Indlæg om klimaindsats

Paris 2015 – Japans INDC

24. april 2015

Forud for COP21 i Paris i december i år var det planen, at alle lande skulle indgive deres klimamålsætninger for årene 2020-30, de såkaldte INDC eller Intended Nationally Determined Contributions. Men ved deadline for indlevering af klimamålsætninger til december var der bedrøveligt få lande, som havde indleveret, og af de 35-40 lande som har, er de fleste stadig EU-lande. I skrivende stund omfatter de indgivne INDC 29% af verdens samlede CO2-udledninger, ud over EU drejer det sig om Schweiz, Norge, Mexico, USA Rusland Gabon og Liechtenstein. Det betyder ikke, at der ikke kommer flere – for mange udviklingslande er det første gang, og i lande med lille eller manglende tradition for langtidsplanlægning kan det opbyde næsten uoverkommelige udfordringer at gennemføre en sådan planlægning af en klimaindsats, som ligger 5-10-15 år ud i fremtiden. Men for en række industrialiserede lande er der mere tale om strategisk pokerspil, ofte koblet med den situation, at der politisk set er alt andet end enighed om klimaindsatsen i det pågældende land.

Japan, som ellers med Kyoto-aftalen var vært for etableringen af den første klimaaftale, som kun omfattede de industrialiserede lande, har været et af de lande, som har dukket sig alvorligt. Officielt har undskyldningen været, at det i den nuværende situation, hvor stadig mere end fire år efter Fukushima-katastrofens begyndelse landets betydelige flåde af atomreaktorer står stille, er umuligt at lave en klimaplan. Det har da også været vanskeligt for det japanske samfund at hæve blikket over den nuværende situation og skue fremad.

Men nu foreligger de japanske INDC – eller rettere der foreligger et officielt udspil. Men det viser, at en klimamålsætning i Japansk tankegang mere bliver forstået som hvad udviklingen nok mere eller mindre vil blive af sig selv, end som et mål man ud fra en samlet forståelse definerer for derefter at udvikle og gennemføre de nødvendige tiltag. Og det dækker over, at Japan selv før Fukushima-katastrofens udbrud ikke havde nogen klar, sammenhængende, instrumental energiplan – endsige klimaplan.

De japanske INDC er endnu ikke officielt indgivet og forventes først at blive endelig fastlagt forud for G7-mødet i juni. Men det fremlagte indebærer for nuværende en reduktion i 2030 på 25%, hvor der tidligere har cirkuleret rygter om, at man ville ende med blot 20%. Yderligere er der ikke tale om 1990 som udgangspunkt, men 2005, så netto er der tale om endnu mindre reduktioner. Set i forhold til, hvad man med rimelighed kunne forvente af et af verdens rigeste lande, er det pinagtigt uambitiøst, og set i forhold til, at det står stadig mere klart, at vi må lave fuld udfasning af fossile brændstoffer inden 2050, er det fuldstændig utilstrækkeligt. Stadig her 17½ år efter vedtagelsen af Kyoto-aftalen i 1997 har Japan endnu ikke fået en egentlig klimalovgivning på plads. Og den nuværende regering er om ikke erklæret klimaskeptisk så tilsyneladende ret så ligeglad. Før Fukushima var Japan på linje med mange af verdens øvrige I-lande er nået til den erkendelse, at det var slut med at bygge nye kulkraftværker. Selvom det ikke var noget forbud, så satte miljøkrav i praksis stopper for nye kulkraftværker. Men i skyggen af Fukushima-katastrofen har Japan (eller rettere Japans energiforsyningsselskaber) påbegyndt opførelsen af en hel stribe af kulkraftværker. I alt 43 projekter er underforberedelse, så Japans kulfyrede kapacitet frem mod 2025 vil stige til 7,26 GW, rundt regnet svarende til 7 mellemstore reaktorer.

Læs mere »

Share

Fukushima Update VI

19. marts 2015

Skiltet herover præger indkørslen til Okuma, den ene af de to små byer, som er værtssamfund for Fukushima-værket, og som flere årtier frem må regne med at skulle leve i eksil. Skiltet taler om “Nuclear power the energy of a promising future“ – og så længe det gik godt, regnede det da også med guld fra værket. Hele det lille samfunds økonomi var baseret på dets eksistens. Men nu vil man fjerne skiltet. Teksten blev i sin tid lavet af Yuji Onuma, som den gang gik i 6. klasse og vandt en konkurrence derom. Men han har stærkt modsat sig fjernelsen, og på billedet herover kan man se ham protestere, for som han siger: “The signboards should be preserved as a negative legacy and used to pass on to future generations the stupidity of human beings.”

Det har været 11. marts 2015 og dermed fire år siden Fukushima-katastrofen tog sin begyndelse. Og for første gang har man mærket en afmatning i mediedækningen. Det er ikke fordi der ikke stadig er problemer, tværtimod. Men det er svært for medierne at blive ved med at fremtrylle nye vinkler på samme redelighed.

Stadig her fire år efter katastrofens begyndelse er 120.000 mennesker evakueret, og genopbygningen går umådeligt langsomt. Det er ikke på grund af økonomisk smalhals, tværtimod er det et stort problem, at en meget stor del af de projekter, som bliver forberedt, ikke bliver realiseret, fordi der ikke er nogen firmaer, som byder ind på at løse dem. Og de samfund, hvor man er begyndt at rykke tilbage, står man med et problem, som kun vil blive større, jo længere tid der går. At ganske mange ikke vil tilbage, og stort set jo yngre man er, jo mindre tilbøjelig er man til at søge tilbage. Børnefamilierne har allerede måttet transplantere deres børn én gang og er meget utilbøjelige til at flytte dem endnu en gang, også fordi det kun er meget snævre områder, som er dekontamineret. Hvis bare lige man løber over mellem de nærmeste træer, så er der ikke renset op, og bliver det heller ikke. Her er der kun at vente på, at cæsium-forureningen i løbet af tre-fire-fem årtier klinger så meget af, at det igen betragtes som sundhedsmæssigt forsvarligt at færdes der. De mest driftige mennesker har jo også for længst skabt dem nye tilværelser andre steder, så det er de svage, de gamle de forsørgelseskrævende, som rykker tilbage, og dermed meget skævt sammensatte samfund. Så selv med den nødvendige infrastruktur på plads igen forestår der kolossale udfordringer med at få disse samfund til at fungere. En nylig rundspørge viste, at kun mellem 10-20% af de evakuerede ønskede sig tilbage.

De nedsmeltede reaktorer lækker stadig, TEPCO er for nylig blevet afsløret i endnu en alvorlig fortielse, hvor man i trekvart år har kendt til, at radioaktivt vand sivede direkte fra reaktorruinerne i havet uden forsøg på at opsamle det, hvilket endnu en gang har bragt værket på kollisionskurs med fiskerne, som ellers har været tæt på at acceptere, at TEPCO ledte det oprensede vand ud i havet. Så alt er ved det gamle, og hvis TEPCO skal gøre sig håb om gennem sin opførsel at gøre sig fortjent til at kunne genstarte sit store Kashiwazaki-Kariwa-værk med 7 reaktorer ved Niigata, så har man endnu engang gjort alt det forkerte. Det er faktisk tragisk, hvor svært det synes at være for en så stor enhed at ændre adfærd på dette område selvom det må stå klart for alle, at den del er uomgængeligt nødvendig at få med, hvis det nogensinde skal lykkes at genskabe tilliden i den japanske befolkning til A-kraften. Trods massive anstrengelser for at lægge låg på kritikken og en kriminalisering af mere dybdegående journalistik er der stadig her fire år efter Fukushima et stærkt ønske i den japanske befolkning om at få afviklet A-kraften hurtigst muligt. Og efter fire år, hvor det er gået fint uden A-kraften er det stadig sværere at forstå, hvorfor den er så nødvendig.

Læs mere »

Share

Abundance within planetary boundaries

16. marts 2015


.
I denne video fra en forelæsning i Wien 12. marts i år giver Johan Rockström en præsentation af opdateret udgave af det fortsatte arbejde ved Stockholm Recilience Centre med at definere vores Planetary Boundaries. Rockström er en eminent præsentator, og vi står her med noget, som der i den grad er mangel på, et samlet perspektiv for de rammer, vores samlede menneskelige akrivitet må holde sig inden for, hvis ikke vi skal forøde vores fælles livsgrundlag. Og ikke kun for klimaet eller for bidiversiteten eller for andre hver isædr vigtige parametre, men for det samlede hele som udgør vores livsgrundlag.

Stadig i dag forfølger stort set alle parter og partier i stort alle lande en udvikling, hvor vi kan vokse og konkurrere os ud af den nuværende krise uden blik for, at vi allerede er langt inde i et overforbrug af begrænsede ressourcer, som ikke kan fortsætte, og slet ikke udvides. Selv når det dæmrer, at vi er nødt til at lade størstedelen af de kendte forssile reserver forblive i jorden, uafbrændte, så leder det ikke til besindelse, men til et fornyet kapløb om, hvem som kan nå at pumpe mest op og kapitalisere reserverne, inden det bliver reguleret.

Der er således brug for, at indsigten om planetary boundaries i allerallernærmeste fremtid bliver fælles forståelse. og man kunne ønske sig at en forelæsning som denne var obligatorisk stof for alle politikere, virksomhedsledere og embedsmænd verden over indtil det stod så klart for os, at formåede at handle efter det og kurvene igen begyndte at vende rigtigt.

Rockströms slides kan ses her (pdf).

Se tidligere blog-indlæg: Velfærd uden vækst? og Grænser for vækst 2.0.

 

Share

Bevægelser under Himlen

14. marts 2015


.
Pludselig den 28. februar var den der, Under the Dome, en syv kvarter lang film lagt ud på det kinesiske internet, som bedst kan karakteriseres som den kinesiske pendant til Al Gores An Inconvenient Truth, blot med luftforureningen som fokus.

Det er den tidligere TV-kommentator Chai Jing, som står bag Under the Dome (på kinesisk: 穹顶之下qióngdǐng zhī xià). Chai trak sig tilbage da hun stod overfor at skulle føde sit barn, og hele fortællingen i Under the Dome er bygget op omkring fødslen og ønsket om at kunne give sit barn de bedst mulige opvækstvilkår.

Luftforureningen er en gigantisk ligtorn i det moderne Kinas selvforståelse. Op imod 500.000 mennesker dør hvert år for tidligt som følge af luftforureningen, og den folkelige utilfredshed med situationen er massiv og lader sig ikke bare feje bort. Den nuværende ledelse har da også klart signaleret, at man vil gøre noget, og der er sat en række initiativer i gang. Men problemerne er ikke bare gigantiske af omfang, de er så tæt sammenvævet med hele den gigantiske moderniseringsproces, som landet har gennemløbet siden 1949, at man ikke bare kan ændre situationen fra dag til dag, men må langt ind i maskinrummet og er tvunget til at tænke i ganske radikale omstillingsprocesser. Problemerne er ikke så anderledes fra tyske, engelske og amerikanske industriområder, som har haft deres epoker med sviende luft og langt mellem dage med blå himmel. Men problemerne i Kina er forstærket af skalaen – det er så at sige Ruhr-området, Po-sletten, The Midlands, Detroit og Chicago da de var allerværst klemt sammen skulder ved skulder over flere tusinde kilometer. Så hvor gerne man gerne ville, er der ikke nogen let måde at rense luften fra dag til dag.

Alle forventede da også, at videoen ville blive stoppet nærmest øjeblikkeligt, men tværtimod fik den rosende ord med på vejen fra ledende embedsmænd. China Daily skrev i en leder, at “The government needs to be pushed for more action and the people need to have their awareness raised about what they can do to fight against pollution,” og Kinas nyudnævnte miljøminister Chen Jining sagde, at han havde set hele filmen, og at det burde “encourage efforts by individuals to improve air quality”.¹ Allerede dagen efter skulle den have været set 155 mio. gange. Men efter tre dage efter blev den lukket ned af den kinesiske censurmyndighed, og alle online-diskussioner og artikler for og imod blev beordret fjernet.

Læs mere »

Share

APEC blue

11. november 2014

Siden januar 2013 har Zou Yi hver morgen taget nøjagtigt samme billede ud over Beijing og uploaded det til sin blog. Herover ser man et helt års billeder – og med al tydelighed, hvor langt der er mellem dage med en klar blå himmel.

Mellemblå, coboltblå, akvamarinblå, grønblå, preusiskblå, pariserblå, bremerblå, kalkblå, azurblå, turkisblå, ceulinblå, himmelblå, ultramarinblå, middelhavsblå, vandblå, petroleumsblå, dueblå, indigoblå … og nu også APEC-blå.

APEC, Asia-Pacific Economic Cooperation, en en stort opsat pendant til EU for 21 lande rundt om Stillehavet, blot med et mere rent fokus på det økonomiske samarbejde. I dagene 5. til 11. november er APEC-landenes statsoverhoveder med tilhørende delegationer samlet i Beijing til det 26. årlige APEC forum.

Normalt ville Beijings luft på denne årstid være tyk af luftforureningen, som med sit grågrumsede øjensviende lungekradsende bælte hen over det nordlige Kina gør sit til at mindske befolkningstilvæksten. Således regner man med, at luftforureningen i det nordlige Kina i gennemsnit forkorter levetiden med 7 år. Det var blot ikke det billede, de kinesiske værter ønskede at verdenspressen og APEC-delegationerne tog med sig hjem. Så forud for mødet har det kinesiske styre lige som under olympiaden i 2012 iværksat en bred vifte af tiltag, som tilsammen skulle sikre ren luft og blå himmel over APEC-samlingen.

Et stort antal fabrikker og kraftværker omkring Beijing er derfor blevet midlertidigt lukket, halvdelen af Beijings biler er givet køreforbud, skoler og kontorer er lukket ned, og millioner af mennesker har fået påbudt ferie. Lønudbetalinger, reparationer, gadekøkkener, byggepladser, alt som kan støve, ryge eller ose er sat på stand by, vinteropvarmingen er udsat til efter APEC, ingen er blevet gift i denne uge, og selv hospitalerne kører på vågeblus.

Bejings indbyggere har da heller ikke været sene til at døbe denne særlige variant af himlens blå for APEC-blå – en blå nuance, som minder påfaldende om den Olympic Blue, som folkeviddet døbte himlen over de olympiske lege i 2012 – både når det gælder nuance og kortvarighed. For så snart delegationerne er rejst hjem, kommer der igen fuld knald på trafikken og kulfyringen, og smog’en, som ikke mindst i vintermånederne er alarmerende høj, vil lægge sin kvælende dyne hen over landskaberne og lukke af for solens stråler.

Læs mere »

Share

Folkeafstemning om Yasuní afvist

9. maj 2014

Den folkeafstemning, som der var lagt op til om bevarelsen af Yasuní, nu blevet afvist af de ecuadorianske myndigheder. Om det sker på et rimeligt grundlag, kan i høj grad betvivles, for et meget stort antal underskrifter synes afvist på et meget spinkelt grundlag, men spørgsmålet er lige nu, hvem som kan fastholde dette spørgsmål?

Dermed står Yasuní, en af verdens umistelige naturrigdomme, til at blive slagtet – og vekslet til kortfristet oliegevinst i en situation, hvor vi ved at op imod 80% af alle oliereserver må forblive ubrugte, hvis vi skal kunne holde verdenssamfundets beslutning om at holde den globale temperatur stigning under 2 grader. Så det er absurd, hvis verdenssamfundet blot lader dette ske.

Der har været rejst voldsom kritik af, hvordan underskrift-optællingen er foregået, og måske det kan lykkes at få gentalt stemmerne. Men selv hvis det lykkes at få en folkeafstemning, er det langt fra givet, at afstemningsresultatet bliver en fuld bevarelse af Yasuní – eller at afgørelsen, hvis den falder ud til fordel for bevarelse af Yasuní, vil blive respekteret af præsident Correa, som allerede synes at være langt i afhændelsen af rettighederne til de store olieforekomster under Yasuní.

I den ecuadorianske forfatning er der indskrevet en passus om Pachamama og moder naturs rettigheder, og mange ville mene, at det var i en situation som denne, at en sådan passus måtte træde i kraft. For det er klodens måske mest biodiverse område, som står for at blive ødelagt.

Samtidig er Yasuní hjemsted for nogle af de sidste ukontaktede naturfolk i verden – alene dette burde folkeretsligt være nok til at holde olieeftersøgningen ude af Yasuní, men igen og igen har man i hele Amazon-bækkenet set, hvordan de oprindelige folkeslags rettigheder taber overfor skovhuggernes og soyaproducenternes fremmarch.

Der er således en række ansatser til muligheder for at bremse slagtningen af Yasuní, men alle kræver de massive markeringer fra verdenssamfundet.

Og vi nærmer os igen det spørgsmål, som ingen politisk ønsker at forholde sig til, om verdenssamfundet må træde ind med kompensation for at bede nationer og samfund om at undlade at udnytte fossile reserver, om denne kompensation skal betales af dem som får lov at udlede, og om den også kan opkræves bagurdrettet som en afgift af alle de fossiler, vi allerede har gravet op?

Hvor det kan virke rimeligt, at et fattigt land som Ecuador får en form for kompensation for at bevare Yasuní og afstå fra at udvinde områdets olierigdomme, så virker det omvendt ikke rimeligt, hvis et rigt land som Canada skal have kompensation for at lade al sin tar sand blive liggende under Albertas skove. Og rige lande som USA og Danmark og de arabiske oliestater derimod burde øjeblikkeligt blive pålagt at indstille al yderligere udvinding, da vi/de allerede har pumpet langt mere end vores rimelige andel af fossiler op af undergrunden.

Så der er al mulig grund til at se udfordringen fra Yasuní i øjnene.

Spørgsmålet er: Kan Yasuní blive det nye Keystone XL ?

Læs mere »

Share

Første del af IPCCs AR5 klimarapport nu på dansk

10. februar 2014

Illustrationseksempel fra DMIs netop udgivne danske oversættelse af det executive summary for første del af IPCCs nye AR5 klimastatusrapport. Kun rapportens mest radikale reduktions-scenario RCP2.6 giver håb om havis på Nordpolen i 2. halvdels af det 21. århundrede.

Den korte udgave af første del af IPCCs nye statusrapport over klodens klimatilstand findes nu oversat til dansk – jeg linkede til det på Facebook og fik skrevet denne kommentar med på vejen, som fortjente også at blive fastholdt her på bloggen. Det er koncentreret stof, for det sammenfatter flere tusind siders rapport, som igen sammenfatter mange tusinde klimaforskeres arbejde siden sidste statusrapport for syv år siden.

Det burde være obligatorisk læsning for alle, som på den ene eller anden måde træffer dispositioner for vores fælles fremtid – og jeg kan på det stærkeste opfordre alle til at forholde sig til den. I forhold til den første rå udgave i efteråret er den mere poleret i sproget, og ikke mindst væsentligt bedre illustreret.

Den del, som omhandler CO2-budgettet (pp. 25-26) er næsten blevet for teknisk anonym, og selve ordet CO2-budget, som ellers var en nyskabelse i denne femte udgave af IPCCs rapport, forekommer slet ikke. Her var ellers ansatser til, at videnskaben sagde til menneskeheden: Her er en grænse I ikke bare må forstå, men overholde: Hvis verden skal holde den 2°C-målsætning, som blev vedtaget i København på COP15 i 2009 (hvis der skal være hhv. 33% 50% og 66% chance for, at det lykkes), så kan vi samlet set kun tillade os at lukke yderligere så og så meget yderligere CO2 ud i al fremtid.

Læs mere »

Share

Gensvar til James Hansen fra 311 miljøorganisationer om A-kraft

10. januar 2014

Siden James Hansen sammen med Ken Caldeira, Kerry Emanuel og Tom Wigley i et åbent brev To those influencing environmental policy but opposed to nuclear power,¹ for to måneder siden markerede, at verden – og ikke mindst dens mange miljøforkæmpere – burde tage A-kraften til sig som en nødvendig del af den stadig mere hastende klimaindsats, har jeg samlet materiale til en slags modsvar. For selvom jeg har en kolossal respekt for Hansens klimaperspektiv, måtte jeg sande, at her var en grænse for, hvor jeg kunne følge ham.

Ikke mindst Fukushima-katastrofen, som stadig tre år efter er langt fra er under kontrol, og som bliver ved med som ringe i vandet at brede sig ud i alle afkroge af det japanske samfund og videre ud i verdenssamfundet, har gjort det klart for mig, at A-kraften er noget af det, som ikke fører noget godt med sig, og som mennesket havde været bedre stillet uden.

Men nu er en gruppe på 311 miljøorganisationer kommet mig i forkøbet. De afleverede tidligere på ugen et fælles gensvar² til James Hansen og hans tre medforfattere, hvor de tager til gensvar – sobert, men nogenlunde til benet. Så uden at have opgivet min egen dialog med James Hansens A-kraft-perspektiv, som synes ude af trit med dén vedvarende energi-virkelighed, som hastigt er ved at forme sig, så er her i første omgang den fælles henvendelse fra de 311 miljøorganisationer, hvoraf de fleste er amerikanske.

January 6, 2014

Gentlemen,

Although we greatly respect your work on climate and lending it a much higher profile in public dialogue than would otherwise be the case, we read your letter of November 3, 2013 urging the environmental community to support nuclear power as a solution to climate change with concern. We respectfully disagree with your analysis that nuclear power can safely and affordably mitigate climate change.

Nuclear power is not a financially viable option. Since its inception it has required taxpayer subsidies and publically financed indemnity against accidents. New construction requires billions in public subsidies to attract private capital and, once under construction, severe cost overruns are all but inevitable. As for operational safety, the history of nuclear power plants in the US is fraught with near misses, as documented by the Union of Concerned Scientists, and creates another financial and safety quagmire – high-level nuclear waste. Internationally, we’ve experienced two catastrophic accidents for a technology deemed to be virtually ‘failsafe’.

Læs mere »

Share

Støt op om en Ansvarlig Fremtid

2. januar 2014

Har lige via Ansvarlig Fremtid skrevet under på et forslag til mit pensionsselskab om øjeblikkeligt at ophøre med at investere i fossile selskaber og i løbet af en femårig periode at afvikle samtlige investeringer i disse selskaber.

Og jeg vil gerne her opfordre ALLE til at gøre det samme.

Principielt kan det være med til at understrege, at de fossile selskaber må udvikle nye forretningsområder, hvis de i fremtiden må fastholde deres styrke – her er DONG et fint eksempel på den forestående omstilling. med Anders Eldrup ved roret, indså DONG den fossile fejlretning og lavede en forretningsplan, hvorefter DONG på ganske få år går fra en ratio på 85/15% mellem den fossile og den vedvarende energisektor til en 15/85%. Og man opgav i svinget en etableringen af række nye kulkraftværker.

Samtidig står det klart, at størstedelen af de i dag kendte fossile reserver må forblive uudnyttede, under jorden, hvis vi skal lykkes at undgå katastrofale klimaforandringer – vurderingerne ligger på omkring 66-80% afhængig af opgørelsesmetoden, hvor James E. Hansens seneste paper siger principielt jo tættere på 100%, jo større chance for at undgå katastrofale klimaforandringer. Værdien af pensionsselskabernes investeringer i fossile aktier må derfor forventes inden for ganske få år at vise sig stærkt faldende.

Særligt vil jeg opfordre andre medlemmer af min egen pensionskasse – Arkitekternes Pensionskasse – til at skrive under, så der ved næste generalforsamling er mange, som bakker op om forslaget.

Divestment, som det kaldes – det at afvikle investeringer i uønskede/uhensigtsmæssige foretagender – har i den seneste tid grebet om sig. Og man har kunnet se byer, universiteter og pensionsfonde mange steder i verden begynde at tage konsekvensen af, dels at det ikke bare snævert drejer sig om procenter, men fuldt så meget om, hvordan overskuddet er genereret, dels at investeringerne i den konventionelle fossile industri med det vi i dag vedom den nødvendige udvikling og det snævre carbon budget, som vi må holde os inden for, faktisk må betragtes som usikre investeringer, hvorfor man systematisk har fravalgt sine investeringer i den fossile industri.

Læs mere »

Share

Bodil – århundredets stormflod?

6. december 2013

Refshalevej under vand, 6. december 2013 – foto: Nils Vest.

Da regnen 2. juli for godt to år siden stod ned over København med en i hvert fald for disse breddegrader hidtil uset kraft, var meteorologerne ikke sene til at kalde det en hundredeårsregn, enkelte kaldte det endda en femhundredeårsregn – forstået på den led, at det var en så udsædvanligt voldsom regnhændelse, at den kun ville optræde én gang hvert 100. eller hvert 500. år. Eller sådan havde det i hvert fald været indtil nu. For de klimaforandringer, som vi så småt er ved at mærke de første tegn på også i Danmark, vil gøre, at regnskyl med en sådan voldsomhed fremover vil forekomme langt hyppigere, måske hvert 30.-40. år, og på lidt længere sigt så tit, at det bliver noget naturligt – den nye normal.

Tilsvarende med det stormvejr, som det sidste halvandet døgn har raset over Danmark, som ikke har været nogen rekordstorm, når det gælder vindhastigheder. Men til gengæld har den nordvestlige storm – af uransagelige grunde kaldet Bodil – i skrivende stund haft en så uophørlig vedholdenhed, at den har nået at stuve store vandmasser op i de indre farvande. Uden at vi endnu kender de fulde data for Bodil, er “hun” derfor allerede kategoriseret som en hundredeårshændelse.

Fra mine unge dage, hvor jeg sejlede meget i de indre farvande, husker jeg Havnelodsens ofte næsten u-trolige angivelser af, hvor meget ekstra højvande, der kunne være under særlige vindforhold. Sine steder kendte man til vindstuvninger på 1½-2 meter for særlige vindretninger. For eksempel i havnen i Løgstør var der en stor pæl, hvor højvander gennem tiderne var markeret. Men der ser ud til, at Bodil mange steder har formået at slå disse rekorder. Ikke bare steder som Limfjorden og Vadehavet, hvor vindstuvningen traditionelt er stor, men denne gang også Roskilde Fjord, hvor vindstuvningen flere steder har nået to meter.

Selvom der er tale om en hundredeårshændelse i forståelsen stormvejr af en styrke, som vi hidtil hun har set én gang i hvert århundrede, så bliver det næsten med garanti ikke århundredets stormflod – overskriften havde mere korrekt været århundredets første stormflod. For med den stadig mere omsiggribende afbrænding af fossile brændsler har vi lagt så meget i kakkelovnen, at vi i løbet af det 21. århundrede vil se den globale opvarmning accelerere. Det vil give både hyppigere og voldsommere vejrfænomener i takt med at den globale opvarmning ‘lader’ atmosfæren med mere fugt og varme, så vi vil se stadig nye rekorder for største, hurtigste, længste, varmeste, vådeste, voldsomste storm-, regn-, snevejr osv. Dels vil verdenshavene stige, så udgangspunktet for en storm som Bodil gradvist løfter dens virkning længere ind på land.

Læs mere »

Share