Strøtanker om bæredygtighed

Indimellem de store årlige klimatopmøder er der flere gange i løbet af året forhandlingsrunder rundt omkring i verden, mange af dem i Bonn. De foregår i den rigsdagsbygning, som er et af de mest utrolige stykker arkitektur, jeg nogensinde har oplevet, som blev udsat og udsat og udsat og udsat, og da man endelig efter mere end 20 års omprojekteringer tog fat på at opføre bygningen, blev Østtyskland og Vesttyskland forenet, og hovedstaden flyttet til Berlin. Man nåede lige at tage den i brug, højrefløjen hadede den for dens antiautoritære, nogle ville sige anti-æstetiserende arkitektur, som stammer fra Behnisch & Partners mest viltre periode og om noget er et manifest i demokratisk arkitektur. Så det er glædeligt, at denne enestående bygning nu kan tjene som samlingssted for disse års nok allervigtigste proces: Forsøget på at etablere en global klimaaftale, som i tide kan vende den nuværende klimaudvikling bort fra den nuværende katastrofekurs. 

Disse mellemforhandlinger er ikke noget, der fylder meget i de danske medier. Nu har jeg været på ferie, så jeg har ikke kunnet følge de seneste forhandlinger på tæt hold. Men det plejer, når det går højt, at give anledning til et enkelt telegram i Politiken, og nogle gange laver Jørgen Steen Nielsen en lettere forstemmende status i Information. Så jeg prøver med dette blog-indlæg at samle nogle få af de tråde, som løber gennem forhandlingssporet og med en række links give en fornemmelse af, hvor komplekse spørgsmål, der er på banen. I den sneglefartslangsommelige arbejden sig frem mod den globale klimaaftale, som alle ved er nødvendig, men ikke rigtig synes at vil gøre deres del til kan det for almindelige mennesker være svært at se, hvad der overhovedet sker fra topmøde til topmøde. Så selvom det er rystende, at det forholder sig sådan, så må man erkende, at det rammer skævt på de fleste mediers væsentlighedskriterier. Klodens fremtid er ligesom for stort og uhåndterligt et projekt til at være væsentligt i den evindelige nyhedsstrøm af fodbold, grand prix og vejrudsigter. Vores medier har fuldstændig fralagt sig opgaven at medvirke til, at politikerne tager klimaudfordringen alvorligt.

Men tilbage til Bonn, så har det denne gang været et arbejdsmøde, hvor man frem for at diskutere de store principper og målsætninger har fokuseret på at få den detaljerede struktur frem i den globale aftale, som det siden COP16 i Durban for 1½ år siden har ligget fast skulle være klar til vedtagelse i 2015 – og til effektuering fra 2020. 

Læs mere »

Fukushima-katastrofen 11. marts 2011 vendte op og ned på det japanske samfund. Ikke bare lagde den store områder øde og drev mange mennesker fra deres hjem på uvis tid. Nok så meget gjorde den basale ting i dagligdagen usikre – var der stråling i maden, teen, luften, på børnenes legeplads?

Indhyllet i en næsten opiat ‘safety myth’ blev Japan i den grad taget på sengen – Fukushima-katastrofen var katastrofen, som ikke kunne ske, og som man derfor både praktisk og mentalt var fuldstændig uforberedt overfor. I tiden efter blev samtlige Japans 54 reaktorer en efter en standset for løbende årlige eftersyn, og 5. maj i år stod Japan, som inden Fukushima-katastrofen havde planer om at udbygge sin A-kraft fra 30% til 50% af energiforsyningen, uden A-kraft for første gang i næsten et halvt århundrede. Kort efter blev to reaktorer dog nødstartet for at sikre elforsyningen i den værste sommervarme. Men de øvrige afventer etableringen af helt nye sikkerheds- og beredskabsforanstaltninger. Og stod det til store dele af befolkningen, blev reaktorerne aldrig startet igen.

Fukushima-katastrofen har fået konsekvenser ud i alle afkroge af det japanske samfund, og det er fundamentalt interessant, hvordan et samfund reagerer overfor en sådan udfordring. Er det begyndelsen til noget radikalt nyt, formår man at tage ved lære, at se den del af katastrofen, som kunne have været undgået, hvis man havde taget risikoen alvorligt? Eller skal man blot hurtigst muligt tilbage til business as usual?

Fukushima-katastrofen har rejst et folkeligt krav om forandring. Man vil bort fra A-kraften og ønsker et Japan i pagt med naturen, på vedvarende energi. Omvendt er der i bureaukratiet og erhvervslivet meget stærke kræfter, som søger at trække Japan tilbage på sin hidtidige kurs. Men med skyggerne fra atombomberne over Hiroshima og Nagasaki stærkt prentet i den nationale psyke er det givet, at ikke alt bare bliver som før (se blog-indlægget Mellem Hiroshima og Fukushima).

Siden begyndelsen af juni har jeg lavet næsten daglige optegnelser omkring re-definitionen af A-kraften og Japans energipolitik. Sådanne optegnelser vil uundgåeligt føre til gentagelser, og der vil blive åbnet temaer, som måske viste sig som blindspor. Men foreløbig er planen at følge udviklingen fra den måned, hvor Japan var uden A-kraft over genstarten af de to reaktorer ved Oi-værket frem til etableringen af en ny energiplan og en ny energipolitik.

Disse optegnelser er holdt månedsvis – se tilsvarende optegnelser for juni, juli, august, september, oktober, november og december 2012 samt januar, februar, marts, april og maj 2013.

• I maj vil Abe og regeringspartiet LDP vil sandsynligvis vise klarere signaler om deres A-kraft-politik. NRA vil komme nærmere de endelige krav for genstart, og måske komme ud i de første situationer, hvor man ‘er nødt til’ at erklære en reaktor for uegnet til videre brug på grund af jordskælvsmæssigt uheldig placering.

Se samtlige blog-indlæg tagged Fukushima-katastrofen.
Se Fukushima – links år 1 og Fukushima – links år 2.

Optegnelser maj 2013

1. maj - Forsyningsselskaberne står med gigantiske underskud 
2. maj - Igen tid for ‘Cool Biz’ 
3. maj - NRA indleder ny undersøgelse af Fukushima-katastrofens første fase 
4. maj - Risplantning igen efter to års moratorium 
5. maj - Abe underskriver aftale om levering af tyrkisk A-kraftværk 

6. maj - Mafiaen lukrerer på oprydningsarbejdet 
7. maj - Japansk fiflen med klimaindsatsen 
8. maj - Eksperterne langt gladere for A-kraft end lægfolk 
9. maj - TEPCO vil lede radioaktivt vand i Stillehavet 
11. maj - 500 shanghaiet til at arbejde på Fukushima Daiichi 

12. maj - NRA kræver fornyede undersøgelser ved Oi-værket 
12. maj - LDP melder klart ud om reaktorstart forud for valget 
13. maj - Den vedvarende energiudfordring 
13. maj – Ferskvandsmiljøet også radioaktivt forurenet 
14. maj - Hamaoka-værket i gabestokken 

15. maj - Reaktor ved Tsuruga-værket i gabestokken 
15. maj – Monju-reaktoren i gabestokken 
16. maj – Tohukus kyster indstøbt i beton
18. maj - KEPCO på skolebænken 
19. maj - Abes industriministerium involveret i astroturfing 

Se Fukushima links for maj 2013.

Læs mere »

.
Med denne lille tegnefilm tager George Monbiot, Leo Murray og PIRC hul på et alvorligt problem, som vi også kender herhjemmefra, at mens de officielle statistikker viser faldende CO₂-udledninger, så er vores samlede klimapåvirkning faktisk stigende.

Det hænger sammen med fundamentale fejl i hele den måde. vi opgør udledninger på, som stammer tilbage fra Kyoto-aftalen i 1998. Allerede den gang vidste man, at det var langt fra perfekt – at man burde have den internationale skibsfart og luftfart med og burde finde en måde at indregne, at en større og større del af de rige landes forbrugsvarer bliver produceret i lande som Indien og Kina. Når CO₂-produktionen er faldende i lande som Danmark og England, er det derfor i høj grad fordi vi har udflaget produktionen af en stor del af de varer, som fører ti store CO₂-udledninger.

Faktisk peger den fine lille 3 min. animation på tre sammenhængende vildfarelser (for nu ikke at kalde dem løgne), at vores CO₂-udledninger er faldet i de seneste år, at vores regeringer gør alt de kan i omstillingen til bæredygtigt ligevægtssamfund, og at vi bliver lykkeligere ved at forbruge mere. Den lille animations visuelle højdepunkt er mod slutningen, hvor vi som søvngænger-zombier drages mod stormagasinerne for at hente dagens pose med forbrugsvarer, som verden omkring os gør sit bedste for at indprente os, at vi ikke kan leve lykkeligt foruden, men som undersøgelse efter undersøgelse viser ikke gør os lykkeligere.

At denne bevidstløse forbrugerisme samtidig med at den hastigt forøder klodens livsgrundlag, er med til at forurene og depravere vores tilværelsers målretning … er det 21. århundredes store tragik.

www.carbonomissions.org.uk.

 

.
350-bevægelsen har nu barslet med en video over temaet Do the Math, som har præget dens seneste kampagner. Man hører således indledende Bill McKibben fortælle, hvordan han ikke betragter sig som den fødte aktivist. Han var forfatter, han skrev om problemerne og verden blev klogere og rettede ind. Men sådan er det ikke, sådan sker ingen forandringer. Man er nødt til at markere, lave lidt støj, rykke ud af komfortzonen, gøre andre lidt ukomfortable.

Og med de seneste ryk i 350-bevægelsen har man sat direkte ind overfor den fossile industri, som nu foreløbig er sluppet af sted med at forplumre en fælles global indsats i tre årtier og ikke mindst i USA synes at være indstillet på at bruge alle nødvendige midler på at kunne køre videre som hidtil, selvom det er med fremtiden som indsats.

Lester Brown runder filmens indledning af med den betragting, at vi længe har talt om at måtte redde planeten, men at planeten skal nok overleve – det er menneskehedens eksistens og livsvilkår, som er på spil.

Under vejs møder man en lang række fremtræden skikkelser inden for klimabevægelsen og klimavidenskaben: James Hansen (Director, NASA’s Goddard Institute for Space Studies), Naomi Klein (Author, The Shock Doctrine), Lester Brown (President, Earth Policy Institute), Michael Brune (Executive Director, Sierra Club), Majora Carter (Founder, Sustainable South Bronx), Jessy Tolkan (Co-Executive Director of Citizen Engagement Laboratory), Phil Radford (Executive Director of Greenpeace), James Gustave Speth (Co-Founder of Natural Resources Defense Council), Mike Tidwell (Executive Director, CCAN), Van Jones (CNN Correspondent & Author, The Green Collar Economy), Bobby Kennedy Jr. (President, Waterkeeper Alliance ) og mange flere. Alt i alt en yderst seværdig film.

Filmen ligger i forlængelse af den artikel, som Bill McKibben skrev til Rollng Stone sidste sommer – se blog-indlægget Bill McKibben: Global Warming’s Terrifying New Math.

Se tidligere blog-indlæg tagged Bill McKibben.

 

 

Fukushima-katastrofen 11. marts 2011 vendte op og ned på det japanske samfund. Ikke bare lagde den store områder øde og drev mange mennesker fra deres hjem på uvis tid. Nok så meget gjorde den basale ting i dagligdagen usikre – var der stråling i maden, teen, luften, på børnenes legeplads?

Indhyllet i en næsten opiat ‘safety myth’ blev Japan i den grad taget på sengen – Fukushima-katastrofen var katastrofen, som ikke kunne ske, og som man derfor både praktisk og mentalt var fuldstændig uforberedt overfor. I tiden efter blev samtlige Japans 54 reaktorer en efter en standset for løbende årlige eftersyn, og 5. maj i år stod Japan, som inden Fukushima-katastrofen havde planer om at udbygge sin A-kraft fra 30% til 50% af energiforsyningen, uden A-kraft for første gang i næsten et halvt århundrede. Kort efter blev to reaktorer dog nødstartet for at sikre elforsyningen i den værste sommervarme. Men de øvrige afventer etableringen af helt nye sikkerheds- og beredskabsforanstaltninger. Og stod det til store dele af befolkningen, blev reaktorerne aldrig startet igen.

Fukushima-katastrofen har fået konsekvenser ud i alle afkroge af det japanske samfund, og det er fundamentalt interessant, hvordan et samfund reagerer overfor en sådan udfordring. Er det begyndelsen til noget radikalt nyt, formår man at tage ved lære, at se den del af katastrofen, som kunne have været undgået, hvis man havde taget risikoen alvorligt? Eller skal man blot hurtigst muligt tilbage til business as usual?

Fukushima-katastrofen har rejst et folkeligt krav om forandring. Man vil bort fra A-kraften og ønsker et Japan i pagt med naturen, på vedvarende energi. Omvendt er der i bureaukratiet og erhvervslivet meget stærke kræfter, som søger at trække Japan tilbage på sin hidtidige kurs. Men med skyggerne fra atombomberne over Hiroshima og Nagasaki stærkt prentet i den nationale psyke er det givet, at ikke alt bare bliver som før (se blog-indlægget Mellem Hiroshima og Fukushima).

Siden begyndelsen af juni har jeg lavet næsten daglige optegnelser omkring re-definitionen af A-kraften og Japans energipolitik. Sådanne optegnelser vil uundgåeligt føre til gentagelser, og der vil blive åbnet temaer, som måske viste sig som blindspor. Men foreløbig er planen at følge udviklingen fra den måned, hvor Japan var uden A-kraft over genstarten af de to reaktorer ved Oi-værket frem til etableringen af en ny energiplan og en ny energipolitik.

Disse optegnelser er holdt månedsvis – se tilsvarende optegnelser for juni, juli, august, september, oktober, november og december 2012 samt januar, februar og marts 2013.

• I april … er det svært at vide, hvad som vil ske. Vil Abe-regeringen turde presse på for reaktor-genstarter forud for sommervarmen? Vil forsyningsselskabernes økonomi tvinge dem ud af den stratgiske stilhed? Vil NRAs krav til sikkehedsopdateringer vise sig så strenge, at der kommer politisk indgreb? Vil vi se flere kedelige afsløringer af svindel og bedrag og løntrykkeri i dekontamineringsarbejdet? Vil TEPCO endelig komme i gang med at få de mange brugte brændselslegemer væk fra Fukushima Daiichi-værket? – og … hvor er væk?

Se samtlige blog-indlæg tagged Fukushima-katastrofen.
Se Fukushima – links år 1 og Fukushima – links år 2.

Optegnelser april 2013

1. april – Marubeni går ind i geotermiske projekter  
2. april – 170 km sakura
3. april – 150.000 km² af Stillehavet med forhøjet radioaktivitet
4. april - NRA: Max ét større uheld pr. reaktor pr. million år 
6. april - Abe: Fukushima Daini meget vanskelig at få genstartet 

7. april - TEPCOs endeløse stime af “småproblemer” 
7. april - Sakura på grænsen 
8. april - Kurokawa: Fukushima-krisen langt fra under kontrol 
8. april - LDPs generalsekretær om A-kraftens nødvendighed 
9. april - Demonstranternes teltlejr under pres 

9. april - 21 projekter med geotermisk varme på vej 
10. april - Energi nok til sommervarmen 
11. april - TEPCO undskylder 
11. april - 99% af Fukushima-boerne uden spor af radioaktivitet 
11. april - Jaczko: Alle amerikanske reaktorer har sikkerhedsproblemer

11. april – NRAs nye sikkerhedsregler vil give langsom opstart
15. april - TEPCO holdt plutonium-holdige prøver skjult i ni måneder 
16. april - Domstol: OK at Oi-reaktorerne kører 
19. april - Aktive foldelinjer under Kashiwazaki-Kariwa-værket  
21. april - TEPCO nægter at betale

22. april - IAEA pålægger TEPCO at stramme op i oprydningsarbejdet 
22. april - Fornyet politisk modstand overfor Hamaoka-værket 
24. april - Tohuku Electric sagsøger TEPCO 
26. april - TEPCO vil lave eget sikkerhedsudstyr 
26. april - Fukushima Daiichi klarede sig ‘overraskende godt’ 

27. april – Prometheus Trap – ny artikelserie om dyrenes Fukushima-krise

 

Se Fukushima links for  april 2013.

Læs mere »

Nedenstående interview stammer fra den nationale japanske fjernsynskanal NHK 4. marts i år.¹ Når jeg ikke bare introducerer interviewet og linker til det, er det fordi NHK normalt kun lader sine ting ligge fremme på sine hjemmesider i kort tid. Imidlertid giver interviewet et så klart samlet billede af, hvordan TEPCO ser situationen ved Fukushima Daiichi-værket, at det fortjener at forblive tilgængeligt. 

Ofte, og ikke mindst når det gælder reaktor 4, bliver der udtrykt stor bekymring om Fukushima Daiichi-værkets tilstand som en tikkende bombe, som ville kunne udløses ved et nyt voldsomt jordskælv, en ny stor tsunami eller ved simpel terror. Det er derfor betryggende at erfare, at TEPCO har lavet en understøbning af det delvist beskadigede opbevaringsbassin for brugte brændselslegemer, som har styrket det med 20% mod jordskælv. Akira Kawano, som er General Manager ved TEPCO for Nuclear International Relations and Strategy Group, siger i interviewet, at Fukushima Daiichi-værket i dag er i stand til at modstå et jordskæv af samme styrke og en tsunami af samme højde som 11. marts for to år siden løb værket over ende.

Det er mindre betryggende at erfare, at man seriøst overvejer at lede radioaktivt vand i havet frem for at rense det, og at man stadig her to år efter endnu ikke ved præcist, hvad der er sket omkring de tre nedsmeltede reaktorkerner og dermed er adskillige år fra at kunne begynde at fjerne det mest højradioaktive materiale. Og selv denne statusrapport, som Kawano giver, som må formodes at være det mest positive billede man kan etablere af situationen, er ikke specielt betryggende. Der er endog meget lang vej til, at Fukushima Daiichi-katastrofen er fuldt indkapslet. 

Hvor sårbar situationen stadig er, fremgår af, at TEPCO i skrivende stund har haft strømsvigt på reaktor 1, 2 og 3 i mere end 12 timer uden at have været i stand til at genoprette situationen. Det ‘beroligende’ er, at nedkølingen nu er så langt under de 100ºC, at der kan gå 4-5 døgn uden vandkøling, uden at temperaturen stiger problematisk (over 65ºC).² Så der er stadig et reelt tidsrum til at få fejlen genoprettet. Men det mindre beroligende er, at det sker. Stadig her to år efter er der ganske mange ting, som billedligt talt er holdt sammen med gaffa-tape. Og kølingen af de havarerede reaktorer producerer stadig her to år efter 400 ton radioaktivt forurenet vand hver dag – når den ellers virker.

Update 19.03. – et døgn efter at strømsvigtet opstod, er fejlen fundet, et sammenbrud i en strømtavle, og kølingen reetableret ved foreløbig to af de fire enheder.³   

Interviewet fra NHK følger nedenfor.

Interview: Manager of TEPCO, Akira Kawano, NHK Newsline 04.03.2013.¹

Power trouble leads to suspension of cooling operations at Fukushima plant, Japan Times 19.03.2013.²

Crippled Japanese nuclear plant suffers blackout, (AP) Asahi Shimbun 19.03.2013.²

Update: Cooling systems restart for 2 spent fuel pools at Fukushima nuclear plant, Asahi Shimbun 19.03.2013.³

Fukushima plant’s spent fuel pool cooling system partially restored, (Kyodo) Mainichi 19.03.2013.³

Læs mere »

Når vi tænker på energiomlægninger, er der næsten altid mere fokus på, hvordan vi kan skifte olien og kullene, the bad guys, ud med vedvarende energikilder som sol og vind og forbrænding af biomasse the good guys. Men frem for blot at se på hvor mange kilowatt fra the bad guys vi kan erstatte med kilowatt fra the good guys er det mindst lige så vigtigt at se på energibesparelser – hvad nogen har døbt negawatts.

For hver gang vi har sparet x kilowatt, har vi mindsket behovet for x kilowatt fra sol og vind og biomasse. Det er måske ikke så spektakulært at pege på, at man har efterisoleret, varmeoptimeret, skiftet lyskilder, sat skodder op eller blot skruet lidt ned for termostaten, som hvis man har sat solfangere op på bygningerne og været med til at stille vindmøller op i det danske landskab, men der er i den måde vi igennem de seneste halve århundrede har indrettet os på, et kolossalt potentiale at høste i energirenoveringer – ikke mindst i vores bygningsmasse.

Og det gode er, at energirenoveringer betaler sig – det kræver lidt omtanke, det kræver professionel hjælp fra energikonsulenter og håndværkere, men når først det er gjort, kan livet gå videre som hidtil ofte med blot det halve energiforbrug – eller mindre.

Nu senest har Århus Kommune igangsat en energirenovering af samtlige sine bygninger som del af kommunens bestræbelser for at bliver CO₂-neutral i 2030. I det CO₂-regnskab står bygningerne i dag for 35% af de samlede udledninger. Karen Margrethe Høj Madsen, der er projektleder i Bygningsafdelingen i Aarhus Kommune, siger til Ritzau, at vi: “søger at spare så meget energi, som vi overhovedet kan i hver eneste bygning inden for de økonomiske rammer. Derefter supplerer vi op med solceller, hvor det er muligt fysisk, æstetisk og økonomisk.”

Læs mere »

.
I denne 4:12 min. video kan man høre Jeremy Rifkin, leder af Foundation on Economic Trends, efter en præsentation ved et russisk seminar med temaet delivering sustainable value svare på et spørgsmål om hans syn på atomkraftens fremtid. Han svarer først meget kort, at han ikke mener, at den ud fra et forretningsperspektiv ikke har nogen fremtid, dernæst giver han faktisk en meget klar analyse af hvorfor.

Vi så med Chernobyl og Three Mile Island, at A-kraften ikke var ufarlig. Når den alligevel blev overvejet videre, er det som en del af omlægningen til en CO₂-fri energiproduktion. Og skal A-kraften batte noget i klimaudfordringen, skal vi fra at A-kraften i dag yder omkring 6% af verdens energiforsyning op på mindst 20% inden for en overkommelig fremtid. Vi har i dag på verdensplan 400 reaktorer, men mange af dem er ved at være udtjente, så vil det ud over fornyelsen af de 400 eksisterende reaktorer kræve opførelsen af omkring 1.600 nye, eller 3 om måneden i de næste 40 år, siger Rifkin – og det kan han på ingen måde se ske. Han vil være overrasket, hvis der bliver bygget mere end 100 (til erstatning af de eksisterende).

Det hænger sammen med, at flere af de lande, som allerede har A-kraft, er ved at opgive den eller nedskrive den rolle i den samlede energiforsyning, og at de få værker som rent faktisk er blevet opført i dette årtusinde har vist sig at blive voldsomt meget dyrere – så dyerere, at de dårligt lader sig opføre uden enorme statslige støttebeløb. Og selv hvis vi blot fornyede de nu omkring 400 reaktorer på verdensplan, så ville vi allerede omkring 2020-25 begynde at mangle uran, hvorfor priserne vil gå op.

Han kommer ikke ind på de mange problemer med at håndtere strålingen, når ulykken er sket, men nævner med en vis bekymring, at bortset fra Sverige og Finland, har ingen lande efter 70 år med A-kraft løst deres atomaffaldsproblem. For ham er A-kraft “centralized power”, som ikke passer ind i fremtidens energisystemer.

Rifkin er forfatter til bøger som The End of Work og The European Dream, og han får på de blot fire minutter givet et godt og konsistent svar, som hermed er videregivet.

Se tidligere blog-indlæg: The Empathic Civilisation – med en tegnet introduktion til Rifkins bog af samme navn.

 

Fukushima-katastrofen 11. marts 2011 vendte op og ned på det japanske samfund. Ikke bare lagde den store områder øde og drev mange mennesker fra deres hjem på uvis tid. Nok så meget gjorde den basale ting i dagligdagen usikre – var der stråling i maden, teen, luften, på børnenes legeplads?

Indhyllet i en næsten opiat ‘safety myth’ blev Japan i den grad taget på sengen – Fukushima-katastrofen var katastrofen, som ikke kunne ske, og som man derfor både praktisk og mentalt var fuldstændig uforberedt overfor. I tiden efter blev samtlige Japans 54 reaktorer en efter en standset for løbende årlige eftersyn, og 5. maj i år stod Japan, som inden Fukushima-katastrofen havde planer om at udbygge sin A-kraft fra 30% til 50% af energiforsyningen, uden A-kraft for første gang i næsten et halvt århundrede. Kort efter blev to reaktorer dog nødstartet for at sikre elforsyningen i den værste sommervarme. Men de øvrige afventer etableringen af helt nye sikkerheds- og beredskabsforanstaltninger. Og stod det til store dele af befolkningen, blev reaktorerne aldrig startet igen.

Fukushima-katastrofen har fået konsekvenser ud i alle afkroge af det japanske samfund, og det er fundamentalt interessant, hvordan et samfund reagerer overfor en sådan udfordring. Er det begyndelsen til noget radikalt nyt, formår man at tage ved lære, at se den del af katastrofen, som kunne have været undgået, hvis man havde taget risikoen alvorligt? Eller skal man blot hurtigst muligt tilbage til business as usual?

Fukushima-katastrofen har rejst et folkeligt krav om forandring. Man vil bort fra A-kraften og ønsker et Japan i pagt med naturen, på vedvarende energi. Omvendt er der i bureaukratiet og erhvervslivet meget stærke kræfter, som søger at trække Japan tilbage på sin hidtidige kurs. Men med skyggerne fra atombomberne over Hiroshima og Nagasaki stærkt prentet i den nationale psyke er det givet, at ikke alt bare bliver som før (se blog-indlægget Mellem Hiroshima og Fukushima).

Siden begyndelsen af juni har jeg lavet næsten daglige optegnelser omkring re-definitionen af A-kraften og Japans energipolitik. Sådanne optegnelser vil uundgåeligt føre til gentagelser, og der vil blive åbnet temaer, som måske viste sig som blindspor. Men foreløbig er planen at følge udviklingen fra den måned, hvor Japan var uden A-kraft over genstarten af de to reaktorer ved Oi-værket frem til etableringen af en ny energiplan og en ny energipolitik.

Disse optegnelser er holdt månedsvis – se tilsvarende optegnelser for juni, juli, august, september, oktober, november og december 2012 samt januar, februar, marts, april og maj 2013.

• I marts er det 2 år siden Fukushima Daiichi-værket havde tre reaktornedsmeltninger på stribe i hvad der efterhånden ligner verdens alvorligste atomkraftulykke. Det er svært ikke at sammenligne med Chernobyl, og selvom Fukushima-katastrofen i den grad tog Japan på sengen, har den efterfølgende håndtering af krisen gjort, at man sandsynligvis ender med væsentligt færre dødsfald. Men oprydningsarbejdet er kolossalt – og dårligt nok kommet i gang her to år efter.

I tiden efter nytår har man kunne opleve en afmatning i, hvor meget der blev skrevet om Fukushima-problematikken – og i løbet af februar har der for første gang været dage, hvor der ikke var skrevet nævneværdigt om problemerne i den engelsksprogede presse – eller hvor det kun var nyhedstelegrammernes råtekster, som blev lagt ud. Så den nye premierminister Shinzo Abe har langt hen ad vejen fået den stilhed om situationen, som han kunne ønske sig, så han kan gentage sit valgkup i december og også opnå et flertal ved i valget til overhuset i juli. Men her omkring toårsdagen vil der igen komme en lang række markeringer, og spørgsmålet er, om det herefter vil klinge ud? Sandsynligvis ikke, for Fukushima-katastrofen lægger stadig sin tunge skygge ind over det japanske samfund og vil gøre det mange år frem.

Den nye sikkerhedsinstans NRA gør tilsyneladende et stort og flot arbejde med at få lavet den sikkerhedsopgradering af landets 50 reaktorer som giver den størst mulige sikkerhed for, at Japan aldrig igen vil stå med en tilsvarende situation. Men er man villig til at betale regningen? Er landet kar til at gå igennem endnu en sommer med blot to reaktorer i gang, og hvad vil der ske, når de to nu startede reaktorer ved Oi-værket lidt ud på sommeren skal standses for det årlige gennemsyn? Vil man så turde genstarte dem? Hvad vil man gøre ved de konkurstruede forsyningsselskaber? Og hvor meget vil Abe ændre i den energiplan, som blev fastlagt i efteråret under indtryk af en stor national høringsrunde?

Sådanne spørgsmål vil sandsynligvis komme op at vende i løbet af marts.    

Se samtlige blog-indlæg tagged Fukushima-katastrofen.
Se Fukushima – links år 1 og Fukushima – links år 2.

Optegnelser marts 2013

1. marts - Edano: Energiplanen må fastholdes 
2. marts - Jeremy Rifkin om hvorfor A-kraftens tid er omme - blog-indlæg
2. marts - Amerikansk pres på Japan for ikke at afvikle A-kraften 
3. marts - Strålingen aftagende i landskaberne omkring Fukushima 
4. marts - A Tale of Two Forests  

5. marts - Abe sætter klima- og miljøfolk på porten 
6. marts - Rygter om genstart af flere A-kraftværker 
6. marts - TEPCO ønsker at lede radioaktivt vand i havet 
6. marts - Stadig høje strålingsdoser i vild mad 
7. marts - Stor online 3/11-database åbner

8. marts - Asahi Shimbun om bedste sikring mod atom-terror 
9. marts - Sikkerhedskultur – eller mangel på samme 
9. marts – Futaba i Prometheus’ fælde 
9. marts - Allerede jordskælvet satte Fukushima-værket skakmat 
10. marts – Sikkerhedsmæssige opstramninger 

10. marts - Store antiatomkraft-demonstrationer forud for toårsdagen  
11. marts - TEPCO ‘nødt til’ at genstarte reaktorer  
11. marts – En stribe før-efter-billeder
11. marts – Fukushima – 2 år senere – blog-indlæg 
11. marts - Helen Caldicott om sundhedskonsekvenserne 

12. marts - 1.650 anlægger sag mod stat og TEPCO 
13. marts - Japan løber fra sine klimamålsætninger 
13. marts - Radioaktivitet fra Fukushima i fisk fra Østersøen 
13. marts - Naoto Kan: Den sikreste A-kraft er ingen A-kraft
13. marts - Chernobyl vs. Fukushima 

14. marts – Setsuden-varsel for den kommende sommer  
14. marts - Nye dyrkningsmetoder i Fukushima 
15. marts – Gigantiske mængder af affald skyllet i havet efter 3/11
16. marts – Kyoto-forsker om Fukushima-katastrofens udfoldelse 
16. marts – A-kraft-modstandere stort set fjernet fra energiudvalg 

17. marts – Greenpeace ønsker producenterne stillet til regnskab  
18. marts – NHK-interview om Fukushima Daiichi-værkets tilstand – blog-indlæg 
19. marts - Sammenbrud af vandkølingen ved Fukushima Daiichi
19. marts - Oi-værket får lov at køre indtil september
19. marts - Mainichi-leder: Japan kan ikke bare løbe fra sine klimaforpligtelser

20. marts - Nankai-jorsdskælv kan koste op til 40% af Japans BNP 
21. marts - Tredje strålingsrekord i år for Fukushima-fisk 
22. marts - Dekontaminering et Sisyfos-arbejde 
24. marts - 7.000 demonsterende kræver Fukushima uden A-kraft 
25. marts - TEPCO taget i falsk folkelighed 

25. marts - Abe gør genstart af reaktorer til forudsætning for genopbygning 
28. marts - Not in my backyard 
28. marts - Kyushu Electric Power Company taget i falsk folkelighed 
28. marts - NRA vil undersøge Fukushima-katastrofen 
29. marts - Google Streetview “for ikke at glemme Fukushima” 

29. marts – Det daglige brød, den daglige frygt    
30. marts – Etårsdag for anti-A-kraftdemonstrationer foran premierministeren

Se Fukushima links for 1.-11. marts 2013 / 11.-31. marts 2013.

Læs mere »

Disse slides stammer fra en præsentation ved et IAEA ekspertmøde om afvikling af atomkraftværker, fremlagt af TEPCOs Shunichi Suzuki. Der er link til Suzukis præsentation i sin helhed nedenfor,¹ men jeg har hevet en stor del af præsentationens sider ind herover. Det giver en alt efter temperament enestående/foruroligende indsigt i, hvor stor en opgave, det er at rydde op efter tre kernenedsmeltninger. Processen rummer da også så mange ubekendte - og så mange delopgaver, man endnu ikke har nogen kendt løsning på - at vurderingen lige nu er, at det vil tage opimod 50 år at rydde op efter katastrofen.

Læs mere »