Indlæg om energi og ressourcer

Tid for et dansk stop for al yderligere fossil udvinding

4. juli 2017

Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet har her til morgen via Ritzau rundsendt en meddelelse i anledningen af offentliggørelsen af en ny Olie- og Gasstrategi for Nordsøen, der påpeger, at der stadig er masser af gas og olie at hente op af den danske del af Nordsøen. “Der er fortsat brug for olie og gas, og samfundet har en interesse i at sikre den mest hensigtsmæssige udnyttelse af olie- og gasressourcerne i den danske del af Nordsøen,” hedder det heri.

Ingen stillen spørgsmålstegn ved, om det er hensigtsmæssigt at udbygge den danske efterforskning? Om det var godt at gemme lidt til det 24. århundrede? Eller om vi i Danmark på nuværende tidspunkt har hentet så meget olie op af Nordsøen, at det var små fattige afrikanske lande, der skulle have de sidste indtægter ved den gas og olie, der skal til at drive verdens samfund i den forhåbenligt korte årrække, hvor vi systematisk omstiller vores samfund til vedvarende energi? Ingen refleksion over, om en fortsat udbygning af olie- og gasudvindingen er i overensstemmelse med Paris-aftalens målsætning om well below 2°C og om muligt max 1,5°C.

Det er tværtimod et foruroligende snævert købmandsperspektiv i en situation, hvor det må stå klart for alle, at den blinde fortsættelse deraf vil føre os alle ud over den afgrund, hvor klimatologiske tipping points gør det for sent at genoprette atmosfærens klimabalance.

På forbrugssiden er vi godt på vej til at udfase de fossile brændsler, selvom det under Venstreregeringens ledelse sker med bind for øjnene mens de mange nødvendige infrastrukturelle afklaringer – elektrificeringen af transporten, et klimapositivt landbrug, en fuldt cirkulær ressourceøkonomi osv. – blot udskydes.

Men på udvindingssiden halter Danmark og Verden alvorligt bagefter. Vi ved, at størstedelen af de i dag kendte fossile forekomster skal forblive uafbrændte, hvis vi skal gøre os håb om at holde Paris-aftalen. Men ingen har endnu turdet tage hul på de nødvendige beslutninger om, hvilke fossile forekomster, der skal forblive under jordoverfladen.

Her kunne Danmark virkelig tage et vigtigt skridt for verden ved at vedtage et moratorium for alle nye efterforskninger og udvindinger af fossile forekomster. Ikke flere nye sugerør i Nordsøen, ikke mere roden efter skifergas i de danske landskaber.

Meddelelsen fra Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet er gengivet i sin helhed herunder.

Ny strategi for olie og gas i Nordsøen

En ny Olie- og Gasstrategi viser, at der fortsat er et betydeligt potentiale for olie- og gasindvinding i den danske del af Nordsøen. Strategien peger også på, at det er nødvendigt at udnytte infrastrukturen i Nordsøen bedre, og at der er behov for flere investeringer i efterforskning og ny teknologi for at kunne udnytte potentialet.

Læs mere »

Share

Sydkorea udfaser atomkraften

3. juni 2017

Står det til Sydkoreas nyvalgte præsident, Moon Jae-in, vil den sydkoreanske A-kraft blive udfaset i takt med, at landets 25 reaktorer når skelsår.

Sydkorea har i dag 25 fungerende atomreaktorer, der tilsammen tilvejebringer omkring 35% af landets energiforbrug. Landet har egen atomkraftindustri, og man har løbende udvidet kapaciteten med nye reaktorer, så Sydkorea i dag har omkring 25 igangværende traktorer og flere under opførelse. Forventningerne var i 2035 at nå op på en andel af atomkraft på 60%.

Men atomkraften har været en stadig kilde til utilfredshed i den koreanske befolkningen. Ikke mindst efter Fukushima-katastrofen i 2011 og omfattende skandalesager i 2013, hvor så mange reaktorer måtte lukke på grund af systematisk svindel med sikkerhedscertifikater, at energiforsyningen var tæt på at bryde sammen, er presset fra befolkningen på at afvikle atomkraften vokset. I 2013 blev der således fremlagt fornyede planer, hvor der blev skruet markant ned for fornyelsen af den sydkoreanske reaktorflåde, så A-kraften i 2035 skulle udgøre 29% – eller under halvdelen af de oprindelige planer.

I begyndelsen af maj 2017 fik Sydkorea ny præsident, Moon Jae-in. Han vandt på et program, hvor udfasningen af den koreanske atomkraft havde en markant plads. Står det til Moon, har Sydkorea bygget sin sidste reaktor på koreansk grund. 4 reaktorbyggerier, der er næsten færdige, får lov at blive færdiggjort og taget i brug. Reaktorer derimod, som stadig er i planlægningsfasen, bliver skrottet. Selv reaktor 5 og 6 ved Kori-værket, som nu er 28% færdigbyggede, ønsker Moon at bremse. Og fremover får ingen reaktor lov at fungere ud over de 40 år, de oprindeligt er konstrueret til at kunne holde. Dermed vil Sydkorea lukke sin sidste reaktor omkring 2060.

Sydkorea bruger i dag en betydelig mængde kul, men planen er i den samme 40-års periode at sikre en så massiv udbygning af den vedvarende energi, at energiforsyningen i 2035 primært er baseret på vedvarende kilder suppleret med naturgas. Hvis sydkoreanerne gør dette rigtigt, ville man gradvist kunne gøre selv gasdelen CO2-neutral og bruge den ikke bare som backup-del, men som lagringsmedie.

Læs mere »

Share

Bedre hvis Trumps USA forlader Paris-aftalen

23. maj 2017

File 20170523 7361 3pp7kn

Secretary of State Rex Tillerson has argued the US should stay in the Paris climate agreement. But for the rest of the world, a US exit is better than staying reluctantly. Carlos Barria/Reuters.

Luke Kemp fra Australian National University argumenterer i denne artikel offentliggjort på The Conversation for det umiddelbart overraskende synspunkt, Trumps muligheder for at afspore den globale klimaindsats er mindre med et trumpsk USA holdt uden for Paris-aftalen hvorfor det ville være bedre for alle, hvis Trump trak USA ud af Paris-aftalen.

Jeg føler mig langt fra overbevist om, at Kemp har ret. Men han har ret i, at det ikke kun er forbliven eller jeg, men den klimaindsats, som USA under Trump kommer til at føre, som må være målestokken. Og det er nok en god øvelse at se det gode ved en situation, som Trump meget vel kan ende med at gøre til virkelighed. 

 

The world would be better off if Trump withdraws from the Paris climate deal

The conventional wisdom that the United States should remain under the Paris Agreement is wrong. A US withdrawal would be the best outcome for international climate action.

With Trump set to decide on the matter after this week’s G7 meeting, his aides are split on the issue. Chief strategist Steve Bannon heads the faction pushing for an exit. Secretary of State and former ExxonMobil chief executive Rex Tillerson has argued for the US to retain a “seat at the table”.

It is within the president’s power to withdraw from the Paris Agreement and perhaps even the United Nations Framework Convention on Climate Change (UNFCCC), which has overseen global climate diplomacy for some 25 years.

In a commentary published in Nature Climate Change today, I argue that a US withdrawal would minimise risks and maximise opportunities for the climate community. Simply put: the US and the Trump administration can do more damage inside the agreement than outside it.

There are four key, interconnected risks related to US participation in the Paris Agreement: that the US will miss its emissions target; that it will cut climate finance; that it will cause a “domino” effect among other nations; and that it will impede the UN negotiations.

Money and emissions are all that matter

The first two risks are unaffected by withdrawal. The Paris Agreement doesn’t require the US to meet its current emissions reduction pledge, or to provide further climate finance to developing countries. The agreement is procedural, rather than binding; it requires a new, tougher climate pledge every five years, but actually hitting these targets isn’t mandatory.

The US will probably miss its climate target regardless. It would need more than just Obama’s Clean Power Plan to hit its goal of reducing emissions by 26-28% on 2005 levels by 2025. And now that Trump has decided to roll back those policies too, US emissions are set to increase through to 2025, rather than decrease.

Læs mere »

Share

Afstemning om udfasning af den schweiziske A-kraft

21. maj 2017

I dag holder schweizerne afstemning om A-kraftens fremtid i landet. Schweiz var et af de lande, der reagerede kraftigt på Fukushima-katastrofen, så i tiden efter blev det i princippet besluttet, at den schweiziske A-kraft gradvist skulle udfases, og tre nye atomreaktorer under forberedelse blev efterfølgende opgivet. Sidste efterår vedtog det schweiziske parlament en Energistrategi 2015, men det højreorienterede Schweiziske Folkeparti krævede energiplanen sat til afstemning (hvilket er ganske almindeligt i Schweiz). Derfor kunne schweizerne i dag give deres mening til kende om regeringens energistrategi.

Forslaget fra den schweiziske centrum-højre-regering indebærer, at der ikke kan bygges nye atomkraftværker i Schweiz, og at de udfases i takt med, at de når grænsen for den teknisk forsvarlige driftsperiode. Planen sigter således på inden 2035 at kunne klare sig helt uden A-kraft.

Energiforsyningen i Schweiz er betydeligt anderledes sammensat end den danske. I dag kommer blot 5% fra vedvarende energikilder som sol og vind, mens A-kraften leverer 35% og hele 60% stammer fra vandkraft. Opgaven er således inden 2035 at etablere, hvad der svarer til en tredjedel af det nuværende energiforbrug, enten gennem indfasning af vedvarende energikilder som sol og vind eller gennem energibesparelser. Det forslag der i dag er til afstemning, rummer en betydelig energibesparelsesindsats. Således vil man gennem en bred vifte af initiativer søge at få den enkelte schweizers energiforbrug nedbragt med omkring 43% i 2035 i forhold til i dag – en prioritering, man må tage hatten af for.

Med den store andel af vandkraft har schweizerne ikke samme problemer med de vedvarende energikilders svingende natur som mange andre lande. For de enorme vandmasser, der findes opstuvet bag landets mange vandkraftreservoirer, er som et gigantisk batteri. Faktisk kunne man mene, at Schweiz burde sammentænke sin energistrategi med de omgivende regioner, så man forenklet sagt kunne trække på billig vindstrøm fra fladere landskaber når det stormede over havene, mod at dele af sine vandreserver, når møllevingerne stod stille. Men med de store vandkraft-ressourcer landet har alle muligheder for at lave en ultrastabil energiforsyning.

Læs mere »

Share

Trump i klimafornægternes net?

18. maj 2017

Forholdet mellem Trump og Putin er nok ikke helt så entydigt som på dette vægmaleri. Men til Trumps store fortrydelse har det altoverskyggende emne i Trumps første 117 dage som præsident været, i hvilken udstrækning, russernes manipulation af det amerikanske valg skete med Trump-kampagnens viden og medvirken – og de ofte grotesk klumsige forsøg på at dække over tingene fra Trump og Det Hvide Hus. Trods flertal både i Senatet og i Repræsentanternes Hus fremstår Trump-administrationen stadig mere handlingslammet, og det virker lige nu usandsynligt, at Trump holder samtlige fire år.  

I går var det sådan ret præcist 117 dage siden Trump overtog Det Hvide Hus. Og selvom Verden står endnu, har der siden da fra Trumps side været næsten daglige attentater på den hidtidige verdensorden. Det er som et gigantisk absurd teater, hvor tåbeligheden, grådigheden, selvoptagetheden og uformåenheden tilsyneladende ikke kender nogen grænser. For hundredesyttende gang har man undret sig over, hvordan et så grundlæggende usympatisk menneske så fundamentalt uegnet til at løfte hvervet som præsident for USA kunne ende i Det Hvide Hus? Hvordan noget så gement kunne ende med at få til opgave at føre arven videre fra Obama, som omvendt har været et af de mest ædle væsener, der har stået i spidsen for USA og igennem otte år har formået at lede USA uden et eneste personligt fejltrin. Det er absurd teater. Og man kunne blot læne sig tilbage og nyde forestillingen, hvis ikke det var fordi det, der sker i USA i disse måneder, hvor det er lykkedes professionelle klimafornægtere at infiltrere betydelige dele af Trumps administration, potentielt har ganske alvorlige konsekvenser ikke bare for det amerikanske samfund, men globalt for vores fælles fremtid.

Det er stadig for tidligt at afgøre, i hvor høj grad den klimaindsats, som præsident Barack Obama fik påbegyndt, vil overleve. Der er lavet mange proklamationer i den modsatte retning, og en række af de tilbagerulninger, der var enklest at gennemføre, er allerede iværksat. Men meget står endnu, og uanset hvad Trump & co. finder på, er der efter otte år med Obama igangsat en omstillingsproces, som ikke lige lader sig standse. Uanset Trump bliver der i hvert fald foreløbig rejst vindmøller og sat solcelleanlæg op som aldrig før. Samtidig har man i de seneste uger kunnet se, hvordan Trump og hans nærmeste er i fuld gang med at vikle sig ind i et stadig mere snærende og belastende spin af småløgne og søforklaringer, som blot gør det i forvejen anstrengte forhold til pressen og offentligheden endnu mere betændt, og som dag for dag gør det stadig sværere for ‘normale’ republikanere at fortsætte at støtte op om ham.

Trump er en historisk upopulær præsident blandt vælgerne så tidligt i embedsperioden med approval rates på 35-38% i de seneste målinger, hvor den typisk ligger på to tredjedele for præsidenter så tidligt i forløbet. Ved valget i november sikrede republikanerne sig et komfortabelt flertal i Repræsentanternes Hus. Men allerede efter blot tre måneder med Trump peger prognoserne på, at demokraterne ved midtvejsvalgene i 2018 vil være i stand til at genvinde flertallet. Og selvom demokraterne indtil nu – godt hjulpet af Trump-administrationens amatørisme og manglende evne til at aflæse spillet i Washington samt den kogende vrede i befolkningen, der har bragt mennesker på gaden i titusindvis – har haft stort held med at bremse Trumps fremfærd, så vil det i længden kun være et genvundet demokratisk flertal i Senatet og i Repræsentanternes Hus, der for alvor ville kunne bremse Trumps bestræbelser på at aflive velfærdsstaten og det multikulturelle USA, og at få afsporet den begyndende amerikanske klimaindsats. Samtidig er der jo ikke bare brug for at bevare det igangsatte, men tværtimod for at accelerere og videreudvikle den amerikanske omstilling.

Man kan finde trøst i, at det inden for de første hundrede dage ikke lykkedes Trump at gennemføre en eneste egentlig lovhandling. Dertil har han stadig alt for lidt føling med det omfattende forarbejde og det samarbejde, der skal til med begge kamre i Kongressen, for at det kan lykkes. Han har udstedt en masse executive orders, og han gør meget ud af at time dem, så der hele tiden er godbidder til pressen og hans gamle kernevælgere. Men det er som om han stadig mest af alt fører valgkamp. Hans tiltag er stort set uforberedte og utilpassede, og mange af dem er mest af alt proklamatoriske af natur, hvilket Bill Maher på et tidspunkt særdeles rammende karakteriserede som underskrevne tweets.

Læs mere »

Share

Japan skruer igen op for A-kraften VII – Oi-værket

24. februar 2017

NRAs behandling af sikkerhedsforholdene for de to nyeste reaktorer ved Oi-værket (de to til venstre i billedet) er nu kommet dertil, at de forventes inden længe at kunne opnå endelig godkendelse.

Den japanske atomsikkerhedsinstans NRA har netop godkendt en foreløbig rapport, som åbner for genstart af Kansai Electrics (KEPCOs) Reaktor 3 og 4 ved Oi-værket. Rapporten bliver nu sendt i høring. Men uanset i tusindvis af kommentarer er erfaringerne indtil nu, at der ikke sker ændringer i denne fase. Det forventes derfor, at reaktorerne vil kunne være klar til opstart allerede i løbet af dette efterår.

Forud skal der indhentes tilladelse fra amt og værtskommune. Disse tilladelser er der ikke grund til at formode, at der bliver problemer med for Oi-værkets vedkommende. Men reaktorerne ligger tæt ved store befolkningskoncentrationer, som ved katastrofer som den ved Fukushima Daiichi-værket vil være stærkt berørt, men ikke har nogen indflydelse på genstarterne – op på vilkårene derfor. Så der vil fra anden side være stort pres for at sikre en bredere indflydelse på genstartsprocesserne. Og der er i de nærliggende Shiga og Kyoto Amter en betydelig modstand mod genstarten af hele den stribe af reaktorer, som ligger placeret langs Fukuis kystlinje.

Kansai-området var forud for Fukushima-katastrofen det område i Japan, hvor man havde den højeste grad af A-kraft, med omkring 50% af strømmen stammende fra atomreaktorer. Derfor var problemerne her også størst, da atomreaktorerne i månederne efter Fukushima-katastrofens begyndelse en efter en blev lukket ned uden at blive genstartet. Derfor blev det gennemtrumfet fra central-administrationen, at de to reaktorer ved Oi-værket blev midlertidig genstartet forud for sommeren 2012 for at undgå strømnedbrud på særligt varme sommerdage, hvor beregningerne viste, at behovet kunne være større end hvad man havde af backup-energimuligheder. Det japanske energisystem er så ubegavet udformet, at der kun kan overføres relativt begrænsede mængder af energi mellem de enkelte forsyningsområder, så det hjalp ikke meget at man i de tilstødende forsyningsområder havde energioverskud.

Nu viste det sig, at disse beregninger set ikke holdt. For selv på de allervarmeste sommerdage var der ingen problemer – og havde der ikke været nogen problemer selv hvis man ikke havde genstartet de to Oi-reaktorer. Dette var stærkt medvirkende til, at den tids premierminister Yoshihiko Noda kom i unåde og DPJ-regeringen ved efterårsvalget led et knusende valgnederlag, selvom det betød, at man genindsatte en pronuclear regering.

Læs mere »

Share

Japan skruer igen op for A-kraften VI – Genkai-værket

27. januar 2017

Herover ses Genkai-værket, hvor Kyushu Electric nu har opnået godkendelse af genstart af de to nyeste af værkets fire reaktorer fra den japanske sikkerhedsinstans NRA. Der mangler endnu godkendelse fra lokalpolitisk side, men Kyushu Electric håber på at kunne få de to reaktorer i gang i løbet af andet halvår 2017.

Den japanske atomsikkerhedsinstans NRA godkendte i sidste uge genstarten af to reaktorer ved Genkai-værket, det andet af Kyushu Electrics’ to atomkraftværker. Kyushu Electric forventer, at de to reaktorer kan blive klar til genstart i løbet af andet halvår i år. Men de lokale godkendelser er endnu ikke faldet på plads, og som man har set det med andre genstartsprocesser, må man forvente, at NRAs afgørelse udløser en vifte af protester og forsøg på at få bremset genstarterne via domstolene.

Godkendelsen kommer ikke som en overraskelse, da NRA i november godkendte en foreløbig udgave. Men siden da har sagen været i høring. Og NRA har ikke i de 4.200 indsigelser, som er indgivet, hvoraf en stor del må formodes at være bekymrede ønsker om, at de aldrig måtte bliver genstartet, fundet basis for at ændre afgørelsen.

Med godkendelsen af de to reaktorer ved Genkai-værket har NRA givet grønt lys for genstart af i alt 10 reaktorer. Men endda er der pt. kun to reaktorer, som er i drift. En tredje er midlertidigt standset, og vil komme i gang igen i løbet af få uger. Men flere af tilladelserne kræver så omfattende forbedringer, at de først forventes klar til igangsætning i 2020 (se indlæg om levetidsforlængelser), mens andre er bremset af afgørelser ved de japanske domstole (se indlæg om Takahama-værket). Før Fukushima-katastrofen i 2011 havde Japan 54 aktive atomreaktorer. Så reaktiveringen af de japanske atomreaktorer skrider forbløffende langsomt frem.

Forud for Fukushima-katastrofen i 2011 havde Genkai-værket fire reaktorer i gang. Men Kyushu Electric har kun søgt genstart for de to nyeste reaktorer, som er hhv. 18 og 22 år gamle, og dermed har en regulær driftsperiode foran sig (den normerede driftsperiode er 40 år). Kyushu Electric har allerede besluttet, at Reaktor 1 aldrig mere kommer i gang, og Reaktor 2, som blev taget i brug for 35 år siden, vil sandsynligvis heller ikke nogensinde mere komme til at producere strøm. Så det er kun et spørgsmål om tid, før den også bliver sendt til dekommissionering.

Kyushu har fornemme forhold for solenergi, og Fukushima-katastrofen udløste ikke mindst på Kyushu et veritabelt boom i etableringen af solcelleanlæg. Det gik så hurtigt med etableringen af nye solcelleanlæg, at Kyushu Electric allerede efter godt et år måtte slå bremsen i, for ikke at de da endnu ikke genstartede reaktorer ved Sendai-værket og Genkai-værket skulle fremstå som værende fuldstændig overflødige. Og det er i dag kun muligt at tilslutte små husstandsanlæg på Kyushu.

Læs mere »

Share

Trump i Putins net?

10. december 2016

Dette blog-indlæg handler ikke direkte om klimaindsats, men kan endda få endog meget stor betydning for det storpolitiske klima, hvori den globale klima-indsats i de kommende år må udfoldes. Siden september har der været forlydender om, at Rusland ikke bare gjorde forsøg på at blande sig i det amerikanske valg, hvilket kunne være med til at udstille det vestlige demokrati som forkvaklet, men målrettet har støttet den ene af to kandidater, Donald Trump. Dermed har Rusland, uden at det måske har været den direkte mål dermed, været med til at sikre, at en klimafornægter rykker ind i Det Hvide Hus med følge af en sværm af klimafornægtere fra den fossile industri.

På det seneste er kravene vokset om at få undersøgt i hvor høj grad og af hvem, det amerikanske valg er er blevet forsøgt manipuleret. Samtidig er Obama lige nu ifølge The Guardian lagt under betydeligt pres for at frigive nu hemmeligtstemplede dokumenter om, i hvor høj grad der har været tale om russisk indblanden. Der har tydeligvis været forsøgt at vente med disse ganske prekære spørgsmål indtil valget var kommet lidt på afstand. Måske man har givet Trump en måned til at forme sit kabinet før man tog hul på problematikken i det offentlige rum, men nu ser der ud til at der sker noget.

I går morges amerikansk tid meddelte Lisa Monaco, der er Homeland Security Advisor i Det Hvide Hus, at Obama havde taget initiativ til et ‘full review’, for at få belyst, i hvor høj grad russiske interesser har forsøgt ikke bare at forstyrre og diskreditere det amerikanske valg, men også at påvirke valgets udfald ved at søge at styrke den ene kandidat og svække den anden gemmen hacking-aktiviteter, manipulation af valgsystem og stemmemaskiner, produktion og udbredelse af fake news osv. Rapporten vil ikke foreligge før i Obamas allersidste dage – Trump overtager Det Hvide Hus 20. januar – og rapporten kan meget vel ende med også for betydelige deles vedkommende at blive fortroligtstemplet. Monaco sagde, at det vil være op til de amerikanske efterretningstjenester at vurdere hvilke dele af rapporten, som kunne frigives. Men selv de ikke offentliggjorte dele vil kunne informere det politiske system, som skal tage eventuelle konsekvenser af situationen.

Samtidig står det via et læk fra de amerikanske efterretningstjenester til Washington Post klart, at CIA er rimeligt sikker på, at russerne ikke bare hackede Det Demokratiske Partis mailserver og Hillary Clintons kampagneleder John Podestas mailserver, men også hackede Det Republikanske Partis mail-server, men blot overfor republikanerne undlod at videregive informationerne.

Julian Assange har pure afvist, at Wikileaks har fået de hackede mails fra russerne, men igen siger de amerikanske efterretningstjenester, at der er tale om russke hacks, og at man via mellemmænd har givet disse mails til Wikileaks, hvorfra man så har forsøgt at skade Hillarys kampagne mest muligt ved dagligt over en måned at dryppe nye portioner af lækkede mails, så der hver dag var til nye afsløringer, som i højre-republikanske medier kunne bidrage til at befæste det billede af Hillary som højkriminel og værende uden for lov og ret, som man gennem årene har investeret så meget i at opbygge.

Læs mere »

Share

Trumps klimapolitik i støbeskeen

19. november 2016

Det amerikanske valg er afgjort, og Donald Trump er i disse dage ved at gøre klar til at kunne rykke ind i Det Hvide Hus 20. januar. Det er ikke så meget flyttekasser, det drejer sig om, som at finde bemandingen til de kommende fire års administration. For i USA er det præsidenten, som stiller med ministrene og en lang række af statsadministrationens topembedsmænd.

Det er også i denne fase, at han skal forberede en række policies, ikke mindst i forhold til det, han har lovet at ville gøre inden for de første hundrede dage som præsident. Det er et gyseligt attentat på den amerikanske multikulturelle velfærdsstat, som han har i tankerne. Jeg vil i dette blog-indlæg ikke komme ind på hele viften af uhyrligheder, men søge at klargøre, hvad han har i sinde på klima- og miljøområdet.

I løbet af valgkampen har han lovet, at han vil afvikle Paris-aftalen eller trække USA ud af den. Han har lovet at ville skrotte Obamas klimaindsats, herunder den Clean Power Plan, som var rygraden i Obamas klimaindsats, som hvis alt blev implementeret ville føre USA på kurs af en 26-28% CO2-reduktion i 2025 set i forhold til 2005.  Han har lovet at fjerne alle hindringer for den fossile udvinding og al støtte til vedvarende energi. Keystone XL-rørledningen, som endte med at blive opgivet efter fire års kamp, vil han søge at få igangsat, ligesom han har lovet af få gang i de amerikanske kulminer.

Vi ved endnu ikke hvor meget af dette, han ender med at søge at realisere. Han har allerede på en lang række områder trukket i land i forhold til nogle af de mere absurde projekter. Men Trump er begynder som politiker, så det vil i høj grad afhænge af de mennesker, som han knytter til sig i administrationen. Og det tegner ikke godt. Selvom de fleste udpegelser endnu ikke er faldet endeligt på plads, så peger kandidatlisten i retningen af, at de mennesker, som kommer til i de kommende fire år at tegne USAs klima- og energipolitik, er oliemilliardærer og klimafornægtere.

Selv hvis Trump søger at at effektuere hele dette program, så tyder meget på, at det ikke kommer til at gå sådan. For udviklingen i løbet af de seneste otte år under Obama er i USA nået dertil, at kullene er på vej ud, og at fracking-gassen og de vedvarende energikilder er billigere end kullene.

Læs mere »

Share

COP22: The CVF Marrakech Communique

18. november 2016

Mere end 40 af verdens mest sårbare nationer har slået sig sammen i CVF, Climate Vulnerable Forum. Her søger man at fremme forståelsen for nødvendigheden af ikke bare at sigte efter Paris-aftalens 2°C-målsætning, men at forfølge muligheden for at bremse temperaturudviklingen inden 1,5°C. Ud over generelt at arbejde for øget klimaambition har CVFs medlemslande således for eksempel forpligtet sig til at nå 100% vedvarende energi mellem 2030 og 2050.

På et High Level Meeting i dag ved COP22 vedtog Climate Vulnerable Forum en handlingsplan for medlemslandene, The Marrakech Vision. Den har fem hovedpunkter:

Det første indebærer opbakning til de initiativer for luftfart, skibsfart og HFC-gasser og generelt øget vægt på klimaindsatser forud for 2020. Det andet fremhæver indsatsen for hurtigt at nå 100% vedvarende energi. Det tredje fremhæver nødvendigheden af den nødvendige klimatilpasning for de særligt sårbare lande selv ved 1,5°C. Den fjerde belyser synergien mellem klimaindsatsen og de nye mål for bæredygtig udvikling, mens det femte punkt fremhæver nødvendigheden af økonomisk vækst for denne gruppe lande, som ud over at høre til verdens mest sårbare lande uretfærdigvis også i stor udstrækning tilhører verdens fattigste lande, samtidig med, at fossile subsidier osv. udfases.

Al Gore har i dag udsendt en rosende kommentar om CVFs initiativ: “Today’s commitment by the member countries of the Climate Vulnerable Forum to move toward powering their economies entirely with renewable energy is a bold vision that sets the pace for the world’s efforts to implement the Paris Agreement and move even more quickly to solve the climate crisis. These ambitious and inspiring commitments show the path forward for others and give us all renewed optimism that we are going to meet the challenge before us and meet it in time.”

CVF vedtog samtidig et Marrakech Communique. Jeg har medtaget teksten i sin helhed herunder, da den fint indfanger den stemning af uomgængelig nødvendighed, som klimaudfordringen andre steder i verden er omfattet af.

Som baggrundsrapport for CVF-initiativet har UNDP udarbejdet en rapport, som viser, at hvis vi er i stand til at holde 1,5C-målsætningen, kan det være medvirkende til at undgå klima-relaterede tab i størrelsesordenen 12 trillioner $ eller omkring 10% af GDP i 2050. Se:

Elena Kosolapova: UNDP, CVF Report: Reaching 1.5°C Temperature Goal Will Help Avoid US$12 Trillion in Losses, IISD 22.11.2016.

Se øvrige blog-indlæg tagged COP22: Strøtanker om COP22 i Marrakech 7.-18. novemberRoad to COP22 – en videorapport fra MarokkoHvad skal der til på kort sigt for at holde 1,5°C-målsætningen?UNEP Emissions Gap Report: Hvad skal der til for at holde 1,5°C?COP22: Marrakech Action Proclamation, og Klimabilleder og klimakommunikation.

Se blog-indlæg tagged COP18COP19COP21.

The Marrakech Communique (0,1 Mb pdf)

THE MARRAKECH COMMUNIQUE

Outcome document of the CVF High Level Meeting at UNFCCC COP22 on Friday 18 November 2016.

We stand united

We, Ministers and High Level representatives, members of the Climate Vulnerable Forum, representing a significant number of nations most vulnerable to the dangers of global climate change.

We will survive and thrive

Expressing solidarity with our fellow member, Haiti, devastated by Hurricane Matthew, a humanitarian catastrophe amplified by capability constraints clearly overwhelming any capacity to adapt in a now all-too familiar repetition of disaster.

The people must know

Having committed to ensure our people are informed about the risks of climate change and are empowered as communicators to pursue solutions to address it.

Læs mere »

Share