Indlæg om biodiversitet

The Animal Communicator

13. juni 2015


.
The Animal Communicator er en 52:01 min. YouTube video om Anna Breytenbach og hendes evne til at kommunikere med vilde dyr.

Denne dokumentar følger sydafrikanske Anna Breytenbach, som over en tiårig periode har udviklet en i dag sjælden evne til at kommunikere med vilde dyr. Jeg vil ikke sige så meget om filmen ud over, at den rejser vigtige spørgsmål om dyrs bevidsthed og vi menneskers forsnævrede forståelse deraf. Jeg havde under vejs flere flashbacks til Gregory Batesons forsøg på at indkredse, hvad det er for en form for bevidsthed og intelligens, som gennemsyrer og sammenbinder naturen og dens økosystemer, som ikke er begrænset til naturens individers hjerne-nervesystemer, men forbinder de mange arter og individer til komplekse økosystemer.

Hvad det er for en evne til sansning, lytten til og medleven i naturen og urmenneske-naturbevidsthed, som vi måske alle stadig bærer i os i kimform, men som vi mere eller mindre har tabt følingen med, i takt med at vi gjorde os først til bønder, siden til fortravlede bymennesker?

Det er en dybt betagende film. Men hvis 52 minutter er længe, er de sidste 17 minutter seværdige i sig selv (fra 37:30 og frem). Og har man set denne slutsekvens, er det måske forløsende efterfølgende at se det to minutter lange videoklip, Spirit Update – Jukani Wildlife Sanctuary, som genbesøger den efter et ophold i en belgisk zoo dybt traumatiserede sorte leopard, som Anne Breytenbach på enestående vis formår at nå ind til.

 

Abundance within planetary boundaries

16. marts 2015


.
I denne video fra en forelæsning i Wien 12. marts i år giver Johan Rockström en præsentation af opdateret udgave af det fortsatte arbejde ved Stockholm Recilience Centre med at definere vores Planetary Boundaries. Rockström er en eminent præsentator, og vi står her med noget, som der i den grad er mangel på, et samlet perspektiv for de rammer, vores samlede menneskelige akrivitet må holde sig inden for, hvis ikke vi skal forøde vores fælles livsgrundlag. Og ikke kun for klimaet eller for bidiversiteten eller for andre hver isædr vigtige parametre, men for det samlede hele som udgør vores livsgrundlag.

Stadig i dag forfølger stort set alle parter og partier i stort alle lande en udvikling, hvor vi kan vokse og konkurrere os ud af den nuværende krise uden blik for, at vi allerede er langt inde i et overforbrug af begrænsede ressourcer, som ikke kan fortsætte, og slet ikke udvides. Selv når det dæmrer, at vi er nødt til at lade størstedelen af de kendte forssile reserver forblive i jorden, uafbrændte, så leder det ikke til besindelse, men til et fornyet kapløb om, hvem som kan nå at pumpe mest op og kapitalisere reserverne, inden det bliver reguleret.

Der er således brug for, at indsigten om planetary boundaries i allerallernærmeste fremtid bliver fælles forståelse. og man kunne ønske sig at en forelæsning som denne var obligatorisk stof for alle politikere, virksomhedsledere og embedsmænd verden over indtil det stod så klart for os, at formåede at handle efter det og kurvene igen begyndte at vende rigtigt.

Rockströms slides kan ses her (pdf).

Se tidligere blog-indlæg: Velfærd uden vækst? og Grænser for vækst 2.0.

 

Janine Benyus: Cities that Function Like Forests

9. august 2014

Introduktion på trapperne af denne enestående video af Janine Benyus … 64:12 min.

Se tidligere blog-indlæg med Janine Benyus, heraf mange med videoer: Janine Benyus: 12 sustainable design ideas from nature, Janine Benyus: Naturen som designmanual, Janine Benyus: Brainstorming with Belugas og Janine Benyus: Biomimicry in Action.

Cities that Function Like Forests: Biomimicry Maps a Sustainable Future, E 380, 2014.

 

Folkeafstemning om Yasuní afvist

9. maj 2014

Den folkeafstemning, som der var lagt op til om bevarelsen af Yasuní, nu blevet afvist af de ecuadorianske myndigheder. Om det sker på et rimeligt grundlag, kan i høj grad betvivles, for et meget stort antal underskrifter synes afvist på et meget spinkelt grundlag, men spørgsmålet er lige nu, hvem som kan fastholde dette spørgsmål?

Dermed står Yasuní, en af verdens umistelige naturrigdomme, til at blive slagtet – og vekslet til kortfristet oliegevinst i en situation, hvor vi ved at op imod 80% af alle oliereserver må forblive ubrugte, hvis vi skal kunne holde verdenssamfundets beslutning om at holde den globale temperatur stigning under 2 grader. Så det er absurd, hvis verdenssamfundet blot lader dette ske.

Der har været rejst voldsom kritik af, hvordan underskrift-optællingen er foregået, og måske det kan lykkes at få gentalt stemmerne. Men selv hvis det lykkes at få en folkeafstemning, er det langt fra givet, at afstemningsresultatet bliver en fuld bevarelse af Yasuní – eller at afgørelsen, hvis den falder ud til fordel for bevarelse af Yasuní, vil blive respekteret af præsident Correa, som allerede synes at være langt i afhændelsen af rettighederne til de store olieforekomster under Yasuní.

I den ecuadorianske forfatning er der indskrevet en passus om Pachamama og moder naturs rettigheder, og mange ville mene, at det var i en situation som denne, at en sådan passus måtte træde i kraft. For det er klodens måske mest biodiverse område, som står for at blive ødelagt.

Samtidig er Yasuní hjemsted for nogle af de sidste ukontaktede naturfolk i verden – alene dette burde folkeretsligt være nok til at holde olieeftersøgningen ude af Yasuní, men igen og igen har man i hele Amazon-bækkenet set, hvordan de oprindelige folkeslags rettigheder taber overfor skovhuggernes og soyaproducenternes fremmarch.

Der er således en række ansatser til muligheder for at bremse slagtningen af Yasuní, men alle kræver de massive markeringer fra verdenssamfundet.

Og vi nærmer os igen det spørgsmål, som ingen politisk ønsker at forholde sig til, om verdenssamfundet må træde ind med kompensation for at bede nationer og samfund om at undlade at udnytte fossile reserver, om denne kompensation skal betales af dem som får lov at udlede, og om den også kan opkræves bagurdrettet som en afgift af alle de fossiler, vi allerede har gravet op?

Hvor det kan virke rimeligt, at et fattigt land som Ecuador får en form for kompensation for at bevare Yasuní og afstå fra at udvinde områdets olierigdomme, så virker det omvendt ikke rimeligt, hvis et rigt land som Canada skal have kompensation for at lade al sine tar sands-forekomster blive liggende under Albertas skove. Og rige lande som USA og Danmark og de arabiske oliestater derimod burde øjeblikkeligt blive pålagt at indstille al yderligere udvinding, da vi/de allerede har pumpet langt mere end vores rimelige andel af fossiler op af undergrunden.

Så der er al mulig grund til at se udfordringen fra Yasuní i øjnene.

Spørgsmålet er: Kan Yasuní blive det nye Keystone XL ?

Læs mere »

Folkeafstemningen om Yasuní i fare

22. april 2014

Efter indsamling af mere end 750.000 underskrifter stod Ecuador overfor en folkeafstemning om bevarelsen af Yasuní-området som urørt naturreservat. Men Ecuadors præsident Correa er imod, og da militærfolk her lige inden påske hentede kasserne med de mange underskrifter, stod det klart, at man var rede til at fifle med de demokratiske spilleregler. Det er der for så vidt ikke noget nyt i i Latinamerika, men situationen kan meget vel blive den, at det vil kræve et massivt pres fra det internationale samfund overhovedet at få folkeafstemningen gennemført.

Nedenfor følger en pressemeddelelse fra YASunidos. 

Se tidligere blog-indlæg Yasuní: Olieudvinding eller Naturparadis? om Yasunís enestående naturrigdom og Yasuní ITT opgivet for baggrundsinformation og løbende opdateringer om situationen det sidste halve års tid.

Quito, 21. april 2014

PRESSEMEDDELSE:

YASunidos angiver fusk og militarisering af folkeafstemningen om Yasuní-ITT

Den ecuadorianske, social bevægelse, YASunidos, indleverede 757.623 underskrifter lørdag den 12. april for at opfordre til en folkeafstemning og holde olien i undergrunden i Amazonas-området, Yasuní-ITT. Imidlertid er håbet om en gennemsigtig validering af underskrifter faldet til jorden efter det Nationale Valgråd (CNE) har begået varetægtsbrud og manipuleret med YASunidos materialer.

YASunidos fandt seglet af en kasse med vigtige dokumenter – kopier af ID-kort af alle indsamlere, nødvendige for at kontrollere underskrifterne – brudt og dokumenterne manipuleret. Omkring 200 kopier manglede, og den registrerede nummerering af flere indleverede dokument var blevet ændret. Ifølge CNEs regler vil alle underskrifter indsamlet af personer uden ID-kopier være ugyldige. Det vil betyde en annullering af mere end 200.000 underskrifter og vil bringe bevægelsens antal underskrifter under de påkrævede 584.000 for at kalde til folkeafstemning.

“Det er en alvorlig krænkelse af forfatningen og loven at åbne vores indleverede kasser uden vores tilstedeværelse, og det er meget kritisk, at omkring 200 kopier af vores underskriftindsamleres ID-kort på mystisk vis er forsvundet i CNE’s varetægt,” forklarer Patricio Chávez, medlem og talsmand for YASunidos.

YASunidos anmodede CNE om øjeblikkeligt at standse verifikationen af underskrifterne, indtil der var kommet klarhed over sagen, men deres anmodning blev blot ignoreret og i stedet har CNE offentligt beskyldt bevægelsen for at lyve. Her er dog en video, der tydeligt viser den åbnede kasse: https://www.youtube.com/watch?v=vm8tg8f3Uec.

Læs mere »

Japansk hvalfangst i antarktiske farvande bremset

1. april 2014

Da ICRW, International Convention for the Regulation of Whaling, i 1986 vedtog et stop for kommerciel hvalfangst, startede Japan året efter et ‘videnskabeligt’ program, hvor man – hvilket kan synes absurd – i stor udstrækning var nødt til at dræbe dyrene for at gennemføre forskningen. Men under dække af videnskabelighed har japanerne siden fangststoppet i 1986 fanget mere end 10.000 hvaler til kommercielt brug.

Dette har kaldt på massive protester, og der har løbende været udkæmpet drabelige kampe i farvandene syd for Australien, når Japan sendte sin årlige hvalfangerflåde ud, og aktivister gjorde, hvad de kunne for at forhindre hvalfangsten. Træfningerne har været stadigt eskalerede, med vandkanoner og forsøg på at hindre fremdriften ved at få drivnet i skibsskruer, mens NGO-aktivisterne blev forsøgt retsforfulgt og internettet glødede – så Japan har hentet rigtig meget dårlig PR på dette projekt. Skærmydslerne i de iskolde farvande kulminerede for et par år siden, hvor Paul Watsons aktivistskib Sea Shepheard sank efter at være blevet vædret af en af hvalfangerbådene.

Efter mange års pres fra en bred vifte af NGOer lagde Australien i 2010 sag an mod Japan ved den internationale domstol i den Haag. Og endelig i går faldt afgørelsen. Domsafsigelsen forholder sig ikke til det videnskabelige program som sådan, blot til, at der ikke er noget forhold mellem det videnskabelige output og det massive omfang af hvalfangsten – efter 25 års ‘forsøg’ foreligger der kun en enkelt peer reviewed artikel, som baserer sig på noget, som nødvendiggjorde at dræbe hvaler – hvorfor det hvalfangsten til det japanske JAPRA II-forskningsprogram må betragtes som kommerciel fangst. På den baggrund dømmes Japan til øjeblikkeligt at standse hvalfangsterne.

Japan har til sit ‘forskningsprogram’ tildelt sig selv stadig stigende årlige kvoter. I de første år var der tale om 300-440 hvaler, i 2005 var det 945 hvaler og i 2007 1.035 – at sammen for at styrke hvalbestanden! Det har dog knebet ikke bare med at få denne kvote fisket – hvilket Sea Shepheards eskalerende chikaner har en betydelig ære for, i 2012 lykkedes det kun at fange 103 hvaler, og fangsten i 2012-13, hvor målet var 900 hvaler, blev endnu lavere.

Samtidig er hvalkødet ved at forsvinde ud af menuen i de japanske hjem – i dag er det de færreste som nogensinde spiser det, og med det internationale samfunds dom for, at hvalkødet er ulovligt fanget, vil appetitten kun falde yderligere. På et tidspunkt var hvalkødet billigt i forhold til andet kød i de japanske kølediske, men i dag er det lige så dyrt som andet kød (hvilket i Japan vil sige meget dyrt). Så i 2012 måtte man indse, at 75% af det foregående års fangst ikke var omsat, men stadig lå i frysehusene, og dermed, at de årlige udgifter til hvalfangstprojektet på omkring 60 mio. $ på ingen måde bliver tjent hjem. Hvor Institute of Cetacean Research, den institution, som står for hvalprogrammet, i 2004 solgte for 7 mia. yen hvalkød, var salget i 2013 nede på 2 mia. yen.

Læs mere »

Pausebillede XVIII – Slow Life

25. marts 2014


.
Denne time lapse-video fra korallernes verden giver et fascinerende indblik i deres liv – i deres levende natur. For samtidig med, at koralrevene er fundament for i titusindvis af atoller, så er de set som i denne video: Slow Life levende, sårbare, tentakel-taktile, levende væsener med en forunderlig rigdom af former og farver i deres fremtræden.

Korallernes stadige bevægelser er i høj grad til for at sikre, at de ikke overdækkes med snavl og sedimenter, men hele tiden er fuldt eksponeret for sollyset og det strømmende vand.

Koralrevene bliver ofte kaldt verdenshavenes regnskove – omkring disse rev har der gennem tiderne udviklet sig en kolossal artsrigdom. Men alt dette er vi ved at sætte over styr. Ikke bare truer havstigningerne med at skylle atolrigerne på revenes top i havet, så der igen vil gå nogle tusinde år, før revene når op over overfladen og giver basis for nye bosættelser. Samtidig gør opvarmningen af verdenshavene, at korallerne mange steder mistrives og står falmede og afblegede.

De store mængder af CO2, som vi siden industrialiseringens begyndelse har lukket ud i atmosfæren, ender for en stor del i verdenshavene – en afbalancerende feedback-mekanisme, som sådan isoleret set fra landjorden er heldig, fordi vi ellers allerede ville have haft en betydeligt voldsommere global opvarmning. Men CO2 er syredannende i havvandet, og oceanernes forsuring er gradvis øgende dertil, at det angriber ikke bare korallerne, men alle mulige havdyr, som har svært ved at følge med syreætsningen i den langsomme gradvise dannelse af deres kalkbaserede beskyttende skaller og strukturer. Denne forsuring er langsomt ved at omdanne verdenshavene til et syrebad, og hvis ikke udviklingen vendes meget hurtigt, så tegner alt til, at verdenshavens fødekæder står overfor kollaps.

Tilbage til Slow Life, så ligger der ifølge filmens skaber Daniel Stoupin 150.000 billeder bag de blot 3½ minutters video. Normalt ville dybdeskarpheden for sådanne makrobilleder være meget lille. Men hvert enkeltbillede i videoen (hver frame) er sammensat af 3-12 enkeltbilleder med forskellig fokusdybde, som efterfølgende er kørt sammen til et enkelt billede med fuld dybdeskarphed. Så der ligger endeløse timer i skabelsen – ligesom der ligger årtusinder i udviklingen af koralrevenes forunderlige verden.

Og hvis denne video giver appetit på mere, så har Stoupin tidligere lavet en anden betagende video: The hidden life in pond water, hvor man kommer tæt på vandlopper, dafnier, myggelarver, vandpolypper og andre næsten mikroskopiske skabninger. Begge er tilgængelige i HD-kvalitet, så de står skarpt selv ved visning i fuldskærm.

Daniel Stoupin: Slow Life, Dreamworlds Photography 23.03.2014.

Daniel Stoupin: Fluorescent colors of the reef – why corals need colors, Dreamworlds Photography 16.06.2012.

Daniel Stoupin: My new video: The hidden life in pond water, Dreamworlds Photography 23.01.2013.

 

Anden del af IPCCs store klimastatus lækket

8. november 2013

Figur SPM 1 samt øverst temperaturudviklingen for business as usual-scenariet (RCP8.5) for år 2100 fra den netop lækkede, foreløbige udgave af anden del af IPCCs klimastatus.

Forud for udgivelsen af første del af AR5, IPCCs store klimastatus over det globale klima, blev der lækket adskillige versioner af foreløbige udgaver af rapporten. Nu er også anden del af AR5 via No Frakking Consensus blevet lækket – eller i hvert fald er selve det Summary for Policymakers, som nok er det, som de fleste får læst, da de fire hovedrapporter hver i sær kan være flere tusinde sider lange, blevet lagt ud.¹ Allerede tidligt på sommeren blev en tidligere udgave lækket.

Om det så er godt – IPCC beder så mindeligt om ikke at videregive rapporten, før man er færdig med den interne konsensusproces – er et åbent spørgsmål. Hvis man som New York Times synes at det ikke skulle være sket, så lad være med at downloade filen. Men nu har en af IPCCs faste kritikere, klimaskeptikeren Donna Laframboise, lagt den frem på No Frakking Consensus, for at verden skal have mulighed for at få indblik i, hvordan og hvor meget rapporten – eller rettere dens konkluderende Summary for Policymakers – ændrer sig i den sidste del af konsensusprocessen, hvor politikerne også kommer ind over:

“I think the public has a right to examine it. It’s important to be able to compare what IPCC personnel have written in this draft to what the final, non-draft version will say when it’s released to much fanfare next March,” hvilket Laframboise for så vidt kan have ret i.

Men hvis man skal dømme efter processen omkring første del af AR5 her for nylig, så sker der ikke de store ændringer. Men omvendt var der i de sidste dage i Stockholm et massivt pres fra en række lande for at få udvandet eller helt fjernet den del, som omhandlede opstillingen af et carbon budget – hvilket endte med ikke at blive tilfældet. Det blev diskuteret hele natten, og det krævede en virkelig stædig hovedforfatter på rapporten at fastholde vigtigheden af, at det var inkluderet. Ellers var der primært tale om at få ting uddybet og præciseret – denne gang særlig om den “forsinkelse” af opvarmningen, som ligger i, at en tilsyneladende større del af det globale varmeoverskud i de seneste år er akkumuleret i verdenshavenes dybere lag (se blog-indlægget  Stocker og Rosling introducerer IPCCs klimarapport i Stockholm).

Anden del af IPCCs AR5 fra Arbejdsgruppe II ser på følgerne af klimaforandringer, på bestræbelserne på at imødegå virkningerne, og på sårbarheden i de menneskelige og biologiske systemer. Flere fejlslagne afgrøder, mere hungersnød, flere hedebølger og hedeslag, flere oversvømmelser og sygdomme, accelererende stress af økosystemerne osv. Rapporten kortlægger de risici, de omkostninger og den mere eller mindre ubodelige skade på biodiversiteten og vores livsbetingelser, som vi påfører fremtiden ved vores fortsatte afbrænding af fossile brændstoffer. Og den gør det måske mere klart end nogensinde, at der er så meget at tabe ved at nøle med klimaindsatsen, og så meget at vinde – så mange klimakonsekvenser at undgå og afbøde – ved at tage klimaudfordringen alvorligt og sætte målrettet ind nu.

Følgende er uddrag fra climatenexus.org, som giver disse hovedpunkter fra Arbejdsgruppe IIs rapport:

Climate change is now everywhere. Impacts have been found on every continent. Both the human and natural worlds are feeling the effects, which are consequential and growing. Emphasis on currently occurring impacts has increased since the AR4, which only said that impacts are “emerging”.

People everywhere are vulnerable to extreme climate events. The devastating impacts of recent extreme events and extreme weather disasters show that our level of adaptation remains low. The strength and immediacy of this statement has increased since the AR4, which emphasized impacts in the far future more than current impacts.

Læs mere »

Daglige klima- og bæredygtighedsnyheder via Agenda 350

19. september 2013

I en tid, hvor der er længere end ønskeligt mellem blog-indlæggene her på Strøtanker, vil jeg gerne henvise til en paper.li-side, Agenda 350, som jeg har sat op til at samle klima- og bæredygtighedsartikler fra en række af mine yndlingskilder fra hele verden. Agenda 350 er klar med en ny høst hver dag til frokost.

Der kan stadig indimellem dukke en skævert op, men i de tre måneder, siden har kørt, har jeg har efterhånden fået justeret på søgekriterierne, så siden kommer rigtig godt omkring. Og jeg har selv den glæde ad den vej at møde dagligt artikler, som jeg ellers ikke lige ville være faldet over.

Fra starten af inkluderede jeg også søgetermer omkring udviklingen ved Fukushima Daiichi-værket. Men måske fordi situationen her hen over sommeren er blusset så voldsomt op i den internationale presse, har temaet vist sig så dominerende, at jeg tog konsekvensen og oprettede en særlig side herom, Fukushima Blues.

En vigtig del af disse paper-li-siders fødesystem er Twitter-søgestrenge, og når emnet er A-kraft, stråling og helbred, så fornemmer man, hvordan stemninger og holdninger bølger, og meninger for og imod er særdeles stærke.

Der er lukket ned for det mest støjende på Fukushima Blues, men ikke helt – det er faktisk fascinerende at se, hvordan pludselig op til overhusvalget det svirrer om ørerne med forfalskede billedsamlinger af muteret frugt og grønt – eller i hvert fald billeder, hvoraf de færreste har noget med situationen i Fukushima at gøre. Så her er det vigtigt at have et nøje øje for afsenderen.

Fukushima Blues opdateres hver dag kl. 8 dansk tid.

Disse sider er hen over sommeren blevet en fast del af min daglige nyhedshøst, og jeg håber hermed, at de være til daglig glæde for mange flere.

 

Et grønnere Grønland

29. august 2013

Klimaforandringer sker ikke blot jævnt over hele kloden. Tværtimod er temperatur-stigningerne markant kraftigere i nærheden af polerne, og dele af Grønland vil med den nuværende udvikling opleve en stigning i gennemsnitstemperaturen på mere end 10°C. Hvis vi oversætter til danske forhold, hvor vores gennemsnitstemperatur vel ligger på omkring 10-11°C, Så skal vi med en gennemsnitstemperatur på +20°C helt ned i de tropiske egne for at finde områder med et tilsvarende temperaturhop.

En undersøgelse fra Århus Universitet peger således på, at Grønland år 2100 vil kunne være langt mere grønt end det Grønland vi kender i dag. Hvor skovagtig bevoksning i dag kun findes på særligt beskyttede steder, så vil der med slutningen af århundredet være vækstbetingelser for, at op imod et halvt hundrede træarter ville kunne finde fodfæste over store dele af det isfri Grønland, i et areal på størrelse med Sverige.

Der bliver dog ikke tale om egentligt skovbrug lige med det første. Og på grund af Grønlands isolerede placering, vil indvandringen af nye arter tage lang tid, hvis ikke mennesket hjælper processen på vej. Her rejser et andet problem sig, for vil man kunne styre at indføre ‘gavnlige’ arter, samtidig med at man holder ‘invasive’ problemarter som hunderose og bjørneklo borte fra Grønland? … på mange måder er mennesket nøgternt set den mest problematiske invasive art. Hvis ikke podningen af de nye vegetationsvilkår sker under ganske kontrollerede vilkår, så vil det kunne forløbe ganske kaotisk.

Ifølge undersøgelsen ville der allerede i dag kunne vokse betydeligt flere arter, end der gør. Men der er ikke nogen naturlig forbindelse til at befordre naturlig indvandring. Island er klimatisk set en dårlig bro, og til den anden side, er der via Canada ligeledes ikke nogen direkte forbindelse til de relevante plantebælter. Så det skovklædte Grønland vil kun udvikle sig langsomt, hvis ikke mennesket tager affære. Det er der til gengæld ikke noget som tyder på, at vi ikke gør.

Ud over polare former af pil og birk, vil det først og fremmest være nåletræerne, som vil trives. Vilkårene – og de vegetationsformer som naturligt udvikler sig – vil i høj grad være som i nutidens Alaska.

Grønlands sydspids ligger på højde med Oslo og regnes til et subarktisk plantebælte. Her kan man allerede i dag i beskyttede kroge finde træbevoksning, som nærmer sig en skovagtig karakter. Således er billederne herover alle fra Grønland. Øverst til venstre er det buskadser af gråbladet pil, Salix glauca, og storblomstret gederams, Chamaenerion latifolium, fra Qingua-dalen. Øverst til højre er det grønlandsk bjergask, Sorbus groenlandica, fra Klosterdalen ved Tasermiut-fjorden, som her kan findes op til 10 m høje. Nederst til højre er det klitfyr fra Alaska, Pinus contorta, plantet i 1984 i Kuussuaq-skoven, mens frimærkerne viser birk og fyr, som på forsøgsbasis blev sået af en dansk botaniker i 1892 og udplantet på stedet året efter. De er i dag, 120 år efter, 5-6 m høje.

Et øget skovdække på Grønland vil givet føre til en betydelig CO2-lagring, og grønlænderne vil få adgang til en biomasse, som de ikke har i dag. Men klimamæssigt vil det langt fra kunne opveje de enorme mængder af metan, som nu er indefrosset i den arktiske permafrost og den større varmeakkumulering, som følger med, at stadig større dele af Arktis i stadig større dele af året er is- og snefri.

Stort set samtidig har et team af forskere med deltagelse af blandt andet NASA netop kunnet afsløre, at der dybt under den kilometertykke grønlandske indlandsis mod nord gemmer sig et system af canyons, hvoraf den største er større end Grand Canyon og strækker sig fra cirka midt under Grønland og nordud til Petermann-gletsjernes udmunding i det nordligste Grønland.

Efterhånden som sommerafsmeltningen af Grønlands iskappe tager til, vil en del af smeltevandet finde vej gennem revner i iskappen og ned i dette underjordiske landskab. Når isens vedhæftning vådrer, vil den kunne bevæge sig markant hurtigere, og den i dag overvejende drypvise afsmeltning blive suppleret af en markant øget kælvning af ismassiverne.

Billedet til højre er et sattelitkort, hvor de mørkt rødbrune områder viser den omkring 1.500 km lange og op til 10 km brede og 800 m dybe canyon. De dybestliggende strøg ligger under havets nuværende overflade, så hvis ikke vi allersnarest får vendt den nuværende klimaudvikling, vil et isfrit Grønland mod slutningen af det tredje årtusinde være gennemskåret af vandfyldte dalstrøg og dybe fjorde mod nord.

Update 06.09. – Isforsker Ruth Mottram fra DMI siger, at “kløften under isen udfører formentlig en meget betydningsfuld funktion ved at stabilisere isskjoldet, da den effektivt leder smeltevand fra bunden af isen ud til havet. Afledningen gør, at der ikke opbygges store smeltevandsreserver under isen, som ellers ville kunne bidrage til, at isen flyder nemmere over undergrunden. Dette hjælper således til at bremse isflydningen og stabilisere iskappen. Kløften forklarer dermed også, hvorfor vi ikke finder store søer under Indlandsisen svarende til dem, vi ser på Antarktis så som Lake Vostok”.

Se tidligere blog-indlæg om Grønland: Ny afsmeltningsrekord på Grønland, Pausebilleder X – Thomas Agergaard: Genius Loci, Islandskaber, Grønlands indlandsis i fare for kollaps, Indlandsisen vådrer, Grønlands afsmeltning accelererer havstigningen, Grønland: Håndgribelige klimaforandringer og Grønlandske kålgårde.

Signe Normand et al.: A greener Greenland? Climatic potential and long-term constraints on future expansions of trees and shrubs, in Philosophical Transactions of the Royal Society B 08.07.2013.

James A. Foley: Warming in Greenland Sea Outpaces Global Ocean Warming, Nature Wold news 25.09.2013.

Rachel Nuwer: Climate Change Will Green Greenland, Smithsonian 30.08.2013.

Brian Kahn: Greenland “Mega Canyon” Sends Water to the Sea, Climate Central 29.08.2013.

Jens Christian Petersen: Forskere forudsiger grønnere Grønland, Rømer, Aarhus Universitet 28.08.2013.

Sarah Griffiths: How Greenland may become greener: Climate change ‘could accelerate the spread of  forests and kill arctic animals’, Daily Mail 28.08.2013.

Researchers predict greener Greenland, Eurekalert 28.08.2013.

Russell McLendon: Greenland may soon live up to its name, Mother Nature Network 28.08.2013.

John Roach: Greenland to sprout new shades of green as planet warms, study says, NBC News 28.08.2013.

Climate change could turn Greenland green by 2100, The Guardian 28.08.2013.

Greenland could become greener, Express 28.08.2013.

Andrew Freedman: Record 2012 Greenland Melt Challenges Climate Models, Climate Central, 18.07.2013.

Michael D. Lemonick: Widespread Greenland Melting A Sign of Things to Come, Climate Central 21.05.2013.

Erik Dahl Kjær: The Forest Plantations in The Greenlandic Arboretum, Forest &  Landscape Denmark 12.01.2012.

Kenneth Høegh: Green forests in Greenland, Post Greenland 05.01.2011.
.

Kæmpekløft gemt under Grønlands is, DMI 06.09.2013.

Joe Romm: Good News, Bad News On ‘Mega-Canyon’ Found Under Greenland Ice Sheet, Climate Progress 03.09.2013.

Massive canyon discovered buried under Greenland ice, (Press Association) The Guardian 30.08.2013.

Scientists discover deep canyon under Greenland ice, BBC News (video) 29.08.2013.

Richard Harris: Another ‘Grand Canyon’ Discovered Beneath Greenland’s Ice, (video) NPR 29.08.2013.