Indlæg om biodiversitet

Japansk hvalfangst i antarktiske farvande bremset

1. april 2014

Da ICRW, International Convention for the Regulation of Whaling, i 1986 vedtog et stop for kommerciel hvalfangst, startede Japan året efter et ‘videnskabeligt’ program, hvor man – hvilket kan synes absurd – i stor udstrækning var nødt til at dræbe dyrene for at gennemføre forskningen. Men under dække af videnskabelighed har japanerne siden fangststoppet i 1986 fanget mere end 10.000 hvaler til kommercielt brug.

Dette har kaldt på massive protester, og der har løbende været udkæmpet drabelige kampe i farvandene syd for Australien, når Japan sendte sin årlige hvalfangerflåde ud, og aktivister gjorde, hvad de kunne for at forhindre hvalfangsten. Træfningerne har været stadigt eskalerede, med vandkanoner og forsøg på at hindre fremdriften ved at få drivnet i skibsskruer, mens NGO-aktivisterne blev forsøgt retsforfulgt og internettet glødede – så Japan har hentet rigtig meget dårlig PR på dette projekt. Skærmydslerne i de iskolde farvande kulminerede for et par år siden, hvor Paul Watsons aktivistskib Sea Shepheard sank efter at være blevet vædret af en af hvalfangerbådene.

Efter mange års pres fra en bred vifte af NGOer lagde Australien i 2010 sag an mod Japan ved den internationale domstol i den Haag. Og endelig i går faldt afgørelsen. Domsafsigelsen forholder sig ikke til det videnskabelige program som sådan, blot til, at der ikke er noget forhold mellem det videnskabelige output og det massive omfang af hvalfangsten – efter 25 års ‘forsøg’ foreligger der kun en enkelt peer reviewed artikel, som baserer sig på noget, som nødvendiggjorde at dræbe hvaler – hvorfor det hvalfangsten til det japanske JAPRA II-forskningsprogram må betragtes som kommerciel fangst. På den baggrund dømmes Japan til øjeblikkeligt at standse hvalfangsterne.

Japan har til sit ‘forskningsprogram’ tildelt sig selv stadig stigende årlige kvoter. I de første år var der tale om 300-440 hvaler, i 2005 var det 945 hvaler og i 2007 1.035 – at sammen for at styrke hvalbestanden! Det har dog knebet ikke bare med at få denne kvote fisket – hvilket Sea Shepheards eskalerende chikaner har en betydelig ære for, i 2012 lykkedes det kun at fange 103 hvaler, og fangsten i 2012-13, hvor målet var 900 hvaler, blev endnu lavere.

Samtidig er hvalkødet ved at forsvinde ud af menuen i de japanske hjem – i dag er det de færreste som nogensinde spiser det, og med det internationale samfunds dom for, at hvalkødet er ulovligt fanget, vil appetitten kun falde yderligere. På et tidspunkt var hvalkødet billigt i forhold til andet kød i de japanske kølediske, men i dag er det lige så dyrt som andet kød (hvilket i Japan vil sige meget dyrt). Så i 2012 måtte man indse, at 75% af det foregående års fangst ikke var omsat, men stadig lå i frysehusene, og dermed, at de årlige udgifter til hvalfangstprojektet på omkring 60 mio. $ på ingen måde bliver tjent hjem. Hvor Institute of Cetacean Research, den institution, som står for hvalprogrammet, i 2004 solgte for 7 mia. yen hvalkød, var salget i 2013 nede på 2 mia. yen.

Læs mere »

Share

Pausebilleder XVIII – Slow Life

25. marts 2014


.
Denne time lapse-video fra korallernes verden giver et fascinerende indblik i deres liv – i deres levende natur. For samtidig med, at koralrevene er fundament for i titusindvis af atoller, så er de set som i denne video: Slow Life levende, sårbare, tentakel-taktile, levende væsener med en forunderlig rigdom af former og farver i deres fremtræden.

Korallernes stadige bevægelser er i høj grad til for at sikre, at de ikke overdækkes med snavl og sedimenter, men hele tiden er fuldt eksponeret for sollyset og det strømmende vand.

Koralrevene bliver ofte kaldt verdenshavenes regnskove – omkring disse rev har der gennem tiderne udviklet sig en kolossal artsrigdom. Men alt dette er vi ved at sætte over styr. Ikke bare truer havstigningerne med at skylle atolrigerne på revenes top i havet, så der igen vil gå nogle tusinde år, før revene når op over overfladen og giver basis for nye bosættelser. Samtidig gør opvarmningen af verdenshavene, at korallerne mange steder mistrives og står falmede og afblegede.

De store mængder af CO2, som vi siden industrialiseringens begyndelse har lukket ud i atmosfæren, ender for en stor del i verdenshavene – en afbalancerende feedback-mekanisme, som sådan isoleret set fra landjorden er heldig, fordi vi ellers allerede ville have haft en betydeligt voldsommere global opvarmning. Men CO2 er syredannende i havvandet, og oceanernes forsuring er gradvis øgende dertil, at det angriber ikke bare korallerne, men alle mulige havdyr, som har svært ved at følge med syreætsningen i den langsomme gradvise dannelse af deres kalkbaserede beskyttende skaller og strukturer. Denne forsuring er langsomt ved at omdanne verdenshavene til et syrebad, og hvis ikke udviklingen vendes meget hurtigt, så tegner alt til, at verdenshavens fødekæder står overfor kollaps.

Tilbage til Slow Life, så ligger der ifølge filmens skaber Daniel Stoupin 150.000 billeder bag de blot 3½ minutters video. Normalt ville dybdeskarpheden for sådanne makrobilleder være meget lille. Men hvert enkeltbillede i videoen (hver frame) er sammensat af 3-12 enkeltbilleder med forskellig fokusdybde, som efterfølgende er kørt sammen til et enkelt billede med fuld dybdeskarphed. Så der ligger endeløse timer i skabelsen – ligesom der ligger årtusinder i udviklingen af koralrevenes forunderlige verden.

Og hvis denne video giver appetit på mere, så har Stoupin tidligere lavet en anden betagende video: The hidden life in pond water, hvor man kommer tæt på vandlopper, dafnier, myggelarver, vandpolypper og andre næsten mikroskopiske skabninger. Begge er tilgængelige i HD-kvalitet, så de står skarpt selv ved visning i fuldskærm.

Daniel Stoupin: Slow Life, Dreamworlds Photography 23.03.2014.

Daniel Stoupin: Fluorescent colors of the reef – why corals need colors, Dreamworlds Photography 16.06.2012.

Daniel Stoupin: My new video: The hidden life in pond water, Dreamworlds Photography 23.01.2013.

 

Share

Anden del af IPCCs store klimastatus lækket

8. november 2013

Figur SPM 1 samt øverst temperaturudviklingen for business as usual-scenariet (RCP8.5) for år 2100 fra den netop lækkede, foreløbige udgave af anden del af IPCCs klimastatus.

Forud for udgivelsen af første del af AR5, IPCCs store klimastatus over det globale klima, blev der lækket adskillige versioner af foreløbige udgaver af rapporten. Nu er også anden del af AR5 via No Frakking Consensus blevet lækket – eller i hvert fald er selve det Summary for Policymakers, som nok er det, som de fleste får læst, da de fire hovedrapporter hver i sær kan være flere tusinde sider lange, blevet lagt ud.¹ Allerede tidligt på sommeren blev en tidligere udgave lækket.

Om det så er godt – IPCC beder så mindeligt om ikke at videregive rapporten, før man er færdig med den interne konsensusproces – er et åbent spørgsmål. Hvis man som New York Times synes at det ikke skulle være sket, så lad være med at downloade filen. Men nu har en af IPCCs faste kritikere, klimaskeptikeren Donna Laframboise, lagt den frem på No Frakking Consensus, for at verden skal have mulighed for at få indblik i, hvordan og hvor meget rapporten – eller rettere dens konkluderende Summary for Policymakers – ændrer sig i den sidste del af konsensusprocessen, hvor politikerne også kommer ind over:

“I think the public has a right to examine it. It’s important to be able to compare what IPCC personnel have written in this draft to what the final, non-draft version will say when it’s released to much fanfare next March,” hvilket Laframboise for så vidt kan have ret i.

Men hvis man skal dømme efter processen omkring første del af AR5 her for nylig, så sker der ikke de store ændringer. Men omvendt var der i de sidste dage i Stockholm et massivt pres fra en række lande for at få udvandet eller helt fjernet den del, som omhandlede opstillingen af et carbon budget – hvilket endte med ikke at blive tilfældet. Det blev diskuteret hele natten, og det krævede en virkelig stædig hovedforfatter på rapporten at fastholde vigtigheden af, at det var inkluderet. Ellers var der primært tale om at få ting uddybet og præciseret – denne gang særlig om den “forsinkelse” af opvarmningen, som ligger i, at en tilsyneladende større del af det globale varmeoverskud i de seneste år er akkumuleret i verdenshavenes dybere lag (se blog-indlægget  Stocker og Rosling introducerer IPCCs klimarapport i Stockholm).

Anden del af IPCCs AR5 fra Arbejdsgruppe II ser på følgerne af klimaforandringer, på bestræbelserne på at imødegå virkningerne, og på sårbarheden i de menneskelige og biologiske systemer. Flere fejlslagne afgrøder, mere hungersnød, flere hedebølger og hedeslag, flere oversvømmelser og sygdomme, accelererende stress af økosystemerne osv. Rapporten kortlægger de risici, de omkostninger og den mere eller mindre ubodelige skade på biodiversiteten og vores livsbetingelser, som vi påfører fremtiden ved vores fortsatte afbrænding af fossile brændstoffer. Og den gør det måske mere klart end nogensinde, at der er så meget at tabe ved at nøle med klimaindsatsen, og så meget at vinde - så mange klimakonsekvenser at undgå og afbøde - ved at tage klimaudfordringen alvorligt og sætte målrettet ind nu.

Følgende er uddrag fra climatenexus.org, som giver disse hovedpunkter fra Arbejdsgruppe IIs rapport:

Climate change is now everywhere. Impacts have been found on every continent. Both the human and natural worlds are feeling the effects, which are consequential and growing. Emphasis on currently occurring impacts has increased since the AR4, which only said that impacts are “emerging”.

People everywhere are vulnerable to extreme climate events. The devastating impacts of recent extreme events and extreme weather disasters show that our level of adaptation remains low. The strength and immediacy of this statement has increased since the AR4, which emphasized impacts in the far future more than current impacts.

Læs mere »

Share

Daglige klima- og bæredygtighedsnyheder via Agenda 350

19. september 2013

I en tid, hvor der er længere end ønskeligt mellem blog-indlæggene her på Strøtanker, vil jeg gerne henvise til en paper.li-side, Agenda 350, som jeg har sat op til at samle klima- og bæredygtighedsartikler fra en række af mine yndlingskilder fra hele verden. Agenda 350 er klar med en ny høst hver dag til frokost.

Der kan stadig indimellem dukke en skævert op, men i de tre måneder, siden har kørt, har jeg har efterhånden fået justeret på søgekriterierne, så siden kommer rigtig godt omkring. Og jeg har selv den glæde ad den vej at møde dagligt artikler, som jeg ellers ikke lige ville være faldet over.

Fra starten af inkluderede jeg også søgetermer omkring udviklingen ved Fukushima Daiichi-værket. Men måske fordi situationen her hen over sommeren er blusset så voldsomt op i den internationale presse, har temaet vist sig så dominerende, at jeg tog konsekvensen og oprettede en særlig side herom, Fukushima Blues.

En vigtig del af disse paper-li-siders fødesystem er Twitter-søgestrenge, og når emnet er A-kraft, stråling og helbred, så fornemmer man, hvordan stemninger og holdninger bølger, og meninger for og imod er særdeles stærke.

Der er lukket ned for det mest støjende på Fukushima Blues, men ikke helt – det er faktisk fascinerende at se, hvordan pludselig op til overhusvalget det svirrer om ørerne med forfalskede billedsamlinger af muteret frugt og grønt – eller i hvert fald billeder, hvoraf de færreste har noget med situationen i Fukushima at gøre. Så her er det vigtigt at have et nøje øje for afsenderen.

Fukushima Blues opdateres hver dag kl. 8 dansk tid.

Disse sider er hen over sommeren blevet en fast del af min daglige nyhedshøst, og jeg håber hermed, at de være til daglig glæde for mange flere.

 

Share

Et grønnere Grønland

29. august 2013

Klimaforandringer sker ikke blot jævnt over hele kloden. Tværtimod er temperatur-stigningerne markant kraftigere i nærheden af polerne, og dele af Grønland vil med den nuværende udvikling opleve en stigning i gennemsnitstemperaturen på mere end 10°C. Hvis vi oversætter til danske forhold, hvor vores gennemsnitstemperatur vel ligger på omkring 10-11°C, Så skal vi med en gennemsnitstemperatur på +20°C helt ned i de tropiske egne for at finde områder med et tilsvarende temperaturhop.

En undersøgelse fra Århus Universitet peger således på, at Grønland år 2100 vil kunne være langt mere grønt end det Grønland vi kender i dag. Hvor skovagtig bevoksning i dag kun findes på særligt beskyttede steder, så vil der med slutningen af århundredet være vækstbetingelser for, at op imod et halvt hundrede træarter ville kunne finde fodfæste over store dele af det isfri Grønland, i et areal på størrelse med Sverige.

Der bliver dog ikke tale om egentligt skovbrug lige med det første. Og på grund af Grønlands isolerede placering, vil indvandringen af nye arter tage lang tid, hvis ikke mennesket hjælper processen på vej. Her rejser et andet problem sig, for vil man kunne styre at indføre ‘gavnlige’ arter, samtidig med at man holder ‘invasive’ problemarter som hunderose og bjørneklo borte fra Grønland? … på mange måder er mennesket nøgternt set den mest problematiske invasive art. Hvis ikke podningen af de nye vegetationsvilkår sker under ganske kontrollerede vilkår, så vil det kunne forløbe ganske kaotisk.

Ifølge undersøgelsen ville der allerede i dag kunne vokse betydeligt flere arter, end der gør. Men der er ikke nogen naturlig forbindelse til at befordre naturlig indvandring. Island er klimatisk set en dårlig bro, og til den anden side, er der via Canada ligeledes ikke nogen direkte forbindelse til de relevante plantebælter. Så det skovklædte Grønland vil kun udvikle sig langsomt, hvis ikke mennesket tager affære. Det er der til gengæld ikke noget som tyder på, at vi ikke gør.

Ud over polare former af pil og birk, vil det først og fremmest være nåletræerne, som vil trives. Vilkårene – og de vegetationsformer som naturligt udvikler sig – vil i høj grad være som i nutidens Alaska.

Grønlands sydspids ligger på højde med Oslo og regnes til et subarktisk plantebælte. Her kan man allerede i dag i beskyttede kroge finde træbevoksning, som nærmer sig en skovagtig karakter. Således er billederne herover alle fra Grønland. Øverst til venstre er det buskadser af gråbladet pil, Salix glauca, og storblomstret gederams, Chamaenerion latifolium, fra Qingua-dalen. Øverst til højre er det grønlandsk bjergask, Sorbus groenlandica, fra Klosterdalen ved Tasermiut-fjorden, som her kan findes op til 10 m høje. Nederst til højre er det klitfyr fra Alaska, Pinus contorta, plantet i 1984 i Kuussuaq-skoven, mens frimærkerne viser birk og fyr, som på forsøgsbasis blev sået af en dansk botaniker i 1892 og udplantet på stedet året efter. De er i dag, 120 år efter, 5-6 m høje.

Et øget skovdække på Grønland vil givet føre til en betydelig CO2-lagring, og grønlænderne vil få adgang til en biomasse, som de ikke har i dag. Men klimamæssigt vil det langt fra kunne opveje de enorme mængder af metan, som nu er indefrosset i den arktiske permafrost og den større varmeakkumulering, som følger med, at stadig større dele af Arktis i stadig større dele af året er is- og snefri.

Stort set samtidig har et team af forskere med deltagelse af blandt andet NASA netop kunnet afsløre, at der dybt under den kilometertykke grønlandske indlandsis mod nord gemmer sig et system af canyons, hvoraf den største er større end Grand Canyon og strækker sig fra cirka midt under Grønland og nordud til Petermann-gletsjernes udmunding i det nordligste Grønland.

Efterhånden som sommerafsmeltningen af Grønlands iskappe tager til, vil en del af smeltevandet finde vej gennem revner i iskappen og ned i dette underjordiske landskab. Når isens vedhæftning vådrer, vil den kunne bevæge sig markant hurtigere, og den i dag overvejende drypvise afsmeltning blive suppleret af en markant øget kælvning af ismassiverne.

Billedet til højre er et sattelitkort, hvor de mørkt rødbrune områder viser den omkring 1.500 km lange og op til 10 km brede og 800 m dybe canyon. De dybestliggende strøg ligger under havets nuværende overflade, så hvis ikke vi allersnarest får vendt den nuværende klimaudvikling, vil et isfrit Grønland mod slutningen af det tredje årtusinde være gennemskåret af vandfyldte dalstrøg og dybe fjorde mod nord.

Update 06.09. – Isforsker Ruth Mottram fra DMI siger, at “kløften under isen udfører formentlig en meget betydningsfuld funktion ved at stabilisere isskjoldet, da den effektivt leder smeltevand fra bunden af isen ud til havet. Afledningen gør, at der ikke opbygges store smeltevandsreserver under isen, som ellers ville kunne bidrage til, at isen flyder nemmere over undergrunden. Dette hjælper således til at bremse isflydningen og stabilisere iskappen. Kløften forklarer dermed også, hvorfor vi ikke finder store søer under Indlandsisen svarende til dem, vi ser på Antarktis så som Lake Vostok”.

Se tidligere blog-indlæg om Grønland: Ny afsmeltningsrekord på Grønland, Pausebilleder X - Thomas Agergaard: Genius Loci, Islandskaber, Grønlands indlandsis i fare for kollaps, Indlandsisen vådrer, Grønlands afsmeltning accelererer havstigningen, Grønland: Håndgribelige klimaforandringer og Grønlandske kålgårde.

Signe Normand et al.: A greener Greenland? Climatic potential and long-term constraints on future expansions of trees and shrubs, in Philosophical Transactions of the Royal Society B 08.07.2013.

James A. Foley: Warming in Greenland Sea Outpaces Global Ocean Warming, Nature Wold news 25.09.2013.

Rachel Nuwer: Climate Change Will Green Greenland, Smithsonian 30.08.2013.

Brian Kahn: Greenland “Mega Canyon” Sends Water to the Sea, Climate Central 29.08.2013.

Jens Christian Petersen: Forskere forudsiger grønnere Grønland, Rømer, Aarhus Universitet 28.08.2013.

Sarah Griffiths: How Greenland may become greener: Climate change ‘could accelerate the spread of  forests and kill arctic animals’, Daily Mail 28.08.2013.

Researchers predict greener Greenland, Eurekalert 28.08.2013.

Russell McLendon: Greenland may soon live up to its name, Mother Nature Network 28.08.2013.

John Roach: Greenland to sprout new shades of green as planet warms, study says, NBC News 28.08.2013.

Climate change could turn Greenland green by 2100, The Guardian 28.08.2013.

Greenland could become greener, Express 28.08.2013.

Andrew Freedman: Record 2012 Greenland Melt Challenges Climate Models, Climate Central, 18.07.2013.

Michael D. Lemonick: Widespread Greenland Melting A Sign of Things to Come, Climate Central 21.05.2013.

Erik Dahl Kjær: The Forest Plantations in The Greenlandic Arboretum, Forest &  Landscape Denmark 12.01.2012.

Kenneth Høegh: Green forests in Greenland, Post Greenland 05.01.2011.
.

Kæmpekløft gemt under Grønlands is, DMI 06.09.2013.

Joe Romm: Good News, Bad News On ‘Mega-Canyon’ Found Under Greenland Ice Sheet, Climate Progress 03.09.2013.

Massive canyon discovered buried under Greenland ice, (Press Association) The Guardian 30.08.2013.

Scientists discover deep canyon under Greenland ice, BBC News (video) 29.08.2013.

Richard Harris: Another ‘Grand Canyon’ Discovered Beneath Greenland’s Ice, (video) NPR 29.08.2013.

 

Share

Yasuní ITT opgivet

25. august 2013

14. august meddelte Ecuadors præsident Rafael Correa, at det enestående projekt, Yasuní-ITT, som blev forelagt i 2007, ville blive endeligt opgivet på grund af manglende opbakning fra verdenssamfundet, og at man nu ville gå i gang med at sælge koncessioner til udvinding af olie i området.

Med i tusindvis af dyre, fugle, plante- og insektarter er Yasuní-ITT måske det sted i verden, som har den højeste biodiversitet. Yderligere lever der stadig oprindelige indianerstammer i det mere end 9.000 km² store område, som endnu ikke har været i kontakt med den moderne civilisation. Så der er alle gode grunde til at bevare et enestående sted som dette og beskytte det mod civilisationens fremmarch.

Da Ecuador i 2007 fremlagde forslaget om, at man ville afstå fra at udvinde olien i området og bevare det som naturreservat mod en økonomisk kompensation, var det et spændende bud på en løsning på en situation, som vi kommer til at stå med igen og igen i de kommende årtier – ikke mindst efter at instanser som Verdensbanken og IEA har beregnet, at mellem to tredjedele og 80% af alle kendte forekomster af fossile brændstoffer skal forblive under jorden, hvis vi som verdenssamfundet vedtog i København i 2009 skal kunne holde atmosfærens koncentration af CO2 under 450 ppm.

For næste trin i denne tankerække er uvilkårligt spørgsmålet om, hvilke kriterier som skal gælde for valget af hvilke af disse fossile depoter, som kan udnyttes, og hvilke som skal blive i jorden? Her ville det være oplagt indledende at sige, at kul og tar sand, som har det dårligste klimaregnskab, burde blive i jorden, og at olieudvinding i særligt følsomme egne som de arktiske, eller i biodiversitetsmæssige hotspots som Yasuní-ITT skulle fredes. Til gengæld måtte verdenssamfundet finde en form for kompensation, som gjorde det acceptabelt for dem som måtte lade kullene og olien blive liggende i undergrunden, og prisen måtte betales af dem som fik lov at grave olien op.

Måske om 10 år vi som del af en global klimaaftale har en sådan mekanisme, som formår at håndtere udledningsaspektet, men Ecuadors forsøg med Yasuní-ITT ser lige ud til nu at gå i vasken.

Ecuadors forslag til verdenssamfundet i 2007 indebar, at man over 13 år fik udbetalt 3,6 mia. $ – eller rundt regnet halvdelen af de forventede indtægter ved olien – mod at lade de 840 mio. tønder olie blive liggende under Yasunís urskov (og bevare urskoven som naturreservat). Men indtil i dag er der kun kommet tilsagn til under 10% af beløbet, og kun 13 mio. (~4%) af beløbet var blevet betalt. I konsekvens heraf har præsident Correa taget initiativ til, at den fond som var oprettet under FN for at styre projektet, bliver opløst, og at der kommer gang i udlodningen af tilladelser til olieudvinding i området.

Det har været anslået, at hvis olien blev liggende tilbage under Yasuní-ITT, så ville det sikre atmosfæren mod 407 mio. ton CO2-udledninger fra afbrændingen af den udvundne olie og 800 mio. ton CO2 fra undgået fældning af regnskov – eller rundt regnet udledninger svarende til de samlede danske udledninger i 20 år, så ud over omstillings- og biodiversitetspotentialet er det et massivt klimapotentiale i et projekt Yasuní-projektet.

Lige nu tegner Yasuní-ITT således til at blive en stor idé, som verdenssamfundet ikke nåede at tage imod i tide.

Læs mere »

Share

Flydende bynatur: Sea Tree

16. august 2013

Har haft Sea Tree-projektet fremme et par gange det sidste halve års tid (for at skrive om det), men tænkte, nu hvor Københavns Havn er taget op til debat igen. Det er den hollandske arkitekt  Koen Olthuis, som har erfaringer med elementer til offshore-produktion, som har skabt Sea Tree som en måde at skabe naturpleje vilkår for bynatur selv midt i storbyer, hvor urbaniteten med sin stadig stigende densitet har fortrængt størstedelen af bynaturen mellem husene. Sea Tree er en flydende park i mange etager, som frembyder levemuligheder for en lang række arter både over og under havoverfladen. Sea Tree er et flydende element, som kan produceres i en flydedok for derefter at fragtes hen på blivende sted, hvor det er fastholdt med ankre. Så det vil stå og duve lidt med vinden og bølgerne.

Sea Tree er en ganske radikal løsning på det problem, at bynaturen i stort set alle byer er fortrængt og fragmenteret, og – selv hvor den er bevaret  form af parker og grønne gårde – primært er defineret ud fra menneskelige behov. Når jeg tænker på det parkliv, som er kommet i de københavnske parker i de seneste år, så er det på den ene side godt, for det er sundere end at sidde og bælle på et værtshus. Men freden er borte, græsset er sine steder helt slidt bort, og efter en solrig fredag eftermiddag skal der fjernes flere tons affald fra parksvin, som ikke har nogen som helst forståelse af, hvordan man opfører sig i naturen.

Med Sea Tree skaber man et naturens helle – et sted midt i byen, hvor mennesker ikke har adgang. Det er det ved projektet, som gør, at det igen og igen er dukket op i min bevidsthed. Ligesom et espalier kan betragtes som et kunstigt (og gene kunstfærdigt udformet) træ, hvor skovens lianer (vores blomstrende slyngplanter) kan klatre, så er Sea Tree som et gigantisk gammelt træ i regnskoven, som i sin mangfoldige krone definerer biologiske nicher for et væld af andre planter, fugle, dyr og insekter.

I den indledende fase vil der givet være en del grundetablering - der skal podes med vegetation og basisarter for at tingene tager fart. Men når først et Sea Tree er etableret, så burde det langt hen ad vejen være et selvopretholdende system, som ikke behøver parkbetjente, klipning osv. Mange af de ting som gør en park dyr i drift, stammer jo direkte fra vi menneskers behov for rene bænke, klippede plæner, grusede stier, caféborde og forståelige legepladser.

Helt plejefrit bliver det nu nok ikke – og man kommer nok til  forud at gøre sig nogle tanker om, hvilke indgreb, som er naturlige, og hvordan man sikrer sig den afbalancerede artsvariation, som der er antydet i projektet? Hvad gør man for eksempel, hvis pludselig en flok skarve kastede sin kærlighed på et Sea Tree? Der er al den mad det kan drømme om lige omkring soklen, ingen mennesker til at forstyrre og ingen fare for ungerne, indtil de kommer på vingerne. Så skarvene bliver hastigt flere og flere, og de træer, som lige havde fået godt fast, bukker under for den kraftige gødning fra de mange fugle. Hvorfra og hvortil gå den menneskelige kontrol med et sådant økosystem?

Læs mere »

Share

Langs vandet …

15. august 2013

I de varme julidage, som allerede nu synes langt borte, gik jeg en del langs havnen og kanalerne for at prøve mit nye kamera af i forhold til at fotografere vand – en gammel skade, som , så da jeg pludselig så, at lokaludvalgene for Indre By og Christianshavn efterlyste ideer til havnens udvikling, tog jeg hul på en af de mest oplagte svipsere på Indre By-siden, at der ikke er nogen samlet passage til fods langs vandet. Det går fint fra Langebro til Sydhavn og fra Kvæsthusbroen til Langelinje, men på midterstykket, uden om Slotsholmen, er der ikke meget promenade over situationen, og et enkelt sted kommer man simpelthen bare til et vejskilt med fodgængere forbudt. Yderligere er Realdania ved at opføre sit nye domicil på bryghusgrunden, hvor man har fået lov at bygge helt ud til vandkanten. Så i det bidrag, jeg endte med at lave til idékonkurrencen, Langs vandet …, har jeg i udgangspunktet foreslået at anlægge to lave flydebroer, så man samtidig med, at man kommer helt tæt på vandet, får mulighed for at passere de to nu mest ufremkommelige steder.

Problemet er opstået, fordi man i bilismens hellige navn har haft en firesporet vej ført igennem langs vandet – det bliver vistnok ikke mere kaldt Ring 2, men ikke desto mindre er det Ring 2, som man stadig søger at presse igennem mellem bykernen og havnen, og som ved Børsen og Knippelsbro klemmer så meget, at der ikke er blevet plads til fodgængerne langs vandet. I mellemtiden har man nedlagt de to spor foran Chr. IVs Bryghus og forbi Den Sorte Diamant, og under Knippelsbro har man blot gjort den ene af de to vognbaner til cykelsti. Men der er ikke brug for en 4 m bred cykelsti på stedet, så hvis man blot omfordelte den eksisterende plads, er der plads nok til at føre fodgængerne forbi på dette sted.

Når det ikke er sket for længst, er det også fordi København aldrig har fået etableret nogen egentlig fodgængerstrategi, som har kunnet identificere de største hindringer for fodgængerstrømmene og etablere nogle samlede målsætninger som fuld passage langs vandet og et sammenhængende system af gågader fra Vesterbro Torv til Langelinje og fra Dronning Louises Bro til Amagerbro. Selv de planer om en trafikal fredeliggørelse af Middelalderbyen, som for 10 år siden var fremme, er lige så stille blevet presset tilbage. Det er en stor skam, for hvis vi skal etablere et attraktivt alternativ til privatbilismen, så er det ikke nok at fremme cyklismen og den kollektive trafik. Så må man også styrke mobiliteten til fods og sikre, at det er forbundet med en god oplevelse at bevæge sig rundt i byen til fods. Hver gang man har gjort det natulrigt at gå 100 m længere uden at længes efter en bus, en bil eller bare en cykel, så har man taget noget af presset af trafikken.

Læs mere »

Share

Vild mad – vildt sundt

6. juni 2013

New York Times bragte 25. maj en artikel med tilhørende plancher,¹ som nærmest brænder sig fast på nethinden. Der findes undersøgelser, som viser, at næringsindholdet i vores forædlede mad alene i løbet af det 20. århundrede er blevet adskillige gange lavere. Men hvis man som Jo Robinson i artiklen i New York Times  sammenligner næringsindholdet i den frugt og de grøntsager, vi kan købe i supermarkedet, med deres vilde ophav, så er det et skræmmende billede på, hvordan forædlingens kunst depraverer næringsindholdet.

I eksemplet herover kan man se, at typiske æblesorter, som man kan købe i supermarkedet, svinger med mere end en faktor 10 i det samlede indhold af plantenæringsstoffer (total phytonutrients). Men hvis man sammenligner med paradisæblerne – som man ikke kan købe, men som står mange steder i haver og parker – så er deres indhold 10-100 gange højere end æblerne i supermarkedet. Og hvis man ser på den vilde forfader, Sikkim-æblet, så har det en næringstæthed, som ligger yderligere fem gange højere. I alt næsten en faktor 500 i forskel mellem Sikkim-æblet og det mest udvandede supermarked-æble.

New York Times bringer en række andre eksempler på, hvordan vores forædlede fødevarer næringsmæssigt ligger langt under deres vilde forfædre, som jeg har tilladt mig at kopiere ind her:

Hvis man ser på majsen – billede 1 i de klikbare billeder – er indholdet af anthocyaniner (en gruppe plantenæringsstoffer) i den gule majs ikke voldsomt lavere end i de historiske blå og røde typer. Men indholdet falder næsten med en faktor 50 hvis man ser på den hvide majs. Et rent kosmetisk-æstetisk projekt har således katastrofale følger for næringsværdien.

Læs mere »

Share

Laguna Blanca – landskabelige tryllerier

21. marts 2013


.
I denne 20:38 min. video kan man følge etableringen af Campo Laguna Bianca - som er et 3.000 hektar økologisk landbrug i Argentina etableret på et område, hvor forhen det konventionelle landbrugs kemiske krig hærgede, med store problemer med jorderosion til følge.

Derfor er en vigtig del af omlægningen at få terrasseret og artikuleret området, så alle bevægelser med plov og harve sker langs højdekurverne. Så det er lykkedes at standse udvaskningen af muld og næringsstoffer – og meget mere end det.

 

Transformationen af landskabet er forunderlig. For at sikre mod ødelæggelser fra skadedyr er der en stadig veksling mellem forskellige afgrøder, frugtlunde er med til øge variationen, og halvdelen er området er overgivet til den vilde natur, så stedet også har en mangfoldighed af vilde dyr.

Og så fornemmer man noget så sjældent som en æstetisk nerve – markerne skal være smukke også set fra luften – hvor der opstår de forunderligste billeder af de bølgende skifter mellem afgrøder, som lydhørt følger landskabets konturer. Selv bygningerne har en vis rodfæstethed i landskabet.

En betagende smuk video om en transformation af landskabet, som man kunne ønske sig bevæge sig hen over det danske landskab. Spørgsmålet hvordan tilsvarende principper ville udfolde sig under markant andre danske vilkår er godt at stille sig. Havde jeg kendt til dette projekt, da vi lavede udstillingen Hungry Planet, havde der definitivt været en planche med om Laguna Bianca

Hvem står bag? – ikke en hvilken som helst økofreak, men et ægtepar, som har grundlagt store tøjfirmaer som Northface, Esprit og Patagonia, og som er de største private ejere af naturbevarelsesarealer i verden (se Thompkins Conservation). De står bag udgivelsen af Arne Næss’ samlede værker – Arne Næss som fostrede begrebet deep ecology - og er angiveligt gode venner med lederen af Kansas Institute, som forsker i reetablering af polykultur-dyrkning af den amerikanske prærie. Så perspektivet er i orden, og finansieringsmulighederne også.

Campo Laguna Blanca, Thompkins Conservation.

 

Share