Indlæg om energi og ressourcer

Paris 2015 – Indiens INDC i støbeskeen

4. juli 2015

På det seneste har der været talt en del om Indiens bidrag til den globale klimaaftale. I indisk selvforståelse bliver klimaudfordringen ofte gjort til et problem, som først og fremmest vedrører resten af verden. Ikke at klimaforandringer ikke vil ramme Indien, tværtimod har man lige gennemlevet den værste hedebølge i nyere tid (se blog-indlægget Indien på smeltepunktet). Men der er foreløbig meget lille forståelse for at skrue ned for opførelsen af kulkraftværker eller på anden måde sætte den mindste hindring for udviklingen af den indiske økonomi. Tværtimod forestiller man sig i Delhi at fordoble kapaciteten af de kinesiske kulkraftværker inden for en femårs periode, selvom det måske vil fastholde landet med høje udledninger 40-50 år frem. Målt pr. indbygger er de indiske CO2-udledninger ganske rigtigt små. Igennem to årtiers internationale klimaforhandlinger har Indien derfor været en af de helt store bannerførere for to tæt knyttede begreber, ‘equity’ og ‘ ‘common but differentiated responsibilities’. Men igen lever vi i et lukket system, og der er simpelthen ikke plads i atmosfæren til at alle lande ‘tager sig lov til at udlede lige så meget pr. indbygger, som hvad de mest forurenende af de gamle industrilande historisk har gjort. Hvis Indien endda insisterer på sin ret til udvikling, vil det være stærkt medvirkende til, at 2°C-målsætningen glider verdenssamfundet af hænde.

På den baggrund udtalte Christiana Figueres i starten af juli, at Indens bidrag var helt vitalt: “It is one of the very large developing countries and it will be very important to see what their trajectory on energy is going to be and, in particular, how they are planning to provide energy to 400 million un-electrified people in india.”

30. juni fremlagde Kina sin INDC, Intended Nationally Determined Contributions (se blog-indlægget Paris 2015 – Kinas INDC), hvori det overordnede reduktionsmål dels rummer et mål for decarbonisering pr. økonomienhed, dels før 2030  har lovet at nå det punkt, hvor udledningerne ikke stiger mere samt at bestræbe sig på om muligt at gøre det tidligere. Efterfølgende har den indiske miljøminister Prakash Javadekar følt sig foranlediget til at markere, at der ikke vil indgå et tilsvarende mål for, hvornår senest de Indiske udledninger ville ophøre med at stige. Den form for målsætning er mere for udviklede lande. Samtidig lover han uden at give detaljer, at den indiske klimamålsætning vil være mere ambitiøs, end hvad nogen forud havde forventet.

De indiske INDC forventes at være klar sidst i september. På den måde kan de stadig nå at komme med i UNFCCCs Synthesis Report, som vil foreligge 1. november på basis af alle klimamålsætninger, som er indleveret før 1. oktober.

Det forventes, at den indiske klimamålsætning vil fokusere dels på mulighederne for at få vedvarende energi ud i de ganske mange landegne, som endnu ikke har strøm, dels vil være en kombineret indsats for at bekæmpe CO2 og bekæmpe luftforureningen, som i Indiens storbyer er stærkt sundhedstruende og hvert år har mange millioner af mistede leveår på samvittigheden.

I dag er der stadig omkring 350 mio. indere, som ikke har elektricitet. Selv i byerne, hvor der er strøm, falder spændingen i spidsbelastningsperioder, og blackout på 4-16 timer hører til dagligdagen.   Ved sin tiltræden i 2014 præsenterede premierminister Narendra Modi som del af et løfte om at alle i 2022 skulle have adgang til elektricitet, et mål om, at Indien inden 2022 installerede 100 GW solceller, hvilket svarer til en 30-dobling af den nuværende solcellekapacitet, samt yderligere 75 GW vindkraft. Dette vil kræve massive investeringer, den indiske regering har vurderet omkostningerne ligger i størrelsesordenen 100 mia. $. Dette ligger ud over, hvad Indien selv kan klare, og man ser da også en begyndende udenlandsk interesse for at investere i vedvarende energi på det indiske marked. Men selv med udbygninger i den størrelsesorden vil det ikke automatisk før til færre nye kulkraftværker. Appetitten efter mere energi er i disse år umættelig, så strategien bliver meget let som Obamas ‘all of the above’ – mest muligt af det hele. Og som alle andre steder i verden vil en videre udbygning med vedvarende energikilder kræve nogle ganske omfattende udbygninger af forsyningsnettet, så det kan håndtere energiforsyningen i en fremtid, hvor Indien primært er drevet på vedvarende energi.

Læs mere »

Share

Tyskland lukker kulkraftværker

3. juli 2015

Herover protesterer tyske klimaaktivister overfor en netop indgået aftale med den tyske energisektor, som nok over en årrække lukker en den del af de tyske kulkraftværker, som fyrer med brunkul, men ikke lægger nogen samlet plan for udfasningen af kulkraft, som Merkel ellers lagde op til ved det nylige G7-topmøde.

Tysklands klimapolitik er lige som den danske bundet op på en målsætning om 40% reduktion af CO2-udledningerne i 2020 set i forhold til 1990. Og yderligere har man fastlagt en 55% målsætning for 2030, som Radikale i valgkampen lagde op til Danmark også skulle gøre til sin målsætning. Men trods massive investeringer i vedvarende energi er udledningerne ikke rigtig faldet de seneste de senere år. Som man kan se af grafen herover, lå Tysklands samlede udledninger i 2014 faktisk en anelse over udledningerne i 2009. Det hænger sammen med flere ting, dels giver etableringen af store vindmølleparker synlige ryk i kurverne, men den vigtigste enkeltgrund er, at Merkel i skyggen fra Fukushima valgte at lytte til den massive modstand mod den tyske atomkraft og udfasede de tyske reaktorer.  Hvis man sammenligner de to grafer herunder for 2009 og 2014, så er det tydeligt, at udledningerne fra energisektoren nærmest er konstante, mens udledningerne fra transportsektoren, som mere og mere tegner til at blive de industrialiserede landes hellige ko i klimaindsatsen, voksede fra 153 mio ton CO2 til 164 mio. ton CO2. Derfor må der yderligere midler til for at klare den 40% reduktion i 2020.

Læs mere »

Share

Frankrig på 100% vedvarende energi i 2050 ?

2. juli 2015

Figur 41 fra rapporten Vers un mix électrique 100% renouvelable en 2050 (pdf) viser fordelingen på energikilder de enkelte energikilder i et energiscenario for Frankrig i 2050, som er baseret på 100% vedvarende energi. De grønne felter er vindenergi, de gule felter er solenergi, de blå felter er forskellige former for vandkraft, det brune felt er geotermi, mens den smalle 0,92 GW-stribe er anlæg til lagring af metan.

Frankrig er et af de lande i verden, som historisk har satset stærkest på A-kraft, så den har været oppe på at dække 78% af den samlede energiforsyning og har hele vejen igennem kørt uden katastrofer som Sellafield, Chernobyl, Three Mile Island og Fukushima. Men mange af reaktorerne nærmer sig skelsår. Og mens A-kraften, så længe reaktorerne er i drift, er billig energi, så er prisen for at etablere nye værker stadig mere astronomisk, så i en tid, hvor prisen for vedvarende energi er markant faldende, er ny A-kraft simpelthen ikke konkurrencedygtig, også fordi sikkerhedskravene for atomkraftværker i de fleste lande blev strammet efter Fukushima, med yderligere omkostninger til følge.

I Tyskland og Schweiz førte Fukushima direkte til beslutningen om at udfase atomkraften. Helt så voldsom en reaktion var der ikke tale om i Frankrig, men den nuværende præsident Hollande gik på valg på et løfte om over en årrække at reducere andelen af atomkraft fra 75% til 50% af den franske energiforsyning og indfase vedvarende energikilder, så efterhånden som de første reaktorer når skelsår, bliver der ikke bygget nye, men opsat solceller og vindmøller.

Den franske regering har i den situation fået udarbejdet en yderst interessant undersøgelse, som viser, at en omstilling fra den nuværende forsyning med en overvægt af A-kraft til en 95% el-forsyning fra vedvarende energikilder vil kunne gøres til en billigere energipris end i dag, og at selv en 100% forsyning med vedvarende energikilder kun vil føre til en prisstigning fra 117 € pr. MWh til 119 MWh – eller stort set samme pris.

Yderligere fremgår det, at prisen ved en 40% andel af vedvarende energi er 117 € pr. MWh eller det samme som ved at fortsætte med den nuværende energiforsyning, mens den ved 80% falder til 113 € pr. MWh.

I rapportens 100%-scenario er den optimale fordeling på vedvarende energikilder (som giver bedst dækning og mindst behov for lagringskapacitet) 63% fra vindkraft, 17% fra solenergi, 13% fra forskellige former for vandkraft og 7% fra fornyelige brandbare (biomasse, træ).

Terje Osmundsen vurderer i sin præsentation af det franske scenario, French government study: 95% renewable power mix cheaper than nuclear and gas, at rapporten bruger nogle meget forsigtige vurderinger af størrelsesordenen af prisfaldet på solcellerne, og at de vil blive så billige i forhold til vindkraften, at den optimale fordeling vil indeholde betydeligt mere solenergi (35-40%) samtidig med, at selv en 100% forsyning med vedvarende energi vil være billigere end en fortsat udbygning med A-kraft.

Som man kan se i lagkagediagrammet øverst, er der i scenariet for 100% vedvarende energiforsyning for Frankrig i 2050 tale om en bred vifte af vedvarende energikilder, hvor dog vindkraften og solenergien er langt de største komponenter.

Læs mere »

Share

Paris 2015 – Islands INDC

1. juli 2015

Hvis man ellers kan se ud over den klima- og miljømæssige elendighed i den danske andedam, så har det i de seneste dage nærmest vrimlet med gode klimanyheder, dels på den juridiske front, hvor en række retssager giver håb om at juraen kan bruges, hvor stater svigter i forhold til at gennemføre den nødvendige omstillingspolitik. Dels har en række lande indgivet deres klimamålsætninger forud for COP21 i Paris. 30. juni fik vi således også Islands klimamålsætning for 2030.

Island har gjort som Norge og taget EU-blokkens klimamålsætning om en CO2-reduktion i 2030 på 40% i forhold til 1990 til sin. Og man understreger, at det primært vil ske gennem indenlandske aktiviteter – altså ikke gennem at købe sig ind i forskellige CO2-reduktionsprojekter andre steder i verden. Samtidig er Island tilknyttet det europæiske kvotemarked, så man ville kunne gøre brug af dette.

Islands samlede udledninger ligger i dag noget højere end i 1990 (5,2 mio. ton CO2e i 2012 overfor 4,7 mio. ton CO2e i 1990), så det vil kræve en betydelig indsats at nå de 40%. Set i forhold til indbyggertallet lå de islandske udledninger i 2012 på 13, 9 ton CO2e pr. person. Det fremgår da også, at der der ligger et omfattende tværministerielt forarbejde til grund for gårsdagens indberetning af de islandske klimamålsætninger.

I den indberettede INDC (pdf) kan man under afsnittet afsnittet Additional clarifications on emissions from Iceland læse, at:

In determining Iceland‘s efforts for climate mitigation, and assessing their ambition level and fairness, it is useful to look at Iceland‘s circumstances regarding size and the proportional impact of relatively large single projects, the high percentage of renewable energy, and Iceland‘s high level of integration into European carbon markets, notably through participation in the EU-ETS and Iceland‘s participation in joint commitment under the second commitment period of the Kyoto Protocol. These factors are briefly explained here below.

Iceland‘s electricity production and heating comes almost 100% from renewable energy, with minimal emissions. This was mostly achieved before 1990. This means that Iceland must look to other sectors for mitigation options, including transport, agriculture, fisheries, industrial processes, waste and LULUCF. Iceland considers the utilization of its renewable energy sources to have global benefits from a climate change mitigation perspective.

Men den tætte integration med klimaindsatsen i resten af Europa kan man derfor meget vel forestille sig, at Island og Norge føler det naturligt at følge med, hvis EU for eksempel løfter sin 2030-målsætning til 45% eller 50% som del af en generel opjustering af de enkelte landes klimamålsætning. Og det bliver der brug for, for med indberetningerne i går også fra Kina er der nu klimamålsætninger for 2030 for mere end halvdelen af verdens lande. De gør en betydelig forskel i forhold til business as usual, men der skal stadig væsentligt kraftigere reduktioner til for at holde 2°C-målsætningen. Og 1½°C-målsætningen kræver lige nu et mirakel.

Se en grafisk evaluering af de enkelte landes indsats på Climate Action Tracker.
Se oversigt over samtlige indgivne INDC på Carbon Pulse INDC Tracker.
Se indgivne INDC på UNFCCCs hjemmeside.

Se tidligere blog-indlg: Vatnajökull smelter.
Se samtlige blog-indlæg tagged INDC.

Iceland Submits its Climate Action Plan Ahead of 2015 Paris Agreement, UNFCCC 30.06.2015.

Ben Garside: Serbia, Iceland lean towards EU to meet UN climate pledges, Carbon Pulse 30.06.2015.

Iceland to submit climate plans for UN global deal, Climate Action 30.06.2015.

 

 

 

 

Share

Er 1½°C-målsætningen stadig mulig?

17. juni 2015

I et af forhandlingssporene ved de nylige klimaforhandlinger i Bonn var det meningen, at den overordnede målsætning for klimaindsatsen, som blev vedtaget i Købehavn i 2009, om at holde den gennemsnitlige globale temperaturstigning under 2°C skulle reevalueres. I det mellemliggende år er det blevet tydeligt, at klimafølsomheden er så stor, at selv den nuværende temperaturstigning på 0,85°C i forhold til det førindustrielle niveau medfører en betydelig intensivering af en lang række klimaekstremer, så storme og stormfloder, tørker og oversvømmelser bliver voldsommere. Stadig flere lande og videnskabsfolk finder det derfor nødvendigt at stramme målsætningen til en 1½°C-målsætning, hvis vi skal afbøde de værste klimaforandringer. Det har således været besluttet, at 2°C-målsætningen skulle evalueres forud for COP21 i Paris. Derfor var der til det seneste klimaforhandlingsrunde i Bonn udarbejdet en rapport, som har været forberedt over en to-årig periode af en gruppe på 70 videnskabsmænd m/k. Denne rapport klargjorde, at der ville være betydelige forskelle mellem 1½°C og 2°C, hvor 2°C-udviklingen ville indebære flere ekstreme vejrhændelser og større risiko for at nå tipping points, hvorfra klimaforandringerne vil være selvaccelererende. Rapporten påpeger, at der ikke umiddelbart er forskel på virkemidlerne for de to udviklinger, kun i den hastighed hvormed de må gennemføres og dermed forskelle i de umiddelbare omkostninger derved. Omvendt synes man ikke at have forsøgt at afklare besparelserne ved en 1½°C-indsats i form af færre klimatilpasningsudgifter, færre ødelæggelser efter orkaner, tørker og oversvømmelser, færre ødelagte og skævvredne økosystemer osv. – blandt andet fordi den nuværende viden derom er utilstrækkelig.

Men ved forhandlingerne blokerede ikke mindst Saudi-Arabien for overhovedet at drøfte dette – støttet af blandt andet Kina, som fremhævede, at man i den nuværende situation ikke kunne håndtere flere variable inden Paris. Så uden at noget er blevet endeligt vedtaget, tyder det på, at man ender med i Paris-aftalen at skubbe 1½°C-målsætningen ud og til gengæld stramme op om formuleringen af 2°C-målsætningen, så det ikke er et sigtepunkt, men en yderste grænse, som man bør holde udviklingen komfortabelt inden for.

Andreas Fischlin, den ene af processens to facilitatorer, som har været med til at sammenfatte rapporten, udtrykket det overfor Carbon Brief således: “2C is the really very last retreat that we defend at all costs, and the goal is actually to keep global warming as low as possible.”

I de senere år har der indimellem været rejst tvivl også om 2°C-målsætningen, om det overhovedet var realistisk at nå den, så man kan med rimelighed spørge, om en 1½°C-målsætning stadig er en mulighed? Her er den ovenstående graf god at blive klog på. Den viser, hvor mange år, vi vil kunne fortsætte med det nuværende forbrug, før vi har opbrugt det carbon budget, som IPCC med sin seneste rapport definerede, for henholdsvis 1½°C, 2°C og 3°C. For hver af disse temperaturer er der vist tre budgetter, henholdsvis for hvis vi skal have 33%, 50% eller 66% chance for at overholde målet.

50% sikkerhed er jo ikke meget – faktisk betyder en 50% chance for 2°C at der er 50% chance for at det ikke lykkes. Hvis man virkelig mente noget med sin klimaindsats, skulle man sigte mod en større sikkerhed. Men lad os for enkelhedens skyld sammenligne tidslinjen for at have 50% sikkerhed for at holde den gennemsnitlige globale temperaturudvikling under henholdsvis 1½°C, 2°C og 3°C. Det svarer til 9,8 år, 28,4 år og 65,6 år. Hvis dernæst vi forestiller os, at det er muligt at lave en lineær afvikling, så vi i procent reducerede lige meget om året fra i dag til alle udledninger var bragt i nul, så har vi det dobbelte antal år at gøre godt med, så tiden til rådighed for de tre eksempler er henholdsvis 19,6 år, 56,8 år og 131,2 år. Så under forudsætning af, at vi begyndte i morgen, kræver en 1½°C-målsætning en lineær udfasning til nul i år 2035, mens 2°C-målsætningen kræver en lineær udfasning til nul i år 2035 og 3°C-målsætningen (som aldrig har været nævnt som målsætning) kræver en lineær udfasning til nul i år 2145.

Så ja, det er principielt muligt at lave en fuld udfasning i løbet af 20 år, det svarer til at høvle 5% af udledningerne pr. år. Men hvis man kigger verden rundt, så er der ingen lande, som har planer om reduktioner, som kommer bare i nærheden deraf. Faktisk er de reduktionsrater, som indtil nu er indberettet som INDC forud for COP21 i Paris alle under 3%. Og verdens største udlederland Kina med omkring 30% af verdens samlede udledninger, forventes at love, at deres udledninger ophører med at stige i 2030. Så vi kommer ikke i gang i morgen. Selv hvis de rige lande reducerede i dobbelt tempo, kan det ikke mere kompensere for, hvis udledningerne af retfærdighedsgrunde skal have lov til at fortsætte med at stige mange årtier frem.

Læs mere »

Share

Danmark på vej mod 90% vedvarende el og fjernvarme i 2030

17. juni 2015

En hel ny fremskrivning, som fremlægges på en konference i København i morgen, viser, at den danske energi- og fjernvarmeforsyning  i 2030 vil nå op på en vedvarende energiandel på 90%, i den udstrækning energiforliget fra 2012 følges til dørs.

Det er først og fremmest vind og biomasse, som fylder. Selvom der i den seneste år har været talt en del om solceller, så fylder det endnu forsvindende i det samlede regnskab. Vi er dermed fremme ved et sted, hvor der ikke bare skal ekspanderes blindt på alle områder, men situationen tværtimod kalder på nøje afvejninger af hvilke andele af hvilke vedvarende energikilder, som er den optimale. Dette skal i høj grad ses i sammenhæng med spørgsmålene om i hvor høj grad vi vil være i stand til selv at at lagre de tilstrækkelige mængder af vedvarende energi, eller om vi i primært skal sikre forsyningskapaciteten ved at udveksle over- og underskud af energi med omverdenen.

Indtil nu har energilagring været så kostbar, at man har prioriteret udvekslingen med nabolandene. Men hvor udbygningen af højspændingsnettet om noget bliver dyrere fremover, tyder alt på, at en række lagringsteknologier har samme faldende priskurve som vi har set for vind- og solenergi. Så alt i alt er der tale om en meget dynamisk situation, hvor den optimale komposition af energiforsyningen vil forandre sig betydeligt i de kommende årtier. Så selvom solceller stadig i dag har en marginal rolle for danske forhold, kan det meget vel være, at prisbilligheden plus den teknologiske udvikling, som gør det muligt integrere solceller stadig flere steder, vil gøre, at solenergien i 2030 fylder mere.

Til gengæld vil den nuværende afbrænding af affald og biomasse måske mindskes, da samme ressourcer i en mere cirkulær økonomi var bedre anvendt som materiale end som brændsel.

Omvendt er der ikke noget til hinder for, at vi kommer til at producere mere energi, end vi vi bruger, og bliver storeksportør af vedvarende energi. Hvis yderligere hele vores transportsektor skal over på vedvarende energi og det ender med primært at blive elbaserede løsninger, så er der en betydelig del af det tilbageværende energiforbrug i energifremskrivningen for 2030, som også skal dækkes af vedvarende energikilder, så det er for tidligt, som blå blok ellers her op til valget har signaleret, at bremse op i udbygningen. Og hvis vi også vil kunne levere vedvarende energi til fremdriften hele A.P. Møllers handelsflåde, så er der 40-50 mio. ton CO2 yderligere om året at få styr på, inden vi synes vi nærmer os mætningspunktet. Men i alle de situationer, hvor forbruget sker fra enheder, som flytter sig mere rundt, end hvad man kan klare med en ledning i stikkontakten, står vi med en kolossal innovationsopgave. Bidrag til løsningen heraf kan – hvis vi prioriterer det – blive det, som vi i Danmark kan bygge vores videre velfærd på op igennem det 21, århundrede.

90% vedvarende energi i fjernvarme- og energiforsyningen er stort. Og det er flot at det med energiforliget fra 2012 ligger i faste rammer (hvis ellers blå blok kan lade det ligge). Det burde give anledning til at rette fornyet fokus på en række af de øvrige udledningsområder, først og fremmest trafikken og landbruget, som halter langt bagefter, men også energirenoveringer i det byggede miljø. Og når

Danmark tager tigerspring med grøn energi, (Ritzau) Børsen 17.06.2015.

 

Share

Mark Diesendorf: New South Wales på 100% vedvarende energi

15. juni 2015

Nedenstående artikel er skrevet af Mark Diesendorf, som er Associate Professor og Deputy Director ved Institute of Environmental Studies, University of New South Wales i Australien. Den belyser et synspunkt, som på det seneste også har været fremdraget i forhold til den danske energiomlægning, at vi ‘behøver’ såkaldt base load fra store enheder for ikke at få huller i energiforsyningen fra sol og vind. De konventionelle kraftværker har brugt det for at fastholde deres nødvendighed, og på det seneste har ikke mindst A-kraft-tilhængere brugt base load-nødvendighedsargumentet som en anledning til at fastslå A-kraftens nødvendighed i håndteringen af klimaudfordringen. 

Heroverfor konkluderer Diesendorf på baggrund for energimodeller for New South Wales, at store base load-enheder ikke er nødvendige, at de store atomreaktorer og kulkraftværker ikke spiller særlig godt sammen med den vedvarende energi, og at en 100% forsyning med den rette blanding af vedvarende kilder i sammenligning med A-kraften er ligeså stabil, mindre farlig, billigere, samlet set udleder mindre CO2, har bredere palet af sundheds- beskæftigelsesfordele, kan implementeres langt hurtigere og vil være lettere at opnå accept af fra borgernes side.  

New South Wales er en provins i det sydøstlige Australien med 4,7 mio. indbyggere, hvoraf de fleste bor i Sydney-området. Skalaen minder således meget om den danske, mens det solrige klima på årsbasis er bedre for solenergi end det danske. 

Artiklen, som oprindeligt er offentliggjort på The Conversation, og er her gengivet ifølge en Creative Commons-aftale.

 

Coal closures give South Australia the chance to go 100% renewable

By Mark Diesendorf.

South Australia is facing the closure of its Northern and Playford B power stations and Leigh Creek coal mine, after Alinta Energy yesterday announced plans to shut them ahead of schedule. It will cost 438 jobs in the coal-mining and coal-fired electricity industries. But this threat to employment could be transformed into an opportunity for creating many new jobs in renewable energy.

The South Australian electricity system could be operated entirely on scaled-up, commercially available, renewable energy sources. This is the conclusion of my forthcoming report (to be published next week) to the Conservation Council of South Australia.

Our modelling at UNSW Australia shows that the SA system could be supplied mainly by a mix of wind power; solar photovoltaic (PV) panels, both on rooftops and in large solar farms; and concentrated solar thermal (CST) power with thermal storage. Gas-fired turbines and demand management via “smart” meters and switches would manage the infrequent small lulls in wind and solar supply.

I estimate this transition would take 15–25 years, during which time the natural gas fuel for the gas turbines would be gradually replaced by biofuels from agricultural residues – thus making the system fully renewable. There would be increased trading of electricity with Victoria and possibly over a new transmission link to New South Wales.

Læs mere »

Share

G7: Max 2°C og fuld udfasning af fossile brændstoffer

8. juni 2015

I går og i dag har G7-landene været samlet til det årlige topmøde i det sydligste Bayern ved Schloss Elmau ved foden af alperne.

Dagen i dag kunne meget vel ende med at gå over i historiebøgerne som en skelsættende dag, for G7-landene – England, Tyskland, Frankrig, Italien, Canada, USA og Japan – endte ved topmødet i Schloss Elmau med at vedtage en fuld udfasning af de fossile brændstoffer inden udgangen af det 21. århundrede, samt at målsætningen om max 2°C global opvarmning måtte fastholdes. Yderligere lovede de 7 lande inden 2020 at have sikret en klimafinansiering på 100 mia. $ samt inden 2050 at have gjort deres energiforsyning CO2-neutral.

Disse udmeldinger kommer på et fantastisk vigtigt tidspunkt, netop hvor klimadelegationer fra hele verden er samlet i Bonn for at transformere den endnu meget lange og mangerettede klimaaftale, som skal være klar til Paris til december, til en præcis køreplan for, hvordan menneskeheden løser sin til dato største fælles udfordring, at få bremset den globale opvarmning.

Selv Greenpeace har været ude med roserne i dag. Awaaz skriver i et communique, at “Merkel’s G7 says ‘Auf Wiedersehen’ (farewell) to fossil fuels.” Vi må så håbe, at det bliver et ‘farvel’ og ikke et ‘på gensyn’. Og Common Dreams, som for få dage siden erklærede 2°C-målsætningen tæt på at afgå ved forhandlingsdøden, beretter i dag fra Schloss Elmau med reference til E3Gs Ruth Davis, at G7 Climate Goal Will ‘Send Shivers Down the Spine’ of Fossil Fuel Industry.

Man kunne nøgternt set have ønsket sig flere mål på den korte bane og på mellemdistancen, for spørgsmålet om vi kan holde 2°C-målsætningen handler næsten mere om, hvor hurtigt vi kommer i gang med radikale reduktioner, end præcist hvornår udledningerne går i nul. Ifølge G7-deklarationen skal de samlede udledninger i 2050 være reduceret med 40-70% i forhold til 2010 (så vidt muligt 70%), hvilket langt fra tilstrækkelige til at sikre 2°C-målsætningen. Men stadig ligger der en fantastisk signalværdi i, at denne gruppe af lande melder så klart ud, at fremtiden bliver uden fossile brændstoffer.

Angela Merkel havde forud presset på for at de syv lande også stadfæstede bindende reduktionsmål, hvilket havde været et vigtigt signal overfor omverdenen. Men her er den realpolitiske situation imod. I USA sker klimaindsatsen stadig på trods af senat og kongres, og hvis en republikaner i 2016 ender med at vinde præsidentvalget efter Obama (hvilket der heldigvis lige nu ikke er meget, som tyder på), er den igangsatte klimaindsats tilbagerullet på dag ét. Og både Canada og Japan har inden for de seneste år opgivet deres udmeldte klimaindsatser, Japan angiveligt på grund af Fukushima-katastrofen, mens Canada har viklet sig ind i et tar sands-projekt, som har kørt udviklingen helt af sporet.

Så G7-landene har fået hjemmearbejde. Faktisk viste en rapport lavet til anledningen, at 5 af 7 G7-lande havde et større kulforbrug nu end for fem år siden, og samlet set er kulforbruget for G7-landene kun faldet med 1,3% siden 1990. Selv i Tyskland har kulforbruget forbigående været stigende i de seneste år, fordi man i skyggen efter Fukushima besluttede sig for at udfase sin atomkraft. Men det har ikke ført til nogen svækkelse af de samlede tyske reduktionsmål.

Det står klart, at Canada og Japan har strittet imod til det sidste og har været under massivt pres fra de øvrige G7-lande for at acceptere ordlyden omkring G7-landenes rolle i at nå frem til en fuld udfasning af fossile brændstoffer. Globe and Mail skriver med henvisning til en kilde, som har været med til at forberede G7-topmødets slutdeklaration, at Japan og Canada undervejs blankt har afvist at inkludere nogen form for bindende reduktionsmål.

Til en begyndelse kunne man med rimelighed forlange, at G7-landene skærpede deres INDC-målsætninger, så de lå inden for det i G7-deklarationen udstukne. Her er ikke mindst Canada og Japan helt ude af trit.

Set i forhold til 2°C-målsætningen er det alt for sent, hvis udfasningen af fossile brændstoffer først sker mod slutningen af det 21. århundrede. Der ville det ikke mindst for de tidligt industrialiserede G7-lande være langt rimeligere, hvis de havde ikke bare energiforsyningen, men deres samlede energiforbrug omlagt til vedvarende energikilder inden 2050. Så fuld afvikling af det fossile samfund er det rigtige mål, men den opridsede tidslinje vil på ingen måde kunne holde klimaudviklingen inden for 2°C-målsætningen.

Yderligere har de seneste år vist, at klimaforandringer ikke bare er noget, som udfolder sig i en distant fremtid, men allerede med under 1°C stigning, som vi har i dag, fører til voldsommere udsving i det globale vejrsystem. Så stadig flere ser max 1½°C som værende den eneste rimelige målsætning, hvilket vil kræve ikke bare endnu hurtigere afviklinger af brugen af fossile brændstoffer, men også, at udviklingslandene hjælpes til en udvikling baseret udelukkende på vedvarende energikilder.

Og … selv en fuld standsning af alle udledninger er ikke slutmålet, men et vigtigt skridt på vejen. På lidt længere sigt skal atmosfæren og verdenshavene renses op for størstedelen af de kolossale CO2-mængder, som er sendt til himmels siden industrialiseringens begyndelse. For først med koncentrationen tilbage omkring 350 ppm har vi for alvor langtidsstabiliseret det globale klima.

Læs mere »

Share

Solar Impulse 2 – jordomflyvning uden fossile brændstoffer

5. juni 2015

Vi ser i disse uger, at eksperimentalflyet Solar Impulse 2 har indledt sin første jordomflyvning. Det gik planmæssigt på de første stræk hen over Asien, men på rutens længste enkeltstræk, fra Nanjing til Hawaii måtte flyet i mandags gå ned i Nagoya på grund af voldsomt vejr. Ved landingen blev den ene vinge let beskadiget, men flyet afventer nu, at vejrforholdene bliver optimale for det lange stræk over Stillehavet.

Solar Impulse 2 er nok nærmest et svævefly med små solcelledrevne hjælpemotorer. Vingerne er højeffektive solfangere, så i løbet af dagen arbejder flyet sig ved hjælp af solcelleenergien langsomt op i omkring 9.000 m højde. I nattetimerne bevæger flyet sig derefter frem i glideflyvning, samtidig med at det langsomt mister højde, og skal ved solopgangstid helst være et sted, hvor solen skinner, for i løbet af dagen at kunne vinde højde til endnu en nats glideflugt.

Til forskel fra de rutefly, vi har i dag, som har en massiv indirekte klimapåvirkning fra deres udstødningsstriber (se blog-indlægget Radiative Forcing Index), bevæger et sådant fly sig så ‘blidt’ gennem luften, at det ikke efterlader udstødningsstriber på himlen, hvorfor dets klimapåvirkning er minimal. hvor vores nuværende flytyper således er fanget i en teknologisk blindgyde, fordi flyene selv hvis de bliver drevet på rent biobrændstof har en massiv klimapåvirkning, er der er således med Solar Impulse 2 en flytype i sin vorden, som vil kunne bære flyvningen ind i en postfossil tidsalder.

Men indtil nu sker det med en helt anden rejsehastighed, end hvad vi i dag har vænnet os til. Den maksimale flyvehastighed for Solar Impulse 2 er omkring 150 km/t, hvor de store rutefly typisk flyver 5-6 gange hurtigere. Men omvendt er der intet til hinder for, at teknologien kan udvikles videre. Vi ser fugle årligt bevæge sig mellem Nordpolen og Sydpolen, og inden for få år vil man sandsynligvis kunne gøre turen rundt om jorden non stop – det var faktisk oplagt at lave en slags World Cup for at fremme udviklingen. Men tiden må vise, i hvor høj grad en sådan flytype kan skaleres op, så der også er plads til passagerer og bagage. I Solar Impulse 2 har den enlige pilot kun det allermest nødvendige med om bord.

Teknisk set tyder meget således på, at vi på en dag, hvor solen skinner, på lidt længere sigt vil kunne flyve CO2-neutralt til Stockholm eller London. Men derfra og til at den nuværende flåde af jumbojets, som klimapåvirkningsmæssigt set er håbløse skabninger, så ligner det i dag en næsten uoverkommeligt stor beslutning for menneskeheden at sende dem på pension som utidssvarende. Så på den kortere bane bliver den mere sandsynlige udvikling, at man vil forsøge gennem biobrændstoffer og supermaterialer at gøre det mindre klimabelastende at drive de nuværende flys tonstunge legemer gennem atmosfæren med stor hastighed.

Selvom det vil vække protester i dagens fortravlede samfund, hvis vi skulle til at flyve med Solar Impulse-fart, så var det værd at overveje hvilken gave det ville være til gennedkølingen af planeten og dens hyperagtige menneskehed, hvis sådanne hastigheder blev fremtidens rejsetid. Og det ville i de fleste tilfælde være mere oplagt at tage toget.

Update 17.06. – I mere end 14 dage har Solar Impulse nu været blæst inde i Nagoya på grund af uegnet vejr til at fortsætte på det lange stræk til Hawaii. Andre Borschberg, idemand og den ene af de to piloter bag Solar Impulse projektet udtrykker på den gaggrund i dag i Japan Times bekymring, om projektet kan gennemføres som planlagt. For samtidig med, at man ikke i den nuværende situation er indstillet på at tage unødige risici, men afventer et egnet ‘vejrvindue’ til rejsen til Hawaii, så kan projektet snart ikke tåle yderligere udsættelser, hvis det skal lykkes at krydse Atlanten inden efterårsvejrsystemerne sætter ind og gør passagen her risikabel.

Der synes at være tale om det vejrsystem, som hvert år ved denne tid formes over Japan og langsomt bevæger sig nordover med store nedbørsmængder til følge, efterhånden som en tropisk fugtig luft bevæger sig nordover. Normalt vil denne regntid først have passeret Nagoya omkring midten af juli, så det har lange udsigter, hvis ikke man bliver i stand til finde et sted, hvor frontens skyformation er så tynd, at man bliver i stand til at krydse den.

Update 26.06. – I onsdags (24.06.) var det planlagt at gøre endnu et forsøg på at komme videre fra Nagoya, og piloten André Borschberg havde allerede gjort sig klar til take off i cockpittet. Men vejrudsigten for de kommende fem døgn, som turen til Hawaii forventes at tage, ændrede sig i sidste øjeblik alligevel dertil, at man valgte at opgive at forsøge at komme i luften. Problemet er ikke blot uvejr, men flyet kan max klare sig 10 timer under skydække, før det igen behøver direkte sol. Så lige nu udtrykkes der bekymringer om, om flyvningen må udsættes et år.

Update 29.06. – After fire ugers venten kom Solar Impulse 2 i dag 3 AM japansk tid endeligt på vingerne igen. Foran venter jordomflyvningens længste stræk med fem døgns flyvetid til Hawaii. Gennemførelsen hænger i marginalerne – både når det gælder det tekniske (om udstyret holder), det vejrmæssige (om der er egnede vilkår i de kommende fem døgn) og det menneskelige (den ene pilot, som der er plads til, sover i kun små 20 min. blokke og må udholde voldsomme udsving i tryk og temperaturer i det minimale cockpit). Vel fremme på Hawaii vil Solar Impulse have lagt to døgn til verdensrekorden for varigheden af soloflyvninger.

Update 03.07. – Solar Impulse har under vejs mod Hawaii sat ny verdens rekord for længste flyvetid. Tidligt i morges, 2 AM GMT, havde flyet tilbagelagt 91% af de 7.491 km til Hawaii, og turens mest kritiske fase, passagen af en koldfront, er overstået, så snart er der blot glideflugt tilbage gennem nattemørket til landingen på Hawaii.

Så lykkedes det. Efter næsten fem døgns flyvning landede Solar Impulse her ud på eftermiddagen dansk tid på Hawaii, netop som solen var ved at stå op. Dermed har et solcelledrevet fly sat ny rekord for længstvarende non-stop flyvning, med 8.209 km i løbet af 4 dage, 21 timer og 50 minutter. Flyvningen bliver fulgt ganske tæt fra en række medier, for eksempel på The Guardian kunne man følge indflyvning og landing via direkte TV. De 5 timers live TV kan ses efterfølgende via YouTube.

Næste stop er Arizona – med en berammet flyvetid på lige godt 4 døgn.

Amber Archanvel: Record-Breaking Solar Impulse Flight Reaches Hawaii After 5 Nights & Days Airborne Without Fuel, (video) CleanTechnica 03.07.2015.

Landess Kearns: Solar-Powered Plane Soars Over The Pacific Without A Drop Of Fuel, Huffington Post 03.07.2015.

Emma Hovard: Solar Impulse lands in Hawaii after longest non-stop solo flight in history, The Guardian 03.07.2015.

Emily Atkin: A Swiss Pilot Just Completed The Longest Solar-Powered Flight In Aviation History, Climate Progress 03.07.2015.

Solar Impulse close to Hawaii after breaking non-stop solo flight record, (AFP) The Guardian 03.07.2015.

Catnaps, yoga for pilot as Hawaii-bound Solar Impulse passes ‘point of no return’, (AFP-Jiji) Japan Times 01.07.2015.

Alastair Wanklyn: Solar plane takes off for Hawaii as support crew says thanks to Nagoya, Japan Times 29.06.2015.

Yusuke Masuda: Solar Impulse starts toughest Pacific leg after month-long wait in Aichi, Asahi Shimbun 29.06.2015.

Alan Yuhas: Solar plane takes off in ‘moment of truth’ for longest solo flight in history, The Guardian 29.06.2015.

Solar Impulse Could be Stuck in Japan for a Year, Says Pilot, (AFP) NDTV 25.06.2015.

Alastair Wanklyn: Solar plane cleared for takeoff from Nagoya for Hawaii, Japan Times 23.06.2015.

Pilot: Solar Impulse 2 faces ‘moment of truth’ waiting for weather window out of Japan, (AFP-Jiji) Japan Times 17.06.2015.

Alistar Wanklyn: ‘Question marks’ hang over Solar Impulse mission, pilot says, Japan Times 17.06.2015.

Landess Kearns: Solar-Powered Airplane Is About To Make History, Huffington Post 12.06.2015.

Solar Impulse fixed but waiting on weather, team says, (AFP-Jiji) Japan Times 11.06.2015.

Solar plane, parked in Japan, suffers further setback as wind clips its wing, (AP) The Guardian 04.06.2015.

Nadia Khomami: Solar Impulse 2 to make unscheduled stopover in Japan, The Guardian 01.06.2015.

Alex Davies: The Perils of Flying a Solar-Powered Plane Across Oceans, Wired 04.05./01.06.2015.

Adam Fribo: Jorden rundt uden brændstof: Solar Impulse 2 er lettet, Ingeniøren 09.03.2015.

 

Share

Seks europæiske olieselskaber melder klar til klimaindsats

2. juni 2015

Herover ses et brev underskrevet af lederne af Europas seks største olieselskaber og sendt dels til Christiana Figueres, lederen af FNs klimaforhandlinger, dels til Laurent Fabius, lederen af det forestående klimatopmøde i Paris COP21. I brevet melder olieselskaberne sig klar til at gøre deres til at imødegå klimaforandringerne og siger, at det er bydende nødvendigt at få indført en pris på CO2, hvis det skal lykkes at holde 2°C-målsætningen.

Brevet ligger på linje med Christiana Figueres’ udmelding for mindre end en uge siden, at det var på tide at komme videre fra dæmoniseringen af olieselskaberne. Og selvom det for mange er en torn i øjet, når disse giganter, som indtil nu i det skjulte har arbejdet ganske målrettet på at fornægte klimavidenskaben og forsinke omstillingen fra de fossile brændstoffer, sidder med ved de store klimakonferencer, får lov at sole sig som sponsorer osv., så var verden bedre tjent med, at de som i sin tid DONG under Anders Eldrup beslutter sig for at bidrage til omstillingsprocessen frem for at bekæmpe den.

Vi har blot stadig til gode at se, at disse selskaber virkelig mener deres udmelding seriøst, eller om der er tale om en form for strategisk positionering forud for COP21 i Paris. Og hvor konsekvensen for enhver klimatænkende må være, at så må de dog standse deres aktiviteter i det arktiske område og lukke ned for tar sands-udvindingerne og koncentrere sig om de tilbageværende kendte forekomster med mindst CO2-udledning pr. udvundet energienhed. Ligeledes ville det være en naturlig konsekvens af den accept af 2°C-målsætningen, som brevet formulerer, at indlede al yderligere udforskning efter nye forekomster, fordi verden allerede har flere kendte forekomster end vi kan bruge, hvis vi skal holde os under 2°C.

Denne udmelding giver også anledning til at overveje en nuancering af den divestment-kampagne, som har kørt med en ganske betydelig succes i de seneste år. Ville det være rimeligt fortsat at investere i de olieselskaber, som stander yderligere eftersøgninger, som neddrosler deres kulaktiviteter over en årrække, som har en forretningsplan ala DONGs, hvor man over en 10-årig periode går fra en andel af vedvarende energi-aktiviteter på 15% til en vedvarende energi-andel på 85%. Og skal vi, som brevet lægger op til, til gengæld acceptere inddragelsen af naturgassen? – også når det gælder fracking? Det sidste vil jeg mene er en dårlig idé.

Under motivation skriver de seks selskaber i brevet:

“We want to be a part of the solution and deliver energy to society sustainably for many decades to come. Like our counterparts in other industry sectors we will play a key role in implementing the measures and deploying the technologies that will lead to a lower carbon future. Low carbon business models and solutions are fragile until they reach critical size, but with linked carbon pricing systems worldwide, uncertainty would be reduced and such solutions will start to create value for business more rapidly.”

Det er her brevet er spændende. Kan man etablere et nyt playing field, hvor olieselskaberne konkurrerer i omstillingsrelevante aktiviteter? For de ligger jo inde med en betydelig entreprenør-entreprise.

Er det nok med de store europæiske selskaber, eller skal de russiske, kinesiske og amerikanske kul- og olieselskaber også med om bord, før det lykkes at etablere nye, omstillingsrettede spilleregler? Amerikanske selskaber som Chevron, ConocoPhillips og ExxonMobil har glimrer ved deres fravær, selvom de på et tidspunkt har fået buddet om at deltage.  Men ifølge Reuters havde Totals leder Patrick Pouyanne ved lanceringen af brevet erklæret, at det var vigtigt for de europæiske olieselskaber at få markeret deres ønske om en CO”-pris: “Instead of waiting for the smallest common denominator, we got convinced it was worth making a commitment as European oil majors, as we command a significant share of the oil market, without necessarily waiting for an American to come on board.”

Brevet er gengivet herunder i dets fulde omfang.

Læs mere »

Share