En gruppe mennesker omkring The Consensus Project har lavet en ganske tankevækkende undersøgelse,¹ som netop er offentliggjort i Environmental Research Letters, hvor de ser på klimavidenskabmændene m/ks holdninger til, om klimaforandringer er menneskeskabte.
Det sker gennem en omfattende undersøgelse af abstracts fra artikler om klimaforskning, offentliggjort i peer reviewede tidsskrifter i perioden 1991-2011. I alt 11 .944 abstracts er vurderet og fordelt i forskellige kategorier ud fra, om det pågældende abstract indeholdt “explicit or implicit endorsement of human-caused global warming, no opinion, and implicit or explicit rejection or minimization of the human influence”.
Til trods for det billede, som klimafornægtelsesindustrien ønsker at fremme, så har der i klimaforskningskredse i snart flere årtier været en udtalt konsensus om, at klimaforandringer er overvejende menneskeskabte, så en ganske stor del af artiklerne (66,4%) forholder sig slet ikke til dette spørgsmål i deres abstract, men må formodes at tage det for givet. Men omkring 4.000 af de undersøgte abstracts forholder sig aktivt til, at klimaforandringer var menneskeskabte, og af disse medgiver den altovervejende del (32,6%), at klimaforandringer er menneskeskabte, mens kun en meget lille del afviser dette (0,7%) eller siger at det er uvist (0,3%). Dette fører til konklusionen, at 97,1% af alle abstracts, som forholdt sig til, om klimaforandringer var menneskeskabte eller ej, fandt, at de var menneskeskabte.
I en anden del af undersøgelsen blev forfatterne til undersøgelserne spurgt om selv at vurdere deres undersøgelser. Her var der flere, som tog stilling (35,5% som ikke gjorde). Og her var der 97,2% af dem som tog stilling til, om klimaforandringer var menneskeskabte eller ej, fandt, at de var menneskeskabte.
I begge dele af undersøgelsen var der i løbet af perioden en stigende del af artiklerne, som erkendte, at klimaforandringer er menneskeskabte.
Man skal ikke forstå de 97,1% og 97,2% sådan, at der så var knapt tre procent af artiklerne som afviste, at der var tale om menneskeskabt opvarmning. Tværtimod var der i første del kun 0,6% (12 artikler) som markerede, at klimaforandringer ikke var menneskeskabte, mens der i undersøgelsens anden del, hvor forskerne blev spurgt direkte, var 1,8% (39 artikler) som afviste, at klimaforandringer var menneskeskabte – ud af et volumen på næsten 12.000 artikler.
Da finanskrisen for nogle år siden strammede til, var Sydkorea bandt de få lande, som systematisk satte grønne betingelser for sin intervention. Landet har så at sige fatte potentialet i den grønne omstilling og er lige nu ved at etablere et koreansk kvotemarked, som står til at blive verdens hidtil mest ambitiøse kvoteordning.
Måske (forhåbentligt) har man studeret de mange problemer med det europæiske kvotesystem grundigt – i hvert fald er der fra iværksættelsen primo 2015 og frem til 2020 lagt op til en yderst ambitiøs reduktion af Koreas samlede emissioner på 30% i forhold til business as usual (BAU), hvilket svarer til en reduktion på 19% i forhold til 2010-niveauet.
Sydkoreas ETS-ordning vil involvere sektorer, som tilsammen omfatter omkring 70% af de koreanske udledninger, og reduktionen er, som man kan se af nedenstående figur endnu større - næsten 40%. Der er således tale om virkeligt ambitiøse klimamålsætninger, som får EUs nølen med sine 20% over en langt længere tidshorisont til at fremstå endnu mere lallende.
Man har søgt at designe ordningen, så prisen for at udlede 1 ton CO2 vil blive op imod 90 $ pr. ton. Man har ligeledes sat en begrænsning på, så hver enhed maksimalt kan bruge kvoter på 28% af sine udledninger. Og fra 2021 er der lagt op til kun at kunne modregne fra hjemlige projekter. Så man har ønsket med ordningen ikke bare at få abstrakte effekter et eller andet ikke nærmere defineret sted i verden, men samtidig at høste miljøfordelene hjemme ved, at den koreanske industri lægger om til grøn energi og grønne produktionsformer. Mange af fjernøstens lande har ganske graverende problemer med luftforureningen, og hvis ellers reduktionerne holdes indenlands, vil man i 2020 ud over at være godt i gang med at reducere de samlede nationale udledninger være godt på vej til at have genvundet en ren luft i de koreanske storbyer.
Det forventes, at brugen af kul i stor udstrækning vil blive udfaset frem mod 2020, men at man qua den hurtige omlægning, som der er lagt op til, vil se, at det ikke sker fuldt ud med vedvarende energikilder, men at en del af energiforbruget i stedet dækkes med naturgas, som har markant lavere udledninger pr. produceret energienhed.
Planerne har snart sagt selvfølgelig vakt modstand i den sydkoreanske industrisektor – og som der er lagt p til nu, vil den virkelig skulle agere proaktivt for ikke at blive straffet økonomisk af systemet. Men hvis man ønsker sig at nå 30% under business as usual, så kan det ikke nytte noget at lade som om, at det er i orden at fortsætte med business as usual.
Bloomberg New Energy Finance (BNEF) anbefaler i sin rapport om de sydkoreanske kvotemarkedsplaner, at Sydkorea kobler sit kvotesystem sammen med kvotesystemerne i EU, Australien og Californien for herved at få adgang til billigere kvoter. Herved risikerer man dog meget let, at børnesygdommene fra det europæiske system, hvor kvoteprisen har været helt nede på 3-4 euro, kommer til at smitte også den koreanske ordning. Og hermed vil den manglende europæiske vilje (evne) til at forvalte sit kvotesystem og sætte tilstrækkeligt stærke reduktionskrav, som har bremset omstillingsincitamentet i Europa, brede sig til Sydkorea.
Hvis EU hævede sin klimamålsætning fra de nuværende 20% til 30-40% – for min skyld gerne gradueret fra land til land, så et land som Polen ikke partout skulle underlægges samme reduktionskrav som Danmark – kunne det give mening. Men man burde omvendt søge at sikre sig, at de enkelte kvotemarkeder fungere optimalt på deres egne vilkår, inden man udsætter dem for yderligere eksperimenter. Og der ligger noget fundamentalt rigtigt i, at systemerne først og fremmest lægger op til at rydde op i eget hus – at det forbliver tydeligt, at hvis man ikke fjerner sine egne udledninger, kan man kompensere ved at være med til at betale for en tilsvarende reduktion for ens nabo, som måske endda er ens konkurrent, men som bare er lidt mere omstillingsparat.
I den forgangne uge listede atmosfærens koncentration af CO2 sig over 400 ppm. Det er ifølge iskerneboringerne det højeste niveau siden pilocæn-perioden, som ligger 3,2 og 5 millioner år tilbage. I pliocæn var verdenshavene 20-40 m højere end i dag. Det kommer ikke fra dag til dag, men vi står med udsigten til havstigninger på 1 meter eller mere i løbet af det 21. århundrede – og har allerede lagt i kakkelovnen til endnu mere. Havstigningerne blot vil accelerere i de kommende århundreder, hvis ikke den nuværende udvikling ændres allersnarest.
Havde det været rente-, kurs- eller gældsudviklingen, havde de 400 ppm været et glødende rødt tal, som ville give anledning til drastiske indgreb på stedet.
Nu er det “bare” klimaet, og med den nuværende handlingslammelse er der ikke megen oplevelse af sagens alvor at spore. Tværtimod søger man stadig verden rundt at anspore til mere vækst og udvikling – i enkelte tilfælde som grøn vækst, men ikke desto mindre en vækst, som stadig forfølger forestillingen om, at vi fortsat kan vokse og skaffe os mere materiel velstand.
Før industrialiseringen har atmosfærens koncentration af CO2 igennem det meste af menneskets udviklingshistorie ligget på omkring 280 ppm. Den har svinget lidt op og ned, og klodens selvregulerende systemer har kunnet holde koncentrationen på omtrentligt dette niveau gennem lang lang tid. Men menneskets afbrænding af fossile brændstoffer har hastigt ændret på dette. Set med historiens briller har koncentrationen været stort set konstant for siden industrialiseringens start at stige voldsomt. Det meste af det 20. århundrede har vi vidst, at den var gal – at det som lignede et kæmpe skridt frem for menneskeheden, var dybt problematisk, og på bare lidt længere sigt truede vores eksistensvilkår. Siden 70erne har ansvarlige politikere vidst, at den var alvorligt gal, og der har været forsøg på tiltag til at rette op på situationen – som den fossile industri dog indtil nu har haft held til at forpurre.
Fukushima-katastrofen 11. marts 2011 vendte op og ned på det japanske samfund. Ikke bare lagde den store områder øde og drev mange mennesker fra deres hjem på uvis tid. Nok så meget gjorde den basale ting i dagligdagen usikre – var der stråling i maden, teen, luften, på børnenes legeplads?
Indhyllet i en næsten opiat ‘safety myth’ blev Japan i den grad taget på sengen – Fukushima-katastrofen var katastrofen, som ikke kunne ske, og som man derfor både praktisk og mentalt var fuldstændig uforberedt overfor. I tiden efter blev samtlige Japans 54 reaktorer en efter en standset for løbende årlige eftersyn, og 5. maj i år stod Japan, som inden Fukushima-katastrofen havde planer om at udbygge sin A-kraft fra 30% til 50% af energiforsyningen, uden A-kraft for første gang i næsten et halvt århundrede. Kort efter blev to reaktorer dog nødstartet for at sikre elforsyningen i den værste sommervarme. Men de øvrige afventer etableringen af helt nye sikkerheds- og beredskabsforanstaltninger. Og stod det til store dele af befolkningen, blev reaktorerne aldrig startet igen.
Fukushima-katastrofen har fået konsekvenser ud i alle afkroge af det japanske samfund, og det er fundamentalt interessant, hvordan et samfund reagerer overfor en sådan udfordring. Er det begyndelsen til noget radikalt nyt, formår man at tage ved lære, at se den del af katastrofen, som kunne have været undgået, hvis man havde taget risikoen alvorligt? Eller skal man blot hurtigst muligt tilbage til business as usual?
Fukushima-katastrofen har rejst et folkeligt krav om forandring. Man vil bort fra A-kraften og ønsker et Japan i pagt med naturen, på vedvarende energi. Omvendt er der i bureaukratiet og erhvervslivet meget stærke kræfter, som søger at trække Japan tilbage på sin hidtidige kurs. Men med skyggerne fra atombomberne over Hiroshima og Nagasaki stærkt prentet i den nationale psyke er det givet, at ikke alt bare bliver som før (se blog-indlægget Mellem Hiroshima og Fukushima).
Siden begyndelsen af juni har jeg lavet næsten daglige optegnelser omkring re-definitionen af A-kraften og Japans energipolitik. Sådanne optegnelser vil uundgåeligt føre til gentagelser, og der vil blive åbnet temaer, som måske viste sig som blindspor. Men foreløbig er planen at følge udviklingen fra den måned, hvor Japan var uden A-kraft over genstarten af de to reaktorer ved Oi-værket frem til etableringen af en ny energiplan og en ny energipolitik.
•I maj vil Abe og regeringspartiet LDP vil sandsynligvis vise klarere signaler om deres A-kraft-politik. NRA vil komme nærmere de endelige krav for genstart, og måske komme ud i de første situationer, hvor man ‘er nødt til’ at erklære en reaktor for uegnet til videre brug på grund af jordskælvsmæssigt uheldig placering.
Når vi tænker på energiomlægninger, er der næsten altid mere fokus på, hvordan vi kan skifte olien og kullene, the bad guys, ud med vedvarende energikilder som sol og vind og forbrænding af biomasse the good guys. Men frem for blot at se på hvor mange kilowatt fra the bad guys vi kan erstatte med kilowatt fra the good guys er det mindst lige så vigtigt at se på energibesparelser – hvad nogen har døbt negawatts.
For hver gang vi har sparet x kilowatt, har vi mindsket behovet for x kilowatt fra sol og vind og biomasse. Det er måske ikke så spektakulært at pege på, at man har efterisoleret, varmeoptimeret, skiftet lyskilder, sat skodder op eller blot skruet lidt ned for termostaten, som hvis man har sat solfangere op på bygningerne og været med til at stille vindmøller op i det danske landskab, men der er i den måde vi igennem de seneste halve århundrede har indrettet os på, et kolossalt potentiale at høste i energirenoveringer – ikke mindst i vores bygningsmasse.
Og det gode er, at energirenoveringer betaler sig – det kræver lidt omtanke, det kræver professionel hjælp fra energikonsulenter og håndværkere, men når først det er gjort, kan livet gå videre som hidtil ofte med blot det halve energiforbrug – eller mindre.
Nu senest har Århus Kommune igangsat en energirenovering af samtlige sine bygninger som del af kommunens bestræbelser for at bliver CO2-neutral i 2030. I det CO2-regnskab står bygningerne i dag for 35% af de samlede udledninger. Karen Margrethe Høj Madsen, der er projektleder i Bygningsafdelingen i Aarhus Kommune, siger til Ritzau, at vi: “søger at spare så meget energi, som vi overhovedet kan i hver eneste bygning inden for de økonomiske rammer. Derefter supplerer vi op med solceller, hvor det er muligt fysisk, æstetisk og økonomisk.”
.
I denne 4:12 min. video kan man høre Jeremy Rifkin, leder af Foundation on Economic Trends, efter en præsentation ved et russisk seminar med temaet delivering sustainable value svare på et spørgsmål om hans syn på atomkraftens fremtid. Han svarer først meget kort, at han ikke mener, at den ud fra et forretningsperspektiv ikke har nogen fremtid, dernæst giver han faktisk en meget klar analyse af hvorfor.
Vi så med Chernobyl og Three Mile Island, at A-kraften ikke var ufarlig. Når den alligevel blev overvejet videre, er det som en del af omlægningen til en CO2-fri energiproduktion. Og skal A-kraften batte noget i klimaudfordringen, skal vi fra at A-kraften i dag yder omkring 6% af verdens energiforsyning op på mindst 20% inden for en overkommelig fremtid. Vi har i dag på verdensplan 400 reaktorer, men mange af dem er ved at være udtjente, så vil det ud over fornyelsen af de 400 eksisterende reaktorer kræve opførelsen af omkring 1.600 nye, eller 3 om måneden i de næste 40 år, siger Rifkin – og det kan han på ingen måde se ske. Han vil være overrasket, hvis der bliver bygget mere end 100 (til erstatning af de eksisterende).
Det hænger sammen med, at flere af de lande, som allerede har A-kraft, er ved at opgive den eller nedskrive den rolle i den samlede energiforsyning, og at de få værker som rent faktisk er blevet opført i dette årtusinde har vist sig at blive voldsomt meget dyrere – så dyerere, at de dårligt lader sig opføre uden enorme statslige støttebeløb. Og selv hvis vi blot fornyede de nu omkring 400 reaktorer på verdensplan, så ville vi allerede omkring 2020-25 begynde at mangle uran, hvorfor priserne vil gå op.
Han kommer ikke ind på de mange problemer med at håndtere strålingen, når ulykken er sket, men nævner med en vis bekymring, at bortset fra Sverige og Finland, har ingen lande efter 70 år med A-kraft løst deres atomaffaldsproblem. For ham er A-kraft “centralized power”, som ikke passer ind i fremtidens energisystemer.
Rifkin er forfatter til bøger som The End of Work og The European Dream, og han får på de blot fire minutter givet et godt og konsistent svar, som hermed er videregivet.
Se tidligere blog-indlæg: The Empathic Civilisation – med en tegnet introduktion til Rifkins bog af samme navn.
.
I dag aflagde Barack Obama præsidentløfte for sin anden periode og gav efterfølgende sin Iauguration Speech. Den kan ses i sin helhed herover, og teksten kan blandt andet findes på The Atlantic Wire. Halvvejs i sin tale kom Obama ind på klimaindsatsen og dens uomgængelighed (se 10:00 min ff.) Han sagde her:
”We, the people, still believe that our obligations as Americans are not just to ourselves, but to all posterity. We will respond to the threat of climate change, knowing that the failure to do so would betray our children and future generations (applause). Some may still deny the overwhelming judgment of science, but none can avoid the devastating impact of raging fires and crippling drought and more powerful storms.
The path towards sustainable energy sources will be long and sometimes difficult. But America cannot resist this transition, we must lead it. We cannot cede to other nations the technology that will power new jobs and new industries, we must claim its promise. That’s how we will maintain our economic vitality and our national treasure – our forests and waterways, our crop lands and snow-capped peaks. That is how we will preserve our planet, commanded to our care by God. That’s what will lend meaning to the creed our fathers once declared.”
Efter års klima-tavshed må dette siges at være en overraskende klar udmelding. Joe Romm fra Climate Progress benævnte ligefrem Obama som “Climate Hawk”. Men vi har stadig til gode at se, hvad det betyder i praksis, om Obama reelt formår at lade den “all of the above”-politik bagude, han præsenterede i valgkampens sidste fase, hvor der ikke var grænser for, hvor meget der skulle frackes, drilles og produceres.
Her i allernærmeste fremtid skal han tage endeligt stilling til Keystone XL rørledningen, som hvis den etableres vil give canadierne fri adgang til deres verdensmarked med den både for deres egne landskaber og for verdens klimaindsats ødelæggende tar sand-olie. Det er en svær afgørelse for Obama – af mange miljøorgansationer set som en lakmustest for, om der er handling bag hans veltalenhed. For forsyningssikkerhedesmæssigt er det fristende at veksle den nuværende afhængighed af arabisk olie til en afhængighed af den canadiske olie. Men nu hvor valget var ovre, er det på tide at få sat nogle principper og standarder. Et amerikansk nej til Keystone XL vil nok ikke i sig selv standse canadiernes vanvidsprojekt (se tidligere blog-indlæg tagged Alberta). Men samtidig er EU tæt på at have sat standarder, som gør at olien ikke kan bruges i Europa. Og USAs nabo mod nord trænger i den grad til en klimamæssig vækkelse.
Klimadiskussionen har i Obamas første præsidentperiode været ganske betændt – på den ene side præget af, at den ultrahøjreorienterede Tea Party-fraktion af det republikanske parti har været ganske højtråbende i sin klimafornægtelse, på den anden side det lidt paradoksale, at Obama efter tilsvarende udmeldinger i sin valgkamp i 2008 tilsyneladende valgte ikke at tage kampen om luftherredømmet op, når det galdt klima-diskussionen, og på et møde i 2009 bad miljøorganisationerne om at holde lav profil.
Nu er der gang i en omstrukturering af den store maskine af frivillige, som har været med til at sikre, at Obama blev genvalgt. Der er tale om hundredetusindvis af mennesker, som ikke mindst i svingstaterne har gået fra dør til dør igennem store dele af 2012. Hvis hele denne ‘hær’ af informanter i stedet satte ind med policy-information, så ville det kunne styrke forståelsen af nødvendigheden af, at USA går målrettet ind og tager sin del af ansvaret for at få stabiliseret klimaet. Hvis først alle disse mennesker skal ud at tale om nødvendigheden af gun control, dernæst om forestående immigrationslove og nødvendigheden af at fastholde de sundhedsreformer, som Obama endte med at prioritere højere end klimaet i første periode, så er det ikke sikkert, at det det er nok til at få den folkelige forståelse af klimaindsatsens nødvendighed konsolideret én gang for alle. For Obama har ikke bare et flertal i kongressen imod sig – i det mindste i de kommende to år. Han er samtidig oppe mod en massiv misinformationskampagne, som er kynisk finansieret af en amerikansk kul- og olieindustri, som siden 2. verdenskrig har vænnet sig til, at man i den amerikanske lobby- og medievirkelighed kan købe sig til snart sagt hvad som helst.
Men med talen i dag har han i det mindste spillet klart ud med, hvad han – og USA – burde gøre. I den udstrækning, det rent faktisk sker, er den globale klimaaftale, som har så hård en fødsel i FN-regi meget tættere på at kunne blive virkelighed. Selvom Obama i sin tale i dag undlod den hope og change-retorik, som bar ham gennem valget for fire år siden, så er der efter i dag paradoksalt mere grund til håb på klimaets og fremtidens – og USAs fremtids – vegne.
I øvrigt er Obamas inauguration speech en på mange måder fremragende tale, hvor han får forbundet en række af de nødvendige indsatser og den forestående klimaindsats med fundamentale størrelser i den amerikanske grundlov. Så den er i den grad værd at høre i sin helhed.
Fukushima-katastrofen 11. marts 2011 vendte op og ned på det japanske samfund. Ikke bare lagde den store områder øde og drev mange mennesker fra deres hjem på uvis tid. Nok så meget gjorde den basale ting i dagligdagen usikre – var der stråling i maden, teen, luften, på børnenes legeplads?
Indhyllet i en næsten opiat ‘safety myth’ blev Japan i den grad taget på sengen – Fukushima-katastrofen var katastrofen, som ikke kunne ske, og som man derfor både praktisk og mentalt var fuldstændig uforberedt overfor. I tiden efter blev samtlige Japans 54 reaktorer en efter en standset for løbende årlige eftersyn, og 5. maj i år stod Japan, som inden Fukushima-katastrofen havde planer om at udbygge sin A-kraft fra 30% til 50% af energiforsyningen, uden A-kraft for første gang i næsten et halvt århundrede. Kort efter blev to reaktorer dog nødstartet for at sikre elforsyningen i den værste sommervarme. Men de øvrige afventer etableringen af helt nye sikkerheds- og beredskabsforanstaltninger. Og stod det til store dele af befolkningen, blev reaktorerne aldrig startet igen.
Fukushima-katastrofen har fået konsekvenser ud i alle afkroge af det japanske samfund, og det er fundamentalt interessant, hvordan et samfund reagerer overfor en sådan udfordring. Er det begyndelsen til noget radikalt nyt, formår man at tage ved lære, at se den del af katastrofen, som kunne have været undgået, hvis man havde taget risikoen alvorligt? Eller skal man blot hurtigst muligt tilbage til business as usual?
Fukushima-katastrofen har rejst et folkeligt krav om forandring. Man vil bort fra A-kraften og ønsker et Japan i pagt med naturen, på vedvarende energi. Omvendt er der i bureaukratiet og erhvervslivet meget stærke kræfter, som søger at trække Japan tilbage på sin hidtidige kurs. Men med skyggerne fra atombomberne over Hiroshima og Nagasaki stærkt prentet i den nationale psyke er det givet, at ikke alt bare bliver som før (se blog-indlægget Mellem Hiroshima og Fukushima).
Siden begyndelsen af juni har jeg lavet næsten daglige optegnelser omkring re-definitionen af A-kraften og Japans energipolitik. Sådanne optegnelser vil uundgåeligt føre til gentagelser, og der vil blive åbnet temaer, som måske viste sig som blindspor. Men foreløbig er planen at følge udviklingen fra den måned, hvor Japan var uden A-kraft over genstarten af de to reaktorer ved Oi-værket frem til etableringen af en ny energiplan og en ny energipolitik.
•I løbet af januar vil der sandsynligvis gradvist vise sig et billede af, hvor forsigtigt, Abe efter en række prøveballoner vil fare frem på energiområdet. Med et valg til overhuset til juli er det mest sandsynlige, at han vil holde lav profil i det mindste indtil efter den tid, for om muligt at gøre kunsttykket fra valget i december efter, at bive valgt ind som A-krafttilhænger af en befolkning, hvor et stort flertal ønsker A-krafteen afviklet. Og vi vil se den i efteråret stiftede sikkerhedsinstans NRA barsle med skitser til stadig flere af de retningslinjer for genstart af Japans nu standsede reaktorer, som efter køreplanen skal lægges endeligt fast senest 1. juli.
Fra 26. november til 8. december var repræsentanter fra alle verdens lande samlet i Doha, Qatar til COP18, en ny runde af forhandlingerne om en globale klimaaftale. I den forbindelse har jeg løbende fulgt processen her på Strøtanker om bæredygtighed, og det er i løbet af de to uger blevet til en bred vifte af indlæg:
Links til reaktioner på COP18 og The Doha Gateway vil løbende blive opdateret herunder i de kommende dage.
Christiana Figueres på Twitter: “All #COP18 decisions adopted by acclamation. We have a Second Commitment Period of the Kyoto Protocol !!!”
Roger Harrabin på Twitter: “Take-out thought. Exhibition of green technology linked to #cop18 showed Saudi plans for carbon capture and storage. To force out more oil.”
. .
Lad mig blot starte med denne 1½ min. opsummering fra Alden Meyer, som er leder af afdelingen for policy og strategi i Union of Concerned Scientists, som siger, at vi netop her i Doha har set, at det var den fossile industri, som vandt – at sceancen i Doha er en trade fair, og ikke som den burde, bygget på en afklaring af den nødvendige indsats på baggrund af den tilgængelige videnskab.
I videoen til højre gør Kumi Nadoo fra Greenpeace status: Vi kom med små forventinger, og er endda blevet skuffede. “Any government walking out of these negotiations saying that this was a success, is suffering from a terrible case og cognitive dissonance. Where the reality is telling us that we are running out of time, and the science is telling us that we need much greater ambition, and we have to call this a substantial failure. All we are seeing is baby steps in the positive direction. Our governments now have to realise that the science is not negotiable. We cannot change the science,” siger Naidoo.
Ed King 13.12.: COP19 hosts Poland maintained its stash of hot air credits, a relic from the Soviet era, but found its potential buyers renounce their addiction one by one. Imagine winning the lottery and finding no-one used money anymore.
John McCormick skrev i en diskussionsspalte på Climate Progress 10.12., at: “UNFCCC agreed to hold the next COP (Number 19 when 18 COPs produced nothing) in Poland. A huge coal burner. Instead, COP 19 should be held on the Philippines southern island of Mindanao so the delegates can experience the real suffering climate change is ravaging around the world. Let them sleep in the refuge camps and talk with the survivors to get a real sense of the issue.”
Måske (forhåbentligt) har man studeret de mange problemer med det europæiske kvotesystem grundigt – i hvert fald er der fra iværksættelsen primo 2015 og frem til 2020 lagt op til en yderst ambitiøs reduktion af Koreas samlede emissioner på 30% i forhold til business as usual (BAU), hvilket svarer til en reduktion på 19% i forhold til 2010-niveauet.
Havde det været rente-, kurs- eller gældsudviklingen, havde de 400 ppm været et glødende rødt tal, som ville give anledning til drastiske indgreb på stedet.
31.12. 
