Indlæg om klimaindsats

Trump i klimafornægternes net?

18. maj 2017

Forholdet mellem Trump og Putin er nok ikke helt så entydigt som på dette vægmaleri. Men til Trumps store fortrydelse har det altoverskyggende emne i Trumps første 117 dage som præsident været, i hvilken udstrækning, russernes manipulation af det amerikanske valg skete med Trump-kampagnens viden og medvirken – og de ofte grotesk klumsige forsøg på at dække over tingene fra Trump og Det Hvide Hus. Trods flertal i både kongres og senat fremstår Trump-administrationen stadig mere handlingslammet, og det virker lige nu usandsynligt, at Trump holder samtlige fire år.  

I går var det sådan ret præcist 117 dage siden Trump overtog Det Hvide Hus. Og selvom Verden står endnu, har der siden da fra Trumps side været næsten daglige attentater på den hidtidige verdensorden. Det er som et gigantisk absurd teater, hvor tåbeligheden, grådigheden, selvoptagetheden og uformåenheden tilsyneladende ikke kender nogen grænser. For hundredesyttende gang har man undret sig over, hvordan et så grundlæggende usympatisk menneske så fundamentalt uegnet til at løfte hvervet som præsident for USA kunne ende i Det Hvide Hus? Hvordan noget så gement kunne ende med at få til opgave at føre arven videre fra Obama, som omvendt har været et af de mest ædle væsener, der har stået i spidsen for USA og igennem otte år har formået at lede USA uden et eneste personligt fejltrin. Det er absurd teater. Og man kunne blot læne sig tilbage og nyde forestillingen, hvis ikke det var fordi det, der sker i USA i disse måneder, hvor det er lykkedes professionelle klimafornægtere at infiltrere betydelige dele af Trumps administration, potentielt har ganske alvorlige konsekvenser ikke bare for det amerikanske samfund, men globalt for vores fælles fremtid.

Det er stadig for tidligt at afgøre, i hvor høj grad den klimaindsats, som præsident Barack Obama fik påbegyndt, vil overleve. Der er lavet mange proklamationer i den modsatte retning, og en række af de tilbagerulninger, der var enklest at gennemføre, er allerede iværksat. Men meget står endnu, og uanset hvad Trump & co. finder på, er der efter otte år med Obama igangsat en omstillingsproces, som ikke lige lader sig standse. Uanset Trump bliver der i hvert fald foreløbig rejst vindmøller og sat solcelleanlæg op som aldrig før. Samtidig har man i de seneste uger kunnet se, hvordan Trump og hans nærmeste er i fuld gang med at vikle sig ind i et stadig mere snærende og belastende spin af småløgne og søforklaringer, som blot gør det i forvejen anstrengte forhold til pressen og offentligheden endnu mere betændt, og som dag for dag gør det stadig sværere for ‘normale’ republikanere at fortsætte at støtte op om ham.

Trump er en historisk upopulær præsident blandt vælgerne så tidligt i embedsperioden med approval rates på 35-38% i de seneste målinger, hvor den typisk ligger på to tredjedele for præsidenter så tidligt i forløbet. Ved valget i november sikrede republikanerne sig et komfortabelt flertal i kongressen. Men allerede efter blot tre måneder med Trump peger prognoserne på, at demokraterne ved midtvejsvalgene i 2018 vil være i stand til at genvinde flertallet. Og selvom demokraterne indtil nu – godt hjulpet af Trump-administrationens amatørisme og manglende evne til at aflæse spillet i Washington samt den kogende vrede i befolkningen, der har bragt mennesker på gaden i titusindvis – har haft stort held med at bremse Trumps fremfærd, så vil det i længden kun være et genvundet demokratisk flertal i kongressen, der for alvor ville kunne bremse Trumps bestræbelser på at aflive velfærdsstaten og det multikulturelle USA, og at få afsporet den begyndende amerikanske klimaindsats. Samtidig er der jo ikke bare brug for at bevare det igangsatte, men tværtimod for at accelerere og videreudvikle den amerikanske omstilling.

Man kan finde trøst i, at det inden for de første hundrede dage ikke lykkedes Trump at gennemføre en eneste egentlig lovhandling. Dertil har han stadig alt for lidt føling med det omfattende forarbejde og det samarbejde, der skal til med kongres og senat, for at det kan lykkes. Han har udstedt en masse executive orders, og han gør meget ud af at time dem, så der hele tiden er godbidder til pressen og hans gamle kernevælgere. Men det er som om han stadig mest af alt fører valgkamp. Hans tiltag er stort set uforberedte og utilpassede, og mange af dem er mest af alt proklamatoriske af natur, hvilket Bill Maher på et tidspunkt særdeles rammende karakteriserede som underskrevne tweets.

Læs mere »

Share

Trump i Putins net?

10. december 2016

Dette handler ikke direkte om klimaindsats, men kan endda få endog meget stor betydning. Siden september har der været forlydender om, at Rusland ikke bare gjorde forsøg på at blande sig i det amerikanske valg, hvilket kunne være med til at udstille det vestlige demokrati som forkvaklet, men målrettet har støttet den ene af to kandidater, Donald Trump. Dermed har Rusland, uden at det måske har været den direkte mål dermed, været med til at sikre, at en klimafornægter rykker ind i Det Hvide Hus med følge af en sværm af klimafornægtere fra den fossile industri.

På det seneste er kravene vokset om at få undersøgt, i hvor høj grad og af hvem det amerikanske valg er er blevet forsøgt manipuleret. Samtidig er Obama lige nu ifølge The Guardian lagt under betydeligt pres for at frigive nu hemmeligtstemplede dokumenter om, i hvor høj grad der har været tale om russisk indblanden. Der har tydeligvis været forsøgt at vente med disse ganske prekære spørgsmål indtil valget var kommet lidt på afstand. Måske man har givet Trump en måned til at forme sit kabinet før man tog hul på problematikken i det offentlige rum, men nu ser der ud til at der sker noget.

I går morges amerikansk tid meddelte Homeland Security Advisor i Det Hvide Hus, Lisa Monaco, at Obama havde taget initiativ til et ‘full review’, for at få belyst, i hvor høj grad russiske interesser har forsøgt ikke bare at forstyrre og diskreditere det amerikanske valg, men også at påvirke valgets udfald ved at søge at styrke den ene kandidat og svække den anden gemmen hacking-aktiviteter, manipulation af valgsystem og stemmemaskiner, produktion og dessimination af fake news osv. Rapporten vil ikke foreligge før i Obamas allersidste dage – Trump overtager Det Hvide Hus 20. januar – og rapporten kan meget vel ende med også for betydelige deles vedkommende at blive fortroligtstemplet. Monaco sagde, at det vil være op til de amerikanske efterretningstjenester at vurdere hvilke dele af rapporten, som kunne frigives. Men selv de ikke offentliggjorte dele vil kunne informere det politiske system, som skal tage eventuelle konsekvenser af situationen.

Samtidig står det via et læk fra de amerikanske efterretningstjenester til Washington Post klart, at CIA er rimeligt sikker på, at russerne ikke bare hackede Det Demokratiske Partis mailserver og Hillary kampagneleder JohnPodestas mails, men også hackede Det Republikanske Partis mail-server, men blot overfor republikanerne undlod at videregive informationerne. Julian Assange har pure afvist, at Wikileaks havde fået de hackede mails fra russerne, men igen siger de amerikanske efterretningstjenester, at der er tale om russke hacks, og at man via mellemmænd har givet disse mails til Wikileaks, hvorfra man så har forsøgt at skade Hillarys kampagne mest muligt ved dagligt over en måned at dryppe nye portioner af lækkede mails, så der hver dag var til en ny afsløring, som i højre-republikanske medier kunne bidrage til at befæste det billede af Hillary som højkriminel uden for lov og ret, som man gennem årene har investeret så meget i at opbygge.

Læs mere »

Share

Dakota Access-olieledningen bremset ved Standing Rock

5. december 2016

Der bliver fejret i protestlejren ved Sacred Stone efter at det stod klart, at månedlange protester har båret frugt: Den amerikanske hærs ingeniørkorps meddelte i går Sioux-indianernes høvding Dave Archambault II, at man ikke ville give tilladelse til at føre en rørledning under Missouri-floden ved Standing Rock-reservatet. Det kommer i forlængelse af, at Obama i september standsede det videre arbejde med opførelsen af olieledningen.

I foråret etablerede Sioux-indianerne ved Standing Rock-reservatet en lejr for gennem bøn og fredelig demonstration at protestere mod DAPL, The Dakota Access Pipeline, som skulle føre olie fra Bakkenfeltet i North Dakota til en terminal i Illinois, hvorfra skiferolien efter planerne vil blive transporteret videre via jernbane og eksisterende rørledninger.

Man var ikke protesters, men Water Protectors. Sioux-indianerne var imod, at man havde valgt en føring af rørledningen, så den dels ville skære tværs igennem en gammel Sioux begravelsesplads, dels skulle krydse Missouri-floden under Lake Oahe med risiko for at ødelægge Sioux-indianernes vandforsyning.

Gradvist har Sioux-indianerne vundet opbakning fra mere end 300 andre indianerstammer og en bred vifte af miljøorganisationer, så det skønnes, at der på det seneste har været op imod 10.000 mennesker i lejren. I dag forlyder det, at der er omkring 15.000 samlet i lejren.

Men demonstranterne er blevet mødt med alt andet end fredelige midler. I de seneste uger er mere end 300 mennesker blevet såret af politiets gummikugler, tåregas og peberspray samt brug af bidende hunde og vandkanoner, som i frostvejr er et ganske voldsomt middel. “Less lethal” har man kaldt virkemidlerne, uanset at en demonstrant har fået knust sin arm af en “ikke dødelig” granattype.

Det var blevet så brutalt, at en gruppe veteraner havde samlet ressourcer til at komme til Scared Stone for at beskytte de demonstrerende mod den eskalerende politivold. Alle frygtede, hvad der ville ske i dag, som fra myndighedsside var sat som sidste dag for at rømme lejren. Det så meget grimt ud udefra, politiet har ført sig frem med en brutalitet, som ingen steder hører hjemme, og som man ikke var sluppet af sted med overfor hvide amerikanere. Veteraner fra den amerikanske hær havde direkte samlet ind til at kunne etablere en beskyttelses”hær”, og i løbet af weekenden ankom omkring 2.000 veteraner fra den amerikanske hær for at beskytte de demonstrerende.

Der var således forud for 5. december som fra myndighedsside var sat som en sidste frist for at rydde lejren, lagt op til et episk ’slag’ mellem brutaliserede politistyrker (som dog havde forpligtet sig til at deeskalere), pacifistiske (men insisterende) demonstrerende, og en fredsbevarende styrke af (ubevæbnede men kamptrænede) veteraner fra den amerikanske hær.

Området har allerede en tid været sneklædt, og der har været bekymring for de mange mennesker i lejren, hvoraf mange bore i tepee, når vejret i denne uge skulle blive endnu koldere, ned til -20°C. Men nu kan de mange demonstrerende drage hjem – i hvert fald for en tid. Mange synes dog så mistroiske overfor, at projektet ikke bare bliver presset igennem alligevel, at de er indstillet på at blive på stedet.

Læs mere »

Share

1,5°C mulig hvis vi gør disse ting indenfor de næste 10 år

24. november 2016

I forbindelse med det netop overståede COP22 i Marrakech har klimaforskerne Bill Hare og Niklas Höhne fremlagt et tankevækkende arbejde, hvori de ser på, hvilke indsatser der skal til i de enkelte sektorer inden for de førstkommende ti år, hvis vi skal være i stand til at holde Paris-aftalens bestræbelse på en gennemsnitlig global temperaturstigning på maksimalt 1,5°C.  

I blog-indlægget Hvad skal der til på kort sigt for at holde 1,5°C-målsætningen? kan man se mine noter fra deres fremlæggelse på COP22, nederst i dette indlæg er der link til rapporten i sin helhed, og herunder følger Bill Hare og Niklas Höhnes introducerende artikel, som oprindeligt er offentliggjort på The Conversation. Artiklen er her gengivet ifølge en Creative Commons-aftale.

We can limit global warming to 1.5°C if we do these things in the next ten years

By Bill Hare and Niklas Höhne.

After the climate talks in Marrakech, our climate mission remains the same as what was set out in the 2015 Paris Agreeement: to eliminate all carbon dioxide emissions by the middle of this century.

While the long-term focus is on 2050 or 2100, what matters now is the next ten years. If we miss bending the rising emissions curve downward by around 2020, we may well miss the chance to avoid the worst climate damage.

Læs mere »

Share

Klimabilleder og klimakommunikation

20. november 2016

.
Den kun 3:43 min. video herover, som Carbon Brief har lavet under COP22 i Marrakech, bringer et interview med Adam Corner, som er forskningsleder ved Climate Outreach. Her har man fokuseret på, hvordan man kommunikerer klimaproblematik, så modtageren rent faktisk lytter i den anden ende, i første omgang hvilke ord og begreber, man bruger til at beskrive klimaforandringer og klimaudfordringer. Men i høj grad også hvilke billeder, vi bruger til at illustrere artikler og kommunikere problemstillinger med.

Ofte er de billeder, der følger med klimakonferencer som den i Marrakech, billeder af politikere og forhandlere, man kender – slutbilledet med de rejste arme som begejstret billede af, at noget er lykkedes efter endnu et års forberedelser. Og ikke ubetydelig del af alle artikler om klima viser skorstene, som udspyr deres røg og damp i atmosfæren, eller mennesker, som reddes i gummibåde i oversvømmede byer. Men er det vitterligt de billeder, som fænger? – som forklarer ? – som giver artiklen en ny dimension af forståelse? – eller som i bedste fald giver en næsten flash-agtig aha-oplevelse? Og er der billeder, som blot får os til at føles os uformående og til at vende os bort for i stedet at koncentrere os om, hvad vi skal lave til aftensmad?

Jeg er selv meget billedglad, har måske hang til det æstetiserende, som ikke nødvendigvis kommunikerer historien i detaljer, men omvendt er med til at skabe det bedvidsthedsrum – den lille tænkepause – som gør, at man lader sig suge ind i en fortælling. Nogle gange er det interessant at få et ansigt på, ikke mindst for at menneskeliggøre at anonymt korps af aktivister og forhandlere. Men jeg er også vild med gode grafer, der formår at udfolde en problematik og give den en ny visuel nøgle, selvom det givet ikke er flertallets naturlige præferencer. Faktisk kan jeg føle mig stimuleret til at skrive et blog-indlæg alene ud fra at have set et begavet stykke grafik – vel vidende, at de fleste ikke tænder på grafer. Så de kommer ofte først som anden eller tredje illustration, hvor de kan være helt centrale for at forstå en kompleks problemstilling.

Læs mere »

Share

Trumps klimapolitik i støbeskeen

19. november 2016

Det amerikanske valg er afgjort, og Donald Trump er i disse dage ved at gøre klar til at kunne rykke ind i Det Hvide Hus 20. januar. Det er ikke så meget flyttekasser, det drejer sig om, som at finde bemandingen til de kommende fire års administration. For i USA er det præsidenten, som stiller med ministrene og en lang række af statsadministrationens topembedsmænd.

Det er også i denne fase, at han skal forberede en række policies, ikke mindst i forhold til det, han har lovet at ville gøre inden for de første hundrede dage som præsident. Det er et gyseligt attentat på den amerikanske multikulturelle velfærdsstat, som han har i tankerne. Jeg vil i dette blog-indlæg ikke komme ind på hele viften af uhyrligheder, men søge at klargøre, hvad han har i sinde på klima- og miljøområdet.

I løbet af valgkampen har han lovet, at han vil afvikle Paris-aftalen eller trække USA ud af den. Han har lovet at ville skrotte Obamas klimaindsats, herunder den Clean Power Plan, som var rygraden i Obamas klimaindsats, som hvis alt blev implementeret ville føre USA på kurs af en 26-28% CO2-reduktion i 2025 set i forhold til 2005.  Han har lovet at fjerne alle hindringer for den fossile udvinding og al støtte til vedvarende energi. Keystone XL-rørledningen, som endte med at blive opgivet efter fire års kamp, vil han søge at få igangsat, ligesom han har lovet af få gang i de amerikanske kulminer.

Vi ved endnu ikke hvor meget af dette, han ender med at søge at realisere. Han har allerede på en lang række områder trukket i land i forhold til nogle af de mere absurde projekter. Men Trump er begynder som politiker, så det vil i høj grad afhænge af de mennesker, som han knytter til sig i administrationen. Og det tegner ikke godt. Selvom de fleste udpegelser endnu ikke er faldet endeligt på plads, så peger kandidatlisten i retningen af, at de mennesker, som kommer til i de kommende fire år at tegne USAs klima- og energipolitik, er oliemilliardærer og klimafornægtere.

Selv hvis Trump søger at at effektuere hele dette program, så tyder meget på, at det ikke kommer til at gå sådan. For udviklingen i løbet af de seneste otte år under Obama er i USA nået dertil, at kullene er på vej ud, og at fracking-gassen og de vedvarende energikilder er billigere end kullene.

Læs mere »

Share

COP22: The CVF Marrakech Communique

18. november 2016

Mere end 40 af verdens mest sårbare nationer har slået sig sammen i CVF, Climate Vulnerable Forum. Her søger man at fremme forståelsen for nødvendigheden af ikke bare at sigte efter Paris-aftalens 2°C-målsætning, men at forfølge muligheden for at bremse temperaturudviklingen inden 1,5°C. Ud over generelt at arbejde for øget klimaambition har CVFs medlemslande således for eksempel forpligtet sig til at nå 100% vedvarende energi mellem 2030 og 2050.

På et High Level Meeting i dag ved COP22 vedtog Climate Vulnerable Forum en handlingsplan for medlemslandene, The Marrakech Vision. Den har fem hovedpunkter:

Det første indebærer opbakning til de initiativer for luftfart, skibsfart og HFC-gasser og generelt øget vægt på klimaindsatser forud for 2020. Det andet fremhæver indsatsen for hurtigt at nå 100% vedvarende energi. Det tredje fremhæver nødvendigheden af den nødvendige klimatilpasning for de særligt sårbare lande selv ved 1,5°C. Den fjerde belyser synergien mellem klimaindsatsen og de nye mål for bæredygtig udvikling, mens det femte punkt fremhæver nødvendigheden af økonomisk vækst for denne gruppe lande, som ud over at høre til verdens mest sårbare lande uretfærdigvis også i stor udstrækning tilhører verdens fattigste lande, samtidig med, at fossile subsidier osv. udfases.

Al Gore har i dag udsendt en rosende kommentar om CVFs initiativ: “Today’s commitment by the member countries of the Climate Vulnerable Forum to move toward powering their economies entirely with renewable energy is a bold vision that sets the pace for the world’s efforts to implement the Paris Agreement and move even more quickly to solve the climate crisis. These ambitious and inspiring commitments show the path forward for others and give us all renewed optimism that we are going to meet the challenge before us and meet it in time.”

CVF vedtog samtidig et Marrakech Communique. Jeg har medtaget teksten i sin helhed herunder, da den fint indfanger den stemning af uomgængelig nødvendighed, som klimaudfordringen andre steder i verden er omfattet af.

Som baggrundsrapport for CVF-initiativet har UNDP udarbejdet en rapport, som viser, at hvis vi er i stand til at holde 1,5C-målsætningen, kan det være medvirkende til at undgå klima-relaterede tab i størrelsesordenen 12 trillioner $ eller omkring 10% af GDP i 2050. Se:

Elena Kosolapova: UNDP, CVF Report: Reaching 1.5°C Temperature Goal Will Help Avoid US$12 Trillion in Losses, IISD 22.11.2016.

Se øvrige blog-indlæg tagged COP22: Strøtanker om COP22 i Marrakech 7.-18. novemberRoad to COP22 – en videorapport fra MarokkoHvad skal der til på kort sigt for at holde 1,5°C-målsætningen?UNEP Emissions Gap Report: Hvad skal der til for at holde 1,5°C?COP22: Marrakech Action Proclamation, og Klimabilleder og klimakommunikation.

Se blog-indlæg tagged COP18COP19COP21.

The Marrakech Communique (0,1 Mb pdf)

THE MARRAKECH COMMUNIQUE

Outcome document of the CVF High Level Meeting at UNFCCC COP22 on Friday 18 November 2016.

We stand united

We, Ministers and High Level representatives, members of the Climate Vulnerable Forum, representing a significant number of nations most vulnerable to the dangers of global climate change.

We will survive and thrive

Expressing solidarity with our fellow member, Haiti, devastated by Hurricane Matthew, a humanitarian catastrophe amplified by capability constraints clearly overwhelming any capacity to adapt in a now all-too familiar repetition of disaster.

The people must know

Having committed to ensure our people are informed about the risks of climate change and are empowered as communicators to pursue solutions to address it.

Læs mere »

Share

UNEP Emissions Gap Report: Hvad skal der til for at holde 1,5°C?

17. november 2016

.
I begyndelsen af oktober fremlagde FNs miljøagentur UNEP sin årlige Emissions Gap Report. I konsekvens af Paris-aftalen, som fastsatte et mål om at holde den gennemsnitlige globale temperaturstigning well below 2°C og aspirere til at den blev på kun 1,5°C er der denne gang fokus på, hvad det vil kræve at nå 1,5°C med bare 50% sandsynlighed.

I videoen herover kan man høre UNEPs leder Jacqueline McGlade fortælle herom. De seneste tre år er verdens samlede udledninger kun steget med en ubetydelighed. Hvis vi skal holde 1,5°C, så kræver det, at verdens samlede udledninger kulminerer og begynder at falde inden 2020, og at de herefter falder meget hurtigt.

Forskellen mellem 1,5°C og 2°C kan forkomme ubetydelig. Men i virkelighedens verden synes denne lille forskel at afspejle drastiske forskelle i, hvor voldsomt fremtidens levevilkår vil blive påvirket negativt af klimaforandringerne. Det er bogstaveligt liv eller død for mange af verdens lavtliggende atolsamfund og deltaområder. Det er forskellen på, om Saharas ørkendannelse breder sig også nord for Middelhavet, det er et nyt niveau af voldsomhed i storme, oversvømmelser og skovbrande, og det er på lidt længere markante forskelle i havstigninger, som kan tvinge verden til at måtte relokalisere de mange nuværende kystbyer.

Samtidig synes mange verdens økosystemer blot med 2°C at blive så forstyrrede, at der kan blive tale om, hvad man har kaldt “the sixth extinction”, en proces drevet dels af menneskets stadig mere omsiggribende ødelæggelse af oprindelige biotoper, dels af det forhold, at den tilpasningskraft, som naturen har, og som igennem årmillioner har drevet evolutionen, slet ikke formår at følge med den hast, hvormed de menneskeskabte forandringer foregår.

Ud fra alle humane, etiske, biodiversitetsmæssige osv. synspunkter er 1,5°C derfor den indlysende rigtige målsætning. Problemet er blot, at det stiller meget skarpe krav til, hvor hurtigt vi må afvikle den nuværende brug af fossile brændsler.

Indtil nu har en stor del af klimavidenskaben fokuseret på 2°C. Men med Paris-aftalens målsætning, som igen afspejler de seneste års begyndende erkendelse af, at selv 2°C vil føre til omfattende ødelæggelser og forstyrrelser, er der ved at komme nyt fous på 1,5°C temperaturudvikling som tærskel. Dette afspejles også i, at IPCC, som i de seneste årtier har forestået en række store sammenfatninger af hvad vi ved om klimavidenskaben, er gået i gang med at forberede en særlig rapport om 1,5°C.

Se også det forudgående blog-indlæg: Hvad skal der til på kort sigt for at holde 1,5°C-målsætningen?

Se øvrige blog-indlæg tagged COP22: Strøtanker om COP22 i Marrakech 7.-18. novemberRoad to COP22 – en videorapport fra MarokkoCOP22: The CVF Marrakech CommuniqueCOP22: Marrakech Action Proclamation, og Klimabilleder og klimakommunikation.

Se blog-indlæg tagged COP18COP19COP21.

Richard Betts: What will the world actually look like at 1.5°C of warming? The Conversation 18.11.2016.

Leo Hickman: UNEP chief scientist on 1.5C climate goal and Donald Trump, Carbon Brief 17.11.2016.

‘Dramatic’ action needed to cut emissions, slow rise in global temperature – UN Environment report, UN News Centre 03.11.2016.

Simon Evans: Only three years to save 1.5C climate target, says UNEP, Carbon Brief 03.10.2016.

James Whitmore & Michael Hopkin: Keeping global warming to 1.5C, not 2C, will make a crucial difference to Australia, report says, The Conversation 24.08.2016.

Fred Pearce: What would a global warming increase of 1.5C be like? The Guardian 16.06.2016.

John Vidal: World’s scientists to join forces on major 1.5C climate change report, The Guardian 14.04.2016.

Artur Neslen: Europe’s climate change goals ‘need profound lifestyle changes’, The Guardian 15.02.2016.

http://www.1point5degrees.org.uk/conference-outputs

Share

Hvad skal der til på kort sigt for at holde 1,5°C-målsætningen?

16. november 2016

(under udarbejdelse) På FNs klimakonferencer er der hver dag et omfattende program af side events, og mange forskere fremlægger deres resultater enten umiddelbart op til eller i løbet af en klimakonference. En af de mere tankevækkende rapporter, stammer fra en gruppe af klimapolitiske analytikere bag hjemmesiden Climate Action Tracker, som til stadighed søger at holde regnskab med, i hor høj grad verdens samlede klimaplaner er i overensstemmelse med Paris-aftalen.

Så godt som ingen lande har ændret deres klimaplaner i forhold til de indberetninger, som blev foretaget op til klimatopmødet i Paris i december, så verdens samlede klimaindsats er stadig, ifølge Climate Action Tracker, på vej mod 2,7°C – eller alarmerende meget mere end de 1,5-2°C, som Paris-aftalen satte som mål. Verdens lande har da også fået som hjemmearbejde at gøre dette meget bedre senest inden COP24 i 2018.

En målsætning på 1,5-2°C er en for de fleste – også beslutningstagere – endog meget abstrakty størrelse. Derfor har denne lille gruppe af forskere sat sig for at sige, hvad indebærer en 1,5C-målsætning sektor for sektor af handlinger inden for de nærmeste 10 år for at være på rette vej til en klode, hvor temperaturen kun steg med 1,5°C efter menneskehedens nok til dato største fejltagelse, da vi begyndte at afbrænde fossile brændsler.

Resultaterne blev tidligere i dag fremlagt på en pressekonference af Nicholas Höhne fra New Climate Insittute samt Bill Hare og xx fra Climate Analytics. Det var umiddelbart et meget spændende arbejde, og jeg vil gerne gå meget mere i dybden hermed. Men her kommer i første omgang mine rå noter og et link til den bagvedliggende rapport. Pressekonferencens video kan desværre ikke umiddelbart indlejres, men den kan ses via UNFCCCs on demand-service fra COP22 (20 min.).

Læs mere »

Share

Utopi vs. dystopi – USA på valg

8. november 2016

Donald Trump og Hillary Clinton forud for den første præsidentdebat 26. september 2016, hvor stemningen stadig var om ikke hjertelig, så stadig høflig. Ved de efterfølgende debatter gav de end ikke hånd.

I dag stemmer USA. I dag forløses en mere end halvandet år lang valgkamp, som på godt og ondt har blottet de kræfter og modsætninger, som former det amerikanske samfund. Efter to lange primærvalg endte de to store partier med i juli måned at vælge to historisk upopulære skikkelser som deres præsidentkandidat: Hillary Clinton for Det Demokratiske Parti og Donald Trump for Det Republikanske Parti.

Deres visioner for USAs fremtid kan dårligt være mere forskellige: Den ene ønsker at styrke fællesskabet, klimaindsatsen, statens rolle i transformationen til postfossilt samfund og USA som et inklusivt samfund med plads og lige muligheder til alle, uanset race, køn og seksuel observans. Den anden ønsker at lukke grænserne, tilbagerulle alle klimatiltag, genåbne kulminerne og deportere mexicanere og muslimer. Den ene har malet et storladent billede af de store idealers og rige muligheders USA. Den anden har fremmanet en dystopi og gjort en dyd af skatteunddragelser, klimafornægtelse, sexisme og racisme i et forsøg på at genskabe et den hvide mands USA, som aldrig var. For USA har altid været multikulturelt.

Rationelt set burde det være et enkelt valg, ikke mindst i et land med USAs historie. Men endda er der historisk mange vælgere, som stadig er i tvivl. Når Donald Trumps dystopi har fået så stor en tiltrækningskraft, er det fordi han for mange forsmåede vælgere, hvis levevilkår er eroderet igennem årtier, fremstår som den forløsende bombe, som kan smadre det magtelitens Washington, som i de senere år har tilranet sig al velstanden, mens efterkrigstidens industrielle USA i stor udstrækning er udskibet til Kina og andre lande, hvor arbejdslønnen er langt mindre. Så omverden er fra at have været basis for USAs velstand blevet en trussel for USAs eksistens – i hvert fald i den trumpske dystopi. Når det er lykkedes at fastholde billedet af en gennemkorrupt, uautentisk Hillary, kan det i høj grad tilskrives medierne, som i årtier har søgt at skildre Clinton-klanen som bundløst vederhæftig. Hendes ene retssag om (mis)brug af en privat emailserver i hendes tid som udenrigsminister, hvor hun er frifundet (omend med reprimande), har fyldt langt mere i pressen end Trumps mere end 3.400 retssager, som tilsammen tegner et billede af en endog meget usympatisk mand, som tryner sine modstandere, ikke betaler sine regninger og ikke skyr noget middel for at få sin vilje.

Læs mere »

Share