Indlæg om klimaindsats

Demokraternes konvent i Philadelphia

25. juli 2016

Oven på Republikanernes konvent i Cleveland i sidste uge, hvor Donald Trump blev nomineret til præsidentkandidat, er det i denne uge Demokraternes tur. Det kommer oven på et langt primærvalg, som efter et tæt kapløb er endt med, at Bernie Sanders i forrige uge endorsed Hillary Clinton og dermed erkendt, at det bliver hende, som bliver Demokraternes kandidat til at efterfølge Obama i Det Hvide Hus. Endda har Sanders ikke trukket sin kampagne, men har med betydelige succes søgt at påvirke forberedelserne af Det Demokratiske Partis politiske platform for det kommende valg. Og jeg vil her i den kommende uge følge udviklingen med særligt fokus på klimapolitikken.

I et indimellem næsten desperat forsøg på at appellere til Bernie Sanders’ vælgere har i løbet af valgkampen gjort stadig flere af Sanders’ klimasynspunkter til sine. Først et nej til Keystone XL, så et nej til arktisk olieeftersøgning. Skridt for skridt har hun tilegnet sig betydelige dele af Sanders’ klimaagenda.

Denne proces er forsat i de seneste ugers arbejde med at forberede den valgplatform, som skal vedtages i denne uge, og hvor den demokratiske klimapolitik den tidlige fase af det demokratiske primærvalg er søgt belyst i løbende opdateringer af blog-indlægget Hillarys klima, da er den videre udvikling i selve primærvalgsprocessen og den efterfølgende forberedelse af Demokraternes valgplatform belyst i blog-indlægget Bernies klima. Klimapolitisk set er der stadig uenigheder omring fracking, men alt tyder lige nu  på, at Demokraterne i løbet af denne uge vedtager et særdeles progressivt program, hvor klimaindsatsen bliver håndteret med den nødvendige urgency.

Oven på det republikanske gedemarked i Cleveland har det givet været en ambition at få demokraternes konvent til at fremstå som enigt, værdigt og politisk visionært. Men i går blev der detoneret en bombe.

Via Julian Assange og WikiLeaks blev der fredag frigivet næsten 19.252 e-mails, som er hacket fra Det Demokratiske Partis mailserver. Disse mails stiller Det Demokratiske Partis ledelse i et endog meget problematisk lys. For her bliver det, som Sanders-kampagnen hele vejen igennem har hævdet, uafviseligt klart, at partiledelsen ikke har set det som sin opgave at stå i spidsen for en fair demokratisk proces, men tværtimod i det skjulte har søgt at favorisere Clintons kampagne og bagtale Sanders. Så det er ny benzin på et bål, som ellers var lige ved at være brændt ud.

Her er en liste samlet af Gateway Pundits med links til nogle af de mere betændte mails, som nu ligger på WikiLeaks.

Læs mere »

Share

Exit Brexit

29. juni 2016

Den 23. juni var der folkeafstemning i Storbritannien om briternes videre tilknytningsforhold til EU. Resultatet blev, at 51,9% af de vælgerne, som stemte, satte kryds ved Brexit, som det i løbet af valgkampen kom til at hedde: At Storbritannien skulle forlade EU.

På valgdagen stemte 17,4 mio. briter for Brexit, mens 16,1 mio. briter markerede, at de ønskede at forblive i EU. Men stemmeprocenten var historisk lav, kun 72% af vælgerne stemte. Dermed var det kun 37,4% af de stemmeberettigede, som stemte for Brexit. Umiddelbart er dette et meget lille flertal, når det gælder afgørelsen noget så centralt som et 40-årigt ægteskab med det europæiske fællesskab, og i mange andre situationer kræver sådanne konstitutionelle afgørelser to tredjedeles flertal i to på hinanden følgende afstemninger.

Mange synes da også at være vågnet med alvorlige tømmermænd oven på en nærmest bizar valgkamp. Allerede morgenen efter stod det klart, at meget lidt af det, som Brexit-kampagnen havde stillet i udsigt, kunne lade sig gøre. Og hvis der havde eksisteret en fortrydelsespille for uoverlagt stemmeafgivning, tyder meget på, at afgørelsen ville være blevet en helt anden. For en underskriftsindsamling med det mål at få en ny afstemning, hvori der skal et flertal på mindst 60% af stemmerne, hvis valgdeltagelsen er under 75%, har efterfølgende fået en kolossal tilslutning.

Blot fem døgn efter Brexit-afgørelsen var en realitet, rundede kampagnen mere end 4 mio. underskrifter, og tallet er stadig stigende. (link) Disse underskrifter må først og fremmest formodes at komme fra mennesker, som enten ikke fik stemt eller har stemt Brexit, selvom de ‘kun’ ønskede at markere en utilfredshed, men på ingen måde ønskede, at Storbritannien forlod EU, eller havde forestillet sig, at det kunne blive konsekvensen.

Talløse læserbreve synes at bekræfte dette mønster, og i det første døgn efter afstemningen kunne man se en voldsom stigning i Google-søgninger på “What is EU” og “What is Brexit”. Lidt sent kunne man mene, men måske er vi kun næsten modne til den slags afstemninger. Og måske skulle man have formuleret afstemningen om det meget komplekse spørgsmål helt anderledes, så politikerne havde haft noget konkret at gå videre med og opbygge deres kampagner omkring. Ikke mindst synes det i en moderne medievirkelighed nødvendigt at holde mediedækningen og politikernes kampagner i kortere snor, for valgkampen har ikke gjort det lettere for den almindelige brite at gennemskue det komplekse spørgsmål. Tværtimod har der ikke mindst fra Brexit-side været luftet mange usandheder, og der har været talt til alle mulige former for had og indestængte følelser, selvom det måske havde meget lidt med EU at gøre, når det kom til stykket. Måske var det i virkeligheden mere et nej til den ekstreme ulighed i det britiske samfund, som kun er er uddybet efter årtiers neoliberalisme, end det var et nej til at være med i det europæiske fællesskab.

Læs mere »

Share

Wall Street Journals klimafornægtelse italesat

16. juni 2016

Denne annonce er den første af en serie på 12, som i de kommende uger vil blive indrykket i Wall Street Journal på prominent plads, lige overfor lederpladsen, hvorfra der løbende udgydes en massiv klimafornægtelse. Gennem årene er det således blevet til mere end 200 ledere om klimaspørgsmålet, alle med et mere eller mindre utilsløret klimafornægtende synspunkter, hvilket ikke er så mærkeligt, da vi her står med et af Murdoch-koncernens mere forkromede talerør.

Det kan derfor umiddelbart virke underligt, at Wall Street Journal overhovedet har valgt at sige ja til en annonce, som direkte sætter spørgsmålstegn ved Wall Street Journals vedholdende klimafornægtelse. Partnership for Responsible Growth, som har indrykket annoncen, har da også måttet betale for det. Wall Street Journal synes at have en fuld pris-kategori, som meget sjældent bliver brugt, som er beregnet for de annoncer og annoncører, man ikke sympatiserer med, så man ikke må afvise, men at disse annoncører blot får lov til at gribe dybere i lommerne.

“We’re not really trying to convert or attack the paper,” siger George Frampton, som står bag initiativet til Washington Post: “We’re trying to reach out to a business audience in a medium that never tells them the the science is basically settled and that this is a national-security and economic problem . . . I’d say if the Journal won’t cover it, we’ll pay to have them cover it.”

Læs mere »

Share

Donalds klima

28. maj 2016

Nu hvor det ligger i kortene, at republikanernes kandidat til Obamas efterfølger i Det Hvide Hus bliver Donald Trump, synes det på plads at lave et indlæg om Donalds klima, ligesom man kan finde indlæg om Hillarys klima og Bernies klima. Umiddelbart bliver det noget lettere at lave, for klimapolitikken har indtil nu været til at overse i Donalds politiske cirkus. Tilbage i marts sagde han i et interview med Washington Post, at han ikke troede så meget på det med klimaforandringer – og har flere gange hævdet, at der var tale om et kinesisk plot for at svække den amerikanske økonomi. Som oftest bliver det blot til ultrakorte statements – at det er en hoax, bullshit eller a con job. Og med størstedelen af det republikanske parti sponsoreret af fossile interesser for at opretholde klimafornægtelsen er Trump ikke i løbet af primærprocessen blevet modsagt på dette område.

I det hele taget er han i foruroligende lille grad blevet modsagt. Tværtimod har de amerikanske medier villigt ladet sig reducere til mikrofonholdere for hans absurde teater i stedet for at holde ham til ansvar for den eklatante mangel på politiske substans, hans mangel på basal udenrigspolitisk forståelse, hans chauvinisme, hans demagogi og leflen for laveste fællesnævner, hans utilslørede racisme og skingrende islamofobi. Når endelig der er nogen, som har ymtet uenighed, har han jordet sine modstandere så brutalt og i så høj grad ved at gå efter personen frem for bolden, at der med ganske få undtagelser har været tale om en udtalt berøringsangst.

Både medierne og hans republikanske politiske modstandere må derfor i denne tid se sig dybt i spejlet, hvordan de har kunnet lade en sådan gøgeunge udruge i den republikanske primær-rede og fuldstændigt lade ham afspore den politiske diskurs.

Hvis således – Gud forbyde det – hele denne næsten halvandet år lange valgproces i verdens største økonomi ender med, at Donald flytter ind i Det Hvide Hus med sin Playboy-politik, er det en katastrofe ikke bare for USA, men for verdenssamfundet og for verdens videre udvikling. Og det at et menneske med en sådan sans for trætterier og konspirationsteorier, en sådan manglende sans for, at der findes en verden uden for hans amerikanske hvid mand-univers og decideret fladpandede politiske program, kan finde vejen gennem primærvalgenes politiske nåleøje, stiller alvorlige spørgsmål ved, hvordan demokratiet håndteres i verdens rigeste land.

Læs mere »

Share

Updates på Strøtanker

30. april 2016

Vi lever i en dynamisk verden, hvor alt er i stadig udvikling. Nogle gange kan man derfor blot få dage efter færdiggørelsen af et blog-indlæg opleve, at perspektiverne har ændret sig markant. Jeg har derfor fået den ‘uvane’ blot at lave en update nederst i et eksisterende indlæg frem for at skrive et nyt indlæg. I en række tilfælde er der tale om hele serier af opdateringer. Dette gør for det gode, at sammenhørende informationer forbliver samlet, og at man i en række situationer bedre får synliggjort udviklingen. Men omvendt bliver det i blog-formatet sværere at se disse opdateringer, fordi de gemmer sig dybt inde i bloggens afkroge. Derfor har jeg etableret en side: Opdaterede blog-indlæg, som giver et overblik over de senest opdaterede indlæg.

Jeg vil gerne samtidig benytte anledningen til at pege på nyhedssiden Agenda 350, som hver dag ved middagstid opdateres med nye artikler om klima og bæredygtighed fra hele verden.

 

Share

Paris-aftalen underskrevet

22. april 2016

Symbolikken var til at tage og føle på, da den klimaaftale, som blev vedtaget ved COP21 i Paris i december, som skal sikre den hurtigst mulige afvikling af det fossile samfund, i dag havde første underskrivelsesdag på Moder Jords dag, 22. april. For den aftale har i allerhøjeste grad at gøre med at beskytte Moder Jord mod vi menneskers måske største fejlgreb til dato, afbrændingen af fossile brændstoffer. Meget vanvittigt har vi fundet på gennem tiderne, men med den fossile ild har vi udløst kræfter og muligheder, som intet førindustrielt samfund har kendt til. Det har i de seneste to århundreder ført til, at vi er blevet ikke bare voldsomt mange flere, men også voldsomt meget mere indgribende i de økosystemer, vores eksistens i sidste ende er afhængig af. Så selvom Paris-aftalen er en klimaaftale, så handler det om meget mere end kul og olie. Det handler om beskyttelsen og bevarelsen af hele det livsgrundlag, som har båret menneskeheden igennem hele dens historie, og som vi nu som ‘tak’ er i fuld gang med at smadre. Paris-aftalen er frugten af 21 års forhandlinger under UNFCCC, som FN iværksatte i forlængelse af Rio-konferencen i 1992. Det har ikke været noget enkelt forløb, og resultatet er ikke bare entydigt indlysende, men vi står nu med Paris-aftalen med et instrument, som hvis verdens lande slutter op om den i de kommende årtier vil gribe transformativt ind i mere eller mindre alle aspekter af menneske- og samfundslivet og forhåbentlig sikre, at fremtidige generationer også får mulighed for at leve med, af og på den generøse Moder Jord, som har båret menneskeheden frem til i dag.

For at Paris-aftalen overhovedet bliver en gyldig aftale, skal mindst 55 lande med i alt mindst 55% af verdens klimaudledninger underskrive og ratificere aftalen. I dag har 175 af verdens 195 lande underskrevet, heriblandt stort set alle de største udlederlande. Dette er ny rekord for FN – aldrig før i FNs historie har så mange lande underskrevet en aftale på samme dag. Efter dagens signing ceremony skal aftalen gennem en ratifying process, hvor de enkelte lande har sikret sig de nationale godkendelser mv., som den endelige ratificering indebærer. Her har foreløbig 15 af verdens mindste og mest sårbare lande taget også dette skridt. Men store udlederlande som Australien, Indien, Kina og USA har klart markeret, at de vil foretage den endelige underskrivelse allerede i år og har i fællesskab opfordret alle til at tage også dette skridt hurtigst muligt, så det egentlige arbejde kan begynde. Her kan EU vise sig at være blandt de langsomme, fordi aftalen skal frem og tilbage mellem godkendelser i EU og i de enkelte medlemslande. Men alt tyder lige nu på, at de 55 lande og 55 procent vil være i hus inden årets udgang.

Læs mere »

Share

Bernies klima

15. april 2016

Bernie Sanders har i sin kampagne for at blive den demokratiske kandidat til præsidentvalget i USA til november givet klimaindsatsen en central placering – og ikke kun ved at ønske sig lidt flere solceller, vindmøller, elbiler og smart technology. Han har tværtimod sat klimapolitikken ind i et stort anlagt politisk og socialt perspektiv, hvor han samtidig adresserer retfærdighedsaspektet, det intergenerationelle, den morale forpligtelse og de eksisterende magtstrukturer, som foreløbig er lykkedes med at forsinke den nødvendige klimaindsats med adskillige årtier. 

Tilbage i juli sidste år skrev jeg et indlæg om Hillary Clintons klimapolitiske linje – Hillarys klima – som forsøgte at indkredse, i hvilken udstrækning man ville kunne forvente, at hun, hvis hun blev Obamas efterfølger, videreførte hans påbegyndte klimapolitik. I mellemtiden er Bernie Sanders kommet på banen som udfordrer til nomineringen som Demokraternes præsidentkandidat. Bernie har i høj grad formået at udfordre Hillary, ikke mindst på klimaområdet, hvilket også afspejler sig i, at flere og flere af de løbende opdateringer i blog-indlægget om Hillarys klimapolitik handlede lige så meget om Bernies klima. For med Bernie på banen har hun været nødt til løbende at skærpe sin klimaposition for om muligt at vinde lidt af Bernies indhug i de unges stemmer tilbage. Så nu, hvor der om mindre end en uge er primærvalg i New York, hvor klima og miljø ser ud til at få en vis rolle, var det på plads at lave en pendant om Bernies klima og se på, hvordan han har været med til at sætte klimadagsordenen i det demokratiske primærvalg og i hvilken grad, de to demokratiske kandidaters klimaperspektiv er forskelligt.

Som oftest er det demokratiske primærvalg for længst afgjort, når det når til New York. Men i år er det anderledes. En sejr – eller i hvert fald et godt resultat i New York nu 19. april – er uomgængeligt vigtig for begge de tilbageværende kandidater. I en række primærvalg i det sydlige USA, som traditionelt er ganske konservativt, vandt Hillary stort tidligere på foråret, ikke mindst takket være en massiv opbakning fra de afro-amerikanske vælgere. Så hun vil med en en stor sejr i New York om ikke lukke ballet endeligt, så gøre det endnu mere usandsynligt, at Bernie kan nå at indhente hende. For Hillary er New York hjemmebane. Hun har været senator for staten New York i to fireårsperioder, så alle kender hende. Hun er da også storfavorit til at vinde nu på tirsdag, og hvis Bernie skulle gå hen og vinde i New York eller bare komme tæt på, så vil det psykologisk set være en gigantisk lussing, efter at hun for blot en måned siden var urørligt foran. For Bernie er New York tilsvarende vigtig, hvis han skal gøre sig håb om at stå med flest forpligtede delegerede, når primærvalgende er ovre. Han har indhentet noget på det seneste, men er stadig mere end 200 bagefter.

Læs mere »

Share

Divestment og dumstædighed

17. december 2015

Sidste år førte Ansvarlig Fremtid en divestment-kampagne overfor en række danske pensionskasser for at få dem til at afvikle alle investeringer i fossile selskaber, og – selvom det ikke var stærkt understreget – indse, at det at sikre fremtiden ikke kun handlede snævert om den optimale forrentning af pensionskapitalen. Det måtte samtidig ske på en måde, så man ikke ødelagde fremtidens levevilkår og mulighederne for at fastholde velfærden fremover. Pensionskasserne har allerede tilsvarende humane og etiske retningslinjer, så det var kun naturligt i den nuværende situation at inddrage både klima- og bæredygtighedsmæssige retningslinjer.

Resultatet var lidt forskelligt i de 7 danske pensionskasser, hvor der blev ført divestment-kampagne. Men i de fleste viste der sig et flertal for at afvikle alle investeringer i de 100 værste kulselskaber.

I min egen pensionskasse, Arkitekternes Pensionskasse, viste der sig et flertal på 58% for divestment. Men bestyrelsen fastholdt efterfølgende, at man ikke var til sinds at lade sig diktere af sådanne små aktivistflertal – men ville fastholde bestyrelsens frihed til at sikre pensionsformuen bedst muligt!

Derfor dette lille indlæg i dag – for ud over at udvise en eklatant manglende respekt for de demokratiske processer ved blot at lade hånt om medlemmernes udsagn, så viser grafen herover, som stammer fra en artikel i dagens Børsen, hvor uforsvarligt det har været overfor den pensionsformue, disse bestyrelser er sat til at forvalte, blot at overhøre sine medlemmers ønsker og indsigt i tingenes tilstand. For tendensen var allerede klar i første kvartal 2015, og siden da er de fossile aktiekurser raslet ned. I løbet af de sidste to år er kursen på olieselskabernes aktier faldet med godt 40%, mens kulvirksomhedernes aktiekurser er faldet med hele 88,6%. Samtidig er Bloombergs indeks for solcellevirksomheder steget med 5%, mens vind-indekset er steget med hele 30%.

Læs mere »

Share

Paris-noter II – anden uges forhandlinger

7. december 2015

Gå direkte til noter for 07., 08., 09., 10., 11. og 12. december, eller til link-sektionen, som ud over at dække anden uge af forhandlingerne i Paris omfatter et bredt udvalg af reaktioner på resultatet af COP21. 

Så er der taget hul på anden uge i Paris, hvor det efter at det lørdag over middag i ADP2-forhandlingssporet lykkedes forhandlingsdelegationerne at blive enige om et oplæg til de afsluttende forhandlinger, er den videre politiske proces, som står i centrum. Der er stadig mange ting at afklare, og stort set samtlige de ’store’ problemer er endnu uafklarede. Men hvor forhandlingsteksten ved starten af første uge havde mere end 1.600 kantede parenteser, som hver især indikerer ord, sætninger eller tekstdele, som der er flere forslag til, så er der nu ‘kun’ 937 af disse kantede parenteser tilbage. Og de vigtigste problemer er så at sige blevet filtret så meget ud af hinanden, at de, selvom de hænger tæt sammen, endda meningsfuldt kan behandles, forhandles og besluttes hver for sig.

Sammen med dette tekstoplæg er ledelsen af forhandlingerne her i anden uge overgået til det franske værtskab, så fra nu af er den fanske udenrigsminister Laurent Fabius, som står i spidsen for forhandlingerne. I løbet af den første uge har jeg oplevet flere sessions, hvor han har deltaget, og man må sige, at COP21 med Christiana Figueres, Laurence Tubiana, Ségolène Royal og Laurent Fabius er i virkelig gode hænder. I forhold til hvad vi så i København i 2009, så har de en enestående procesbevidsthed og et meget klart billede af, hvad det er for en aftale, som fremtiden har brug for – og en så stærk procesbevidsthed at det, som skete i København ikke kommer til at gentage sig, at en lille gruppe lande så at sige ‘kuppede’ processen med et forslag, som var forberedt i kulissen en snæver kreds. Det kan man måske slippe godt fra i det politiske spil omkring en finanslov i Folketinget, men ikke i en aftale som denne, som skal guide verdens 195 lande gennem en stor og svær proces, som kommer til at tage det meste af det 21. århundrede. Så samtidig med, at Fabius (ligesom Figueres) synes at bære en naturlig autoritet omkring sig og ikke lægger skjul på, at han har ambitioner om en stor og ambitiøs aftale, så kan han ydmygt sige, at han har brugt ugen på at lytte – at gå fra gruppering til gruppering og tune sig ind på, hvilke forestillinger, der rundt i krogene er om det endelige resultat, og hvordan der kan bygges bro til en fælles aftale, som ikke bare er et kompromis, men en god aftale.

På en pressekonference i lørdags sagde Fabius meget betegnende, at succeskriteriet for ham ikke bare var en aftale, og ikke bare en god aftale. For selvfølgelig var aftalen central – den skulle på plads. Men der hvor processen for alvor blev forløst – konferencens tipping point – var først dér, hvor alle de mange non-state aktører, byer, regioner, virksomheder, organisationer og NGOer, var fuldt involveret i det videre arbejde. For løsningen af klimaudfordringen krævede, at ikke bare alle lande var med, men at alle dele af samfundet var med.

Med dette indlæg vil jeg søge i de kommende dage at fastholde en række elementer og stadier i forhandlingerne frem mod den endelige klimaaftale.

Læs mere »

Share

Paris 2015 – Brandalism

2. december 2015


.
I dagene op til COP21 har Paris’ gader været vidne til en ganske tankevækkende event, #brandalism, hvor 82 kunstnere på en af konsumerismens helligdage, ‘black friday’, satte i alt 600 plakater op i bybilledet på plakatstandere tilsvarende dem, som belemrer det centrale København.

Mange af dem er så gode, at jeg ville ønske at der kom en samlet udgave deraf. Men jeg har forsøgt at samle en række af de bedste herover – de fleste er hentet fra galleri-siden på www.brandalism.org.uk. De tager meget præcist den corporate greenwash ved hornene, som COP21 til overmål er vidne til i disse dage, og udstiller den ved at viderebearbejde virksomhedernes grafiske identiteter til politiske budskaber. Brandalism skriver derom:

“Despite the state of emergency banning any gathering, following the attacks of 13 November in Paris, the Brandalism project, conducted with Parisian activists, has placed throughout the city hundreds of unauthorised artworks. These posters emphasise the links between advertising, consumerism, dependence on fossil fuels and climate change. We take possession of advertising space because we want to denounce the role that advertising plays in promoting an unsustainable consumerism. The advertising industry feeds our desires for products based on the exploitation of fossil fuels, which have a direct impact on climate change. As for the climate negotiations and side events sponsored by large companies, the outdoor advertising allows more rich to ensure that their voice is heard beyond all others.”

 

Læs mere »

Share