Indlæg om klimaindsats

Klimamøde i Bonn, fem minutter i Paris

31. august 2015

Der er nu blot tre måneder til, at verdens lande samles til COP21 i Paris for at vedtage en global klimaaftale. I den forbindelse er der i den kommende uge forberedende forhandlinger i Bonn, hvor den altdominerende opgave bliver at få forhandlingsteksten kortet ned. Ud over denne uge tilbagestår der kun en enkelt af disse forberedende forhandlingsuger, så med i alt kun ti tilbageværende forhandlingsdage inden Paris oplever lige nu et kolossalt – og kunne man fristes til at sige – nødvendigt pres for at få skabt enighed om en stærk og visionær klimaaftale, som kan guide den nødvendige omstilling og sikre vores livsgrundlag for fremtiden.

Kommissioriet for den kommende uges forhandlinger er med IISDs ord: “At ADP 2-10, Parties are “expected to produce a clearer understanding and articulation of the elements of the Paris package with regard to both workstream 1 (the 2015 agreement) and workstream 2,” including by developing “bridging proposals” and narrowing options for further negotiation.”

Ved sidste samling i juni (se blog-indlægget Klimatopmøde i Bonn 1.-11. juni) måtte man, på trods af at forhandlingerne var båret af en konstruktiv ånd og fælles oplevelse af at stå overfor en ufravigelig, monumental opgave, indse, at redigerings- og afklaringsarbejdet gik alt for langsomt. I løbet af to ugers forhandlinger blev teksten kun to sider kortere, og forhandlingstekstens format var blevet så rodet af de mange tilføjelser og ændringsforslag, at man midtvejs gav formandsskabet for forhandlingssporet, Ahmed Djoghluf og Dan Reifsnyder, til opgave at ombryde teksten, så den strukturelt set var mere håndterbar. Denne udgave forelå sidst i juli, men er stadig 83 sider lang:

Scenario note on the tenth part of the second session of the Ad Hoc Working Group on the Durban Platform for Enhanced Action, Note by the Co-Chairs 24.07.2015 (pdf).

Further clarifications by the ADP Co-Chairs on the mode of work at ADP2.10, UNFCCC 30.08.2015 (pdf).

UNFCCC skrev ved fremlæggelsen i juli, at: “The document provides for the first time clarity on what could be contained within the emerging legal agreement in Paris.” “It also clarifies what decisions with immediate effect could be taken at the moment the agreement is adopted.”

Men en lang række spørgsmål afventer stadig den politiske afklaring. Djoghluf og Reifsnyder har ikke kunnet træffe nogen af disse beslutninger, men kun kunnet tydeliggøre, hvilke beslutninger, der mangler at blive truffet og hvor der stadig mangler afklaring og enighed. Om så delegationerne har gjort deres hjemmearbejde på alle disse områder er mere end tvivlsomt – sandsynligvis vil de fleste af de tilbageværende centrale uenigheder først blive afklaret i Paris, når statsoverhovederne kommer med. Det har traditionelt været i processens sidste stade. Men de franske forhandlingsværter har forsøgt at vinde gehør for, at statslederne ved COP21 i stedet kommer til Paris allerede i den første forhandlingsuge, så det politiske kommer tidligere i spil.

På nuværende tidspunkt, hvor 56 lande med tilsammen omkring 70% af verdens udledninger har indgivet deres klimamålsætninger, tegner der sig et billede af, at der kan etableres en aftale i Paris, men at summen af de indmeldte klimatiltag ikke er tilstrækkelige til en 2°C-løsning. Forhandlingernes leder, Christiana Figueres, har da også forud for denne forhandlingsrundet medgivet, at: “On their own, the INDCs received before Paris are not going to keep us below a 2 degrees Celsius rise this century. But they underline a sharp and positive departure from business as usual and will form the essential foundation to reach that ultimate goal if governments agree to clearly ramp up ambition over time.”

Læs mere »

Share

Blå klimapolitik – eller mangel på samme

20. august 2015

I 2014 lavede den nu forhenværende regering et forlig om den danske klimaindsats frem mod 2020, som ud over rød blok talte de konservative, netop for at give den fornødne klarhed og langsigtethed, som gør, at virksomheder og kommuner og det globale samfund kunne regne med kursen og investere i overensstemmelse dermed. Op til valget før sommerferien blev det fra flere sider i blå blok luftet, at klimamålsætningen for 2020 kunne blive tilbagerullet.

Efter valget kunne den nyudnævnte energi, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) til alles lettelse 7. august meddele, at der ikke ville være behov for at røre ved energiforliget fra 2014. Men i går meldte Lars Christian Lilleholt (V) så ud, at den 40% klimamålsætning er for dyr og bør reduceres til 37%.

Det har dog vakt heftig modstand, ikke bare fra rød blok og klima-og miljøorganisationerne, hvor æteren og de sociale medier siden i går har været rødglædende af harme. Også Konservative har meldt ud, at man ikke er til sinds at acceptere en svækkelse af klimamålsætningen, men står ved sin deltagelse i aftalen om de 40%. De Konservatives klima- og energiordfører Mette Abildgaard tweetede i går, at: “K: Vi er ikke indstillet på at slække på klimaambitionerne om 40 % reduktion i 2020. Man opgiver heller ikke et maraton efter 37 km”. Og Connie Hedegaard har skrevet hjem og istemt de danske NGOers kerneargument, at det her blot tre måneder før COP21 i Paris er det værst tænkelige tidspunkt at pille ved billedet af Danmark som foregangsland. Verden har brug for symboler på, at det kan lade sig gøre.

En medvirkende årsag til, at det kunne være ønskværdigt for Venstre at få nulstillet de seneste tilføjelser til klimaindsatsen, som løftede reduktionerne fra 34% til 40%, er sandsynligvis, at der i denne fase var lagt op til, både transportsektoren og landbruget, som indtil nu kun har leveret en forholdsvis mindre del af den danske klimaindsats, skulle inddrages. For selvom nogen af de mest prisbillige klimareduktioner sandsynligvis lige nu er at finde i landbruget, så er det lidt af en kamel for en Venstre-regering at komme til at lægge navn til markante klimapolitiske indgreb i dansk landbrug, ikke mindst i en situation, hvor man har gjort sig til beskytter i en sådan grad, at man er indstillet på at skrotte en lang række miljøbeskyttelseskrav for at give dansk landbrug mere albuerum.

Læs mere »

Share

Christiana Figueres – The Woman Who Could Stop Climate Change

19. august 2015

Dette er ikke noget egentligt indlæg, blot en introduktion til en artikel i seneste udgave af The New Yorker, hvor Elizabeth Kolbert under overskriften The Weight of the World har lavet et fint portræt af lederen af FNs klimaforhandlinger Christiana Figueres – det menneske, som måske lige nu mere end noget andet sidder med verdens fremtid i sine hænder.

Det er ikke noget let job hun har, at skulle samle alle kræfter på denne klode om at nå til enighed om en global klimaaftale i Paris til december, men hun har en sjælden myndighed i sin måde at tage for givet, at alle leverer deres, og en måde at kunne inkludere alle i folden, selv når der er uartige ‘børn’, som synes at svigte den fælles bestræbelse. Hun har også i langt højere grad formået at inkludere civilsamfundet og NGOerne, ikke som pligt eller politisk korrekthed, men som en nødvendig opretholden af det stadige krav om forandring, som gør at vi ikke bare fortsætter i samme umulige spor.

Selvom Figueres grundlæggende kompasset rundt synes utrolig vellidt og respekteret, så får hun tit bebrejdelser, som her på det seneste, hvor hun har prøvet at ægge de fossile selskaber til at komme med deres bud på, hvad deres bidrag til omstillingen kunne være, og har krævet, at de ophører helt med deres mangeårige uvane med at sponsorere klimafornægtelse. Det er på en måde rigtigt at hun gør det, og fra at olieselskaberne fremstod som en massiv forhindring for den nødvendige omstillingsproces, er der er i disse måneder opløftende tegn på, at olieselskaberne har selvransagelsesprocesser, og at i hvert fald de store europæiske olieselskaber aktivt overvejer deres rolle i udviklingen af et post-fossilt samfund (se blog-indlægget Seks europæiske olieselskaber melder klar til klimaindsats). Her har hun så straks NGOerne på barrikaderne, for efter flere årtiers obstruktion af klimaindsatsen kan tilliden til, at olieselskaberne rent faktisk er indstillet på forandring ligge på et meget lille sted – ikke mindst når man trods de nye signaler blot fortsætter ufortrødent med de klima- og miljømæssigt set vanvittige tar sands-projekter og olieudvindingen i det arktiske område. Så Figueres måtte for nylig bede NGOerne om ikke blot reflektorisk at stigmatisere olieselskaberne, samtidig med at hun har givet olieselskaberne hjemmearbejde, inden COP21 at fremlægge seriøse planer for, hvordan de kan og vil bidrage til omstillingen til det postfossile verdenssamfund.

Kolberts artikel er lang og grundig, og samtidig med at man får et godt rids af klimaforhandlingernes udfordringer siden kollapset i København i 2009, kommer Kolbert virkelig godt omkring personen Figueres. Vi møder et gennem-sympatisk menneske med et ledelsesperspektiv, som på trods af – eller måske netop i kraft af – FN-organisationens stive system formår at navigere og lede og lytte, og så pludselig kan bryde ud i dans. Vi hører i artiklen om, hvordan hun må skifte dress code og vokabularium for at kunne begå sig i og kommunikere med oliestaterne – og med største selvfølgelighed gør det. Her kunne vores hjemlige ytringsfrihedsfundamentalisme lære noget.

Figueres siger under vejs i artiklen, at det er hendes klare fornemmelse, at der lige nu i alle lande arbejdes oprigtigt på at kunne lykkes at få en global klimaaftale i hus i Paris. At den kommer i hus vil også være en sejr for Figueres og hendes inklusive ledelse. Hvor aftalen i København blandt andet gik i vasken på grund af, at der blev lavet rigtigt kedelige manøvrer i korridorerne, hvor mange med rimelighed kunne føle sig holdt udenfor – og vi må med skam melde, at vores nuværende statsminister var en del af det spil – dér synes Figueres i de mellemliggende år gradvist at have formået at genskabe den nødvendige tillid, som skal til, og skabe den transparens og inklusivitet omkring processen, som gør, at næsten 200 lande til december kan enes om at sige ja til samme ene aftale. Samtidig er der i forhold til 2009 en langt stærkere erkendelse af, at klimaindsatsen haster og at den må ske i alle lande, så med de frivillige reduktionsmål, som de enkelte lande selv har stillet sig, er det umiddelbart blevet sværere at være imod. Det hjælper også på processen, at de vedvarende energikilder år for år bliver billigere, så det økonomiske incentive til fortsat brug af fossile brændsler svinder ind. Omstillingen kræver investeringer, men tjener sig ind i løbet af få årtier. Hvis processen i Paris endda ender med at strande, er det sandsynligvis på grund af en en kombination af to årsager, dels en utilfredshed med den manglende finansiering af omstillingen og klimatilpasningen i de fattigste lande, dels en protest mod den manglende ambition i klimaindsatsen ikke mindst fra en række af verdens rige industrinationer som Japan, Canada og Australien, hvis klimamålsætninger lige nu må siges at være patetisk utilstrækkelige.

Figueres er selv helt på det rene med, at Paris ikke når en aftale, som sikrer 2°C-målsætningen – dertil er der for mange lande, hvor klimakursen stadig er slingrende. Men er aftalen og systemet først sat op, kan det opjusteres gennem løbende fornyelser. Og som tingene udvikler sig i disse år, kan det meget vel vise sig at afviklingen af det fossile samfund kommer til at gå langt hurtigere end politikerne og deres embedsmænd lige nu byder ind med. Som for eksempel har premierminister Abbott ud fra økonomiske argumenter indberettet en ganske uambitiøs klimamålsætning for Australien, hvor det økonomisk set ville være billigere at lave en langt hurtigere omstilling (se update 18.08. i blog-indlægget Paris 2015 – Australiens INDC).

Figueres har det sidste ord i Kolberts stærkt anbefalelsesværdige artikel: “You know, I think that this whole climate thing is a very interesting learning ground for humanity. I’m an anthropologist, so I look at the history of mankind. And where we are now is that we see that nations are interlinked, inextricably, and that what one does has an impact on the others. And I think this agreement in Paris is going to be the first time that nations come together in that realization. It’s not going to be the last, because as we proceed into the twenty-first century there are going to be more and more challenges that need that planetary awareness. But this is the first, and it’s actually very exciting. So I look at all of this and I go, This is so cool – to be alive right now!”

Se tidligere blog-indlæg: Interview med Christiana Figueres.

Elizabeth Kolbert: The Weight of the World, The New Yorker, 24.08.2015.

Leo Hickman: The Carbon Brief Interview: Christiana Figueres, Carbon Brief 11.06.2015.

John Vidal: The Figueres family led Costa Rica’s revolution, and now it’s green revolution, The Guardian 14.05.2012.

 

Share

Islamic Declaration on Global Climate Change

18. august 2015

I juni fik vi Pave Francis’ encyklika, Laudato Si, som i meget klare vendinger kalder verdens 1,2 mia. katolikker til klimaindsats – endda med en radikalitet, som det er svært for vore dages politikere at gøre det. Og i dag fik vi tilsvarende en Islamic Declaration on Global Climate Change, som udfolder klimaudfordringen i et islamisk perspektiv og meget direkte opfordrer verdens 1,6 mia. muslimer til at gøre deres til at vi kan møde klimaudfordringen.

Deklarationen er resultatet af et todages symposium i Istanbul med deltagelse af 60 islamiske ledere fra 20 forskellige lande.

Traditionelt har klimaindsatsen kun i mindre grad været drevet af muslimske lande, så på den led er det et dobbelt vigtigt dokument. Den islamiske kultursfære spænder over mange af de landskaber, som i de kommende årtier vil blive allerhårdest ramt af klimaforandringer, fordi i forvejen meget varme klimaer bliver varmere, i forvejen meget tørre klimaer bliver endnu mere tørre og ørkenagtige. Samtidig omfatter den islamiske verden en stor gruppe af olielande, som med deres enorme oliereserver traditionelt har været meget modstræbende mod at anerkende om ikke klimatruslen, så dens enorme omfang.

Som vi har set det både med pavens Laudato Si og den islamiske deklaration, så har det spirituelle udgangspunkt muligheder for at italesætte problemer og adfærd, som den verdslige politiske sfære har meget vanskeligt ved. Det kan moralisere, det kan tale til det gode i mennesket, det kan sætte grænser for vores grådighed vores fremfærd, vores egoisme vores fortravlethed og forvirrethed med en direkthed i sproget, som ingen politiker ville slippe levende fra. Så ligesom der er en helt central plads for NGOerne i den store omstilling, så er der en kæmpe opgave for vores tros- og forestilingssystemer i at hjælpe menneskeheden godt videre i den nok største trussel mod menneskeheden i menneskehedens historie, nemlig mennesket selv som er i fuld gang med at tilintetgøre sine omgivelser og sit livsgrundlag.

“Our species, though selected to be a caretaker or steward (khalifah) on the earth, has been the cause of such corruption and devastation on it,” siger den islamiske deklarationstekst. Vi får her for menneskets indplacering i jordelivet en form for mellemposition mellem et deep– og et shallow ecology-perspektiv. Hvor mennesket på den ene side ikke blot er en lige del af naturen, men på den anden side ikke blot er hersker og forbruger, men nok så meget tjener, forvalter og opretholder. Pave Francis har meget direkte adresseret de amerikanske katolikker, som bedriver en omfattende klimafornægtelse og har på sin kærlige måde sagt, at den ikke går. Og senere på året træder han ind midt i fornægtelsen, når han skal holde tale for den amerikanske kongres.
Vi har endnu til gode at se, i hvilken grad den islamiske deklaration bliver bredt formidlet. Den muslimske verden er mindre hierarkisk organiseret end den katolske, så deklarationen er mere afhængig af, at der i hvert land er mennesker, som tager den til sig og bruger den. For eksempel er det nok ikke tilfældigt, at konferencen ikke havde nogen repræsentant fra Tyrkiet, selvom den fandt sted i Istanbul, mens omvendt lederen af det indonesiske Ulema Council, UCI, som repræsenterer 210 mio. muslimer,  har hilst deklarationen velkommen med ordene:

“we are committed to to implementing all [its] recommendations. The climate crisis needs to be tackled through collaborative efforts.” Vil islamiske fundamentalister tage den til sig, vil oliesheikerne tage den med i fredagsbønnen? Det må de kommende uger vise.

Umiddelbart er der tale om et stærkt og radikalt klimaperspektiv. Og hvor de indledende dele i høj grad søger at forbinde islamisk tro og livssyn med et klimaperspektiv – og søger at definere en sådan akse – så er målsætningsdelen trukket helt ind i FN-forhandlingernes værktøjskasse og begrebsapparat, med bud til verdens rigeste lande og olieproducerende lande om at have udfaset deres brug af fossile brændsler inden midten af århundredet samt at levere generøs finansiel og teknologisk hjælp til verdens fattigere lande, erkende den moralske forpligtelse til at reducere forbruget for at give også fattige lande mulighed for at nyde godt af ikke-fornyelige ressourcer, samt at holde 2°C-målsætningen og om muligt 1½ºC-målsætningen – og lade mindst to tredjedele af alle fossile reserver forblive under jorden. Der skal investeres i en grøn økonomi, og den nuværende uetiske naturødelæggelse må erstattes af naturbevarelse og bæredygtigt forbrug, mens forholdene for verdens fattigste må bedres.

Det var det helt korte resume af deklarationstekstens afsnit 3.2. På deklarationens hjemmeside kan man læse om tilblivelsen, at:

“A group of top academics has been engaged in drafting an “Islamic Declaration on Climate Change” and the initial draft has been circulated widely for consultation. The symposium will be an experts’ meeting convened to seek broad unity and ownership from the Islamic community around the Declaration, and to further discuss the amplification of messages and mobilization of various actors and groups around COP 21 and in the future. In attendance will be senior international development policy makers, leaders of faith groups, academics, and other experts. This symposium shall also provide opportunities to connect with leaders from other faiths as well as secular organisations, and promote inter-faith and cross-movement cooperation around aligned and joint messages. It will moreover highlight the future role and contribution of Muslims to the climate movement, and present ample communications opportunities, the aim being to secure high level representation from the diversity of actors mentioned above.”

Læs mere »

Share

Paris 2015 – Australiens INDC

13. august 2015

Aftenrøde over et brunkulsfyret kraftværk i den australske delstat Victoria. Australien har store kulreserver, og en af landets store udfordringer ved forud for COP21 i Paris at skulle lave en klimaplan, er den nødvendige erkendelse af, at langt størsteparten af disse kul må forblive i undergrunden.

Efter planen skulle de rige landes klimamålsætninger have foreligget først på året, men måske for at demonstrere sin uvilje overfor fænomenet har Australiens premierminister Tony Abbott trukket den endelige lancering af de australske INDC (Individual Nationally Determined Contributions), men i forgårs blev de lagt offentligt frem. Og de indebærer, at Australien vil reducere sine CO2-udledninger med 26-28% i forhold til 2005. Det har for så vidt stået klart længe, og Australiens premierminister Tony Abbott har da også allerede været udsat for et massivt pres for at øge den australske klimaambition, for de australske klimamålsætninger hører blandt de allersvageste blandt de rige lande.

Marshall-øernes udenrigsminister Tony de Brum skrev 11. august på Twitter: “If the rest of world followed Australia’s lead, the Great Barrier Reef would disappear. So would my country.” Lederen af den engelske klimakommission, Lord Deben, karakteriserer den australske klimamålsætning som helt utilstrækkelig og siger, at: “Global warming won’t wait for Mr. Abbott and his government. Mr Abbott’s hubris is staggering.”
Miljøfolk karakteriserer Australiens klimamålsætning som værende ‘patetisk utilstrækkelig’. Abbott har taget til genmæle og siger, at den på ingen måde er værre, end hvad man naturligt kan sammenligne sig med – hvilket kun er næsten forkert i og med at både Japans, Canadas og New Zealands klimamålsætninger tilsvarende er patetisk utilstrækkelige. Men Obamas klimaindsats ligger klasser over, og den australske klimaambition ligger endog meget langt fra EUs og de øvrige europæiske landes, hvor man er i fuld gang med en række af de strukturelle forandringer, som Abbott foreløbig er veget udenom.

Klimamålsætningen kan ses her: Australias 2030 Emission Reduction Target.

Som man kan se det af grafen herunder, svarer de 26% i forhold til 2005 til blot 20% i forhold til 1990, som der hele tiden har været lagt op til var referenceåret, hvor for eksempel EUs klimamålsætning for 2030 ligger 40% under 1990. Men lande som i årene efter 1990 lod udledningerne stige, har systematisk valgt andre basisår, for at få den fremlagte indsats til at fremstå bedst muligt – mange ville sige at få mindst muligt til at synes af mest muligt.

Figuren herover søger at rydde op i disse forskelligheder ved for hvert land at vise, hvilken reduktion der er tale om i forhold til tre forskellige basisår. De lyst gråblå søjler viser reduktionerne i forhold til 1990 – her kan man se, at EU står stærkest med 40%, hvor Canada i den anden yderlighed med sin planlagte klimaindsats stadig i 2030 vil have højere CO2-udledninger end i 1990, fordi man i mellemtiden har ladet udledningerne stige næsten eksplosivt.

Hvis vi skal have en chance for at holde den målsætning om en gennemsnitlig global temperaturstigning på max 2°C, som alle verdens lande vedtog i København i 2009, så er ingen af disse reduktionsmål tilstrækkelige, for så skulle udledningerne for verdens rigeste lande nærmere ligge 50-55% under 1990. Selv EUs klimamålsætning er i den skala aldeles utilstrækkelig – og ret urimelig, for meget tyder på at EU når i 2020 ikke bare som planlagt når 20% under 1990, men er på vej til at nå 28%. Så blot med en række mindre opjusteringer af EUs klimaindsats ville EU relativt uproblematisk kunne nå 50% eller mere i 2030. For de lande, hvor udledningerne er fortsat med at stige langt ind i det 21. århundrede, ville 50% under 1990 i 2030 til gengæld kræve betydelige anstrengelser. Men situationen kalder omvendt på, at alle anstrenger sig til det yderste, så man må håbe, at processen frem til Paris formår at få alle til at stramme deres målsætninger yderligere.

Australiens Climate Change Authority (CCA) fastslog i starten af juli, at Australien måtte reducere sine udledninger med mindst 30% i 2025 i forhold til år 2000 (36% i forhold til 2005) og tegne sig for reduktioner i størrelsesordenen 40-60% i 2030. “These targets should be considered the bare minimum, at best, when it comes to climate credibility as well as Australia’s carbon competitiveness.” En sådan klimamålsætning vil ifølge CCA være: “credible in terms of what the science requires – and what many comparable countries are doing – to move the world back towards a global emissions reduction path consistent with a reasonable chance of limiting the increase in global warming to 2°C. It would also send a credible signal to domestic and international stakeholders alike that the government is intent on playing a leadership role in guiding Australia’s long-term transition to a sustainable, low-carbon world.”

Én ting er, at Australiens 26% reduktionsmål på den baggrund er aldeles utilstrækkeligt. Hvad der er værre, er, der er ikke ret meget i den fremlagte klimaplan, som sandsynliggør, at man vil nå reduktioner i den størrelsesorden. For den bygger på en meget snæver palet af virkemidler, og Abbott, der som noget af det første efter sin tiltræden skrottede den hidtidige australske klimapolitik, har aktivt fravalgt en række af de mest indlysende virkemidler, samtidig med at han ikke synes til sinds at bremse kuludviklingen. Samtidig siger han ved lanceringen, at han til enhver tid vil sætte økonomien højere end klimaindsatsen – og med økonomien mener han den australske kuløkonomi. Så der bliver et kæmpe oprydnings- og udredningsarbejde for en kommende regering. Og man må forvente, at der bliver indledt et massivt pres på Australien for at skærpe og præcisere sin klimaindsats inden COP21 i Paris.

Det australske udenrigsministerium har haft den fremtrædende økonom Warwick McKibbin til at udarbejde scenarier for omkostningerne ved at gennemføre reduktioner i størrelsesordenen 20-35% i 2030 i forhold til 2005. Rapporten er hemmeligholdt, men den skulle ifølge The Guardian Australia vise, at forskellen mellem 20% reduktion og 35% reduktion økonomisk set kun er ubetydelig. Så når Abbott endda vælger reduktioner i den lave ende af registeret, må det hænge sammen med, at han ikke ønsker at hæmme vilkårene for den australske kulindustri.

Læs mere »

Share

Obama: 32% reduktion af energisektorens udledninger inden 2030

3. august 2015


.
I dag fremlagde Obama sin klimaplan i sin endelige form. I den forbindelse lagde Det Hvide Hus i går denne video ud, hvor Obama selv præsenterer sin klimapakke og inviterer alle amerikanere til at medvirke til at løse klimaudfordringen.

“Power plants are the single biggest source of harmful carbon pollution that contributes to climate change,” kan man her indledende høre Obama fastslå: “But until now, there have been no federal limits to the amount of that pollution those plants can dump into the air. Think about that. We limit the amount of toxic chemicals like mercury and sulfur and arsenic in our air and water, and we’re better off for it. But existing power plants can still dump unlimited amounts of harmful carbon pollution into the air we breathe. For the sake of our kids, for the health and safety of all Americans, that’s about to change.”

Planen sætter ind overfor de amerikanske kraftværker, og udstikker stat for stat retningslinjer for, hvor store reduktioner kraftværkssektoren skal gennemføre inden 2030, med belønninger for dem som kan klare det hurtigere. Denne indsats overfor kraftværkerne er grundstenen i den klimaindsats, som Obama fremlagde i 2013 og detaljerede i 2014 – og udgør den største enkelte post i den reduktion af de amerikanske udledninger på 26-28% i forhold til 2005, som Obama har forpligtiget USA til inden 2025.

Samlet er der for USAs energisektor tale om reduktioner som over en 15-årig periode vil udgøre 32% i forhold til 2005, hvilket er mere, end der hidtil har været lagt op til, ud over at reduktionerne i højere grad vil blive løst med vedvarende energi og mindre med indfasning af gas. Der er ikke tale om, at alle værker over én kam blot skal reducere det samme, tværtimod er der lavet forskellige reduktionsmål for hver af USAs stater (bortset fra Vermont og Washington BC, som ikke har nogen fossilt fyrede kraftværker), ligesom der er givet en stor frihed til at hver enkel stat inden for disse rammer frit kan sammensætte sin optimale energimix. Til gengæld er der lagt yderligere to år ind i tidslinjen for at have den nødvendige tid til at opnå de foreskrevne reduktioner – og til forud at udarbejde meningsfulde planer, for hvad der skal ske med de enkelte enheder, og hvilke vedvarende energikilder man regionalt vil prioritere.

Det hvide hus har lavet et fact sheet, som resumerer de vigtigste aspekter af Obamas Clean Power Plan, herunder et uddrag af første del:

The Clean Power Plan establishes the first-ever national standards to limit carbon pollution from power plants. We already set limits that protect public health by reducing soot and other toxic emissions, but until now, existing power plants, the largest source of carbon emissions in the United States, could release as much carbon pollution as they wanted. 

The final Clean Power Plan sets flexible and achievable standards to reduce carbon dioxide emissions by 32 percent from 2005 levels by 2030, 9 percent more ambitious than the proposal. By setting carbon pollution reduction goals for power plants and enabling states to develop tailored implementation plans to meet those goals, the Clean Power Plan is a strong, flexible framework that will:

  • Provide significant public health benefits – The Clean Power Plan, and other policies put in place to drive a cleaner energy sector, will reduce premature deaths from power plant emissions by nearly 90 percent in 2030 compared to 2005 and decrease the pollutants that contribute to the soot and smog and can lead to more asthma attacks in kids by more than 70 percent. The Clean Power Plan will also avoid up to 3,600 premature deaths, lead to 90,000 fewer asthma attacks in children, and prevent 300,000 missed work and school days.
  • Create tens of thousands of jobs while ensuring grid reliability;
  • Drive more aggressive investment in clean energy technologies than the proposed rule, resulting in 30 percent more renewable energy generation in 2030 and continuing to lower the costs of renewable energy.
  • Save the average American family nearly $85 on their annual energy bill in 2030, reducing enough energy to power 30 million homes, and save consumers a total of $155 billion from 2020-2030;
  • Give a head start to wind and solar deployment and prioritize the deployment of energy efficiency improvements in low-income communities that need it most early in the program through a Clean Energy Incentive Program; and
  • Continue American leadership on climate change by keeping us on track to meet the economy-wide emissions targets we have set, including the goal of reducing emissions to 17 percent below 2005 levels by 2020 and to 26-28 percent below 2005 levels by 2025.

Med planen er det lykkedes at skabe en situation, hvor der sandsynligvis ikke bliver opført flere kulkraftværker i USA, i det mindste ikke før der er udviklet en effektiv CCS-teknologi. Så den igangværende stime af lukninger af kulkraftværker må forventes at fortsætte. Da Sierra Clubs omfattende kampagne Beyond Coal startede i 2010, havde USA 519 kulfyrede kraftværker. For få dage siden stod det klart, at USA siden da var nået til udfasningen af kulkraftværk nr. 200. Så når der indimellem fra republikansk side bliver talt om “The War on Coal”, er det måske ikke helt forkert. Kulkraftens dage er talte i USA, omend udfasningen kommer til at ske i et tempo, så den vedvarende energi kan følge med. Beyond Coal behøver ikke i sin kampagne at trække på den store idealisme, for i dagens USA er sol- og vindenergien i de fleste situationer blevet billigere end kulkraften. Størstedelen af den nye energikapacitet, som tilføjes, er således i dag fra vedvarende energikilder.

Læs mere »

Share

Clintons klima

30. juli 2015

Søndag løftede Hillary Clinton sløret for første del af sin klimaplan, som gradvist vil blive fremlagt i de kommende måneder. Det står allerede nu fast, at hun, hvis det bliver hende som kommer til at overtage Det Hvide Hus, vil bygge videre på Obamas klimaindsats og fremme omstillingen af det amerikanske samfund til vedvarende energi.

Meget kan ske, før Obamas afløser i det Hvide Hus er valgt. Men indtil nu synes Hillary Clinton at have stået som det indlysende bud. Blandt republikanerne er der snart flere kandidater, end man kan tælle på hænder og fødder, og med undtagelse af to er de alle erklærede klimafornægtere. Der er variationer i fornægtelsens karakter, men billedet er ret klart, og lige nu er det Donald Trump, som med sit forunderlige mediecirkus leder i opinionsundersøgelserne. Klimafornægtelsen hænger givet sammen med den stærke finansiering fra fossile interesser. Dette skaber samtidig et problem for de republikanske kandidater, for selv blandt de republikanske vælgere er der en stadig større forståelse af klimaudfordringen og nødvendigheden af ikke bare at fornægte tingenes tilstand. Der har da også været talt om, at republikanerne har brug for en exit-strategi – at hvor den interne kamp i primærvalgene sandsynligvis vil se klimafornægtelsen eskalere, så vil der for at en republikansk kandidat har en chance for at vinde Det Hvide Hus, være brug for at bløde op på klimafronten.

På demokraternes side har Hillary mere seriøs modstand, ikke mindst fra Bernie Sanders, som med sin klare og ligefremme venstreorienterede logik har ganske bred appel og i de seneste måneder har halet alvorligt ind på Hillary. For eksempel den amerikanske Noah-gruppe Friends of Earth har således anbefalet at Sanders som præsidentkandidat. Og selvom hans kampagne er nærmest uden økonomi sammenlignet med Hillarys milliarder, så kan man ikke udelukke, at det ender med at blive Sanders, som vinder primærvalgene, for der er omkring ham en uafrystelig begejstring, og gang efter gang samler han store lytterskarer.

Så han vil sandsynligvis bedre end nogen anden kunne samle partiets aktive kræfter. Den stærkt konservative (og i mine øjne meget lidt sympatiske) politiske kommentator Ann Coulter, sagde den anden dag i en dialog med Bill Maher, at Sanders ville blive meget vanskelig at slå, hvis det blev ham, som vandt primærvalgene, netop fordi han i et hidtil uset omfang ville kunne mobilisere partiets menneskelige ressourcer.

Efter to runder med Obama, som trods sin veltalenhed og sin stærkt håbefulde retorik er endt langt inde i normalområdet, kunne Demokraterne forfalde til at lade sig repræsentere af en kandidat, som mere rent fremførte en langt mere radikal vifte af synspunkter. Og her trækker Sanders fornemt konturerne op. Knapt har Obama fået sikret sin sundhedsreform, som på den ene side har givet mange millioner mennesker adgang til sundhedsforsikring, før Sanders tordner mod det faktum, at det er en republikansk model, som stadig sætter sundhedssystemet til fals for profitmagere – nej det eneste rigtige er et offentligt finansieret sundhedssystem ala de skandinaviske landes.

De fleste politiske kommentatorer har indtil nu har taget Hillarys vej gennem primærvalgene for givet, og Sanders store fortjeneste kan meget vel ende med at blive, at han i primærvalgene formåede at fremtvinge en vis klarhed og profilering af det demokratiske parti. For eksempel har han igen og igen insisteret på, at Hillary meldte klart ud om hendes holdning til en lang række klima- og miljøforhold som fracking, Keystone XL, olieudvinding i det arktiske område osv.

Indtil nu har Clinton heroverfor været overraskende valen, og man har kunnet være bekymret for, om hun ville formå at løfte Obamas påbegyndte klimapolitik videre? – også fordi hun faktisk har taget betydelige støttebeløb fra de fossile selskaber. Men i søndags (26.07.) lancerede hun en decideret klimapolitik med video og det hele. Den er endnu mere en samling valgkampsegnede statements end en velafbalanceret, helstøbt plan, og man kan givet finde meget at forbedre. Men den giver begrundet håb om, at Hillary ikke bare vil videreføre Obamas klimaindsats – hun siger direkte, at hun vil fastholde hjørnestenen heri, EPAs regulering af kraftværkernes udledning – men give den nye dimensioner og bringe USA et betydeligt ryk videre mod det post-fossile samfund.

Læs mere »

Share

Obamas endelige nej til Keystone XL på trapperne

29. juli 2015

Igennem adskillige år har Keystone XL rørledningen, som skulle bringe den canadiske tar sands-olie fra de store oliefelter i Alberta ned til de store olieraffinaderier i Texas, været centrum i en gigantisk ‘krig’ mellem på den ene side stærke olieinteresser og græsrodsbevægelser, hvor blandt andet Bill McKibben og 350.org så den stærke symbolske kraft i situationen, som i koncentrat rummede hele verdens dårskaber, på den ene side nogle få menneskers kortsynethed og pengegriskhed, på den anden side kolossale naturødelæggelser og miljørisici – den navnkundige klimavidenskabsmand James Hansen sagde på et tidspunkt, at hvis den canadiske tar sands-olie blev fuldt udnyttet, ville det være game over for the climate.

Det har været en stærkt betændt situation, hvor på den ene side stærke olieinteresser så det geniale i at koble de store tar sands-forekomster i nord med Texas’ raffinaderier i syd, hvorfra den raffinerede olie kunne udskibes til hele verden, men nok først og fremmest det europæiske marked. Der har været investeret milliarder i reklamer og politisk lobbyisme, og omvendt har Keystone XL formået at mobilisere meget stærke græsrodskræfter. Nogle gange har fokus måske endda været for voldsomt, for dels er det, selv hvis det skulle lykkes at få forpurret planerne om Keystone XL, ikke ensbetydende med, at de store olieselskaber opgiver udvindingen af tar sands-olien. Tværtimod vil man nok se den forsøgt transporteret via jernbane, ligesom der undervejs i de efterhånden mange års ventetid har været luftet planer om alternative rørføringer til den canadiske øst- eller vestkyst, som så blot ikke kunne trække på Texas’ raffinaderikapacitet og -ekspertise.

Rørledningen krydser grænser, og derfor er beslutningen om en eventuel etablering er i sidste ende Obamas. Men han har i årevis skubbet den som en varm kartoffel og dækket sig ind efter rapport efter rapport. I begyndelsen defensivt, men efterhånden som han i sin anden valgperiode har bevæget klimaudfordringen fra det næsten unævnelige til det nok mest centrale problem i hans indsats, har hans udsættelse nærmere fremstået som en mulighed for at tvinge Canada til at tage klimaudfordringen alvorligt, hvor man kunne frygte, at han endte med at acceptere Keystone XL mod at Canada tog sin del af klimaudfordringen alvorligt, hvilket det lige nu kniber alvorligt med.

I juni 2013 meldte han imidlertid ret klart ud, at Keystone XL ikke kunne komme på tale, hvis den ville medvirke til at øge klimaproblemerne:

“Allowing the Keystone pipeline to be built requires a finding that doing so would be in our nation’s interest. And our national interest will be served only if this project does not significantly exacerbate the problem of carbon pollution. The net effects of the pipeline’s impact on our climate will be absolutely critical to determining whether this project is allowed to go forward” (se blog-indlægget  Obama om Keystone XL).

Siden da Obama har Obama skærpet retorikken, kaldt Keystone for en ‘export pipeline’ som underforstået ikke gjorde noget godt for USA,  og her i foråret karakteriserede han tar sands-olien som ‘extremely dirty’. Så Obama ville ikke kunne godkende rørledningen uden at sætte hele sit klimapolitiske eftermæle over styr. Og nu går rygterne, at Obamas endelige afgørelse kommer her i løbet af august, mens kongressen er på sommerferie. Rygtet blev startet af den republikanske senator og Keystone XL-tilhænger John Hoeven, da han som del af sin tale i den amerikanske kongres i går sagde, at:

“He’ll turn the project down while Congress is not in session to have less push back, less criticism of the decision, make it under the radar,” Hoeven said during his floor speech. “And that timing is understandable because he’s making a political decision rather than a decision based on the merits.”

Hoeven har siden sagt, at han har sin viden fra flere kilder, men har afslået at afsløre hvem. Hoevens udsagn er ikke er blevet hverken be- eller afkræftet af Det Hvide Hus og bliver tilsyneladende taget for gode varer i det politiske system, så meget tyder på, at vi efter 7 års proces står overfor den endelige afvisning af Keystone XL.

Læs mere »

Share

Olieselskaber på skrump

27. juli 2015

På billedet herover forlader to fartøjer, som Shell har specialudviklet til eftersøgning og udvinding af olie i det arktiske område, i 2012 Seattle på vej mod farvandet nord for Alaska. På trods af gigantiske investeringer taler meget nu for, at sådanne projekter bringes til ophør.  

Den nuværende oliepris, som er dikteret af hvad der ligner et saudi-arabisk ophørsudsalg, presser ikke kun den vedvarende energisektor. Mange fossile forekomster er meget vanskelige at udnytte med en pris på råolien som den nuværende på omkring 55 $ pr. tønde. Selv rentabiliteten i allerede etablerede udvindinger er presset. På den baggrund har olieselskaberne i et forsøg på at undgå røde tal alene i år aflyst nye projekter for 200 mia. $, heraf omkring en fjerdedel i den canadiske tar sands-udvinding. Så Saudi-Arabiens prisdumpning synes effektivt at lægge en bremse på klima- og miljømæssigt set mere ‘vanvittige’ udvindingsprojekter.

Når selv olieselskaberne således melder sig i divestment-bevægelsen og afholder sig fra at investere i nye udvindingsprojekter, er det et tegn på, at noget i den globale energisektor er begyndt at gå i den rigtige retning. Der er selvfølgelig en regression i den kinesiske økonomi til mere normale vækstrater, men verden rundt installeres der solceller og vindmøller som aldrig før, mens effektiviseringer og teknologiudviklingen gør, at vi både konkret og billedligt kommer længere på literen. Så vi står på tærsklen til en tid, hvor forbruget af fossile brændsler vil være markant faldende – og nødvendigvis må være det.

Lige præcis Shells olieeftersøgning i de arktiske egne synes man dog at have ikke planer om at udsætte, og for få dage siden gav præsident Obama endelig Shell tilladelse til at foretage yderligere to undersøgelsesboringer i det arktiske område, hvilket har givet anledning til megen harme i NGO-kredse. Man fornemmer, at Shell her efter at have investeret så massivt i så mange år, er så tæt på realiseringen af det arktiske olieeventyr, at man ikke ‘har råd til’ at standse nu, hvor man omvendt ud fra et klima- og miljøperspektiv kun kan komme til den modsatte konklusion, at det i en situation, at udforskning og udvinding af olie i de arktiske egne dybt ubegavet og hasard med fremtidens levevilkår.

Den franske præsident Hollande meldte for få dage siden ud, at 80% af alle kendte fossile reserver er nødt til at forblive uudnyttede, hvis vi skal have en chance for at holde verdenssamfundets målsætning om at begrænse den gennemsnitlige globale opvarmning til max 2°C. Det er den kontekst, der skal forhandles i frem mod COP21 i Paris. Så det er i yderste øjeblik, at verden standser op. Og bortset lige fra arktis olieselskaberne har set rigtigt: Der er ikke brug for nye eftersøgninger, og det giver i den nuværende situation ingen mening at indlede udvindingen af de blot lidt mere omkostningstunge, risikable og miljømæssigt problematiske forekomster.

Læs mere »

Share

Paris 2015 – Japans INDC

18. juli 2015

Afklaringen af den japanske klimamålsætning har længe afventet afklaringen af energisammensætningen i årene fremover. For den energiplan, som styrede udviklingen før Fukushima-katastrofen, hvor A-kraften var planlagt til gradvist at skulle dække størstedelen af energiforsyningen, blev helt opgivet, og DPJ-regeringen fastlagde en plan, hvor Japan i løbet af 2030erne skulle have A-kraften fuldt udfaset, samtidig med at den vedvarende energi skulle udbygges markant. Herefter overtog LDP i december 2012 regeringsmagten, og selvom premierminister Abe i sin valgkamp lovede at mindske den japanske afhængighed af A-kraften mest muligt, så har han siden sin indsættelse arbejdet målrettet for at revitalisere den japanske A-kraft både indenlands og på eksportmarkedet.

Torsdag fastlagde et ekspertpanel så endeligt efter lang tids forhandlinger sammensætningen i den japanske energiforsyning frem til 2030. Den blev allerede luftet for nogle måneder siden (se blog-indlægget Paris 2015 – Japans INDC i støbeskeen). Og selvom den siden har været udsat for massiv kritik – indenlands mest for på ingen måde at leve op til premierminister Abes valgløfte om at gøre Japan mest muligt uafhængig af A-kraften, og internationalt for, at Japan fuldstændig svigter sin internationale klimamålsætning – er der ikke ændret noget ved fordelingen.

Efter planerne skal A-kraften således i 2030 levere 20-22% af energien og den vedvarende energi 22-24%, mens LNG (liquefied (flydende) gas) og kulkraft står for henholdsvis 27% og 26% af energiforsyningen.

En af delmålsætningerne heri kommer fra forsyningsselskaberne, som har sat den frivillige målsætning i perioden 2013 til 2030 at nedbringe CO2-udledningerne pr. kWh med 35% til max 370 g pr. kWh. Til sammenligning ligger CO2-indholdet i den danske energiforsyning allerede nu typisk mellem 50-100 g pr. kWh afhængig af forsyningerne fra sol og vind samt sammensætningen i den energi, vi importerer.

Før Fukushima-katastrofen i 2011 var Japan stort set ophørt med at bygge nye kulkraftværker. Men med deres reaktorer standset på ubestemt tid har forsyningsselskaberne i stor stil grebet til at bygge nye kulkraftværker, så lige nu er de i gang med at etablere 45 nye kulfyrede enheder – umiddelbart for at sikre forsyningerne trods A-kraften. Men det har vist sig, at at Japan har energi nok selv efter flere år helt uden strøm fra reaktorerne, så hvis man både får genstartet en god del af reaktorerne, og fortsætter udbygningen med vedvarende energi, som blev kickstartet med en feed-in-tarif-ordning efter Fukushima-katastrofen, så har man slet ikke brug for disse nye kulkraftværker. De bliver udelukkende til for at forsyningsselskaberne ikke helt mister grebet om energimarkedet.

Læs mere »

Share