Indlæg om hungry planet

Paris 2015 – En række afrikanske INDC

21. oktober 2015

Disse to kort er måske ikke umiddelbart så forskellige. Men hvis man zoomer ind på kortet til højre, som er en 1.000-års-fremskrivning af det afrikanske kontinent, så ser man effekten af de to voldsomste klimaforandringer for det afrikanske kontinent: Ørkenerne er vokset betragteligt, mens de stigende have har ædt de lavtliggende flodsenge, så for eksempel hele det i dag beboede egyptiske Nildelta er fuldstændig væk.

I tiden op til COP21 i Paris er der her på strøtanker efterhånden lavet adskillige indlæg om enkeltlandes klimamålsætninger, INDC, som udgør fundamentet for klimaaftalen, Kina, Island, Indien, Brasílien, New Zealand, Japan, Canada, Australien, Indonesien og OPEC-landenes INDC. Det er på ingen måde tanken at gøre dette for samtlige verdens lande. Men igennem det meste af året har jeg samlet artikler om klimasituationen i Afrika – ikke systematisk, men løbende når jeg er faldet over dem for gradvist at søge at få en fornemmelse af, hvordan klimaindsatsen håndteres i denne del af verden, hvor klimaforandringerne står til at ramme voldsomst. Så dette blog-indlæg består af flere dele. Øverst en lille intro om de afrikanske INDC, som slutter med et par små videoer. Derunder først links til artikler som generelt belyser klima- og bæredygtighedsudfordringen på det afrikanske kontinent. Derefter følger en række links til artikler om de enkelte landes klimaplaner og klimaindsats, som er organiseret alfabetisk efter landenavn. For hvert land findes der et ultrakort resume af pågældende lands INDC, som stammer fra Panafrican Climate Justice Alliance.

Der har ikke været noget uomtvisteligt krav om, at alle lande indleverede INDC, og Christiana Figueres sagde en gang i sommers i et video-interview, at hun fandt det realistisk at håbe på, at der forud for Paris ville være klimaplaner, som dækkede to tredjedele af verdens samlede udledninger. Afrika har her nok været et kontinent, hvor man ikke har taget det for givet, at der forud for Paris blev udarbejdet klimaplaner. De gennemsnitlige udledninger for hele det afrikanske kontinent er blot 1,1 ton COpr. indbygger pr. år, og en lang række lande har udledninger helt nede omkring 0,1 ton CO2 pr. indbygger pr. år.

Der er da også stadig lande, som endnu ikke har afleveret – i nogle situationer er en medvirkende grund den banale, at man ikke kender landets samlede klimaregnskab og ikke har det datagrundlag, som skal til for at lave en egentlig klimaplan. Men allerede i marts kom den første afrikanske klimaplan på banen, og her omkring deadline 1. oktober, hvis man ville være rettidig i forhold til den analyse af verdens klimaplaner, som UNFCCCs sekretariat lige nu er i gang med, kom der en hel sværm af afrikanske klimaplaner. Ifølge PACJA er der pr. 1. oktober indkommet INDC fra 44 af 54 lande, og siden er der kommet fra både Malawi og Uganda, så der i skivende stund kun mangler otte. Men sandsynligvis kommer vi op omkring INDC fra omkring 50 afrikanske lande inden Paris.

I foråret blev der forelagt en form for skabelon for, hvordan INDC kunne udarbejdes, og mange lande har fulgt den et langt stykke af vejen, så de er ikke så forskellige som man kunne frygte. Og en række af de allerfatigste lande har fået proceshjælp fra instanser som Climate Analytics og UNEP til udarbejdelsen af deres INDC.

Blandt de lande, som endnu ikke har afleveret INDC, finder man Egypten. Egyptens miljøminister Khaled Fahmy siger 10.11. til Al-Monitor, at “Egypt did not have a major role in the negative environmental impact, as it contributes to only 0.5% of the world total carbon dioxide [C02] emissions. Nevertheless, it is among the countries that are most at risk of sinking into the Mediterranean Sea.” Fahmy tilføjer på den baggrund, at: “Based on Egypt’s aspirations [to increase] economic development, the government’s stance in the international negotiations on climate change tends to focus on solutions to adapt to the climate change impact, while not committing to the decisions and actions to reduce CO2 emissions”. Det fremgår af samme artikel i Al-Monitor, at man knapt har de grundlæggende klima- og emissionsdata, som gør det muligt at udarbejde en egentlig klimaplan. Hvis der således overhovedet kommer en egyptisk INDC, vil det nok primært være en plan for en stærkt påtrængende klimatilpasning.

Klimaforandringerne er i dag mere fremskredne over det afrikanske kontinent end mange andre steder i verden, og livsbetingelserne er mange steder over det store kontinent så sårbare, at selv marginale forandringer kan have voldsomme konsekvenser for levevilkårene. Det er tydeligt ved læsningen af de afrikanske INDC, at man gennemgående er gået meget seriøst til arbejdet og har brugt situationen til at gøre status over situationen – ikke blot, hvad man kan gøre for at mindske nogle ofte forsvindende små udledninger, men nok så meget hvordan man kan klimatilpasse og inden for rammerne heraf sikre en bæredygtig udvikling. Så det er ikke for meget at sige, at der i mange af de afrikanske klimaplaner er betydeligt mere klimaambition og vilje til forandring end i de mere velsituerede landes INDC.

Blot for at give et par eksempler har Etiopien fremlagt en INDC, som indebærer en reduktion med to tredjedele i 2030 (i forhold til BAU), mens højdespringeren er lande som Comorerne – den lille øgruppe nord for Madagaskar – som i sin INDC regner med at kunne reducere sine udledninger med 85% i 2030, og Namibia, som planlægger en 89% reduktion i 2030, primært gennem bedret skovbrug.

Men ligesom Afrika er et stort kontinent med meget forskellige lande, er klimaplanerne særdeles forskelligartede. Der er lande med forsvindende små klimafodaftryk og lande med rivende udvikling. Mens omkring halvdelen af de afrikanske lande har udledninger på 0,1 ton CO2 pr. indbygger pr. år eller mindre, og an anden stor gruppe ligger under 1 ton så er de tilsvarende tal for Equatorial Guinea 7,7 ton, Libyen 7,7 ton, Sydafrika 9,5 ton og Sechyellerne 14,1 ton – typisk fordi disse lande har en i forhold til deres størrelse betydelig olie- og gasproduktion. Til sammenligning er EUs samlede per capita-udledninger på 7,2 ton CO2. Kontinentets største klimapåvirkning kommer fra Sydafrika, som alene står for mere end 40% af Afrikas samlede udledninger. Her har man som del af sin INDC lovet at standse stigningerne i 2025 for så fra 2035 at lade udledningerne falde. Og planerne her er gradvist at erstatte den ganske opfattende kulafbrænding med A-kraft og vedvarende energi.

For langt de fleste landes vedkommende er der tale om, at den i INDCerne beskrevne klimaindsats rækker ud over den snævre mitigation. Der er lagt op til en indsats, som kombinerer mitigationadaptation og økonomisk udvikling i hvad der ofte beskrives som climate-smart development, hvor en bæredygtig udvikling i et holistisk perspektiv er søgt kombineret med både klimaindsats og klimatilpasning.

De afrikanske landes INDCer viser gennemgående en dybt seriøs tilgang til klimaindsatsen, hvor selv de fattigste lande med de mindste per capita-udledninger har stillet sig det dobbelte spørgsmål, hvor langt man kan komme med egne ressourcer, og hvad man derudover ville kunne gøre under forudsætning af den fornødne finansielle hjælp. Langt de fleste afrikanske landes klimaplaner opererer således med to kategorier af indsatser, en unconditional, som man vil gennemføre under alle omstændigheder, og en unconditional, som man gerne ser gennemført under forudsætningen af finansiel og teknologisk støtte (se grafen nedenfor).

Hvis man ser Climate Action Trackers oversigt, så er der kun ét land, Bhutan, hvis klimaindsats bliver karakteriseret som role model, men tre landes INDC er klassificeret som sufficient, heriblandt Marokko og Etiopien. De øvrige landes klimaplaner er placeret i enten medium eller inadequate, som kan oversættes til noget i retning af fra noget utilstrækkelig og helt utilstrækkelig til at imødekomme 2°C-målsætningen. Her er Sydafrikas klimaindsats karakteriseret som inadequate. De øvrige afrikanske lande er simpelthen ikke medtaget, fordi deres udledninger i det store billede er forsvindende små.

Læs mere »

Share

Abundance within planetary boundaries

16. marts 2015


.
I denne video fra en forelæsning i Wien 12. marts i år giver Johan Rockström en præsentation af opdateret udgave af det fortsatte arbejde ved Stockholm Recilience Centre med at definere vores Planetary Boundaries. Rockström er en eminent præsentator, og vi står her med noget, som der i den grad er mangel på, et samlet perspektiv for de rammer, vores samlede menneskelige akrivitet må holde sig inden for, hvis ikke vi skal forøde vores fælles livsgrundlag. Og ikke kun for klimaet eller for bidiversiteten eller for andre hver isædr vigtige parametre, men for det samlede hele som udgør vores livsgrundlag.

Stadig i dag forfølger stort set alle parter og partier i stort alle lande en udvikling, hvor vi kan vokse og konkurrere os ud af den nuværende krise uden blik for, at vi allerede er langt inde i et overforbrug af begrænsede ressourcer, som ikke kan fortsætte, og slet ikke udvides. Selv når det dæmrer, at vi er nødt til at lade størstedelen af de kendte forssile reserver forblive i jorden, uafbrændte, så leder det ikke til besindelse, men til et fornyet kapløb om, hvem som kan nå at pumpe mest op og kapitalisere reserverne, inden det bliver reguleret.

Der er således brug for, at indsigten om planetary boundaries i allerallernærmeste fremtid bliver fælles forståelse. og man kunne ønske sig at en forelæsning som denne var obligatorisk stof for alle politikere, virksomhedsledere og embedsmænd verden over indtil det stod så klart for os, at formåede at handle efter det og kurvene igen begyndte at vende rigtigt.

Rockströms slides kan ses her (pdf).

Se tidligere blog-indlæg: Velfærd uden vækst? og Grænser for vækst 2.0.

 

Share

Japansk hvalfangst i antarktiske farvande bremset

1. april 2014

Da ICRW, International Convention for the Regulation of Whaling, i 1986 vedtog et stop for kommerciel hvalfangst, startede Japan året efter et ‘videnskabeligt’ program, hvor man – hvilket kan synes absurd – i stor udstrækning var nødt til at dræbe dyrene for at gennemføre forskningen. Men under dække af videnskabelighed har japanerne siden fangststoppet i 1986 fanget mere end 10.000 hvaler til kommercielt brug.

Dette har kaldt på massive protester, og der har løbende været udkæmpet drabelige kampe i farvandene syd for Australien, når Japan sendte sin årlige hvalfangerflåde ud, og aktivister gjorde, hvad de kunne for at forhindre hvalfangsten. Træfningerne har været stadigt eskalerede, med vandkanoner og forsøg på at hindre fremdriften ved at få drivnet i skibsskruer, mens NGO-aktivisterne blev forsøgt retsforfulgt og internettet glødede – så Japan har hentet rigtig meget dårlig PR på dette projekt. Skærmydslerne i de iskolde farvande kulminerede for et par år siden, hvor Paul Watsons aktivistskib Sea Shepheard sank efter at være blevet vædret af en af hvalfangerbådene.

Efter mange års pres fra en bred vifte af NGOer lagde Australien i 2010 sag an mod Japan ved den internationale domstol i den Haag. Og endelig i går faldt afgørelsen. Domsafsigelsen forholder sig ikke til det videnskabelige program som sådan, blot til, at der ikke er noget forhold mellem det videnskabelige output og det massive omfang af hvalfangsten – efter 25 års ‘forsøg’ foreligger der kun en enkelt peer reviewed artikel, som baserer sig på noget, som nødvendiggjorde at dræbe hvaler – hvorfor det hvalfangsten til det japanske JAPRA II-forskningsprogram må betragtes som kommerciel fangst. På den baggrund dømmes Japan til øjeblikkeligt at standse hvalfangsterne.

Japan har til sit ‘forskningsprogram’ tildelt sig selv stadig stigende årlige kvoter. I de første år var der tale om 300-440 hvaler, i 2005 var det 945 hvaler og i 2007 1.035 – at sammen for at styrke hvalbestanden! Det har dog knebet ikke bare med at få denne kvote fisket – hvilket Sea Shepheards eskalerende chikaner har en betydelig ære for, i 2012 lykkedes det kun at fange 103 hvaler, og fangsten i 2012-13, hvor målet var 900 hvaler, blev endnu lavere.

Samtidig er hvalkødet ved at forsvinde ud af menuen i de japanske hjem – i dag er det de færreste som nogensinde spiser det, og med det internationale samfunds dom for, at hvalkødet er ulovligt fanget, vil appetitten kun falde yderligere. På et tidspunkt var hvalkødet billigt i forhold til andet kød i de japanske kølediske, men i dag er det lige så dyrt som andet kød (hvilket i Japan vil sige meget dyrt). Så i 2012 måtte man indse, at 75% af det foregående års fangst ikke var omsat, men stadig lå i frysehusene, og dermed, at de årlige udgifter til hvalfangstprojektet på omkring 60 mio. $ på ingen måde bliver tjent hjem. Hvor Institute of Cetacean Research, den institution, som står for hvalprogrammet, i 2004 solgte for 7 mia. yen hvalkød, var salget i 2013 nede på 2 mia. yen.

Læs mere »

Share

Anden del af IPCCs store klimastatus lækket

8. november 2013

Figur SPM 1 samt øverst temperaturudviklingen for business as usual-scenariet (RCP8.5) for år 2100 fra den netop lækkede, foreløbige udgave af anden del af IPCCs klimastatus.

Forud for udgivelsen af første del af AR5, IPCCs store klimastatus over det globale klima, blev der lækket adskillige versioner af foreløbige udgaver af rapporten. Nu er også anden del af AR5 via No Frakking Consensus blevet lækket – eller i hvert fald er selve det Summary for Policymakers, som nok er det, som de fleste får læst, da de fire hovedrapporter hver i sær kan være flere tusinde sider lange, blevet lagt ud.¹ Allerede tidligt på sommeren blev en tidligere udgave lækket.

Om det så er godt – IPCC beder så mindeligt om ikke at videregive rapporten, før man er færdig med den interne konsensusproces – er et åbent spørgsmål. Hvis man som New York Times synes at det ikke skulle være sket, så lad være med at downloade filen. Men nu har en af IPCCs faste kritikere, klimaskeptikeren Donna Laframboise, lagt den frem på No Frakking Consensus, for at verden skal have mulighed for at få indblik i, hvordan og hvor meget rapporten – eller rettere dens konkluderende Summary for Policymakers – ændrer sig i den sidste del af konsensusprocessen, hvor politikerne også kommer ind over:

“I think the public has a right to examine it. It’s important to be able to compare what IPCC personnel have written in this draft to what the final, non-draft version will say when it’s released to much fanfare next March,” hvilket Laframboise for så vidt kan have ret i.

Men hvis man skal dømme efter processen omkring første del af AR5 her for nylig, så sker der ikke de store ændringer. Men omvendt var der i de sidste dage i Stockholm et massivt pres fra en række lande for at få udvandet eller helt fjernet den del, som omhandlede opstillingen af et carbon budget – hvilket endte med ikke at blive tilfældet. Det blev diskuteret hele natten, og det krævede en virkelig stædig hovedforfatter på rapporten at fastholde vigtigheden af, at det var inkluderet. Ellers var der primært tale om at få ting uddybet og præciseret – denne gang særlig om den “forsinkelse” af opvarmningen, som ligger i, at en tilsyneladende større del af det globale varmeoverskud i de seneste år er akkumuleret i verdenshavenes dybere lag (se blog-indlægget  Stocker og Rosling introducerer IPCCs klimarapport i Stockholm).

Anden del af IPCCs AR5 fra Arbejdsgruppe II ser på følgerne af klimaforandringer, på bestræbelserne på at imødegå virkningerne, og på sårbarheden i de menneskelige og biologiske systemer. Flere fejlslagne afgrøder, mere hungersnød, flere hedebølger og hedeslag, flere oversvømmelser og sygdomme, accelererende stress af økosystemerne osv. Rapporten kortlægger de risici, de omkostninger og den mere eller mindre ubodelige skade på biodiversiteten og vores livsbetingelser, som vi påfører fremtiden ved vores fortsatte afbrænding af fossile brændstoffer. Og den gør det måske mere klart end nogensinde, at der er så meget at tabe ved at nøle med klimaindsatsen, og så meget at vinde – så mange klimakonsekvenser at undgå og afbøde – ved at tage klimaudfordringen alvorligt og sætte målrettet ind nu.

Følgende er uddrag fra climatenexus.org, som giver disse hovedpunkter fra Arbejdsgruppe IIs rapport:

Climate change is now everywhere. Impacts have been found on every continent. Both the human and natural worlds are feeling the effects, which are consequential and growing. Emphasis on currently occurring impacts has increased since the AR4, which only said that impacts are “emerging”.

People everywhere are vulnerable to extreme climate events. The devastating impacts of recent extreme events and extreme weather disasters show that our level of adaptation remains low. The strength and immediacy of this statement has increased since the AR4, which emphasized impacts in the far future more than current impacts.

Læs mere »

Share

Vild mad – vildt sundt

6. juni 2013

New York Times bragte 25. maj en artikel med tilhørende plancher,¹ som nærmest brænder sig fast på nethinden. Der findes undersøgelser, som viser, at næringsindholdet i vores forædlede mad alene i løbet af det 20. århundrede er blevet adskillige gange lavere. Men hvis man som Jo Robinson i artiklen i New York Times  sammenligner næringsindholdet i den frugt og de grøntsager, vi kan købe i supermarkedet, med deres vilde ophav, så er det et skræmmende billede på, hvordan forædlingens kunst depraverer næringsindholdet.

I eksemplet herover kan man se, at typiske æblesorter, som man kan købe i supermarkedet, svinger med mere end en faktor 10 i det samlede indhold af plantenæringsstoffer (total phytonutrients). Men hvis man sammenligner med paradisæblerne – som man ikke kan købe, men som står mange steder i haver og parker – så er deres indhold 10-100 gange højere end æblerne i supermarkedet. Og hvis man ser på den vilde forfader, Sikkim-æblet, så har det en næringstæthed, som ligger yderligere fem gange højere. I alt næsten en faktor 500 i forskel mellem Sikkim-æblet og det mest udvandede supermarked-æble.

New York Times bringer en række andre eksempler på, hvordan vores forædlede fødevarer næringsmæssigt ligger langt under deres vilde forfædre, som jeg har tilladt mig at kopiere ind her:

[nggallery id=164]

Hvis man ser på majsen – billede 1 i de klikbare billeder – er indholdet af anthocyaniner (en gruppe plantenæringsstoffer) i den gule majs ikke voldsomt lavere end i de historiske blå og røde typer. Men indholdet falder næsten med en faktor 50 hvis man ser på den hvide majs. Et rent kosmetisk-æstetisk projekt har således katastrofale følger for næringsværdien.

Læs mere »

Share

Verdens udledninger af drivhusgasser i 2010

31. maj 2013


Dette flow-diagram giver et ganske godt overblik over verdens samlede udledninger af drivhusgasser i 2010. I søjlen til venstre kan man se inputtet fordelt på de enkelte energi/forureningskilder. Her udgør de fossile brændstoffer, kul, gas og olie rundt regnet to tredjedele af samtlige menneskeskabte drivhusgasser, mens den sidste tredjedel, ‘direct emissions’, er drivhusgasudledninger fra det organiske system forårsaget af menneskets aktiviteter på jordoverfladen.

Den midterste søjle viser, hvilke sektorer, som bruger de forskellige energikilder. Og de mange pile til venstre giver et billede af, hvor olien, gassen og kullene først og fremmest finder anvendelse.

Det med småt er lidt for småt at læse, så jeg har lavet en lidt større udgave af midtersøjlen her til venstre, og via denne pdf kan man endnu bedre se det med småt.

Den største sektor er her ‘Industry’, vores fremstillings-virksomhed, alle de ting, som vi producerer til vores dagligdag, vores infrastruktur osv. Her kan man så med meget god vilje se, at af de 29% bliver 6% brugt til ikke-metalliske mineraler, 4,8% til jern og stål osv. Hvis man skal se på, hvordan man mindsker udledningerne herfra, så er det dels gennem effektiviseringer af selve processerne – ofte er den en forsvindende lille del af den samlede energi, som netto går til processen. Dels gennem at omlægge til vedvarende energi – dels ved at afvikle det nuværende konsumsamfund og lave færre men bedre og mere holdbare produkter.

11% af vores udledninger kommer fra bores boliger. Heraf langt det meste fra opvarmning og nedkøling. Det er energiforbrug, som gennem godt design stort set kan elimineres, og gennem isolering mv. af eksisterende bebyggelser kan minimeres. Vores bygninger kan med lidt omtanke indrettes som både aktive og passive solfangere, som netto producerer en vedvarende energi. Tilsvarende ligger der i officielle og kommercielle bygninger et stort energiforbrug, som det er både let og nødvendigt at få udfaset.

Læs mere »

Share

Glimt fra spirebakken

26. marts 2013

[nggallery id=163]
.
Dette handler på ingen måde om, hvordan man dyrker spirer – det har Miriam Sommer gjort så meget bedre med sin bog¹ og hjemmeside Friske Spirer. Men her de sidste par måneder har jeg til min store fornøjelse fået gang i en spirebakke. Har foreløbig prøvet kræfter med rapsfrø, bukkehornsfrø, mungbønner, belugalinser, radise- og broccolifrø, og har mod på at prøve kræfter med mange flere forskellige frø. Men allerede nu er én ting sikkert, at jeg aldrig mere kommer til at købe spirer i skumbakker.

Dels er spirerne udsøgt lækre, når de er helt friske. Selv en standardspire som mungbønnen, som er lidt grænsekedelig fra supermarkedernes kølediske, bliver en udsøgt spise.

Dels bliver friske spirer, som ligger højt på klimaspisepyramiden fordi den måde industrien laver spirer på er ganske energikrævende, tværtimod en proces, som nok kræver løbende opmærksomhed – de små spirer skal helst skylles to-tre gange om dagen – men som har et nærmest umåleligt lavt klimafodaftryk.

Og så er det en stor fornøjelse af følge spirerne udfolde sig. I spirebakken er man på nærmeste hold vidne til de første døgns forunderlige forvandlingsprocesser fra indtørret frø til kompleks skabning med himmelstræbende kimblade og jordsøgende rødder. Det vækker minder om Goethes lille perle af en bog om planternes metamorfose,² som afsøger den morfologiske relation mellem urplanten, alle planters fælles ophav, og det udfoldede univers’ uendelige mangfoldighed af form – vel at mærke beslægtet form. Midt i naturens endeløse formvariation er der nemlig et helt register af former, som man aldrig ser i naturen – som skarpe kanter, spejlsymmetri og rette linjer, som paradoksalt er højt skattet af menneskelige ordenssans.

Bukkehornsfrø-spirerne blev min første favorit – ikke bare på grund af deres distinkte smag, men også fordi disse spirer har en underfundighed i deres måde at træde ind i verden på. I deres livs første strækken sig mod lyset har de nærmest en pose eller sæk over hovedet (frøskallen), som de pludselig formår at skyde af. Har de i virkeligheden et instant satori i dette øjeblik? I hvert fald synes de meget klare over deres livs retning.

Men billederne herover er fra min seneste spirebakke-aha-oplevelse: røde radisefrø – og som man kan se af billederne, har der sneget sig et par frø ind, hvis første kimblade nærmere er lysende gulgrønne. Ikke bare er det en forunderlig transformation, som udspiller sig på nærmeste hold i løbet af de første dage – der er fire døgn mellem de første og de sidste billeder i serien herover. Samtidig har radisespirerne en ret så markant smag, som udvikler sig til noget næsten ræddike-skarpt, men stadig delikat, når de i det sidste døgn kommer fra spirebakken op i vindueskarmen for at få mere lys.

Det gør også, at farverne udvikler sig til en meget intens næsten sortrød – som er resultatet af den oprindelige rødmen plus de grønkorn, som dannes i lyset.

Når man som jeg bor i en lille lejlighed i en lille ejendom med en lillebitte gård på blot 5 m², som vi er fem lejligheder til at dele, så er der ikke plads til nogen grøntsagshave. Men med en sådan femetages spirebakke (15×15 cm) har man det lækreste tilskud til de daglige måltider.

Nu blev det radisespirerne, som først kaldte kameraet frem, også fordi vi de seneste dage for alvor har fået lys på himlen. Men jeg vender snart tilbage med flere glimt fra spirebakken.

indlæg oprettet af Jens Hvass

Miriam Sasha Sommer: Friske Spirer – en guide til spiring, Forlaget Friske Spirer 2010.¹

Johan Wolfgang von Goethe: Versuch die Metamorphose der Pflanzen zu erklären, Ettingersche Buchhandlung, Gotha 1790.²

 

 

Share

Laguna Blanca – landskabelige tryllerier

21. marts 2013


.
I denne 20:38 min. video kan man følge etableringen af Campo Laguna Bianca – som er et 3.000 hektar økologisk landbrug i Argentina etableret på et område, hvor forhen det konventionelle landbrugs kemiske krig hærgede, med store problemer med jorderosion til følge.

Derfor er en vigtig del af omlægningen at få terrasseret og artikuleret området, så alle bevægelser med plov og harve sker langs højdekurverne. Så det er lykkedes at standse udvaskningen af muld og næringsstoffer – og meget mere end det.

Transformationen af landskabet er forunderlig. For at sikre mod ødelæggelser fra skadedyr er der en stadig veksling mellem forskellige afgrøder, frugtlunde er med til øge variationen, og halvdelen er området er overgivet til den vilde natur, så stedet også har en mangfoldighed af vilde dyr.

Og så fornemmer man noget så sjældent som en æstetisk nerve – markerne skal være smukke også set fra luften – hvor der opstår de forunderligste billeder af de bølgende skifter mellem afgrøder, som lydhørt følger landskabets konturer. Selv bygningerne har en vis rodfæstethed i landskabet.

En betagende smuk video om en transformation af landskabet, som man kunne ønske sig bevæge sig hen over det danske landskab. Spørgsmålet hvordan tilsvarende principper ville udfolde sig under markant andre danske vilkår er godt at stille sig. Havde jeg kendt til dette projekt, da vi lavede udstillingen Hungry Planet, havde der definitivt været en planche med om Laguna Bianca.

Hvem står bag? – ikke en hvilken som helst økofreak, men et ægtepar, som har grundlagt store tøjfirmaer som Northface, Esprit og Patagonia, og som er de største private ejere af naturbevarelsesarealer i verden (se Thompkins Conservation). De står bag udgivelsen af Arne Næss’ samlede værker – Arne Næss som fostrede begrebet deep ecology – og er angiveligt gode venner med lederen af Kansas Institute, som forsker i reetablering af polykultur-dyrkning af den amerikanske prærie. Så perspektivet er i orden, og finansieringsmulighederne også.

Campo Laguna Blanca, Thompkins Conservation.

Bernward Geyer: Only a beautiful farm is a good farm, (interview med Doug Tompkins) Textile Exchange 2013.

 

Share

People find it quite hard to contemplate changes in their lifestyle

30. november 2012


.
“… and the way things can change is by changing our thoughts, our attitudes, our consciousness, and returning to a lifestyle of simplicity, using our understaning of the deep values of respcting the environment, respecting the world around. And so my hope and why we are here is to make sure that civil society don’t get to a state of hopelessness and despair, but they know that there is hope. That there is a future, and we can have an impact in the way things are moving.”

Siger Jayanti Kirpalani fra Brahma Kumaris omkring 3:20 min inde i dette lille interview. Et menneske, som taler med indsigt i den menneskelige natur. Adspurgt, hvorfor verden ikke ændrer sig, når vi har fået det trukket så hårdt op, at vi står på kanten af en irreversibel klimakatastrofe, siger Kirpalani, at vi tøver med at vedkende os alvoren og uafvendeligheden, for når først vi har gjort det, er forandringer i vores livsstil og attitude uafvendelig. Men “… people find it quite hard to contemplate to think about changes in their lifestyle.”

Med Jayanti Kirpalani får vi otte minutter i ophøjet selskab, som stilfærdigt indtrængende minder om, at det ikke er gjort med CO2-reduktioner langtidsfinansiering og en særlig indsats overfor metan.

Der er i den grad brug for samtidig at prioritere forandringen i den menneskelige opmærksomhed og livsstil og … måske ordet er livsrettethed.

Se indlæg tagged COP18 video, COP18 noter, COP18 linksCOP18COP17COP16, COP15.

We must change the way we view the world and our environment, RTCC 27.11.2012.

Protecting the environment, inspired by faith, cop18.qa 01.12.2012.

Religions agree prayer has a role in war on climate change, cop18.qa 07.12.2012.

 

Share

Verdensbanken: “Skru ned for varmen”

21. november 2012


.
Et netop udgivet studie peger på 4ºC som den definitive katastrofe-tærskel, hvor fødevareproduktionen mange steder i verden vil bryde sammen. Det er Verdensbanken som står bag udgivelsen, og det er det anerkendte Potsdam Institute for Climate Impact Research and Climate Analytics, som har udarbejdet rapporten.

Stiger temperaturen med fire grader, får det meget negative – ja direkte katastrofale – følger over hele kloden, selv om regioner og verdensdele bliver ramt meget forskelligt, fremgår det af Verdensbankens analyse. I forordet kan man læse:

“The 4°C scenarios are devastating: the inundation of coastal cities; increasing risks for food production potentially leading to higher malnutrition rates; many dry regions becoming dryer, wet regions wetter; unprecedented heat waves in many regions, especially in the tropics; substantially  exacerbated water scarcity in many regions; increased frequency of high-intensity tropical cyclones; and irreversible loss of biodiversity, including coral reef systems.”

Men med den nuværende utilstrækkelighed og manglende konsekvens i den globale klimaindsats, er et 4°C scenario en realistisk mulighed. Efter COP17 i Durban iværksatte vores klimaminister undersøgelser af konsekvenserne ved en 6°C stigning, som må forventes, hvis verden endte med ikke at kunne blive enige om at spare på de fossile brændstoffer.

Verdensbankens leder Jim Yong Kim understreger på den baggrund, at det er uomgængeligt vigtigt, at verdenssamfundet tackler klimaudfordringen langt mere direkte end i dag og beslutter sig for de nødvendige forandringer for at kunne holde de globale temperaturstigninger under 2ºC.

Læs mere »

Share