Indlæg om energi og ressourcer

Blå klimapolitik – eller mangel på samme

20. august 2015

I 2014 lavede den nu forhenværende regering et forlig om den danske klimaindsats frem mod 2020, som ud over rød blok talte de konservative, netop for at give den fornødne klarhed og langsigtethed, som gør, at virksomheder og kommuner og det globale samfund kunne regne med kursen og investere i overensstemmelse dermed. Op til valget før sommerferien blev det fra flere sider i blå blok luftet, at klimamålsætningen for 2020 kunne blive tilbagerullet.

Efter valget kunne den nyudnævnte energi, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) til alles lettelse 7. august meddele, at der ikke ville være behov for at røre ved energiforliget fra 2014. Men i går meldte Lars Christian Lilleholt (V) så ud, at den 40% klimamålsætning er for dyr og bør reduceres til 37%.

Det har dog vakt heftig modstand, ikke bare fra rød blok og klima-og miljøorganisationerne, hvor æteren og de sociale medier siden i går har været rødglædende af harme. Også Konservative har meldt ud, at man ikke er til sinds at acceptere en svækkelse af klimamålsætningen, men står ved sin deltagelse i aftalen om de 40%. De Konservatives klima- og energiordfører Mette Abildgaard tweetede i går, at: “K: Vi er ikke indstillet på at slække på klimaambitionerne om 40 % reduktion i 2020. Man opgiver heller ikke et maraton efter 37 km”. Og Connie Hedegaard har skrevet hjem og istemt de danske NGOers kerneargument, at det her blot tre måneder før COP21 i Paris er det værst tænkelige tidspunkt at pille ved billedet af Danmark som foregangsland. Verden har brug for symboler på, at det kan lade sig gøre.

En medvirkende årsag til, at det kunne være ønskværdigt for Venstre at få nulstillet de seneste tilføjelser til klimaindsatsen, som løftede reduktionerne fra 34% til 40%, er sandsynligvis, at der i denne fase var lagt op til, både transportsektoren og landbruget, som indtil nu kun har leveret en forholdsvis mindre del af den danske klimaindsats, skulle inddrages. For selvom nogen af de mest prisbillige klimareduktioner sandsynligvis lige nu er at finde i landbruget, så er det lidt af en kamel for en Venstre-regering at komme til at lægge navn til markante klimapolitiske indgreb i dansk landbrug, ikke mindst i en situation, hvor man har gjort sig til beskytter i en sådan grad, at men er indstillet på at skrotte en lang række miljøbeskyttelseskrav for at give dansk landbrug mere albuerum.

Læs mere »

Share

Skifergasboringen i Vendsyssel opgivet

17. august 2015

Her til aften har Energistyrelsen meddelt, at det franske energiselskab Total opgiver prøveboringen i Vendsyssel, da skifergaslaget har vist sig for tyndt til at det giver mening at fortsætte eftersøgning og udvinding i området.

Samtidig kan energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt oplyse, at der er oprettet midlertidigt stop for nye ansøgninger om skifergas, så nye ansøgninger ikke vil komme i betragtning for nuværende. Total opgav tidligere på sommeren at boere efter skifergas i den del af koncessionsområdet, som strækker sig under Nordsjælland. Så faren for, at et skifergaseventyr kommer til at vansire de danske landskaber, er i dag skrumpet betragteligt.

Det er glædelige nyheder, for i den nuværende situation giver det ikke mening at hive flere fossile brændstoffer op at den danske undergrund – vi har for længst brugt mere end vores andel, og hvis den basale indsigt, at to tredjedele af alle kendte fossile brændstoffer skal forblive under jorden for at vi kan holde 2°C-målsætningen, så må vi først som sidst indse absurditeten i et efterforske yderligere forekomster.

Der har været protestlejr foran prøveboringen i over et år nu, og protestbevægelsen mod skifergas var ved at komme op i gear ikke kun i de daglige markeringer, men også i forfølgelsen af de mange politiske og juridiske protestmuligheder, som åbnede sig. Man kan derfor håbe, at de kræfter har mod på at sætte et mere eftertrykkeligt punktum for sagen. For den eneste rigtige konklusion på det seneste års hovsa-proces må være, at Danmark får etableret et fuldt moratorium for al videre efterforskning og udvinding af fossile brændstoffer på dansk territorium. Det må meget gerne udstrække sig til det arktiske område.

I første omgang er det vigtigt at sikre sig, at Total ikke foretager nye boringer andre steder i området, for principielt har Total ret til at gennemføre yderligere prøveboringer frem til 2016, og Totals projektleder Henrik Nicolaisen siger til Nordjyske, at: “Der bliver altså ikke tale om nogen form for fracking ved Dybvad. Men det betyder ikke, at vi helt har opgivet jagten på skifergas i Vendsyssel. Nu går vi i tænkeboks og overvejer næste skridt, siger Totals projektleder.”

En ansøgning om fornyet eftersøgning vil i givet fald skulle foreligge inden 5. juni 2016, hvor licensaftalen udløber. Det virker dog ikke umiddelbart realistisk, at det vil ske, dels fordi man sandsynligvis har boret i Dybvad fordi det her var sandsynligt, at det var her, man skulle finde de tykkeste gasførende lag. Dels vil den politiske situation ved en eventuelt ny godkendelse vil være meget anderledes. Hvor det har kunnet lade sig gøre at gennemføre første prøveboring fordi Danmark er blevet godt og grundigt taget på sengen, så vil en fornyet miljøgodkendelse blive langt vanskeligere at hive hjem.

Herover ses et eksempel på et fracking-ramt landskab i Texas – det ville være fortvivlende, hvis Total var kommet af sted med en tilsvarende ødelæggelse af Vendsyssels smukke landskaber. Måske nogle få tjener på skifergassen, men udvindingen giver øget forekomst af jordskælv, store risici i forhold til vores grundvand og ganske alvorlige sundhedsproblemer. Samtidig undslipper der ofte så megen gas uden om rørsystemerne, at den klimagevinst, som der i udgangspunktet kunne være i forhold til kul og olie, forsvinder i den blå luft. 

Man kan spørge sig selv, om der ikke burde køres en form for principiel retssag omkring hele den gennemført luskede måde, hvorpå Danmark er blevet narret ind i en situation, hvor vi pludselig havde solgt retten til at udvinde skifergas mv. i en stor del af landet – uden at nogen vidste, at det var sket. Det burde ikke kunne ske i et demokrati. Og selvom der siges at det er sket af hensyn til koncessionstagerne, så må man sige, at der er taget en lang række forkerte hensyn, mens omvendt en lang række hensyn, som burde være taget og en lang række instanser som burde have været informeret, systematisk har været holdt udenfor. Lykke Friis som dengang var en nøgleperson i forhandlingerne, hævder, at end ikke hun vidste, at hun var ved at give et fransk firma tilladelse til at udvinde skifergas.

Totals skifegasefterforskning har foreløbig kostet 350 mio. kr., og havde der været bare lidt mere gas, så det havde kunnet betale sig at hente den op, så kunne den danske stat meget let have endt med at måtte tilbagebetale en betydeligt større beløb for at kunne købe koncessionsrettighederne tilbage. Så der bør være en lille gruppe mennesker, som har endog meget røde ører over det makværk, de har lavet ved i al hemmelighed at give Total den tilladelse, de gjorde.

Læs mere »

Share

Paris 2015 – Australiens INDC

13. august 2015

Aftenrøde over et brunkulsfyret kraftværk i den australske delstat Victoria. Australien har store kulreserver, og en af landets store udfordringer ved forud for COP21 i Paris at skulle lave en klimaplan, er den nødvendige erkendelse af, at langt størsteparten af disse kul må forblive i undergrunden.

Efter planen skulle de rige landes klimamålsætninger have foreligget først på året, men måske for at demonstrere sin uvilje overfor fænomenet har Australiens premierminister Tony Abbott trukket den endelige lancering af de australske INDC (Individual Nationally Determined Contributions), men i forgårs blev de lagt offentligt frem. Og de indebærer, at Australien vil reducere sine CO2-udledninger med 26-28% i forhold til 2005. Det har for så vidt stået klart længe, og Australiens premierminister Tony Abbott har da også allerede været udsat for et massivt pres for at øge den australske klimaambition, for de australske klimamålsætninger hører blandt de allersvageste blandt de rige lande.

Marshall-øernes udenrigsminister Tony de Brum skrev 11. august på Twitter: “If the rest of world followed Australia’s lead, the Great Barrier Reef would disappear. So would my country.” Lederen af den engelske klimakommission, Lord Deben, karakteriserer den australske klimamålsætning som helt utilstrækkelig og siger, at: “Global warming won’t wait for Mr. Abbott and his government. Mr Abbott’s hubris is staggering.”
Miljøfolk karakteriserer Australiens klimamålsætning som værende ‘patetisk utilstrækkelig’. Abbott har taget til genmæle og siger, at den på ingen måde er værre, end hvad man naturligt kan sammenligne sig med – hvilket kun er næsten forkert i og med at både Japans, Canadas og New Zealands klimamålsætninger tilsvarende er patetisk utilstrækkelige. Men Obamas klimaindsats ligger klasser over, og den australske klimaambition ligger endog meget langt fra EUs og de øvrige europæiske landes, hvor man er i fuld gang med en række af de strukturelle forandringer, som Abbott foreløbig er veget udenom.

Klimamålsætningen kan ses her: Australias 2030 Emission Reduction Target.

Som man kan se det af grafen herunder, svarer de 26% i forhold til 2005 til blot 20% i forhold til 1990, som der hele tiden har været lagt op til var referenceåret, hvor for eksempel EUs klimamålsætning for 2030 ligger 40% under 1990. Men lande som i årene efter 1990 lod udledningerne stige, har systematisk valgt andre basisår, for at få den fremlagte indsats til at fremstå bedst muligt – mange ville sige at få mindst muligt til at synes af mest muligt.

Figuren herover søger at rydde op i disse forskelligheder ved for hvert land at vise, hvilken reduktion der er tale om i forhold til tre forskellige basisår. De lyst gråblå søjler viser reduktionerne i forhold til 1990 – her kan man se, at EU står stærkest med 40%, hvor Canada i den anden yderlighed med sin planlagte klimaindsats stadig i 2030 vil have højere CO2-udledninger end i 1990, fordi man i mellemtiden har ladet udledningerne stige næsten eksplosivt.

Hvis vi skal have en chance for at holde den målsætning om en gennemsnitlig global temperaturstigning på max 2°C, som alle verdens lande vedtog i København i 2009, så er ingen af disse reduktionsmål tilstrækkelige, for så skulle udledningerne for verdens rigeste lande nærmere ligge 50-55% under 1990. Selv EUs klimamålsætning er i den skala aldeles utilstrækkelig – og ret urimelig, for meget tyder på at EU når i 2020 ikke bare som planlagt når 20% under 1990, men er på vej til at nå 28%. Så blot med en række mindre opjusteringer af EUs klimaindsats ville EU relativt uproblematisk kunne nå 50% eller mere i 2030. For de lande, hvor udledningerne er fortsat med at stige langt ind i det 21. århundrede, ville 50% under 1990 i 2030 til gengæld kræve betydelige anstrengelser. Men situationen kalder omvendt på, at alle anstrenger sig til det yderste, så man må håbe, at processen frem til Paris formår at få alle til at stramme deres målsætninger yderligere.

Australiens Climate Change Authority (CCA) fastslog i starten af juli, at Australien måtte reducere sine udledninger med mindst 30% i 2025 i forhold til år 2000 (36% i forhold til 2005) og tegne sig for reduktioner i størrelsesordenen 40-60% i 2030. “These targets should be considered the bare minimum, at best, when it comes to climate credibility as well as Australia’s carbon competitiveness.” En sådan klimamålsætning vil ifølge CCA være: “credible in terms of what the science requires – and what many comparable countries are doing – to move the world back towards a global emissions reduction path consistent with a reasonable chance of limiting the increase in global warming to 2°C. It would also send a credible signal to domestic and international stakeholders alike that the government is intent on playing a leadership role in guiding Australia’s long-term transition to a sustainable, low-carbon world.”

Én ting er, at Australiens 26% reduktionsmål på den baggrund er aldeles utilstrækkeligt. Hvad der er værre, er, der er ikke ret meget i den fremlagte klimaplan, som sandsynliggør, at man vil nå reduktioner i den størrelsesorden. For den bygger på en meget snæver palet af virkemidler, og Abbott, der som noget af det første efter sin tiltræden skrottede den hidtidige australske klimapolitik, har aktivt fravalgt en række af de mest indlysende virkemidler, samtidig med at han ikke synes til sinds at bremse kuludviklingen. Samtidig siger han ved lanceringen, at han til enhver tid vil sætte økonomien højere end klimaindsatsen – og med økonomien mener han den australske kuløkonomi. Så der bliver et kæmpe oprydnings- og udredningsarbejde for en kommende regering. Og man må forvente, at der bliver indledt et massivt pres på Australien for at skærpe og præcisere sin klimaindsats inden COP21 i Paris.

Det australske udenrigsministerium har haft den fremtrædende økonom Warwick McKibbin til at udarbejde scenarier for omkostningerne ved at gennemføre reduktioner i størrelsesordenen 20-35% i 2030 i forhold til 2005. Rapporten er hemmeligholdt, men den skulle ifølge The Guardian Australia vise, at forskellen mellem 20% reduktion og 35% reduktion økonomisk set kun er ubetydelig. Så når Abbott endda vælger reduktioner i den lave ende af registeret, må det hænge sammen med, at han ikke ønsker at hæmme vilkårene for den australske kulindustri.

Læs mere »

Share

Japan skruer igen op for A-kraften

11. august 2015

I tiden efter Fukushima-katastrofen samlede de store ugentlige demonstrationer mod A-kraft i Tokyo langt over 100.000 demonstranter. Herover protesterede nogle få hundrede mennesker i dag i Satsumasendai mod genstarten af den første reaktor siden Fukushima-katastrofen i 2011 efter de nye sikkerhedsregler

Så skete det. 4½ år efter Fukushima-katastrofen er den første japanske reaktor genstartet. Der er tale om den ene af to reaktorer ved Sendai-værket, som ligger på det sydvestligste Kyushu, hvor kernekræfterne nu er sat i gang. Fra starten af september vil der således igen være elektricitet fra A-kraft i de japanske stikkontakter. Den anden reaktor ved Sendai-værket, som ligeledes har opnået den japanske sikkerhedsinstans NRAs godkendelse, forventes at blive gjort klar til opstart i oktober. De blev begge lukket ned i september 2011 for et årligt sikkerhedscheck og genpåfyldning med brændselslegemer. Men som det skete over hele Japan, var der efterfølgende ingen som turde lægge navn til godkendelsen af genstarten, så i tiden efter Fukushima-katastrofens begyndelse blev samtlige reaktorer gradvist taget ud af drift.

Forud for genstarten er gået et langt politisk slagsmål, tre store undersøgelseskommissioner, store offentlige høringer om Japans fremtidige energiforsyning, som endte med en beslutning om at udfase Japans atomkraft inden 2030erne. Så det lignede i løbet af 2012, at Fukushima-katastrofen i det mindste havde formået at blive katalysator for en ny kurs, hvor Japan blev et bæredygtigt ligevægtssamfund baseret på vedvarende energi. Men så kom et regeringsskifte, som gjorde, at man på trods af det stærke ønske i den japanske befolkning om at udfase A-kraften alligevel er på vej tilbage i det gamle spor med en massiv udbygning af A-kraften – så vidt muligt som om intet var hændt. Dog er NISA, den gamle sikkerheds- og kontrolinstans, som med sin pinagtigt sløsede måde at forvalte sin opgave på var stærkt medvirkende til, at en Fukushima-katastrofe overhovedet kunne ske, skrottet, og en helt ny instans, NRA, er bygget op fra bunden. Eller rettere er ledelsen ny, men mere eller mindre samtlige ansatte i NISA er fortsat i NRA.

Endda synes NRA under ledelse af Shunichi Tanaka at have formået at tilføje sikkerhedsarbejdet en ny klarhed og præcision, selv i en situation, hvor der har været et voldsomt politisk pres for at få reaktor-godkendelserne kørt hurtigt igennem. Mange havde da også forestillet sig, at godkendelser og genstarter efter at NRAs nye sæt af sikkerhedsregler lå klar i juli 2013 ville komme på stribe. Men Tanaka synes at have formået at stå fast på, at godkendelserne ikke bare skulle jappes igennem som en skueproces, men at man rent faktisk brugte situationen til at søge at skabe den optimale sikkerhed.

Hvis det nogensinde lykkes at genskabe den japanske befolknings tillid til A-kraften, er det således i høj grad hans fortjeneste, for TEPCO, som drev Fukushima Daiichi-værket, har ikke på samme måde formået at sadle om, men har gang på gang siden 2011 vist sig at fortie vigtig information, som den japanske befolkning havde al ret til at være informeret om. For eksempel undlod man behændigt at informere om, at der dagligt siver 400 ton radioaktivt forurenet grundvand ud i Stillehavet, indtil en uge efter det valg, som sikrede en pro atomkraft-regering.

Men tilbage Sendai-værket, er de to første reaktorer efter Fukushima-katastrofen endelig klar til at kunne genopstartes efter de nye sikkerhedsregler. De kommende par år vil så vise, hvor mange af de 54 reaktorer, som Japan havde inden Fukushima-katastrofen, som kommer i gang, og hvor hurtigt det kan gå. Lige nu har NRA modtaget ansøgninger om genstart af 25 reaktorer – heriblandt dem, som man må formode har er størst chance for at få genstartet. Hvor mange flere, de store regionale forsyningsselskaber, som driver reaktorerne, vil forsøge at få i gang, er endnu uvist – det synes som om, alle holder vejret og vil se, hvordan det går med de første opstarter og hvor store opgraderinger af det sikkerhedsmæssige, som der skal til, før der bliver taget endelig beslutning om de sidste. For mange af de ældre reaktorers vedkommende vil de nødvendige opgraderinger sandsynligvis blive så bekostelige, at det ikke vil kunne betale sig at søge om genstart med den forventede restlevetid.

Foreløbig står det klart, at de 6 reaktorer ved Fukushima Daiichi ikke kommer i gang, samt (uformaliseret) at de fire reaktorer ved det nærliggende Fukushima Daini heller ikke skal regne med genstart, da man har lovet Fukushima Amt fremover at kunne basere sin eksistens på en 100% vedvarende energiforsyning. Yderligere er der ved de øvrige værker foreløbig truffet beslutninger om, at 5 reaktorer ikke vil blive søgt genstartet. Så bruttogruppen er nede på 39, hvoraf 12 er over 30 år, yderligere 18 er over 20 år, og blot 9 af disse reaktorer er under 20 år. Det blev efter Fukushima-katastrofen foreslået at gøre 30 år til den maksimale alder, men NRA har foreløbig fastslået, at 40 år er den maksimale løbetid.

Til gengæld var tre nye reaktorer under opførelse i 2011, hvoraf man har videreført byggeriet af den ene, Oma-værket på det nordligste Tohuku.

Selv blandt de 25 reaktorer, som der nu er indgivet ansøgninger for, er der adskillige, som af forskellige årsager sandsynligvis ikke kommer i gang. Nogle af disse årsager er korrigerbare, men 10 af disse reaktorer er af samme ‘boiling water’-type som de tre nedsmeltede, hvor man må formode, at sikringsarbejdet vil være særligt bekosteligt. For andre er der ikke noget at stille op. For eksempel blev Japans første atomkraftværk, Tokai-værket, i sin tid placeret uden for Tokyo. Men byen har siden da bredt sig ud over alle grænser, så værket i dag ligger ganske uhensigtsmæssigt placeret i bymæssige omgivelser med over 1 mio. mennesker i evakueringszonen, hvor man omkring Fukushima-værket ‘kun’ måtte evakuere 170.000. Den mest radikale grund til ikke at kunne tillade genstart, er, hvis en reaktor er placeret umiddelbart over geologiske foldelinjer, som det vurderes har bevæget sig inden for de seneste 120-130.000 år. Her vil jordskælv kunne blive særligt voldsomme, hvorfor det ifølge japansk lovgivning ikke er tilladt at drive et anlæg som et atomkraftværk. Foreløbig er kun en enkelt reaktor dømt ude på den konto, men der er en række andre sager, hvor det endnu ikke er endeligt afklaret.

Læs mere »

Share

Obama: 32% reduktion af energisektorens udledninger inden 2030

3. august 2015


.
I dag fremlagde Obama sin klimaplan i sin endelige form. I den forbindelse lagde Det Hvide Hus i går denne video ud, hvor Obama selv præsenterer sin klimapakke og inviterer alle amerikanere til at medvirke til at løse klimaudfordringen.

“Power plants are the single biggest source of harmful carbon pollution that contributes to climate change,” kan man her indledende høre Obama fastslå: “But until now, there have been no federal limits to the amount of that pollution those plants can dump into the air. Think about that. We limit the amount of toxic chemicals like mercury and sulfur and arsenic in our air and water, and we’re better off for it. But existing power plants can still dump unlimited amounts of harmful carbon pollution into the air we breathe. For the sake of our kids, for the health and safety of all Americans, that’s about to change.”

Planen sætter ind overfor de amerikanske kraftværker, og udstikker stat for stat retningslinjer for, hvor store reduktioner kraftværkssektoren skal gennemføre inden 2030, med belønninger for dem som kan klare det hurtigere. Denne indsats overfor kraftværkerne er grundstenen i den klimaindsats, som Obama fremlagde i 2013 og detaljerede i 2014 – og udgør den største enkelte post i den reduktion af de amerikanske udledninger på 26-28% i forhold til 2005, som Obama har forpligtiget USA til inden 2025.

Samlet er der for USAs energisektor tale om reduktioner som over en 15-årig periode vil udgøre 32% i forhold til 2005, hvilket er mere, end der hidtil har været lagt op til, ud over at reduktionerne i højere grad vil blive løst med vedvarende energi og mindre med indfasning af gas. Der er ikke tale om, at alle værker over én kam blot skal reducere det samme, tværtimod er der lavet forskellige reduktionsmål for hver af USAs stater (bortset fra Vermont og Washington BC, som ikke har nogen fossilt fyrede kraftværker), ligesom der er givet en stor frihed til at hver enkel stat inden for disse rammer frit kan sammensætte sin optimale energimix. Til gengæld er der lagt yderligere to år ind i tidslinjen for at have den nødvendige tid til at opnå de foreskrevne reduktioner – og til forud at udarbejde meningsfulde planer, for hvad der skal ske med de enkelte enheder, og hvilke vedvarende energikilder man regionalt vil prioritere.

Det hvide hus har lavet et fact sheet, som resumerer de vigtigste aspekter af Obamas Clean Power Plan, herunder et uddrag af første del:

The Clean Power Plan establishes the first-ever national standards to limit carbon pollution from power plants. We already set limits that protect public health by reducing soot and other toxic emissions, but until now, existing power plants, the largest source of carbon emissions in the United States, could release as much carbon pollution as they wanted. 

The final Clean Power Plan sets flexible and achievable standards to reduce carbon dioxide emissions by 32 percent from 2005 levels by 2030, 9 percent more ambitious than the proposal. By setting carbon pollution reduction goals for power plants and enabling states to develop tailored implementation plans to meet those goals, the Clean Power Plan is a strong, flexible framework that will:

  • Provide significant public health benefits – The Clean Power Plan, and other policies put in place to drive a cleaner energy sector, will reduce premature deaths from power plant emissions by nearly 90 percent in 2030 compared to 2005 and decrease the pollutants that contribute to the soot and smog and can lead to more asthma attacks in kids by more than 70 percent. The Clean Power Plan will also avoid up to 3,600 premature deaths, lead to 90,000 fewer asthma attacks in children, and prevent 300,000 missed work and school days.
  • Create tens of thousands of jobs while ensuring grid reliability;
  • Drive more aggressive investment in clean energy technologies than the proposed rule, resulting in 30 percent more renewable energy generation in 2030 and continuing to lower the costs of renewable energy.
  • Save the average American family nearly $85 on their annual energy bill in 2030, reducing enough energy to power 30 million homes, and save consumers a total of $155 billion from 2020-2030;
  • Give a head start to wind and solar deployment and prioritize the deployment of energy efficiency improvements in low-income communities that need it most early in the program through a Clean Energy Incentive Program; and
  • Continue American leadership on climate change by keeping us on track to meet the economy-wide emissions targets we have set, including the goal of reducing emissions to 17 percent below 2005 levels by 2020 and to 26-28 percent below 2005 levels by 2025.

Med planen er det lykkedes at skabe en situation, hvor der sandsynligvis ikke bliver opført flere kulkraftværker i USA, i det mindste ikke før der er udviklet en effektiv CCS-teknologi. Så den igangværende stime af lukninger af kulkraftværker må forventes at fortsætte. Da Sierra Clubs omfattende kampagne Beyond Coal startede i 2010, havde USA 519 kulfyrede kraftværker. For få dage siden stod det klart, at USA siden da var nået til udfasningen af kulkraftværk nr. 200. Så når der indimellem fra republikansk side bliver talt om “The War on Coal”, er det måske ikke helt forkert. Kulkraftens dage er talte i USA, omend udfasningen kommer til at ske i et tempo, så den vedvarende energi kan følge med. Beyond Coal behøver ikke i sin kampagne at trække på den store idealisme, for i dagens USA er sol- og vindenergien i de fleste situationer blevet billigere end kulkraften. Størstedelen af den nye energikapacitet, som tilføjes, er således i dag fra vedvarende energikilder.

Læs mere »

Share

Clintons klima

30. juli 2015

Søndag løftede Hillary Clinton sløret for første del af sin klimaplan, som gradvist vil blive fremlagt i de kommende måneder. Det står allerede nu fast, at hun, hvis det bliver hende som kommer til at overtage Det Hvide Hus, vil bygge videre på Obamas klimaindsats og fremme omstillingen af det amerikanske samfund til vedvarende energi.

Meget kan ske, før Obamas afløser i det Hvide Hus er valgt. Men indtil nu synes Hillary Clinton at have stået som det indlysende bud. Blandt republikanerne er der snart flere kandidater, end man kan tælle på hænder og fødder, og med undtagelse af to er de alle erklærede klimafornægtere. Der er variationer i fornægtelsens karakter, men billedet er ret klart, og lige nu er det Donald Trump, som med sit forunderlige mediecirkus leder i opinionsundersøgelserne. Klimafornægtelsen hænger givet sammen med den stærke finansiering fra fossile interesser. Dette skaber samtidig et problem for de republikanske kandidater, for selv blandt de republikanske vælgere er der en stadig større forståelse af klimaudfordringen og nødvendigheden af ikke bare at fornægte tingenes tilstand. Der har da også været talt om, at republikanerne har brug for en exit-strategi – at hvor den interne kamp i primærvalgene sandsynligvis vil se klimafornægtelsen eskalere, så vil der for at en republikansk kandidat har en chance for at vinde Det Hvide Hus, være brug for at bløde op på klimafronten.

På demokraternes side har Hillary mere seriøs modstand, ikke mindst fra Bernie Sanders, som med sin klare og ligefremme venstreorienterede logik har ganske bred appel og i de seneste måneder har halet alvorligt ind på Hillary. For eksempel den amerikanske Noah-gruppe Friends of Earth har således anbefalet at Sanders som præsidentkandidat. Og selvom hans kampagne er nærmest uden økonomi sammenlignet med Hillarys milliarder, så kan man ikke udelukke, at det ender med at blive Sanders, som vinder primærvalgene, for der er omkring ham en uafrystelig begejstring, og gang efter gang samler han store lytterskarer.

Så han vil sandsynligvis bedre end nogen anden kunne samle partiets aktive kræfter. Den stærkt konservative (og i mine øjne meget lidt sympatiske) politiske kommentator Ann Coulter, sagde den anden dag i en dialog med Bill Maher, at Sanders ville blive meget vanskelig at slå, hvis det blev ham, som vandt primærvalgene, netop fordi han i et hidtil uset omfang ville kunne mobilisere partiets menneskelige ressourcer.

Efter to runder med Obama, som trods sin veltalenhed og sin stærkt håbefulde retorik er endt langt inde i normalområdet, kunne Demokraterne forfalde til at lade sig repræsentere af en kandidat, som mere rent fremførte en langt mere radikal vifte af synspunkter. Og her trækker Sanders fornemt konturerne op. Knapt har Obama fået sikret sin sundhedsreform, som på den ene side har givet mange millioner mennesker adgang til sundhedsforsikring, før Sanders tordner mod det faktum, at det er en republikansk model, som stadig sætter sundhedssystemet til fals for profitmagere – nej det eneste rigtige er et offentligt finansieret sundhedssystem ala de skandinaviske landes.

De fleste politiske kommentatorer har indtil nu har taget Hillarys vej gennem primærvalgene for givet, og Sanders store fortjeneste kan meget vel ende med at blive, at han i primærvalgene formåede at fremtvinge en vis klarhed og profilering af det demokratiske parti. For eksempel har han igen og igen insisteret på, at Hillary meldte klart ud om hendes holdning til en lang række klima- og miljøforhold som fracking, Keystone XL, olieudvinding i det arktiske område osv.

Indtil nu har Clinton heroverfor været overraskende valen, og man har kunnet være bekymret for, om hun ville formå at løfte Obamas påbegyndte klimapolitik videre? – også fordi hun faktisk har taget betydelige støttebeløb fra de fossile selskaber. Men i søndags (26.07.) lancerede hun en decideret klimapolitik med video og det hele. Den er endnu mere en samling valgkampsegnede statements end en velafbalanceret, helstøbt plan, og man kan givet finde meget at forbedre. Men den giver begrundet håb om, at Hillary ikke bare vil videreføre Obamas klimaindsats – hun siger direkte, at hun vil fastholde hjørnestenen heri, EPAs regulering af kraftværkernes udledning – men give den nye dimensioner og bringe USA et betydeligt ryk videre mod det post-fossile samfund.

Læs mere »

Share

Obamas endelige nej til Keystone XL på trapperne

29. juli 2015

Igennem adskillige år har Keystone XL rørledningen, som skulle bringe den canadiske tar sands-olie fra de store oliefelter i Alberta ned til de store olieraffinaderier i Texas, været centrum i en gigantisk ‘krig’ mellem på den ene side stærke olieinteresser og græsrodsbevægelser, hvor blandt andet Bill McKibben og 350.org så den stærke symbolske kraft i situationen, som i koncentrat rummede hele verdens dårskaber, på den ene side nogle få menneskers kortsynethed og pengegriskhed, på den anden side kolossale naturødelæggelser og miljørisici – den navnkundige klimavidenskabsmand James Hansen sagde på et tidspunkt, at hvis den canadiske tar sands-olie blev fuldt udnyttet, ville det være game over for the climate.

Det har været en stærkt betændt situation, hvor på den ene side stærke olieinteresser så det geniale i at koble de store tar sands-forekomster i nord med Texas’ raffinaderier i syd, hvorfra den raffinerede olie kunne udskibes til hele verden, men nok først og fremmest det europæiske marked. Der har været investeret milliarder i reklamer og politisk lobbyisme, og omvendt har Keystone XL formået at mobilisere meget stærke græsrodskræfter. Nogle gange har fokus måske endda været for voldsomt, for dels er det, selv hvis det skulle lykkes at få forpurret planerne om Keystone XL, ikke ensbetydende med, at de store olieselskaber opgiver udvindingen af tar sands-olien. Tværtimod vil man nok se den forsøgt transporteret via jernbane, ligesom der undervejs i de efterhånden mange års ventetid har været luftet planer om alternative rørføringer til den canadiske øst- eller vestkyst, som så blot ikke kunne trække på Texas’ raffinaderikapacitet og -ekspertise.

Rørledningen krydser grænser, og derfor er beslutningen om en eventuel etablering er i sidste ende Obamas. Men han har i årevis skubbet den som en varm kartoffel og dækket sig ind efter rapport efter rapport. I begyndelsen defensivt, men efterhånden som han i sin anden valgperiode har bevæget klimaudfordringen fra det næsten unævnelige til det nok mest centrale problem i hans indsats, har hans udsættelse nærmere fremstået som en mulighed for at tvinge Canada til at tage klimaudfordringen alvorligt, hvor man kunne frygte, at han endte med at acceptere Keystone XL mod at Canada tog sin del af klimaudfordringen alvorligt, hvilket det lige nu kniber alvorligt med.

I juni 2013 meldte han imidlertid ret klart ud, at Keystone XL ikke kunne komme på tale, hvis den ville medvirke til at øge klimaproblemerne:

“Allowing the Keystone pipeline to be built requires a finding that doing so would be in our nation’s interest. And our national interest will be served only if this project does not significantly exacerbate the problem of carbon pollution. The net effects of the pipeline’s impact on our climate will be absolutely critical to determining whether this project is allowed to go forward” (se blog-indlægget  Obama om Keystone XL).

Siden da Obama har Obama skærpet retorikken, kaldt Keystone for en ‘export pipeline’ som underforstået ikke gjorde noget godt for USA,  og her i foråret karakteriserede han tar sands-olien som ‘extremely dirty’. Så Obama ville ikke kunne godkende rørledningen uden at sætte hele sit klimapolitiske eftermæle over styr. Og nu går rygterne, at Obamas endelige afgørelse kommer her i løbet af august, mens kongressen er på sommerferie. Rygtet blev startet af den republikanske senator og Keystone XL-tilhænger John Hoeven, da han som del af sin tale i den amerikanske kongres i går sagde, at:

“He’ll turn the project down while Congress is not in session to have less push back, less criticism of the decision, make it under the radar,” Hoeven said during his floor speech. “And that timing is understandable because he’s making a political decision rather than a decision based on the merits.”

Hoeven har siden sagt, at han har sin viden fra flere kilder, men har afslået at afsløre hvem. Hoevens udsagn er ikke er blevet hverken be- eller afkræftet af Det Hvide Hus og bliver tilsyneladende taget for gode varer i det politiske system, så meget tyder på, at vi efter 7 års proces står overfor den endelige afvisning af Keystone XL.

Læs mere »

Share

Olieselskaber på skrump

27. juli 2015

På billedet herover forlader to fartøjer, som Shell har specialudviklet til eftersøgning og udvinding af olie i det arktiske område, i 2012 Seattle på vej mod farvandet nord for Alaska. På trods af gigantiske investeringer taler meget nu for, at sådanne projekter bringes til ophør.  

Den nuværende oliepris, som er dikteret af hvad der ligner et saudi-arabisk ophørsudsalg, presser ikke kun den vedvarende energisektor. Mange fossile forekomster er meget vanskelige at udnytte med en pris på råolien som den nuværende på omkring 55 $ pr. tønde. Selv rentabiliteten i allerede etablerede udvindinger er presset. På den baggrund har olieselskaberne i et forsøg på at undgå røde tal alene i år aflyst nye projekter for 200 mia. $, heraf omkring en fjerdedel i den canadiske tar sands-udvinding. Så Saudi-Arabiens prisdumpning synes effektivt at lægge en bremse på klima- og miljømæssigt set mere ‘vanvittige’ udvindingsprojekter.

Når selv olieselskaberne således melder sig i divestment-bevægelsen og afholder sig fra at investere i nye udvindingsprojekter, er det et tegn på, at noget i den globale energisektor er begyndt at gå i den rigtige retning. Der er selvfølgelig en regression i den kinesiske økonomi til mere normale vækstrater, men verden rundt installeres der solceller og vindmøller som aldrig før, mens effektiviseringer og teknologiudviklingen gør, at vi både konkret og billedligt kommer længere på literen. Så vi står på tærsklen til en tid, hvor forbruget af fossile brændsler vil være markant faldende – og nødvendigvis må være det.

Lige præcis Shells olieeftersøgning i de arktiske egne synes man dog at have ikke planer om at udsætte, og for få dage siden gav præsident Obama endelig Shell tilladelse til at foretage yderligere to undersøgelsesboringer i det arktiske område, hvilket har givet anledning til megen harme i NGO-kredse. Man fornemmer, at Shell her efter at have investeret så massivt i så mange år, er så tæt på realiseringen af det arktiske olieeventyr, at man ikke ‘har råd til’ at standse nu, hvor man omvendt ud fra et klima- og miljøperspektiv kun kan komme til den modsatte konklusion, at det i en situation, at udforskning og udvinding af olie i de arktiske egne dybt ubegavet og hasard med fremtidens levevilkår.

Den franske præsident Hollande meldte for få dage siden ud, at 80% af alle kendte fossile reserver er nødt til at forblive uudnyttede, hvis vi skal have en chance for at holde verdenssamfundets målsætning om at begrænse den gennemsnitlige globale opvarmning til max 2°C. Det er den kontekst, der skal forhandles i frem mod COP21 i Paris. Så det er i yderste øjeblik, at verden standser op. Og bortset lige fra arktis olieselskaberne har set rigtigt: Der er ikke brug for nye eftersøgninger, og det giver i den nuværende situation ingen mening at indlede udvindingen af de blot lidt mere omkostningstunge, risikable og miljømæssigt problematiske forekomster.

Læs mere »

Share

Paris 2015 – Japans INDC

18. juli 2015

Afklaringen af den japanske klimamålsætning har længe afventet afklaringen af energisammensætningen i årene fremover. For den energiplan, som styrede udviklingen før Fukushima-katastrofen, hvor A-kraften var planlagt til gradvist at skulle dække størstedelen af energiforsyningen, blev helt opgivet, og DPJ-regeringen fastlagde en plan, hvor Japan i løbet af 2030erne skulle have A-kraften fuldt udfaset, samtidig med at den vedvarende energi skulle udbygges markant. Herefter overtog LDP i december 2012 regeringsmagten, og selvom premierminister Abe i sin valgkamp lovede at mindske den japanske afhængighed af A-kraften mest muligt, så har han siden sin indsættelse arbejdet målrettet for at revitalisere den japanske A-kraft både indenlands og på eksportmarkedet.

Torsdag fastlagde et ekspertpanel så endeligt efter lang tids forhandlinger sammensætningen i den japanske energiforsyning frem til 2030. Den blev allerede luftet for nogle måneder siden (se blog-indlægget Paris 2015 – Japans INDC i støbeskeen). Og selvom den siden har været udsat for massiv kritik – indenlands mest for på ingen måde at leve op til premierminister Abes valgløfte om at gøre Japan mest muligt uafhængig af A-kraften, og internationalt for, at Japan fuldstændig svigter sin internationale klimamålsætning – er der ikke ændret noget ved fordelingen.

Efter planerne skal A-kraften således i 2030 levere 20-22% af energien og den vedvarende energi 22-24%, mens LNG (liquefied (flydende) gas) og kulkraft står for henholdsvis 27% og 26% af energiforsyningen.

En af delmålsætningerne heri kommer fra forsyningsselskaberne, som har sat den frivillige målsætning i perioden 2013 til 2030 at nedbringe CO2-udledningerne pr. kWh med 35% til max 370 g pr. kWh. Til sammenligning ligger CO2-indholdet i den danske energiforsyning allerede nu typisk mellem 50-100 g pr. kWh afhængig af forsyningerne fra sol og vind samt sammensætningen i den energi, vi importerer.

Før Fukushima-katastrofen i 2011 var Japan stort set ophørt med at bygge nye kulkraftværker. Men med deres reaktorer standset på ubestemt tid har forsyningsselskaberne i stor stil grebet til at bygge nye kulkraftværker, så lige nu er de i gang med at etablere 45 nye kulfyrede enheder – umiddelbart for at sikre forsyningerne trods A-kraften. Men det har vist sig, at at Japan har energi nok selv efter flere år helt uden strøm fra reaktorerne, så hvis man både får genstartet en god del af reaktorerne, og fortsætter udbygningen med vedvarende energi, som blev kickstartet med en feed-in-tarif-ordning efter Fukushima-katastrofen, så har man slet ikke brug for disse nye kulkraftværker. De bliver udelukkende til for at forsyningsselskaberne ikke helt mister grebet om energimarkedet.

Læs mere »

Share

Paris 2015 – New Zealands INDC

15. juli 2015

I sidste uge indgav New Zealand sin klimamålsætning for 2030, de såkaldte INDC, Intended Nationally Decided Contributions. For New Zealands vedkommende kan dog man med fuld rimelighed spørge, om der er tale om contribution? For det ligner mest af alt en forklædning af et ønske om så vidt muligt ikke at gøre nogen form for klimaindsats.

New Zealand’s overordnede målsætning for 2030 er en 30% reduktion i forhold til 2005. Men i og med at man i årene forud lod udledningerne vokse betragteligt, svarer det kun til omkring 11% reduktion i forhold til 1990. Samtidig er der lagt op til, at man for op til 80% vedkommende kan købe sig til reduktionerne gennem kvotekøb, samt at man vil indregne en række CO2-absorptioner i skovarealer mv. gennem en usædvanligt kreativ bogføring, som givet i vide kredse vil blive læst som snyd på vægten. Så realudledningerne vil med den nuværende målsætning i 2030 være betydeligt højere end i 1990, og helt kort sagt er der ingen klimaambition at spore fra New Zealands side.

Bill Hare fra Climate Analytics siger da også lige ud, at New Zealands klimamålsætning er alt andet and ambitiøs og langt fra at påtage sig sin rimelige andel. Hvis andre gjorde tilsvarende, ville verden ikke nå 2°C, men være på vej til 3-4°C, mens oceanerne vil forsures, koralrevene blegne, havene stige markant og mere end 40% af naturens artsrigdom vil forsvinde.

“While most other governments intend cutting emissions, New Zealand appears to be increasing emissions, and hiding this through creative accounting. It may not have to take any action at all to meet either its 2020 or 2030 targets,” siger Bill Hare: “If New Zealand applies the rules it is proposing to use after 2020 to account for its Kyoto surplus and forestry credits, its overall agriculture, energy, waste and industrial greenhouse gas emissions could increase to 11 per cent above 1990 levels by 2030.”

Climate Action Trackers analyse af New Zealands klimamålsætning konkluderer da også, at de nu indgivne INDC vil fastholde New Zealands udledninger pr. indbygger på omkring 17 ton CO2 pr. person pr. år – eller omkring det dobbelt af EU-gennemsnittet, som i 2030 er lovet reduceret fra 20 %til 40% under 1990-niveau, så New Zealands INDC er blandt de allersvageste af de klimamålsætninger, som er indleveret – på linje med de japanske. I denne bagstræberpulje vil man også finde Australien og Canada, hvis INDC har været luftet, men endnu ikke er officeilt indgivne til UNFCCC. Så lige nu er der fire gamle industrinationer, som helt har vendt ryggen til den globale klimaudfordring.

Læs mere »

Share