsident: “This generation has altered the composition of the atmosphere on a global scale through radioactive materials and a steady increase in carbon dioxide from the burning of fossil fuels.”

Alligevel er det først her de allerseneste par år, at den amerikanske klimaindsats har taget form, og der er endnu her et halvt århundrede senere stærke kræfter, som modarbejder udviklingen. Ikke på grund af uvidenhed, men på grund af manglende vilje til at tage konsekvensen af den basale indsigt, at man ved at fortsætte med at udvinde og brænde fossile brændsler ødelægger fremtidens levevilkår.

Dengang havde CO2-koncentrationen endnu ikke nået 320 ppm, og målsætningen for langtidssikringen af klimaet, at få CO2-koncentrationen tilbage under 350 ppm, slet ikke havde været så næsten uoverkommeligt. Vi kunne i den grad have brugt disse 50 år bedre, indrettet os med mindre og smartere transport, hjulpet store udviklingslande som Kina og Indien på vej til at blive de første velstående grønne samfund i stedet for de sidste fossile samfund osv.

Fremtiden vil dømme denne klimafornægtelse hårdt, fordi man ikke bare fortsatte trods fuldt vidende om at det var forkert, men brugte alle mulige tricks for at forsinke og forplumre, at verden blev klogere og spenderede milliardbeløb på at nedgøre indsigtens budbringere.

Der bliver i disse tider talt meget om ISIS og fundamentalistisk terror, men denne systematiske sabotage af en fornufts- og vidensbaseret udvikling blot for at kunne sælge fossile brændstoffer nogle få år endnu er i mine øjne nutidens helt store terror.

Læs mere »

Share

Pausebilleder XVIII – Slow Life

25. marts 2014


.
Denne time lapse-video fra korallernes verden giver et fascinerende indblik i deres liv – i deres levende natur. For samtidig med, at koralrevene er fundament for i titusindvis af atoller, så er de set som i denne video: Slow Life levende, sårbare, tentakel-taktile, levende væsener med en forunderlig rigdom af former og farver i deres fremtræden.

Korallernes stadige bevægelser er i høj grad til for at sikre, at de ikke overdækkes med snavl og sedimenter, men hele tiden er fuldt eksponeret for sollyset og det strømmende vand.

Koralrevene bliver ofte kaldt verdenshavenes regnskove – omkring disse rev har der gennem tiderne udviklet sig en kolossal artsrigdom. Men alt dette er vi ved at sætte over styr. Ikke bare truer havstigningerne med at skylle atolrigerne på revenes top i havet, så der igen vil gå nogle tusinde år, før revene når op over overfladen og giver basis for nye bosættelser. Samtidig gør opvarmningen af verdenshavene, at korallerne mange steder mistrives og står falmede og afblegede.

De store mængder af CO2, som vi siden industrialiseringens begyndelse har lukket ud i atmosfæren, ender for en stor del i verdenshavene – en afbalancerende feedback-mekanisme, som sådan isoleret set fra landjorden er heldig, fordi vi ellers allerede ville have haft en betydeligt voldsommere global opvarmning. Men CO2 er syredannende i havvandet, og oceanernes forsuring er gradvis øgende dertil, at det angriber ikke bare korallerne, men alle mulige havdyr, som har svært ved at følge med syreætsningen i den langsomme gradvise dannelse af deres kalkbaserede beskyttende skaller og strukturer. Denne forsuring er langsomt ved at omdanne verdenshavene til et syrebad, og hvis ikke udviklingen vendes meget hurtigt, så tegner alt til, at verdenshavens fødekæder står overfor kollaps.

Tilbage til Slow Life, så ligger der ifølge filmens skaber Daniel Stoupin 150.000 billeder bag de blot 3½ minutters video. Normalt ville dybdeskarpheden for sådanne makrobilleder være meget lille. Men hvert enkeltbillede i videoen (hver frame) er sammensat af 3-12 enkeltbilleder med forskellig fokusdybde, som efterfølgende er kørt sammen til et enkelt billede med fuld dybdeskarphed. Så der ligger endeløse timer i skabelsen – ligesom der ligger årtusinder i udviklingen af koralrevenes forunderlige verden.

Og hvis denne video giver appetit på mere, så har Stoupin tidligere lavet en anden betagende video: The hidden life in pond water, hvor man kommer tæt på vandlopper, dafnier, myggelarver, vandpolypper og andre næsten mikroskopiske skabninger. Begge er tilgængelige i HD-kvalitet, så de står skarpt selv ved visning i fuldskærm.

Daniel Stoupin: Slow Life, Dreamworlds Photography 23.03.2014.

Daniel Stoupin: Fluorescent colors of the reef – why corals need colors, Dreamworlds Photography 16.06.2012.

Daniel Stoupin: My new video: The hidden life in pond water, Dreamworlds Photography 23.01.2013.

 

Share

Første del af IPCCs AR5 klimarapport nu på dansk

10. februar 2014

Illustrationseksempel fra DMIs netop udgivne danske oversættelse af det executive summary for første del af IPCCs nye AR5 klimastatusrapport. Kun rapportens mest radikale reduktions-scenario RCP2.6 giver håb om havis på Nordpolen i 2. halvdels af det 21. århundrede.

Den korte udgave af første del af IPCCs nye statusrapport over klodens klimatilstand findes nu oversat til dansk – jeg linkede til det på Facebook og fik skrevet denne kommentar med på vejen, som fortjente også at blive fastholdt her på bloggen. Det er koncentreret stof, for det sammenfatter flere tusind siders rapport, som igen sammenfatter mange tusinde klimaforskeres arbejde siden sidste statusrapport for syv år siden.

Det burde være obligatorisk læsning for alle, som på den ene eller anden måde træffer dispositioner for vores fælles fremtid – og jeg kan på det stærkeste opfordre alle til at forholde sig til den. I forhold til den første rå udgave i efteråret er den mere poleret i sproget, og ikke mindst væsentligt bedre illustreret.

Den del, som omhandler CO2-budgettet (pp. 25-26) er næsten blevet for teknisk anonym, og selve ordet CO2-budget, som ellers var en nyskabelse i denne femte udgave af IPCCs rapport, forekommer slet ikke. Her var ellers ansatser til, at videnskaben sagde til menneskeheden: Her er en grænse I ikke bare må forstå, men overholde: Hvis verden skal holde den 2°C-målsætning, som blev vedtaget i København på COP15 i 2009 (hvis der skal være hhv. 33% 50% og 66% chance for, at det lykkes), så kan vi samlet set kun tillade os at lukke yderligere så og så meget yderligere CO2 ud i al fremtid.

Læs mere »

Share

Gensvar til James Hansen fra 311 miljøorganisationer om A-kraft

10. januar 2014

Siden James Hansen sammen med Ken Caldeira, Kerry Emanuel og Tom Wigley i et åbent brev To those influencing environmental policy but opposed to nuclear power,¹ for to måneder siden markerede, at verden – og ikke mindst dens mange miljøforkæmpere – burde tage A-kraften til sig som en nødvendig del af den stadig mere hastende klimaindsats, har jeg samlet materiale til en slags modsvar. For selvom jeg har en kolossal respekt for Hansens klimaperspektiv, måtte jeg sande, at her var en grænse for, hvor jeg kunne følge ham.

Ikke mindst Fukushima-katastrofen, som stadig tre år efter er langt fra er under kontrol, og som bliver ved med som ringe i vandet at brede sig ud i alle afkroge af det japanske samfund og videre ud i verdenssamfundet, har gjort det klart for mig, at A-kraften er noget af det, som ikke fører noget godt med sig, og som mennesket havde været bedre stillet uden.

Men nu er en gruppe på 311 miljøorganisationer kommet mig i forkøbet. De afleverede tidligere på ugen et fælles gensvar² til James Hansen og hans tre medforfattere, hvor de tager til gensvar – sobert, men nogenlunde til benet. Så uden at have opgivet min egen dialog med James Hansens A-kraft-perspektiv, som synes ude af trit med dén vedvarende energi-virkelighed, som hastigt er ved at forme sig, så er her i første omgang den fælles henvendelse fra de 311 miljøorganisationer, hvoraf de fleste er amerikanske.

January 6, 2014

Gentlemen,

Although we greatly respect your work on climate and lending it a much higher profile in public dialogue than would otherwise be the case, we read your letter of November 3, 2013 urging the environmental community to support nuclear power as a solution to climate change with concern. We respectfully disagree with your analysis that nuclear power can safely and affordably mitigate climate change.

Nuclear power is not a financially viable option. Since its inception it has required taxpayer subsidies and publically financed indemnity against accidents. New construction requires billions in public subsidies to attract private capital and, once under construction, severe cost overruns are all but inevitable. As for operational safety, the history of nuclear power plants in the US is fraught with near misses, as documented by the Union of Concerned Scientists, and creates another financial and safety quagmire – high-level nuclear waste. Internationally, we’ve experienced two catastrophic accidents for a technology deemed to be virtually ‘failsafe’.

Læs mere »

Share

Bodil – århundredets stormflod?

6. december 2013

Refshalevej under vand, 6. december 2013 – foto: Nils Vest.

Da regnen 2. juli for godt to år siden stod ned over København med en i hvert fald for disse breddegrader hidtil uset kraft, var meteorologerne ikke sene til at kalde det en hundredeårsregn, enkelte kaldte det endda en femhundredeårsregn – forstået på den led, at det var en så udsædvanligt voldsom regnhændelse, at den kun ville optræde én gang hvert 100. eller hvert 500. år. Eller sådan havde det i hvert fald været indtil nu. For de klimaforandringer, som vi så småt er ved at mærke de første tegn på også i Danmark, vil gøre, at regnskyl med en sådan voldsomhed fremover vil forekomme langt hyppigere, måske hvert 30.-40. år, og på lidt længere sigt så tit, at det bliver noget naturligt – den nye normal.

Tilsvarende med det stormvejr, som det sidste halvandet døgn har raset over Danmark, som ikke har været nogen rekordstorm, når det gælder vindhastigheder. Men til gengæld har den nordvestlige storm – af uransagelige grunde kaldet Bodil – i skrivende stund haft en så uophørlig vedholdenhed, at den har nået at stuve store vandmasser op i de indre farvande. Uden at vi endnu kender de fulde data for Bodil, er “hun” derfor allerede kategoriseret som en hundredeårshændelse.

Fra mine unge dage, hvor jeg sejlede meget i de indre farvande, husker jeg Havnelodsens ofte næsten u-trolige angivelser af, hvor meget ekstra højvande, der kunne være under særlige vindforhold. Sine steder kendte man til vindstuvninger på 1½-2 meter for særlige vindretninger. For eksempel i havnen i Løgstør var der en stor pæl, hvor højvander gennem tiderne var markeret. Men der ser ud til, at Bodil mange steder har formået at slå disse rekorder. Ikke bare steder som Limfjorden og Vadehavet, hvor vindstuvningen traditionelt er stor, men denne gang også Roskilde Fjord, hvor vindstuvningen flere steder har nået to meter.

Selvom der er tale om en hundredeårshændelse i forståelsen stormvejr af en styrke, som vi hidtil hun har set én gang i hvert århundrede, så bliver det næsten med garanti ikke århundredets stormflod – overskriften havde mere korrekt været århundredets første stormflod. For med den stadig mere omsiggribende afbrænding af fossile brændsler har vi lagt så meget i kakkelovnen, at vi i løbet af det 21. århundrede vil se den globale opvarmning accelerere. Det vil give både hyppigere og voldsommere vejrfænomener i takt med at den globale opvarmning ‘lader’ atmosfæren med mere fugt og varme, så vi vil se stadig nye rekorder for største, hurtigste, længste, varmeste, vådeste, voldsomste storm-, regn-, snevejr osv. Dels vil verdenshavene stige, så udgangspunktet for en storm som Bodil gradvist løfter dens virkning længere ind på land.

Læs mere »

Share

James Hansen et al.: 2°C-målsætningen helt utilstrækkelig

4. december 2013

Et tværfagligt team af klimaforskere med James Hansen i spidsen fastslår i det netop publicerede studie: Assessing “Dangerous Climate Change”: Required Reduction of Carbon Emissions to Protect Young People, Future Generations and Nature, at den nuværende klimamålsætning om at holde den gennemsnitlige globale klimamålsætning under 2°C og atmosfærens koncentration af CO2 under 450 ppm er helt utilstrækkelig.

Faktisk bruger studiet ordene ‘distastrous consequences’ om 2°C-målsætningen, så den er ikke bare helt utilstrækkelig, den vil få katastrofale følger.

2°C / 450 ppm målsætningen indebærer en række langsommere klimapåvirkninger som isafsmeltninger, forsuring af verdenshavene og frisættelse af metan som nu er bundet i permafrosten, som på bare lidt længere sigt vil føre til en opvarmning på 3-4°C. Kort sagt er 2°C / 450 ppm målsætningen ikke nogen stabilisering af klimaudviklingen.

Således er der ifølge Hansen et al. ikke er nogen vej uden om at stramme klimamålsætningen til 350 ppm / 1°C, hvis vi skal genskabe den globale energibalance og undgå alvorlige klimaforandringer for vores efterkommere.

Det svarer til den vurdering, som blev fremlagt allerede i 2008 i artiklen Target Atmospheric CO2: Where Should Humanity Aim? som gav anledning til etableringen af 350-bevægelsen.

James Hansen skriver om hensigten med dette paper, at det var skrevet for at: “provide the scientific basis for legal actions against federal and state governments, in the United States and other nations, for not doing their job of protecting the rights of young people. The legal actions being filed by Our Children’s Trust ask the courts to require the government to provide a plan for how they will reduce fossil fuel emissions consistent with stabilizing climate.”

Teamet bag undersøgelsen erkender, at et reduktionsmål på 350 ppm / 1°C vil være vanskeligt, men at det ikke er deres opgave at afdække, hvad der politisk set er komfortabelt, men hvad der videnskabeligt set er nødvendigt:

“It is distressing that, despite the clarity and imminence of the danger of continued high fossil fuel emissions, governments continue to allow and even encourage pursuit of ever more fossil fuels. Recognition of this reality and perceptions of what is “politically feasible” may partially account for acceptance of targets for global warming and carbon emissions that are well into the range of “dangerous human-made interference” with climate. Although there is merit in simply chronicling what is happening, there is still opportunity for humanity to exercise free will. Thus our objective is to define what the science indicates is needed, not to assess political feasibility. Further, it is not obvious to us that there are physical or economic limitations that prohibit fossil fuel emission targets far lower than 1000 GtC, even targets closer to 500 GtC. Indeed, we suggest that rapid transition off fossil fuels would have numerous near-term and long-term social benefits, including improved human health and outstanding potential for job creation.”

Og dermed er IPCCs netop fremlagte carbon budget ganske alvorligt udfordret.

Læs mere »

Share

COP19: Donald Brown – Equity og IPCCs carbon budget

25. november 2013

Her op til COP19 har Donald Brown, professor i Sustainability Ethics and Law ved Widener University School of Law, som i de senere år har søgt at sætte fokus på klimaudfordringens etiske dimensioner, lavet et en serie på tre papers.

0) Ethical and Justice Issues In Contention At the Warsaw Climate Negotiations
1) Equity and National GHG Emissions Reductions Commitments in the Short-Term
2) Equity and National GHG Emissions Reductions Commitments in the Medium to Long-Term
3) Ethical Responsibilities for Loss and Damages (se de fulde henvisninger nedenfor).

I det tredje paper, om medium to long-term reduktionsmål stiller han et spørgsmål, som det er værd at dvæle ved: “One might ask why the budget prepared by IPCC was not based upon achieving the 2 degrees C with much higher levels of certainty, a question which is not discussed in the IPCC report, yet one might speculate that IPCC’s failure to discuss a budget that would assure 100% certainty that the 2 degree C warming limit would not be exceeded was because it would leave no remaining budget for additional ghg emissions.” Og han svarer umiddelbart efter, at: “The international community has already emitted so much CO2 that limiting warming to 2 degrees C with very high levels of certainty would mean that future emissions must be negative emissions, that is activities which remove ghg from the atmosphere while immediately ceasing ghg emissions activities.”¹

På et lidt fladere dansk ville man – hvis man skulle lave et carbon budget, som øgede sandsynligheden for, at vi lykkedes med at holde den globale temperaturstigning under 2ºC med en større sikkerhedsmargin end de 66%, som IPCC har beregnet sit carbon budget ud fra – hurtigt indse, at det allerede ville være for sent, idet vi havde allerede havde overskredet det. IPCC har også lavet et carbon budget for 33% og 50% (se blog-indlægget IPCC ordinerer stramt CO2-budget), men man kan med rimelighed spørge, hvorfor de overhovedet er medtaget, for man kan jo dårligt tale om at holde en målsætning, hvis risikoen ved en given indsats for, at det ikke lykkes, er 50% eller større.

Selv med det carbon budget, som giver 66% sandsynlighed for at holde 2ºC-målsætningen, viser det sig, hvis man prøver at dele budgettet ud på de enkelte lande, at de industrialiserede lande allerede har brugt langt over deres andel. USA nåede som det første land grænsen for sin del af budgettet allerede i 1936, England i 1945 og Tyskland i 1963, mens et sent industrialiseret land som Japan se ud til at nå sin grænse i år og ifølge Ding Zhongli fra Chinese Academy of Science peger prognoserne på, at Kina og Indien har opbrugt deres carbon budget i hhv. 2047 og efter 2050. Men hvis det kommer dertil, så har verden – fordi de industrialiserede lande har brændt så meget fossilt brændsel af så længe – for længst overskredet sit samlede carbon budget. Ding Zhongli mener, at den eneste løsning, på baggrund af en sådan udmåling af historiske emissioner, vil være, at de rige lande betaler en form for økonomisk kompensation for de lande, som aldrig fik mulighed for at bruge deres del af dette carbon budget.²

Læs mere »

Share